Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° kollektive afskedigelser ° direktiv 75/129 ° arbejdsgiverens pligt til at informere og indlede forhandlinger med arbejdstagernes repraesentanter ° den nationale lovgivning indeholder ikke bestemmelser om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter, naar arbejdsgiveren modsaetter sig det ° retsstridighed
(Raadets direktiv 75/129, art. 2 og 3)
2. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° kollektive afskedigelser ° direktiv 75/129 ° kollektiv afskedigelse ° begreb ° afskedigelse af arbejdstagere som foelge af en rekonstruktion af virksomheden, som ikke har noget at goere med dennes aktivitetsniveau ° omfattet
[Raadets direktiv 75/129, art. 1, stk. 1, litra a)]
3. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° kollektive afskedigelser ° direktiv 75/129 ° arbejdsgiverens pligt til at informere og indlede forhandlinger med arbejdstagernes repraesentanter ° den nationale lovgivning fastsaetter ikke en forpligtelse til at soege at naa frem til en aftale og begraenser raekkevidden af forpligtelsen til at indlede forhandlinger ° retsstridighed
(Raadets direktiv 75/129, art. 2)
4. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° kollektive afskedigelser ° direktiv 75/129 ° medlemsstaternes pligt til at sanktionere overtraedelser af faellesskabsretten ° raekkevidde ° sanktionen over for en arbejdsgiver, som ikke har overholdt forpligtelsen til at informere og indlede forhandlinger med arbejdstagernes repraesentanter ° godtgoerelse, som kan traede i stedet for de beloeb, der udbetales til arbejdstageren i henhold til arbejdskontrakten eller som foelge af misligholdelse af kontrakten ° ikke en afskraekkende sanktion ° retsstridighed
(EOEF-traktaten, art. 5; Raadets direktiv 75/129)
Sammendrag
1. Til trods for den begraensede harmonisering af reglerne vedroerende kollektive afskedigelser, som direktiv 75/129 har villet gennemfoere, maa en national lovgivning, som ikke indeholder bestemmelser om udpegelse af repraesentanter for arbejdstagerne i virksomheden, naar arbejdsgiveren naegter at anerkende saadanne repraesentanter, og som derved giver arbejdsgiveren mulighed for at goere indgreb i beskyttelsen efter direktivets artikel 2 og 3, anses for at vaere i strid med direktivets bestemmelser.
2. Ifoelge artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 75/129 finder dette anvendelse paa kollektive afskedigelser, hvorved forstaas afskedigelser af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, hvilket omfatter afskedigelser som foelge af en rekonstruktion af virksomheden, som ikke har noget at goere med dennes aktivitetsniveau.
Direktivets anvendelsesomraade kan som foelge heraf ikke begraenses til afskedigelser af oekonomiske aarsager, hvorved forstaas afskedigelser, der skyldes, at virksomheden ophoerer eller indskraenkes, eller at efterspoergslen efter en bestemt type arbejde falder.
3. En national lovgivning, hvorefter arbejdsgiveren kun er forpligtet til at indlede forhandlinger med repraesentanterne for fagforeningerne om de paataenkte afskedigelser, at "tage hensyn til" disse repraesentanters bemaerkninger, at svare paa bemaerkningerne og, hvis han ser bort fra dem, at "angive grunden hertil", hvorimod han efter direktivets artikel 2, stk. 1, skal indlede forhandlinger med arbejdstagerrepraesentanterne "med henblik paa at naa frem til en aftale", og forhandlingerne efter direktivets artikel 2, stk. 2, "i det mindste [skal] daekke mulighederne for at undgaa eller begraense de kollektive afskedigelser samt mulighederne for at afboede foelgerne af disse", gennemfoerer ikke direktiv 75/129 korrekt.
4. Naar et faellesskabsdirektiv ikke fastsaetter en saerlig sanktion for overtraedelser eller med hensyn hertil henviser til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, skal medlemsstaterne i medfoer af traktatens artikel 5 traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft. Medlemsstaterne har et skoen med hensyn til valget af sanktioner, men skal dog drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstaendigheder vaere effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning.
En godtgoerelse, som helt eller delvis traeder i stedet for de beloeb, arbejdstageren eventuelt kan goere krav paa i henhold til arbejdskontrakten, eller som foelge af misligholdelse af kontrakten, kan ikke anses for tilstraekkelig afskraekkende over for en arbejdsgiver, som ved en kollektiv afskedigelse ikke overholder sin forpligtelse til at foere forhandlinger med og informere arbejdstagerrepraesentanterne i henhold til direktiv 75/129.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. oktober 1992 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EOEF-traktaten, idet det ikke har gennemfoert en raekke bestemmelser i Raadets direktiv 75/129/EOEF af 17. februar 1975 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger vedroerende kollektive afskedigelser (EFT L 48, s. 29, herefter benaevnt "direktivet") korrekt i national ret.
2 Formaalet med direktivet, som bl.a. er udstedt under henvisning til EOEF-traktatens artikel 100, er "at oege beskyttelsen af arbejdstagere i tilfaelde af kollektive afskedigelser, under hensyn til noedvendigheden af en afbalanceret oekonomisk og social udvikling i Faellesskabet" (foerste betragtning). Det konstateres, at selv om udviklingen i Faellesskabets medlemsstater gaar i samme retning, findes der stadig forskelle mellem de gaeldende bestemmelser, som angaar reglerne for og fremgangsmaaden ved kollektive afskedigelser samt de foranstaltninger, der kan afboede foelgerne af disse afskedigelser for arbejdstagerne (anden betragtning). Det understreges, at disse forskelle kan indvirke direkte paa det faelles markeds funktion (tredje betragtning). Det findes derfor noedvendigt at fremskynde tilnaermelsen af medlemsstaternes lovgivninger vedroerende kollektive afskedigelser "paa et stadigt stigende niveau i henhold til artikel 117 i traktaten" (femte betragtning).
3 Direktivet finder i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), anvendelse paa "afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, naar antallet af afskedigelser" opfylder det af de to i direktivet fastsatte kriterier, som medlemsstaten har valgt.
4 Direktivets artikel 2 indfoerer en procedure for forhandlinger med og information af arbejdstagerrepraesentanterne.
5 I direktivets artikel 3 og 4 fastsaettes reglerne om fremgangsmaaden ved kollektive afskedigelser. Efter artikel 3 er arbejdsgiveren forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektive afskedigelser. Arbejdstagerrepraesentanterne underrettes om meddelelsen og kan fremsaette deres bemaerkninger over for den offentlige myndighed. Artikel 4 bestemmer bl.a., at planlagte kollektive afskedigelser foerst kan finde sted 30 dage efter, at den offentlige myndighed har faaet meddelelse om dem. Den kompetente offentlige myndighed skal benytte denne frist til at soege loesninger paa de problemer, som de paataenkte kollektive afskedigelser rejser.
6 I medfoer af direktivets artikel 6, stk. 1, skulle medlemsstaterne vedtage de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme direktivet, inden to aar efter dets meddelelse. Da direktivet blev meddelt medlemsstaterne den 19. februar 1975, udloeb denne frist den 19. februar 1977.
7 Direktivets bestemmelser blev gennemfoert i Det Forenede Kongerige ved visse bestemmelser i Employment Protection Act 1975 (herefter benaevnt "EPA").
8 Kommissionen er af den opfattelse, at den britiske lovgivning hverken opfylder kravene i direktivet eller de forpligtelser, der foelger af traktatens artikel 5, af foelgende grunde. For det foerste er det efter EPA ikke muligt at sikre, at arbejdstagerrepraesentanterne informeres, og at der indledes forhandlinger med dem i alle de i direktivet omhandlede tilfaelde, da der hverken efter denne lov eller nogen anden bestemmelse i britisk lovgivning skal udpeges arbejdstagerrepraesentanter, naar arbejdsgiveren naegter at anerkende saadanne repraesentanter. For det andet er EPA' s anvendelsesomraade, som kun omfatter "afskedigelser af oekonomiske aarsager" ("redundancies"), mere begraenset end direktivets, som omfatter alle afskedigelser, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv. For det tredje sikrer EPA ikke, at forhandlingerne med arbejdstagerrepraesentanterne finder sted med henblik paa at naa frem til en aftale, og at de daekker mulighederne for at undgaa eller begraense afskedigelserne eller for at afboede foelgerne heraf. For det fjerde indeholder EPA ikke effektive sanktioner over for den arbejdsgiver, som tilsidesaetter den i direktivet fastsatte forpligtelse til at informere og indlede forhandlinger med arbejdstagerrepraesentanterne.
Foerste klagepunkt
9 Kommissionens foerste klagepunkt vedroerer gennemfoerelsen af direktivets artikel 2 og 3 i britisk ret.
10 Direktivets artikel 2 bestemmer, at arbejdsgiveren, naar han paataenker at foretage kollektive afskedigelser, er forpligtet til at indlede forhandlinger med arbejdstagernes repraesentanter med henblik paa at naa frem til en aftale. Forhandlingerne skal i det mindste daekke mulighederne for at undgaa eller begraense de kollektive afskedigelser samt mulighederne for at afboede foelgerne af disse. Arbejdsgiveren er forpligtet til at give arbejdstagerrepraesentanterne alle relevante oplysninger og i hvert fald til at give skriftlig meddelelse om aarsagerne til afskedigelserne, antallet af arbejdstagere, der skal afskediges, antallet af arbejdstagere, der normalt beskaeftiges, samt for hvilken periode det forudses at afskedigelserne skal finde sted.
11 Efter direktivets artikel 3 er arbejdsgiveren forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektive afskedigelser. Meddelelsen skal indeholde alle relevante oplysninger om den planlagte kollektive afskedigelse, forhandlingerne med arbejdstagernes repraesentanter og de i direktivets artikel 2 naevnte spoergsmaal (stk. 1). En genpart af meddelelsen sendes til arbejdstagerrepraesentanterne, som kan fremsende deres eventuelle bemaerkninger til den kompetente offentlige myndighed (stk. 2).
12 Ifoelge direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), "forstaas ved repraesentanter for arbejdstagerne, de repraesentanter for arbejdstagerne, som har denne funktion i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne".
13 Kommissionen har gjort gaeldende, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i medfoer af direktivets artikel 2 og 3, idet det ikke har indfoert en ordning med henblik paa at udpege arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden, naar arbejdsgiveren naegter at anerkende saadanne repraesentanter. Ifoelge Kommissionen indebaerer hensynet til den effektive virkning af direktivets artikel 2 og 3, at medlemsstaterne skal traeffe alle forholdsregler med henblik paa, at der ° med visse undtagelser ° udpeges arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden, idet forpligtelsen til at informere og forhandle med arbejdstagerrepraesentanterne samt disses ret til at fremsende deres bemaerkninger til den offentlige myndighed i henhold til direktivet ellers ikke kan overholdes. Kommissionen har gjort gaeldende, at britisk ret ikke opfylder denne betingelse, idet den forhindrer, at der udpeges arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden, naar arbejdsgiveren ikke er indforstaaet hermed.
14 Det Forenede Kongerige har indroemmet, at arbejdstagerrepraesentationen i virksomheden i Det Forenede Kongerige traditionelt er baseret paa arbejdsgiverens frivillige anerkendelse af fagforeningerne, og at forpligtelserne i henhold til direktivet foelgelig ikke kommer til at gaelde for den arbejdsgiver, som ikke anerkender fagforeninger. Det Forenede Kongerige har imidlertid anfoert, at det ikke har vaeret hensigten med direktivet at aendre nationale regler eller national praksis med hensyn til at udpege arbejdstagerrepraesentanter. Det har understreget, at det i direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), praeciseres, at der ved repraesentanter for arbejdstagerne forstaas repraesentanter for arbejdstagerne, "som har denne funktion i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne". Det har ogsaa gjort gaeldende, at der ved direktivet blot sker en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne ved kollektive afskedigelser, og at direktivet ikke paalaegger medlemsstaterne at drage omsorg for en saerlig arbejdstagerrepraesentation med henblik paa at opfylde de forpligtelser, der fastsaettes i direktivet.
15 Der kan ikke gives Det Forenede Kongerige medhold i dette synspunkt.
16 Ved at harmonisere de regler, der gaelder for kollektive afskedigelser, har faellesskabslovgiver baade villet sikre en sammenlignelig beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i de forskellige medlemsstater og en tilnaermelse af de byrder, disse beskyttelsesregler indebaerer for virksomhederne i Faellesskabet.
17 Med henblik herpaa opstilles der i direktivets artikel 2 og artikel 3, stk. 2, et princip om, at arbejdstagerrepraesentanterne skal informeres, og at der skal foeres forhandlinger med dem om enkelthederne i forbindelse med de paataenkte kollektive afskedigelser og om muligheden for at begraense antallet af afskedigelser eller foelgerne heraf, og at arbejdstagerrepraesentanterne skal kunne fremsaette bemaerkninger over for den kompetente offentlige myndighed.
18 Efter direktivets artikel 6, stk. 1, havde medlemsstaterne en frist paa to aar fra meddelelsen af direktivet til om noedvendigt at aendre deres nationale lovgivning med henblik paa at bringe den i overensstemmelse med direktivet paa dette punkt.
19 I modsaetning til, hvad Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, rejser affattelsen af direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), ikke tvivl om fortolkningen af direktivets artikel 2 og artikel 3, stk. 2. Direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), henviser ikke uforbeholdent til de gaeldende regler i medlemsstaterne om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter. Bestemmelsen overlader det udelukkende til medlemsstaterne at afgoere, efter hvilke regler de arbejdstagerrepraesentanter, som i medfoer af direktivets artikel 2 og artikel 3, stk. 2, henholdsvis skal eller kan deltage i proceduren ved kollektive afskedigelser, skal udpeges.
20 Den af Det Forenede Kongerige foreslaaede fortolkning ville berettige medlemsstaterne til at afgoere, i hvilke tilfaelde arbejdstagerrepraesentanterne kan blive informeret og konsulteret og kan gribe ind, eftersom det kun er muligt at informere og forhandle med arbejdstagerrepraesentanterne og for disse at henvende sig til den offentlige myndighed i de virksomheder, hvor der efter den nationale lovgivning skal udpeges arbejdstagerrepraesentanter. Efter denne fortolkning ville medlemsstaterne derfor kunne opnaa, at direktivets artikel 2 og artikel 3, stk. 2, ikke fik deres fulde virkning.
21 Domstolen har imidlertid allerede, navnlig i dommen af 6. juli 1982 (sag 61/81, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 2601), fastslaaet, at en national lovgivning, hvorefter der kan laegges hindringer i vejen for den beskyttelse, som ubetinget er tilsikret arbejdstagerne ved et direktiv, er i strid med faellesskabsretten.
22 Det Forenede Kongerige har ogsaa gjort gaeldende, at direktivet ikke paalaegger medlemsstaterne at indfoere en saerlig ordning med henblik paa arbejdstagerrepraesentation med det ene formaal at opfylde forpligtelserne i direktivet, naar der ikke findes arbejdstagerrepraesentanter i virksomheden i medfoer af national ret.
23 Selv om direktivet ikke indeholder nogen bestemmelse, der udtrykkelig skal regulere et saadant tilfaelde, beroerer dette ikke bestemmelserne i direktivets artikel 2 og 3 sammenholdt med artikel 6, som paalaegger medlemsstaterne at traeffe alle de foranstaltninger, der er noedvendige for, at arbejdstagerne informeres i forbindelse med kollektive afskedigelser, at der foeres forhandlinger med dem, og at de kan gribe ind via deres repraesentanter.
24 Endelig kan Det Forenede Kongerige ikke paaberaabe sig, at direktivet kun gennemfoerer en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne, og at hensigten med det ikke har vaeret at aendre de nationale regler om arbejdstagerrepraesentation.
25 Direktivet sikrer ganske vist kun en delvis harmonisering af reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af kollektive afskedigelser (jf. for saa vidt dom af 12.2.1985, sag 284/83, Nielsen & Soen, Sml. s. 553). Der tilsigtes derfor ikke med direktivet en harmonisering af alle de nationale ordninger med hensyn til arbejdstagerrepraesentation i virksomheden. Imidlertid kan en saadan begraenset harmonisering ikke fratage bestemmelserne i direktivet, herunder i artikel 2 og 3, deres effektive virkning. Den kan navnlig ikke vaere til hinder for, at medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe alle de fornoedne foranstaltninger til, at der udpeges arbejdstagerrepraesentanter med henblik paa at opfylde de i direktivets artikel 2 og 3 fastsatte forpligtelser.
26 Det Forenede Kongerige har selv indroemmet, at de arbejdstagere, der beroeres af kollektive afskedigelser, paa britisk rets nuvaerende udviklingstrin ikke nyder godt af beskyttelsen efter direktivets artikel 2 og 3, naar arbejdsgiveren modsaetter sig arbejdstagerrepraesentation i sin virksomhed.
27 Under disse omstaendigheder maa den britiske lovgivning, som giver en arbejdsgiver mulighed for at goere indgreb i den beskyttelse, direktivets artikel 2 og 3 har indfoert til fordel for arbejdstagerne, anses for at vaere i modstrid med bestemmelserne i disse artikler (jf. analogt den ovenfor naevnte dom i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige).
28 Heraf foelger, at der maa gives Kommissionen medhold i dens foerste klagepunkt.
Andet klagepunkt
29 Kommissionen har gjort gaeldende, at bestemmelserne i EPA har et mere begraenset anvendelsesomraade end det, der er fastsat i direktivet. Kommissionen har anfoert, at EPA ifoelge section 99 og 100 kun finder anvendelse paa "afskedigelser af oekonomiske aarsager", nemlig ° efter den fortolkning de britiske domstole anlaegger af dette udtryk ° i tilfaelde, hvor virksomheden ophoerer eller indskraenkes, eller hvor efterspoergslen efter en bestemt type arbejde falder, hvorimod direktivet ifoelge artikel 1, stk. 1, litra a), finder anvendelse paa "kollektive afskedigelser", dvs. paa afskedigelser af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, hvilket omfatter andre tilfaelde end "afskedigelse af oekonomiske aarsager".
30 Det Forenede Kongerige har i sit svar paa Kommissionens aabningsskrivelse indroemmet, at den britiske lovgivning ikke gennemfoerer direktivet fuldt ud paa dette punkt.
31 Ifoelge direktivets artikel 1, stk. 1, litra a), "forstaas ved kollektive afskedigelser saadanne afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, naar antallet af afskedigelser" opfylder det af de to i direktivet fastsatte kriterier, som medlemsstaten har valgt.
32 Det er tilstraekkeligt at konstatere, at begrebet "afskedigelser af oekonomiske aarsager", som er afgoerende for EPA' s anvendelsesomraade, og som Det Forenede Kongerige ikke anfaegter Kommissionens fortolkning af, ikke omfatter alle de tilfaelde af "kollektive afskedigelser", direktivet har for oeje. Som Kommissionen har anfoert, omfatter det navnlig ikke de tilfaelde, hvor arbejdstagerne afskediges som foelge af en rekonstruktion af virksomheden, som ikke har noget at goere med dennes aktivitetsniveau.
33 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i det andet klagepunkt.
Tredje klagepunkt
34 Kommissionen har gjort gaeldende, at EPA' s gennemfoerelse af direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, er ufuldstaendig, idet arbejdsgiveren efter denne lov kun er forpligtet til at indlede forhandlinger med repraesentanterne for fagforeningerne om de paataenkte afskedigelser, at "tage hensyn til" disse repraesentanters bemaerkninger, at svare paa bemaerkningerne og, hvis han ser bort fra dem, at "angive grunden hertil", hvorimod han efter direktivets artikel 2, stk. 1, skal indlede forhandlinger med arbejdstagerrepraesentanterne "med henblik paa at naa frem til en aftale", og forhandlingerne efter direktivets artikel 2, stk. 2, "i det mindste [skal] daekke mulighederne for at undgaa eller begraense de kollektive afskedigelser samt mulighederne for at afboede foelgerne af disse".
35 Det Forenede Kongerige har medgivet, at dets lovgivning ikke er i overensstemmelse med direktivet paa disse punkter.
36 I den anledning er det tilstraekkeligt at bemaerke, at bestemmelserne i EPA ikke paalaegger arbejdsgiveren at indlede forhandlinger med arbejdstagerrepraesentanterne "med henblik paa at naa frem til en aftale", saaledes som det kraeves efter direktivets artikel 2, stk. 1, og at de ikke praeciserer, at forhandlingerne i det mindste skal daekke "mulighederne for at undgaa eller begraense de kollektive afskedigelser samt mulighederne for at afboede foelgerne af disse", saaledes som det kraeves efter direktivets artikel 2, stk. 2.
37 Der maa derfor gives Kommissionen medhold i det tredje klagepunkt.
Fjerde klagepunkt
38 Kommissionen har gjort gaeldende, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det efter traktatens artikel 5, for saa vidt som de sanktioner, der er fastsat i EPA for det tilfaelde, at arbejdsgiveren ikke overholder sin forpligtelse til at foere forhandlinger med og informere arbejdstagerrepraesentanterne, ikke virker tilstraekkelig afskraekkende. Kommissionen har anfoert, at den godtgoerelse, arbejdsgiveren eventuelt kan blive tilpligtet at betale til arbejdstagerne, hvis han ikke foerer forhandlinger med og informerer arbejdstagerrepraesentanterne, helt eller delvis traeder i stedet for de beloeb, han er forpligtet til at udbetale til arbejdstagerne.
39 Det Forenede Kongerige har indroemmet, at dets lovgivning ikke opfylder traktatens krav paa dette punkt, og har indskraenket sig til at goere gaeldende, at der er forelagt Parlamentet et lovforslag, der skal raade bod herpaa.
40 Naar et faellesskabsdirektiv ikke fastsaetter en saerlig sanktion for overtraedelser eller med hensyn hertil henviser til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, skal medlemsstaterne i medfoer af traktatens artikel 5 traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft. Medlemsstaterne har et skoen med hensyn til valget af sanktioner, men skal dog drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstaendigheder vaere effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning (jf. for saa vidt angaar faellesskabsforordninger dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 2965, praemis 23 og 24, og af 2.10.1991, sag C-7/90, Vandevenne m.fl., Sml. I, s. 4371, praemis 11).
41 I det foreliggende tilfaelde foelger det af ordlyden af section 102 (3) i EPA, at den godtgoerelse, arbejdsgiveren eventuelt kan blive tilpligtet at betale til en afskediget arbejdstager i henhold til en saakaldt "protective award", hvis han ikke overholder den i loven fastsatte forpligtelse til at foere forhandlinger med og informere arbejdstagerrepraesentanterne, skal traekkes fra de beloeb, han i oevrigt kan blive tilpligtet at betale arbejdstageren i medfoer af den arbejdskontrakt, der er indgaaet med arbejdstageren, eller som foelge af misligholdelse af kontrakten, hvis disse beloeb overstiger godtgoerelsen i henhold til "the protective award", og omvendt skal de beloeb, der saaledes maatte tilkomme arbejdstageren, traekkes fra den godtgoerelse, der tilkendes ved "the protective award", hvis den overstiger disse beloeb.
42 Idet den britiske lovgivning bestemmer, at den godtgoerelse, der tilkendes ved en "protective award", helt eller delvis traeder i stedet for de beloeb, arbejdsgiveren i oevrigt skal betale til arbejdstageren i henhold til den arbejdskontrakt, der er indgaaet med denne, eller som foelge af misligholdelse af kontrakten, bevirker den i vid udstraekning, at denne sanktion mister sin praktiske betydning og sin afskraekkende virkning. Desuden straffes arbejdsgiveren kun ° og endda kun i moderat eller ubetydelig grad ° i det omfang den godtgoerelse, han tilpligtes at betale i henhold til "the protective award", overstiger det beloeb, han i oevrigt skal betale den paagaeldende, og udelukkende i dette omfang.
43 Heraf foelger, at der maa gives Kommissionen medhold i det fjerde klagepunkt.
44 Efter det anfoerte har Det Forenede Kongerige tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til direktivet og EOEF-traktatens artikel 5, idet det ikke har fastsat bestemmelser om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter, naar der ikke opnaas samtykke hertil fra arbejdsgiveren, har givet de lovbestemmelser, der skal gennemfoere direktivet, et mere begraenset anvendelsesomraade end det, der er fastsat i direktivet, ikke har forpligtet den arbejdsgiver, som paataenker at foretage kollektive afskedigelser, til at indlede forhandlinger med arbejdstagerrepraesentanterne med henblik paa at naa frem til en aftale og om de spoergsmaal, der naevnes i direktivet, og ikke har fastsat effektive sanktioner for det tilfaelde, at forhandlingerne med arbejdstagerrepraesentanterne ikke finder sted, saaledes som det kraeves efter direktivet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
45 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger.
46 Da Det Forenede Kongerige har tabt sagen, boer det betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
1) Det Forenede Kongerige har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til direktivet og EOEF-traktatens artikel 5, idet det ikke har fastsat bestemmelser om udpegelse af arbejdstagerrepraesentanter, naar der ikke opnaas samtykke hertil fra arbejdsgiveren, har givet de lovbestemmelser, der skal gennemfoere Raadets direktiv 75/129/EOEF af 17. februar 1975 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger vedroerende kollektive afskedigelser, et mere begraenset anvendelsesomraade end det, der er fastsat i direktivet, ikke har forpligtet den arbejdsgiver, som paataenker at foretage kollektive afskedigelser, til at indlede forhandlinger med arbejdstagerrepraesentanterne med henblik paa at naa frem til en aftale og om de spoergsmaal, der naevnes i direktivet, og ikke har fastsat effektive sanktioner for det tilfaelde, at forhandlingerne med arbejdstagerrepraesentanterne ikke finder sted, saaledes som det kraeves efter direktivet.
2) Det Forenede Kongerige betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy