Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. I 1984 arrangerede Cagliari' s Universitet en generel udvaelgelsesproeve med henblik paa ansaettelse af kantinemedhjaelpere. En af de ansoegerne, der ikke kom i betragtning, var Ingetraut Scholz, som er tysk statsborger fra sin foedsel, men har erhvervet italiensk statsborgerskab ved aegteskab. Som det fremgaar af sagsakterne, besluttede udvaelgelseskomitéen, der var udnaevnt af universitetet, at ansoegerne skulle tildeles points for tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige. Der skulle tildeles 2,5 points for hvert aars beskaeftigelse i en stilling, der var tilsvarende eller "overordnet" de stillinger, som skulle besaettes. Et point skulle tildeles for hvert aars beskaeftigelse i andre stillinger. Fra 1965 til 1972 havde Ingetraut Scholz arbejdet for det tyske postvaesen som postassistent, og hun anmodede om, at der blev taget hensyn til denne erhvervserfaring. Udvaelgelseskomitéen indtog imidlertid det standpunkt, at der kun kunne tages hensyn til erhvervserfaring inden for det offentlige i Italien, og afslog derfor at give hende points for de aar, hun havde vaeret ansat hos det tyske postvaesen. Hun blev nr. 54 paa den liste over egnede ansoegere, som blev opstillet af udvaelgelseskomitéen. Det fremgaar klart af de dokumenter, der er fremlagt for Domstolen, at hvis der var blevet taget hensyn til hendes ansaettelse hos det tyske postvaesen, ville hun have faaet tildelt yderligere syv points og dermed vaere rykket frem til ellevtepladsen. Det er endvidere klart, at eftersom enogtyve personer er blevet ansat som foelge af udvaelgelsesproeven, har afgoerelsen om ikke at tage hensyn til hendes tidligere beskaeftigelse hos det tyske postvaesen forhindret hende i at blive ansat som kantinemedhjaelper ved Cagliari' s Universitet.
2. Den 6. maj 1986 blev listen over de egnede ansoegere offentliggjort. Den 4. juli 1986 anlagde Ingetraut Scholz sag mod Cagliari' s Universitet (1) ved Tribunale amministrativo regionale per la Sardegna. Hun nedlagde paastand om annullation af den afgoerelse, hvorved listen over de egnede ansoegere blev opstillet, og til stoette herfor gjorde hun gaeldende, at afgoerelsen om ikke at tage hensyn til tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat end Italien var i strid med faellesskabsretten. Den italienske domstol besluttede den 10. juni 1992 at anmode om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:
"Kan EOEF-traktatens artikel 7 og 48 samt artikel 1 og 3 i forordning nr. 1612/68 fortolkes saaledes, at det er forbudt, i forbindelse med en generel udvaelgelsesproeve med henblik paa besaettelse af stillinger, der ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 48, stk. 4, at undlade at tillaegge beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat betydning, naar beskaeftigelse inden for det offentlige i den stat, hvor udvaelgelsesproeven afholdes, tillaegges betydning i forbindelse med placeringen paa den liste over egnede ansoegere, hvormed udvaelgelsesproeven afsluttes?"
Forelaeggelseskendelsen indgik til Domstolen den 17. december 1992.
3. Der er indgivet skriftlige indlaeg af Ingetraut Scholz, Kommissionen og den franske og den italienske regering. Yderligere var alle disse parter repraesenteret under retsmoedet. De er alle enige om, at de relevante bestemmelser i faellesskabsretten skal fortolkes saaledes, at der under de i sagen foreliggende omstaendigheder skal tages hensyn til tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat paa samme maade som tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige i Italien.
4. Sagsoegeren, Ingetraut Scholz, har anfoert, at traktatens artikel 48, stk. 2, forbyder "enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar". Den stilling, hun var ansoeger til, falder ikke ind under undtagelsen med hensyn til "offentlig administration" i traktatens artikel 48, stk. 4, naar Domstolens restriktive fortolkning af denne undtagelsesbestemmelse tages i betragtning. Endvidere fremgaar det af dommen i sagen Sotgiu mod Deutsche Bundespost (2), at faellesskabsretten forbyder "ikke blot aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til det samme resultat" (praemis 11). Sagsoegeren har endelig henvist til artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (3), som bestemmer foelgende:
"Inden for rammerne af denne forordning finder de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser eller administrativ praksis i en medlemsstat ikke anvendelse,
- som for udenlandske arbejdstagere begraenser eller goer tilbud og ansoegninger om beskaeftigelse, adgang til beskaeftigelse og udoevelse heraf afhaengig af betingelser, der ikke gaelder for indenlandske arbejdstagere,
- eller som, skoent de gaelder uden hensyn til nationalitet, udelukkende eller hovedsaglig har til formaal eller bevirker, at statsborgere fra de oevrige medlemsstater udelukkes fra den tilbudte beskaeftigelse.
Denne bestemmelse gaelder ikke for saa vidt angaar noedvendige sprogkundskaber, der kraeves af hensyn til den tilbudte stillings saerlige karakter."
5. Kommissionen har indtaget stort set samme standpunkt, men har udbygget argumentationen. Den har anfoert, at det generelle forbud mod forskelsbehandling i traktatens artikel 7 (nu artikel 6) ikke er relevant, da det efter Domstolens praksis kun kan anvendes selvstaendigt paa forhold, som ikke er reguleret i saerlige bestemmelser inden for faellesskabsretten (4), og da forholdene i den foreliggende sag er reguleret i traktatens artikel 48, stk. 2, og i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1612/68. Efter Kommissionens opfattelse kan sagsoegeren i hovedsagen paaberaabe sig disse bestemmelser, selv om hun er italiensk statsborger. Det afgoerende er, at hun har udoevet sin ret til fri bevaegelighed, idet hun efter at have arbejdet i sin hjemstat, nu soeger beskaeftigelse i en anden medlemsstat; den omstaendighed, at hun er blevet statsborger i den anden medlemsstat, betyder ikke, at hun er afskaaret fra at paaberaabe sig Faellesskabets regler vedroerende fri bevaegelighed. Ifoelge Kommissionen vil de samme principper gaelde, saafremt enhver anden italiensk statsborger har arbejdet i en anden medlemsstat og derefter vender tilbage til sit hjemland. Kommissionen paaberaaber sig her Singh-dommen (5), og den har endvidere henvist til en raekke domme (6), hvoraf den udleder et generelt princip om, at ingen medlemsstat maa diskriminere arbejdstagere fra Faellesskabets medlemsstater, som - under udoevelse af deres grundlaeggende ret til fri bevaegelighed inden for Faellesskabet - har arbejdet i mere end én medlemsstat, i forhold til medlemsstatens egne statsborgere eller indbyggere, som har tilbragt hele deres erhvervsaktive liv i denne medlemsstat.
6. Den franske regering har fremfoert en argumentation, som svarer til Kommissionens, men har dog rejst en raekke tvivlsspoergsmaal med hensyn til gennemfoerelsen af princippet om, at erhvervserfaring fra beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat skal behandles paa lige fod med erhvervserfaring fra en offentlig institution i den medlemsstat, hvor stillingen skal besaettes.
7. Den franske regering har for det foerste anfoert, at det ikke altid vil vaere let at fastslaa, om tidligere beskaeftigelse i en anden medlemsstat har vaeret beskaeftigelse inden for det offentlige, eftersom graensedragningen mellem den offentlige og den private sektor er forskellig fra stat til stat. Hvis f.eks. beskaeftigelse hos det tyske postvaesen skal medregnes, skal man da ogsaa medregne tilsvarende erhvervserfaring i en anden medlemsstat, hvor postvaesenet er blevet privatiseret?
8. Den franske regering har desuden anfoert, at offentlige myndigheder ofte foerer en ansaettelsespolitik, der er baseret paa intern mobilitet, og besaetter ledige stillinger ved hjaelp af udvaelgelsesproever, som kun allerede ansatte personer kan deltage i. Hvis jeg har forstaaet argumentationen korrekt, gaar den ud paa foelgende: Den offentlige forvaltning maa, naar stillinger skal besaettes, have ret til at give fortrinsret til allerede ansatte personer, ogsaa selv om dette ofte vil medfoere, at man favoriserer landets egne statsborgere, eftersom de fleste offentligt ansatte er statsborgere i den medlemsstat, hvor de er ansat. Hvis man antog andet, ville det medfoere, at hvis f.eks. det italienske sundhedsministerium afholdt en intern udvaelgelsesproeve, som kun allerede ansatte personer kunne deltage i, maatte ministeriet vaere noedsaget til ogsaa at give ansatte i de tilsvarende ministerier i de oevrige medlemsstater adgang til at deltage. Hvis man saaledes antager, at offentlige myndigheder kan give fortrinsret til egne ansatte ved at afholde interne udvaelgelsesproever, hvorfor skulle faellesskabsretten da tillade denne form for "skjult forskelsbehandling" og samtidig forbyde den fremgangsmaade, Cagliari' s Universitet har fulgt i den foreliggende sag?
9. Under den mundtlige forhandling har den franske regering fremhaevet, at der vil opstaa en raekke vanskeligheder, hvis princippet om anerkendelse af tidligere beskaeftigelsesperioder i en anden medlamsstat udvides til ogsaa at gaelde ud over selve ansaettelsesfasen, dvs. til de ansattes videre karriereforloeb. Den franske regering syntes at vaere specielt foruroliget over, at dens interne forfremmelsessystem ville blive forrykket, hvis anciennitet, som er opnaaet i andre medlemsstater, skulle tages i betragtning.
10. Til trods for disse forbehold finder den franske regering dog, at en offentlig forvaltning i situationer, som den der foreligger i denne sag, skal medregne erhvervserfaring fra offentlig ansaettelse i en anden medlemsstat, som om den var erhvervet i hjemlandet.
11. Mine synspunkter vedroerende de spoergsmaal, sagen rejser, er foelgende.
12. Traktatens artikel 48, stk. 1, bestemmer, at arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet skal gennemfoeres senest ved overgangsperiodens udloeb. Efter artikel 48, stk. 2, forudsaetter arbejdskraftens frie bevaegelighed afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for saa vidt angaar beskaeftigelse, afloenning og oevrige arbejdsvilkaar. I artikel 48, stk. 4, hedder det, at bestemmelserne ikke gaelder for "ansaettelser i den offentlige administration".
13. Naermere bestemmelser om arbejdskraftens frie bevaegelighed er fastsat ved forordning nr. 1612/68, jf. henvisningen til forordningens artikel 1 og 3 i det praejudicielle spoergsmaal. Forordningens artikel 1 tilfoejer kun lidt i forhold til traktatens artikel 48. Forordningens artikel 3, stk. 1, er relevant, fordi bestemmelsen udtrykkeligt forbyder skjult forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Dette skal jeg senere vende tilbage til.
14. Det fremgaar klart af Domstolens praksis, at de stillinger, der er tale om i denne sag, falder uden for raekkevidden af artikel 48, stk. 4, og at princippet om fri bevaegelighed og om forbud mod forskelsbehandling derfor gaelder for dem. Domstolen har fortolket artikel 48, stk. 4, snaevert, idet den har fastslaaet, at den kun omfatter "stillinger, der indebaerer en direkte eller indirekte deltagelse i udoevelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre staten eller de andre offentlige kollektive enheders almene interesser" (7). Begrundelsen for at holde saadanne stillinger ude fra princippet om fri bevaegelighed er, at "de forudsaetter ... at indehaverne foeler en saerlig solidaritet med staten, og at der bestaar gensidige rettigheder og forpligtelser, som er grundlaget for nationalitetsbaandet" (8). Det maa vaere klart, at en stilling som kantinemedhjaelper ved et universitet ikke opfylder disse krav.
15. Artikel 48, stk. 2, forbyder ikke alene aabenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men ogsaa enhver form for skjult (eller indirekte) forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier reelt foerer til samme resultat (9). Skjult forskelsbehandling rammes ogsaa af et udtrykkeligt forbud i artikel 3, stk. 1, andet led, i forordning nr. 1612/68, der - som allerede naevnt - forbyder anvendelse af lovbestemmelser, administrativt fastsatte bestemmelser eller administrativ praksis i en medlemsstat "som, skoent de gaelder uden hensyn til nationalitet, udelukkende eller hovedsaglig har til formaal eller bevirker, at statsborgere fra de oevrige medlemsstater udelukkes fra den tilbudte beskaeftigelse".
16. I den foreliggende sag er det klart, at sagsoegeren ikke har vaeret udsat for aabenlys forskelsbehandling, da den fremgangsmaade, udvaelgelseskomitéen fulgte, ikke udtrykkeligt indebar en forskellig behandling af ansoegere, som var italienske statsborgere, og ansoegere af anden nationalitet. Som foelge af, at sagsoegeren var blevet italiensk statsborger, da hun indgik aegteskab, kunne hun heller ikke under nogen omstaendigheder blive ramt af en aabenlys diskrimination af andre landes statsborgere. Det vil her vaere naturligt at bemaerke, at sagsoegeren kunne vaere blevet udsat for aabenlys forskelsbehandling, hvis hun ikke var blevet italiensk statsborger ved sit aegteskab. I stedet for at skulle tage stilling til, om hendes beskaeftigelse hos det tyske postvaesen kunne sidestilles med beskaeftigelse hos det italienske postvaesen,ville udvaelgelseskomitéen antagelig have udelukket hende, fordi hun ikke var italiensk statsborger, jf. kravet herom i artikel 2, litra a), i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som findes i de sagsakter, Tribunale amministrativo regionale per la Sardegna har fremsendt til Domstolen. Dette krav om statsborgerskab, som den foreliggende sag naturligvis ikke drejer sig om, er i aabenbar modstrid med artikel 48 paa baggrund af den ovennaevnte praksis.
17. Selv om sagsoegeren ikke blev udsat for aabenlys forskelsbehandling (i det vaesentlige paa grund af den heldige omstaendighed, at hun havde indgaaet aegteskab), har hun efter min opfattelse vaeret udsat for en skjult eller indirekte forskelsbehandling, eftersom den af udvaelgelseskomitéen fulgte fremgangsmaade, som bestod i ikke at tage hensyn til tidligere beskaeftigelse i en anden medlemsstat, i de fleste tilfaelde i hoejere grad vil ramme andre landes statsborgere end italienske statsborgere. Dette skyldes, at de fleste italienske ansoegere vil have opnaaet deres erhvervserfaring (eller stoerstedelen af deres erhvervserfaring) i Italien, mens de fleste ansoegere fra andre medlemsstater vil have opnaaet deres erhvervserfaring (eller stoerstedelen af den) i andre medlemsstater.
18. Derfor strider afslaget paa at tage hensyn til sagsoegerens erhvervserfaring fra det tyske postvaesen i princippet mod traktatens artikel 48, stk. 2. Det strider ogsaa mod artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, eftersom sondringen mellem tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige i Italien og beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat "udelukkende eller hovedsagelig har til formaal eller bevirker", at ansaettelse af statsborgere fra andre medlemsstater forhindres.
19. Det staar fast, at traktatens artikel 48, stk. 2, har direkte virkning, jf. Van Duyn mod Home Office (10). Det fremgaar af dommen i sagen Guel mod Regierungspraesident Duesseldorf (11), at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 ogsaa har direkte virkning. I sidstnaevnte dom (praemis 26) udtalte Domstolen, at:
"... den ligebehandling, som kraeves ved artikel 3, stk. 1, [foerste afsnit, foerste led] i forordning nr. 1612/68 bestaar i, at der i forhold til de af bestemmelsen omfattede personer skal anvendes saavel de love og forvaltningsforskrifter som den administrative praksis, der er gaeldende for indlaendinge."
Der er enighed om, at Cagliari' s Universitet er en offentlig institution, og at den derfor maa betragtes som en del af den italienske stat i relation til de forpligtelser, som foelger af faellesskabsretten. Der er derfor ikke behov for at afgoere, om traktatens artikel 48, stk. 2, og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 har direkte virkning i forholdet mellem borgerne, saaledes at det ogsaa forbydes private arbejdsgivere at udoeve forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet mellem arbejdstagere fra medlemsstaterne.
20. Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt det har betydning for sagsoegerens rettigheder, at hun har erhvervet italiensk statsborgerskab, kan det ved foerste oejekast virke maerkvaerdigt, at en italiensk statsborger skulle kunne paaberaabe sig forbuddet mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i forhold til en italiensk bestemmelse eller praksis, som indebaerer en forskelsbehandling af andre end italienske statsborgere. Jeg er imidlertid overbevist om, at dette er tilfaeldet.
21. Efter min opfattelse ville det vaere ulogisk at haevde, at sagsoegeren skulle kunne paaberaabe sig artikel 48, stk. 2, saa laenge hun kun havde sit oprindelige tyske statsborgerskab, men at hun pludselig skulle vaere afskaaret fra retten til at modsaette sig en diskriminerende praksis, naar hun fik italiensk statsborgerskab i kraft af sit aegteskab. At hun erhvervede italiensk statsborgerskab, er tilfaeldigt og irrelevant i den forstand, at det paa ingen maade aendrer den fundamentale kendsgerning, at hun er blevet udsat for en praksis, som indebaerer en skjult forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Hertil kommer, at hun blev udsat herfor, fordi hun foerst havde arbejdet i sin hjemstat og nu oenskede at arbejde i en anden medlemsstat. Foelgelig tilhoerer hun klart den kategori af personer, som den frie bevaegelighed, der er indfoert ved artikel 48, er beregnet for. Hun kan ikke vaere ophoert med at tilhoere denne kategori, blot fordi hun er blevet statsborger i den medlemsstat, hvor hun oensker at udoeve sin ret til fri bevaegelighed.
22. Selv om sagsoegeren havde vaeret italiensk statsborger fra sin foedsel og havde vaeret beskaeftiget hos det tyske postvaesen under udoevelse af sin ret til fri bevaegelighed i henhold til artikel 48, ville hun efter min opfattelse stadig vaere berettiget til at kraeve, at de italienske myndigheder tog hensyn til denne erhverserfaring, som om den var opnaaet i Italien. Men det er muligt, at grundlaget herfor egentlig ikke findes i artikel 48, stk. 2, men snarere i artikel 48, stk. 1, der - som allerede naevnt - bestemmer, at "arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet skal gennemfoeres senest ved overgangsperiodens udloeb". En saadan fri bevaegelighed ville ikke vaere sikret, hvis en medlemsstat kunne afholde personer fra at tage arbejde i andre medlemsstater ved at naegte at medregne erhvervserfaring, som er opnaaet i andre medlemsstater, naar de senere vender tilbage til deres hjemland. Det er klart, at alle Faellesskabets statsborgere, herunder statsborgere i den paagaeldende medlemsstat (12), kan anfaegte en praksis, som er indfoert af offentlige institutioner i en medlemsstat, og som haemmer arbejdskraftens frie bevaegelighed.
23. Betydningen af saadan en hindring for den frie bevaegelighed boer ikke undervurderes. Antag f.eks., at en laerer,som er statsborger i medlemsstat A, rejser til medlemsstat B for at arbejde i 20 aar og derefter beslutter at fortsaette sin karriere i medlemsstat A, og at myndighederne i denne medlemsstat fastsaetter hans indplacering og loen uden at tage hensyn til den erfaring, han har opnaaet i medlemsstat B. Hvis en saadan praksis var tilladt, ville de personer, der blev ramt, have saa staerk en tilskyndelse til kun at arbejde i én medlemsstat, at den frie bevaegelighed ville vaere illusorisk.
24. Selv om det maaske ikke er muligt at paalaegge private arbejdsgivere at tage hensyn til erhvervserfaring, der er opnaaet i andre medlemsstater, er det efter min opfattelse klart, at det foelger af traktatens artikel 48 og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1612/68, at en offentligt institution, der optraeder som arbejdsgiver, i princippet maa ligestille erhvervserfaring fra en anden medlemsstat med erfaring, der er opnaaet i den paagaeldende medlemsstat, i forbindelse med sin stillingtagen til, om og paa hvilke vilkaar den skal ansaette en statsborger i en medlemsstat.
25. Det fremgaar klart af Sotgiu-dommen, at skjult forskelsbehandling ikke er forbudt i henhold til artikel 48, stk. 2, hvis forskelsbehandlingen er sagligt begrundet. Hvis der saaledes forelaa en begrundelse for, at den erhvervserfaring, sagsoegeren havde fra det tyske postvaesen, ikke var saa relevant med hensyn til den stilling, hun soegte ansaettelse i, som erhvervserfaring fra det offentlige i Italien, kunne Cagliari' s Universitet vaere berettiget til helt eller delvis at se bort fra den.
26. Med henblik paa afgoerelsen af, om universitetets afslag paa at anerkende erhvervserfaring fra en anden medlemsstat, er sagligt begrundet, vil det vaere hensigtsmaessigt kort at se paa formaalet med reglen om, at der skulle tildeles points for en ansoegers tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige. Det er i denne forbindelse vaesentligt at bemaerke, at der ifoelge den af udvaelgelseskomitéen anvendte regel ogsaa skulle gives points for tidligere beskaeftigelse i stillinger, som ikke havde nogen forbindelse med stillingen som kantinemedhjaelper. Det maa derfor vaere klart, at der ikke i denne sag kan stoettes noget argument paa de indlysende forskelle mellem arbejdet som postassistent og som kantinemedhjaelper eller paa de lige saa indlysende forskelle mellem de tyske og italienske traditioner paa det gastronomiske omraade. Man saa bort fra sagsoegerens erhvervserfaring, ikke fordi den var opnaaet ved arbejde af en anden karakter, men fordi den var opnaaet i en anden medlemsstat.
27. Hvad er da formaalet med en regel om, at der tildeles points for en ansoegers tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige, selv om arbejdsopgaverne har vaeret helt anderledes end dem, der er knyttet til de ledige stillinger? Jeg vil tro, at hovedformaalet er at imoedekomme personer, som har vist, at de er egnede til at arbejde for det offentlige, idet det forudsaettes, at personer i statens tjeneste - i alle dens forskellige aspekter - udvikler en saerlig etos, som maaske ikke deles af ansatte i private virksomheder, og at de motiveres af faktorer, som er vaesensforskellige fra dem, der er fremherskende i den private sektor. Typisk vil ansaettelse inden for det offentlige indebaere en vilje til at acceptere forholdsvis beskedne vederlag til gengaeld for stoerre sikkerhed paa lang sigt, maaske sammen med tilfredsstillelsen ved at tjene samfundet.
28. Hvis dette er det formaal, der er baggrunden for reglen, kan jeg ikke se, hvad den saglige begrundelse kan vaere for ikke at tage hensyn til en ansoegers tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat. Sandsynligheden for, at en ansoeger, der har arbejdet for det tyske postvaesen, har udviklet en speciel egnethed til tjeneste inden for det offentlige, er lige saa stor som for en ansoeger, der har arbejdet for det italienske postvaesen. Det vil saaledes vaere i strid med hele tankegangen i faellesskabsretten at antage, at en person, der har vaeret offentligt ansat i Tyskland, under denne synsvinkel skulle have gjort sig mindre fortjent end en anden, der har vaeret offentligt ansat i Italien.
29. Til slut vil jeg kort omtale de betaenkeligheder, den franske regering har givet udtryk for med hensyn til konsekvenserne i videre sammenhaeng af en afgoerelse om, at erhvervserfaring fra en anden medlemsstat skal tages i betragtning i forbindelse med ansaettelser inden for det offentlige.
30. Hvad foerst angaar de vanskeligheder, der kan opstaa med hensyn til, om erhvervserfaringen fra en anden medlemsstat er opnaaet inden for den offentlige sektor eller ej, kan jeg ikke se, hvordan dette praktiske problem skulle kunne have betydning for anvendelsen af princippet om, at statsborgere i Faellesskabets medlemsstater ikke maa udsaettes for forskelsbehandling paa grund af nationalitet med hensyn til deres adgang til beskaeftigelse. Hvis der maatte vaere tvivl om, hvorvidt en ansoegers tidligere arbejdsgiver i en anden medlemsstat hoerer til den offentlige eller private sektor, vil spoergsmaalet uden videre kunne loeses, f.eks. ved fremlaeggelse af attester fra arbejdsgiveren eller fra den paagaeldende medlemsstats konsulaere myndigheder.
31. Med hensyn til muligheden for at besaette ledige stillinger ved hjaelp af interne procedurer, der er forbeholdt de ansatte i bestemte ministerier eller offentlige forvaltninger, mener jeg ikke, at den dom, der skal afsiges i den foreliggende sag, behoever at praejudicere spoergsmaalet om lovligheden af saadanne procedurer. Hvis de i praksis gennemfoeres paa en maade, der er til skade for andre medlemsstaters statsborgere, vil spoergsmaalet muligvis blive rejst i en senere sag, og Domstolen vil da kunne tage stilling til det paa baggrund af konkrete, faktiske omstaendigheder.
32. Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der skal tages hensyn til en allerede ansat persons tidligere beskaeftigelse i en anden medlemsstat i forbindelse med den ansattes videre karriereforloeb, saa er heller ikke denne problemstilling direkte blevet rejst i den foreliggende sag. Paa baggrund af de betaenkeligheder, den franske regering har givet udtryk for, vil det dog efter min opfattelse vaere at foretraekke, at afgoerelsen i den foreliggende sag begraenses til kun at angaa spoergsmaalet om diskriminerende hindringer, der opstilles for, at statsborgere i Faellesskabets medlemsstater ansaettes inden for det offentlige i en medlemsstat.
Forslag til afgoerelse
Sammenfattende skal jeg foreslaa, at det spoergsmaal, der er forelagt Domstolen af Tribunale amministrativo regionale per la Sardegna, besvares saaledes:
"Traktatens artikel 48, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet, skal fortolkes saaledes, at en offentlig institution i en medlemsstat, som i forbindelse med ansaettelser i stillinger, der ikke falder ind under traktatens artikel 48, stk. 4, oensker at tage hensyn til ansoegernes tidligere beskaeftigelse inden for det offentlige, ikke har adgang til, for saa vidt angaar statsborgere i Faellesskabets medlemsstater, at sondre mellem beskaeftigelse inden for det offentlige i den paagaeldende stat og beskaeftigelse inden for det offentlige i en anden medlemsstat."
(*) Originalsprog: engelsk.
(1) - I forelaeggelseskendelsen omtales en anden part i sagen, nemlig Cinzia Porcedda. Det fremgaar af sagsakterne, at hun var en af de ansoegere, som blev ansat efter den samme udvaelgelsesproeve.
(2) - Dom af 12.2.1974, sag 152/73, Sml. s. 153.
(3) - EFT 1968 II, s. 467.
(4) - Dom af 7.3.1991, sag C-10/90, Maria Masgio, Sml. I, s. 1119, praemis 12 og 13.
(5) - Dom af 7.7.1992, sag C-370/90, The Queen mod Immigration Appeal Tribunal og Surinder Singh, ex parte Secretary of State for the Home Department, Sml. I, s. 4265.
(6) - Dom af 15.10.1969, sag 15/69, Suedmilch, Sml. 1969, s. 93, org. ref.: Rec. s. 363, dom af 7.6.1988, sag 20/85, Roviello, Sml. s. 2805, sag C-10/90, Masgio (jf. note 4) og dom af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501.
(7) - Dom af 17.12.1980, sag 149/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3881, praemis 10; se ogsaa dom af 3.6.1986, sag 307/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1725.
(8) - Sammesteds.
(9) - Jf. senest dom af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, hvori Domstolen bekraeftede sin praksis siden dommen i sagen Sotgiu mod Deutsche Bundespost (se note 2).
(10) - Dom af 4.12.1974, sag 41/74, Sml. s. 1337.
(11) - Dom af 7.5.1986, sag 131/85, Sml. s. 1573.
(12) - Jf. dom af 31.3.1993, sag C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, praemis 16 og 17, som angik en medlemsstats forpligtelse til at anerkende en uddannelse, som dens egne statsborgere har opnaaet i andre medlemsstater; jf. ogsaa punkt 19 i mit forslag til afgoerelse i sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg (citeret i note 9).
Full & Egal Universal Law Academy