Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. I den foreliggende traktatbrudssag, indbragt for Domstolen ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. juni 1993, har Kommissionen nedlagt foelgende paastande:
1) Det fastslaas, at Storhertugdoemmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser efter bl.a. artikel 12 i Raadets direktiv 85/337/EOEF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning paa miljoeet (1), og efter EF-traktatens artikel 5 og 189, idet det ikke inden for den fastsatte frist har truffet de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet og/eller ikke har meddelt disse til Kommissionen.
2) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
2. Artikel 12 i ovennaevnte direktiv bestemmer, at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet inden tre aar fra dets meddelelse, og at de skal meddele Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv.
Direktivet blev meddelt medlemsstaterne den 3. juli 1985. Gennemfoerelsesfristen udloeb saaledes den 3. juli 1988.
Da den luxembourgske regering ikke havde fremsendt nogen oplysninger om gennemfoerelsen af direktivet, opfordrede Kommissionen ved skrivelse af 9. marts 1990 Storhertugdoemmet Luxembourg til at fremsaette sine bemaerkninger hertil. I skrivelse af 19. juli 1990 svarede Storhertugdoemmet Luxembourgs faste repraesentant Kommissionen, at man var i faerd med at udstede lovgivning til gennemfoerelse af direktivet. Da Kommissionen stadig ikke havde modtaget oplysninger herom, fremsendte den den 8. april 1991 en begrundet udtalelse til Storhertugdoemmet Luxembourg i henhold til EF-traktatens artikel 169, stk. 1. Ved skrivelse af 3. maj 1991 svarede Storhertugdoemmet Luxembourgs faste repraesentant paa ny Kommissionen, at man var i faerd med at udstede lovgivning til gennemfoerelse af direktivet.
3. I sit svarskrift har Storhertugdoemmet Luxembourg anfoert, at en domfaeldelse ville vaere urimelig, eftersom direktivets vigtigste bestemmelser allerede er gennemfoert ved lov af 9. maj 1990 om farefremkaldende, sundhedsfarlige og ulempeforvoldende virksomheder (2) og den storhertugelige gennemfoerelsesanordning af 18. maj 1990, der indeholder en liste over og klassificering af farefremkaldende, sundhedsfarlige og ulempeforvoldende virksomheder (3). Storhertugdoemmet Luxembourg har anfoert, at de bestemmelser, der ikke er gennemfoert, er af rent teknisk, og derfor underordnet, karakter, og at deres formelle gennemfoerelse ikke vil aendre noget ved de offentlige myndigheders praksis, der bestaar i systematisk at indhente vurderinger af indvirkning i overensstemmelse med direktivet, idet man soerger for at tage hensyn til de miljoemaessige interesser. I duplikken har Storhertugdoemmet Luxembourg imidlertid indirekte anerkendt, at retssikkerheden kun kan beskyttes ved vedtagelse af et lovforslag og et forslag til storhertugelig gennemfoerelsesanordning, der gennemfoerer direktivet i dets helhed.
4. Det fremgaar af sagen, at den eksisterende luxembourgske lovgivning ikke gennemfoerer samtlige bestemmelser i direktiv 85/337. I oevrigt kan ifoelge Domstolens faste praksis (4) en almindelig forvaltningspraksis, som ifoelge sagens natur frit kan aendres af forvaltningen, og som ikke er offentliggjort i tilstraekkeligt omfang, ikke anses for at udgoere en korrekt opfyldelse af den forpligtelse, som i henhold til EF-traktatens artikel 189 paahviler de medlemsstater, som et direktiv er rettet til.
Under retsmoedet oplyste den luxembourgske regerings repraesentant, at forslaget til storhertugelig anordning ville blive godkendt af Conseil du gouvernement to dage senere og derefter ville blive offentliggjort i det luxembourgske lovtidende, Le Mémorial. Traktatbruddet ville saaledes bringes til ophoer foer domsafsigelsen.
Det skal dog bemaerkes, at den konkrete situation, som de luxembourgske myndigheder befinder sig i, er uden betydning for, om der foreligger et traktatbrud. Ifoelge Domstolens faste praksis kan en medlemsstat ikke paaberaabe sig bestemmelser, fremgangsmaader eller forhold i sin nationale retsorden til stoette for, at forpligtelser og frister, der foelger af faellesskabsdirektiver, ikke overholdes (5).
I oevrigt svaekker den omstaendighed, at direktiv 85/337 ufortoevet gennemfoeres i den luxembourgske retsorden, paa ingen maade interessen i at fastslaa traktatbruddet. Det er nemlig ligeledes Domstolens faste praksis, at det, selv i tilfaelde af, at traktatbruddet er blevet bragt til ophoer efter udloebet af den frist, der er fastsat i Kommissionens begrundede udtalelse, har betydning, at sagen fortsaettes med henblik paa at fastlaegge grundlaget for det ansvar, en medlemsstat som foelge af sit traktatbrud vil kunne have paadraget sig i forhold til andre medlemsstater, Faellesskabet eller private (6).
5. Af ovennaevnte grunde skal jeg foreslaa Domstolen at give Kommissionen medhold i dens paastande.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) - EFT L 175, s. 40.
(2) - Mémorial A 1990, s. 310.
(3) - Mémorial A 1990, s. 316.
(4) - Dom af 6.5.1980 (sag 102/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 1473, praemis 10), og senest dom af 26.1.1994 (sag C-381/92, Kommissionen mod Irland, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 7).
(5) - Domstolens faste praksis, senest dom af 2.8.1993 (sag C-303/92, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 4739, praemis 9).
(6) - Domstolens faste praksis, senest dom af 2.12.1992 (sag C-280/89, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 6185, praemis 7).
Full & Egal Universal Law Academy