Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° fortolkningsanmodning, der ikke klart er uden forbindelse med tvistens genstand ° pligt til at traeffe afgoerelse
(EOEF-traktaten, art. 177)
2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend ° bevisbyrden for, at der ikke foreligger forskelsbehandling
(EOEF-traktaten, art. 119)
3. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend ° begrundet med, at loenningerne er blevet fastsat ved separate kollektive overenskomstforhandlinger ° ulovligt, naar der er tale om en loenforskel mellem to grupper, der henhoerer under den samme arbejdsgiver og er repraesenteret af det samme fagforbund
(EOEF-traktaten, art. 119)
4. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend ° den nationale rets afgoerelse, om der foreligger oekonomiske faktorer, der udgoer en objektiv begrundelse
(EOEF-traktaten, art. 119)
Sammendrag
1. Traktatens artikel 177 fastlaegger rammerne for et naert samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, der hviler paa en indbyrdes fordeling af opgaverne. I lyset heraf tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem de konkrete tvister er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen.
Naar Domstolen faar forelagt en anmodning om fortolkning af faellesskabsretten, som ikke klart er uden forbindelse med realiteten i eller genstanden for hovedsagen, skal den derfor besvare spoergsmaalet uden selv at tage stilling til gyldigheden af en forudsaetning, som det tilkommer den nationale ret at kontrollere efterfoelgende, saafremt det maatte vise sig noedvendigt.
2. Den bevisbyrde for, at der foreligger forskelsbehandling paa grundlag af koen, som i princippet paahviler den arbejdstager, der mener at vaere udsat for en saadan forskelsbehandling og derfor anlaegger sag mod sin arbejdsgiver, kan vendes om, naar det er noedvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at soege ligeloensprincippet gennemfoert.
Saafremt statistiske oplysninger, som den nationale ret finder tydelige, viser, at der er en vaesentlig loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsageligt af maend, foelger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgoere, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.
3. Den omstaendighed, at loenfastsaettelsen for to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend, er et resultat af kollektive overenskomstforhandlinger, der har fundet sted saerskilt for hver af de to beroerte faggrupper, og som ikke har virket diskriminerende inden for hver af disse grupper, er, naar forhandlingerne har foert til resultater, der viser, at to grupper, der henhoerer under den samme arbejdsgiver og det samme fagforbund, behandles forskelligt, ikke til hinder for, at det fastslaas, at der tilsyneladende foreligger forskelsbehandling, hvilket paalaegger arbejdsgiveren bevisbyrden for, at traktatens artikel 119 ikke er tilsidesat.
Saafremt arbejdsgiveren kunne begrunde loenforskellen blot ved at henvise til, at der ikke foreligger forskelsbehandling i relation til hver af de naevnte forhandlinger betragtet hver for sig, kunne han let omgaa ligeloensprincippet ved at foere saerskilte forhandlinger.
4. Det tilkommer den nationale ret, der er enekompetent til at bedoemme de faktiske omstaendigheder, at afgoere, om fornoedent ved anvendelse af proportionalitetsprincippet, om og i hvilket omfang den omstaendighed, at der er mangel paa ansoegere til en funktion, og at de maa tiltraekkes ved hjaelp af hoejere loenninger, er en objektivt begrundet oekonomisk faktor med hensyn til loenforskellen mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 30. oktober 1991 indgaaet til Domstolen den 17. april 1992 har Court of Appeal of England and Wales i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt nogle praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 119, der fastslaar princippet om lige loen til maend og kvinder.
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem Pamela Enderby og Frenchay Health Authority (herefter benaevnt "FHA") og Secretary of State for Health. Sagen drejer sig om en loenforskel mellem to funktioner, der udoeves inden for National Health Service (herefter benaevnt "NHS").
3 Appellanten i hovedsagen, der er ansat som talepaedagog af FHA, mente, at hun var udsat for en loenmaessig forskelsbehandling paa grundlag af koen, der skyldtes den omstaendighed, at paa hendes ansvarsniveau i NHS (loenklasse Chief III) er personer inden for hendes fag, som hovedsagelig udoeves af kvinder, vaesentligt lavere loennet end personer i sammenlignelige fag, hvor der paa tilsvarende karrieretrin er flere maend end kvinder. I 1986 anlagde hun sag mod sin arbejdsgiver ved Industrial Tribunal, hvorunder hun gjorde gaeldende, at hendes aarsloen kun udgjorde 10 106 UKL, mens aarsloennen for en ledende klinisk psykolog og en ledende farmaceut i loenklasse III, der som funktioner havde samme vaerdi som hendes, androg henholdsvis 12 527 UKL og 14 106 UKL.
4 Pamela Enderby fik ikke medhold ved Industrial Tribunal og heller ikke ved Employment Appeal Tribunal. Underinstansen fandt, at loenforskellene skyldtes forhold, der var saerlige for hvert enkelt erhverv, og navnlig den omstaendighed, at der var separate kollektive overenskomstforhandlinger, hvilket ikke var udtryk for forskelsbehandling. Ogsaa appelinstansen fandt, at de naevnte forskelle ikke skyldtes forhold, der var diskriminerende. Den fandt det endvidere bevist, at forholdene paa arbejdsmarkedet i et vist omfang var medvirkende til, at der var en loenforskel mellem talepaedagoger og farmaceuter, og at dette var tilstraekkeligt til at begrunde hele loenforskellen mellem de naevnte to erhverv.
5 Sagen blev herefter indbragt for Court of Appeal, som fandt, at tvistens afgoerelse afhang af en fortolkning af traktatens artikel 119, og derfor besluttede at forelaegge praejudicielle spoergsmaal for Domstolen. I redegoerelsen for de faktiske omstaendigheder i forelaeggelseskendelsen har Court of Appeal betegnet stillingen som ledende talepaedagog som "funktion A" og stillingen som ledende farmaceut som "funktion B", idet den for saa vidt angik den konkrete sag lagde til grund, at de to forskellige funktioner var af samme vaerdi. Retten forelagde herefter foelgende spoergsmaal:
"1) Indebaerer princippet om ligeloen, jf. Rom-traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren objektivt skal begrunde loenforskellen mellem funktion A og funktion B?
2) Saafremt foerste spoergsmaal besvares bekraeftende: Kan arbejdsgiveren som en fyldestgoerende begrundelse for loenforskellen henvise til, at loennen i henholdsvis funktion A og funktion B er blevet fastlagt ved forskellige overenskomstforhandlinger, der gennemfoeres saaledes, at de (betragtet hver for sig) ikke indebaerer forskelsbehandling paa grundlag af koen og ikke medfoerer, at kvinder stilles daarligere paa grund af deres koen?
3) Saafremt arbejdsgiveren kan godtgoere, at der i perioder er en alvorlig mangel paa egnede ansoegere til funktion B, og at han betaler en hoejere loen til ansatte i funktion B for at tiltraekke ansoegere til funktion B, mens det paa den anden side ogsaa kan paavises, at det kun er en del af loenforskellen mellem funktion B og funktion A, der skyldes behovet for at tiltraekke egnede ansoegere til funktion B
a) er da hele loenforskellen objektivt begrundet, eller
b) er den del af forskellen, som skyldes behovet for at tiltraekke egnede ansoegere til funktion B ° men ogsaa kun denne del af forskellen ° objektivt begrundet, eller
c) skal arbejdsgiveren udligne loenforskellen mellem funktion A og funktion B, fordi han ikke har kunnet godtgoere, at hele forskellen er objektivt begrundet?"
6 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.
Det foerste spoergsmaal
7 Med det foerste spoergsmaal oensker Court of Appeal oplyst, om princippet om lige loen til maend og kvinder indebaerer, at arbejdsgiveren skal bevise og objektivt begrunde, at en loenforskel mellem to funktioner, som anses for at have samme vaerdi, og hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsageligt af maend, ikke udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen.
Spoergsmaalets relevans
8 Den tyske regering har anfoert, at Domstolen ikke kan besvare det forelagte spoergsmaal uden foerst at tage stilling til, om de paagaeldende funktioner er ligevaerdige. Da funktionen som talepaedagog og farmaceut efter regeringens opfattelse ikke er sammenlignelige, kan der ikke vaere tale om tilsidesaettelse af traktatens artikel 119, og loenforskellene skal derfor ikke begrundes objektivt.
9 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.
10 Hertil bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at traktatens artikel 177 fastlaegger rammerne for et naert samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, der hviler paa en indbyrdes fordeling af opgaverne. I lyset heraf tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem de konkrete tvister er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen (jf. bl.a. dom af 16.7.1992, sag C-67/91, Asociación Española de Banca Privada m.fl., Sml. I, s. 4785, praemis 25). Naar en anmodning fra en national retsinstans vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen foelgelig forpligtet til at traeffe afgoerelse herom, medmindre Domstolen anmodes om at tage stilling til et generelt og rent hypotetisk spoergsmaal, men ikke har de fornoedne faktiske og retlige oplysninger til, at den kan give en relevant besvarelse af de forelagte spoergsmaal (jf. dom af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871).
11 Paa linje med de retter, der foerst behandlede sagen, har ogsaa Court of Appeal i overensstemmelse med britisk lovgivning og med parternes samtykke besluttet at behandle spoergsmaalet om, hvorvidt loenforskellen er objektivt begrundet, inden den tager stilling til, om de omhandlede funktioner er ligevaerdige, hvilket kan noedvendiggoere mere indgaaende undersoegelser. De praejudicielle spoergsmaal er saaledes blevet forelagt ud fra den forudsaetning, at de naevnte funktioner var af samme vaerdi.
12 Naar Domstolen faar forelagt en anmodning om fortolkning af faellesskabsretten, som ikke klart er uden forbindelse med realiteten i eller genstanden for hovedsagen, skal den besvare spoergsmaalet uden selv at tage stilling til gyldigheden af en forudsaetning, som det tilkommer den nationale ret at kontrollere efterfoelgende, saafremt det maatte vise sig noedvendigt.
Det forelagte spoergsmaal
13 Det paahviler normalt den, der fremfoerer omstaendigheder til stoette for en paastand, at bevise, at de er rigtige. Bevisbyrden for, at der foreligger loenmaessig forskelsbehandling paa grundlag af koen, paahviler saaledes i princippet den arbejdstager, der mener at vaere udsat for en saadan forskelsbehandling og derfor anlaegger sag mod sin arbejdsgiver for at faa den ophaevet.
14 Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis, at bevisbyrden kan vendes om, naar det er noedvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at soege ligeloensprincippet gennemfoert. Naar en foranstaltning, hvorefter der sondres mellem de ansatte paa grundlag af deres arbejdstid, faktisk er til ugunst for langt flere personer af det ene koen, maa foranstaltningen antages at vaere i strid med det formaal, der forfoelges med traktatens artikel 119, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at den skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, praemis 31, af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591, praemis 16, og af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297, praemis 15). Saafremt en virksomhed f.eks. anvender et helt uigennemskueligt loenfastsaettelsessystem, har arbejdsgiveren saaledes bevisbyrden for, at den foerte loenpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, naar en kvindelig loenmodtager paa grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgoer, at gennemsnitsloennen for kvindelige loenmodtagere er lavere end for mandlige (dom af 17.10.1989, sag 109/88, HK mod Danfoss, Sml. s. 3199, praemis 16).
15 Som FHA og Det Forenede Kongerige har bemaerket, er situationen i den foreliggende sag ikke helt den samme som i de sager, ovennaevnte afgoerelser vedroerte. For det foerste er der i den foreliggende sag ikke tale om en faktisk forskelsbehandling, der foelger af saerlige bestemmelser som dem, der f.eks. kan gaelde for deltidsansatte arbejdstagere. For det andet kan arbejdsgiveren ikke beskyldes for at anvende et loenfastsaettelsessystem, der er helt uigennemskueligt, eftersom loenfastsaettelsen for talepaedagoger og farmaceuter inden for NHS sker paa grundlag af forskriftsmaessigt gennemfoerte overenskomstforhandlinger, der for begge de to erhvervs vedkommende ifoelge det oplyste ikke indeholder bestemmelser, der er udtryk for forskelsbehandling.
16 Naar loennen for talepaedagoger i virkeligheden er vaesentlig lavere end loennen for farmaceuter, og foerstnaevnte funktion naesten udelukkende udoeves af kvinder og sidstnaevnte funktion hovedsagelig af maend, foreligger der tilsyneladende forskelsbehandling paa grundlag af koen, i det mindste naar de to funktioner har samme vaerdi og de statistiske oplysninger vedroerende den paagaeldende situation er paalidelige.
17 Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om de paagaeldende statistiske oplysninger kan tages i betragtning, det vil sige at de skal omfatte et tilstraekkeligt antal personer, at de ikke maa vaere udtryk for tilfaeldige eller kortvarige omstaendigheder og at de, generelt set, viser sig at vaere vaesentlige.
18 I en situation med tilsyneladende forskelsbehandling paahviler det arbejdsgiveren at bevise, at den konstaterede loenforskel skyldes objektive faktorer. Arbejdstagerne ville saaledes savne midler til at soege ligeloensprincippet gennemfoert ved en national retsinstans, hvis ikke den omstaendighed, at fremlaeggelsen af beviselementer, der goer det muligt at paavise en tilsyneladende forskelsbehandling, havde til foelge at paalaegge arbejdsgiveren bevisbyrden for, at loenforskellen ikke reelt er koensdiskriminerende (jf. tilsvarende dommen i sagen HK mod Danfoss, praemis 13).
19 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at saafremt tydelige statistiske oplysninger viser, at der er en vaesentlig loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend, foelger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgoere, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.
Det andet spoergsmaal
20 Med det andet spoergsmaal oensker Court of Appeal oplyst, om arbejdsgiveren som begrundelse for en saadan loenforskel blot kan henvise til, at de respektive loenninger for de omhandlede funktioner er blevet fastsat ved kollektive overenskomstforhandlinger, der ganske vist har fundet sted mellem de samme parter, men er separate, og som, betragtet hver for sig, ikke medfoerer forskelsbehandling.
21 Foerst bemaerkes, at som det klart fremgaar af artikel 4 i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19), skal kollektive overenskomster paa samme maade som love og administrativt fastsatte bestemmelser overholde det i traktatens artikel 119 fastsatte princip.
22 Endvidere bemaerkes, at den omstaendighed, at loenfastsaettelsen er et resultat af kollektive overenskomstforhandlinger, der har fundet sted saerskilt for hver af de to beroerte faggrupper, og som ikke har virket diskriminerende inden for hver af disse grupper, ikke er til hinder for, at det fastslaas, at der tilsyneladende foreligger forskelsbehandling, naar forhandlingerne har foert til resultater, der viser, at to grupper, der henhoerer under den samme arbejdsgiver og det samme fagforbund, behandles forskelligt. Saafremt arbejdsgiveren kunne begrunde loenforskellen blot ved at henvise til, at der ikke foreligger forskelsbehandling i relation til hver af de naevnte forhandlinger betragtet hver for sig, kunne han, som fremhaevet af den tyske regering, let omgaa ligeloensprincippet ved at foere saerskilte forhandlinger.
23 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at det ikke er tilstraekkeligt som en objektiv begrundelse for en loenforskel mellem to funktioner, som har samme vaerdi ° hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend ° at henvise til, at de respektive loenninger for de paagaeldende to funktioner er blevet fastsat ved kollektive overenskomstforhandlinger, der ganske vist har fundet sted mellem de samme parter, men har vaeret separate, og som, betragtet hver for sig, ikke i sig selv medfoerer forskelsbehandling.
Det tredje spoergsmaal
24 Med det tredje spoergsmaal oensker Court of Appeal oplyst, i hvilket omfang ° fuldt ud, delvist eller slet ikke ° den omstaendighed, at en del af loenforskellen kan forklares med, at der er mangel paa ansoegere til en funktion, og at det er noedvendigt at tiltraekke dem ved hjaelp af hoejere loenninger, objektivt kan begrunde en saadan loenforskel.
25 Foerst bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis tilkommer det den nationale ret, som er enekompetent til at bedoemme de faktiske omstaendigheder, om og i hvilket omfang de grunde, en arbejdsgiver anfoerer som forklaring paa indfoerelse af en loenpolitik, som finder anvendelse uafhaengigt af arbejdstagerens koen, men som faktisk rammer flere kvinder end maend, kan betragtes som objektivt begrundede oekonomiske grunde (Bilka-dommen, praemis 36, og Nimz-dommen, praemis 14). Saadanne grunde kan, forudsat at de har forbindelse med virksomhedens behov og formaal, omfatte forskellige kriterier som f.eks. fleksibilitet, evne til at tilpasse sig arbejdstider og -steder, faglig uddannelse og arbejdstagerens anciennitet (Danfoss-dommen, praemis 22, 23 og 24).
26 Forholdene paa arbejdsmarkedet, som kan foranledige arbejdsgivere til at forhoeje loennen for et bestemt arbejde for at tiltraekke ansoegere, kan vaere en saadan objektivt begrundet oekonomisk faktor som omhandlet i ovennaevnte praksis. Fastlaeggelsen af en saadan faktors noejagtige betydning for omstaendighederne i den konkrete sag forudsaetter en bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder og henhoerer foelgelig under den nationale rets kompetence.
27 Saafremt, som det synes at foelge af det stillede spoergsmaal, den nationale ret har kunnet fastlaegge netop den del af loenforskellen, som skyldes forholdene paa arbejdsmarkedet, maa retten noedvendigvis tiltraede, at loenforskellen er objektivt begrundet for saa vidt angaar denne del. Det maa i den forbindelse fremhaeves, at de nationale myndigheder er undergivet proportionalitetsprincippet, naar de skal anvende faellesskabsretten.
28 I modsat fald tilkommer det den nationale ret at afgoere, om den faktor, der vedroerer forholdene paa arbejdsmarkedet, har spillet en tilstraekkelig vigtig rolle ved fastlaeggelsen af loennens stoerrelse til, at den objektivt kan begrunde en del af eller hele forskellen.
29 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at det tilkommer den nationale ret at afgoere, om fornoedent ved anvendelse af proportionalitetsprincippet, om og i hvilket omfang den omstaendighed, at der er mangel paa ansoegere til en funktion, og at de maa tiltraekkes ved hjaelp af hoejere loenninger, er en objektivt begrundet oekonomisk faktor med hensyn til loenforskellen mellem de paagaeldende funktioner.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
30 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal of England and Wales ved kendelse af 30. oktober 1991, for ret:
1) Saafremt tydelige statistiske oplysninger viser, at der er en vaesentlig loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend, foelger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgoere, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.
2) Det er ikke tilstraekkeligt som en objektiv begrundelse for en loenforskel mellem to funktioner, som har samme vaerdi ° hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend ° at henvise til, at de respektive loenninger for de paagaeldende to funktioner er blevet fastsat ved kollektive overenskomstforhandlinger, der ganske vist har fundet sted mellem de samme parter, men har vaeret separate, og som, betragtet hver for sig, ikke i sig selv medfoerer forskelsbehandling.
3) Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om fornoedent ved anvendelse af proportionalitetsprincippet, om og i hvilket omfang den omstaendighed, at der er mangel paa ansoegere til en funktion, og at de maa tiltraekkes ved hjaelp af hoejere loenninger, er en objektivt begrundet oekonomisk faktor med hensyn til loenforskellen mellem de paagaeldende funktioner.
Full & Egal Universal Law Academy