Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Fri udveksling af tjenesteydelser ° princippet om forbud mod forskelsbehandling ° virksomhed etableret i én medlemsstat, der i en anden medlemsstat udfoerer arbejder og herved medbringer arbejdstagere med statsborgerskab i et tredjeland som arbejdskraft i det paagaeldende tidsrum ° modtagermedlemsstatens anvendelse af sin lovgivning vedroerende adgang til beskaeftigelse for arbejdstagere fra tredjelande ° retsstridigt for saa vidt angaar arbejdstagere med lovlig beskaeftigelse i arbejdsgiverens etableringsstat
(EOEF-traktaten, art. 59 og 60)
Sammendrag
Traktatens artikel 59 og 60 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat stiller krav om, at virksomheder, som er etableret i en anden medlemsstat, i tilfaelde, hvor de praesterer tjenesteydelser i foerstnaevnte medlemsstat ° naar de lovligt og fast beskaeftiger statsborgere i tredjelande ° for saadanne arbejdstagere skal opnaa arbejdstilladelser fra en national myndighed med ansvar for spoergsmaal vedroerende indvandreres beskaeftigelse og betale de hermed forbundne udgifter, saaledes at de ellers vil kunne blive paalagt en administrativ boede.
Kravene efter en saadan ordning indebaerer saaledes en stoerre byrde for virksomheder etableret i en anden medlemsstat end for tjenesteydere, der er etableret i modtagerstaten, og gaar ud over, hvad der lovligt kan kraeves opfyldt for at kunne praestere tjenesteydelser, for saa vidt der er tale om arbejdstagere med statsborgerskab i et tredjeland, som er lovligt beskaeftiget i den medlemsstat, hvor deres arbejdsgiver er etableret, som har faaet udstedt arbejdstilladelser dér, som er i besiddelse af dokumenter, der giver dem ret til at opholde sig i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne skal praesteres, i den tid, der er noedvendig for at udfoere det paagaeldende arbejde, og som ikke opholder sig i denne medlemsstat med henblik paa at faa adgang til arbejdsmarkedet dér, idet de vender tilbage til deres hjem- eller bopaelsland efter udfoerelsen af arbejdet.
Dommens præmisser
1 Ved dom af 22. december 1992 indgaaet til Domstolen den 15. februar 1993 har Tribunal administratif de Châlons-sur-Marne i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende traktatens artikel 59 og 60.
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som en belgisk arbejdsgiver, R. Vander Elst, der ogsaa er etableret i Belgien, har anlagt mod Office des migrations internationales (herefter benaevnt "OMI"), en fransk myndighed, der henhoerer under Arbejdsministeriet, og som navnlig har ansvar for spoergsmaal vedroerende formidling af arbejde til udenlandske arbejdstagere i Frankrig.
3 Vander Elst driver en nedrivningsvirksomhed i Bruxelles. Foruden belgiske statsborgere har virksomheden i en aarraekke uafbrudt beskaeftiget marokkanske statsborgere. Disse har lovlig bopael i Belgien, har belgiske arbejdstilladelser, er omfattet af den belgiske sociale sikringsordning og faar udbetalt deres loen i Belgien.
4 I 1989 udfoerte Vander Elst' s virksomhed nedrivningsarbejde og arbejde med henblik paa genanvendelse af byggematerialer i forbindelse med en bygning i Reims, kaldet "Château Lanson". Dette arbejde varede en maaned. Med henblik paa at udfoere det havde Vander Elst udsendt et arbejdshold paa otte personer fra virksomhedens faste personale, hvoraf fire var belgiere, og fire var marokkanere. For marokkanerne havde virksomheden forinden hos det franske konsulat i Bruxelles faaet udstedt visa til et kortere ophold, som var gyldige en maaned.
5 Under nogle kontrolundersoegelser, der blev gennemfoert den 12. og den 18. april 1989 paa byggepladsen i Reims, konstaterede det franske arbejdstilsyn, at de af Vander Elst beskaeftigede marokkanske arbejdstagere, der arbejdede paa byggepladsen, ikke var i besiddelse af arbejdstilladelser udstedt af de franske myndigheder. Ifoelge arbejdstilsynet var et visum til et kortere ophold ikke tilstraekkeligt til lovligt at kunne udoeve en loennet erhvervsmaessig beskaeftigelse i Frankrig.
6 I henhold til artikel L.341-2 i den franske code du travail (lov om arbejdsretlige forhold mv.) skal udlaendinge, der oensker at udoeve en loennet erhvervsmaessig beskaeftigelse i Frankrig, ud over de relevante dokumenter og visa vaere i besiddelse af "en af myndighederne paategnet arbejdskontrakt eller en arbejdstilladelse samt en laegeattest". Ifoelge lovens artikel L.341-6, stk. 1, maa "ingen ... ansaette eller fortsat beskaeftige en udlaending, der ikke er i besiddelse af en tilladelse til at udoeve en loennet beskaeftigelse i Frankrig". I henhold til lovens artikel L.341-7 skal den, der overtraeder disse bestemmelser, betale et saerligt bidrag til OMI, som ikke kan vaere mindre end et beloeb svarende til den garanterede mindstetimeloen efter artikel L.141-8 ganget med 500. Endvidere er OMI ved lovens artikel L.341-9 tillagt enekompetence med hensyn til formidling af arbejde i Frankrig til udenlandske arbejdstager og hvad angaar saadanne arbejdstageres indrejse i Frankrig.
7 Det franske arbejdstilsyn fandt, at Vander Elst ved i Frankrig at beskaeftige statsborgere i tredjelande uden at have underrettet OMI herom og uden at vaere i besiddelse af de fornoedne arbejdstilladelser havde overtraadt artikel L.341-6 og L.341-9 i code du travail. Paa grundlag af den af arbejdstilsynet udfaerdigede rapport traf OMI herefter bestemmelse om, at Vander Elst skulle betale et saerligt bidrag paa 121 520 FF, jf. artikel L.341-7. Efter hoering af direktoeren for arbejdstilsynet i det paagaeldende departement blev det saerlige bidrag nedsat til 30 380 FF.
8 Vander Elst klagede over denne afgoerelse til direktoeren for OMI, som den 9. marts 1990 afslog klagen. Den 28. april 1990 anlagde Vander Elst sag ved Tribunal administratif de Châlons-sur-Marne med paastand om annullation af afgoerelsen vedroerende det saerlige bidrag og, subsidiaert, om, at der blev truffet bestemmelse om en nedsaettelse af bidraget under hensyntagen til, at han havde vaeret i god tro, og til, at han straks havde taget skridt til at faa udstedt ° og rent faktisk fik udstedt ° de kraevede midlertidige arbejdstilladelser.
9 Til stoette herfor gjorde Vander Elst navnlig gaeldende, at de omtvistede bestemmelser i code du travail udgjorde en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, som stred mod traktatens artikel 59 ff.
10 Tribunal administratif de Châlons-sur-Marne har paa denne baggrund udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"1) Skal faellesskabsrettens bestemmelser som helhed, jf. navnlig traktatens artikel 59 og 60, fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en EF-medlemsstat kraever en tilladelse eller en betaling af en afgift til en myndighed med ansvar for spoergsmaal vedroerende indvandreres beskaeftigelse som betingelse for en beskaeftigelse paa dens omraade af arbejdstagere med statsborgerskab i tredjelande, der lovligt og fast er beskaeftiget i en virksomhed etableret i en anden EF-medlemsstat, som led i virksomhedens praestering af tjenesteydelser i foerstnaevnte EF-medlemsstat?
2) Indebaerer den franske lovgivning, hvorefter franske virksomheder, der beskaeftiger arbejdstagere med statsborgerskab i tredjelande, skal opnaa arbejdstilladelser eller betale et saerligt bidrag til OMI, en forskelsbehandling efter de naevnte bestemmelser over for virksomheder i andre EF-medlemsstater, herunder Belgien?"
11 Med disse spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om traktatens artikel 59 og 60 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat stiller krav om, at virksomheder, som er etableret i en anden medlemsstat, i tilfaelde, hvor de praesterer tjenesteydelser i foerstnaevnte medlemsstat ° naar de lovligt og fast beskaeftiger statsborgere i tredjelande ° for saadanne arbejdstagere skal opnaa arbejdstilladelser fra en national myndighed med ansvar for spoergsmaal vedroerende indvandreres beskaeftigelse og betale de hermed forbundne udgifter, saaledes at de ellers vil kunne blive paalagt en administrativ boede.
12 Det bemaerkes indledningsvis, at der til den forpligtelse, som i Frankrig paahviler virksomheder til at opnaa arbejdstilladelser for at kunne beskaeftige statsborgere i tredjelande, er knyttet en forpligtelse til at betale en afgift, der ° i lighed med den betragtelige administrative boede, som paalaegges i tilfaelde af en manglende overholdelse af denne forpligtelse ° kan udgoere en betydelig oekonomisk byrde for arbejdsgiverne.
13 Det bemaerkes endvidere, at statsborgerne i Faellesskabets medlemsstater har ret til at indrejse i de andre medlemsstater som led i udoevelsen af de forskellige rettigheder, der er anerkendt i traktaten, hvilket bl.a. gaelder retten til fri udveksling af tjenesteydelser, der ifoelge Domstolens faste praksis omfatter saavel tjenesteydere som modtagere af tjenesteydelser (jf. dom af 2.2.1989, sag 186/87, Cowan, Sml. s. 195, og af 30.5.1991, sag C-68/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2637, praemis 10).
14 I overensstemmelse hermed kraever traktatens artikel 59 ikke blot afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat paa grundlag af dennes nationalitet, men ogsaa ophaevelse af enhver restriktion ° ogsaa selv om den gaelder uden forskel for saavel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater ° der kan vaere til hinder for eller indebaere yderligere ulemper for den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor denne lovligt praesterer tilsvarende tjenesteydelser (jf. dom af 25.7.1991, sag C-76/90, Saeger, Sml. I, s. 4221, praemis 12).
15 Domstolen har ligeledes allerede fastslaaet, at en national ordning, hvorefter en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat kun maa praestere bestemte former for tjenesteydelser i det paagaeldende land, hvis den har opnaaet en tilladelse hertil fra en administrativ myndighed, er en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i traktatens artikel 59 (jf. Saeger-dommen, praemis 14). Endvidere fremgaar det af dommen af 3. februar 1982 (forenede sager 62/81 og 63/81, Seco og Desquenne & Giral, Sml. s. 223), at en ordning i en medlemsstat, hvorefter virksomheder med hjemsted i en anden medlemsstat skal betale afgifter for i foerstnaevnte medlemsstat at kunne beskaeftige arbejdstagere, for hvem der allerede for de samme beskaeftigelsesperioder er betalt lignende bidrag i arbejdstagernes bopaelsstat, er ensbetydende med en yderligere oekonomisk byrde for saadanne arbejdsgivere, der herved bliver underlagt mere byrdefulde vilkaar end tjenesteydere med hjemsted i den paagaeldende medlemsstat.
16 Endelig bemaerkes, at den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlaeggende princip i traktaten, kun kan begraenses ved regler, der er begrundet i tvingende almene hensyn, og som gaelder for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa modtagerstatens omraade, og kun i det omfang, disse hensyn ikke tilgodeses i kraft af de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvori denne er etableret (jf. navnlig domme af 26.2.1991, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, praemis 17, og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 18).
17 Som Domstolen ved flere lejligheder har fremhaevet, kan en medlemsstat imidlertid ikke goere praestering af tjenesteydelser paa sit omraade betinget af, at samtlige krav for etablering er opfyldt, idet de bestemmelser, som skal sikre den frie udveksling af tjenesteydelser, herved ville miste enhver praktisk betydning (jf. dom af 26.2.1991, sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 12, og af 25.7.1991, Saeger, jf. ovenfor, praemis 13).
18 Med hensyn til den foreliggende sag bemaerkes for det foerste, at de af Vander Elst beskaeftigede marokkanske arbejdstagere havde lovlig bopael i Belgien, dvs. i den medlemsstat, hvor deres arbejdsgiver var etableret, og at de havde faaet udstedt arbejdstilladelser i Belgien.
19 Det bemaerkes for det andet, at det fremgaar af sagens akter og af den mundtlige forhandling for Domstolen, at de visa til et kortere ophold, som de marokkanske arbejdstagere var i besiddelse af, og som var udstedt paa deres anmodning af det franske konsulat, var dokumenter, som gav disse arbejdstagere ret til at opholde sig i Frankrig i den tid, der var noedvendig for at udfoere det paagaeldende arbejde. Modtagerstatens nationale bestemmelser vedroerende udlaendinges indvandring og ophold var derfor blevet overholdt.
20 Hvad endelig angaar spoergsmaalet om de arbejdstilladelser, som er et centralt punkt i hovedsagen, bemaerkes, at en saadan tilladelse er en forudsaetning for, at en statsborger i et tredjeland kan udoeve en loennet beskaeftigelse i en virksomhed, der er etableret i Frankrig, uanset arbejdsgiverens nationalitet, idet et visum til et kortere ophold ikke kan traede i stedet herfor. Denne ordning tilsigter at regulere adgangen til det franske arbejdsmarked for arbejdstagere fra tredjelande.
21 Naar arbejdstagere, der er beskaeftiget i en virksomhed, som er etableret i én medlemsstat, midlertidigt udsendes til en anden medlemsstat med henblik paa at praestere tjenesteydelser dér, sker dette imidlertid ikke med det formaal at faa adgang til arbejdsmarkedet i denne anden medlemsstat, idet arbejdstagerne vender tilbage til deres hjem- eller bopaelsland efter udfoerelsen af arbejdet (jf. dom af 27.3.1990, sag C-113/89, Rush Portuguesa, Sml. I, s. 1417). Disse betingelser var opfyldt i det foreliggende tilfaelde.
22 Under disse omstaendigheder maa det antages, at de omtvistede betingelser gaar ud over, hvad der lovligt kan kraeves opfyldt for at kunne praestere tjenesteydelser. Betingelserne strider derfor mod traktatens artikel 59 og 60.
23 Det bemaerkes herved, at det fremgaar af Domstolens praksis, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne lader deres lovgivning eller de kollektive overenskomster, der er indgaaet mellem parterne paa arbejdsmarkedet vedroerende mindsteloenninger, gaelde for alle, som udoever en loennet beskaeftigelse, herunder af midlertidig karakter, paa deres omraader, uanset i hvilken medlemsstat arbejdsgiveren er etableret. Faellesskabsretten opstiller heller ikke noget forbud mod, at medlemsstaterne traeffer passende foranstaltninger til at sikre en overholdelse af saadanne regler (jf. navnlig Rush Portuguesa-dommen, praemis 18).
24 Det bemaerkes endvidere, at de i hovedsagen omhandlede marokkanske arbejdstagere har lovlige arbejdskontrakter, der er omfattet af belgisk lovgivning, og at artikel 40 og 41 i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko, der blev undertegnet i Rabat den 27. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2211/78 af 26. september 1978 (EFT L 264, s. 1), indeholder bestemmelse om, at enhver form for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet mellem henholdsvis EF-arbejdstagere og marokkanske arbejdstagere skal afskaffes for saa vidt angaar arbejdsvilkaar og afloenning samt social sikring.
25 Som generaladvokaten med rette har fremhaevet i punkt 30 i sit forslag til afgoerelse, gaelder det herved, at selv om man ser bort fra muligheden for ° paa de arbejdstagere, der midlertidigt udsendes til Frankrig ° at anvende de nationale bestemmelser, der er begrundet i tvingende almene hensyn, og som regulerer de forskellige aspekter af arbejdsforholdet, maa det under alle omstaendigheder antages, at det forhold, at de relevante belgiske bestemmelser finder anvendelse, udelukker, at der bestaar nogen naevnevaerdig risiko for en udnyttelse af arbejdstagerne og for en fordrejning af konkurrencen mellem virksomheder.
26 De praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at traktatens artikel 59 og 60 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat stiller krav om, at virksomheder, som er etableret i en anden medlemsstat, i tilfaelde, hvor de praesterer tjenesteydelser i foerstnaevnte medlemsstat ° naar de lovligt og fast beskaeftiger statsborgere i tredjelande ° for saadanne arbejdstagere skal opnaa arbejdstilladelser fra en national myndighed med ansvar for spoergsmaal vedroerende indvandreres beskaeftigelse og betale de hermed forbundne udgifter, saaledes at de ellers vil kunne blive paalagt en administrativ boede.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
27 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, den tyske regering, den nederlandske regering, Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal administratif de Châlons-sur-Marne ved dom af 22. december 1992, for ret:
EOEF-traktatens artikel 59 og 60 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat stiller krav om, at virksomheder, som er etableret i en anden medlemsstat, i tilfaelde, hvor de praesterer tjenesteydelser i foerstnaevnte medlemsstat ° naar de lovligt og fast beskaeftiger statsborgere i tredjelande ° for saadanne arbejdstagere skal opnaa arbejdstilladelser fra en national myndighed med ansvar for spoergsmaal vedroerende indvandreres beskaeftigelse og betale de hermed forbundne udgifter, saaledes at de ellers vil kunne blive paalagt en administrativ boede.
Full & Egal Universal Law Academy