Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - forudgaaende kontradiktorisk retsforhandling noedvendig - den nationale rets afgoerelse - forelaeggelsesafgoerelsens overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade - efterproevelse tilkommer ikke Domstolen
(EOEF-traktaten, art. 177)
2. Praejudicielle spoergsmaal - forelaeggelse for Domstolen - fortolkningsspoergsmaal allerede besvaret i en lignende sag - ny anmodning kan forelaegges
(EOEF-traktaten, art. 177)
3. Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - graenser - aabenbart irrelevante spoergsmaal
(EOEF-traktaten, art. 177)
4. Landbrug - faelles markedsordning - forskelsbehandling af producenter eller forbrugere - intern afgift, som rammer indenlandsk fremstillede produkter, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske produktion - manglende tilbagebetaling i tilfaelde af eksport - ingen ulovlig forskelsbehandling
(EOEF-traktaten, art. 40, stk. 3, andet afsnit)
5. Landbrug - faelles markedsordning - ris - eksportrestitutioner - intern afgift, som rammer indenlandsk fremstillet ris, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske risproduktion - manglende tilbagebetaling i tilfaelde af eksport - lovligt
(Raadets forordning nr. 1418/76, art. 17, stk. 2)
Sammendrag
1. Selv om det under en procedure i henhold til traktatens artikel 177 ud fra retsplejehensyn kan vaere begrundet, at et praejudicielt spoergsmaal foerst forelaegges efter en kontradiktorisk retsforhandling, er dette ikke en betingelse, der skal vaere opfyldt, for at den naevnte procedure kan ivaerksaettes. Det tilkommer foelgelig alene den nationale retsinstans at afgoere, om sagsoegte skal have lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger, inden den afsiger en kendelse om forelaeggelse.
Efter den opgavemaessige fordeling, der bestaar mellem Domstolen og de nationale retter, tilkommer det heller ikke Domstolen at undersoege, om den kendelse, der forelaegges den, er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade.
2. I henhold til traktatens artikel 177 kan en national retsinstans altid forelaegge Domstolen fortolkningsspoergsmaal, hvis den finder det hensigtsmaessigt, ogsaa selv om der i en lignende sag allerede er truffet praejudiciel afgoerelse herom.
3. Som led i proceduren i henhold til traktatens artikel 177 tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, der skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national retsinstans er kun mulig, hvis det viser sig, at den fortolkning af faellesskabsretten eller den efterproevelse af en faellesskabsregels gyldighed, som den paagaeldende retsinstans har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.
4. Traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, skal fortolkes saaledes, at manglende tilbagebetaling af en intern afgift, som kun betales ved koeb eller forarbejdning af indenlandsk fremstillede produkter, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske produktion, ikke indebaerer forskelsbehandling af de afgiftspligtige erhvervsdrivende, saafremt de paagaeldende produkter eksporteres, idet de naevnte erhvervsdrivende til forskel fra dem, som skaffer sig forsyninger paa et andet marked, har ret til visse ydelser, som afgiften udgoer modydelsen for.
5. Bestemmelserne om eksportrestitutioner i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1418/76 om den faelles markedsordning for ris skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en intern afgift, som kun betales ved koeb eller forarbejdning af indenlandsk fremstillet ris, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske risproduktion, ikke tilbagebetales eksportoeren af risen, idet der ikke er sammenhaeng mellem afgiften og eksportrestitutionerne og heller ikke med disses stoerrelse, og afgiften saaledes ingen umiddelbar betydning har for, hvordan de i forordningen fastsatte ordninger fungerer og for saa vidt ikke viser sig at vaere et middel til at formindske stoerrelsen af de paagaeldende restitutioner.
Dommens præmisser
1 Ved tre kendelser af 30. juli 1992, indgaaet til Domstolen den 4. og 5. august s.aa., har Conciliatura di Vercelli og Pretura circondariale di Vercelli i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 40, stk. 3, og artikel 5, samt af artikel 17, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1418/76 af 21. juni 1976 om den faelles markedsordning for ris (EFT L 166, s. 1) "og om de grundlaeggende principper for forbrugsafgifter paa varer inden for Faellesskabet".
2 Spoergsmaalene er stillet under tre sager mellem de italienske virksomheder Eurico Italia Srl (herefter benaevnt "Eurico Italia", i sag C-332/92), Viazzo Srl (herefter benaevnt "Viazzo", i sag C-333/92) og F. & P. SpA (herefter benaevnt "F. & P.", i sag C-335/92) paa den ene side og Ente Nazionale Risi (herefter benaevnt "Ente Risi") paa den anden. Sagerne vedroerer den saakaldte "kontraktafgift", som i henhold til italiensk lovgivning opkraeves af Ente Risi ved koeb eller forarbejdning af italiensk produceret uafskallet ris.
3 Ente Risi, der er en juridisk person og henhoerer under staten, er det italienske interventionsorgan for den faelles markedsordning for ris. Desuden udarbejder organet blandt andet statistisk materiale og foretager undersoegelser af risproduktionen og -forbruget, bekaemper svigagtige handlinger inden for omraadet og traeffer foranstaltninger med henblik paa at foroege risproduktionen og -forbruget. Denne del af Ente Risi' s virksomhed finansieres af "kontraktafgiften".
4 I forbindelse med hver enkelt kontrakt om koeb af uafskallet italiensk ris eller, saafremt der ikke findes en koebekontrakt, naar producenten selv forarbejder italiensk uafskallet ris, betaler henholdsvis koeberen eller producenten en "kontraktafgift".
5 Selskaberne Eurico Italia, Viazzo og F. & P. koebte naermere angivne maengder italiensk uafskallet ris af sorterne "Ariete" og "Europa" med henblik paa forarbejdning til ris og efterfoelgende eksport. I henhold til gaeldende italienske bestemmelser (artikel 8 og 9 i kongeligt lovdekret nr. 1183 af 11.8.1933) betalte de til Ente Risi en "kontraktafgift", som paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder androg 1 000 LIT pr. 100 kg uafskallet ris.
6 Eurico Italia eksporterede derefter den i sagen omhandlede ris til Polen og fik i den forbindelse udbetalt en eksportrestitution, mens Viazzo og F. & P. eksporterede den forarbejdede ris til henholdsvis Frankrig og Det Forenede Kongerige.
7 De tre selskaber var af den opfattelse, at de paa grund af eksporten havde krav paa at faa "kontraktafgiften" tilbagebetalt, og anlagde derfor hver for sig sag mod Ente Risi med paastand om betalingspaalaeg ved Conciliatura di Vercelli og Pretura circondariale di Vercelli. Selskaberne gjorde i det vaesentlige gaeldende, at de som foelge af den manglende tilbagebetaling af "kontraktafgiften" var udsat for forskelsbehandling i forhold til andre af Faellesskabets erhvervsdrivende. De anfoerte naermere, at den manglende tilbagebetaling af "kontraktafgiften" for Eurico Italia' s vedkommende medfoerte en nedsaettelse af det EF-restitutionsbeloeb, selskabet havde faaet udbetalt, og for Viazzo' s og F. & P.' s vedkommende en omkostningsstigning, hvilket gjorde selskaberne mindre konkurrencedygtige. Ifoelge sagsoegerne er en saadan forskelsbehandling uforenelig med det princip, der er fastsat i traktatens artikel 40, stk. 3, og med de gaeldende principper om forbrugsafgifter inden for Faellesskabet.
8 Conciliatura di Vercelli og Pretura circondariale di Vercelli fandt, at sagernes udfald beroede paa en fortolkning af traktaten og af forordning nr. 1418/76. De har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
I sag C-332/92:
"1) Skal Rom-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, sammenholdt med traktatens artikel 5, fortolkes saaledes, at den italienske stat eller Ente Risi som et saerskilt organ er forpligtet til at tilbagebetale de erhvervsdrivende i rissektoren den afgift (kontraktafgift), som opkraeves for uafskallet ris fremstillet i Italien, saafremt ris (eller afskallet ris), der fremstilles af det paagaeldende parti uafskallet ris, ikke saelges i Italien, men af de paagaeldende erhvervsdrivende eksporteres til andre lande?
2) Er den omstaendighed, at ovennaevnte afgift (kontraktafgift) ikke tilbagebetales, saafremt ris, som fremstilles af uafskallet ris dyrket i Italien, og som er omfattet af kontraktafgiften, eksporteres fra Italien til tredjelande, en tilsidesaettelse af det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i Rom-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, og derudover en tilsidesaettelse af artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1418/76, for saa vidt som EF-restitutionen, der i henhold til naevnte artikel 17, stk. 2, skal vaere 'ens for hele Faellesskabet' , alene nedsaettes for eksportoerer af ris fremstillet i Italien?"
I sag C-333/92 og C-335/92:
"1) Skal Rom-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, sammenholdt med traktatens artikel 5, fortolkes saaledes, at den italienske stat eller Ente Risi som et saerskilt organ er forpligtet til at tilbagebetale de erhvervsdrivende i rissektoren den afgift (kontraktafgift), som opkraeves for uafskallet ris dyrket i Italien, saafremt ris (eller afskallet ris), der fremstilles af det paagaeldende parti uafskallet ris, ikke saelges i Italien, men af de paagaeldende erhvervsdrivende eksporteres til andre EF-lande?
2) Er den omstaendighed, at ovennaevnte afgift (kontraktafgift) ikke tilbagebetales, saafremt ris (eller afskallet ris), som fremstilles af uafskallet ris dyrket i Italien, og som er omfattet af kontraktafgiften, eksporteres fra Italien til andre EF-lande, en tilsidesaettelse af det forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i Rom-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, og derudover en tilsidesaettelse af de grundlaeggende principper for forbrugsafgifter paa varer inden for Faellesskabet, hvorefter afgifter, som en medlemsstat opkraever af indenlandsk fremstillede varer, skal tilbagebetales eksportoererne, naar varerne forlader afgiftsmedlemsstatens omraade?"
9 Ved kendelse af 14. september 1992 traf praesidenten i henhold til procesreglementets artikel 43 bestemmelse om forening af de tre sager med henblik paa den mundtlige forhandling og dommen.
Formaliteten
10 Ente Risi har foerst anfoert, at de forelagte spoergsmaal maa afvises fra realitetsbehandling, idet sagen ikke har vaeret genstand for kontradiktorisk retsforhandling ved de nationale retsinstanser, og Ente Risi derfor ikke har kunnet fremfoere visse indsigelser, som kunne have foert til, at naervaerende praejudicielle procedure kunne have vaeret undgaaet.
11 Det fremgaar af Domstolens praksis, at retsplejehensyn kan tilsige, at et praejudicielt spoergsmaal foerst forelaegges efter en kontradiktorisk retsforhandling. Det maa imidlertid fastslaas, at en forudgaaende kontradiktorisk retsforhandling ikke er en af de betingelser, der skal vaere opfyldt, for at den i traktatens artikel 177 fastsatte procedure kan ivaerksaettes, og at det alene tilkommer den nationale retsinstans at afgoere, om sagsoegte skal have lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger, inden den afsiger en kendelse om forelaeggelse (jf. dom af 20.10.1993, sag C-10/92, Balocchi, praemis 13 og 14, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
12 Ente Risi har dernaest anfoert, at i henhold til italiensk procesret har de forelaeggende retsinstanser ikke saglig kompetence til at traeffe afgoerelse i hovedsagerne, ligesom det betalingspaalaeg, der er indgivet begaering om i forbindelse med sagerne ikke kan tages til foelge, idet afgoerelsen i en saadan sag gaar ud paa, at en part tilpligtes at erlaegge ydelsen, mens der ikke er mulighed for at opnaa dom for, at en given fordring bestaar, hvilket sagsoegerne i hovedsagerne reelt har nedlagt paastand om. Saafremt en retsinstans i henhold til national ret savner kompetence eller paastanden i hovedsagen maa afvises, er den nationale retsinstans saaledes afskaaret fra at forelaegge et praejudicielt spoergsmaal for Domstolen.
13 Hertil bemaerkes, saaledes som Domstolen fastslog i dom af 14. januar 1982 (sag 65/81, Reina, Sml. s. 33, praemis 7), at det efter den opgavemaessige fordeling, der bestaar mellem Domstolen og de nationale retter, ikke tilkommer Domstolen at undersoege, om den kendelse, der forelaegges den, er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade.
14 Ente Risi har for det tredje anfoert, at den omstaendighed, at der findes et praejudikat som dom af 12. juli 1973 (sag 2/73, Geddo, Sml. s. 865), hvorved der allerede er taget stilling til de problemer, hovedsagerne vedroerer, var til hinder for, at de forelaeggende retsinstanser paa ny kunne forelaegge spoergsmaal for Domstolen, medmindre de begrunder, hvorfor den fortolkning, Domstolen allerede har foretaget, maa aendres.
15 Hertil bemaerkes, at bortset fra, at de spoergsmaal, som Domstolen besvarede i dommen i Geddo-sagen, ikke er de samme som de spoergsmaal, der er forelagt i naervaerende sager, tillader traktatens artikel 177 altid en national ret paa ny at forelaegge Domstolen fortolkningsspoergsmaal, hvis den finder det hensigtsmaessigt (jf. dom af 27.3.1963, forenede sager 28/62, 29/62 og 30/62, Da Costa en Schaake, Sml. 1954-1964, s. 395, paa s. 398, org. ref.: Rec. s. 59, paa s. 76).
16 Ifoelge Ente Risi er de forelagte spoergsmaal heller ikke relevante med henblik paa afgoerelsen af hovedsagerne. Ente Risi har i den forbindelse understreget, at paa baggrund af de beskedne beloeb, hovedsagerne vedroerer, er der tale om "styrede sager", der er anlagt ved de nationale retsinstanser alene med henblik paa at opnaa en afgoerelse fra Domstolen.
17 Hertil bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national retsinstans er kun mulig, hvis det viser sig, at den fortolkning af faellesskabsretten eller den efterproevelse af en faellesskabsregels gyldighed, som den paagaeldende retsinstans har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (jf. bl. a. dom af 16.7.1992, sag C-67/91, Asociación Española de Banca Privada m.fl., Sml. I, s. 4785, praemis 25 og 26). Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i hovedsagerne her.
18 Ente Risi har endelig gjort gaeldende, at det med de forelagte spoergsmaal reelt tilsigtes, at Domstolen tager stilling til, om de nationale bestemmelser om "kontraktafgiften" er forenelige med faellesskabsretten, hvilket ikke henhoerer under Domstolens kompetence i forbindelse med den praejudicielle procedure.
19 Hertil bemaerkes, at i henhold til fast retspraksis kan Domstolen ikke inden for rammerne af traktatens artikel 177 traeffe afgoerelse om, hvorvidt en national bestemmelse er forenelig med faellesskabsretten. Domstolen kan imidlertid af spoergsmaalenes ordlyd, saaledes som de er formuleret af den nationale retsinstans, og under hensyn til de af retten meddelte oplysninger, udlede de momenter, der angaar fortolkning af faellesskabsretten, saaledes at den nationale retsinstans kan traeffe afgoerelse vedroerende de retsspoergsmaal, som er indbragt for den (jf. dom af 11.6.1992, forenede sager C-149/91 og C-150/91, Sanders Adour og Guyomarc' h Orthez Nutrition animale, Sml. I, s. 3899, praemis 10).
Realiteten
Det foerste spoergsmaal, der er det samme i de tre sager
20 Med det foerste spoergsmaal oensker de nationale retsinstanser i det vaesentlige oplyst, om traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, og artikel 5, skal fortolkes saaledes, at manglende tilbagebetaling af en intern afgift, som kun betales ved koeb eller forarbejdning af indenlandsk fremstillede produkter, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske produktion, indebaerer forskelsbehandling af de afgiftspligtige erhvervsdrivende, saafremt de paagaeldende produkter eksporteres til en medlemsstat eller et tredjeland.
21 Indledningsvis bemaerkes, at det er uden betydning for besvarelsen af spoergsmaalet, om eksporten sker til en EF-medlemsstat eller et tredjeland.
22 For saa vidt angaar traktatens artikel 5 bemaerkes, at den er affattet saa generelt, at den ikke kan anvendes selvstaendigt, naar den konkrete situation er omfattet af en saerlig traktatbestemmelse, f.eks. artikel 40, stk. 3, andet afsnit, som det er tilfaeldet i denne sag (jf. dom af 11.3.1992, forenede sager C-78/90-C-83/90, Compagnie commerciale de l' Ouest m.fl., Sml. I, s. 1847, praemis 19). For saa vidt som det foerste spoergsmaal vedroerer traktatens artikel 5, er det derfor ufornoedent at besvare det.
23 Sagsoegerne i hovedsagen har anfoert, at erhvervsdrivende, der koeber uafskallet ris med oprindelse i Italien, eller producenter, som forarbejder den til ris, udsaettes for forskelsbehandling, eftersom de italienske bestemmelser om "kontraktafgiften" bevirker, at italiensk produceret uafskallet ris omfattes af en anden ordning end ris, der ikke produceres i Italien.
24 Hertil bemaerkes, at de erhvervsdrivende, der koeber eller forarbejder italiensk produceret uafskallet ris, har ret til de tjenesteydelser, Ente Risi tilbyder, jf. ovenfor i praemis 3, og som "kontraktafgiften" er modydelsen for. Disse erhvervsdrivende er saaledes ikke udsat for forskelsbehandling i forhold til de erhvervsdrivende, som skaffer sig forsyninger paa et andet marked og derfor ikke skal betale afgiften, men heller ikke har ret til Ente Risi' s ydelser.
25 Sagsoegerne i hovedsagen har endvidere anfoert, at anvendelsen af "kontraktafgiften" er udtryk for forskelsbehandling, eftersom den medfoerer en tilsidesaettelse af de faellesskabsretlige bestemmelser om fastsaettelse af ensartede priser og af eksportrestitutioner. Sagsoegerne har naermere anfoert, at saafremt faellesskabsinstitutionerne ikke tager hensyn til "kontraktafgiften", naar de fastsaetter priserne paa ris og stoerrelsen af eksportrestitutionerne, medfoerer det hoejere omkostninger for de italienske erhvervsdrivende og goer dem foelgelig mindre konkurrencedygtige.
26 Hertil bemaerkes, at dette argument er baseret paa den forudsaetning, at den "kontraktafgift", der opkraeves for italiensk produceret uafskallet ris, kun er en oekonomisk byrde, som oeger italienske erhvervsdrivendes omkostninger. Som ovenfor bemaerket er afgiften imidlertid modydelsen for tjenesteydelser, som Ente Risi tilbyder dem.
27 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, skal fortolkes saaledes, at manglende tilbagebetaling af en intern afgift, som kun betales ved koeb eller forarbejdning af indenlandsk fremstillede produkter, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske produktion, ikke indebaerer forskelsbehandling af de afgiftspligtige erhvervsdrivende, saafremt de paagaeldende produkter eksporteres.
Det andet spoergsmaal, der er forelagt i sag C-332/92
28 Med dette spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1418/76, som vedroerer eksportrestitutioner, skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en afgift med de ovenfor naevnte kendetegn ikke tilbagebetales til eksportoeren, naar produktet eksporteres.
29 Ifoelge sagsoegerne i hovedsagen medfoerer den omstaendighed, at "kontraktafgiften" ikke tilbagebetales, naar ris med oprindelse i Italien eksporteres til et tredjeland, reelt en nedsaettelse af den udbetalte EF-restitution, hvilket er til skade for erhvervsdrivende, som koeber italiensk produceret ris. Punkt 2 i domskonklusionen i Geddo-sagen har derfor ikke gjort op med spoergsmaalet, idet Domstolen heri indirekte anerkendte de erhvervsdrivendes ret til under visse omstaendigheder at faa afgiften tilbagebetalt.
30 I dommen i Geddo-sagen fastslog Domstolen, at en saadan afgift kun kan vaere i strid med bestemmelserne i den forordning, der hjemler eksportrestitutioner, saafremt den viser sig at vaere et middel til at formindske disses beloeb.
31 Det bemaerkes, at afgiften, som optages som indtaegt paa Ente Risi' s budget, opkraeves af koebere af uafskallet ris med oprindelse i Italien ved indgaaelsen af koebekontrakten og af producenten selv, naar han forarbejder sin ris. Afgiften er saaledes paalagt italiensk ris, uanset om den eksporteres eller forbruges inden for landets graenser.
32 Der er foelgelig ingen sammenhaeng mellem kontraktafgiften og eksportrestitutionerne, idet afgiften ogsaa skal betales, saafremt risen ikke eksporteres. Afgiften paavirker heller ikke restitutionernes stoerrelse og har ingen umiddelbar betydning for, hvordan de i forordning nr. 1418/76 fastsatte ordninger fungerer.
33 Det andet spoergsmaal, der er forelagt i sag C-332/92, maa derfor besvares med, at bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1418/76 af 21. juni 1976 om den faelles markedsordning for ris, der omhandler eksportrestitutioner, skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en afgift med de ovenfor naevnte kendetegn ikke tilbagebetales til eksportoeren af det paagaeldende produkt, medmindre afgiften viser sig at vaere et middel til at formindske eksportrestitutionsbeloebet.
Det andet spoergsmaal, der er forelagt i sag C-333/92 og C-335/92
34 Med dette spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om de grundlaeggende principper for forbrugsafgifter paa varer inden for Faellesskabet er til hinder for, at en afgift som "kontraktafgiften" ikke tilbagebetales eksportoeren, naar det produkt, som paalaegges afgiften, eksporteres til en anden medlemsstat.
35 Hertil bemaerkes, at uanset om der maatte gaelde saadanne principper, er en afgift som "kontraktafgiften", saaledes som den er beskrevet ovenfor, ikke en forbrugsafgift, men, som Kommissionen med rette har bemaerket, en skattelignende afgift.
36 Det er herefter ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal, der er forelagt i sag C-333/92 og C-335/92.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
37 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Conciliatura di Vercelli og Pretura circondariale di Vercelli ved kendelser af 30. juli 1992, for ret:
1) Traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, skal fortolkes saaledes, at manglende tilbagebetaling af en intern afgift, som kun betales ved koeb eller forarbejdning af indenlandsk fremstillede produkter, og hvis provenu indgaar i en fond til fremme af den indenlandske produktion, ikke indebaerer forskelsbehandling af de afgiftspligtige erhvervsdrivende, saafremt de paagaeldende produkter eksporteres.
2) Bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1418/76 af 21. juni 1976 om den faelles markedsordning for ris, der omhandler eksportrestitutioner, skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en afgift med de ovenfor naevnte kendetegn ikke tilbagebetales til eksportoeren af det paagaeldende produkt, medmindre afgiften viser sig at vaere et middel til at formindske eksportrestitutionsbeloebet.
Full & Egal Universal Law Academy