EUR-Lex -  61994CC0048 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cosmas fremsat den 10

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

1 Denne sag vedroerer praejudicielle spoergsmaal, som Soe- og Handelsretten i Koebenhavn i henhold til artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab har forelagt Domstolen med henblik paa fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1997 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (herefter benaevnt »direktivet«) (1).

I - Faktiske omstaendigheder

2 De forelagte spoergsmaal er rejst under en retssag mellem sagsoegeren i hovedsagen, Ole Rygaard, og hans arbejdsgiver, det sagsoegte selskab Stroe Moelle Akustik A/S (herefter benaevnt »Stroe Moelle«).

Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at sagsoegeren var ansat i toemrerfirmaet Svend Pedersen A/S (herefter benaevnt »Pedersen«). Firmaet havde paataget sig opfoerelsen af en raekke driftsbygninger for selskabet SAS Service Partner A/S (herefter benaevnt »SAS«).

Den 27. januar 1992 meddelte Pedersen SAS, at man oenskede at overdrage faerdiggoerelsen af den del af entreprisen, der vedroerte lofts- og snedkerentreprisen til selskabet Stroe Moelle.

Stroe Moelle afgav den 29. januar 1992 paa opfordring af SAS tilbud paa faerdiggoerelsen af disse arbejder. Den 30. januar 1992 aftalte Pedersen og Stroe Moelle de naermere vilkaar for sidstnaevntes overtagelse af de paagaeldende arbejder.

Det fremgik bl.a. af denne aftale, at Stroe Moelle paatog sig at refundere Pedersen de udgifter, herunder loenomkostninger, som firmaet havde afholdt vedroerende den overtagne del af entreprisen. Det aftaltes endvidere, at Stroe Moelle skulle overtage to laerlinge fra firmaet Pedersen fra den 1. februar 1992 til den 1. maj 1992.

3 En dag efter indgaaelsen af aftalen mellem Pedersen og Stroe Moelle, den 31. januar 1992, opsagde det foerstnaevnte firma sagsoegeren under henvisning til, at man havde besluttet at afvikle firmaet og til, at en del af den entreprise, der skulle udfoeres i Kastrup, var blevet overdraget til Stroe Moelle. I den skriftlige opsigelse anfoertes det, at sagsoegeren skulle fratraede den 30. april 1992, og at han indtil da skulle arbejde for Stroe Moelle.

Den 10. februar 1992 accepterede SAS tilbuddet fra Stroe Moelle, som saaledes paatog sig faerdiggoerelsen af den del af entreprisen, som vedroerte lofts- og snedkerentreprisen. Sagsoegeren fortsatte med at arbejde hos Stroe Moelle indtil den 26. maj 1992, hvor han blev opsagt med fratraeden den 30. juni 1992. I den sag, som Ole Rygaard senere anlagde mod Stroe Moelle, fandt den forelaeggende ret, som behandlede tvisten, det noedvendigt for dens afgoerelse at forelaegge Domstolen bestemte spoergsmaal.

II - De praejudicielle spoergsmaal

4 Ved kendelse afsagt den 2. februar 1994 har Soe- og Handelsretten i Koebenhavn (2) forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Finder Raadets direktiv 77/187/EOEF anvendelse, naar en entreprenoer B efter aftale med entreprenoer A fortsaetter en del af en af entreprenoer A paabegyndt entreprise, og

1) der indgaas aftale mellem entreprenoer A og entreprenoer B om, at nogle hos entreprenoer A ansatte medarbejdere fortsaetter hos entreprenoer B, og entreprenoer B overtager materiale paa byggepladsen til faerdiggoerelse af entreprisen, og

2) entreprenoer A og entreprenoer B efter overtagelsen i en periode arbejder samtidig paa arbejdspladsen?

Goer det nogen forskel, at aftalen om faerdiggoerelsen er indgaaet mellem bygherren og entreprenoer B med tiltraedelse af entreprenoer A?«

5 De forelagte spoergsmaal rejser hovedsagelig igen spoergsmaalet om direktivets anvendelsesomraade, saaledes som dette er defineret i artikel 1, stk. 1.

Konkret rejser denne sag spoergsmaalet, om der er tale om en overfoersel af en virksomhed, en bedrift eller dele af bedriften efter direktivet, i en situation, hvor en entreprenoer A alene overfoerer en del af det af ham paatagne arbejde til en entreprenoer B, naar foerstnaevnte ogsaa efter overfoerslen fortsat arbejder samtidig med entreprenoer B paa byggepladsen.

Desuden oensker den nationale ret med det andet spoergsmaal at blive oplyst om, hvorvidt direktivet finder anvendelse, naar overtagelsen af den paagaeldende del af arbejdet beror paa en aftale mellem entreprenoer B og bygherren, hvilken aftale er blevet indgaaet med tiltraedelse af entreprenoer A.

III - Retlige bestemmelser og retspraksis

6 Artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 bestemmer foelgende: »Dette direktiv finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion.«

Domstolen har i en raekke tidligere sager haft lejlighed til at tage stilling til anvendelsesomraadet for direktivet, saaledes som det fastlaegges i artikel 1, stk. 1.

7 Det fremgaar af denne retspraksis, at under direktivets anvendelsesomraade falder overdragelser, som opfylder foelgende betingelser:

- For det foerste forudsaetter direktivets anvendelse, at der sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift. I henhold til Domstolens praksis »finder direktivet anvendelse i alle tilfaelde, hvor der som led i et kontraktforhold sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som paatager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstageren i virksomheden, idet det er uden betydning, om ejendomsretten til virksomheden overdrages« (3).

- For det andet skal den overdragne virksomhed fortsaette driften og bevare sin identitet (4). Det fremgaar af Domstolens praksis, at en virksomheds identitet er bevaret, hvis den nye indehaver rent faktisk fortsaetter eller genoptager driften i form af samme eller tilsvarende oekonomiske aktiviteter (5).

- For det tredje finder direktivet kun anvendelse, saafremt overfoerslen til den person, som er ansvarlig for firmaets drift, beror paa en aftale, og altsaa er en foelge af en overdragelse eller fusion. Overfoersler, som beror paa lov eller en ensidig retshandling, omfattes ikke af bestemmelsen.

- For det fjerde skal der vaere tale om en overfoersel af en virksomhed, en bedrift eller en del af bedriften eller en oekonomisk enhed. Et rent og skaert salg af en virksomheds formuerettigheder indebaerer ikke, at der foreligger en overfoersel af virksomheden i direktivets forstand (6).

8 For at afgoere om disse betingelser foreligger opfyldt i denne sag, skal der ifoelge Domstolens praksis tages hensyn til »alle de faktiske omstaendigheder omkring overfoerslen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift, der er tale om, hvorvidt der er sket en overfoersel af fysiske aktiviteter som f.eks. bygninger og loesoere, vaerdien af immaterielle aktiver paa tidspunktet for overfoerslen, hvorvidt den nye indehaver har overtaget stoerstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overfoeres samt i hvor hoej grad aktiviteterne foer og efter overfoerslen er de samme, og hvor laenge disse eventuelt har vaeret indstillet«, og disse vurderingskriterier »skal indgaa i en samlet bedoemmelse, og afgoerelsen kan ikke bero paa en enkelt faktor« (7).

IV - Besvarelsen af de forelagte spoergsmaal

9 Jeg skal foerst understrege, at den vurdering af de faktiske forhold, som skal foretages, for at afgoere, om der foreligger en overfoersel i naevnte forstand, paahviler den nationale ret, som skal tage hensyn til de fortolkningsmomenter, der fremgaar af ovennaevnte praksis for Domstolen, og som er blevet gennemgaaet tidligere (8).

Den endelige afgoerelse af, om der i lyset af de tidligere naevnte faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag foreligger en overfoersel af en virksomhed, henhoerer under den nationale ret, som er i stand til under hensyntagen til de tidligere naevnte betingelser at vurdere betydningen af sagens faktiske omstaendigheder.

Det forekommer dog med henblik paa besvarelsen af de forelagte spoergsmaal hensigtsmaessigt at vurdere sagens faktiske omstaendigheder.

10 Af disse omstaendigheder fremgaar foelgende for saa vidt angaar forekomsten i denne sag af de ovenfor naevnte betingelser:

-- Faktisk er der i denne sag sket en udskiftning af den person, som er ansvarlig for virksomheden og foelgelig af arbejdsgiveren, eftersom faerdiggoerelsen af de paagaeldende arbejder blev overtaget af en ny virksomhed.

-- Der er endvidere identitet mellem den nye virksomheds og den tidligere virksomheds aktiviteter, idet foerstnaevnte fuldfoerer arbejder, som sidstnaevnte allerede havde paabegyndt inden for samme entreprise.

-- Overfoerslen hviler desuden, som jeg skal vise senere, paa en kontrakt, idet den er resultat af aftaler, som den nye virksomhed har indgaaet dels med den tidligere virksomhed, og dels med bygherren.

-- Derimod er det mere vanskeligt at afgoere, om der i denne sag er tale om en »overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter«, som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 1.

11 Det staar klart, at genstanden i denne sag om overfoersel ikke er en virksomhed eller en del af en bedrift eller saa meget mindre en konkret erhvervsaktivitet af permanent karakter. Som anfoert af saavel sagsoegeren i hovedsagen som af Kommissionen bestaar den i sagen overtagne erhvervsaktivitet i overdragelse af faerdiggoerelsen af saerlige arbejder, der er tidsmaessigt begraenset, og som vedroerer gennemfoerelsen af en konkret arbejdsopgave. Der er derfor tvivl om, om et saadant tilfaelde kan anses for at vaere omfattet af begrebet virksomhed, bedrift eller del af en bedrift, som omfattes af direktivet.

12 Direktivets ordlyd er ikke til hinder for en bred fortolkning af dette begreb. Det fremgaar desuden af Domstolens praksis, hvori Domstolen har foretaget en ret smidig fortolkning af direktivets artikel 1, stk. 1, at overdragelsesbegrebet maa anses for at have en saerdeles bred raekkevidde.

Det fremgaar af Domstolens praksis, at man i henhold til den heri anlagte brede fortolkning maa anse begreberne »overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter« som en »oekonomisk enhed«, der maa karakteriseres som en enhed af personer og fysiske aktiver med egen arbejdsstyrke, og som udoever en konkret oekonomisk aktivitet, der kan drives enten af en virksomhed eller en del af en saadan. Dette fremgaar udtrykkeligt af naevnte dom af 18. marts 1986, Spijkers, hvor Domstolen fastslog, at formaalet med direktivet er at sikre en fortsaettelse af de bestaaende ansaettelsesforhold »inden for en oekonomisk enhed«, og at det forhold, at den paagaeldende virksomheds aktiver overdrages, ikke i sig selv kan udgoere en overfoersel af en virksomhed eller en del af en virksomhed, idet det maa vurderes, om der er tale om »en endnu bestaaende oekonomisk enhed, som afhaendes« (9). Kommissionen fulgte i oevrigt denne retspraksis i det forslag til direktiv, som den senest har forelagt Raadet med henblik paa aendring af direktiv 77/87 (10).

13 I henhold til denne definition antages det i retspraksis, at erhvervsaktivitet af saerlig karakter, som indebaerer selvstaendig virksomhed, kan sidestilles med bedrifter eller dele af bedrifter i direktivets forstand.

Saaledes har Domstolen fundet, at en del af en virksomheds overtagelse af alene en del af virksomhedens aktiviteter og konkret alene af dets biaktiviteter kan indebaere anvendelse af direktivets bestemmelser (11).

Ogsaa sekundaere aktiviteter, som ikke vedroerer virksomhedens driftsomraade, kan omfattes af direktivet. Saaledes fastslog Domstolen i dom af 12. november 1992, Watson Rask, at: »Naar en virksomhed ved aftale overdrager ansvaret for en servicefunktion inden for virksomheden, saasom en kantine, til en anden virksomhed, som herved paatager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for de arbejdstagere, der er tilknyttet den paagaeldende servicefunktion, kan den saaledes gennemfoerte transaktion falde ind under direktivets anvendelsesomraade, saaledes som det er defineret i artikel 1, stk. 1. Den omstaendighed, at den aktivitet, der overfoeres, kun er af sekundaer betydning for den overdragende virksomhed og ikke noedvendig i forhold til virksomhedens formaal, kan ikke medfoere, at transaktionen falder uden for direktivets anvendelsesomraade« (12).

Domstolen har senere bekraeftet denne retspraksis, idet den har udtalt: »Naar en virksomhed ved aftale overdrager ansvaret for en servicefunktion inden for virksomheden, saasom udfoerelsen af rengoeringsarbejde, til en anden virksomhed, som herved paatager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for de arbejdstagere, der er tilknyttet den paagaeldende servicefunktion, kan denne transaktion falde ind under direktivets anvendelsesomraade« (13).

14 Denne brede fortolkning begrundes i og stoettes paa direktivets faellesskabsformaal.

Jeg skal erindre om, at dette direktiv udgoer en del af Faellesskabets handlingsprogram (14).

I samme direktiv angives i betragtningerne et af direktivets formaal som »beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af ny indehaver« (direktivets anden betragtning), hvorfor det er noedvendigt at fremme tilnaermelsen af lovgivningerne paa dette omraade paa et stadigt stigende niveau i henhold til artikel 117 i traktaten, som bestemmer, at det er noedvendigt at fremme en forbedring af arbejdernes leve- og arbejdsvilkaar (direktivets femte betragtning).

15 Der er i oevrigt tale om bestemmelser, som har et saerdeles klart faellesskabsformaal, hvilket Domstolen ogsaa flere gange har understreget. I henhold til retspraksis har »direktivet til formaal at sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes, naar virksomheden skifter indehaver, idet arbejdstagerne kan forblive ansat i virksomheden under den nye indehaver paa de vilkaar, der er aftalt med overdrageren« (15).

Direktivets bestemmelser fastsaetter saaledes i arbejdstagernes interesse en beskyttelse af det bestaaende arbejdsforhold ved én efter aftale foretaget udskiftning af den person, som var ansvarlig for virksomhedens drift, og som var ansvarlig for arbejdsgiverens forpligtelser over for den paagaeldende virksomheds ansatte.

Disse bestemmelser maa foelgelig gives en fortolkning, som svarer til det formaal, som tilsigtes med direktivet. Domstolen har desuden i dom af 19. maj 1992, Redmond Stichting (praemis 11), udtrykkeligt knaesat denne fortolkningsregel.

16 Ud fra denne fortolkningsregel og under hensyntagen til Domstolens hidtidige praksis mener jeg, at det afgoerende kriterium for afgraensningen af de tilfaelde, som omfattes af begrebet »virksomhed, bedrift eller dele af bedrift« og generelt for direktivets anvendelse beror paa besvarelsen af spoergsmaalet om, i hvor hoej grad der sker en overfoersel af de arbejdsopgaver eller aktiviteter, som ud fra et arbejdsmaessigt synspunkt karakteriserede arbejdstagernes forhold til den virksomhed, som er blevet overfoert. Domstolen fastslog saaledes i sagen Botzen (16), at arbejdsforholdet i alt vaesentligt er karakteriseret ved den tilknytning, arbejdstageren har til den del af virksomheden, ved hvilken han er placeret for at udoeve sit hverv.

Besvarelsen af dette spoergsmaal forudsaetter, at den paagaeldende arbejdsopgave eller aktivitet har en vis uafhaengig karakter, i den forstand, at der med henblik paa dens udfoerelse er ansat én eller flere arbejdstagere, samt eventuelt afsat fysiske aktiver, hvorved jeg dog skal bemaerke, at det sidste forhold ikke som saadant er et afgoerende kriterium (17). I et saadant tilfaelde er overfoerslen af arbejdsopgaver eller erhvervsaktiviteten knyttet til overfoerslen af en enhed af arbejdstagere eller har under alle omstaendigheder virkninger herfor.

For saa vidt dette kriterium fastholdes, maa man ogsaa antage, at overdragelse af en konkret og i tidsmaessig henseende afgraenset arbejdsopgave omfattes af direktivet, og foelgelig, at de ansatte, som var knyttet til udfoerelsen af den paagaeldende arbejdsopgave omfattes af den i direktivet foreskrevne beskyttelse. Som Domstolen har udtalt, omfatter denne beskyttelse alle arbejdstagere og skal derfor sikres, selv naar overfoerslen kun beroerer en enkelt arbejdstager (18).

Modsat indebaerer det fremfoerte kriterium, at en overdragelse, som vedroerer en virksomhed eller en aktivitet uden selvstaendig arbejdsstyrke, i den anfoerte betydning ikke kan antages at vaere omfattet af direktivet.

Det forhold, at der samtidig med den nye virksomheds overtagelse af de paagaeldende arbejdsopgaver i denne sag ogsaa skete en overfoersel af fysiske aktiver samt to laerlinge, og at arbejdsgiveren direkte knyttede opsigelsen af sagsoegeren til de paagaeldende arbejders faerdiggoerelse, er forhold, som umiddelbart taler for den opfattelse, at der i denne sag faktisk ud fra et ansaettelsesmaessigt synspunkt er sket en overtagelse af de paagaeldende arbejdstageres ansaettelse med henblik paa de resterende arbejdsopgaver. Disse bemaerkninger goer jeg naturligvis stadig med det forbehold, at vurderingen af de faktiske omstaendigheder og den endelige afgoerelse tilkommer den nationale retsinstans.

17 I de forelagte spoergsmaal naevnes ogsaa den omstaendighed, at entreprenoer A og entreprenoer B (sagsoegte i hovedsagen) efter overtagelsen i en periode arbejder samtidig paa byggepladsen.

Jeg mener ikke, at dette kan vaere til hinder for direktivets anvendelse, for saa vidt som den oprindelige entreprenoer efter overtagelsen ophoerte med at udfoere den paagaeldende entreprise, og alene eventuelt fuldfoerte andre arbejder paa byggepladsen, men ikke de samme, som var blevet overdraget. Den nye entreprenoer arbejdede selvstaendigt og uafhaengigt af den oprindelige entreprenoer, og bar ansvaret for fuldfoerelsen af den paagaeldende entreprise.

18 Den nationale ret spoerger ogsaa, om direktivet finder anvendelse, hvis aftalen om faerdiggoerelsen er indgaaet mellem bygherren og den nye entreprenoer med tiltraedelse af den oprindelige entreprenoer. Dette spoergsmaal foranlediger mig til at gennemgaa begrebet »overdragelse«, som indeholdes i direktivets artikel 1, stk. 1.

Ved afgoerelsen af, om overfoerslen i et konkret tilfaelde er sket ved »overdragelse eller fusion« undersoeger Domstolen altid, hvilket endeligt resultat der er tilsigtet med den paagaeldende transaktion. Det fremgaar af retspraksis, at Domstolen ogsaa her anvender den teleologiske fortolkningsmetode, som jeg har naevnt tidligere.

19 Domstolen har under anvendelse af denne metode altid anlagt en vid fortolkning af begrebet »overdragelse«. Saaledes kraeves det ikke, at der bestaar en aftale om overdragelse mellem overdrageren og den endelige erhverver; det er tilstraekkeligt, at overfoerslen sker i henhold til en aftale.

I dommen af 5. maj 1988, Berg (19), antages det, at der er tale om en overfoersel, naar den overfoerte virksomhed tilbagefoeres til den tidligere indehaver, fordi leasingkontrakten ophaeves, »idet det herved er uden betydning, om kontrakten ophaeves ifoelge aftale mellem de kontraherende parter, ensidigt af en af parterne eller ifoelge retsafgoerelse. I alle disse tilfaelde er overfoerslen af virksomheden af aftaleretlig karakter«.

Paa grundlag af samme metode udtalte Domstolen ogsaa i naevnte dom af 15. juni 1988, Bork International, at »naar lejeren, som har status som indehaver af virksomheden, ved lejekontraktens ophoer mister denne status, og tredjemand senere erhverver den i medfoer af en koebsaftale indgaaet med ejeren, kan denne disposition falde ind under direktivets anvendelsesomraade som fastlagt i artikel 1, stk. 1. Den omstaendighed, at overfoerslen i et saadant tilfaelde finder sted i to omgange i den forstand, at virksomheden tilbagefoeres fra lejeren til ejeren, som dernaest overfoerer den til den nye ejer, udelukker ikke, at direktivet kan finde anvendelse, saafremt den paagaeldende virksomhed bevarer sin identitet ...« (20).

Domstolen har ogsaa udtalt, at direktivet finder anvendelse paa ejerens overtagelse af driften af en bortforpagtet virksomhed som foelge af forpagterens misligholdelse af forpagtningsaftalen (21) og ogsaa finder anvendelse i en situation, hvor ejeren af en restaurant ved en forpagtnings ophoer bortforpagter driften af restauranten til en ny forpagter (22).

20 Paa grundlag af denne praksis maa det antages, at begrebet overdragelse og foelgelig direktivet omfatter det tilfaelde, som er angivet i den nationale rets andet spoergsmaal, hvor en ny entreprenoer efter direkte aftale med bygherren overtager faerdiggoerelsen af en bestemt entreprise med tiltraedelse af den entreprenoer, som oprindelig havde faaet entrepriserne i opdrag.

V - Forslag til afgoerelse

21 Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare de forelagte spoergsmaal saaledes:

1) Det af den nationale ret beskrevne tilfaelde, hvor en bygherre med den oprindelige entreprenoers tiltraedelse overdrager en konkret og i tidsmaessig henseende afgraenset arbejdsopgave til en anden entreprenoer med henblik paa dens fuldfoerelse, og arbejdsopgaven allerede var paabegyndt af den foerste entreprenoer, kan omfattes af anvendelsesomraadet for Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977. Den omstaendighed, at den oprindelige entreprenoer arbejder samtidig med den nye entreprenoer paa byggepladsen for at fuldfoere visse andre entreprisearbejder udelukker ikke direktivets anvendelse. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om direktivet kan finde anvendelse i den sag, som verserer for naevnte ret, under hensyntagen til de fortolkningskriterier, som fremgaar af Domstolens praksis. Den nationale ret skal bl.a. undersoege, om den i sagen overdragne aktivitet (arbejdsopgaven) udgoer en organisatorisk selvstaendig enhed i den forstand, at der med henblik paa dens udfoerelse ogsaa overtages personer (arbejdstagere), og eventuelt vaesentlige fysiske aktiver.

2) Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om overfoersel af en enhed eller en aktivitet sker i henhold til aftale. For at den foreliggende overfoersel kan anses for at vaere sket ved aftale i direktivets forstand kraeves det ikke, at der er indgaaet aftale direkte mellem den, der overfoerer, og den, til hvem overfoerslen sker. Det er tilstraekkeligt, at overfoerslen, som i denne sag, sker senere med den oprindelige entreprenoers tiltraedelse ved indgaaelse af en aftale om overtagelse af en konkret arbejdsopgave mellem bygherren og den nye entreprenoer.

(1) - EFT L 61, s. 26.

(2) - EFT C 90 af 26.3.1994, s. 9.

(3) - Jf. dom af 14.4.1994, sag C-392/92, Schmidt, Sml. I, s. 1311, praemis 12. Jf. ogsaa dom af 12.11.1992, sag C-209/91, Watson Rask, Sml. I, s. 755, praemis 15, og af 17.12.1987, sag 287/86, Ny Moelle Kro, Sml. s. 5465.

(4) - Jf. dom af 18.3.1986, sag 24/85, Spijkers, Sml. s. 1119, af 19.5.1992, sag C-29/91, Redmond Stichting, Sml. I, s. 3189, og ovennaevnte dom af 17.12.1987, Ny Moelle Kro, og af 14.4.1994, Schmidt.

(5) - Jf. ovennaevnte dom af 18.3.1986, Spijkers (praemis 11), af 19.5.1992, Redmond Stichting (praemis 23) og af 14.4.1994, Schmidt (praemis 17).

(6) - Jf. ovennaevnte dom af 18.3.1986, Spijkers (praemis 12).

(7) - Jf. ovennaevnte dom af 18.3.1986, Spijkers (praemis 13), og af 19.5.1992, Redmond Stichting (praemis 24).

(8) - Jf. ovennaevnte dom af 18.3.1986, Spijkers (praemis 14).

(9) - Sag 24/85 (praemis 11 og 12).

(10) - Jf. EFT C 274 af 1.10.1994, s. 10. Artikel 1, stk. 1, andet afsnit, heri lyder saaledes: Naar overfoerslen af en aktivitet ledsages af overfoersel af en oekonomisk enhed, der bevarer sin identitet, anses den for at vaere en virksomhedsoverfoersel i naervaerende direktivs forstand. Naar der kun sker overfoersel af en enkelt af virksomhedens, bedriftens eller dele af bedriftens aktiviteter, som enten udfoeres eller ikke udfoeres direkte, er der ikke i sig selv tale om en virksomhedsoverfoersel i direktivets forstand.

(11) - Jf. ovennaevnte dom af 19.5.1992, Redmond Stichting (praemis 30 og 31).

(12) - Sag C-209/91 (praemis 17).

(13) - Ovennaevnte dom af 14.4.1994, Schmidt (praemis 14).

(14) - Direktivet blev bekendtgjort ved Raadets resolution af 21.1.1974 vedroerende et faelles handlingsprogram (EFT C 13 af 12.2.1974, s. 1).

(15) - Ovennaevnte dom af 17.12.1987, Ny Moelle Kro (praemis 12). Jf. ogsaa dom af 10.2.1988, sag 324/86, Tellerup (Daddy's Dance Hall), (Sml. s. 739, praemis 9), af 5.5.1988, forenede sager 144/87 og 145/87, Berg, Sml. s. 2559, praemis 12, af 15.6.1988, sag 101/87, Bork International, Sml. s. 3057, praemis 13, af 25.7.1991, sag C-362/89, d'Urso, Sml. I, s. 4105, praemis 9, og ovennaevnte dom af 14.4.1994, Schmidt (praemis 15).

(16) - Dom af 7.2.1985, sag 186/83, Sml. s. 519, praemis 15. Jf. ogsaa naevnte dom af 14.4.1994, Schmidt (praemis 13).

(17) - Domstolen har endvidere i naevnte dom af 14.4.1994, Schmidt (praemis 16), udtalt foelgende: »Den omstaendighed, at Domstolens praksis naevner overdragelse af aktiver blandt de forskellige kriterier, som den nationale domstol skal laegge til grund ved en samlet vurdering af en kompliceret transaktion med henblik paa at bedoemme, om der foreligger overfoersel af en virksomhed, tillader ikke den slutning, at der ikke kan foreligge nogen overfoersel, naar disse elementer ikke er til stede. Varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - hvilket ifoelge direktivets overskrift endog er dets formaal - kan ikke afhaenge alene af én faktor, der, som Domstolen i oevrigt allerede har fastslaaet, ikke i sig selv er afgoerende (jf. dom af 18.3.1986, sag 24/85, Spijkers, Sml. s. 1119, praemis 12)«.

(18) - Jf. ovennaevnte dom af 14.4.1994, Schmidt (praemis 15).

(19) - Ovennaevnte forenede sager 144/87 og 145/87, praemis 19.

(20) - Sag 101/87, praemis 14.

(21) - Jf. ovennaevnte dom af 17.12.1987, Ny Moelle Kro.

(22) - Jf. ovennaevnte dom af 10.2.1988, Tellerup.

Full & Egal Universal Law Academy