Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° bebyrdende akt ° begreb ° forberedende akt ° udelukket
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemaend ° vederlag ° bosaettelsespenge efter fratraeden ° betingelser ° faktisk flytning af den varige bopael ° byrden ved beviset for den faktiske tilbageflytning paalagt tjenestemanden
(Tjenestemandsvedtaegten, bilag VII, art. 6)
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder
1 Den 12. juni 1974 blev sagsoegeren, Graf Yorck von Wartenburg, ansat som midlertidigt ansat i Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet").
2 Den 1. november 1987 blev han placeret i Bruxelles, hvor han arbejdede indtil den 31. december 1988, datoen for hans endelige udtraeden af tjenesten.
3 Efter at sagsoegeren havde etableret sig i Bruxelles sammen med sin hustru, indgav han ansoegning om bosaettelsespenge til ansaettelsesmyndigheden. Han fik afslag paa sin ansoegning. Men ved to domme afsagt af Retten, nemlig udeblivelsesdommen af 30. januar 1990 (sag T-42/89, Graf Yorck von Wartenburg mod Parlamentet, Sml. II, s. 31) og dommen af 4. juli 1990, som blev afsagt efter Parlamentets begaering om genoptagelse (sag T-42/89 OPPO, Parlamentet mod Graf Yorck von Wartenburg, Sml. II, s. 299), blev ansaettelsesmyndigheden doemt til at betale sagsoegeren bosaettelsespenge svarende til to maaneders loen.
4 Den 4. marts 1988 forlod sagsoegerens hustru "sit hjem, uden at der var haab om, at hun ville vende tilbage", jf. den skilsmissedom, der blev afsagt den 12. juli 1990 af tribunal d' arrondissement i Luxembourg. Hun flyttede tilbage til sin tidligere bopael i Mamer, hvilket Retten fastslog i ovennaevnte dom i sagen Graf Yorck von Wartenburg mod Parlamentet.
5 Den 18. april 1988 indgav sagsoegerens hustru skilsmissebegaering til tribunal d' arrondissement i Luxembourg.
6 Hun fik ved en kendelse om foreloebige forholdsregler af 8. august 1988 tilladelse til at bo adskilt fra sin aegtefaelle i Mamer under sagens behandling, idet sagsoegeren fik forbud mod at forstyrre hende dér. Sagsoegeren, som paa dette tidspunkt boede og arbejdede i Bruxelles, fik ikke medhold i sin modpaastand, hvorved han kraevede ret til at bo i samme ejendom som sin hustru. I kendelsen anfoeres, at "ejendommens indretning ikke er egnet til, at parterne kan bo der sammen, ej heller i perioder, uden at det medfoerer alvorlige forstyrrelser for hustruens skilsmissesag". Ved en kendelse af samme dato om foreloebige forholdsregler fik hustruen foreloebig foraeldremyndigheden over sagsoegerens eneste mindreaarige barn.
7 Den 9. november 1988 ansoegte sagsoegeren om at faa udbetalt en loebende godtgoerelse fra tidspunktet for sin udtraeden af tjenesten, og pr. 1. januar 1989 tog han bopael paa den adresse, han paa det tidspunkt havde i Bruxelles.
8 Den 31. december 1988 blev sagsoegeren, der stadig gjorde tjeneste i Bruxelles, omfattet af en foranstaltning vedroerende udtraeden af tjenesten i medfoer af Raadets forordning (Euratom, EKSF, EOEF) nr. 2274/87 af 23. juli 1987 om indfoerelse af saerlige foranstaltninger vedroerende midlertidigt ansattes udtraeden af tjenesten i De Europaeiske Faellesskaber (EFT L 209, s. 1). Som sagsoegeren havde meddelt i sin ansoegning af 9. november 1988, bevarede han sin bopael i Bruxelles.
9 Den 12. juli 1990 afsagde tribunal d' arrondissement i Luxembourg skilsmissedom, hvorved aegteskabet mellem sagsoegeren med bopael i Bruxelles og hans hustru med bopael i Mamer blev oploest paa grundlag af en separation, der havde varet over et aar.
10 Den 7. oktober 1991 indgav sagsoegeren til ansaettelsesmyndigheden ansoegning om udbetaling af bosaettelsespenge efter fratraeden som foelge af sin flytning fra Bruxelles til Mamer.
11 Den 22. november 1991 fremlagde sagsoegeren for administrationen en bopaelsattest udstedt af Mamer kommune den 21. november 1991, hvori det bekraeftedes, at han havde vaeret optaget i folkeregisteret for Mamer kommune siden den 6. august 1973, og at han siden da havde haft bopael paa den anfoerte adresse.
12 Ved skrivelse af 10. december 1991 meddelte generaldirektoeren for personale, budget og oekonomi sagsoegeren, at han havde ret til bosaettelsespenge efter fratraeden svarende til to maaneders grundloen, saafremt han kunne dokumentere, at han og hans familie atter havde taget bopael paa den i skrivelsen naevnte adresse. Generaldirektoeren henledte dog sagsoegerens opmaerksomhed paa, at sagsoegeren, eftersom han havde afsluttet sin tjeneste i Bruxelles, inden der var gaaet tre aar fra flytningen til et nyt tjenestested, skulle tilbagebetale to tredjedele af det beloeb, han havde faaet udbetalt ved denne lejlighed som bosaettelsespenge. Sagsoegeren blev anmodet om med henblik herpaa at saette sig i direkte forbindelse med den kompetente tjenestemand.
13 Den 15. januar 1991 indbragte sagsoegeren en klage over denne skrivelse af 10. december 1991, for saa vidt den indeholdt et krav om fremlaeggelse af visse dokumenter for at faa udbetalt bosaettelsespenge efter fratraeden og et krav om tilbagebetaling af to tredjedele af de bosaettelsespenge, han havde faaet udbetalt i medfoer af ovennaevnte domme i sagerne Graf Yorck von Wartenburg mod Parlamentet og Parlamentet mod Graf Yorck von Wartenburg. Denne klage blev stiltiende afvist af ansaettelsesmyndigheden.
14 Den 24. februar 1992 indbragte sagsoegeren som en retsbevarende handling endnu en klage over den samme skrivelse af 10. december 1991 fra ansaettelsesmyndigheden, for saa vidt denne skrivelse kunne betragtes som et stiltiende afslag paa hans ansoegning om bosaettelsespenge efter fratraeden. Denne klage forblev ligeledes ubesvaret og er saaledes stiltiende afvist.
15 Den 3. april 1992 tilstillede ansaettelsesmyndigheden sagsoegeren en skrivelse, hvori ansaettelsesmyndigheden, under henvisning til oplysningerne i ovennaevnte kendelse om foreloebige forholdsregler i forbindelse med skilsmissesagen, udbad sig yderligere oplysninger om hans familieforhold for at kunne vurdere, om den dokumentation, hvorpaa han stoettede sin ansoegning, var tilstraekkelig. Den 15. juni 1992 naegtede sagsoegeren at imoedekomme denne anmodning om oplysninger.
16 Sagsoegeren gjorde i oevrigt den 10. maj 1992 ansaettelsesmyndigheden opmaerksom paa, at denne i sine tidligere skrivelser ikke havde rejst spoergsmaalet om tilbagebetaling af bosaettelsespengene.
17 Den 11. juni 1992 besvarede ansaettelsesmyndigheden sagsoegerens skrivelse af 10. maj 1992 som foelger: "Vedr.: Ydelse af bosaettelsespenge efter fratraeden den 7. oktober 1991. Som svar paa Deres skrivelse af 10. maj 1992 vedroerende de bosaettelsespenge efter fratraeden, De fik udbetalt ved Deres flytning til Bruxelles den 1. november 1987, bekraefter jeg herved min skrivelse af 2. april 1992. Foelgelig skal De ikke tilbagebetale de beloeb, De har faaet udbetalt som bosaettelsespenge, til institutionen."
18 Den 7. juli 1992 paapegede sagsoegeren i sit svar paa denne skrivelse, at henvisningen til bosaettelsespenge "efter fratraeden" maatte vaere en "skrivefejl", og han anmodede Parlamentet om at rette denne fejl.
Retsforhandlinger
19 Dette er baggrunden for, at sagsoegeren anlagde den foerste sag som foelge af ansaettelsesmyndighedens stiltiende afvisning af hans klage af 15. januar 1992. Staevningen blev indleveret til Rettens Justitskontor den 14. august 1992, og sagen blev registreret under nr. T-57/92.
20 Sagsoegeren anlagde endnu en sag som foelge af den stiltiende afvisning af hans klage af 24. februar 1992. Staevningen blev indleveret til Rettens Justitskontor den 22. september 1992, og sagen blev registreret under nr. 75/92.
21 Parlamentet rejste ved et skriftligt indlaeg, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 20. oktober 1992, afvisningsindsigelse i sag T-57/92. Ved kendelse af 2. februar 1993 blev indsigelsen henskudt til afgoerelse ved den endelige dom. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
22 Ved kendelse af 25. juni 1993 blev de sager, der var anlagt den 12. august og den 22. september 1992, forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.
23 Parterne afgav deres mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 13. juli 1993.
Parternes paastande
24 Sagsoegeren har i sag T-57/92 nedlagt foelgende paastande:
1) Det fastslaas, at sagen kan antages til paakendelse, og der gives dom efter sagsoegerens paastande.
2) Foelgelig annulleres ansaettelsesmyndighedens afgoerelse af 10. december 1991 samt om fornoedent den stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 15. januar 1992, og sagsoegeren tilkendes ret til bosaettelsespenge efter fratraeden med tillaeg af morarenter 8% fra den 7. oktober 1991, ligesom sagsoegerens fritages for tilbagebetaling af nogen del af de bosaettelsespenge, han har faaet tildelt.
3) Sagsoegte doemmes under alle omstaendigheder til at betale alle sagens omkostninger, som omhandlet i artikel 90 og 91 i Rettens procesreglement.
Sagsoegeren har i sag T-75/92 nedlagt foelgende paastande:
1) Det fastslaas, at sagen kan antages til paakendelse, og der gives dom efter sagsoegerens paastande.
2) Ansaettelsesmyndigheden afgoerelse af 10. december 1991 samt om fornoedent den stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 24. februar 1992 annulleres, og sagsoegeren tilkendes ret til bosaettelsespenge efter fratraeden svarende til to maaneders loen, med tillaeg af morarenter 8% fra den 7. oktober 1991.
3) Sagsoegte doemmes under alle omstaendigheder til at betale alle sagens omkostninger, som omhandlet i artikel 90 og 91 i Rettens procesreglement.
25 Parlamentet har i sag T-57/92 nedlagt foelgende paastande:
1) Sagen afvises.
2) Subsidiaert frifindes sagsoegte.
3) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler.
Parlamentet har i sag T-75/92 nedlagt foelgende paastande:
1) Sagsoegte frifindes.
2) Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger i henhold til artikel 87, stk. 2, og artikel 88 i Rettens procesreglement.
Parternes anbringender og argumenter
26 Den foerste sag vedroerer annullation af Parlamentets afgoerelse af 10. december 1991, for saa vidt der heri kraeves dels supplerende dokumentation for sagsoegerens og hans families bosaettelse efter hans fratraeden, hvilket ifoelge sagsoegeren strider mod ligebehandlingsprincippet, dels tilbagebetaling af to tredjedele af bosaettelsespengene, hvilket, stadig ifoelge sagsoegeren, strider mod reglen om res judicata og artikel 24, stk. 1, i ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "AOEA").
27 Den anden sag vedroerer annullation af Parlamentets afgoerelse af 10. december 1991, for saa vidt der heri naegtes sagsoegeren bosaettelsespenge efter fratraeden, hvilket ifoelge sagsoegeren er i strid med AOEA' s artikel 24, stk. 2.
Formaliteten i den foerste sag
° Parternes argumenter
28 Parlamentet har rejst afvisningsindsigelse mod den foerste sag. For saa vidt angaar det foerste aspekt af sagen, nemlig kravet om yderligere dokumentation for sagsoegerens bosaettelse efter fratraeden, har Parlamentet gjort gaeldende, at det fremgaar af sagsoegerens paastande, at der er tale om et "anerkendelsessoegsmaal", ikke om et annullationssoegsmaal. Men efter fast praksis kan Retten hverken rette paabud til institutionerne eller traeffe afgoerelser paa disses vegne (dom af 11.7.1991, sag T-19/90, Von Hoessle mod Revisionsretten, Sml. II, s. 615).
29 Parlamentet har i oevrigt i svarskriftet haevdet, at for saa vidt sagsoegeren har paastaaet annullation af skrivelsen af 10. december 1991 fra generaldirektoeren for personale, budget og oekonomi, hvad angaar det deri fastsatte paalaeg om at fremlaegge dokumentation, maa denne paastand ligeledes afvises, idet naevnte skrivelse ikke udgoer en bebyrdende akt. Foelgelig kan sagsoegerens skrivelse af 15. januar 1992 ikke udgoere en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), der finder anvendelse paa midlertidigt ansatte i medfoer af artikel 46 i AOEA. Denne skrivelse af 15. januar 1992, som ganske vist udgoer en klage for saa vidt angaar spoergsmaalet om tilbagebetaling af bosaettelsespenge, der er udbetalt uretmaessigt, har for saa vidt angaar bosaettelsespengene efter fratraeden til formaal at imoedekomme sagsoegerens foerste ansoegning af 7. oktober 1991. Ifoelge Parlamentet kan der ikke vaere tale om en klage i denne forbindelse, idet den administrative firemaaneders-rist, der er fastsat i vedtaegtens artikel 90, stk. 1, og som begyndte at loebe den 7. oktober 1991, ikke var udloebet den 15. januar. Parlamentet stoetter denne paastand paa det forhold, at sagsoegeren med rette har indbragt en egentlig klage den 24. februar 1992, og at det er baggrunden for den sideloebende sag T-75/92.
30 Med hensyn til sagens andet aspekt, nemlig tilbagebetalingen af bosaettelsespengene, har Parlamentet gjort gaeldende, at disse paastande er formaalsloese. Ansaettelsesmyndigheden gav nemlig den 2. april 1992 et positivt svar paa sagsoegerens klage, dvs. foer udloebet af svarfristen. Dette svar blev bekraeftet ved skrivelsen af 11. juni 1992. Parlamentet har anfoert, at den skrivefejl, der er indeholdt i sidstnaevnte skrivelse, hvor der tales om "bosaettelsespenge efter fratraeden" og ikke om "bosaettelsespenge", ikke har kunnet vildlede sagsoegeren, idet det klart fremgaar af sammenhaengen, at der er tale om bosaettelsespenge.
31 Sagsoegeren har for saa vidt angaar det foerste aspekt af sagen svaret, at der ikke er tale om et anerkendelsessoegsmaal, men om et annullationssoegsmaal rettet mod afgoerelsen af 10. december 1991, hvori han afkraeves yderligere dokumentation for sin bosaettelse efter fratraeden. Han har tilfoejet, at hans paastand om anerkendelse af et forhold er den logiske foelge af hans annullationspaastand, idet der er tale om en tvist af oekonomisk karakter, hvor Retten har fuld proevelsesret.
32 Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at skrivelsen af 10. december 1991 givet udgoer en bebyrdende akt, som kan kraeves annulleret ved et soegsmaal, der behandles uafhaengigt af det andet soegsmaal. Ansaettelsesmyndigheden har nemlig i denne skrivelse "naegtet at anerkende, at sagsoegerens dokumentation er i orden", og derved tilsidesat bestemmelserne i sin meddelelse af februar 1991 til tjenestemaend og midlertidigt ansatte, som udtraeder af tjenesten (herefter benaevnt "meddelelse af februar 1991", replikken s. 4 og 5).
33 Sagsoegeren har frafaldet sagens andet aspekt, hvorom han erkender, at det nu er uden betydning. Men han har haevdet, at det er Parlamentets holdning, der har faaet ham til at anlaegge sag, selv om der allerede var truffet en gunstig afgoerelse. Han havde nemlig aldrig modtaget skrivelserne af 19. marts og 2. april 1992, mens skrivelsen af 11. juni 1992 var tvetydig, idet der deri henvises til bosaettelsespenge efter fratraeden og ikke om bosaettelsespenge, og idet hans anmodning om en uddybning af dette punkt er forblevet ubesvaret. Han finder derfor, at der boer tages hensyn til naevnte omstaendighed ved fordelingen af sagens omkostninger.
° Rettens bemaerkninger
34 Retten tager indledningsvis til efterretning, at sagsoegeren har haevet sagen, for saa vidt denne vedroerer tilbagebetaling af bosaettelsespengene.
35 Det skal for det foerste bemaerkes, at resten af sagen skal fortolkes ikke som et anerkendelsessoegsmaal, som haevdet af Parlamentet, men som et annullationssoegsmaal rettet mod skrivelsen af 10. december 1991.
36 For saa vidt angaar formaliteten fremgaar det af fast retspraksis, at der kun foreligger akter, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser ved en vaesentlig aendring af hans retsstilling, og naar akterne definitivt fastlaegger institutionens standpunkt, hvilket udelukker akter til forberedelse af en afgoerelse, som kun kan anfaegtes i forbindelse med et soegsmaal til proevelse af de retsakter, der kan vaere genstand for annullation (jf. f.eks. Domstolens dom af 7.4.1965, sag 11/64, Weighardt mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 55, org. ref.: Rec. s. 365, og af 14.2.1989, sag 346/87, Bossi mod Kommissionen, Sml. s. 303, samt Rettens dom af 22.6.1990, forenede sager T-32/89 og T-39/89, Marcopoulos mod Domstolen, Sml. II, s. 281, praemis 21).
37 I den foreliggende sag skal det bemaerkes, at det i skrivelsen af 10. december 1991 fra generaldirektoeren for personale, budget og oekonomi hedder: "Jeg har modtaget Deres skrivelse af 7. oktober 1991, hvori De anmoder om at faa udbetalt bosaettelsespenge efter fratraeden som foelge af deres udtraeden af tjenesten den 31. december 1988. De har vaeret midlertidigt ansat i Europa-Parlamentet i Luxembourg fra den 1. juni 1974 til den 31. oktober 1987 og har arbejdet i Bruxelles for Det Europaeiske Folkepartis Gruppe fra den 1. november 1987 til den 31. december 1988. Da De flyttede tjenestested, modtog De dobbelte bosaettelsespenge. Som De véd, har De ret til bosaettelsespenge efter fratraeden svarende til to maaneders grundloen, saafremt De dokumenterer, at De og Deres familie efter fratraedelsen har taget bopael paa den i Deres skrivelse anfoerte adresse. Jeg beder Dem med henblik herpaa henvende Dem direkte til fru T i Bruxelles (BEL ... tlf. ...)."
38 Det fremgaar klart af ordlyden af denne skrivelse, at der er tale om en forberedende akt, der ikke er bebyrdende for sagsoegeren. For det foerste har denne skrivelse nemlig til formaal at forberede ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om at tilkende eller naegte sagsoegeren bosaettelsespenge efter fratraeden, idet skrivelsen indeholder oplysninger om kravet om dokumentation til sagsoegeren samt om den person, der behandler hans sag. For det andet indeholder skrivelsen ikke nogen henvisning til det dokument, sagsoegeren stilede til administrationen den 22. november 1991, og kan derfor ikke betragtes som en skrivelse, hvori dokumentet bedoemmes som utilstraekkeligt. For det tredje opstilles der i skrivelsen ingen yderligere krav i forhold til kravene i meddelelsen af februar 1991, hvori det hedder, at "der skal fremlaegges en bopaelsattest, der dokumenterer, at Deres og i givet fald Deres families flytning faktisk har fundet sted".
39 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at skrivelsen af 10. december 1991 ikke kan betragtes som en bebyrdende akt, hvorfor sagen maa afvises, for saa vidt den er rettet mod skrivelsen.
Realiteten i den anden sag
° Parternes argumenter
40 Sagsoegeren har redegjort for, hvorfor han har anlagt den anden sag, og hvorledes denne afviger fra den foerste. Han har for det foerste anfoert, at hans foerste sag tager sigte paa annullation af Parlamentets skrivelse af 10. december 1991, for saa vidt det heri kraevedes, at han skulle fremlaegge en anden dokumentation for sin bosaettelse efter fratraeden end bopaelsattester, mens hans anden sag tager sigte paa annullation af samme skrivelse, for saa vidt denne udgoer en principiel naegtelse af at yde ham bosaettelsespenge efter fratraeden.
41 Sagsoegeren paapeger derefter, at Parlamentet ikke uden at tilsidesaette artikel 24, stk. 2, i AOEA kan naegte at yde ham bosaettelsespenge efter fratraeden svarende til to maaneders grundloen, idet han ved sin udtraeden af tjenesten opfyldte alle de i denne bestemmelse fastsatte betingelser. Han har bl.a. anfoert, at der er tale om bosaettelse efter fratraeden for en tjenestemand, som udtraeder af tjenesten i henhold til AOEA' s artikel 24, naar han dels har underrettet de lokale myndigheder om sin afrejse fra tjenestestedet, dels har underrettet de lokale myndigheder om sin ankomst til den kommune i landet, i hvilken han har besluttet sig til at bosaette sig.
42 I den foreliggende sag har sagsoegeren paaberaabt sig foelgende forhold til stoette for sit synspunkt med hensyn til bosaettelsen i Mamer efter sin fratraeden:
° Tilbageleveringen i januar 1989 af den saerlige belgiske opholdstilladelse, som han havde faaet udstedt i forbindelse med sit sidste tjenestested, nemlig Bruxelles.
° Ansoegningen om udstedelse af et identitetskort for udlaendinge, der er dateret den 13. marts 1989, og hvori "den 6. august 1973" er angivet som "datoen for indrejsen" i Luxembourg, mens der ikke naevnes noget om nogen afbrydelse af hans ophold i Mamer siden dette tidspunkt; identitetskortet for udlaendinge, der er udstedt paa dette grundlag til sagsoegeren i september 1989, og som gaelder indtil september 1994.
° En bopaelsattest udstedt af Mamer kommune den 21. november 1991, hvori det bekraeftes, at sagsoegeren siden den 6. august 1973 har vaeret registreret i Mamer kommunes folkeregister som bosiddende i Mamer.
° En erklaering af 15. april 1992 fra sagsoegeren, hvorefter han i Ixelles (Belgien) ejer en privat bolig, der benyttes som sekundaer bolig ("pied-à-terre"), samt en udskrift af 3. november 1992 af Ixelles kommunes skatteliste, hvoraf det fremgaar, at sagsoegeren er opfoert paa kommunens skatteliste over sekundaere boliger.
° Flere kvitteringer for betaling af ejendomsskatten paa hans hus i Mamer vedroerende aarene 1990, 1991 og 1992.
° En attest af 18. november 1992 fra parlamentsmedlemmet J.Gr., som bekraefter, at han er blevet ansat af hende som research-assistent.
43 Sagsoegeren har staerkt tilbagevist Parlamentets argumenter i denne sag om bevisvaerdien af den opholdstilladelse, han har faaet udstedt af de luxembourgske myndigheder. Ifoelge sagsoegeren udstedes en opholdstilladelse traditionelt til personer, der ikke er statsborgere i det paagaeldende land, som et konkret bevis paa, at de har tilladelse til at opholde og etablere sig inden for landets graenser. I den foreliggende sag kan den opholdstilladelse for EF-statsborgere, sagsoegeren har faaet udstedt af de luxembourgske myndigheder, betragtes som "tilladelse til endelig etablering", og den gaelder i fem aar. Sagsoegeren kan ikke se, hvorledes han kunne have faaet tilladelse til at etablere sig i Luxembourg, og navnlig i Mamer, hvis ikke han foerst var flyttet tilbage til Mamer.
44 Sagsoegeren erkender, at han sandsynligvis har haft lettere ved at faa udstedt opholdstilladelse, fordi han tidligere har boet i Mamer, og fordi han ejer et hus dér. Men han finder alligevel ikke, at man kan gaa saa vidt som til at haevde, at udstedelsen af tilladelsen ikke viser, at han faktisk har etableret sig i Mamer. At haevde det modsatte svarer til enten at saette spoergsmaalstegn ved de luxembourgske forvaltningsmyndigheders effektivitet i forbindelse med anvendelse af fremmedpolitibestemmelserne, eller at paastaa, at det udstedte kort blot er et skinkort uden reel vaerdi.
45 Sagsoegeren tilfoejer, at saafremt han som haevdet af Parlamentet aldrig har etableret sig i Mamer, er hans opholdstilladelse blevet ugyldig, da det er fastsat, at "en opholdstilladelse bortfalder, saafremt indehaveren af det bor over seks maaneder uden afbrydelser uden for Storhertugdoemmet". Men de luxembourgske myndigheder har aldrig draget gyldigheden af sagsoegerens opholdstilladelse i tvivl.
46 Sagsoegeren konkluderer, at Parlamentet ikke uden at anfaegte gyldigheden af sagsoegerens opholdstilladelse kan haevde, at tilladelsen og den derved godkendte etablering i Mamer ikke forudsaetter, at han forinden er flyttet dertil.
47 I oevrigt har sagsoegeren bestridt relevansen af Parlamentets udtalelser om hans skilsmissesag. De udtryk, der anvendes af de luxembourgske retter i forbindelse med skilsmissesager, har en saerlig betydning, som afhaenger af skilsmissesagernes saerlige karakter, love og forskrifter samt den underliggende retspraksis. Deres betydning kan ikke overfoeres til en tvist om Faellesskabets tjenestemandsretlige omraade.
48 Parlamentet har svaret, at udbetaling af bosaettelsespenge efter fratraeden forudsaetter, at der er skiftet bopael (jf. senest Domstolens dom af 25.11.1982, sag 79/82, Evens mod Revisionsretten, Sml. s. 4033), at bopaelen faktisk er flyttet til det nye sted, der er anfoert som det sted, hvortil vedkommende er flyttet tilbage, at der bestaar et reelt baand mellem den tidligere tjenestemand og dette sted, og at den tidligere tjenestemand har sin primaere bopael paa dette sted.
49 Parlamentet tilfoejer, at den omstaendighed, at man har sin faktiske bopael et sted, naturligvis ikke forhindrer, at man kan have en anden bopael et andet sted, men at en fiktiv bopael ikke kan foere til udbetaling af bosaettelsespenge efter fratraeden. Saaledes anerkendte generaladvokat Mancini i sagen Gutmann mod Kommissionen, at en paastaaet flytning til Paris er fiktiv, trods fremlaeggelsen af en bopaelsattest udstedt af myndighederne i Paris (jf. forslag til afgoerelse i forbindelse med Domstolens dom af 20.10.1983, sag 92/82, Sml. s. 3127, paa s. 3136). Domstolen har tilsvarende anerkendt, at "den officielle opholdstilladelse opfylder sin saerlige funktion i den nationale lovgivning om folkeregistrering og ikke i sig selv forhindrer, at ydelsesmodtageren anses for i virkeligheden at have faktisk bopael andetsteds" (dom af 14.7.1988, sag 284/87, Schaeflein mod Kommissionen, Sml. s. 4475).
50 Parlamentet naegter at godtage den dokumentation, som sagsoegeren har paaberaabt sig for at godtgoere, at han faktisk er flyttet tilbage til Mamer.
51 For saa vidt angaar sagsoegerens tilbagelevering af den saerlige belgiske opholdstilladelse i januar 1989 bemaerker Parlamentet, at dette var noedvendiggjort af, at sagsoegeren ved udgangen af 1988 udtraadte af tjenesten i Parlamentet. En saadan tilladelse mister nemlig ligesom aegtefaellens tilladelse sin vaerdi og skal automatisk tilbageleveres, naar hovedindehaveren mister sin status som tjenestemand. Denne tilbagelevering beviser paa ingen maade, at sagsoegeren har underrettet de belgiske myndigheder om en eventuel afrejse, og slet ikke at han har flyttet sin bopael fra Bruxelles til Mamer.
52 Parlamentet kan ej heller se, hvorledes sagsoegeren kan have underrettet de lokale myndigheder om sin afrejse, da det klart fremgaar af hans bopaelsattest, at han altid har vaeret registreret i Mamer og aldrig i Ixelles kommune i Bruxelles. Dette bekraeftes af sagsoegeren egen erklaering, ifoelge hvilken "der ikke er sket registrering i kommunen i Bruxelles, da jeg uafladeligt rejste til Storhertugdoemmet Luxembourg".
53 Med hensyn til den opholdstilladelse og de bopaelsattester, som sagsoegeren har paaberaabt sig, har Parlamentet for det foerste fastslaaet, at hverken ansoegningen om et identitetskort for udlaendinge eller opholdstilladelsen eller bopaelsattesten beviser, at sagsoegeren er flyttet tilbage fra Bruxelles til Mamer. Det fremgaar nemlig af disse dokumenter, at sagsoegeren siden 1973 hele tiden har vaeret optaget i Mamer kommunes folkeregister, og at han saaledes ikke har underrettet Mamer kommune om sin afrejse til Bruxelles i januar 1988. At doemme ud fra disse dokumenter har sagsoegeren hele tiden siden 1973 haft bopael i Mamer og har paa intet tidspunkt flyttet bopaelen til Bruxelles, saaledes at der ikke paa nogen maade kan vaere tale om en flytning fra Bruxelles tilbage til Mamer.
54 Parlamentet har for det andet fremhaevet, at ovennaevnte dokumenter bygger paa sagsoegerens egne erklaeringer. Da der ikke foreligger nogen erklaering om flytning til Bruxelles, er den nuvaerende oplysning i Mamer' s folkeregister stadig baseret paa den oprindelige registrering, der fandt sted efter sagsoegerens foerste indrejse i Luxembourg i 1973, hvad enten den oprindelige registrering siden er blevet bekraeftet af sagsoegerens senere erklaeringer til de kommunale myndigheder eller ej. Det siger sig selv, at ogsaa udstedelsen af opholdstilladelsen og bopaelsattesterne kan foeres tilbage til denne registrering i Mamer.
55 Med hensyn til den anden bolig i Bruxelles bemaerker Parlamentet, at dokumenterne herom er fremlagt af sagsoegeren selv efter anlaeggelsen af sagen (hans erklaering af april 1992) eller udstedt paa grundlag af denne erklaering (uddrag af skattelisten, der blev udstedt den 3. november 1992). Sidstnaevnte dokument er resultatet af, at han ejer en lejlighed i Ixelles, men ikke er optaget i denne kommunes folkeregister. Endvidere betyder det, at sagsoegeren har en "pied-à-terre" paa sit tidligere tjenestested, Bruxelles, ikke noedvendigvis, at hans faktiske bopael er i Mamer.
56 Med hensyn til den aftale, der er indgaaet med et parlamentsmedlem, har Parlamentet gjort gaeldende, at det af det fremlagte dokument fremgaar, at sagsoegeren har sit hovedtjenestested i Forbundsrepublikken Tyskland, hvorfra han skal udfoere forskellige opgaver i samtlige Faellesskabets medlemsstater. Sagsoegeren har ganske vist i replikken henvist til, at han "som led i sit arbejde som assistent for et parlamentsmedlem ofte maa arbejde uden for Luxembourg, navnlig i Bruxelles", men Parlamentet kan ikke se, hvorledes alle disse erklaeringer kan stoette paastanden om, at sagsoegeren faktisk er flyttet tilbage til Mamer.
57 Parlamentet har i oevrigt bemaerket, at sagsoegerens dokumenter og argumenter, som skulle godtgoere, at han er flyttet hjem efter sin fratraeden, er i strid med nedenstaaende dokumenter, erklaeringer og forhold, der paa ingen maade bekraefter sagsoegerens paastand om, at han flyttede tilbage til sin adresse i Mamer i begyndelsen af 1989 eller endog senere.
58 Parlamentet paapeger for det foerste, at dommeren ved tribunal d' arrondissement i Luxembourg ved en kendelse om foreloebige forholdsregler i forbindelse med skilsmissesagen den 8. august 1988 gav sagsoegerens hustru tilladelse til under sagen at bo adskilt fra sagsoegeren i Mamer, forboed sagsoegeren at forstyrre hende dér og afviste hans modkrav om tilladelse til at bo i samme ejendom som sin hustru. Men hvis man skal tro paa den bopaelsattest, sagsoegeren har fremlagt, havde sagsoegeren uafbrudt bopael i et hus, som ifoelge en retsafgoerelse var forbudt omraade for ham.
59 Parlamentet henviser for det andet til forskellige luxembourgske domme, der er afsagt i sager mellem sagsoegeren, "som har bopael i Bruxelles ...", og fru G i perioden 8. februar 1989 til 8. juli 1992.
60 Parlamentet laegger for det tredje vaegt paa flere skrivelser, som det har modtaget fra sagsoegeren eller dennes hustru. I en skrivelse af 15. juni 1990 har sagsoegeren naevnt, at det den 12. juni 1990, datoen for nedlaeggelse af de sidste paastande i skilsmissesagen, var blevet konstateret, at minimumsfristen for separationen var udloebet. Ved skrivelse af 19. juni 1990 erklaerede fru G. , at hun boede adskilt fra sin mand i Mamer, og ansoegte under henvisning til kendelsen om foreloebige forholdsregler af 8. august 1988 om paa grundlag af denne separation at faa husstands-, uddannelses- og boernetillaeggene indsat paa sin egen konto i Luxembourg. Sagsoegeren har selv i skrivelse af 7. oktober 1991 erklaeret, at "... jeg forlader min nuvaerende bopael i Bruxelles, ..., og vender tilbage til Mamer ...". Ved skrivelse af 11. december 1991, dvs. kort tid efter indgivelsen af ansoegningen om bosaettelsespenge efter fratraeden og samtidig med ansoegningen om "overfoersel af hans oekonomiske rettigheder", har sagsoegeren anmodet om fortsat at faa sin post sendt til adressen i Bruxelles, fordi han formodede, at hans hustru i Mamer ikke ville sende den videre.
61 Parlamentet udleder af det ovenfor anfoerte, at sagsoegeren faktisk havde bopael i Bruxelles under skilsmissesagen (fra 1989 til 1992), og har udtrykt staerk tvivl om, hvorvidt han virkelig har flyttet sin faktiske bopael til Mamer. Parlamentet har antydet, at der er en staerk formodning for, at sagsoegerens officielle adresse i Mamer kommune er fiktiv. De af sagsoegeren fremlagte dokumenter daekker nemlig lange perioder, hvor han helt sikkert ikke boede i Mamer, jf. bl.a. skilsmissedokumenterne, ekshustruens erklaering og hans egne erklaeringer.
62 Parlamentet har konkluderet, at det i betragtning af ordlyden af sagsoegerens dokumenter, disses oprindelse og indbyrdes modstridende indhold samt de oevrige dokumenter eller oplysninger, der foreligger, og som modbeviser paastanden om tilbageflytning til Mamer, ikke kan udbetale nogen bosaettelsespenge efter fratraeden til sagsoegeren.
° Rettens bemaerkninger
63 Retten skal indledningsvis bemaerke, at sagen maa anses for at vaere rettet mod den stiltiende afvisning den 7. februar 1992 af sagsoegerens ansoegning af 7. oktober 1991, og ikke mod skrivelsen af 10. december 1991, som ikke indeholder noget klagepunkt.
64 Det boer erindres, at det fremgaar af artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i vedtaegtens bilag VII sammenholdt med artikel 24 i AOEA, at en midlertidigt ansat, der har modtaget udlandstillaeg, eller som kan dokumentere, at han for at opfylde forpligtelserne i henhold til artikel 20 i vedtaegten har maattet skifte bopael, ved udtraeden af tjenesten, har krav paa bosaettelsespenge efter fratraeden svarende til to maaneders grundloen. Bosaettelsespenge efter fratraeden udbetales, naar det er bevist, at tjenestemanden og hans familie har taget bopael paa et sted, der ligger mindst 70 kilometer fra hans tjenestested, forudsat at flytningen sker senest tre aar efter tjenestemandens fratraeden.
65 Efter Domstolens praksis forudsaetter udbetaling af bosaettelsespenge efter fratraeden, at der er skiftet bopael (jf. senest ovennaevnte dom Evens mod Revisionsretten), dvs. at tjenestemanden faktisk har flyttet sin saedvanlige bopael til det sted, som er angivet som den nye bopael.
66 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at det paahviler tjenestemanden ved en hvilken som helst retlig fremgangsmaade at dokumentere, at han faktisk har skiftet bopael inden tre aar fra sin udtraeden af tjenesten. For at fremme relationerne mellem tjenestemaendene og administrationen for saa vidt angaar beviset for flytningen udsendte Parlamentet i februar 1991 en meddelelse, ifoelge hvilken tjenestemanden skal fremlaegge "en bopaelsattest, der beviser, at flytningen af bopaelen ... virkelig har fundet sted". Denne meddelelse fastslaar dels tjenestemandens dokumentationspligt og goer det dels klart, hvilket dokument han skal fremlaegge. Foelgelig er bopaelsattesten principielt tilstraekkeligt bevis for tjenestemandens flytning, medmindre ansaettelsesmyndigheden fremlaegger oplysninger, der kan rejse tvivl om dokumentets beviskraft. I saa fald er det tjenestemanden, som skal fremkomme med yderligere oplysninger, der kan bevise, at "flytningen af bopaelen virkelig har fundet sted".
67 Inden Retten gaar over til at undersoege, om Parlamentet i den foreliggende sag har fremlagt oplysninger, der kan rejse tvivl om beviskraften i bopaelsattesten af 21. november 1991, skal det bemaerkes, at sagsoegeren ikke har anfoert, hvornaar han er flyttet tilbage til Mamer, og at han erkender, at dette skal vaere sket inden den 31. december 1991, nemlig tre aar efter hans udtraeden af tjenesten, for at han kan vaere berettiget til bosaettelsespenge efter fratraeden. Foelgelig er oplysninger, som beviser, at sagsoegeren har skiftet bopael efter denne dato, irrelevante.
68 Retten fastslaar i oevrigt, at sagsoegerens flytning ikke kan have fundet sted foer den 7. oktober 1991. Han har nemlig i sin ansoegning af 7. oktober 1991 om bosaettelsespenge efter fratraeden anfoert, at "...jeg indgiver herved ansoegning om bosaettelsespenge efter fratraeden som foelge af flytningen af min bopael. Jeg forlader nemlig min nuvaerende bopael i Bruxelles ... og flytter tilbage til Mamer". Sagsoegeren har saaledes klart angivet, at han den 7. oktober 1991 endnu boede i Bruxelles, og at han havde til hensigt at flytte til Mamer. Ansoegningens ordlyd bekraeftes paa det punkt af sagsoegerens erklaering af 9. november 1988 om sin udtraeden af tjenesten, hvori det hedder: "Jeg vaelger adresse fra 1. januar 1989 paa ... min nuvaerende bopael ... Bruxelles.". Denne erklaering viser, at sagsoegeren ikke ved sin udtraeden havde til hensigt med det samme at skifte bopael. Det bekraeftes igen i en skrivelse af 11. december 1991 fra sagsoegeren, som meddeler Parlamentet sit nye kontonummer i Luxembourg under henvisning til sin skrivelse af 21. november 1991, hvori det hedder: "Da ich vermuten muss, dass Frau G. in Mamer mir meine Post nicht uebergeben wird, moechte ich Sie bitten (, sie) an meine Bruesseler Anschrift weiterzuversenden, bis die Scheidung ausgesprochen ist." Sagsoegeren har praeciseret indholdet af disse to dokumenter i replikken, hvori det hedder, at "... selv om sagsoegeren i foerste omgang udtalte, at han, da han opretholdt sin bopael i Bruxelles, oenskede at udoeve sine oekonomiske rettigheder i denne by, anmodede han i betragtning af den nye tilladelse til at tage bopael i Mamer, der netop var meddelt ham, helt logisk om at kunne udoeve sine oekonomiske rettigheder dér". Hertil kommer den afgoerelse, ansaettelsesmyndigheden traf den 17. december 1991 som svar paa sagsoegerens skrivelse af 11. december 1991, om foerst at overfoere hans oekonomiske rettigheder med virkning fra 1. december 1991.
69 Det fremgaar af ovenstaaende, at sagsoegeren ikke kan vaere flyttet foer den 7. oktober 1991, og at flytningen maa have fundet sted foer den 31. december 1991 for at give ret til bosaettelsespenge efter fratraeden. Derfor skal de af sagsoegeren fremlagte beviser alene undersoeges, for saa vidt de kan godtgoere, at han er flyttet tilbage til Mamer mellem disse to datoer.
70 Det maa erindres, at sagsoegeren i den paagaeldende periode har fremlagt en bopaelsattest dateret den 21. november 1991, som vedroerer naevnte periode, og som er udstedt af Mamer kommune. Retten finder i den foreliggende sag at maatte undersoege, om ansaettelsesmyndigheden paa tidspunktet for fremlaeggelsen af denne bopaelsattest havde grunde til at betvivle, at den kunne dokumentere, at sagsoegeren havde skiftet bopael, og til at anmode om at faa forelagt andre beviser end det, der er naevnt i meddelelsen af februar 1991.
71 Herved bemaerkes foerst, at Parlamentet var berettiget til at betvivle, at sagsoegeren faktisk havde skiftet bopael, i betragtning af ordlyden i ansoegningen om udbetaling af bosaettelsespenge efter fratraeden og i betragtning af datoen for ansoegningen, den 7. oktober 1991. Ansaettelsesmyndigheden vidste nemlig, at treaarsfristen udloeb en maaned og ti dage efter fremlaeggelsen af bopaelsattesten, og at sagsoegeren den 7. oktober 1991 endnu ikke var flyttet tilbage til Mamer. For det andet kunne sagsoegerens skrivelse af 11. december 1991 give naering til denne tvivl, idet sagsoegeren heri anmodede om i fremtiden at faa sin post sendt til sin tidligere bopael og ikke til den adresse, han angiveligt var flyttet til. Grunden hertil var hans frygt for, at hans hustru, som han var ved at blive skilt fra, ikke ville videresende posten til ham. Dette mindede ansaettelsesmyndigheden om, at han var midt i en skilsmissesag, i forbindelse med hvilken han ved kendelse af 8. august 1988 havde faaet forbud mod at bo paa den adresse, han angiveligt var flyttet til.
72 I oevrigt fastslaar Retten, at sagsoegerens bopaelsattest i sig selv paa ingen maade beviser, at han har skiftet bopael, idet den godtgoer, at sagsoegeren siden 1973 har vaeret registreret i Mamer kommunes folkeregister uafbrudt, ogsaa i de perioder, hvor han med sikkerhed ikke boede i Mamer, f.eks. mellem januar 1988 og 7. oktober 1991. Da attesten ikke naevner hans flytning til Bruxelles i januar 1988, kan den ej heller dokumentere, at sagsoegeren er flyttet tilbage til Mamer. Attesten er nemlig udstedt paa grundlag af den foerste registrering af sagsoegeren i Mamer' s folkeregister, som fandt sted efter hans ankomst til Luxembourg i 1973. Heraf foelger, at der under ingen omstaendigheder kan vaere tale om en bopaelsattest, der beviser, at flytningen af bopaelen virkelig har fundet sted i henhold til meddelelsen af februar 1991. Disse forskellige kendsgerninger gav Parlamentet tilstraekkelig grund til at kraeve, at sagsoegeren fremlagde yderligere dokumentation for sin flytning til Mamer.
73 Retten fastslaar, at det yderligere bevismateriale, sagsoegeren endelig har fremlagt, ikke kan dokumentere, at han flyttede tilbage til Mamer mellem den 7. oktober 1991 og den 31. december 1991. Som anfoert af Parlamentet beviser hverken ansoegningen om et identitetskort for udlaendinge eller selve dette kort, der begge er fremlagt af sagsoegeren, at han faktisk har flyttet sin bopael fra Bruxelles til Mamer i den paagaeldende periode, idet disse dokumenter daterer henholdsvis fra den 13. marts og september 1989. Sagsoegerens tilbagelevering af den saerlige belgiske opholdstilladelse beviser ikke, at sagsoegeren har underrettet de belgiske myndigheder om en eventuel afrejse, endsige at han har meddelt en flytning fra Bruxelles til Mamer. Denne handling beviser alene, at sagsoegeren ikke laengere arbejder for Faellesskaberne. For saa vidt angaar de oevrige dokumenter, der er fremlagt af sagsoegeren, som f.eks. de skattemaessige dokumenter, maa der laegges vaegt paa, at de belgiske dokumenter vedroerer en senere periode end den, der er tale om, og at de bygger paa en erklaering, som sagsoegeren afgav den 15. april 1992 i Ixelles. De luxembourgske dokumenter bygger derimod alene paa, at sagsoegeren i mange aar har ejet et hus i Mamer. Den adresse, disse dokumenter er sendt til, beviser ikke noget, da det er den samme adresse, der er benyttet i perioder, hvor sagsoegeren ikke boede i Mamer, f.eks. den 23. november 1990.
74 Det fremgaar af disse betragtninger under ét, og saerlig naar de anskues i lyset af de forskellige oplysninger, Parlamentet har fremlagt, bl.a. oplysningerne om sagsoegerens skilsmisse og om hans nye hjem i Belgien, at Parlamentet har vaeret fuldt berettiget til at naegte at udbetale bosaettelsespenge efter fratraeden til sagsoegeren paa grundlag af disse oplysninger med den begrundelse, der er givet sagsoegeren i Parlamentets skrivelse af 3. april 1992.
75 Heraf foelger, at sagsoegte boer frifindes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
76 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge samme reglements artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.
77 I den foreliggende sag er der ingen grund til at fravige denne regel, som oensket af sagsoegeren. Han kan nemlig ikke haevde, at hans foerste sag alene er foranlediget af den holdning, Parlamentet har indtaget vedroerende de bosaettelsespenge, han har faaet udbetalt, idet denne sag vedroerer ikke alene disse bosaettelsespenge, men ogsaa de bosaettelsespenge efter fratraeden, som han har ansoegt om.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling)
1) Europa-Parlamentet frifindes.
2) Hver part baerer sine omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy