Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Annullationssoegsmaal ° annullationsdom ° virkninger ° administrationens forpligtelser ° erstatning af sagsoegerens tab som foelge af den annullerede retsakt, naar dette fortsat bestaar efter annullationen
(EF-traktaten, art. 176 og art. 215, stk. 2)
2. Retspleje ° fortolkning af dom ° fortolkning uden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 40 i Domstolens statut ° lovligt naar en fortolkning er noedvendig for at traeffe afgoerelse i sagen
(Statutten for EOEF-Domstolen, art. 40)
Sammendrag
1. EF-traktatens artikel 176 indebaerer, ud over en forpligtelse for administrationen til at traeffe foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom, en forpligtelse til at erstatte det yderligere tab, som maatte vaere opstaaet paa grund af den ulovlige retsakt, der er annulleret, forudsat at betingelserne i traktatens artikel 215, stk. 2, er opfyldt. Det er ikke nogen betingelse efter traktatens artikel 176 for at erstatte dette tab, at der er begaaet en ny tjenestefejl, som er forskellig fra den oprindelige ulovlige retsakt, der er annulleret, men der skal efter artikel 176 ydes erstatning for det tab, som beror paa denne retsakt, og som fortsat bestaar efter annullationen, og efter at administrationen har opfyldt annullationsdommen.
2. Selv om der i artikel 40 i statutten for EOEF-Domstolen er fastsat en saerlig procedure for loesningen af de vanskeligheder, som opstaar vedroerende betydningen og raekkevidden af en dom, staar det Faellesskabets domsmyndighed frit for at fastlaegge betydningen og raekkevidden af en tidligere dom, som ikke er blevet fortolket under en sag i dette saerlige oejemed, saafremt fortolkningen er noedvendig for at afgoere en verserende sag.
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. december 1992 har Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") i medfoer af EOEF-statuttens artikel 49 og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af dom afsagt den 8. oktober 1992 af Retten i Foerste Instans i sag T-84/91, Meskens mod Parlamentet (Sml. II, s. 2335), for saa vidt Parlamentet ved dommen tilpligtes at erstatte appellanten den ikke-oekonomiske skade, hun har lidt paa grund af Parlamentets naegtelse af at traeffe konkrete foranstaltninger for hendes vedkommende for at opfylde Rettens tidligere dom af 8. november 1990 i sag T-56/89, Bataille m.fl. mod Parlamentet (Sml. II, s. 597, herefter benaevnt "Bataille-dommen").
2 Det fremgaar af den appellerede dom, at Parlamentets generalsekretaer havde afslaaet at give visse ansoegere, blandt disse Mireille Meskens, adgang til at deltage i den interne udvaelgelsesproeve B/164, som Parlamentet afholdt. Dette afslag var begrundet i, at det efter Parlamentets interne tjenstlige instrukser for ansaettelse af tjenestemaend og oevrige ansatte var udelukket at lade midlertidigt ansatte deltage i interne udvaelgelsesproever, naar de som appellanten var blevet ansat uden at vaere optaget paa en reserveliste, som var opstillet paa grundlag af en almindelig ekstern udvaelgelsesproeve.
3 Ved staevning af 23. november 1988 anlagde Bataille sammen med en raekke andre ansoegere et annullationssoegsmaal vedroerende dette afslag.
4 Mens sagen verserede, aendrede Parlamentet af egen drift den 27. februar 1989 de interne instrukser for ansaettelse af tjenestemaend og oevrige ansatte. Efter de nye instrukser var midlertidigt ansatte ikke laengere udelukket fra at deltage i interne udvaelgelsesproever; dog skulle de normalt have en vis minimumsanciennitet for at faa adgang til proeverne, nemlig have vaeret ansat ved institutionen i syv aar. De nye instrukser traadte i kraft den 1. april 1989 og havde ikke tilbagevirkende gyldighed. Proeverne i forbindelse med den interne udvaelgelsesproeve B/164 fandt sted den 6. marts 1989, mens sagen verserede for Retten, uden at Mireille Meskens og de oevrige sagsoegere i Bataille-sagen havde mulighed for at deltage.
5 Ved sin dom af 8. november 1990 i Bataille-sagen annullerede Retten de beslutninger, hvorved Europa-Parlamentets generalsekretaer afslog at give Mireille Meskens og de oevrige ansoegere adgang til at deltage i udvaelgelsesproeven.
6 Efter afsigelsen af denne dom rettede Mireille Meskens fra den 15. januar 1991 en raekke henvendelser til Parlamentets generalsekretaer for at faa at vide, hvilke foranstaltninger Parlamentet i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 176 havde truffet til opfyldelse af Bataille-dommen. Den 19. april 1991 besvarede Parlamentets generalsekretaer henvendelserne med, at Parlamentet havde opfyldt sin forpligtelse efter denne traktatbestemmelse ved at udstede de nye instrukser, som er omtalt ovenfor. Da Mireille Meskens ikke var tilfreds med dette svar, indgav hun en klage ved anbefalet skrivelse af 17. juli 1991 og anlagde derpaa sag ved Retten ved staevning af 19. november 1991, i hvilken sag den foreliggende appellerede dom er afsagt.
7 Retten antog i dommen efter en fortolkning af Mireille Meskens' staevning, at sagen var et erstatningssoegsmaal (praemis 31), og anfoerte, at afslaget fra Parlamentets generalsekretaer paa at traeffe konkrete foranstaltninger over for Mireille Meskens til at afhjaelpe foelgerne af den annullerede afgoerelse var i strid med EOEF-traktatens artikel 176 og udgjorde en tjenestefejl (praemis 81).
8 Endvidere antog Retten, at Mireille Meskens ikke havde godtgjort at have lidt et oekonomisk tab (praemis 88), men at sagsoegeren paa grund af afslaget fra Parlamentets generalsekretaer var blevet bragt i en tilstand af usikkerhed og aengstelse med hensyn til hendes fremtid i tjenesten, hvilket havde forvoldt hende en ikke-oekonomisk skade (praemis 89), som Retten anslog ex aequo et bono til 50 000 BFR (praemis 92).
9 Det er denne dom, som paastaas ophaevet under den foreliggende appelsag. Til stoette for sin paastand har Parlamentet fremfoert fem anbringender, som gennemgaas nedenfor i samme raekkefoelge som de anfaegtede punkter i den appellerede dom, som de vedroerer.
Tredje anbringende
10 I den appellerede dom har Retten betegnet sagsoegerens paastand som et erstatningskrav, hvori det praeciseres, hvilken beregningsmetode der efter sagsoegerens opfattelse boer anvendes ved beregningen af hendes tab. Paastanden loed paa betaling af "100 ECU pr. dag fra datoen for klagens indgivelse indtil den dag, hvor udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeve B/164 traeder sammen for at foretage en fornyet vurdering af hendes ansoegning ..." (praemis 31). Det anfoeres i dommen, at sagsoegeren selv under den mundtlige forhandling bekraeftede denne fortolkning af paastanden, og at den endvidere stoettes af, at sagsoegeren ikke under sagen nedlagde paastand om, at Parlamentet tilpligtedes at traeffe bestemte foranstaltninger til opfyldelse af Bataille-dommen (praemis 32).
11 Retten har imidlertid efter appellantens opfattelse som fremfoert i dennes tredje anbringende fejlfortolket sagsoegerens paastande og krav ved at betegne den anlagte sag, der angav at vaere et "annullationssoegsmaal", som et erstatningssoegsmaal.
12 Herom bemaerkes, at selv om Mireille Meskens' staevning var betegnet som et "annullationssoegsmaal", indeholdt den en paastand om, at Parlamentet tilpligtedes at betale hende et vist pengebeloeb. Det er derfor korrekt, naar Retten efter at have givet sagsoegeren lejlighed til at praecisere sin paastand, betegnede sagen som et erstatningssoegsmaal paa grundlag af den fulde proevelsesret, som den havde efter tjenestemandsvedtaegtens artikel 91, stk. 1.
Fjerde anbringende
13 Det fremgaar af den appellerede dom, at Retten har undersoegt, om der fandt en administrativ procedure sted i henhold til artikel 90 og 91 i vedtaegten for tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber, foer sagsoegeren anlagde sag.
14 Herom har Retten for det foerste fastslaaet i dommen, at den skrivelse af 19. april 1991, som Parlamentets generalsekretaer tilsendte sagsoegerens advokat, indeholdt en endelig afgoerelse om ikke at traeffe nogen individuelle foranstaltninger vedroerende sagsoegeren som foelge af Bataille-dommen (praemis 38). Endvidere har Retten antaget, at den anbefalede skrivelse af 17. juli 1991, som sagsoegeren tilsendte Parlamentet, var en klage (praemis 41), og at den var blevet besvaret med en stiltiende afvisning efter udloebet af firemaanedersfristen fra datoen for dens indgivelse (praemis 43). Endelig har Retten fastslaaet, at sagsoegerens paastand under sagen ikke var forskellig fra kravet i klagen (praemis 44).
15 Paa grundlag af disse konstateringer fandt Retten, at der havde fundet en administrativ procedure sted i overensstemmelse med tjenestemandsvedtaegten (praemis 45).
16 Parlamentets fjerde anbringende er, at den forudgaaende administrative procedure var uretmaessig, da vedtaegtens artikel 90 og 91 ikke blev iagttaget.
17 Dette anbringende er ubegrundet.
18 For det foerste maa det konstateres, at Retten med foeje har betegnet skrivelsen fra Parlamentets generalsekretaer af 19. april 1991 som en afgoerelse fra Parlamentet, der indeholdt et klagepunkt i forhold til sagsoegeren, da det klart fremgik af den, at Parlamentet ikke havde til hensigt at traeffe nogen individuelle foranstaltninger over for Mireille Meskens, bortset fra den aendring af de interne instrukser, som var foretaget, og som ikke havde tilbagevirkende gyldighed. For det andet har Retten med foeje betegnet sagsoegerens skrivelse af 17. juli 1991 som en klage, for saa vidt som den naevnte afgoerelse indeholdt et klagepunkt i forhold til sagsoegeren. For det tredje har Retten sammenlignet paastanden i staevningen og kravet i klagen og fastslaaet, at der ikke var nogen forskel i deres indhold. Under disse forhold kan retmaessigheden af den administrative procedure ikke drages i tvivl.
Foerste anbringende
19 I den appellerede dom har Retten henvist til, at det ved Bataille-dommen blev fastslaaet, at Parlamentets interne instrukser var retsstridige, og at Retten foelgelig havde annulleret de individuelle afgoerelser, hvorved sagsoegernes, herunder Mireille Meskens' , ansoegning var blevet afslaaet (praemis 75).
20 Da Parlamentet i mellemtiden havde aendret de retsstridige interne instrukser, undersoegte Retten, om de nye instrukser efterkom forpligtelsen efter traktatens artikel 176 til at traeffe foranstaltninger til opfyldelse af Bataille-dommen.
21 Herom fastslog Retten, at de nye interne instrukser ikke havde raadet bod paa det retsstridige forhold, som den annullerede afgoerelse udgjorde i forhold til Mireille Meskens, da de ikke havde tilbagevirkende gyldighed. Under disse forhold antog Retten, at Parlamentets udstedelse af nye instrukser ikke kunne anses for en tilstraekkelig opfyldelse af dens forpligtelse efter traktatens artikel 176 (praemis 77).
22 Paa grundlag af disse betragtninger fandt Retten, at Parlamentets afslag paa at traeffe konkrete foranstaltninger vedroerende Mireille Meskens var i strid med traktatens artikel 176 og udgjorde en tjenestefejl (praemis 81).
23 Parlamentets foerste anbringende er, at den godtgoerelse, som Mireille Meskens har faaet tildelt for hendes ikke-oekonomiske skade, ikke var begrundet i en tjenestefejl, da der ikke er bevist at vaere begaaet en saadan tjenestefejl, men begrundet i den tilstand af midlertidig uvished, som hun befandt sig i.
24 Dette anbringende er ubegrundet. EF-traktatens artikel 176 indebaerer nemlig, ud over en forpligtelse for administrationen til at traeffe foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom, en forpligtelse til at erstatte det yderligere tab, som i givet fald er opstaaet paa grund af den ulovlige retsakt, der er annulleret, forudsat at betingelserne i EOEF-traktatens artikel 215, stk. 2, er opfyldt. Det er saaledes ikke nogen betingelse efter traktatens artikel 176 for at erstatte dette tab, at der er begaaet en ny tjenestefejl, som er forskellig fra den oprindelige ulovlige retsakt, der er annulleret, men der skal efter artikel 176 ydes erstatning for det tab, som skyldes denne retsakt, og som varer ved, efter at den er annulleret, og efter at administrationen har opfyldt annullationsdommen.
25 I den foreliggende sag havde Retten i Bataille-dommen fastslaaet, at Parlamentet havde begaaet en tjenestefejl ved at afslaa at give Mireille Meskens adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164. Det maatte derfor tillige undersoeges, om det tab, der var opstaaet paa grund af denne retsakt, varede ved, efter at den var annulleret.
26 Denne undersoegelse foretog Retten i den appellerede dom. Den antog herved, at den ikke-oekonomiske skade, som var forvoldt paa grund af den omhandlede ulovlige retsakt, varede ved, fordi Parlamentet ikke havde truffet nogen foranstaltninger til at bortskaffe retsaktens foelger.
Andet anbringende
27 I den anfaegtede dom har Retten anfoert, at Parlamentet ved udoevelsen af sin skoensbefoejelse efter traktatens artikel 176 var forpligtet til at foretage et valg mellem de forskellige foranstaltninger, som kunne komme paa tale, og som maatte traeffes for at tilgodese saavel hensynet til tjenestens interesse som pligten til at erstatte det tab, som var paafoert sagsoegeren (praemis 78). Retten har derpaa udtalt i dommen: "Retten kan ikke traeffe afgoerelse i stedet for administrationen og bestemme, hvilke konkrete foranstaltninger ansaettelsesmyndigheden burde have vedtaget i den foreliggende sag, men kan dog som eksempel paa de foranstaltninger, ansaettelsesmyndigheden havde mulighed for at traeffe til opfyldelse af Rettens dom, naevne, at Parlamentet havde kunnet afholde en ny intern udvaelgelsesproeve paa tilsvarende niveau som udvaelgelsesproeve B/164, det vaere sig for samtlige ansatte ved institutionen eller for sagsoegerne i sag T-56/89. Saafremt ansaettelsesmyndigheden havde valgt den sidste mulighed, var den og udvaelgelseskomitéen forpligtet til omhyggeligt at forvisse sig om, at proeverne og bedoemmelseskriterierne havde samme niveau som ved udvaelgelsesproeve B/164 for at undgaa, at der blev afholdt en udvaelgelsesproeve 'efter maal' " (praemis 79).
28 Retten bekraeftede videre i dommen, at "naar der er forbundet saerlige vanskeligheder med opfyldelsen af en annullationsdom, kan den sagsoegte institution opfylde sin forpligtelse efter traktatens artikel 176 ved at 'traeffe enhver beslutning, som er egnet til paa rimelig maade at kompensere for den ulempe, der [for sagsoegeren] har vaeret en foelge af den annullerede beslutning' (jf. Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke ... [Sml.] s. 679, jf. endvidere Domstolens dom af 14.7.1983, sag 144/82, Detti, ... [Sml. s. 2421]. I den forbindelse havde ansaettelsesmyndigheden endvidere kunnet indlede en dialog med sagsoegeren for at naa frem til en aftale, hvorved denne fik rimelig kompensation for det retsstridige forhold, der var begaaet over for hende" (praemis 80).
29 Parlamentets andet anbringende, til stoette for hvilket det henviser til tjenestemandsvedtaegtens artikel 4, 27 og 29, er, at Retten til oplysning for Parlamentet har opregnet flere forskellige konkrete foranstaltninger, som kunne vaere truffet til opfyldelse af Bataille-dommen. Hermed har Retten reelt i praksis truffet afgoerelse i stedet for Parlamentets administration.
30 Ogsaa dette anbringende er ubegrundet. I den appellerede dom henviste Retten til, at den ikke kunne traeffe afgoerelse i stedet for administrationen. De foranstaltninger, som Retten omtalte, blev alene naevnt "som eksempel" paa foranstaltninger, hvorved det var muligt at raade bod paa den ikke-oekonomiske skade, som var paafoert appellanten paa grund af den oprindelige ulovlige retsakt (jf. naervaerende doms praemis 27). De kunne derfor under ingen omstaendigheder betragtes som noget, der blev paalagt administrationen.
Femte anbringende
31 I Bataille-dommen nedlagde sagsoegerne principalt paastand dels om annullation af den afgoerelse, hvorved Parlamentets generalsekretaer afslog deres ansoegninger om deltagelse i den interne udvaelgelsesproeve B/164, dels om tilladelse til at deltage i denne proeve. Subsidiaert nedlagde sagsoegerne paastand om annullation af generalsekretaerens afvisning af deres klager.
32 I den appellerede dom fastslog Retten foelgende:
"70. Efter Rettens opfattelse var der saa naer en sammenhaeng mellem, paa den ene side, sagsoegerens paastand om at faa adgang til udvaelgelsesproeven og deres paastand om annullation af afvisningerne af deres klager ° begge paastande blev nedlagt i forbindelse med den principale paastand om annullation af afslaget paa deres ansoegninger ° og paa den anden side, den principale paastand om annullation, at paastandene maatte antages at falde sammen, hvorfor de foerstnaevnte paastande ikke havde noget selvstaendigt indhold i forhold til den sidstnaevnte paastand. Sagsoegernes paastand om at faa adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164 var nemlig blot udtryk for deres opfattelse af, hvilke foelger de mente, den af dem kraevede annullation af afslaget paa deres ansoegninger burde havde. Det var derfor ufornoedent, at Retten tog stilling til denne paastand.
71. Det tilfoejes, at en saadan paastand, saafremt den var blevet antaget at have et selvstaendigt indhold i forhold til annullationspaastanden, under alle omstaendigheder maatte have vaeret afvist fra realitetsbehandling. EF' s retsinstanser kan nemlig ikke give en EF-institution noget paalaeg uden at gribe ind i administrationens befoejelser. Den omstaendighed, at Retten ikke udtrykkeligt afviste at realitetspaakende den del af paastandene, som vedroerte sagsoegernes deltagelse i udvaelgelsesproeven, indebaerer saaledes ingenlunde, at Retten har udtalt sig om omfanget af den forpligtelse, som paahviler Parlamentet i medfoer af traktatens artikel 176."
33 Parlamentets femte anbringende er, at Retten ikke har begrundet sin dom tilstraekkeligt. Parlamentet anfoerer herved navnlig, at Retten i den appellerede dom, dvs. efter at dens sammensaetning var aendret, udtalte sig om problemer, der tidligere var behandlet i Bataille-dommen, selv om denne dom havde opnaaet retskraft. Efter Parlamentets opfattelse burde de vanskeligheder, som maatte opstaa paa grund af Bataille-dommen, have vaeret undersoegt og afgjort under en sag om fortolkningen heraf.
34 Under den mundtlige forhandling har Parlamentet frafaldet den del af sit femte anbringende, som vedroerer aendringen af Rettens sammensaetning. Det er derfor ufornoedent at tage stilling dertil.
35 Hvad angaar det oevrige indhold af det femte anbringende, er ogsaa dette ubegrundet. Selv om der i artikel 40 i statutten for EOEF-Domstolen, som finder tilsvarende anvendelse paa Retten, er fastsat en saerlig procedure for loesningen af de vanskeligheder, som opstaar vedroerende betydningen og raekkevidden af en dom, staar det Retten frit for at fastlaegge en tidligere doms betydning og raekkevidde, naar denne ikke er blevet fortolket under en sag i dette saerlige oejemed, saafremt fortolkningen er noedvendig for at afgoere en verserende sag.
36 Dette er tilfaeldet i den foreliggende sag. Under den sag, hvori den foreliggende appellerede dom blev afsagt, var Retten nemlig noedt til at fortolke Bataille-dommen. Som det fremgaar af dommens praemis 69, fremfoerte Parlamentet et anbringende for Retten, nemlig at "det ikke var noedvendigt at traeffe konkrete foranstaltninger, da Retten i naevnte dom [Bataille-dommen] forudsaetningsvis havde forkastet sagsoegernes paastand om, at de fik adgang til at deltage i udvaelgelsesproeve B/164 ...", som gjorde det paakraevet, at Retten fortolkede Bataille-dommen.
37 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at appellen maa forkastes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
38 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i medfoer af reglementets artikel 118 finder tilsvarende anvendelse under appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Parlamentet har tabt sagen og paalaegges derfor at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
1) Parlamentets appel forkastes.
2) Parlamentet betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy