EUR-Lex -  61993CC0018 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 9. februar 1994. - CORSICA FERRIES ITALIA SRL MOD CORPO DEI PILOTI DEL PORTO DI GENOVA. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNALE DI GENOVA - ITALIEN. - OBLIGATORISK LODSTJENESTE - DISKRIMINERENDE PRISER - FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER - KONKURRENCE. - SAG C-18/93.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. De spoergsmaal, som Tribunale di Genova (herefter benaevnt "den forelaeggende ret") i denne sag har forelagt Domstolen, vedroerer fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 5, 7, 30, 59, 85, 86 og 90. Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af Corsica Ferries Italia Srl (herefter benaevnt "Corsica Ferries") mod Corporazione dei piloti del porto di Genova (herefter benaevnt "Corporazione") med paastand om tilbagebetaling af beloeb, som selskabet havde betalt som vederlag for lodstjeneste paa grundlag af en prisordning, der ifoelge sagsoegeren var i strid med faellesskabsretten. Lodstjenesten bestaar i at lade kaptajnen paa et skib bistaa af en styrmand under anloeb af en havn og laeggen til dér, hvorved styrmandens opgave er at angive den rute, der skal foelges, og bistaa kaptajnen ved navigeringen.

Behandlingen af de forelagte spoergsmaal kraever en redegoerelse for den ° ikke helt klare sammenhaeng ° hvori sagens faktiske og retlige omstaendigheder indgaar.

Den sammenhaeng, hvori sagens faktiske og retlige omstaendigheder indgaar

2. Corsica Ferries ° som paa en ekstraordinaer generalforsamling, der afholdtes den 4. december 1992 aendrede navn til "Tour Ship Italia Srl" ° er et italiensk aktieselskab, der er hjemmehoerende i Cagliari, og som med to faerger udfoerer national og international soetransportvirksomhed. Af Corsica Ferries' skriftlige indlaeg fremgaar, at 90% af selskabskapitalen fra den 4. december 1992 ejedes af Tour Ship Group SA, der er et luxembourgsk aktieselskab (1).

Det fremgaar af Corsica Ferries' egne oplysninger, at Corsica Ferries som soetransportagent for rederiet driver de skibe, som koncernen Tour Ship (der henvises med hensyn til dennes identitet til punkt 22 nedenfor) raader over. Selskabet har fra 1984 desuden som soetransportvirksomhed drevet linjetrafik mellem Genova' s Havn og forskellige havne paa Korsika (Bastia, Calvi, Ajaccio). Denne linje drives med to bilfaerger, nemlig Corsica Regina og Corsica Victoria, der er indregistreret i Panama (2). Ifoelge Corsica Ferries' advokats udtalelser i retsmoedet tilhoerer disse fartoejer selskabet Tour Ship Panama (3).

Vedroerende koncernen Tour Ships' opbygning skal kort tilfoejes, at Corsica Ferries' advokat i retsmoedet har oplyst, at det luxembourgske selskab Tour Ship Group' s eneste aktionaer er Frédéric Lota, der er fransk statsborger og bor i Bastia (paa Korsika). Lota kontrollerer gennem det luxembourgske holdingselskab ikke blot Corsica Ferries, men ogsaa selskaberne Corsica Ferries France og Corsica Ferries Panama, der for nylig har aendret navn og nu hedder Tour Ship France og Tour Ship Panama.

3. Fra udgangen af 1989 til den 31. juli 1992 betalte Corsica Ferries til Corporazione i alt 901 156 960 LIT for lodstjeneste. Selskabet goer gaeldende, at det er offer for en prisdiskriminering, der er i strid med de ved EOEF-traktaten indfoerte konkurrenceregler og regler om frie varebevaegelser, og har paastaaet Corporazione tilpligtet for tidsrummet 1989-1992 at tilbagebetale forskellen mellem den grundtarif, som de af selskabet betalte priser er beregnet efter, og den nedsatte tarif, som anvendes paa fartoejer, der foerer italiensk flag og driver linjetrafik mellem italienske havne. Forskelsbeloebet andrager 588 752 000 LIT.

4. De italienske bestemmelser om lodstjeneste findes i artikel 86-100 i Codice della Navigazione (herefter benaevnt "Codice") og i artikel 98-137 i Regolamento di esecuzione (in materia di navigazione marittima) (gennemfoerelsesbekendtgoerelse til soeloven).

Ifoelge artikel 86 i Codice oprettes der ved dekret udstedt af republikkens praesident lodsforeninger, der har status som juridiske personer, i havnene og andre indsejlinger eller straeder, hvor lodstjeneste anses for noedvendig.

Lodstjeneste er i princippet frivillig, men kan ifoelge artikel 87 i Codice goeres obligatorisk i havne, hvor dette findes hensigtsmaessigt, ved dekret udstedt af republikkens praesident. Paa grund af denne bestemmelse er lodstjeneste blevet gjort obligatorisk i naesten alle italienske havne, herunder Genova' s Havn. Kaptajnen paa et fartoej, som ikke overholder forpligtelsen til at benytte lodstjeneste, handler under strafansvar (artikel 1170 og 1171 i Codice).

5. Konkret er forholdet det, at der mellem Corporazione og kaptajnen som repraesentant for rederiet afsluttes gensidigt bebyrdende kontrakt om levering af tjenesteydelser, i henhold til hvilken den Corporazione tilsluttede lods bistaar kaptajnen.

Ifoelge artikel 91 i Codice godkendes priserne for lodstjeneste af ministeren for handelsflaaden, efter at der er indhentet udtalelse fra de beroerte faglige sammenslutninger. Priserne opkraeves i hver havn i henhold til dekret, der er udstedt af vedkommende soefartsmyndighed.

Ministeren for handelsflaaden meddelte i cirkulaere af 16. november 1990 Soefartsdirektoratet, at rederisammenslutningerne og sammenslutningen af italienske havnelodser var blevet enige om at foretage en tilpasning af priserne for 1991 og 1992, og at ministeren i medfoer af artikel 91 i Codice havde givet sin godkendelse af de herved fastsatte priser. Soefartsdirektoeren for Genova' s Havn satte ved dekret disse priser i kraft.

6. Det fremgaar af soefartsdirektoerens dekreter (4), at der, dengang de i hovedsagen omhandlede begivenheder fandt sted, gjaldt to forskellige priser, alt efter om et fartoej havde tilladelse til cabotagesejlads i Italien eller ej (5). Paa fartoejer, der havde tilladelse til at udfoere cabotagesejlads, anvendtes en pris, der laa 30% under de priser, der skulle betales for samme lodstjenesteydelse af fartoejer, der ikke havde en saadan tilladelse. Og grundtariffen nedsattes med 50% for fartoejer i regelmaessig linjetrafik mellem italienske havne med anloeb mindst en gang ugentlig af Genova' s Havn. For fartoejer paa over 2 000 bruttoregistertons ydedes der andre nedsaettelser af grundtariffen, naar disse fartoejer var i cabotagesejlads og et vist antal gange maanedligt benyttede lodstjeneste.

Paa det for tvisten i hovedsagen relevante tidspunkt kunne alene fartoejer, der foerte italiensk flag opnaa tilladelse til at drive cabotagesejlads i henhold til artikel 224 i Codice. Den 1. januar 1993 traadte Raadets forordning (EOEF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads) i kraft (jf. nedenfor i punkt 12) (6). Ministeren for handelsflaaden har i henhold til denne forordning ved cirkulaere af 18. december 1992 bestemt, at den for skibe med tilladelse til cabotagesejlads gaeldende tarif med virkning fra den 1. januar 1993 ogsaa gaelder for fartoejer, der foerer en anden medlemsstats flag.

7. Corporazione mente ikke, at der forelaa en overtraedelse af faellesskabsretten og afviste at tilbagebetale de beloeb, Corsica Ferries havde kraevet. Den forelaeggende ret fandt, at en korrekt og praecis fortolkning af traktatens konkurrencebestemmelser og bestemmelserne om fri bevaegelighed for arbejdskraft, varer og tjenesteydelser var paakraevet for at kunne afgoere sagen, og anmodede herefter Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"1) Er EOEF-traktatens artikel 5 og 7 til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter der for fartoejer, som sejler i linjetrafik mellem havne i to medlemsstater, ved betaling for lodstjeneste ° der af sikkerhedsgrunde er obligatorisk ° anvendes nedsatte tariffer, som kun gaelder for fartoejer med tilladelse til at drive cabotagesejlads mellem indenlandske havne, hvorved antages, at cabotagesejlads mellem indenlandske havne paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin alene kan gennemfoeres med fartoejer, der foerer italiensk flag?

2) Er EOEF-traktatens artikel 30 til hinder for nationale bestemmelser eller praksis, hvorefter lodsvirksomheden skal benyttes, ogsaa selv om den samme virksomhed uden risiko for soetrafikken helt eller delvis kan gennemfoeres billigere med et mandskab, materiel og tekniske hjaelpemidler, der forefindes om bord paa vedkommende fartoej?

3) Er EOEF-traktatens artikel 59 ° hvad angaar fartoejer i linjetrafik mellem to medlemsstater ° til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter alene fartoejer, der foerer hjemlandets flag, kan opnaa nedsaettelser af priserne for lodstjeneste i de indenlandske havne?

4) Kan offentlige myndigheders godkendelse af en obligatorisk tarif, der er resultat af aftale og/eller samordnet praksis mellem sammenslutninger af virksomheder i sektoren, antages at udgoere en 'accept' (' avallo' ) af en aftale, der er forbudt i medfoer af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, og kan i bekraeftende fald en saadan 'accept' vaere forenelig med EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 5 og 85?

5) Er EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, idet der er indroemmet den eksklusive rettigheder paa en vaesentlig del af det faelles marked, har adgang til:

a) for fartoejer, der sejler i linjetrafik mellem to medlemsstater, at anvende forskellige vilkaar for de samme ydelser, hvorved forudsaettes, at den gaeldende tarifordning for de samme ydelser omfatter tarifnedsaettelser, der reelt kun kan ydes fartoejer, der foerer hjemlandets flag?

b) i sammenhaeng hermed for fartoejer, der foerer fremmed flag, at anvende priser, der svarer til tredobbelt betaling i forhold til den, der efter tarifordningen bliver tale om indenlandske fartoejer?

c) at undlade at nedsaette tarifferne for en obligatorisk ydelse som den i sagen omhandlede, naar vedkommende fartoej ° der fuldt ud i enhver henseende opfylder de krav, som stilles af hensyn til sikkerheden inden for soetrafikken ° er i stand til i al fald delvis at navigere paa egen haand?"

Domstolens kompetence til at tage stilling til de forelagte spoergsmaal

8. Corporazione og den italienske regering har gjort gaeldende, at Domstolen ikke har kompetence til at afgoere de forelagte spoergsmaal. De har herved anfoert, at proceduren for den nationale ret ikke er kontradiktorisk, saaledes at den forelaeggende ret ikke har haft lejlighed til at oplyse, at Corsica Ferries' i sagen omhandlede fartoejer er registreret i Panama. Undladelsen af at give denne oplysning beroever spoergsmaalene om forskelsbehandling i Faellesskabet enhver relevans. Ifoelge forordning nr. 3577/92 kan nemlig alene redere fra Faellesskabet, der udfoerer soetransport med skibe, der er registreret i en medlemsstat og foerer en medlemsstats flag, paaberaabe sig princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet. Baade Corporazione og den italienske regering har derfor nedlagt paastand principalt om, at Domstolen afviser samtlige de forelagte spoergsmaal, og subsidiaert om, at Domstolen omformulerer det foerste og det tredje spoergsmaal i lyset af sagens omstaendigheder og afviser de oevrige spoergsmaal. Den franske regering har i retsmoedet tilsluttet sig denne sidste paastand.

Kommissionens opfattelse er mere nuanceret. Den har anfoert, at Domstolen tidligere ofte har afgjort praejudicielle spoergsmaal, som var blevet forelagt den i sager af samme art som hovedsagen. Efter Kommissionens opfattelse maa der ved vurderingen af, om den nationale rets spoergsmaal er relevante, gaas ud fra den saerlige beskaffenhed, som den ved den nationale ret verserende sag har; i denne sag er der tale om en sag om betalingspaalaeg, hvorunder Corsica Ferries fremsaetter krav om tilbagebetaling af det beloeb, der udgoer forskellen mellem de priser, selskabet har betalt i tidsrummet 1989-1992, og de priser, der betales af fartoejer, der foerer italiensk flag. Kommissionen naar paa grundlag heraf til det resultat, at kun spoergsmaalene vedroerende stoerrelsen af priserne for lodstjeneste er relevante, og at spoergsmaalene vedroerende lodstjenestens obligatoriske karakter og den procedure, hvori priserne fastsaettes, er irrelevante.

9. Jeg kan i vid udstraekning tilslutte mig Kommissionens opfattelse. Argumentationen maa efter min mening tage udgangspunkt i den tankegang, der begrunder praejudicielle sager i medfoer af EOEF-traktatens 177:

"Proceduren efter traktatens artikel 177 er ... grundlaget for et samarbejde mellem Domstolen og de nationale retsinstanser, hvorved Domstolen kan forsyne de nationale retsinstanser med de faellesskabsretlige fortolkningselementer, der er noedvendige for, at disse retsinstanser kan traeffe afgoerelse i de sager, der indbringes for dem." (7)

Domstolen kan med andre ord kun give fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten i det omfang, disse er noedvendige for afgoerelsen af tvisten i hovedsagen. Ved afgoerelsen af, om, og i bekraeftende fald i hvilken udstraekning de forelagte spoergsmaal kraever en besvarelse, maa der derfor tages hensyn til den karakter, proceduren i hovedsagen har. Som tidligere naevnt drejer det sig i denne sag om en sag om betalingspaalaeg, dvs. en art hurtig retsforfoelgning ("procedimento sommario"), som artikel 633 ff. i Codice di Procedura Civile giver reglerne for. Procedurens saerkende er, at den foerer til afsigelse af betalingspaalaeg ("decreto ingiuntivo"), hvorved retten tager begaeringen om afsigelse af betalingspaalaeg til foelge uden at hoere modparten. Kontradiktorisk bliver proceduren foerst, efter at den person, som betalingspaalaegget er afsagt overfor, har gjort indsigelse mod paalaegget. Efter denne karakteristik kan kun en kreditor for en forfalden, sikker fordring, der ikke yderligere kan goeres til genstand for beregning eller forhoejelse ° der bortses fra rent tekniske aendringer ° benytte denne procedure.

10. Domstolen har i sin praksis altid indtaget en meget smidig holdning til spoergsmaalet om, hvorvidt praejudicielle spoergsmaal, der blev forelagt i forbindelse med en saadan procedure, kunne admitteres. Den har gentagne gange forkastet den ° som oftest af den italienske regering ° fremfoerte formalitetsindsigelse, der stoettedes paa denne procedures specielle karakter. I dom af 14. december 1971, Politi, forkastede den for foerste gang dette synspunkt. I dens besvarelse af spoergsmaalet, om betingelserne for at anvende EOEF-traktatens artikel 177, stk. 2, var opfyldt, hedder det:

"Det er tilstraekkeligt at konstatere, at praesidenten for Tribunale di Turino udoever en doemmende funktion i artikel 177' s forstand, og har anset en fortolkning af faellesskabsretten for noedvendig for at kunne traeffe afgoerelse i sagen, uden at det for Domstolen er noedvendigt at tage hensyn til det stadium i sagen, hvor spoergsmaalet er blevet stillet." (8)

I naevnte dom i Birra Dreher-sagen gentog Domstolen denne praemis, hvortil den foejede foelgende:

"Artikel 177 betinger ikke indbringelse for Domstolen af, at den sag, hvorunder den nationale dommer har formuleret det praejudicielle spoergsmaal, er kontradiktorisk." (9)

Disse to domme stadfaestedes i naevnte Simmenthal-dom, idet Domstolen dog gjorde foelgende tilfoejelse:

"Artikel 177 goer ganske vist ikke en forelaeggelse for Domstolen betinget af, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer et praejudicielt spoergsmaal, er kontradiktorisk, men det kan dog vaere i den gode retsplejes interesse, at det praejudicielle spoergsmaal foerst stilles, efter at der har fundet en kontradiktorisk retsforhandling sted.

Det tilkommer imidlertid alene den nationale ret at afgoere, om dette er noedvendigt." (10)

11. Af denne praksis fremgaar saaledes, at den forelaeggende ret bestemt er en "ret" i traktatens artikel 177' s forstand (11), og at den omstaendighed, at proceduren i hovedsagen ikke har karakter af en kontradiktorisk procedure principielt ° selv om Domstolen angiver, at den foretraekker en kontradiktorisk procedure ° er uden betydning for, om de forelagte spoergsmaal kan admitteres. Det fremgaar ikke desto mindre af fast praksis, at Domstolen i betragtning af formaalet med EOEF-traktatens artikel 177 ikke anser sig for kompetent til at give en besvarelse, naar de forelagte spoergsmaal har en klart hypotetisk karakter (12), eller naar det er klart, at den fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale ret har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (13) og saaledes ikke objektivt er noedvendig for loesningen af tvisten i hovedsagen (14), eller endelig naar den nationale ret ikke giver Domstolen de oplysninger om sagens faktiske eller retlige omstaendigheder, der er noedvendige for at fastslaa, om kravet om en saadan objektiv noedvendighed er opfyldt (15).

Det kan vedroerende dette sidste spoergsmaal paa grundlag af den forelaeggende rets konstateringer fastslaas, at Corsica Ferries har fremlagt tilstraekkelig dokumentation for, at selskabet virkelig til Corporazione har betalt de beloeb, der kraeves tilbagebetalt, og at selskabet ° saafremt den argumentation, hvormed det har gjort gaeldende, at de prisforskelle, der er omtvistede i sagen, er retsstridige efter faellesskabsretten, tages til foelge ° er indehaver af en forfalden fordring, jf. artikel 633 i Codice di Procedura Civile, hvilken fordring gaelder et bestemt beloeb, nemlig det beloeb, de naevnte prisforskelle udgoer. De oevrige af Corsica Ferries fremfoerte argumenter, dvs. argumentet om, at forpligtelsen til at benytte lodstjeneste i og for sig efter Faellesskabet er retsstridig (spoergsmaal 2), eller argumentet om, at den maade, som priserne paa lodstjeneste fastsaettes paa (spoergsmaal 4) og om, at de forhold, hvorunder et vederlag for lodstjeneste kan faktureres [spoergsmaal 5, litra c)] bevirker, at de nationale bestemmelser bliver uforenelige med faellesskabsretten ° har imidlertid intet at goere med fordringens beloeb. Disse argumenter vedroerer derimod det retlige grundlag for fordringen og dermed dens stiftelse. Saafremt denne fordring ikke er stiftet paa gyldig maade, foretages den betaling, den giver anledning til, i urigtig formening om skyld, og det hermed betalte beloeb kan i sin helhed soeges tilbage. Kommissionen har i den forbindelse anfoert, at en saadan tvist ikke kan goeres til genstand for en sag om betalingspaalaeg i henhold til artikel 633 i Codice di Procedura Civile, idet den ikke drejer sig om en forfalden fordring. Jeg oensker ikke udtrykkeligt at tage stilling til dette spoergsmaal, men mener, at den forelaeggende ret har skitseret den nationale retlige ramme paa en maade, der ikke i tilstraekkeligt omfang goer det muligt for Domstolen, at erklaere sig kompetent til at besvare spoergsmaal 2, 4 og 5, litra c), paa grundlag af denne beskrivelse.

12. Domstolen boer derfor alene give en besvarelse af spoergsmaal 1, 3 og 5, litra a) og b), dvs. de spoergsmaal, der vedroerer den faellesskabsretlige bedoemmelse af de omtvistede prisforskelle. Saafremt disse spoergsmaal omformuleres, saaledes at de faellesskabsretlige led, der kraever en fortolkning, fremtraeder klart (16), bliver tilbage to hovedspoergsmaal: i) er de forskellige priser paa lodstjenesteydelser i overensstemmelse med det faellesskabsretlige princip om fri udveksling af tjenesteydelser, og ii) kan en national myndighed lovligt efter EOEF-traktatens artikel 90 og 86 saette en virksomhed som Corporazione i stand til at anvende forskellige priser for identiske ydelser?

Lovligheden ifoelge det faellesskabsretlige princip om fri udveksling af tjenesteydelser af differentierede priser for lodstjeneste

A ° Uanvendelighed af EOEF-traktatens artikel 5, 6 og 59. Anvendelighed ratione materiae af forordning (EOEF) nr. 4055/86

13. Den forelaeggende ret oensker med sit foerste og tredje spoergsmaal en afgoerelse af, om differentierede priser paa lodstjeneste er retmaessige efter tre bestemmelser i EOEF-traktaten, nemlig artikel 5, artikel 6 (det var, foer traktaten om Den Europaeiske Union traadte i kraft, artikel 7) og artikel 59.

Lad det straks vaere sagt, at EOEF-traktatens artikel 5 efter min mening er ganske irrelevant i den foreliggende sag. Af Domstolens praksis fremgaar, at denne bestemmelse, hvorved det paalaegges medlemsstaterne loyalt at opfylde deres forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, ikke kan anvendes selvstaendigt, naar den konkrete situation, som tilfaeldet er i den foreliggende sag, er omfattet af en saerlig faellesskabsretlig bestemmelse (17).

Det spoergsmaal, der herefter melder sig, er, om EOEF-traktatens artikel 6 og 59 kan anvendes i den foreliggende sag. I den forbindelse bemaerkes, at det ved artikel 6 indfoerte forbud mod forskelsbehandling ifoelge Domstolens faste praksis kun kan anvendes selvstaendigt "paa forhold omfattet af faellesskabsretten, paa hvilke traktaten ikke indeholder saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling" (18). EOEF-traktatens artikel 59 indeholder en saadan saerlig bestemmelse om forbud mod forskelsbehandling (19), og det maa derfor nu undersoeges, om den kan finde anvendelse paa et forhold som det i hovedsagen foreliggende.

14. Det er klart, at EOEF-traktatens artikel 59 ikke i sig selv er anvendelig i tilfaelde, hvor der er tale om en transportvirksomhed som Corsica Ferries. Ifoelge EOEF-traktatens artikel 51, stk. 1, er jo fri udveksling af tjenesteydelser paa transportomraadet omfattet af bestemmelserne i afsnittet vedroerende transport (20). I den velkendte dom af 22. maj 1985 i sagen Parlamentet mod Raadet (21) udledte Domstolen af denne undtagelsesbestemmelse, at de for den frie udveksling af tjenesteydelser gaeldende principper, der navnlig defineres i EOEF-traktatens artikel 59 og 60, saaledes skal gennemfoeres via indfoerelsen af den faelles transportpolitik. Det var paa grund af forpligtelsen hertil, at Raadet blev domfaeldet i denne dom efter EOEF-traktatens artikel 175, idet det ikke havde gennemfoert fri udveksling af tjenesteydelser inden for national transport. Artikel 59 og 60 er saaledes ikke umiddelbart anvendelige paa transportomraadet (22) ° hvilket imidlertid ikke (som det vil blive omtalt i punkt 23 nedenfor) hindrer, at der alligevel maa henvises til dem, naar der for Raadet bliver tale om at ivaerksaette fri udveksling af tjenesteydelser i denne sektor.

15. Kommissionen har ganske vist anfoert, at Corsica Ferries ogsaa kan anses for tjenesteydelsesmodtager i traktatens artikel 60' s forstand. Lodstjeneste er jo tjenesteydelser, der praesteres mod vederlag, og som strengt taget ikke er transportydelser (da der hverken transporteres varer eller personer, og tjenesten gaar ud paa, at der ydes transportvirksomheden bistand). Efter denne synsvinkel kan det ifoelge Kommissionen med udgangspunkt i dom af 31. januar 1984, Luisi og Carbone (23) og dom af 2. februar 1989, Cowan (24) goeres gaeldende, at Corsica Ferries som offer for diskriminerende priser kan paaberaabe sig EOEF-traktatens artikel 59. Jeg er dog ikke sikker paa, at Luisi- og Carbone-dommen og Cowan-dommen uden videre kan fungere som praejudikater i den foreliggende sag; i de to sager var der tale om fysiske personer, der ikke udoevede erhvervsmaessig virksomhed i EOEF-traktatens forstand, og som kun var omfattet af faellesskabsretten, fordi de tog til en anden medlemsstat som turister eller patienter, dvs. som modtagere af en tjenesteydelse, der praesteres inden for Faellesskabet. Helt anderledes forholder det sig med en virksomhed som Corsica Ferries, der udbyder soetransportydelser i indlandet og i forbindelse med andre lande, og som udsaettes for en hindring ved praesteringen af graenseoverskridende tjenesteydelser, idet selskabets internationale linjetrafik kommer ud for at skulle betale hoejere priser for lodstjeneste end de priser, der tages af skibe, der foerer italiensk flag og udfoerer cabotagesejlads mellem italienske havne. Prisforskellene boer derfor mere undersoeges med udgangspunkt i de hindringer, de udgoer for Corsica Ferries som leverandoer af tjenesteydelser inden for Faellesskabet end i lyset af de restriktioner, der med dem skabes for Corsica Ferries som modtager af lodstjenesteydelser, som for selskabet ikke er andet end accessoriske ydelser. Som tidligere naevnt hindrer dette dog ikke, at principperne om fri udveksling af tjenesteydelser i EOEF-traktatens artikel 59 ff. ogsaa finder anvendelse i den foreliggende sag, dog saaledes, at det bliver tilfaeldet inden for rammerne af de foranstaltninger, Raadet har truffet med hjemmel i EOEF-traktatens artikel 84, stk. 2.

16. Raadet var altsaa efter Domstolens fortolkning i naevnte dom, Parlamentet mod Raadet, af EOEF-traktatens artikel 61, stk. 1, forpligtet til at sikre fri udveksling af tjenesteydelser i transportsektoren. For soetransportsektoren gaelder en saerlig hjemmel, nemlig EOEF-traktatens artikel 84, stk. 2, hvorefter Raadet med kvalificeret flertal ° og ikke som foer vedtagelsen af den faelles akt med enstemmighed ° kan traeffe beslutninger "om, hvorvidt, i hvilket omfang og paa hvilken maade passende bestemmelser vil kunne fastsaettes for soe- og luftfart". Med hjemmel i denne bestemmelse har Raadet ved udgangen af 1986 vedtaget en raekke forordninger med henblik paa liberalisering af denne sektor. To af disse forordninger har til formaal at gennemfoere princippet om fri udveksling af tjenesteydelser (25).

Den foerste af disse forordninger ° og i oevrigt den eneste, der var gaeldende paa tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede begivenheder ° er Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (26). Denne forordning traadte i kraft den 1. januar 1987 (27). I forordningens artikel 1 fastslaas princippet om fri udveksling af tjenesteydelser med foelgende ord:

"1. Fri adgang til at udfoere soetransport mellem Faellesskabets medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande gaelder for statsborgere i medlemsstaterne, saafremt de er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den person, for hvem soetransporten udfoeres.

2. Bestemmelserne i denne forordning gaelder ligeledes for statsborgere i medlemsstaterne, saafremt de er hjemmehoerende uden for Faellesskabet, samt for rederier, der er etableret uden for Faellesskabet, men kontrolleret af statsborgere i en medlemsstat, for saa vidt deres skibe er registreret i denne medlemsstat i overensstemmelse med dennes lovgivning.

3. Traktatens artikel 55 til 58 og 62 finder anvendelse paa de forhold, der er omfattet af denne forordning.

4. I denne forordning forstaas ved soetransport mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstater og tredjelande, saafremt den normalt udfoeres mod betaling:

a) soetransport inden for Faellesskabet:

befordring af passagerer og gods med skib mellem en havn i en medlemsstat og en havn eller et off-shore anlaeg i en anden medlemsstat

..."

Den anden forordning, der boer naevnes her (selv om den foerst blev vedtaget efter begivenhederne i hovedsagen) er forordning nr. 3577/92, som jeg har naevnt tidligere i dette forslag til afgoerelse (i punkt 6). Denne forordning drejer sig om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport i medlemsstaterne, dvs. cabotagesejlads. Forordningens artikel 1, stk. 1, lyder saaledes:

"Fra den 1. januar 1993 gaelder princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport i en medlemsstat (cabotagesejlads) for EF-redere, hvis skibe er registreret i en medlemsstat og foerer dennes flag, forudsat at skibene opfylder alle betingelserne for at faa adgang til cabotage i denne medlemsstat; dette gaelder ogsaa skibe registreret i Euros, saa snart Raadet har godkendt dette register."

17. Naervaerende sag beroerer jo en virksomhed, der udbyder tjenesteydelser i regelmaessig linjetrafik mellem Genova' s Havn i Italien og havnene paa Korsika i Frankrig, og det er saaledes klart tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstater, jf. artikel 1, stk. 4, litra a), i forordning nr. 4055/86, der her er tale om (og ikke cabotagetjenesteydelser som omhandlet i forordning nr. 3577/92, der som just naevnt endnu ikke var gaeldende paa tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede begivenheder). Forordning nr. 4055/86 er saaledes, som jeg senere skal komme ind paa, anvendelig saavel ratione materiae som ratione personae.

Paa grundlag af denne konstatering kan jeg altsaa straks endeligt besvare spoergsmaalet om, hvorvidt EOEF-traktatens artikel 6 finder anvendelse i den foreliggende sag. Spoergsmaalet maa besvares benaegtende, idet artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 i lighed med EOEF-traktatens artikel 89 (jf. punkt 23 nedenfor) paa saerlig maade bringer forbuddet mod forskelsbehandling ifoelge EOEF-traktatens artikel 6 til udtryk. Saafremt det ikke havde vaeret tilfaeldet, ville artikel 6 have vaeret anvendelig. Domstolen har nemlig i den dom, den afsagde den 4. april 1974 i sagen Kommissionen mod Frankrig, af den udtrykkelige afvigelse, der er gjort ved EOEF- traktatens artikel 61, stk. 1, udledt, at paa transportomraadet "finder traktatens almindelige regler anvendelse i det omfang, hvor der ikke er gjort undtagelser" (28), hvilke almindelige regler ifoelge samme dom ogsaa finder anvendelse paa soe- og lufttransport. I medfoer af artikel 84, stk. 2, i EOEF-traktaten er disse transportomraader kun uden for bestemmelserne i afsnittet i traktaten om den faelles transportpolitik (29). Der kan ikke herske nogen tvivl om, at forbuddet mod forskelsbehandling ifoelge EOEF-traktatens artikel 6 er en af disse almindelige regler.

B ° Anvendeligheden ratione personae af forordning nr. 4055/86

18. Foer vi gaar i gang med at undersoege, om det ifoelge artikel 1 i forordning nr. 4055/86 er forbudt at udsaette en tjenesteyder som Corsica Ferries for forskelsbehandling, vil jeg gerne foerst undersoege, om Corsica Ferries ratione personae er omfattet af denne forordning. Som tidligere naevnt (i punkt 8) har Corporazione og den italienske regering nemlig gjort gaeldende, at Corsica Ferries som en virksomhed, der for saa vidt angaar denne sag driver skibe, der sejler under Panamas flag ° dvs. et tredjelands flag ° ikke kan stoette ret for princippet om fri udveksling af tjenesteydelser.

19. Jeg kan ikke tilslutte mig denne opfattelse. Der stilles ikke i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 saavel som i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 3577/92 krav om, at der er tale om "EF-redere, hvis skibe er registreret i en medlemsstat". Det er med henblik paa anvendelsen ratione personae af forordning nr. 4055/86 tilstraekkeligt, at der er tale om "statsborgere i medlemsstaterne, saafremt de er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den person, for hvem soetransporten udfoeres". De fysiske eller juridiske personer, der opfylder denne betingelse, kan paaberaabe sig princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, ogsaa selv om de driver fartoejer, der sejler under et tredjelands flag (30).

Der kan som anfoert af Kommissionen hentes endnu et argument for denne loesning i artikel 2, tredje led, i forordning nr. 4055/86. Ifoelge denne bestemmelse gaelder der en saerlig frist (der udloeber den 1.1.1993), inden for hvilken medlemsstaterne skal ophaeve de foer den 1. juli 1986 gaeldende ensidige, nationale restriktioner vedroerende befordring af bestemte varer "mellem medlemsstater og mellem medlemsstater og tredjelande med andre skibe" (fremhaevelsen er min), dvs. med skibe ° der ikke som de i de to foerste led omhandlede skibe ° foerer en medlemsstats flag. Af denne specielle undtagelsesbestemmelse fremgaar, at gods- og persontransport, der udfoeres med fartoejer, der ikke foerer en medlemsstats flag, simpelthen generelt omfattes af anvendelsesomraadet for reglerne om den i forordningens artikel 1 omhandlede frie udveksling af tjenesteydelser.

Den omstaendighed, at Corsica Regina og Corsica Victoria ikke er indregistreret i en medlemsstat, faar kun foelger, saafremt det skulle vise sig, at Corsica Ferries ikke er omfattet af artikel 1, stk. 1, men rigtig nok af artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 4055/86 (som jeg har gengivet ovenfor i punkt 12). Ifoelge denne bestemmelse er det kun statsborgere i medlemsstaterne, der er etableret uden for Faellesskabet, og rederier, der er etableret uden for Faellesskabet, og som kontrolleres af statsborgere i en medlemsstat, for saa vidt deres skibe er registreret i denne medlemsstat i overensstemmelse med denne lovgivning, der kan paaberaabe sig retten til fri udveksling af tjenesteydelser.

20. Der kan efter min mening overhovedet ikke fremfoeres argumenter til stoette for det synspunkt, at Corsica Ferries er et rederi, der er hjemmehoerende uden for Faellesskabet. Det er virkelig et rederi, der er hjemmehoerende i Faellesskabet, og derfor er det omfattet af artikel 1, stk. 1. Ved afgoerelsen af, hvad der skal forstaas ved ordene "etablering i Faellesskabet", bliver nemlig Domstolens praksis vedroerende EOEF-traktatens artikel 52 afgoerende, og det er heri fastslaaet,

"at begrebet etablering som omhandlet i traktatens artikel 52 ff. omfatter den faktiske udoevelse af en oekonomisk aktivitet ved hjaelp af en fast indretning i en anden medlemsstat i et ikke naermere angivet tidsrum" (31).

Herved maa det naturligvis tages i betragtning, at Corsica Ferries er et selskab, og at det foelgelig ° navnlig i betragtning af, at artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 4055/86 henviser til EOEF-traktatens artikel 58 (jf. ovenfor i punkt 16) ° for at kunne paaberaabe sig retten til fri udveksling af tjenesteydelser maa vaere stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning og have sit vedtaegtsmaessige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed inden for Faellesskabet. I denne sammenhaeng skal der ogsaa henvises til den oplysning, som det almindelige program for ophaevelse af begraensninger i den frie udveksling af tjenesteydelser, der, som Domstolen gentagne gange har udtalt, indeholder forskellige relevante oplysninger for saa vidt angaar gennemfoerelsen af traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser (32), giver vedroerende spoergsmaalet om, hvilke selskaber, der er omfattet af ophaevelsen af restriktioner for fri udveksling af tjenesteydelser. Der er tale om

"selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med lovgivningen i en medlemsstat, og hvis vedtaegtsmaessige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Faellesskabet; saafremt disse selskaber kun har deres vedtaegtsmaessige hjemsted inden for Faellesskabet, skal deres virksomhed dog have faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat, idet denne tilknytning dog ikke maa goeres afhaengig af, hvilken indfoedsret navnlig selskabsdeltagerne, medlemmerne af styrelses- eller tilsynsorganerne eller ejerne af selskabskapitalen har" (33).

21. Efter disse kriterier er det ganske klart, at Corsica Ferries maa anses for et rederi, der er hjemmehoerende i Faellesskabet; som naevnt (ovenfor i punkt 2) er det et italiensk selskab, der har sit vedtaegtsmaessige hjemsted i Cagliari, og hvis virksomhed, herunder den i sagen omhandlede virksomhed (drift af regelmaessig linjetrafik mellem Genova' s Havn og havne paa Korsika) utvivlsomt faktisk og vedvarende har tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat (34).

Lige saa klart er det efter min mening, at Corsica Ferries er ikke blot "statsborger i en medlemsstat", jf. artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86, men at selskabet ogsaa opfylder den betingelse, hvorefter det skal vaere "hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den person, for hvem soetransporten udfoeres". Da den linjetrafik, selskabet varetager, forbinder Korsika med Genova' s Havn, er en stor del af de personer, for hvem selskabets transportydelser udfoeres, bestemt personer, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat (navnlig Frankrig).

22. Jeg skal kort vedroerende spoergsmaalet om, hvem der i sidste instans er rederen, tilfoeje foelgende korte bemaerkninger. Det er i retsmoedet blevet klart, at uklarheden paa dette punkt er total. Corsica Ferries' advokat har udtalt, at spoergsmaalets besvarelse afhaenger af, hvad der forstaas ved reder: saafremt det afgoerende er ejendomsretten til fartoejet, er Tour Ship Panama reder; er det afgoerende, hvem der baerer risikoen i forbindelse med virksomhedens drift, er det Corsica Ferries selv, og laegges hovedvaegten paa, hvem der faktisk kontrollerer virksomheden, er det Lota.

Hvordan det nu end forholder sig, er spoergsmaalet herom uden betydning for den fortolkning af faellesskabsretten, Domstolen er blevet anmodet om, idet der i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 alene tales om "statsborgere i medlemsstaterne". Det kunne eventuelt faa en vis betydning for fortolkningen af begrebet "rederi", jf. forordningens artikel 1, stk. 2, men som just omtalt, finder denne bestemmelse ikke anvendelse i den foreliggende sag (35).

C ° Fortolkning af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86

23. Hermed er jeg fremme ved spoergsmaalet om raekkevidden af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86. Forordningens titel angiver jo, at denne bestemmelse har til formaal at indfoere princippet om fri udveksling af tjenesteydelser ° der inden for EOEF-traktatens rammer er et grundlaeggende princip (36) ° og bestemmelsen er klart nok formuleret paa en maade, der viser tilbage til ordlyden i EOEF-traktatens artikel 59, stk. 1, hvorfor det maa vaere naerliggende, at den fortolkes paa en maade, der i videst muligt omfang ligger i forlaengelse af den praksis, som Domstolen har udviklet vedroerende sidstnaevnte bestemmelse. Domstolen er nemlig tidligere i den ovenfor naevnte dom i sagen Parlamentet mod Raadet gaaet ind for, at spoergsmaalet tages op paa denne maade. Jeg tillader mig at citere foelgende praemis:

"Derimod har Parlamentet, Kommissionen og den nederlandske regering med rette anfoert, at Raadet efter artikel 75, stk. 1, litra a) og b), er forpligtet til bl.a. at gennemfoere den frie udveksling af tjenesteydelser paa transportomraadet, samt at omfanget af denne forpligtelse klart fremgaar af traktaten. Som det nemlig er fastslaaet i Domstolens dom af 17. december 1981 i sag 279/80 (Webb, Sml. 1981, s. 3305), indebaerer princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser, jf. artikel 59 og 60, et paabud om, at enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grundlag af dennes nationalitet eller paa grund af, at han er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori tjenesteydelsen skal udfoeres, skal afskaffes." (37)

Dette er grunden til, at artikel 1, i forordning nr. 4055/86 skal fortolkes paa linje med den fortolkning, som Domstolen har givet EOEF-traktatens artikel 59. Af det foranstaaende citat fremgaar, at dette ifoelge fast praksis indebaerer, at enhver forskelsbehandling af tjenesteyderen paa grundlag af dennes nationalitet eller paa grund af, at han er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori tjenesteydelsen skal udfoeres, er forbudt (38). Og det er ikke blot aabenbar forskelsbehandling, der er forbudt, men ogsaa alle former for skjult forskelsbehandling, der skoent de tilsyneladende bygger paa neutrale kriterier, faktisk foerer til det samme resultat (39).

24. Skal nu i den foreliggende sag betingelserne for at faa lodstjenesteydelser til nedsatte priser, dvs. de betingelser, hvorefter der for brugerfartoejet skal vaere givet tilladelse til cabotagesejlads og dette fartoej vaere i regelmaessig trafik mellem italienske havne (jf. punkt 6 ovenfor) anses for at vaere en ved faellesskabsretten forbudt forskelsbehandling. Det skal de faktisk ifoelge Kommissionen anses for at vaere. Paa tidspunktet for de i hovedsagen omhandlede begivenheder kunne der ifoelge artikel 224 i Codice kun gives tilladelse til cabotagesejlads til skibe, der foerte italiensk flag. Da fartoejer, der foerer italiensk flag i al almindelighed tilhoerer italienske statsborgere eller selskaber, mens statsborgere eller selskaber fra andre medlemsstater saedvanligvis ikke driver virksomhed med fartoejer, der foerer italiensk flag, er Kommissionen naaet til det resultat, at de naevnte betingelser udgoer en skjult forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, der ifoelge fast retspraksis ogsaa er forbudt.

Man kan efter min mening ogsaa direkte naa til det resultat, at der i denne sag er tale om en forbudt forskelsbehandling ved at laegge Domstolens dom af 13. december 1989 i sagen Corsica Ferries France til grund. I den sag var der tale om, at der ifoelge et fransk dekret af rederen skulle udredes en afgift for samtlige passagerer, idet afgiften dog for fartoejer i fart mellem Korsika og Frankrig kun skulle betales ved afrejse fra en korsikansk havn, mens samme afgift for fartoejer, der sejlede mellem Korsika og havne i en anden stat, blev paalagt saavel ved ankomst til som ved afrejse fra den korsikanske havn.

Domstolen udtalte i den forbindelse, at:

"Den ordning, der omtvistes i hovedsagen, maa antages at vaere en begraensning af den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet, jf. EOEF-traktatens artikel 59, stk. 1, idet der herved sker forskelsbehandling af en tjenesteyder, som foretager befordring mellem en havn paa det nationale omraade og en havn i en anden medlemsstat, og en tjenesteyder, som foretager befordring mellem paa to havne paa nationalt omraade." (40)

25. Dette er grunden til, at det herefter foelger af dommen i den naevnte Corsica Ferries France-sag, at det er tilstraekkeligt, at en medlemsstat udsaetter eksporten af tjenesteydelser, som f.eks. soetransportydelser inden for Faellesskabet for en diskriminerende behandling i forhold til den behandling, der gives tilsvarende tjenesteydelser i indlandet (jf. desuden nedenfor i punkt 28) for at kunne fastslaa, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser er tilsidesat (41). Men det er netop en saadan forskelsbehandling, der er tale om i den foreliggende sag. Den er altsaa ogsaa forbudt ifoelge artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86, der som tidligere naevnt skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 59. Den af Corporazione fremhaevede omstaendighed, at de forskellige priser paa lodstjeneste kun i begraenset omfang har virkninger for en virksomhed som Corsica Ferries' levering af tjenesteydelser ° hvilket er alt andet end indlysende i betragtning af stoerrelsen af de beloeb, der kraeves tilbagebetalt ° begraenser ikke paa nogen maade deres ulovlighed efter faellesskabsretten: Domstolen har jo ogsaa i dommen i Corsica Ferries France-sagen fastslaaet, at:

"... EOEF-traktatens artikler om den frie bevaegelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital [er] bestemmelser, der er grundlaeggende for Faellesskabet, og selv den mindste begraensning af de naevnte friheder er retsstridig" (42).

Det er endelig klart, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 gaelder direkte (43). Corsica Ferries kan i hvert fald paaberaabe sig denne direkte gyldighed for saa vidt angaar prisforskelle for lodstjeneste, der som i den foreliggende sag er blevet godkendt ved ministerielt cirkulaere, og som derfor kan anses for at vaere udstedt af offentlige myndigheder. Jeg finder det i oevrigt oenskeligt, at det i naevnte bestemmelse opstillede princip efter det moenster, praksis har udformet vedroerende traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser (44), ogsaa finder anvendelse paa en organisation som Corporazione, der blev oprettet ved dekret udstedt af republikkens praesident, og som er udstyret med visse retsfastsaettelsesbefoejelser i forhold til medlemmerne.

26. Corporazione og den italienske regering har forsoegt at godtgoere, at prisforskellene kan have et objektivt grundlag. De har herved anfoert, at lodstjeneste er noedvendig af hensyn til sikkerheden i havnen og dens naermeste omgivelser. Den italienske regering har desuden i retsmoedet lagt megen vaegt paa at fremhaeve, at anvendelsen af forskellige priser er udtryk for et transportpolitisk valg, der helt er i samklang med faellesskabsrettens principper. Den lavere pris, der skal betales af fartoejer i cabotagesejlads har nemlig til formaal at saette denne form for transport i stand til at konkurrere med transporten ad landevej, der er alt for stor og meget forurenende. I sammenhaeng hermed maa anvendelsen af forskellige priser ogsaa anses for et miljoepolitisk valg, idet cabotagesejlads klart er mindre forurenende end transport ad landevej. Den italienske regering har endelig anfoert, at det indtil udgangen af december 1992, dvs. foer ikrafttraedelsen af forordning nr. 3577/92 absolut var lovligt at begunstige soetransport paa denne maade, eftersom der dengang endnu ikke fandtes en faelles transportpolitik for saa vidt angaar cabotagesejlads.

27. Det kan anerkendes, at lodstjeneste virkelig er et tjenligt middel til at opnaa sikkerhed i trafikken i havnen og dens naermeste omgivelser, og saaledes vedroerer den offentlige orden i vid forstand ° som er et hensyn, der udtrykkelig er anerkendt ifoelge EOEF-traktatens artikel 56, der i medfoer af artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 4055/86 finder anvendelse i denne sag (jf. punkt 12 ovenfor) ° men jeg har vanskeligt ved at forstaa, at forskellige priser for lodstjeneste skulle vaere noedvendige af hensyn til soefartens sikkerhed (45).

Det samme gaelder stort set for de paaberaabte transport- og miljoepolitiske valg. Det er korrekt, at hensynet til trafikforholdene og miljoebeskyttelse bestemt kan danne grundlag for restriktioner, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, for praesteringen af tjenesteydelser inden for Faellesskabet (46), men jeg mener bestemt ikke, at en anvendelse af forskellige priser er noedvendig af hensyn til de politiske maal, der er blevet paaberaabt, heller ikke selv om der ses bort fra, at det er usikkert, om de i sagen omtvistede forskellige priser, der er diskriminerende i kraft af deres virkninger, kan begrundes ud fra politiske maalsaetninger, som kun kan paaberaabes til stoette for restriktioner, der ikke er udtryk for forskelsbehandling (47). Det ville nemlig, hvis man oenskede at goere soetransport i de italienske territorialfarvande konkurrencedygtig i forhold til transport ad landevej, vaere tilstraekkeligt og endda oplagt rigtigt at saenke priserne paa lodstjeneste for samtlige skibe; det var bestemt ikke af den grund paakraevet at anvende forskellige priser, alt efter om der var tale om skibe, der foerer italiensk flag, eller andre skibe. Det fremgaar i oevrigt af cirkulaere af 18. december 1992 (jf. ovenfor i punkt 6), hvorved den for cabotagefartoejer gaeldende pris ogsaa skulle vaere prisen for fartoejer, der foerer en anden medlemsstats flag, at en anden loesning virkelig var mulig. De indtil da gaeldende prisforskelle var saaledes ikke noedvendige for at naa de tilsigtede maal, og de er derfor ikke i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Endelig er det for saa vidt angaar det argument, der stoettes paa forordning nr. 3577/92, korrekt, at Raadet foerst med vedtagelsen af denne forordning endeligt gennemfoerte princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne. Dette betyder imidlertid blot, at det efter faellesskabsretten, indtil denne forordning traadte i kraft, var muligt for medlemsstaterne at anvende restriktioner for udvekslingen af tjenesteydelser inden for cabotagesejlads (48). Hvad angaar udveksling af tjenesteydelser paa omraadet for soetransport inden for Faellesskabet ° altsaa tjenesteydelser som de i hovedsagen omtvistede ° var medlemsstaterne forpligtet til allerede den 1. januar 1987, dvs. efter ikrafttraedelsen af forordning nr. 4055/86, at afskaffe saadanne restriktioner.

28. Det eneste spoergsmaal jeg herefter maa undersoege, er spoergsmaalet om, hvorvidt Corsica Ferries som et italiensk selskab, hvis hovedkontor ligger i Italien, konkret kan paaberaabe sig artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 over for de italienske myndigheder. Udgangspunktet for denne undersoegelse maa efter min mening vaere foelgende betragtninger, der findes i Domstolens "turistfoerer"-domme:

"Selv om traktatens artikel 59 efter sin ordlyd udtrykkeligt kun omhandler den situation, hvor en tjenesteyder er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af ydelsen, er formaalet med bestemmelsen at ophaeve begraensningerne for den frie udveksling af tjenesteydelser ved personer, som ikke er etableret i den medlemsstat, paa hvis omraade tjenesteydelsen skal udfoeres (jf. dom af 10.2.1982, sag 76/81, Transporoute, Sml. s. 417, praemis 14). Det er kun, naar samtlige relevante elementer ved den paagaeldende form for virksomhed findes inden for en enkelt medlemsstat, at traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse (dom af 18.3.1980, sag 52/79, Debauve m.fl., Sml. s. 833, praemis 9).

Foelgelig maa bestemmelserne i artikel 59 finde anvendelse i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehoerende." (49)

29. At samtlige relevante elementer i den foreliggende sag ikke findes inden for en enkelt medlemsstat fremgaar af de forhold, jeg har omtalt ovenfor: den blotte omstaendighed, at Corsica Ferries driver linjetrafik mellem Genova' s Havn og havnene paa Korsika er et relevant element vedroerende virksomhedens tilknytning til flere medlemsstater (jf. ovenfor i punkt 17). Det er imidlertid korrekt, at den just citerede praksis anvender EOEF-traktatens artikel 59 paa tjenesteydelser, der er leveret i en modtagermedlemsstat, uafhaengigt af, hvor ydelsesmodtageren er etableret, mens det spoergsmaal, der rejser sig i naervaerende sag, mere er spoergsmaalet om, hvorvidt princippet om fri udveksling af tjenesteydelser ogsaa kan paaberaabes over for oprindelsesmedlemsstaten, det vil her sige Italien, uanset at Corsica Ferries er et italiensk selskab.

Dette sidste spoergsmaal skal imidlertid efter min mening besvares bekraeftende, idet de leverede ydelser i denne sag efter deres beskaffenhed som modtager har baade personer fra en anden medlemsstat og personer i hjemlandet, naermere betegnet baade franske modtagere (og modtagere, der er rejsende og hidroerer fra andre medlemsstater) og italienske. En kort sammenligning med praksis vedroerende fri bevaegelighed for personer er tilstraekkelig til at belyse dette synspunkt; Domstolen har deri bl.a. bekraeftet, at EF-borgere (eller EF-selskaber i EOEF-traktatens artikel 58' s forstand) kan paaberaabe sig de omhandlede bestemmelser i traktaten (nemlig artikel 48 eller 52) over for deres hjemstat, naar denne anvender foranstaltninger, der goer det vanskeligere for dem at etablere sig eller arbejde i en anden medlemsstat (eller endog i deres egen medlemsstat). Det vil f.eks. kunne vaere tilfaeldet, naar den forbyder dem at forlade deres eget land (50), naar den afslaar at anerkende faglige kvalifikationer, som disse statsborgere har erhvervet i en anden medlemsstat (51), eller naar den indfoerer restriktioner for anvendelsen af et eksamensbevis fra et universitet, der er erhvervet i en anden medlemsstat (52), eller endelig naar den paagaeldende medlemsstat generelt stiller dem mindre gunstigt, naar de oensker at arbejde paa flere medlemsstaters omraade, f.eks. ved at give dem en behandling, der medfoerer stoerre udgifter for dem til social sikring (53).

Det er efter min mening det samme princip, der skal finde anvendelse paa omraadet for fri udveksling af tjenesteydelser, saaledes som det bekraeftes af Corsica Ferries France-dommen, som jeg har naevnt ovenfor (i punkt 24) (54); naar en hjemstat laegger hindringer i vejen for tjenesteydelser, der praesteres af en af dens borgere eller af selskaber, der er stiftet i henhold til dens lovgivning, er disse hindringer principielt uforenelige med det faellesskabsretlige princip om fri udveksling af tjenesteydelser, og de paagaeldende tjenesteydere kan paaberaabe sig dette princip over for deres egen medlemsstat, naar denne praestering af tjenesteydelser efter sin art, som det er tilfaeldet i den foreliggende sag, ogsaa skal ske over for personer, der kommer fra de oevrige medlemsstater.

Retmaessigheden efter EOEF-traktatens artikel 86 og 90 af en national bestemmelse, der goer det muligt for en virksomhed som Corporazione at anvende forskellige priser

30. Den forelaeggende ret har med spoergsmaal 5, litra a) og b), oensket en afgoerelse af, om en national myndighed lovligt efter bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, og artikel 86 kan saette en virksomhed som Corporazione i stand til at tage forskellige priser for samme ydelse alt efter, om der er tale om skibe, der foerer hjemlandets flag, eller skibe, der foerer en anden stats flag. Den forelaeggende ret forudsaetter med dette spoergsmaal, at Corporazione maa anses for en "virksomhed, der indtager en dominerende stilling, idet der er indroemmet den eksklusive rettigheder paa en vaesentlig del af det faelles marked".

En korrekt besvarelse af dette spoergsmaal forudsaetter, at jeg foerst tager stilling til, om Corporazione virkelig maa anses for en virksomhed, som har faaet indroemmet saerlige eller eksklusive rettigheder, jf. EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1. Derefter vil jeg undersoege, om anvendelsen af forskellige priser udgoer et misbrug af den dominerende stilling, som virksomheden indtager paa en vaesentlig del af det faelles marked.

A ° Er Corporazione en virksomhed, som er indroemmet saerlige eller eksklusive rettigheder, jf. EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1?

31. Det er efter min mening i dommen i Merci convenzionali porto di Genova-sagen, man kan finde de kriterier, der kan danne udgangspunkt for en stillingtagen til,

om Corporazione er en virksomhed som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1 (det praejudicielle spoergsmaal vedroerer ikke artikel 90, stk. 2) (55). Teksten i Merci convenzionali porto di Genova-sagen udsprang ogsaa af forhold i Genova' s Havn. Der var tale om lastning, losning og omladning af varer i havnen, for hvilke former for virksomhed der ved artikel 110 i Codice var indfoert en eneret for havneselskaber i havnen. Domstolen udtalte:

"... en havnevirksomhed, som er tillagt eksklusive rettigheder med hensyn til tilrettelaeggelsen af havnearbejdet for tredjemands regning, og et havneselskab som er tillagt eksklusive rettigheder med hensyn til udfoerelse af havnearbejde, skal anses for virksomheder, som medlemsstaten har indroemmet eksklusive rettigheder efter traktatens artikel 90, stk. 1" (56).

Jeg skal minde om, at Corporazione blev oprettet ved dekret udstedt af republikkens praesident, jf. artikel 86 i Codice (ovenfor i punkt 4). Den omstaendighed, at Corporazione i Genova' s Havn har eneret til at udfoere lodstjeneste, er uomtvistet. Jeg mener heller ikke, at det kan bestrides, at Corporazione i relation til Faellesskabets konkurrenceregler er en virksomhed, selv om organisationen retligt fremtraeder som en af republikkens praesident ved dekret anerkendt erhvervssammenslutning, og dette har Corporazione i oevrigt selv erkendt i sit skriftlige indlaeg; den er faktisk i enhver henseende en enhed, som udoever oekonomisk virksomhed gennem sine deltagere, idet dens retlige status og dens finansieringsmaade er uden betydning for dens egenskab af virksomhed, jf. Domstolens dom af 23. april 1991, Hoefner og Elser (57). Paa grundlag heraf kan det fastslaas, at en virksomhed som Corporazione er en virksomhed, som en medlemsstat har indroemmet eksklusive rettigheder, jf. EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1.

B ° Udgoer anvendelsen af forskellige priser et misbrug af dominerende stilling, jf. EOEF-traktatens artikel 86?

32. Den omstaendighed, at Corporazione er en virksomhed, som er indroemmet eksklusive rettigheder, jf. EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, har foelger, der faar betydning for spoergsmaalet om anvendeligheden af EOEF-traktatens artikel 86. Som det blandt andet blev bekraeftet ved Merci convenzionali porto di Genova-dommen og senere igen ved Corbeau-dommen, gaar fast praksis ud paa, at:

"En virksomhed, som har et lovbestemt monopol paa en vaesentlig del af det faelles marked, ... kan anses for at indtage en dominerende stilling som omhandlet i traktatens artikel 86." (58)

Spoergsmaalet bliver herefter, om Corporazione indtager en dominerende stilling "paa en vaesentlig del af (det faelles) marked". Domstolen har i Merci convenzionali porto di Genova-dommen om havnevirksomheder, der har et lovbestemt monopol til lastning, losning og omladning af varer i Genova' s Havn, udtalt foelgende:

"For saa vidt angaar afgraensningen af det relevante marked, fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at dette marked er tilrettelaeggelsen af havnearbejdet i Genova' s Havn med almindeligt gods for tredjemands regning og udfoerelsen heraf. I betragtning af blandt andet omfanget af handelen i denne havn og dens betydning i forhold til den paagaeldende medlemsstats samlede import og eksport ad soevejen, kan dette marked anses for en vaesentlig del af det faelles marked." (59)

Blandt de parter, der har indgivet skriftlige indlaeg i naervaerende sag, hersker der delte meninger om, hvorvidt det omhandlede marked for lodstjeneste udgoer en vaesentlig del af det faelles marked. Det goer det efter den italienske regerings opfattelse ikke, idet lodstjeneste kun udgoer en ubetydelig del af den kommercielle aktivitet i soetransportsektoren.

Dette argument holder ikke for en naermere analyse. Det relevante marked i naervaerende sag er markedet for lodstjeneste i Genova' s Havn. Det hovedargument, Domstolen udviklede i Merci convenzionali porto di Genova-dommen for paa grundlag deraf at fastslaa, at der i denne sag var tale om en vaesentlig del af det faelles marked, kan ogsaa anvendes i denne sag: I betragtning af omfanget af handelen i Genova' s Havn, denne havns betydning i forhold til Italiens samlede import og eksport ad soevejen og henset til, at lodstjeneste er gjort obligatorisk for samtlige fartoejer, maa resultatet efter min mening blive, at Corporazione indtager en dominerende stilling paa en vaesentlig del af det faelles marked.

33. Corporazione' s egen argumentation, der i alt vaesentligt foerer frem til, at Domstolen boer omgoere det resultat, den naaede til i Merci convenzionali porto di Genova-dommen, kan overhovedet ikke overbevise mig. Corporazione har i den forbindelse henvist til to for denne sag nye faktorer. Den foerste er, at der efter afsigelsen af denne dom i Italien er traadt en saerlig konkurrencelov i kraft, hvorefter der fra nu af kan indledes undersoegelser af monopollignende forhold, som det der er tale om i hovedsagen. Jeg vil i den forbindelse noejes med at henvise til Domstolens praksis, der har ligget fast siden Wilhelm-dommen, og som gaar ud paa, at:

"... udgangspunktet for faellesskabsrettens og national konkurrencelovgivnings vurdering af konkurrencebegraensninger [er] forskelligt. Mens artikel 85 og 86 rammer konkurrencebegraensninger, fordi de kan hindre samhandelen mellem medlemsstater, vedroerer de nationale lovgivninger ° hver ud fra egne saerlig grunde ° alene konkurrencebegraensninger paa rent nationalt plan" (60).

At den nye italienske lovgivning om konkurrence i hoej grad er inspireret af faellesskabsbestemmelserne paa omraadet aendrer ikke paa nogen maade den forskel i perspektivering, der fremgaar af dette citat.

Den anden nye faktor, som Corporazione har henvist til, nemlig gennemfoerelsen af det indre marked, maa forbavse endnu mere. Ifoelge Corporazione kunne det saaledes gennemfoerte enhedsmarked i vidt omfang medfoere, at konkurrencereglerne ikke laengere kan virke som et middel til sammensmeltning af de nationale markeder. Efter subsidiaritetsprincippet, som er udtrykt i den nye artikel 3 B i EOEF-traktaten (som er blevet indfoejet i denne ved traktaten om Den Europaeiske Union) skal faellesskabskonkurrenceretten for fremtiden foerst og fremmest omfatte de tilfaelde, der virkelig har betydning for det indre marked, idet tilfaelde af mindre betydning henhoerer under de nationale myndigheders kompetence. Jeg vil ikke goere mere ud af denne argumentation, end den fortjener. Det maa vaere nok at fastslaa, at gennemfoerelsen af et saa stort lovgivningsprogram som det, reglerne om det indre marked repraesenterer, ikke paa nogen maade i sig selv indeholder et bevis for, at de nationale markeders sammensmeltning til ét marked oekonomisk er langt fremme, samt at subsidiaritetsprincippet, der er nedfaeldet i EF-traktatens artikel 3 B, ifoelge artikel M i traktaten om Den Europaeiske Union ikke kan rokke ved "gaeldende faellesskabsret", der blandt andet omfatter den fortolkning, der har udviklet sig i Domstolens praksis vedroerende betingelserne for at anvende EOEF-traktatens artikel 86.

34. Den italienske regering har desuden bestridt, at de i sagen omtvistede prisforskelle udgoer et misbrug af dominerende stilling som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 86. Disse forskelle er velbegrundet, da soetransport mellem Faellesskabets medlemsstater ikke er en virksomhed, der konkurrerer med den soetransport i indlandet, som udfoeres ved cabotagesejlads. Denne argumentation kan ikke overbevise. Det afgoerende er, at der ikke bestaar nogen sammenhaeng mellem disse prisforskelle og den tilbudte lodstjenestes art, der er helt den samme i de to tilfaelde, der er tale om (paa fartoejer, der har tilladelse til cabotagesejlads, eller fartoejer, som er i regelmaessig linjetrafik mellem italienske havne paa den ene side og andre fartoejer paa den anden side). Efter min mening staar vi her klart over for en praktisering af den form for misbrug af dominerende stilling, der omhandles i EOEF-traktatens artikel 86, stk. 2, litra c), og som gaar ud paa

"anvendelse af ulige vilkaar for ydelser af samme vaerdi over for handelspartnere, som dermed stilles ringere i konkurrencen" (61).

Det fremgaar indirekte af Domstolens praksis, dvs. af United Brands-dommen (62) og Merci convenzionali porto di Genova-dommen (63), at Domstolen ikke fortolker dette stk. indskraenkende, og at det derfor ikke er en forudsaetning for at anvende det, at den virksomhed, der goer sig skyldig i et misbrug, paafoerer sine medkontrahenter en ringere stilling i deres indbyrdes konkurrence eller i konkurrencen med den virksomhed, som indtager den dominerende stilling.

Lige saa klart maa det vaere, at de i den foreliggende sag omtvistede prisforskelle ogsaa kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, hvad der er en forudsaetning for anvendelsen af EOEF-traktatens artikel 86. Genova' s Havn er en international havn og anvendelsen af hoejere priser for lodstjeneste, der ydes fartoejer, der ikke foerer italiensk flag ° hvad formentlig flertallet af de fartoejer, der tilhoerer redere, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater, ikke goer ° kan afgjort indvirke negativt paa samhandelen inden for Faellesskabet (64). I oevrigt gaar fast praksis ud paa,

"at der ikke ifoelge artikel 86 gaelder noget krav om, at det bevises, at den adfaerd, der maa karakteriseres som et misbrug, faktisk maerkbart har paavirket handelen mellem medlemsstater, men blot et krav om, at det bevises, at den omhandlede adfaerd kan virke som naevnt" (65).

35. Ifoelge EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, er det forbudt medlemsstaterne for saa vidt angaar offentlige virksomheder og virksomheder, som de indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, at traeffe eller opretholde foranstaltninger, "som er i strid med denne traktats bestemmelser, navnlig de i artikel 7 og 85-94 naevnte" (66). Domstolen har fastslaaet, at denne bestemmelse blandt andet indeholder et forbud mod, at medlemsstaterne indfoerer eller opretholder foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (67). Naar den italienske minister for handelsflaaden med hjemmel i loven, jf. Codice' s artikel 91 (og ovenfor i punkt 4) godkender diskriminerende priser paa lodstjeneste, som er en foelge af et misbrug af en dominerende stilling, foreligger der herefter efter min mening simpelthen tilsidesaettelse af forbuddet ifoelge artikel 90, stk. 1, hvilken tilsidesaettelse, naar denne bestemmelse sammenholdes med EOEF-traktatens artikel 5, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at afholde sig fra at traeffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggoerelsen af EOEF-traktatens maalsaetning i fare, bliver endnu mere ioejnefaldende (68).

Forslag til afgoerelse

36. Jeg skal under henvisning til samtlige de i den foregaaende fremstilling omtalte forhold foreslaa Domstolen at besvare den forelaeggende rets spoergsmaal paa foelgende maade:

"1) Det er ufornoedent at besvare spoergsmaal 2, 4 og 5, litra c).

2) Det faellesskabsretlige princip om fri udveksling af tjenesteydelser, der for saa vidt angaar soetransport mellem medlemsstaterne er fastlagt i artikel 1, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 4055/86, er til hinder for, at der for samme lodstjenesteydelse anvendes forskellige tariffer, alt efter om der er tale om en virksomhed, som leverer transportydelser mellem to medlemsstater, eller om en virksomhed, der leverer saadanne ydelser mellem havne paa det nationale omraade.

3) EOEF-traktatens artikel 90, stk. 1, og artikel 86 er til hinder for, at en virksomhed, som er indroemmet eksklusive rettigheder paa en vaesentlig del af det faelles marked, af en national myndighed saette i stand til at anvende diskriminerende priser som dem, der er beskrevet ovenfor under 2)."

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) ° Det fremgaar af referatet fra den ekstraordinaere generalforsamling, der afholdtes den 4.12.1992 (en kopi heraf er vedlagt som bilag til Corsica Ferries' skriftlige indlaeg), at Tour Ship Group SA foerst i forbindelse med den forhoejelse af aktiekapitalen, der blev besluttet paa naevnte generalforsamling, blev aktionaer i selskabet; 99% af selskabskapitalen (20 000 000 LIT) tilhoerte indtil da et selskab i Lichtenstein, Allgemeine Tourist Organisation Anstalt. Paa generalforsamlingen vedtoges det at forhoeje aktiekapitalen til 199 000 000 LIT. Tour Ship Group tegnede straks aktier for et nominelt beloeb paa 179 000 000 LIT, der straks blev indbetalt.

(2) ° Corsica Ferries' advokat har i retsmoedet oplyst, at kun de to naevnte skibe sejler under Panamas flag, mens Corsica Ferries' oevrige fartoejer foerer italiensk flag.

(3) ° Ifoelge den som bilag til Kommissionens skriftlige indlaeg fremlagte udskrift af Lloyd' s Register of Shipping tilhoerer disse to fartoejer selskabet Tour Ship Company SA.

(4) ° Dekreterne 29/89, 50/90 og 28/91, der i kopi findes som bilag til Corsica Ferries' skriftlige indlaeg.

(5) ° Jf. vedr. definitionen af cabotagesejlads V. Power: EC Shipping Law, London, Lloyd' s of London Press, 1992, s. 211, nr. 7.6.2.1: cabotage is the carriage of passengers or goods by sea between ports in any one Member State, including the overseas territories of that State (cabotagesejlads bestaar i soetransport af passagerer eller gods mellem havne i en medlemsstat, herunder denne medlemsstats oversoeiske omraader).

(6) ° EFT L 364, s. 7.

(7) ° Dom af 18.10.1990, forenede sager C-297/88 og C-197/89, Dzodzi, Sml. I, s. 3763, praemis 33.

(8) ° Sag 43/71, Sml. 1971, s. 319, org. ref.: Rec. s. 1039, praemis 5. Dette resultat er senere blevet stadfaestet, jf. dom af 21.2.1974, sag 162/73, Birra Dreher, Sml. s. 201, praemis 3, af 28.6.1978, sag 70/77, Simmenthal, Sml. s. 1453, praemis 9, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 9, og af nyere dato, dom af 15.12.1993, forenede sager C-277/91, C-318/91 og C-319/91, Ligur Carni m.fl., Sml. I, s. 6621, praemis 19. Jf. allerede i generaladvokat Roemer' s forslag til afgoerelse i sag 33/70, SACE, Sml. 1970, s. 277, jf. s. 282: Der er ingen tvivl om, at forelaeggelseskendelsen kan admitteres. Navnlig er det uden betydning, at hovedsagen kun har summarisk karakter, dvs. altsaa alene tager sigte paa at opnaa betalingspaalaeg.

(9) ° Ovennaevnte Birra Dreher-dom, praemis 3 in fine.

(10) ° Ovennaevnte Simmenthal-dom, praemis 10 og 11; dette synspunkt er for nylig blevet gentaget i praemis 16 i den ovenfor i note 8 naevnte dom i Ligur Carni m.fl.-sagen.

(11) ° Der er jo tale om en ret i en medlemsstat, der skal traeffe afgoerelse i en retssag , jf. kendelse af 18.6.1980, sag 138/80, Borker, Sml. s. 1975, grund 4, og af 5.3.1986, sag 318/85, Greis Unterweger, Sml. s. 955, grund 4. Ogsaa betingelsen ifoelge dom af 30.3.1993, sag C-24/92, Sml. I, s. 1277, praemis 15, om, at der skal vaere tale om en myndighed, der i forhold til den myndighed, som har truffet den afgoerelse, der er genstand for sagsanlaegget, er en udenforstaaende myndighed .

(12) ° Domstolen havde tidligere fastslaaet, at den ikke havde kompetence til at udoeve responderende virksomhed vedroerende generelle eller hypotetiske spoergsmaal, jf. dom af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia, Sml. s. 3045, praemis 18. Domstolen afviste for foerste gang at besvare praejudicielle spoergsmaal i dom af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871.

(13) ° Dom af 16.6.1981, sag 126/80, Saloni, Sml. s. 1563, praemis 6, og af 11.7.1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695, praemis 11; jf. desuden dom af 28.11.1991, sag C-186/90, Durighello, Sml. I, s. 5773, praemis 9, og domme af 16.7.1992, sag C-343/90, Lourenço Dias, Sml. I, s. 4673, praemis 18, og sag C-67/91, Asociación Española de Banca Privada m.fl., Sml. I, s. 4785, praemis 26. Jf. endvidere kendelse af 26.1.1990, sag C-286/88, Falciola, Sml. I, s. 191, grund 8.

(14) ° Domstolens kendelse i den i foregaaende note naevnte Falciola-sag, grund 9 i.f.

(15) ° Jf. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, praemis 6-10; kendelse af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, grund 4-7, og af 26.4.1993, sag C-386/92, Monin Automobiles, Sml. I, s. 2049, grund 6-9.

(16) ° Domstolen har i sin faste praksis forbeholdt sig en adgang hertil; jf. navnlig dom af 29.11.1978, sag 83/78, Pigs Marketting Board, Sml. s. 2347, praemis 26, og af 20.4.1988, sag 204/87, Bekaert, Sml. s. 2029, praemis 7.

(17) ° Jf. dom af 11.3.1992, forenede sager C-78/90 ° C-83/90, Compagnie commerciale de l' Ouest m.fl., Sml. I, s. 1847, praemis 19.

(18) ° Jf. dom af 30.5.1989, sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1461, praemis 13, af 7.3.1991, sag C-10/90, Masgio, Sml. I, s. 1119, praemis 12, og af 10.12.1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. I, s. 5889, praemis 11.

(19) ° Jf. dom af nyere dato af 1.7.1993, sag C-20/92, Hubbard, Sml. I, s. 3777, praemis 10.

(20) ° Bestemmelserne om transport findes i afsnit IV i anden del af EOEF-traktaten, der baerer overskriften Faellesskabets Grundlag ; efter ikrafttraedelsen af traktaten om Den Europaeiske Union findes de i afsnit IV i tredje del af EOEF-traktaten, der baerer overskriften Faellesskabets Politik .

(21) ° Ssag 13/83, Sml. s. 1513, praemis 62.

(22) ° Jf. naevnte dom i sagen Parlamentet mod Raadet, praemis 63; jf. desuden dom af 13.7.1989, sag 4/88, Lambregts Transportbedrijf, Sml. s. 2583, praemis 14.

(23) ° Forenede sager 286/82 og 26/83, Sml. s. 377.

(24) ° Sag 186/87, Sml. s. 195.

(25) ° Raadet har fremdeles med hjemmel i denne bestemmelse vedtaget foelgende forordninger med henblik paa liberalisering af soetransport: Raadets forording (EOEF) nr. 4056/86 af 22.12.1986 om fastsaettelse af de naermere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 paa soetransport (EFT L 378, s. 4) (der bl.a. blev vedtaget under henvisning til EOEF-traktatens artikel 87); Raadets forordning (EOEF) nr. 4057/86 af 22.12.1986 om illoyal priskonkurrence inden for soetransport (EFT L 378, s. 14) og Raadets forordning (EOEF) nr. 4058/86 af 22.12.1986 om samordnede foranstaltninger til sikring af fri adgang til fragter i oceanfarter (EFT L 378, s. 21).

(26) ° EFT L 378, s. 1. Den franske udgave af denne forordning var genstand for en berigtigelse, der blev offentliggjort i EFT 1987 L 93, s. 17. Den blev efter Tysklands genforening aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3573/90 af 4.12.1990 (EFT L 353, s. 16).

(27) ° Jf. forordningens artikel 12. Forordningens artikel 2 indeholder bestemmelser om specielle midlertidige frister for ophaevelse af ensidige, nationale restriktioner, der var gaeldende for transport af bestemte varer, samt helt eller delvist var forbeholdt skibe, der sejler under det nationale flag.

(28) ° Sag 167/73, Sml. s. 359, praemis 28 og 32.

(29) ° Jf. praemis 32 i den i foregaaende note naevnte dom.

(30) ° Spoergsmaalet om faellesskabsrettens betydning for de nationale bestemmelser om skibes nationalitet er helt uafhaengigt af dette spoergsmaal. I dom af 4.10.1991, sag C-246/89, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 4585, praemis 15, fastslog Domstolen, at det paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin tilkommer medlemsstaterne i overensstemmelse med folkerettens almindelige regler at fastsaette de betingelser, der skal vaere opfyldt, for at et fartoej kan optages i deres registre og faa ret til at foere deres flag, men at medlemsstaterne under udoevelsen af denne kompetence skal overholde faellesskabsrettens regler . Hvad angaar betydningen af faellesskabsretten for fartoejers nationalitet, jf. i al almindelighed R. R. Churchill: European Community law and the Nationality of Ships and Crews , European Transport Law, 1992, s. 591-615.

(31) ° Den i den foregaaende note naevnte dom i sagen Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, praemis 21; jf. desuden dom af 25.7.1991, sag C-221/89, Factortame II, Sml. I, s. 3905, praemis 20.

(32) ° Jf. bl.a. dom af 14.1.1988, sag 63/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 29, praemis 14.

(33) ° Afsnit I i det almindelige program om ophaevelse af begraensninger i den frie udveksling af tjenesteydelser, EFT Anden Serie IX, Raadets og medlemsstaternes repraesentanters resolutioner, s. 3.

(34) ° Resultatet vil i oevrigt blive det samme, saafremt der ud over opfyldelsen af de juridiske kriterier ogsaa lagdes vaegt paa, at koncernen Tour Ship er en oekonomisk enhed; hovedparten af denne koncerns virksomhed udoeves nemlig i Faellesskabet (Frankrig og Italien) og den person, der faktisk kontrollerer koncernen, nemlig Lota, er fransk statsborger og bor paa Korsika. Den omstaendighed, at der foer den 4.12.1992 var tale om en i Lichtenstein hjemmehoerende Anstalt ° som ogsaa, efter hvad der maa antages, kontrolleredes af Lota ° der ejede 90% af aktiekapitalen i Corsica Ferries, er ikke afgoerende i den forbindelse.

(35) ° Det skal oplyses, at der findes et aendret forslag til Raadets forordning om en faelles definition af begrebet faellesskabsreder, hvilket forslag blev fremsat af Kommissionen den 27.2.1991 (EFT C 73, s. 25). I konklusionerne fra Det Europaeiske Raads moede i Edinburgh den 11. og 12.12.1992 oplyses det, at Kommissionen havde til hensigt at aendre dette forslag i lyset af subsidiaritetsprincippet; jf. EF-Bulletin, 12-1992, s. 18. Parlamentet har i en beslutning af 16.9.1993 opfordret Kommissionen til at opretholde sit forslag til forordning og Raadet til snarest muligt at vedtage Kommissionens forslag (EFT C 268, s. 170).

(36) ° I Domstolens praksis er det laenge blevet fastholdt, at princippet har denne grundlaeggende karakter: jf. bl.a. dom af 4.12.1986, sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, praemis 27).

(37) ° Den ovenfor i note 21 naevnte dom, Parlamentet mod Raadet, praemis 64. Jf. desuden dom af 30.4.1986, forenede sager 209/84, 210/84, 211/84, 212/84 og 213/84, Asjes m.fl., Sml. s. 1425, praemis 37, og af 13.12.1989, sag C-49/89, Corsica Ferries France, Sml. s. 4441, praemis 11).

(38) ° Fra nyere praksis skal naevnes dommene af 26.2.1991, sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 12, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, praemis 15, og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 16 (disse tre domme, der blev afsagt samme dag, er de saakaldte turistfoerer -domme); dom af 18.6.1991, sag C-260/89, Sml. I, s. 2925, praemis 19; Mediawet -dommene af 25.7.1991, sag C-353/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 4069, praemis 14, og sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. I, s. 4007, praemis 10; dom af 20.5.1992, sag C-106/91, Ramrath, Sml. I, s. 3351, praemis 27, og af 4.5.1993, sag C-17/92, Distribuidores Cinematográficos, Sml. I, s. 2239, praemis 13.

(39) ° Dom af 3.2.1982, forenede sager 62/81 og 63/81, Seco og Desquenne & Ginal, Sml. s. 223, praemis 8; jf. dom af nyere dato af 3.6.1992, sag C-360/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3401, praemis 11.

(40) ° Jf. den i note 37 naevnte Corsica Ferries France-dom, praemis 7.

(41) ° Jf. paa linje hermed desuden G. Marenco: The Notion of Restriction on the Freedom of Establishment and Provision of Services in the Case-Law of the Court , Yearbook of European Law, Tome 11, Oxford, Clarendon Press, 1992 (111), s. 144.

(42) ° Corsica Ferries France-dommen, praemis 8 (min fremhaevelse). Jf. desuden vedr. etableringsfriheden, dom af 28.1.1986, sag 270/83, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 273, praemis 21 in fine og vedroerende de frie varebevaegelser, dom af 18.5.1993, sag C-126/91, Yves Rocher, Sml. I, s. 2361, praemis 21, hvori der goeres undtagelse for hindringer af rent hypotetisk karakter.

(43) ° Naestsidste punktum i saetningen gaar jo ud paa, at den forordning, hvori denne bestemmelse staar, er bindende i alle enkeltheder og gaelder umiddelbart i hver medlemsstat, jf. EOEF-traktatens artikel 189, stk. 2.

(44) ° Jf. vedroerende EOEF-traktatens artikel 59: dom af 12.12.1974, sag 36/74, Walrave og Koch, Sml. s. 1405, praemis 17, og af 14.7.1976, sag 13/76, Donà, Sml. s. 1333, praemis 17.

(45) ° Allerede af dom af 28.11.1978, sag 16/78, Choquet, Sml. s. 2292, praemis 8, fremgaar det, at hensynet til trafiksikkerheden paa offentlige veje kan vaere et forhold af almennyttig karakter, som kan begrunde restriktioner, der ikke er udtryk for forskelsbehandling, for den frie udveksling af tjenesteydelser.

(46) ° Af Domstolens praksis vedroerende frie varebevaegelser fremgaar, at navnlig miljoebeskyttelse kan paaberaabes som et almennyttigt forhold, der kan begrunde visse restriktioner for handelen i Faellesskabet: Jf. dom af 7.2.1985, sag 240/83, ADBHU, Sml. s. 531, praemis 13, af 20.9.1988, sag C-302/86, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 4607, praemis 8 og 9 og af 9.7.1992, sag C-2/90, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 4431, praemis 32.

(47) ° Fast praksis gaar nemlig ud paa, at nationale bestemmelser, hvorefter tjenesteydelser ikke behandles ens, uanset deres oprindelse, kun er forenelige med faellesskabsretten, hvis de kan henfoeres under en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse som traktatens artikel 56; jf. som nyere udtryk for denne praksis bl.a. den i note 38 naevnte dom i sagen Collectieve Antennevoorziening Gouda, praemis 11; jf. desuden dom af 16.12.1992, sag C-211/91, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 6757, praemis 11, og Distribuidores Cinematográficos-dommen, der ogsaa er naevnt ovenfor i note 38, praemis 16.

(48) ° Hvad angaar medlemsstaternes mulighed for at anvende restriktioner for fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport inden for Faellesskabet, foer forordning nr. 4055/86 traadte i kraft, kan man sammenligne med Corsica Ferries France-dommen, der er naevnt ovenfor i note 37, praemis 14.

(49) ° De ovenfor i note 38 naevnte domme, Kommissionen mod Frankrig, praemis 9 og 10, Kommissionen mod Italien, praemis 8 og 9, og Kommissionen mod Graekenland, praemis 9 og 10. Den sidste af de citerede praemisser genkendes ordret i praemis 12 i den ovenfor i note 19 naevnte Hubbard-dom.

(50) ° Dom af 27.9.1988, sag 81/87, Daily Mail, Sml. s. 5483, praemis 16.

(51) ° Dom af 7.2.1979, sag 115/78, Knoors, Sml. s. 399, praemis 24.

(52) ° Dom af 31.3.1993, sag C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, praemis 32.

(53) ° Domme af 7.7.1988, sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, praemis 13 og 14, og forenede sager 154/87 og 155/87, Wolf m.fl., Sml. s. 3897, praemis 13 og 14.

(54) ° Denne sag vedroerte nemlig et fransk selskab, som paaberaabte sig artikel 59 i EOEF-traktaten over for de franske myndigheder, fordi de tjenesteydelser inden for Faellesskabet, selskabet leverede, var genstand for forskelsbehandling i sammenligning med tilsvarende ydelser, som selskabet ogsaa leverede.

(55) ° Den ovenfor i note 18 naevnte Merci convenzionali porto di Genova-dom indeholder (praemis 25-28) angivelser, der er tilstraekkelige ogsaa for anvendeligheden af sidstnaevnte bestemmelse, hvilke angivelser efter en analogi kan anvendes i naervaerende sag.

(56) ° Merci convenzionali porto di Genova-dommen, praemis 9.

(57) ° Sag C-41/90, Sml. I, s. 1979, praemis 21; Domstolens praksis i denne sag er blevet fastholdt i den senere dom af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucet og Pistre, Sml. I, s. 637, praemis 17.

(58) ° Merci convenzionali porto di Genova-dommen, praemis 14; dom af 19.5.1993, sag C-320/91, Corbeau, Sml. I, s. 2533, praemis 9. Jf. ogsaa den ovenfor i note 57 naevnte Hoefner og Elser-dom, praemis 28; den ovenfor i note 38 naevnte ERT-dom, praemis 31; dom af 13.12.1991, sag C-18/88, GB-INNO-BM, Sml. I, s. 5941, praemis 17.

(59) ° Merci convenzionali porto di Genova-dommen, praemis 15.

(60) ° Dom af 10.7.1980, forenede sager 253/78 og 1/79, 2/79 og 3/79, Giry og Guerlain, Sml. s. 2327, praemis 15. Jf. ogsaa dom af 13.2.1969, sag 14/68, Wilhelm m.fl., Sml. 1969, s. 1, praemis 3. Se vedroerende forholdet mellem faellesskabsrettens konkurrenceregler og de nationale regler om kontrol med en bestemt oekonomisk sektor, dom af 27.1.1987, sag 45/85, Verband der Sachversicherer mod Kommissionen, Sml. s. 405, praemis 23.

(61) ° Her kan der bestemt drages en parallel til den situation, der var omhandlet i sagen United Brands mod Kommissionen (dom af 14.2.1978, sag 27/76, Sml. s. 207); Domstolen fandt, at den diskriminerende prispolitik, der praktiseredes af UBC, der over for modnere/forhandlere fakturerede priser, der var forskellige fra medlemsstat til medlemsstat for levering af stort set samme maengder og typer bananer, udgjorde et misbrug af dominerende stilling, da disse priser, der diskriminerer efter medlemsstater, udgjorde lige saa mange hindringer for de frie varebevaegelser (praemis 232), og at der ... saaledes [blev] indfoert en effektiv opdeling af de nationale markeder med kunstige forskelle i prisniveauerne, hvilket stillede visse forhandlere/modnere ringere i konkurrencen, som saaledes blev fordrejet i forhold til den konkurrencesituation, der burde have foreligget (praemis 233). Den samme argumentation kan mutatis mutandis anvendes i naervaerende sag; de forskellige priser, Corporazione har anvendt, udgoer en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser paa omraadet for soetransport mellem medlemsstater og stiller de selskaber, der praesterer saadanne ydelser, konkurrencemaessigt ringere.

(62) ° Jf. den foregaaende note.

(63) ° Jf. praemis 18 og 19 i denne dom.

(64) ° Jf. praemis 20 i Merci convenzionali porto di Genova-dommen, hvori Domstolen med henblik paa afgoerelsen af, om de i sagen omtvistede bestemmelser kan paavirke samhandelen mellem medlemsstater, henviser til de faktorer, den har omtalt i praemis 15 i samme dom, som jeg har citeret in extenso ovenfor.

(65) ° Dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 104 in fine (fremhaevelsen er min); jf. desuden dom af 11.11.1986, sag 226/84, British Leyland mod Kommissionen, Sml. s. 3263, praemis 20; den ovenfor i note 57 naevnte Hoefner og Elser-dom, praemis 32. Jf. endvidere fra Rettens praksis dom af 10.7.1991, sag T-69/89, RTE mod Kommissionen, Sml. II, s. 485, praemis 76, og sag T-70/89, BBC mod Kommissionen, Sml. II, s. 535, praemis 64. Den fortolkning, Domstolen gav i dom af 5.10.1988, sag 247/86, Alsatel, Sml. s. 5987, praemis 11, er endnu videre, for herefter henhoerer under EOEF-traktatens artikel 86' s anvendelsesomraade alle aftaler og alle former for samordnet praksis, der direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan oeve indflydelse paa varehandelen mellem medlemsstaterne og dermed skabe hindringer for den med traktaten tilsigtede gensidige oekonomiske integration .

(66) ° Da traktaten om Den Europaeiske Union blev affattet, glemte man at rette henvisningen til artikel 7, som findes i denne bestemmelse, der nu er artikel 6.

(67) ° Den ovenfor i note 38 naevnte ERT-dom, praemis 35. Jf. den tidligere dom af 16.11.1977, sag 13/77, GB-INNO-BM, Sml. s. 2115, praemis 31 og 32.

(68) ° Sammenlign med dom af 11.4.1989, sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen og Silver Line Reisebuero, Sml. s. 803, nr. 3 i domskonklusionen, hvori Domstolen fastslog, at traktatens artikel 5 og 90 er til hinder for nationale myndigheders godkendelse af priser i prisaftaler, der strider mod EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

Full & Egal Universal Law Academy