Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
A ° Indledning
1. OEstre Landsret har forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 93 i forordning nr. 1408/71 (1), som drejer sig om forpligtede institutioners krav over for en erstatningspligtig tredjemand.
2. Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som Deutsche Angestellten Krankenkasse (DAK) ° en social sikringsinstitution som omhandlet i forordning nr. 1408/71 ° har anlagt mod det danske forsikringsselskab Laererstandens Brandforsikring G/S med paastand om refusion af visse udgifter, institutionen har afholdt til sygetransport fra Danmark til Tyskland og til hospitalsophold i de to lande for et hos institutionen forsikret barn. Udgifterne skyldes et benbrud, som barnet (Nadine Leipelt) paadrog sig ved et faerdselsuheld under et ferieophold i Danmark. Faerdselsuheldet blev foraarsaget af en bilist, der havde tegnet ansvarsforsikring hos Laererstandens Brandforsikring.
3. DAK goer gaeldende, at institutionen er indtraadt i skadelidtes krav paa de omtvistede beloeb i henhold til § 116 i den tyske Sozialgesetzbuch, bind X (SGB X). Denne bestemmelse lyder saaledes:
"Den sociale sikringsinstitution indtraeder i et erstatningskrav, der haves i henhold til andre lovbestemmelser, i det omfang institutionen paa grund af skadebegivenheden skal udbetale sociale ydelser, som skal afhjaelpe en skade af samme art, og som vedroerer samme periode som den erstatning, der skal betales af skadevolderen." (O.a.: Domstolens oversaettelse).
4. Laererstandens Brandforsikring har ikke bestridt, at betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse er opfyldt. Selskabet har imidlertid anfoert, at DAK i henhold til § 17, stk. 1, og § 22, stk. 2, i den danske erstatningsansvarslov ikke kan goere noget krav gaeldende mod selskabet. Bestemmelserne lyder saaledes:
° § 17, stk. 1, 1. pkt.:
"Ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge, sygehjaelp, pension efter den sociale pensionslovgivning og ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, som tilkommer en skadelidt eller efterlevende, kan ikke danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige."
° § 22, stk. 2:
"Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige."
5. Hovedsagens parter har paa denne baggrund diskuteret to forskellige retlige spoergsmaal for den nationale ret.
6. Det foerste spoergsmaal gik ud paa, om de danske regler i sig selv kan udelukke krav fra sagsoegerens side mod Laererstandens Brandforsikring. Efter DAK' s opfattelse skal spoergsmaalet besvares benaegtende, da der alene er tale om regresregler og ikke om materielle erstatningsregler. De tager ikke sigte paa udenlandske sygekasseordninger.
7. Laererstandens Brandforsikring var derimod af den opfattelse, at den forsikring, som DAK har tegnet for skadelidte, er omfattet af de naevnte danske regler, hvorefter DAK ikke har noget krav mod selskabet.
8. Det andet spoergsmaal, som blev diskuteret mellem parterne, hvilede paa den forudsaetning, at de danske regler udelukker, at DAK kan goere krav gaeldende. Spoergsmaalet gik ud paa, hvilken betydning artikel 93 i forordning nr. 1408/71 har for afgoerelsen af sagen. Artikel 93, stk. 1, lyder saaledes:
"Saafremt en person modtager ydelser efter en medlemsstats lovgivning for en skade, der skyldes en begivenhed indtruffet paa en anden medlemsstats omraade, gaelder foelgende regler for den forpligtede institutions eventuelle krav over for en erstatningspligtig tredjemand:
a) Naar den forpligtede institution efter den for denne gaeldende lovgivning er indtraadt i de krav, som modtageren har over for tredjemand, skal enhver medlemsstat anerkende denne indtraeden.
b) Naar den forpligtede institution har et selvstaendigt krav over for tredjemand, skal enhver medlemsstat anerkende dette krav."
9. DAK var af den opfattelse, at artikel 93, stk. 1, litra a), hjemler et regreskrav for den udenlandske institution, der ° som i det foreliggende tilfaelde ° er indtraadt i skadelidtes krav mod det ansvarlige forsikringsselskab. De omtvistede danske regler kan ikke saette artikel 93 ud af kraft. Regresretten efter artikel 93 indskraenkes alene i det omfang, skadelidtes ret til erstatning ville vaere begraenset efter de materielle regler, der regulerer kravet i skadestedets land.
10. Laererstandens Brandforsikring gjorde heroverfor gaeldende, at artikel 93, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 alene er regel om udbytning af en kreditor med en anden (subrogation), mens det naermere indhold af regreskravet maa afgoeres af de materielle regler i det land, hvor skaden er indtraadt. Artikel 93 skal opfattes som en internationalprivatretlig regel, der regulerer soegsmaalskompetencen. Artikel 93 indeholder ingen beskrivelse af, hvilke krav der skal anerkendes.
11. OEstre Landsret har ikke taget udtrykkelig stilling til det foerstnaevnte spoergsmaal om den naermere raekkevidde af de danske regler. Den omstaendighed, at Landsretten har anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 93 i forordning nr. 1408/71, og formuleringen af det fjerde spoergsmaal viser imidlertid, at retten anser DAK' s krav for afskaaret i henhold til de danske regler.
12. Spoergsmaalene fra OEstre Landsret lyder saaledes:
"1) Skal artikel 93 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 forstaas saaledes, at den alene omhandler betingelserne for den forpligtede institutions ret til indtraeden (subrogation) i skadelidtes krav mod tredjemand, eller omfatter artiklen ogsaa, hvilke krav den forpligtede institution kan indtraede i?
2) Hvis artikel 93 ogsaa omfatter, hvilke krav der kan indtraedes i, skal afgoerelsen heraf da traeffes efter lovgivningen i den stat, hvor den forpligtede institution er hjemmehoerende, eller efter lovgivningen i den stat, hvor skaden indtraadte?
3) Skal artikel 93 forstaas saaledes, at den tillige angaar, hvilke af de krav, den forpligtede institution er indtraadt i, der i skadestedets stat kan gennemfoeres mod den ansvarlige tredjemand?
4) Skal artikel 93 forstaas saaledes, at den ogsaa hjemler et regreskrav for den forpligtede institution mod den ansvarlige tredjemand i et tilfaelde, hvor kravet ellers ville vaere afskaaret efter lovgivningen i den stat, hvor skaden indtraadte, som foelge af regler svarende til den danske erstatningsansvarslovs § 17, stk. 1, og § 22, stk. 2?"
B ° Stillingtagen
Indledende bemaerkninger
13. 1. Spoergsmaalene fra OEstre Landsret tager efter ordlyden og sammenhaengen kun sigte paa virkningerne i forholdet mellem sikringinstitutionen og den ansvarlige tredjemand af foerstnaevntes indtraeden i erstatningskravet i henhold til en bestemmelse som § 116 i SGB X. Det staar nemlig fast, at Nadine Leipelt uden bestemmelsen ville have haft et krav paa de omhandlede beloeb. Det staar ligeledes fast, at de i henhold til tysk ret gaeldende betingelser for DAK' s indtraeden i kravet er opfyldt (2).
14. Laererstandens Brandforsikring har imidlertid argumenteret for, at det paa baggrund af bestemte betingelser for anvendelsen af artikel 93 kan vaere tvivlsomt, om de praejudicielle spoergsmaal har betydning for en del af det kraevede beloeb, og at Domstolen under alle omstaendigheder maa besvare et praeliminaert spoergsmaal med hensyn til de paagaeldende betingelser. Laererstandens Brandforsikring er naermere af den opfattelse, at den del af de af DAK betalte beloeb, der vedroerer hospitalsopholdet i Danmark og sygetransporten fra Danmark til Tyskland, ikke er ydet efter lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor skaden indtraadte. Domstolen maa efter selskabets opfattelse ex officio traeffe afgoerelse vedroerende det saaledes rejste spoergsmaal.
15. Hertil bemaerkes for det foerste, at dette argument ikke en gang kan rejse tvivl om de praejudicielle spoergsmaals betydning, som i det mindste for saa vidt angaar den anden del af beloebet ikke kan bestrides. I oevrigt skal Domstolen ikke tage stilling til, om den nationale ret med foeje har anset de af den forelagte spoergsmaal for at have betydning for sagens afgoerelse (3). Det maa blot kraeves, at visse minimumsbetingelser, der foelger af formaalet med artikel 177, er opfyldt. Dette er tilfaeldet i denne sag. Det kan nemlig paa grundlag af den foreliggende begrundelse udelukkes, at de praejudicielle spoergsmaal vedroerer et generelt, rent hypotetisk problem (4), der aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (5). Laererstandens Brandforsikrings argument kan derfor paa ingen maade skabe tvivl om, hvorvidt de praejudicielle spoergsmaal skal antages til realitetsbehandling.
16. Det skal for det andet bemaerkes, at Domstolen ikke ex officio skal traeffe afgoerelse vedroerende det praeliminaere spoergsmaal om den naevnte betingelse for anvendelsen af artikel 93, allerede fordi det er ubestridt, at betingelsen er opfyldt paa grund af det beloeb, der vedroerer hospitalsopholdet i Tyskland. Hvad i oevrigt angaar Laererstandens Brandforsikrings forslag til besvarelse af det paagaeldende spoergsmaal, skal jeg henvise til fast retspraksis vedroerende karakteren af proceduren i henhold til traktatens artikel 177. Herefter indfoerer artikel 177 et direkte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser inden for rammerne af en procedure, som ikke har karakter af tvistemaal, og hvor parterne ikke kan gribe ind i sagsbehandlingen, men alene opfordres til at udtale sig (6). Forslaget fra Laererstandens Brandforsikring kan derfor ikke imoedekommes.
17. 2. Spoergsmaalene fra OEstre Landsret kan paa baggrund af forelaeggelseskendelsen opdeles i to grupper.
18. De to foerste spoergsmaal beror paa en hypotese om, at der eventuelt skal sondres mellem spoergsmaalet om retten til subrogation og spoergsmaalet om, hvilke krav sikringsinstitutionen er indtraadt i med virkning for alle medlemsstater. Spoergsmaalene gaar i det vaesentlige ud paa, om artikel 93 regulerer spoergsmaalet om, hvilke krav den forpligtede institution kan indtraede i, og i bekraeftende fald hvilken lovgivning der i saa henseende henvises til i artikel 93.
19. De to sidste spoergsmaal har tilsyneladende til forudsaetning, at de danske regler ikke blot drejer sig om adgangen til at indtraede i de omhandlede krav, men ogsaa om muligheden for at gennemfoere krav, der saaledes er sket intraeden i, mod den ansvarlige tredjemand. Spoergsmaalene gaar ud paa, om artikel 93 ogsaa sikrer den forpligtede institution denne mulighed og saaledes i givet fald fortraenger herimod stridende bestemmelser i den medlemsstat, hvor skaden er indtraadt.
Spoergsmaal 1 og 2
20. Efter ordlyden af artikel 93, stk. 1, skal enhver medlemsstat, "naar den forpligtede institution efter den for denne gaeldende lovgivning er indtraadt i de krav, som modtageren har over for tredjemand, ... anerkende denne indtraeden" (7).
21. Med denne formulering sondres der ikke mellem spoergsmaalet om retten til indtraeden og spoergsmaalet om, hvilke af de krav, der oprindelig tilkom skadelidte, der indtraedes i.
22. Den konklusion, der maa drages ud fra en saadan grammatisk fortolkning, nemlig at begge spoergsmaal er undergivet den lovgivning, som gaelder for den forpligtede institution, er i overensstemmelse med den omtvistede bestemmelses funktion og formaal. Artikel 93, stk. 1, skal ses paa baggrund af det i forordning nr. 1408/71 opstillede princip om, at de personer, der er omfattet af denne forordning, alene er undergivet lovgivningen i én medlemsstat (jf. artikel 13, stk. 1). Den kompetente sikringsinstitution i denne medlemsstat har, som det fremgaar af artikel 22 og 93, ogsaa pligt til at udrede ydelser i forbindelse med forsikringsbegivenheder, der indtraeffer i andre medlemsstater. Domstolen har hertil i en dom vedroerende artikel 52 i forordning nr. 3 (8), som var forgaengeren til den her omhandlede artikel 93, stk. 1, og i det vaesentlige havde samme ordlyd, udtalt foelgende:
"[Den] i artikel 52 fastsatte overfoerelse af krav til de nationale sociale sikringsinstitutioner [maa] anses for et logisk og retfaerdigt modstykke til udvidelsen af de naevnte institutioners forpligtelser til at omfatte hele Faellesskabets territorium." (9)
23. Som det med rette er blevet fremhaevet af den tyske regering, indebaerer den saaledes begrundede bestemmelse, at adgangen til at goere regreskrav gaeldende mod tredjemand ° en af den kompetente institutions indtaegtskilder ° ikke paavirkes af, at kravet goeres gaeldende mod tredjemand i en anden medlemsstat. De saerlige regler for finansieringen af denne medlemsstats institutioner maa ikke have indflydelse herpaa.
24. Det ville imidlertid ikke vaere foreneligt med det paagaeldende formaal kun at lade spoergsmaalet om adgangen til indtraeden vaere undergivet den i artikel 93 indeholdte lovkonfliktregel (10), mens spoergsmaalet om, hvilke krav der kan indtraedes i, skulle afgoeres efter de principper, der gaelder i det land, hvor skaden indtraadte (11).
25. Ogsaa selv om der ° som haevdet af Laererstandens Brandforsikring under den mundtlige forhandling ° mellem flere medlemsstater maatte vaere indgaaet aftaler om afkald paa at goere eventuelle regreskrav gaeldende, ville dette ikke aendre noget ved det omtalte formaal med artikel 93 og de heraf dragne konklusioner.
26. De to foerste spoergsmaal boer derfor besvares saaledes:
Artikel 93, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at baade spoergsmaalet om den forpligtede institutions ret til indtraeden i krav og spoergsmaalet om denne rets omfang er undergivet den lovgivning, der gaelder for institutionen.
Spoergsmaal 3 og 4
27. Ogsaa i relation til det med disse spoergsmaal rejste problem skal der foerst ses paa bestemmelsens ordlyd og dernaest paa dens formaal.
28. Ifoelge bestemmelsen skal "enhver medlemsstat anerkende" den "indtraeden", som den forpligtede institution efter den for denne gaeldende lovgivning har foretaget. Denne formulering kan muligvis give det indtryk, at bestemmelsen kun vedroerer regler i medlemsstaterne, som saerligt drejer sig om sociale sikringsinstitutioners indtraeden i krav, men derimod ikke regler om gennemfoerelsen af de krav, institutionerne saaledes er indtraadt i. Laererstandens Brandforsikring har under den mundtlige forhandling paaberaabt sig denne sondring som stoette for det synspunkt, at artikel 93 i forordning nr. 1408/71 ikke er til hinder for, at erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, og § 22, stk. 2, finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde.
29. En saadan ° yderst spidsfindig ° sondring ville imidlertid ikke vaere forenelig med den foernaevnte maalsaetning om at skabe et modstykke til princippet om, at en sikringsinstitutions forpligtelser omfatter hele Faellesskabet. Det ville nemlig i lyset af denne maalsaetning vaere uden mening at forlange af medlemsstaterne, at de skal anerkende retten til indtraeden, hvis de samtidig kunne begraense det krav for den forpligtede institution, som er den logiske retlige foelge af den paagaeldende indtraeden, ved hjaelp af bestemmelser, der forhindrer gennemfoerelsen af kravet.
30. Det foelger heraf, at artikel 93 ogsaa sikrer den forpligtede institution muligheden for at gennemfoere de krav, den er indtraadt i.
31. I modsaetning til den opfattelse, Laererstandens Brandforsikring tilsyneladende har givet udtryk for med sine ° ikke saerlig klare ° udtalelser under den mundtlige forhandling, anfaegtes denne konklusion heller ikke af Domstolens praksis vedroerende indholdet af det krav, der er sket indtraeden i. I henhold til denne praksis aendrer artikel 52 i forordning nr. 3 (12) "paa ingen maade forudsaetningerne for indtraedelsen af og graenserne for ansvaret uden for kontraktforhold, som fortsat alene henhoerer under den nationale ret" (13) (og den "medfoerer [alene], at der saettes en ny fordringshaver i den tidligere fordringshavers sted" (14)). Som det fremgaar af konteksten for disse bemaerkninger fra Domstolen, vedroerer de fastlaeggelsen af de krav, som skadelidte eller hans paaroerende oprindelig havde. Der er ingen tvivl om, at spoergsmaalet om disse kravs eksistens og omfang afgoeres efter de nationale regler, som de relevante internationalprivatretlige bestemmelser henviser til. Det er lige saa utvivlsomt, at der ° logisk ° kun kan ske indtraeden i krav, i det omfang de bestod for ydelsesmodtageren.
32. I det foreliggende tilfaelde staar det imidlertid fast, at de krav, som DAK nu goer gaeldende, ville vaere tilkommet Nadine Leipelt, hvis institutionen ikke var indtraadt i kravene. Virkningen af de danske regler begraenser sig til tiden efter, at der er sket indtraeden i kravene i henhold til bestemmelser som § 116 i SGB X. Paa dette tidspunkt falder de paagaeldende krav imidlertid ind under den beskyttelse, som artikel 93 giver med henblik paa at varetage sin foernaevnte funktion. Der maa derfor gives den forpligtede institution som cessionar samme muligheder for at gennemfoere kravene som dem, ydelsesmodtageren ville have haft, hvis der ikke var sket indtraeden. Muligheden for at gennemfoere saadanne krav kan navnlig ikke udelukkes, blot fordi de er overgaaet fra den oprindeligt berettigede person til den forpligtede institution.
33. Af de anfoerte grunde skal spoergsmaal 3 og 4 besvares saaledes:
Saafremt den forpligtede institution er indtraadt i et krav i overensstemmelse med artikel 93, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, giver denne bestemmelse institutionen ret til at gennemfoere kravet i enhver medlemsstat under samme betingelser som dem, der ville have vaeret gaeldende for ydelsesmodtageren, hvis der ikke var sket indtraeden. Nationale regler, der begraenser eller afskaerer denne ret, finder ikke anvendelse i et saadant tilfaelde.
C ° Forslag til afgoerelse
34. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen foelgende besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal fra OEstre Landsret:
"1) Artikel 93, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at baade spoergsmaalet om den forpligtede institutions ret til indtraeden i krav og spoergsmaalet om denne rets omfang er undergivet den lovgivning, der gaelder for institutionen.
2) Saafremt den forpligtede institution er indtraadt i et krav i overensstemmelse med artikel 93, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, giver denne bestemmelse institutionen ret til at gennemfoere kravet i enhver medlemsstat under samme betingelser som dem, der ville have vaeret gaeldende for ydelsesmodtageren, hvis der ikke var sket indtraeden. Nationale regler, der begraenser eller afskaerer denne ret, finder ikke anvendelse i et saadant tilfaelde."
(*) Originalsprog: tysk.
(1) - Raadets forordning af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved forordning nr. 2001/83 (EFT L 230, s. 6).
(2) - Jf. ovenfor, punkt 4.
(3) - Dom af 12.6.1986, forenede sager 98/85, 162/85 og 258/85, Bertini mod Regione Lazio, Sml. s. 1885, praemis 5-8.
(4) - Jf. dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 10.
(5) - Jf. dom af 3.3.1994, forenede sager C-332/92, C-333/92 og C-335/92, Eurico Italia, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 17.
(6) - Dom af 19.1.1994, sag C-364/92, SAT-Fluggesellschaft mbH mod Eurocontrol, Sml. I, s. 43, praemis 9, af 9.12.1965, sag 44/65, Hessische Knappschaft, Sml. 1965-1968, s. 137, paa s. 139, org. ref.: Rec. s. 1191.
(7) - Min fremhaevelse.
(8) - JO nr. 30 af 16.12.1958, s. 561.
(9) - Dommen Hessische Knappschaft, jf. ovenfor (note 6), paa s. 141 (under afsnit II in fine).
(10) - Jf. generaladvokat Gand' s rammende betegnelse i hans forslag til afgoerelse af 17.12.1964 i sag 31/64, Gemeenschappelijke Verzekeringskas De sociale Voorzorg mod Bertolet, Sml. 1965-1968, s. 27, paa s. 28, org. ref.: Rec. s. 121.
(11) - Jf. i overensstemmelse hermed generaladvokat Warner' s forslag til afgoerelse af 25.1.1977 i sag 72/76, Landesversicherungsanstalt Rheinland-Pfalz mod Toepfer, Sml. 1977, s. 281, paa s. 287.
(12) - Jf. ovenfor, punkt 22.
(13) - Dommen Hessische Knappschaft (jf. note 6), paa s. 140, under afsnit II. Jf. i samme retning dom af 16.5.1973, sag 78/72, Ster-Algemeen Syndikaat mod de Waal, Sml. s. 499, praemis 6.
(14) - De Waal-dommen, jf. note 13, praemis 4.
Full & Egal Universal Law Academy