Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Indledning
1 I denne praejudicielle sag skal Domstolen navnlig tage stilling til, om en tyrkisk statsborger, som har vaeret ansat som chauffoer i international trafik i et nederlandsk firma, men som er blevet permanent arbejdsudygtig som foelge af en arbejdsulykke, har ret til ophold i Nederlandene efter associeringsaftalen mellem EOEF og Tyrkiet (1) og det ved denne aftale oprettede associeringsraads afgoerelse nr. 2/76 og nr. 1/80.
De faktiske omstaendigheder
2 Ahmet Bozkurt er tyrkisk statsborger og har i det mindste siden 1979 vaeret ansat i Rynart Transport BV, der er en juridisk person, hvis hovedsaede ligger i byen Klundert i Nederlandene. Bozkurt var ansat som chauffoer i international trafik paa ruter til Mellemoesten og koerte nederlandsk indregistrerede lastbiler.
I perioderne mellem sine rejser samt i sine ferier osv. opholdt han sig i Nederlandene. Efter den nederlandske udlaendingelovgivning kraeves der ikke arbejdstilladelse for at udfoere arbejde som chauffoer i international trafik. Tredjelandsstatsborgere, som udoever denne form for beskaeftigelse, modtager efter det af den nederlandske regering oplyste visum for 1 aar ad gangen med ret til ophold i indtil 3 maaneder ad gangen, dog hoejst 9 maaneders samlet aarligt ophold, og de kan med disse tidsmaessige begraensninger tilbringe deres ferie- og fritidsperioder i Nederlandene uden opholdstilladelse.
Ansaettelseskontrakten mellem Bozkurt og Rynart Transport BV var indgaaet paa nederlandsk og var reguleret af nederlandsk ret. Bozkurt var endvidere i forbindelse med ansaettelsen omfattet af det nederlandske socialsystem. I 1988 blev Bozkurt som foelge af en arbejdsulykke erklaeret for permanent arbejdsudygtig, og han har siden modtaget en ydelse i henhold til den nederlandske lovgivning om arbejdsudygtighed. Modtagelsen af denne ydelse er efter det oplyste uafhaengig af, om Bozkurt opholder sig paa nederlandsk territorium, eller dette ikke er tilfaeldet.
Den 6. marts 1991 ansoegte Bozkurt under henvisning til sit mangeaarige arbejde som chauffoer hos Rynart Transport BV de nederlandske udlaendingemyndigheder om tidsubegraenset opholdstilladelse. Ansoegningen blev den 6. marts 1991 afslaaet af politiet i Rotterdam, ligesom det nederlandske Staatssecretaris van Justitie efter paaklage af afgoerelsen afslog ansoegningen.
3 Ahmet Bozkurt har herefter den 16. juli 1991 indbragt sagen for Raad van State under henvisning til, at han har krav paa opholdstilladelse efter bestemmelserne i artikel 2 i associeringsraadets afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6 i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80.
Faellesskabsretten
4 Associeringsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Tyrkiet er indgaaet den 12. september 1963 og har efter artikel 2, stk. 1, til formaal »at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de oekonomiske og handelsmaessige forbindelser mellem parterne, under fuldt hensyn til noedvendigheden af at sikre en hurtigere udvikling af Tyrkiets oekonomi og en hoejnelse af beskaeftigelsesniveauet og livsvilkaarene for det tyrkiske folk«.
Ifoelge aftalens artikel 12 er parterne enige om »paa grundlag af artiklerne 48, 49 og 50 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, gradvist indbyrdes at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed«.
Efter artikel 36 i en tillaegsprotokol til associeringsaftalen af 23. november 1970 (2) traeffer associeringsraadet beslutning om de noedvendige retningslinjer for gradvis gennemfoerelse af arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem Faellesskabets medlemsstater og Tyrkiet i overensstemmelse med de i artikel 12 i associeringsaftalen anfoerte principper.
5 Associeringsraadet har i medfoer heraf truffet afgoerelse nr. 2/76 af 20. december 1976, der traadte i kraft samme dato, og afgoerelse nr. 1/80 af 19. september 1980, der traadte i kraft den 1. juli 1980 (3).
Artikel 2, stk. 1, litra b) og c), i afgoerelse nr. 2/76 fastsaetter foelgende:
»b) En tyrkisk arbejdstager, der i 5 aar har haft arbejde i henhold til gaeldende lovgivning i en af Faellesskabets medlemsstater, nyder dér fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg.
c) AArlig ferie og fravaer af kortere varighed paa grund af sygdom, foedsel eller ulykke paa arbejdspladsen ligestilles med perioder med arbejde i henhold til gaeldende lovgivning. Uforskyldte arbejdsloeshedsperioder, der er behoerigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravaer af laengere varighed paa grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med arbejde i henhold til gaeldende lovgivning, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgaaende beskaeftigelsesperiode.«
Artikel 6, stk. 1 og 2, i afgoerelse nr. 1/80 fastsaetter foelgende:
»1. Med forbehold af ... har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:
...
- efter at have haft lovlig beskaeftigelse i fire aar i den paagaeldende medlemsstat fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg.
2. AArlig ferie, barselsorlov og fravaer paa grund af arbejdsulykker eller sygdom af kortere varighed ligestilles med perioder med lovlig beskaeftigelse. Uforskyldte arbejdsloeshedsperioder, der er behoerigt konstateret af de kompetente myndigheder, og fravaer af laengere varighed paa grund af sygdom er ikke, selv om de ikke ligestilles med perioder med lovlig beskaeftigelse, til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgaaende beskaeftigelsesperiode.«
Forelaeggelseskendelsen
6 Da en afgoerelse af sagen forudsaetter en fortolkning af de naevnte bestemmelser, har Raad van State udsat sagen og i medfoer af traktatens artikel 177 forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
»1. Skal det kriterium, der er opstillet i Domstolens dom af 27. september 1989 i sag 9/88, Lopes da Veiga, ogsaa anvendes ved besvarelsen af spoergsmaalet, om den beskaeftigelse, som en tyrkisk arbejdstager udoever i henhold til en efter nederlandsk ret indgaaet arbejdsaftale som lastbilchauffoer i international trafik i tjeneste hos et nederlandsk selskab med etableringssted i Nederlandene, kan anses for (lovlig) beskaeftigelse i en medlemsstat som omhandlet i artikel 2 i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6 i afgoerelse nr. 1/80, og kan den nationale domstol herved med de fornoedne aendringer tage de samme omstaendigheder i betragtning?
2. Er der tale om udoevelse af lovlig beskaeftigelse i en medlemsstat som omhandlet i artikel 2 i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6 i afgoerelse nr. 1/80, saafremt en tyrkisk arbejdstager ved udoevelse af beskaeftigelse som lastbilchauffoer i international trafik - paa grund af de i almindelighed korte perioder, hvor han opholder sig i Nederlandene mellem sine ture - ikke behoever at have en arbejdstilladelse eller en opholdstilladelse, men som i kraft af denne beskaeftigelse i princippet ikke kan opnaa ret til - langvarigt - ophold efter nederlandsk ret og nederlandsk praksis vedroerende udlaendinges adgang til landet?
3. Saafremt spoergsmaal 1 og 2 besvares bekraeftende: Indebaerer artikel 2 i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6 i afgoerelse nr. 1/80, at en tyrkisk arbejdstager i det mindste har ret til ophold, saa laenge han udoever lovlig beskaeftigelse i de naevnte afgoerelsers forstand?
4. Saafremt spoergsmaal 3 besvares bekraeftende: Bevarer en tyrkisk arbejdstager den ret til ophold, der foelger af artikel 2 i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6 i afgoerelse nr. 1/80, saafremt han varigt bliver fuldstaendig arbejdsudygtig?«
Stillingtagen
7 Med spoergsmaalene 1, 2 og 3 soeger den forelaeggende ret at faa klarlagt, om Ahmet Bozkurts tidligere beskaeftigelse som chauffoer i international trafik kan anses for at vaere lovlig beskaeftigelse i en medlemsstat i henhold til artikel 2 i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6 i afgoerelse nr. 1/80, og, i bekraeftende fald, om der heraf foelger en ret til ophold i den paagaeldende medlemsstat, mens beskaeftigelsen udoeves.
Med spoergsmaal 4 oensker den forelaeggende ret Domstolens stillingtagen til, om Ahmet Bozkurt, hvis det fastslaas, at han rent faktisk maa anses for at have udoevet lovlig beskaeftigelse i Nederlandene, i medfoer af afgoerelse nr. 2/76 og nr. 1/80, har krav paa at kunne opholde sig i Nederlandene efter at vaere blevet permanent arbejdsudygtig som foelge af en arbejdsulykke.
8 Domstolen har i sin dom af 20. september 1990 i sag C-192/89, Sevince (4), fastslaaet, at fortolkningsspoergsmaal vedroerende associeringsraadets afgoerelse nr. 2/76 og nr. 1/80 henhoerer under traktatens artikel 177. I samme sag udtalte Domstolen, at
»artikel 2, stk. 1, litra b), i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 ... har direkte virkning i Det Europaeiske Faellesskabs medlemsstater«.
Denne sag vedroerte et tilfaelde, hvor der var spoergsmaal om, hvorvidt det var berettiget, at en tyrkisk statsborger, S.Z. Sevince, af de nederlandske myndigheder ved afgoerelse af 11. september 1980 havde faaet afslag paa forlaengelse af en opholdstilladelse, han havde faaet meddelt den 22. februar 1979. Paa grund af ikrafttraedelsestidspunktet for afgoerelse nr. 1/80, der som naevnt ovenfor var den 1. juli 1980, maatte spoergsmaalet om den paagaeldende tyrkiske statsborgers opholdsret formentlig i den paagaeldende sag bedoemmes saavel i forhold til afgoerelsen fra 1980 som i forhold til afgoerelse nr. 2/76. Domstolen tog stilling til spoergsmaalet om direkte virkning i relation til den paagaeldende regel i begge regelsaet uden at tage stilling til det tidsmaessige spoergsmaal, jf. udtrykket »og/eller«.
9 I den sag, der nu er forelagt Domstolen, har Bozkurt ganske vist ogsaa haft tilknytning til Nederlandene forud for ikrafttraedelsen den 1. juli 1980 af afgoerelse nr. 1/80. Imidlertid kan Bozkurt efter det oplyste ikke dokumentere tilknytningen til Nederlandene for et tidsrum, der gaar laengere tilbage i tiden end til 1979. Tilknytningen til Nederlandene har saaledes ved ikrafttraedelsen af afgoerelse nr. 1/80 den 1. juli 1980 ikke omfattet den periode paa 5 aar, som efter artikel 2, stk. 1, litra b), i afgoerelse nr. 2/76 var afgoerende for den deri hjemlede »fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg«.
Herefter maa det efter min opfattelse vaere rigtigst at afgoere de forelagte fortolkningsspoergsmaal efter reglerne i afgoerelse nr. 1/80, der ved sin ikrafttraedelse maa vaere traadt i stedet for tilsvarende regler i afgoerelse nr. 2/76, dog saaledes, at Bozkurts tilknytning til Nederlandene i aarene 1979-1980 i givet fald tages i betragtning i forbindelse med afgoerelsen.
Det skal dog fremhaeves, at der ikke er stor forskel paa regelsaettene. 5-aarsfristen i artikel 2, stk. 1, litra b), i afgoerelse nr. 2/76 er i den tilsvarende bestemmelse i artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 nedsat til 4 aar, men bortset herfra er forskellene mellem de ovenfor citerede bestemmelser i de to afgoerelser af mere redaktionel karakter, idet bestemmelserne i afgoerelse nr. 1/80 paa nogle punkter er klarere formuleret end de tilsvarende bestemmelser i afgoerelse nr. 2/76.
Spoergsmaal 1
10 Den forelaeggende ret henviser i sit spoergsmaal til Domstolens dom af 27. september 1989 i sag 9/88, Lopes da Veiga (5). Denne sag vedroerte spoergsmaalet om, hvorvidt en portugisisk statsborger, som siden en dato forud for Portugals tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber havde haft beskaeftigelse som loenmodtager paa et nederlandsk skib, skulle betragtes som en arbejdstager, der var statsborger i én medlemsstat og beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade, jf. artiklerne 7, 8 og 9 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 (6). Domstolen udtalte i praemis 15, 16 og 17 foelgende:
»Med hensyn til erhvervsmaessig beskaeftigelse, der helt eller delvis udoeves uden for Faellesskabets territorium, fastslog Domstolen i dommene af 12. december 1974 ... og 12. juli 1984 ... at personer, som udoever en saadan beskaeftigelse, har status som arbejdstagere beskaeftiget paa en medlemsstats territorium, naar arbejdsforholdet i retlig henseende kan stedfaestes paa Faellesskabets territorium eller bevarer en tilstraekkelig snaever tilknytning hertil.
Dette tilknytningskriterium maa ogsaa finde anvendelse i det tilfaelde, hvor en arbejdstager, der er statsborger i én medlemsstat, har fast arbejde som loenmodtager paa et skib, der sejler under en anden medlemsstats flag.
Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om sagsoegerens arbejdsforhold har en tilstraekkelig snaever tilknytning til nederlandsk territorium, idet der blandt andet skal tages udgangspunkt i foelgende omstaendigheder ...: Sagsoegeren i hovedsagen arbejder for et nederlandsk rederi med hjemsted i Nederlandene paa et skib registreret samme sted, han blev ansat i Nederlandene, og hans arbejdsforhold til arbejdsgiveren er undergivet nederlandsk lov; endelig er sagsoegeren omfattet af den i Nederlandene gaeldende socialsikringsordning samt forpligtet til at betale indkomstskat til Nederlandene.«
11 Ahmet Bozkurt har for den nationale ret henvist til, at spoergsmaalet om, hvorvidt han har udoevet lovlig beskaeftigelse i Nederlandene, maa afgoeres efter samme kriterier som de citerede i Lopes da Veiga-dommen.
12 Den tyske regering, den nederlandske regering, den graeske regering og Det Forenede Kongerige har heroverfor anfoert, at dommen i Lopes da Veiga-sagen vedroerer fortolkningen af et fundamentalt faellesskabsretligt begreb inden for omraadet arbejdskraftens frie bevaegelighed, nemlig begrebet »arbejdstager beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade« i relation til artiklerne 7, 8 og 9 i Raadets forordning nr. 1612/68, og at den derfor ikke kan anvendes i forbindelse med fortolkningen af regler, som har deres oprindelse i en associeringsaftale, og som regulerer forholdene for en statsborger fra en ikke-medlemsstat paa en medlemsstats arbejdsmarked.
13 Ifoelge Domstolens praksis (7) skal internationale overenskomster, som Faellesskabet indgaar, fortolkes paa grundlag af deres ordlyd og under hensyntagen til den maalsaetning, de forfoelger. Den fortolkning, som Domstolen har anlagt af lignende regler eller begreber i traktaten eller den afledte faellesskabsret, kan ikke uden videre overfoeres til en international overenskomst eller retsakter udstedt i medfoer heraf, idet det foerst maa undersoeges, om den paagaeldende aftales ordlyd og raekkevidde er til hinder herfor.
14 Til gennemfoerelse af traktatens artikler 48 og 49 om arbejdskraftens frie bevaegelighed fastsaetter Raadets forordning nr. 1612/68 bl.a. naermere regler om den adgang til beskaeftigelse i de andre medlemsstater, som tilkommer statsborgere i Faellesskabets medlemsstater. Domstolen har i dommen i Lopes da Veiga-sagen fortolket begrebet »arbejdstager beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade« i denne forordning og opstillet en raekke kriterier til brug for vurderingen heraf.
Det ved associeringsaftalen mellem EOEF og Tyrkiet nedsatte associeringsraad har udfaerdiget afgoerelse nr. 1/80 (og nr. 2/76) under henvisning til associeringsaftalens artikel 12, hvoraf det fremgaar, at parterne er enige om paa grundlag af artiklerne 48, 49 og 50 i EOEF-traktaten gradvist indbyrdes at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed. Associeringsaftalen og de i medfoer heraf udfaerdigede afgoerelser henviser saaledes til de faellesskabsretlige regler paa omraadet for arbejdskraftens frie bevaegelighed.
Da man i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 (og nr. 2/76) endvidere har anvendt begrebet »beskaeftigelse ... i ... medlemsstat«, og da dette begreb maa svare til det ovenfor naevnte begreb »arbejdstager beskaeftiget paa en anden medlemsstats omraade« i artiklerne 7, 8 og 9 i forordning nr. 1612/68, maa det vaere naerliggende at fortolke disse begreber paa samme maade og saaledes goere brug af de i Lopes da Veiga-dommen opstillede kriterier.
15 Domstolen har tidligere haft lejlighed til at udtale sig i samme retning om et beslaegtet problem, idet den i sin dom af 31. januar 1991 i sag C-18/90, Kziber (8), tog stilling til raekkevidden af en bestemmelse i afsnittet om samarbejdet paa arbejdskraftomraadet i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Marokko. Bestemmelsen foreskrev, at der over for marokkanske arbejdstagere, der er beskaeftigede paa en medlemsstats omraade, skal anvendes en social sikringsordning, som udelukker enhver forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i forhold til statsborgere i de medlemsstater, hvori de paagaeldende er beskaeftiget. Domstolen fastslog vedroerende denne bestemmelse, at:
»Indholdet af begrebet social sikring i aftalens artikel 41, stk. 1, maa fastlaegges analogt med indholdet af det samme begreb i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet ...«
16 Det i Lopes da Veiga-dommen naevnte tilknytningsmoment med hensyn til erhvervsmaessig beskaeftigelse, der helt eller delvis udoeves uden for Faellesskabets territorium - nemlig »at arbejdsforholdet i retlig henseende kan stedfaestes paa Faellesskabets territorium eller bevarer en tilstraekkelig snaever tilknytning hertil« - maa i oevrigt efter min opfattelse finde anvendelse, uanset om den paagaeldende arbejdstager som i den naevnte dom har arbejde om bord paa et skib, der sejler under en medlemsstats flag, eller om han som i denne sag arbejder som chauffoer i en bil, der er indregistreret i en medlemsstat.
17 Det foerste spoergsmaal maa derfor besvares saaledes, at de kriterier, Domstolen har opstillet i Lopes da Veiga-dommen, skal anvendes tilsvarende ved fortolkningen af begrebet »beskaeftigelse ... i ... medlemsstat« i artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 fra det associeringsraad, der er oprettet ved associeringsaftalen mellem EOEF og Tyrkiet. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om Ahmet Bozkurts arbejdsforhold har en tilstraekkelig snaever tilknytning til nederlandsk territorium, idet der bl.a. skal tages udgangspunkt i foelgende omstaendigheder: Ahmet Bozkurt har haft ansaettelse i et nederlandsk firma; ansaettelseskontrakten var indgaaet paa nederlandsk og reguleret af nederlandsk ret; han koerte nederlandsk indregistrerede lastbiler og var omfattet af det nederlandske socialsystem, og efter at vaere blevet permanent arbejdsudygtig ved en arbejdsulykke modtager han saaledes nu en ydelse fra Nederlandene; han opholdt sig i Nederlandene i perioderne mellem sine rejser samt i sine ferier.
Spoergsmaal 2 og 3
18 Med sit andet og tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret Domstolens stillingtagen til, om en tyrkisk arbejdstager har »lovlig« beskaeftigelse i en medlemsstat i den forstand, hvori artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 anvender dette udtryk, naar den paagaeldende hverken behoever arbejds- eller opholdstilladelse for at vaere beskaeftiget som lastbilchauffoer i international trafik, og om bestemmelsen giver en tyrkisk arbejdstager ret til ophold i en medlemsstat, saa laenge han udoever lovlig beskaeftigelse.
19 Besvarelsen af disse spoergsmaal maa tage sit udgangspunkt i, at artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 alene giver tyrkiske arbejdstagere en ret til fortsat beskaeftigelse, saafremt de har haft lovlig beskaeftigelse i en medlemsstat i naermere angivne tidsrum. Denne ret til fortsat beskaeftigelse maa indebaere, at arbejdstageren, naar disse betingelser er opfyldt, ogsaa har ret til ophold, idet retten til beskaeftigelse ellers ville vaere helt illusorisk.
Bestemmelsen kan imidlertid ikke antages at regulere spoergsmaalet om retten til beskaeftigelse og ophold i medlemsstaterne for tyrkiske arbejdstagere, der ikke opfylder disse tidsmaessige betingelser og saaledes ikke har den i bestemmelsen hjemlede ret til fortsat beskaeftigelse (og ophold). Det er saaledes medlemsstaternes lovgivning, der fastsaetter, om og i givet fald under hvilke betingelser tyrkiske statsborgere har adgang til indrejse og ophold paa deres territorium og til dér at udoeve beskaeftigelse.
Domstolen har i overensstemmelse hermed i dom af 20. september 1990 i sag C-192/89, Sevince (9), praemis 28 og 29, udtalt, at artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80:
» ... blot regulerer den tyrkiske arbejdstagers situation med hensyn til beskaeftigelse uden at udtale sig om hans opholdsret.
Det forholder sig ikke desto mindre saaledes, at aspekterne af den tyrkiske arbejdstagers personlige situation er naert forbundet, og at de omtvistede bestemmelser ved at give den tyrkiske arbejdstager, der i en vis periode har haft lovlig beskaeftigelse i en medlemsstat, ret til fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg uundgaaeligt indebaerer, at arbejdstageren i det mindste paa dette tidspunkt har opholdsret, da den ret, bestemmelserne tillaegger den tyrkiske arbejdstager, ellers ville vaere helt illusorisk«.
20 Bestemmelsen i artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 opstiller ikke selvstaendige betingelser for, at beskaeftigelse er »lovlig«. Havde meningen vaeret, at kun beskaeftigelse udoevet i henhold til saerskilt arbejdstilladelse eller anden saerlig form for tilladelse, f.eks. opholdstilladelse, skulle vaere omfattet af den periode paa 4 aars beskaeftigelse, der efter bestemmelsen giver ret til enhver form for loennet arbejde efter eget valg, maatte man udtrykkeligt have angivet dette i bestemmelsen.
Domstolen har paa linje hermed i den tidligere naevnte dom, sag C-192/89, Sevince (10), udtalt foelgende vedroerende fortolkningen af udtrykket »lovlig beskaeftigelse« i artikel 2, stk. 1, litra b), i afgoerelse nr. 2/76 og/eller artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80:
»Selv om udtrykket lovlig beskaeftigelse i disse bestemmelser ikke noedvendigvis maa antages at vaere betinget af en formel opholdstilladelse, forudsaetter det imidlertid, at den paagaeldende arbejdstagers situation paa arbejdsmarkedet er permanent og ikke kun foreloebig« (praemis 30).
21 Med udtrykket »lovlig« beskaeftigelse maa artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 derfor antages at henvise til medlemsstaternes regler om, under hvilke betingelser tyrkiske statsborgere har adgang til indrejse og ophold paa deres territorium og til dér at udoeve beskaeftigelse. Naar bestemmelsen ikke betinger lovligheden af beskaeftigelsen af, at der foreligger en formel opholdstilladelse mv., er det endvidere mest naerliggende at laese denne saaledes, at en beskaeftigelse er »lovlig« i bestemmelsens forstand, hvis det efter den paagaeldende medlemsstats lovgivning ikke er ulovligt for en tyrkisk statsborger at udoeve den paagaeldende beskaeftigelse.
22 Uden for de i artikel 6, stk. 1, udtrykkeligt regulerede situationer maa det saaledes antages, at der efter associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 ikke er noget til hinder for, at en medlemsstat kun tillader tyrkiske statsborgere at udoeve arbejde, hvis de er i besiddelse af opholds- og/eller arbejdstilladelse. Afgoerelsen kan omvendt heller ikke antages at vaere til hinder for, at en medlemsstat giver tyrkiske statsborgere adgang til indrejse uden visum og/eller til ophold og beskaeftigelse uden opholds- eller arbejdstilladelse.
Paa tilsvarende maade er bestemmelsen i artikel 6 - uden for de i bestemmelsens stk. 1 udtrykkeligt regulerede situationer - ikke til hinder for en ordning som den nederlandske, hvorefter tyrkiske statsborgere, der er beskaeftiget som chauffoerer i international trafik, er fritaget for arbejdstilladelse og kan tilbringe deres ferie- og fritidsperioder i Nederlandene uden opholdstilladelse, men paa grundlag af et visum, der meddeles for 1 aar ad gangen med ret til ophold i hoejst 3 maaneder ad gangen og hoejst 9 maaneders samlet aarligt ophold.
23 Naar en tyrkisk statsborger efter nederlandsk lovgivning kan udoeve beskaeftigelse som chauffoer i international trafik uden saerlig tilladelse, men i fornoedent omfang lovligt kan opholde sig paa Nederlandenes territorium paa grundlag af et visum, maa saadan beskaeftigelse foelgelig vaere »lovlig« beskaeftigelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80.
24 Jeg foreslaar paa denne baggrund Domstolen at besvare det andet og tredje spoergsmaal under ét med, at udtrykket »lovlig« beskaeftigelse i en medlemsstat i artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 henviser til de enkelte medlemsstaters lovgivning om, under hvilke betingelser det er lovligt, henholdsvis ulovligt, at udoeve saadan beskaeftigelse, og herunder have ophold paa den paagaeldende medlemsstats territorium, uden at stille krav om, at beskaeftigelsen skal udoeves i henhold til formel arbejds- og/eller opholdstilladelse.
Spoergsmaal 4
25 Med det fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret at faa afklaret, om en tyrkisk statsborger bevarer den ret til ophold, der foelger af artikel 6 i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80, saafremt han varigt bliver fuldstaendigt arbejdsudygtig.
26 Ahmet Bozkurt og Kommissionen har gjort gaeldende, at dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende, og har herved bl.a. henvist til bestemmelsen i artikel 6, stk. 2, i den naevnte afgoerelse.
27 Den tyske regering, den nederlandske regering, den graeske regering og Det Forenede Kongerige har heroverfor alle anfoert, at artikel 6 i associeringsraadets afgoerelse ikke regulerer spoergsmaalet om opholdsret for en tyrkisk statsborger, der bliver permanent arbejdsudygtig efter en arbejdsulykke. Spoergsmaalet henhoerer derfor under de enkelte medlemsstaters lovgivning.
28 Som det fremgaar af besvarelsen af spoergsmaal 2 og 3, er det som udgangspunkt medlemsstaternes lovgivning, der fastsaetter, om og i givet fald under hvilke betingelser tyrkiske statsborgere har adgang til indrejse og ophold paa deres territorium og til dér at udoeve beskaeftigelse.
En tyrkisk arbejdstager, som har udoevet lovlig beskaeftigelse i en medlemsstat i et tidsrum som naevnt i artikel 6, stk. 1, har imidlertid i det i denne bestemmelse fastsatte omfang ret til fortsat beskaeftigelse i den paagaeldende medlemsstat, herunder - for at denne ret til beskaeftigelse ikke skal vaere illusorisk - ret til ophold, mens beskaeftigelsen udoeves.
29 Bestemmelsen i artikel 6, stk. 2, 1. pkt., i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 knytter sig til artikel 6, stk. 1, ved at angive nogle tilfaelde, der ligestilles med perioder med lovlig beskaeftigelse. Disse tilfaelde kan saaledes indgaa i beregningen af de perioder, der naevnes i bestemmelsens stk. 1. Arbejdstagerens afholdelse af aarlig ferie eller af barselsorlov skal saaledes medregnes ved beregningen af de perioder med lovlig beskaeftigelse, som er betingelsen for at opnaa den i stk. 1 beskrevne ret til fortsat beskaeftigelse. Det samme gaelder med hensyn til perioder med fravaer af kortere varighed paa grund af sygdom.
Saadan som artikel 6, stk. 2, 1. pkt., er affattet i de forskellige sproglige versioner, er det ikke helt klart, om ogsaa fravaer paa grund af arbejdsulykker skal vaere af kortere varighed for at kunne indgaa ved beregningen af de perioder med lovlig beskaeftigelse, som er fastlagt i artikel 6, stk. 1. Efter min opfattelse maa det imidlertid vaere mest naerliggende at forstaa bestemmelsen saaledes, at der ogsaa i dette tilfaelde stilles krav om, at fravaeret er af kortere varighed, for at det kan medregnes ved opgoerelsen af perioder med lovlig beskaeftigelse. Udtrykket »fravaer« maa endvidere forudsaette, at den paagaeldende paa et tidspunkt kommer tilbage til arbejdet, og kan naeppe omfatte permanent arbejdsudygtighed.
Men uanset hvordan man skal fortolke den angivelse af tilfaelde, som findes i artikel 6, stk. 2, 1. pkt., maa det fremhaeves, at bestemmelsen alene uddyber, hvilke faktiske omstaendigheder der efter artikel 6, stk. 1, medfoerer, at der indtraeder en naermere angiven foelge, men derimod intet aendrer ved den i stk. 1 angivne foelge. Med andre ord: Visse fravaersperioder af kortere varighed kan medregnes ved opgoerelsen f.eks. af, om en tyrkisk arbejdstager har haft lovlig beskaeftigelse i 4 aar i en medlemsstat, men foelgen er den samme, som hvis arbejdstageren ikke havde vaeret fravaerende, nemlig at der er »fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg« og - afledt heraf - en ret til ophold, mens denne beskaeftigelse udoeves.
30 Artikel 6, stk. 2, 2. pkt., i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 fastsaetter, at uforskyldte arbejdsloeshedsperioder og fravaer paa grund af sygdom af laengere varighed ikke ligestilles med perioder med lovlig beskaeftigelse. Der skal saaledes ved opgoerelsen af de i artikel 6, stk. 1, fastlagte tidsrum bortses fra perioder med uforskyldt arbejdsloeshed og fravaer af laengere varighed paa grund af sygdom. Denne del af artikel 6, stk. 2, 2. pkt., er paa tilsvarende maade som artikel 6, stk. 2, 1. pkt., med til at klargoere indholdet af de tidsmaessige betingelser for, at de i artikel 6, stk. 1, fastlagte rettigheder kan indtraede, men foejer intet til beskrivelsen i stk. 1 af denne rets indhold.
31 Bestemmelsen i artikel 6, stk. 2, 2. pkt., fastslaar imidlertid samtidig, at perioder med uforskyldt arbejdsloeshed og fravaer af laengere varighed paa grund af sygdom ikke er til skade for de rettigheder, der er erhvervet gennem den forudgaaende beskaeftigelsesperiode. Heri maa ligge, at den tyrkiske arbejdstager ikke mister de rettigheder, den paagaeldende har erhvervet efter artikel 6, stk. 1, ved f.eks. at blive syg i laengere tid. Der er i oevrigt efter min opfattelse ikke grundlag for at antage, at udtrykket »fravaer af laengere varighed paa grund af sygdom« omfatter permanent arbejdsudygtighed, jf. herved ovenfor i punkt 29 vedroerende artikel 6, stk. 2, 1. pkt.
Men uanset hvilke situationer der antages at vaere omfattet af artikel 6, stk. 2, 2. pkt., maa det fremhaeves, at heller ikke denne del af bestemmelsen foejer noget til beskrivelsen i artikel 6, stk. 1, af rettighedens indhold. Den ret, som den tyrkiske arbejdstager saaledes ikke mister ved at blive syg i laengere tid efter at have haft lovlig beskaeftigelse i fire aar i en medlemsstat, er fortsat kun »fri adgang til enhver form for loennet arbejde efter eget valg« og - afledt heraf - en ret til ophold, mens denne beskaeftigelse udoeves.
32 En arbejdstager, der er blevet permanent arbejdsudygtig, kan imidlertid ikke udoeve denne ret til beskaeftigelse og kan derfor heller ikke paa denne stoette nogen ret til ophold.
33 Sagen illustrerer, at associeringsraadet ganske vist har ladet sig inspirere af traktatens artikler 48, 49 og 50 til at fastsaette reglerne i afgoerelse nr. 1/80 (og nr. 2/76). Det fremgaar imidlertid klart af betragtningerne til afgoerelsen, at formaalet med bestemmelserne er, at arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem EOEF og Tyrkiet skal gennemfoeres gradvist. Afgoerelserne har saaledes ikke haft til formaal fuldstaendig at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem Faellesskabets medlemsstater og Tyrkiet. Reglerne i afgoerelse nr. 1/80 (og nr. 2/76) er saaledes kun et skridt paa vejen hen imod den gradvise realisering af arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem Faellesskabet og Tyrkiet. Det er saaledes naerliggende at antage, at associeringsraadet har haft til hensigt at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed etapevis ved foerst at udstede regler, der udelukkende regulerer tyrkiske statsborgeres adgang til beskaeftigelse, mens man endnu ikke har fundet at burde udstede regler, der svarer til reglerne i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1251/70 (11), der gennemfoerer traktatens artikel 48, stk. 3, litra d), om retten til at blive boende paa en medlemsstats omraade.
34 Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaal 4 med, at artikel 6 i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 ikke giver tyrkiske statsborgere, som er blevet permanent arbejdsudygtige, ret til fortsat ophold i en medlemsstat.
Forslag til afgoerelse 35 Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at kende foelgende for ret:
- De kriterier, Domstolen har opstillet i dom af 27. september 1989 i sag 9/88, Lopes da Veiga, skal anvendes tilsvarende ved fortolkningen af begrebet »beskaeftigelse ... i ... medlemsstat« i artikel 6, stk. 1, i afgoerelse nr. 1/80 fra det associeringsraad, der er oprettet ved associeringsaftalen mellem EOEF og Tyrkiet. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om Ahmet Bozkurts arbejdsforhold har en tilstraekkelig snaever tilknytning til nederlandsk territorium, idet der bl.a. skal tages udgangspunkt i foelgende omstaendigheder: Bozkurt har haft ansaettelse i et nederlandsk firma; ansaettelseskontrakten var indgaaet paa nederlandsk og reguleret af nederlandsk ret; han koerte nederlandsk indregistrerede lastbiler og var omfattet af det nederlandske socialsystem, og efter at vaere blevet permanent arbejdsudygtig ved en arbejdsulykke modtager han saaledes nu en ydelse fra Nederlandene; han opholdt sig i Nederlandene i perioderne mellem sine rejser samt i sine ferier.
- Udtrykket »lovlig« beskaeftigelse i en medlemsstat i artikel 6, stk. 1, i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 henviser til de enkelte medlemsstaters lovgivning om, under hvilke betingelser det er lovligt, henholdsvis ulovligt, at udoeve saadan beskaeftigelse, og herunder have ophold paa den paagaeldende medlemsstats territorium, uden at stille krav om, at beskaeftigelsen skal udoeves i henhold til formel arbejds- og/eller opholdstilladelse.
- Artikel 6 i associeringsraadets afgoerelse nr. 1/80 giver ikke tyrkiske statsborgere, som er blevet permanent arbejdsudygtige, ret til fortsat ophold i en medlemsstat.
(1) - Aftale om oprettelse af en associering mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Tyrkiet, undertegnet i Ankara den 12.9.1963 og indgaaet paa Faellesskabets vegne ved Raadets afgoerelse af 23.12.1963 (Samling af aftaler indgaaet af De Europaeiske Faellesskaber, bind 3, s. 541).
(2) - EFT C 113 af 24.12.1973.
(3) - Afgoerelserne er ikke offentliggjort.
(4) - Sml. I, s. 3461.
(5) - Sml. s. 2989.
(6) - EFT 1968 II, s. 467.
(7) - Jf. dom af 9.2.1982, sag 270/80, Polydor, Sml. s. 329, og af 26.10.1982, sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641.
(8) - Sml. I, s. 199.
(9) - Sml. I, s. 3461. Se ogsaa dom af 5.10.1994, sag C-355/93, Eroglu, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser.
(10) - Jf. note 9.
(11) - EFT 1970 L 142, s. 24.
Full & Egal Universal Law Academy