Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° Parlamentets afslag paa efter den tyske forening at proeve de tidligere valgte tyske repraesentanters valg ° ikke omfattet
(EOEF-traktaten, art. 173; akt om almindelige direkte valg af repraesentanterne i Europa-Parlamentet)
Sammendrag
Selv om valgperioden for repraesentanterne i Europa-Parlamentet kan afkortes, hvis der indtraeder en begivenhed, som medfoerer, at et mandat bliver ledigt i henhold til artikel 12 i akt om almindelige direkte valg af repraesentanterne i Europa-Parlamentet, navnlig hvis det viser sig, at repraesentantens oevrige virksomhed er uforenelig med hvervet som repraesentant i Parlamentet, jf. aktens artikel 6, stk. 3, er Parlamentet derimod ikke indroemmet nogen befoejelse til at erklaere en repraesentants mandat for ugyldigt paa grund af en begivenhed, der er indtruffet efter valget og uafhaengigt af dette, og som ikke har medfoert, at repraesentantens oevrige virksomhed er blevet uforenelig med hvervet som repraesentant i Parlamentet. Parlamentet kunne derfor ikke imoedekomme sagsoegerens anmodning om efter den tyske forening i oktober 1990 at proeve mandaterne for de i juni 1989 valgte tyske repraesentanter i Parlamentet.
Under disse omstaendigheder kunne en skrivelse fra Parlamentets formand, hvori denne meddelte en privatperson, at dennes klage over et valg maatte afvises, ikke sidestilles med en beslutning, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indgaaet til Domstolens Justitskontor den 28. januar 1992, har sagsoegeren, der er tysk statsborger, i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, nedlagt paastand om, at det i skrivelse af 20. november 1991 fra Europa-Parlamentets formand meddelte afslag paa sagsoegerens klage over, at mandatet for de den 18. juni 1989 i Forbundsrepublikken Tyskland valgte repraesentanter til Europa-Parlamentet skulle gaelde efter den 3. oktober 1990, kendes ugyldigt.
2 I sin "klage af 19. oktober 1990 over valget til Europa-Parlamentet den 18. juni 1989 paa grund af ugyldigheden af de tyske repraesentanters mandat efter den tyske forening den 3. oktober 1990" har sagsoegeren opfordret Parlamentet til at traeffe foelgende beslutning:
"1) Mandatet for de den 18. juni 1989 valgte tyske repraesentanter i Europa-Parlamentet er med den tyske forening den 3. oktober 1990 blevet ugyldigt, da det er i strid med princippet om almindelige direkte valg, for saa vidt de valgte tyske medlemmer ikke repraesenterer hele den tyske befolkning. Den tyske Forbundsdags praesident opfordres til at meddele formanden for Europa-Parlamentet, hvor mange af de dengang valgte 81 repraesentanter, der efter den 3. oktober 1990 endnu kan anses for at vaere lovligt valgt af de vaelgere, der ved valget den 18. juni 1989 enten
a) var berettiget til personligt at afgive deres stemme
eller
b) var repraesenteret gennem Berlins Borgerrepraesentation.
2) Mandaterne for de repraesentanter, der repraesenterer delstaten Berlins befolkning, er med ophaevelsen af de allieredes saerrettigheder den 3. oktober 1990 blevet ugyldigt, da de er i strid med princippet om direkte valg.
3) Forbundsrepublikken Tyskland opfordres til ufortoevet i henhold til artikel 13 i akt om almindelige direkte valg af repraesentanterne i Europa-Parlamentet af 20. september 1976 at fastsaette en frist, inden for hvilken der ved almindeligt direkte valg skal vaelges nye repraesentanter til at besaette de mandater, der er blevet ugyldige."
3 Parallelt med klagen af 19. oktober 1990 har sagsoegeren ved klage af 21. oktober 1990 fordret af Forbundsdagen, at resultatet af europavalget den 18. juni 1989 proeves paa grund af den tyske forening. Hvis grundprincipperne om almindelige direkte valg og om lighed foelges, maa, ifoelge sagsoegeren, 20 mandater af det samlede antal paa 81 tilkomme befolkningen i det tidligere DDR og Berlin. Dette indebaerer, at 20 repraesentanter ud af de den 18. juni valgte repraesentanter i Europa-Parlamentet ikke laengere besidder tilstraekkelig legitimitet.
4 Ved kendelse af 31. oktober har Forbundsdagen afvist klagen, idet den ikke var rettidigt indgivet. Efter den relevante nationale lov skal en klage over et valg indgives en maaned efter den officielle bekendtgoerelse af valgresultatet i Bundesanzeiger, hvilket skete den 15. juli 1989.
5 Den ved Bundesverfassungsgericht anlagte sag med henblik paa valgets proevelse blev afvist ved kendelse af 10. april 1991 paa grundlag af den refererende dommers skrivelse af 13. december 1990, hvori det hedder: "De henholder Dem udelukkende til det faktum, at der efter oprettelsen af det forenede Tyskland ikke er indfoert nogen ordning, som sikrer de i de nye forbundsstater bosiddende tyskere den efter Deres opfattelse i den loebende valgperiode manglende, men noedvendige repraesentation i Europa-Parlamentet. Men spoergsmaalet, om den af Dem savnede ordning er noedvendig, kan ikke goeres til genstand for en sag om proevelse af valget."
6 Den 18. september 1991 anmodede sagsoegerens befuldmaegtigede formanden for Europa-Parlamentet om en afgoerelse vedroerende klagen af 19. oktober 1990. Ved skrivelse af 20. november 1991 meddelte denne sagsoegeren, at Udvalget for Forretningsorden, Valgs Proevelse og Immunitetsspoergsmaal var kommet til det resultat, at klagen maatte afvises. Udvalget havde ved sin vurdering foerst og fremmest henholdt sig til artikel 7, stk. 2, i akt om almindelige direkte valg af repraesentanter i Europa-Parlamentet (EFT 1976 L 278, s. 5, herefter benaevnt "akt"), hvorefter valgproceduren er undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter, indtil en ensartet valgprocedure er traadt i kraft.
7 Sagsoegeren har herefter anlagt denne sag. Han har her anfoert, at ved den tyske forening den 3. oktober 1990 blev antallet af tyskere i De Europaeiske Faellesskaber foroeget med ca. 16 millioner. Da disse ikke har kunnet deltage i valget i juni 1989, og antallet af repraesentanter i Europa-Parlamentet ikke er blevet aendret for Tysklands vedkommende efter denne befolkningstilvaekst, kan repraesentationen af det samlede tyske folk kun sikres ved en ny fordeling af mandater, der daekker hele Tyskland.
8 Ved en skrivelse indgaaet til Domstolens Justitskontor den 28. februar 1992 har Parlamentet fremsat formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 91. Parlamentet har anfoert, at hvis sagen anses for en anfaegtelse af valgresultatet den 18. juni 1989, maa den afvises, idet Parlamentet ikke havde kompetence til at afgoere de stillede spoergsmaal, eftersom disse er undergivet de nationale myndigheder som angivet i aktens artikel 7, stk. 2. Hvis sagen skal anses for en opfordring til lovgiver om at handle, maa den afvises, fordi sagsoegeren ikke har nogen retlig interesse.
9 Domstolen har i henhold til procesreglementets artikel 91, stk. 3, besluttet at traeffe afgoerelse om formalitetsindsigelsen uden at indlede den mundtlige forhandling.
10 Det bemaerkes foerst, at ikke enhver skrivelse fra en faellesskabsinstitution, hvori en anmodning besvares, kan udgoere en beslutning som omhandlet i traktatens artikel 173, stk. 2, som kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal.
11 Dernaest bemaerkes, at med sin "klage over valget til Europa-Parlamentet den 18. juni 1989", som sagsoegeren har indbragt til Parlamentet, har denne hverken bestridt, at valgproceduren i Forbundsrepublikken Tyskland er forloebet forskriftsmaessigt, eller det dengang offentliggjorte valgresultat. Han har heller ikke i klagen rejst problemet om uforenelighed efter aktens artikel 6.
12 Den tyske forening fandt sted i oktober 1990, mere end et aar efter det valg, som sagsoegeren anfaegter, og uafhaengigt af dette.
13 Det fremgaar af sagen, at sagsoegeren kraever, at Parlamentet afgiver en erklaering om, at de tyske repraesentanters mandat, der efter valget i juni 1989 ubestridt var gyldigt, har mistet denne gyldighed efter den tyske forening i oktober 1990. Sagsoegeren vil altsaa have fastslaaet, at bestemte repraesentanters mandat er blevet ugyldigt efter den tyske forening.
14 Det bemaerkes hertil, at "repraesentanterne vaelges for en periode paa fem aar", jf. aktens artikel 3. Denne valgperiode kan afkortes, hvis der indtraeder en begivenhed, som medfoerer, at et mandat bliver ledigt i henhold til artikel 12; dette er isaer tilfaeldet, hvis det viser sig, at repraesentantens oevrige virksomhed er uforenelig med hvervet som repraesentant i Parlamentet, jf. aktens artikel 6, stk. 3.
15 Derimod er Parlamentet ikke indroemmet nogen befoejelse til at erklaere en repraesentants mandat for ugyldigt paa grund af en begivenhed, der er indtruffet efter valget og uafhaengigt af dette, og som ikke har medfoert, at repraesentantens oevrige virksomhed er blevet uforenelig med hvervet som repraesentant i Parlamentet.
16 Derfor kunne Parlamentet ikke imoedekomme sagsoegerens anmodning. At formanden for Parlamentet af hoeflighedsgrunde har orienteret sagsoegeren herom, kan ikke sidestilles med meddelelsen af en beslutning i henhold til traktatens artikel 173. Derfor kan sagsoegeren ikke kraeve denne skrivelse annulleret.
17 Det fremgaar af det anfoerte, at sagen maa afvises, uden at det er noedvendigt at behandle Parlamentets oevrige anbringender.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
18 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Da sagsoegeren har tabt sagen, tilpligtes han at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
DOMSTOLEN
1) Sagen afvises.
2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.
Saaledes bestemt i Luxembourg den 27. januar 1993.
Full & Egal Universal Law Academy