Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Konkurrence - administrativ procedure - overholdelse af retten til kontradiktion - meddelelse om klagepunkter - fremsendelse til en part, til orientering, af en kopi af en supplerende meddelelse om klagepunkter rettet til en anden part - ingen formel fremsendelse - ikke lovligt
(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 2 og 4)
2. Konkurrence - aftaler - konkurrencebegraensning - aftale, som indfoerer en forpligtelse for medlemmerne af en banksammenslutning til over for de tilsluttede handlende at opkraeve et gebyr for indloesning af udenlandske eurochecks - konkurrencebegraensende formaal - tilstraekkelig konstatering
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
3. Konkurrence - aftaler - det relevante marked - afgraensning
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)
4. Annullationssoegsmaal - beslutning fra Kommissionen truffet i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 - kompliceret oekonomisk vurdering - domstolskontrol - graenser
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3, og art. 173)
5. Konkurrence - aftaler - forbud - fritagelse - betingelser - noedvendige konkurrencebegraensninger - aftale, der skal sikre, at de handlende tager imod udenlandske eurochecks - bestemmelse, der forpligter medlemmerne af en banksammenslutning til over for de tilsluttede handlende at opkraeve et gebyr for indloesning af udenlandske eurochecks - berettiget at naegte fritagelse
(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3)
6. Konkurrence - administrativ procedure - overholdelse af retten til kontradiktion - adskillelse af procedurer som kan holdes adskilt - tilladt
(EOEF-traktaten, art. 85)
7. Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - den omsaetning der er lagt til grund - omsaetningen for alle de virksomheder, der udgoer en sammenslutning af virksomheder - tilladt - tilsidesaettelse af princippet om straffens personalitet - ingen saadan tilsidesaettelse
(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
8. Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - forhold der indgaar i bedoemmelsen
(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
Sammendrag
1. Det fremgaar af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, sammenholdt med artikel 2 og 4 i forordning nr. 99/63, at Kommissionen skal give meddelelse om de klagepunkter, den goer gaeldende mod de beroerte virksomheder og sammenslutninger, og at den i sine beslutninger kun kan tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig. Endvidere indebaerer retten til kontradiktion - som er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip og skal respekteres under alle omstaendigheder, navnlig under enhver procedure, der kan foere til paalaeggelse af sanktioner, ogsaa selv om der er tale om en administrativ procedure - at de beroerte virksomheder og sammenslutninger af virksomheder allerede under den administrative procedure skal saettes i stand til at tage stilling til, om de af Kommissionen fremfoerte faktiske oplysninger, klagepunkter og omstaendigheder i oevrigt er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og hvilken betydning de har.
Det udgoer en tilsidesaettelse af ovennaevnte krav, at der blot til orientering fremsendes en kopi af en supplerende meddelelse om klagepunkter, der er rettet til en anden part, og som aendrer selve karakteren af den overtraedelse, virksomheden kritiseres for, og udvider raekkevidden af klagepunkterne, uden at der, som omhandlet i artikel 2, stk. 4, i forordning nr. 99/63, fastsaettes en frist for den beroerte virksomhed til at fremkomme med sine bemaerkninger.
Eftersom det ikke kan udelukkes, at proceduren kunne have foert til et andet resultat, hvis Kommissionen formelt havde fremsendt den supplerende meddelelse om klagepunkter til virksomheden, og hvis den havde fastsat en frist for virksomheden til at fremkomme med sine bemaerkninger til meddelelsen, og da der ikke er grundlag for at fastslaa, at den beroerte virksomhed har taget stilling til den nye formulering af klagepunkterne, medfoerer den saaledes skete tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, at der skal ske annullation af Kommissionens beslutning, hvori det fastslaas, at den naevnte virksomhed har begaaet en overtraedelse, og hvorved der paalaegges den en boede.
2. Ved at paatage sig forpligtelsen til over for de tilsluttede handlende at beregne sig et gebyr for indloesning af eurochecks trukket paa udenlandske banker har en banksammenslutnings medlemmer gensidigt givet afkald paa muligheden for eventuelt at anse det gebyr i forholdet mellem bankerne, som de modtager fra den bank, checken er trukket paa - og som belaster dem, der udsteder saadanne checks - som tilstraekkeligt vederlag for den ydelse, der praesteres over for den handlende i form af indloesning af checken. Det foelger heraf, at aftalen har haft til formaal at indfoere en maerkbar begraensning af handlefriheden for sammenslutningens medlemmer og derfor udgoer en aftale om opkraevning af et gebyr, der som saadan er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, litra a). Da aftalen har til formaal at begraense konkurrencen, er det ikke noedvendigt at tage stilling til dens konkrete virkninger i forbindelse med anvendelsen af traktatens konkurrenceregler.
3. Markedet for udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor udgoer paa grund af sit omfang et saerligt, tilstraekkelig homogent marked, der kan adskilles fra markedet for de andre internationale betalingsmidler, som anvendes i Frankrig.
4. Den kontrol, som EF' s retsinstanser udoever vedroerende komplicerede vurderinger, der er foretaget af Kommissionen som led i dennes udoevelse af den skoensbefoejelse, den har i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, i relation til hver af de fire betingelser heri, skal begraenses til en efterproevelse af, at formforskrifterne er overholdt, at begrundelsen er tilstraekkelig, at de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning. Naar henses til, at betingelserne for at indroemme en fritagelse er kumulative, kan Kommissionens beslutning, for saa vidt som det heri afvises at indroemme en saadan fritagelse, kun annulleres, saafremt den kontrol, der udoeves af EF' s retsinstanser, viser, at Kommissionen ikke har opfyldt sine forpligtelser, naar de fire betingelser betragtes hver for sig.
5. Selv om det laegges til grund, at aftalen var noedvendig med henblik paa at sikre, at de handlende i en medlemsstat tager imod udenlandske eurochecks udstedt i national valuta som betalingsmiddel, udgoer en bestemmelse, som paalaegger en banksammenslutnings medlemmer at afkraeve de handlende et gebyr i forbindelse med betalinger med udenlandske eurochecks, en konkurrencebegraensning, som ikke er noedvendig. Bestemmelsen indebaerer nemlig, at sammenslutningens medlemmer, som kunne have anset det gebyr i forholdet mellem bankerne, som de modtager fra trassatbanken - og som belaster dem, der udsteder saadanne checks - som tilstraekkeligt vederlag for den praesterede ydelse, ved hjaelp af en aftale afskaerer sig fra muligheden for at undlade at afkraeve de handlende, der er tilsluttet sammenslutningen, et gebyr i forbindelse med betalinger med udenlandske eurochecks.
Da aftalen indeholder en saadan bestemmelse, har Kommissionen med rette fastslaaet, at den ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, for at indroemme en fritagelse.
6. I forbindelse med anvendelsen af konkurrencereglerne skal Kommissionen ud fra hensynet til god forvaltningsskik kunne traeffe afgoerelse vedroerende en aftale, som er blevet behoerigt anmeldt til Kommissionen, uden at skulle afvente resultatet af en undersoegelse, der vedroerer en aftale, som kan holdes adskilt fra den anmeldte aftale. Kommissionen har derfor ikke gjort indgreb i sagsoegerens ret til kontradiktion ved - efter en adskillelse af procedurerne - at traeffe afgoerelse om den anmeldte aftale.
7. Anvendelsen af den generelle betegnelse "overtraedelse" i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, som uden forskel omfatter aftaler, former for samordnet praksis og vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, viser, at de i bestemmelsen foreskrevne lofter for boeder finder ensartet anvendelse paa aftaler og former for samordnet praksis samt vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Det foelger heraf, at loftet paa 10% af omsaetningen skal beregnes ud fra omsaetningen for hver af de virksomheder, som deltager i de naevnte aftaler og former for samordnet praksis, eller for samtlige de virksomheder, der er medlem af de naevnte sammenslutninger af virksomheder, i det mindste naar sammenslutningen i henhold til sine interne regler kan forpligte medlemmerne. Dette resultat bekraeftes af, at der ved fastsaettelsen af boeders stoerrelse bl.a. kan tages hensyn til, i hvor hoej grad virksomheden kunne paavirke markedet, navnlig paa grund af dens stoerrelse og dens oekonomiske betydning, som virksomhedens omsaetning giver et indtryk af. I hvor hoej grad en sammenslutning af virksomheder kan paavirke et marked afhaenger nemlig ikke af sammenslutningens egen "omsaetning", som hverken er udtryk for sammenslutningens stoerrelse eller dens oekonomiske betydning, men derimod af medlemmernes omsaetning, som giver et indtryk af sammenslutningens stoerrelse og oekonomiske betydning.
En sammenslutning af virksomheder, der har begaaet en overtraedelse, kan ikke goere gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om straffens personalitet ved at tage hensyn til omsaetningen for sammenslutningens medlemmer ved fastsaettelsen af loftet for boeden og ved saaledes at lade sammenslutningens medlemmer baere den oekonomiske byrde, som boeden udgoer. Det forhold, at der er taget hensyn til medlemmernes omsaetninger, betyder nemlig ikke, at der er paalagt medlemmerne en boede, og heller ikke i sig selv, at den paagaeldende sammenslutning har pligt til at vaelte boeden over paa medlemmerne.
8. Stoerrelsen af boeder for overtraedelser af konkurrencereglerne skal fastsaettes i forhold til omstaendighederne i forbindelse med overtraedelsen og dennes grovhed. Ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal der tages hensyn til konkurrencebegraensningernes karakter, idet der navnlig skal laegges vaegt paa, om den retsstridige adfaerd har begraenset eller fjernet konkurrencen.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder
Package Deal-aftalen
1 Den 31. oktober 1980 indgik de banker, sparekasser og andre kreditinstitutter (o.a.: herefter samlet betegnet som "banker" eller "pengeinstitutter"), der deltog i eurocheck-systemet, en saakaldt "Package Deal"-aftale vedroerende provisionsberegning, validering og clearing af uniforme eurochecks udskrevet i lokal valuta samt aabning af non-banking-sektoren. Aftalen, som blev indgaaet for perioden fra den 1. maj 1981 til den 30. april 1986, fandt i foerste omgang anvendelse paa de lande, hvor bankerne udsteder uniforme eurochecks, dvs. at de til deres kunder udleverer check-kort og udsteder checks, der kan anvendes inden for eurocheck-systemet. Det er i aftalen bestemt, at den kan udvides til at finde anvendelse paa lande med indloesende banker - dvs. lande, hvor bankerne ikke udsteder check-kort eller checks, der kan anvendes inden for eurocheck-systemet, men indloeser garanterede checks - saafremt de paagaeldende lande er rede til at aabne handels- og servicesektoren for uniforme eurochecks.
2 Package Deal-aftalen, som indgaar i raekken af aftaler om eurocheck-systemet, opstiller i det vaesentlige foelgende principper:
- Der skal officielt gives tilladelse til modtagelse af uniforme eurochecks inden for handels- og servicesektoren (forretninger, stormagasiner, servicestationer, hoteller og restauranter), der ogsaa skal underrettes om garantibetingelserne.
- Uniforme eurochecks skal udskrives i indloeserlandets moentsort.
- For uniforme eurochecks udskrevet i udlandet i lokal valuta opkraeves der et gebyr paa 1,25% af checkbeloebet uden nogen mindstegraense. Dette gebyr opkraeves ikke laengere af banken ved indloesning eller af den handlende ved modtagelse af checken, men af clearingcentret i forbindelse med remittering af checken.
3 I de gaeldende instrukser inden for eurocheck-systemet fastslaas det, at "selv om der anvendes nationale regler om bankgebyrer for indloesning af checks, maa disse ikke beroere udenlandske uniforme eurochecks", og at "bankerne i de paagaeldende lande forpligter sig til ikke at opkraeve et saerligt gebyr hos modtagere af uniforme eurochecks".
4 Package Deal-aftalen blev anmeldt til Kommissionen den 7. juli 1982 af en administrerende direktoer for Deutsche Bank AG, Frankfurt am Main, der handlede i sin egenskab af formand for Eurocheque Assembly og Eurocheque Working Group paa vegne af de nationale sammenslutninger, som de to organer bestaar af, og i overensstemmelse med et mandat, disse havde givet ham i dette oejemed paa deres moede den 20. maj 1982. Ifoelge den anvendte anmeldelsesformular A/B er Association française des banques (den franske bankforening, herefter benaevnt "AFB") blandt de finansielle organer, der deltog i aftalen.
5 Ved skrivelse af 29. juli 1982 meddelte Kommissionen Eurocheque International' s generalsekretaer, at den konstant modtog klager fra personer, der, navnlig i Frankrig, blev afkraevet gebyrer til saelgeren i forbindelse med mindre indkoeb, og hvis bank ikke desto mindre beregnede sig det i eurocheck-aftalerne fastsatte gebyr paa 1,25% af checkbeloebet.
6 Den 24. august 1982 svarede Eurocheque International' s generalsekretaer Kommissionen, at problemet med "ulovlige" gebyrer og dobbelt opkraevning af gebyrer altid havde vaeret genstand for stor opmaerksomhed, og at Package Deal-aftalen netop tog sigte paa at loese dette problem. Han anfoerte desuden, at kun Banques populaires og Crédit mutuel - som udsteder uniforme eurochecks - anvendte eurocheck-aftalerne fuldt ud, saaledes at der ikke blev afkraevet kunden noget gebyr ved udtraek af kontanter eller i forbindelse med koeb. De andre banker, navnlig dem, der tilhoerte Groupement Carte bleue, havde derimod kun accepteret at anvende Package Deal-aftalen for saa vidt angaar udtraek i deres egne filialer. Over for de handlende, som havde en konto i disse banker og praesenterede udenlandske eurochecks til indloesning hos disse, blev der anvendt et variabelt gebyr, som ofte svarede til det gebyr, der blev betalt for checks trukket paa banker i udlandet. Generalsekretaeren gav udtryk for, at man var bekendt med situationen i Frankrig, og han forsikrede Kommissionen, at Eurocheque International ville saette alle sine kraefter ind paa forhandlingerne med de paagaeldende banker med henblik paa at opnaa, at Package Deal-aftalen blev anvendt fuldt ud.
7 Den 10. december 1984 vedtog Kommissionen beslutning 85/77/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.717 - uniforme eurochecks, EFT 1985 L 35, s. 43), hvori bestemmelserne i artikel 85, stk. 1, erklaeres uanvendelige paa Package Deal-aftalen i perioden fra den 7. juli 1982 til den 30. april 1986.
8 Den 25. oktober 1985 blev det paa initiativ af Groupement des cartes bancaires "CB" (herefter benaevnt "Groupement"), som siden sin oprettelse i 1984 har fungeret som Frankrigs nationale eurocheck-sammenslutning i stedet for AFB, besluttet at afskaffe det ensartede gebyr, som Groupement' s medlemmer beregnede sig for betalinger med CB-kortet.
9 Den 5. maj 1986 anmodede Eurocheque International Kommissionen om at forlaenge fritagelsen for Package Deal-aftalen. Den 10. juli 1986 tilstillede Kommissionen Eurocheque International en skrivelse, hvori den meddelte, at sagen midlertidig blev henlagt indtil den 30. december 1987, idet man afventede en aendring af Package Deal-aftalen.
10 Den 16. december 1987 indgav Eurocheque International anmeldelse til Kommissionen om den nye Package Deal-aftale, som var indgaaet den 5. juni 1987 for en ubestemt periode med ikrafttraedelse den 1. januar 1988. Aftalen viderefoerer princippet om et maksimumsgebyr, som Eurocheque Assembly paa sit ekstraordinaere moede den 24. april 1986 fastsatte til 1,60% af checkbeloebet, og indfoerer desuden et minimumsgebyr, som ikke er udtrykt i procent, men fastsat til den omtrentlige modvaerdi af 2 SFR pr. eurocheck for alle transaktioner, hvor maksimumsgebyret paa 1,60% udgoer et mindre beloeb end denne modvaerdi.
Helsinki-aftalen
11 Paa Eurocheque Assembly' s moede i Helsinki den 19. og 20. maj 1983 blev der mellem de franske pengeinstitutter og Eurocheque Assembly indgaaet en "aftale om modtagelse af eurochecks trukket paa udenlandske pengeinstitutter i den franske non-banking-sektor". Aftalen lyder saaledes:
"De franske pengeinstitutter aftaler med Eurocheque Community, at de handlende, der er tilsluttet Groupement Carte bleue og/eller Eurocard France SA, fra den 1. december 1983 skal tage imod udenlandske eurochecks udstedt i franske francs som betaling for varer og tjenesteydelser paa de samme vilkaar som dem, der gaelder for Carte bleue og Eurocard. Groupement Carte bleue paa den ene side og Crédit Agricole og Crédit Mutuel paa den anden side forpligter sig saaledes til at traeffe foelgende foranstaltninger:
1) De handlende, der er tilsluttet Carte bleue- og Eurocard-nettene, orienteres om de vilkaar, de skal anvende i forbindelse med modtagelse af udenlandske eurochecks, for at vaere omfattet af garantien.
2) De handlende, der er tilsluttet Carte bleue- og Eurocard-nettene, modtager selvklaebende 'ec' -maerkater, som de placerer synligt for at informere de udenlandske kunder om, at der kan betales med eurochecks.
3) For varer og tjenesteydelser, der betales med eurochecks, opkraever medlemmerne af Groupement Carte bleue og Eurocard et gebyr af de handlende, der er tilsluttet systemet; dette gebyr maa ikke vaere hoejere end ved betaling med Carte bleue og Eurocard.
4) De banker, der er medlemmer af Groupement Carte bleue og Eurocard, paaser, at de handlende, der er tilsluttet systemet, ikke forhoejer prisen, naar der betales med eurochecks, selv naar det drejer sig om saertilbud eller udsalg.
5) Hvis den handlende bryder ovennaevnte principper, griber de franske pengeinstitutter ind hurtigst muligt for at sikre, at principperne overholdes for fremtiden. Hvis der opkraeves et gebyr af indehaveren af den udenlandske eurocheck, refunderer de franske pengeinstitutter trassatbanken dette beloeb. I gentagelsestilfaelde ivaerksaetter de franske banker og pengeinstitutter de samme sanktioner som ved betalinger med Carte bleue og Eurocard.
6) Ved clearingen af udenlandske eurochecks udstedt i Frankrig opkraeves der i overensstemmelse med Package Deal-aftalen et gebyr paa 1,25% af den samlede eurocheck-remisse via de nationale clearingcentre.
7) Samtlige bestemmelser gennemfoeres oejeblikkeligt, saaledes at aftalen kan traede i kraft senest den 1. december 1983.
8) Inden udgangen af 1984 goeres der status over erfaringerne med hensyn til gebyrberegningen.
9) De franske pengeinstitutter vedtager inden for rammerne af naervaerende aftale, saa snart det er teknisk muligt, procedurerne for udveksling og automatisk clearing af eurochecks."
12 Den 14. oktober 1983 underrettede Groupement Carte bleue Kommissionen om, at de franske banker, med henblik paa at give udlaendinge bedre mulighed for at betale med eurochecks i Frankrig, for nylig var blevet enige om at tilbyde de handlende, der var tilsluttet Carte bleue- og Eurocard France-nettene, at indloese de udenlandske eurochecks, de modtog, mod samme gebyr som for de transaktioner, de gennemfoerte med Carte bleue, Visa-kort eller Eurocard - idet de handlende som konsekvens heraf skulle forpligte sig til ikke at vaelte det opkraevede gebyr over paa checkudstederen. Groupement Carte bleue tilfoejede, at de franske banker tilboed de udenlandske indehavere af eurochecks denne service, uden at der til gengaeld blev indroemmet indehavere af et Carte bleue samme vilkaar i de forretninger i udlandet, der var tilsluttet eurocheck-systemet.
13 Den 19. september 1984 meddelte Kommissionen AFB, at Crédit Lyonnais i januar 1983 ved indloesning af en check havde beregnet sig et gebyr paa 4,60% af checkbeloebet. Kommissionen anmodede samtidig AFB om at oplyse, hvilke af de banker, som var medlem af foreningen, der generelt beregnede sig et indloesningsgebyr og saaledes kun delvis anvendte eurocheck-aftalerne.
14 Den 11. oktober 1984 meddelte Eurocheque International Kommissionen, at "siden indgaaelsen af aftalen med de franske banker om modtagelse af eurochecks - som traadte i kraft i maj 1984 - forpligter de handlende, som er tilsluttet Carte bleue- og Eurocard France-nettene, sig til ikke laengere at kraeve gebyr i forbindelse med betaling med eurochecks. Der findes derimod ingen formelle retlige regler om betaling med eurochecks hos handlende, der ikke er tilsluttet nettene, eller til private, og disse skal betale gebyrer, som varierer fra bank til bank, for indloesning af udenlandske eurochecks. ...". Eurocheque International gav udtryk for, at man var opmaerksom paa problemet, og at man ville bestraebe sig paa at naa frem til en loesning ved forhandlinger med de franske banker.
15 Den 17. oktober 1984 svarede AFB Kommissionen, at de franske banker udelukkende havde tilsluttet sig Package Deal-aftalen for saa vidt angaar de muligheder for udtraek af kontanter, der blev tilbudt udlaendinge i Frankrig. De banker, som var medlem af AFB, havde derimod paa linje med andre europaeiske banker ikke tilsluttet sig de andre eurocheck-aftaler vedroerende modtagelse af garanterede checks inden for handels- og servicesektoren eller privatpersoners indloesning af udenlandske eurochecks hos bankerne. I disse tilfaelde fulgte man derfor de saedvanlige procedurer for indloesning af checks trukket paa udenlandske banker. Selv om bankerne i Tyskland og Benelux, som har vaeret staerkt medvirkende til udviklingen af eurocheck-systemet, ikke tilboed noget tilsvarende til gengaeld, havde de franske banker, der var medlem af Groupement Carte bleue, paa forsoegsbasis accepteret at aabne deres net af tilsluttede handlende for udenlandske eurochecks paa de samme betingelser som dem, der var gaeldende for kunder, som havde et Carte bleue eller et Visa-kort. Denne aftale, som omfatter naesten 300 000 handlende i Frankrig, falder uden for Package Deal-aftalen. De paagaeldende franske banker overholdt saaledes fuldt ud de aftaler, de havde indgaaet.
16 Den 12. november 1984 svarede Caisse nationale de Crédit agricole Kommissionen, at den altid havde anbefalet de regionale afdelinger at opkraeve et gebyr af handlende, der indloeser uniforme eurochecks, for at overholde det princip, der allerede var gaeldende for betalinger med kort, navnlig Eurocard, om at kraeve gebyr for den betalingsgaranti, som ydes de handlende. Eurocheque Community havde i oktober 1983 godkendt, at de franske banker afkraevede de handlende det paagaeldende gebyr, for saa vidt som foelgende principper blev overholdt: Der skulle fastsaettes en gebyrtakst for eurochecks, der indloeses af de handlende, som "hoejst maa svare til", hvad der opkraeves for betalinger med Eurocard eller Carte bleue, og dette gebyr maatte ikke vaeltes over paa udstederne af eurochecks.
17 Den 10. februar 1985 underrettede Caisse nationale de Crédit agricole Kommissionen om, at de regionale afdelinger havde besluttet at rette sig efter Package Deal-aftalen, og at samtlige franske banker, som var tilsluttet Carte bleue- eller Eurocard France-nettene, havde indgaaet aftale med Eurocheque Community om at afkraeve de franske handlende, der indloeser udenlandske eurochecks, et gebyr.
18 Efter at Kommissionen i en begaering om oplysninger, som den havde sendt til Eurocheque International (som i 1988 blev til Eurocheque International sc, herefter benaevnt "Eurocheque International") den 11. april 1989, havde henvist til, at der i visse lande, navnlig i Frankrig, blev opkraevet et gebyr i strid med reglerne, svarede Eurocheque International den 7. juni 1989, at der var indgaaet en intern aftale mellem de franske pengeinstitutter og Eurocheque Assembly under det moede, der var blevet holdt i Helsinki den 19. og 20. maj 1983. Der var tale om en beslutning, der blev foert til protokols, og ikke om et formelt dokument underskrevet af parterne.
19 Den 17. august 1989 "fremsendte" Eurocheque International Helsinki-aftalen til Kommissionen.
20 Den 16. juli 1990 anmeldte Groupement formelt Helsinki-aftalen til Kommissionen.
Den administrative procedure vedroerende Package Deal-aftalen
21 I en skrivelse af 21. december 1989 til Eurocheque International fastslog Kommissionen, at spoergsmaalet om en forlaengelse af fritagelsen navnlig afhang af Helsinki-aftalen, og at der ville blive fremsendt en meddelelse om klagepunkter vedroerende eurocheck-systemet, hvis Eurocheque International ikke fremkom med forslag til en loesning.
22 Den 31. juli 1990 fremsendte Kommissionen til Eurocheque International en meddelelse om klagepunkter vedroerende saavel den nye Package Deal-aftale som Helsinki-aftalen.
23 Den 24. april 1991 fremsendte Eurocheque International under henvisning til et moede, som var blevet holdt den 21. marts 1991, et udkast til en ny Package Deal -aftale til Kommissionen og erklaerede sig villig til at ophaeve Helsinki-aftalen, idet det dog blev understreget, at man i forbrugernes interesse burde bevare princippet om betaling af det fulde beloeb i henhold til eurochecken paa tidspunktet for benyttelsen heraf.
24 Paa baggrund af de praeciseringer, generaldirektoeren for konkurrence den 4. juni 1991 havde givet Eurocheque International med hensyn til de aendringer, Kommissionen oenskede foretaget i Package Deal-aftalen, svarede selskabet den 31. juli 1991, at de europaeiske banker havde aendret standpunkt for saa vidt angaar spoergsmaalet om gebyr for indloesning af eurochecks, at de oenskede at vaere fuldstaendig frit stillet med hensyn til gebyrer i forhold til deres kunder, og at de derfor ikke kunne acceptere gratis-princippet for eurochecks, for saa vidt som dette kraevede en aftale mellem bankerne om, at der ikke maatte afkraeves kunderne noget gebyr.
Den administrative procedure vedroerende Helsinki-aftalen
25 Den 31. juli 1990 - samtidig med at den fremsendte en meddelelse om klagepunkter vedroerende saavel den nye Package Deal-aftale som Helsinki-aftalen til Eurocheque International - fremsendte Kommissionen til Groupement en meddelelse om klagepunkter, som kun vedroerte Helsinki-aftalen. I denne meddelelse understregede Kommissionen indledningsvis, at behandlingen af ansoegningen om forlaengelse af fritagelsen for Package Deal-aftalen og de forskellige formelle klager, Kommissionen havde modtaget, havde vist, hvilke problemer der var forbundet med de vilkaar for modtagelse af udenlandske eurochecks i handels- og servicesektoren i Frankrig, som der var indgaaet en ikke anmeldt aftale om i Helsinki den 19. og 20. maj 1983. Kommissionen anfoerte dernaest, at Groupement - to dage efter et moede, under hvilket repraesentanterne for Generaldirektoratet for Konkurrence havde bekraeftet, at der var udarbejdet en meddelelse om klagepunkter vedroerende Helsinki-aftalen, og at denne var ved at blive gennemgaaet af Kommissionens forskellige tjenestegrene - ved skrivelse af 13. juli 1990 havde orienteret Generaldirektoratet om, at man netop havde anmeldt Helsinki-aftalen til Kommissionen. I meddelelsen, hvoraf det fremgik, at Kommissionen agtede at fastslaa, at betingelserne for at anvende traktatens artikel 85, stk. 1, var opfyldt med hensyn til Helsinki-aftalen, hed det imidlertid, at der ikke var grund til at undersoege, om aftalen opfyldte de fire betingelser for en fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, idet det foelger af artikel 4, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), at der ikke kan afgives en erklaering i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, saa laenge den paagaeldende aftale ikke er anmeldt. Det tilfoejes i meddelelsen, at selv om det blev lagt til grund, at Helsinki-aftalen var anmeldt, opfylder den ikke de fire betingelser for anvendelse af artikel 85, stk. 3, idet det klart fremgaar af 1984-beslutningen om fritagelse for Package Deal-aftalen, jf. betragtning 40 hertil, at saadanne aftaler, som gaelder mellem bankerne og deres kunder, under alle omstaendigheder ikke kan anses for noedvendige i henhold til artikel 85, stk. 3, litra a). Det tilfoejes i meddelelsen, at saadanne aftaler desuden er med til at fjerne enhver konkurrence, jf. betragtning 43 til fritagelsesbeslutningen.
26 Efter at Groupement, Eurocheque International og de bankforeninger, der er medlem af Eurocheque International, havde tilstillet Kommissionen deres svar paa meddelelsen om klagepunkter, blev der den 28. november 1990 afholdt en hoering med deltagelse af repraesentanter for Kommissionen, medlemsstaterne, Eurocheque International og Groupement.
27 Under et moede i Shannon (Irland) den 9. og 10. maj 1991 bekraeftede Eurocheque Assembly princippet om, at det staar bankerne frit for at afkraeve de handlende et gebyr. I betragtning af de vedvarende indsigelser fra Kommissionens side gav Eurocheque Assembly imidlertid udtryk for at ville vise sin gode vilje ved at ophaeve Helsinki-aftalen, idet man dog bestred, at aftalen var konkurrencebegraensende. Eurocheque Assembly nedsatte en ad hoc-arbejdsgruppe, som skulle udarbejde en ny Package Deal-aftale.
28 Den 22. maj 1991 underrettede Groupement Kommissionen om, at Eurocheque Assembly havde besluttet at ophaeve Helsinki-aftalerne paa baggrund af den kritik, Kommissionens tjenestegrene havde givet udtryk for.
29 Den 28. maj 1991 underrettede Groupement ved hjaelp af en cirkulaereskrivelse sine medlemmer om, at Eurocheque Assembly under sit moede den 9. og 10. maj 1991 havde besluttet at ophaeve Helsinki-aftalerne, og at modtagelsen af eurochecks for fremtiden ville vaere fuldstaendig uafhaengig af de oekonomiske vilkaar, som Groupement' s medlemmer anvender i forbindelse med betaling med "CB"-kort.
30 Den 5. juni 1991 underrettede Eurocheque International Kommissionen om, at man var indstillet paa at ophaeve Helsinki-aftalen.
31 Den 19. juni 1991 fremsendte Kommissionen en supplerende meddelelse om klagepunkter vedroerende Helsinki-aftalen, men formelt kun til Groupement. Kommissionen understregede herved i foerste raekke, at den paa trods af anmeldelsen af Helsinki-aftalen ikke fandt det hensigtsmaessigt at afbryde den meddelelsesprocedure, som indgik i en mere vidtraekkende meddelelse af klagepunkter vedroerende hele eurocheck-systemet. Den henviste desuden til, at der i meddelelsen om klagepunkterne paa forhaand var taget stilling til anmeldelsen af Helsinki-aftalen, som Kommissionen havde forudset som en mulighed, idet det blev fastslaaet, at betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, under alle omstaendigheder ikke var opfyldt. Kommissionen tilfoejede, at anmeldelsen af Helsinki-aftalen ikke indeholdt noget, der kunne aendre den retlige vurdering af aftalen, Kommissionen gav i meddelelsen om klagepunkterne, idet en raekke faktiske oplysninger og argumenter, som var indeholdt i anmeldelsen eller fremsat senere af Groupement, tvaertimod bekraeftede de klagepunkter, Kommissionen var naaet frem til. Kommissionen anfoerte, at den for at respektere parternes rettigheder fuldt ud, havde fundet det hensigtsmaessigt at supplere meddelelsen om klagepunkter af 31. juli 1990 med nogle betragtninger vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 85, stk. 3, idet der i den oprindelige meddelelse om klagepunkter ikke var taget stilling til de argumenter, Groupement havde fremsat herom i sin anmeldelse.
32 Den 20. juni 1991 tilstillede Kommissionen Eurocheque International en kopi af den supplerende meddelelse om klagepunkter "til orientering".
33 Den 11. juli 1991 fremkom Groupement over for Kommissionen med sit svar paa den supplerende meddelelse om klagepunkter.
Den anfaegtede beslutning
34 Den 25. marts 1992 vedtog Kommissionen beslutning 92/212/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.717-A - Eurocheque: Helsinki-aftalen, EFT L 95, s. 50). Beslutningen indeholder foelgende bestemmelser:
Artikel 1
Den aftale, som de franske pengeinstitutter og Eurocheque Assembly indgik paa Eurocheque Assembly' s moede i Helsinki den 19. og 20. maj 1983 vedroerende modtagelse af eurochecks, trukket paa udenlandske pengeinstitutter, i den franske non-banking-sektor, og som blev anvendt fra 1. december 1983 til 27. maj 1991, indebaerer en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.
Artikel 2
Begaeringen om fritagelse i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, for den i artikel 1 omhandlede aftale for perioden fra den 16. juli 1990, hvor aftalen blev anmeldt, og indtil den 27. maj 1991, hvor den blev ophaevet, afslaas.
Artikel 3
1. Paa grund af den i artikel 1 omhandlede overtraedelse paalaegges Groupement des cartes bancaires "CB" og Eurocheque International sc boeder paa henholdsvis 5 000 000 ECU og 1 000 000 ECU.
2. (udelades)
3. (udelades)
Artikel 4
(udelades)
Der blev givet meddelelse om beslutningen den 25. marts 1992 og igen den 31. marts 1992.
Retsforhandlinger og parternes paastande
35 Det er paa denne baggrund, at Groupement og Eurocheque International sc ved staevninger indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 1992 har anlagt naervaerende sager (sagerne T-39/92 og T-40/92), som de har begaeret forenet.
36 Ved kendelse af 29. juni 1992 har formanden for Foerste Afdeling besluttet at forene sagerne T-39/92 og T-40/92 med henblik paa den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.
37 Ved skrivelse af 8. oktober 1992 til Rettens Justitskontor har Eurocheque International underrettet Retten om, at selskabet den 1. september 1992 har fusioneret med Eurocheque International Holdings SA og Eurocard International SA, idet de tre selskaber har overfoert alle aktiver og passiver til et nyoprettet selskab, Europay International SA (herefter benaevnt "Europay"), hvorefter de er blevet oploest. Europay er indtraadt i Eurocheque International' s rettigheder og forpligtelser, idet aktionaererne i de tidligere selskaber umiddelbart er blevet aktionaerer i Europay. I sin replik, som blev indleveret samme dag, har Europay anmodet om, at dette tages til efterretning, og at det tillige tages til efterretning, at Europay i eget navn viderefoerer den af Eurocheque International anlagte sag, og at selskabet overtager alle de anbringender og argumenter, Eurocheque International er fremkommet med.
38 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
39 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 22. september 1993.
40 I sag T-39/92 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:
- Beslutningen annulleres for saa vidt angaar de bestemmelser, der vedroerer sagsoegeren.
- Subsidiaert: Beslutningens artikel 3 annulleres, for saa vidt som der herved paalaegges sagsoegeren en boede.
- Mere subsidiaert: Den boede, der er paalagt sagsoegeren, nedsaettes til, hvad de overtraedelser af artikel 15 i forordning nr. 17, der faktisk har fundet sted, med rimelighed kan begrunde.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
41 Sagsoegte har i sag T-39/92 nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse i den sag, Groupement har anlagt med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 92/212/EOEF af 25. marts 1992.
- Groupement tilpligtes at betale sagens omkostninger.
42 I sag T-40/92 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:
- Artikel 1, 2 og 3 i den anfaegtede beslutning annulleres, for saa vidt som bestemmelserne vedroerer sagsoegeren.
- Subsidiaert: Beslutningens artikel 3 annulleres.
- Mere subsidiaert: Den boede, som er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, nedsaettes vaesentligt.
- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
43 Sagsoegte har i sag T-40/92 nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse i den sag, Eurocheque International har anlagt med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 92/212/EOEF af 25. marts 1992, og subsidiaert om nedsaettelse af den boede, som er paalagt Eurocheque International.
- Eurocheque International tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Sag T-40/92
Parternes argumenter
44 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat, idet Kommissionen undlod formelt at fremsende den supplerende meddelelse om klagepunkter til Eurocheque International. Punkt 12, 22, 26, 27 og 28 i den supplerende meddelelse indeholdt ifoelge sagsoegeren nye klagepunkter i forhold til dem, der var fremfoert i den oprindelige meddelelse om klagepunkter, som blev sendt til Eurocheque International. Det kraeves imidlertid i henhold til artikel 19 i forordning nr. 17, sammenholdt med artikel 2, 3 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"), at Kommissionen ikke blot til anmelderen, men til samtlige parter i aftalen, paa forhaand skal give meddelelse om de klagepunkter, den agter at fremfoere.
45 Sagsoegte har anfoert, at den anden meddelelse om klagepunkter ikke kan betegnes som en meddelelse om "supplerende" klagepunkter, da den hverken indeholder nye faktiske oplysninger eller aendringer i den retlige vurdering i forhold til den foerste. Kommissionen finder derfor, at denne anden meddelelse ikke var obligatorisk, og at sagsoegeren ikke kan kritisere Kommissionen for at have sendt den til Eurocheque International til orientering og ikke i form af en formel fremsendelse af klagepunkter. Kommissionen har tilfoejet, at Eurocheque International under alle omstaendigheder har haft lejlighed til at fremkomme med sine bemaerkninger til den paagaeldende supplerende meddelelse om klagepunkter.
Rettens bemaerkninger
46 Det bemaerkes, at Kommissionen sendte den supplerende meddelelse om klagepunkter til Eurocheque International i kopi og udelukkende til orientering, uden at den fastsatte en frist for selskabet til at fremkomme med sine bemaerkninger.
47 Det fremgaar imidlertid af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, sammenholdt med artikel 2 og 4 i forordning nr. 99/63, at Kommissionen skal give meddelelse om de klagepunkter, den goer gaeldende mod de beroerte virksomheder og sammenslutninger, og at den i sine beslutninger kun kan tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig.
48 Endvidere indebaerer retten til kontradiktion - som er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip og skal respekteres under alle omstaendigheder, navnlig under enhver procedure, der kan foere til paalaeggelse af sanktioner, ogsaa selv om der er tale om en administrativ procedure - at de beroerte virksomheder og sammenslutninger af virksomheder allerede under den administrative procedure skal saettes i stand til at tage stilling til, om de af Kommissionen fremfoerte faktiske oplysninger, klagepunkter og omstaendigheder i oevrigt er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og hvilken betydning de har (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, og Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667).
49 Det skal i det foreliggende tilfaelde foerst undersoeges, om den anfaegtede beslutning, for saa vidt som den vedroerer Eurocheque International, hviler paa faktiske omstaendigheder og klagepunkter, som Kommissionen for foerste gang har henvist til i den supplerende meddelelse om klagepunkter, som ikke formelt blev fremsendt til Eurocheque International.
50 Det bemaerkes, at det af den 50. betragtning til beslutningen fremgaar, at Helsinki-aftalen i tiden efter den 25. oktober 1985 pr. definition er en konkurrencebegraensende aftale, for saa vidt som den udgoer en principaftale om opkraevning af et gebyr og med virkning fra dette tidspunkt og for hver enkelt handlende, der er tilsluttet Groupement, skaber en uloeselig og fuldstaendig urimelig forbindelse mellem betalinger med kort og betalinger med eurochecks.
51 I den oprindelige meddelelse om klagepunkter, som blev fremsendt til Eurocheque International, konkluderede Kommissionen imidlertid i punkt 30, at Helsinki-aftalen udgoer "en prisaftale og oven i koebet finder anvendelse i forholdet mellem banker og deres kunder og ikke blot i det indbyrdes forhold mellem banker, idet de franske banker i henhold til aftalen er enedes om - med hele Eurocheque Community' s accept - over for de handlende at anvende 'et gebyr paa samme beloeb' som det, de handlende afkraeves i forbindelse med betalinger med 'CB' -kort". Groupement svarede hertil, at "hver bank frit fastsaetter det gebyr, der afkraeves de handlende, efter at det fra 1985 er opgivet at fastsaette de gebyrer, som den handlende skal betale til sin bank ...". Heroverfor anfoerte Kommissionen i punkt 12 i den supplerende meddelelse om klagepunkter, at "selv efter dette tidspunkt er aftalen konkurrencebegraensende i saa henseende, idet den skaber en automatisk og fuldstaendig urimelig forbindelse mellem to fundamentalt forskellige betalingsmidler, nemlig eurochecken og 'CB' -kortet". I den supplerende meddelelse om klagepunkter betegnes Helsinki-aftalen saaledes - i hvert fald for saa vidt angaar tiden efter den 25. oktober 1985 - ikke laengere som en aftale om fastsaettelse af et "gebyr paa samme beloeb", men som en urimelig ordning, hvorefter der sker en automatisk sammenkaedning af eurochecken og "CB"-kortet.
52 Retten finder paa denne baggrund, at selve karakteren af den overtraedelse, Eurocheque International kritiseres for, blev aendret i den supplerende meddelelse om klagepunkter.
53 Endvidere bemaerkes, at det i den 51. betragtning til den anfaegtede beslutning hedder: "Helsinki-aftalen er i oevrigt i strid med eurocheck-systemet, saaledes som det blev fritaget af Kommissionen i 1984, idet det bl.a. bygger paa det princip ... at modtageren af en eurocheck faar udbetalt checkens fulde beloeb".
54 Som svar paa en bemaerkning fra Eurocheque International' s side om, at Helsinki-aftalen sikrer forbrugerne en rimelig andel af de med aftalen forbundne fordele, anfoerte Kommissionen imidlertid i punkt 27 i den supplerende meddelelse om klagepunkter, at "... hvis man vil haevde, at aftalen medfoerer en reduktion af checkudstederens udgifter, overser man, at udstederen i henhold til den Package Deal-aftale af 1980, som den franske bankforening havde undertegnet, ikke maatte afkraeves gebyrer for anvendelse af eurochecks i udlandet ...". Tilsvarende betegnes Helsinki-aftalen i punkt 28 i den supplerende meddelelse om klagepunkter som "en vaesentlig fravigelse af Package Deal-aftalen", og heraf udledes det, at den ikke er noedvendig for at naa de maal, der er naevnt i de to foerste betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3.
55 Retten finder, at Kommissionen ved i den supplerende meddelelse om klagepunkter at fastslaa, at Helsinki-aftalen er i strid med Package Deal-aftalen, for paa den baggrund at konkludere, at aftalen ikke opfylder den anden og den tredje betingelse i artikel 85, stk. 3, har udvidet raekkevidden af de klagepunkter, der var rettet mod Helsinki-aftalen.
56 Det anfoeres imidlertid i betragtning 50 og 51 til beslutningen, at Helsinki-aftalen er en principaftale om opkraevning af et gebyr i strid med eurocheck-systemet. Herved tages i det vaesentlige de klagepunkter og argumenter, der er indeholdt i punkt 12, 27 og 28 i den supplerende meddelelse om klagepunkter, i betragtning.
57 Det skal paa baggrund af det saaledes anfoerte undersoeges, om sagsoegeren har haft lejlighed til at tage stilling til disse klagepunkter, inden Kommissionen traf sin endelige beslutning. Det har herved betydning, om det kan vaere tilstraekkeligt, at der blev sendt en kopi af den supplerende meddelelse om klagepunkter til Eurocheque International til orientering, uden at der, som omhandlet i artikel 2, stk. 4, i forordning nr. 99/63, blev fastsat en frist for selskabet til at fremkomme med dets bemaerkninger.
58 Retten finder, at artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 99/63 - hvorefter Kommissionen skal give hver enkelt af virksomhederne eller sammenslutningerne af virksomheder eller deres faelles befuldmaegtigede skriftlig meddelelse om de klagepunkter imod dem, som tages i betragtning - ikke giver Kommissionen hjemmel til over for en af parterne i en aftale i stedet for at give direkte meddelelse om klagepunkterne blot at sende en kopi af den meddelelse om klagepunkter, der er rettet til en anden part, til orientering. Det kan nemlig i det foreliggende tilfaelde ikke udelukkes, at proceduren kunne have foert til et andet resultat, hvis Kommissionen formelt havde fremsendt den supplerende meddelelse om klagepunkter til Eurocheque International, og hvis den havde fastsat en frist for selskabet til at fremkomme med sine bemaerkninger til meddelelsens punkt 12, 27 og 28.
59 I oevrigt udgoer det svar, Eurocheque International gav den 31. juli 1991 paa de forslag til aendring af Package Deal-aftalen, som Kommissionen havde forelagt selskabet den 4. juni 1991, ikke en stillingtagen fra Eurocheque International' s side til de faktiske omstaendigheder og klagepunkter, der er indeholdt i den supplerende meddelelse om klagepunkter. Svaret kan saaledes ikke ses som et udtryk for, at sagsoegeren har haft lejlighed til at tage stilling til disse klagepunkter. Den paagaeldende skrivelse vedroerte da ogsaa kun de naevnte forslag til aendring af Package Deal-aftalen.
60 Det foelger heraf, at Kommissionen har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og artikel 2 og 4 i forordning nr. 99/63.
61 Beslutningen skal derfor - og uden at det er noedvendigt, at Retten tager stilling til sagsoegerens oevrige anbringender - annulleres, for saa vidt som det derved fastslaas, at Eurocheque International har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, og selskabet paalaegges en boede paa 1 000 000 ECU.
62 Da det saaledes ikke er konstateret, at sagsoegeren har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, er sag T-40/92 blevet uden genstand for saa vidt angaar afslaget paa at indroemme en fritagelse. Det er derfor ufornoedent at traeffe afgoerelse om lovligheden af beslutningens artikel 2 i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som den af Groupement indgivne begaering om fritagelse herved afslaas.
Sag T-39/92
63 Sagsoegeren har i det vaesentlige paaberaabt sig fire anbringender til stoette for sine paastande. Det foerste anbringende - om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1 - falder i to led. Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at der foreligger en prisaftale. Groupement har dernaest anfoert, at Kommissionen ikke har afgraenset det relevante marked korrekt. Det andet anbringende er, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3. Det tredje anbringende er, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, og det fjerde anbringende gaar ud paa, at der er sket en tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.
Det foerste anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1
Spoergsmaalet om der foreligger en prisaftale
- Parternes argumenter
64 Sagsoegeren har bestridt, at der foreligger en prisaftale. Sagsoegeren har i foerste raekke gjort gaeldende, at Helsinki-aftalen - i modsaetning til hvad der er anfoert i den 48. betragtning til beslutningen - i betragtning af aftalens oekonomiske og historiske kontekst paa det paagaeldende tidspunkt udelukkende havde til formaal at fastlaegge et loft for det indloesningsgebyr, som medlemmerne af Groupement skulle kunne opkraeve i forbindelse med betaling med udenlandske eurochecks, men ikke at indfoere en pligt til at opkraeve et saadant gebyr. Ifoelge sagsoegeren var det noedvendigt at fastlaegge et saadant loft paa grund af de dagaeldende instrukser inden for eurocheck-systemet, som paalagde bankerne ikke at forfordele udenlandske eurochecks i forhold til betalinger med indenlandske checks i tilfaelde af, at de opkraevede et indloesningsgebyr.
65 Sagsoegeren har dernaest gjort gaeldende, at Helsinki-aftalen ikke er i fuldstaendig modstrid med Package Deal-aftalen, saaledes som det siges i den 16. betragtning til beslutningen. Groupement har anfoert, at det er udtryk for en fordrejning af Package Deal-aftalens indhold og af fritagelsesbeslutningen for denne aftale, naar det i den 51. betragtning til beslutningen fastslaas, at Helsinki-aftalen er i strid med eurocheck-systemet, under henvisning til, at systemet bl.a. bygger paa det princip, at modtageren af en eurocheck faar udbetalt checkens fulde beloeb.
66 Sagsoegeren finder for det foerste, at den anfaegtede beslutning hviler paa en sammenblanding dels af gebyrerne mellem banker, dels af vederlaget for de tjenesteydelser, bankerne praesterer for deres kunder. Sagsoegeren har anfoert, at selv om Package Deal-aftalen forbyder de handlende at afkraeve udstedere af eurochecks et gebyr i forbindelse med betaling med checken for at sikre, at udstederne faar fordel af checkens fulde beloeb, giver aftalen ikke desto mindre den indloesende bank mulighed for at afkraeve de handlende et gebyr.
67 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at bortset fra Banques populaires og Crédit mutuel tilsluttede de franske banker, som ikke udsteder uniforme eurochecks, sig ikke bestemmelserne i Package Deal-aftalen vedroerende aabningen af non-banking-sektoren. Sagsoegeren har herved henvist til, at de franske banker og Eurocheque International allerede i 1983 underrettede Kommissionen herom, hvilket Kommissionen tog til efterretning i den 22. betragtning til fritagelsesbeslutningen ved at naevne, at "visse banker ... dog kun [anvender] eurocheck-aftalerne delvis". Sagsoegeren har tilfoejet, at da der udtrykkeligt henvises til Helsinki-aftalen, uden at den holdes uden for omraadet for fritagelsen og uden at fritagelsen goeres betinget af, at Helsinki-aftalen ophaeves eller aendres, indebar beslutningen om fritagelse for Package Deal-aftalen noedvendigvis ogsaa en fritagelse for Helsinki-aftalen.
68 Sagsoegeren har endelig kritiseret Kommissionen for at have set bort fra den historiske sammenhaeng i udviklingen af betalingssystemer i Frankrig, som er karakteriseret ved, at den ikke-garanterede check er erstattet med betalings- og haevekort, idet Kommissionen heraf har udledt, at Helsinki-aftalen udgoer det andet led i en grundlaeggende aftale med henblik paa at eliminere eurochecken, hvorved det foerste led skulle vaere forbuddet mod at udstede eurochecks til indenlandsk brug. Sagsoegeren har tilfoejet, at Helsinki-aftalen langt fra har bidraget til at hindre udbredelsen af eurochecks i Frankrig, men derimod har haft gavnlige virkninger for adgangen til at betale med udenlandske eurochecks hos de handlende i Frankrig, idet antallet af handlende, der tager imod eurochecks, er steget betydeligt siden 1984.
69 Groupement har i denne forbindelse anfoert, at Kommissionen har tilsidesat de af Domstolen og Retten fastslaaede principper, idet den ikke har foretaget en vurdering af Helsinki-aftalens virkninger for konkurrencen (jf. Domstolens dom af 30.6.1966, sag 56/65, Société Technique Minière, Sml. 1965-1968, s. 211, org. ref.: Rec. s. 337, Domstolens dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, og Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931). Da Kommissionen systematisk har sammenlignet situationen efter gennemfoerelsen af Helsinki-aftalen med den situation, der ville have foreligget, saafremt Package Deal-aftalen var blevet anvendt, har den ikke foretaget en korrekt vurdering af Helsinki-aftalens virkninger for konkurrencen, og den har derfor ikke kunnet fastslaa, at aftalen er konkurrencebegraensende.
70 Kommissionen har for det foerste anfoert, at brugen af ordet "opkraever" (o.a.: I den franske udgave anvendes futurum indikativ-formen "percevront") i punkt 3 i Helsinki-aftalen klart viser, at der er tale om en pligt til at afkraeve de handlende et gebyr. Under henvisning til, at de handlende, der er tilsluttet systemet, i henhold til aftalen skal tage imod udenlandske eurochecks paa samme vilkaar som Groupement, har Kommissionen gjort gaeldende, at Helsinki-aftalen ikke blot principielt fastslaar, at der skal opkraeves et gebyr, men tillige fastsaetter stoerrelsen heraf. Paa tidspunktet for indgaaelsen af Helsinki-aftalen var de af Groupement anvendte vilkaar de samme for alle medlemmer. Foerst senere, nemlig med virkning fra den 25. oktober 1985, hvor det ensartede gebyr, som blev anvendt af Groupement' s medlemmer, blev afskaffet, blev Helsinki-aftalen en aftale, som ikke laengere drejede sig om et ensartet gebyr, men om et gebyr, som fulgte de forskellige bankers praksis med hensyn til betaling med kort.
71 Kommissionen har for det andet gjort gaeldende, at princippet om, at modtageren af en eurocheck skal have udbetalt checkens fulde beloeb, saaledes som det foelger af Package Deal-aftalen, bestemt ikke udelukker, at der kan opkraeves et gebyr af udstederen af checken, men at Package Deal-aftalen blev fritaget paa grund af princippet om betaling af eurocheckens fulde beloeb til modtageren af checken. Kommissionen har dog tilfoejet, at Helsinki-aftalens ulovlighed under alle omstaendigheder ikke skyldes, at aftalen ikke er i overensstemmelse med "gratisprincippet", men derimod det forhold, at den er en aftale vedroerende de priser, der anvendes over for bankernes kunder.
72 Kommissionen har for det tredje henvist til, at de franske banker havde tilsluttet sig Package Deal-aftalen. Ifoelge det oplyste i anmeldelsesformular A/B af 7. juli 1982 "deltager alle de pengeinstitutter, der repraesenteres af hver af de internationale sammenslutninger, i aftalen", dvs. praktisk taget alle pengeinstitutter i de lande, de nationale sammenslutninger, herunder AFB, repraesenterer.
73 Kommissionen har for det fjerde anfoert, at henvisningen til hindringen for udviklingen af nationale eurochecks i Frankrig skal forstaas som et bidrag til forklaring af den anfaegtede aftales sammenhaeng paa nationalt plan, idet der ikke er tale om et klagepunkt, hvorefter forbuddet for Groupement' s medlemmer mod at udstede eurochecks til indenlandsk brug skulle opfattes som en aftale.
74 Kommissionen har for det femte understreget, at den indtil anmeldelsen af selve Helsinki-aftalen kun raadede over ufuldstaendige oplysninger om aftalens ordlyd, og den har afvist Groupement' s paastand om, at det forhold, at det i fritagelsesbeslutningen naevnes, at Package Deal-aftalen kun blev anvendt delvis af de medlemmer af Groupement, der havde aabnet deres forhandlernet for eurochecken, skulle have medfoert, at fritagelsen for Package Deal-aftalen ogsaa skulle omfatte Helsinki-aftalen.
75 Kommissionen har endelig anfoert, at stigningen i antallet af eurochecks, der blev modtaget i Frankrig mellem 1984 og 1990, ikke aendrer noget ved aftalens konkurrencebegraensende karakter. Ifoelge Kommissionen har argumentet om den konstaterede stigning ingen vaerdi, eftersom stigningen ikke kan sammenlignes med den, som kunne vaere registreret uden Helsinki-aftalen. Sagsoegte har gjort gaeldende, at Helsinki-aftalen medfoerte, at betalinger med eurochecks blev mindre attraktive for de franske handlende i forhold til, hvad der ville have vaeret tilfaeldet, hvis disse fortsat havde faaet udbetalt eurocheckens fulde beloeb i overensstemmelse med Package Deal-aftalen.
- Rettens bemaerkninger
76 Indledningsvis henvises til, at Domstolen i en dom af 30. januar 1985 (sag 123/83, BNIC, Sml. s. 391) har fastslaaet, at en aftale mellem to sammenslutninger af erhvervsdrivende skal betragtes som "en aftale mellem virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder". I det foreliggende tilfaelde medfoerer tilhoersforholdet til sammenslutningen, i henhold til dens stiftelsesoverenskomst, at medlemmerne tiltraeder de beslutninger, der traeffes af Groupement' s ledende organer.
77 Det foelger heraf, at Helsinki-aftalen skal bedoemmes som en aftale som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, indgaaet mellem de to sammenslutninger af erhvervsdrivende, som Groupement des cartes bancaires "CB" og Eurocheque International udgoer.
78 Med henblik paa afgoerelsen af, om Helsinki-aftalen udgoer en prisaftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, litra a), skal raekkevidden af Helsinki-aftalens ordlyd fastlaegges.
79 I indledningen til Helsinki-aftalen bestemmes det, at de handlende, der er tilsluttet Groupement Carte bleue og/eller Eurocard France SA, "skal tage imod" udenlandske eurochecks udstedt i Frankrig som betaling for varer og tjenesteydelser "paa de samme vilkaar" som dem, de anvender paa betalinger med Carte bleue og Eurocard, mens de pengeinstitutter, der er medlem af Groupement, i henhold til aftalens punkt 3 for varer og tjenesteydelser, der betales med eurochecks, "opkraever" et gebyr af de handlende, der "ikke [maa] vaere hoejere end" det, som de skal betale i forbindelse med betalinger med kort.
80 I modsaetning til hvad Kommissionen synes at antage, vedroerer bestemmelsen i indledningen til aftalen om, at der skal anvendes "de samme vilkaar", forholdet mellem de handlende, der er tilsluttet Groupement, og deres kunder, mens aftalens punkt 3 angaar forholdet mellem bankerne og de handlende. Det kan derfor ikke siges at foelge af disse to led i aftalen, at denne har til formaal at fastsaette stoerrelsen af det gebyr, bankerne beregner sig over for de handlende, som indloeser udenlandske eurochecks udstedt til dem som betaling for varer og tjenesteydelser.
81 Saafremt ordene "samme vilkaar" i indledningen til aftalen som haevdet af Kommissionen skulle vedroere stoerrelsen af det gebyr, der opkraeves, ville aftalens punkt 3 vaere overfloedigt eller endog i modstrid hermed, for saa vidt som der i punkt 3 fastsaettes et loft for det paagaeldende gebyr. Hvis ordene "samme vilkaar" sigtede til et beloeb, ville det nemlig vaere unoedvendigt at fastsaette et loft, og det ville vaere i strid med foerstnaevnte bestemmelse, at der ved fastsaettelse af et saadant loft blev givet hjemmel til, at der kunne opkraeves et mindre gebyr end det, ordene "samme vilkaar" sigter til. Indledningen til aftalen kan derfor ikke fortolkes saaledes, at der herved er indgaaet en aftale om gebyrets stoerrelse, saaledes som det er anfoert i den 49. betragtning til den anfaegtede beslutning, idet aftalens punkt 3 i saa fald ville vaere indholdsloes.
82 Dette bekraeftes af den skrivelse, Caisse nationale du Crédit agricole fremsendte til Kommissionen den 13. november 1984. I henhold til denne skrivelse anvendte Crédit agricole' s regionale afdelinger over for de handlende, fra hvilke de modtog eurochecks til indloesning, et gebyr, som var godkendt af Eurocheque Community i oktober 1983 og "hoejst (maatte) svare til" det, der blev opkraevet i forbindelse med betalinger med kort.
83 Desuden har sagsoegte paa trods af de spoergsmaal, der blev stillet i saa henseende under retsmoedet, ikke godtgjort, at Groupement' s medlemmer udnyttede den margen, der er givet dem i punkt 3 i Helsinki-aftalen, fuldt ud, og at de generelt over for de handlende anvendte samme gebyrer for betalinger med eurochecks som for betalinger med "CB"-kort, saaledes som det fastslaas i den 47. betragtning til beslutningen. Kommissionens repraesentant besvarede saaledes et spoergsmaal fra Retten med, at selve formaalet med loftet for gebyret, som var at forhindre opkraevning af for hoeje gebyrer, gjorde det lidet sandsynligt eller endog umuligt, at Groupement' s medlemmer opkraevede gebyrer, der laa under det i Helsinki-aftalen fastsatte loft. Retten finder, at denne forklaring i mangel af yderligere bevismaessigt grundlag ikke kan stoette sagsoegtes opfattelse.
84 Det foelger heraf, at den forpligtelse, der i Helsinki-aftalen paalaegges Groupement' s medlemmer, til at beregne sig et gebyr for indloesning af eurochecks over for de tilsluttede handlende - i modsaetning til hvad der er anfoert i den 49. betragtning til beslutningen - ikke kan betragtes som en aftale om fastsaettelse af en faelles pris, som skal anvendes i kontrakter med tredjemand, som omhandlet i Domstolens praksis (se BNIC-dommen, jf. ovenfor, dom af 3.7.1985, sag 243/83, Binon, Sml. s. 2015, og af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117).
85 Retten finder imidlertid, at Groupement' s medlemmer ved at paatage sig forpligtelsen til over for de tilsluttede handlende at beregne sig et gebyr for indloesning af eurochecks trukket paa udenlandske banker - ved siden af det gebyr i forholdet mellem bankerne, som de i henhold til Package Deal-aftalen modtager fra den bank, checken er trukket paa - gensidigt har givet afkald paa muligheden for eventuelt at anse gebyret fra trassatbanken som tilstraekkeligt vederlag for den ydelse, der praesteres over for den handlende i form af indloesning af eurochecken.
86 Det foelger heraf, at Helsinki-aftalen har haft til formaal at indfoere en maerkbar begraensning af handlefriheden for Groupement' s medlemmer og derfor udgoer en aftale om opkraevning af et gebyr, der som saadan er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, litra a). Det er derfor med rette, at Kommissionen under henvisning til beslutning 87/13/EOEF af 11. december 1986 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/261-A - Association belge des banques, EFT 1987 L 7, s. 27), i den 50. betragtning til den anfaegtede beslutning har fastslaaet, at Helsinki-aftalen er en principaftale om opkraevning af et gebyr, og at den pr. definition er konkurrencebegraensende. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 692A0039.1
87 Da Helsinki-aftalen har til formaal at begraense konkurrencen, er det ikke noedvendigt at tage stilling til aftalens konkrete virkninger (Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429, BNIC-dommen, jf. ovenfor, dom af 27.1.1987, sag 45/85, Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, Sml. s. 405, og af 11.1.1990, sag C-277/87, Sandoz prodotti farmaceutici mod Kommissionen, Sml. I, s. 45, summarisk offentliggoerelse).
88 Hvad angaar det forhold, at visse banker skal have givet afkald paa at opkraeve det omtvistede gebyr, bemaerkes i oevrigt, at sagsoegeren - ved i sine indlaeg at haevde, at det omtvistede gebyr er berettiget, fordi det er noedvendigt at sikre et vederlag for den ydelse, der praesteres over for de handlende, og at det er udtryk for et oenske om at forhindre enhver form for diskriminering af eurochecks i forhold til almindelige checks - har erkendt, at Groupement' s medlemmer med indgaaelsen af Helsinki-aftalen har villet sikre et obligatorisk vederlag for den ydelse, bankerne praesterer over for de handlende i form af indloesning af eurochecks. Dette afsvaekker oplysningerne om, at Groupement' s medlemmer ikke i praksis har overholdt deres forpligtelse i henhold til Helsinki-aftalen til over for de tilsluttede handlende at beregne sig et gebyr for indloesning af eurochecks.
89 Hvad angaar det i slutningen af den 50. betragtning anfoerte om, at Helsinki-aftalen, kombineret med det i protokollen af 31. juli 1984 indeholdte forbud for de franske banker mod udstedelse af eurochecks til indenlandsk brug, har medvirket til at hindre udviklingen af indenlandske eurochecks i Frankrig, finder Retten, at henvisningen til Helsinki-aftalen som et led i en paastaaet samlet strategi fra Groupement' s side med henblik paa et hindre saavel udstedelse af eurochecks i Frankrig som anvendelse af udenlandske eurochecks i Frankrig, ikke har haft til formaal at udvide den i den 50. betragtning indeholdte kritik af aftalen til ogsaa at omfatte indenlandske franske eurochecks. Der er tale om en betragtning, som har til formaal at placere prisaftalen i sin rette sammenhaeng, uden at betragtningen er noedvendig som stoette for at fastslaa, at overtraedelsen har fundet sted.
90 Endvidere finder Retten med hensyn til 16. og 51. betragtning til beslutningen, at det er uden betydning for afgoerelsen af naervaerende sag, om det i henhold til Package Deal-aftalen er tilladt at afkraeve de handlende et gebyr som vederlag for indloesning af eurochecks. Selv om det maatte laegges til grund, at det i henhold til Package Deal-aftalen er tilladt at opkraeve et saadant gebyr, er det nemlig i sig selv i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, litra a), at indfoere en forpligtelse hertil i henhold til en aftale.
91 Endelig finder Retten, at den omstaendighed, at Helsinki-aftalen er naevnt i begrundelsen for beslutningen om fritagelse af Package Deal-aftalen, ikke i sig selv har kunnet medfoere, at den fritagelse, der er indroemmet for Package Deal-aftalen, ogsaa omfatter Helsinki-aftalen. Den dispositive del af beslutningen om fritagelse af Package Deal-aftalen omfatter nemlig ikke Helsinki-aftalen. Formaalet med den i begrundelsen for beslutningen indeholdte henvisning til situationen i Frankrig efter Helsinki-aftalen var alene at angive, at denne situation principielt ikke udgjorde nogen hindring for, at der blev indroemmet en fritagelse for Package Deal-aftalen.
92 Anbringendets foerste led, som gaar ud paa, at der ikke er tale om en prisaftale, boer herefter tiltraedes, for saa vidt som det i den 49. betragtning til beslutningen fastslaas, at Helsinki-aftalen er en aftale om stoerrelsen af et gebyr, men boer i oevrigt forkastes.
Spoergsmaalet om afgraensningen af det relevante marked
- Parternes argumenter
93 Groupement har i foerste raekke anfoert, at Kommissionen i den 8. betragtning til den anfaegtede beslutning for foerste gang naevner markedet for "samtlige internationale betalingsmidler, der kan anvendes i den franske non-banking-sektor". Ved at begrunde sin afvisning af at indroemme en fritagelse med den ringe konkurrence, der er konstateret paa markedet for samtlige internationale betalingsmidler, som anvendes hos de franske handlende, har Kommissionen imidlertid afskaaret Groupement fra at tage stilling til definitionen af og de saerlige kendetegn ved det marked, paa hvilket Kommissionen fandt, at Groupement havde gjort indgreb i konkurrencen.
94 Sagsoegeren har henvist til, at en adaekvat definition af det relevante marked er en noedvendig forhaandsbetingelse for enhver afgoerelse om en paastaaet konkurrencebegraensende adfaerd (jf. Domstolens dom af 21.2.1973, sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215, og Rettens dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403).
95 Sagsoegeren har i det foreliggende tilfaelde for det foerste kritiseret, at der i beslutningen henvises til tre forskellige markeder med henblik paa at definere det marked, hvorpaa den paastaaede overtraedelse skal have fundet sted, nemlig dels markedet for eurochecks udstedt af banker i Frankrig, dels markedet for eurochecks, som indehavere af eurocheckkort, der ikke er udstedt af banker i Frankrig, udskriver i franske francs hos de 500 000 franske handlende, der er tilsluttet Groupement' s betalingskortsystem, og endelig markedet for samtlige internationale betalingsmidler, der kan anvendes i den franske non-banking-sektor.
96 Sagsoegeren finder, at denne helt uberettigede definition af markedet "paa tre omraader" udgoer en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85. Hvis det relevante marked var markedet for de internationale betalingsmidler, der anvendes i Frankrig, ville den paastaaede overtraedelse, som kun vedroerer udenlandske eurochecks udstedt til de franske handlende, nemlig ikke kunne have nogen maerkbar indvirkning paa markedet, da antallet af udenlandske eurochecks, der udstedes til de franske handlende, er ubetydeligt i forhold til det samlede omfang af de betalingsmidler, disse tager imod.
97 Groupement har desuden kritiseret Kommissionen for, at den ikke har undersoegt mulighederne for at substituere de udenlandske eurochecks, der udstedes til de franske handlende, med andre betalingsmidler, idet den paa baggrund af en saadan undersoegelse ville vaere naaet frem til, at de udenlandske eurochecks, der udstedes i Frankrig, ikke udgoer et saerskilt marked.
98 Sagsoegeren har for det andet gjort gaeldende, at hvis det relevante marked er markedet for udenlandske eurochecks udstedt til de franske handlende, ligger alle de i betragtning 32, 50, 59 og 82 til beslutningen indeholdte klagepunkter, som drejer sig om en begraensning af konkurrencen mellem eurochecks og betalinger med kort, uden for det marked, der er defineret i beslutningen. Sagsoegeren har tilfoejet, at hvis dette marked skal laegges til grund, falder de i betragtning 50, 59, 60-65 og 66 til beslutningen indeholdte klagepunkter ligeledes uden for det saaledes definerede marked, eftersom de indenlandske eurochecks, der udleveres af de franske banker, ikke udgoer en del af markedet.
99 Sagsoegte har anfoert, at det relevante marked er markedet for internationale betalingsmidler, der anvendes hos de franske handlende, og at der inden for dette marked findes et delmarked bestaaende af eurochecks, som indehavere af eurocheckkort, der ikke er udstedt af banker i Frankrig, udskriver i Frankrig til de handlende, der er tilsluttet Groupement. Det kan ifoelge Kommissionen ikke kritiseres, at den ikke kun har lagt markedet for eurochecks til grund som det relevante marked.
100 Sagsoegte har endelig anfoert, at bemaerkningen om en hindring for udviklingen af indenlandske eurochecks i Frankrig udelukkende havde til formaal at forklare den nationale sammenhaeng, som Helsinki-aftalen indgik i, og at der ikke herved er tale om et saerskilt klagepunkt.
- Rettens bemaerkninger
101 I den 8. betragtning til beslutningen defineres det relevante marked som "markedet for eurochecks udstedt i udlandet, navnlig eurochecks, som indehavere af eurocheckkort, der ikke er udstedt af banker i Frankrig, udskriver i franske francs hos de 500 000 franske handlende, der er tilsluttet Groupement CB' s betalingskortsystem. Det relevante marked omfatter desuden samtlige internationale betalingsmidler, der kan anvendes i den franske non-banking-sektor". I den 76. betragtning praeciseres det, at Helsinki-aftalens indvirkning paa konkurrencen for det foerste skal undersoeges paa det "direkte beroerte marked, dvs. markedet for udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor". At beslutningen kun vedroerer markedet for udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor bekraeftes af betragtning 50 og 56. I betragtning 50 fastslaas det, at Helsinki-aftalen "har foert til, at betalinger med eurochecks er mindre attraktive for de franske handlende". I betragtning 56 paapeges det, at Helsinki-aftalen vedroerer checks, som statsborgere i en medlemsstat udsteder i en anden medlemsstat, og at den saerlig maerkbart paavirker handelen i Faellesskabet, fordi "Frankrig er det land, hvor der indloeses flest eurochecks" inden for Faellesskabet.
102 I den 77. betragtning til beslutningen naevner Kommissionen ganske vist, at man "for det andet kan ... undersoege konkurrencen mellem samtlige internationale betalingsmidler anvendt hos de franske handlende". Det understreges imidlertid samtidig i beslutningen, at "konkurrencen mellem de forskellige betalingsmidler i sig selv [er] begraenset", som begrundelse for, at indgrebet i konkurrencen i det konkrete tilfaelde er bedoemt paa det foerstnaevnte marked, dvs. markedet for udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor.
103 Det fremgaar af selve titlen paa Helsinki-aftalen, at den vedroerer "modtagelse af eurochecks trukket paa udenlandske pengeinstitutter i den franske non-banking-sektor". Paa grund af sit omfang udgoer markedet for udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor - som er det eneste marked, Helsinki-aftalen vedroerer - et saerligt, tilstraekkelig homogent marked, der er adskilt fra markedet for de andre internationale betalingsmidler, som Groupement' s medlemmer konkurrerer paa.
104 Kommissionen har derfor med rette i den 76. betragtning til beslutningen fastslaaet, at det marked, der er direkte beroert af Helsinki-aftalen, er markedet for udenlandske eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor.
105 Anbringendets andet led om en fejlagtig afgraensning af markedet boer herefter forkastes.
Det andet anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3
Parternes argumenter
106 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 3, ved at have afvist at indroemme den fritagelse for Helsinki-aftalen, Groupement havde anmodet om. Kommissionen har ifoelge sagsoegeren ikke anvendt nogen af de fire betingelser i bestemmelsen korrekt, ligesom den har forvansket de konkrete faktiske omstaendigheder.
107 Hvad naermere angaar den tredje betingelse, om noedvendigheden af konkurrencebegraensningen, har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ud fra den fejlagtige antagelse, at de franske banker havde tilsluttet sig Package Deal-aftalen, i den 72. betragtning til beslutningen med urette har lagt til grund, at Helsinki-aftalen ikke opfyldte den paagaeldende betingelse.
108 Kommissionen har heroverfor anfoert, at Helsinki-aftalen ikke opfylder nogen af de fire betingelser for en fritagelse. Hvad saerlig angaar den tredje betingelse har Kommissionen henvist til, at den i den 72. betragtning til beslutningen har fastslaaet, at den begraensning af konkurrencen, der for Groupement' s medlemmer foelger af forpligtelsen til at opkraeve et gebyr af de handlende, som tager imod eurochecks, ikke er noedvendig for at naa de med Package Deal-aftalen forfulgte maal, da Package Deal-aftalen netop udelukker, at der opkraeves et gebyr hos modtageren af eurochecks.
Rettens bemaerkninger
109 Den kontrol, som Retten udoever vedroerende komplicerede oekonomiske vurderinger, der er foretaget af Kommissionen som led i dennes udoevelse af den skoensbefoejelse, den har i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, i relation til hver af de fire betingelser heri, skal begraenses til en efterproevelse af, at formforskrifterne er overholdt, at begrundelsen er tilstraekkelig, at de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige samt at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning (jf. Domstolens dom i sagen Remia m.fl. mod Kommissionen, jf. ovenfor, og Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487).
110 Naar henses til, at betingelserne for at indroemme en fritagelse er kumulative (jf. Domstolens dom i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen, jf. ovenfor, og Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19), kan den anfaegtede beslutning, for saa vidt som det heri afvises at indroemme en saadan fritagelse, kun annulleres, saafremt Rettens kontrol viser, at Kommissionen ikke har opfyldt sine forpligtelser, naar de fire betingelser betragtes hver for sig.
111 I henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, kan der kun indroemmes fritagelse, saafremt aftalen kun paalaegger de paagaeldende virksomheder konkurrencebegraensninger, som er noedvendige for at naa de i bestemmelsen omhandlede maal.
112 Det skal i det konkrete tilfaelde undersoeges, om Kommissionen med rette har antaget, at de konkurrencebegraensninger, der foelger af Helsinki-aftalen, ikke var noedvendige med henblik paa at fremme mulighederne for at betale med udenlandske eurochecks i Frankrig.
113 Retten finder herved, at selv om det laegges til grund, at Helsinki-aftalen var noedvendig med henblik paa at forpligte de handlende, der var tilsluttet Groupement, til at tage imod udenlandske eurochecks udstedt i franske francs som betaling for varer og tjenesteydelser, var det ikke noedvendigt at paalaegge Groupement' s medlemmer at afkraeve de handlende et gebyr i forbindelse med betalinger med udenlandske eurochecks. Groupement' s medlemmer kunne nemlig paa linje med de franske banker, der ikke tilhoerer Groupement, have anset det gebyr, som de i forholdet mellem bankerne i medfoer af Package Deal-aftalen modtager fra trassatbanken, som tilstraekkeligt vederlag for den praesterede ydelse, i stedet for ved hjaelp af en aftale at afskaere sig fra muligheden for at undlade at afkraeve de handlende, der var tilsluttet Groupement, et gebyr i forbindelse med betalinger med udenlandske eurochecks.
114 Det foelger heraf, at sagsoegeren i det foreliggende tilfaelde ikke har godtgjort, at de konkurrencebegraensninger, der foelger af Helsinki-aftalen, ikke gik ud over, hvad der var strengt noedvendigt for at naa de med Package Deal-aftalen forfulgte maal (jf. navnlig Domstolens dom af 8.6.1982, sag 258/78, Nungesser og Eisele mod Kommissionen, Sml. s. 2015, og i sagen Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, jf. ovenfor, samt Rettens dom af 9.7.1992, sag T-66/89, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. II, s. 1995). Retten finder saaledes, at det med rette i den 72. betragtning til beslutningen er afvist at indroemme den fritagelse, sagsoegeren havde anmodet om, med den begrundelse, at Helsinki-aftalen ikke kunne betragtes som en begraensning, der var noedvendig for at naa de med Package Deal-aftalen forfulgte maal.
115 Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3, kan herefter ikke tiltraedes. Det er foelgelig ufornoedent at tage stilling til anbringenderne vedroerende de oevrige betingelser for at indroemme en fritagelse.
Det tredje anbringende: tilsidesaettelse af retten til kontradiktion
Parternes argumenter
116 Sagsoegeren har indledningsvis gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat retten til kontradiktion ved i betragtning 8 og 50 til beslutningen at fremsaette nye klagepunkter i forhold til dem, der var fremsat i meddelelsen om klagepunkterne. I den 8. betragtning til beslutningen tales der for foerste gang om markedet for "samtlige internationale betalingsmidler, der kan anvendes i den franske non-banking-sektor". Denne aendring af definitionen af det relevante marked indebaerer, at sagsoegeren ikke har haft mulighed for at fremkomme med sine bemaerkninger i relation til denne nye definition af markedet i forhold til den, der dannede grundlag for vurderingen af det haevdede indgreb i konkurrencen. Hvad angaar betragtning 50 er der med bemaerkningen om, at Helsinki-aftalen har "medvirket til at hindre udviklingen af indenlandske eurochecks i Frankrig", fremfoert et nyt klagepunkt i forhold til dem, som er indeholdt i punkt 32 og 33 i meddelelsen om klagepunkterne, hvori det beroerte marked blev begraenset til markedet for udenlandske eurochecks som betalingsmiddel i Frankrig, idet Kommissionen antog, at aftalen havde skadelige virkninger i forholdet mellem de franske banker og de udenlandske banker og i forholdet mellem de franske handlende og de udenlandske handlende.
117 Sagsoegeren har dernaest kritiseret Kommissionen for at have frataget Groupement retten til en retfaerdig rettergang ved at haevde, at Groupement og Eurocheque International har forskellige interesser, og ved - uden at fremfoere beviser herfor - at fastslaa, at Helsinki-aftalen klart havde til formaal at begraense konkurrencen, da den samlede franske banksektor oenskede og endog kraevede en saadan aftale.
118 Sagsoegeren finder desuden, at Kommissionen ved at tage det for givet, at de franske banker ikke overholdt Package Deal-aftalen, navnlig ikke gratisprincippet for eurochecks, fastholdt sin beslutning om ikke at tage stilling til Groupement' s argumenter og afstod fra at undersoege de afgoerende argumenter, som kunne have medfoert, at den indroemmede en fritagelse. Sagsoegeren anser dette for en tilsidesaettelse af begrundelsespligten. Det samme gaelder med hensyn til definitionen af det eller rettere de relevante markeder.
119 Sagsoegeren har endvidere kritiseret, at Kommissionen traf beslutningen vedroerende Helsinki-aftalen, inden den traf beslutning vedroerende ansoegningen om forlaengelse af fritagelsen for Package Deal-aftalen. Sagsoegeren har herved henvist til, at Kommissionen udtalte, at "Helsinki-aftalen er i fuldstaendig modstrid med Package Deal-aftalen, der gaelder for anvendelsen af eurochecks i udlandet", selv om den endnu ikke havde taget stilling til Package Deal-aftalen. Kommissionen har herved i vaesentlig grad begraenset Groupement' s muligheder for at goere sine synspunkter gaeldende under naervaerende sag.
120 Groupement har endelig gjort gaeldende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning og har overskredet sine befoejelser ved at benytte proceduren vedroerende Helsinki-aftalen til dels at tvinge Eurocheque International til at acceptere vaesentlige aendringer i Package Deal-aftalen, dels at gennemtrumfe eurochecken som et privilegeret betalingsmiddel inden for Faellesskabet.
121 Kommissionen har bestridt, at den har gjort indgreb i sagsoegerens ret til kontradiktion. Den har i foerste raekke anfoert, at betragtning 8 og 50 til beslutningen ikke indeholder nye klagepunkter, og at den var berettiget til i beslutningen at praecisere definitionen af det relevante marked, bl.a. under hensyntagen til, hvad der var fremkommet under den administrative procedure. Kommissionen har dernaest bestridt, at den har udvist mangel paa objektivitet. For det foerste kan den ikke kritiseres for, at den gav parter, der havde forskellige interesser, mulighed for at fremkomme med deres egne anbringender og argumenter, og at den fremhaevede de punkter, den betragtede som afgoerende, nemlig Groupement' s manglende overholdelse af Package Deal-aftalen for saa vidt angaar non-banking-sektoren. For det andet har den i tilstraekkeligt omfang besvaret alle de argumenter, der fremkom under den administrative procedure. Da den anfaegtede beslutning i det vaesentlige hviler paa, at der foreligger en aftale om de priser, der skal anvendes over for bankernes kunder, er spoergsmaalet om, hvorvidt der er modstrid mellem Package Deal-aftalen og Helsinki-aftalen, under alle omstaendigheder uden betydning for bedoemmelsen af Helsinki-aftalen.
Rettens bemaerkninger
122 Det fremgaar af de bemaerkninger, Kommissionen er fremkommet med i den anfaegtede retsakt som begrundelse for at fastslaa, at der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, at Kommissionen har taget tilstraekkeligt hensyn til Groupement' s argumenter vedroerende de faktiske omstaendigheder og retlige betragtninger, der er afgoerende med henblik paa afgoerelsen af naervaerende sag, og at der derfor ikke er sket en tilsidesaettelse af begrundelsespligten.
123 Det fremgaar desuden af saavel sagsakterne fra den administrative procedure som begrundelsen for beslutningen, at den procedure, som foerte til den anfaegtede beslutning, alene havde til formaal at fastslaa ulovligheden af den forpligtelse, der i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, var paalagt Groupement' s medlemmer, til at afkraeve de handlende, som var tilsluttet gruppen, et gebyr for indloesning af udenlandske eurochecks, og at fastsaette en sanktion i denne anledning.
124 Hvad angaar anbringendet om, at der er fremsat nye klagepunkter, skal det blot bemaerkes, at den omstaendighed, at der i beslutningen tales om hindring af udviklingen af indenlandske eurochecks, ikke er udtryk for, at Kommissionen har villet udvide den i betragtning 50, sidste punktum, anfoerte kritik af aftalen til at omfatte franske eurochecks. For saa vidt angaar den 8. betragtning til beslutningen har Kommissionen heller ikke med henvisningen til markedet for samtlige internationale betalingsmidler, der anvendes i den franske non-banking-sektor, villet aendre definitionen af det relevante marked i beslutningen i forhold til den, der var indeholdt i meddelelsen om klagepunkterne, nemlig markedet for eurochecks udstedt i den franske non-banking-sektor. Betragtning 50 og 8 til beslutningen kan saaledes ikke betegnes som nye klagepunkter.
125 Hvad angaar kritikken af adskillelsen af proceduren vedroerende Helsinki-aftalen og proceduren vedroerende en forlaengelse af fritagelsen for Package Deal-aftalen finder Retten, at Kommissionen ud fra hensynet til god forvaltningsskik skal kunne traeffe afgoerelse vedroerende en aftale, som er blevet behoerigt anmeldt til Kommissionen, uden at skulle afvente resultatet af en undersoegelse, der - som i det foreliggende tilfaelde - vedroerer en aftale, som kan holdes adskilt fra den anmeldte aftale. Kommissionen har derfor ikke gjort indgreb i sagsoegerens ret til kontradiktion ved at traeffe afgoerelse om Helsinki-aftalen.
126 Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion kan herefter ikke tiltraedes.
Det fjerde anbringende: tilsidesaettelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17
Parternes argumenter
127 Sagsoegeren har subsidiaert paastaaet annullation af beslutningens artikel 3, for saa vidt som der herved paalaegges sagsoegeren en boede, og mere subsidiaert nedsaettelse af boeden.
128 Groupement har i foerste raekke gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 ved at paalaegge Groupement - som en selvstaendig juridisk person i forhold til dens medlemmer - en boede paa over 1 000 000 ECU. Groupement har herved gjort gaeldende, at dens aktiviteter som en sammenslutning af virksomheder er helt forskellige fra virksomhedernes aktiviteter, og at den boede, der er paalagt gruppen, derfor ikke kunne overstige 1 000 000 ECU. Ifoelge sagsoegeren skal en medvirken til en overtraedelse fastslaas individuelt, idet den omstaendighed, at en virksomhed hoerer til en sammenslutning af virksomheder, ikke i sig selv skaber en uafkraeftelig formodning for, at virksomheden har medvirket til en overtraedelse, der er begaaet af sammenslutningen. Ved at have baseret sin beslutning paa en saadan formodning har Kommissionen i alvorlig grad tilsidesat princippet om straffens personalitet og den grundlaeggende ret til kontradiktion.
129 Sagsoegeren har tilfoejet, at den omstaendighed, at den boede, der er paalagt Groupement, er fastsat ud fra det overskud, som er opnaaet af tredjemaend, der ikke har vaeret inddraget under den administrative procedure, udgoer en tilsidesaettelse af princippet om straffens personalitet, som er en integrerende del af faellesskabsretten.
130 Desuden har Kommissionen ifoelge sagsoegeren ikke taget hensyn til den formildende omstaendighed i forbindelse med overtraedelsen, at man i 1985 afskaffede det ensartede gebyr for betalinger med "CB"-kort.
131 Sagsoegeren har endelig bestridt, at der foreligger skaerpende omstaendigheder, idet gruppen har gjort gaeldende, at det er i strid med grundlaeggende retlige principper at laegge vaegt paa en overtraedelse, som ikke er godtgjort, nemlig hindringen for udviklingen af indenlandske eurochecks i Frankrig, som en skaerpende omstaendighed i forbindelse med en anden overtraedelse. Tilsvarende finder sagsoegeren, at hverken Groupement eller de franske banker kan siges at have forholdt Kommissionen vaesentlige oplysninger eller ikke at have handlet loyalt over for Kommissionen.
132 Kommissionen har heroverfor i foerste raekke anfoert, at den i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan paalaegge en boede svarende til 10% af omsaetningen for hvert medlem af en sammenslutning af virksomheder, som har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1. Ifoelge Kommissionen er det i realiteten de virksomheder, som er medlem af sammenslutningen, der traeffer sammenslutningens beslutninger og saaledes medvirker til overtraedelsen gennem sammenslutningen. Den af sagsoegeren anlagte fortolkning ville medfoere, at traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 15 i forordning nr. 17 ville blive indholds- og virkningsloese, da virksomheder med meget store omsaetninger, som har besluttet sig for at overtraede artikel 85, stk. 1, i saa fald blot behoever at danne en sammenslutning og lade denne traeffe de beslutninger, der strider mod den naevnte bestemmelse, hvorefter Kommissionen ikke kan paalaegge en boede paa over 1 000 000 ECU uanset den begaaede overtraedelses grovhed og stoerrelsen af de virksomheder, der har fordel af overtraedelsen.
133 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at den med henblik paa fastsaettelsen af boeden foretog et skoen over de franske bankers gevinst ved Helsinki-aftalen, og at dette skoen kun udgjorde ét af de elementer, der blev taget hensyn til ved fastsaettelsen af boeden, idet der ikke i beslutningen er nogen direkte forbindelse mellem det paagaeldende skoen og boedens stoerrelse.
134 Hvad angaar overtraedelsens grovhed finder Kommissionen, at Helsinki-aftalen i sin egenskab af en prisaftale, som skal anvendes i forhold til kunderne, udgoer en saerlig alvorlig konkurrencebegraensning, og Kommissionen har i oevrigt ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed taget hensyn til den formildende omstaendighed, som ligger i, at Groupement opgav de ensartede gebyrer, hvilket er udtrykkelig naevnt i betragtning 50 til beslutningen, hvortil der henvises i betragtning 78 gennem henvisningen til betragtning 46 ff. Kommissionen tog ligeledes hensyn til, at der var tale om den foerste beslutning, hvorved der paalaegges boeder inden for banksektoren.
135 Kommissionen har anfoert, at den var berettiget til at laegge vaegt paa parternes manglende samarbejdsvilje som en skaerpende omstaendighed, men at bemaerkningen om, at aftalen har medvirket til at hindre udviklingen af indenlandske eurochecks i Frankrig, kun blev medtaget for at beskrive aftalens kontekst. Der er ikke herved tale om en del af den overtraedelse, som er grundlaget for den i beslutningen paalagte boede.
Rettens bemaerkninger
136 Retten finder, at anvendelsen af den generelle betegnelse "overtraedelse" i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, som uden forskel omfatter aftaler, former for samordnet praksis og vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, viser, at de i bestemmelsen foreskrevne lofter finder ensartet anvendelse paa aftaler og former for samordnet praksis samt vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Det foelger heraf, at loftet paa 10% af omsaetningen skal beregnes ud fra omsaetningen for hver af de virksomheder, som deltager i de naevnte aftaler og former for samordnet praksis, eller for samtlige de virksomheder, der er medlem af de naevnte sammenslutninger af virksomheder, i det mindste naar sammenslutningen i henhold til sine interne regler kan forpligte medlemmerne.
137 Dette resultat bekraeftes af, at der ved fastsaettelsen af boeders stoerrelse bl.a. kan tages hensyn til, i hvor hoej grad virksomheden kunne paavirke markedet, navnlig paa grund af dens stoerrelse og dens oekonomiske betydning, som virksomhedens omsaetning giver et indtryk af (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/83-103/83, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 120 og 121), og til den forebyggende virkning, boederne skal have (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, praemis 309). I hvor hoej grad en sammenslutning af virksomheder kan paavirke et marked afhaenger nemlig ikke af sammenslutningens egen "omsaetning", som hverken er udtryk for sammenslutningens stoerrelse eller dens oekonomiske betydning, men derimod af medlemmernes omsaetning, som giver et indtryk af sammenslutningens stoerrelse og oekonomiske betydning.
138 Det fremgaar af punkt 11 og 12 i Groupement' s stiftelsesoverenskomst, at gruppen kan forpligte sine medlemmer, og i henhold til punkt 9 haefter medlemmerne solidarisk og ubegraenset for alle Groupement' s forpligtelser over for tredjemand, idet Groupement' s kreditorer dog foerst kan rejse krav om betaling af skyldige beloeb over for et medlem efter forgaeves at have fremsat paakrav til Groupement. Hvad angaar medlemmernes indbyrdes forpligtelser fordeles det solidariske ansvar i henhold til stiftelsesoverenskomsten paa grundlag af antallet af transaktioner gennemfoert ved hjaelp af Groupement' s kort, herunder de betalingstransaktioner, som de handlende stiller krav om daekning for.
139 Hvad angaar argumentet om en tilsidesaettelse af princippet om straffens personalitet henvises til Rettens bemaerkninger vedroerende prisaftalen, hvoraf det fremgaar, at overtraedelsen er begaaet af den sammenslutning af virksomheder, som Groupement udgoer, og at Kommissionen derfor med rette har paalagt Groupement boeden. Det bemaerkes herved, at en sammenslutning af virksomheder, der har begaaet en overtraedelse, ikke kan goere gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat det paagaeldende princip ved at tage hensyn til omsaetningen for sammenslutningens medlemmer ved fastsaettelsen af loftet for boeden og ved saaledes at lade sammenslutningens medlemmer baere den oekonomiske byrde, som boeden udgoer. Det forhold, at der er taget hensyn til medlemmernes omsaetninger ved fastsaettelsen af loftet for boeden, betyder nemlig ikke, at der er paalagt medlemmerne en boede, og heller ikke i sig selv, at den paagaeldende sammenslutning har pligt til at vaelte boeden over paa medlemmerne. Det forhold, at en saadan forpligtelse maatte foelge af den paagaeldende sammenslutnings interne regler, er uden betydning i relation til de faellesskabsretlige konkurrenceregler.
140 Det er i det foreliggende tilfaelde ikke gjort gaeldende, at den paalagte boede overskrider 10% af omsaetningen for medlemmerne af den paagaeldende sammenslutning af virksomheder.
141 Den i henhold til beslutningen paalagte boede overskrider saaledes ikke det loft, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.
142 Det fremgaar af betragtning 78 til den anfaegtede beslutning, sammenholdt med betragtning 49 og 50, at Kommissionen har paalagt Groupement en boede paa 5 000 000 ECU efter foerst at have betegnet Helsinki-aftalen som en aftale om et gebyrs stoerrelse og dernaest som en principaftale om opkraevning af et gebyr. Retten har imidlertid i relation til Groupement kun fundet det godtgjort, at der er tale om en principaftale om opkraevning af et gebyr som naevnt i betragtning 50 til beslutningen. Paa den baggrund skal Retten inden for rammerne af sin fulde proevelsesret undersoege, om der er grundlag for at nedsaette den boede, der er paalagt Groupement.
143 Det fremgaar af Domstolens praksis, at boeders stoerrelse skal fastsaettes i forhold til omstaendighederne i forbindelse med overtraedelsen og dennes grovhed (Domstolens dom af 12.11.1985, sag 183/83, Krupp mod Kommissionen, Sml. s. 3609), og at der ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed med henblik paa fastsaettelse af boedens stoerrelse isaer skal tages hensyn til konkurrencebegraensningernes karakter (Domstolens domme af 15.7.1970, sag 41/69, Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, henholdsvis sag 45/69, Boehringer mod Kommissionen, Sml. s. 153, org. ref.: Rec. s. 769).
144 Ved bedoemmelsen af overtraedelsens reelle grovhed skal det erindres, at det i betragtning 50 til beslutningen naevnte indgreb i konkurrencen alene omfatter det forhold, at der i henhold til Helsinki-aftalen paalaegges Groupement' s medlemmer en forpligtelse til at afkraeve de handlende, der er tilsluttet systemet, et gebyr som vederlag for indloesning af eurochecks. Aftalens punkt 3 giver imidlertid Groupement' s medlemmer fuld frihed til at afkraeve de handlende mindre gebyrer for indloesning af eurochecks end dem, der opkraeves i forbindelse med betalinger med kort. Eftersom det gebyr, der opkraeves i forbindelse med betalinger med eurochecks, kan vaere mindre end det gebyr, der opkraeves i forbindelse med betalinger med kort, maa det antages, at der fortsat har vaeret mulighed for konkurrence i forhold til de handlende, da disse kunne vaelge den bank, der anvendte det laveste gebyr. Det bemaerkes herved, at Kommissionen ikke har godtgjort, at Groupement' s medlemmer udnyttede den margen, de havde i henhold til Helsinki-aftalens punkt 3, fuldt ud.
145 Det fremgaar af betragtning 80 til beslutningen, at Kommissionen fastsatte boedernes stoerrelse i forhold til den aarlige gevinst, Groupement' s medlemmer opnaaede paa grund af aftalen i loebet af en periode paa seks aar. Som anfoert ovenfor vedroerer den af Groupement begaaede overtraedelse imidlertid ikke fastsaettelse af gebyrets stoerrelse, hvorfor det af Kommissionen foretagne skoen med henblik paa fastsaettelsen af boedens stoerrelse ikke laengere er relevant.
146 Retten finder det desuden berettiget, at Kommissionen har ladet de i betragtning 88, 89 og 90 til beslutningen naevnte formildende omstaendigheder tale til fordel for Groupement.
147 Retten finder herefter, at den boede paa 5 000 000 ECU, som er paalagt Groupement, ikke staar i rimeligt forhold til den i betragtning 50 til beslutningen naevnte overtraedelses karakter og egentlige grovhed, hvorfor den boede, der paalaegges Groupement, inden for rammerne af Rettens fulde proevelsesret fastsaettes til 2 000 000 ECU.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
148 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom.
149 Kommissionen har tabt sag T-40/92, og sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, hvorfor Kommissionen boer doemmes til at baere sine egne omkostninger saavel som de af sagsoegeren Europay afholdte omkostninger.
150 Groupement har delvis tabt sag T-39/92, og den har nedlagt paastand om, at sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger, hvorfor sagsoegeren boer doemmes til at baere halvdelen af sine egne omkostninger, mens Kommissionen boer baere sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Artikel 1 og 3 i Kommissionens beslutning 92/212/EOEF af 25. marts 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.717-A - Eurocheque: Helsinki-aftalen) annulleres, for saa vidt som de vedroerer Eurocheque International.
2) Den boede, der er paalagt Groupement des cartes bancaires "CB" i beslutningens artikel 3, fastsaettes til 2 000 000 ECU.
3) Kommissionen frifindes i oevrigt i den af Groupement des cartes bancaires "CB" anlagte sag.
4) Kommissionen baerer sine egne omkostninger, de af Europay afholdte omkostninger samt halvdelen af de af Groupement afholdte omkostninger. Groupement baerer halvdelen af sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy