EUR-Lex -  61992TJ0027 - DA - DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (TREDJE AFDELING) DEN 15. JULI 1993. - MARIA CAMERA-LAMPITELLI M. FL. MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - TJENESTEMAEND - AFVISNING - AKT, SOM INDEHOLDER ET KLAGEPUNKT - EN UDVAELGELSESKOMITES SAMMENSAETNING. - SAG T-27/92.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° erstatningssoegsmaal anlagt uden forudgaaende administrativ procedure i overensstemmelse med vedtaegten ° afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

2. Tjenestemaend ° soegsmaal ° dom om annullation ° virkninger ° annullation af en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité ° administrationens pligter ° aendring af udvaelgelseskomitéens sammensaetning ° lovligt ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 176; tjenestemandsvedtaegten, bilag III)

3. Tjenestemaend ° udvaelgelsesproeve ° udvaelgelsesproeve paa grundlag af kvalifikationsbeviser og proever ° afslag paa optagelse paa egnethedslisten ° afgoerelse, der indeholder et klagepunkt ° begrundelsespligt ° raekkevidde

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 25, stk. 2; bilag III, art. 5)

4. Tjenestemaend ° soegsmaal ° retlig interesse ° soegsmaal med paastand om annullation af en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité ° anbringende om manglende begrundelse ° afgoerelse, som ikke kan aendres ° uvirksomt anbringende

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

Sammendrag

1. Naar der ikke foreligger en akt, der indeholder et klagepunkt, er den forudgaaende administrative procedure, hvis formaal er at muliggoere og fremme en mindelig bilaeggelse af tvisten mellem en tjenestemand og administrationen, principielt opdelt i to led. I medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 1, kan enhver tjenestemand forelaegge en ansoegning for ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende. I tilfaelde af et negativt svar eller i mangel af svar kan den paagaeldende indbringe en klage over det udtrykkelige eller stiltiende afslag paa hans ansoegning paa de betingelser, der er angivet i vedtaegtens artikel 90, stk. 2, med henblik paa, at administrationen paa ny overvejer sin afgoerelse paa baggrund af de indvendinger, der er fremfoert i klagen.

For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt en erstatningspaastand kan antages til realitetsbehandling, bemaerkes, at kun i tilfaelde, hvor der er en direkte forbindelse mellem et annullationssoegsmaal og erstatningspaastanden, kan denne admitteres som accessorisk til annullationssoegsmaalet, uden at der noedvendigvis forinden er forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om erstatning for det paastaaede tab, og uden at der er indbragt en klage over det udtrykkelige eller stiltiende afslag paa ansoegningen. Saafremt det paastaaede tab derimod ikke skyldes en retsakt, der kraeves annulleret, men en raekke fejl og undladelser, som administrationen haevdes at have begaaet, skal den administrative procedure ubetinget indledes med en ansoegning til ansaettelsesmyndigheden om at erstatte dette tab og skal i givet fald fortsaettes med en klage over afslaget paa ansoegningen.

2. Naar Faellesskabets retsinstanser annullerer en retsakt udstedt af en institution, paahviler det i medfoer af traktatens artikel 176 denne institution at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Saafremt en afgoerelse truffet af en udvaelgelseskomité er blevet annulleret paa grund af manglende begrundelse og en retsstridig fremgangsmaade, indebaerer dommens opfyldelse en genoprettelse af situationen, som den var, foerend de af Faellesskabets retsinstanser kritiserede omstaendigheder indtraadte. Hvis administrationen imidlertid af grunde, som den ikke er herre over, ikke kan nedsaette udvaelgelseskomitéen paa ny med dennes oprindelige sammensaetning, kan den i det ene oejemed at sikre kontinuiteten i Faellesskabets administration udskifte visse medlemmer, hvorved det dog skal sikres, at situationen afviger saa lidt som muligt fra den oprindelige situation.

3. Pligten til at begrunde enhver afgoerelse om en bestemt person, der traeffes i henhold til vedtaegten, har til formaal dels at give afgoerelsens adressat de oplysninger, som er noedvendige for at fastslaa, om afgoerelsen er rigtig, dels at muliggoere den judicielle kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed. For saa vidt angaar begrundelsen for en afgoerelse, som en udvaelgelseskomité har truffet om ikke at optage en ansoeger paa egnethedslisten, kan udvaelgelseskomitéen under visse omstaendigheder og paa det foerste stadium undlade i detaljer at meddele den paagaeldende de opnaaede resultater ved proeverne, forudsat at ansoegeren underrettes om, at disse resultater ikke er tilfredsstillende, og at de vil blive meddelt ham, hvis han anmoder derom. Saafremt en saadan anmodning er blevet imoedekommet, maa det antages, at den paagaeldende i lyset af udvaelgelseskomitéens begrundelse er blevet sat i stand til at vurdere, om det er hensigtsmaessigt at anlaegge en retssag.

4. En ansoeger, der ikke har bestaaet proeverne i forbindelse med en udvaelgelsesproeve, har ingen berettiget interesse i, at den afgoerelse, hvorved udvaelgelseskomitéen har meddelt, at han ikke har bestaaet udvaelgelsesproeven, annulleres paa grund af manglende begrundelse. Resultaterne af proeverne kan nemlig ikke aendres som foelge af annullationen af udvaelgelseskomitéens afgoerelse, som derfor maa stadfaestes.

Dommens præmisser

Faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegerne hoerer til en gruppe tjenestemaend og ansatte i Kommissionen, som i december 1984 anlagde sager ved Domstolen med paastand om annullation af de afgoerelser, som udvaelgelseskomitéen for den interne udvaelgelsesproeve KOM2/82 havde truffet om ikke at give dem adgang til proeverne i forbindelse med denne udvaelgelsesproeve. Denne var blevet afholdt med henblik paa at oprette en reserveliste over assistenter, sekretariatsassistenter og tekniske assistenter, hvis stillingsgruppe omfattede loenklasse 5 og 4 i kategori B.

2 Domstolen annullerede ved to domme af 11. marts 1986 (sag 293/84, Sorani m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 967, og sag 294/84, Adams m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 977) de naevnte afgoerelser med den begrundelse, at sagsoegerne ikke havde haft mulighed for at tage stilling til de udtalelser, som deres administrativt overordnede havde fremsat om dem over for udvaelgelseskomitéen. Paa baggrund af disse domme indkaldte udvaelgelseskomitéen i juni 1986 de paagaeldende ansoegere, for at de kunne besvare de samme spoergsmaal, som tidligere var blevet stillet deres administrativt overordnede. Ved skrivelser af 11. juli 1986 fik ansoegerne meddelelse om, at man fastholdt afgoerelserne om ikke at give dem adgang til proeverne.

3 Efter klage fra en raekke ansoegere over afgoerelserne af 11. juli 1986 indkaldte udvaelgelseskomitéen dem for anden gang for at give dem mulighed for at tage stilling til de administrativt overordnedes svar paa de spoergsmaal, som udvaelgelseskomitéen havde stillet dem. Ved skrivelser af 12. februar 1987 fik de paagaeldende tjenestemaend meddelelse om, at udvaelgelseskomitéen ikke havde fundet anledning til at aendre den afgoerelse, den havde truffet for deres vedkommende, og som var blevet meddelt dem den 11. juli 1986. Paa denne baggrund anlagde de paagaeldende sag paa ny.

4 Ved dom af 28. februar 1989 (forenede sager 100/87, 146/87 og 153/87, Basch m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 447) annullerede Domstolen udvaelgelseskomitéens afgoerelser om ikke at give sagsoegerne adgang til proeverne, idet disse afslag var utilstraekkeligt begrundet, og udvaelgelseskomitéens fremgangsmaade var retsstridig.

5 For at opfylde denne dom besluttede direktoeren for Kommissionens Personaledirektorat at opfordre udvaelgelseskomitéen til at genoptage sit arbejde fra og med det stadium, paa hvilket dens fremgangsmaade var kendt retsstridig af Domstolen. Han gav ved notat af 26. juni 1989 sagsoegerne meddelelse herom, idet han anfoerte, at udvaelgelseskomitéen ville faa samme sammensaetning som den oprindelige i det omfang, det overhovedet var muligt.

6 Den 7. september 1989 blev der afholdt et moede mellem paa den ene side repraesentanterne for de forskellige fagforeninger for tjenestemaend, som de ansoegere til udvaelgelsesproeve KOM2/82, der var beroert af Domstolens ovennaevnte dom af 28. februar 1989, var medlemmer af, og paa den anden side Kommissionen ved dennes personaledirektoer.

7 Efter dette moede tilstillede personaledirektoeren fagforeningsrepraesentanterne et notat af 8. september 1989 med foelgende ordlyd:

"Paa ovennaevnte moede havde vi lejlighed til i faellesskab at droefte fremgangsmaaden vedroerende behandlingen af de ansoegere til KOM2/82, der beroeres af Domstolens dom af 28. februar 1989 (sagsoegerne).

Ved denne dom placeres ansoegerne paa det stadium i proceduren, paa hvilket Domstolen konstaterede, at der var sket en fejl (manglende begrundelse for afgoerelserne om ansoegernes adgang til proeverne).

Under disse omstaendigheder ° som de 28 ansoegere samt udvaelgelseskomitéens medlemmer personligt er blevet underrettet om ° vil udvaelgelseskomitéen afgoere, om ansoegerne skal have adgang til proeverne, efter samtaler med deres respektive administrativt overordnede. Ansoegerne vil i oevrigt faa mulighed for at anmode udvaelgelseskomitéen om at hoere andre overordnede, som de maatte udpege. Derefter vil udvaelgelseskomitéen hoere ansoegerne selv under en samtale, som ligeledes vil danne grundlag for dens stillingtagen.

De betingelser for at faa adgang til proeverne, der gjaldt for ansoegerne paa det paagaeldende tidspunkt, vil blive genskabt (f.eks. uddannelse). Udvaelgelseskomitéen vil, saa vidt det er muligt, faa sin oprindelige sammensaetning, hvilket er i fuldstaendig overensstemmelse med saavel praksis som retspraksis paa omraadet.

Med hensyn til den referenceperiode, der skal tages i betragtning ved afgoerelsen af, om ansoegerne skal have adgang til proeverne, vil det vaere perioden, der slutter den 25. februar 1982, eller, hvis det skoennes rimeligt, skaeringsdatoen for bedoemmelsen af kvalifikationerne hos de andre ansoegere, som ikke har indgivet klage, eller som har bestaaet.

Jeg har noteret mig ° og deler ° personalerepraesentanternes oenske om, at udvaelgelseskomitéen saa hurtigt som muligt genoptager arbejdet (NB: i princippet den 15.9.1989). Jeg vil ligeledes underrette P. om det fremsatte oenske om, at man undersoeger muligheden for, at personer, der har bestaaet proeven, og som maatte blive udnaevnt senere, kan faa deres karriere genoprettet, saaledes at spoergsmaalet kan afgoeres i god tid, inden der udarbejdes en liste over bestaaede ansoegere."

8 Derefter blev ansoegerne paa ny indkaldt af udvaelgelseskomitéen i loebet af oktober, november og december 1989 for at faa meddelt navnet paa deres bedoemmer og paa de tjenestemaend, der var deres tilsynsfoerende. Udvaelgelseskomitéen spurgte dem endvidere, om de oenskede, at den skulle hoere andre personer, der kunne vurdere deres faglige kvalifikationer, og som den muligvis ikke kendte.

9 Ifoelge Kommissionen foretog udvaelgelseskomitéen efter disse samtaler en hoering af samtlige ovennaevnte personer, bortset fra dem, der i mellemtiden var afgaaet ved doeden, udtrykkeligt naegtede at medvirke, eller som ikke havde svaret efter tre anmodninger. Efter afslutningen af disse hoeringer paabegyndte udvaelgelseskomitéen behandlingen af spoergsmaalet om adgang til udvaelgelsesproeven.

10 Inden afslutningen af denne fase indgav formanden for Syndicat des fonctionnaires européens (SFE), som var behoerigt bemyndiget hertil, ved notat af 18. september 1989 paa de beroerte ansoegeres vegne en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") over personaledirektoerens notat af 26. juni 1989, som indeholdt meddelelse om genoptagelse af proceduren vedroerende den interne udvaelgelsesproeve KOM2/82; klagerne kraevede endvidere at blive anset for at have adgang til proeverne uden yderligere formaliteter og at faa tilkendt erstatning for det tab, de mente at have lidt.

11 Den 20. december 1989 afviste Kommissionen disse klager ved afgoerelser, der blev meddelt klagerne ved notater af 22. december 1989.

12 Ved notater af 8. august 1990 fik sagsoegerne Camera-Lampitelli, Kottowski, Lutz og Seube samt andre ansoegere meddelelse om, at de ikke fik adgang til proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeven. De afviste ansoegere indbragte mellem den 31. oktober og den 6. november 1990 klager, der blev registreret mellem den 31. oktober og den 7. november 1990 paa Kommissionens Generalsekretariat, og hvormed de kraevede annullation af udvaelgelseskomitéens afgoerelser om ikke at give dem adgang til proeverne og annullation af administrationens afgoerelse af 26. juni 1989.

13 Der blev ikke givet udtrykkeligt svar paa disse klager. Faellesudvalget for tjenestegrenene, der havde faaet til opgave at behandle klagerne, fastslog imidlertid paa sit moede den 6. marts 1991, at ansoegerne ikke, foerend de var til samtale med udvaelgelseskomitéen, var blevet underrettet om indholdet af udtalelserne fra deres administrativt overordnede eller fra de personer, som de selv havde anmodet udvaelgelseskomitéen om at hoere. Derfor meddelte administrationen ved skrivelse af 13. marts 1991 ansoegerne, at de ville blive indkaldt til en ny samtale med udvaelgelseskomitéen.

14 Disse samtaler fandt sted i april 1991. Herefter stadfaestede udvaelgelseskomitéen sine tidligere afgoerelser vedroerende adgang til proeven og gav fire nye ansoegere adgang hertil, nemlig sagsoegerne Camera-Lampitelli, Kottowski, Lutz og Seube. De skriftlige proever fandt sted den 5. og 6. juli 1991. Keller bestod som den eneste af sagsoegerne disse proever.

15 Resultatet af udvaelgelsesproeven blev meddelt sagsoegerne ved skrivelse af 26. juli 1991, som blev meddelt sagsoegerne den 27. juli 1991. Denne skrivelse havde foelgende indhold:

"I fortsaettelse af Deres deltagelse i de skriftlige proever i forbindelse med ovennaevnte udvaelgelsesproeve, som fandt sted den 4. og 5. juli 1991, meddeler jeg Dem herved, at udvaelgelseskomitéen har afsluttet sit arbejde.

I betragtning af de resultater, De har opnaaet, beklager jeg at maatte meddele Dem, at udvaelgelseskomitéen desvaerre ikke har kunnet optage Dem paa listen over egnede ansoegere ..."

16 Sagsoegerne indbragte mellem den 7. og den 22. oktober 1991 klager i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Bortset fra Keller gjorde de alle bl.a. gaeldende, at ovennaevnte skrivelse af 26. juli 1991 ikke indeholdt nogen begrundelse for det negative resultat. De kraevede alle erstatning for det tab, de mente at have lidt.

17 Sagsoegernes klager blev besvaret med en udtrykkelig afvisning, der blev vedtaget den 11. maj 1992 og meddelt sagsoegerne ved skrivelse af 20. maj 1992. I skrivelsen hedder det bl.a.:

"Endelig anfaegter klageren skrivelsen fra T. af 24. (26.) juli 1991 under henvisning til, at den ikke indeholdt nogen begrundelse for det negative resultat.

Ved denne skrivelse fik de beroerte ansoegere meddelelse om, at udvaelgelseskomitéen, der havde afsluttet sit arbejde, paa grund af de opnaaede resultater ikke havde kunnet optage ansoegerne paa listen over egnede ansoegere.

Det fremgaar af Domstolens praksis (dom af 21.3.1985, sag 108/84, De Santis mod Revisionsretten, Sml. s. 947, og af 9.6.1983, sag 225/82, Sml. s. 1991), at det kan tillades, at en udvaelgelseskomité 'paa det foerste stadium blot tilsender ansoegeren en meddelelse om kriterierne og resultatet af udvaelgelsen og foerst giver individuelle oplysninger senere og kun til de ansoegere, der udtrykkeligt anmoder herom' .

Da klageren ikke har anmodet formanden for udvaelgelseskomitéen om individuelle oplysninger, kan hun ikke i denne klage anfaegte naevnte skrivelse under henvisning til, at den mangler en begrundelse. Ikke desto mindre vil de resultater, klageren har opnaaet ved proeverne i forbindelse med udvaelgelsesproeven, blive meddelt hende."

18 Dette er baggrunden for, at sagsoegerne har anlagt naervaerende sag den 13. april 1992. Retten har ved kendelse af 28. april 1993 forenet dels de forenede sager T-17/90, T-28/91 og T-17/92, dels naervaerende sag T-27/92 med henblik paa den mundtlige forhandling.

19 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog opfordret Kommissionen til at give den visse oplysninger om sammensaetningen af udvaelgelseskomitéen for udvaelgelsesproeven efter Domstolens ovennaevnte dom i sagen Basch m.fl. mod Kommissionen. Retten har ligeledes anmodet Kommissionen om at fremlaegge visse dokumenter vedroerende udvaelgelsesproeven. Kommissionen har imoedekommet Rettens anmodninger inden for de fastsatte frister. Parterne afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i det offentlige retsmoede den 18. maj 1993.

Parternes paastande

20 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

1) Udvaelgelseskomitéens og administrationens afslag paa at anerkende, at sagsoegerne (bortset fra sagsoegeren Keller) har bestaaet udvaelgelsesproeven, annulleres.

2) Sagsoegte doemmes til med en passende tilbagevirkende gyldighed at give sagsoegerne de samme fordele som de ansoegere, der allerede er udnaevnt eller forfremmet som foelge af udvaelgelsesproeve KOM2/82.

3) Sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegerne en erstatning paa 200 000 BFR for oekonomisk skade, idet sagsoegerne forbeholder sig ret til at aendre beloebet under sagen.

4) Sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegerne en godtgoerelse paa 100 000 BFR for ikke-oekonomisk skade, idet sagsoegerne forbeholder sig ret til at aendre beloebet under sagen.

5) Sagsoegte tilpligtes at betale sagsoegeren Seube en erstatning henholdsvis godtgoerelse paa 1 000 000 BFR for oekonomisk og ikke-oekonomisk skade, idet sagsoegeren forbeholder sig ret til at aendre beloebet under sagen.

6) Sagsoegte tilpligtes at betale renter paa 8% af beloebene fra datoen for indbringelsen af den foerste klage i den procedure, der er genstand for sag 294/84.

7) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Retten traeffer afgoerelse om sagens omkostninger efter de herom gaeldende regler.

Formaliteten

Parternes argumenter

22 Kommissionen har paastaaet afvisning af sagsoegernes paastande om tilkendelse af erstatning henholdsvis godtgoerelse for paastaaet oekonomisk og ikke-oekonomisk skade samt morarenter heraf fra tidspunktet for sagsoegernes foerste klage i 1984. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til Rettens kendelse af 6. februar 1992 (sag T-29/91, Castelletti m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 77).

23 Kommissionen har gjort gaeldende, at da der ikke i overensstemmelse med vedtaegtens bestemmelser er indgivet ansoegning om erstatning, godtgoerelse eller morarenter, er det aabenbart, at disse paastande maa afvises, saaledes som det er fastslaaet i ovennaevnte kendelse.

24 Sagsoegerne har som svar gjort gaeldende, at "kendelsen af 6. februar 1992 er en tilkendegivelse, der gaar imod en eventuel afgoerelse, der senere skal traeffes. Medmindre det kan bevises, hvilket synes tvivlsomt, at sagsoegte kan paaberaabe sig princippet om, at tidligere afgoerelser er bindende (stare decisis), har sagsoegerne ret til at fremfoere et synspunkt, der gaar imod kendelsen af 6. februar 1992... Sagsoegerne er af den opfattelse, at paaberaabelsen af vedtaegtens artikel 90 og 91 ikke grundlaeggende er nogen hindring, for saa vidt som der er tale om et nyt synspunkt. Tidligere kunne de af vedtaegten omfattede tjenestemaend handle paa grundlag af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, uden noedvendigvis at skulle indlede deres sag paa grundlag af vedtaegtens artikel 90, stk. 1."

Rettens bemaerkninger

25 Hvad for det foerste angaar sagsoegernes anden paastand skal Retten af egen drift fastslaa, at saadanne paastande ikke henhoerer under Faellesskabets retsinstansers kompetence, idet disse ikke er kompetente til at give paalaeg til institutionerne (se Rettens kendelse af 28.1.1993, sag T-53/92, Stachelski mod Kommissionen, Sml. II, s. 35).

26 For saa vidt angaar sagsoegernes tredje, fjerde, femte og sjette paastand skal det erindres, at naar der ikke foreligger en akt indeholdende et klagepunkt imod den paagaeldende tjenestemand, er den forudgaaende administrative procedure i henhold til vedtaegtens artikel 90 principielt en procedure, der omfatter to led. Som det fremgaar af artikel 90, stk. 1, kan enhver person, der er omfattet af vedtaegten, forelaegge en ansoegning for ansaettelsesmyndigheden om at traeffe en beslutning for sit vedkommende. I tilfaelde af et negativt svar eller i mangel af svar kan den paagaeldende for ansaettelsesmyndigheden indbringe en klage over ansaettelsesmyndighedens udtrykkelige eller stiltiende afgoerelse paa de betingelser, der er angivet i vedtaegtens artikel 90, stk. 2. Klageproceduren har til formaal at paalaegge den myndighed, som tjenestemanden hoerer under, paa ny at overveje sin afgoerelse paa baggrund af eventuelle indvendinger fra tjenestemanden (se Domstolens dom af 21.10.1980, sag 101/79, Vecchioli mod Kommissionen, Sml. s. 3069, praemis 31). Hele den forudgaaende administrative procedure, der saaledes er fastsat i vedtaegtens artikel 90, har til formaal at muliggoere og fremme en mindelig bilaeggelse af tvisten mellem tjenestemanden og administrationen (se Domstolens dom af 23.10.1986, sag 142/85, Schwiering mod Revisionsretten, Sml. s. 3177, praemis 11).

27 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt en erstatningspaastand kan antages til realitetsbehandling, foelger det i oevrigt af Domstolens praksis, saaledes som denne er blevet analyseret og praeciseret af Retten (se Rettens dom af 24.1.1991, sag T-27/90, Latham mod Kommissionen, Sml. II, s. 35, praemis 38, og af 25.9.1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, praemis 49), at kun i tilfaelde, hvor der er en direkte forbindelse mellem et annullationssoegsmaal og en erstatningspaastand, kan erstatningspaastanden admitteres som accessorisk til annullationssoegsmaalet, uden at der noedvendigvis forinden er forelagt ansaettelsesmyndigheden en ansoegning om erstatning for de paastaaede tab, og uden at der er indbragt en klage over den stiltiende eller udtrykkelige afvisning af ansoegningen.

28 I den foreliggende sag vedroerer sagsoegernes erstatningspaastand den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, der haevdes at vaere en foelge af, at sagsoegerne foerst med otte aars forsinkelse og efter en raekke retssager har faaet adgang til proeverne i forbindelse med en udvaelgelsesproeve, hvilket haevdes at have forsinket deres karriereforloeb. Soegsmaalet stoettes saaledes ikke paa en skade, der er resultatet af en enkelt retsakt, som kraeves annulleret, men paa en raekke fejl og undladelser, som administrationen haevdes at have gjort sig skyld i. Den forudgaaende administrative procedure skulle saaledes ubetinget have vaeret indledt med en ansoegning fra de paagaeldende til ansaettelsesmyndigheden om erstatning for skaden (se ovennaevnte kendelser i Castelletti- og Stachelski-sagerne) og i givet fald vaere fortsat med en klage over afvisningen af ansoegningen.

29 Retten maa imidlertid konstatere, at der hverken forud for de notater, som sagsoegerne tilstillede ansaettelsesmyndigheden mellem den 7. og den 22. oktober 1991, eller paa et tidspunkt herefter rettidigt er rettet andre henvendelser til administrationen, der opfylder kravene i vedtaegtens artikel 90.

30 Heraf foelger, at selv om det antages, at de ovennaevnte notater maa fortolkes som klager i vedtaegtens forstand, staar det fast, at den administrative procedure ikke har omfattet to led i overensstemmelse med vedtaegtens artikel 90, idet der ikke forud for klagerne er indgivet ansoegninger. Saafremt notaterne skal betragtes som ansoegninger, staar det lige saa fast, at der ikke er indbragt nogen klage over de afgoerelser, hvormed de er afvist. Heraf foelger klart, at sagen, for saa vidt den omfatter en paastand om erstatning, ikke er anlagt forskriftsmaessigt i henhold til vedtaegten, og at den derfor maa afvises.

31 Det foelger af det anfoerte, at sagen kun kan admitteres for saa vidt angaar sagsoegernes foerste paastand, nemlig paastanden om annullation af udvaelgelseskomitéens afslag paa at anerkende, at sagsoegerne har bestaaet udvaelgelsesproeven.

32 Hvad saerlig angaar sagsoegeren Keller, som bestod udvaelgelsesproeven, og som ikke har nedlagt paastand om annullation af en afgoerelse truffet af sagsoegte, maa det fastslaas, at da alle de af hende nedlagte paastande maa afvises, maa hele sagen afvises for hendes vedkommende.

Realitetsspoergsmaalet i forbindelse med den foerste paastand

Sagsoegernes faelles argumenter

Parternes argumenter

33 Sagsoegerne har for det foerste gjort gaeldende, at personaledirektoerens afgoerelse, som blev meddelt dem ved hans notat af 26. juni 1989, ikke var i overensstemmelse med Domstolens dom af 28. februar 1989, og at den nedsaettelse af udvaelgelseskomitéen paa ny, der blev givet meddelelse om i dette notat, i virkeligheden ikke kunne gennemfoeres. Hvad angaar dette sidste punkt har sagsoegerne gjort gaeldende, at ikke alene udvaelgelseskomitéens formand, som ganske uhindret kunne have fortsat sit hverv, men ogsaa andre medlemmer af udvaelgelseskomitéen blev udskiftet, uden at der var "tvingende grunde" til det. Udvaelgelseskomitéens formands nedlaeggelse af hvervet kan ifoelge sagsoegerne ikke forklares ved et oenske om ikke at skade udvaelgelseskomitéens arbejde, saaledes som det haevdes af Kommissionen. Ifoelge sagsoegerne er der tale om en uberettiget naegtelse af at paatage sig hvervet som udvaelgelseskomitéens formand, et hverv som alene den paagaeldende kunne bestride. Sagsoegerne finder, at udvaelgelseskomitéen paa grund af formandens fratraeden var ude af stand til at udoeve sine funktioner forskriftsmaessigt, og at den derfor ikke var funktionsdygtig. For saa vidt angaar Domstolens praksis, som sagsoegte har henvist til, har sagsoegerne bemaerket, at dommen af 13. februar 1979 (sag 24/78, Martin mod Kommissionen, Sml. s. 603) vedroerer fravaer af et medlem af udvaelgelseskomitéen. I den foreliggende sag kunne udvaelgelseskomitéen udmaerket have udoevet sine funktioner, idet formandens fravaer var uberettiget og helt egenhaendigt besluttet fra hendes side. Hvad angaar dommen af 26. februar 1981 (sag 34/80, Authié mod Kommissionen, Sml. s. 665) har sagsoegerne i oevrigt paapeget, at det i den foreliggende sag ikke drejer sig om, hvorvidt formanden for en udvaelgelseskomité paa ny kan udoeve hvervet som formand, men om, at formanden uden gyldig grund har undladt at goere det.

34 Kommissionen har heroverfor for det foerste anfoert, at den har handlet i overensstemmelse med Domstolens dom. Den har nemlig ved sin anfaegtede afgoerelse af 26. juni 1989 nedsat udvaelgelseskomitéen paa ny i dens oprindelige sammensaetning, "saa vidt det er muligt", et udtryk, som ifoelge Kommissionen daekker doedsfald, sygdom, aendret tjenstlig placering samt, som i den foreliggende sag, fratraedelse af udvaelgelseskomitéens formand. Formandens fratraeden var begrundet med oensket om ikke at skade arbejdet i udvaelgelseskomitéen, idet formanden var blevet beskyldt for at vaere "partisk". Under henvisning til ovennaevnte dom i sagen Martin mod Kommissionen har Kommissionen gjort gaeldende, at det af de ovennaevnte grunde var berettiget at tilsidesaette princippet om ligebehandling af ansoegerne til samme udvaelgelsesproeve, da det i den foreliggende sag var umuligt paa anden maade at sikre udvaelgelseskomitéens funktion. Ifoelge Kommissionen paalagde dommen af 28. februar 1989 den at fjerne de fejl, proceduren i forbindelse med udvaelgelsesproeven var behaeftet med, og at genindsaette sagsoegerne i den retsstilling, de havde foer annullationen af afgoerelsen. En fortsaettelse af arbejdet i en udvaelgelseskomité, der bevidst var sammensat paa anden maade, ville have bragt dette resultat i fare. I oevrigt har Domstolen i ovennaevnte Authié-sag fastslaaet, at man ikke kan kritisere en udvaelgelseskomité, hvis afvisning af en ansoegning er blevet annulleret af Domstolen paa grund af en retsstridig fremgangsmaade og utilstraekkelig begrundelse, for det forhold, at den ikke har truffet en ny afgoerelse i en anden sammensaetning.

35 Sagsoegerne har for det andet gjort gaeldende, at den uddannelse, de modtog til forberedelse af de skriftlige proever, ikke var paa samme niveau som den, som de tjenestemaend, der tidligere havde faaet adgang til proeverne, havde gennemgaaet.

36 Kommissionen har i denne forbindelse anfoert, at den uddannelse, sagsoegerne deltog i, var paa samme niveau som den, de oevrige ansoegere tidligere havde deltaget i, og at programmet i oevrigt var identisk. Kommissionen har efter anmodning fra Retten fremlagt de forskellige programmer, paa grundlag af hvilke de kurser, der skulle forberede til de skriftlige proever, blev afholdt i 1984 og 1991.

37 Sagsoegerne har i besvarelse af et spoergsmaal stillet af Retten i retsmoedet erklaeret, at de ikke kunne understoette deres argument med praecise oplysninger.

38 Sagsoegerne har for det tredje gjort gaeldende, at skrivelsen af 26. juli 1991, hvorved de fik meddelelse om resultatet af udvaelgelsesproeven, ikke indeholder nogen begrundelse for det negative resultat.

39 Kommissionen har paapeget, at de paagaeldende ansoegere ved denne skrivelse blev underrettet om, at udvaelgelseskomitéen, der havde afsluttet sit arbejde, ikke havde kunnet optage dem paa reservelisten paa grund af de resultater, de havde opnaaet. Ifoelge fast retspraksis kan det tillades, at en udvaelgelseskomité "paa det foerste stadium blot tilsender ansoegeren en meddelelse om kriterierne og resultatet af udvaelgelsen og foerst giver individuelle oplysninger senere og kun til de ansoegere, som udtrykkeligt anmoder herom". Kommissionen har her henvist til Domstolens dom af 9. juni 1983 (sag 225/82, Verzyck mod Kommissionen, Sml. s. 1991) og af 21. marts 1985 (sag 108/84, De Santis mod Revisionsretten, Sml. s. 947).

40 Endelig har sagsoegerne i retsmoedet frafaldet det i staevningen paaberaabte anbringende om en paastaaet forskel i svaerhedsgrad mellem de proever, der skulle aflaegges af ansoegerne i 1984 eller 1987, og dem, der skulle aflaegges i 1991.

Rettens bemaerkninger

41 Sagsoegerne har i forbindelse med deres endelige paastande gjort tre anbringender gaeldende, nemlig for det foerste, at udvaelgelseskomitéen angiveligt var ulovligt sammensat ved vedtagelsen af den anfaegtede afgoerelse, for det andet, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, idet den forberedende uddannelse, de modtog, angiveligt var ringere end den uddannelse, der var gennemgaaet af de ansoegere, der tidligere havde deltaget i en uddannelse, og for det tredje et anbringende om manglende begrundelse af udvaelgelseskomitéens afgoerelse om ikke at anerkende, at de havde bestaaet den omtvistede udvaelgelsesproeve.

42 Med hensyn til sagsoegernes foerste anbringende skal det bemaerkes, at naar Faellesskabets retsinstanser annullerer en retsakt udstedt af en institution, paahviler det i medfoer af EOEF-traktatens artikel 176 denne institution at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.

43 I tilfaelde af en udvaelgelsesproeve som den, der er tale om i den foreliggende sag, i forbindelse med hvilken Domstolen har annulleret en afgoerelse truffet af udvaelgelseskomitéen paa grund af tilsidesaettelse af begrundelsespligten og en retsstridig fremgangsmaade, indebaerer dommens opfyldelse en genoprettelse af situationen, som den var, foerend de af Domstolen kritiserede omstaendigheder indtraadte.

44 Det fremgaar imidlertid af sagen, at det i den foreliggende sag ikke var muligt at genoprette situationen, saaledes at den blev helt identisk med situationen foer den af Domstolen annullerede afgoerelse, idet visse af medlemmerne af udvaelgelseskomitéen havde nedlagt deres hverv i mellemtiden. Under disse omstaendigheder maa det undersoeges, om den aendrede sammensaetning af udvaelgelseskomitéen har kunnet goere dennes senere arbejde retsstridigt.

45 I denne forbindelse skal det for det foerste anfoeres, at en udvaelgelseskomités arbejde i forbindelse med en udvaelgelsesproeve, der er omfattet af vedtaegtens bilag III, skal udfoeres paa en maade, som sikrer en hensigtsmaessig afvikling af proceduren for ansaettelse i Faellesskabets tjeneste. Til tider er det noedvendigt, at arbejdet straekker sig over en lang periode, endog over flere aar, navnlig saafremt en af udvaelgelseskomitéens afgoerelser annulleres af Faellesskabets retsinstanser. Under disse omstaendigheder kan en udvaelgelseskomités sammensaetning aendre sig med aarene som foelge af begivenheder, som administrationen ikke er herre over. I saa fald maa man for at sikre kontinuiteten i Faellesskabets administration give administrationen mulighed for at udskifte visse af komitémedlemmerne, hvorved det, saafremt administrationen ikke kan nedsaette en udvaelgelseskomité paa ny, der er identisk med den oprindelige, dog skal sikres, at situationen afviger saa lidt som muligt fra den oprindelige situation. Den noedvendige udskiftning kan skyldes alvorlig sygdom, aendret tjenstlig placering eller et udvaelgelseskomitémedlems fratraeden, idet ansaettelsesmyndigheden i det sidstnaevnte tilfaelde ikke har mulighed for at tvinge et medlem af en udvaelgelseskomité til at deltage mod sin vilje.

46 Retten bemaerker, at det i den foreliggende sag fremgaar af de svar, Kommissionen har afgivet paa Rettens spoergsmaal, at formanden og et medlem af udvaelgelseskomitéen har nedlagt deres hverv, og at ansaettelsesmyndigheden derfor har udskiftet dem med to nye medlemmer.

47 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at den aendrede sammensaetning af udvaelgelseskomitéen under omstaendighederne i den foreliggende sag er en foelge af, at administrationen ikke kunne nedsaette udvaelgelseskomitéen paa ny med dens oprindelige sammensaetning. Retten finder, at da administrationen kun har haft til hensigt at sikre kontinuiteten i Faellesskabets administration, kan denne aendring ikke vaere retsstridig, navnlig ikke, da der ikke er rejst spoergsmaal om magtfordrejning.

48 Heraf foelger, at udvaelgelseskomitéens sammensaetning paa tidspunktet for de omtvistede begivenheder ikke kan anfaegte gyldigheden af komitéens arbejde, og at det foerste anbringende derfor maa forkastes.

49 For saa vidt angaar sagsoegernes andet anbringende om, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, fordi den uddannelse, de modtog, var ringere end den uddannelse, der blev givet de oevrige ansoegere, er det tilstraekkeligt at konstatere, dels at sagsoegerne ikke har fremlagt nogen oplysninger til stoette for deres anbringender, dels at en gennemgang af de forskellige programmer, paa grundlag af hvilke de paagaeldende uddannelser er blevet gennemfoert, ikke viser nogen naevnevaerdig forskel mellem uddannelsesniveauet i 1984 og i 1991.

50 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at det andet anbringende maa forkastes.

51 Med hensyn til det tredje anbringende om manglende begrundelse af den skrivelse af 26. juli 1991, ved hvilken sagsoegerne fik meddelelse om proeveresultaterne, erindrer Retten om, at efter fast retspraksis (se Rettens dom af 13.12.1990, sag T-115/89, González Holguera mod Parlamentet, Sml. II, s. 831, praemis 42-45, og af 21.5.1992, sag T-55/91, Fascilla mod Parlamentet, Sml. II, s. 1757, praemis 32 og 33) har pligten til at begrunde enhver afgoerelse om en bestemt person, der traeffes i henhold til vedtaegten, til formaal dels at give afgoerelsens adressat de oplysninger, som er noedvendige for at fastslaa, om afgoerelsen er rigtig, dels at muliggoere den judicielle kontrol med hensyn til afgoerelsens lovlighed. Det skal ligeledes bemaerkes, at ved udvaelgelsesproever med et stort antal ansoegere kan udvaelgelseskomitéen efter fast retspraksis paa det foerste stadium noejes med at give en summarisk begrundelse for, at ansoegere naegtes adgang til proeven, og blot sende de afviste ansoegere en meddelelse om kriterierne for og resultatet af udvaelgelsen (se Domstolens dom af 12.7.1989, sag 225/87, Belardinelli m.fl. mod Domstolen, Sml. s. 2353).

52 For saa vidt angaar den udvaelgelsesproeve, der er genstand for den foreliggende sag, bemaerker Retten, at der i ovennaevnte skrivelse af 26. juli 1991 som begrundelse for, at ansoegerne ikke har bestaaet udvaelgelsesproeven, henvises til de "resultater", de paagaeldende havde "opnaaet". Retten finder, at selv om der ° paa det stadium, udvaelgelsesproeven var naaet til, hvor kun elleve personer var med endnu ° ikke laengere var tale om en udvaelgelsesproeve "med et stort antal ansoegere" i den tidligere citerede retspraksis' forstand, kunne udvaelgelseskomitéen paa det foerste stadium undlade at meddele sagsoegerne i detaljer, hvilke resultater de havde opnaaet ved de skriftlige proever, idet de paagaeldende fik at vide, at resultaterne ikke var tilfredsstillende, og at de stadig havde mulighed for efter anmodning at faa yderligere oplysninger fra udvaelgelseskomitéen (se ovennaevnte Verzyck-dom). Retten bemaerker endvidere, at proeveresultaterne faktisk blev meddelt sagsoegerne, efter at de havde klaget. Paa dette stadium af argumentationen maa Retten saaledes fastslaa, at sagsoegerne under den administrative procedure har faaet mulighed for i detaljer at goere sig bekendt med de resultater, de havde opnaaet ved de skriftlige proever, saaledes at de kunne vurdere, om det var hensigtsmaessigt at anlaegge sag (se i denne retning Rettens dom af 13.12.1990, forenede sager T-160/89 og T-161/89, Kalavros mod Domstolen, Sml. II, s. 871).

53 Retten bemaerker endvidere, at en sagsoeger efter fast retspraksis ikke har nogen berettiget interesse i annullation af en afgoerelse paa grund af manglende begrundelse, saafremt det er givet, at resultatet vil vaere, at der traeffes en ny afgoerelse, som bekraefter indholdet af den annullerede afgoerelse (se Domstolens dom af 29.9.1976, sag 9/76, Morello mod Kommissionen, Sml. s. 1415, af 6.7.1983, sag 117/81, Geist mod Kommissionen, Sml. s. 2191, og af 20.5.1987, sag 432/85, Souna mod Kommissionen, Sml. s. 2229). I den foreliggende sag kan sagsoegernes proeveresultater ikke aendres, selv om skrivelsen af 26. juli 1991 annulleres paa grund af manglende begrundelse. Under disse omstaendigheder ser Retten ingen anledning til at annullere afgoerelsen, endog selv om den var utilstraekkeligt begrundet.

54 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at det tredje anbringende ligeledes maa forkastes.

Visse sagsoegeres saerlige argumenter

Parternes argumenter

55 Sagsoegeren Passera har anfoert, at hun, selv om hun opnaaede tilstraekkelige resultater ved proeverne, ikke blev opfoert paa reservelisten paa grund af et identifikationsproblem, der viste sig ved rettelsen af en af proeverne. I forbindelse med denne proeve fremsatte hun nemlig personlige bemaerkninger, som angik hendes igangvaerende sproguddannelse. Som foelge af udskydelsen af proeverne havde hun skriftligt anmodet udvaelgelseskomitéens formand om ikke at fastsaette de nye proever til juni, da universitetet i Trieste paa det tidspunkt afholdt eksamen i forbindelse med et sprogkursus, som hun havde deltaget i i nogen tid. Denne oplysning, som medlemmerne af udvaelgelseskomitéen var bekendt med, bevirkede, at disse medlemmer kunne identificere ophavsmanden til de personlige bemaerkninger. Sagsoegeren finder ikke, at hun er blevet behandlet retfaerdigt af udvaelgelseskomitéen, og dette saa meget mere, som der blandt de ansoegere, der bestod proeven, var en, der havde underskrevet en af de skriftlige proever, uden at udvaelgelseskomitéen havde taget hensyn til, at vedkommende herved identificerede sig selv.

56 For saa vidt angaar Passera' s klagepunkt har Kommissionen forklaret, at det under rettelsen af proeverne havde vist sig, at der var givet alt for konkrete henvisninger til den paagaeldendes uddannelse og karriere, som ophaevede den kraevede anonymitet i forbindelse med rettelsen. Endvidere har Kommissionen bestridt, at en anden ansoeger, som bestod proeven, havde identificeret sig selv ved de skriftlige proever.

57 Sagsoegeren Demory-Thyssens har gjort gaeldende, at det kursus, hun havde fulgt, ikke indeholdt noget om "arkivarbejde", som var et af emnerne for proeverne.

58 Kommissionen har ikke besvaret dette klagepunkt.

Rettens bemaerkninger

59 For saa vidt angaar Passera' s klagepunkter maa det fastslaas, at Rettens gennemgang af hendes ansoegningsdokumenter har vist, at hun ° hvilket hun i oevrigt har erkendt over for Retten ° paa selve den tekst, der skulle rettes, havde anfoert visse oplysninger vedroerende sin personlige situation, som udvaelgelseskomitéens medlemmer var bekendt med. Disse oplysninger medfoerte ophaevelse af anonymiteten.

60 Det skal endvidere understreges, at sagsoegerne ikke kunne vaere uvidende om, at det klart af "Instrukser til ansoegerne" fremgaar, at "enhver underskrift og ethvert navn eller saerligt tegn, der saettes paa de tekster, der skal rettes, medfoerer automatisk annullation af proeven". Det er saaledes med rette, at udvaelgelseskomitéen ikke har taget den paagaeldende proeve i betragtning.

61 Det skal endelig bemaerkes, at Rettens undersoegelse af de tre bestaaede ansoegeres akter blot har bekraeftet det af Kommissionen anfoerte om, at ingen af dem afsloerede sin identitet under de skriftlige proever.

62 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at ligebehandlingsprincippet paa ingen maade er tilsidesat, og at Passera' s klagepunkter foelgelig maa forkastes.

63 For saa vidt angaar Demory-Thyssens' klagepunkt er det tilstraekkeligt som grundlag for at forkaste det at fastslaa, at det ikke understoettes af noget bevis for, at den naevnte omstaendighed formindskede hendes chancer.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

64 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagen afvises i forhold til sagsoegeren Keller.

2) For saa vidt angaar de oevrige sagsoegeres foerste paastand frifindes Kommissionen; i oevrigt afvises sagen.

3) Hver part baerer sine omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy