EUR-Lex -  61993TJ0491 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 24. september 1996. - Richco Commodities Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Nødhjælp fra Fællesskabet til staterne i det tidligere Sovjetunionen - Licitation - Annullationssøgsmål - Formaliteten - Erstatningssøgsmål - Formaliteten. - Sag T-491/93.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° gennemfoerelse af et laan, Faellesskabet har ydet til Sovjetunionen og dens republikker ° kommissionsbeslutning, der er rettet til laantageren, og hvorved Kommissionen afslaar at godkende, at aendringer i kontrakterne mellem laantagerens befuldmaegtigede og en virksomhed, som har faaet tildelt kontrakten, er i overensstemmelse med de gaeldende faellesskabsbestemmelser ° soegsmaal rejst af virksomheden ° afvisning

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

2. Erstatningssoegsmaal ° selvstaendig karakter i forhold til annullationssoegsmaal ° soegsmaal, hvorved der tilsigtes en ophaevelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig ° afvisning ° bevisbyrde ° erstatningskrav mod Faellesskabet ° antagelse til realitetsbehandling

(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2)

Sammendrag

1. I forbindelse med gennemfoerelsen af et laan, Faellesskabet har ydet til Sovjetunionen og dens republikker til import af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger, er en virksomhed, som har faaet tildelt en kontrakt paa levering af hvede, ikke umiddelbart beroert i traktatens artikel 173, stk. 4' s forstand af en kommissionsbeslutning, der er rettet til den laantagende republiks finansielle institution, og hvorved Kommissionen afslaar at godkende, at aendringer i kontrakterne mellem den virksomhed, som har faaet tildelt kontrakten, og den af den laantagende republik udpegede befuldmaegtigede er i overensstemmelse med de gaeldende faellesskabsbestemmelser. Den virksomhed, der har faaet tildelt en kontrakt, har saaledes kun et retligt forhold til sin medkontrahent, dvs. den institution, der er udpeget til at indgaa koebekontrakterne, mens Kommissionen paa sin side kun har et retligt forhold til sin medkontrahent, dvs. den laantagende republiks finansielle institution. Som foelge heraf har Kommissionens handlinger ikke betydning for de naevnte kontrakters retlige gyldighed, idet det kun paahviler Kommissionen at undersoege, om betingelserne i henhold til faellesskabsbestemmelserne er opfyldt.

Heraf foelger, at den virksomhed, der har faaet tildelt kontrakten, ikke kan anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen.

2. Erstatningssoegsmaalet efter traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, er indfoert som et selvstaendigt retsmiddel med en saerlig funktion i forhold til andre retsmidler, saaledes at afvisning af en sag for saa vidt angaar en paastand om annullation i princippet ikke kan medfoere, at sagen ogsaa skal afvises for saa vidt angaar en paastand om erstatning for et tab, der haevdes at vaere lidt som foelge af den retsakt, der kraeves annulleret. Dette gaelder dog ikke, saafremt der med erstatningssoegsmaalet reelt tilsigtes en ophaevelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig, og soegsmaalet dermed udgoer en omgaaelse af proceduren. Bevisbyrden for en saadan omgaaelse paahviler den part, der goer den gaeldende.

En afvisningspaastand, hvorved det blot haevdes, at sagsoegeren ved hjaelp af et erstatningskrav kun soeger at opnaa samme pris, som sagsoegeren ville have faaet, hvis Kommissionen ° i forbindelse med gennemfoerelsen af et laan, der er ydet af Faellesskabet ° havde godkendt, at aendringer i en af sagsoegeren indgaaet handelsaftale var i overensstemmelse med de gaeldende faellesskabsbestemmelser, opfylder ikke denne betingelse. Da det ikke kan udelukkes, at Kommissionen, dens tjenestegrene eller enkelte ansattes handlinger eller adfaerd har paafoert tredjemand et tab, skal enhver, som haevder at have lidt et tab som foelge af en saadan handling eller adfaerd, have mulighed for at anlaegge erstatningssag, dog saaledes, at han skal bevise, at der er tale om en skade som foelge af en retsstridig handling eller adfaerd, som kan tilregnes Faellesskabet. Heraf foelger, at en sag for saa vidt angaar en paastand om erstatning for et oekonomisk tab, som sagsoegeren goer gaeldende at have lidt som foelge af en kommissionsbeslutning om ikke at godkende, at aendringer i kontrakten er i overensstemmelse med de naevnte bestemmelser, skal antages til realitetsbehandling.

Dommens præmisser

De relevante retsforskrifter

1 Da Raadet havde konstateret, at det var noedvendigt at yde Sovjetunionen og dens republikker bistand paa foedevare- og laegemiddelomraadet, vedtog det den 16. december 1991 afgoerelse 91/658/EOEF om ydelse af et mellemfristet laan til Sovjetunionen og dens republikker (EFT L 362, s. 89, herefter "afgoerelse 91/658"). I afgoerelsen bestemmes foelgende:

"Artikel 1

Faellesskabet yder Sovjetunionen og dens republikker et mellemfristet laan paa 1 250 mio. ECU i hovedstol i tre successive rater med en loebetid paa hoejst tre aar til import af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger ...

Artikel 2

Til det i artikel 1 naevnte formaal bemyndiges Kommissionen til paa Faellesskabets vegne at laane de noedvendige midler, som stilles til raadighed for Sovjetunionen og dens republikker i form af et laan.

Artikel 3

Det i artikel 2 naevnte laan forvaltes af Kommissionen.

Artikel 4

1. Kommissionen bemyndiges til i samraad med myndighederne i Sovjetunionen og dens republikker ... at fastlaegge de oekonomiske og finansielle betingelser i forbindelse med laangivningen samt reglerne for overdragelsen af midlerne og om de noedvendige garantier for laanets tilbagebetaling.

3. Importen af varerne, som finansieres ved hjaelp af laanet, sker til verdensmarkedspriserne. Der skal sikres fri konkurrence ved indkoeb og levering af varerne, som skal opfylde de internationalt anerkendte kvalitetsnormer."

2 Den 9. juli 1992 vedtog Kommissionen forordning (EOEF) nr. 1897/92 om gennemfoerelsesbestemmelser for mellemfristet laan til Sovjetunionen og dens republikker, som fastsat ved Raadets afgoerelse 91/658/EOEF (EFT L 191, s. 22, herefter "forordning nr. 1897/92"). I forordningen bestemmes foelgende:

"Artikel 2

Laanene ydes paa grundlag af aftaler, der indgaas mellem republikkerne og Kommissionen, og som skal omfatte kravene i artikel 3 til 7 som betingelse for, at laanene kan komme til udbetaling.

...

Artikel 4

1. Laanene anvendes kun til finansiering af indkoeb og levering i henhold til kontrakter, som er blevet anerkendt af Kommissionen som vaerende i overensstemmelse med afgoerelse 91/658/EOEF og med bestemmelserne i de aftaler, der omhandles i artikel 2.

2. Kontrakterne forelaegges Kommissionen til anerkendelse af republikkerne eller de af dem udpegede finansielle institutioner.

Artikel 5

Den i artikel 4 omhandlede anerkendelse gives kun, hvis betingelserne i denne artikel er opfyldt:

1) Kontrakten skal vaere indgaaet efter en procedure, der sikrer fri konkurrence ...

2) Kontrakten skal vaere indgaaet paa de gunstigste vilkaar for saa vidt angaar den pris, der normalt opnaas paa de internationale markeder."

3 Den 9. december 1992 undertegnede EOEF, Den Russiske Foederation og dennes finansielle institution, Vnesheconombank (herefter "VEB"), i overensstemmelse med forordning nr. 1897/92 et "Memorandum of Understanding" (herefter "rammeaftalen"), som skulle danne grundlag for Det Europaeiske Faellesskabs ydelse af det i afgoerelse 91/658 omhandlede laan til Rusland. Det bestemtes heri, at EOEF som laangiver skulle yde VEB som laantager et mellemfristet laan paa 349 mio. ECU i hovedstol med en loebetid paa hoejst tre aar med Den Russiske Foederation som garant. I rammeaftalen bestemmes foelgende:

"6. Laaneprovenuet, eksklusive de af EOEF afholdte gebyrer og omkostninger, udbetales til laantager og anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i laaneaftalen udelukkende til daekning af uigenkaldelige remburser, som laantager i forbindelse med leveringskontrakter har udstedt under anvendelse af den internationale standardformular. Der kan kun udbetales midler af laanet til laantager, naar disse kontrakter og remburser er blevet godkendt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber som vaerende i overensstemmelse med Raadets afgoerelse af 16. december 1991 og naervaerende rammeaftale."

I henhold til rammeaftalens punkt 7 skulle en raekke betingelser samtidig vaere opfyldt, for at en kontrakt kunne anses for at opfylde kravene i afgoerelse 91/658 og dermed godkendes. Bl.a. var det bestemt, at leverandoererne skulle vaelges af de russiske organisationer, der var udpeget hertil af Den Russiske Foederations regering.

4 Den 9. december 1992 undertegnede Kommissionen og VEB den i forordning nr. 1897/92 og rammeaftalen omhandlede laaneaftale (herefter "laaneaftalen"). I denne aftale bestemmes proceduren for udbetaling af laanet naermere. Ved aftalen oprettes en laanefacilitet, der kan benyttes i en bestemt periode (15.1.1993-15.7.1993), og hvorefter der kan udbetales godkendte beloeb til betaling af leverancer.

5 Udbetalingsproceduren, som er udformet paa grundlag af saedvanlig praksis i den internationale handel, beskrives i laaneaftalens afsnit III paa foelgende maade:

"5. Traek paa laanet

5.1 Procedure

a) Laantager giver ved en anmodning om godkendelse laangiver meddelelse om, at det paataenkes, at der skal ske udbetaling ...

b) Hvis den periode, hvori der kan traekkes paa laanet, er begyndt at loebe, og laangiver paa grundlag af oplysningerne i godkendelsesanmodningen og efter sit frie skoen finder, at formaalet med den paataenkte udbetaling er i overensstemmelse med punkt 3 og rammeaftalen, og kan acceptere den i godkendelsesanmodningen anfoerte adviserende/bekraeftende bank, udsteder laangiver inden for en rimelig frist en bekraeftelse i alt vaesentligt under anvendelse af formularen i bilag 3.

c) Efter modtagelse af en bekraeftelse vedroerende en paataenkt udbetaling indgiver laantager en udbetalingsanmodning inden for udbetalingsperioden i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 5.3.

...

5.3 Udbetaling

a) Der kan kun stilles midler af laanet til raadighed for udbetaling paa grundlag af en udbetalingsanmodning, som laantager indgiver til laangiver, med henblik paa laantagers betaling af et forfaldent beloeb til en godkendt bekraeftende bank, jf. dog punkt 5.5. Alle udbetalingsanmodninger bliver uigenkaldelige ved indgivelsen og skal indebaere, at laantageren paatager sig en gaeldsforpligtelse (jf. dog punkt 10 og 12) fra den deri anfoerte dato paa det deri anfoerte beloeb, og at laantageren accepterer udbetalingsvilkaarene.

b) Udbetalingsanmodningerne skal opfylde foelgende krav:

i) Anmodningerne skal vaere affattet under anvendelse af formularen i bilag 4.

ii) Anmodningerne skal vaere underskrevet af laantager.

iii) Der skal anmodes om, at den paagaeldende betaling sker til den godkendte bekraeftende bank senest den sidste bankdag i den periode, hvori der kan traekkes paa laanet, idet beloebet krediteres denne banks konto.

iv) De i bilag 4 naevnte dokumenter skal vedlaegges anmodningerne."

6 Den aftalte brug af uigenkaldelige remburser er i overensstemmelse med "Uniform Customs and Practices for Documentary Credits" ("ensartede saedvaner og praksis med hensyn til remburs"), der er udarbejdet af Det Internationale Handelskammer i Paris og vedtaget af Faellesskabet som standardmodel til brug for udstedende banker.

7 Den 15. januar 1993 indgik Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2 i afgoerelse 91/658, som laantager paa Faellesskabets vegne, en laaneaftale med et bankkonsortium ledet af Crédit Lyonnais.

Sagens faktiske omstaendigheder

8 Sagsoegeren, et internationalt handelsselskab, blev sammen med andre selskaber kontaktet i forbindelse med en uformel licitation, der var ivaerksat af det statslige selskab Exportkhleb, som Den Russiske Foederation havde paalagt at forhandle om indkoeb af hvede.

9 Sagsoegeren underskrev den 28. november 1992 en kontrakt med Exportkhleb om salg af hvede, hvorved sagsoegeren forpligtede sig til at levere 700 000 tons broedhvede til 140 USD pr. ton, cif og free out ° havne i OEstersoeen. I kontrakten var det bestemt, at varen skulle indlastes inden den 28. februar 1993.

10 Efter indgaaelse af laaneaftalen (jf. ovenfor, praemis 4) anmodede VEB Kommissionen om at godkende de kontrakter, der var indgaaet mellem Exportkhleb og eksportselskaberne, herunder kontrakten med sagsoegeren.

11 Efter at Kommissionen havde faaet visse noedvendige supplerende oplysninger fra sagsoegeren, saerligt vedroerende vekselkursen mellem ECU og USD, som ikke var fastsat i kontrakten, gav Kommissionen endeligt sin godkendelse den 27. januar 1993 i form af en bekraeftelse ("Notice of Confirmation") over for VEB. Ifoelge sagsoegeren blev kontrakten aendret paa to punkter i denne bekraeftelse, nemlig med hensyn til indlastningsperioden, som Kommissionen ensidigt havde forlaenget til den 31. marts 1993, og valutakursen mellem ECU og USD. Ved tillaeg nr. 2, der blev underskrevet den 28. januar 1993, indgik Exportkhleb og sagsoegeren endelig aftale om at fastsaette kursen efter den officielle kurs den 15. januar 1993, hvilket medfoerte, at prisen blev paa 115,86 ECU pr. ton.

12 Ifoelge sagsoegeren blev rembursen foerst udstedt den 22. februar 1993, dvs. en uge inden udloebet af indlastningsperioden fastsat i kontrakterne (den 28.2.1993).

13 Selv om en stor del af varerne var blevet leveret eller var under indlastning, blev det imidlertid ifoelge sagsoegeren klart, at ikke alle varer kunne leveres inden den 28. februar 1993.

14 Exportkhleb indkaldte den 19. februar 1993 samtlige eksportoerer til et moede i Bruxelles, som blev afholdt den 22. og 23. februar 1993. Under moedet anmodede Exportkhleb eksportoererne om at fremsaette nye tilbud paa prisen for levering af, hvad Exportkhleb kaldte "den paaregnelige restmaengde", dvs. de varer, som det med rimelighed kunne forventes, ikke ville blive leveret inden den 28. februar 1993. Ifoelge sagsoegeren var hvedeprisen paa verdensmarkedet steget betydeligt fra november 1992, hvor koebekontrakten var indgaaet, til de nye forhandlinger fandt sted i februar 1993.

15 Efter forhandlinger, hvorunder firmaerne maatte indrette sig efter den lavestbydendes tilbud, dvs. 155 USD pr. ton, der ifoelge sagsoegeren afspejlede prisen paa verdensmarkedet paa det paagaeldende tidspunkt, blev der opnaaet enighed mellem Exportkhleb og selskabets medkontrahenter om fordeling af de nye maengder, der skulle leveres af hvert enkelt firma. Firmaet Richco fik tildelt en ordre paa 450 000 tons broedhvede til levering i perioden marts/april 1993. Efter den nye vekselkurs, som parterne havde fastsat, var den aftalte pris paa 132 ECU.

16 Da sagen hastede paa grund af den alvorlige foedevaresituation i Rusland, blev det ifoelge sagsoegeren besluttet blot at formalisere disse aendringer i et tillaeg til den oprindelige kontrakt ("tillaeg nr. 3"), der blev dateret den 23. februar 1993. Ved affattelsen af dette tillaeg blev det aftalt at nedsaette den maengde hvede, der skulle leveres, til 430 200 tons ° ifoelge sagsoegeren for at undgaa, at den nye totalpris oversteg den oprindelige totalpris.

17 Den 9. marts 1993 meddelte Exportkhleb Kommissionen, at kontrakten med sagsoegeren var blevet aendret.

18 Den 12. marts 1993 svarede generaldirektoer Legras, Generaldirektoratet for Landbrug (GD VI), Exportkhleb, at han oenskede at henlede opmaerksomheden paa, at eftersom maksimumsvaerdien af disse kontrakter allerede var fastsat ved Kommissionens godkendelse, og der allerede var indgaaet forpligtelse for alle disponible bevillinger til hvede, kunne Kommissionen kun efterkomme en saadan anmodning, hvis den samlede vaerdi af kontrakterne blev opretholdt, hvilket kunne ske ved en tilsvarende reduktion af de udestaaende maengder, der skulle leveres. Generaldirektoeren anfoerte endvidere, at Kommissionen kun kunne behandle anmodningen om godkendelse af aendringerne, hvis den blev indgivet officielt af VEB.

19 Ifoelge sagsoegeren blev disse oplysninger fortolket som en bekraeftelse paa, at Kommissionen samtykkede i aendringerne.

20 Dokumenterne vedroerende de nye tilbud og aendringerne af kontrakten blev officielt fremsendt til Kommissionen af VEB den 23. og 26. marts 1993. Sagsoegeren haevder, at firmaet den 7. april 1993 fik meddelelse fra Exportkhleb om, at Kommissionens havde afslaaet at godkende aendringerne af den oprindelige kontrakt i en skrivelse af 1. april 1993 til VEB fra det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for landbrug.

21 I skrivelsen af 1. april 1993 meddelte kommissionsmedlem R. Steichen i det vaesentlige, at Kommissionen efter at have gennemgaaet aendringerne af kontrakterne mellem Exportkhleb og en raekke leverandoerer kunne acceptere de aendringer, der bestod i udsaettelsen af leverings- og betalingsfristerne. Derimod anfoerte han, at "priserne er forhoejet i et saadant omfang, at vi ikke kan anse dem for at vaere en noedvendig tilpasning, men snarere for en vaesentlig aendring af de oprindeligt indgaaede kontrakter". Han fortsatte: "Det aktuelle prisniveau paa verdensmarkedet (i slutningen af marts 1993) er ikke vaesentligt forskelligt fra niveauet paa det tidspunkt, hvor priserne oprindeligt blev aftalt (slutningen af november 1992)." Kommissionsmedlemmet bemaerkede, at hensynet til at sikre dels fri konkurrence mellem mulige leverandoerer, dels de gunstigste vilkaar for indkoebene var et af de vigtigste kriterier for Kommissionens godkendelse af kontrakter. Han konstaterede, at aendringerne i det foreliggende tilfaelde var aftalt direkte med de beroerte virksomheder uden udbud i konkurrence med andre leverandoerer, og konkluderede foelgende: "Kommissionen kan ikke godkende saa vaesentlige aendringer blot paa grundlag af aendringer af eksisterende kontrakter". Kommissionsmedlemmet erklaerede sig rede til at godkende aendringer, der vedroerte udsaettelse af leveringen og betalingen, under forudsaetning af, at den normale procedure blev fulgt. Han anfoerte derimod, at "hvis det findes noedvendigt at aendre priserne eller maengderne, vil det kraeve indgaaelse af nye kontrakter, der skal forelaegges for Kommissionen til godkendelse efter den saedvanlige, fuldstaendige procedure (herunder fremlaeggelse af mindst tre tilbud)."

Retsforhandlingerne og parternes paastande

22 Sagsoegeren har herefter ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 5. juli 1993 anlagt naervaerende sag, som blev registreret under nr. C-343/93.

23 Ved kendelse af 27. september 1993 henviste Domstolen sagen til De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21).

24 Sagen blev registreret paa Rettens Justitskontor under nr. T-491/93. Ved dokument indgivet til Justitskontoret den 30. september 1993 har Kommissionen rejst formalitetsindsigelse.

25 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

26 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i offentligt retsmoede den 25. april 1996.

27 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning eller retsakt af 1. april 1993 rettet til VEB annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagsoegeren 7 374 023,78 ECU, nemlig 6 615 990,36 ECU, der udgoer differencen mellem den aftalte pris og den pris, der blev betalt, og 758 033,42 ECU i rentetab, samt renter heraf fra datoen for sagens anlaeggelse.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt foelgende paastande.

° Sagen afvises for saa vidt angaar annullationspaastanden.

° Sagen afvises for saa vidt angaar erstatningspaastanden.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 I sine bemaerkninger til formalitetsindsigelsen har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Formalitetsindsigelsen tages ikke til foelge, hverken for saa vidt angaar annullationspaastanden eller paastanden om tilkendelse af erstatning uden for kontrakt.

° Subsidiaert, henskydes indsigelsen til afgoerelse i forbindelse med sagens realitet.

° Kommissionen paalaegges at fremlaegge de to laaneaftaler i deres fulde ordlyd, og der gives Richco anledning til at fremsaette sine bemaerkninger hertil.

Spoergsmaalet om, hvorvidt annullationspaastanden kan antages til realitetsbehandling

Parternes argumenter

30 Kommissionen har til stoette for sin formalitetsindsigelse anfoert, at sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert af den anfaegtede retsakt i traktatens artikel 173, stk. 4' s forstand.

31 Kommissionen har indledningsvis givet en omfattende redegoerelse for de i sagen omhandlede bestemmelsers og konventioners funktion. Kommissionen har gjort gaeldende, at annullationspaastanden maa afvises paa grund af selve beskaffenheden af de indgaaede aftaler.

32 For saa vidt angaar rammeaftalen har Kommissionen anfoert, at den udgoer grundlaget i aftalen mellem Faellesskabet og Rusland om ydelsen af laanet. I rammeaftalen er laanbeloebet fastsat (til 349 mio. ECU), og betingelserne for godkendelse af kontrakterne opstillet.

33 For saa vidt angaar laaneaftalen har Kommissionen for det foerste anfoert, at der ikke var grundlag for at antage, at adgangen til den deri fastsatte laanefacilitet kunne benyttes straks fra den 15. januar 1993, idet det i punkt 4 var bestemt, at en raekke betingelser skulle vaere opfyldt for, at laanefaciliteten blev aabnet, og for det andet, at Kommissionen ikke ifoelge laaneaftalen skal deltage i indgaaelsen af leveringskontrakterne, idet den kun skal kontrollere, at de opfylder betingelserne i forbindelse med laanet fra Faellesskabet.

34 Med hensyn til den egentlige rembursforretning har Kommissionen anfoert, at selv om den uigenkaldelige remburs skaber en juridisk bindende kontrakt mellem den bank, der udsteder rembursen, og skyldneren, indeholder en saadan kontrakt imidlertid ikke en forpligtelse for Faellesskabet af et saadant indhold, at leverandoerens krav paa betaling skal opfyldes af faellesskabsmyndighederne. Som ved enhver ubekraeftet remburs medfoerer den udstedende banks remburs endvidere kun et muligt ansvar for denne bank over for leverandoeren, idet leverandoerens krav paa betaling foerst opstaar, naar firmaet har overgivet de dokumenter, der godtgoer, at de for betalingen noedvendige handlinger er udfoert, f.eks. ved fremlaeggelse af dokumenter som bevis for, at hveden er afsendt. Kommissionen har heraf udledt, at Faellesskabet ikke derved paadrager sig noget ansvar over for leverandoeren eller dennes bank, og anfoert, at selv om Faellesskabet i praksis, naar den modtager en udbetalingsanmodning, der opfylder betingelserne, tilsender leverandoerens bank et bindende tilsagn om garanti for betaling, vil dette tilsagn under alle omstaendigheder vaere betinget af, at de vaesentlige forudsaetninger i bekraeftelsen opfyldes, og specielt vil tilsagnet kun gaelde i forholdet til leverandoerens bank, idet Faellesskabet kun garanterer over for denne, at den udstedende banks forpligtelse vil blive opfyldt i overensstemmelse med rembursen. Kommissionen har understreget, at det eneste krav paa betaling, som en leverandoer har paa grundlag af en ubekraeftet remburs, er i forhold til den bank, der udsteder rembursen, i den foreliggende sag VEB.

35 For saa vidt angaar koebekontrakten med Exportkhleb har Kommissionen gjort gaeldende, at kontrakten blev underskrevet inden indgaaelsen af rammeaftalen og laaneaftalen, og at sagsoegeren hverken havde indflydelse paa det russiske laan eller paa det tidspunkt, hvor den udstedende bank ville opfylde de noedvendige betingelser for, at der kunne udbetales midler af laanet.

36 Med hensyn til Kommissionens bekraeftelse har Kommissionen anfoert, at den har gennemgaaet den af VEB indsendte kontrakt i lyset af bestemmelserne i laaneaftalen og udarbejdet sin bekraeftelse den 27. januar 1993, dvs. inden kontrakten blev aendret.

37 Kommissionen har endvidere indledningsvis paapeget, at denne ordning har lighedspunkter med den, der gaelder for finansiering af udviklingsprojekter i henhold til Lomé-konventionen. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 10. juli 1984 (sag 126/83, STS mod Kommissionen, Sml. s. 2769), opstilles der i Lomé-konventionens artikel 120 et princip om, at staterne alene har ansvaret for gennemfoerelsen af projekter og aktionsprogrammer. De har herunder ansvaret for at udarbejde, forhandle og indgaa de kontrakter, der er paakraevede til gennemfoerelsen af disse. Kommissionen har gjort gaeldende, at det samme goer sig gaeldende efter den ordning, der er indfoert for finansiering af hvedeimport, idet det i rammeaftalen bestemmes, at laanet ydes til daekning af de uigenkaldelige remburser, som laantageren har aabnet til opfyldelse af leveringskontrakterne. Kommissionen har anfoert, at dens rolle efter Lomé-ordningen endog er vigtigere end efter den russiske laaneordning, idet den i henhold til den sidstnaevnte ordning ikke deltager i indgaaelsen af kontrakten.

38 Kommissionen er af den opfattelse, at sagsoegeren ikke kan anses for umiddelbart beroert i traktatens artikel 173, stk. 4' s forstand af den omtvistede skrivelse af 1. april 1993. Ifoelge Kommissionen blander sagsoegeren Kommissionens rolle, som udelukkende er at give tilladelse til udbetaling af det russiske laan, fuldstaendig sammen med sit kontraktforhold med Exportkhleb. Kommissionens afslag har saaledes ingen retsvirkninger for dette kontraktforhold, idet Exportkhleb uanset Kommissionens beslutning er forpligtet til at betale den forhoejede pris. Kommissionens skrivelse har alene til foelge, at laanet ikke laengere kan anvendes til at betale for hvedeleverancerne i henhold til de aendrede kontraktvilkaar.

39 Kommissionen har herved henvist til ovennaevnte dom i sagen STS mod Kommissionen, som efter Kommissionens opfattelse vedroerte tilsvarende problemer angaaende Lomé-konventionen, hvorfor dommens resultat kan overfoeres paa naervaerende sag.

40 Kommissionen har sammenfattende anfoert, at paa samme maade, som den er tredjemand i forhold til koebekontrakten mellem Exportkhleb og sagsoegeren, er sagsoegeren tredjemand i forhold til laaneaftalen. Sagsoegeren kan derfor ikke vaere umiddelbart beroert i henhold til traktatens artikel 173.

41 Sagsoegeren, som haevder at vaere individuelt beroert af skrivelsen af 1. april 1993, goer gaeldende ligeledes at vaere umiddelbart beroert af flere grunde.

42 For det foerste fastslog Domstolen i Toepfer-dommen (dom af 1.7.1965, forenede sager 106/63 og 107/63, Sml. 1965-1968, s. 67, org. ref.: Rec. s. 525), at en borger er umiddelbart beroert af en beslutning fra en institution, naar beslutningen erstatter en beslutning fra den nationale myndighed. Dette resultat kan overfoeres paa den foreliggende sag, idet Kommissionens beslutning om, hvorvidt en kontrakt skal anerkendes, erstatter en beslutning fra Den Russiske Foederation, VEB eller Exportkhleb om at gennemfoere koebet af hvede eller om ikke at gennemfoere det. Kontraktens opfyldelse afhaenger fuldstaendigt af Faellesskabets laangivning, hvilket i oevrigt fremgaar af forbeholdet i koebekontrakten.

43 For det andet har VEB, til hvem Kommissionens beslutning var rettet, intet skoen, hvis Kommissionen afslaar at godkende kontrakten. Ud fra Domstolens raesonnement i dom af 13. maj 1971 (forenede sager 41/70, 42/70, 43/70 og 44/70, International Fruit Company m.fl., Sml. 1971, s. 83, org. ref.: Rec. s. 411) er det derfor Kommissionens beslutning, der umiddelbart beroerer sagsoegeren.

44 For det tredje har forordning nr. 1897/92 direkte virkning, og Kommissionen har intet skoen ved anvendelsen af betingelserne deri. De kontraherende virksomheder har derfor krav paa, at Kommissionen vedtager en beslutning, om hvorvidt kontrakten skal anerkendes, uanset om den er til fordel for dem eller ej. Hvis de naegtes denne ret, skader det deres interesser, og de bliver derved umiddelbart beroert.

45 For det fjerde maa det paa baggrund af selve beskaffenheden og raekkevidden af Kommissionens beslutning fastslaas, at sagsoegeren er umiddelbart beroert (jf. Domstolens dom af 18.11.1975, sag 100/74, CAM mod Kommissionen, Sml. s. 1393). Beslutningen skal goere det muligt for Den Russiske Foederation at indkoebe de vigtigste fornoedenheder paa normale forsyningsvilkaar. Et afslag kan medfoere, at kontrakten ikke opfyldes, eller som i den foreliggende sag, at en leverandoer bliver forpligtet til at levere til priser, der ikke svarer til markedspriserne.

46 For det femte kan Domstolens praksis paa Lomé-konventionens omraade ikke finde anvendelse i den foreliggende sag, idet Kommissionen var aktivt involveret i udarbejdelsen og afviklingen af kontrakten samt i oevrigt i udarbejdelsen og opfyldelsen af en raekke andre kontrakter, som sagsoegeren havde indgaaet med Exportkhleb.

Rettens bemaerkninger

47 I medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person anlaegge sag til proevelse af beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt.

48 Det skal saaledes afgoeres, om sagsoegeren er umiddelbart og individuelt beroert af den skrivelse, som Kommissionen tilsendte VEB den 1. april 1993.

49 Det konstateres indledningsvis, at Kommissionen ikke har bestridt, at sagsoegeren er individuelt beroert. Paa baggrund af sagens omstaendigheder finder Retten, at der kun skal tages stilling til, om sagsoegeren er umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning.

50 Det fastslaas i denne forbindelse, at der i faellesskabsretsakterne og i aftalerne mellem Faellesskabet og Den Russiske Foederation er foretaget en kompetencefordeling mellem Kommissionen og den institution, der er udpeget af Den Russiske Foederation til at indkoebe hvede. Det paahviler denne institution, i dette tilfaelde Exportkhleb, efter licitation at vaelge medkontrahenten, forhandle kontraktvilkaarene og indgaa kontrakten. Der er kun tildelt Kommissionen den rolle at kontrollere, at betingelserne for faellesskabsfinansiering er opfyldt, og eventuelt godkende, at kontrakterne er i overensstemmelse med bestemmelserne om udbetaling af laanebeloeb i afgoerelse 91/658 og aftalerne med Den Russiske Foederation. Det tilkommer saaledes ikke Kommissionen at vurdere handelsaftalen i henhold til andre kriterier end disse.

51 Heraf foelger, at den virksomhed, som har faaet tildelt en kontrakt, kun har et retligt forhold til sin medkontrahent, Exportkhleb, der er udpeget af Den Russiske Foederation til at indgaa kontrakter om hvedeindkoeb. Kommissionen har paa sin side kun et retligt forhold til laantageren, nemlig den af Den Russiske Foederation udpegede finansielle institution, VEB, som meddeler Kommissionen handelsaftalerne med henblik paa anerkendelse af, at de er i overensstemmelse med bestemmelserne, og som er adressat for Kommissionens beslutning herom.

52 Kommissionens handlinger har saaledes ikke betydning for den retlige gyldighed af handelsaftalen mellem sagsoegeren og Exportkhleb og aendrer ikke aftalens vilkaar, herunder de af parterne aftalte priser. Den af parterne den 23. februar 1993 foretagne aendring af kontrakten af 28. november 1992 er saaledes fortsat gyldigt aftalt paa de vedtagne vilkaar uanset Kommissionens beslutning om ikke at godkende, at det vedtagne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

53 Den omstaendighed, at Kommissionen har haft kontakt med sagsoegeren eller Exportkhleb, kan ikke foere til en aendret bedoemmelse af de rettigheder og retlige forpligtelser, som for hver af de implicerede parter foelger af de gaeldende bestemmelser i retsakter og indgaaede aftaler. Det bemaerkes endvidere med hensyn til spoergsmaalet, om annullationssoegsmaalet kan antages til realitetsbehandling, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen med den kontakt, som sagsoegeren har paaberaabt sig, har overskredet graenserne for den rolle, der tilkommer den, nemlig at anerkende eller ikke anerkende, at den oprindelige kontrakt eller aendringen er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser. Den paaberaabte kontakt mellem Kommissionen og sagsoegeren i januar 1993 havde ogsaa udelukkende til formaal at faa parterne til i deres kontrakt at indsaette en betingelse, der var noedvendig for, at Kommissionen kunne anerkende kontrakten som vaerende i overensstemmelse med bestemmelserne, men det blev overladt til parterne selv at soerge for aendringerne i deres kontrakt, hvis de oenskede at opnaa den paagaeldende finansiering. Det forhold, at sagsoegeren af Kommissionen fik meddelelse om sagens gang og herunder modtog en kopi af bekraeftelsen over for VEB, er heller ikke tilstraekkeligt til at godtgoere, at sagsoegeren er umiddelbart beroert af beslutningen.

54 Det maa endvidere fastslaas, at selv om VEB, naar banken fra Kommissionen modtager en beslutning om, at kontrakten ikke er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser, ikke kan udstede en remburs, der kan vaere omfattet af Faellesskabets garanti, har beslutningen dog som anfoert ovenfor ingen betydning for hverken gyldigheden af kontrakten mellem sagsoegeren og Exportkhleb eller for kontraktens vilkaar. Det maa understreges, at en beslutning fra Kommissionen ikke erstatter en afgoerelse fra de nationale russiske myndigheder, idet Kommissionen i forbindelse med, at den traeffer beslutning om, hvorvidt der kan ydes faellesskabsfinansiering, kun har kompetence til at undersoege, om kontrakterne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

55 Det bemaerkes endvidere for saa vidt angaar den af sagsoegeren paaberaabte umiddelbare anvendelighed af forordning nr. 1897/92, at opregningen i forordningens artikel 5 af de betingelser, som kontrakter skal opfylde for at kunne vaere omfattet af faellesskabsfinansieringen, ikke er udtoemmende, hvilket fremgaar af brugen i betingelsesbisaetningen af ordet "notamment" ("bl.a.") i den franske udgave af forordningen. I forordningens artikel 4, stk. 1, henvises der tillige udtrykkeligt til bestemmelserne i de aftaler, der er indgaaet mellem Den Russiske Foederation og Kommissionen. I laaneaftalen, som netop indeholder de naermere betingelser, hvorunder der kan ske faellesskabsfinansiering, tillaegges der i punkt 5.1 Kommissionen et frit skoen. Sagsoegerens argument kan derfor ikke tages til foelge.

56 Endelig skal det tilfoejes, at sagsoegeren ikke kan godtgoere at vaere umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning under henvisning til, at handelsaftalerne indeholder en klausul om, at kontrakten kun skal gennemfoeres, og prisen kun betales under forbehold af, at Kommissionen anerkender, at betingelserne for udbetaling af faellesskabslaanet er opfyldt. Med en saadan klausul har aftaleparterne besluttet at skabe en sammenhaeng mellem den kontrakt, de indgaar, og en fremtidig og uvis begivenhed, saaledes at deres aftale kun faar bindende virkning ved begivenhedens indtraeden. Spoergsmaalet om, hvorvidt en sag i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan antages til realitetsbehandling, findes imidlertid ikke at kunne afhaenge af parternes vilje. Sagsoegerens argument kan derfor ikke tages til foelge.

57 Retten finder herefter, at sagsoegeren i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, ikke er umiddelbart beroert af Kommissionens beslutning af 1. april 1993, rettet til VEB. Sagen maa derfor afvises for saa vidt angaar paastanden om annullation af beslutningen.

Spoergsmaalet om, hvorvidt erstatningspaastanden kan antages til realitetsbehandling

Parternes argumenter

58 Kommissionen har for det foerste gjort gaeldende, at der ikke ved skrivelsen af 1. april 1993 er sket en tilsidesaettelse af bestemmelserne i laaneaftalen med Den Russiske Foederation, og at Kommissionen derfor ikke paa ansvarspaadragende maade har handlet retsstridigt og da slet ikke over for en person, som ikke er umiddelbart beroert af beslutningen.

59 Selv om Domstolen har fastslaaet, at erstatningssoegsmaalet er af selvstaendig karakter i forhold til annullationssoegsmaalet (jf. Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke, Sml. 1971, s. 73, org. ref.: Rec. s. 325, praemis 6 ° hvori der skete en fravigelse af resultatet i Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197 ° Domstolens dom af 10.7.1985, sag 118/83, CMC mod Kommissionen, Sml. s. 2325, praemis 31), kan et erstatningssoegsmaal ifoelge Kommissionen dog ikke antages til realitetsbehandling, naar det egentlige formaal ikke er at opnaa erstatning, men at opnaa en proevelse af retsaktens gyldighed. I den foreliggende sag soeger sagsoegeren gennem sit erstatningskrav kun at opnaa den samme pris, som sagsoegeren ville have faaet, hvis Kommissionen havde godkendt prisforhoejelsen, og erstatningspaastanden fremstaar herved som et forsoeg paa at omgaa kravene i traktatens artikel 173.

60 Endelig har Kommissionen anfoert, at en stor del af de leverancer, med hensyn til hvilke sagsoegeren har nedlagt paastand om erstatning, allerede fandt sted, inden VEB havde anmodet om Kommissionens godkendelse af aendringerne. Sagsoegeren vil udelukkende kunne opnaa betaling af den prisforskel, sagsoegeren stiller krav om, fra Exportkhleb paa grundlag af de kontraktforpligtelser, der er aftalt med Exportkhleb. Kommissionen kan ikke holdes ansvarlig for Exportkhleb' s eller VEB' s misligholdelse, naar Faellesskabet endnu ikke havde paataget sig en forpligtelse med hensyn til rembursen.

61 Sagsoegeren har anfoert, at erstatningssoegsmaalet udgoer et selvstaendigt retsmiddel. Sagsoegerens soegsmaal i medfoer af traktatens artikel 215 adskiller sig fra det annullationssoegsmaal, der tillige er anlagt, idet det ikke har til formaal at opnaa annullation af beslutningen, men erstatning for den af Faellesskabet forvoldte skade (dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753). Der er nedlagt paastand om erstatning, ikke for at opnaa betaling af den aendrede pris, som var aftalt med Exportkhleb, men med henblik paa erstatning for det tab, som Kommissionen har forvoldt sagsoegeren ved ulovligt og i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning at afslaa at godkende den aftalte pris.

Rettens bemaerkninger

62 Det konstateres, at Kommissionen i det vaesentlige har fremfoert tre argumenter for, at paastanden om erstatning for det paastaaede oekonomiske tab, sagsoegeren har lidt som foelge af beslutningen af 1. april 1993, ikke kan antages til realitetsbehandling. For det foerste har Kommissionen anfoert, at beslutningen er fuldt ud lovlig. Dernaest goer Kommissionen gaeldende, at den ikke kan holdes ansvarlig for Exportkhleb' s eller VEB' s misligholdelse af kontrakten, naar den endnu ikke havde paataget sig nogen forpligtelse. Endelig haevdes erstatningspaastanden i den foreliggende sag ikke at vaere af selvstaendig karakter i forhold til annullationspaastanden.

63 Det bemaerkes for det foerste, at argumentet om, at beslutningen er lovlig, og argumentet vedroerende misligholdelse af kontrakten fra én af de russiske kontrahenters side henhoerer under sagens realitet og ikke kan udgoere en afvisningsgrund.

64 Det bemaerkes for det andet, at ifoelge fast retspraksis er erstatningssoegsmaalet efter traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, indfoert som et selvstaendigt retsmiddel med en saerlig funktion i forhold til andre retsmidler (Domstolens dom i sagen Krohn mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 26). Det foelger heraf, at afvisning af en sag for saa vidt angaar en paastand om annullation i princippet ikke kan medfoere, at sagen ogsaa skal afvises for saa vidt angaar en paastand om erstatning for et paastaaet tab.

65 Det er imidlertid blevet fastslaaet, at afvisning af annullationssoegsmaalet, som en undtagelse fra det ovenfor omhandlede princip, ogsaa medfoerer afvisning af erstatningssoegsmaalet, saafremt der med erstatningssoegsmaalet reelt tilsigtes en ophaevelse af en individuel beslutning, der er blevet endelig (jf. Domstolens dom i ovennaevnte sag Krohn mod Kommissionen, praemis 33, og Rettens dom af 15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 621, praemis 59), og soegsmaalet saaledes udgoer en omgaaelse af proceduren for annullationssoegsmaal. Bevisbyrden for en saadan omgaaelse paahviler den part, der goer den gaeldende.

66 Det maa fastslaas, at Kommissionen ikke har loeftet denne bevisbyrde i den foreliggende sag. Kommissionen har for det foerste blot anfoert, at sagsoegeren kun soeger at opnaa den samme pris, som sagsoegeren ville have faaet, hvis Kommissionen havde anerkendt aendringen i kontrakten. Desuden kan det ° som Domstolen har udtalt i ovennaevnte dom i sagen CMC mod Kommissionen vedroerende licitation i forbindelse med Lomé-konventionen ° ikke udelukkes, at Kommissionens, dens tjenestegrenes eller enkelte ansattes handlinger eller adfaerd i en situation som i den foreliggende sag har paafoert tredjemand et tab. Enhver, som haevder at have lidt et tab som foelge af en saadan handling eller adfaerd, skal foelgelig have mulighed for at anlaegge sag, dog saaledes, at han skal bevise, at der foreligger det fornoedne ansvarsgrundlag, det vil sige, at der er tale om en skade som foelge af en retsstridig handling eller adfaerd, som kan tilregnes Faellesskabet (jf. Domstolens dom i ovennaevnte sag CMC mod Kommissionen, praemis 31).

67 Paa baggrund af samtlige disse omstaendigheder skal sagen antages til realitetsbehandling for saa vidt angaar paastanden om erstatning for det oekonomiske tab, som sagsoegeren goer gaeldende at have lidt som foelge af Kommissionens beslutning.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

68 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, traeffes afgoerelsen om sagens omkostninger ved den dom eller kendelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagen afvises for saa vidt angaar annullationspaastanden.

2) Formalitetsindsigelsen tages ikke til foelge for saa vidt angaar paastanden om erstatning for det tab, som sagsoegeren goer gaeldende at have lidt.

3) Sagen fremmes til realitetsbehandling for saa vidt angaar erstatningspaastanden.

4) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Full & Egal Universal Law Academy