Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° ligebehandling ° i henhold til en bilateral overenskomst om social sikring medregnes i forbindelse med alderspension efter den nederlandske ordning perioder tilbagelagt af nederlandske statsborgere som tvangsarbejdere i Tyskland ° den nederlandske ydelse lavere end den ydelse, der udbetales i Tyskland til dette lands egne statsborgere, der var blevet underkastet samme behandling ° forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet ° foreligger ikke
[EOEF-traktaten, art. 7, stk. 1; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 3, stk. 1, art. 7, stk. 2, litra c), og bilag III]
Sammendrag
Faellesskabsretten, herunder navnlig traktatens artikel 7, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, er ikke til hinder for, at tvangsarbejde udfoert af nederlandske statsborgere i Tyskland under Anden Verdenskrig ifoelge artikel 2 i tillaegsoverenskomst nr. 4 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Nederlandene vedroerende afgoerelse af spoergsmaalet om rettigheder erhvervet af nederlandske arbejdstagere inden for den tyske ordning for social sikring mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945 ° som er naevnt i forordningens bilag III blandt de internationale overenskomster, der i henhold til forordningens artikel 7, stk. 2, litra c), fortsat er gaeldende, uanset forordningens bestemmelser ° ikke giver ret til ydelser efter den tyske alderspensionsordning, men medregnes under den nederlandske ordning, som om det var udfoert i Nederlandene.
Forskellen paa stoerrelsen af de pensioner, som de nederlandske og tyske tvangsarbejdere har krav paa fra deres respektive alderspensionsordninger, udspringer ikke af selve tillaegsoverenskomsten, der blot fastsaetter, hvilken lovgivning der skal anvendes paa de paagaeldende arbejdstagere, uden naermere at bestemme omfanget af ydelserne, men skyldes snarere, at den nederlandske lovgiver for de pensioner, som denne skal udbetale i henhold til tillaegsoverenskomsten, har fastsat et andet beloeb end det, der er fastsat ved den tyske alderspensionsordning for de pensioner, som det paahviler denne at udbetale. Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin kan hver medlemsstat imidlertid frit fastsaette stoerrelsen af de pensioner, den udbetaler, saafremt stoerrelsen ikke indebaerer nogen forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. Da nederlandsk lovgivning ikke paa grund af nationalitet behandler forskellige grupper af EF-borgere, der har vaeret tvangsarbejdere, forskelligt, kan det ikke fastslaas, at den foretager en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 19. juni 1992, indgaaet til Domstolen den 20. juli s.aa., har Sozialgericht Muenster (Forbundsrepublikken Tyskland, herefter benaevnt "Sozialgericht") i henhold til EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten i forhold til artikel 2 i tillaegsoverenskomst nr. 4 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Nederlandene vedroerende afgoerelse af spoergsmaalet om rettigheder erhvervet af nederlandske arbejdstagere inden for den tyske ordning for social sikring mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945, undertegnet i Haag den 21. december 1956 ("United Nations Treaty Series", bd. 591, s. 374, herefter benaevnt "tillaegsoverenskomsten").
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag anlagt af Albert Hoorn, en nederlandsk statsborger, mod Landesversicherungsanstalt Westfalen, en offentlig forsikringsinstitution i Tyskland, hvortil sagsoegeren indgav ansoegning om alderspension paa grundlag af tvangsarbejde, udfoert i Tyskland under Anden Verdenskrig.
3 Denne ansoegning blev afslaaet under henvisning til tillaegsoverenskomstens artikel 2, stk. 1 og 3, hvori det bestemmes:
"1. De forsikringsperioder, der er tilbagelagt af arbejdstagere med nederlandsk statsborgerskab inden for den tyske alderspensionsordning for arbejdere eller alderspensionsordning for ansatte mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945, for saa vidt som de havde loennet beskaeftigelse, betragtes som tilbagelagt inden for den nederlandske ordning for forsikring mod de oekonomiske foelger af invaliditet, alderdom og doed, saafremt arbejdstagerne ophoerte i arbejdsforholdet inden den 1. september 1945 og senest vendte tilbage til Nederlandene den 31. december 1945.
...
3. De forsikringsperioder, der i henhold til stk. 1 betragtes som tilbagelagt efter den nederlandske ordning for forsikring mod oekonomiske foelger af invaliditet, alderdom og doed, giver ikke ret til ydelser i henhold til den tyske alderspensionsordning for arbejdere eller alderspensionsordning for ansatte ..."
4 Sagsoegeren har anlagt sag til proevelse af afgoerelsen om afslag ved Sozialgericht, der har besluttet at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"Er artikel 2 i tillaegsoverenskomst nr. 4 til overenskomsten mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Nederlandene om social sikring af 29. marts 1951 vedroerende afgoerelse af spoergsmaalet om rettigheder erhvervet af nederlandske arbejdstagere inden for den tyske ordning for social sikring mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945 gyldig med den foelge, at nederlandske tvangsarbejdere, der - som sagsoegeren - har arbejdet i Tyskland mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945 og har vaeret invalideforsikret efter tysk ret, og som senest den 31. december 1945 er vendt tilbage til Nederlandene, ikke kan goere noget krav gaeldende paa tysk alderspension for arbejdere paa grundlag af disse forsikringsperioder?"
5 Sozialgericht oensker med sit spoergsmaal en afgoerelse af, om faellesskabsretten er til hinder for, at tvangsarbejde udfoert af nederlandske statsborgere i Tyskland under Anden Verdenskrig ifoelge tillaegsoverenskomstens artikel 2 ikke giver ret til ydelser i henhold til den tyske alderspensionsordning, men medregnes under den nederlandske ordning, som om det var udfoert i Nederlandene.
6 Sagsoegeren mener, at tillaegsoverenskomsten i strid med faellesskabsretten indebaerer forskelsbehandling af nederlandske og tyske tvangsarbejdere, samt forskelsbehandling af to naermere bestemte grupper af nederlandske arbejdstagere. Endvidere er han af den opfattelse, at tillaegsoverenskomsten er i strid med artikel 8 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1983 L 230, s. 6, og EFT 1992 C 325, s. 1 - konsolideret udgave), der fastsaetter, under hvilke betingelser medlemsstaterne kan afslutte overenskomster med hinanden om social sikring.
Forskelsbehandling af nederlandske og tyske tvangsarbejdere
7 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at tillaegsoverenskomsten forskelsbehandler nederlandske statsborgere, idet den pension, som disse modtager i henhold til nederlandsk lovgivning, er lavere, end den der i henhold til den tyske alderspensionsordning udbetales til dette lands egne statsborgere, der ligeledes udfoerte tvangsarbejde i Tyskland under krigen. Ifoelge sagsoegeren er denne forskelsbehandling i strid med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvorefter:
"Personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning."
8 Det bemaerkes i den forbindelse, at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 3 ifoelge artiklens egen ordlyd finder anvendelse, "medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning".
9 Endvidere bemaerkes det, at i medfoer af forordningens artikel 7, stk. 2, litra c), skal de i bilag III anfoerte bestemmelser i overenskomster om social sikring fortsat vaere gaeldende, uanset forordningens bestemmelser. Tillaegsoverenskomsten er imidlertid naevnt blandt de overenskomster, der er anfoert i dette bilag.
"Artikel 7
2. Uanset bestemmelserne i artikel 6 skal foelgende fortsat vaere gaeldende:
c) de i bilag III anfoerte bestemmelser i overenskomster om social sikring.
Bilag III
A. Bestemmelser i overenskomster om social sikring, der forbliver i kraft uanset forordningens artikel 6 [Forordningens artikel 7, stk. 2, litra c)]
23. TYSKLAND - NEDERLANDENE
b) Artikel 2 og 3 i tillaegsoverenskomst nr. 4 af 21. december 1956 til overenskomst af 29. marts 1951 (afgoerelse af spoergsmaalet om rettigheder erhvervet af nederlandske arbejdstagere inden for den tyske ordning for social sikring mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945)."
10 Det fremgaar af disse bestemmelser under ét, at tillaegsoverenskomsten stadig fuldt ud skal anvendes trods vedtagelsen af forordning nr. 1408/71, og at den fortsat affoeder retsvirkninger i alle de situationer, den vedroerer, herunder den situation, sagsoegeren i hovedsagen befinder sig i.
11 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at forskellen paa stoerrelsen af de pensioner, som de nederlandske og tyske tvangsarbejdere har krav paa fra deres respektive alderspensionsordninger, udgoer en forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 7, stk. 1, der har foelgende ordlyd:
"Inden for denne traktats anvendelsesomraade og med forbehold af dennes saerlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udoeves paa grundlag af nationalitet, forbudt."
12 Det bemaerkes, at den paastaaede forskelsbehandling ikke udspringer af selve tillaegsoverenskomsten, der blot fastsaetter, hvilken lovgivning der skal anvendes paa de paagaeldende arbejdstagere, uden naermere at bestemme omfanget af ydelserne. Forskelsbehandlingen skyldes snarere, at den nederlandske lovgiver for de pensioner, som denne skal udbetale i henhold til tillaegsoverenskomsten, har fastsat et andet beloeb end det, der er fastsat ved den tyske alderspensionsordning for de pensioner, som det paahviler denne at udbetale.
13 Paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin kan hver medlemsstat frit fastsaette stoerrelsen af de pensioner, den udbetaler, saafremt stoerrelsen ikke indebaerer nogen forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet. I det foreliggende tilfaelde behandler nederlandsk lovgivning ikke paa grund af nationalitet forskellige grupper af EF-borgere, der har vaeret tvangsarbejdere, forskelligt. Det kan derfor ikke fastslaas, at den foretager en forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.
Forskelsbehandling af to grupper af nederlandske arbejdstagere
14 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at tillaegsoverenskomsten i strid med de ovennaevnte bestemmelser forskelsbehandler to grupper nederlandske tvangsarbejdere, nemlig
- dels dem, der er omfattet af tillaegsoverenskomstens artikel 2, og hvis pension udbetales i henhold til den nederlandske alderspensionsordning, og
- dels de arbejdstagere, der fortsatte deres erhvervsmaessige beskaeftigelse i Tyskland efter den 1. september 1945 eller forblev i Tyskland efter den 31. december 1945.
15 Sagsoegeren har anfoert, at efter tillaegsoverenskomstens artikel 2, stk. 1 in fine, (jf. ovenfor i praemis 3) falder sidstnaevnte arbejdstagere uden for tillaegsoverenskomstens anvendelsesomraade og er derfor - til forskel fra arbejdstagerne i den foerste gruppe - berettigede til pension efter den tyske alderspensionsordning.
16 I denne forbindelse skal det, som Kommissionen med rette har gjort gaeldende, blot bemaerkes, at paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er det ikke forbudt for medlemsstaterne i deres egen lovgivning eller i overenskomster indgaaet med andre stater at fastsaette forskellige persionsordninger for forskellige befolkningsgrupper. En saadan forskelsbehandling falder ikke ind under forbuddet i traktatens artikel 7, hvis saerlige formaal er at forbyde forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.
Artikel 8 i forordning nr. 1408/71
17 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at tillaegsoverenskomsten er i strid med artikel 8 i forordning nr. 1408/71, der lyder som foelger:
"1. To eller flere medlemsstater kan, saafremt der maatte vaere behov herfor, afslutte overenskomster med hinanden paa grundlag af denne forordnings principper og grundtanker.
2. Enhver medlemsstat skal i overensstemmelse med artikel 97, stk. 1, afgive meddelelse om enhver overenskomst, som den i henhold til stk. 1 afslutter med en anden medlemsstat."
18 I det foreliggende tilfaelde bestaar der ifoelge sagsoegeren en uoverensstemmelse med artikel 8 deri, at det i tillaegsoverenskomsten fastsaettes, at arbejde udfoert i én medlemsstat medregnes i en anden medlemsstat, mens forordningen hviler paa det princip, at der optjenes ret til pension i hver medlemsstat, hvor vedkommende har arbejdet.
19 I denne forbindelse skal det blot bemaerkes, at det fremgaar af en gennemlaesning af bestemmelserne i artikel 6, 7 og 8 i forordning nr. 1408/71 i sammenhaeng samt af Domstolens praksis (dom af 2.8.1993, sag C-23/92, Grana-Novoa, Sml. I, s. 4505, praemis 22), at artikel 8 kun vedroerer overenskomster, der er afsluttet mellem medlemsstaterne efter forordningens ikrafttraeden, og derfor ikke finder anvendelse paa tillaegsoverenskomsten.
20 Det foelger af alle disse betragtninger, at den forelaeggende rets spoergsmaal skal besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at tvangsarbejde udfoert af nederlandske statsborgere i Tyskland under Anden Verdenskrig ifoelge tillaegsoverenskomstens artikel 2 ikke giver ret til ydelser efter den tyske alderspensionsordning, men medregnes under den nederlandske ordning, som om det var udfoert i Nederlandene.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
De udgifter, der er afholdt af den tyske og den nederlandske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Anden Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Sozialgericht Muenster ved kendelse af 19. juni 1992, for ret:
Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at tvangsarbejde udfoert af nederlandske statsborgere i Tyskland under Anden Verdenskrig ifoelge artikel 2 i tillaegsoverenskomst nr. 4 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Nederlandene vedroerende afgoerelse af spoergsmaalet om rettigheder erhvervet af nederlandske arbejdstagere inden for den tyske ordning for social sikring mellem den 13. maj 1940 og den 1. september 1945, undertegnet i Haag den 21. december 1956, ikke giver ret til ydelser efter den tyske alderspensionsordning, men medregnes under den nederlandske ordning, som om det var udfoert i Nederlandene.
Full & Egal Universal Law Academy