Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Annullationssoegsmaal ° Faellesskabets retsinstansers kompetence ° paabud til en institution ° udelukket
(EF-traktaten, art. 173)
2. Konkurrence ° karteller ° aftaler mellem virksomheder ° begreb ° aftaler mellem moderselskab og uselvstaendige datterselskaber ° ikke omfattet
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)
3. Retspleje ° staevning ° formkrav ° kort fremstilling af soegsmaalsgrundene
(Protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)
4. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne
(EF-traktaten, art. 190)
Sammendrag
1. Faellesskabets retsinstanser mangler kompetence til inden for rammerne af et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 at give faellesskabsinstitutionerne paabud.
2. Naar et datterselskab, selv om det er en selvstaendig juridisk person, ikke selvstaendigt fastlaegger sin adfaerd paa markedet, men foelger de instrukser, der meddeles det direkte og indirekte af moderselskabet, som det er et helejet datterselskab af, er forbuddene i traktatens artikel 85, stk. 1, uanvendelige paa forholdet mellem datterselskabet og det moderselskab, som det danner en oekonomisk enhed med. Den adfaerd, der anvendes ensidigt paa markedet af en saadan oekonomisk enhed, kan ikke, selv om den gaar ud paa at forbyde datterselskaberne at levere produkter til kunder, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater end den, hvor datterselskabet er etableret, vaere omfattet af og sanktioneres paa grundlag af artikel 85, uden at der derved gives denne bestemmelse en anden anvendelse end tilsigtet.
3. Staevningen skal indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Den skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i protokollen vedroerende statutten for Domstolen og i Rettens procesreglement.
4. Begrundelsen for en bebyrdende beslutning skal give de beroerte mulighed for at blive bekendt med grundene til den trufne foranstaltning, saaledes at de eventuelt kan goere deres rettigheder gaeldende og efterproeve, om beslutningen er velbegrundet, samt goere det muligt for Faellesskabets retsinstans at udoeve sin proevelsesret.
Kommissionen er ikke i begrundelsen for de beslutninger, den maa udstede for at sikre, at konkurrencereglerne anvendes, forpligtet til at tage stilling til hele den argumentation, parterne har udviklet til stoette for deres krav. Det er nok, at den redegoer for de faktiske forhold og de retlige omstaendigheder, der er af afgoerende betydning for beslutningens opbygning.
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
1 Sagsoegeren, det nederlandske selskab Viho Europe BV (herefter benaevnt "Viho"), driver virksomhed med engrosforhandling af kontorudstyr og importerer og eksporterer saadant udstyr.
2 API SpA (herefter benaevnt "API"), der er et italiensk selskab, handler med kontorudstyr og har foerst og fremmest sit forhandlernet i Italien. Det har fra 1949 i Italien vaeret forhandler af de af Parker Pen Ltd producerede varer.
3 Herlitz AG (herefter benaevnt "Herlitz"), der er et tysk selskab, producerer et bredt udvalg af kontorartikler og dermed forbundne varer og forhandler ogsaa andre producenters varer, herunder varer, der er produceret af Parker Pen Ltd.
4 Parker Pen Ltd (herefter benaevnt "Parker"), der er et engelsk selskab, producerer et omfattende sortiment af skriveredskaber og andre tilsvarende varer, som selskabet saelger overalt i Europa gennem datterselskaber eller uafhaengige forhandlere. Salget og markedsfoeringen af Parker-produkter gennem datterselskaberne saavel som datterselskabernes personalepolitik kontrolleres af en omraadegruppe bestaaende af tre direktoerer, nemlig en omraadedirektoer, en finansdirektoer og en marketingdirektoer. Omraadedirektoeren er medlem af moderselskabets bestyrelse.
5 Den 19. maj 1988 indgav Viho efter forgaeves at have forsoegt at komme i forretningsforbindelse med Parker og faa leveret Parker-produkter paa vilkaar, der svarede til de vilkaar, Parker' s datterselskaber og uafhaengige forhandlere havde opnaaet, en klage i henhold til artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), hvori selskabet klagede over, at Parker forboed sine forhandlere at eksportere dette selskabs varer, opdelte det faelles marked i markeder svarende til de nationale markeder i medlemsstaterne og paa disse nationale markeder opretholdt kunstigt hoeje priser paa Parker-produkter.
6 I anledning af denne klage indledte Kommissionen en administrativ procedure med det formaal at undersoege aftalerne mellem Parker og dette selskabs uafhaengige forhandlere.
7 Den 22. maj 1991 indgav Viho endnu en klage over Parker, der blev registreret i Kommissionen den 29. maj 1991, og hvori selskabet gjorde gaeldende, at den salgspolitik, som Parker havde ivaerksat, og som gik ud paa at forpligte datterselskaberne til kun at forhandle Parker-produkter inden for de omraader, der var blevet tildelt dem, udgjorde en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, i EOEF-traktaten (nu EF-traktaten, herefter benaevnt "traktaten").
8 Efter at Parker den 16. april og den 31. maj 1991, inden for rammerne af undersoegelsen af aftalerne mellem Parker og selskabets uafhaengige forhandlere, havde fremsat sine bemaerkninger som svar paa den meddelelse af klagepunkter, som Kommissionen havde tilstillet selskabet den 21. januar 1991, blev der i Bruxelles den 4. juni 1991 afholdt en hoering, hvori deltog repraesentanter for Viho, API, Herlitz og Parker.
9 I de supplerende bemaerkninger, som Parker efter anmodning fra Kommissionen fremkom med den 21. juni 1991, erkendte selskabet, at lokale handlendes forespoergsler vedroerende levering af varer henvises til Parker' s datterselskaber i de paagaeldende omraader, der er de rette til at tage sig af saadanne forespoergsler. Saaledes henvistes det nederlandske selskab Viho, der havde anmodet om at faa leveret varer fra Parker' s tyske datterselskab, af dette til Parker' s nederlandske datterselskab, som det paahviler at levere de oenskede varer.
10 Den 5. marts 1992 meddelte Kommissionen i medfoer af artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), at den agtede at afvise klagen af 22. maj 1991 med den begrundelse, at Parker' s datterselskaber er absolut afhaengige af Parker Pen UK og ikke har nogen reel selvstaendighed. Kommissionen udtalte, at det af Parker etablerede salgssystem efter dens opfattelse holdt sig inden for de graenser, der ifoelge Domstolens praksis udelukker en anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at fastslaa, at dette salgssystem gik videre end noedvendigt for en normal opgavefordeling inden for en koncern. Den oplyste desuden, at der for eventuelt at naa til det modsatte resultat forinden maatte gennemfoeres nye undersoegelser og indhentes yderligere oplysninger.
11 Viho bestred i sine bemaerkninger til Kommissionen af 6. april 1992, at der med den af Parker-koncernen gennemfoerte henvisningspolitik kunne foreligge en rent intern foranstaltning i det omfang, tredjemand dermed afskaeres fra frit og efter oenske at foretage indkoeb hvor som helst paa det faelles marked, samt i det omfang, tredjemand derved tvinges til udelukkende at indkoebe varer hos det lokale datterselskab paa hjemstedet. Selv om intet er til hinder for, at en koncern tilrettelaegger sin afsaetning saaledes, at den overlader det til et datterselskab at markedsfoere dens produkter i en medlemsstat, kan den dog ikke uden at goere sig skyldig i en misbrugslignende adfaerd tvinge koeberne til udelukkende at foretage indkoeb hos et bestemt datterselskab.
12 Under henvisning til den klage, Viho havde indgivet den 19. maj 1988, vedtog Kommissionen den 15. juli 1992 beslutning 92/426/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.725 ° Viho/Parker Pen, EFT L 233, s. 27), hvori den paa den ene side fastslog, at Parker og Herlitz havde overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at indsaette et eksportforbud i en aftale, der var indgaaet mellem dem, og paa den anden side paalagde Parker en boede paa 700 000 ECU og Herlitz en boede paa 40 000 ECU. De soegsmaal, Herlitz og Parker anlagde henholdsvis den 16. og den 24. september 1992 til anfaegtelse af denne beslutning, er blevet afgjort ved to domme afsagt af Retten den 14. juli 1994 (henholdsvis sag T-66/92 og sag T-77/92, Sml. II, s. 531 og 549), der i mellemtiden er blevet retskraftige.
Den anfaegtede beslutning
13 Den 30. september 1992 afviste Kommissionen Viho' s klage af 22. maj 1991. Kommissionen anfoerte i beslutningen, at det af Parker indfoerte integrerede salgssystem, der varetager forhandling af selskabets varer i Tyskland, Frankrig, Belgien, Spanien og Nederlandene gennem datterselskaber, som er etableret i disse lande, maatte anses for at vaere i overensstemmelse med de kriterier, der ifoelge Domstolens praksis kan begrunde, at traktatens artikel 85, stk. 1, ikke finder anvendelse, idet "datterselskaberne og moderselskabet udgoer en oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskaberne ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af deres markedspolitiske linje", og idet "tildelingen til hver af Parker-datterselskaberne af et bestemt salgsomraade ... ikke gaar ud over, hvad der normalt anses for noedvendigt med henblik paa en rimelig opgavefordeling inden for en koncern". Kommissionen fandt desuden, at Parker retmaessigt uden at tilsidesaette forbuddet mod karteller kunne afslaa at handle med Viho til de samme priser og paa de samme betingelser som dem, der var blevet givet selskabets uafhaengige forhandlere.
14 Viho har herefter, ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 30. november 1992, anlagt naervaerende sag.
15 Sagsoegeren, der ikke havde indgivet replik foer udloebet af den af Retten fastsatte frist, har ved skrivelse af 21. april 1993 anmodet om en yderligere frist til indgivelse af replik.
16 Retten har ved kendelse af 12. maj 1993 genaabnet den skriftlige forhandling.
17 Parker har ved kendelse af 16. september 1993 faaet tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande.
18 Retten (Foerste Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
19 Parterne har i retsmoedet den 3. maj 1994 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.
Parternes paastande
20 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
1) Kommissionens beslutning af 30. september 1992 annulleres.
2) Kommissionen tilpligtes at forbyde Parker dels at paalaegge selskabets datterselskaber i de enkelte EF-medlemsstater at begraense deres salg af Parker-produkter til deres eget omraade, dels at henvise forespoergsler vedroerende levering af varer og bestillinger fra kunder i andre medlemsstater til Parker-datterselskaberne i kundens hjemland.
3) Kommissionen tilpligtes at paalaegge Parker at levere til sagsoegeren til de priser og paa de vilkaar, som gaelder for Parker' s uafhaengige eneforhandlere og Parker-datterselskaberne i de enkelte medlemsstater.
21 Sagsoegerens repraesentant har i retsmoedet paastaaet sagsoegte tilpligtet at afholde sagens omkostninger.
22 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
1) Frifindelse.
2) Sagsoegeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
23 Intervenienten, Parker, har nedlagt foelgende paastande:
1) Sagen afvises, subsidiaert frifindes sagsoegte.
2) Sagsoegeren tilpligtes at afholde de med interventionen forbundne omkostninger.
Formaliteten
Sammenfatning af parternes argumentation
24 Sagsoegte har paastaaet sagen afvist for saa vidt angaar den anden og den tredje paastand om, at Retten tilpligter Kommissionen at forbyde Parker at paalaegge selskabets datterselskaber at begraense deres forretningsvirksomhed til markederne i deres respektive lande og at paalaegge Parker at levere til sagsoegeren til de priser og paa de vilkaar, som gaelder for selskabets uafhaengige forhandlere og Parker-datterselskaberne.
25 Sagsoegte har under henvisning til Domstolens og Rettens praksis (Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO mod Kommissionen, Sml. s. 1965, praemis 23, og Rettens dom af 18.11.1992, sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417, praemis 77) gjort gaeldende, at Retten ikke inden for rammerne af legalitetskontrollen med faellesskabsinstitutionernes retsakter i henhold til traktatens artikel 173 har kompetence til at give saadanne paabud, idet Kommissionen under alle omstaendigheder ifoelge traktatens artikel 176 er forpligtet til i tilfaelde af annullation af den anfaegtede beslutning at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger.
26 Det sagsoegende selskab har henvist til, at det udtrykkeligt i staevningen har nedlagt paastand om annullation af den anfaegtede beslutning, og goer gaeldende, at alle dets paastande kan admitteres, idet de foranstaltninger, Kommissionen anmodes om at traeffe, er lovlige og ikke udgoer en beslutning, som henhoerer under Kommissionens skoen. Det er foelgelig selskabets opfattelse, at dets paastande henhoerer under den legalitetskontrol, som paahviler Retten.
27 Intervenienten, der tilslutter sig Kommissionens synspunkter, har anfoert, at det sagsoegende selskabs anden og tredje paastand skal afvises, idet en overtraedelse af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, civilretligt alene kan medfoere, at aftalen er ugyldig, jf. traktatens artikel 85, stk. 2 (Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 50).
Rettens bemaerkninger
28 Det bemaerkes, at det af Rettens faste praksis foelger, at Retten inden for rammerne af et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 mangler kompetence til at give faellesskabsinstitutionerne paabud (jf., som den nyeste afgoerelse herom, Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, praemis 18).
29 Faellesskabets retsinstanser har foelgelig ikke kompetence til at tage stilling til paastande som den anden og tredje paastand i den foreliggende sag, hvorefter Kommissionen skal tilpligtes dels at forbyde Parker at paalaegge selskabets datterselskaber i de enkelte EF-medlemsstater at begraense deres salg af Parker-produkter til deres eget omraade, dels at paalaegge Parker at levere til sagsoegeren til de priser og paa de vilkaar, som gaelder for Parker' s uafhaengige eneforhandlere og Parker-datterselskaberne, og disse paastande skal foelgelig afvises.
Realiteten
30 Sagsoegeren har til stoette for soegsmaalet fremfoert tre anbringender. Disse tre anbringender gaar ud paa, at der foreligger overtraedelse af for det foerste traktatens artikel 85, stk. 1, for det andet af artikel 86 og for det tredje af artikel 190.
Foerste anbringende: overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1
31 Anbringendet om overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, falder i to led. Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at Parker' s salgssystem, hvorefter datterselskaberne er forpligtede til at henvise ordrer fra kunder, der er etableret i andre medlemsstater, til datterselskabet i kundens land, er led i den samme maalsaetning som de udtrykkelige forbud mod eksport til eneforhandlerne, nemlig en opdeling i nationale markeder og disse markeders opretholdelse med henblik paa at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for det faelles marked. Sagsoegeren har dernaest gjort gaeldende, at dette system udgoer en forskelsbehandling af samtlige handelspartnere, idet der derved i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, litra d), anvendes ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi.
Det for Parker' s datterselskaber bestaaende forbud mod at levere Parker-produkter til kunder, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater end den, hvor datterselskabet er hjemmehoerende
° Parternes argumentation
32 Sagsoegeren har henvist til Domstolens faste praksis, hvorefter traktatens artikel 85, stk. 1, som en undtagelse ikke omhandler aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder, der i egenskab af moderselskab og datterselskab tilhoerer samme koncern, naar to betingelser samtidig er opfyldt. For det foerste skal der vaere tale om virksomheder, der udgoer en oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskabet ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af sin politik vedroerende markedsfoeringen, fordi moderselskabet permanent kontrollerer beslutningsprocessen og administrationen af datterselskabet. For det andet skal de aftaler, der er tale om, som formaal alene have en intern fordeling af opgaverne mellem virksomhederne (Domstolens dom af 4.5.1988, sag 30/87, Bodson, Sml. s. 2479, praemis 19). I det foreliggende tilfaelde opfylder det af Parker etablerede system ingen af de to betingelser for ikke at vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1.
33 Sagsoegeren har vedroerende den manglende selvstaendighed for Parker' s datterselskaber i forhold til moderselskabet gjort gaeldende, at Parker' s datterselskaber som retligt selvstaendige enheder faktisk har en vis selvstaendighed og en vis handlefrihed, naar det gaelder forhandlingen af Parker-produkter paa deres respektive omraader. Sagsoegeren har henvist til, at ifoelge Domstolens praksis udgoer juridisk selvstaendige selskaber, der tilhoerer én og samme koncern, forskellige virksomheder i traktatens artikel 85, stk. 1' s forstand (jf. naevnte Bodson-dom, praemis 20).
34 Parker-datterselskabernes oekonomiske uafhaengighed bekraeftes af den omstaendighed, at de tager forskellige priser, anvender forskellige garantibetingelser, gennemfoerer forskellige salgsfremmende kampagner paa forskellige tidspunkter og for forskellige produkter, saelger de samme varer i forskellige former, i forskellig emballage og med forskelligt tilbehoer samt efter forskellige salgsmetoder og paa forskellige leveringsbetingelser. Denne udbuddets forskelligartethed i de forskellige lande er ikke en foelge af instrukser, der udstedes centralt af moderselskabet, og Kommissionen har ikke foert bevis for, at Parker som paastaaet fuldt ud kontrollerer sine datterselskaber.
35 Sagsoegeren har vedroerende den interne opgavefordeling mellem koncernens virksomheder anfoert, at kriteriet om en intern opgavefordeling er en selvstaendig, noedvendig betingelse for at bringe en konkurrencebegraensning uden for forbuddet i artikel 85, stk. 1. Selskabet har gjort gaeldende, at dette kriterium ikke automatisk foelger af betingelsen om, at moderselskabet kontrollerer datterselskabet og om, at dette ikke har nogen selvstaendighed, men derimod er en yderligere betingelse, der skal vaere opfyldt. Heraf foelger efter sagsoegerens opfattelse, at selv inden for en virksomhedskoncern, hvor moderselskabet har vidtgaaende instruktionsbefoejelser, er en konkurrencebegraensende aftale ikke lovlig, saafremt den gaar videre end noedvendigt for en intern opgavefordeling.
36 Sagsoegeren har tilfoejet, at ogsaa selv om det antages, at det er bevist, at der sker en kontrol centralt fra moderselskabets side, og at dette giver detaljerede instrukser om den adfaerd, datterselskaberne skal foelge paa markedet, er en kontrol, der alene har til formaal at tilvejebringe en absolut omraademaessig beskyttelse og hermed sikre opretholdelse af saerskilte nationale markeder som saadan, et retsmisbrug, og en virksomhed kan ikke ° idet der er tale om tilsidesaettelse af det faelles markeds grundlaeggende principper ° herved opnaa den fordel, der foelger af en uanvendelighed af artikel 85, stk. 1. I det foreliggende tilfaelde beror den absolutte omraademaessige beskyttelse paa, at moderselskabet Parker ikke blot forpligter sig til i den enkelte medlemsstat kun at levere til en forretningsforbindelse, nemlig den uafhaengige eneforhandler eller selskabets eget datterselskab, men ogsaa paa, at det tildeler datterselskaberne hver isaer nationale forretningsomraader. En saadan opdeling af nationale markeder paafoerer tredjemand skade, idet han afskaeres fra at benytte de forskellige tilbud paa tvaers af de nationale graenser.
37 Sagsoegeren har endelig imoedegaaet intervenientens synspunkt, hvorefter Parker kunne have opnaaet det samme resultat gennem selskabets eget personale, og har anfoert, at naar Parker har valgt et bestemt salgssystem og altsaa et system paa grundlag af datterselskaber, kan selskabet ikke blot hoeste fordelene heraf, men maa tage ulemperne med. Sagsoegeren har desuden anfoert, at Domstolen i dom af 17. september 1985 (forenede sager 25/84 og 26/84, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 2725, praemis 32) har fastslaaet, at Ford ved at forhindre de tyske Ford-forhandlere i at udoeve aktivt salgsarbejde uden for Tyskland og i at levere Ford-koeretoejer til forhandlere i andre medlemsstater, der ikke tilhoerer Ford' s salgssystem, overtraadte artikel 85, stk. 1.
38 Sagsoegte har gjort gaeldende, at den af Parker ivaerksatte salgspolitik ikke udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, idet Domstolens praksis om interne koncernaftaler finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde. Selskabet har herved anfoert, at det ikke af praksis klart fremgaar, om det andet af de to i denne sammenhaeng fremdragne kriterier har selvstaendig betydning og skal vaere opfyldt samtidig med det foerste kriterium, eller om dette andet kriterium kun er en logisk foelge af det foerste, og har henvist til, at Domstolen i dom af 11. april 1989 (sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen m.fl., Sml. s. 803, praemis 35 og 36) ikke behandlede opgavefordelingskriteriet yderligere. Under alle omstaendigheder er det ufornoedent i den foreliggende sag at afgoere spoergsmaalet om dette kriteriums selvstaendige karakter, idet kriteriet om en intern opgavefordeling er opfyldt for Parker' s vedkommende.
39 Sagsoegte har gjort gaeldende, at det er den reelle kontrol, som udoeves af moderselskabet, der er bestemmende for, om traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse, idet de forskelle i forretningsbetingelser, der goer sig gaeldende fra datterselskab til datterselskab, kan forklares med forskellene paa de nationale markeder eller de forskellige forbrugervaner. I det foreliggende tilfaelde foelger de af moderselskabet helejede datterselskaber noedvendigvis den forretningspolitik, Parker har udformet (jf. Domstolens dom af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 50).
40 Sagsoegte har endvidere henvist til en skrivelse af 21. juni 1991, hvori Parker efter anmodning fra Kommissionen beskriver den maade, selskabet kontrollerer sine datterselskaber paa. Det fremgaar ifoelge sagsoegte heraf, at Parker styrer produktionen af sine varer og fastsaetter datterselskabernes indkoebspriser, at datterselskabernes salgs- og marketingvirksomhed kontrolleres af en omraadegruppe ("area team") i moderselskabet, der godkender og kontrollerer den aarlige salgsplan, fastsaetter salgsmaal, bruttofortjeneste, salgsomkostninger og "cash flow", angiver, hvilket produktudvalg der skal foeres, og kontrollerer reklameindsatsen og de rabatter, der ydes paa priserne. Gruppen er endvidere ansvarlig for besaettelsen af de ledende stillinger i datterselskaberne og foerer en omhyggelig finanskontrol.
41 Sagsoegte har tilfoejet, at det ikke, i modsaetning til hvad der gaelder for de uafhaengige forhandlere, er datterselskaberne, men derimod moderselskabet Parker, der afholder samtlige salgsomkostninger og baerer risikoen for aendrede oekonomiske forhold og navnlig kurssvingninger mellem medlemsstaternes valutaer.
42 Hvad angaar kriteriet om den interne opgavefordeling har Kommissionen under henvisning til sine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt dette kriterium udgoer et selvstaendigt kriterium, anfoert, at den omstaendighed, at det enkelte datterselskabs forretningsvirksomhed er begraenset til markedet i den medlemsstat, hvor det er hjemmehoerende, udgoer en intern opgavefordeling, der ifoelge Domstolens praksis er retmaessig.
43 Sagsoegte har endvidere henvist til, at kun datterselskaberne, og ikke de uafhaengige forhandlere, hos hvem Viho ikke stoedte paa vanskeligheder i sine indkoeb paa faellesskabsplan, paa forskellig maade har vaeret uvillige til at levere til Viho. Efter at have modtaget et tilbud fra det italienske firma API svarede Viho blot, at selskabet selv kunne levere samtlige Parker-produkter til API, idet det disponerede over hele udvalget af disse varer. Viho har derfor med urette gjort gaeldende, at selskabet kun har kunnet opnaa én eneste forsyningskilde, eller at det tilmed er blevet holdt uden for det relevante marked.
44 Under alle omstaendigheder skal den omraademaessige beskyttelse af en koncerns datterselskaber vurderes forskelligt fra den beskyttelse, der opnaas ved en aftale mellem uafhaengige virksomheder med sigte paa en fordeling indbyrdes mellem disse virksomhed af de nationale markeder. Ifoelge sagsoegte kan Domstolens domme af 31. oktober 1974, sag 15/74, Centrafarm og De Peijper mod Sterling Drug og og sag 16/74, Centrafarm og De Peijper mod Winthrop (Sml. s. 1147 og s. 1183), der netop vedroerer et tilfaelde af opdeling af markedet, ikke stoette en argumentation, der gaar ud paa, at traktatens artikel 85, stk. 1, skal anvendes, saafremt moderselskabets instrukser tager sigte paa at afskaerme de nationale markeder fra hinanden og bevirker, at tredjemand stilles ringere.
45 Intervenienten har gjort gaeldende, at Parker-koncernen, naar henses til moderselskabet Parker' s forbindelser med datterselskaberne, der er helejede datterselskaber, udgoer en reel oekonomisk enhed i praksis' forstand (jf. de ovenfor naevnte Centrafarm- og De Peijper-domme, praemis 41 og 32), og at der derfor ikke kan foreligge en aftale, en samordnet praksis eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder i forholdet mellem moderselskabet og dettes datterselskaber i traktatens artikel 85, stk. 1' s forstand. Selskabet har anfoert, at Parker kunne have naaet det samme resultat ved hjaelp af sit eget salgspersonale, der er virksomt i hver enkelt medlemsstat.
46 Intervenienten har vedroerende kriteriet om en intern arbejdsfordeling anfoert, at det udelukkende er interne overvejelser, der tager sigte paa at hindre konkurrence mellem selskabets datterselskaber, der ligger til grund for dets salgssystem. Opbygningen af salgsorganisationen paa grundlag af de nationale graenser beror paa en oekonomisk vurdering, hvorved dobbeltarbejde skal undgaas, og stoerst muligt hensyn tages til nationale saeregenheder, saasom sprog og kultur.
° Rettens bemaerkninger
47 Det bemaerkes indledningsvis, at Domstolen for saa vidt angaar bedoemmelsen efter traktatens artikel 85, stk. 1, af aftaler, der er indgaaet inden for en selskabskoncern, har fastslaaet, at "naar datterselskabet ikke har reel frihed til at tilrettelaegge sin politik paa markedet, kan forbuddene i artikel 85, stk. 1, anses for uanvendelige i dets forhold til moderselskabet, med hvilket det danner en oekonomisk enhed" (dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, praemis 134, org. ref.: Rec. s. 619). Endvidere har Domstolen i den ovenfor naevnte dom i sagen Ahmed Saeed Flugreisen m.fl. fastslaaet, at "... artikel 85 [finder] ikke anvendelse, naar den omhandlede aftale er indgaaet mellem virksomheder, der i egenskab af moder- og datterselskab tilhoerer samme koncern, dersom virksomhederne udgoer en oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskabet ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af sin markedspolitiske linie", hvortil tilfoejedes, at "en saadan oekonomisk enheds adfaerd paa markedet kan dog vaere omfattet af artikel 86". Det fremgaar desuden af Rettens praksis, at traktatens artikel 85, stk. 1, kun omhandler forholdet mellem oekonomiske enheder, der er i stand til at konkurrere med hinanden, men ikke aftaler eller samordnet praksis mellem virksomheder i samme koncern, saafremt virksomhederne udgoer en oekonomisk enhed (dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403, praemis 357).
48 For det foerste staar det i naervaerende sag fast, at Parker' s datterselskaber i Tyskland, Frankrig, Belgien og Nederlandene er helejede datterselskaber. For det andet fremgaar det af Parker' s redegoerelse for datterselskabernes virksomhed, der ikke bestrides af sagsoegeren, at datterselskabernes salgs- og marketingvirksomhed ledes af en omraadegruppe, der er udpeget af moderselskabet, og som navnlig kontrollerer salgsmaal, bruttofortjeneste, salgsomkostninger, "cash flow" og varelagre. Denne omraadegruppe fastlaegger ogsaa, hvilket produktudvalg der skal udbydes, kontrollerer reklamevirksomheden og giver instrukser vedroerende priser og rabatter.
49 Retten fastslaar paa grundlag heraf, at Kommissionen med rette i punkt 2 i beslutningen beskriver Parker-koncernen som "en oekonomisk enhed, inden for hvilken datterselskaberne ikke har nogen reel selvstaendighed ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet".
50 Dernaest bemaerkes, at ifoelge Domstolens praksis skal begrebet virksomhed "i en konkurrenceretlig kontekst forstaas som en oekonomisk enhed i relation til den paagaeldende aftale, ogsaa naar denne oekonomiske enhed juridisk set udgoeres af flere fysiske eller juridiske personer" (dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999, praemis 11). Endvidere har Retten fastslaaet, at "EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1 ... er rettet til oekonomiske enheder bestaaende af menneskelige, materielle og immaterielle ressourcer, der forfoelger et oekonomisk maal paa lang sigt, og som kan medvirke ved overtraedelse af bestemmelsen" (dom af 10.3.1992, sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, praemis 311). Saaledes er, naar det gaelder anvendelsen af konkurrencereglerne, moderselskabets og datterselskabets faellesskab om markedsadfaerd vigtigere end disse selskabers formelle adskillelse, der er et resultat af deres status som selvstaendige juridiske personer.
51 Heraf foelger, at forbindelserne inden for en oekonomisk enhed ikke, da disse forbindelser ikke hviler paa en overenskomst mellem indbyrdes oekonomisk uafhaengige parter, kan udgoere en aftale eller en samordnet praksis mellem virksomheder, der begraenser konkurrencen i traktatens artikel 85, stk. 1' s forstand. Naar et datterselskab, som det er tilfaeldet i den foreliggende sag, selv om det er en selvstaendig juridisk person, ikke selvstaendigt fastlaegger sin adfaerd paa markedet, men foelger de instrukser, der meddeles det direkte eller indirekte af moderselskabet, som det er et helejet datterselskab af, er forbuddene i artikel 85, stk. 1, uanvendelige paa forholdet mellem datterselskabet og det moderselskab, som det danner en oekonomisk enhed med.
52 Det kan ganske vist ikke udelukkes, at den af Parker ivaerksatte salgspolitik, hvorved datterselskaberne forbydes at levere Parker-produkter til kunder, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater end den, hvor datterselskabet er etableret, kan bidrage til at opretholde og opdele de forskellige nationale markeder og dermed modvirke en af de fundamentale maalsaetninger i forbindelse med gennemfoerelsen af det faelles marked, men det fremgaar ikke desto mindre af den ovenfor citerede retspraksis, at en saadan politik, naar den gennemfoeres af en oekonomisk enhed som Parker-koncernen, inden for hvilken datterselskaberne ikke har nogen selvstaendighed ved fastlaeggelsen af deres adfaerd paa markedet, ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1.
53 Retten finder paa denne baggrund, at Kommissionen med rette har fastslaaet, at "datterselskabernes adfaerd derfor maa henfoeres til moderselskabet", og at "det integrerede salgssystem, hvorefter salget af Parker-produkter i Spanien, Frankrig, Tyskland, Belgien og Nederlandene sker gennem helejede datterselskaber, der er etableret i disse lande, opfylder betingelserne ifoelge Domstolens praksis for, at artikel 85 ikke finder anvendelse".
54 Sagsoegeren kan derfor ikke goere gaeldende, at de omtvistede aftaler udgoer en tilsidesaettelse af artikel 85, stk. 1, fordi de gaar ud over en intern arbejdsfordeling i selskabet. Det maa nemlig fastslaas, at det af selve ordlyden af artikel 85 fremgaar, at denne bestemmelse ikke omfatter en adfaerd, der i realiteten udoeves af en oekonomisk enhed. Det tilkommer ikke Retten at give artikel 85 en anden anvendelse end tilsigtet for eventuelt at udfylde en lakune i den kontrolordning, der er indfoert ved traktaten, under henvisning til, at visse former for adfaerd, som f.eks. de af sagsoegeren kritiserede, vil kunne falde uden for konkurrencereglernes anvendelsesomraade.
55 Heraf foelger, at det foerste led af anbringendet om overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, ikke kan laegges til grund.
Den paastaaede forskelsbehandling af Viho for saa vidt angaar priser og salgsbetingelser
° Sammenfatning af parternes argumentation
56 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Parker har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, litra d), ved at anvende ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi, som Viho var i stand til at praestere. Under henvisning til, at denne artikel i modsaetning til EKSF-traktatens artikel 4, litra b), ikke indeholder et forbud mod individuel forskelsbehandling, som gennemfoeres af en virksomhed, der handler for sig selv, men forbyder saakaldt kollektiv forskelsbehandling, som er en foelge af aftaler mellem virksomheder eller samordnet praksis mellem virksomheder, har sagsoegeren gjort gaeldende, at den ulige behandling ikke er en foelge af en adfaerd alene fra Parker' s side, men er en uadskillelig del af det samlede salgssystem, Parker har etableret paa det faelles marked. Dette system maa efter sagsoegerens opfattelse anses for en aftale mellem virksomheder eller i alt fald for en samordnet praksis, som har til formaal eller til foelge at fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, idet der over for handelspartnere anvendes ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi.
57 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet ved Parker' s afslag paa at levere til de samme priser og paa de samme betingelser, som anvendes i forhold til datterselskaberne og/eller de uafhaengige eneforhandlere i de forskellige medlemsstater, behandles som en forhandler, der faar sine varer fra et af dets datterselskaber eller fra en uafhaengig eneforhandler. Sagsoegeren har imidlertid gjort gaeldende, at selskabet saavel i henseende til de opgaver, det varetager, som til de maengder, det saelger, udbyder ydelser, der kan sammenlignes med Parker' s datterselskabers og uafhaengige eneforhandleres ydelser, og at det derfor direkte kan sammenlignes med dem. Viho forhindres direkte i at konkurrere effektivt med Parker' s datterselskaber eller uafhaengige eneforhandlere, naar det ikke opnaar de samme betingelser som dem.
58 Sagsoegte har gjort gaeldende, at der ikke i forholdet mellem Parker og dets datterselskaber findes nogen konkurrencebegraensende aftale i traktatens artikel 85, stk. 1' s forstand. Det anfoeres, at det i staevningen hverken angives, med hvilke eneforhandlere Parker har handlet, eller hvilken type aftale der er blevet afsluttet. Der anfoeres heller intet om nogen konkret adfaerd, idet sagsoegeren blot har henvist til Parker' s salgssystem eller Parker' s prispolitik i almindelighed.
59 Ifoelge sagsoegte foreligger der tilsyneladende efter sagsoegerens opfattelse en ulovlig hindring, i og med at der ikke opnaas de samme priser og betingelser som dem, datterselskaberne eller de uafhaengige eneforhandlere opnaar. En producent er imidlertid ikke forpligtet til at sikre enhver engroshandlende de priser og betingelser, han giver sine datterselskaber eller uafhaengige eneforhandlere. En saadan forpligtelse til at levere til hvem som helst paa de samme betingelser, som datterselskaberne eller de uafhaengige eneforhandlere faar leveret til, vil i det hoejeste kunne vaere en foelge af bestemmelserne i traktatens artikel 86.
60 Sagsoegte har tilfoejet, at prisforskellene er begrundet, da datterselskaberne eller de uafhaengige eneforhandlere varetager andre opgaver end dem, en saedvanlig engroshandlende varetager, og normalt er paalagt et konkurrenceforbud for saa vidt angaar salget af andre producenters varer. Endvidere kan disse virksomheder eventuelt komme ud for at maatte afholde omkostninger til reklame for producentens varer. Ifoelge sagsoegte er Viho' s paastand om, at selskabet er blevet udsat for forskelsbehandling, ukorrekt.
° Rettens bemaerkninger
61 Det bemaerkes, at traktatens artikel 85, stk. 1, litra d), indeholder et forbud mod aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og samordnet praksis, som bestaar i anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere, der derved stilles ringere i konkurrencen. Den forskelsbehandling, forbuddet i artikel 85, stk. 1, tager sigte paa, maa altsaa vaere en foelge af en aftale, en vedtagelse eller en samordnet praksis mellem uafhaengige, selvstaendige oekonomiske virksomheder, men maa ikke bero paa en ensidig adfaerd, der udvises af en enkelt virksomhed.
62 Retten skal foerst bemaerke, at de forbindelser, Parker opretholder med sine uafhaengige forhandlere, er uden betydning for afgoerelsen af naervaerende tvist. Retten maa under alle omstaendigheder fastslaa, at sagsoegeren i det foreliggende tilfaelde ikke har oplyst, i kraft af hvilken aftale, vedtagelse eller samordnet praksis mellem Parker og dette selskabs uafhaengige forhandlere der er sket forskelsbehandling af sagsoegeren.
63 I oevrigt har Retten ovenfor (jf. praemis 51) fastslaaet, at Parker og dets datterselskaber udgoer én oekonomisk enhed, hvis ensidige adfaerd ikke er omfattet af forbuddet ifoelge traktatens artikel 85, stk. 1, litra d). Foelgelig udsaettes Viho under naervaerende sags omstaendigheder ikke for en forskelsbehandling, der kan medfoere sanktioner efter artikel 85, stk. 1, litra d).
64 Af det anfoerte foelger, at det andet led af anbringendet om overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, heller ikke kan laegges til grund.
Andet anbringende: overtraedelse af traktatens artikel 86
Sammenfatning af parternes argumentation
65 Sagsoegeren har anfoert, at de fleste stoerre leverandoerer inden for papir- og skriveartikler anvender salgssystemer i lighed med Parker' s. Selskabet goer gaeldende, at baade forhandlere og forbrugere paa udbudssiden paa markedet moeder en usmidig holdning fra producentens side i forbindelse med en begraensning af konkurrencen. Det maa under disse omstaendigheder efterproeves, om artikel 86 ikke kan finde anvendelse som foelge af den kollektivt dominerende stilling, de store producenter indtager paa markedet.
66 Sagsoegeren har som andre store leverandoerer i sektoren for blyanter og penne naevnt Mont Blanc, Pentel, Edding, Pilot og Henkel og i sektoren for kontormaskiner Canon, Minolta, Toshiba, NEC og Mita, som haevdes alle at anvende en praksis med henvisninger af ordrer. Selskabet har erklaeret sig villig til, saafremt Retten anmoder derom, at fremlaegge relevante dokumenter som bevis.
67 Sagsoegte har anfoert, at sagsoegeren ikke har fremfoert nogen naermere faktiske eller retlige oplysninger, hverken om de beroerte virksomheders stilling paa markedet eller om en eventuel ensartet adfaerd og ej heller om eventuelt bestaaende oekonomiske forbindelser mellem disse firmaer (jf. den naevnte dom SIV m.fl. mod Kommissionen, praemis 361-366). Sagsoegte har desuden anfoert, at sagsoegeren heller ikke har forklaret, paa hvilken maade det af Kommissionens sagsakter fremgaar, at de beroerte virksomheder indtager en kollektivt dominerende stilling paa det relevante marked. Sagsoegte har endelig anfoert, at der under den administrative procedure intet fremkom af betydning herom, og at Kommissionen derfor ikke var forpligtet til at undersoege, om der forelaa en kollektivt dominerende stilling paa markedet. Sagsoegte finder herefter, at anbringendet skal afvises.
Rettens bemaerkninger
68 Retten skal henvise til, at ifoelge artikel 19, stk. 1, i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen, der i medfoer af artikel 46, stk. 1, i naevnte statut og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement finder tilsvarende anvendelse for denne, skal staevningen indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Den skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i statutten og procesreglementet (den ovenfor naevnte dom i sagen Rendo m.fl. mod Kommissionen, praemis 130).
69 Retten skal bemaerke, at sagsoegeren i den foreliggende sag uden at anfoere naermere blot haevder, at de stoerste oevrige leverandoerer af blyanter, penne og andre kontorartikler foelger den samme salgspolitik som Parker, og herefter goer gaeldende, at det maa undersoeges, om traktatens artikel 86 ikke skal anvendes som foelge af den kollektivt dominerende stilling, de store producenter paa det relevante marked indtager.
70 Den blotte henvisning i staevningen til traktatens artikel 86 uden tilfoejelser i oevrigt vedroerende de paagaeldende virksomheders stilling paa markedet, deres eventuelt ensartede adfaerd eller deres oekonomiske forbindelser, kan imidlertid ikke anses for at vaere tilstraekkelig under hensyn til statutten og procesreglementet.
71 Retten finder endvidere, at Kommissionen ikke har vaeret forpligtet til at gennemfoere en undersoegelse vedroerende en eventuel kollektivt dominerende stilling for producenterne af kontorartikler, da sagsoegerens klage af 22. maj 1991 ikke indeholder angivelser, der kan medfoere, at Kommissionen skulle have gennemfoert en undersoegelse af det spoergsmaal.
72 Heraf foelger, at det andet anbringende, der vedroerer overtraedelse af traktatens artikel 86, maa forkastes.
Tredje anbringende: overtraedelse af traktatens artikel 190
Sammenfatning af parternes argumentation
73 Sagsoegeren har kritiseret Kommissionen for at have givet beslutningen en ufyldestgoerende begrundelse, idet den ikke har givet en fyldestgoerende redegoerelse for de forhold og grunde, der medfoerte, at den holdt Parker' s salgssystem uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1.
74 Sagsoegte afviser, at beslutningens begrundelse er ufyldestgoerende, og har herved gjort gaeldende, at beslutningen goer det muligt for sagsoegeren at foelge Kommissionens argumentation og for Retten at udoeve sin proevelsesret (Domstolens dom af 26.6.1986, sag 203/85, Nicolet Instrument, Sml. s. 2049, praemis 10 og 11). Sagsoegte har i den forbindelse anfoert, at det paa s. 3, 4 og 5 i beslutningen klart anfoeres, hvilke grunde den havde til ikke at anvende artikel 85, stk. 1, samt grundene til, at der ikke for Parker bestod en forpligtelse til at lade sagsoegeren faa de samme priser og betingelser som Parker' s datterselskaber og uafhaengige forhandlere. Kommissionen har tilfoejet, at den ikke er forpligtet til at imoedegaa samtlige retlige indsigelser, der er rejst af sagsoegeren under den administrative procedure (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, praemis 332).
Rettens bemaerkninger
75 Det bemaerkes foerst, at det af Domstolens og Rettens faste praksis (Domstolens dom af 30.9.1982, sag 110/81, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3159, praemis 24, og Rettens dom af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 30) fremgaar, at begrundelsen for en bebyrdende beslutning skal give de beroerte parter mulighed for at blive bekendt med grundene til den trufne foranstaltning, saaledes at de eventuelt kan goere deres rettigheder gaeldende og efterproeve, om beslutningen er velbegrundet, samt goere det muligt for Faellesskabets retsinstans at udoeve sin proevelsesret.
76 Dernaest bemaerkes, at Kommissionen ikke i begrundelsen for de beslutninger, den maa udstede for at sikre, at konkurrencereglerne anvendes, er forpligtet til at tage stilling til hele den argumentation, parterne har udviklet til stoette for deres krav. Det er nemlig nok, at Kommissionen redegoer for de faktiske forhold og de retlige omstaendigheder, der er af afgoerende betydning for beslutningens opbygning (jf. Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 35, og den naevnte dom i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, praemis 31).
77 Det maa endvidere fastslaas, at den omtvistede beslutning angiver de vaesentlige faktiske og retlige omstaendigheder, der begrunder afvisningen af sagsoegerens klage, og saaledes goer det muligt for sagsoegeren at anfaegte dens lovlighed og for Retten at gennemfoere sin legalitetskontrol. Heraf foelger, at den anfaegtede beslutning ikke er behaeftet med mangler i henseende til begrundelsen.
78 Det foelger af alle de anfoerte grunde, at sagsoegte i det hele skal frifindes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
79 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.
80 Retten finder vedroerende intervenientens omkostninger, at der ikke paa grundlag af sagens omstaendigheder er anledning til at anvende artikel 87, stk. 4, i Rettens procesreglement og paalaegge intervenienten at baere sine egne omkostninger. Det paalaegges derfor sagsoegeren ogsaa at betale intervenienten, Parker' s omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Sagsoegte frifindes.
2) Sagsoegeren betaler samtlige sagens omkostninger, herunder de af intervenienten, Parker Pen Ltd, afholdte.
Full & Egal Universal Law Academy