EUR-Lex -  61992CJ0049 - DA - Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 8

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Konkurrence - aftaler - forbud - overtraedelser - virksomhedernes individuelle ansvar - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - begreb

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

2 Konkurrence - karteller - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - begreb - bevisbyrde - kriterier - overholdelse af retten til kontradiktion

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

3 Konkurrence - karteller - overtraedelse, der delvis falder ind under begrebet aftale og delvis ind under begrebet samordnet praksis - retlig kvalifikation

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

4 Konkurrence - aftaler - samordnet praksis - begreb - konkurrencestridigt formaal - ingen konkurrencebegraensende virkninger paa markedet - uden betydning

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

5 Appel - anbringender - praemisser til en dom i strid med faellesskabsretten - domskonklusion baseret paa andre retlige grunde - forkastelse

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

6 Konkurrence - karteller - overtraedelse, der delvis falder ind under begrebet aftale og delvis ind under begrebet samordnet praksis - overordnet kvalifikation som »aftale« og/eller »samordnet praksis« - lovligt

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

7 Konkurrence - faellesskabsregler - overtraedelser - ansvar herfor - kriteriet »oekonomisk succession« i relation til virksomheden - betingelser

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1 (nu art. 81, stk. 1, EF))

8 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - hensyntagen til virkningerne af den samlede overtraedelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

9 Appel - retlig interesse i appelsagen - appel ivaerksat af en faellesskabsinstitution

(EF-statutten for Domstolen, art. 49, stk. 3)

10 Konkurrence - boeder - stoerrelse - beregningsmetoder - boedens stoerrelse udtrykt i ecu og i national valuta - endelig angivelse af modvaerdien i national valuta

(EF-traktaten, art. 109 G (nu art. 118 EF); Raadets forordning nr. 3320/94)

Sammendrag

1 Henset til karakteren af overtraedelserne af Faellesskabets konkurrenceregler samt til karakteren og graden af haardhed af de hertil knyttede sanktioner, er ansvaret for at have begaaet overtraedelserne individuelt.

De aftaler og den samordnede praksis, der omhandles i traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), er noedvendigvis et resultat af flere virksomheders medvirken, og at disse virksomheder alle er ophavsmaend til overtraedelsen, selv om deres deltagelse kan have forskellig form, alt efter det paagaeldende markeds karakter, den enkelte virksomheds position paa markedet, de tilsigtede maal og den maade, hvorpaa det er blevet valgt eller planlagt at gennemfoere dem.

Den omstaendighed, at den enkelte virksomhed deltager i overtraedelsen paa sin egen maade, er ikke tilstraekkelig til, at den ikke kan anses for at vaere ansvarlig for den samlede overtraedelse, herunder ogsaa de handlinger, som i konkret forstand foretages af andre deltagende virksomheder, men som tager sigte paa det samme konkurrencebegraensende maal eller har den samme konkurrencebegraensende virkning.

Heraf foelger, at ikke alene en enkeltstaaende handling, men ogsaa en raekke handlinger eller en sammenhaengende adfaerd kan udgoere en tilsidesaettelse af artikel 85. Denne fortolkning kan ikke anfaegtes under henvisning til, at et eller flere elementer i raekken af handlinger eller i den sammenhaengende adfaerd ogsaa i sig selv kan udgoere en tilsidesaettelse af artikel 85.

2 En virksomhed, der har deltaget i en enkelt overtraedelse gennem egne handlinger, som er omfattet af de i traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegraensende formaal, og som tilsigtede at bidrage til gennemfoerelsen af overtraedelsen i sin helhed, for saa vidt angaar hele det tidsrum, hvor den har deltaget i den, kan ogsaa vaere ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtraedelse. Dette er nemlig tilfaeldet, naar der er foert bevis for, at den paagaeldende virksomhed har vaeret bekendt med de oevrige deltageres ulovlige adfaerd eller med rimelighed kunne forudse den, og at den var indstillet paa at loebe den dermed forbundne risiko. Denne konklusion strider ikke mod princippet om, at ansvaret for saadanne overtraedelser er individuelt og indebaerer heller ikke, at der ikke skal foretages en individuel undersoegelse af de belastende beviser under tilsidesaettelse af bevisreglerne, eller at de implicerede virksomheders ret til kontradiktion ikke respekteres.

3 Naar begreberne »samordnet praksis«, »aftaler mellem virksomheder« og »vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder« anvendes med forskel i traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), er det for at lade forskellige former for samordning og hemmelig forstaaelse mellem virksomheder vaere omfattet af forbuddene i bestemmelsen. Det kan dog ikke af den grund udledes, at en raekke handlinger, som har det samme konkurrencebegraensende formaal, og som hver isaer, isoleret betragtet, enten falder ind under begrebet »aftale«, begrebet »samordnet praksis« eller begrebet »vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder«, ikke kan vaere forskellige udtryk for én og samme overtraedelse af artikel 85, stk. 1.

En raekke handlinger, som flere forskellige virksomheder har foretaget, kan derfor vaere udtryk for én enkelt overtraedelse, som delvis falder ind under begrebet »aftale« og delvis ind under begrebet »samordnet praksis«.

4 Som det fremgaar af selve ordlyden af traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), foelger det heraf, at begrebet »samordnet praksis« - ud over et element af samordning mellem virksomhederne - forudsaetter en adfaerd paa markedet, der ligger i forlaengelse af denne samordning, samt aarsagsforbindelse mellem samordning og adfaerd.

Det maa antages - med forbehold af det modbevis, som det paahviler de paagaeldende erhvervsdrivende at foere - at virksomheder, som deltager i en samordning, og som forbliver aktive paa markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlaegge deres adfaerd paa markedet. Dette gaelder saa meget desto mere, naar samordningen finder sted regelmaessigt og over en lang periode.

En samordnet praksis er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, selv naar den ikke har haft konkurrencebegraensende virkninger paa markedet.

For det foerste fremgaar det af selve ordlyden af denne bestemmelse, at der gaelder det samme som i forbindelse med aftaler mellem virksomheder og afgoerelser truffet af sammenslutninger af virksomheder, nemlig at en samordnet praksis - uanset dens virkninger - er forbudt, naar den har et konkurrencestridigt formaal. For det andet gaelder, at selv om begrebet samordnet praksis i sig selv forudsaetter en adfaerd fra deltagende virksomheder paa markedet, indebaerer begrebet ikke noedvendigvis, at denne adfaerd konkret har den virkning at begraense, forhindre eller fordreje konkurrencen.

5 En appel maa forkastes, selv om praemisserne til en af Retten afsagt dom er udtryk for en fejlagtig anvendelse af faellesskabsretten, hvis det fremgaar, at dommens konklusion er berettiget af andre grunde.

6 Det fremgaar af sammenligningen mellem begrebet aftale og begrebet samordnet praksis efter betydningen i traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), at begreberne, set fra et subjektivt standpunkt, omfatter former for hemmelig forstaaelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk.

Heraf foelger, at begreberne »aftale« og »samordnet praksis« nok har delvis forskellige grundelementer, men at de ikke er indbyrdes uforenelige. Retten har foelgelig ikke pligt til at kraeve, at Kommissionen kvalificerer hver enkelt konstateret handling som enten aftale eller samordnet adfaerd, men er berettiget til at antage, at Kommissionen korrekt har kvalificeret nogle af handlingerne som »aftale«, og subsidiaert andre som »samordnet praksis«, uden at afstedkomme uacceptable bevismaessige foelger eller at tilsidesaette de paagaeldende virksomheders ret til kontradiktion.

7 I forbindelse med paalaeggelsen af ansvar for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler kan kriteriet om »oekonomisk succession« kun finde anvendelse, hvis den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophoert med at eksistere i retlig forstand, efter at overtraedelsen er blevet begaaet, med forbehold af manoevrer, en virksomhed maatte foretage udelukkende for at unddrage sig sanktioner, som den er blevet paalagt for overtraedelse af konkurrencereglerne.

8 Naar en overtraedelse er blevet begaaet af flere virksomheder, skal der foretages en undersoegelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har vaeret. De virkninger, der skal tages hensyn til ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau, er ikke virkningerne af den faktiske adfaerd, som en virksomhed haevder at have lagt for dagen, men derimod virkningerne af den samlede overtraedelse, den deltog i.

9 En appel i henhold til artikel 49, stk. 3, i statutten for Domstolen kan, undtagen i sager mellem Faellesskaberne og disses ansatte, ivaerksaettes af medlemsstater og faellesskabsinstitutioner, selv om de ikke har interveneret i sagen for Retten. Uanset om de har vaeret part i sagen i foerste instans eller ej, behoever Faellesskabets institutioner for at kunne appellere en af Retten afsagt dom derfor ikke at godtgoere, at de har en interesse i sagen.

Endvidere staar det enhver part frit for at vurdere, om det er hensigtsmaessigt at appellere en af Retten afsagt dom, og det tilkommer ikke Domstolen at proeve en institutions valg i saa henseende.

10 Naar Kommissionen i en beslutning, hvori den fastslaar en overtraedelse af konkurrencereglerne, har udtrykt stoerrelsen af den boede, der er paalagt en virksomhed, i ecu og i national valuta, idet den anvendte vekselkursen, som var gaeldende den dag, hvor beslutningen blev vedtaget (den 23.4.1986), oenskede Kommissionen definitivt at angive det i ecu udtrykte beloebs modvaerdi i national valuta. Derfor skal der ses bort fra formodningen i artikel 2 i forordning nr. 1103/97 - om visse bestemmelser vedroerende indfoerelse af euroen - og boeden fastsaettes i national valuta paa grundlag af den samme vekselkurs, som Kommissionen benyttede i beslutningen.

Dommens præmisser

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. februar 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af den dom, som Retten i Foerste Instans afsagde den 17. december 1991 i sagen Enichem Anic mod Kommissionen (sag T-6/89, Sml. II, s. 1623, herefter »den appellerede dom«), og hvorved Retten delvis annullerede artikel 1 i Kommissionens beslutning af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen) (EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«) og fastsatte den boede, som i beslutningens artikel 3 blev paalagt indstaevnte, til 450 000 ECU, svarende til 662 215 500 ITL.

2 Anic Partecipazioni SpA, tidligere Anic SpA og siden Enichem Anic SpA (herefter »Anic«), har i svarskriftet, der blev indgivet den 28. maj 1992, efter at have paastaaet appellen forkastet, i medfoer af artikel 116 i Domstolens procesreglement nedlagt paastand om, at den appellerede dom helt eller delvis ophaeves, at polypropylen-beslutningen helt eller delvis annulleres eller underkendes som nullitet, at den boede, som blev paalagt selskabet ved beslutningen, og som blev nedsat ved den appellerede dom, yderligere nedsaettes, eller at sagen hjemvises til Retten med henblik herpaa.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger ved Retten

3 De faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for appellen, saaledes som de fremgaar af den appellerede dom, er foelgende.

4 En raekke virksomheder i den europaeiske petrokemiske industri anlagde sag ved Retten med paastand om annullation af polypropylen-beslutningen.

5 Kommissionen fastslog, hvilket Retten tiltraadte paa dette punkt, at polypropylen-markedet foer 1977 blev daekket af 10 producenter, hvoraf fire (Montedison SpA (herefter »Monte«), Hoechst AG, Imperial Chemical Industries plc (herefter »ICI«) og Shell International Chemical Company Ltd (herefter »Shell«), herefter »de fire store«) tilsammen havde en markedsandel paa 64%. Efter udloebet af de patenter, som Monte var indehaver af, kom der nye producenter paa markedet i 1977, hvilket indebar en betydelig foroegelse af produktionskapaciteten uden dog at medfoere en tilsvarende stigning i efterspoergslen. Det resulterede i en udnyttelse af produktionskapaciteten paa mellem 60% i 1977 og 90% i 1983. Hver enkel af de producenter, der var etableret i Faellesskabet paa det paagaeldende tidspunkt, solgte i alle eller i naesten alle medlemsstaterne.

6 Anic var blandt de producenter, der leverede polypropylen til markedet i 1977. Paa det vesteuropaeiske polypropylen-marked var selskabet en mellemstor producent med en markedsandel paa mellem 2,7% og 4,2%. Selskabet forlod markedet i foraaret 1983 efter at have solgt sin polypropylen-virksomhed til Monte ved udgangen af oktober 1982. Anic gjorde i denne forbindelse gaeldende for Retten, at en anden italiensk producents anlaeg, SIR, den 9. december 1981 var blevet overdraget til SIL, som ejedes 100% af Anic, at SIL's aktier i juni 1982 var blevet overdraget ved fuldmagt (»girate per procura«) til Enoxy Chimica, og at aktierne den 31. december 1982 var blevet overdraget endeligt til dette selskab, saaledes at Monte var kommet til at kontrollere hele polypropylen-branchen i Italien.

7 Efter en raekke undersoegelser foretaget samtidig i flere af sektorens virksomheder fremsatte Kommissionen til flere polypropylen-producenter anmodninger om oplysninger i medfoer af artikel 11 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). Det fremgaar af praemis 6 i dommen i sag T-11/89, at Kommissionen paa grundlag af de tilvejebragte oplysninger konkluderede, at de paagaeldende producenter fra 1977-1983 ved en raekke prisinitiativer i strid med traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) regelmaessigt havde fastsat maalpriser og udviklet et system med aarlig kontrol af salgsmaengder med henblik paa at fordele det til raadighed vaerende marked ud fra aftalte maengder eller procentsatser. Kommissionen besluttede derfor at indlede proceduren efter artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 og at fremsende en skriftlig meddelelse om klagepunkterne til flere virksomheder, dog ikke Anic. Ifoelge praemis 8 i den appellerede dom besluttede Kommissionen paa baggrund af de oplysninger, der var fremkommet i de skriftlige svar paa meddelelsen om klagepunkter, at udvide proceduren til ogsaa at omfatte Anic og Rhône-Poulenc SA, hvorfor den tilsendte disse virksomheder en meddelelse om klagepunkter svarende til den, der var blevet tilsendt de oevrige virksomheder.

8 Efter procedurens afslutning vedtog Kommissionen polypropylen-beslutningen, ved hvilken den fastslog, at Anic havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved, sammen med andre virksomheder - hvad angaar Anic fra omkring november 1977 til sent i 1982 eller begyndelsen af 1983 - at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der havde sin oprindelse i 1977, og hvorved de producenter, der leverede polypropylen til Faellesskabets omraade:

- kontaktede hinanden og regelmaessigt (fra begyndelsen af 1981 to gange om maaneden) moedtes paa en raekke hemmelige moeder for at droefte og fastlaegge deres forretningspolitik

- fra tid til anden fastsatte »maalpriser« (eller minimumspriser) for salg af produktet i hver af EF's medlemsstater

- vedtog forskellige foranstaltninger med det formaal at lette ivaerksaettelsen af saadanne maalpriser, omfattende (hovedsagelig) midlertidige produktionsbegraensninger, udveksling af detaljerede oplysninger om deres leverancer, afholdelse af lokale moeder og fra udgangen af 1982 et »kundeledelsessystem« med henblik paa gennemfoerelse af prisforhoejelser over for bestemte kunder

- indfoerte samtidige prisforhoejelser for at virkeliggoere disse maal

- delte markedet ved at tildele hver producent et aarligt salgsmaal eller en aarlig »kvote« (1979, 1980 og i det mindste en del af 1983) eller, i mangel af en endelig aftale for hele aaret, kraevede, at producenterne begraensede deres salg i hver maaned paa basis af salget i en foregaaende periode (1981 og 1982) (polypropylen-beslutningens artikel 1).

9 Kommissionen opfordrede derpaa de forskellige virksomheder til omgaaende at bringe disse overtraedelser til ophoer og for fremtiden at afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller tilsvarende formaal eller virkning. Kommissionen paalagde dem tillige at afstaa fra enhver udveksling af oplysninger af en art, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, og paase, at enhver udveksling af generelle oplysninger (f.eks. via Fides) skulle vaere udformet saaledes, at der ikke meddeltes oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kunne udledes (polypropylen-beslutningens artikel 2).

10 Anic blev paalagt en boede paa 750 000 ECU eller 1 103 692 500 ITL (polypropylen-beslutningens artikel 3).

11 Den 31. juli 1986 rejste Anic annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen for Domstolen, som ved kendelse af 15. november 1989 henviste sagen til Retten i medfoer af Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1).

12 For Retten nedlagde Anic paastand dels om hel eller delvis annullation af polypropylen-beslutningen, i det omfang den vedroerte selskabet, dels om ophaevelse eller nedsaettelse af den paalagte boede, dels om, at Kommissionen under alle omstaendigheder tilpligtedes at betale sagens omkostninger, udgifter og vederlag.

13 Kommissionen nedlagde paastand om frifindelse og om, at Anic tilpligtedes at betale sagens omkostninger.

14 Ved kendelse af 30. september 1992 tog Domstolen ikke DSM NV's begaering om intervention til foelge og paalagde DSM at baere sine egne omkostninger.

Den appellerede dom

Beviset for overtraedelsen - bevismaessige konstateringer

Systemet med regelmaessige moeder

15 Hvad angaar systemet med regelmaessige moeder mellem polypropylen-producenterne fastslog Retten foerst i den appellerede doms praemis 69, at det eneste bevis, som Kommissionen havde fremfoert til stoette for, at Anic havde deltaget i moederne i perioden fra november 1977 til udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979, var selskabets svar paa begaeringen om oplysninger, hvori det havde skoennet, at det var begyndt at deltage i moederne kort efter, at disse var blevet indledt. Retten fandt i praemis 70, at Anic's svar ikke kunne anses for en klar erkendelse af, at selskabet havde deltaget i moederne fra november 1977. Den pegede i praemis 71 og 72 paa, at Kommissionen selv havde udtrykt tvivl paa dette punkt i den specielle del af den meddelelse om klagepunkter, der var fremsendt til Anic, i den generelle meddelelse om klagepunkter samt i polypropylen-beslutningen. Retten konkluderede i praemis 73, at Kommissionen ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i overtraedelsen foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979.

16 Vedroerende perioden fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til udgangen af 1982 eller begyndelsen af 1983 fastslog Retten i praemis 87 i den appellerede dom, at Kommissionen ud fra Anic's og ICI's svar paa begaeringen om oplysninger havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic fast havde deltaget i de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979. Med hensyn til hvornaar Anic begyndte at deltage i moederne, fremgaar det af praemis 88 og 89, at ICI i sit svar havde anfoert, at Anic fra dette tidspunkt havde vaeret blandt de faste deltagere i »chef«- og »ekspert«-moederne, og at ICI's svar paa dette punkt bekraeftedes af de processkrifter, som Anic havde indgivet til Retten. Med hensyn til hvornaar Anic var ophoert med at deltage i moederne, bemaerkede Retten i praemis 90, at Kommissionen havde erkendt dels, i polypropylen-beslutningen, at der var tvivl herom, dels, i sine processkrifter til Retten, at Anic efter maj 1982 var ophoert med at deltage fast i moederne. Endvidere havde den erkendt under retsmoedet, at Anic i september 1982 ikke laengere deltog i moederne. Ifoelge praemis 91 og 94 fremgaar det desuden af referatet af moedet den 13. maj 1982, at det paa dette moede var blevet oplyst, at Anic ikke laengere deltog. Moedet den 9. juni 1982 betegnede dog, ifoelge referatet af det, en undtagelse, hvorimod Anic's oplysning i selskabets svar paa begaeringen om oplysninger om, at det havde deltaget i moedet den 6. oktober 1982, var fejlagtig.

17 Retten bemaerkede videre i praemis 96, at Kommissionen korrekt paa grundlag af de oplysninger, som ICI gav i sit svar paa begaeringen om oplysninger, og som underbyggedes af en raekke moedereferater, fandt, at formaalet med moederne navnlig var at fastsaette maalpriser og salgsmaal. Ifoelge den appellerede doms praemis 98 kunne Kommissionen med rette ogsaa udlede af ICI's svar i relation til regelmaessigheden af »chef«- og »ekspert«-moederne samt den ensartede karakter af og genstand for moederne, at disse indgik i et system med periodiske moeder. Retten tilfoejede i praemis 99, at Anic's paastand om, at selskabet kun havde deltaget passivt i moederne, afkraeftedes af, at det havde givet oplysninger om sine maanedlige salgsmaengder.

18 I praemis 100 konkluderede Retten, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic deltog fast i de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter fra slutningen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til midten af 1982, at formaalet med moederne navnlig havde vaeret at fastsaette maalpriser og salgsmaal, at de havde vaeret led i et system, og at Anic ikke kun havde deltaget passivt i moederne. Retten mente dog ikke, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at selskabet havde deltaget i moederne efter midten af 1982.

Prisinitiativerne

19 Retten fandt i praemis 109, at det fremgik af referaterne af de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, at de producenter, der deltog i moederne, dér blev enige om de prisinitiativer, der var naevnt i beslutningen. Da der ifoelge praemis 110 var blevet foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget fast i moederne, kunne selskabet ikke goere gaeldende, at det ikke havde tilsluttet sig de prisinitiativer, som var blevet besluttet, planlagt og kontrolleret paa dem, uden at fremkomme med indicier til stoette herfor.

20 Retten bemaerkede i denne forbindelse i praemis 111, at Anic havde anfoert dels, at det kun havde deltaget passivt i moederne, dels at det paa ingen maade havde taget hensyn til resultatet af moederne for at fastlaegge sin prismaessige markedsadfaerd. Retten fandt i praemis 112, at ingen af disse argumenter kunne anses for indicium for, at Anic, som paastaaet, ikke havde tilsluttet sig de aftalte prisinitiativer. I betragtning af Rettens konstateringer vedroerende Anic's deltagelse i moederne var der ikke stoette for det foerste argument i de faktiske omstaendigheder. Det andet ville, selv om der var holdepunkter for det i de faktiske omstaendigheder, hoejst indebaere, at Anic ikke havde gennemfoert resultatet af moederne. Endvidere bemaerkede Retten i praemis 113, at der, selv om Kommissionen ikke havde kunnet finde prisinstrukser fra Anic og saaledes ikke havde kunnet foere bevis for, at selskabet havde ivaerksat prisinitiativerne, eller for en vis ensartethed i adfaerd, ikke var nogen grund til at betvivle, at Anic havde deltaget i prisinitiativerne.

21 Retten tilfoejede i praemis 114, at Kommissionen korrekt havde udledt af ICI's svar paa begaeringen om oplysninger, at prisinitiativerne havde vaeret led i et system med fastsaettelse af maalpriser.

22 Retten konkluderede i praemis 115, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic var blandt de polypropylen-producenter, der blev enige om de prisinitiativer, som var naevnt i 29.-39. betragtning til polypropylen-beslutningen, og at disse initiativer havde vaeret led i et system. Da Kommissionen imidlertid ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i de regelmaessige moeder i andet halvaar af 1982, havde den ikke foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i det prisinitiativ, der var naevnt i 40.-46. betragtning til beslutningen.

Foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne

23 Retten bemaerkede i praemis 121, at polypropylen-beslutningen maatte fortolkes som en paatale af, at de enkelte producenter paa forskellige tidspunkter ved moederne sammen med de oevrige producenter vedtog en helhed af foranstaltninger, som gik ud paa at skabe gunstige betingelser for en prisforhoejelse, navnlig ved kunstigt at reducere udbuddet af polypropylen, og at gennemfoerelsen af de enkelte foranstaltninger i denne helhed blev fordelt i henhold til en aftale mellem de forskellige producenter paa grundlag af deres saerlige situation. Retten paapegede i praemis 122, at Kommissionen ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic deltog i de moeder, hvor denne helhed af foranstaltninger var blevet vedtaget, og at den derfor heller ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde tilsluttet sig denne helhed.

24 Ifoelge praemis 123 maatte det heraf foelge, for det foerste, at der ikke var foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i systemet med »kontoledelse«. Selv om Kommissionen havde angivet i svarskriftet, at den aldrig havde villet goere gaeldende, at Anic havde vaeret ansvarlig herfor, fandt Retten, at en saadan begraensning af paatalen over for Anic hverken fremgik af beslutningen eller af meddelelsen om klagepunkter. For det andet var der ifoelge praemis 124 heller ikke blevet foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i foranstaltninger for at begraense produktionen.

25 I praemis 127 konkluderede Retten, at Kommissionen ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic var blandt de polypropylen-producenter, der var blevet enige om de i beslutningen naevnte foranstaltninger, som skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, for saa vidt det i beslutningen gjordes gaeldende, at selskabet havde deltaget i disse.

Maengdemaal og kvoter

26 Retten bemaerkede indledningsvis i praemis 147, at Anic fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til midten af 1982 deltog regelmaessigt i de periodiske moeder for polypropylen-producenter, hvorunder producenterne droeftede deres salgsmaengder og udvekslede oplysninger herom.

27 I praemis 148 pegede Retten paa, at samtidig med, at Anic deltog i moederne, fremgik selskabets navn ogsaa af forskellige tabeller fundet hos en raekke polypropylen-producenter, hvis indhold klart viste, at de skulle anvendes til at fastlaegge salgsmaal. Kommissionen fandtes derfor med rette at have lagt til grund, at tabellerne, som maatte vaere blevet opstillet paa grundlag af oplysninger fra producenterne og ikke paa grundlag af statistikker fra Fides-systemet, var blevet givet af Anic i forbindelse med de moeder, selskabet havde deltaget i.

28 I praemis 149 fandt Retten, at det ud fra ordvalget i de tabeller vedroerende 1979 og 1980, som Kommissionen havde fremlagt, kunne laegges til grund, at der blev opnaaet enighed mellem producenterne.

29 Hvad naermere angaar 1979 fandt Retten i praemis 150, at det fremgik af referatet af moedet den 26. og 27. september 1979 samt af tabellen »Producers' Sales to West Europe«, som blev fundet hos ICI, at den oprindeligt fastlagte ordning for 1979 havde maattet strammes op i aarets tre sidste maaneder.

30 I praemis 151 fandtes det at fremgaa af en tabel af 26. februar 1980, der blev fundet hos Atochem SA, samt af referatet af moederne i januar 1981 - der bekraeftedes af en tabel af 8. oktober 1980, hvori de forskellige producenters nominelle kapacitet blev sammenlignet med kvoten for 1980 - at der var blevet fastsat salgsmaal for hele 1980.

31 I praemis 152-157 bemaerkede Retten, at det med hensyn til 1981 var blevet foreholdt producenterne, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale, at de gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de som en midlertidig foranstaltning blev enige om i februar og marts 1981 at reducere deres maanedlige salg til 1/12 af 85% af det »maal«, der var aftalt for 1980, at de for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar, at de hver maaned havde givet oplysninger om deres salg ved moederne, og at de, endelig, kontrollerede, at deres salg laa inden for den tildelte teoretiske kvote. Ifoelge Retten bekraeftede bevismateriale med en raekke tabeller og et internt notat fra ICI, at de naevnte forhandlinger fandt sted, og at der blev meddelt »ambitions«. Vedtagelsen af midlertidige foranstaltninger i februar og marts 1981 fremgik af referatet af moederne i januar 1981. At producenterne for resten af aaret paatog sig den samme teoretiske kvote som i det foregaaende aar og kontrollerede, at deres salg laa inden for denne kvote, ved hver maaned at udveksle oplysninger om deres salg, bevistes ved at sammenholde en tabel af 20. december 1981, en udateret tabel med overskriften »Scarti per società« (»Fravigelser opdelt paa selskaber«), fundet hos ICI, og endnu en udateret tabel, der ligeledes blev fundet hos ICI. At Anic deltog i disse forskellige handlinger fremgik ifoelge Retten dels af, at selskabet deltog i moeder, hvorunder disse handlinger blev foretaget, dels af, at selskabets navn naevnes i de ovennaevnte dokumenter.

32 I praemis 158-160 udtalte Retten, at det - for saa vidt angaar 1982 - over for producenterne var gjort gaeldende, at de deltog i forhandlingerne med henblik paa at naa frem til en kvoteaftale, at de gav meddelelse om deres oenskede salgsmaengder, at de - da der ikke blev indgaaet en endelig aftale - ved moederne orienterede om deres maanedlige omsaetning i foerste halvaar, som blev sammenlignet med den procentvise andel af salget i det foregaaende aar, og at de i andet halvaar bestraebte sig paa at begraense deres maanedlige salg til den procentvise markedsandel i aarets foerste halvdel. Det forhold, at disse forhandlinger havde fundet sted, og at producenterne havde meddelt deres oensker, fandt Retten bekraeftet af et dokument med overskriften »Scheme for discussions 'quota system 1982'«, af et notat fra ICI med overskriften »Polypropylene 1982, Guidelines«, af en tabel af 17. februar 1982 og af en tabel affattet paa italiensk, som indeholdt et komplekst forslag; foranstaltningerne for foerste halvaar blev bevist ved referatet af moedet den 13. maj 1982; gennemfoerelsen af foranstaltningerne blev bekraeftet af referatet af moederne den 9. juni, 20. og 21. juli samt den 20. august 1982.

33 Endvidere fandt Retten i praemis 161, at Kommissionen for saa vidt angaar 1981 og foerste halvaar af 1982 korrekt havde udledt af det forhold, at der ved de regelmaessige moeder var en gensidig kontrol af, at der blev gennemfoert et system med begraensning af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, at dette system var vedtaget af moededeltagerne.

34 Retten tilfoejede i praemis 162, at Kommissionen korrekt kunne antage, at de forskellige foranstaltninger til begraensning af salget var led i en kvoteordning, idet disse havde haft samme formaal, nemlig at begraense presset paa priserne som foelge af udbudsoverskuddet.

35 I praemis 163-166 udtalte Retten, at Anic's argumenter ikke kunne beroere Kommissionens bevismaessige konstateringer. For det foerste afkraeftede moedereferaterne Anic's argument, hvorefter de dokumenter, som Kommissionen havde fremlagt, stammede fra udenforstaaende og ikke var resultatet af droeftelser mellem producenterne. For det andet ville det, selv om der var blevet foert bevis for, at Anic havde udnyttet sin produktionskapacitet maksimalt, alene dermed vaere godtgjort, at Anic ikke havde overholdt det, der var blevet aftalt. For det tredje havde det forhold, at Anic og SIR var naevnt sammen i en del dokumenter, ikke nogen betydning for bevisvaerdien af disse dokumenter, som alle vedroerte perioden efter november 1980, hvor ENI, som Anic tilhoerte, havde haft tilladelse til at overtage administrationen af SIR, saaledes at selskaberne var ophoert med at vaere konkurrenter.

36 Derimod fandt Retten i praemis 167 og 168, at Kommissionen ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i foranstaltningerne vedroerende begraensning af salget i andet halvaar af 1982, idet selskabet var ophoert med at deltage i moederne fra midten af 1982, og begraensningen af det maanedlige salg havde vaeret uloeseligt forbundet med den efterfoelgende kontrol, som producenterne ved moederne havde foretaget af, om tallene for det faktiske salg i en bestemt maaned svarede til de tal, der i teorien skulle vaere opnaaet. Retten fandt dette underbygget af, at det fremgik af referatet af moederne den 6. oktober og den 2. december 1982, hvor gennemfoerelsen af begraensningen af det maanedlige salg var blevet kontrolleret, at Anic ikke havde deltaget i denne kontrol.

37 Endelig bemaerkede Retten i praemis 169 og 170, at Anic var blevet foreholdt, at selskabet i sidste kvartal af 1982 havde deltaget i forhandlingerne om en kvoteordning for 1983 og dermed stadigvaek havde deltaget i ordningerne i det mindste for foerste kvartal af 1983, selv om det var ophoert med at deltage i moederne fra midten af 1982 eller ved aarets udgang. Det fremgaar af praemis 171-174, at Anic ikke kunne goere gaeldende heroverfor, at det var usandsynligt, at selskabet havde deltaget i de naevnte forhandlinger, fordi det paa dette tidspunkt havde forladt polypropylen-markedet, eftersom Kommissionen navnlig havde kunnet udlede af Anic's svar paa begaeringen om oplysninger, at selskabet havde vaeret beskaeftiget paa polypropylen-markedet til april 1983. Retten fandt det derfor ikke usandsynligt, at Anic i slutningen af 1982 havde fremsendt sine oensker til de oevrige producenter med henblik paa fastsaettelse af kvoter for foerste kvartal af 1983, hvorfor det maatte undersoeges, om Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at dette var sket.

38 Herom bemaerkede Retten i praemis 175, 176 og 177, at Kommissionens vaesentligste bevis paa dette punkt var et haandskrevet notat, der var udarbejdet af en ansat hos ICI og dateret den 28. oktober 1982, og som gav udtryk for Anic's oensker med hensyn til salgsmaengder og selskabets forslag til kvoter for de oevrige producenter. Dette maatte ifoelge Retten anses for en punktuel deltagelse i forhandlingerne med henblik paa fastsaettelse af kvoter for foerste kvartal af 1983.

39 Retten konkluderede i praemis 178, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for dels, at Anic havde vaeret blandt de polypropylen-producenter, der var blevet enige om salgsmaalene for 1979 og 1980 og i 1981 og foerste halvaar af 1982 om den begraensning af deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, som var naevnt i beslutningen, og som var led i en kvoteordning, dels at selskabet i slutningen af oktober 1982 havde meddelt ICI sine oensker med hensyn til salgsmaengder for foerste kvartal af 1983. Derimod havde Kommissionen ikke foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde vaeret blandt de polypropylen-producenter, som for andet halvaar af 1982 var blevet enige om at begraense deres maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere maaned.

Anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 1

Den retlige bedoemmelse

40 Retten bemaerkede i praemis 196 og 197 i den appellerede dom, at Kommissionen havde kvalificeret hvert forhold enten, principalt, som en aftale eller, subsidiaert, som »samordnet praksis« efter betydningen i traktatens artikel 85, stk. 1. I praemis 198 bemaerkede Retten med henvisning til Domstolens dom af 15. juli 1970 (sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661), og af 29. oktober 1980 (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125), at det, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade. Kommissionen kunne derfor med rette anse enigheden mellem Anic og andre polypropylen-producenter, som havde omfattet prisinitiativer, salgsmaal for 1979 og 1980 og foranstaltninger, der skulle begraense det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode i 1981 og foerste halvdel af 1982, for aftaler.

41 Med hensyn til definitionen af begrebet »samordnet praksis« henviste Retten i praemis 199 til Domstolens dom af 16. december 1975 (forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663). I praemis 200 fandtes Anic i denne sag at have deltaget i moeder, der havde til formaal at fastsaette maalpriser og salgsmaal, og hvorunder der var blevet udvekslet oplysninger mellem konkurrenter herom, ligesom Anic herved fandtes at have deltaget i en samordning med det formaal at paavirke producenternes adfaerd paa markedet og at informere hinanden om, hvorledes den enkelte producent forventede at ville optraede paa markedet. Retten tilfoejede i praemis 201, at Anic's formaal ikke kun var paa forhaand at fjerne usikkerheden om konkurrenternes fremtidige adfaerd, men at selskabet noedvendigvis ogsaa - direkte eller indirekte - maatte have taget hensyn til de oplysninger, som det fik ved disse moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, som det skulle foere paa markedet. Paa samme maade maatte selskabets konkurrenter ifoelge Retten - direkte eller indirekte - have taget hensyn til de oplysninger, som Anic havde givet dem, vedroerende den adfaerd, som Anic havde besluttet eller paataenkte at anlaegge paa markedet, ved fastlaeggelsen af den politik, de agtede at foere. Retten konkluderede i praemis 202, at Kommissionen saaledes korrekt, paa grund af deres formaal, subsidiaert havde kvalificeret de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, som Anic deltog i fra udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 til midten af 1982, og selskabets meddelelse til ICI i slutningen af oktober 1982 om dets oensker med hensyn til salgsmaengder for foerste kvartal af 1983, som samordnet praksis i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

42 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om der var tale om en enkelt overtraedelse, der i polypropylen-beslutningens artikel 1 kvalificeres som »en aftale og samordnet praksis«, bemaerkedes i praemis 203, at den samordnede praksis, der var konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgik som led i systemer med regelmaessige moeder samt med fastsaettelse af maalpriser og kvoter. Det maatte herefter i praemis 204 understreges, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylen-markedet. Det ville derfor vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser. Anic deltog saaledes i flere aar i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgjorde en enkelt overtraedelse, og denne overtraedelse var gradvis blevet udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

43 Retten bemaerkede foelgelig i praemis 205, at Kommissionen korrekt kunne kvalificere denne ene overtraedelse som »en aftale og samordnet praksis«, idet overtraedelsen samtidig indeholdt elementer, der maatte kvalificeres som »aftaler«, og elementer, der maatte kvalificeres som »samordnet praksis«. Da der var tale om en kompleks overtraedelse, maatte Kommissionens dobbelte kvalifikation i polypropylen-beslutningens artikel 1 forstaas ikke som en kvalifikation, der forudsatte, at der samtidigt og kumulativt var foert bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholdt de elementer, som var forudsaetningen for, at der havde foreligget en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der var tale om et kompleks, som indeholdt faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle var kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgik ikke af denne bestemmelse, at der skulle ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse. Desuden havde Kommissionen ifoelge praemis 206 foert bevis for, at betingelserne for, at der forelaa en saadan overtraedelse, var opfyldt for Anic's vedkommende, for saa vidt angaar den periode, hvori selskabet havde deltaget i systemet med regelmaessige moeder, og havde saaledes ikke paalagt det ansvar for andre producenters adfaerd.

Konkurrencebegraensende virkning

44 Vedroerende Anic's argumentation for at bevise, at selskabets deltagelse i de regelmaessige moeder mellem polypropylen-producenterne hverken havde haft et konkurrencebegraensende formaal eller en konkurrencebegraensende virkning, paapegede Retten i praemis 215, at disse moeder havde til formaal at begraense konkurrencen paa det faelles marked, navnlig ved fastsaettelse af maalpriser og salgsmaal, og at Anic's deltagelse i dem saaledes ikke havde vaeret uden et konkurrencebegraensende formaal i den i traktatens artikel 85, stk. 1, forudsatte betydning. Endvidere udtalte den i praemis 216, at spoergsmaalet ikke var, om Anic's deltagelse i overtraedelsen isoleret set havde kunnet begraense konkurrencen, men derimod, om den overtraedelse, som selskabet sammen med andre havde deltaget i, kunne have begraenset den. Retten bemaerkede, at de paagaeldende virksomheder havde besiddet naesten hele markedet, og at det derfor var oplagt, at den overtraedelse, de i faellesskab havde begaaet, havde kunnet begraense konkurrencen.

Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

45 Retten bemaerkede i praemis 223, at Kommissionen i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, ikke var forpligtet til at paavise, at Anic's deltagelse i en aftale og i en samordnet praksis havde haft en maerkbar virkning paa samhandelen mellem medlemsstaterne, men kun, at aftalerne og den samordnede praksis havde kunnet paavirke handelen mellem medlemsstater. Retten fastslog i denne forbindelse under henvisning til dommen i sagen van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, at de konstaterede konkurrencebegraensninger havde kunnet dreje handelsstroemmene bort fra den retning, som de ellers ville have taget. Desuden kunne Anic ifoelge praemis 224 ikke paaberaabe sig sin begraensede andel af markedet, idet den overtraedelse, selskabet havde begaaet sammen med andre, havde kunnet paavirke handelen mellem medlemsstater. Retten konkluderede i praemis 225, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at den overtraedelse, Anic havde deltaget i, kunne paavirke handelen mellem medlemsstaterne, uden at det var noedvendigt, at Kommissionen godtgjorde, at Anic's deltagelse i sig selv havde paavirket samhandelen mellem medlemsstaterne.

46 I praemis 227 udledte Retten af det foregaaende for det foerste, at der med Kommissionens bevismaessige konstateringer vedroerende Anic ikke var foert tilstraekkeligt bevis med hensyn til perioden foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og perioden efter udgangen af oktober 1982, hvorfor polypropylen-beslutningens artikel 1 maatte annulleres, for saa vidt Anic deri fandtes at have deltaget i overtraedelsen i disse perioder. For det andet var der ikke med Kommissionens bevismaessige konstateringer vedroerende Anic foert tilstraekkeligt bevis for, at selskabet i perioden efter midten af 1982 havde deltaget i systemet med regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, prisinitiativerne og begraensningen af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode, hvorfor beslutningens artikel 1 maatte annulleres, for saa vidt Anic deri fandtes at have deltaget i disse handlinger. For det tredje var der med Kommissionens bevismaessige konstateringer vedroerende Anic heller ikke foert tilstraekkeligt bevis for, at selskabet havde deltaget i de foranstaltninger, der skulle fremme gennemfoerelsen af prisinitiativerne, hvorfor beslutningens artikel 1 maatte annulleres, for saa vidt Anic deri fandtes at have deltaget i disse foranstaltninger. I oevrigt fandt Retten at maatte forkaste Anic's oevrige anbringender vedroerende Kommissionens bevismaessige konstateringer og anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i beslutningen.

Spoergsmaalet, om Anic var ansvarlig for overtraedelsen

47 Retten forklarede sin stillingtagen til Anic's anbringende vedroerende spoergsmaalet, om selskabet var ansvarligt for overtraedelsen, og hvorefter Kommissionen burde have tilregnet andre italienske producenter - Monte og SIR - som Anic havde samarbejdet med som foelge af to rekonstruktioner, en del af den begaaede overtraedelse, ved indledningsvis, i praemis 235 og 236, at paapege, at traktatens artikel 85, stk. 1, var rettet til oekonomiske enheder bestaaende af en samling af materielle og menneskelige ressourcer, og at det, naar der var paavist en saadan handling, maatte fastslaas, hvilken fysisk eller juridisk person der havde vaeret ansvarlig for virksomhedens drift paa tidspunktet for overtraedelsen.

48 Derpaa udtalte Retten i praemis 237, at det, naar den, der havde vaeret ansvarlig for virksomhedens drift, var ophoert med at bestaa i retlig betydning, foerst maatte fastslaas, hvor den samling af materielle og menneskelige ressourcer, der havde medvirket ved overtraedelsen, befandt sig, for at det dernaest kunne fastslaas, hvem der var blevet ansvarlig for driften heraf, saaledes at man undgik, at virksomheden ikke kunne drages til ansvar, fordi den, der havde vaeret ansvarlig for driften paa tidspunktet for overtraedelsen, ikke laengere eksisterede.

49 For saa vidt angaar Anic bemaerkede Retten i praemis 238-242, at den juridiske person, der havde vaeret ansvarlig for virksomhedens drift, da overtraedelsen blev begaaet, stadig bestod, da Kommissionens beslutning blev vedtaget, og at Kommissionen med rette havde paalagt selskabet ansvar for overtraedelsen. Retten tilfoejede, at Saga Petrokjemi's tilfaelde, som Anic havde henvist til, var anderledes, idet den juridiske person, som der dér var tale om, var ophoert med at bestaa ved fusionen med Statoil. Hvad angaar spoergsmaalet, om Anic, som paastaaet, var blevet gjort ansvarlig for handlinger, der var blevet begaaet af SIR, udtalte Retten, at der i forhold til Anic var blevet foert bevis for overtraedelsen udelukkende paa grundlag af selskabets egne handlinger, og at Kommissionen havde oplyst, at ansvaret for en eventuel overtraedelse fra SIR's side burde have vaeret paalagt denne virksomhed, men at den efter en hensigtsmaessighedsvurdering havde besluttet ikke at indlede en procedure over for denne virksomhed.

Boedens stoerrelse

50 Retten fandt i praemis 259-261 efter at have bemaerket, at varigheden af overtraedelsen efter dens vurdering havde vaeret kortere end antaget af Kommissionen, at boeden af denne grund burde nedsaettes.

51 Med hensyn til overtraedelsens grovhed bemaerkede Retten i praemis 264 og 265, at Kommissionen korrekt havde foert bevis for Anic's rolle i overtraedelsen i den periode, selskabet havde deltaget i den, og at den derfor med rette havde taget hensyn til denne rolle ved udmaalingen af boeden. Endvidere fandt Retten, at de faktiske omstaendigheder, som der var foert bevis for - navnlig vedroerende fastsaettelsen af maalpriser og salgsmaal - viste, at Anic ikke havde handlet uforsigtigt eller uagtsomt, men forsaetligt.

52 Retten forklarede sin stillingtagen til Anic's anbringende om, at Kommissionen ikke havde taget korrekt hensyn til selskabets betydning paa polypropylen-markedet ved udmaalingen af boeden, ved i praemis 269-275 at bemaerke, at Kommissionen dels havde fastlagt kriterier for fastsaettelse af det generelle niveau for de boeder, der var blevet paalagt de af beslutningen beroerte virksomheder (108. betragtning til beslutningen), og at kriterierne fuldt ud begrundede de paalagte boeders generelle niveau, dels havde fastlagt relevante og tilstraekkelige kriterier som grundlag for en rimelig udmaaling af de boeder, der blev paalagt den enkelte virksomhed (109. betragtning til beslutningen). Med hensyn til sidstnaevnte gruppe af kriterier, som Retten fandt relevante og tilstraekkelige, bemaerkede den, at Kommissionen ved udmaalingen af den boede, der var blevet paalagt de enkelte virksomheder, havde taget hensyn til deres betydning paa Faellesskabets polypropylen-marked. Selv om Kommissionen ikke i polypropylen-beslutningen havde naevnt de tal, som den herved havde taget hensyn til, fandt Retten ikke, at dette behaeftede beslutningen med fejl, idet Kommissionen for Retten havde fremlagt de relevante tal, og Anic ikke havde gjort indsigelse mod disse. Heraf fulgte ifoelge Retten, at Kommissionen ved udmaalingen af den boede, der var blevet paalagt Anic, havde vurderet selskabets betydning paa Faellesskabets polypropylen-marked korrekt.

53 Da Anic havde gjort gaeldende dels, at Kommissionen burde have taget hensyn til overtraedelsens virkninger, herunder navnlig selskabets faktiske adfaerd paa markedet, baade for saa vidt angaar priser og maengder, idet denne adfaerd ville have kunnet forklares, uanset om selskabet havde deltaget i aftaler eller i samordnet praksis, dels, subsidiaert, at dets mulige deltagelse ikke havde haft nogen virkning paa konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, bemaerkede Retten i praemis 279, at Kommissionen havde sondret mellem to former for virkninger: dels producenternes prisinstruktioner til deres salgsafdelinger, dels udviklingen i de priser, der var blevet faktureret kunderne. Ifoelge praemis 280 havde Kommissionen foert tilstraekkeligt bevis for den foerste form for virkninger paa grundlag af de talrige prisinstrukser, som producenterne gav. For saa vidt angaar den anden form for virkninger bemaerkede Retten i praemis 281, at det fremgik af polypropylen-beslutningen, at Kommissionen som formildende omstaendighed havde taget hensyn til, at prisinitiativerne kun delvis virkede efter hensigten, og at der ikke fandtes foranstaltninger, hvorved en producent kunne tvinges til at overholde kvoterne eller andre ordninger. Retten konkluderede i praemis 282 og 283, at Kommissionen med foeje fuldt ud havde taget hensyn til den foerste form for virkninger og til det begraensede omfang af den anden form for virkninger i et omfang, som Anic ikke havde paavist var utilstraekkeligt, og bemaerkede, at den allerede havde forkastet Anic's argument vedroerende selskabets beskedne betydning paa polypropylen-markedet.

54 Retten fastslog i praemis 290, at Kommissionen havde taget hensyn til, at virksomhederne havde lidt betydelige tab paa deres polypropylen-aktiviteter i en laengere periode, og at den derfor ogsaa havde taget hensyn til de daarlige oekonomiske vilkaar i branchen med henblik paa at fastlaegge boedernes generelle niveau. Endvidere medfoerte ifoelge praemis 291 det forhold, at Kommissionen i tidligere sager paa grundlag af de dér foreliggende faktiske omstaendigheder havde besluttet at tage hensyn til den krise, som den paagaeldende branche befandt sig i, ikke, at den var forpligtet til i den foreliggende sag paa samme maade at tage hensyn til en saadan situation.

55 Endelig fandt Retten i praemis 295, at det forhold, at Anic ikke tidligere havde gjort sig skyldig i en overtraedelse, ikke kunne vaere nogen formildende omstaendighed, og i praemis 299, at Kommissionen var gaaet ud fra en korrekt kvalifikation af overtraedelsen ved udmaalingen af den boede, der skulle paalaegges Anic.

56 Retten konkluderede i praemis 301, at den boede, der var paalagt Anic, var rimelig under hensyn til grovheden af den fastslaaede overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, men at den burde nedsaettes paa grund af overtraedelsens kortere varighed. For det foerste var denne varighed ifoelge praemis 302 blevet nedsat med 14 ud af 62 maaneder, svarende til perioden fra november 1977 til udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979. Kommissionen havde imidlertid ved udmaalingen af boeden taget hensyn til, at de foranstaltninger, hvorved overtraedelsen havde skullet udmoentes, ikke var blevet fastlagt fuldstaendigt foer omkring begyndelsen af 1979. For det andet var overtraedelsens varighed ifoelge praemis 303 blevet nedsat med to maaneder, svarende til perioden fra udgangen af oktober 1982 til udgangen af 1982 eller begyndelsen af 1983, hvor overtraedelsen havde vaeret saerlig alvorlig. For det tredje havde Kommissionen ifoelge praemis 304 ikke foert bevis for, at Anic havde deltaget i nogen del af overtraedelsen, bortset fra selskabets meddelelse til ICI ved udgangen af oktober 1982 om dets oensker med hensyn til salgsmaengder i foerste kvartal af 1983. For det fjerde havde Anic ifoelge praemis 305 ikke deltaget i foranstaltningerne til fremme af ivaerksaettelsen af prisinitiativerne. Herefter fandt Retten, at boeden burde nedsaettes med 40%.

57 Paa grundlag af ovenstaaende udtalte og bestemte Retten:

1) Artikel 1 i polypropylen-beslutningen annulleres, for saa vidt det heri fastslaas, at Anic

- deltog i overtraedelsen foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og efter udgangen af oktober 1982

- deltog i systemet med regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, prisinitiativerne og begraensningen af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode efter midten af 1982 og

- deltog i foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

2) Den boede, der er paalagt Anic ved beslutningens artikel 3, fastsaettes til 450 000 ECU, svarende til 662 215 500 ITL.

3) I oevrigt frifindes sagsoegte.

4) Hver part baerer sine egne omkostninger.

Appellen 58 I appelsagen har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:

- Den appellerede dom ophaeves uden hjemvisning for saa vidt angaar de i konklusionens punkt 1, andet og tredje led, omhandlede dele.

- Boeden fastsaettes til 562 500 ECU.

- De paastande, som Anic har fremsat med henblik paa annullation af polypropylen-beslutningen, afvises.

- De anbringender, som Anic i appelsagen har fremfoert mod den appellerede dom, forkastes i det hele.

- Anic tilpligtes at betale sagens omkostninger.

59 Anic har nedlagt foelgende paastande:

- Den appel, som Kommissionen har ivaerksat til proevelse af den appellerede dom, forkastes i det hele.

- Den appellerede dom ophaeves paa grund af utilstraekkelige og indbyrdes modstridende praemisser samt fejlagtig anvendelse af retsreglerne for saa vidt angaar bestemmelsen af, hvornaar Anic ophoerte med at deltage i overtraedelsen; tidspunktet herfor fastsaettes til juni 1982 i stedet for oktober 1982. Den hertil svarende del af polypropylen-beslutningens artikel 1 annulleres, og som foelge heraf nedsaettes den boede, der er paalagt Anic, eller sagen hjemvises til Retten med henblik herpaa.

- Den appellerede dom ophaeves paa grund af utilstraekkelige og indbyrdes uoverensstemmende praemisser og fejlagtig anvendelse af retsreglerne for saa vidt angaar de principper, der blev anvendt i forbindelse med spoergsmaalene om ansvar, konstateringen af overtraedelsen, den retlige kvalifikation af denne samt dens grovhed; der foretages en ny vurdering af de elementer og kriterier, der blev anvendt ved fastsaettelsen af den boede, der er paalagt Anic; den hertil svarende del af polypropylen-beslutningens artikel 3 annulleres; der foretages en passende nedsaettelse af den heri fastsatte boede, eller sagen hjemvises til Retten med henblik herpaa.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, saavel i sagen for Retten i Foerste Instans som i naervaerende appelsag.

60 Desuden har Anic nedlagt paastand om, at der traeffes passende foranstaltninger til proevelse af, om den foreskrevne procedure blev overholdt, da polypropylen-beslutningen blev vedtaget, og, i benaegtende fald, at beslutningen underkendes som nullitet eller annulleres for saa vidt angaar Anic.

61 Til stoette for appellen har Kommissionen paaberaabt sig to anbringender om tilsidesaettelse af faellesskabsretten: Dels foretog Retten en fejlfortolkning af polypropylen-beslutningen, dels stemmer den appellerede doms konklusion ikke overens med dens praemisser. Disse fejl foerte efter Kommissionens opfattelse ligeledes til en fejlagtig fastsaettelse af boeden.

62 Til stoette for kontraappellen har Anic paaberaabt sig anbringendet om tilsidesaettelse af faellesskabsretten. Herefter skal den appellerede doms praemisser vaere utilstraekkelige og indbyrdes uoverensstemmende, og retsreglerne skal vaere anvendt forkert. Anic har gjort gaeldende, for det foerste, at proceduren for vedtagelse af polypropylen-beslutningen var behaeftet med mangler, for det andet, at princippet om personligt ansvar blev tilsidesat, for det tredje, at konstateringen af overtraedelsen var fejlagtig, for det fjerde, at der blev foretaget en fejlagtig retlig kvalifikation af overtraedelsen, for det femte, at ansvarspaalaeggelsen var forkert, for det sjette, at der blev foretaget en fejlagtig vurdering af overtraedelsens grovhed, og for det syvende, at der blev foretaget en fejlagtig udmaaling af boeden.

63 Paa begaering af Kommissionen og uden hensyn til Anic's protest blev behandlingen af sagen udsat ved beslutning af 27. juli 1992 fra Domstolens praesident indtil den 15. september 1994 med henblik paa at undersoege, hvilke konsekvenser der skulle drages af Domstolens dom af 15. juni 1994 (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, herefter »Domstolens PVC-dom«), som blev afsagt i en appelsag indledt til proevelse af Rettens dom af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, herefter »Rettens PVC-dom«).

Anic's kontraappel

Proceduren for vedtagelse af polypropylen-beslutningen

64 Med det foerste anbringende i sin kontraappel, som skal behandles foerst, har Anic paa baggrund af Rettens og Domstolens PVC-domme gjort gaeldende, at Kommissionen tilsidesatte de gaeldende procedureregler, da den vedtog polypropylen-beslutningen, herunder navnlig reglerne om Kommissionens kompetence til at vedtage retsakter paa alle retsgyldige sprog og reglerne om stadfaestelse af retsakter. Ifoelge Anic foreligger der tilstraekkelige beviser herfor, ligesom Domstolen under alle omstaendigheder har befoejelse til at proeve, om den italienske udgave af beslutningen blev vedtaget og stadfaestet som foreskrevet. Anic har anfoert, at Domstolen i dette oejemed for perioden fra den 18. til den 22. november 1991 kan begaere de i registret indfoerte sagsakter og erklaeringer samt protokollen over moedet for Retten i PVC-sagen fremlagt for sig. Finder Domstolen, at polypropylen-beslutningen ikke blevet vedtaget efter forskrifterne, maa den underkende den som nullitet eller, subsidiaert, annullere den for saa vidt angaar Anic.

65 Over for Kommissionens formalitetsindsigelser vedroerende dette anbringende har Anic gjort gaeldende, at Domstolen ifoelge procesreglementets artikel 116 kan forkaste appellen, ophaeve den appellerede dom og afgoere, at polypropylen-beslutningen skal kendes ugyldig i overensstemmelse med de i foerste instans nedlagte paastande. Dermed ville den paa ingen maade aendre sagens genstand. Anic har peget paa, at der ifoelge artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement - som ifoelge artikel 118 finder anvendelse paa sager, der angaar appel af en afgoerelse truffet af Retten - under alle omstaendigheder kan goeres en undtagelse fra den almindelige regel om, at nye anbringender ikke maa ikke fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Noget saadant ville vaere tilfaeldet med oplysninger fremkommet under PVC-sagen for Retten. Desuden ville tilstedevaerelsen af proceduremangler, der kunne beroere polypropylen-beslutningens gyldighed, og i yderste konsekvens medfoere, at den blev underkendt som nullitet, vaere et anbringende af ordre public-karakter, som Domstolen kunne rejse ex officio.

66 Ifoelge Kommissionen kan dette anbringende og de konklusioner, som det foerer til, aabenbart ikke realitetspaakendes efter artikel 119 i Domstolens procesreglement. Anic's kritik vedroerer polypropylen-beslutningen, ikke den appellerede dom, eftersom anbringendet ikke blev fremfoert for Retten. Da Anic ikke kan pege paa et punkt i dommen, hvortil kritikken kan knyttes, har selskabet reelt nedlagt paastand om, at polypropylen-beslutningen underkendes som nullitet eller, subsidiaert, annulleres. I overensstemmelse med appelbegrebet, som omhandlet i artikel 49 i EF-statutten for Domstolen, skal paastandene ifoelge artikel 113 og 116 i Domstolens procesreglement gaa ud paa, at Rettens afgoerelse helt eller delvis ophaeves. Desuden maa der, fremdeles ifoelge de naevnte artikler 113 og 116, ikke foretages nogen aendring af sagsgenstanden i appelskriftet, saaledes som den har foreligget for Retten.

67 Herved skal det for det foerste paapeges, at appel til Domstolen ifoelge artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen kan stoettes paa anbringender om, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten.

68 Ifoelge fast retspraksis er en parts adgang til foerst for Domstolen at fremfoere et anbringende, der ikke er blevet fremfoert for Retten, ensbetydende med en adgang til at forelaegge Domstolen - der har en begraenset kompetence i appelsager - en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten. Under en appel har Domstolen saaledes kun kompetence til at tage stilling til Rettens bedoemmelse af de anbringender, der er blevet behandlet for den (jf. bl.a. dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 59, og af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, praemis 62).

69 Det staar i det konkrete tilfaelde fast, at Anic ikke fremsatte noget klagepunkt for Retten vedroerende lovligheden af den procedure, der foerte til vedtagelsen af polypropylen-beslutningen.

70 For det andet vedroerer appellen kun den appellerede dom, og det er alene i det tilfaelde, hvor denne maatte blive ophaevet, at Domstolen i henhold til artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, ville kunne afgoere sagen selv. Heraf foelger, at saa laenge den appellerede dom ikke er ophaevet, paahviler det ikke Domstolen at paadoemme eventuelle mangler ved polypropylen-beslutningen.

71 Det foerste anbringende maa derfor afvises. Der kan af de samme grunde ikke foretages realitetsbehandling af paastanden om, at Domstolen traeffer foranstaltninger for at undersoege, om Kommissionen overholdt de gaeldende procedureregler, da den vedtog polypropylen-beslutningen. Kun hvis den appellerede dom ophaeves, skal det klarlaegges, om Domstolen, saadan som Anic kraever, ex officio skal undersoege, om polypropylen-beslutningen er en nullitet.

Tilsidesaettelse af princippet om personligt ansvar

72 Anic har med sit andet anbringende haevdet, at Retten gjorde sig skyldig i en retlig fejl ved at anse selskabet for ansvarligt for samtlige de handlinger, som kunne tilregnes de implicerede selskaber, selv om det ikke kunne goeres ansvarligt for de individuelle overtraedelser. Endvidere mener Anic, at den appellerede dom er behaeftet med en begrundelsesmangel, idet Retten ikke i nogen af praemisserne behandler spoergsmaalet om paalaeggelse af et kollektivt ansvar. De praemisser, Kommissionen har henvist til i den forbindelse, vedroerer kun det beslaegtede, men ikke identiske, spoergsmaal om, hvorvidt der var tale om en enkelt overtraedelse.

73 At et selskab sammen med andre selskaber har deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, kan efter Anic's opfattelse ikke vaere ensbetydende med, at det skal goeres ansvarligt for handlinger, som fandt sted inden for en laengere periode, og som for alle selskabernes vedkommende varierede med hensyn til form, grad og varighed, og det saa meget mere, som de paagaeldende selskaber har godtgjort, at de i henseende til grovheden og varigheden af den faktisk begaaede overtraedelse kun spillede en begraenset rolle. Ifoelge Anic paalagde Retten uden begrundelse selskabet ansvar for handlinger, som det bevisligt ikke havde deltaget i, og et saadant raesonnement er i strid med princippet om personligt strafansvar, der finder analog anvendelse.

74 Anic mener, at der skal skelnes mellem den enkelte overtraedelse og det kollektive ansvar. Foerstnaevnte er et abstrakt begreb, der anvendes som en samlet betegnelse for varierende, faktisk adskilte handlinger. Kvalifikationen »en enkelt overtraedelse« kan muligvis fritage Kommissionen for at skulle foere bevis for hver enkelt selskabs faktiske deltagelse i hver enkelt handling og forlaenge foraeldelsesfristen, men den kan ikke ogsaa benyttes som kriterium for ansvarspaalaeggelse og dermed foere til, at Anic goeres ansvarlig for samtlige de handlinger, som alle de selskaber, der blev paalagt sanktioner, havde foretaget i det paagaeldende tidsrum.

75 Konkret medfoerte det, at Kommissionens beviser ikke blev underkastet en individuel undersoegelse, og at der paa grund af anvendelsen af princippet om den enkelte overtraedelse, hvoraf foelger princippet om kollektivt ansvar, skete en tilsidesaettelse af parternes ret til kontradiktion. Endvidere fremgaar det af 109. betragtning til polypropylen-beslutningen, at et saadant raesonnement foerer til, at der ved fastsaettelsen af boeder ikke tages hensyn til betydningen af den enkelte virksomheds rolle.

76 Kommissionen har bemaerket, at Anic herved anfaegter begrebet »en enkelt overtraedelse«, som Retten anvendte i den appellerede doms praemis 203 og 204. De samordnede handlinger, som de polypropylen-producerende virksomheder havde foretaget i en given periode, var led i en samlet plan, der havde til formaal at understoette prisen paa deres produkt, og som derfor udgjorde én enkelt overtraedelse, der var blevet udmoentet i forskellige handlinger. Det betyder, at hver enkelt virksomhed var ansvarlig for den samlede overtraedelse uden hensyn til, om den havde deltaget i en bestemt handling, hvilket dog ikke udelukkede, at der ved udmaalingen af boeden kunne tages hensyn til, om den paagaeldende virksomhed havde spillet en mere eller mindre betydelig rolle.

77 Kommissionen fremhaever, at begrebet »en enkelt overtraedelse« ikke foelger af noget juridisk begreb, men at det er en kvalifikation af en raekke omstaendigheder, som forudsaetter en konstateret forbindelse mellem en raekke samordnede handlinger, der har ét og samme formaal i en konkret oekonomisk situation. Det kan begrebsmaessigt ikke udelukkes, at en raekke omstaendigheder kan kvalificeres som »en enkelt overtraedelse«. Kommissionen og Retten kan derfor hoejst have foretaget en fejlagtig kvalifikation af de faktiske omstaendigheder, men der er bestemt ikke begaaet en retlig fejl. Den anvendte kvalifikation er ikke i strid med princippet om personligt strafansvar, for saa vidt det finder analog anvendelse i det foreliggende tilfaelde.

78 Det maa herved, for det foerste, erkendes, at henset til karakteren af de paagaeldende overtraedelser samt til karakteren og graden af haardhed af de hertil knyttede sanktioner, er ansvaret for at have begaaet overtraedelserne individuelt.

79 For det andet bemaerkes, at de aftaler og den samordnede praksis, der omhandles i traktatens artikel 85, stk. 1, noedvendigvis er et resultat af flere virksomheders medvirken, og at disse virksomheder alle er ophavsmaend til overtraedelsen, selv om deres deltagelse kan have forskellig form, alt efter det paagaeldende markeds karakter, den enkelte virksomheds position paa markedet, de tilsigtede maal og den maade, hvorpaa det er blevet valgt eller planlagt at gennemfoere den.

80 Den omstaendighed, at den enkelte virksomhed deltager i overtraedelsen paa sin egen maade, er dog ikke tilstraekkeligt til, at den ikke kan anses for at vaere ansvarlig for den samlede overtraedelse, herunder ogsaa de handlinger, som i konkret forstand foretages af andre deltagende virksomheder, men som tager sigte paa det samme konkurrencebegraensende maal eller har den samme konkurrencebegraensende virkning.

81 For det tredje bemaerkes, at aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder - herunder ogsaa de handlinger, hvorved aftalerne eller vedtagelserne ivaerksaettes - og samordnet praksis er forbudt i henhold til traktatens artikel 85, naar de kan paavirke handelen mellem medlemsstaterne og har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen. Heraf foelger, at ikke alene en enkeltstaaende handling, men ogsaa en raekke handlinger eller en sammenhaengende adfaerd kan udgoere en tilsidesaettelse af artiklen. Denne fortolkning kan ikke anfaegtes under henvisning til, at et eller flere elementer i raekken af handlinger eller i den sammenhaengende adfaerd ogsaa i sig selv kan udgoere en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85.

82 I det foreliggende tilfaelde fandt Retten i praemis 204 i den appellerede dom, at de aftaler og den samordnede praksis, der var blevet konstateret, indgik som led i systemer med regelmaessige moeder og fastsaettelse af maalpriser og kvoter, som paa deres side var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje prisudviklingen. Den anfoerte, at det ville vaere unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser, naar der tvaertimod var tale om en enkelt overtraedelse, der gradvis var blevet udmoentet dels i aftaler, dels i samordnet praksis.

83 Derfor fandt Retten korrekt, at en virksomhed, der havde deltaget i en saadan overtraedelse gennem egne handlinger, som var omfattet af de i traktatens artikel 85, stk. 1, omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegraensende formaal, og som tilsigtede at bidrage til gennemfoerelsen af overtraedelsen i sin helhed, for saa vidt angik hele det tidsrum, hvor den havde deltaget i den, ogsaa var ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder havde foretaget som led i den samme overtraedelse. Dette er nemlig tilfaeldet, naar der er foert bevis for, at den paagaeldende virksomhed var bekendt med de oevrige deltageres ulovlige adfaerd eller med rimelighed kunne forudse den, og at den var indstillet paa at loebe den dermed forbundne risiko.

84 I modsaetning til hvad Anic har gjort gaeldende, strider denne konklusion ikke imod princippet om, at ansvaret for saadanne overtraedelser er individuelt. Den stemmer tvaertimod overens med en udbredt opfattelse i medlemsstaternes retsordener, hvorefter et retssubjet kan paalaegges ansvar for overtraedelser begaaet af flere, hvis vedkommende har deltaget i overtraedelsen som helhed; det betragtes i disse retssystemer ikke som stridende imod ansvarets personlige karakter.

85 Denne fortolkning indebaerer heller ikke, at der ikke skal foretages en individuel undersoegelse af de belastende beviser under tilsidesaettelse af bevisreglerne eller at de implicerede virksomheders ret til kontradiktion ikke respekteres.

86 For det foerste skal Kommissionen i tilfaelde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af konkurrencereglerne, foere bevis for de fastslaaede overtraedelser og for, at de omstaendigheder, som udgoer overtraedelsen, faktisk foreligger (dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, praemis 58). Kommissionen skal i den forbindelse navnlig foere bevis for samtlige de elementer, der goer det muligt at konkludere, at en virksomhed har deltaget i den paagaeldende overtraedelse, og at den er ansvarlig for de forskellige elementer, som den omfatter.

87 Naar det, som i det foreliggende tilfaelde, drejer sig om aftaler og samordnet praksis med et konkurrencebegraensende formaal, skal Kommissionen navnlig foere bevis for, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfaerd at bidrage til de faelles maal, deltagerne som helhed har forfulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de oevrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme maal for oeje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og vaeret indstillet paa at loebe den dermed forbundne risiko.

88 Retten fandt, i praemis 204, at de deltagende virksomheders bestraebelser havde et faelles konkurrencebegraensende formaal. Endvidere fremgaar det af alle de bevismaessige konstateringer, som Retten foretog i praemis 63-178 i den appellerede dom, at den for saa vidt angaar overtraedelsens forskellige elementer kun gjorde Anic's deltagelse i hvert enkelt af disse gaeldende over for selskabet paa grundlag af dels dets egen adfaerd, dels det bidrag, som det saaledes havde haft til hensigt at yde til hver enkelt element, og dels det kendskab, som det i kraft af sin deltagelse i polypropylen-producenternes regelmaessige moeder havde haft til de handlinger, som de oevrige virksomheder havde planlagt eller foretaget. Retten kunne derfor korrekt fastslaa, at Anic's deltagelse i overtraedelsen som foelge af selskabets egen adfaerd indebar, at det var medansvarligt for den begaaede overtraedelse som helhed for saa vidt angaar det tidsrum, hvori det havde deltaget i den.

89 Endvidere har de beroerte virksomheder mulighed for at udoeve deres ret til kontradiktion, saavel med hensyn til klagepunktet vedroerende deres faktiske deltagelse i overtraedelsen som med hensyn til de konkrete handlinger, som andre virksomheder foreholdes, men som indgaar i den samme overtraedelse. De kan, naar der er tale om aftaler eller samordnet praksis med et konkurrencebegraensende formaal, ligeledes udoeve disse rettigheder med hensyn til, om der har foreligget et faelles maal, om de har haft til hensigt at bidrage til overtraedelsen som helhed gennem deres egne handlinger, om de har haft kendskab til de oevrige deltageres handlinger, og om de har forudset og accepteret den dermed forbundne risiko.

90 Endelig skal det ved vurderingen af overtraedelsens grovhed og, i givet fald, ved udmaalingen af boeden tages i betragtning, at en virksomhed eventuelt ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal vaere til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den eventuelt kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i.

91 For det fjerde og sidste har Anic netop har gjort gaeldende, at Retten ved udmaalingen af boeden efter selskabets opfattelse ikke tog tilstraekkeligt hensyn til den udstraekning, hvori det var impliceret i overtraedelsen. Anic's kritikpunkter hvad dette angaar er sammenfaldende med dem, som selskabet har fremfoert i forbindelse med sit sjette anbringende, og behandles derfor sammen med disse.

92 Det foelger af det foranstaaende, at det andet anbringende ligeledes maa forkastes.

Fejlagtig konstatering af overtraedelsen

93 Med sit tredje anbringende har Anic gjort gaeldende, at Retten i praemis 110-113 i den appellerede dom begik en retlig fejl ved at finde, at selskabet, efter at der var foert bevis for, at det havde deltaget i de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, ikke kunne haevde, at det ikke havde tilsluttet sig de prisinitiativer, som var blevet besluttet, planlagt og kontrolleret paa dem, uden at fremkomme med indicier til stoette derfor. Anic finder det aabenbart, at en saadan opfattelse svarer til at vende bevisbyrden om og tillaegge selskabets tilstedevaerelse paa moederne absolut bevisvaerdi og dermed fritage Kommissionen for den byrde at finde noget andet i selskabets adfaerd, som kan underbygge dens paastand.

94 I praemis 112 og 113 i den appellerede dom lagde Retten selv vaegt paa manglen paa dokumenter, der kunne bevise, at Anic havde tilsluttet sig prisinitiativerne, og at der var en eller anden form for forbindelse mellem selskabets adfaerd paa markedet og det, som producenterne angiveligt havde aftalt paa moederne. Det kunne derfor ikke uden videre udledes af Anic's tilstedevaerelse paa moederne, at selskabets deltagelse i prisinitiativerne var blevet droeftet paa dem. At en repraesentant for Anic havde vaeret til stede paa moederne, kunne ifoelge Anic vaere et bevis for, at selskabet havde haft kendskab til kartellet, men at det havde deltaget i den hemmelige forstaaelse, ville kun vaere blevet godtgjort, hvis andre beviser for dets adfaerd havde underbygget, at der havde vaeret tale om en faelles hensigt.

95 Kommissionen har gjort gaeldende, at Retten ikke vendte bevisbyrden om. Naar der er foert bevis for, at en virksomhed har deltaget i saadanne moeder, er det ogsaa berettiget at konkludere, at den har deltaget i det paagaeldende kartel. Enhver, der paastaar ikke at have deltaget i beslutningerne om de foranstaltninger, som der var blevet opnaaet enighed om, maa derfor foere positivt bevis herfor. Det forhold, at de aftalte foranstaltninger eventuelt ikke er blevet foert ud i livet, er et andet spoergsmaal og ikke tilstraekkeligt til at tilbagevise, at deltagelsen har fundet sted.

96 Herom bemaerkes for det foerste, at det var korrekt, naar Retten, uden ubehoerigt at vende bevisbyrden om, fandt, at det - efter at Kommissionen havde foert bevis for Anic's deltagelse i de moeder, hvorpaa prisinitiativerne var blevet besluttet, tilrettelagt og kontrolleret - paahvilede Anic at foere bevis for, at selskabet ikke havde tilsluttet sig dem.

97 For det andet er Anic's argumenter for at godtgoere, at dets adfaerd paa markedet ikke havde haft nogen forbindelse med de i polypropylen-beslutningen omhandlede prisinitiativer, ikke relevante, idet der i det foreliggende tilfaelde var tale om aftaler i den i traktatens artikel 85 angivne betydning.

98 Retten antog saaledes i praemis 198 i den appellerede dom, at Kommissionen med rette kunne anse enigheden mellem Anic og de andre polypropylen-producenter, som bl.a. omfattede prisinitiativer, for aftaler i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

99 Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at hensyntagen til de konkrete virkninger af en aftale med henblik paa anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er overfloedig, naar det fremgaar, at den skal have til formaal at begraense, hindre eller fordreje konkurrencen (dom af 13.7.1966, forenede sager 54/64 og 58/64, Consten-Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, paa s. 255, org. ref.: Rec. s. 429; jf. herom ogsaa dom af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz Prodotti Farmaceutici mod Kommissionen, Sml. I, s. 45, og af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, praemis 14 og 15).

100 Foelgelig ses Retten ikke at have tilsidesat de gaeldende bevisregler, da den antog, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic var blandt de polypropylen-producenter, mellem hvilke der var opnaaet enighed vedroerende de i polypropylen-beslutningen naevnte prisinitiativer.

101 Herefter kan heller ikke det tredje anbringende tiltraedes.

Fejlagtig retlig kvalifikation af overtraedelsen

102 Med det fjerde anbringende har Anic kritiseret Retten for urigtigt at have forkastet selskabets klagepunkt om, at overtraedelsen ikke var blevet kvalificeret enten som en aftale eller som en samordnet praksis som omhandlet i traktatens artikel 85.

103 For det foerste angav Retten ifoelge Anic ikke klart, efter hvilke konkrete kriterier den paagaeldende form for overtraedelse skulle kvalificeres. Ydermere svarede dens inddeling ikke til den sondring, som Kommissionen i beslutningen havde foretaget for at kunne henfoere det princip, hvorved systemet havde haengt sammen, under begrebet »samordnet praksis«, i den hensigt at forhindre, at formodede overtraedelser ikke blev straffet, fordi der ikke var bevis for, at der havde foreligget en aftale mellem producenterne. Ifoelge Anic har sondringen mellem aftale og samordnet praksis konsekvenser for det beviskrav, som Kommissionen skal opfylde, og dermed for parternes ret til kontradiktion. Kommissionens opfattelse leder til den konklusion, at begrebet »aftaler« i traktatens artikel 85 er overfloedigt. Hvis en samordnet praksis udelukkende kunne bestaa i det intellektuelle element, og der ikke behoevede at foreligge et konkret element, ville de to begreber nemlig vaere overfloedige og kun adskille sig fra hinanden ved graden, hvormed hensigten kom til udtryk, deltagelsen, hvis der var tale om en aftale, og tilkendegivelsen af en ensidig hensigt, hvis der var tale om en samordnet praksis. Anic har gjort gaeldende, at man for at bevare de to begrebers saeregenhed maa kraeve, at samordnet praksis ogsaa omfatter et konkret element, der kompenserer for det intellektuelle elements mere flygtige karakter (jf. generaladvokat Gand's forslag til afgoerelse i sagen ACF Chemiefarma mod Kommissionen, og generaladvokat Mayras' forslag til afgoerelse i sag 48/69, dom af 14.7.1972, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref. Rec. s. 619, og i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen).

104 For det andet godtog Retten ifoelge Anic i praemis 201 i dommen fuldstaendig den argumentation, som dommer Vesterdorf, der var blevet udpeget til generaladvokat for Retten, havde fremfoert, og hvorefter polypropylen-producenternes moeder uundgaaeligt havde haft en konkurrencebegraensende virkning. En saadan fortolkning indebaerer efter Anic's opfattelse, at der vil skulle foeres modbevis mod formodninger om, at der har foreligget en konkurrencebegraensende hensigt, som udelukkende grunder sig paa deltagelsen i nogle moeder, den beroever de beroerte virksomheder enhver mulighed for at forsvare deres standpunkt og strider imod faellesskabsbegrebet »samordnet praksis«, der, ud over det forberedende element i form af en samordning, forudsaetter en faelles praksis, som kan tilregnes deltagerne.

105 Anic har for det tredje understreget, at det kan have farlige juridiske konsekvenser at kvalificere det paastaaede kartel som en enkelt overtraedelse, der anses for at bestaa i en aftale og en samordnet praksis. I det foreliggende tilfaelde foerte det ifoelge Anic navnlig til, at begrebet enkelt overtraedelse blev anvendt vedroerende femten virksomheders forskellige handlinger i en periode paa omkring fem aar, og forhindrede, at det af de paastaaede overtraedelser blev klarlagt, hvilke der rent faktisk kunne tilregnes en specifik virksomhed.

106 Anic har for det fjerde kritiseret Retten for at have godtaget Kommissionens dobbelte kvalifikation af overtraedelsen som en aftale og en samordnet praksis. Anic mener, at en saadan kvalifikation aendrer Kommissionens bevisbyrde og foelgelig den maade, hvorpaa den paagaeldende virksomhed maa strukturere sit forsvar. I det foreliggende tilfaelde fritog den nemlig Kommissionen for dens forpligtelse til at kontrollere sine bevisers form og vaerdi og at til naermere at angive, hvad de viste. Anic blev derimod noedsaget til at overveje, hvorfor selskabet var blevet udsat for paatale, og hvordan det skulle udforme sit forsvar. At der i traktatens artikel 85 ikke naermere fastlaegges en kvalifikation for overtraedelser af den paagaeldende art, giver ikke adkomst til at skabe nye saadanne, oven i koebet med tilbagevirkende kraft.

107 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende er baseret paa den paastand, at bevisbyrden er forskellig, alt efter om der er tale om en samordnet praksis eller en aftale. Det fejlagtige grundlag for denne paastaaede forskel er en bogstavelig fortolkning af udtrykket »samordnet praksis«, hvorefter ordet »praksis« henviser til en markedsadfaerd og dermed til et konkret element. En saadan fortolkning er i strid med formaalet med traktatens artikel 85, som ifoelge Kommissionen er at skaerpe forbuddet ved at udvide det til ogsaa omfatte former for samordning, som er loesere strukturerede end egentlige aftaler, saaledes at det ikke er for let at omgaa det. Anic's opfattelse indebaerer paradoksalt nok en svaekkelse af forbuddet, idet den forudsaetter et bevis, som er vanskeligere at foere, naar der er tale om en samordnet praksis, end naar der er tale om en aftale. Dette ville goere artikel 85 virkningsloes over for samordnet praksis, eftersom det - i modsaetning til hvad der ville gaelde for aftaler - kun ville have betydning, hvis der var tale om en konkurrencebegraensende virkning, og ikke, hvis der var tale om et konkurrencebegraensende formaal.

108 Hensigten med opregningen i traktatens artikel 85, stk. 1, er ifoelge Kommissionen at lade bestemmelsen omfatte enhver form for hemmelig forstaaelse mellem virksomheder, uanset dens form. Der er en sammenhaeng mellem de opregnede tilfaelde. Det er kun forskellen mellem den, tilladte, selvstaendige adfaerd, og den, forbudte, hemmelige forstaaelse, der er afgoerende, uanset hvordan der maatte blive sondret inden for rammerne af sidstnaevnte begreb. Anic's opfattelse bryder helheden og det generelle i det forbudte forhold og ville foere til, at forskellige former for hemmelig forstaaelse, som ikke var mindre farlige end de oevrige, uden grund ville blive unddraget forbuddet. Retten afviste korrekt denne opfattelse i praemis 199 i dommen, hvori den henviste til det intellektuelle element uden at stille krav om, at der ogsaa forelaa et konkret element.

109 Herom bemaerkes for det foerste, at Retten i praemis 198-202 fandt det fuldt berettiget, at Kommissionen havde kvalificeret forskellige former for handlinger, som de paagaeldende virksomheder havde foretaget, som aftaler, og subsidiaert kvalificeret andre former for handlinger, de samme virksomheder havde foretaget, som samordnet praksis. Retten fandt i praemis 204, at Anic havde deltaget i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgjorde en enkelt overtraedelse, som gradvis var blevet udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

110 Med hensyn til kvalifikationen af de handlinger, der var blevet betegnet som samordnet praksis, nemlig de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter og Anic's meddelelse til ICI ved udgangen af oktober 1982 om selskabets oensker med hensyn til salgsmaengder i foerste kvartal af 1983, lagde Retten i praemis 201 til grund, at selskabet som foelge af den samordning, man var naaet frem til paa polypropylen-producenternes moeder, ved fastlaeggelsen af den politik, det skulle foere paa markedet, direkte eller indirekte maatte have taget hensyn til de oplysninger, som det havde modtaget paa moederne. Paa samme maade maatte Anic's konkurrenter ved fastlaeggelsen af den politik, de skulle foere paa markedet, direkte eller indirekte have taget hensyn til de oplysninger, som Anic havde givet dem vedroerende den adfaerd, som selskabet selv havde besluttet eller paataenkt at anlaegge paa markedet.

111 Retten fandt i praemis 205, at Kommissionen var berettiget til at kvalificere denne ene overtraedelse som »en aftale og samordnet praksis«, idet den paa samme tid indeholdt elementer, der maatte kvalificeres som »aftaler«, og elementer, der maatte kvalificeres som »samordnet praksis« som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Retten anfoerte, at da der var tale om en kompleks overtraedelse, maatte Kommissionens dobbelte kvalifikation i beslutningens artikel 1 forstaas ikke som en kvalifikation, som forudsatte, at der samtidigt og kumulativt foertes bevis for, at de faktiske omstaendigheder hver for sig indeholdt de elementer, der var forudsaetningen for, at der forelaa en aftale og en samordnet praksis, men som en tilkendegivelse af, at der var tale om et kompleks, som indeholdt faktiske omstaendigheder, hvoraf nogle var kvalificeret som aftaler og andre som samordnet praksis, jf. traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgik ikke af denne bestemmelse, at der skulle ske en specifik kvalifikation for en saadan kompleks overtraedelse.

112 For det andet bemaerkes, at naar begreberne »samordnet praksis«, »aftaler mellem virksomheder« og »vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder« anvendes med forskel i traktatens artikel 85, er det for at lade forskellige former for samordning og hemmelig forstaaelse mellem virksomheder vaere omfattet af forbuddene i bestemmelsen (jf. i denne retning bl.a. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, praemis 64).

113 Det kan dog ikke af den grund udledes, at en raekke handlinger, som har det samme konkurrencebegraensende formaal, og som hver isaer, isoleret betragtet, enten falder ind under begrebet »aftale«, begrebet »samordnet praksis« eller begrebet »vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder«, ikke kan vaere forskellige udtryk for én og samme overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

114 Retten kunne derfor korrekt antage, at en raekke handlinger, som flere forskellige virksomheder havde foretaget, var udtryk for én enkelt overtraedelse, som delvis faldt ind under begrebet »aftale« og delvis ind under begrebet »samordnet praksis«.

115 For det tredje paapeges, at begrebet »samordnet praksis« i den i traktatens artikel 85, stk. 1, forudsatte betydning omhandler en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke gaar saa langt som til at slutte en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et indbyrdes praktisk samarbejde (jf. dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 26, og dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 63).

116 Domstolen har tilfoejet, at kriterierne om koordination og samarbejde skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, som han vil foere paa det faelles marked (jf. dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 173, dom af 14.7.1981, sag 172/80, Zuechner, Sml. s. 2021, praemis 13, dommen i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, praemis 63, og dommen i sagen Deere mod Kommissionen, praemis 86).

117 Ifoelge denne retspraksis antages det, at selv om dette krav om uafhaengighed ganske vist ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til at foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfaerd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem saadanne erhvervsdrivende, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfaerd, eller at informere en saadan konkurrent om den markedsadfaerd, som man har besluttet sig til - eller overvejer - selv at foelge, naar denne kontakt har til formaal eller til foelge, at der opstaar konkurrencevilkaar, som ikke svarer til det paagaeldende markeds normale vilkaar i betragtning af produkternes eller de praesterede tjenesteydelsers art, stoerrelsen og antallet af virksomheder paa markedet samt dettes omfang (jf. dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 174, Zuechner-dommen, praemis 14, og dommen i sagen Deere mod Kommissionen, praemis 87).

118 Som det ogsaa fremgaar af selve ordlyden af traktatens artikel 85, stk. 1, foelger det heraf, at begrebet »samordnet praksis« - ud over et element af samordning mellem virksomhederne - forudsaetter en adfaerd paa markedet, der ligger i forlaengelse af denne samordning, samt aarsagsforbindelse mellem samordningen og adfaerden.

119 Retten begik derfor en retlig fejl vedroerende fortolkningen af begrebet »samordnet praksis«, da den fandt, at samordningen ikke havde kunnet undgaa at paavirke de virksomheders adfaerd, som havde deltaget i den.

120 Det foelger dog ikke heraf, at der maa gives medhold i kontraappellen. Som Domstolen gentagne gange har fastslaaet (jf. bl.a. dom af 9.6.1992, sag C-30/91 P, Lestelle mod Kommissionen, Sml. I, s. 3755, praemis 28), maa en appel nemlig forkastes, selv om praemisserne til den af Retten afsagte dom er udtryk for en fejlagtig anvendelse af faellesskabsretten, hvis det fremgaar, at dommens konklusion er berettiget af andre grunde.

121 Dels maa det nemlig antages - med forbehold af det modbevis, som det paahviler de paagaeldende erhvervsdrivende at foere - at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive paa markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlaegge deres adfaerd paa markedet. Dette gaelder saa meget desto mere, naar samordningen finder sted regelmaessigt og over en lang periode, saaledes som det var tilfaeldet i den konkrete sag ifoelge det af Retten fastslaaede.

122 Dels er en samordnet praksis som afgraenset ovenfor omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, selv naar den ikke har haft konkurrencebegraensende virkninger paa markedet.

123 For det foerste fremgaar det af selve ordlyden af denne bestemmelse, at der gaelder det samme som i forbindelse med aftaler mellem virksomheder og afgoerelser truffet af sammenslutninger af virksomheder, nemlig at en samordnet praksis - uanset dens virkninger - er forbudt, naar den har et konkurrencestridigt formaal.

124 Selv om begrebet samordnet praksis i sig selv forudsaetter en adfaerd fra deltagende virksomheder paa markedet, indebaerer begrebet ikke noedvendigvis, at denne adfaerd konkret har den virkning at begraense, forhindre eller fordreje konkurrencen.

125 Endelig er den anlagte fortolkning ikke uforenelig med den restriktive karakter af forbuddet ifoelge traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. dom af 29.2.1968, sag 24/67, Parke Davis, Sml. 1965-1968, s. 457, org. ref.: Rec. s. 81, paa s. 109), idet denne fortolkning slet ikke udvider forbuddets anvendelsesomraade; den modsvarer den bogstavelige betydning af ordvalget i naevnte bestemmelse.

126 Paa trods af en retligt mangelfuld begrundelse kunne Retten derfor korrekt fastslaa, at Kommissionen ikke, eftersom den havde foert tilstraekkeligt bevis for Anic's deltagelse i en samordning med det formaal at begraense konkurrencen, skulle bevise, at samordningen var kommet til udtryk ved adfaerd paa markedet. Det skal derfor undersoeges, om Anic har tilbagevist den antagelse, som omtales i praemis 121 i naervaerende dom.

127 Dels har Anic vedroerende de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter gjort gaeldende, at selskabet fastlagde sin prismaessige markedsadfaerd uden hensyn til udfaldet af moederne, og at det skyldtes udviklingen i raavareprisen og en normal adfaerd for en producent paa et marked domineret af »de fire store«, hvis en vis ensartethed i selskabets og de andre producenters adfaerd havde kunnet konstateres. Hvad dette angaar kunne Retten i praemis 112 i den appellerede dom korrekt antage, at et saadant argument hoejst kunne bevise, at Anic med hensyn til fastsaettelsen af maalpriserne ikke havde gennemfoert resultatet af moederne.

128 Dels fremgaar det af praemis 172 i den appellerede dom med hensyn til Anic's meddelelse til ICI mod slutningen af 1982 om selskabets oensker vedroerende salgsmaengder og dets forslag til kvoter for de oevrige producenter - som Retten i praemis 176 i den appellerede dom ansaa for en punktuel deltagelse i forhandlingerne med henblik paa fastsaettelse af kvoter for foerste kvartal af 1983 - at Kommissionen med rette havde udledt af bilagene til Anic's svar paa begaeringen om oplysninger, at selskabet havde vaeret beskaeftiget paa polypropylen-markedet indtil april 1983. Heraf foelger, at Anic efter de omtalte forhandlinger stadig var aktiv paa markedet. Desuden har Anic ikke gjort gaeldende, at selskabets senere markedsadfaerd var blevet fastlagt uden hensyn til dets deltagelse i forhandlingerne.

129 Det foelger heraf, at den retlige fejl, som Retten begik, ikke havde indflydelse paa den appellerede doms konklusion, som maa anses for rigtig ud fra andre retlige grunde.

130 For det fjerde fremgaar det af Domstolens faste praksis (jf. navnlig dommen i sagen ACF Chemiefarma mod Kommissionen, praemis 112), hvortil Retten henviste i praemis 198 i den appellerede dom, at der er tale om begrebet »aftale« i den i traktatens artikel 85, stk. 1, omhandlede betydning, naar de deltagende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade.

131 Det fremgaar af sammenligningen mellem begrebet »aftale« og begrebet »samordnet praksis« i praemis 118-125 i naervaerende dom, at begreberne, set fra et subjektivt standpunkt, omfatter former for hemmelig forstaaelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk.

132 Heraf foelger, at begreberne »aftale« og »samordnet praksis« nok har delvis forskellige grundelementer, men at de ikke er indbyrdes uforenelige. Retten havde foelgelig, i modsaetning til hvad Anic har paastaaet, ikke pligt til at kraeve, at Kommissionen kvalificerede hver enkelt konstateret handling som enten aftale eller samordnet adfaerd, men var berettiget til at antage, at Kommissionen korrekt principalt havde kvalificeret nogle af handlingerne som »aftale«, og subsidiaert andre som »samordnet praksis«.

133 For det femte bemaerkes, at denne fortolkning ikke er uforenelig med den restriktive karakter af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. Parke, Davis-dommen, paa s. 459). Den indfoerer paa ingen maade en ny form for overtraedelse, men slaar kun fast, at forskellige former for adfaerd i tilfaelde, hvor en overtraedelse omfatter flere saadanne, kan defineres paa forskellig maade, selv om de alle falder ind under den samme bestemmelse, og de alle er lige forbudte.

134 For det sjette bemaerkes, at en saadan fortolkning, i modsaetning til hvad Anic har gjort gaeldende, ikke har uacceptable konsekvenser med hensyn til bevisfoerelsen og ikke tilsidesaetter de beroerte virksomheders ret til kontradiktion.

135 Dels skal Kommissionen nemlig stadig bevise, at hver enkelt konstateret adfaerd er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, fordi der er tale om en aftale, en samordnet praksis eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder.

136 Dels skal de virksomheder, der foreholdes at have deltaget i overtraedelsen, for hver enkelt handlings vedkommende have mulighed for at anfaegte den kvalifikation eller de kvalifikationer, Kommissionen har valgt at benytte, ved at goere gaeldende, at denne ikke har foert bevis for, at de elementer, som er forudsaetningen for, at der foreligger en af de paastaaede former for overtraedelse, er til stede.

137 For det syvende og sidste falder Anic's argumentation - for saa vidt selskabet har gjort gaeldende, at denne fortolkning indebaerer ansvarspaalaeggelse for handlinger, som andre virksomheder har foretaget - sammen med den, det har fremfoert i forbindelse med dets andet anbringende, og maa forkastes af de samme grunde.

138 Sammenfattende er der delvis grundlag for det fjerde anbringende, for saa vidt som Retten foreholdes at have begaaet en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet »samordnet praksis«, men denne fejl kan dog ikke foere til ophaevelse af den appellerede dom. I oevrigt maa anbringendet afvises som grundloest.

Fejlagtig paalaeggelse af ansvar

139 Anic har med sit femte anbringende gjort gaeldende, at Retten begik en retlig fejl, som ogsaa gav sig udslag i en fejlagtig begrundelse, ved at godkende anvendelsen af et dobbelt kriterium ved bestemmelsen af, hvilken virksomhed der havde tilsidesat faellesskabsretten. Fejlen bestod ifoelge Anic i en alternerende anvendelse af kriterierne om henholdsvis retlig succession og virksomhedens oekonomiske og driftsmaessige succession, da Retten foretrak det kriterium, der var bedst egnet til at forhindre, at den paagaeldende virksomhed ikke blev straffet, efter at det retssubjekt, som havde haft ledelsesansvaret for den paa gerningstidspunktet, var ophoert med at eksistere.

140 Ifoelge Anic er en saadan fremgangsmaade forkert, idet den skaber usikkerhed om sin anvendelse, undergraver sikkerheden i retsforhold, kan foere til forskelsbehandling og aabner for, at selskaberne anlaegger strategier, der sikrer dem straffrihed.

141 I det foreliggende tilfaelde blev »binomiummet« Anic/SIR efter Anic's opfattelse udsat for forskelsbehandling i forhold til Saga Petrokjemi/Statoil. Med hensyn til de af Saga Petrokjemi begaaede overtraedelser foretrak Kommissionen kriteriet om virksomhedens oekonomiske succession; efter at den ansvarlige juridiske person var ophoert med at eksistere, paahvilede ansvaret Statoil, hvori den var blevet integreret. Anic blev derimod anset for ansvarlig for saavel de overtraedelser, som SIR, der blev erhvervet af Anic i 1980, haevdedes at have begaaet, som sin egen paastaaede deltagelse i polypropylen-kartellet, selv om det havde overfoert sin polypropylen-virksomhed til Monte. Retten, der burde have valgt det mest passende kriterium og klart holdt sig hertil, tilsluttede sig efter Anic's opfattelse Kommissionens diskriminerende anvendelse af de to kriterier og undlod, i praemis 240, at forholde sig til selskabets indvendinger herom.

142 Kommissionen har indledningsvis bemaerket, at Retten paa ingen maade anvendte et saadant dobbelt kriterium af den simple grund, at den kun skulle tage stilling til Anic's soegsmaal, idet Statoil ikke havde rejst soegsmaal. Endvidere skal det ikke alene klarlaegges, hvilken virksomhed der har begaaet overtraedelsen, men, for at beslutningen kan gennemfoeres - navnlig for saa vidt angaar boeden - ogsaa hvilket retssubjekt der kan drages til ansvar for denne virksomheds adfaerd. Endelig har Anic fremsat paastande, der ikke har vaeret grundlag for, siden Retten foretog sine bevismaessige konstateringer, bl.a. vedroerende paastanden om, at Anic var blevet paalagt ansvaret for handlinger foretaget af SIR.

143 I oevrigt mener Kommissionen, at dette anbringende ville kunne afvises fra paakendelse, fordi det er for generelt. Under alle omstaendigheder blev Statoil udpeget som modtager for polypropylen-beslutningen, fordi Saga Petrokjemi var blevet overtaget af Statoil. Derimod havde Anic ifoelge Kommissionen optraadt paa markedet som et hele med én og samme kommercielle strategi og havde solgt sin produktionsvirksomhed med hensyn til polypropylen til Monte foer vedtagelsen af den omtvistede beslutning, idet selskabet fortsat bestod som juridisk person.

144 Herom bemaerkes indledningsvis, at for saa vidt dette anbringende drejer sig om den paastand, at Anic blev gjort ansvarlig for handlinger foretaget af SIR, anfoerte Retten i praemis 241 i den appellerede dom, at det fremgik af dens vurdering af Kommissionens bevismaessige konstateringer, at der i forhold til Anic var blevet foert bevis for overtraedelsen paa grundlag af selskabets egne handlinger. Det tilkommer ikke Domstolen i en appelsag at drage Rettens konstateringer i tvivl.

145 Endvidere har Anic, for saa vidt selskabet foreholder Retten at have paalagt det ansvar for overtraedelsen paa trods af, at det havde overdraget sin polypropylen-virksomhed til Monte, misforstaaet princippet om personligt ansvar og ladet den afgoerende omstaendighed ude af betragtning, der fremgaar af Domstolens praksis (jf. dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 80 og 84), nemlig at kriteriet om »oekonomisk succession« kun kan finde anvendelse, hvis den juridiske person, der var ansvarlig for virksomhedens drift, er ophoert med at eksistere i retlig forstand, efter at overtraedelsen er blevet begaaet. Det foelger ligeledes heraf, at anvendelsen af de to kriterier paa ingen maade strider imod retssikkerhedsprincippet.

146 Endelig kunne Retten i praemis 240 korrekt antage, at det var unoedvendigt at tage stilling til spoergsmaal vedroerende faktiske omstaendigheder, der var den foreliggende sag uvedkommende. Det tilkommer heller ikke Domstolen at tage stilling til manoevrer, en virksomhed maatte foretage udelukkende for at unddrage sig sanktioner, den er blevet paalagt for overtraedelse af konkurrencereglerne.

147 Derfor kan heller ikke det femte anbringende laegges til grund.

Fejlagtig vurdering af overtraedelsens grovhed

148 Anic har med sit sjette anbringende kritiseret Retten for ikke at have taget tilstraekkeligt hensyn til, at Anic kun havde spillet en meget underordnet rolle i det paastaaede kartel, og for at have stillet sig tilfreds med Kommissionens konstateringer. Navnlig paa grund af sammenslutningen mellem Anic og SIR var foerstnaevntes reelle stoerrelse blevet forvansket paa grund af staerkt unoejagtige tal, som Anic - i modsaetning til hvad der fremgaar af den appellerede doms praemis 274 - havde gjort indsigelse imod under retsmoedet. Med hensyn til overtraedelsens virkninger undlod Retten ifoelge Anic at tage hensyn til virksomhedernes individuelle adfaerd og tilsidesatte dermed strafansvarets personlige karakter. I modsaetning til hvad Kommissionen har paastaaet, har denne kritik ikke til formaal paa ny at rejse spoergsmaal om de faktiske omstaendigheder, eftersom Retten ifoelge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 var forpligtet til at tage stilling til overtraedelsens grovhed.

149 Kommissionen har om Anic's paastand om, at Retten ikke tog tilstraekkeligt hensyn til selskabets begraensede rolle i kartellet, bemaerket, at dette anbringende maa afvises, fordi det har til formaal paa ny at rejse spoergsmaal om de faktiske omstaendigheder. Med hensyn til strafansvarets personlige karakter har Kommissionen peget paa, at den tog hensyn til, hvor stort et ansvar virksomhederne havde, idet den navnlig paalagde de fire virksomheder, som var mest ansvarlige for kartellet, de stoerste boeder.

150 Herom bemaerkes indledningsvis, at det vel antages i retspraksis, at der, naar en overtraedelse er blevet begaaet af flere virksomheder, skal foretages en undersoegelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har vaeret (jf. i denne retning dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 623). Imidlertid fastslog Retten i den appellerede doms praemis 264, at Kommissionen korrekt havde foert bevis for Anic's rolle i overtraedelsen i den periode, hvori selskabet deltog i den, og at den med rette havde stoettet sig paa denne rolle ved udmaalingen af boeden. Retten kan saaledes ikke kritiseres for at have begaaet en retlig fejl i den henseende.

151 Endvidere vedroerer dette anbringende, for saa vidt det tager sigte paa at rejse tvivl om, hvorvidt de af Kommissionen fremlagte tal for Anic's stoerrelse paa faellesmarkedet for polypropylen - der ikke var blevet bestridt af Anic - var de relevante, som antaget af Retten i praemis 274, faktiske omstaendigheder, der ikke kan tages stilling til under en appelsag.

152 Endelig havde Retten i forbindelse med sin stillingtagen til Kommissionens hensyntagen til overtraedelsens virkninger ikke pligt til at undersoege virksomhedernes individuelle adfaerd, eftersom de virkninger, der skal tages hensyn til ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau, ikke - hvilket korrekt anfoeres i praemis 280 - er virkningerne af den faktiske adfaerd, som en bestemt virksomhed haevder at have udvist, men derimod virkningerne af den samlede overtraedelse, den deltog i.

153 Herefter maa ogsaa det sjette anbringende forkastes.

Fejlagtig udmaaling af boeden

154 Anic har med sit syvende anbringende gjort gaeldende, at Retten i forbindelse med sin revurdering af boeden begik en retlig fejl ved ikke at tage behoerigt hensyn til de i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 opregnede faktorer for saa vidt angaar saavel varigheden som grovheden af selskabets retsbrud. Med hensyn til varigheden var det allerede i juni 1982, og ikke foerst i oktober samme aar, ophoert med enhver adfaerd, der kunne udgoere en overtraedelse af traktatens artikel 85. Retten burde derfor have nedsat boeden med et stoerre beloeb i betragtning af den mislige adfaerds kortere varighed.

155 Med hensyn til grovheden har Anic gjort gaeldende, at hverken Kommissionen eller Retten foretog en behoerig vurdering af den rolle, selskabet havde spillet i de mislige aftaler, eller af omfanget af dets polypropylen-leverancer i Faellesskabet og dets omsaetning.

156 Hvad det foerste punkt angaar havde Kommissionen ifoelge Anic skelnet mellem de fire store og de oevrige producenter, men ikke gjort yderligere forskel paa de oevrige producenter med hensyn til graden af deltagelse i det paastaaede kartel.

157 Med hensyn til Anic's andel af markedet fremgik det af en tabel, Kommissionen fremlagde i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten, at polypropylen-beslutningen bygger paa tal for 1983 (2,8%), der er fuldstaendig irrelevante, eftersom selskabet ophoerte med at deltage i overtraedelsen i 1982 (i hvilket aar dets markedsandel var paa 2,43% og ikke paa 2,7%, hvilket er angivet i den til beslutningen bilagte tabel 1).

158 Endelig havde Anic for saa vidt angaar sin omsaetning gjort gaeldende over for Retten - uden at denne tog hensyn hertil - at den i 1982 udgjorde 32 966 mia. ITL, hvorimod Kommissionen havde lagt tallet 25 mio. ECU til grund, svarende til mellem 36 790 og 38 636 mia. ITL. Kommissionen har forklaret, at tallet 25 mio. ECU var fremkommet ved at anvende omregningskursen for 1982, hvortil Anic har svaret, at Kommissionen ikke burde have anvendt vekselkursen for 1982 ved fastlaeggelsen af boeden, der blev paalagt i 1986. Den burde have anvendt vekselkursen for 1986 og omregnet boeden paa 750 000 ECU til 1 103 692 500 ITL. Denne mangel paa sammenhaeng havde ifoelge Anic givet sig udslag i en regulaer fejl i den tabel, Kommissionen fremlagde for Retten. Den boede, som Anic blev paalagt, svarede ikke til 2,5% af selskabets omsaetning i 1982, men til 3,35%. Det er saaledes aabenbart, at der enten blev paalagt en stoerre boede, end der var grundlag for i omsaetningen, eller at den omsaetning, der blev lagt til grund, var langt stoerre end den reelle omsaetning i 1982. I begge tilfaelde resulterede Kommissionens selvmodsigende og forkerte oplysninger i, at Retten foretog en fejlagtig vurdering.

159 Kommissionen finder, at Anic's argumenter, hvorefter overtraedelsen var af kortere varighed - hvilket den bestrider - og hvorefter Retten ved vurderingen af overtraedelsens grovhed vaegtede de forskellige faktorer forkert, svarer til paa ny at rejse spoergsmaal om faktiske omstaendigheder.

160 Med hensyn til bestemmelsen af Anic's andel af markedet har Kommissionen peget paa, at den tabel, der blev fremlagt for Retten, var blevet udarbejdet efter vedtagelsen af polypropylen-beslutningen, og at Kommissionen ikke havde foretaget en matematisk beregning ved fastsaettelsen af boederne. Formaalet med tabellen var at fremlaegge sammenlignelige oplysninger for samtlige virksomheder, hvorfor den, paa samme maade som for de oevrige virksomheder, oplyste Anic's markedsandel i 1983.

161 Endelig svarer, for saa vidt angaar omsaetningen, det af Anic anfoerte beloeb paa 32 966 mia. ITL i det vaesentlige til de 25 mio. ECU, som Kommissionen havde fastsat paa grundlag af gennemsnitskursen for 1982.

162 Med hensyn til, for det foerste, overtraedelsens varighed, fremgaar det af Rettens bedoemmelse af beviset for overtraedelsen, som er sammenfattet i praemis 259 og 260, at denne var ophoert ved udgangen af oktober 1982, og at Anic i midten af 1982 var ophoert med at deltage i de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter og de aftaler, som var blevet indgaaet paa dem. Det fremgaar endvidere af praemis 261, at Retten derfor nedsatte den boede, der var paalagt Anic. Da Anic's kritik vedroerende Rettens bedoemmelse af bevisfoerelsen for overtraedelsen er blevet forkastet, skal den ikke tages i betragtning med hensyn til udmaalingen af boeden.

163 For det andet er klagepunkterne vedroerende den maade, hvorpaa der blev taget hensyn til Anic's rolle i overtraedelsen, og selskabets stoerrelse paa faellesmarkedet for polypropylen sammenfaldende med dem, der er blevet fremfoert i forbindelse med sjette anbringende og maa forkastes af de samme grunde.

164 For det tredje bemaerkes med hensyn til den del af Anic's kritik, der vedroerer selskabets omsaetning i 1982, at det fremgaar af fast retspraksis (jf. navnlig dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 120, og af 12.11.1985, sag 183/83, Krupp Stahl mod Kommissionen, Sml. s. 3609, praemis 37), at der ved boedens fastsaettelse kan henses saavel til virksomhedens samlede omsaetning, selv om denne kun omtrentligt og ufuldstaendigt oplyser, hvor stor og hvor oekonomisk staerk virksomheden er, som til den del af omsaetningen, der vedroerer varer, med hensyn til hvilke der er begaaet en overtraedelse, hvis grovhed til en vis grad kan udledes af denne omsaetningsandel.

165 Naar en virksomheds stoerrelse og oekonomiske styrke paa gerningstidspunktet skal bedoemmes, skal man anvende vekselkurserne paa dette tidspunkt og ikke de gaeldende kurser, da den beslutning, hvori boeden blev paalagt, blev vedtaget. I modsat fald opnaas der et forkert billede af den relative stoerrelse af de virksomheder, som har deltaget i overtraedelsen, fordi der tages hensyn til ydre og usikre faktorer saasom de nationale valutaers udvikling i den efterfoelgende periode. Derimod er det aabenbart, at de i ecu og national valuta fastsatte boeder skal omregnes paa grundlag af de vekselkurser, der er gaeldende ved beslutningens vedtagelse, da der ellers er fare for, at man for virksomheder hjemmehoerende i stater, som anvender forskellige valutaer, naar frem til forkerte respektive niveauer.

166 Herefter maa ogsaa det syvende anbringende forkastes.

167 Da intet af Anic's anbringender er taget til foelge, maa selskabets kontraappel forkastes i det hele.

Kommissionens appel

Formaliteten

168 Anic har i duplikken for foerste gang fremsat formalitetsindsigelse mod Kommissionens appel under henvisning til mangel paa interesse. Kommissionen har ifoelge selskabet givet udtryk for at have ivaerksat appel for at opnaa en tydeliggoerelse af principperne uden at have nogen saerlig interesse i en aendring af den af Retten fastsatte boede. Det er imidlertid kun interessen i at udvirke en aendring af konklusionen i Rettens dom, der goer det muligt at ivaerksaette en appel. Naar Kommissionen derfor giver udtryk for, at den er villig til at acceptere domskonklusionen for saa vidt angaar den boede, der blev paalagt Anic, er der ikke laengere grundlag for en sag.

169 Endvidere har Anic gjort gaeldende, at Rettens raesonnement i den appellerede dom paa alle punkter svarer til raesonnementet i den parallelle sag, der foerte til dens dom af 10. marts 1992 (sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757). Kommissionen appellerede imidlertid ikke denne dom, hvilket kan skyldes den relativt mindre nedsaettelse af boeden i sagen Shell mod Kommissionen eller den omstaendighed, at dommen i denne sag blev afsagt efter afsigelsen af Rettens PVC-dom, dvs. paa et tidspunkt, hvor Kommissionens Juridiske Tjeneste havde sin opmaerksomhed henvendt paa reaktionen paa denne dom. Hvordan det end maatte forholde sig, mener Anic at vaere blevet offer for forskelsbehandling.

170 Kommissionen har svaret, at selv hvis den, som Anic paastaar, har forskelsbehandlet selskabet med den foreliggende appel, mens den undlod at appellere i Shell's tilfaelde, kan det ikke medfoere en afvisning af appellen.

171 Herom bemaerkes blot, for det foerste, at en appel i henhold til artikel 49, stk. 3, i EF-statutten for Domstolen, undtagen i sager mellem Faellesskaberne og disses ansatte, kan ivaerksaettes af medlemsstater og faellesskabsinstitutioner, selv om de ikke har interveneret i den paagaeldende sag for Retten. Uanset om de har vaeret part i sagen i foerste instans eller ej, behoever Faellesskabets institutioner for at kunne appellere en af Retten afsagt dom derfor ikke at godtgoere, at de har en interesse i sagen.

172 For det andet staar det enhver part frit at vurdere, om det er hensigtsmaessigt at appellere en af Retten afsagt dom, og det tilkommer ikke Domstolen at proeve Kommissionens valg i saa henseende.

173 Herefter ses der ikke at vaere grundlag for Anic's indsigelse om, at Kommissionen ikke har nogen interesse i sagen, og om, at selskabet som paastaaet er offer for forskelsbehandling. Kommissionens appel boer foelgelig fremmes til realitetsbehandling.

Realiteten

Generelt

174 Kommissionen har naermere anfoert, at den ikke anfaegter de dele af den appellerede dom, hvorved Retten annullerede polypropylen-beslutningen, for saa vidt det deri fastsloges, at Anic havde deltaget i overtraedelsen foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og efter udgangen af oktober 1982 (punkt 1, foerste led, i domskonklusionen), og hvorved den foretog en dertil svarende nedsaettelse af boeden. Dens appel vedroerer de dele af den appellerede dom, hvorved Retten annullerede polypropylen-beslutningen, for saa vidt det deri fastsloges, at Anic havde deltaget i ledsageforanstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af de aftalte prisinitiativer, enten efter midten af 1982 (punkt 1, andet led, i domskonklusionen) eller i hele perioden (punkt 1, tredje led, i domskonklusionen), og hvorved den foretog en dertil svarende nedsaettelse af boeden (punkt 2 i domskonklusionen).

175 Betydningen af dette spoergsmaal raekker efter Kommissionens opfattelse ud over den foreliggende sag, eftersom det drejer sig om at slaa det princip fast, at hver enkelt virksomhed i en gruppe, der aftaler at understoette prisen paa en vare, er ansvarlig for samtlige prisunderstoettende handlinger, herunder ogsaa de handlinger, som virksomheden ikke har medvirket til i konkret forstand. Konsekvenserne heraf for boeden er af sekundaer betydning, men bekraefter Kommissionens interesse i sagen, selv ud fra en processuel synsvinkel.

Fejlfortolkning af polypropylen-beslutningen

176 Kommissionen har med sit foerste anbringende gjort gaeldende, at Retten fortolkede dens beslutning forkert, idet den antog, at den indeholdt en konstatering, som den ikke indeholder. Kommissionen har saaledes aldrig ved beslutningens artikel 1 villet fastslaa, at Anic havde deltaget i alle eller en del af de handlinger, der omtales i artiklen, men at selskabet var ansvarligt, paa samme maade som de oevrige virksomheder, for den samlede overtraedelse, dvs. selv de handlinger, som det ikke havde deltaget direkte i. Retten annullerede foelgelig en del af polypropylen-beslutningen, som ikke fandtes.

177 Efter Kommissionens opfattelse havde de paagaeldende femten virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at deltage i et kartel, som havde til formaal at understoette prisen paa polypropylen. Kartellet, hvis primaere maal var at fastsaette minimumssalgspriser, havde omfattet en raekke ledsageforanstaltninger, der skulle lette gennemfoerelsen heraf. Selv om samtlige virksomheder ikke havde deltaget i samtlige ledsageforanstaltninger, blev hver enkelt virksomhed i polypropylen-beslutningen paalagt ansvar for kartellet som helhed. Uanset at der ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse blev taget hensyn til den stoerre eller mindre rolle, som den enkelte virksomhed havde spillet, var der ifoelge beslutningen ikke tale om flere overtraedelser, men om en enkelt overtraedelse. I polypropylen-beslutningens artikel 1 erklaeres virksomhederne saaledes for ansvarlige, for saa vidt angaar et for hver enkelt virksomhed naermere angivet tidsrum, for én overtraedelse, som gav sig udtryk i fem forskellige former for handlinger, uden at det naermere er angivet, hvilke virksomheder der foretog de forskellige former for handlinger, eller paa hvilke tidspunkter de foretog dem.

178 Den appellerede doms konklusion synes derimod at forudsaette en paalaeggelse af ansvaret for overtraedelsen som helhed, der er uafhaengig af paalaeggelsen af ansvar for de former for handlinger, som den bestaar i. Tidspunkterne for, hvornaar henholdsvis den foerstnaevnte og de sidstnaevnte er ophoert, kan vaere forskellige, og boeden er fastsat under hensyn til saavel denne forskel som den manglende deltagelse i en bestemt handling. Dette er ifoelge Kommissionen et udtryk for virkningerne af forskellen mellem begrebet »en enkelt overtraedelse« og den maade, hvorpaa Retten anvendte det.

179 Ifoelge Anic kan Kommissionens holdning - der indebaerer, at der ses bort fra, om den enkelte virksomhed i konkret forstand har deltaget i samtlige de individuelle handlinger, som kartellet er blevet udmoentet i, og som kan have form af en aftale eller en samordnet adfaerd - kun forsvares under forudsaetning af, at det fastslaas, at der ikke er nogen grundlaeggende forskel paa begreberne »aftale« og »samordnet praksis«. At fastslaa noget saadant ville imidlertid vaere i uoverensstemmelse med de principper, som Retten paa grundlag af Domstolens praksis fastlagde i praemis 198 og 200 i den appellerede dom. Heraf foelger, at en aftale under alle omstaendigheder forudsaetter en faelles vilje, mens en samordnet praksis bestaar i en bevidst ensretning. Mellem disse to begreber er der ikke blot kvantitative, men ogsaa kvalitative forskelle, idet aftalen kan bestaa i en faelles vilje, som ikke udmoentes i nogen konkret aktivitet, mens den samordnede praksis er foelgen af en konkret adfaerd, hvorved den bevidste ensretning eller koordineringen af virksomhedernes handlinger foeres ud i livet. Konkrete handlinger kan derfor kun vaere udtryk for en enkelt overtraedelse, naar denne bestaar i en aftale. Der skal dog i et saadant tilfaelde foeres bevis for, at aftalen, og navnlig den faelles vilje, som den har bygget paa, har foreligget, og det gjorde Kommissionen ikke i polypropylen-beslutningen.

180 Anic anser den fortolkningsfejl, som Kommissionen har gjort gaeldende, for en falsk problemstilling uden praktiske konsekvenser. Kommissionen foreholdt ganske vist ikke Anic at have begaaet en raekke saerskilte overtraedelser, men at have deltaget i en enkelt overtraedelse. Denne enkelte overtraedelse skulle imidlertid have bestaaet i flere forskellige handlinger. Det, som Kommissionen foreholdt de forskellige beroerte virksomheder, var i forskelligt omfang at have deltaget i de handlinger, der opregnes i polypropylen-beslutningens artikel 1, idet disse handlinger udgjorde selve overtraedelsen. Den enkelte overtraedelse, som ikke indgaar i henvisningen til disse handlinger, er ifoelge Anic »en tom beholder«.

181 Kommissionen anvendte efter selskabets opfattelse begrebet »enkelt overtraedelse« for at kunne anklage virksomhederne for samtlige de af overtraedelsen omfattede handlinger, hvorved den fritog sig fra at skulle foere bevis for hver enkelt virksomheds adfaerd. Den formulering, som Kommissionen valgte i polypropylen-beslutningen, er underforstaaet i den, der anvendtes af Retten, som kun godtog begrebet »enkelt overtraedelse« og kun individualiserede overtraedelsens forskellige elementer for at kunne begraense dens tidsmaessige udstraekning og bedre bedoemme, i hvor hoej grad den enkelte virksomhed var ansvarlig. En aftale og en samordnet praksis kommer til udtryk i en raekke handlinger, som virksomhederne foretager. Retten kan derfor ikke kritiseres for at have annulleret de dele af polypropylen-beslutningen, hvorved Anic blev fundet skyldig i handlinger, som selskabet ikke kunne tilregnes, fordi der ikke var blevet foert tilstraekkeligt bevis for dem.

Uoverensstemmelse mellem praemisser og konklusion

182 Kommissionen har med sit andet anbringende gjort gaeldende, at den appellerede dom rummer en uoverensstemmelse. Paa den ene side godkendte Retten i praemis 203 og 204 den kvalifikation af de faktiske omstaendigheder, som dannede grundlag for polypropylen-beslutningen, og dermed paastanden om den enkelte overtraedelse. Paa den anden side annullerede den delvis denne beslutning med den begrundelse, at der ikke var foert bevis for Anic's deltagelse i nogle af de handlinger, der var blevet foretaget i det paagaeldende tidsrum, paa trods af at disse handlinger var en del af den overtraedelse, som Retten ansaa for en enkelt overtraedelse. Denne uoverensstemmelse findes ogsaa i selve den appellerede doms konklusion. Samtidig med, at der i punkt 1, foerste led, henvises til overtraedelsen som helhed, der afgraenses tidsmaessigt, fritages Anic i andet og tredje led fra ansvaret for handlinger foretaget i det saaledes afgraensede tidsrum, paa trods af at disse handlinger er en del af overtraedelsen. Endelig kritiserer Kommissionen Retten for ikke i overensstemmelse med paastanden om én enkelt overtraedelse at have gjort Anic ansvarlig for overtraedelsen som helhed, men at have sondret mellem de forskellige handlinger, som om der var tale om saerskilte overtraedelser.

183 Ifoelge Kommissionen deler Anic dens opfattelse af begrebet »enkelt overtraedelse« og af, at Retten ikke anvendte dette begreb korrekt. Parterne ser kun forskelligt paa, hvilke konsekvenser der skal drages af denne kritik. Kommissionen mener, at Retten ikke burde have fritaget Anic helt eller delvis for ansvaret for de handlinger, som udgjorde overtraedelsen, hvorimod Anic mener, at selskabets deltagelse i overtraedelsen var ophoert i midten af 1982, samtidig med at det var ophoert med at deltage i moederne, og ikke i oktober 1982. Anic's argument drejer sig ifoelge Kommissionen om faktiske omstaendigheder, hvorfor det ikke kan realitetsbehandles, men selv om Domstolen skulle give Anic medhold paa dette punkt, ville selskabet stadig vaere ansvarligt for den samlede overtraedelse for tiden indtil midten af 1982, saaledes at dommen under alle omstaendigheder maatte ophaeves for saa vidt angaar konklusionens punkt 1, andet og tredje led.

184 Anic finder ikke den appellerede doms praemisser og konklusion indbyrdes modstridende som af Kommissionen beskrevet. Derimod burde Retten have vaeret konsekvent og ladet de i praemisserne omtalte bevisvurderinger og retlige principper faa de noedvendige foelger og fastslaaet, at Anic ikke havde deltaget i kartellet. Som Anic har forklaret i kontraappellen, var der ikke blevet foert bevis for, at selskabet havde deltaget i fire af de fem forskellige former for handlinger, som var blevet fundet noedvendige for gennemfoerelsen af kartellet. Den omstaendighed, at selskabet havde deltaget i moederne, kunne derfor ikke alene have udgjort en tilslutning til aftalen eller til den samordnede praksis.

185 Tilbage staar mere generelt, med hensyn uden forskel til samtlige elementer i det paastaaede aftalte system, at bevise, at Anic havde gennemfoert dette. For ingen af de paastaaede handlingers vedkommende er det blevet godtgjort, at Anic havde gennemfoert tilsagn, f.eks. ved at foretage samtidige prisforhoejelser eller ved at overholde maengder, som selskabet var blevet tildelt. Selv tidspunktet oktober 1983 kan anfaegtes, for paa dette tidspunkt var overfoerslen til Monte allerede en realitet, Anic var ophoert med at deltage i moederne i maj 1982 eller midten af 1982, og meddelelsen til ICI om selskabets oensker vedroerende salgsmaengder er ikke tilstraekkelig til at udgoere deltagelse i en samordnet praksis. Da meddelelsen af disse oensker saaledes er uden relevans, resterer der kun Anic's deltagelse i moederne, som ikke havde haft nogen virkninger, og den er ikke tilstraekkelig til at paalaegge Anic ansvar for den samlede overtraedelse.

186 Den appellerede dom bygger ifoelge Anic paa, at selskabets deltagelse i producenternes moeder er et element, som er noedvendigt for og tilstraekkeligt til at bevise, at Anic deltog i kartellet. For hver gang der ikke var blevet foert bevis for selskabets deltagelse i moederne, fandt Retten derfor, med én undtagelse, som en logisk konsekvens, at Anic ikke havde deltaget i kartellet for saa vidt angaar de paagaeldende perioder og initiativer. Efter Rettens opfattelse var det ligeledes logisk, at selskabet ikke var ansvarligt for den adfaerd, som var blevet planlagt paa moeder, det ikke havde deltaget i, selv ikke for saa vidt angaar den periode, hvorom Retten havde fundet, at Anic generelt havde deltaget i kartellet. Kommissionens kritik er derfor uberettiget, uden at Anic af den grund behoever at tiltraede Rettens raesonnement.

187 Hvad perioden efter udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 angaar er Rettens undersoegelse opdelt efter de forskellige elementer i overtraedelsen, men dens raesonnement bygger fortsat paa, at Anic's deltagelse i moederne ikke kan adskilles fra dets deltagelse i kartellet. Navnlig har Anic vedroerende samordningen med hensyn til priser og kvoter gjort gaeldende, at det foelger af selskabets manglende deltagelse i moederne efter midten af 1982, at det ikke havde vaeret impliceret i initiativerne efter denne periode. Paa samme maade indebaerer Anic's manglende deltagelse i de moeder, hvorpaa foranstaltningerne til fremme af prisinitiativerne var blevet vedtaget, at selskabet ikke havde deltaget i de initiativer, som var blevet besluttet paa disse moeder.

188 Anic kan ikke tilslutte sig kvalifikationen »en enkelt overtraedelse«. Ogsaa selv om der har vaeret en aarsagsforbindelse mellem de forskellige handlinger, som en raekke virksomheder havde foretaget gennem en aarraekke, udgoer de forskellige overtraedelser ikke én enkelt omstaendighed; de har bevaret deres egenart og boer forfoelges hver for sig. Formaalet med Kommissionens paastand er efter Anic's opfattelse at forklare, hvordan selskabet kunne anses for ansvarligt for initiativer vedroerende priser eller kvoter, uden at det var blevet bevist, at det havde gennemfoert disse i konkret forstand; at det havde deltaget paa intellektuelt plan, ansaas for tilstraekkeligt. Men selv denne fortolkning goer det ikke muligt at tillaegge en virksomhed ansvar for handlinger, som det ikke har deltaget i, eller som det i det mindste kun har deltaget i i intellektuel forstand.

189 Selv hvis man med Retten forudsatte, at moederne havde udgjort det afgoerende element i det mellem producenterne aftalte system, ville uoverensstemmelsen mellem den appellerede doms praemisser og konklusion stadig vaere aabenbar paa den af Anic angivne maade. Da der, efter hvad der fremgaar af praemis 91 og 100 i den appellerede dom, ikke er blevet foert bevis for, at Anic havde deltaget i moederne efter den 9. juni 1982, kan selskabet ikke tilregnes noget initiativ, som er blevet besluttet efter dette tidspunkt. Heraf foelger, at dets deltagelse i det paastaaede kartel i enhver henseende var ophoert i juni og ikke i oktober 1982.

190 Hvad dette angaar skal de to anbringender, som Kommissionen har fremfoert under appellen, undersoeges samlet. For at bedoemme, om der er grundlag for dem, skal det nemlig, for det foerste, klarlaegges, om polypropylen-beslutningen rent faktisk har det indhold og den raekkevidde, som Kommissionen tillaegger den, for saa vidt den paalaegger hver enkelt virksomhed, og navnlig Anic, ansvar for den samlede overtraedelse. Hvis det er tilfaeldet, skal det, for det andet, bedoemmes, om der, som paastaaet af Kommissionen, rent faktisk bestaar en uoverensstemmelse mellem praemisserne og konklusionen i den appellerede dom med hensyn til fortolkningen af polypropylen-beslutningen. I givet fald vil Domstolen, for det tredje, ogsaa skulle proeve, om polypropylen-beslutningen, som fortolket af Kommissionen, tilsidesaetter traktatens artikel 85, stk. 1, den personlige karakter af ansvaret for overtraedelser af denne bestemmelse, reglerne for bevisfoerelse og retten til kontradiktion, saadan som Anic har paastaaet.

191 For det foerste bemaerkes, at polypropylen-beslutningens artikel 1 foreholder de beroerte virksomheder, at de i forskellige tidsrum deltog i en aftale og en samordnet praksis bestaaende i de i litra a)-e) angivne handlinger. Den anvendte formulering goer den paastand trolig, hvorefter Kommissionen paa denne maade havde oensket at paalaegge hver enkelt impliceret virksomhed ansvar for samtlige de saaledes beskrevne ulovlige handlinger.

192 Denne fortolkning underbygges af polypropylen-beslutningens begrundelse. Under henvisning til de elementer, som den, i 81. betragtning, havde kvalificeret som en enkelt uafbrudt »aftale«, anfoerte Kommissionen navnlig i 83. betragtning: »Den omstaendighed, at ikke alle producenter naturligvis kunne vaere til stede paa alle moeder, aendrer intet ved den konklusion, at der her er tale om en uafbrudt aftale.« Ligeledes anfoerte den, at »alle de virksomheder, som denne beslutning er rettet til, deltog i udformningen af generelle planer og detaljerede droeftelser«, og »deres lejlighedsvise fravaer fra bestemte moeder (eller for Shell's vedkommende fra alle plenarmoeder) har ingen indflydelse paa deres deltagelse i overtraedelsen«.

193 Den opfattelse, som ligger til grund for polypropylen-beslutningen, udtrykkes saerlig tydeligt i samme 83. betragtning, hvori Kommissionen anfoerer: »Det centrale punkt i den foreliggende sag er, at producenterne i en lang aarraekke gik sammen om at naa et faelles maal, og hver enkelt deltager maatte tage ansvaret ikke blot for den direkte rolle, de selv spillede heri, men ogsaa for aftalen som helhed. Omfanget af hver enkelt producents deltagelse kan derfor ikke fastslaas paa basis af den periode, for hvilken der tilfaeldigvis foreligger prisinstrukser fra den paagaeldende producent, men kun paa basis af hele det tidsrum, hvor han deltog i den faelles plan.«

194 Hvad naermere angaar Anic og Rhône-Poulenc SA, der havde trukket sig ud af polypropylen-markedet, foer Kommissionen foretog sin undersoegelse, anfoerte denne, i 83. betragtning: »Deres deltagelse i moederne og i maengdemaal- og kvoteordningerne kan imidlertid fastslaas paa grundlag af det foreliggende bevismateriale. Aftalen maa betragtes som en helhed, og deres deltagelse er en fastslaaet kendsgerning, ogsaa selv om der ikke blev fundet prisinstrukser fra dem.«

195 Der maa af det foregaaende drages den slutning, at polypropylen-beslutningen skal fortolkes saaledes, at den tillaegger Anic ansvar for overtraedelsen som helhed, herunder for de elementer, selskabet ikke deltog direkte i.

196 For det andet maa det fastslaas, at Retten lagde den samme fortolkning af polypropylen-beslutningen til grund paa flere punkter i den appellerede dom, herunder foerst og fremmest i konklusionens punkt 1, foerste led, hvori den annullerede polypropylen-beslutningen, for saa vidt det deri fastsloges, at Anic havde deltaget i overtraedelsen foer udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og efter udgangen af oktober 1982. Det er underforstaaet i denne formulering, at Anic efter Rettens opfattelse var ansvarlig for én enkelt overtraedelse i hele den periode, hvori selskabet deltog.

197 Det samme standpunkt udtrykkes eksplicit i den appellerede doms praemis 203 og 204, hvori Retten dels paapeger, at den samordnede praksis, der var konstateret, og de indgaaede aftaler paa grund af deres sammenfaldende formaal indgik som led i systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter, dels understreger, at disse systemer var led i de paagaeldende virksomheders bestraebelser paa at naa et bestemt oekonomisk maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylen-markedet. Retten fandt det derfor unaturligt at opdele denne sammenhaengende adfaerd, der havde ét formaal, i forskellige saerskilte overtraedelser, og fandt, at Anic havde deltaget i et integreret hele med systemer, der tilsammen udgjorde en enkelt overtraedelse, som gradvis var blevet udmoentet dels i aftaler, dels i ulovlig samordnet praksis.

198 Det foelger af disse praemisser i den appellerede dom, at Anic i det foreliggende tilfaelde, paa linje med de oevrige implicerede virksomheder, maatte anses for medophavsmand til en enkelt overtraedelse, som havde udmoentet sig i en raekke ulovlige handlinger, der indgik i et integreret hele af systemer, og ikke til flere forskellige handlinger, som skulle bedoemmes hver for sig.

199 Til gengaeld fraveg Retten denne fortolkning i andre praemisser i den appellerede dom og navnlig i konklusionens punkt 1, andet og tredje led, hvori den annullerede polypropylen-beslutningen, for saa vidt det fastsloges i denne, at Anic havde deltaget i systemet med regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, prisinitiativerne og begraensningen af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode efter midten af 1982, og at selskabet i hele det tidsrum, hvori det havde deltaget i overtraedelsen, havde deltaget i foranstaltninger til fremme af ivaerksaettelsen af prisinitiativerne.

200 Det foelger saaledes af den valgte formulering, at polypropylen-beslutningen blev annulleret, for saa vidt den paalagde Anic ansvar for bestemte handlinger, fordi Kommissionen ikke havde foert bevis for, at selskabet havde deltaget heri.

201 Denne fortolkning bekraeftes af en raekke praemisser i den appellerede dom. Efter at Retten i praemis 95 havde slaaet fast, at der kun var blevet foert bevis for Anic's regelmaessige deltagelse i moederne for polypropylen-producenter indtil midten af 1982, udledte den i praemis 100 og 115 heraf, at Kommissionen ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at selskabet havde deltaget henholdsvis i systemet med regelmaessige moeder og prisinitiativerne efter midten af 1982. Paa samme maade fandt Retten i praemis 122-127, at Kommissionen ikke havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i systemet med »kontoledelse« og andre foranstaltninger, der skulle lette gennemfoerelsen af prisinitiativerne, fordi den ikke havde godtgjort, at selskabet havde deltaget i de moeder, hvorpaa denne raekke af foranstaltninger var blevet vedtaget.

202 Det maa derfor konstateres, at den appellerede dom rent faktisk indeholder en uoverensstemmelse. Paa den ene side fastslog Retten, at Anic sammen med andre virksomheder indtil udgangen af oktober 1982 havde deltaget i en enkelt overtraedelse, som omfattede systemer med regelmaessige moeder, fastsaettelse af maalpriser og kvoter, der alle havde det samme oekonomiske maal, nemlig at fordreje den normale prisudvikling paa polypropylen-markedet. Paa den anden side fastslog Retten, at Anic for saa vidt angaar en del af det tidsrum, hvori selskabet havde deltaget i overtraedelsen, eller hele dette tidsrum, ikke var ansvarligt for en raekke handlinger, som dog udgjorde konkrete udtryk for denne enkelte overtraedelse, fordi der ikke var blevet foert bevis for selskabets deltagelse i disse handlinger eller paa de moeder, hvorpaa det var blevet besluttet at foretage dem, og Retten efterproevede ikke, om selskabets ansvar for disse konkrete handlinger fulgte af dets deltagelse i overtraedelsen som helhed.

203 For det tredje paapeges, at det fremgaar af praemis 81-90 i naervaerende dom, at en virksomhed, der har deltaget i en enkeltstaaende overtraedelse som den, den appellerede dom drejer sig om, ved egne handlinger, der falder ind under de i traktatens artikel 85, stk. 1, omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegraensende formaal, og som har haft til formaal at bidrage til gennemfoerelsen af overtraedelsen i dens helhed, for saa vidt angaar hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den, ogsaa kan vaere ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtraedelse. Det er tilfaeldet, naar der er foert bevis for, at den paagaeldende virksomhed har vaeret bekendt med de oevrige deltageres ulovlige adfaerd eller med rimelighed har kunnet forudse denne, og at den har vaeret indstillet paa at loebe den dermed forbundne risiko. Denne konklusion er ikke i strid med princippet om, at ansvaret for saadanne overtraedelser er individuelt, og foerer ikke til, at der, uden hensyn til reglerne for bevisfoerelse, ikke skal foretages en individuel undersoegelse af Kommissionens beviser, eller til, at de implicerede virksomheders ret til kontradiktion tilsidesaettes.

204 Det foelger heraf, at polypropylen-beslutningen, som fortolket af Domstolen, hverken tilsidesaetter traktatens artikel 85, stk. 1, eller den individuelle karakter af ansvaret for overtraedelser af denne bestemmelse, reglerne for bevisfoerelse eller retten til kontradiktion.

205 For det fjerde maa det, i modsaetning til hvad Retten fandt i punkt 1, andet og tredje led, i den appellerede doms konklusion og i de i naervaerende doms praemis 201 naevnte praemisser, fastslaas, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Anic havde deltaget i systemet med regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, prisinitiativerne og begraensningen af det maanedlige salg paa grundlaget af salget i en tidligere periode efter midten af 1982, og at selskabet havde deltaget i de foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, i hele den periode, hvori det deltog i overtraedelsen.

206 Hvad for det foerste angaar Anic's deltagelse i de naevnte elementer i overtraedelsen efter midten af 1982 kan den af Retten i praemis 176 i den appellerede dom konstaterede omstaendighed, at Anic i oktober 1982 havde deltaget i forhandlinger med henblik paa fastsaettelse af kvoter, og at selskabet foelgelig havde haft til hensigt at bidrage til gennemfoerelsen af overtraedelsen som helhed, medfoere, at selskabet var ansvarligt for de handlinger, som andre virksomheder havde planlagt eller foretaget, og som indgik i disse elementer i overtraedelsen. Anic havde nemlig i kraft af sin deltagelse i de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter gennem flere aar haft fuldt kendskab til disse elementer og havde noedvendigvis maattet antage, at de var fortsat med at fungere efter midten af 1982.

207 Med hensyn til, for det andet, de foranstaltninger, der skulle lette gennemfoerelsen af prisinitiativerne, er det tilstraekkeligt at konstatere, at de forskellige former for adfaerd, som omtales i polypropylen-beslutningens 27. betragtning, og som Retten behandlede i praemis 116-127 i den appellerede dom, alle var underordnede i forhold til prisinitiativerne, idet de havde til formaal at skabe gunstige betingelser for gennemfoerelsen af de maalpriser, som polypropylen-producenterne havde fastsat. Det maa fastslaas, at Anic, efter at have deltaget i disse prisinitiativer gennem flere aar, med rimelighed kunne forudse, at de deltagende virksomheder ville soege at fremme en heldig gennemfoerelse af dem ved hjaelp af forskellige ordninger, og at selskabet havde vaeret villigt til at acceptere muligheden herfor. Selv om der ikke er foert bevis for, at Anic i konkret forstand deltog i vedtagelsen eller gennemfoerelsen af disse foranstaltninger, er selskabet alligevel ansvarligt for de konkrete handlinger, andre virksomheder i denne forbindelse foretog som led i den enkelte overtraedelse, det deltog i og bidrog til.

208 Heraf foelger, at der er grundlag for Kommissionens anbringender, og at punkt 1, andet og tredje led, i den appellerede doms konklusion maa ophaeves.

209 I henhold til artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen skal denne ophaeve den af Retten trufne afgoerelse, hvis den giver appellanten medhold. Den kan herefter enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse.

210 Da sagen er moden til paakendelse, skal Domstolen traeffe endelig afgoerelse.

Annullationssoegsmaalets realitet

Polypropylen-beslutningens paastaaede nullitet

211 Det skal i denne forbindelse for det foerste klarlaegges, om Domstolen, som paastaaet af Anic, ex officio skal undersoege, om polypropylen-beslutningen er en nullitet.

212 Med hensyn til dette er det tilstraekkeligt at paapege, at en saadan pligt til ex officio at rejse anbringender af ordre public-karakter vedroerende lovligheden af proceduren for vedtagelse af polypropylen-beslutningen, kun potentielt kan eksistere ud fra de faktiske oplysninger, som er tilfoert sagens akter.

213 Da der i den foreliggende sag ikke er blevet tilfoert sagens akter nogen faktisk oplysning, der kan rejse spoergsmaal om, hvorvidt polypropylen-beslutningen er en nullitet, skal Domstolen ikke ex officio rejse et saadant spoergsmaal.

Anbringenderne om annullation af polypropylen-beslutningen

214 For det andet foelger det af det foregaaende, at Kommissionen korrekt kunne antage, at Anic mellem udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og udgangen af oktober 1982 havde deltaget i en aftale og en samordnet praksis, som omfattede systemer med regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, prisinitiativer, foranstaltninger, der skulle lette gennemfoerelsen af prisinitiativerne, maengdemaal og kvoter.

215 Der kan saaledes ikke gives Anic medhold i soegsmaalet til proevelse af polypropylen-beslutningen, undtagen for saa vidt angaar indholdet af punkt 1, foerste led, i den appellerede doms konklusion, der ikke er blevet anfaegtet som led i naervaerende appel.

Boeden

216 Med hensyn til, for det tredje, boeden, som Retten nedsatte fra 750 000 til 450 000 ECU, svarende til 40%, har Kommissionen gjort gaeldende, at det fremgaar af andre domme, som er blevet afsagt i sager vedroerende polypropylen-beslutningen (dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, og af 17.12.1991, sag T-4/89, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1523), at Retten anvendte proportionalitetsprincippet ved nedsaettelsen af boeden, idet den under hensyn til overtraedelsens grovhed tog dennes kortere varighed i betragtning. I Anic's tilfaelde var overtraedelsens varighed i polypropylen-beslutningen blevet fastsat til 62 maaneder mod 46 maaneder i den appellerede dom, hvilket burde have medfoert en nedsaettelse af boeden paa 25%. Ifoelge Kommissionen staar der saaledes tilbage at nedsaette den med 15% i forbindelse med punkt 1, andet og tredje led, i den appellerede doms konklusion, som boer ophaeves i og med, at indholdet i disse led ogsaa skal ophaeves. Det eneste spoergsmaal i den forbindelse er, hvordan boeden skal fastsaettes ud fra Anic's deltagelse i overtraedelsen. Der er nemlig allerede blevet taget hensyn til graden af de enkelte virksomheders ansvar, idet Kommissionen paalagde de fire virksomheder, som var mest ansvarlige for kartellet, stoerre boeder.

217 Anic har anfoert, at Retten, efter at have revurderet selskabets deltagelse i overtraedelsen i henseende til varighed og grovhed fandt, at boeden ikke stod i rimeligt forhold til dets reelle ansvar og derfor nedsatte den. I langt stoersteparten af medlemsstaternes retssystemer tages der hensyn til, hvilken rolle den enkelte deltager i en overtraedelse har spillet, i det mindste ved bestemmelsen af, hvor streng en sanktion der skal fastsaettes. Ifoelge Anic er kriteriet om overtraedelsens varighed ikke vaesentligere end kriteriet om dens grovhed, og der boer ved anvendelsen af sidstnaevnte kriterium tages hensyn til den enkelte virksomheds adfaerd, ikke kun til overtraedelsen som saadan.

218 Herom bemaerkes indledningsvis, at Domstolen som foelge af den delvise ophaevelse af den appellerede dom og i henhold til artikel 17 i forordning nr. 17 har fuld proevelsesret i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 172 (nu artikel 229 EF).

219 Domstolen kan tiltraede Rettens vurderinger vedroerende den generelle stoerrelse af de boeder, der blev paalagt de virksomheder, som polypropylen-beslutningen var rettet til, og de kriterier, den fulgte ved afvejningen af, hvor store boeder der skulle paalaegges de enkelte virksomheder, saaledes som boederne fremgaar af den appellerede dom.

220 Rettens nedsaettelse af den boede, der var paalagt Anic, var berettiget, fordi den stemte overens med den kortere varighed af overtraedelsen, hvilken Retten fandt bevist for perioden mellem udgangen af 1978 eller begyndelsen af 1979 og udgangen af oktober 1982 og ikke, saadan som det fremgaar af polypropylen-beslutningen, for perioden fra november 1977 til udgangen af 1982 eller begyndelsen af 1983.

221 Til gengaeld nedsatte Retten boeden paa grundlag af fejlagtige praemisser, eftersom nedsaettelsen byggede paa, at Anic havde deltaget i systemet med de regelmaessige moeder for polypropylen-producenter, prisinitiativerne og begraensningen af det maanedlige salg paa grundlag af salget i en tidligere periode fra midten af 1982 til udgangen af oktober 1982, og i foranstaltninger, der skulle fremme ivaerksaettelsen af prisinitiativerne, i hele den periode, hvori det deltog i overtraedelsen, hvilket Retten urigtigt ikke havde fundet bevist.

222 Da Anic's deltagelse i disse elementer i overtraedelsen imidlertid var marginal, skal Domstolen i henhold til sin fulde proevelsesret stadfaeste den af Retten foretagne nedsaettelse af boeden.

223 Ifoelge artikel 2, stk. 1, i Raadets forordning (EF) nr. 1103/97 af 17. juni 1997 om visse bestemmelser vedroerende indfoerelsen af euroen (EFT L 162, s. 1) skal enhver henvisning i et retligt instrument til ecuen som angivet i EF-traktatens artikel 109 G (nu artikel 118 EF) og som defineret i Raadets forordning (EF) nr. 3320/94 af 22. december 1994 om kodificering af den bestaaende faellesskabslovgivning vedroerende definitionen af ecuen efter ikrafttraedelsen af traktaten om Den Europaeiske Union (EFT L 350, s. 27) erstattes af en henvisning til euroen i forholdet 1 EURO : 1 ECU. Henvisninger i et retligt instrument til ecuen uden en saadan definition skal formodes at vaere henvisninger til ecuen som angivet i traktatens artikel 109 G og som defineret i forordning nr. 3320/94, idet en saadan formodning kan afkraeftes under hensyntagen til parternes hensigter.

224 I det foreliggende tilfaelde udtrykte Kommissionen i polypropylen-beslutningen, i oevrigt paa samme maade som Retten i den appellerede dom, stoerrelsen af den boede, der blev paalagt Anic, i ecu og italienske lire, idet den anvendte vekselkursen 1 471,59 ITL for 1 ECU, som var gaeldende den dag, hvor beslutningen blev vedtaget (jf. EFT 1986 C 95, s. 1). Heraf foelger, at Kommissionen oenskede definitivt at angive det i ecu udtrykte beloebs modvaerdi i national valuta. Derfor skal der ses bort fra den i artikel 2 i forordning nr. 1103/97 omhandlede formodning, og boeden fastsaettes i italienske lire saaledes, at det i polypropylen-beslutningens artikel 3 anfoerte beloeb nedsaettes med 40%, ligesom det i punkt 2 i den appellerede doms konklusion angivne beloeb stadfaestes.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

225 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i medfoer af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom.

226 Da Anic delvis har faaet medhold i soegsmaalet til proevelse af polypropylen-beslutningen, bestemmes, at hver part skal baere sine egne omkostninger i sagen for Retten. Dermed stadfaestes punkt 4 i den appellerede doms konklusion.

227 Anic har tabt appelsagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger i denne instans.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

1) Punkt 1, andet og tredje led, i konklusionen i den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 17. december 1991 i sagen Enichem Anic mod Kommissionen (sag T-6/89) ophaeves.

2) Anic's soegsmaal til proevelse af Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen) forkastes, undtagen for saa vidt angaar indholdet af punkt 1, foerste led, i naevnte doms konklusion.

3) Den boede, der er paalagt Anic Partecipazioni SpA, tidligere Anic SpA og siden Enichem Anic SpA, ved artikel 3 i beslutning 86/398/EOEF, fastsaettes til 662 215 500 ITL.

4) Den af Anic Partecipazioni SpA, tidligere Anic SpA og siden Enichem Anic SpA, ivaerksatte kontraappel forkastes.

5) Hver part baerer sine egne omkostninger i sagen for Retten.

6) Anic Partecipazioni SpA, tidligere Anic SpA og siden Enichem Anic SpA, betaler sagens omkostninger i denne instans.

Full & Egal Universal Law Academy