Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Tjenestemaend ° soegsmaal ° sagsoegte ° den institution, ved hvilken der goeres tjeneste
(Tjenestemandsvedtaegten, art. 2)
2. De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter ° tjenestemaend og oevrige ansatte ° omfattet af nationale retsregler i privatretlige forhold ° national domstols kendelse om arrest i en tjenestemands vederlag ° den beroerte institutions pligter
(Protokollen vedroerende De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter, art. 1; tjenestemandsvedtaegten, art. 23, stk. 1)
3. Retspleje ° sager anlagt af fysiske eller juridiske personer med paastand om, at det fastslaas, at en medlemsstat har tilsidesat faellesskabsretten ° ingen kompetence for Faellesskabets retsinstanser ° afvisning
(EF-traktaten, art. 164 ff.)
Sammendrag
1. Ansaettelsesmyndigheden handler paa vegne af den institution, som har udpeget den, saaledes at retsakter, der paavirker tjenestemaendenes retsstilling og kan vaere bebyrdende for dem, maa tilregnes den institution, hvor de er ansat, og et eventuelt soegsmaal skal rettes mod den institution, hvorfra den bebyrdende retsakt hidroerer.
2. De privilegier og immuniteter, der alene i Faellesskabernes interesse ved protokollen vedroerende De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter er tillagt Faellesskabernes tjenestemaend, har kun en funktionel karakter, idet de har til formaal at undgaa, at der opstilles hindringer for Faellesskabernes funktion og uafhaengighed. Tjenestemaendene er ifoelge vedtaegtens artikel 23, stk. 1, i privatretlige forhold med forbehold af naevnte protokols bestemmelser omfattet af national ret.
Naar en tredjemand i forbindelse med en ved en national ret verserende arrestsag oensker over for den institution, der er arbejdsgiver, at gennemfoere arrest, maa denne institution for det foerste afgoere, om de i protokollen fastsatte privilegier og immuniteter finder anvendelse i den paagaeldende sag og, i bekraeftende fald, for det andet vurdere, i hvilket omfang den anser det for hensigtsmaessigt at paaberaabe sig dem.
Dersom institutionen finder, at det ikke strider mod Faellesskabets interesser at undlade at paaberaabe sig Faellesskabets privilegier og immuniteter, skal den, i kraft af sin pligt til loyalt at samarbejde med de nationale myndigheder, rette sig efter den nationale rets arrestafgoerelse.
3. Der findes ikke i traktaten regler om retsmidler, hvorigennem fysiske eller juridiske personer kan anlaegge sag ved Domstolen vedroerende et spoergsmaal om, hvorvidt en medlemsstats myndigheder har optraadt korrekt efter faellesskabsretten. Paastande om, at det fastslaas, at en medlemsstat har tilsidesat faellesskabsretten, skal derfor afvises.
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Sagsoegeren, Hogan, er tjenestemand i loenklasse C1 ved Europa-Parlamentet. Da de begivenheder, der ligger til grund for sagen, udspillede sig, gjorde hun midlertidig tjeneste i en stilling ved Domstolen. Den 1. november 1993 genindtraadte hun i sin tidligere stilling ved Europa-Parlamentet.
2 Juge de paix de Luxembourg tillod ved kendelse af 21. maj 1993, der blev forkyndt for Domstolen og registreret dér den 25. maj 1993, efter begaering af 18. maj 1993 fra en luxembourgsk advokat en arrest ("saisie-arrêt") for en fordring paa "omkostninger og honorarer som anslaaet pr. 3. februar 1993" i Hogan' s vederlag for saa vidt angaar den del af dette, der kan goeres til genstand for retsforfoelgning, paa i alt 43 811 LFR, til hvilket beloeb juge de paix anslog fordringen.
3 Den 27. maj 1993 lod chefen for Domstolens Personaleafdeling udstede en "bekraeftende erklaering", hvormed man meddelte justitssekretaeren ved Tribunal de paix de Luxembourg stoerrelsen af sagsoegerens vederlag og oplyste, at det beloeb, for hvilket der var gjort arrest, ville blive indbetalt paa en saerlig konto. Derefter blev i overensstemmelse med denne erklaering, som det fremgaar af Hogan' s loenseddel for juli 1993, et beloeb paa 43 811 LFR faktisk tilbageholdt og indbetalt paa en saerlig ved Domstolen oprettet konto.
4 Efter at rekvirenten den 26. maj 1993 havde indgivet begaering om stadfaestelse af arresten som lovlig gjort, indkaldte juge de paix den 1. juni 1993 parterne til et retsmoede, der blev berammet til den 28. juli 1993. Domstolen var ikke repraesenteret i dette retsmoede. Hogan fremfoerte som rekvisitus forskellige formelle og materielle indsigelser samt paastod rekvirenten doemt til at betale erstatning.
5 Sideloebende hermed indgav Hogan den 1. juni 1993 til ansaettelsesmyndigheden en ansoegning i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvori hun anmodede om, at det blev paalagt Personaleafdelingen ikke at foretage indeholdelse i hendes vederlag. Den 3. juni 1993 indgav hun klage i henhold til naevnte vedtaegts artikel 90, stk. 2, over ovennaevnte "bekraeftende erklaering". Den 15. juli 1993 meddelte Domstolens praesident Hogan, at Det Administrative Udvalg havde behandlet hendes ansoegning og klage samt besluttet at afvise dem.
6 Tribunal de paix de Luxembourg tog ved dom afsagt den 30. september 1993 rekvirentens paastand til foelge og paalagde Hogan til rekvirenten at betale 43 811 LFR, hvorved den stadfaestede den den 21. maj 1993 tilladte arrest som lovlig gjort. Denne dom blev forkyndt paa Domstolen den 26. november 1993.
7 Rekvirenten fik den 23. februar 1994 af den ledende justitssekretaer ved Tribunal de paix de Luxembourg udstedt erklaering for, at anke ikke var ivaerksat, hvilken erklaering blev tilstedt Domstolen ved rekvirentens skrivelse af 24. februar 1994. Paa grundlag af denne erklaering udbetalte Domstolens Personaleafdeling i marts 1994 rekvirenten beloebet paa 43 811 LFR, hvilket blev meddelt Hogan ved skrivelse af 23. marts 1994.
8 Ved dom af 5. maj 1994 blev en af Hogan til Tribunal d' arrondissement de Luxembourg indgivet begaering om tilladelse til anke af dommen af 30. september 1993 efter ankefristens udloeb afvist, hvilken dom tilgik Domstolens Personaleafdeling den 20. maj 1994.
Retsforhandlinger og parternes paastande
9 Paa baggrund heraf har sagsoegeren den 6. august 1993 anlagt naervaerende sag, hvori sagsoegte efter staevningens angivelser er "Domstolens ansaettelsesmyndighed".
10 Ved saerskilt processkrift registreret paa Rettens Justitskontor den samme dag indgav sagsoegeren begaering om tilbagebetaling, som foreloebig forholdsregel, af det omtvistede beloeb, indtil der er afsagt dom i sagen og med forbehold af en eventuel tilbagesoegning. Ved skrivelse af 12. august 1993 meddelte sagsoegeren Retten, at hun agtede at frafalde sin begaering om foreloebige forholdsregler, hvorfor Rettens praesident den 16. august 1993 har truffet afgoerelse om slettelse af sag T-497/93 R.
11 Ved et andet saerskilt processkrift registreret paa Rettens Justitskontor den 24. august 1993 indgav sagsoegeren begaering om foreloebige forholdsregler svarende til den tidligere begaering. Denne begaering blev forkastet ved kendelse afsagt af Rettens praesident den 29. september 1993 (sag T-497/93 R II, Hogan mod Domstolen, Sml. II, s. 1005).
12 Sagsoegeren har ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 1. oktober 1993 nedlagt paastand om, at Retten fastslaar, at naevnte kendelse af 29. september 1993 er ulovlig, og om, at den kendes ugyldig og aendres, ligesom sagsoegeren paa ny har indgivet en begaering svarende til den, der blev indgivet i den foregaaende sag om foreloebige forholdsregler. Denne begaering blev afvist ved Rettens praesidents kendelse af 26. oktober 1993 (sag T-497/93 R II, Hogan mod Domstolen, ikke offentliggjort i Samling af Afgoerelser), da det var aabenbart, at den maatte afvises.
13 Efter at sagsoegeren af Retten var blevet anmodet om oplysninger med henblik paa angivelsen af sagsoegte, erklaerede sagsoegeren i skrivelse af 30. september 1993, at hun intet havde at foeje til det i staevningen anfoerte.
14 Den skriftlige forhandling er blevet afsluttet med indgivelse af svarskriftet, idet sagsoegeren ikke inden for den fastsatte frist har indgivet replik.
15 Sagsoegte har ved skrivelse af 21. juni 1994 meddelt Retten yderligere oplysninger om forloebet af den arrestforretning, der ligger til grund for sagen.
16 Sagsoegeren har ved skrivelse af 18. juli 1994 fremsat bemaerkninger til disse oplysninger.
17 Retten (Fjerde Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.
18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
Principalt:
° Det fastslaas, at Personaleafdelingens indeholdelse af et beloeb paa 43 811 LFR i sagsoegerens vederlag for juli maaned savner hjemmel.
° Det bestemmes, at naevnte beloeb, der retsstridigt er indeholdt af Personaleafdelingen, med tillaeg navnlig af renter samt godtgoerelse for pengeforringelsen fra den 15. juli 1993 til betaling sker, skal betales tilbage til sagsoegeren.
° Det fastslaas, at sagsoegeren har krav paa en passende erstatning, der vil vaere at opgoere og fastsaette i tilslutning til sagen, for den oekonomiske og ikke-oekonomiske skade, hun har lidt.
Subsidiaert:
° Det fastslaas, at den af Tribunal de paix de Luxembourg afsagte kendelse er ulovlig.
Mere subsidiaert:
° Det fastslaas, at en procedure som den i sagen omhandlede luxembourgske procedure let kan antage en chikanoes karakter.
19 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:
Principalt:
° Sagen afvises i det omfang, den er anlagt mod Domstolens ansaettelsesmyndighed.
Subsidiaert:
° Alle sagsoegerens paastande, undtagen paastanden om annullation og erstatning, afvises fra realitetsbehandling.
° Under alle omstaendigheder frifindes sagsoegte.
° Spoergsmaalet om sagens omkostninger afgoeres paa grundlag af procesreglementets artikel 87, stk. 2, og artikel 88.
20 Ved notat af 10. december 1994 har sagsoegeren fremsat en raekke begaeringer vedroerende Rettens behandling af sagen, nemlig om, at
° sagen henvises til behandling i Rettens plenum
° den luxembourgske dommer viger sit saede
° der udpeges en generaladvokat
° procesreglementets artikel 65 bringes i anvendelse, hvorved det navnlig bestemmes, at parterne personligt samt sagsoegerens aegtefaelle og en repraesentant for den luxembourgske regering skal give moede i sagen
° sagen forenes med sagerne T-479/93 og T-559/93.
21 I samme notat af 6. december 1994 fremsatte sagsoegeren endvidere uden at angive grunde en begaering om, at den mundtlige forhandling, der var berammet til den 14. december 1994, blev udsat, hvorved hun gentog, at soegsmaalet var anlagt mod Domstolens ansaettelsesmyndighed, men ikke mod selve Domstolen, og at Domstolens befuldmaegtigede retsstridigt gav moede i sagen for Domstolens ansaettelsesmyndighed. Begaeringen om udsaettelse af den mundtlige forhandling blev afslaaet af Retten den 13. december 1994.
22 Under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 14. december 1994, var sagsoegeren ikke repraesenteret af sin advokat.
23 Ved skrivelse af 20. december 1994 genfremsatte sagsoegeren de ovenfor i praemis 20 naevnte begaeringer, og heri fremhaevede hun endnu en gang noedvendigheden af, at den mundtlige forhandling blev genoptaget. I denne skrivelse lagde hun saerlig vaegt paa at fremhaeve, at sagen var anlagt mod Domstolens ansaettelsesmyndighed, men ikke mod Domstolen selv.
24 Retten finder, at de naevnte begaeringer skal afslaas af de ovenfor anfoerte grunde.
25 Det bemaerkes vedroerende begaeringen om henvisning af sagen til behandling i Rettens plenum, at efter artikel 12, stk. 1, i Rettens procesreglement behandles tvisterne mellem Faellesskaberne og deres ansatte af afdelinger bestaaende af tre dommere, og at der efter artikel 14, stk. 1, i samme reglement kun kan blive tale om at henvise en sag til behandling i Rettens plenum eller i en afdeling bestaaende af et andet antal dommere, naar sagens juridiske problemer, dens betydning, eller saerlige omstaendigheder i oevrigt tilsiger det. Fjerde Afdeling har imidlertid fundet, at betingelserne for en saadan henvisning ikke var opfyldt.
26 Retten skal hvad angaar begaeringen om, at den luxembourgske dommer viger sit saede, henvise til Rettens kendelse af 29. november 1994 (forenede sager T-479/93 og T-559/93, Bernardi mod Kommissionen, praemis 19, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser), hvorefter artikel 16, sidste stykke, i protokollen vedroerende EOEF-statutten for Domstolen, der ifoelge artikel 44 i samme statut finder anvendelse paa Retten, er til hinder for, at en part begaerer sammensaetningen af Retten eller af en af dens afdelinger aendret under paaberaabelse af en dommers nationalitet.
27 Hvad angaar begaeringen om udpegelse af en generaladvokat bemaerkes, at efter procesreglementets artikel 18 kan Retten, naar den saettes i afdelinger, lade sig bistaa af en generaladvokat, hvis den skoenner, at sagens juridiske eller faktiske problemer tilsiger det. I naervaerende sag er det Rettens opfattelse, at dette ikke er tilfaeldet.
28 Hvad angaar begaeringerne om, at visse personer personligt giver moede i sagen, bemaerkes det, at Retten har fundet, at der ikke var grund til at foranstalte yderligere bevisoptagelse.
29 Hvad angaar begaeringen om forening af naervaerende sag med de forenede sager T-479/93 og T-559/93 skal Retten fastslaa, at de sidstnaevnte sager blev afvist ved Domstolens kendelse af 29. november 1994, og at en forening af disse sager med naervaerende sag saaledes er udelukket.
30 Retten skal endelig fastslaa, at sagsoegeren ikke har oplyst omstaendigheder, der kan begrunde, at mundtlig forhandling genoptages.
I ° Formaliteten
31 Retten skal fastslaa, at sagsoegeren ikke blot i staevningen har anlagt sag mod ansaettelsesmyndigheden, men desuden gentagne gange har betonet, at sagen var anlagt mod "Domstolens ansaettelsesmyndighed" og ikke mod institutionen "Domstolen". Allerede af denne grund vil sagen kunne afvises, idet det af fast praksis (jf. navnlig Domstolens dom af 19.3.1964, sag 18/63, Schmitz mod EOEF, Sml. 1954-1964, s. 463, org. ref.: Rec. s. 163, af 10.6.1987, sag 307/85, Gavanas mod OESU og Raadet, Sml. s. 2435, og Rettens dom af 22.11.1990, sag T-162/89, Mommer mod Parlamentet, Sml. II, s. 679, praemis 18 og 19) fremgaar, at det af artikel 2 i vedtaegten foelger, dels at ansaettelsesmyndigheden handler paa vegne af den institution, som har udpeget den, saaledes at retsakter, der paavirker tjenestemaendenes retsstilling og kan vaere bebyrdende for dem, maa tilregnes den institution, hvor de er ansat, dels at et eventuelt soegsmaal skal rettes mod den institution, hvorfra den bebyrdende retsakt hidroerer. Retten finder imidlertid, at der paa baggrund af sagens omstaendigheder og af retsbeskyttelseshensyn skal foretages realitetsbehandling af sagen.
II ° Realiteten
Annullationspaastandene
32 Sagsoegeren har til stoette for paastanden om annullation af den anfaegtede afgoerelse i det vaesentlige paaberaabt sig fire anbringender. Det foerste gaar ud paa, at der foreligger inkompetence. Det andet anbringende gaar ud paa, at der er tale om overskridelse af befoejelser, det tredje anbringende paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, og det fjerde paa, at der foreligger tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser eller bestemmelser til gennemfoerelse af denne.
Inkompetence
° Parternes argumentation
33 Sagsoegeren har anfoert, at Domstolens Personaleafdeling ikke havde kompetence til at goere den omhandlede arrestkendelse umiddelbart eksigibel inden for faellesskabsdomaenet. Domstolens Personaleafdeling havde heller ikke kompetence til at fortolke det virkelige juridiske indhold af en saadan afgoerelse eller til at afgoere, om en retsakt, der hidroerte fra en anden ret end Faellesskabets retsinstanser, var forskriftsmaessig.
34 Sagsoegeren anfoerer, at den luxembourgske kendelse er en nullitet inden for faellesskabsretten, idet den nationale ret ikke kan meddele Domstolen tilladelse til at foretage en handling, af hvad art den end maatte vaere.
35 Sagsoegte har gjort gaeldende, at det af EOEF-traktatens artikel 183 fremgaar, at de nationale doemmende myndigheder eventuelt over for Faellesskabets institutioner kan afsige fuldbyrdelsesdomme, og at saadanne domme principielt kan tvangsfuldbyrdes, idet der blot skal foreligge den efter artikel 1 i protokollen vedroerende De Europaeiske Faellesskabers privilegier og immuniteter (herefter benaevnt "protokollen") kraevede bemyndigelse fra Domstolen. I oevrigt vedroerer den i sagen omhandlede arrest ingenlunde forholdet mellem den luxembourgske ret og Domstolen, men alene sagsoegerens private forpligtelser.
36 Sagsoegte fremhaever, at der kan goeres arrest i tjenestemaendenes vederlag paa grundlag af en afgoerelse truffet af en national ret. Der henvises herved til, at artikel 1 i protokollen kun finder anvendelse, saafremt den faellesskabsinstitution, i forhold til hvilken en tredjemand oensker at gennemfoere en arrest, rejser indsigelser, der bygger paa, at den paataenkte arrest kan laegge hindringer i vejen for Faellesskabernes virksomhed og uafhaengighed. Den beroerte institution har i det foreliggende tilfaelde fundet, at der ikke var grund til at modsaette sig arresten, idet denne ikke truede dens virksomhed og uafhaengighed. Domstolens Personaleafdeling havde derfor kompetence til at imoedekomme begaeringen fra den nationale ret.
° Rettens bemaerkninger
37 Indledningsvis skal det fremhaeves, at enhver faellesskabsinstitution i kraft af sin forpligtelse til loyalt at samarbejde med de nationale doemmende myndigheder, er forpligtet til at tage stilling til begaeringer som den, der ligger til grund for naervaerende sag.
38 Dernaest bemaerkes, at den omhandlede arrest udspringer af et privatretligt retsforhold, hvis parter er sagsoegeren og en anden privatperson. Hvad saadanne retsforhold angaar og navnlig hvad angaar opfyldelsen af personlige pligter omfattes tjenestemaendene ifoelge vedtaegtens artikel 23, stk. 1, ganske af den gaeldende nationale rets regler uafhaengigt af, at der i henhold til naevnte protokol bestaar visse privilegier og immuniteter.
39 Faellesskabsinstitutionen er saaledes i en sag om arrest kun beroert som tredjemand, dvs. som arbejdsgiver, men ikke som part i en sag mellem en af institutionens tjenestemaend og en anden privatperson.
40 Sagsoegte havde derfor kompetence til gennem chefen for institutionens Personaleafdeling at tage stilling til den nationale rets begaering. Denne stillingtagen kom til udtryk i den "bekraeftende erklaering", som chefen for Domstolens Personaleafdeling fremkom med den 27. maj 1993, og som konkret er kommet til udtryk i den omtvistede indeholdelse i tjenestemandens vederlag.
41 Naar henses til Domstolens vedtaegtsmaessige og institutionelle autonomi hvad angaar afgoerelser vedroerende tjenestemaends klager, har Det Administrative Udvalg, som Domstolen har nedsat med henblik paa disses behandling, haft kompetence til paa Domstolens vegne at tage stilling til den klage, som sagsoegeren havde indgivet over naevnte afgoerelse.
42 Anbringendet om inkompetence skal saaledes forkastes.
Overskridelse af befoejelser
° Parternes argumentation
43 Sagsoegeren har anfoert, at Personaleafdelingen har sat sig ud over princippet om faellesskabsrettens selvstaendighed og forrang samt overskredet sine befoejelser ved at underordne sig en anden doemmende instans end Faellesskabets retsinstanser og ved at fuldbyrde dennes afgoerelser.
44 Ifoelge sagsoegeren er skrivelsen af 15. juli 1993 fra Domstolens praesident ogsaa udtryk for et en overskridelse af befoejelser, idet denne kun uformelt og ufuldstaendigt omtaler en afvisning fra ansaettelsesmyndigheden, som skulle have vaeret tilstillet sagsoegeren i sin helhed og paa forskriftsmaessig maade. Desuden er ansaettelsesmyndighedens afgoerelse i henhold til vedtaegtens artikel 90, dvs. Det Administrative Udvalgs afgoerelse af 12. juli 1993, behaeftet med en mangel, idet den udgoer en stillingtagen i administrative spoergsmaal inden for et organ bestaaende og under forsaede af dommere, der samtidig er medlemmer af den i vedtaegtens artikel 91 omhandlede oeverste doemmende myndighed.
45 Sagsoegte har vedroerende de enkelte led i den administrative procedure anfoert, at den interne organisation inden for en institution henhoerer under den paagaeldende institutions skoensbefoejelser, og at intet hindrer Domstolen i at nedsaette et administrativt udvalg, der skal fungere som ansaettelsesmyndighed i klagesager, og herved besaetter dette med sine egne medlemmer.
46 Ifoelge sagsoegte ses det derfor ikke, i hvilket omfang de kompetente instanser ved Domstolen har overskredet deres befoejelser i forbindelse med deres afgoerelser i denne sag.
Rettens bemaerkninger
47 Det skal fremhaeves, at det omhandlede anbringende hovedsagelig vedroerer retmaessigheden af den omtvistede afgoerelse efter bestemmelserne i protokollen.
48 I den forbindelse bemaerkes, at de privilegier, der er fastlagt i protokollen, udelukkende tilkommer Faellesskabernes tjenestemaend og oevrige ansatte i Faellesskabernes interesse. For som fastslaaet af Domstolen, har de privilegier og immuniteter, som i henhold til protokollen indroemmes De Europaeiske Faellesskaber, "kun en funktionel karakter, idet de har til formaal at undgaa, at der opstilles hindringer for Faellesskabernes funktion og uafhaengighed" (jf. Domstolens kendelse af 11.4.1989, sag 1/88 SA, Générale de Banque SA mod Kommissionen, Sml. s. 857, praemis 9, af 13.7.1990, sag C-2/88 Imm., Zwartveld m.fl., Sml. I, s. 3365, praemis 19 og 20, samt Rettens dom af 19.11.1992, sag T-80/91, Campogrande mod Kommissionen, Sml. II, s. 2459, praemis 42).
49 Af fast retspraksis (jf. eksempelvis Domstolens kendelse af 11.5.1971, sag 1/71 SA, org. ref.: Rec. s. 363, praemis 7, og af 17.6.1987, sag 1/87 SA, Universe Tankship mod Kommissionen, Sml. s. 2807, praemis 5) fremgaar desuden, at det kun, naar henses til de retsbeskyttelseshensyn, der ligger til grund for naevnte protokol, er i tilfaelde af, at den faellesskabsinstitution, i forhold til hvilken en tredjemand oensker at gennemfoere arrest, rejser indsigelse med den begrundelse, at den paataenkte arrest vil kunne opstille hindringer for Faellesskabernes funktion og uafhaengighed, at rekvirenten kan fremsaette begaering til Domstolen om en bemyndigelse til at foretage arrest.
50 Hvad angaar det standpunkt, som en faellesskabsinstitution skal indtage under en arrestsag, tilkommer det den paagaeldende institution for det foerste at afgoere, om de i protokollen fastsatte privilegier og immuniteter finder anvendelse i den paagaeldende sag og, i bekraeftende fald, for det andet at vurdere, i hvilket omfang den anser det for hensigtsmaessigt at paaberaabe sig dem.
51 Det kan i naervaerende sag fastslaas, at sagsoegte, som det fremgaar af ovennaevnte redegoerelse i skrivelsen af 15. juli 1993, er naaet til det resultat, at det ikke stred mod Faellesskabets interesser at undlade at paaberaabe sig Faellesskabets privilegier og immuniteter. Sagsoegte maatte derfor paa grundlag af forpligtelsen til et loyalt samarbejde med de nationale myndigheder imoedekomme begaeringen ifoelge den af den nationale ret afsagte arrestkendelse.
52 Hvad angaar sagsoegerens argument om sammensaetningen af Domstolens Administrative Udvalg bemaerkes blot, at det i vedtaegtens artikel 2, stk. 1, fastsaettes, at hver institution bestemmer, hvilke myndigheder der inden for dens omraade skal udoeve de befoejelser, som ifoelge vedtaegten tilkommer ansaettelsesmyndigheden. Heraf foelger, at intet hindrer Domstolen i at nedsaette et administrativt udvalg, der fungerer som ansaettelsesmyndighed ved afgoerelsen af klager, og til herved at besaette udvalget med sine egne medlemmer.
53 Anbringendet om overskridelse af befoejelser skal saaledes forkastes.
Tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter
° Parternes argumentation
54 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den omtvistede indeholdelse er en midlertidig retssikrende foranstaltning, som blev truffet uden sagsoegerens vidende, og som ikke er omhandlet i tjenestemandsvedtaegten. Der er altsaa tale om en procedure, der savner hjemmel, og som efter en analogi anvender udenlandske procedurer paa et saerligt omraade, hvor analogislutninger ikke kan accepteres.
55 Sagsoegeren finder, at den omhandlede indeholdelse heller ikke respekterer de garantier, der er givet ved Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager. Den nationale rets kendelse, som er afsagt inden for rammerne af en procedure, der ikke er kontradiktorisk, eksekveres umiddelbart i Faellesskabets retsorden.
56 Sagsoegeren anfoerer, at den gennemfoerte indeholdelse ogsaa er retsstridig efter det ved traktaten og de internationale menneskerettighedskonventioner knaesatte princip om retten til forsvar. Domstolens administration var nemlig ikke befoejet til at give tredjemand hemmelige edb-oplysninger af personlig og forbeholdt karakter.
57 Sagsoegte har gjort gaeldende, at en arbejdsgiver, over for hvem arresten goeres gaeldende, efter den gaeldende luxembourgske lovgivning paa omraadet er forpligtet til at udstede den "bekraeftende erklaering", idet han ellers anses for debitor for de beloeb, der ikke indeholdes. En tredjemand, som arresten goeres gaeldende overfor, skal ikke tage stilling til, om arresten er lovlig gjort, og er afskaaret fra at udbetale de arresterede beloeb til debitor, saa laenge der ikke foreligger en afgoerelse om arrestens ophaevelse. Domstolens administration har med udstedelsen af naevnte bekraeftende erklaering og gennemfoerelsen af den omtvistede indeholdelse samt indbetaling paa en saerlig konto af det indeholdte beloeb alene gjort, hvad den som arbejdsgiver var forpligtet til.
58 Paaberaabelsen af Bruxelles-konventionen er efter sagsoegtes opfattelse helt irrelevant. Der er i den foreliggende sag ikke tale om fuldbyrdelse af en afgoerelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, men derimod om fuldbyrdelsen i Luxembourg af en luxembourgsk retsafgoerelse.
59 Sagsoegte anfoerer, at der ikke er sket noget brud paa tavshedspligten vedroerende edb-oplysninger om det i sagen omhandlede vederlags stoerrelse, idet beskyttelsen af disse oplysninger ikke gaar videre end fastlagt i de nationalretlige bestemmelser, som Domstolens administration er forpligtet til at foelge. Den bekraeftende erklaering, der er omhandlet i luxembourgsk lovgivning, skal nemlig oplyse tjenestemandens vederlag, idet det beloeb, der skal goeres arrest for, beregnes paa grundlag heraf. Endvidere har der ikke vaeret tale om en tilsidesaettelse af retten til forsvar, for spoergsmaalet herom melder sig ikke i forholdet mellem sagsoegeren og Domstolens administration, men i forbindelse med sagen for den luxembourgske ret mellem sagsoegeren og dennes kreditor.
° Rettens bemaerkninger
60 Indledningsvis bemaerkes, at den omtvistede procedure er en privatretlig procedure, der ikke er reguleret ved tjenestemandsvedtaegten, men ved luxembourgske retsregler paa omraadet. Privatretligt ° og under forbehold af forskrifterne i vedtaegten og i protokollen ° er EF-tjenestemaendene fuldt ud omfattet af de nationale bestemmelser, der gaelder for deres retsforhold, paa lige fod med enhver anden borger (generaladvokat Cruz Vilaça' s forslag til afgoerelse i forbindelse med Domstolens dom af 7.10.1987, sag 401/85, Schina mod Kommissionen, Sml. s. 3911, jf. s. 3918, punkt 32).
61 Hvad angaar naervaerende sag skal det paapeges, at den omhandlede arrest blev ivaerksat paa et retligt grundlag paa baggrund af faellesskabsretten, jf. ovenfor i praemis 48-53.
62 Det bemaerkes vedroerende sagsoegerens argumentation paa grundlag af Bruxelles-konventionen, at denne, som sagsoegte korrekt har anfoert, ikke finder anvendelse i en arrestprocedure som den i sagen omhandlede.
63 Endvidere skal det fastslaas, at Domstolens administration ikke har meddelt den luxembourgske ret personlige oplysninger om sagsoegeren. Den har nemlig i den "bekraeftende erklaering" oplyst stoerrelsen af tjenestemandens, dvs. arrestrekvisitus vederlag i overensstemmelse med luxembourgsk lovgivning, idet den del af vederlaget, der kan goeres til genstand for arrest, beregnes paa grundlag af dette vederlags beloeb.
64 Hvad angaar argumentet om overholdelse af retten til forsvar bemaerkes det, at sagsoegeren af Personaleafdelingen blev underrettet om den nationale rets begaering og om, at Domstolens administration havde til hensigt at imoedekomme denne begaering.
65 Anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter skal saaledes forkastes.
Tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser eller bestemmelser til gennemfoerelse heraf
° Parternes argumentation
66 Sagsoegeren har anfoert, at indeholdelsen er i strid med Faellesskabets budgetprincipper, hvorefter saavel formaalet med og anvendelsen af beloeb, der staar opfoert i budgettet, herunder tjenestemaendenes vederlag, som indeholdelser i de anvendte beloeb noeje skal vaere grundlagt paa faellesskabsnormer og ikke paa udenlandske love og retsakter.
67 Sagsoegeren goer gaeldende, at den omtvistede indeholdelse blev gennemfoert under tilsidesaettelse af de faellesskabsregler, som gaelder for budgetspoergsmaal, og at der saaledes er gjort indgreb i hendes ret til at faa fuld betaling for sit arbejde i en af Faellesskabets institutioner. Vederlagene udbetales i henhold til den lovprocedure, der gaelder for gennemfoerelsen af faellesskabsbudgettet, som ikke giver adgang til at nedsaette dem gennem retssager ved nationale domstole.
68 Sagsoegte har anfoert, at den ved vedtaegten knaesatte ret til vederlag ikke for saa vidt angaar forholdet mellem tjenestemanden og den institution, vedkommende goer tjeneste i, kan vaere til hinder for anvendelsen i forhold til tredjemand af princippet om, at debitors formue tjener til ligelig fyldestgoerelse af hans kreditorer.
69 Hvad angaar den paastaaede tilsidesaettelse af budgetbestemmelser anfoerer sagsoegte, at faellesskabsbudgettet ikke beroeres af den omhandlede indeholdelse, selv om en del af det indeholdte beloeb blev indbetalt paa en saerlig konto, der var oprettet med henblik paa fuldbyrdelse af arrestkendelsen.
° Rettens bemaerkninger
70 Hvad angaar lovligheden af den omtvistede indeholdelse efter Faellesskabets budgetbestemmelser bemaerkes, at anvendelsen af retsmidlet arrest ikke medfoerer noget indgreb i gennemfoerelsen af Domstolens budget og ikke beroerer de finansielle stroemme, der er bestemt af Faellesskabets budgetbestemmelser, eller institutionernes forskellige befoejelser paa budgetomraadet, som omhandlet i disse bestemmelser. I de bevillinger, der staar til raadighed for Domstolen, er nemlig noejagtigt det beloeb, der svarer til sagsoegerens vederlag, blevet fratrukket.
71 Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser og bestemmelser truffet til gennemfoerelse heraf skal saaledes forkastes.
72 Paa baggrund af det anfoerte kan paastandene om annullation af Domstolens afgoerelse vedroerende den skete indeholdelse i sagsoegerens vederlag ikke tages til foelge.
Paastanden om tilbagebetaling af de omtvistede beloeb
73 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at det paalaegges Domstolen at tilbagebetale det indeholdte beloeb. Det vil i den forbindelse vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at Retten har frifundet sagsoegte for sagsoegerens principale annullationspaastand. Der skal derfor ogsaa afsiges frifindelsesdom for saa vidt angaar paastanden om tilbagebetaling.
Erstatningspaastanden
Parternes argumentation
74 Sagsoegeren har anfoert, at der er forvoldt hende oekonomisk og ikke-oekonomisk skade som foelge af Domstolens administrations adfaerd og den omhandlede arrest.
75 Sagsoegte har fremhaevet, at en afgoerelse, der ikke paa nogen maade er ulovlig, ikke af nogen som helst grund kan medfoere et ansvar for den paagaeldende institution.
Rettens bemaerkninger
76 Da indeholdelsen i sagsoegerens loen, som det fremgaar af praemisserne ovenfor, er blevet gennemfoert under iagttagelse af gaeldende ret, kan der ikke blive tale om ansvar for sagsoegte.
77 Sagsoegte skal derfor frifindes for sagsoegerens erstatningspaastand.
De subsidiaere paastande om, at Retten gennemfoerer forskellige konstateringer
78 Sagsoegeren har subsidiaert nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den af juge de paix du Luxembourg afsagte kendelse er ulovlig, og mere subsidiaert om, at det fastslaas, at en procedure som den i sagen omhandlede luxembourgske procedure let kan antage chikanoes karakter.
79 Det bemaerkes, at der ikke i traktaten findes regler om retsmidler, hvorigennem fysiske eller juridiske personer kan anlaegge sag ved Domstolen vedroerende et spoergsmaal om, hvorvidt en medlemsstats myndigheder har optraadt korrekt efter faellesskabsretten (jf. den tidligere naevnte kendelse Bernardi mod Kommissionen, praemis 35). Disse paastande skal derfor afvises fra realitetsbehandling.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
80 Ifoelge procesreglements artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Sagsoegerens paastande ifoelge skrivelserne af 10. og 20. december 1994 tages ikke til foelge.
2) Domstolen frifindes.
3) Hver part baerer sine omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagerne om foreloebige forholdsregler.
Full & Egal Universal Law Academy