EUR-Lex -  61993TJ0494 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 24. september 1996. - Compagnie Continentale (France) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Nødhjælp fra Fællesskabet til staterne i det tidligere Sovjetunionen - Licitation - Annullationssøgsmål - Formaliteten. - Sag T-494/93.

Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° gennemfoerelse af et laan, Faellesskabet har ydet til Sovjetunionen og dens republikker ° kommissionsbeslutning, der er rettet til laantageren, og hvorved Kommissionen afslaar at godkende, at aendringer i kontrakterne mellem laantagerens befuldmaegtigede og en virksomhed, som har faaet tildelt kontrakten, er i overensstemmelse med de gaeldende faellesskabsbestemmelser ° soegsmaal rejst af virksomheden ° afvisning

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

2. Annullationssoegsmaal ° Faellesskabets retsinstansers kompetence ° paastand om anerkendelse af sagsoegerens rettigheder ° afvisning

(EF-traktaten, art. 173)

Sammendrag

1. I forbindelse med gennemfoerelsen af et laan, Faellesskabet har ydet til Sovjetunionen og dens republikker til import af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger, er en virksomhed, som har faaet tildelt en kontrakt paa levering af hvede, ikke umiddelbart beroert i traktatens artikel 173, stk. 4' s forstand af en kommissionsbeslutning, der er rettet til den laantagende republiks finansielle institution, og hvorved Kommissionen afslaar at godkende, at aendringer i kontrakterne mellem den virksomhed, som har faaet tildelt kontrakten, og den af den laantagende republik udpegede befuldmaegtigede er i overensstemmelse med de gaeldende faellesskabsbestemmelser. Den virksomhed, der har faaet tildelt en kontrakt, har saaledes kun et retligt forhold til sin medkontrahent, dvs. den institution, der er udpeget til at indgaa koebekontrakterne, mens Kommissionen paa sin side kun har et retligt forhold til sin medkontrahent, dvs. den laantagende republiks finansielle institution. Som foelge heraf har Kommissionens handlinger ikke betydning for de naevnte kontrakters retlige gyldighed, idet det kun paahviler Kommissionen at undersoege, om betingelserne i henhold til faellesskabsbestemmelserne er opfyldt.

Heraf foelger, at den virksomhed, der har faaet tildelt kontrakten, ikke kan anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen.

2. Under et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173 foretager Faellesskabets retsinstanser kun en proevelse af lovligheden af den anfaegtede retsakt. En paastand om anerkendelse af sagsoegerens rettigheder ligger saaledes uden for den kompetence, som ved traktaten er tillagt Faellesskabets retsinstanser, og maa derfor afvises.

Dommens præmisser

De relevante retsforskrifter

1 Da Raadet havde konstateret, at det var noedvendigt at yde Sovjetunionen og dens republikker bistand paa foedevare- og laegemiddelomraadet, vedtog det den 16. december 1991 afgoerelse 91/658/EOEF om ydelse af et mellemfristet laan til Sovjetunionen og dens republikker (EFT L 362, s. 89, herefter "afgoerelse 91/658"). I afgoerelsen bestemmes foelgende:

"Artikel 1

Faellesskabet yder Sovjetunionen og dens republikker et mellemfristet laan paa 1 250 mio. ECU i hovedstol i tre successive rater med en loebetid paa hoejst tre aar til import af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger ...

Artikel 2

Til det i artikel 1 naevnte formaal bemyndiges Kommissionen til paa Faellesskabets vegne at laane de noedvendige midler, som stilles til raadighed for Sovjetunionen og dens republikker i form af et laan.

Artikel 3

Det i artikel 2 naevnte laan forvaltes af Kommissionen.

Artikel 4

1. Kommissionen bemyndiges til i samraad med myndighederne i Sovjetunionen og dens republikker ... at fastlaegge de oekonomiske og finansielle betingelser i forbindelse med laangivningen samt reglerne for overdragelsen af midlerne og om de noedvendige garantier for laanets tilbagebetaling.

...

3. Importen af varerne, som finansieres ved hjaelp af laanet, sker til verdensmarkedspriserne. Der skal sikres fri konkurrence ved indkoeb og levering af varerne, som skal opfylde de internationalt anerkendte kvalitetsnormer."

2 Den 9. juli 1992 vedtog Kommissionen forordning (EOEF) nr. 1897/92 om gennemfoerelsesbestemmelser for mellemfristet laan til Sovjetunionen og dens republikker, som fastsat ved Raadets afgoerelse 91/658/EOEF (EFT L 191, s. 22, herefter "forordning nr. 1897/92"). I forordningen bestemmes foelgende:

"Artikel 2

Laanene ydes paa grundlag af aftaler, der indgaas mellem republikkerne og Kommissionen, og som skal omfatte kravene i artikel 3 til 7 som betingelse for, at laanene kan komme til udbetaling.

...

Artikel 4

1. Laanene anvendes kun til finansiering af indkoeb og levering i henhold til kontrakter, som er blevet anerkendt af Kommissionen som vaerende i overensstemmelse med afgoerelse 91/658/EOEF og med bestemmelserne i de aftaler, der omhandles i artikel 2.

2. Kontrakterne forelaegges Kommissionen til anerkendelse af republikkerne eller de af dem udpegede finansielle institutioner.

Artikel 5

Den i artikel 4 omhandlede anerkendelse gives kun, hvis betingelserne i denne artikel er opfyldt:

1) Kontrakten skal vaere indgaaet efter en procedure, der sikrer fri konkurrence ...

2) Kontrakten skal vaere indgaaet paa de gunstigste vilkaar for saa vidt angaar den pris, der normalt opnaas paa de internationale markeder."

3 Den 9. december 1992 undertegnede EOEF, Den Russiske Foederation og dennes finansielle institution, Vnesheconombank (herefter "VEB"), i overensstemmelse med forordning nr. 1897/92 et "Memorandum of Understanding" (herefter "rammeaftalen"), som skulle danne grundlag for Det Europaeiske Faellesskabs ydelse af det i afgoerelse 91/658 omhandlede laan til Den Russiske Foederation. Det bestemtes heri, at EOEF som laangiver skulle yde VEB som laantager et mellemfristet laan paa 349 mio. ECU i hovedstol med en loebetid paa hoejst tre aar med Den Russiske Foederation som garant. I rammeaftalen bestemmes foelgende:

"6. Laaneprovenuet, eksklusive de af EOEF afholdte gebyrer og omkostninger, udbetales til laantager og anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i laaneaftalen udelukkende til daekning af uigenkaldelige remburser, som laantager i forbindelse med leveringskontrakter har udstedt under anvendelse af den internationale standardformular. Der kan kun udbetales midler af laanet til laantager, naar disse kontrakter og remburser er blevet godkendt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber som vaerende i overensstemmelse med Raadets afgoerelse af 16. december 1991 og naervaerende rammeaftale."

I henhold til rammeaftalens punkt 7 skulle en raekke betingelser samtidig vaere opfyldt, for at en kontrakt kunne anses for at opfylde kravene i afgoerelse 91/658 og dermed godkendes. Bl.a. var det bestemt, at leverandoererne skulle vaelges af de russiske organisationer, der var udpeget hertil af Den Russiske Foederations regering.

4 Den 9. december 1992 undertegnede Kommissionen og VEB den i forordning nr. 1897/92 og rammeaftalen omhandlede laaneaftale (herefter "laaneaftalen"). I denne aftale bestemmes proceduren for udbetaling af laanet naermere. Ved aftalen oprettes en laanefacilitet, der kan benyttes i en bestemt periode (15.1.1993-15.7.1993), og hvorefter der kan udbetales godkendte beloeb til betaling af leverancer.

5 Udbetalingsproceduren, som er udformet paa grundlag af saedvanlig praksis i den internationale handel, beskrives i laaneaftalens afsnit III paa foelgende maade:

"5. Traek paa laanet

5.1 Procedure

a) Laantager giver ved en anmodning om godkendelse laangiver meddelelse om, at det paataenkes, at der skal ske udbetaling ...

b) Hvis den periode, hvori der kan traekkes paa laanet, er begyndt at loebe, og laangiver paa grundlag af oplysningerne i godkendelsesanmodningen og efter sit frie skoen finder, at formaalet med den paataenkte udbetaling er i overensstemmelse med punkt 3 og rammeaftalen, og kan acceptere den i godkendelsesanmodningen anfoerte adviserende/bekraeftende bank, udsteder laangiver inden for en rimelig frist en bekraeftelse i alt vaesentligt under anvendelse af formularen i bilag 3.

c) Efter modtagelse af en bekraeftelse vedroerende en paataenkt udbetaling indgiver laantager en udbetalingsanmodning inden for udbetalingsperioden i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 5.3.

...

5.3 Udbetaling

a) Der kan kun stilles midler af laanet til raadighed for udbetaling paa grundlag af en udbetalingsanmodning, som laantager indgiver til laangiver, med henblik paa laantagers betaling af et forfaldent beloeb til en godkendt bekraeftende bank, jf. dog punkt 5.5. Alle udbetalingsanmodninger bliver uigenkaldelige ved indgivelsen og skal indebaere, at laantageren paatager sig en gaeldsforpligtelse (jf. dog punkt 10 og 12) fra den deri anfoerte dato paa det deri anfoerte beloeb, og at laantageren accepterer udbetalingsvilkaarene.

b) Udbetalingsanmodningerne skal opfylde foelgende krav:

i) Anmodningerne skal vaere affattet under anvendelse af formularen i bilag 4.

ii) Anmodningerne skal vaere underskrevet af laantager.

iii) Der skal anmodes om, at den paagaeldende betaling sker til den godkendte bekraeftende bank senest den sidste bankdag i den periode, hvori der kan traekkes paa laanet, idet beloebet krediteres denne banks konto.

iv) De i bilag 4 naevnte dokumenter skal vedlaegges anmodningerne."

6 Den aftalte brug af uigenkaldelige remburser er i overensstemmelse med "Uniform Customs and Practices for Documentary Credits" ("ensartede saedvaner og praksis med hensyn til remburs"), der er udarbejdet af Det Internationale Handelskammer i Paris og vedtaget af Faellesskabet som standardmodel til brug for udstedende banker.

7 Den 15. januar 1993 indgik Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2 i afgoerelse 91/658, som laantager paa Faellesskabets vegne, en laaneaftale med et bankkonsortium ledet af Crédit Lyonnais.

Sagens faktiske omstaendigheder

8 Sagsoegeren, der driver international handel med landbrugsraavarer, blev sammen med andre selskaber kontaktet i forbindelse med en uformel licitation, der var ivaerksat af det statslige selskab Exportkhleb, som Den Russiske Foederation havde paalagt at forhandle om indkoeb af hvede.

9 Sagsoegeren underskrev den 27. november 1992 to kontrakter med Exportkhleb om salg af hvede. I henhold til den foerste skulle sagsoegeren levere 500 000 tons broedhvede til 140,40 USD pr. ton, cif og free out ° havne i OEstersoeen, men ordren paa de 50 000 tons heraf blev senere annulleret. I henhold til den anden kontrakt skulle sagsoegeren levere 20 000 tons haard hvede til 145 USD pr. ton, cif og free out

° havne i Sortehavet. Den anden kontrakt blev aendret den 2. december 1992 med henblik paa levering af yderligere 15 000 tons haard hvede til 148 USD pr. ton, cif og free out ° havne i Sortehavet. Samtlige leverancer skulle indlastes inden den 28. februar 1993.

10 Efter indgaaelse af laaneaftalen (jf. ovenfor, praemis 4) anmodede VEB Kommissionen om at godkende de kontrakter, der var indgaaet mellem Exportkhleb og korneksportselskaberne, herunder kontrakterne med sagsoegeren.

11 Efter at Kommissionen havde faaet visse noedvendige supplerende oplysninger fra sagsoegeren, saerligt vedroerende vekselkursen mellem ECU og USD, som ikke var fastsat i kontrakten, gav Kommissionen endeligt sin godkendelse den 27. januar 1993 i form af en bekraeftelse ("Notice of Confirmation") over for VEB.

12 Ifoelge sagsoegeren var rembursbrevene foerst gaeldende fra den 16. februar 1993 for haard hvede og den 25. februar 1993 for broedhvede, dvs. nogle dage inden udloebet af den i kontrakterne fastsatte indlastningsperiode, den 28. februar 1993.

13 Kontrakterne var imidlertid kun delvis blevet opfyldt. Selv om en stor del af varerne var blevet leveret eller var under indlastning, blev det ifoelge sagsoegeren klart, at ikke alle varer kunne leveres inden den 28. februar 1993.

14 Exportkhleb indkaldte den 19. februar 1993 samtlige eksportoerer til et moede i Bruxelles, som blev afholdt den 22. og 23. februar 1993. Under moedet anmodede Exportkhleb eksportoererne om at fremsaette nye tilbud paa prisen for levering af, hvad Exportkhleb kaldte "den paaregnelige restmaengde", dvs. de varer, som det med rimelighed kunne forventes, ikke ville blive leveret inden den 28. februar 1993. Ifoelge sagsoegeren var hvedeprisen paa verdensmarkedet steget betydeligt fra november 1992, hvor koebekontrakten var indgaaet, til de nye forhandlinger fandt sted i februar 1993.

15 Efter forhandlinger, hvorunder firmaerne maatte indrette sig efter den lavestbydendes tilbud paa 155 USD pr. ton, blev der opnaaet enighed mellem importoeren og medkontrahenterne om fordeling af de nye maengder, der skulle leveres af hvert enkelt firma. Compagnie Continentale fik en ordre paa levering af 300 000 tons broedhvede, heraf 120 000 tons til den oprindeligt aftalte pris og 180 000 tons til 155 USD, samt 20 000 tons haard hvede eller broedhvede til 155 USD. Ved den samme uformelle aftale bestemtes det, at indlastningsperioden skulle udloebe den 30. april 1993.

16 Da sagen hastede paa grund af den alvorlige foedevaresituation i Rusland, og med henblik paa at undgaa den traege procedure for godkendelse og udstedelse af remburs blev det ifoelge sagsoegeren paa Exportkhleb' s anmodning besluttet blot at formalisere disse aendringer i tillaeg til de oprindelige kontrakter, som af praktiske grunde blev dateret den 23. februar 1993, hvor moedet i Bruxelles blev afholdt. Ved affattelsen af dette tillaeg blev det aftalt at nedsaette den maengde hvede, der skulle leveres, ifoelge sagsoegeren for at undgaa, at den nye totalpris oversteg den oprindelige totalpris.

17 Den 9. marts 1993 meddelte Exportkhleb Kommissionen dels, at kontrakterne med fem af selskabets leverandoerer var blevet aendret, dels at de fremtidige leverancer herefter ville blive foretaget til 155 USD pr. ton, der skulle omregnes til ecu til kurs 1,17418 (dvs. 132 ECU pr. ton).

18 Den 12. marts 1993 svarede generaldirektoer Legras, Generaldirektoratet for Landbrug (GD VI), Exportkhleb, at han oenskede at henlede opmaerksomheden paa, at eftersom maksimumsvaerdien af disse kontrakter allerede var fastsat ved Kommissionens godkendelse, og der allerede var indgaaet forpligtelse for alle disponible bevillinger til hvede, kunne Kommissionen kun efterkomme en saadan anmodning, hvis vaerdien af kontrakterne blev opretholdt, hvilket kunne ske ved en tilsvarende reduktion af de udestaaende maengder, der skulle leveres. Generaldirektoeren anfoerte endvidere, at Kommissionen kun kunne behandle anmodningen om godkendelse af aendringerne, hvis den blev indgivet officielt af VEB.

19 Ifoelge sagsoegeren blev denne skrivelse fortolket som en bekraeftelse paa, at Kommissionen i princippet accepterede aendringerne, men forbeholdt sig at behandle sagen med henblik paa en formel godkendelse, naar sagen var blevet forelagt af VEB. Dette var grunden til, at sagsoegeren genoptog indlastningen af hvede til Rusland.

20 Ifoelge det af sagsoegeren oplyste blev dokumenterne vedroerende de nye tilbud og aendringerne af kontrakten officielt fremsendt til Kommissionen af VEB den 22. marts 1993. Den 1. april 1993 afslog Kommissionen at godkende aendringerne af kontrakterne i en skrivelse til VEB fra det medlem af Kommissionen, der havde ansvaret for landbrug.

21 Indholdet af skrivelsen af 1. april 1993 kan sammenfattes som foelger. Kommissionsmedlem R. Steichen meddelte, at Kommissionen efter at have gennemgaaet aendringerne af kontrakterne mellem Exportkhleb og en raekke leverandoerer kunne acceptere de aendringer, der bestod i udsaettelsen af leverings- og betalingsfristerne. Derimod anfoerte han, at "priserne er forhoejet i et saadant omfang, at vi ikke kan anse dem for at vaere en noedvendig tilpasning, men snarere for en vaesentlig aendring af de oprindeligt indgaaede kontrakter". Han fortsatte: "Det aktuelle prisniveau paa verdensmarkedet (i slutningen af marts 1993) er ikke vaesentligt forskelligt fra niveauet paa det tidspunkt, hvor priserne oprindeligt blev aftalt (slutningen af november 1992)." Kommissionsmedlemmet bemaerkede, at hensynet til at sikre dels fri konkurrence mellem mulige leverandoerer, dels de gunstigste vilkaar for indkoebene var et af de vigtigste kriterier for Kommissionens godkendelse af kontrakterne. Han konstaterede, at aendringerne i det foreliggende tilfaelde var aftalt direkte med de beroerte virksomheder uden udbud i konkurrence med andre leverandoerer, og konkluderede foelgende: "Kommissionen kan ikke godkende saa vaesentlige aendringer blot paa grundlag af aendringer af eksisterende kontrakter". Kommissionsmedlemmet erklaerede sig rede til at godkende de aendringer, der vedroerte udsaettelsen af leveringen og betalingen under forudsaetning af, at den normale procedure blev fulgt. Han anfoerte derimod, at "hvis det findes noedvendigt at aendre priserne eller maengderne, vil det kraeve indgaaelse af nye kontrakter, der skal forelaegges for Kommissionen til godkendelse efter den saedvanlige, fuldstaendige procedure (herunder fremlaeggelse af mindst tre tilbud)".

22 Den 5. april 1993 modtog sagsoegeren et telex fra Exportkhleb med meddelelse om Kommissionens afslag, hvori der var gengivet uddrag af skrivelsen af 1. april 1993, angiveligt fra generaldirektoer Legras. Den 20. april modtog sagsoegeren fra Exportkhleb den paagaeldende skrivelse i dens fulde ordlyd.

Retsforhandlingerne og parternes paastande

23 Sagsoegeren har herefter ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 22. juni 1993 anlagt naervaerende sag, som blev registreret under nr. C-357/93.

24 Ved kendelse af 27. september 1993 henviste Domstolen sagen til De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21).

25 Sagen blev registreret paa Rettens Justitskontor under nr. T-494/93. Ved dokument indgivet til Justitskontoret den 7. december 1993 har Kommissionen rejst formalitetsindsigelse.

26 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

27 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i offentligt retsmoede den 25. april 1996.

28 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning af 1. april 1993 om ikke at anerkende de den 23. februar 1993 vedtagne kontraktaendringer og de deraf foelgende aendringer i rembursbrevene annulleres.

° Det anerkendes, at sagsoegeren over for banken Crédit Lyonnais har krav paa udbetaling af restbeloebet, der bestaar i differencen mellem den oprindeligt aftalte pris og de senere aftalte priser paa hveden, der var leveret fra den 28. februar 1993, og i tilfaelde af, at sagsoegeren ikke faar medhold heri, forbeholder sagsoegeren sig udtrykkeligt sine rettigheder til om noedvendigt at anlaegge sag med paastand om erstatning af det lidte tab under paaberaabelse af ansvar uden for kontrakt.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, idet den ikke er anlagt inden for soegsmaalsfristen.

° Sagen afvises for saa vidt angaar annullationspaastanden, idet sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert af beslutningen.

° Den saerskilte paastand afvises.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

30 I sine bemaerkninger til formalitetsindsigelsen har sagsoegeren nedlagt foelgende paastand:

° Formalitetsindsigelsen tages ikke til foelge.

Formaliteten

31 Kommissionen har i formalitetsindsigelsen gjort tre anbringender gaeldende. For det foerste skal sagen afvises i sin helhed, idet den er anlagt for sent. For det andet skal sagen afvises for saa vidt angaar annullationspaastanden, idet sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert af den anfaegtede retsakt. For det tredje svarer sagsoegerens saerskilte paastand ikke til noget kendt retsmiddel. Paa baggrund af sagens omstaendigheder finder Retten, at det andet og det tredje anbringende skal undersoeges foerst.

Spoergsmaalet om, hvorvidt annullationspaastanden kan antages til realitetsbehandling

Parternes argumenter

32 Kommissionen har til stoette for sin formalitetsindsigelse anfoert, at sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert af den anfaegtede retsakt i traktatens artikel 173, stk. 4' s forstand.

33 Kommissionen har indledningsvis givet en omfattende redegoerelse for de i sagen omhandlede bestemmelsers og aftalers funktion. Kommissionen har gjort gaeldende, at annullationspaastanden maa afvises paa grund af selve beskaffenheden af de indgaaede aftaler.

34 For saa vidt angaar rammeaftalen har Kommissionen anfoert, at den udgoer grundlaget for aftalen mellem Faellesskabet og Den Russiske Foederation om ydelsen af laanet. I rammeaftalen er laanebeloebet fastsat (til 349 mio. ECU), og betingelserne for godkendelse af kontrakterne opstillet.

35 Med hensyn til laaneaftalen har Kommissionen gjort gaeldende, at gennemfoerelsen af laanet udgoer et privat handelsdokument. Kommissionen har for det foerste anfoert, at der ikke var grundlag for at antage, at adgangen til den deri fastsatte laanefacilitet kunne benyttes straks fra den 15. januar 1993, idet det i punkt 4 var bestemt, at en raekke betingelser skulle vaere opfyldt for, at laanefaciliteten blev aabnet, og for det andet, at Kommissionen ikke ifoelge laaneaftalen skal deltage i indgaaelsen af leveringskontrakterne, idet den kun skal kontrollere, at de opfylder betingelserne i forbindelse med laanet fra Faellesskabet.

36 Med hensyn til den egentlige rembursforretning har Kommissionen anfoert, at selv om den uigenkaldelige remburs skaber en juridisk bindende kontrakt mellem den bank, der udsteder rembursen, og skyldneren, indeholder en saadan kontrakt imidlertid ikke en forpligtelse for Faellesskabet af et saadant indhold, at leverandoerens krav paa betaling skal opfyldes af faellesskabsmyndighederne. Som ved enhver ubekraeftet remburs medfoerer den udstedende banks remburs endvidere kun et muligt ansvar for denne bank over for leverandoeren, idet leverandoerens krav paa betaling foerst opstaar, naar firmaet har overgivet de dokumenter, der godtgoer, at de for betalingen noedvendige handlinger er udfoert, f.eks. ved fremlaeggelse af dokumenter som bevis for, at hveden er afsendt. Kommissionen har heraf udledt, at Faellesskabet ikke derved paadrager sig noget ansvar over for leverandoeren eller dennes bank, og anfoert, at selv om Faellesskabet i praksis, naar den modtager en udbetalingsanmodning, der opfylder betingelserne, tilsender leverandoerens bank et bindende tilsagn om garanti for betaling, vil dette tilsagn under alle omstaendigheder vaere betinget af, at de vaesentlige forudsaetninger i bekraeftelsen opfyldes, og specielt vil tilsagnet kun gaelde i forholdet til leverandoerens bank, idet Faellesskabet kun garanterer over for denne, at den udstedende banks forpligtelse vil blive opfyldt i overensstemmelse med rembursen. Kommissionen har understreget, at det eneste krav paa betaling, som en leverandoer har paa grundlag af en ubekraeftet remburs, er i forhold til den bank, der udsteder rembursen, i den foreliggende sag VEB.

37 For saa vidt angaar leveringskontrakten med Exportkhleb har Kommissionen gjort gaeldende, at kontrakten blev underskrevet inden indgaaelsen af rammeaftalen og laaneaftalen, og at sagsoegeren hverken havde indflydelse paa laaneaftalen eller paa det tidspunkt, hvor den udstedende bank ville opfylde de noedvendige betingelser for, at der kunne udbetales midler af laanet.

38 Med hensyn til Kommissionens bekraeftelse har Kommissionen anfoert, at dette dokument udfaerdiges i henhold til bestemmelserne i laaneaftalen og ikke kan aendre vilkaarene i kontrakten mellem sagsoegeren og Exportkhleb.

39 Kommissionen har endvidere indledningsvis paapeget, at denne ordning har lighedspunkter med den, der gaelder for finansiering af udviklingsprojekter i henhold til Lomé-konventionen. Som Domstolen har fastslaaet i dom af 10. juli 1984 (sag 126/83, STS mod Kommissionen, Sml. s. 2769), opstilles der i Lomé-konventionens artikel 120 et princip om, at staterne alene har ansvaret for gennemfoerelsen af projekter og aktionsprogrammer. De har herunder ansvaret for at udarbejde, forhandle og indgaa de kontrakter, der er paakraevede til gennemfoerelsen af disse. Kommissionen har gjort gaeldende, at det samme goer sig gaeldende efter den ordning, der er indfoert for finansiering af hvedeimport, idet det i rammeaftalen bestemmes, at laanet ydes til daekning af de uigenkaldelige remburser, som laantageren har aabnet til opfyldelse af leveringskontrakterne. Kommissionen har anfoert, at dens rolle efter Lomé-ordningen endog er vigtigere end efter den russiske laaneordning, idet den i henhold til den sidstnaevnte ordning ikke deltager i indgaaelsen af kontrakten.

40 Kommissionen er af den opfattelse, at sagsoegeren ikke kan anses for umiddelbart beroert i traktatens artikel 173, stk. 4' s forstand af den omtvistede skrivelse af 1. april 1993. Skrivelsen skulle ikke ° og kunne ikke ° aendre vilkaarene i handelsaftalen mellem sagsoegeren og Exportkhleb. Kommissionens rolle bestaar udelukkende i at kontrollere, at de i bestemmelserne fastsatte finansieringsbetingelser er opfyldt, og, hvis dette er tilfaeldet, at give tilladelse til udbetaling af det russiske laan. Det er ikke Kommissionens opgave at give handelsaftalen gyldighed. Kommissionens skrivelse har udelukkende til foelge, at laanet ikke laengere kan anvendes til at betale for hvedeleverancer i henhold til de aendrede kontraktvilkaar.

41 Kommissionen har herved henvist til ovennaevnte dom i sagen STS mod Kommissionen, som efter Kommissionens opfattelse vedroerte tilsvarende problemer angaaende Lomé-konventionen, hvorfor dommens resultat kan overfoeres paa naervaerende sag.

42 Kommissionen har sammenfattende anfoert, at paa samme maade, som den er tredjemand i forhold til koebekontrakten mellem virksomheden i Faellesskabet og den kompetente russiske myndighed, er virksomheden tredjemand i forhold til laaneaftalen. Sagsoegeren kan derfor ikke vaere umiddelbart beroert i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4.

43 Sagsoegeren har for det foerste fremhaevet den foreliggende ordnings saeregenhed, der bestaar i, at de laante midler direkte er bestemt til at anvendes til Faellesskabets eller dets finansielle institutions, Crédit Lyonnais' , betaling af de varer, der leveres i henhold til de af Kommissionen anerkendte kontrakter. Den russiske laantager har paa intet tidspunkt adgang til disse midler, idet det russiske laan i realiteten er en kreditfacilitet, som Faellesskabet yder, og som kan goeres likvid hos Faellesskabets finansielle institution. Kriterierne for godkendelsen af koebekontrakterne, bestemmelserne herom og betingelserne derfor er fastlagt i offentliggjorte faellesskabsretsakter, og godkendelsen skaber en direkte forpligtelse over for saelgeren, idet det deri bekraeftes, at saelgeren opfylder betingelserne for at modtage midler af laanet, hvorved han faar en sikkerhed ° uden hvilken han ikke ville have indgaaet kontrakten ° for, at han vil modtage betaling, hvis de i retsakterne fastlagte betingelser overholdes. Eftersom sagsoegeren er umiddelbart beroert af godkendelsen, er sagsoegeren saa meget desto mere umiddelbart beroert af afslaget paa en godkendelse af kontrakterne.

44 Sagsoegeren har derefter bestridt, at der skulle vaere en saadan sammenhaeng mellem den foreliggende sag og Domstolens domme vedroerende Lomé-konventionen, som Kommissionen har gjort gaeldende. I ovennaevnte sag STS mod Kommissionen anfaegtede sagsoegeren gennem soegsmaalet til proevelse af Kommissionens beslutning om at godkende tildeling af en kontrakt til en anden tilbudsgiver i realiteten beslutningen om kontraktens tildeling til den anden tilbudsgiver. I den foreliggende sag derimod foelger Kommissionens beslutning ikke op paa den allerede indgaaede kontrakt, men er netop en betingelse for, at kontrakten er indgaaet. Soegsmaalet har alene til formaal af anfaegte Kommissionens beslutning om at afslaa at godkende de af sagsoegeren og Exportkhleb aftalte aendringer i kontrakten. Da handelskontrakten er betinget af, at Kommissionen bevilger midler fra laanet, medfoerer Kommissionens afslag, at der ikke bestaar nogen retlig forpligtelse mellem sagsoegeren og de russiske myndigheder og tilsvarende heller ikke noget retsmiddel inter partes. Efter sagsoegerens opfattelse skal der i stedet drages en parallel til sagen International Fruit Company (dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70, 42/70, 43/70 og 44/70, Sml. 1971, s. 83, org. ref.: Rec. s. 411).

45 Endelig fremgaar det ifoelge sagsoegeren af sagens omstaendigheder, at sagsoegeren er umiddelbart beroert. Afslaget paa at godkende den aendrede kontrakt har direkte haft til foelge, at sagsoegeren kun har modtaget delvis betaling. Ved mange lejligheder var der kontakt mellem Kommissionen og sagsoegeren. Bl.a. havde sagsoegeren modtaget en kopi af bekraeftelsen af 27. januar 1993. Hvis der var problemer med opfyldelsen af de oprindelige kontrakter, skyldtes det endvidere udelukkende den vaesentlige forsinkelse i godkendelsen af dem, som var til hinder for afvikling af de planlagte leveringer og gjorde det uomgaengeligt noedvendigt at genforhandle kontrakterne.

46 Sagsoegeren har sammenfattende gjort gaeldende, at de prisaendringer, der viste sig at vaere noedvendige, blev stadfaestet, og har til stoette herfor anfoert at have faaet en berettiget forventning ved Kommissionens skrivelser forud for afslaget paa godkendelse.

Rettens bemaerkninger

47 I medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person anlaegge sag til proevelse af beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt.

48 Det skal saaledes afgoeres, om sagsoegeren er umiddelbart og individuelt beroert af den skrivelse, som Kommissionen tilsendte VEB den 1. april 1993.

49 Det konstateres indledningsvis, at Kommissionen ikke har bestridt, at sagsoegeren er individuelt beroert. Paa baggrund af sagens omstaendigheder finder Retten, at der kun skal tages stilling til, om sagsoegeren er umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning.

50 Det fastslaas i denne forbindelse, at der i faellesskabsretsakterne og i aftalerne mellem Faellesskabet og Den Russiske Foederation er foretaget en kompetencefordeling mellem Kommissionen og den institution, der er udpeget af Den Russiske Foederation til at indkoebe hvede. Det paahviler denne institution, i dette tilfaelde Exportkhleb, efter licitation at vaelge medkontrahenten, forhandle kontraktvilkaarene og indgaa kontrakten. Der er kun tildelt Kommissionen den rolle at kontrollere, at betingelserne for faellesskabsfinansiering er opfyldt, og eventuelt godkende, at kontrakterne er i overensstemmelse med bestemmelserne om udbetaling af laanebeloeb i afgoerelse 91/658 og aftalerne med Den Russiske Foederation. Det tilkommer saaledes ikke Kommissionen at vurdere handelsaftalen i henhold til andre kriterier end disse.

51 Heraf foelger, at den virksomhed, som har faaet tildelt en kontrakt, kun har et retligt forhold til sin medkontrahent, Exportkhleb, der er udpeget af Den Russiske Foederation til at indgaa kontrakter om hvedeindkoeb. Kommissionen har paa sin side kun et retligt forhold til laantageren, nemlig den af Den Russiske Foederation udpegede finansielle institution, VEB, som meddeler Kommissionen handelsaftalerne med henblik paa anerkendelse af, at de er i overensstemmelse med bestemmelserne, og som er adressat for Kommissionens beslutning herom.

52 Det maa derfor laegges til grund, at Kommissionens handlinger ikke har betydning for den retlige gyldighed af handelsaftalen mellem sagsoegeren og Exportkhleb og ikke aendrer aftalens vilkaar, herunder de af parterne aftalte priser. Den af parterne den 23. februar 1993 foretagne aendring af kontrakten af 28. november 1992 er saaledes fortsat gyldigt aftalt paa de vedtagne vilkaar uanset Kommissionens beslutning om ikke at godkende, at det vedtagne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

53 Den omstaendighed, at Kommissionen har haft kontakt med sagsoegeren eller Exportkhleb, kan ikke foere til en aendret bedoemmelse af de rettigheder og retlige forpligtelser, som for hver af de implicerede parter foelger af de gaeldende bestemmelser i retsakter og indgaaede aftaler. Det bemaerkes endvidere med hensyn til spoergsmaalet, om annullationssoegsmaalet kan antages til realitetsbehandling, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen med den kontakt, som sagsoegeren har paaberaabt sig, har overskredet graenserne for den rolle, der tilkommer den. Den paaberaabte kontakt mellem Kommissionen og sagsoegeren i januar 1993 havde saaledes udelukkende til formaal at faa parterne til i deres kontrakt at indsaette en betingelse, der var noedvendig for, at Kommissionen kunne anerkende kontrakten som vaerende i overensstemmelse med bestemmelserne, men det blev overladt til parterne selv at soerge for aendringerne i deres kontrakt, hvis de oenskede at opnaa den paagaeldende finansiering. Den omstaendighed, at Kommissionen havde tilsendt sagsoegeren en kopi af bekraeftelsen, som var rettet til VEB, er uden betydning for bekraeftelsens retsvirkninger.

54 Det maa endvidere fastslaas, at selv om VEB, naar banken fra Kommissionen modtager en beslutning om, at kontrakten ikke er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser, ikke kan udstede en remburs, der kan vaere omfattet af Faellesskabets garanti, har beslutningen dog som anfoert ovenfor ingen betydning for hverken gyldigheden af kontrakten mellem sagsoegeren og Exportkhleb eller for kontraktens vilkaar. Det maa understreges, at en beslutning fra Kommissionen ikke erstatter en afgoerelse fra de nationale russiske myndigheder, idet Kommissionen i forbindelse med, at den traeffer beslutning om, hvorvidt der kan ydes faellesskabsfinansiering, kun har kompetence til at undersoege, om kontrakterne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

55 Endelig skal det tilfoejes, at sagsoegeren ikke kan godtgoere at vaere umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning under henvisning til, at handelsaftalerne indeholder en klausul om, at kontrakten kun skal gennemfoeres, og prisen kun betales under forbehold af, at Kommissionen anerkender, at betingelserne for udbetaling af faellesskabslaanet er opfyldt. Med en saadan klausul har aftaleparterne besluttet at skabe en sammenhaeng mellem den kontrakt, de indgaar, og en fremtidig og uvis begivenhed, saaledes at deres aftale kun faar bindende virkning ved begivenhedens indtraeden. Spoergsmaalet om, hvorvidt en sag i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan antages til realitetsbehandling, findes imidlertid ikke at kunne afhaenge af parternes vilje. Sagsoegerens argument kan derfor ikke tages til foelge.

56 Endelig finder Retten, at den af sagsoegeren paaberaabte berettigede forventning om, at sagsoegeren kunne regne med, at aendringen af kontrakterne blev sat i kraft af Kommissionen, henhoerer under sagens realitet og saaledes er uden betydning for bedoemmelsen af, om sagen kan antages til realitetsbehandling.

57 Retten finder herefter, at sagsoegeren ikke i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, er umiddelbart beroert af Kommissionens beslutning af 1. april 1993, som rettet til VEB. Sagen maa derfor afvises for saa vidt angaar paastanden om annullation af beslutningen.

Paastanden om anerkendelse af sagsoegerens rettigheder over for tredjemand

58 Sagsoegeren har nedlagt saerskilt paastand om, at "det anerkendes, at sagsoegeren over for banken Crédit Lyonnais har krav paa udbetaling af restbeloebet (af differencen mellem priserne i henhold til kontrakterne af 27.11.1992 og de nye priser vedtaget den 23.2.1993) for de hvedepartier, der blev leveret fra den 28. februar 1993."

59 Det bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser under et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173 kun foretager en proevelse af lovligheden af den anfaegtede retsakt. Paastanden om anerkendelse af sagsoegerens rettigheder ligger saaledes uden for den kompetence, som ved traktaten er tillagt Faellesskabets retsinstanser under et annullationssoegsmaal, og maa derfor afvises.

60 Idet det er ufornoedent at tage stilling til anbringendet om, at sagen er anlagt for sent, skal sagen herefter afvises i sin helhed.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

61 I henhold til artikel 87, stk. 2, i procesreglementet paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, boer sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagen afvises.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy