Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Retspleje - fremsaettelse af nye anbringender under sagens behandling - anbringende stoettet paa omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne - dom afsagt af Domstolen, som bekraefter gyldigheden af en retsakt udstedt af faellesskabsinstitutionerne - ingen ny omstaendighed
(Domstolens procesreglement, art. 42, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)
2 Landbrug - faelles markedsordning - bananer - importordning - toldkontingent - indfoerelse og fordeling - principperne om forbud mod forskelsbehandling, om beskyttelse af den berettigede forventning, om retten til fri erhvervsudoevelse og om retten til kontradiktion - tilsidesaettelse - foreligger ikke - magtfordrejning - foreligger ikke - Faellesskabets paadragelse af ansvar uden for kontraktforhold - foreligger ikke
(EF-traktaten, art. 215, stk. 2; Raadets forordning nr. 404/93)
Sammendrag
3 Det fremgaar saavel af artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement som af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, at nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre disse anbringender stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. I denne forbindelse kan en dom afsagt af Domstolen, som bekraefter gyldigheden af en retsakt udstedt af faellesskabsinstitutionerne, ikke anses for at begrunde fremsaettelse af et nyt anbringende, da der er en formodning for gyldigheden af saadanne retsakter, og da en dom med et saadant indhold blot bekraefter en retstilstand, som sagsoegeren kendte paa det tidspunkt, da han anlagde sin sag.
4 Ordningen for samhandelen med tredjelande efter den faelles markedsordning for bananer, der er indfoert ved forordning nr. 404/93, navnlig det toldkontingent, der er fastsat for indfoersler, og fordelingen af dette, er hverken udtryk for en tilsidesaettelse af faellesskabsrettens almindelige principper eller magtfordrejning og er derfor ikke behaeftet med nogen ulovlighed, som kan paadrage Faellesskabet ansvar uden for kontraktforhold over for erhvervsdrivende, hvis virksomhed bestaar i indfoersel af tredjelandsbananer til Faellesskabet.
Med hensyn til forbuddet mod forskelsbehandling indfoertes der ved forordningen ganske vist ikke en identisk behandling af de forskellige kategorier af erhvervsdrivende, som toldkontingentet blev fordelt mellem, men den differentierede behandling af disse stod i sammenhaeng med formaalet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder og sikring af afsaetningen af faellesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion.
Med hensyn til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan en erhvervsdrivende ikke goere gaeldende, at han har en velerhvervet ret eller blot en berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som kan aendres ved beslutninger truffet af faellesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres skoen. Saafremt administrationen ikke har afgivet praecise loefter, kan ingen i oevrigt paaberaabe sig tilsidesaettelse af dette princip.
Med hensyn til den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse opfylder det indgreb, der er foretaget over for traditionelle forhandlere af tredjelandsbananer, formaal af almen faellesskabsinteresse og paavirker ikke selve denne rets kerne.
Med hensyn til retten til kontradiktion under en procedure for udstedelse af en faellesskabsretsakt i henhold til en artikel i traktaten er de eneste hoeringsforpligtelser, der paahviler faellesskabslovgiver, dem, der er foreskrevet i den paagaeldende artikel, og retten til at blive hoert under en administrativ procedure, som angaar en bestemt person, kan ikke overfoeres til en lovgivningsprocedure, der foerer til vedtagelse af generelle foranstaltninger.
Med hensyn til en eventuel magtfordrejning fremgaar det endelig ikke, at forordningen har til formaal at naa andre maal end dem, som den angiver, da en udviklingspolitik til fordel for AVS-staterne som den, der soeges gennemfoert ved forordningen, er i fuld overensstemmelse med den faelles landbrugspolitiks formaal, og da faellesskabsinstitutionerne i oevrigt ved gennemfoerelsen af de interne politikker, bl.a. landbrugspolitikken, ikke kan se bort fra de internationale forpligtelser, som Faellesskabet har paataget sig i henhold til Lomé-konventionen.
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
Situationen foer vedtagelsen af forordning nr. 404/93
1 Foer der blev indfoert en faelles markedsordning for bananer, blev forbruget af bananer i medlemsstaterne daekket fra tre forsyningskilder: bananer produceret i Faellesskabet (navnlig paa De Kanariske OEer og i de franske oversoeiske departementer), som udgjorde ca. 20% af faellesskabsforbruget (herefter »faellesskabsbananer«), bananer produceret i nogle af de stater, med hvilke Faellesskabet havde indgaaet Lomé-konventionen (navnlig visse afrikanske stater og visse oeer i Caribien), som udgjorde ca. 20% af faellesskabsforbruget (herefter »AVS-bananer«), og bananer produceret i andre stater (foerst og fremmest i visse lande i Mellemamerika og Sydamerika), som udgjorde ca. 60% af faellesskabsforbruget (herefter »tredjelandsbananer«).
2 Ifoelge den protokol, der er bilag til gennemfoerelseskonventionen vedroerende de oversoeiske landes og territoriers associering med Faellesskabet, som naevnes i EF-traktatens artikel 136 (herefter »bananprotokollen«), har Tyskland haft en saerlig ordning, som tillod det at indfoere et aarligt toldfrit kontingent bananer, der beregnedes paa grundlag af den maengde, der blev indfoert i 1956. Dette grundkontingent skulle gradvis nedsaettes i takt med den fremadskridende gennemfoerelse af det faelles marked.
Forordning nr. 404/93
3 Der er indfoert en faelles markedsordning for bananer ved Raadets forordning (EOEF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 (EFT L 47, s. 1, herefter »forordning nr. 404/93«), senest aendret ved Raadets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er noedvendige i landbrugssektoren for gennemfoerelsen af de aftaler, som er indgaaet under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT L 349, s. 105). Det er versionen af 13. februar 1993, der er tale om i denne sag.
4 Ifoelge tredje betragtning til forordning nr. 404/93 boer den faelles markedsordning »samtidig med, at Faellesskabet overholder faellesskabspraeferencen samt sine forskellige internationale forpligtelser ... skabe mulighed for, at bananer, der er produceret i Faellesskabet og i AVS-staterne, som er de traditionelle leverandoerer, kan afsaettes paa EF-markedet til priser, der er rimelige for baade producenter og forbrugere, dog uden at indfoerslen af bananer med oprindelse i andre tredjelande derved skades, og paa en saadan maade, at der sikres producenterne tilstraekkelige indkomster«.
5 Ordningen for samhandelen med tredjelande, som findes i afsnit IV, bestemmer, at de traditionelle indfoersler af AVS-bananer fortsat kan finde sted toldfrit til Faellesskabet. I et bilag fastsaettes denne maengde til 857 700 tons, som fordeles mellem de AVS-stater, der er traditionelle leverandoerer.
6 Artikel 18 i forordning nr. 404/93 bestemmer foelgende:
»1. Der aabnes hvert aar et toldkontingent paa 2 mio. tons nettovaegt for indfoersel af bananer fra tredjelande og for ikke-traditionelle AVS-bananer.
Inden for rammerne af dette toldkontingent opkraeves der en told paa 100 ECU pr. ton for indfoersel af bananer fra tredjelande, hvorimod ikke-traditionel indfoersel af AVS-bananer paalaegges nultold.
...
2. Uden for det i stk. 1 omhandlede kontingent
- paalaegges ikke-traditionel indfoersel af bananer fra AVS-staterne en told paa 750 ECU pr. ton
- paalaegges indfoersel af bananer fra tredjelande en told paa 850 ECU pr. ton.«
7 Artikel 19, stk. 1, bestemmer foelgende:
»Toldkontingentet aabnes fra 1. juli 1993 med foelgende procentsatser:
a) 66,5% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer
b) 30% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer
c) 3,5% til erhvervsdrivende, der er etableret i Faellesskabet, og som siden 1992 er begyndt at markedsfoere andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer ...«
8 I henhold til artikel 16 udarbejdes der hvert aar en prognose for produktionen og forbruget i Faellesskabet samt for ind- og udfoersel; denne prognose kan revideres i loebet af produktionsaaret, hvis det viser sig noedvendigt.
9 Artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit, bestemmer, at den aarlige kontingentmaengde kan forhoejes paa grundlag af prognosen i artikel 16.
10 Artikel 20 bemyndiger Kommissionen til at fastsaette betingelserne for overdragelse af importlicenser.
11 Ifoelge artikel 21, stk. 2, ophaeves det toldkontingent, der er fastsat i bananprotokollen.
Sagsoegernes situation
12 Sagsoegerne er erhvervsdrivende, hvis virksomhed bestaar i at indfoere tredjelandsbananer til Faellesskabet. Den foerste og den anden sagsoeger hoerer til Atlanta-koncernen: Den foerste er et holdingselskab i en mellemposition, den anden et datterselskab af den foerste. Den foerste sagsoeger, hvis interesse i sagen, som den nu foreligger, alene vedroerer paastanden om erstatning (se nedenfor, praemis 16 og 28), har gjort gaeldende, at et andet af dennes datterselskaber, Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH, som skulle organisere transporten i koeleskibe, har lidt tab som foelge af ikrafttraedelsen af forordning nr. 404/93. Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH havde befragtet tre skibe, som det dernaest stillede til raadighed for et amerikansk selskab. Sidstnaevnte selskab haevede kontrakten foer det fastsatte udloebstidspunkt, fordi skibene ikke laengere var noedvendige paa grund af de restriktioner for importen af bananer, der foelger af forordning nr. 404/93. Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH, som fortsat skal betale bortfragteren det aftalte vederlag, har overdraget sit krav om erstatning fra Faellesskabet til sit moderselskab, den foerste sagsoeger.
Retsforhandlinger
13 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. maj 1993 har sagsoegerne anlagt sag med paastand dels i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2 (nu artikel 173, stk. 4, i EF-traktaten, herefter »traktaten«), om delvis annullation af forordning nr. 404/93, dels i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, om, at Det Europaeiske Faellesskab doemmes til at betale erstatning for det tab, som den foerste sagsoeger eller i givet fald Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH har lidt. Det er anden del af dette soegsmaal, oprindelig registreret som sag C-286/93, dernaest som sag T-521/93 (jf. nedenfor, praemis 21), som er genstand for naervaerende dom.
14 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor samme dag har Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af afsnit IV og af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 404/93 (sag C-280/93).
15 Den 4. juni 1993 har sagsoegerne desuden til Domstolens Justitskontor indleveret en begaering om foreloebige forholdsregler i henhold til traktatens artikel 185 og 186, hvori de dels har fremsat krav om udsaettelse af gennemfoerelsen af afsnit IV i forordning nr. 404/93, navnlig artikel 17-20, og dels om, at der traeffes enhver anden foranstaltning, som Domstolens praesident eller Domstolen maatte finde passende (sag C-286/93 R).
16 Ved kendelse af 21. juni 1993 har Domstolen afvist sagsoegernes soegsmaal, for saa vidt det angik en paastand om annullation af en raekke bestemmelser i forordning nr. 404/93, men admitteret det for saa vidt angaar paastanden om, at Det Europaeiske Faellesskab tilpligtes at erstatte det tab, som er foraarsaget af udstedelsen af denne forordning. Domstolen har desuden udsat afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger (sag C-286/93, nu sag T-521/93, naervaerende sag).
17 Ved processkrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. juni 1993 og den 12. juli 1993 har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Den Franske Republik fremsat begaering om at maatte intervenere i denne sag til stoette for de sagsoegtes paastande.
18 Ved kendelse af 6. juli 1993 har Domstolen afvist sagsoegernes begaering om foreloebige forholdsregler og udsat afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger (sag C-286/93 R).
19 Ved processkrifter indleveret til Domstolens Justitskontor mellem den 29. juni 1993 og den 12. juli 1993 har Republikken Côte d'Ivoire, selskabet Terres Rouges Consultant, selskabet España et fils og selskabet Cobana Import fremsat begaering om at maatte intervenere i denne sag til stoette for de sagsoegtes paastande.
20 Ved afgoerelse af 15. juli 1993 har Domstolen udsat sagens behandling i henhold til artikel 82a, stk. 1, litra b), i Domstolens procesreglement, indtil behandlingen af sag C-280/93 er afsluttet.
21 Efter ikrafttraedelsen den 1. august 1993 af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) er naervaerende sag blevet henvist til Retten ved Domstolens kendelse af 27. september 1993.
22 Den 5. oktober 1994 har Domstolen frifundet Raadet i det annullationssoegsmaal, der var anlagt af Forbundsrepublikken Tyskland (sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973). Efter denne dom er udsaettelsen ophaevet og den skriftlige forhandling fortsat i naervaerende sag.
23 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling den 9. marts 1995 har Den Franske Republik og Det Forenede Kongerige faaet tilladelse til at intervenere til stoette for de sagsoegtes paastande.
24 Ved kendelse af 14. juli 1995 har formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling afslaaet begaeringerne om intervention fra Republikken Côte d'Ivoire, selskabet Terres Rouges Consultant, selskabet España et fils og selskabet Cobana Import og paalagt disse at baere omkostningerne i forbindelse med deres begaeringer om intervention.
25 Ved kendelse af 1. december 1993, indgaaet til Domstolen den 14. december 1993, har Verwaltungsgericht Frankfurt am Main i henhold til EF-traktatens artikel 177 stillet to praejudicielle spoergsmaal vedroerende gyldigheden af afsnit IV og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 404/93. Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem Atlanta Fruchthandelsgesellschaft mbH og 17 andre selskaber i Atlanta-koncernen og Bundesamt fuer Ernaehrung und Forstwirtschaft (Forbundskontoret for Ernaering og Skovbrug) vedroerende tildeling af importkontingenter for tredjelandsbananer.
26 Den 9. november 1995 har Domstolen vedroerende de af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main stillede spoergsmaal kendt for ret, at gennemgangen i lyset af bemaerkningerne i forelaeggelseskendelsen af afsnit IV og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 404/93 intet havde frembragt, der kunne rejse tvivl om deres gyldighed (dom i sag C-466/93, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl., Sml. I, s. 3799).
27 Mellem den 8. december 1994 og den 6. januar 1995 har parterne paa Rettens anmodning fremsat deres bemaerkninger om de eventuelle konsekvenser for naervaerende sag af dommen i ovennaevnte sag, Tyskland mod Raadet. Mellem den 4. og den 16. januar 1996 har parterne paa Rettens anmodning fremsat deres bemaerkninger om de eventuelle konsekvenser for naervaerende sag af ovennaevnte dom i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl.
28 I betragtning af Domstolens kendelse af 21. juni 1993, hvorved sagsoegernes soegsmaal blev afvist, for saa vidt det angik en paastand om annullation af en raekke bestemmelser i forordning nr. 404/93, skal Retten kun tage sagsoegernes paastande vedroerende erstatning i betragtning.
Parternes paastande
29 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:
- Det Europaeiske Faellesskab ved Raadet og Kommissionen tilpligtes at betale erstatning til den foerste sagsoeger for det tab, der er lidt, eller i givet fald at betale erstatning til Atlanta Handels- og Schiffahrts-Gesellschaft mbH.
- Raadet og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
30 Raadet har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegerne tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med annullationssoegsmaalet.
31 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegerne tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med annullationssoegsmaalet.
32 Den Franske Republik har nedlagt foelgende paastand:
- Raadet og Kommissionen frifindes.
33 Det Forenede Kongerige har nedlagt foelgende paastand:
- Raadet og Kommissionen frifindes.
Realiteten
34 Til stoette for deres paastand om erstatning har sagsoegerne fremfoert 14 anbringender for at godtgoere, at der foreligger en ulovlig adfaerd fra Raadets og Kommissionens side. I deres bemaerkninger om, hvilke konsekvenser der skal drages af den naevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet, og i replikken har de praeciseret, at de fastholder alle de anbringender, der er fremfoert i staevningen, men har koncentreret sig om foelgende fire anbringender: tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling, tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, tilsidesaettelse af den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse og tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. I replikken samt i deres bemaerkninger af 16. januar 1996 om, hvilke konsekvenser der skal drages af ovennaevnte dom i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl., har sagsoegerne ogsaa gjort gaeldende, at selv hvis Retten maatte finde, at de paagaeldende bestemmelser i forordning nr. 404/93 er gyldige, har den foerste sagsoeger alligevel ret til erstatning i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2. Retten skal foerst behandle dette anbringende, foer den dernaest behandler de fire anbringender, som sagsoegerne har koncentreret sig om, og endelig de oevrige anbringender, der er fremfoert i staevningen.
Anbringendet om Raadets ansvar for en lovlig retsakt
Parternes argumenter
35 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Faellesskabet i overensstemmelse med de almindelige principper, der er faelles for medlemsstaternes retsordener, ogsaa paadrager sig ansvar for lovlige lovgivningsakter, naar faellesskabslovgiver paalaegger visse erhvervsdrivende saerlig store byrder, som ikke rammer samtlige oevrige erhvervsdrivende.
36 Raadet er af den opfattelse, at dette anbringende maa afvises, fordi det er fremfoert for sent. Det har dels henvist til artikel 19, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, hvorefter staevningen skal indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene, og dels til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, hvorefter nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.
37 Raadet har fremhaevet, at sagsoegerne hverken har fremfoert dette anbringende i staevningen eller i deres stillingtagen af 5. januar 1995 til spoergsmaalet om, hvilke konsekvenser der skal drages af den naevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet.
38 Kommissionen er enig i Raadets argumentation, hvorefter spoergsmaalet om ansvar for en lovlig retsakt er blevet rejst for sent.
Rettens bemaerkninger
39 Det fremgaar saavel af artikel 42, stk. 2, i procesreglementet for Domstolen, ved hvilken sagen blev anlagt, som af artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement, at nye anbringender ikke maa fremsaettes under sagens behandling, medmindre disse anbringender stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Retten skal i denne forbindelse henvise til, at det er fast retspraksis, at en dom afsagt af Domstolen, som bekraefter gyldigheden af en retsakt udstedt af faellesskabsinstitutionerne, ikke kan anses for at begrunde fremsaettelse af et nyt anbringende, da der er en formodning for gyldigheden af saadanne retsakter, og at de naevnte domme i sagerne Tyskland mod Raadet og Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. blot bekraeftede en retstilstand, som sagsoegerne kendte paa det tidspunkt, da de anlagde deres sag (jf. Domstolens dom af 1.4.1982, sag 11/81, Duerbeck mod Kommissionen, Sml. s. 1251, praemis 17).
40 Da sagsoegerne ikke har paaberaabt sig nogen omstaendighed, som kunne berettige fremfoerelse af et nyt anbringende vedroerende Raadets ansvar for en lovlig retsakt, skal Retten for saa vidt angaar naervaerende sag fastslaa, at dette anbringende er blevet fremfoert for sent, og at det foelgelig maa afvises.
Anbringendet om tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling
Parternes argumenter
41 Sagsoegerne har erkendt, at Domstolen i dommen i sagen Tyskland mod Raadet har fastslaaet, at det var berettiget at sondre mellem paa den ene side de erhvervsdrivende, der markedsfoerer tredjelandsbananer, og paa den anden side de erhvervsdrivende, der markedsfoerer faellesskabsbananer og AVS-bananer. De mener imidlertid, at denne dom ikke gaar ind paa spoergsmaalet, om det er umuligt for erhvervsdrivende fra den foerstnaevnte gruppe at faa adgang til markedet, skoent den i oevrigt indirekte anerkender betydningen af en saadan adgang. Sagsoegerne har herved paaberaabt sig dommens praemis 74, hvori det praeciseres, at et af formaalene med forordningen er integration af hidtil opdelte markeder. Ifoelge sagsoegerne indebaerer en saadan integration, at de erhvervsdrivende, der markedsfoerer tredjelandsbananer, skal have adgang til faellesskabsbananer og AVS-bananer.
42 De har dernaest paaberaabt sig Domstolens kendelse af 29. juni 1993 (sag C-280/93 R, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 3667), navnlig praemis 41, hvori det praeciseres, at det »ikke er tilstraekkeligt sikkert, at den kritiserede fordelingsordning vil fratage de tyske importoerer en vaesentlig del af deres markedsandele, hvorved det navnlig ikke ses, af hvilken grund disse importoerer ikke skulle kunne faa forsyninger med EF- eller AVS-bananer«.
43 Sagsoegerne har konkluderet, at det fremgaar af omstaendighederne i sagen, at der er tale om forskelsbehandling mellem de erhvervsdrivende, der forhandler faellesskabsbananer og AVS-bananer, paa den ene side, og de erhvervsdrivende, der forhandler tredjelandsbananer, paa den anden side, fordi de sidstnaevnte faktisk ikke har nogen adgang til faellesskabsbananer og AVS-bananer.
44 Raadet har forkastet denne fortolkning af dommen i sagen Tyskland mod Raadet. Det har henvist til, at Domstolen i denne dom har praeciseret, at naar faellesskabslovgiver ved udstedelsen af bestemmelser skal vurdere de fremtidige virkninger af disse bestemmelser, og naar disse virkninger ikke kan forudses noejagtigt, kan lovgivers vurdering kun tilsidesaettes, hvis det fremgaar, at den er aabenbart fejlagtig i betragtning af de oplysninger, som denne lovgiver raadede over paa det tidspunkt, da bestemmelserne blev udstedt.
45 Raadet har tilfoejet, at Domstolen har fastslaaet, at der ikke var blevet foert bevis for, at de af Raadet indfoerte foranstaltninger var aabenbart uegnede til at naa de maal, der forfoelges med forordning nr. 404/93. Det har desuden bestridt det af sagsoegerne anfoerte om, at der ikke er faellesskabsbananer eller AVS-bananer til raadighed paa det tyske marked.
Rettens bemaerkninger
46 Retten skal bemaerke, at ifoelge fast retspraksis hoerer forbuddet mod forskelsbehandling til faellesskabsrettens grundlaeggende principper (jf. dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 67). Dette princip kraever, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. Som det allerede er naevnt i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, var situationen for de grupper af erhvervsdrivende, mellem hvilke toldkontingentet blev fordelt, ikke sammenlignelig, foer forordning nr. 404/93 blev udstedt. Disse grupper er ogsaa blevet paavirket forskelligt af de indfoerte foranstaltninger, og Domstolen har specielt anerkendt, at de erhvervsdrivende, som traditionelt hovedsagelig havde forsynet sig med tredjelandsbananer, for fremtiden blev paalagt begraensninger af deres importmuligheder. Domstolen har ikke desto mindre fundet, at en saadan differentieret behandling stod i sammenhaeng med formaalet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder og sikring af afsaetningen af faellesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion (praemis 74). Domstolen har ogsaa anfoert, at ordningen for fordelingen af toldkontingentet mellem de forskellige beroerte kategorier af erhvervsdrivende skulle foranledige forhandlere af faellesskabsbananer og traditionelle AVS-bananer til at forsyne sig med tredjelandsbananer, ligesom den skulle tilskynde importoerer af tredjelandsbananer til at distribuere faellesskabsbananer og AVS-bananer (praemis 83). Domstolen har foelgelig anerkendt, at forordning nr. 404/93 ikke havde til formaal at indfoere identisk behandling af de forskellige kategorier erhvervsdrivende.
47 Domstolen har ligeledes anfoert, at det var noedvendigt, at forordning nr. 404/93 begraenser omfanget af indfoerslerne af tredjelandsbananer til Faellesskabet som led i indfoerelsen af en faelles markedsordning (praemis 82).
48 Endelig har Domstolen fastslaaet, at det ikke var blevet godtgjort, at Raadet havde truffet foranstaltninger, der var aabenbart uegnede til at naa det maal, der forfoelges med forordning nr. 404/93 (praemis 95).
49 Det skal tilfoejes, at Domstolen i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. har praeciseret, at vanskelighederne i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 404/93, som sagsoegerne havde henvist til, ikke kunne have nogen betydning for forordningens gyldighed (praemis 11). Paa samme maade kan de konkrete konsekvenser af vedtagelsen af forordning nr. 404/93, som sagsoegerne har henvist til, ikke i det foreliggende tilfaelde tages i betragtning af Retten, som kun skal behandle spoergsmaalet om lovligheden af forordning nr. 404/93 paa baggrund af de af sagsoegerne fremfoerte anbringender.
50 Retten skal foelgelig fastslaa, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at de sagsoegte institutioner har overtraadt forbuddet mod forskelsbehandling, og dette anbringende maa derfor forkastes som ubegrundet.
Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
Parternes argumenter
51 For det foerste har sagsoegerne henvist til, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke er blandt de anbringender, som Tyskland gjorde gaeldende i ovennaevnte sag, Tyskland mod Raadet.
52 Dernaest har de erkendt, at de ikke kan goere gaeldende, at de havde en berettiget forventning om, at de betingelser, som eksisterede foer den 1. juli 1993, fortsat ville bestaa, men at de kunne forvente, at der ville blive truffet passende overgangsforanstaltninger, saaledes at de gradvis kunne tilpasse sig den nye ordning. De har fremhaevet, at en overgangsordning ville have givet dem mulighed for at formindske deres tab og bevare arbejdspladser eller gradvis nedlaegge dem.
53 Sagsoegerne har haevdet, at eftersom der ikke er en saadan ordning, kan den skade, der er tilfoejet dem, kun afhjaelpes ved en erstatning. De har til stoette for deres opfattelse henvist til Domstolens dom af 14. maj 1975 (sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, praemis 47), hvori Domstolen har fastslaaet, at Faellesskabet af hensyn til beskyttelse af den berettigede forventning var forpligtet til at holde en erhvervsdrivende skadesloes for det tab, som han som foelge af udligningsbeloebenes afskaffelse havde lidt ved gennemfoerelsen af de eksportforretninger, som han havde forpligtet sig til.
54 Raadet har gjort gaeldende, at Domstolen, i modsaetning til hvad sagsoegerne har haevdet, i dommen i sagen Tyskland mod Raadet har behandlet spoergsmaalet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det har for sit vedkommende anfoert, at det fremgaar af praemisserne til dommen, at Domstolen har fundet, at den omstaendighed, at der ikke er overgangsforanstaltninger, ikke var en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Rettens bemaerkninger
55 Retten skal bemaerke, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hoerer til Faellesskabets grundlaeggende principper. Der skal dog ligeledes erindres om, at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen, navnlig paa et omraade som de faelles markedsordninger, hvis formaal netop kraever en konstant tilpasning efter aendringer i den oekonomiske situation (jf. bl.a. Domstolens dom af 5.10.1994, forenede sager C-133/93, C-300/93 og C-362/93, Crispoltoni m.fl., Sml. I, s. 4863, praemis 57). Retten skal bemaerke, at selv om Tyskland ikke paaberaabte sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning blandt de anbringender, som det fremfoerte i sagen Tyskland mod Raadet, har Domstolen imidlertid i denne dom ligeledes fastslaaet, at en erhvervsdrivende ikke kan goere gaeldende, at han har en velerhvervet ret eller blot en berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som kan aendres ved beslutninger truffet af faellesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres skoen (praemis 80).
56 Desuden blev spoergsmaalet om en tilsidesaettelse af dette princip rejst af den nationale ret i de praejudicielle spoergsmaal, der blev behandlet i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl. Domstolen konstaterede, at den nationale ret ikke havde naevnt ugyldighedsgrunde, som kunne aendre vurderingen af gyldigheden af forordning nr. 404/93, og fastslog herefter, at der ikke forelaa en saadan tilsidesaettelse.
57 Retten skal bemaerke, at saafremt administrationen ikke har afgivet praecise loefter, kan ingen paaberaabe sig tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (jf. Rettens dom af 14.9.1995, sag T-571/93, Lefebvre m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2379, praemis 72). Sagsoegerne har imidlertid ikke foert bevis for, at der er afgivet saadanne loefter, hverken i forbindelse med Kommissionens tidligere praksis eller specielt i forbindelse med indfoerelsen af den paagaeldende faelles markedsordning.
58 Det foelger heraf, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i det foreliggende tilfaelde, og at anbringendet om tilsidesaettelse af dette princip maa forkastes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse
Parternes argumenter
59 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at spoergsmaalet om grundrettigheder i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen kun er blevet behandlet ud fra et abstrakt og generelt synspunkt, og at en individuel erhvervsdrivendes subjektive rettigheder paa ingen maade er blevet behandlet. De har derfor anmodet Retten om at tage stilling til spoergsmaalet, om den konkrete anvendelse af forordning nr. 404/93 i dette tilfaelde har kraenket deres grundrettigheder.
60 De har bl.a. henvist til lukningen af deres virksomheder og de kollektive afskedigelser, som de har maattet foretage, efter at forordning nr. 404/93 blev udstedt, og har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning har gjort indgreb i deres grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse.
61 Raadet er af den opfattelse, at det fremgaar af dommen i sagen Tyskland mod Raadet, at ingen erhvervsdrivende, der traditionelt markedsfoerer tredjelandsbananer, kan paaberaabe sig argumentet om tilsidesaettelse af den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse.
Rettens bemaerkninger
62 Retten skal minde om, at ifoelge fast retspraksis hoerer den frie erhvervsudoevelse til faellesskabsrettens grundlaeggende principper, men at den dog ikke skal behandles som en absolut forrettighed, men skal betragtes i relation til sin sociale funktion. Den indebaerer, at en erhvervsdrivende ikke vilkaarligt kan beroeves retten til at udoeve sin virksomhed, men den sikrer ham ikke en omsaetning af en bestemt stoerrelse eller en speciel markedsandel. Den beskyttelse, der gives de erhvervsdrivende, kan i intet tilfaelde udstraekkes til blotte handelsinteresser eller handelsudsigter, hvis uvished er en del af det vaesentlige i al oekonomisk aktivitet (jf. Domstolens dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. s. 491, praemis 14). Det foelger heraf, at den frie erhvervsudoevelse kan underkastes begraensninger, navnlig inden for rammerne af en faelles markedsordning, forudsat at saadanne begraensninger er i virkelig overensstemmelse med de formaal, som Faellesskabet forfoelger i almenhedens interesse, og ikke, naar henses til det forfulgte formaal, indebaerer et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb, der kraenker selve de saaledes garanterede rettigheders kerne (jf. Domstolens dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schraeder, Sml. s. 2237, praemis 15).
63 I denne forbindelse bemaerkes, at Domstolen allerede i dommen i sagen Tyskland mod Raadet har fastslaaet, at det indgreb i den frie erhvervsudoevelse for traditionelle forhandlere af tredjelandsbananer, som er foretaget ved forordning nr. 404/93, opfylder formaal af almen faellesskabsinteresse og ikke paavirker selve denne rets kerne (praemis 87). Det skal endvidere atter bemaerkes, at Domstolen i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft udtalte, at selv om sagsoegerne havde henvist til en raekke vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 404/93 og til de konsekvenser, dette havde faaet for deres virksomhed, kunne disse forhold ikke have nogen betydning for forordningens gyldighed (praemis 11).
64 Anbringendet om tilsidesaettelse af den grundlaeggende ret til fri erhvervsudoevelse maa derfor forkastes.
Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion
Parternes argumenter
65 Sagsoegerne har anfoert, at overholdelse af retten til kontradiktion er sikret som grundrettighed, og at den omfatter retten til at blive hoert under administrative procedurer, som kan foere til en paalaeggelse af sanktioner eller andre foranstaltninger (jf. f.eks. Domstolens dom af 17.10.1989, forenede sager C-97/87, C-98/87 og C-99/87, Dow Chemical Ibérica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 12). Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde, foer den udstedte forordning nr. 404/93, havde stillet som betingelse for en hoering, at alle de erhvervsdrivende skulle tale »med én stemme«. Denne betingelse var imidlertid ifoelge sagsoegerne umulig at opfylde, da de forskellige erhvervsdrivendes interesser ikke er overensstemmende. Kommissionen hoerte dem saaledes ikke, hvilket har bevirket, at faellesskabsinstitutionerne helt har undladt at tage hensyn til den saerlige situation, som en klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende befinder sig i. Ifoelge Domstolens praksis er en saadan adfaerd fra faellesskabslovgivers side en alvorlig tilsidesaettelse af retsreglerne (jf. Domstolens dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, praemis 16, og af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, praemis 27).
66 Sagsoegerne har bestridt det af Raadet i svarskriftet anfoerte om, at det i dommen i sagen Tyskland mod Raadet er blevet undersoegt, om de erhvervsdrivendes - herunder sagsoegernes - ret til kontradiktion er blevet overholdt, og har gjort gaeldende, at Domstolen ikke har omtalt dette spoergsmaal.
67 Hvad angaar Raadets argument om, at der ikke bestaar nogen ret til at blive hoert under en procedure, der foerer til vedtagelse af en generel foranstaltning, har sagsoegerne heroverfor anfoert, at det for den enkelte ikke goer nogen forskel, om hans retsstilling paavirkes som resultat af en administrativ procedure eller som resultat af en lovgivningsprocedure. De har tilfoejet, at paa et omraade som retsreglerne for landbruget, hvor institutionerne har en saa betydelig kompetence, er det noedvendigt, at lovgiver, foer der lovgives, giver alle parter mulighed for at udtale sig.
68 Raadet har haevdet, at det ifoelge traktatens bestemmelser paa ingen maade var forpligtet til at hoere de beroerte erhvervskredse, foer forordning nr. 404/93 blev udstedt. Det har mindet om, at en hoering af repraesentanter for de forskellige oekonomisk-sociale interessegrupper under Faellesskabets lovgivningsprocedure kun sker i form af en hoering af Det OEkonomiske og Sociale Udvalg, og har anfoert, at denne hoering har fundet sted med hensyn til forordning nr. 404/93.
69 Hvad angaar Rettens dom af 23. februar 1994, som sagsoegerne har henvist til, CB og Europay mod Kommissionen (forenede sager T-39/92 og T-40/92, Sml. II, s. 49), hvori Retten har praeciseret, at princippet om retten til at blive hoert skal overholdes under alle omstaendigheder, har Raadet anfoert, at denne bemaerkning kun vedroerer procedurer, som foerer til beslutninger, der retter sig til bestemte personer eller foerer til retsakter, som beroerer disse personer umiddelbart og individuelt. Det har henvist til, at Domstolen i naervaerende sag ved kendelse af 21. juni 1993 har afvist sagsoegernes soegsmaal, for saa vidt det angik en paastand om annullation af en raekke bestemmelser i forordning nr. 404/93, med den begrundelse, at sagsoegerne hverken var umiddelbart eller individuelt beroert.
Rettens bemaerkninger
70 Retten finder, at retten til at blive hoert under en administrativ procedure, som angaar en bestemt person, i modsaetning til hvad sagsoegerne har fremfoert under deres argumentation, ikke kan overfoeres til en lovgivningsprocedure, der foerer til vedtagelse af generelle foranstaltninger. Retten skal herved fremhaeve, at dommen i sagen CB og Europay mod Kommissionen er paa linje med fast retspraksis paa konkurrencerettens omraade, hvorefter de virksomheder, der formodes at have overtraadt traktatens regler, skal hoeres, foer der traeffes foranstaltninger over for dem, navnlig sanktioner. Denne retspraksis skal dog ses i sin egen sammenhaeng og kan ikke udvides til en faellesskabsretlig lovgivningsprocedure, der foerer til vedtagelse af generelle foranstaltninger, som indebaerer et oekonomisk-politisk valg og gaelder for de beroerte erhvervsdrivende i almindelighed.
71 Det skal tilfoejes, at under en procedure for udstedelse af en faellesskabsretsakt i henhold til en artikel i traktaten er de eneste hoeringsforpligtelser, der paahviler faellesskabslovgiver, dem, der er foreskrevet i den paagaeldende artikel. Retten bemaerker, at Domstolen i sin dom af 29. oktober 1980 (sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333) har fastslaaet, at forpligtelsen til at hoere Parlamentet, som er fastsat flere steder i traktaten, paa faellesskabsniveau er en foelge af et grundlaeggende demokratisk princip, hvorefter folkeslagene deltager i udoevelsen af magten ved hjaelp af en repraesentativ forsamlings medvirken.
72 Retten skal endvidere minde om, at en hoering af repraesentanter for de forskellige oekonomisk-sociale interessegrupper som led i Faellesskabets lovgivningsprocedure sker i form af en hoering af Det OEkonomiske og Sociale Udvalg. I naervaerende sag er Parlamentet og Udvalget blevet hoert, foer forordning nr. 404/93 blev vedtaget, saaledes som traktaten foreskriver.
73 Retten finder, at Kommissionen, i modsaetning til sagsoegernes opfattelse, ikke var forpligtet til derudover at hoere de forskellige kategorier af erhvervsdrivende, der beroeres af den faelles markedsordning for bananer. Faellesskabslovgiver er fuldt ud stand til at tage hensyn til afgraensede grupper af erhvervsdrivendes saerlige situation uden at hoere dem alle individuelt. Retten skal i denne forbindelse henvise til, at Domstolen i dommen i sagen Tyskland mod Raadet har fastslaaet, at sagsoegeren ikke havde godtgjort, at Raadet havde truffet aabenbart uegnede foranstaltninger eller havde vurderet de oplysninger, som det raadede over paa tidspunktet for ordningens indfoerelse, aabenbart fejlagtigt (praemis 95). Da forordning nr. 404/93 indeholder bestemmelser vedroerende de erhvervsdrivende, der forhandler tredjelandsbananer, har Domstolen saaledes allerede indirekte anerkendt, at faellesskabslovgiver ikke har undladt at tage denne kategori af erhvervsdrivendes interesser i betragtning.
74 Det foelger af de foregaaende betragtninger, at anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion maa forkastes.
Anbringenderne om tilsidesaettelse af bestemmelserne vedroerende lovgivningsproceduren, om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, om tilsidesaettelse af bananprotokollen, om valg af fejlagtig hjemmel, om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, om kraenkelse af ejendomsretten, om tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, om tilsidesaettelse af den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel og om tilsidesaettelse af den fjerde Lomé-konvention
Parternes argumenter
75 Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af bestemmelser vedroerende lovgivningsproceduren har sagsoegerne reelt gjort gaeldende, at Raadet ikke har respekteret Kommissionens initiativret, og at Parlamentet skulle have vaeret hoert paa ny, efter at Kommissionens oprindelige forslag var blevet aendret. Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 har sagsoegerne gjort gaeldende, at forordning nr. 404/93 ikke er tilstraekkeligt begrundet. Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af bananprotokollen har sagsoegerne gjort gaeldende, at Raadet ikke havde kompetence til at ophaeve denne protokol. Til stoette for anbringendet om valg af fejlagtig hjemmel har sagsoegerne gjort gaeldende, at den hjemmel, der er anvendt, ikke gav mulighed for at sikre de producenter, der forhandler AVS-bananer, rimelige priser paa Faellesskabets marked, og at den valgte hjemmel for forhoejelsen af tolden ogsaa var fejlagtig. Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet har sagsoegerne reelt gjort gaeldende, at forordning nr. 404/93 er i strid med dette princip, fordi de restriktioner, som den fastsaetter for import af bananer fra tredjelande, er uforholdsmaessige. Til stoette for anbringendet om kraenkelse af ejendomsretten har sagsoegerne reelt gjort gaeldende, at indfoerselsrestriktionerne og ordningen for fordelingen af toldkontingentet har bevirket en ekspropriation over for dem. Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af konkurrencereglerne har sagsoegerne reelt gjort gaeldende, at indfoerselsrestriktionerne og ordningen for importlicenser i forordning nr. 404/93 fordrejer konkurrencen mellem erhvervsdrivende i Faellesskabet. Til stoette for anbringendet om tilsidesaettelse af den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«) har sagsoegerne gjort gaeldende, at de indfoerselsrestriktioner, der foelger af artikel 17 og 18 i forordning nr. 404/93, er i strid med reglerne i GATT. Med hensyn til anbringendet om tilsidesaettelse af den fjerde Lomé-konvention har sagsoegerne reelt gjort gaeldende, at forordning nr. 404/93 er i strid med denne konventions artikel 168 og 169.
76 Raadet og Kommissionen er af den opfattelse, at alle disse argumenter allerede er blevet forkastet af Domstolen i dommene i sagerne Tyskland mod Raadet og Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl.
Rettens bemaerkninger
77 Retten skal henvise til, at anbringendet om tilsidesaettelse af bestemmelserne om proceduren for udstedelse af forordning nr. 404/93 er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 27-43; anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 er blevet forkastet i dommen i sagen Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl., praemis 12-18; anbringendet om tilsidesaettelse af bananprotokollen er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 113-118; anbringendet vedroerende valg af fejlagtig hjemmel er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 53-57; anbringendet om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 88-97; anbringendet om kraenkelse af ejendomsretten er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 77, 78 og 79; anbringendet om tilsidesaettelse af konkurrencereglerne er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 58-62; anbringendet om tilsidesaettelse af reglerne i GATT er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 103-112, og anbringendet om tilsidesaettelse af den fjerde Lomé-konvention er blevet forkastet i dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 100, 101 og 102.
78 Retten skal fastslaa, at af samme grunde som dem, som Domstolen har anfoert i dommene i sagerne Tyskland mod Raadet og Atlanta Fruchthandelsgesellschaft m.fl., og hvortil der henvises ovenfor i praemis 77, maa alle disse anbringender forkastes som ubegrundede.
Anbringendet om magtfordrejning
Parternes argumenter
79 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den ved forordning nr. 404/93 indfoerte importordning har til formaal at sikre de producenter, der markedsfoerer AVS-bananer, tilstraekkelige indtaegter, men at dette formaal ikke kan forfoelges med hjemmel i traktatens artikel 43, stk. 2. De har tilfoejet, at den ved forordningen foretagne fordeling af toldkontingentet ikke har nogen logisk sammenhaeng med formaalet vedroerende beskyttelse af faellesskabsproduktionen og med forpligtelserne til at koebe AVS-bananer, men at den tilsigter at begunstige importoerer af faellesskabsbananer og AVS-bananer. De finder herefter, at forordning nr. 404/93 i virkeligheden er blevet udstedt for at naa andre maal end de angivne.
80 Raadet og Kommissionen har ikke taget naermere stilling til dette anbringende. Raadet har imidlertid generelt henvist til, at Domstolen i dommen i sagen Tyskland mod Raadet har fundet, at forordning nr. 404/93 er i overensstemmelse med den faelles landbrugspolitiks formaal, og at den ikke overskrider de i traktatens artikel 39, 42 og 43 afstukne graenser. Kommissionen har i sit indlaeg om sagens videre behandling efter dommen i sagen Tyskland mod Raadet anfoert, at alle de anbringender, som sagsoegerne har anfoert for at anfaegte forordning nr. 404/93, allerede er blevet behandlet af Domstolen.
Rettens bemaerkninger
81 Retten skal bemaerke, at en retsakt kan vaere behaeftet med magtfordrejning, hvis det paa grundlag af objektive, relevante og indbyrdes sammenhaengende omstaendigheder fremgaar, at den er udstedt for at naa andre maal end de angivne (Domstolens dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, praemis 33). Retten minder om, at Domstolen allerede i dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen har fastslaaet, at en udviklingspolitik til fordel for AVS-staterne, som den, der soeges gennemfoert ved forordningen, er i fuld overensstemmelse med den faelles landbrugspolitiks formaal, og at faellesskabsinstitutionerne i oevrigt ved gennemfoerelsen af de interne politikker, bl.a. landbrugspolitikken, ikke kan se bort fra de internationale forpligtelser, som Faellesskabet har paataget sig i henhold til Lomé-konventionen (praemis 53-57). Det skal ligeledes bemaerkes, at Domstolen udtrykkeligt har udtalt, at forordning nr. 404/93 har til formaal at sikre afsaetningen af faellesskabsproduktionen og den traditionelle AVS-produktion (praemis 74).
82 Retten finder herefter, at sagsoegerne paa ingen maade har godtgjort, at forordningen har til formaal at naa andre maal end dem, som den angiver, og dette anbringende maa derfor forkastes.
Sammenfatning
83 Det bemaerkes, at i henhold til fast retspraksis foelger det af traktatens artikel 215, stk. 2, at Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold og gennemfoerelsen af retten til erstatning for et lidt tab afhaenger af, at en raekke betingelser er opfyldt, nemlig at den adfaerd, som institutionerne beskyldes for, er ulovlig, at der foreligger et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem denne adfaerd og det paaberaabte tab. Med hensyn til generelle retsakter, som bygger paa et oekonomisk-politisk valg, ifalder Faellesskabet desuden kun ansvar, naar der foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. I en retlig sammenhaeng som den foreliggende kan Faellesskabet kun ifalde ansvar, saafremt den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (jf. dommen i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 12).
84 Det fremgaar imidlertid af det foregaaende i sin helhed, at de sagsoegte ikke har begaaet nogen ulovlighed, som kan paadrage Faellesskabet et ansvar uden for kontraktforhold. Foelgelig, og uden at det er noedvendigt at undersoege, om de oevrige betingelser for, at Faellesskabet ifalder ansvar, er opfyldt, maa de sagsoegte frifindes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
85 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, og da Raadet og Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegerne doemmes til at betale sagens omkostninger, doemmes sagsoegerne til at betale samtlige deres egne omkostninger samt Raadets og Kommissionens omkostninger under denne sag, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler (jf. praemis 16 og 18 ovenfor). I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer de medlemsstater, som er indtraadt i sagen, deres egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN
(Fjerde Udvidede Afdeling)
1) Det Europaeiske Faellesskab ved Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.
2) Sagsoegerne betaler in solidum samtlige omkostninger i denne sag, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler.
3) Intervenienterne betaler deres egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy