Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° skrivelse fra en institution
(EOEF-traktaten, art. 173)
2. Annullationssoegsmaal ° soegsmaal rettet mod en beslutning om afslag paa at tilbagekalde eller aendre en tidligere retsakt ° muligheden for at anfaegte den paagaeldende retsakt afgoerende for bedoemmelsen af formalitetsspoergsmaalet
(EOEF-traktaten, art. 173)
3. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° beslutning om ikke-anvendelse af faellesskabsreglerne paa en anmeldt fusion samt afslag paa at tilbagekalde den ° aktionaerer i et af de paagaeldende selskaber ° afvisning
(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2)
4. Konkurrence ° fusioner ° Kommissionens undersoegelse ° anmodning om at genoptage proceduren som foelge af opdagelse af en ny faktisk omstaendighed ° krav om indgivelse inden for en rimelig frist
(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2; Raadets forordning nr. 4064/89)
Sammendrag
1. En skrivelse, der er sendt af en faellesskabsinstitution til en person som svar paa dennes anmodning, er ikke tilstraekkelig til at sidestille denne skrivelse med en beslutning i traktatens artikel 173' s forstand, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal. Kun foranstaltninger, der fremkalder bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesse paa grund af en vaesentlig aendring af hans retsstilling, kan goeres til genstand for annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173.
2. Ved proevelsen af formalitetsspoergsmaalet under et annullationssoegsmaal rettet mod en beslutning fra en institution, der har karakter af et afslag, skal beslutningen bedoemmes efter arten af den henvendelse, den er svar paa. Navnlig er en faellesskabsinstitutions afslag paa at tilbagekalde eller aendre en retsakt kun i sig selv en retsakt, hvis lovlighed kan proeves i henhold til traktatens artikel 173, naar den retsakt, som faellesskabsinstitutionen afslaar at tilbagekalde eller aendre, selv kunne have vaeret anfaegtet i henhold til denne bestemmelse.
3. Den omstaendighed, at en beslutning fra Kommissionen ° hvorefter en fusion ikke er omfattet af forordning nr. 4064/89 ° er egnet til at oeve indflydelse paa forholdet mellem de forskellige aktionaerer i de anmeldende selskaber, er ikke i sig selv tilstraekkelig til, at den enkelte aktionaer kan anses for umiddelbart og individuelt beroert af beslutningen. Beslutningen er ikke i sig selv egnet til at oeve indflydelse paa realiteten eller raekkevidden af de paagaeldende aktionaerers rettigheder, hvad enten der er tale om deres ejendomsret eller den mulighed for at deltage i selskabets ledelse, som denne ret tillaegger dem.
4. Hensynet til de erhvervsdrivendes retssikkerhed og de korte frister, der er kendetegnende for den almindelige opbygning af forordning nr. 4064/89, noedvendiggoer under alle omstaendigheder, at et krav om genoptagelse af den undersoegelsesprocedure, der er fremsat med henvisning til, at der er fremkommet en paastaaet ny omstaendighed, skal fremsaettes inden for en rimelig frist.
Et saadant, for sent fremsat krav kan ikke paaberaabes af en aktionaer i et af de paagaeldende selskaber for at haevde, at han maa antages at vaere individuelt beroert i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 173, stk. 2, af den af Kommissionen udstedte beslutning efter procedurens afslutning, fordi han, saafremt han havde haft kendskab til den naevnte omstaendighed fra begyndelsen, kunne have soegt at gribe ind i proceduren og dermed have haft soegsmaalsadgang til beskyttelse af sine berettigede interesser.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder
1 Den 27. november 1991 modtog Kommissionen i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (revideret udgave offentliggjort i EFT 1990 L 257, s. 14, herefter benaevnt "forordning nr. 4064/89") en anmeldelse af en transaktion, ved hvilken Mediobanca-Banca di Credito Finanziario SpA (herefter benaevnt "Mediobanca") oegede sin aktiebeholdning i Assicurazioni Generali SpA (herefter benaevnt "Generali") fra 5,98% til 12,84%.
2 I beslutning af 19. december 1991, som blev vedtaget i medfoer af artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning nr. 4064/89, konkluderede Kommissionen, at den anmeldte transaktion ikke var omfattet af denne forordning, idet Mediobanca ikke efter den anmeldte transaktion ville vaere i stand til alene eller sammen med andre at udoeve "afgoerende indflydelse" paa Generali.
3 Ved skrivelse af 26. juni 1992 til Kommissionen anmodede sagsoegerne, som alle er aktionaerer i Generali, om en genoptagelse af proceduren som foelge af offentliggoerelsen den 19. marts 1992 i det italienske dagblad Il Sole 24 Ore af en artikel, som gengav hele ordlyden af en tidligere hemmeligholdt aftale indgaaet i Paris den 26. juni 1985 mellem Mediobanca, Lazard Frères de Paris (herefter benaevnt "Lazard") ° hvis datterselskab Euralux SA var den naeststoerste aktionaer i Generali med 4,77% af aktiekapitalen ° og Generali selv (herefter benaevnt "aftalen"). Ifoelge aftalen skulle der bl.a. oprettes en styringsgruppe bestaaende af repraesentanter for Generali og dettes to hovedaktionaerer, som skulle undersoege de problemer i Generali, der var af faelles interesse, og paavirke udnaevnelsen af visse medlemmer af selskabets administrative organer og oeverste ledelse.
4 Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten udtalte sagsoegerne, at de havde faaet kendskab til denne artikel "ved udgangen af marts eller i begyndelsen af april 1992", og at de havde deres foerste uformelle moede med Kommissionen den 6. maj 1992 foer den officielle anmodning om genoptagelse af proceduren, som var omhandlet i skrivelsen af 26. juni 1992.
5 I denne anmodning gjorde sagsoegerne i det vaesentlige gaeldende, at den konklusion, Kommissionen var naaet frem til i sin beslutning af 19. december 1991, nemlig at den anmeldte transaktion ikke var omfattet af forordning nr. 4064/89, var en foelge af en grundlaeggende fejlvurdering af den indflydelse og kontrol, Mediobanca baade alene og sammen med Lazard havde udoevet foer den anmeldte oegning af aktiebeholdningen. Efter sagsoegernes opfattelse kunne denne fejlvurdering alene tilskrives aabenbart ufuldstaendige eller urigtige oplysninger om betingelserne i aftalen mellem Mediobanca, Lazard og Generali, og navnlig om aftalens virkninger. Sagsoegerne gjorde endvidere gaeldende, at den ufuldstaendige og urigtige anmeldelse havde den proceduremaessige konsekvens, at Kommissionen fortsat var kompetent til at genoptage sagen, og at en genoptagelse ville vaere berettiget samt vaere i offentlighedens og i parternes interesse.
6 I en skrivelse af 31. juli 1992 underskrevet af Kommissionens generaldirektoer for konkurrence afviste Kommissionen sagsoegernes anmodning om genoptagelse af proceduren, bl.a. med foelgende begrundelse:
"...Mediobanca/Generali-beslutningen byggede ikke paa 'urigtige oplysninger' , som De haevder, idet Kommissionen havde kendskab til Paris-aftalen af 1985 og tog hensyn til den, da beslutningen blev truffet. Jeg henviser til Kommissionens erklaering, ifoelge hvilken 'Il predetto accordo non contiene disposizioni circa l' esercizio congiunto dei diritti di voto né include qualsivoglia meccanismo societario che garantisca il risultato finale delle proposizioni concernenti la composizione degli organi sociali' (ovennaevnte aftale omfatter ingen bestemmelser om den faelles udnyttelse af stemmeretten og ingen selskabsmekanisme, som sikrer det endelige resultat af forslagene vedroerende sammensaetningen af selskabets organer) (artikel 9, stk. 2, i beslutningen).
Heraf foelger, at der ikke er grundlag for at genoptage sagens behandling, og at der foelgelig ikke er behov for at traeffe nogen beslutning om suspension af transaktionen."
Retsforhandlinger og parternes paastande
7 Dette er baggrunden for, at sagsoegerne ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. september 1992 har anlagt sag med paastand om annullation af den beslutning, som angiveligt var indeholdt i ovennaevnte skrivelse.
8 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. december 1992 har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 114 rejst formalitetsindsigelse mod den af sagsoegerne anlagte sag.
9 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:
° Det paalaegges Kommissionen som led i bevisfoerelsen at fremlaegge hele ordlyden af beslutningen af 19. december 1991 og den officielle anmeldelse fra Generali/Mediobanca sammen med alle oevrige dokumenter vedroerende aftalen og dens virkninger.
° Kommissionens beslutning, som blev meddelt ved skrivelse af 31. juli 1992, kendes ugyldig.
° Kommissionen doemmes til at betale sagens omkostninger.
10 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
° Sagen afvises.
° Sagsoegerne tilpligtes solidarisk at betale sagens omkostninger.
11 Sagsoegerne har i deres bemaerkninger til Kommissionens formalitetsindsigelse nedlagt foelgende paastande:
° Kommissionens indsigelse tages ikke til foelge, og sagen antages til realitetsbehandling.
° Subsidiaert henskydes formalitetsindsigelsen til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet, og der traeffes de noedvendige foranstaltninger til at undersoege, hvorledes det virkelig forholder sig med skrivelsen af 31. juli 1992.
° Kommissionen tilpligtes at betale samtlige omkostninger.
12 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at imoedekomme Kommissionens oenske om, at Retten tager stilling til formalitetsindsigelsen uden at indlede behandlingen af hovedsagen. Retten har samtidig anmodet parterne om at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal. Sagsoegerne og Kommissionen besvarede Rettens spoergsmaal ved processkrifter, der blev indleveret den 14. juni 1993. Parterne afgav deres mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 24. juni 1993.
13 Efter retsmoedet erklaerede formanden den mundtlige forhandling om formalitetsindsigelsen for afsluttet.
Formaliteten
Parternes argumenter
14 Som stoette for formalitetsindsigelsen har Kommissionen for det foerste gjort gaeldende, at skrivelsen af 31. juli 1992 ikke udgoer en beslutning, der kan proeves judicielt, idet den blot underretter sagsoegerne om, at Kommissionen paa tidspunktet for beslutningen var klar over aftalen og tog hensyn til den. Kommissionen har i den forbindelse paapeget, at selv om det retligt ikke er umuligt for den at genoptage undersoegelsen af den fusion, der har givet anledning til en beslutning i henhold til artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning nr. 4064/89, er den ikke efter nogen faellesskabsretlig bestemmelse forpligtet til at genoptage denne undersoegelse efter anmodning fra en af de beroerte virksomheder, endsige goere det efter anmodning fra tredjemand, som paastaar, at der er tale om en ny omstaendighed. Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at den maa udoeve sit skoen med hensyn til genoptagelse af sager paa dette omraade med forsigtighed af hensyn til princippet om beskyttelse af berettigede forventninger og vanskeligheden ved at annullere foelgerne af en fusion.
15 Kommissionen drager herved en parallel til reglerne om begaering af genoptagelse af en dom afsagt af Domstolen eller Retten og har indtaget det synspunkt, at en begaering om genoptagelse af en beslutning, der er vedtaget i henhold til forordning nr. 4064/89, kun er "gyldig", saafremt der er dukket en ny omstaendighed op, som foer beslutningens vedtagelse var ukendt for Kommissionen og den begaerende part. Ifoelge Kommissionen har sagsoegerne ikke fremdraget nogen nye omstaendigheder, og de har ikke haevdet, at aftalen udgjorde en omstaendighed, som Kommissionen var uvidende om, da den vedtog beslutningen af 19. december 1991. De har i stedet indskraenket sig til at haevde, at Kommissionen ikke har vurderet aftalens virkninger korrekt.
16 Kommissionen goer i formalitetsindsigelsen tillige gaeldende, at skrivelsen af 31. juli 1992 ikke indeholder en beslutning, samt at det foelger af aanden og bogstaven i skrivelsen, at denne blot er det indledende skridt i behandlingen af sagsoegernes anmodning samt udtryk for Kommissionens tjenestegrenes foerste reaktion og saaledes uden retsvirkning. Kommissionen bemaerker ligeledes, at en endelig beslutning om at naegte at genoptage proceduren skulle have vaeret truffet af den samme myndighed, som er kompetent til at genoptage en sag om en fusion, dvs. Kommissaerkollegiet. Kommissionen har dog i retsmoedet erklaeret, at den ikke oensker at fastholde dette argument.
17 Kommissionen finder for det andet, at skrivelsen af 31. juli 1992 under alle omstaendigheder ikke kan udgoere en akt, der umiddelbart og individuelt vedroerer sagsoegerne, og at disse foelgelig ikke er berettiget til at anfaegte skrivelsen, ligesom de ikke er berettiget til at anfaegte beslutningen af 19. december 1991 eller til at kraeve genoptagelse af den undersoegelse, der foerte til beslutningen. Kommissionen har i den forbindelse gjort gaeldende, at uafhaengigt af det generelle spoergsmaal om, hvorvidt og hvornaar minoritetsaktionaerer umiddelbart og individuelt kan beroeres af beslutninger truffet i henhold til forordning nr. 4064/89, er dette ikke tilfaeldet for sagsoegerne i den foreliggende sag. Kommissionen bemaerker endvidere, at sagsoegerne ikke fremkom med nogen bemaerkninger eller paa anden maade deltog i den administrative procedure, der foerte frem til beslutningen af 19. december 1991.
18 Endelig har Kommissionen subsidiaert gjort gaeldende, at skrivelsen af 31. juli 1992 ikke kan proeves judicielt, idet den blot bekraefter den tidligere beslutning. Efter Kommissionens opfattelse indeholder skrivelsen alene en gentagelse af, at der ikke er noget i aftalen, som bevirker, at Mediobanca alene eller sammen med andre faar kontrol over Generali, og et citat af den relevante passage i beslutningen af 19. december 1991. Kommissionen er af den opfattelse, at sagsoegernes sag i virkeligheden er et uantageligt forsoeg paa at anfaegte den tidligere beslutning laenge efter udloebet af den frist, der er fastsat i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 3.
19 Sagsoegerne har i staevningen foerst paapeget, at Kommissionen i skrivelsen af 31. juli 1992 ikke anfaegtede deres ret til at kraeve proceduren genoptaget, og at den derved stiltiende erkendte, at den, saafremt beslutningen byggede paa urigtige oplysninger fra de anmeldende parter, havde tilstraekkelig grund til at genoptage sagens behandling.
20 Sagsoegerne har for det foerste paapeget, at de omstaendigheder, der foerte til den foreliggende sag, gaar tilbage til udvidelsen af Generali' s aktiekapital i juli 1991, som fulgte et usaedvanligt moenster, der gjorde det muligt for Mediobanca at erhverve ca. 50 000 000 af de 145 750 000 nye aktier, hvorved Mediobanca' s direkte aktiebesiddelse voksede fra 5,98% til 12,84% af den tegnede aktiekapital. Efter sagsoegernes opfattelse var det primaere, om ikke eneste, formaal med kapitaludvidelsen at give Mediobanca et middel, hvorved det kunne sikre sig en uforholdsmaessig stor foroegelse af sin indflydelse i Generali, som gjorde det muligt for selskabet sammen med Lazard-datterselskabet Euralux at udoeve den faktiske kontrol over Generali.
21 Ifoelge sagsoegerne fremgaar det af sagens akter, at saafremt Mediobanca og Generali, som kraevet ved de relevante bestemmelser, havde givet alle de noedvendige oplysninger, kunne Kommissionen ikke have konkluderet, at sammensaetningen af Generali' s bestyrelse bekraeftede, at Mediobanca ikke kunne udoeve afgoerende indflydelse over noget organ i Generali, ligesom Kommissionen ej heller ville have undladt at omtale forretningsudvalgets sammensaetning. Det er ligeledes ifoelge sagsoegerne utaenkeligt, at Kommissionen ville vaere naaet til den konklusion, der fremgaar af punkt 9 i beslutningen af 19. december 1991, nemlig at der ikke foreligger nogen "selskabsmekanisme", som sikrer resultatet af forslag vedroerende selskabets organer, hvis aftalens fulde indhold og virkninger var blevet oplyst fuldt og helt.
22 Sagsoegerne har i deres bemaerkninger til formalitetsindsigelsen navnlig bestridt Kommissionens fortolkning, ifoelge hvilken den af dem paaberaabte "nye omstaendighed" blot er offentliggoerelsen af aftalens ordlyd. Ifoelge sagsoegerne er den "nye omstaendighed", der afsloeres ved denne offentliggoerelse, at Kommissionen under den administrative procedure er blevet vildledt med hensyn til aftalens sande virkninger og navnlig med hensyn til den faktiske rolle og indflydelse, der er tillagt koordinationsudvalget i Generali' s ledelse. Naar Kommissionen paa denne maade misforstaar, hvad sagsoegernes krav egentlig gaar ud paa, afsvaekkes Kommissionens afvisningsargumenter.
23 Sagsoegerne bestrider ligeledes Kommissionens synspunkt, hvorefter en anmodning om genoptagelse for at vaere gyldig skal opfylde samme betingelser som en begaering om genoptagelse af en sag for Domstolen eller Retten. Denne analogi er falsk af to grunde. For det foerste er Kommissionen et forvaltningsorgan og ikke en ret, hvorfor betragtninger med hensyn til det oenskelige i, at retssager foerer til endelige afgoerelser, ikke er direkte relevante. For det andet fordi det paa andre faellesskabsretlige omraader i vid udstraekning anerkendes, at Kommissionen har kompetence til at genoptage en procedure, som har foert til en tidligere beslutning, saafremt den part, der anmoder om genoptagelsen, har opdaget en vaesentlig ny omstaendighed.
24 Med hensyn til Kommissionens argumenter vedroerende sagsoegernes manglende retlige interesse har disse navnlig gjort gaeldende, at saafremt de havde soegt at gribe ind i sagen foer vedtagelsen af beslutningen af 19. december 1991 ° hvilket de uden tvivl ville have gjort, saafremt de da havde haft den viden, de senere fik ° ville deres soegsmaalskompetence ikke vaere draget i tvivl. De paapeger, at de under alle omstaendigheder beroeres endnu mere umiddelbart end de paagaeldende virksomheders ansatte, hvis potentielle retlige interesse er blevet antaget i den kendelse, der den 15. december 1992 blev afsagt i en sag om foreloebige forholdsregler af Rettens praesident (sag T-96/92 R, CCE Grandes Sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2579, praemis 31 ff.). I retsmoedet har sagsoegerne anfoert, at det laenge har vaeret kendt, at der findes en aftale mellem Mediobanca og Lazard, som forhindrer dem i at overdrage deres aktier til tredjemand. Der henvises allerede hertil i referatet af Generali' s generalforsamling i 1991. Men aftalens sande karakter blev skjult for dem, og dette er grunden til, at de ikke greb ind i proceduren for Kommissionen eller soegte at faa udleveret teksten til beslutningen af 19. december 1991.
25 Endelig bestrider sagsoegerne Kommissionens argument om, at skrivelsen af 31. juli 1992 ikke kan proeves judicielt, fordi den blot bekraefter den tidligere beslutning af 19. december 1991. De goer navnlig gaeldende, at deres anmodning om at faa sagen genoptaget naesten udelukkende indeholdt en redegoerelse for de nye omstaendigheder, der var kommet for dagen siden den oprindelige beslutning af 19. december 1991, og at Kommissionen ikke kan paaberaabe sig sin manglende hensyntagen til disse nye omstaendigheder som begrundelse for, at den betragter skrivelsen af 31. juli 1992 som en simpel bekraeftelse paa den tidligere beslutning.
Rettens bemaerkninger
Retlige omstaendigheder
26 Ifoelge artikel 4 i forordning nr. 4064/89 skal fusioner af faellesskabsdimension anmeldes til Kommissionen senest en uge efter aftalens indgaaelse, offentliggoerelsen af overtagelses- eller ombytningstilbuddet eller erhvervelsen af en kontrollerende andel. Anmeldelsen er opsaettende, for saa vidt som fusionen ikke uden saerlig dispensation kan traede i kraft foer anmeldelsen eller i de tre foerste uger efter anmeldelsen. Samtidig skal Kommissionen ifoelge forordningens artikel 10 for at sikre kontrollens effektivitet og de involverede virksomheders retssikkerhed noeje overholde fristerne for at indlede proceduren og beslutningsfristerne. I modsat fald anses fusionen for at vaere forenelig med faellesmarkedet.
27 For saa vidt navnlig angaar behandlingen af anmeldelsen og indledningen af proceduren hedder det i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 4064/89, at Kommissionen ved en beslutning, der skal traeffes inden for en maaned, skal fastslaa, at fusionen ikke er omfattet af forordningen eller ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med faellesmarkedet, og at det ikke er noedvendigt at modsaette sig den. Alternativt skal Kommissionen konstatere, at fusionen rejser alvorlig tvivl, og at proceduren maa indledes.
28 Forordning nr. 4064/89 giver ikke udtrykkelig mulighed for at anmode Kommissionen om at genoptage proceduren. Men ifoelge artikel 8, stk. 5, litra a), kan Kommissionen tilbagekalde en beslutning, den har truffet i henhold til artikel 8, stk. 2, og hvori fusionen erklaeres forenelig med faellesmarkedet, navnlig hvis erklaeringen om forenelighed bygger paa urigtige oplysninger, eller hvis der til grund for erklaeringen foreligger en svigagtig adfaerd.
Kommissionens formalitetsindsigelse
29 Ifoelge traktatens artikel 173, stk. 2, kan enhver fysisk eller juridisk person paa de i stk. 1 anfoerte betingelser indbringe klage "over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt".
30 Ved afgoerelsen af, om den foreliggende sag kan antages til realitetsbehandling, udtales foerst, at Domstolen (jf. kendelse af 27.1.1993, sag C-25/92, Miethke mod Parlamentet, Sml. I, s. 473) har fastslaaet, at den omstaendighed, at en skrivelse er sendt af en faellesskabsinstitution til en person som svar paa dennes anmodning, ikke er tilstraekkelig til at sidestille denne skrivelse med en beslutning i traktatens artikel 173' s forstand, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal. Kun foranstaltninger, som fremkalder bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesse paa grund af en vaesentlig aendring af hans retsstilling, kan goeres til genstand for annullationssoegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 (jf. Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 28).
31 For det andet skal en retsakt fra Kommissionen, der har karakter af et afslag, efter Domstolens praksis bedoemmes efter arten af den henvendelse, den er svar paa (jf. senest Domstolens dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, praemis 22). Navnlig er en faellesskabsinstitutions afslag paa at tilbagekalde eller aendre en retsakt kun i sig selv en retsakt, hvis lovlighed kan proeves i henhold til traktatens artikel 173, naar den retsakt, som faellesskabsinstitutionen afslaar at tilbagekalde eller aendre, selv kunne have vaeret anfaegtet i henhold til denne bestemmelse (angaaende retsakter i form af forordninger se Domstolens dom af 8.3.1972, sag 42/71, Nordgetreide mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 105, org. ref.: Rec. s. 105, praemis 5, af 26.4.1988, forenede sager C-97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. og Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 17, af 17.5.1990, sag C-87/89, Sonito mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981, praemis 8; se ligeledes generaladvokat Gulmann' s forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag Buckl m.fl. mod Kommissionen, punkt 14).
32 I den foreliggende sag har sagsoegerne anmodet Kommissionen om at genoptage proceduren med hensyn til den fusion mellem Mediobanca og Generali, som Kommissionen tog stilling til i beslutningen af 19. december 1991. Retten bemaerker, at Kommissionen i denne beslutning konkluderede, at den anmeldte transaktion ikke var omfattet af forordning nr. 4064/89, idet Mediobanca ikke efter den anmeldte transaktion ville vaere i stand til alene eller sammen med andre at udoeve en "afgoerende indflydelse" paa Generali (jf. praemis 2 ovenfor).
33 Retten finder, at sagsoegerne gennem deres anmodning om genoptagelse af proceduren faktisk soegte at sikre sig, at Kommissionen dels vedtog en beslutning om tilbagekaldelse af den tidligere beslutning af 19. december 1991 med den begrundelse, at sidstnaevnte beslutning byggede paa urigtige oplysninger, dels vedtog en ny beslutning vedroerende den anmeldte transaktion. Skrivelsen af 31. juli 1992, som er genstand for den foreliggende sag, maa saaledes fortolkes som et afslag fra Kommissionen paa at beslutte en saadan tilbagekaldelse, og foelgelig som et afslag paa at genoptage behandlingen af den transaktion, de anmeldende parter havde forelagt den. Det er ubestridt, at sagsoegerne har status som tredjemaend i forhold til den beslutning, som Kommissionen oprindelig vedtog den 19. december 1991 og tilstillede de virksomheder, der var involveret i den paagaeldende fusion. Under disse omstaendigheder og i overensstemmelse med ovennaevnte princip (praemis 31), kan sagsoegerne alene soege at opnaa tilbagekaldelse af den oprindelige beslutning af 19. december 1991, for saa vidt de beroeres umiddelbart og individuelt af beslutningen i den forstand, udtrykket er anvendt i traktatens artikel 173, stk. 2.
34 Retten skal herved indledningsvis udtale, at den omstaendighed, at en foranstaltning er egnet til at oeve indflydelse paa forholdet mellem de forskellige aktionaerer i et selskab, ikke i sig selv er tilstraekkelig til, at den enkelte aktionaer kan anses for umiddelbart og individuelt beroert af foranstaltningen. Kun eksistensen af saerlige omstaendigheder kan berettige en aktionaer, der haevder, at foranstaltningen paavirker hans stilling i selskabet, til at anlaegge i henhold til EOEF-traktatens artikel 173 (jf. Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 10/68 og 18/68, Eridania m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1969, s. 117, org. ref.: Rec. s. 459).
35 Med hensyn til spoergsmaalet, om der foreligger saadanne saerlige omstaendigheder i den foreliggende sag, finder Retten for det foerste, at sagsoegerne, der paaberaaber sig deres status som aktionaerer i et af de anmeldende selskaber, ikke kan henregnes til de tredjemaend, hvis retlige eller faktiske stilling kan paavirkes af beslutningen. Naar Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning nr. 4064/89 naar til den konklusion, at den anmeldte fusion ikke er omfattet af naevnte forordning, er denne konklusion ikke i sig selv egnet til at oeve indflydelse paa realiteten eller raekkevidden af rettighederne for de anmeldende selskabers aktionaerer, hvad enten der er tale om deres ejendomsret eller den mulighed for at deltage i selskabets ledelse, som denne ret tillaegger dem. Sagsoegerne, der i denne forbindelse blot har gjort gaeldende, at "det siger sig selv, at Mediobanca' s erhvervelse af en saadan indflydelse vil betyde en alvorlig begraensning af effektiviteten af den stemmeret, der udoeves af de resterende aktionaerer, som f.eks. sagsoegerne, der herved udgoer en permanent minoritet" (punkt 3.3 i deres bemaerkninger til formalitetsindsigelsen), har ikke bevist, at beslutningen af 19. december 1991 har paavirket deres retlige eller faktiske stilling.
36 Retten udtaler for det andet, at den beslutning, hvorved det fastslaas, at den anmeldte fusion ikke er omfattet af forordning nr. 4064/89, paavirker sagsoegerne i deres egenskab af Generali-aktionaerer paa samme maade som enhver anden af de ca. 140 000 aktionaerer i selskabet. Selv om det anerkendes, at Mediobanca som paastaaet af sagsoegerne og i strid med konstateringen i beslutningen alene eller sammen med andre selskaber har erhvervet kontrollen med Generali, ville en saadan formodning om kontrol paavirke sagsoegernes interesser paa samme maade, som den vil paavirke de oevrige aktionaerers interesser. Heraf foelger, at Kommissionens beslutning af 19. december 1991 ikke kan beroere sagsoegerne individuelt, navnlig ikke fordi deres respektive aktieposter i Generali paa det paagaeldende tidspunkt udgjorde under 0,5% af aktiekapitalen, og fordi de ikke har bevist, at de paa grund af denne beslutning befandt sig i en anden situation end de oevrige aktionaerer. Som Domstolen har fastslaaet, vil "andre personer end en beslutnings adressater kun kunne paastaa, at de beroeres individuelt, hvis denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten" (dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197).
37 Retten finder endelig, at sagsoegerne med urette til stoette for deres paastand om, at de blev beroert individuelt af beslutningen af 19. december 1991, har gjort gaeldende, at deres retlige interesse ikke kan drages i tvivl, idet de, saafremt de havde soegt at gribe ind i den procedure, der foerte til vedtagelsen af beslutningen (hvilket de haevder, at de ville have gjort, saafremt de havde haft den viden, de senere fik), efter fast retspraksis paa omraaderne konkurrence, statsstoette, dumping og tilskud ville have haft soegsmaalsadgang til beskyttelse af deres berettigede interesser (jf. ovennaevnte kendelse i sagen CCE Grandes Sources m.fl. mod Kommissionen og de af Domstolen afsagte domme, der naevnes dér).
38 Selv om det antages, at denne retspraksis kan anvendes paa tvister om fusioner, ville hensynet til erhvervsdrivendes retssikkerhed og de korte frister, der er kendetegnende for den almindelige opbygning af forordning nr. 4064/89, under alle omstaendigheder noedvendiggoere, at et krav om genoptagelse af en procedure med henvisning til, at der er fremkommet en paastaaet ny omstaendighed, fremsaettes inden for en rimelig frist.
39 Retten finder ikke i den foreliggende sag, at sagsoegernes uformelle henvendelse til Kommissionens tjenestegrene den 6. maj 1992 kan betragtes som en anmodning om genoptagelse af proceduren. I betragtning af, at sagsoegerne selv har udtalt, at de "ved udgangen af marts eller begyndelsen af april 1992" blev klar over den paastaaede nye omstaendighed, nemlig hele ordlyden af Paris-aftalen af 1985, var anmodningen om genoptagelse af proceduren, der blev forelagt Kommissionen den 26. juni 1992, endvidere fremkommet for sent, idet den ikke blev forelagt inden for en rimelig frist. Sagsoegernes argument, der bygger paa paastanden om, at der foreligger en ny omstaendighed, maa herefter forkastes.
40 Retten anser derfor ikke sagsoegerne for umiddelbart og individuelt beroert af Kommissionens beslutning af 19. december 1991, hvorfor sagen maa afvises, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om paaberaabelsen af en ny omstaendighed under andre forhold ville have gjort det muligt for sagsoegerne at komme uden om de i traktatens fastsatte frister.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
41 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, boer Kommissionens paastand tages til foelge, og sagsoegerne doemmes til at betale sagens omkostninger in solidium.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling)
1. Sagen afvises.
2. Sagsoegerne doemmes til at betale sagens omkostninger in solidium.
Full & Egal Universal Law Academy