Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend ° arbejdsvilkaar ° forpligtelse til at staa til raadighed for institutionen til enhver tid ° omfang ° forpligtelse for de paagaeldende til paa administrationens begaering at oplyse deres personlige adresse ° ikke overholdt ° disciplinaer sanktion
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 55, stk. 1)
2. De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter ° Faellesskabernes tjenestemaend og oevrige ansatte ° fritaget for indvandringsrestriktioner og bestemmelser om registrering af udlaendinge ° underretning fra institutionerne til de nationale myndigheder i vaertslandet om tjenestemaendenes personlige adresse
[Protokol om De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter, art. 12, litra b), og artikel 16; tjenestemandsvedtaegten, art. 23, stk. 2]
Sammendrag
1. Da vedtaegtens artikel 55, stk. 1, hvorefter tjenestemaend i aktiv tjeneste til enhver tid skal staa til raadighed for deres institution, ikke kraever nogen gennemfoerelsesforanstaltninger og kan paaberaabes direkte over for tjenestemaendene, forudsaetter den, at institutionen er i besiddelse af alle de noedvendige oplysninger til at kunne komme i forbindelse med tjenestemaendene paa deres bopael. En tjenestemands naegtelse af at oplyse administrationen om sin personlige adresse udgoer derfor en tilsidesaettelse af hans forpligtelser efter denne vedtaegtsbestemmelse, som kan medfoere en disciplinaer sanktion.
Det er uden betydning, at institutionen har anmodet om denne oplysning som led i gennemfoerelsen af en aftale mellem vaertslandet og Faellesskabets institutioner, hvorefter sidstnaevnte skal give meddelelse om visse oplysninger vedroerende EF' s tjenestemaend, da det under alle omstaendigheder fremgaar direkte af vedtaegten, at tjenestemanden er forpligtet til at meddele sin personlige adresse.
2. En tjenestemand kan ikke efter artikel 12, litra b), jf. artikel 16 i protokollen om De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter, naegte at oplyse institutionen om sin personlige adresse, selv om institutionen ikke vil yde ham nogen garanti for, at adressen ikke optages i vaertslandets folkeregistre. Ganske vist er EF' s tjenestemaend efter protokollens artikel 12 fritaget for indvandringsrestriktioner og bestemmelser om registrering af udlaendinge, men det fremgaar af selve ordlyden af protokollens artikel 16 ° hvorefter medlemsstaternes regeringer med regelmaessige mellemrum skal holdes underrettet om tjenestemaendenes navn, stilling og adresse ° at institutionen ikke blot er berettiget, men tillige forpligtet til at meddele vaertslandets myndigheder tjenestemaendenes personlige adresser.
Under alle omstaendigheder kan en tjenestemand ikke til stoette for at unddrage sig sin vedtaegtsmaessige forpligtelse til at oplyse den institution, som vedkommende er ansat ved, om sin personlige adresse, goere gaeldende, at protokollen er tilsidesat. Saafremt en tjenestemand er af den opfattelse, at protokollen er tilsidesat, kan han saaledes alene traeffe de forholdsregler, som er omhandlet i vedtaegtens artikel 23, stk. 2, hvorefter han, saafremt der opstaar spoergsmaal om de privilegier og immuniteter, som tilkommer EF' s tjenestemaend, er forpligtet til straks at underrette ansaettelsesmyndigheden derom.
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. januar 1993 har Anna Maria Campogrande i medfoer af artikel 49 i statutten for EOEF-Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i statutten for EKSF-Domstolen og statutten for Euratom-Domstolen ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans den 19. november 1992 afsagt dom i sag T-80/91, Campogrande mod Kommissionen (Sml. II, s. 2459), hvorved Kommissionen blev frifundet for appellantens paastand om annullation af den irettesaettelse, hun var blevet tildelt af Kommissionen den 13. februar 1991.
2 Det fremgaar af den appellerede dom, at sagens faktiske omstaendigheder er foelgende.
3 Efter at vaere blevet doemt ved en udeblivelsesdom i en civil sag konstaterede Anna Maria Campogrande i juni 1989, at hendes eget navn og navnet paa hendes aegtefaelle var optaget i Ixelles kommunes register, og at der var anfoert en adresse, som hun ikke havde boet paa siden 1981. Grunden til optagelsen i registeret var, at Kommissionen i medfoer af en aftale, der var indgaaet den 3. april 1987 mellem de EF-institutioner, som har saede i Belgien, og den belgiske regering, vedroerende udveksling af oplysninger om institutionernes tjenestemaend (herefter benaevnt "aftalen"), havde videregivet Anna Maria Campogrande' s adresse til de belgiske myndigheder, som havde underrettet den paagaeldende kommune herom (jf. praemis 6 i Rettens dom).
4 Ifoelge aftalens artikel 1 "giver institutionerne to gange om aaret Ministeriet for Udenrigsanliggender og Udenrigshandel samt Udviklingssamarbejde meddelelse om de nedennaevnte oplysninger vedroerende institutionens tjenestemaend og oevrige ansatte". Disse oplysninger omfatter bl.a. de paagaeldendes navn og fornavn samt deres hovedbopael. Ifoelge aftalens artikel 4 skal "Ministeriet for Udenrigsanliggender og Udenrigshandel samt Udviklingssamarbejde give de paagaeldende kommuner oplysninger om de tjenestemaend og oevrige ansatte, som har taget bopael paa deres omraade ..."
5 Kommissionens personale er blevet gjort bekendt med aftalen og de forpligtelser, der foelger heraf, i "Meddelelser fra Administrationen" nr. 1/87 af 9. april 1987, nr. 4/88 af 10. februar 1988 og nr. 22a af 13. juli 1988. Den 9. december 1987 anmodede Kommissionens administration sine tjenestemaend med bopael i Belgien om at udfylde et spoergeskema med henblik paa en ajourfoering af deres personlige data, saaledes at oplysningerne i overensstemmelse med aftalen kunne videregives til de belgiske myndigheder. Anna Maria Campogrande udfyldte ikke spoergeskemaet (jf. praemis 5 i Rettens dom).
6 Den 6. september 1989 indgav appellanten en klage, hvori hun bestred, at Kommissionen havde ret til at videregive oplysninger om hendes navn og adresse til de belgiske myndigheder, og hvori hun henstillede til Kommissionen, at den opsagde aftalen. Ved behandlingen af klagen konstaterede Kommissionen, at Anna Maria Campogrande ikke havde meddelt administrationen sin adresseaendring, siden hun var flyttet til Ixelles kommune den 22. januar 1979 (jf. praemis 7 i Rettens dom).
7 Ved afgoerelse af 11. april 1990 afviste Kommissionen udtrykkeligt appellantens klage med den begrundelse, at aftalen havde hjemmel i protokollen vedroerende De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter (herefter benaevnt "protokollen"). Kommissionen gav i den forbindelse navnlig appellanten den forklaring, at der ved aftalen blot var indfoert en ordning, hvorved de belgiske myndigheder modtog meddelelse om de oplysninger, som er naevnt i protokollens artikel 16, ifoelge hvis stk. 2 "medlemsstaternes regeringer ... med regelmaessige mellemrum [vil] blive underrettet om navn, stilling og adresse paa ... tjenestemaend og oevrige ansatte ...". Endelig henledte Kommissionen Anna Maria Campogrande' s opmaerksomhed paa de forpligtelser, som paahviler hende i henhold til artikel 55 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvorefter "en tjenestemand i aktiv tjeneste ... til enhver tid [skal] staa til raadighed for sin institution". Ifoelge denne vedtaegtsbestemmelse er tjenestemaend efter Kommissionens opfattelse blandt andet forpligtet til at give institutionens administration meddelelse om deres personlige adresse. Anna Maria Campogrande anlagde ikke sag vedroerende den udtrykkelige afvisning af hendes klage (jf. praemis 7 i Rettens dom).
8 Direktoeren for Kommissionens Personaleafdeling opfordrede i den efterfoelgende periode flere gange appellanten til at oplyse administrationen om sin personlige adresse, idet man i modsat fald ville indlede disciplinaersag mod hende. Da appellanten fortsat naegtede at oplyse sin personlige adresse, blev der indledt disciplinaersag mod hende, og den 13. februar 1991 blev hun tildelt en sanktion i form af en irettesaettelse i henhold til vedtaegtens artikel 86, stk. 2, litra b) (jf. praemis 8 i Rettens dom).
9 Ved skrivelse af 15. april 1991 indgav appellanten klage over denne sanktion. Klagen blev stiltiende afvist af Kommissionen, som senere bekraeftede afvisningen ved en skrivelse af 30. oktober 1991 med en udtrykkelig afvisning, der blev meddelt appellanten den 11. november samme aar (jf. praemis 9 i Rettens dom).
10 Anna Maria Campogrande anlagde herefter sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. november 1991, hvorunder hun nedlagde paastand om annullation af den stiltiende afvisning af hendes klage af 15. april 1991.
11 Til stoette for paastanden fremfoerte Anna Maria Campogrande seks anbringender. Under den mundtlige forhandling frafaldt hun dog tre af anbringenderne. De tre oevrige anbringender var, for det foerste, at den anfaegtede afgoerelse maatte bero paa en faktisk vildfarelse, for det andet, at den disciplinaere sanktion, man havde tildelt hende, var uhjemlet, da tjenestemaend ikke efter vedtaegtens artikel 55 er forpligtet til at oplyse deres personlige adresse, og for det tredje, at hun havde vaeret villig til at oplyse sin personlige adresse, saafremt Kommissionen havde givet hende garanti for, at oplysningen herom ikke ville blive optaget i Kongeriget Belgiens folkeregister. Ifoelge sagsoegeren var optagelsen af denne oplysning i registeret i strid med protokollens artikel 12, litra b), hvorefter tjenestemaend og deres familiemedlemmer er fritaget for indvandringsrestriktioner og bestemmelser om registrering af udlaendinge.
12 I den indankede dom frifandt Retten foerst sagsoegte for anbringendet om, at der foreligger en faktisk vildfarelse. Denne del af Rettens dom er ikke omfattet af appellen.
13 Retten frifandt endvidere sagsoegte for anbringendet om, at den disciplinaere sanktion er uhjemlet. Herved antog Retten, at institutionerne over for tjenestemaendene direkte kan stoette ret paa vedtaegtens artikel 55, stk. 1, og at denne bestemmelse paalaegger tjenestemaendene en forpligtelse, som er tilstraekkelig praecis. Retten antog desuden, at gennemfoerelsen af denne vedtaegtsbestemmelse forudsaetter, at institutionens administration raader over de noedvendige oplysninger til paa et hvilket som helst tidspunkt at kunne komme i forbindelse med sine tjenestemaend paa disses personlige adresse, hvorfor Anna Maria Campogrande havde tilsidesat sine forpligtelser efter vedtaegten ved at afslaa at oplyse sin adresse.
14 Endelig forkastede Retten anbringendet om, at aftalen er uforenelig med protokollen. Herved antog Retten for det foerste, at der ikke er modstrid mellem aftalen og protokollen vedroerende de oplysninger, som Kommissionen skal meddele medlemsstaterne, da Kommissionen saavel efter aftalens artikel 1 som efter protokollens artikel 16, stk. 2, er forpligtet til at give de belgiske myndigheder meddelelse om EF-tjenestemaends personlige adresse. For det andet antog Retten, at medlemsstaterne ikke ved protokollen udelukkes fra muligheden for paa et hvilket som helst tidspunkt at have kendskab til de bevaegelser i befolkningen, som finder sted paa deres omraade, og at de i dette oejemed kan bestemme, hvilke myndigheder det paahviler at opfylde den offentlige opgave i forbindelse hermed. For det tredje antog Retten, at dens proevelsesret er begraenset til en kontrol med, om den disciplinaere sanktion havde fornoeden hjemmel i vedtaegten, og at Kommissionen hverken tilsidesatte protokollen eller vedtaegten ved at rejse krav om, at sagsoegeren oplyste sin personlige adresse. Da Retten derimod ikke fandt, at det tilkommer den at bedoemme gyldigheden af den fortolkning, som de belgiske myndigheder anlagde af aftalens bestemmelser, kunne den ikke paakende sagsoegerens argument om, at denne fortolkning var i strid med aftalen.
15 Paa dette grundlag konkluderede Retten, at sagsoegte maatte frifindes for Anna Maria Campogrande' s paastande.
16 I appelskriftet har appellanten nedlagt paastand om, at Rettens dom ophaeves med den begrundelse, at den er afsagt i strid med faellesskabsretten, og at Domstolen traeffer afgoerelse paa grundlag af den ved Retten indleverede staevning og tager de heri nedlagte paastande til foelge.
17 Til stoette for appellen har Anna Maria Campogrande fremfoert to anbringender.
Anbringendet om at den disciplinaere sanktion er uhjemlet
18 Herved har appellanten gjort gaeldende, at Retten i den anfaegtede doms praemis 26 fejlagtigt har udvidet vedtaegtens betingelser for at tildele disciplinaere sanktioner ved at antage, at meddelelsen fra Kommissionens administration af 9. december 1987 til institutionens tjenestemaend, som bl.a. indeholder en opfordring til dem om at oplyse Kommissionen om deres adresse, har fornoeden hjemmel i vedtaegtens artikel 55. Videre anfoerer appellanten, at formaalet med Kommissionens meddelelse ifoelge den appellerede dom var at give EF-institutionens administration mulighed for at komme i forbindelse med de ansatte tjenestemaend paa deres personlige adresse, hvorimod meddelelsen af Kommissionen var begrundet med, at den skulle medvirke til at undgaa de vanskeligheder for tjenestemaend, som opstaar ved, at de ikke optages i folkeregisteret.
19 For at afgoere, om dette anbringende er berettiget, er det tilstraekkeligt at henvise til ordlyden af vedtaegtens artikel 55, stk. 1, hvorefter "en tjenestemand i aktiv tjeneste ... til enhver tid skal staa til raadighed for sin institution".
20 Da artikel 55, stk. 1, ikke kraever nogen gennemfoerelsesforanstaltninger og kan paaberaabes direkte over for tjenestemaendene, forudsaetter den, at institutionen er i besiddelse af alle de noedvendige oplysninger til at kunne komme i forbindelse med tjenestemaendene paa deres bopael. Da Anna Maria Campogrande har naegtet at oplyse Kommissionen om sin personlige adresse, har hun tilsidesat sine forpligtelser efter denne vedtaegtsbestemmelse.
21 Det maa endvidere anses for fejlagtigt, som det haevdes af appellanten, at Retten har lagt til grund i den appellerede dom, at formaalet med meddelelsen af 9. december 1987 var at goere det muligt for administrationen at komme i forbindelse med institutionens tjenestemaend paa deres personlige adresse, hvorimod meddelelsen af Kommissionen selv var begrundet med, at den skulle medvirke til at undgaa de vanskeligheder for tjenestemaend, som kan opstaa ved, at de ikke er optaget i folkeregisteret. Dels fremgaar det ikke af den appellerede dom, at Retten har lagt til grund, at meddelelsen af 9. december 1987 havde det anfoerte formaal, dels fremgaar det af meddelelsens ordlyd, at det var aftalens og ikke meddelelsens formaal at undgaa saadanne vanskeligheder. Under alle omstaendigheder er det uden betydning, at Kommissionen anmodede om denne oplysning som led i aftalens gennemfoerelse, da det fremgaar direkte af vedtaegtens artikel 55, at tjenestemanden er forpligtet til at oplyse sin personlige adresse.
22 Under disse forhold har Retten med foeje fastslaaet, at appellantens handlemaade var i strid med hendes forpligtelser efter vedtaegtens artikel 55. Foelgelig maa det foerste anbringende forkastes.
Det andet anbringende om modstriden mellem aftalen og protokollen
23 Appellantens andet anbringende er, at Kommissionen har fortolket og anvendt aftalen i strid med protokollen, hvorfor hun var berettiget til at naegte at oplyse Kommissionen om sin adresse, om end appellanten dog erkender, at aftalen strengt taget ikke indeholder nogen bestemmelser i strid med protokollen.
24 Som appellanten selv har forklaret, har den belgiske indenrigsminister, som tillige er ansvarlig for tjenestemandsanliggender, ved to lejligheder praeciseret, at "kommunernes folkeregister indeholder oplysning om EF-tjenestemaends hovedbopael", og at "denne oplysning har samme virkninger som en optagelse" eller "samme gyldighed som en optagelse i folkeregisteret". Kommissionen har anlagt den samme fortolkning ved at godkende, at de oplysninger, som tilsendes de belgiske myndigheder, indfoeres i folkeregisteret, og at indfoerelsen af denne oplysning har samme gyldighed som en optagelse i registeret. Efter appellantens opfattelse strider denne fortolkning imidlertid mod protokollens artikel 12, litra b), hvorefter EF-tjenestemaend er fritaget "for indvandringsrestriktioner og bestemmelser om registrering af udlaendinge".
25 Heraf konkluderer appellanten, at Kommissionen dermed har tilsidesat sine forpligtelser efter protokollens artikel 12, hvorfor appellanten var berettiget til at naegte at oplyse administrationen om sin adresse, naar denne ikke ville garantere hende, at adressen ikke ville blive optaget i Kongeriget Belgiens folkeregistre. Som foelge heraf er det appellantens opfattelse, at Retten ved at begraense sig til at anlaegge en rent bogstavelig fortolkning af aftalen trods den fortolkning, Kommissionen havde anlagt, har tilsidesat sin forpligtelse til at udoeve legalitetskontrol med den anfaegtede afgoerelse (jf. navnlig praemis 43 i den appellerede dom).
26 Vedroerende dette anbringende er det tilstraekkeligt at henvise til protokollens artikel 16, stk. 2, hvorefter "Medlemsstaternes regeringer ... med regelmaessigt mellemrum vil blive underrettet om navn, stilling og adresse paa ... tjenestemaend ...".
27 Af selve denne bestemmelses ordlyd fremgaar, at Kommissionen ikke blot var berettiget, men tillige forpligtet til at meddele de belgiske myndigheder Anna Maria Campogrande' s personlige adresse.
28 Under alle omstaendigheder kan en tjenestemand ikke til stoette for at unddrage sig sin vedtaegtsmaessige forpligtelse til at oplyse den institution, som vedkommende er ansat ved, om sin personlige adresse, goere gaeldende, at protokollen er tilsidesat. Saafremt en tjenestemand er af den opfattelse, at protokollen er tilsidesat, kan han nemlig blot traeffe de forholdsregler, som er omhandlet i vedtaegtens artikel 23, stk. 2. Efter denne bestemmelse er han, saafremt der opstaar spoergsmaal om de privilegier og immuniteter, som tilkommer EF' s tjenestemaend, forpligtet til straks at underrette ansaettelsesmyndigheden derom.
29 Herefter maa ogsaa appellantens andet anbringende forkastes.
30 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at der ikke kan gives appellanten medhold, og at appellen saaledes maa forkastes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
31 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I medfoer af procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne selv deres egne omkostninger i tvister mellem institutionerne og deres ansatte. I medfoer af procesreglementets artikel 122 finder artikel 70 imidlertid ikke anvendelse ved appel ivaerksat af institutionernes tjenestemaend eller oevrige ansatte. Da appellanten har tabt sagen, paalaegges det hende at betale appelsagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Appellen forkastes.
2) Anna Maria Campogrande betaler appelsagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy