Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° faellesskabsbestemmelser ° personelt anvendelsesomraade ° en arbejdstagers familiemedlemmer ° sondring mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder ° ingen betydning ° ret til ligebehandling ved anvendelse af national lovgivning
(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 2, stk. 1, og art. 3, stk. 1)
2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° ligebehandling ° arbejdstagerens familiemedlemmer ° forskelsbehandling af den efterladte aegtefaelle med hensyn til frivillig forsikring ° ulovligt ° fortolkning, som ikke kan paaberaabes til stoette for at anfaegte retsforhold, der er blevet endelig afsluttet forud for den 30. april 1996
(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 2, stk. 1, og art. 3, stk. 1)
Sammendrag
1. Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som afgraenser den af forordningen omfattede personkreds, angaar to klart adskilte persongrupper: arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende paa den ene side og deres familiemedlemmer og efterladte paa den anden side. De foerstnaevnte skal, for at vaere omfattet af forordningen, vaere statsborgere i en medlemsstat, statsloese eller flygtninge bosat paa en medlemsstats omraade; derimod gaelder der ingen nationalitetsbetingelse for familiemedlemmer til eller efterladte efter arbejdstagere, der er faellesskabsstatsborgere, for at forordningen skal kunne finde anvendelse paa dem.
Sondringen mellem paa den ene side arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende og paa den anden side deres familiemedlemmer eller efterladte er afgoerende for det personelle anvendelsesomraade for en lang raekke bestemmelser i forordning nr. 1408/71, hvoraf nogle udelukkende finder anvendelse paa arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende. Dette gaelder for eksempel artikel 67-71 i forordning nr. 1408/71.
En faellesskabsarbejdstagers aegtefaelle kan saaledes ikke under henvisning til sin egenskab af arbejdstagerens familiemedlem goere krav paa at vaere omfattet af bestemmelserne i artikel 67-71 i forordning nr. 1408/71, hvis hovedformaal kun er at samordne rettigheder til ydelser ved arbejdsloeshed, som i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivninger udbetales til arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat, og ikke til deres familiemedlemmer. Dette var tilfaeldet i Kermaschek-dommen af 23. november 1976, sag 40/76.
Derimod tillaegger artikel 3, stk. 1, "medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning", "personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade", og som er omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, ret til ligebehandling ved anvendelse af medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, uden at der i bestemmelsen sondres mellem, om den paagaeldende er arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, henholdsvis en saadan persons familiemedlem eller efterladte aegtefaelle.
Hvis en arbejdstagers aegtefaelle, som, efter at have ledsaget denne til en anden medlemsstat, beslutter sig for at vende tilbage til sin hjemstat enten sammen med denne eller efter hans doed, ikke kunne paaberaabe sig reglen om ligebehandling med hensyn til udbetaling af visse ydelser i henhold til den seneste beskaeftigelsesstats lovgivning, ville det paa denne baggrund have negative indvirkninger paa arbejdstagernes og selvstaendige erhvervsdrivendes frie bevaegelighed, som faellesskabsbestemmelserne om samordning af de nationale lovgivninger om social sikring er et led i. Det ville nemlig vaere i strid med disse bestemmelsers formaal og aand at fratage en vandrende arbejdstagers eller selvstaendig erhvervsdrivendes aegtefaelle eller efterladte fordelen ved forbuddet mod forskelsbehandling ved udbetaling af ydelser ved alderdom, som den paagaeldende ville have kunnet goere krav paa, under ligebehandling med indlaendinge, saafremt han var forblevet i opholdsstaten.
Desuden kan sondringen mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder, som Domstolen har lagt til grund i Kermaschek-dommen, have til foelge, at der goeres indgreb i det grundlaeggende krav i faellesskabsretsordenen, som den ensartede anvendelse af disse regler udgoer, ved at goere deres anvendelighed paa borgerne afhaengig af, om der i henhold til den nationale lovgivning, der gaelder for de paagaeldende ydelser, er tale om en selvstaendig rettighed eller en afledt rettighed i henhold til de naermere bestemmelser i den nationale sociale sikringsordning.
Man kan saaledes ikke paa grundlag af sondringen i de forskellige nationale retsordeners bestemmelser om social sikring mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder, som varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og som udviklingen i disse retsordener har en tendens til at udviske, mere eller mindre restriktivt definere raekkevidden af ligebehandlingsprincippet, naar det drejer sig om at lade arbejdstagerens familiemedlemmer vaere omfattet deraf. Baade i betragtning af formaalet med og aanden i faellesskabsbestemmelserne om social sikring og noedvendigheden af, at disse anvendes paa ensartet maade, maa det tvaertimod antages ° bortset fra de tilfaelde, hvor det fremgaar af forordning nr. 1408/71, at der er tale om en ydelse, som kun arbejdstagere kan goere krav paa paa ikke-diskriminerende maade ° at lovgivningen om social sikring i arbejdstagerens beskaeftigelsesstat skal anvendes paa familiemedlemmer paa samme betingelser som denne stats egne borgere.
2. Artikel 2 og 3 i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at de kan paaberaabes af en vandrende arbejdstagers efterladte aegtefaelle med henblik paa fastsaettelsen af bidragssatsen for en frivillig forsikringsperiode, der er tilbagelagt i henhold til den medlemsstats alderspensionsordning, paa hvis omraade arbejdstageren har udoevet sin beskaeftigelse.
En aegtefaelle, som frivilligt betaler bidrag til en alderspensionsordning i den medlemsstat, hvor den paagaeldende i kraft af arbejdstagerens beskaeftigelse allerede har optjent pensionsrettigheder, som oenskes suppleret, er omfattet af faellesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, navnlig af forbuddet mod forskelsbehandling paa omraadet for social sikring i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.
Denne fortolkning af artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som adskiller sig fra den, som Domstolen tidligere har anlagt, kan dog af tvingende retssikkerhedshensyn, som er til hinder for, at retsforhold, som er blevet endeligt afsluttet i overensstemmelse med Domstolens tidligere faste praksis, paa ny anfaegtes, ikke paaberaabes til stoette for krav vedroerende ydelser i tilknytning til perioder, der ligger forud for den 30. april 1996, dvs. datoen for afsigelsen af den dom, hvori fortolkningen fastslaas, undtagen for saa vidt angaar personer, som foer denne dato har anlagt sag eller indgivet en tilsvarende klage.
Dommens præmisser
1 Ved dom af 3. juni 1993, indgaaet til Domstolen den 7. juni 1993, har Centrale Raad van Beroep i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 stillet en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 2 og 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter "forordning nr. 1408/71").
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem fru Cabanis-Issarte og Bestuur van de Sociale Verzekeringsbank (direktionen for den kompetente nederlandske socialsikringsinstitution, herefter "SVB") vedroerende fastsaettelsen af satsen for bidraget for en frivillig forsikringsperiode i henhold til Algemene Ouderdomswet (den nederlandske lov om almindelig alderdomsforsikring, herefter "AOW").
3 Fru Cabanis-Issarte, der er fransk statsborger, er efterlevende aegtefaelle til en vandrende arbejdstager, som ligeledes var fransk statsborger. I november 1948 bosatte parret sig i Nederlandene paa grund af aegtemandens erhverv. I oktober 1960 vendte aegtefaellerne tilbage til Frankrig. I november 1963 bosatte de sig paa ny i Nederlandene, hvor de boede indtil juli 1969, det aar, da hr. Cabanis naaede pensionsalderen. Paa denne dato vendte aegtefaellerne endeligt tilbage til Frankrig, hvor hr. Cabanis doede i oktober 1977.
4 Fra den 1. januar 1957, datoen for AOW' s ikrafttraeden, til oktober 1960 var fru Cabanis-Issarte "obligatorisk forsikret" i henhold til AOW i kraft af, at hun boede paa nederlandsk omraade. Under aegtefaellernes ophold i Frankrig fra den 20. oktober 1960 til den 12. november 1963 var hun tilsluttet i henhold til AOW i kraft af de frivillige bidrag, som hendes aegtefaelle betalte. Derefter blev hun igen "obligatorisk forsikret" i henhold til AOW som bosiddende i Nederlandene indtil sin endelige tilbagevenden til Frankrig den 15. juli 1969.
5 For perioden forud for AOW' s ikrafttraeden, fra den 23. november 1948 til den 31. december 1956, var fru Cabanis-Issarte forsikret i henhold til den nederlandske lovgivning i medfoer af AOW' s overgangsbestemmelser, sammenholdt med bestemmelserne i afsnit H i bilag V til forordning nr. 1408/71, som tilpasset ved akten vedroerende tiltraedelsesvilkaarene og tilpasningerne af traktaterne i forbindelse med Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tiltraedelse (EFT Saerudgave, 27.3.1972, s. 14).
6 Afsnit H, punkt 2, litra a), c) og e), indeholdt saaledes en raekke regler om ligestilling, som gav mulighed for en saadan daekning. Reglerne loed saaledes:
"a) Som forsikringsperioder tilbagelagt efter nederlandsk lovgivning om almindelig alderdomsforsikring anses ogsaa perioder foer den 1. januar 1957, i hvilke en berettiget person, der ikke opfylder betingelserne for, at naevnte perioder kan ligestilles med forsikringsperioder, efter sit fyldte 15. aar har vaeret bosat paa nederlandsk omraade, eller i hvilke han har haft loennet beskaeftigelse i Nederlandene for en arbejdsgiver i naevnte land, mens han var bosat paa en anden medlemsstats omraade.
(...)
c) For saa vidt [angaar] en gift kvinde, hvis mand er berettiget til en pension efter nederlandsk lovgivning om almindelig alderdomsforsikring, anses ogsaa perioder, i hvilke hun foer sit fyldte 65. aar har vaeret gift med den paagaeldende mand og har vaeret bosat paa en eller flere medlemsstaters omraade, som forsikringsperioder, for saa vidt de paagaeldende perioder falder sammen med forsikringsperioder, som hendes mand har tilbagelagt i henhold til naevnte lovgivning, og med perioder, der vil vaere at medregne i medfoer af litra a).
(...)
e) For saa vidt angaar en kvinde, som har vaeret gift, og hvis mand har vaeret omfattet af nederlandsk lovgivning om alderdomsforsikring, eller anses for at have tilbagelagt forsikringsperioder i medfoer af reglerne i litra a), finder bestemmelserne i litra c) og d) tilsvarende anvendelse.
(...)"
7 Fra han blev pensioneret i februar 1969 og indtil sin doed i oktober 1977 modtog hr. Cabanis en "pension for gifte personer", som blev beregnet paa grundlag af ovennaevnte forsikringsperioder, som de to aegtefaeller havde tilbagelagt. I loebet af denne periode kunne fru Cabanis-Issarte, som fyldte 65 aar i maj 1974, ikke personligt goere krav paa en pension i henhold til AOW, idet hendes beskyttelse som gift kvinde i henhold til denne ordning, som den var gaeldende paa det paagaeldende tidspunkt, udelukkende blev sikret gennem den pension, der blev udbetalt til hendes mand.
8 Efter sin aegtefaelles doed kunne fru Cabanis-Issarte derimod fra den 1. april 1978 goere krav paa en selvstaendig ret til "pension for ugifte personer" i henhold til AOW. SVB nedsatte imidlertid denne pension med et beloeb svarende til de 29 aar, i hvilke fru Cabanis-Issarte ikke havde vaeret forsikret i henhold til ordningen, nemlig perioden fra hendes fyldte 15. aar (13.5.1924) og indtil den dato, hvor aegtefaellerne foerste gang bosatte sig i Nederlandene (23.11.1948) og perioden fra datoen for deres endelige tilbagevenden til Frankrig (15.7.1969) og indtil fru Cabanis-Issarte fyldte 65 aar (13.5.1974).
9 For den sidstnaevnte periode foreslog SVB fru Cabanis-Issarte at indbetale frivillige bidrag. Ved afgoerelse af 7. juli 1980 fastsatte SVB bidraget for denne frivillige forsikring til den maksimale sats i henhold til artikel 2, stk. 1, i kongelig anordning af 24. februar 1961 (Stb. 56), som bestemmer foelgende:
"Praemien andrager for hvert i perioden beliggende fulde kalenderaar det beloeb, som en forsikret hoejst kan vaere forpligtet til at betale i henhold til Algemene Ouderdomswet for det paagaeldende aar."
10 Denne bestemmelse gaelder dog ikke for nederlandske statsborgere, som i henhold til artikel 2, stk. 2, i den kongelige anordning af 1961 skal betale et lavere bidrag, idet praemien
"for hvert i perioden beliggende fulde kalenderaar, for hvilket han over for Sociale Verzekeringsbank kan godtgoere, at dette er gunstigere for ham, [andrager] samme procentsats af hans indkomst i det paagaeldende kalenderaar, som ifoelge Algemene Ouderdomswet' s artikel 28 gaelder for dette aar, dog mindst 5% af det beloeb, som en forsikret hoejst kan vaere forpligtet til at betale for det paagaeldende aar ifoelge denne lov".
11 Artikel 3 i kongelig anordning af 22. december 1971 (Stb. 798) indeholder bestemmelser svarende til de naevnte, blot med den forskel, at den sidstnaevnte kongelige anordning ligeledes henviser til Algemene Weduwen- en Wezenwet (den nederlandske lov om almindelig forsikring for enker og for boern, der har mistet begge foraeldre eller en af dem).
12 Fru Cabanis-Issarte indbragte SVB' s afgoerelse om at fastsaette de bidrag, der skulle betales i henhold til den frivillige forsikring, til den maksimale bidragssats for Raad van Beroep, Amsterdam.
13 Ved dom af 2. februar 1987 gav Raad van Beroep, Amsterdam, sagsoegeren medhold. Retten fandt navnlig, at "forordning (EOEF) nr. 1408/71 finder anvendelse paa sagsoegeren i henhold til bestemmelserne i artikel 2, og at hun i henhold til forordningens artikel 3 er omfattet af bestemmelserne om frivillig betaling af bidrag paa samme betingelser som nederlandske statsborgere".
14 Ifoelge artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 finder denne anvendelse "paa arbejdstagere (...), som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater (...), samt paa deres familiemedlemmer og efterladte".
15 Artikel 3, stk. 1, bestemmer, at "personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning".
16 SVB ankede dommen til Centrale Raad van Beroep, som bl.a. fandt, at en person som fru Cabanis-Issarte, hvis hun havde boet i Nederlandene i perioden fra den 15. juli 1969 til den 13. maj 1974, fortsat ville have vaeret obligatorisk forsikret som bosiddende, og at bidraget, til forskel fra den frivillige forsikring, ikke ville vaere blevet fastsat til den maksimale sats.
17 Da Centrale Raad van Beroep naerede tvivl med hensyn til indholdet af de rettigheder, som fru Cabanis-Issarte kunne udlede af forordning nr. 1408/71, udsatte retten sagen og stillede Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:
"1) Finder forordning (EOEF) nr. 1408/71 ° ifoelge forordningens artikel 2 ° i tilfaelde som det foreliggende anvendelse paa en person som indstaevnte, herunder princippet om ligebehandling, som omhandlet i forordningens artikel 3,
a) fordi hun maa betragtes som en berettiget person i henhold til kriterierne i afsnit H, punkt 2, litra a), i bilag V til forordningen (saaledes som dette bilag var nummereret paa tidspunktet for den anfaegtede afgoerelse)?
b) fordi hun maa betragtes som familiemedlem eller (til sidst) efterladt, som omhandlet i forordningens artikel 2, paa grund af den omstaendighed, at hun i henhold til artikel 9 i den dagaeldende kongelige anordning af 24. februar 1961 har vaeret (med-)forsikret paa grundlag af praemiebetaling i henhold til den frivillige forsikring for hendes davaerende aegtefaelle (for perioden 20.10.1960 ° 12.11.1963)?
c) fordi hun maa betragtes som familiemedlem eller efterladt paa grund af den omstaendighed, at det maa antages, at punkt 2, litra e), i ovennaevnte bilags afsnit H, sammenholdt med punkt 2, litra c), finder anvendelse paa hende for den sidstnaevnte periode, men ogsaa derudover?
2) Kan det antages, at der i tilfaelde som det foreliggende som foelge af udoevelsen af retten til fri bevaegelighed gaar sociale sikringsfordele tabt, saaledes at formaalet med EOEF-traktatens artikel 48 til og med 51 ikke vil blive naaet, og i saa fald, hvad er konsekvenserne heraf for den i denne sag omhandlede betingelse om statsborgerskab for at opnaa praemienedsaettelse?"
Det foerste spoergsmaal
18 Den forelaeggende rets foerste spoergsmaal gaar i det vaesentlige ud paa, om artikel 2 og 3 i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at en vandrende arbejdstagers efterladte aegtefaelle kan paaberaabe sig dem med henblik paa fastsaettelsen af bidragssatsen for en frivillig forsikringsperiode, som er tilbagelagt i henhold til den medlemsstats alderspensionsordning, paa hvis omraade arbejdstageren har haft beskaeftigelse.
19 Det foelger af fast retspraksis siden dommen af 23. november 1976 (sag 40/76, Kermaschek, Sml. s. 1669), at en arbejdstagers familiemedlemmer i henhold til artikel 2 i forordning nr. 1408/71 kun kan goere krav paa afledte rettigheder, dvs. rettigheder som er erhvervet i egenskab af en arbejdstagers familiemedlem.
20 SVB, de medlemsstater, der har afgivet indlaeg, og Kommissionen er samstemmende af den opfattelse, at en vandrende arbejdstagers efterladte aegtefaelle ifoelge denne retspraksis ikke kan paaberaabe sig artikel 3 i forordning nr. 1408/71 med henblik paa fastsaettelsen af satsen for det bidrag for en frivillig forsikringsperiode, der skal erlaegges for at kunne opnaa en alderspension, naar retten til en saadan ydelse ikke er en afledt ret, som er erhvervet i egenskab af en arbejdstagers familiemedlem eller efterladte, men en selvstaendig ret, som er erhvervet uafhaengigt af enhver familiemaessig tilknytning til en arbejdstager.
21 I denne forbindelse bemaerkes, at artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 som afgraenser den af forordningen omfattede personkreds, angaar to klart adskilte persongrupper: arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende paa den ene side og deres familiemedlemmer og efterladte paa den anden side. De foerstnaevnte skal for at vaere omfattet af forordningen vaere statsborgere i en medlemsstat, statsloese eller flygtninge bosat paa en medlemsstats omraade; derimod gaelder der ingen nationalitetsbetingelse for familiemedlemmer til eller efterladte efter arbejdstagere, der er faellesskabsstatsborgere, for at forordningen skal kunne finde anvendelse paa dem.
22 Sondringen mellem paa den ene side arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende og paa den anden side deres familiemedlemmer eller efterladte er afgoerende for det personelle anvendelsesomraade for en lang raekke bestemmelser i forordning nr. 1408/71, hvoraf nogle udelukkende finder anvendelse paa arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende.
23 Saaledes kan en faellesskabsarbejdstagers aegtefaelle ikke under henvisning til sin egenskab af arbejdstagerens familiemedlem goere krav paa at vaere omfattet af bestemmelserne i artikel 67-71 i forordning nr. 1408/71, hvis hovedformaal kun er at samordne rettigheder til ydelser ved arbejdsloeshed, som i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivninger udbetales til arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat, og ikke til deres familiemedlemmer.
24 Dette var tilfaeldet i den naevnte Kermaschek-dom. Fru Kermaschek, der var jugoslavisk statsborger, stillede krav om at vaere omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 om sammenlaegning af forsikrings- eller beskaeftigelsesperioder for at faa ret til ydelser ved arbejdsloeshed. Hun kunne herved ikke paaberaabe sig sin egenskab af arbejdstager i Tyskland, fordi hun var statsborger i et tredjeland. Hun kunne heller ikke paaberaabe sig sin egenskab af aegtefaelle til en tysk arbejdstager, fordi de paagaeldende faellesskabsbestemmelser udelukkende fandt anvendelse paa arbejdstagere.
25 Det sagsforhold, der er indbragt for den forelaeggende ret i denne sag, er imidlertid anderledes. Fru Cabanis-Issarte kraever nemlig at vaere omfattet af ligebehandlingsprincipppet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 med henblik paa fastsaettelsen af bidragssatsen for en frivillig forsikringsperiode, der er tilbagelagt i henhold til nederlandsk lovgivning, og som skal supplere en obligatorisk forsikringsperiode, der er tilbagelagt i henhold til samme lovgivning.
26 Det bemaerkes imidlertid, at artikel 3, stk. 1, "medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning", tillaegger "personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade", og som er omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 ret til ligebehandling ved anvendelse af medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, uden at der i bestemmelsen sondres mellem, om den paagaeldende er arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, henholdsvis en saadan persons familiemedlem eller efterladte aegtefaelle. Det skal tilfoejes, at enhver fravigelse af ligebehandlingsprincippet i henhold til en af de bestemmelser i forordningen, som der henvises til i artikel 3, stk. 1, under alle omstaendigheder skal vaere objektivt begrundet, da det grundlaeggende forbud mod forskelsbehandling i artikel 3, stk. 1, paa omraadet for social sikring ellers ville miste sit indhold.
27 I denne forbindelse bemaerkes foerst, at fru Cabanis-Issarte i sin egenskab af efterladt aegtefaelle til en vandrende arbejdstager i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 er omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade, dernaest at den alderspension, som SVB udbetaler til fru Cabanis-Issarte, henhoerer under sikringsgrenen "ydelser ved alderdom", som er naevnt i artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71 og endelig, at der ikke er nogen bestemmelse i forordningen, navnlig i afsnit III, kapitel 3, "Alderdom og doedsfald (pensioner)", der indeholder saerlige bestemmelser for forskellige kategorier af ydelser, som udelukker, at artikel 3, stk. 1, anvendes til fordel for en arbejdstagers efterladte aegtefaelle med hensyn til betingelserne for tildeling af en pension baseret paa frivillige bidrag.
28 Det foelger af det foregaaende, at fru Cabanis-Issarte opfylder betingelserne for, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse paa hende.
29 Det bemaerkes imidlertid, at Domstolen i en raekke domme, som er afsagt efter Kermaschek-dommen, har antaget, at et medlem af en vandrende arbejdstagers familie ikke under henvisning til artikel 2 og 3 i forordning nr. 1408/71 kan goere krav paa, under ligebehandling med indlaendinge, at faa tildelt en social sikringsydelse i henhold til opholdsstatens lovgivning, fordi den udbetales i kraft af en selvstaendig ret og ikke paa grund af den paagaeldendes status som familiemedlem til en arbejdstager, og at Domstolen herved ikke foerst har fastslaaet, om der findes saerlige bestemmelser i forordningen, der er til hinder for anvendelsen af artikel 3, stk. 1 (jf. dom af 6.6.1985, sag 157/84, Frascogna, Sml. s. 1739, af 20.6.1985, sag 94/84, Deak, Sml. s. 1873, af 17.12.1987, sag 147/87, Zaoui, Sml. s. 5511, af 8.7.1992, sag C-243/91, Taghavi, Sml. I, s. 4401, og af 27.5.1993, sag C-310/91, Schmid, Sml. I, s. 3011).
30 Men hvis en arbejdstagers aegtefaelle, som, efter at have ledsaget denne til en anden medlemsstat, beslutter sig for at vende tilbage til sin hjemstat enten sammen med denne eller efter hans doed, ikke kunne paaberaabe sig reglen om ligebehandling med hensyn til udbetaling af visse ydelser i henhold til den seneste beskaeftigelsesstats lovgivning, ville det have negative indvirkninger paa arbejdstagernes og selvstaendige erhvervsdrivendes frie bevaegelighed, som faellesskabsbestemmelserne om samordning af de nationale lovgivninger om social sikring er et led i. Det ville nemlig vaere i strid med disse bestemmelsers formaal og aand at fratage en vandrende arbejdstagers eller selvstaendig erhvervsdrivendes aegtefaelle eller efterladte fordelen ved forbuddet mod forskelsbehandling ved udbetaling af ydelser ved alderdom, som den paagaeldende ville have kunnet goere krav paa, under ligebehandling med indlaendinge, saafremt vedkommende var forblevet i opholdsstaten.
31 Desuden maa det fastslaas, at sondringen mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder, som Domstolen har anvendt i de domme, der er naevnt i praemis 29, kan have til foelge, at der goeres indgreb i det grundlaeggende krav i faellesskabsretsordenen, som den ensartede anvendelse af disse regler udgoer, ved at goere deres anvendelighed paa borgerne afhaengig af, om der i henhold til den nationale lovgivning, der gaelder for de paagaeldende ydelser, er tale om en selvstaendig rettighed eller en afledt rettighed i henhold til de naermere bestemmelser i den nationale sociale sikringsordning.
32 Disse naermere bestemmelser kan endog foere til, at de pensionsrettigheder, der er optjent i loebet af forsikrings- eller bopaelsperioder, som tages i betragtning ved beregningen af pensionen, med henblik paa udbetaling af en alderspension i henhold til en enkelt medlemsstats lovgivning betegnes som selvstaendige rettigheder eller afledte rettigheder alt efter den paagaeldende periode. Dette gaelder, som generaladvokaten har fremhaevet i punkt 15 i sit forslag til afgoerelse af 29. februar 1996, i fru Cabanis-Issarte' s tilfaelde, idet hun i henhold til den nederlandske lovgivning for nogle forsikringsperioders vedkommende har erhvervet pensionsrettigheder i sin egenskab af en vandrende arbejdstagers familiemedlem, men for andre perioder som en selvstaendig rettighed.
33 Det skal tilfoejes, at en saadan sondring mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder, som Kommissionen har anfoert, har en tendens til at blive udvisket i de nationale sociale sikringsordninger paa grund af en tendens til at udvide den sociale sikringsdaekning til at gaelde i alle tilfaelde.
34 Under disse omstaendigheder giver den udelukkelse fra at vaere omfattet af den grundlaeggende regel om ligebehandling, som for en vandrende arbejdstagers eller selvstaendig erhvervsdrivendes efterladte aegtefaelle vil foelge af sondringen mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder, Domstolen anledning til at begraense raekkevidden af den retspraksis, som foelger af Kermaschek-dommen, til alene at omfatte de omstaendigheder, der er beskrevet i praemis 23 og 24.
35 Som begrundelse for, at der paa trods heraf i denne sag er sondret mellem selvstaendige rettigheder og afledte rettigheder, har SVB og de medlemsstater, der har afgivet indlaeg, i det vaesentlige gjort gaeldende, at en saadan sondring, som giver mulighed for at afgraense omfanget af de rettigheder, som henholdsvis arbejdstagerne og deres familiemedlemmer kan goere krav paa i henhold til forordning nr. 1408/71, foelger af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, som i foerste raekke angaar de personer, der udoever eller har udoevet oekonomisk virksomhed, og af hvis status de rettigheder er afledt, som faellesskabsretten tillaegger deres familiemedlemmer.
36 Den nederlandske regering har navnlig anfoert, at ikke blot har fru Cabanis-Issarte aldrig arbejdet i den kompetente stat, men desuden er de paagaeldende rettigheder til ydelser knyttet til en periode, i hvilken den paagaeldende end ikke boede paa denne stats omraade.
37 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.
38 For det foerste bemaerkes, at arbejdskraftens frie bevaegelighed, som er garanteret ved traktatens artikel 48, indebaerer en ret til integration i opholdsstaten, navnlig for arbejdstagerens familie, for at undgaa negative indvirkninger paa denne frihed i mangel heraf. I denne forbindelse bemaerkes, at adgangen til ligebehandling, navnlig med hensyn til sociale fordele, som er fastsat i artikel 7, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467), saaledes som den er blevet anerkendt i fast retspraksis til fordel for arbejdstagerens familiemedlemmer, har samme formaal og udgoer en vaesentlig faktor ved integrationen i opholdsstaten.
39 Dernaest bemaerkes med hensyn til anvendelsen af nationale lovgivninger om social sikring paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, at der i traktatens artikel 51 er paalagt Raadet den opgave at vedtage de foranstaltninger vedroerende social tryghed, der er noedvendige for at gennemfoere arbejdskraftens frie bevaegelighed (jf. bl.a. domme af 26.10.1995, sag C-481/93, Moscato, Sml. I, s. 3525, praemis 27, og sag C-482/93, Klaus, Sml. I, s. 3551, praemis 21).
40 Forordning nr. 1408/71 indeholder med henblik herpaa en raekke bestemmelser, som bl.a. har til formaal, ved teknikker og fremgangsmaader, der varierer alt efter den paagaeldende sociale sikringsgren, at undgaa, at en arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, som har udoevet sin ret til fri bevaegelighed, og som efter at have naaet pensionsalderen beslutter at vende tilbage til sit hjemland, samt en saadan persons familiemedlemmer mister sociale sikringsfordele, som de ville have kunnet goere krav paa, hvis de var forblevet i den seneste beskaeftigelsesstat.
41 I det foreliggende tilfaelde staar det fast, at fru Cabanis-Issarte, som er fransk statsborger, aldrig har haft arbejde, men har ledsaget sin aegtefaelle under hele dennes erhvervsforloeb i Nederlandene. Under disse omstaendigheder er det paa grund af hendes mands udoevelse af retten til fri bevaegelighed, at hun har faaet tillagt ret til at bosaette sig sammen med ham paa nederlandsk omraade og dermed har kunnet optjene pensionsrettigheder i henhold til den nederlandske lovgivning, saavel for bopaelsperioderne i Nederlandene som for bopaelsperioderne i Frankrig, enten paa grund af sin mands frivillige forsikring eller en personlig frivillig forsikring.
42 Det er herved klart, at den i hovedsagen omtvistede frivillige forsikringsperiode noedvendigvis har til formaal at supplere de obligatoriske forsikringsperioder, som fru Cabanis-Issarte havde tilbagelagt i Nederlandene, fordi hun boede i Nederlandene sammen med sin mand, der var vandrende arbejdstager.
43 Det foelger af det foregaaende, at i modsaetning til, hvad bl.a. SVB og den nederlandske regering har anfoert, er fru Cabanis-Issarte' s situation med hensyn til den frivillige forsikringsperiode, ved hvis optjening SVB har naegtet hende de samme nedsaettelser af bidrag som dem, der gives til indlaendinge, omfattet af faellesskabsreglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed, navnlig af forbuddet mod forskelsbehandling paa omraadet for social sikring i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som angaar saavel arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende som deres familiemedlemmer.
44 Paa baggrund af det foregaaende skal det foerste spoergsmaal besvares med, at artikel 2 og 3 i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at de kan paaberaabes af en vandrende arbejdstagers efterladte aegtefaelle med henblik paa fastsaettelsen af bidragssatsen for en frivillig forsikringsperiode, der er tilbagelagt i henhold til den medlemsstats alderspensionsordning, paa hvis omraade arbejdstageren har udoevet sin beskaeftigelse.
Det andet spoergsmaal
45 I betragtning af det svar, der er givet paa det foerste spoergsmaal, er det ikke fornoedent at behandle eller besvare det andet spoergsmaal.
Dommens tidsmaessige virkning
46 Saavel SVB som de medlemsstater, der har afgivet indlaeg for Domstolen, er af den opfattelse, at saafremt Domstolen maatte revidere sin praksis, som den kommer til udtryk i Kermaschek-dommen, boer de tidsmaessige virkninger af dommen begraenses. Der er i denne forbindelse i det vaesentlige blevet henvist til de alvorlige foelger, som dommen ville faa for finansieringen af de sociale sikringsordninger, og til, at der er tale om en radikal aendring af retspraksis.
47 Selv om de medlemsstater, der har afgivet indlaeg, ikke har vaeret i stand til, selv tilnaermelsesvis, at vurdere de oekonomiske foelger af det svar, der er givet paa det foerste spoergsmaal, forhindrer tvingende retssikkerhedshensyn, at retsforhold, som er blevet endeligt afsluttet i overensstemmelse med Domstolens tidligere praksis, hvis raekkevidde begraenses ved denne dom, paa ny anfaegtes.
48 Under disse omstaendigheder boer det bestemmes, at denne dom ikke kan paaberaabes til stoette for krav vedroerende ydelser i tilknytning til perioder, der ligger forud for datoen for dens afsigelse, undtagen for saa vidt angaar personer, som foer denne dato har anlagt sag eller indgivet tilsvarende klage.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
49 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske, den tyske, den franske og den oestrigske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
kender
DOMSTOLEN
vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Centrale Raad van Beroep ved dom af 3. juni 1993, for ret:
1) Artikel 2 og 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, skal fortolkes saaledes, at de kan paaberaabes af en vandrende arbejdstagers efterladte aegtefaelle med henblik paa fastsaettelsen af bidragssatsen for en frivillig forsikringsperiode, der er tilbagelagt i henhold til den medlemsstats alderspensionsordning, paa hvis omraade arbejdstageren har udoevet sin beskaeftigelse.
2) Denne dom kan ikke paaberaabes til stoette for krav vedroerende ydelser i tilknytning til perioder, der ligger forud for datoen for dens afsigelse, undtagen for saa vidt angaar personer, som foer denne dato har anlagt sag eller indgivet en tilsvarende klage.
Full & Egal Universal Law Academy