Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° bidrag der rammer udfoersel af landbrugsprodukter ° ulovligt ° kriterier
(EOEF-traktaten, art. 9 og 12)
Sammendrag
Traktatens artikel 9 og 12, der indeholder et forbud mod told ved indfoersel fra og ved udfoersel til andre medlemsstater, saavel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning, er til hinder for, at der ifoelge national lovgivning opkraeves et obligatorisk bidrag ved udfoersel af landbrugsprodukter til andre medlemsstater, saafremt det ikke opkraeves til daekning af omkostningerne ved kontrol til opfyldelse af forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, saafremt det udelukkende rammer udfoerslen af de beroerte produkter og ikke udgoer et led i en almindelig, intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier anvendes paa de bidragspligtige varer, uden hensyn til deres oprindelse, herkomst eller bestemmelsessted, og, endelig, saafremt det ikke udgoer et modstykke til en konkret eller individuel fordel for den erhvervsdrivende, som staar i et rimeligt forhold til den leverede tjenesteydelse.
Dommens præmisser
1 Ved dom af 25. marts 1993, indgaaet til Domstolen den 30. marts s.aa., har Hof van Beroep, Bruxelles, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9 og 12.
2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Nationale Dienst voor Afzet van Land- en Tuinbouwprodukten (et statsligt organ for afsaetning af landbrugs- og gartneriprodukter, herefter benaevnt "Nationale Dienst") og selskabet Lamaire NV (herefter benaevnt "Lamaire"), som driver handel med kartofler i Belgien, vedroerende problemet, om et obligatorisk bidrag, der ved eksport af kartofler opkraeves til fordel for Nationale Dienst, er lovligt.
3 Nationale Dienst, der blev oprettet ved belgisk lov af 27. december 1938 (Moniteur belge af 26.1.1939), som aendret ved lov af 11. april 1983 (Moniteur belge af 24.9.1983), har til opgave at fremme afsaetningen paa hjemmemarkedet samt eksporten af landbrugs-, gartneri- og havfiskeriprodukter.
4 Loven bestemmer i artikel 4, litra c), at Nationale Dienst kan "paalaegge fysiske og juridiske personer, som fremstiller, forarbejder, transporterer eller saelger landbrugs-, gartneri- og havfiskeriprodukter et obligatorisk bidrag for hvert enkelt produkt eller produktgruppe ...".
5 De obligatoriske bidrag er blevet fastsat ved kongelig anordning af 15. maj 1986 (Moniteur belge af 19.6.1986), som aendret ved kongelig anordning af 14. juli 1987 (Moniteur belge af 29.7.1987). Artikel 4 lyder saaledes:
"De aarlige obligatoriske bidrag til fremme af afsaetningen af produkter henhoerende under den raadgivende afdeling 'Vegetabilske landbrugsprodukter' fastsaettes som foelger for kartofler:
1. et fast bidrag paa 5 000 BFR for autoriserede forarbejdningsvirksomheder og pakkerier, kartoffelskraellerier og grossister samt kartoffelmaeglere og -kommissionaerer
2. et fast bidrag paa 5 000 BFR for importoerer af spisekartofler
3. et fast bidrag paa 25 000 BFR for importoerer af tidlige kartofler
4. et bidrag paa 2 BFR pr. 100 kg udfoerte kartofler.
De under 1, 2 og 3 fastsatte bidrag er ikke kumulative, idet kun det hoejeste bidrag finder anvendelse."
6 Det fremgaar af sagen, at Lamaire' s virksomhed i det vaesentlige er eksportorienteret. I forbindelse hermed har Lamaire for 1986 og 1987 betalt bidrag for kartoffeleksporten, jf. artikel 4, punkt 4, i kongelig anordning af 15. maj 1986, men naegtet at betale bidrag for 1988.
7 Under en sag anlagt ved Rechtbank van eerste aanleg, Bruxelles, har Lamaire gjort gaeldende, at selskabet kunne goere krav paa tilbagebetaling af de til Nationale Dienst for 1986 og 1987 indbetalte bidrag og ikke var forpligtet til at betale de af Nationale Dienst for 1988 opkraevede bidrag, da opkraevningen af de allerede indbetalte bidrag og af de for 1988 paalagte bidrag, som havde hjemmel i artikel 4, punkt 4, i den kongelige anordning af 1986 var i strid med EOEF-traktatens artikel 9 og 12.
8 Ved dom af 15. november 1991 frifandt Rechtbank van eerste aanleg, Bruxelles, Nationale Dienst for paastanden om tilbagebetaling af bidrag for referenceaarene 1986 og 1987 og gav Nationale Dienst medhold i det fremsatte modkrav om betaling af bidrag for referenceaaret 1988.
9 Lamaire ankede dommen til Hof van Beroep, som var i tvivl om, hvorvidt de i ovennaevnte kongelige anordninger fastsatte kriterier for opkraevning af bidrag var forenelige med traktatens artikel 9 og 12, idet retten i oevrigt anerkendte disse bestemmelsers umiddelbare anvendelighed. Som foelge heraf besluttede den nationale ret at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:
"Omfatter ordene ind- og udfoerselstold og/eller afgifter med tilsvarende virkning ogsaa det bidrag paa 2 BFR pr. 100 kg udfoerte kartofler, som Nationale Dienst voor Afzet van Land- en Tuinbouwprodukten opkraever af kartoffeleksportoerer i henhold til kongelig anordning af 15. maj 1986, som aendret ved kongelig anordning af 14. juli 1987 ° herunder navnlig sidstnaevnte anordnings artikel 4 ° vedroerende det obligatoriske bidrag til fremme af afsaetningen af vegetabilske landbrugsprodukter (Moniteur belge af 19.7.1986 og 29.7.1987)?"
10 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen ikke under en sag efter traktatens artikel 177 kan tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med faellesskabsretten, men at den over for den forelaeggende ret kan angive de kriterier, der er af betydning for fortolkningen af faellesskabsretten, saaledes at den forelaeggende ret saettes i stand til at afgoere, om de nationale bestemmelser er forenelige med faellesskabsretten.
11 Med det praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om traktatens artikel 9 og 12 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter der opkraeves obligatoriske bidrag ved udfoersel af landbrugsprodukter til andre medlemsstater, saasom et bidrag paa 2 BFR pr. 100 kg udfoerte kartofler, jf. artikel 4, punkt 4, i kongelig anordning af 15. maj 1986, som aendret ved kongelig anordning af 14. juli 1987.
12 Traktatens artikel 9 indeholder et forbud mod told ved indfoersel fra og ved udfoersel til andre medlemsstater saavel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning.
13 Som Domstolen flere gange har fastslaaet (jf. dom af 1.7.1969, forenede sager 2/69 og 3/69, Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, Sml. s. 49, org. ref.: Rec. s. 211, af 25.1.1977, sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5, af 31.5.1979, sag 132/78, Denkavit, Sml. s. 1923, af 27.9.1988, sag 18/87, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 5427, og af 30.5.1989, sag 340/87, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1483), udgoer enhver ° selv ubetydelig ° oekonomisk byrde, som paalaegges ensidigt og belaster indenlandsk fremstillede eller udenlandske varer ved graenseoverskridelsen, uanset benaevnelse eller opkraevningsmaade, en afgift med tilsvarende virkning som indfoersels- og udfoerselstold.
14 Ifoelge samme retspraksis kan en saadan byrde, som paalaegges varer ved graenseoverskridelsen, dog ikke betegnes som en afgift med tilsvarende virkning som told, der er omfattet af traktatens forbud, saafremt den er et led i en almindelig, intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier anvendes paa indenlandsk fremstillede og indfoerte eller udfoerte varer, saafremt den udgoer et modstykke til en konkret tjenesteydelse, der faktisk og individuelt er praesteret over for den erhvervsdrivende, og afgiftens stoerrelse staar i et rimeligt forhold til denne tjenesteydelse, eller endelig, paa visse betingelser, saafremt den vedroerer kontrol, der skal udoeves for at opfylde faellesskabsretlige forpligtelser.
15 Det bemaerkes endelig, at traktatens artikel 9 og 12 kun forbyder afgifter med tilsvarende virkning som told i samhandelen "mellem medlemsstaterne", saaledes at bestemmelserne ikke vedroerer ind- eller udfoersel af varer fra eller til tredjelande (jf. dom af 10.10.1978, sag 148/77, Hansen & Balle, Sml. s. 1787, praemis 22).
16 I det foreliggende tilfaelde er det for det foerste ubestridt, at det anfaegtede bidrag udgoer en oekonomisk byrde, som ensidigt opkraeves af en medlemsstat, og som rammer en bestemt vare, fordi den passerer graensen.
17 Det bemaerkes, at det forhold, at et obligatorisk bidrag, der opkraeves ved ind- eller udfoersel af en vare, ikke opkraeves til fordel for staten, men til fordel for et offentligt organ, ikke paavirker kvalifikationen af bidraget som en afgift med tilsvarende virkning efter traktatens artikel 9 og 12 (jf. ovennaevnte dom i Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders-sagen, praemis 18).
18 For det andet er det anfaegtede bidrag ikke omfattet af nogle af de undtagelser, der er fastsat i den ovenfor i praemis 14 naevnte retspraksis.
19 Dels opkraeves bidraget ikke til daekning af omkostningerne ved kontrol, der skal udfoeres for at opfylde faellesskabsretlige forpligtelser. Dels rammer det udelukkende udfoersel af det her omhandlede produkt, og det udgoer ikke et led i en almindelig, intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier anvendes paa de bidragspligtige varer, uden hensyn til deres oprindelse, herkomst eller bestemmelsessted. Det fremgaar endelig af sagen, at det anfaegtede bidrag generelt skal anvendes til at finansiere Nationale Dienst' s salgsfremmende virksomhed. Det udgoer derfor ikke et modstykke til en konkret eller individuel fordel for den erhvervsdrivende, som staar i et rimeligt forhold til den leverede tjenesteydelse.
20 Heraf foelger, at et obligatorisk bidrag, som paalaegges udfoersel af kartofler, saasom det bidrag, der i henhold til artikel 4, punkt 4, i den belgiske kongelige anordning af 15. maj 1986, med senere aendringer, opkraeves til fordel for Nationale Dienst, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som udfoerselstold, der som saadan er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 9 og 12.
21 I det foreliggende tilfaelde paahviler det den nationale ret at afgoere, i hvilket omfang de af Lamaire udfoerte produkter var bestemt til andre medlemsstater eller til tredjelande. Det fremgaar af ovenstaaende, at der kun kan opkraeves bidrag ved udfoersel til tredjelande.
22 Herefter skal den nationale rets spoergsmaal besvares saaledes, at traktatens artikel 9 og 12 er til hinder for, at der ifoelge national lovgivning opkraeves et obligatorisk bidrag ved udfoersel af landbrugsprodukter til andre medlemsstater, saafremt det ikke opkraeves til daekning af omkostningerne ved kontrol til opfyldelse af forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, saafremt det udelukkende rammer udfoerslen af de beroerte produkter og ikke udgoer et led i en almindelig, intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier anvendes paa de bidragspligtige varer, uden hensyn til deres oprindelse, herkomst eller bestemmelsessted, og, endelig, saafremt det ikke udgoer et modstykke til en konkret eller individuel fordel for den erhvervsdrivende, som staar i et rimeligt forhold til den leverede tjenesteydelse.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
23 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Hof van Beroep, Bruxelles, ved dom af 25. marts 1993, for ret:
EOEF-traktatens artikel 9 og 12 er til hinder for, at der ifoelge national lovgivning opkraeves et obligatorisk bidrag ved udfoersel af landbrugsprodukter til andre medlemsstater, saafremt det ikke opkraeves til daekning af omkostningerne ved kontrol til opfyldelse af forpligtelser i henhold til faellesskabsretten, saafremt det udelukkende rammer udfoerslen af de beroerte produkter og ikke udgoer et led i en almindelig, intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme kriterier anvendes paa de bidragspligtige varer, uden hensyn til deres oprindelse, herkomst eller bestemmelsessted, og, endelig, saafremt det ikke udgoer et modstykke til en konkret eller individuel fordel for den erhvervsdrivende, som staar i et rimeligt forhold til den leverede tjenesteydelse.
Full & Egal Universal Law Academy