EUR-Lex -  61994CC0068 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 6. februar 1997. - Den Franske Republik og Société commerciale des potasses et de l'azote (SCPA) og Entreprise minière et chimique (EMC) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Fællesskabskontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser - Kollektiv dominerende stilling. - Forenede sager C-68/94 og C-30/95.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Kan Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (1) (herefter »forordningen«) anvendes paa oligopoler? Og hvilke begraensninger er Kommissionen paa baggrund af forordningens bestemmelser underkastet, naar den vurderer lovligheden af fusionerne?

Sagerne C-68/94 og C-30/95 giver Domstolen anledning til at besvare bl.a. disse spoergsmaal, som ubestrideligt har betydning for forordningens anvendelse. Ved disse sager - hvoraf den ene er anlagt af den franske regering, den anden af Société commerciale des potasses et de l'azote (herefter »SCPA«) og Entreprise minière et chimique (herefter »EMC«) - anfaegtes, ganske vist under lidt forskellige synsvinkler, lovligheden af Kommissionens beslutning 94/449/EF af 14. december 1993 (2) (herefter »beslutningen«).

2 Ved denne beslutning har Kommissionen givet tilladelse til en sammenlaegning af Kali und Salz AG's (herefter »K+S« og Mitteldeutsche Kali AG's (herefter »MdK«) kali- og stensaltsaktiviteter i et joint venture mellem K+S og Treuhandanstalt. Erklaeringen om transaktionens forenelighed med faellesmarkedet blev dog gjort afhaengig af, at disse virksomheder opfyldte visse betingelser, som i det vaesentlige gik ud paa, at de skulle afbryde forretningsforbindelserne med SCPA og EMC.

SCPA's og EMC's soegsmaal (sag C-30/95) har netop til formaal at faa annulleret den del af beslutningen, hvor disse betingelser er fastsat. Den franske regerings soegsmaal (sag C-68/94) vedroerer ligeledes andre aspekter og har saaledes en stoerre raekkevidde. Men da formaalene med disse to sager kun delvis afviger fra hinanden, og da visse af de paaberaabte anbringender og argumenter for en stor dels vedkommende er samstemmende, finder jeg det muligt og endog oenskeligt at behandle dem sammen, dog med forbehold af de noedvendige sondringer.

3 Inden gennemgangen af beslutningen og behandlingen af denne tvist, som paa grund af de principielle spoergsmaal, den rejser, kan blive en vigtig milepael i retspraksis paa konkurrenceomraadet, finder jeg det dog nyttigt at erindre om forordningens baggrund og vaesentlige kendetegn samt om proceduren for kontrollen med fusioner og virksomhedsovertagelser. Dette vil goere det lettere at forstaa visse generelle aspekter, som vil blive behandlet under gennemgangen af de forskellige formalitets- og realitetsspoergsmaal, som de foreliggende sager rejser.

Forordningen: baggrund og indhold

4 I modsaetning til EKSF-traktaten (artikel 66) indeholder EF-traktaten ingen saerlige bestemmelser vedroerende fusioner og virksomhedsovertagelser. Dette skyldes et politisk oenske om at styrke faellesskabsvirksomhederne, ogsaa gennem fusioner og virksomhedsovertagelser. Kommissionen bekraeftede selv i et memorandum af 1. december 1965, at den principielt gik ind for fusioner og virksomhedsovertagelser, for saa vidt disse skoennedes at kunne styrke den europaeiske industri, der endnu var for svag til at klare konkurrencen paa de internationale markeder. Kommissionen bekraeftede endvidere i samme memorandum, at den ville anvende artikel 86 og ikke artikel 85 paa fusioner og virksomhedsovertagelser. Denne holdning er godkendt af Domstolen, som i sin dom i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen har anerkendt, at der er tale om misbrug i artikel 86's forstand, naar en virksomhed, der allerede har en dominerende stilling, styrker sin stilling, f.eks. ved en fusion, »saaledes, at den dominerende indflydelse, der herved opnaas, i vaesentlig grad hindrer konkurrencen« (3).

Anvendelsen af artikel 86 kunne dog ikke betragtes som en helt tilfredsstillende loesning, om ikke andet saa fordi denne bestemmelse alene tillader et efterfoelgende indgreb, dvs. over for allerede eksisterende dominerende stillinger, mens regler om fusioner og virksomhedsovertagelser navnlig skal forebygge konkurrencebegraensninger. Kort tid efter dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen forelagde Kommissionen derfor Raadet et foerste forslag til forordning, der gik i denne retning. I oevrigt har Kommissionen i sin senere praksis vist en vilje til paa ny at anvende artikel 85 paa fusioner og virksomhedsovertagelser, idet den har anvendt mekanismen med en »forudgaaende vurdering« (4). Denne tendens synes at blive bekraeftet i dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen (5), i hvilken Domstolen har antaget, at et selskabs minoritetsaktiepost i et konkurrerende selskab under visse omstaendigheder kan medfoere en begraensning, der er uforenelig med artikel 85.

5 Ovennaevnte dom gav naering til debatten om dette spoergsmaal og inspirerede Kommissionen til i 1988 at fremlaegge et nyt forslag. Paa grundlag af dette forslag vedtog Raadet forordningen, hvis endelige udformning ikke skjuler den undertiden meget store uenighed, der praegede tilblivelsesfasen (6).

Selv efter forordningens vedtagelse fortsatte den positive vurdering af de forskellige former for virksomhedssammenslutninger, der blev betragtet som det middel, der skulle goere den europaeiske industri i stand til effektivt at tage konkurrencen op paa det internationale marked. Det fremhaeves nemlig i betragtningerne til forordningen, at fusioner og virksomhedsovertagelser, hvis antal vil blive foroeget paa grund af afskaffelsen af graenserne inden for Faellesskabet med henblik paa gennemfoerelsen af det indre marked, skal vurderes positivt, idet de tilgodeser behovet for en dynamisk konkurrence og er egnet til at foroege den europaeiske industris konkurrenceevne, forbedre vaekstbetingelserne samt hoejne levestandarden i Faellesskabet. Dog maa strukturaendringerne ikke paa laengere sigt skade konkurrencen, hvorfor faellesskabsretten boer indeholde bestemmelser vedroerende »fusioner, der vil kunne hindre den effektive konkurrence paa det faelles marked eller en vaesentlig del heraf betydeligt« (femte betragtning).

6 Forordningen har navnlig hjemmel i artikel 87, for saa vidt den indeholder gennemfoerelsesbestemmelserne til artikel 85 og 86. Men som det fremgaar af sjette betragtning er »artikel 85 og 86 ... ikke tilstraekkelige til at kontrollere alle de transaktioner, der vil kunne vise sig at vaere uforenelige med den ordning uden konkurrenceforvridning, som traktaten tilsigter«, og det er grunden til, at forordningen ogsaa har artikel 235 som retsgrundlag.

Fusioner og virksomhedsovertagelser defineres i artikel 3, stk. 1, som et ret vidt begreb, som ud over fusioner omfatter situationer, hvor de beroerte parter kan bevare deres retlige og endog oekonomiske uafhaengighed (7). Det, der foerst og fremmest er kendetegnende for fusioner i en bredere betydning end den rent tekniske, er opnaaelsen af kontrol, hvilket i artikel 3, stk. 3, defineres som »mulighed for at faa afgoerende indflydelse paa virksomhedens drift«, saerlig ved »ejendoms- eller brugsret til virksomhedens samlede aktiver eller dele deraf«, eller ved »rettigheder eller aftaler, som sikrer afgoerende indflydelse paa sammensaetningen af virksomhedens organer, deres raadslagninger og afstemninger eller beslutninger«. De transaktioner, der henhoerer under artikel 3's anvendelsesomraade, er alene omfattet af forordningen, saafremt de har en »faellesskabsdimension« (8). De oevrige former for fusioner henhoerer derimod under de nationale myndigheders kompetence.

7 Ifoelge artikel 2, stk. 1, skal Kommissionen ved vurderingen af den paagaeldende fusions forenelighed med det faelles marked tage hensyn til »noedvendigheden af at bevare og udvikle en effektiv konkurrence inden for faellesmarkedet navnlig paa baggrund af alle de beroerte markeders struktur samt den reelle eller potentielle konkurrence fra virksomheder, der er beliggende i eller uden for Faellesskabet«, samt til en raekke forhold, der anvendes for at bestemme de paagaeldende virksomheders faktiske styrke paa markedet (9). Opregningen i denne bestemmelse giver Kommissionen et vidt skoen, ogsaa fordi der ikke er angivet nogen rangfoelge mellem de forskellige forhold, som der skal tages hensyn til. Det er ligeledes betegnende, at forordningen i modsaetning til andre antitrust-lovgivninger ikke indeholder formodninger for ulovlighed i tilknytning til virksomhedernes markedsandele eller matematiske kriterier, der kan benyttes ved vurderingen (10).

Ifoelge artikel 2, stk. 2 og 3, afhaenger den vurdering af foreneligheden med faellesmarkedet, der foretages paa grundlag af ovennaevnte kriterier, i sidste instans af, om den paagaeldende fusion skaber eller styrker en dominerende stilling, »som bevirker, at den effektive konkurrence haemmes betydeligt inden for faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf« (11).

8 Kontrolproceduren er inddelt i to faser. I foerste fase, som indledes med anmeldelsen (12) og varer en maaned, kontrollerer Kommissionen, om fusionen eller virksomhedsovertagelsen rejser alvorlig tvivl med hensyn til dens forenelighed med faellesmarkedet (13). Er dette ikke tilfaeldet, eller er transaktionen ikke omfattet af forordningen, afsluttes proceduren i foerste fase ved en beslutning truffet af Kommissionen [forordningens artikel 6, stk. 1, litra a) og b)]. Hvis der ikke er vedtaget nogen beslutning, anses fusionen for at vaere forenelig med faellesmarkedet (artikel 10, stk. 6).

Rejser fusionen derimod alvorlig tvivl, og beslutter Kommissionen derfor at indlede den formelle procedure [forordningens artikel 6, stk. 1, litra c)], skal beslutningen vedtages inden fire maaneder. Sker dette ikke, anses fusionen for at vaere forenelig med faellesmarkedet. I den eventuelle (endelige) beslutning kan fusionen i givet fald erklaeres forenelig med faellesmarkedet paa betingelse af, at visse betingelser og paabud er opfyldt (artikel 8, stk. 2), eller fusionen kan erklaeres uforenelig med faellesmarkedet. I sidstnaevnte tilfaelde kan Kommissionen, saafremt fusionen allerede er gennemfoert, beordre enhver forholdsregel, som vil kunne genoprette en effektiv konkurrence (artikel 8, stk. 4).

Proceduren og beslutningen

9 Den 14. juli 1993 modtog Kommissionen, jf. forordningens artikel 4, stk. 1, anmeldelse af et fusionsprojekt mellem det tyske selskab K+S, som er datterselskab til den kemiske koncern BASF, og MdK, det selskab, der samler alle det tidligere OEsttysklands aktiviteter inden for udvinding og forarbejdning af kali og stensalt. Selskabets eneaktionaer er Treuhand, et offentligretligt organ, der har til opgave at omstrukturere de tidligere oesttyske statsvirksomheder.

Det skal bemaerkes, at K+S paa det tidspunkt, hvor fusionsprojektet blev anmeldt, var langt den stoerste europaeiske producent af kali med en aarsproduktion paa over 2 000 000 tons, efterfulgt af MdK med 1 430 000 tons om aaret. Den samlede tyske kaliproduktion naaedes saaledes i aaret umiddelbart foer fusionen (1992) op paa 3 500 000 tons. Som nr. 3 i raekken med en produktion paa ca. 1 000 000 tons om aaret laa Mines de potasse d'Alsace (herefter »MPA«), hvis ejer er det offentlige franske organ EMC, som i oevrigt ejer 100% af kapitalen i SCPA, handelsselskabet for de paagaeldende produkter. Herefter fulgte med en aarsproduktion paa under 1 000 000 tons tre spanske virksomheder, som for nylig er sammensluttet i det offentlige organ INI, der markedsfoerer deres produkter gennem samme selskab, nemlig Coposa; endelig var der det britiske selskab Cleveland Potash Limited (herefter »CPL«).

10 Paa grundlag af fusionsprojektet skulle samtlige K+S's og MdK's aktiviteter inden for udvinding og forarbejdning af kali og stensalt overfoeres til Mitteldeutsche Kali AG GmbH (herefter »MdK GmbH«), et joint venture mellem K+S og Treuhandanstalt. K+S skulle tilfoere den faelles virksomhed samtlige sine aktiviteter paa det paagaeldende omraade, mens Treuhand skulle indskyde en kapital paa over 1 mia. DEM. K+S og Treuhand ville komme til at raade over henholdsvis 51% og 49% af kapitalen og stemmerettighederne.

Efter behandlingen af projektet besluttede Kommissionen den 16. august 1993 at indlede proceduren i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, litra c), idet fusionen rejste alvorlig tvivl med hensyn til dens forenelighed med faellesmarkedet. Derfor vedtog Kommissionen den 14. december 1993 beslutningen om godkendelse af fusionen (14), idet den dog i medfoer af forordningens artikel 8, stk. 2, knyttede bestemte betingelser til beslutningen.

11 Det relevante produktmarked var ifoelge beslutningen foerst og fremmest markedet for kaliprodukter til landbruget (15). Der er tale om mineralgoedning, som anvendes enten direkte eller sammen med andre plantenaeringsstoffer, navnlig kvaelstof og fosfat, i saakaldte blandingsgoedninger. I begge tilfaelde kan kali ikke erstattes af noget andet naeringsstof. Efter Kommissionens opfattelse er disse produkter - uanset indhold (forskellige maengder kali), form (standardprodukt eller granulater) eller aftagere (landbruget eller blandingsgoedningsproducenter) - objektivt og i vid udstraekning indbyrdes substituerbare for brugeren, saaledes at de kan behandles under ét (16).

Kommissionen har endvidere identificeret et andet relevant marked ud over markedet for kaliprodukter, nemlig markedet for magnesiumprodukter, og har endvidere fastslaaet, at K+S og MdK - naar man betragter hele faellesskabsmarkedet under ét - stort set er de eneste aktoerer i denne sektor (17). Selv om Kommissionen har konkluderet, at disse selskaber efter en fusion vil komme til at indtage en monopolstilling inden for Faellesskabet med hensyn til produkterne magnesiumsulfat og kiserit, og at det nye joint venture saaledes med en markedsandel paa 92% vil komme til at indtage en dominerende stilling paa dette saerskilte marked (18), har den ikke draget nogen konsekvens heraf.

12 Hvad angaar kaliprodukter til brug i landbruget, som er de produkter, som beslutningen naesten udelukkende drejer sig om, har Kommissionen derimod sondret mellem to geografiske markeder, nemlig Tyskland og resten af Faellesskabet (19).

Hvad angaar det tyske marked har Kommissionen fastslaaet, at den paagaeldende fusion vil styrke K+S's dominerende stilling og foere til et de facto-monopol (20). Kommissionen har taget til efterretning, at MdK er insolvent, og at virksomheden, hvis den ikke inden for kort tid overtages af en anden virksomhed, vil blive tvunget ud af markedet med det resultat, at MdK's markedsandel under alle omstaendigheder vil tilfalde K+S. Kommissionen har heraf udledt, at der ogsaa vil opstaa en dominerende stilling i tilfaelde af forbud mod den planlagte fusion (21).

Kommissionen har under disse omstaendigheder fundet, at den boer acceptere parternes argumenter, som bygger paa »failing company defence«-teorien, ifoelge hvilken de kompetente myndigheder ikke kan forbyde en fusion, saafremt en af de beroerte virksomheder er paa konkursens rand. I betragtning af den situation, som en lukning af MdK vil skabe i OEsttyskland, maa denne konklusion, stadig ifoelge Kommissionen, nemlig betragtes som vaerende i overensstemmelse med det krav om styrkelse af den oekonomiske og sociale samhoerighed i Faellesskabet, der er naevnt i 13. betragtning til forordningen (22).

13 For saa vidt angaar markedet omfattende samtlige medlemsstater undtagen Tyskland har Kommissionen bemaerket, at der efter den planlagte fusion vil vaere to virksomheder, som indtager en dominerende stilling, nemlig K+S/MdK og SCPA (23).

Kommissionens vurdering bygger dels paa, at udbuddet fra andre end de to hovedproducenter er meget spredt og stammer fra virksomheder, der ikke kan tage markedsandele fra duopolen (24), dels paa den formodning, at der ikke er nogen effektiv konkurrence mellem K+S og SCPA paa grund af det paagaeldende markeds saerlige karakter, de to selskabers tidligere adfaerd og endelig selskabernes taette handelsforbindelser (25). Disse forbindelser bestaar hovedsagelig af a) et samarbejde i eksportkartellet Kali-Export GmbH, et oestrigsk selskab etableret i Wien, som koordinerer medlemmernes afsaetning af kaliprodukter i lande uden for Faellesskabet (K+S, MdK, SCPA og Coposa deltager i dette eksportkartel med hver 25%), b) kontrollen med et joint venture i Canada, nemlig Potacan, hvis kapital er ligeligt fordelt mellem K+S og EMC/SCPA, og c) den mangeaarige aftale, paa grundlag af hvilken SCPA distribuerer K+S's produkter i Frankrig.

14 Af disse aarsager har Kommissionen saaledes fundet, at fusionen vil foere til en kollektivt dominerende stilling paa faellesskabsmarkedet uden for Tyskland, der vil paavirke konkurrencen vaesentligt. For at undgaa de negative konsekvenser af denne konklusion har parterne afgivet visse tilsagn, som er anfoert i 63. betragtning til beslutningen, der gengives ordret nedenfor:

»- Kali-Export GmbH, Wien

K+S og joint venture-selskabet traekker sig omgaaende ud af Kali-Export GmbH ...

Paa samme maade opsiger K+S og joint venture-selskabet forhandleraftalen med Kali-Export GmbH efter de i aftalen fastsatte regler for opsigelse. Fra dette tidspunkt vil joint venture-selskabet konkurrere med Kali-Export GmbH via sit eget distributionsnet.

- Salg

K+S og joint venture-selskabet vil etablere deres egen afsaetningsorganisation i Faellesskabet - hvor en saadan endnu ikke findes - og saelge deres produkter gennem dette net efter almindelig handelssaedvane. I saerdeleshed vil der i Frankrig blive etableret et salgsnet for kaliprodukter, herunder ogsaa kalispecialprodukter, som skal omfatte hele det franske marked, og hvis art og stoerrelse afpasses efter dette markeds betydning. Dette salgsnet etableres ud fra rentabilitetshensyn.

Det hidtidige samarbejde med SCPA som forhandler paa det franske marked bringes til ophoer. Herefter vil SCPA kunne opfylde eksisterende kontrakter indgaaet med virksomhedens egne kunder, ligesom joint venture-selskabet vil kunne opbygge sin egen salgsorganisation. Der er adgang til at saelge til SCPA paa normale markedsvilkaar.«

15 K+S har desuden taget Kommissionens tvivl med hensyn til fusionens negative indvirkning paa konkurrenceforholdene i Faellesskabet til efterretning og har, som anfoert i 65. betragtning til beslutningen, afgivet tilsagn om »senest den 30. juni 1994 at omorganisere Potacan paa en saadan maade, at begge parter herefter hver isaer vil kunne afsaette kali fra Potacan uafhaengigt af den anden part paa markedet i Faellesskabet«.

Hvad dette angaar praeciseres det dog i 67. betragtning, at »Kommissionen [ikke har] fundet det noedvendigt at goere tilsagnene angaaende Potacan til genstand for et formelt paabud. Den har taget tilsagnet til efterretning og gaar ud fra, at K+S vil bestraebe sig paa at naa til enighed med EMC/SCPA om en omdannelse af Potacan, der opfylder de ovennaevnte krav«. Da EMC/SCPA ikke er part i fusionssagen, og da K+S og EMC endvidere har anmeldt joint venture-selskabet Potacan til Kommissionen i henhold til forordning nr. 17, har Kommissionen tilfoejet, at »skulle det trods alle bestraebelser ikke lykkes for K+S at naa til enighed med EMC, maa der inden for rammerne af proceduren efter forordning nr. 17 findes en tilfredsstillende loesning paa de konkurrenceretlige problemer, der beror paa joint venture-selskabet Potacan's nuvaerende struktur«.

16 Da Kommissionen har ment, at de paagaeldende tilsagn ville kappe baandene mellem K+S og EMC/SCPA, har den saaledes vedtaget en beslutning om foreneligheden med faellesmarkedet, hvis artikel 1 er affattet saaledes: »Under forudsaetning af, at de betingelser og paabud, som er indeholdt i parternes forpligtelseserklaering og naevnt i betragtning 63 i naervaerende beslutning, opfyldes, erklaeres den anmeldte fusion mellem Kali und Salz AG, Mitteldeutsche Kali AG og Treuhandanstalt forenelig med faellesmarkedet.«

De to sager: problemformulering og disposition

17 Som naevnt er beslutningen anfaegtet baade af den franske regering (sag C-68/94 (26)) og af SCPA og EMC (sag C-30/95 (27)). SCPA og EMC har nedlagt paastand om delvis annullation af artikel 1, nemlig af den del, der goer erklaeringen om fusionens forenelighed med faellesmarkedet betinget af opfyldelse af betingelserne i 63. betragtning. Disse selskaber kraever ligeledes annullation af den del af beslutningen, hvor Kommissionen accepterer K+S's tilsagn (jf. 65. betragtning) om inden den 30. juni 1994 at omorganisere Potacan.

Disse selskaber har til stoette for deres paastande fremfoert seks anbringender. Ved de to foerste har selskaberne gjort gaeldende, at betingelserne i 63. betragtning ikke har noget at goere med opretholdelsen af en effektiv konkurrence paa faellesskabsmarkedet. Ved det tredje anbringende har selskaberne lagt Kommissionen til last, at den har accepteret deres tilsagn om Potacan under tilsidesaettelse af deres rettigheder. Ved det fjerde og femte anbringende har de gjort gaeldende, at Kommissionen har begaaet faktiske og retlige fejl saavel i fastlaeggelsen af det geografiske marked (medlemsstaterne bortset fra Tyskland) som i vurderingen af paastanden om en kollektivt dominerende stilling paa dette marked. Endelig har selskaberne gjort gaeldende, at forordningens bestemmelser ikke kan anvendes i en sag om en kollektivt dominerende stilling.

18 Jeg finder det vaesentligt, at SCPA og EMC, da sagen endnu verserede for Retten i Foerste Instans (28), har fremlagt en anmodning om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning for saa vidt angaar den del heraf, hvori det paalaegges K+S at saelge sine andele og/eller traekke sig ud af Kali-Export og bringe distributionsaftalen med SCPA til afslutning, og om suspension af den procedure, Kommissionen har indledt vedroerende Potacan i henhold til forordning nr. 17.

Efter en foerste foreloebig kendelse (29) har Rettens praesident ved kendelse af 15. juni 1994 (30) givet de sagsoegende selskaber delvis medhold ved at udsaette gennemfoerelsen af beslutningens artikel 1, for saa vidt det heri paalaegges K+S og det faelles selskab at traekke sig ud af Kali-Export.

19 Til forskel fra SCPA og EMC har den franske regering paastaaet fuldstaendig annullation af beslutningen (sag C-68/94). Den franske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat den forpligtelse til at holde sig i snaever og vedvarende forbindelse med medlemsstaternes myndigheder, der er fastsat i forordningen, at Kommissionen har fejlvurderet fusionens virkninger paa det tyske marked, navnlig ved at anvende »failing company defence«-teorien i den foreliggende sag, og at Kommissionen ogsaa har fejlvurderet fusionens indvirkning paa faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland.

Ved dette anbringende, som igen er inddelt i flere led, har den franske regering gjort indsigelse mod: a) afgraensningen af det relevante geografiske marked bestaaende af medlemsstaterne bortset fra Tyskland; b) fusionsforordningens anvendelighed paa kollektivt dominerende stillinger; c) den fejlagtige anvendelse i den foreliggende sag af begrebet kollektivt dominerende stilling, og d) fastsaettelsen af betingelser og paabud, der skal opfyldes af tredjemaend, der ikke er parter i fusionen.

20 Det staar klart, at SCPA's og EMC's argumenter er naesten helt sammenfaldende med den franske regerings argumenter for saa vidt angaar den paastaaede fejlvurdering af fusionens indvirkning paa faellesskabsmarkedet undtagen Tyskland. Som naevnt kan realiteten i de to sager derfor behandles sammen, naar blot der goeres rede for de eventuelle forskelle i argumenterne.

Inden jeg gaar over til den detaljerede behandling af parternes anbringender, finder jeg det dog hensigtsmaessigt at fremsaette nogle korte generelle bemaerkninger, hvoraf det vil fremgaa, at der ud over de store interesser, der er paa spil, ogsaa er principielle aspekter knyttet til denne sag.

21 Jeg vil for det foerste goere opmaerksom paa, at konkurrencereglerne i kraft af det omraade, de daekker, principielt giver de administrative myndigheder et vidt skoen ved bedoemmelsen af de saerlige omstaendigheder ved de konkrete sager, saaledes at de kan traeffe saa fornuftige afgoerelser som muligt. Det staar ligeledes fast, at den opgave, der paahviler Faellesskabets retsinstanser i den forbindelse, kraever, at de raader over et vist skoen, naar de skal vurdere normernes oekonomiske vaerdi (31).

Disse bemaerkninger gaelder saa meget mere fusioner, idet fusionskontrollen, der noedvendigvis er forebyggende, kraever et skoen fra det organs side, der skal fortolke og anvende forordningen. Man kan da ogsaa i alle antitrust-systemer, selv dem, hvis kontrol bygger paa strukturelle oplysninger (de paagaeldende virksomheders markedsandele og de formodninger, der kan udledes heraf), konstatere en tendens til ogsaa at lade vurderingerne hvile paa kvalitative oplysninger, som tager hensyn til de saerlige omstaendigheder ved sagen (32). Anvendelsen af »kvalitative« kriterier maa dog ikke blive til en uforudsigelig praksis, som unaegteligt ville have den umiddelbare konsekvens, at legalitetskontrollens betydning begraenses vaesentligt (33). Denne kontrol synes at vaere saa meget mere noedvendig, som Kommissionen beklaeder to funktioner, idet den ud over befoejelsen til at foranstalte undersoegelser og behandle sager har en beslutningsbefoejelse, hvorfor den burde vaere endnu mere forpligtet til at overholde retten til kontradiktion (34).

22 Jeg fremsaetter disse bemaerkninger, netop fordi de specifikke problemer, der rejses i denne sag, bevirker, at Domstolen skal tage stilling til et generelt spoergsmaal vedroerende graenserne for Kommissionens skoen (35) og retsinstansernes befoejelse til at gribe ind paa dette omraade.

Domstolen boer derfor vaere meget opmaerksom paa de saa at sige »systematiske« konsekvenser, som dens afgoerelse kan faa, foerst og fremmest med hensyn til retssikkerhed, ligebehandling og garantier for tredjemands rettigheder samt afgoerelsens foelger for fremtidig praksis med hensyn til fusionskontrol. Jeg finder det ikke overfloedigt at erindre om, at den retslige kontrol synes at have vaesentlig betydning ved fastlaeggelsen af fusionsreglerne. Dette gaelder ligeledes i de systemer, hvor der i modsaetning til vort system allerede i forvejen findes et evalueringskriterium, som styrer de administrative myndigheders aktivitet og goer myndighedernes praksis klar og forudsigelig (36).

23 Paa de foelgende sider vil jeg gennemgaa Kommissionens formalitetspaastande vedroerende de franske selskabers sag (sag C-30/95), som vedroerer a) muligheden for en delvis annullation af beslutningen som oensket af selskaberne, b) deres soegsmaalsret, c) muligheden for at anfaegte beslutningen, for saa vidt K+S's tilsagn om at omstrukturere Potacan (65. betragtning) tages til efterretning deri, og endelig d) sagsoegernes soegsmaalsinteresse.

Derefter vil jeg gennemgaa realiteten i begge sager. Jeg vil for det foerste behandle de to anbringender, der alene er fremfoert af den franske regering, nemlig tilsidesaettelse af den forpligtelse til at holde sig i snaever og vedvarende forbindelse med medlemsstaternes myndigheder, som paahviler Kommissionen i medfoer af forordningens artikel 19 (a), og rigtigheden af Kommissionens vurdering af fusionens indvirkning paa det tyske marked (b). Derefter vil jeg behandle de anbringender, der er fremfoert i begge sager, og som vedroerer vurderingen af fusionens indvirkning paa faellesskabsmarkedet undtagen Tyskland (c). Her vil jeg foerst behandle de aspekter, der vedroerer afgraensningen af det relevante geografiske marked (1), og derefter se paa muligheden for at anvende forordningens bestemmelser over for kollektivt dominerende stillinger (2) samt bestemmelsernes anvendelighed i den foreliggende sag (3), ligeledes paa baggrund af de kriterier, Kommissionen er naaet frem til i sine tidligere beslutninger. Endelig vil jeg undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt det er tilladt at kraeve visse betingelser opfyldt af virksomheder, der staar uden for fusionen (d).

I - Formaliteten (sag C-30/95)

24 For det foerste skal det undersoeges, om Kommissionens paastande om afvisning af de franske selskabers sag er berettigede.

a) Delvis annullation

25 Den foerste afvisningspaastand vedroerer kravet om delvis annullation af beslutningen. Kommissionen har nemlig gjort gaeldende, at saafremt grundlaget for dens erklaering om fusionens forenelighed med faellesmarkedet fjernes, vil annullationen af en eller samtlige betingelser noedvendigvis tvinge den til helt at tilbagekalde den anfaegtede beslutning.

Sagsoegerne har derimod gjort gaeldende, at de omtvistede betingelser kan udskilles fra resten af beslutningen, og at deres annullation blot vil bevirke, at der ikke er knyttet nogen betingelser til beslutningen. Sagsoegerne har tilfoejet, at den af Kommissionen frygtede situation under ingen omstaendigheder kan opstaa, idet forordningens artikel 8, stk. 5, ifoelge hvilken Kommissionen kan tilbagekalde sin beslutning, saafremt parterne misligholder en forpligtelse (37), ikke finder anvendelsen i den foreliggende sag.

26 Jeg finder, at denne indsigelse skal behandles samtidig med sagens realitet. Kun herved er det muligt at undersoege, om den eventuelle annullation af betingelserne faktisk kan have foelger for resten af beslutningen, saaledes at hele beslutningen skal annulleres.

Endvidere er det teoretisk muligt at foretage den af sagsoegerne paaberaabte »udskillelse«, ligeledes paa baggrund af forordningens artikel 10, stk. 5, hvor muligheden af en delvis annullation udtrykkeligt naevnes. Med henblik herpaa maa det fastslaas, om de betingelser, der ifoelge Faellesskabets retspraksis er knyttet til udoevelsen af befoejelsen til en delvis annullation, er opfyldt. Det skal saaledes sikres, som fastslaaet af Retten i dommen i sagen SIV m.fl. mod Kommissionen (38) (herefter »planglas-dommen«), »at raekkevidden af beslutningens konklusion, naar den ses i lyset af begrundelserne for beslutningen, kan begraenses ratione materiae, ratione personae eller ratione temporis, hvorved dens virkninger begraenses, mens dens indhold forbliver uaendret«. Det skal i denne forbindelse som fastslaaet af Domstolen undersoeges, om »en delvis annullation er mulig og berettiget paa grund af, at det drejer sig om en beslutning, der som helhed er til gunst for de paagaeldende virksomheder« (39).

27 Som jeg allerede har forklaret, bygger fastsaettelsen af de betingelser, som skal opfyldes, for at fusionen kan erklaeres forenelig med faellesmarkedet, paa den tanke, at fusionen ifoelge Kommissionen paa faellesskabsmarkedet undtagen Tyskland vil foere til skabelse af et duopol, som vil kunne paavirke konkurrencen, og som kun kan forhindres, hvis disse betingelser opfyldes. For at annullere beslutningen delvis kraeves saaledes bevis for den manglende berettigelse af dette synspunkt, nemlig at det, da fusionen ikke har den af Kommissionen haevdede virkning, ikke vil vaere noedvendigt at kraeve saadanne betingelser opfyldt for at erklaere fusionen forenelig med faellesmarkedet.

Dette bekraefter, at indsigelsen noedvendigvis maa behandles sammen med sagens realitet. Det skal allerede her fremhaeves, at en eventuel delvis annullation hoejst kan medfoere anvendelse af forordningens artikel 10, stk. 5 (40), dvs. genaabning af fristerne og en ny undersoegelse fra Kommissionens side.

b) Soegsmaalskompetence

28 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke er umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede beslutning. Lignende argumenter er fremfoert af K+S og MdK, som mener, at de ved beslutningen paalagte forpligtelser kun er rettet til dem.

Jeg finder helt klart indsigelsen uberettiget. Da de franske selskaber anfaegter en beslutning, som ikke formelt er rettet til dem, skal det undersoeges, om beslutningen vedroerer dem umiddelbart og individuelt, jf. artikel 173. Jeg skal for det foerste bemaerke, at der ikke er nogen tvivl om, at beslutningen vedroerer sagsoegerne umiddelbart, idet det tab, som de franske selskaber haevder at have lidt, skyldes denne beslutning.

29 Hvad angaar noedvendigheden af at vaere individuelt beroert skal bemaerkes, at efter fast retspraksis vil »andre personer end en beslutnings adressater kun kunne paastaa, at de beroeres individuelt, hvis denne beslutning rammer dem paa grund af visse egenskaber, som er saerlige for dem, eller paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem paa lignende maade som adressaten« (41). I den foreliggende sag er det aabenbart, at sagsoegernes faktiske situation klart adskiller dem fra alle andre.

Det har for det foerste betydning, at sagsoegerne er blevet hoert under den administrative procedure. Det fremgaar nemlig af Domstolens og Rettens faste praksis om tredjemands soegsmaalskompetence paa omraaderne konkurrence, antidumpingtold og stoette, at de fysiske eller juridiske personer, som ifoelge en forordning eller selve traktaten er berettigede til at deltage i en administrativ procedure, kan anlaegge sag »til beskyttelse af deres berettigede interesser« (42).

30 For det andet er konkurrencesituationen paa et af de to markeder, der skoennes relevante, og fusionens foelger vurderet af Kommissionen, navnlig og specifikt under hensyntagen til situationen for EMC/SCPA, som indgaar i et duopol sammen med K+S (43).

31 For det tredje vedroerer samtlige de betingelser, der kraeves opfyldt af de af fusionen omfattede virksomheder for at kunne erklaere fusionen forenelig med faellesmarkedet, umiddelbart og naesten udelukkende sagsoegernes interesser, og betingelserne vil kunne paavirke virksomhedernes markedsposition vaesentligt (44). Det er indlysende, at man ved at goere vedtagelsen af en beslutning vedroerende en virksomhed betinget af en aendring eller endog en fuldstaendig afbrydelse af de aftalemaessige eller selskabsmaessige forbindelser med et udenforstaaende selskab i vaesentlig grad paavirker begge virksomheders og ikke kun den foerste virksomheds aktiviteter.

32 Hvad dette angaar kan Kommissionens argumenter ej heller vinde gehoer. Vedroerende SCPA kan man ikke med nogen ret naegte selskabet enhver soegsmaalsret med den begrundelse, at det andet selskab i eksportkartellet Kali-Export, nemlig det spanske selskab Coposa, ligeledes beroeres af beslutningen.

For det foerste er SCPA umiddelbart og specifikt beroert ogsaa af de oevrige betingelser, der er fastsat i beslutningen; betingelser, som derimod ikke paavirker andre. Dette er tilstraekkeligt til at adskille SCPA's situation fra andre selskabers situation, idet selskabet herved individualiseres paa samme maade som beslutningens adressat. For det andet er det ikke muligt at forhindre en fysisk eller juridisk person, som uomtvisteligt (og individuelt) beroeres af en beslutning, i at anlaegge sag til beskyttelse af sine interesser, blot fordi en anden fysisk eller juridisk person befinder sig i en lignende situation.

33 Der er fare for at anfaegte retten til retsbeskyttelse, hvis man tilslutter sig det synspunkt, som jeg her kritiserer. Synspunktet forekommer mig ej heller at blive bekraeftet af en korrekt fortolkning af retspraksis vedroerende traktatens artikel 173, stk. 4. Kun ved en alt for restriktiv fortolkning (45) kommer man nemlig til det resultat, at betingelsen, nemlig at vaere »umiddelbart og individuelt« beroert, kun kan vaere rettet til én person og ikke kan opfyldes af flere personer, som man kan identificere noejagtigt og konkret, for saa vidt som de er umiddelbart beroert af foranstaltningen. For at soegsmaalsretten kan opstaa, er det i virkeligheden noedvendigt, at denne betingelse opfyldes, dvs. at den paagaeldendes situation adskiller sig specifikt og klart fra enhver anden persons situation; en betingelse, som i den foreliggende sag ikke kan bestrides alvorligt.

34 Jeg skal endvidere bemaerke, at der i den foreliggende sag ogsaa er fastslaaet en aarsagsforbindelse, for saa vidt som der specifikt er taget hensyn til sagsoegernes situation, som har vaeret afgoerende for institutionens beslutning, og som udgoer eksistensberettigelsen for den anfaegtede del af beslutningen (46). Med andre ord fremgaar det klart af sagens faktiske omstaendigheder, at individualiseringen af de sagsoegende selskabers situation ikke er tilfaeldig.

35 Endelig synes Kommissionens henvisning til Rettens dom i sagen Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen (47) at vaere irrelevant. Ifoelge den sagsoegte institution er situationen for en aktionaer i et selskab, der er omfattet af en fusion, ikke den samme som situationen for en beslutnings adressat for saa vidt angaar soegsmaalsretten.

Jeg skal i denne forbindelse for det foerste bemaerke, at de i dommen i sagen Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen opstillede principper gjaldt for de sagsoegende selskaber, som var aktionaerer i de selskaber, der var direkte omfattet af fusionen. Deres situation var saaledes en helt anden end situationen for EMC og SCPA i den foreliggende sag. Endvidere har Retten i denne dom paa ingen maade, som haevdet af Kommissionen, erklaeret, at besiddelse af en aktiebeholdning ikke er tilstraekkeligt til at individualisere en person i artikel 173's forstand, men har blot udtalt, at den omstaendighed, at en foranstaltning er egnet til at oeve indflydelse paa forholdet mellem de forskellige aktionaerer i et selskab, ikke i sig selv er tilstraekkelig, og at der kraeves saerlige omstaendigheder for at godtgoere, at situationen for den enkelte aktionaer kan anses for »umiddelbart og individuelt beroert«. Og efter en omhyggelig laesning af ovennaevnte dom finder jeg det ikke urimeligt blandt disse omstaendigheder at medtage aktiepostens stoerrelse (48).

36 Ovenstaaende bemaerkninger gaelder saavel SCPA som EMC. I oevrigt har Kommissionen ogsaa identificeret EMC som adressaten for den betingelse, der er knyttet til Kali-Export. Til trods for, at alene SCPA deltager i det paagaeldende selskab, vedroerer beslutningen i virkeligheden baade EMC og SCPA, som saaledes - med rette eller urette - behandles som én enhed (49). Foelgelig synes det mildest talt overdrevet at soege at udskille EMC's situation fra SCPA's for at fratage EMC soegsmaalsretten, saaledes som Kommissionen goer, og dette uafhaengigt af, at EMC har haevdet at have lidt et »selvstaendigt« tab i forhold til SCPA, navnlig som foelge af eksportkartellets oploesning. Denne oploesning fratager nemlig EMC salgsnettet til tredjelandene og forhindrer saaledes selskabet i at blive »storeksportoer«.

Det siger naesten sig selv, at alle disse betragtninger vedroerende afvisningsindsigelsen, som bygger paa de subjektive betingelser for at anlaegge annullationssag, ligeledes kan tjene til at tilbagevise de intervenerende selskabers argumenter, som isaer bygger paa sagsoegernes manglende soegsmaalskompetence.

c) Muligheden af at anfaegte betragtningen vedroerende Potacan

37 Kommissionen har i sin sidste afvisningsindsigelse fundet, at den del af beslutningen, som vedroerer Potacan's struktur, ikke kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal, for saa vidt den ikke har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegernes interesser.

Jeg skal her for det foerste bemaerke, at ifoelge Domstolens praksis er det noedvendigt for at fastslaa, om en retsakt kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af artikel 173, at tage hensyn til retsaktens substans og kontrollere, om den kan fremkalde retligt bindende virkninger, som kan beroere en sagsoegers interesser ved vaesentligt at aendre hans retsstilling (50).

38 Det er ganske ejendommeligt, at Kommissionen, som har indledt en ad hoc-procedure for at kontrollere Potacan's forenelighed med faellesmarkedet paa grundlag af traktatens artikel 85, overvejer eller snarere foreslaar en loesning inden for rammerne af den foreliggende sag og faktisk tilskynder en af de fusionerende virksomheder til at »bestraebe sig paa at naa til enighed med EMC/SCPA om en omdannelse af Potacan«, der opfylder de af Kommissionen stillede betingelser. Jeg stiller mig meget tvivlende over for denne fremgangsmaade, som helt klart blander procedurer sammen, som, selv om de har forskellige formaal og beroerer forskellige personer, alligevel ender med at paavirke hinanden.

Naar dette er sagt, maa det dog erkendes, at den del af beslutningen, der gennemgaas her, ikke synes at opfylde betingelserne i artikel 173 for at goere en retsakt til genstand for et annullationssoegsmaal. Mere noejagtigt er beslutningen ikke egnet til at skabe retligt bindende virkninger, som beroerer de sagsoegende selskaber.

39 I den her behandlede del af beslutningen har Kommissionen faktisk blot taget til efterretning, at K+S, ganske vist paa Kommissionens udtrykkelige opfordring, har afgivet tilsagn om at loese Potacan-problemet ved at naa til enighed med EMC. I oevrigt har EMC heller ikke faaet noget paabud om at indlede forhandlinger og endnu mindre om at acceptere K+S's forslag. Den paagaeldende del af beslutningen kan hoejst komme til at paavirke proceduren i medfoer af forordning nr. 17 (51), om end indirekte som naevnt ovenfor. Men der er tale om konsekvenser, som, selv om de faktisk realiseres, ikke vil have nogen betydning for vurderingen af, om den retsakt, der er genstand for den foreliggende sag, kan goeres til genstand for et soegsmaal eller ej.

Jeg finder det heller ikke relevant i den foreliggende sag at henvise til loesningen i cellulose-dommen (52), i hvilken Domstolen i relation til soegsmaalskompetencen har ligestillet et tilsagn fra de sagsoegende virksomheder med et paabud om at bringe en overtraedelse til ophoer i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17. Selv om man ser bort fra forskellene mellem de to sager, maa det bemaerkes, at forudsaetningen for denne loesning, nemlig at sagsoegerne blot har accepteret en beslutning, som Kommissionen kunne have vedtaget ensidigt, ikke er til stede i den foreliggende sag.

40 Foelgelig foreslaar jeg Domstolen at give Kommissionen og de intervenerende selskaber medhold i deres afvisningsindsigelse og fastslaa, at den af de franske selskaber anlagte sag maa afvises for saa vidt angaar det punkt, jeg lige har gennemgaaet.

d) Manglende soegsmaalsinteresse

41 De intervenerende selskaber har endelig paastaaet de franske selskabers sag afvist ogsaa paa grundlag af manglende soegsmaalsinteresse, for saa vidt de franske selskaber allerede fuldt ud har opfyldt de tilsagn, der var genstand for de til beslutningen knyttede betingelser.

Angaaende dette punkt skal jeg for det foerste bemaerke, at indsigelsen maa afvises paa det formelle plan, da Kommissionen ikke har naevnt den i sine argumenter. Indsigelsen maa dog under alle omstaendigheder forkastes paa grundlag af det af Domstolen fastsatte princip, ifoelge hvilket annullationssoegsmaalet i medfoer af artikel 176 »dog stadig [er] af interesse som grundlag for et eventuelt erstatningssoegsmaal«, selv hvor opfyldelsen af forpligtelsen i henhold til artikel 176 maatte vise sig umulig (53).

II - Realiteten

42 Hvad angaar sagens realitet vil jeg foerst gennemgaa den franske regerings anbringender, der saaledes vedroerer sag C-68/94. Mere noejagtigt vil jeg begynde med en vurdering af berettigelsen af anbringendet om den paastaaede tilsidesaettelse af forpligtelsen til at samarbejde med de nationale myndigheder (a), hvorefter jeg vil behandle klagepunkterne vedroerende vurderingen af fusionens indvirkning paa det tyske marked (b). Endelig vil jeg se paa aspekterne vedroerende den paastaaede fejlvurdering af fusionens indvirkning paa faellesskabsmarkedet eksklusive det tyske marked (c), herunder spoergsmaalet om lovligheden af at fastsaette betingelser og paabud, der kommer til at beroere virksomheder, der staar uden for fusionen (d). Disse aspekter er fremdraget i begge sager og vil derfor blive behandlet sammen for saa vidt angaar de faelles argumenter.

a) Tilsidesaettelse af forpligtelsen til at samarbejde med de nationale myndigheder (sag C-68/94)

43 Ved dette anbringende laegger den franske regering Kommissionen til last, at denne i flere henseender har tilsidesat det i forordningens artikel 19 fastsatte princip om opretholdelse af en snaever og vedvarende forbindelse med medlemsstaternes myndigheder. Den franske regering har saerlig gjort gaeldende, at oplysningerne om fordelingen af de forskellige virksomheders salg i hver enkelt medlemsstat og, for saa vidt angaar SCPA, om sondringen mellem afsaetningen af egne produkter og produkter fra andre virksomheder - hvilke oplysninger den franske regering finder afgoerende, hvis der skal ske en kvalificeret bedoemmelse af saavel Kommissionens indsigelser over for de anmeldende parter som udkastet til beslutning - foerst blev meddelt medlemsstaterne under det raadgivende udvalgs moede den 3. december 1993. Den franske regering har faktisk kun modtaget et delsvar, nemlig telefonisk den 5. november 1993, paa sine gentagne anmodninger om disse oplysninger. Endelig har den franske regering gjort gaeldende, at fejlen i det tal for SCPA's salg i Belgien og Luxembourg, som Kommissionen har forelagt det raadgivende udvalg, har forhindret medlemsstaternes repraesentanter i at bedoemme fusionen korrekt (54).

Kommissionen har for det foerste paapeget, at det princip om snaevert og vedvarende samarbejde med medlemsstaterne, der er fastsat i forordningens artikel 19, stk. 1 og 2, ikke er et generelt og absolut princip, idet der ogsaa skal tages hensyn til dels de yderst korte frister, der er fastsat for kontrolproceduren (forordningens artikel 10), dels forretningshemmeligheden, som i den foreliggende sag netop paaberaabes i forbindelse med afsaetningen i de forskellige lande. For det andet er det i henhold til forordningen Kommissionen, der skal afgoere, hvilke dokumenter der er de vigtigste og derfor skal videregives til medlemsstaternes myndigheder. I den foreliggende sag har baade medlemsstaternes myndigheder og det raadgivende udvalg efter Kommissionens opfattelse under alle omstaendigheder modtaget samtlige de oplysninger, der er noedvendige for at give en kvalificeret vurdering af den paataenkte fusions indvirkning paa konkurrencen. Endelig kan det forkerte tal, som den franske regering har peget paa, og som i oevrigt - og helt klart - maa betragtes som en grov skrivefejl, under ingen omstaendigheder betragtes som egnet til at svaekke det raadgivende udvalgs analyse.

44 Det skal for det foerste paapeges, at det i forordningens artikel 19 bestemmes, at Kommissionen »inden tre arbejdsdage [sender] medlemsstaternes kompetente myndigheder kopi af anmeldelser og hurtigst muligt kopi af de vigtigste dokumenter, som indsendes til Kommissionen eller udstedes af denne i henhold til denne forordning« (artikel 19, stk. 1). I artikel 19 paalaegges det endvidere Kommissionen at gennemfoere de omhandlede procedurer »i snaever og vedvarende forbindelse med medlemsstaternes kompetente myndigheder, som har ret til at fremsaette deres bemaerkninger til procedurerne« (artikel 19, stk. 2). Af relevans for den foreliggende sag kan endvidere naevnes artiklens bestemmelse om, at repraesentanter for de nationale myndigheder skal deltage i et ad hoc-raadgivende udvalg, som skal afgive udtalelse paa grundlag af »en sagsfremstilling tillige med angivelse af de vigtigste dokumenter samt et udkast til beslutning« (artikel 19, stk. 5).

I den foreliggende sag staar det fast, at Kommissionen i rette tid og som foreskrevet i artikel 19, stk. 1, har sendt de interesserede parter saavel de indsigelser, der er rettet til anmelderne (14.10.1993), som udkastet til beslutning om den paagaeldende fusion (26.11.1993), et udkast, som bl.a. indeholdt oplysningerne om de paagaeldende virksomheders markedsandele i Faellesskabet. Endvidere er visse oplysninger om stoerrelsen af de enkelte virksomheders salg i hver medlemsstat efter anmodning blevet meddelt den franske regering, ganske vist telefonisk. Det staar ligeledes fast, at de af den franske regering kraevede oplysninger foerst i fuldt omfang blev meddelt samtlige medlemsstater paa det raadgivende udvalgs moede den 3. december 1993, og at en af de paagaeldende oplysninger, nemlig den vedroerende SCPA's salg i Belgien og Luxembourg, var forkert.

45 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, om den sene fremsendelse af oplysningerne om kalisalgets stoerrelse og fejlen i et af tallene som haevdet af den franske regering indebaerer en tilsidesaettelse af Kommissionens forpligtelse til at samarbejde med de nationale myndigheder.

Jeg vil for det foerste bemaerke, at den sene fremsendelse af disse oplysninger i den foreliggende sag ikke kan retfaerdiggoeres hverken af det oenske om fortrolig behandling, som de fusionerende virksomheder haevdes at have fremsat, idet oplysningerne i saa fald ikke burde vaere fremsendt overhovedet (55), eller ved en generel henvisning til det skoen, Kommissionen raader over, naar den skal afgoere, hvilke dokumenter der er de vigtigste i forordningens artikel 19, stk. 1's forstand. Ganske vist er overholdelsen af fristerne ikke et maal i sig selv, men alligevel skal fristerne overholdes for at sikre en korrekt afvikling af proceduren. Fra denne synsvinkel er det vigtigt at fastslaa, om de omhandlede oplysninger var afgoerende for vurderingen af fusionens konkurrencebegraensende virkninger, og om deres sene fremsendelse var egnet til at fordreje proceduren.

46 Jeg maa indroemme, at jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt stoerrelsen og fordelingen af de forskellige virksomheders salg, som ganske vist er vigtige, hvis man oensker et fuldstaendigt overblik over fusionens virkninger, skal medregnes blandt de vigtigste dokumenter i forordningens artikel 19, stk. 1's forstand. Jeg finder det ikke helt uberettiget, naar Kommissionen haevder, at oplysningerne om hver virksomheds markedsandele, som var indeholdt i udkastet til beslutning, var tilstraekkelige til at foretage en kvalificeret vurdering af den planlagte fusion.

Under alle omstaendigheder finder jeg ikke, at man i betragtning af de saerdeles korte frister, der er fastsat for Kommissionens vedtagelse af beslutningen, samt den omstaendighed, at den franske regering allerede den 5. november modtog disse oplysninger telefonisk, kan haevde, at Kommissionen over for Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til forordningens artikel 19, stk. 1 og 2. Hertil kommer, at den sene meddelelse af disse oplysninger ikke i sig selv kan betragtes som egnet til at goere beslutningen ugyldig, idet dette kraever, at den paaberaabte uregelmaessighed indebaerer en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter. I denne forbindelse vil jeg erindre om, at ifoelge Domstolens faste praksis er »betingelsen for, at en saadan tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet er annullationsgrund ... imidlertid, at en regelret gennemfoert procedure ville have medfoert et andet resultat« (56). Og i den foreliggende sag har den sagsoegende regering paa ingen maade paavist, at Kommissionens beslutning ville have vaeret en anden, saafremt der ikke som paastaaet var sket tilsidesaettelse af forpligtelsen til vedvarende samarbejde med de nationale myndigheder. Den franske regering indskraenker sig til at haevde, at denne mulighed ikke kan udelukkes.

47 Endelig vil jeg se paa det forhold, som ligeledes er fremdraget af den franske regering, nemlig at det raadgivende udvalg foerst modtog alle relevante oplysninger, herunder den fejlbehaeftede, paa sit moede den 5. december, dvs. den dag, hvor udvalget skulle afgive udtalelse. Men ifoelge forordningens artikel 19, stk. 5, skal udkastet til beslutning samt de vigtigste dokumenter meddeles udvalget ved indkaldelsen, dvs. mindst 14 dage foer det moede, hvor udtalelsen skal afgives (57).

Dette klagepunkt, der, som Kommissionen har fremhaevet, naermere vedroerer retningslinjerne for indkaldelse og hoering af det raadgivende udvalg, synes ikke at kunne have vaesentlige foelger for den anfaegtede beslutning. For det foerste maa man nemlig ikke undervurdere betydningen af, at det raadgivende udvalg, som bestaar af eksperter fra branchen, ikke har gjort indsigelse. For det andet har den franske regering paa ingen maade godtgjort, at det raadgivende udvalg ville have afgivet en anden udtalelse, og endnu mindre, at Kommissionens endelige beslutning ville have vaeret en anden, saafremt de paagaeldende oplysninger var fremkommet i tide, og saafremt et af dem ikke havde vaeret behaeftet med fejl (58). Tvaertimod synes Kommissionens argumenter, som ikke bestrides, at udelukke en saadan eventualitet.

b) Fusionens indvirkning paa det tyske marked (sag C-68/94)

48 Den franske regering har fremfoert to anbringender om vurderingen af fusionens indvirkning paa det tyske marked. Dels kritiserer den Kommissionen for i den foreliggende sag at have anvendt den saakaldte »failing company defence«-teori, ifoelge hvilken der under visse betingelser skal gives tilladelse til overtagelse af en virksomhed, der er under konkurs, eller som er konkurstruet, idet dette ikke vil skabe konkurrenceproblemer, forkert, dels for ikke at have knyttet nogen betingelse vedroerende det paagaeldende marked til fusionstilladelsen, selv om der ved fusionen skabes et faktisk monopol, idet den faelles virksomhed faar en markedsandel paa 98%.

49 Hvad angaar det foerste klagepunkt skal jeg for det foerste bemaerke, at den amerikanske antitrust-lovgivning, ganske vist inden for strenge graenser for at undgaa misbrug, giver mulighed for at godkende en overtagelse af en insolvent virksomhed, forudsat at de i fusionen deltagende virksomheder, som ved en proportionalitetsundersoegelse, kan godtgoere, at a) den overtagende virksomhed befinder sig i en situation, der sandsynliggoer en snarlig konkurs; b) virksomheden ikke kan goeres til genstand for en vellykket omstrukturering i den i kapitel 11 i Bankruptcy Act forudsatte betydning; c) der ikke findes andre loesninger, der er mindre skadelige for konkurrencevilkaarene, end en fusion; d) den konkurstruede eller -ramte virksomhed vil forsvinde fra markedet, saafremt fusionen ikke gennemfoeres (59).

Som Kommissionen udtrykkeligt har anfoert i sin beslutning, har den ikke kritikloest taget teorien til sig, men har anvendt en tillempet form. Inspireret af denne teori er Kommissionen navnlig gaaet ud fra foelgende tre kriterier: 1) MdK ville vaere forsvundet fra markedet, saafremt det ikke var blevet overtaget af et andet selskab; 2) K+S ville under alle omstaendigheder have overtaget MdK's markedsandel efter MdK's tilbagetraekning fra markedet; 3) der var ikke noget andet alternativ, der virkede mindre konkurrencebegraensende.

50 Den franske regering har i det vaesentlige gjort indsigelse mod den af Kommissionen valgte loesning, der gaar ud paa at anvende en teori, der er udviklet i og for et andet system, efter en delvis aendring af kriterierne. Den franske regering har navnlig gjort gaeldende, at Kommissionen overhovedet ikke har taget hensyn til kriterierne under a) og b) i den amerikanske teori; at Kommissionen helt vilkaarligt har indfoert kriteriet om overtagelse af markedsandele, og endelig, at Kommissionen ikke i tilstraekkelig grad har godtgjort, at MdK under alle omstaendigheder ville vaere blevet tvunget ud af markedet, og at der ikke fandtes noget alternativ.

Den franske regering har endvidere erkendt hensigtsmaessigheden af ved vurderingen af en fusion at tage hensyn til det i traktatens artikel J.2 og J.3 fastsatte maal »oekonomisk og social samhoerighed«, som der ligeledes henvises til i 13. betragtning til forordningen (60), men har gjort gaeldende, at dette under ingen omstaendigheder maa foere til en fornaegtelse af hovedformaalet med fusionskontrollen, nemlig at beskytte konkurrencen.

51 Det er givet, at de kriterier, paa grundlag af hvilke fusionernes forenelighed med faellesmarkedet skal vurderes, saaledes som kriterierne er fastsat i forordningen, bygger paa en strengt oekonomisk opfattelse, hvor det saaledes er hensynet til konkurrencebeskyttelsen, der vejer tungest (61). Det er dog ogsaa givet, at 13. betragtning, som erkendt af den franske regering, viser, at der tillaegges den oekonomiske og sociale samhoerighed stor betydning, hvilket berettiger til, at man naturligvis i den udstraekning, hvor konkurrencen ikke bringes i fare, tager hensyn til maal, som traktaten tillaegger en lige saa grundlaeggende betydning.

Det siger endvidere sig selv, at man ikke kan erklaere beslutningen ugyldig med den begrundelse, at Kommissionen har ladet sig inspirere af en teori udviklet i et andet system, men i en tillempet form. Det, der her har betydning, er, at denne teori ikke er i strid med forordningen, at den analyse af teorien, der findes i beslutningen, ikke er forkert, og endelig, at de anvendte kriterier er anvendt korrekt.

52 Som det fremgaar af beslutningen, har Kommissionen fundet, at argumentet om »failing company defence«-teorien faktisk kan tages med i betragtning, »eftersom spoergsmaalet om, hvorvidt fusionen kan betragtes som vaerende rsagen til skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling, kan tillaegges betydning efter fusionsforordningens artikel 2, stk. 2« (62).

Den anfaegtede indfoerelse af det kriterium, hvorefter det skal undersoeges, om den overtagende virksomhed under alle omstaendigheder vil faa den overtagne virksomheds markedsandel, har netop til formaal at vise, at styrkelsen af den dominerende stilling er uundgaaelig, saaledes at forstaa, at den dominerende stilling vil blive styrket, ogsaa selv om fusionen forbydes.

53 Jeg skal for det foerste bemaerke, at det tyske markeds paaviste uigennemtraengelighed og det forhold, som der ogsaa er redegjort for i beslutningen, at K+S er i stand til at oege produktionen uden at foroege omkostningerne og vil kunne blive den eneste leverandoer paa det tyske marked, uundgaaeligt foerer til den konklusion, at MdK's markedsandel, saafremt MdK forsvinder fra markedet, vil tilfalde K+S. I oevrigt er der ingen, ikke engang den franske regering, der for alvor bestrider dette.

Den franske regering har snarere gjort indsigelse mod anvendelsen af dette kriterium, idet den har haevdet, at man herved giver en virksomhed, der allerede indtager en dominerende stilling, mulighed for at styrke sin stilling, alene ud fra den betragtning, at virksomheden alligevel i naer fremtid vil ende med at overtage de markedsandele, som den anden virksomhed paa markedet har. Dette vil foere for langt og vil vaere i strid med konkurrencebeskyttelsesmaalet. Med denne paastand, som i sig selv er uigendrivelig, ser den franske regering dog bort fra, at det paagaeldende kriterium forudsaetter, at to andre betingelser er opfyldt, nemlig at den paagaeldende virksomhed under alle omstaendigheder vil forsvinde fra markedet, og at der ikke findes noget andet overtagelsesalternativ, der vil virke mindre konkurrencebegraensende.

54 Med hensyn til de to sidste kriterier har den franske regering dog som naevnt gjort gaeldende, at de ikke er anvendt korrekt i den foreliggende sag. Den franske regering har for saa vidt angaar bl.a. MdK's sandsynlige tilbagetraekning fra markedet haevdet, at Kommissionen paa ingen maade har godtgjort, at det ville vaere umuligt at bevare MdK som offentlig virksomhed, f.eks. ved hjaelp af stoette, der er forenelig med traktatens artikel 92 og 93.

Dette argument maa forkastes. Ganske vist har Treuhand, det offentlige organ, der har til opgave at privatisere det tidligere OEsttysklands virksomheder, og som ejer MdK, andel i den ved fusionen skabte virksomhed (49% af kapitalen). Foelgelig har Treuhand (og saaledes staten) ydet og vil fortsat yde en betydelig stoette til denne virksomhed. Det maa dog ogsaa betaenkes, at Kommissionens analyse bygger paa foelgende omstaendigheder: a) MdK's store tab kan ikke varigt daekkes af Treuhand gennem offentlig stoette, idet en saadan loesning under alle omstaendigheder er uforenelig med traktatens bestemmelser om statsstoette; b) omkostningerne ved en eventuel omstrukturering vil under alle omstaendigheder vaere stoerre end den stoette, der er fastsat som led i fusionen; c) Treuhand's erklaering vedroerende privatisering af virksomheder, ifoelge hvilken Treuhand vil indstille samtlige MdK's aktiviteter, saafremt den ikke finder en privat virksomhed, der er rede til at overtage dem. Det er saaledes paa grundlag af de saerlige omstaendigheder i den foreliggende sag (privatisering af en statsvirksomhed, der efter de normale principper for vurdering af selskaber ikke kan betragtes som levedygtig), at Kommissionen har fundet, at den har tilstraekkelige beviser til at godtgoere, at MdK paa laengere sigt ville forsvinde fra markedet.

55 En yderligere grund til at tilslutte sig Kommissionens analyse er, at der ikke findes noget andet alternativ, der vil virke mindre konkurrencebegraensende. Det er nemlig ubestridt, hvilket fremgaar af de dokumenter vedroerende privatiseringen, som Treuhand har forelagt Kommissionen, at samtlige virksomheder, der har ytret interesse for at overtage MdK, senere har afstaaet herfra. Kommissionen har endvidere undersoegt sagen yderligere og har navnlig meddelt de interesserede virksomheder det noejagtige stoettebeloeb, som fusionen ville have modtaget; et beloeb, der ogsaa vil blive ydet, saafremt en privat virksomhed overtager MdK. Til trods herfor har ingen virksomhed erklaeret sig rede til at overtage MdK.

Under disse omstaendigheder finder jeg at kunne tilslutte mig Kommissionens konklusion. Jeg maa dog ogsaa se paa, hvorfor Kommissionen ikke har betragtet Peine-koncernens tilbud, fremkommet efter opnaaelsen af enighed om fusionsaftalen, om at overtage Bischofferode-minen, dvs. en af de fire MdK-miner, der er i drift. Dette skyldes, at Bischofferode ikke udgoer en vaesentlig del af MdK, ligesom der ogsaa foreligger en beskaeftigelsesmaessig begrundelse.

56 Sidstnaevnte aspekt, der i oevrigt har faaet stor betydning for anvendelsen af »failing company defence«-teorien ogsaa i USA (63), er efter min opfattelse afgoerende, navnlig i betragtning af de krav om oekonomisk og social samhoerighed, som jeg har naevnt flere gange.

Den saerlige baggrund for fusioner, som uundgaaeligt ogsaa omfatter industripolitiske problemer, kan meget vel, ogsaa i lyset af den tilstraebte styrkelse af den oekonomiske og sociale samhoerighed, jf. traktatens artikel 2 og 130 B, muliggoere en passende hensyntagen til beskaeftigelsesspoergsmaal og til sociale spoergsmaal i almindelighed ved vurderingen af fusioner. Dette gaelder i hvert fald i de tilfaelde, hvor de forskellige loesninger, som i den foreliggende sag, frembyder vaesentlige forskelle netop for saa vidt angaar beskaeftigelsesmuligheder (64).

57 I denne forbindelse skal jeg endvidere bemaerke, at ogsaa Retten i Foerste Instans i to nyere domme, der ganske vist har en anden baggrund og andre maal, idet der naermere betegnet var tale om en analyse af soegsmaalsretten for repraesentanter for de i fusionen deltagende virksomheders arbejdstagere, har bekraeftet, at den betydning, der tillaegges den frie konkurrence ved vurderingen af, om en fusion er forenelig med faellesmarkedet, meget vel kan forenes med en hensyntagen til fusionens sociale konsekvenser vurderet paa baggrund af traktatens artikel 2. Kommissionen kan saaledes ifoelge Retten efterproeve, om fusionen vil kunne faa konsekvenser for arbejdstagernes situation i de deltagende virksomheder, »som kan paavirke beskaeftigelsesniveauet eller beskaeftigelsesvilkaarene i Faellesskabet eller en vaesentlig del af Faellesskabet« (65). Retten har i disse domme ikke undladt at henvise til ovennaevnte 13. betragtning til forordningen.

Endelig har det betydning, at beskyttelsen af beskaeftigelsen i den foreliggende sag skal ses paa en bredere baggrund kendetegnet ved noedvendigheden af at afhjaelpe de strukturelle mangler i OEsttyskland, hvor MdK er etableret. Selv under denne vinkel er beslutningen saaledes helt i overensstemmelse med den tilstraebte oekonomiske og sociale samhoerighed, der er omhandlet i 13. betragtning.

58 Den franske regerings andet klagepunkt, som har taet forbindelse med det klagepunkt, jeg lige har gennemgaaet, gaar som sagt ud paa, at Kommissionen ikke har knyttet nogen betingelse og/eller paabud til tilladelsen til fusionen for saa vidt angaar det tyske marked, selv om der herved skabes et faktisk monopol paa dette marked (98% af markedet). Ifoelge den franske regering burde Kommissionen navnlig have gjort erklaeringen om forenelighed med faellesmarkedet betinget af et praecist tilsagn fra virksomhedernes side om at holde det tyske marked aabent for konkurrence efter den model, der er fastlagt i Nestlé/Perrier-beslutningen (66).

Kommissionen har svaret, at Nestlé/Perrier-beslutningen er ganske irrelevant, idet aabningen af markedet for konkurrencen i den foreliggende sag ikke afhaenger af markedets struktur som i den citerede sag, men af koebernes adfaerd, dvs. af efterspoergslen og ikke af udbuddet. Kommissionen har endvidere paapeget, at den franske regering ikke har gjort det klart, hvilke forpligtelser der kan paalaegges K+S og MdK med henblik paa at »aabne markedet for konkurrencen«.

59 Som den franske regering ganske rigtigt har bemaerket, er det ikke op til den at foreslaa loesninger paa dette omraade, idet denne opgave henhoerer under Kommissionen, som er det organ, der skal gennemfoere antitrust-lovgivningen. Men at Kommissionen ikke har fremsat forslag, kan kun ses som tegn paa vanskeligheden ved at finde frem til, hvilke betingelser der skal knyttes til fusionen paa det tyske marked for at aabne dette for konkurrencen.

Det maa her vaere tilstraekkeligt at paapege, at selv om man gaar ud fra, at det for at aabne det tyske marked under alle omstaendigheder er noedvendigt, trods de saerlige forhold, der er anfoert af Kommissionen, at gribe ind i markedets struktur, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at man maa afvise en loesning som den, der blev vedtaget i Nestlé/Perrier-sagen. Som naevnt er der nemlig i den foreliggende sag ikke andre overtagelsesalternativer. Derfor finder jeg ikke, at den franske regerings indsigelser kan bruges til at tilbagevise Kommissionens vurdering.

60 Naar alt kommer til alt og ligeledes under hensyntagen til det ovenfor anfoerte om de saerlige socio-oekonomiske forhold, der goer sig gaeldende i den foreliggende sag, foreslaar jeg Domstolen at forkaste det paagaeldende anbringende, idet Kommissionens vurdering af fusionens indvirkning paa det tyske marked boer godkendes i sin helhed.

c) Fusionens indvirkning paa faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland (sag C-68/94 og C-30/95)

61 Saavel den franske regering (sag C-68/94) som SCPA og EMC (sag C-30/95) har anfaegtet beslutningen for saa vidt angaar vurderingen af fusionens indvirkning paa det andet relevante geografiske marked, nemlig det, der omfatter samtlige medlemsstater bortset fra Tyskland. I virkeligheden vedroerer sagsoegernes klagepunkter selve afgraensningen af dette marked, muligheden af at anvende forordningen paa kollektivt dominerende stillinger, den forkerte brug, der i den foreliggende sag er gjort af begrebet kollektivt dominerende stilling, og endelig fastsaettelsen af betingelser og paabud, der skal opfyldes af virksomheder, som staar uden for fusionen.

Eftersom SCPA's og EMC's argumenter for stoerstedelens vedkommende gaar igen i den franske regerings argumentation (som dog er mere omfattende og detaljeret), vil jeg i redegoerelsen nedenfor navnlig henvise til den franske regerings argumenter. Naturligvis vil jeg ikke undlade at fremhaeve de aspekter, hvorved de paagaeldende sager afviger fra hinanden.

1) Afgraensning af det relevante geografiske marked

62 Udpegningen af Faellesskabet (bortset fra Tyskland) som det andet geografiske marked, der skal indgaa i en vurdering af fusionen, er ifoelge den sagsoegende regering og de sagsoegende virksomheder utilstraekkeligt begrundet og hviler paa en fejlagtig og i hvert fald ufuldstaendig analyse af de relevante elementer. Den franske regering har navnlig bemaerket, at de kriterier, som Kommissionen har anvendt ved afgraensningen af det paagaeldende geografiske marked, burde have foert til den konklusion, at der ikke findes et enhedsmarked bestaaende af de oevrige EF-medlemsstater, saafremt kriterierne havde vaeret i overensstemmelse med de kriterier, der saedvanligvis anvendes ved forordningens gennemfoerelse. Der er nemlig af flere grunde tale om et meget heterogent marked.

Kommissionen har som svar gjort gaeldende, at den helt legitimt og korrekt har defineret hele Faellesskabet bortset fra Tyskland som et saerskilt geografisk marked, og at der er tale om en ad hoc-definition, der tager hensyn til det paagaeldende produkts art og kendetegn. Derfor mener Kommissionen, at det er irrelevant at henvise til de kriterier, der anvendes i andre tilfaelde.

63 Jeg skal for det foerste bemaerke, at fastlaeggelsen af det relevante geografiske marked, som er en forudsaetning for enhver undersoegelse af en paastaaet konkurrencefordrejende adfaerd, faar endnu stoerre betydning, naar man som i den foreliggende sag oensker at paavise eksistensen af en dominerende stilling (67).

Selv om det ikke kan benaegtes, at Kommissionen paa dette omraade har et vidt skoen, siger det sig selv, at det under alle omstaendigheder tilkommer Faellesskabets retsinstanser at undersoege noejagtigheden og berettigelsen af den i beslutningen indeholdte analyse, som danner grundlag for konstateringen af, at der paa faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland er tale om en kollektivt dominerende stilling (68).

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694C0068.1

64 Det boer praeciseres, at forordningen ikke indeholder klare angivelser med henblik paa at definere det relevante geografiske marked, og at forordningen kun i artikel 9, stk. 7, kommer ind paa de kriterier, der er noedvendige for at vurdere, om der findes et saerskilt marked inden for en medlemsstat, og saaledes om betingelserne for, at Kommissionen kan overlade det til denne medlemsstats myndigheder at undersoege en anmeldt fusion, er opfyldt. Disse kriterier er indeholdt i CO-formularens del 5 (69): »Ved det relevante geografiske marked forstaas det omraade, inden for hvilket de paagaeldende virksomheder afsaetter deres varer eller tjenesteydelser, som frembyder tilstraekkeligt homogene konkurrencevilkaar, og som kan adskilles fra tilgraensende omraader, navnlig paa grund af vaesentlige forskellige i konkurrencevilkaarene. Blandt de elementer, der har betydning for identificering af det relevante geografiske marked, indgaar faktorer som de paagaeldende varers eller tjenesteydelsers art og karakteristika, eventuelle hindringer for adgangen til dette omraade, forbrugsvaner, stoerre forskelle mellem virksomhedernes markedsandele i dette og tilgraensende omraader eller stoerre prisforskelle.«

Blandt de elementer, der skal tages i betragtning ifoelge bestemmelserne i ovennaevnte CO-formular, er der saaledes ingen rangorden, der goer et af elementerne mere tungtvejende eller i hvert fald mere betydningsfuldt end de oevrige. Selv om jeg ikke kan give Kommissionen ret i, at de kriterier, der er anvendt ved tidligere beslutninger, er uden betydning i den foreliggende sag, maa jeg foelgelig fastslaa, at kriterierne blot er en referenceramme, idet berettigelsen af og sammenhaengen i Kommissionens beslutninger skal vurderes paa grundlag af de saerlige omstaendigheder, der goer sig gaeldende i de enkelte tilfaelde.

65 Jeg vil nu gaa over til at behandle de forskellige argumenter, der er fremfoert. For det foerste mener sagsoegerne, at Kommissionen har betragtet et marked bestaaende af lande uden egen produktion (Belgien, Nederlandene, Danmark, Graekenland), producentlande, hvor produktionen strukturelt overstiger forbruget (Spanien, Det Forenede Kongerige), og andre, hvor forbruget strukturelt overstiger produktionen (Frankrig), som et homogent marked. Hertil kommer, at de importerende medlemsstaters indkoebsstrategier afviger meget fra hinanden, saaledes at naesten hele handelen inden for Faellesskabet er ensrettet og ikke praeges af den gensidighed, der normalt karakteriserer et aegte homogent marked.

Kommissionen har saaledes ifoelge den franske regering blandet en raekke vidt forskellige situationer sammen, selv om der kun i forbindelse med de lande, der ikke har nogen produktion, kan paavises en vis homogenitet. Et andet bevis paa markedets manglende homogenitet faar man efter den franske regerings opfattelse, hvis man ser paa leverandoerernes markedsandele, som varierer betydeligt fra land til land, samt paa koncentrationen af udbuddet. Selv en analyse af efterspoergslens karakteristika bekraefter ifoelge den franske regering, at der i den foreliggende sag ikke findes et geografisk marked bestaaende af samtlige medlemsstater bortset fra Tyskland. Kommissionen har nemlig ikke ret i, at produkterne er indbyrdes substituerbare, idet valget af kaliprodukter afhaenger af jordens geologiske beskaffenhed, landbrugsarealet, forbrugervanerne og landbrugspolitikkerne samt af, om der findes en kaliindustri i det paagaeldende omraade (70).

66 Kommissionen har svaret, at det, at man lader et og samme marked omfatte saavel producentlande som ikke-producentlande, ikke er ensbetydende med, at der er sket en fejlagtig afgraensning af det relevante geografiske marked, ligesom det ikke er afgoerende, at en medlemsstat kun har én producent. Endvidere udelukker det forhold, at handelsstroemmene er ensidige, ikke, at det paagaeldende marked er homogent. Ifoelge de oekonomiske teorier udelukker det ene ikke det andet. Man kan heller ikke ud fra importmedlemsstaternes forskellige indkoebsstrategier og endnu mindre ud fra hovedvirksomhedernes markedsandele i de forskellige lande udlede, at markedet ikke er homogent, idet disse faktorer ikke er afgoerende for afgraensningen af markedet, idet der f.eks. kan vaere tale om forudeksisterende handelsbarrierer eller forbrugervaner.

Hvad angaar de saerlige kendetegn ved efterspoergslen efter de paagaeldende produkter mener Kommissionen at have taget tilstraekkeligt hensyn til dem. Kommissionen har konstateret dels, at produkterne i hoej grad er substituerbare, idet der bortset fra Tyskland ikke er noget land, hvor brugerne klart foretraekker de lokale produkter, dels at samtlige Faellesskabets kaliproducenter er i stand til at producere de forskellige typer. Til forskel fra de andre tilfaelde, hvor man har konstateret aftagerpraeferencer for kendte maerker (71) eller nationale produkter (72), eller en meget svag efterspoergsel paa et marked, der foerst er ved at blive etableret (73), er der saaledes i den foreliggende sag intet, der viser, at efterspoergselsstrukturen har en saadan beskaffenhed, at der maa vaere tale om saerskilte nationale markeder.

67 For det andet finder sagsoegerne ikke, at der kan saettes lid til Kommissionens undersoegelse af transportomkostningerne og priserne paa referencemarkedet. Hvad angaar transportomkostningerne har Kommissionen i virkeligheden ikke foretaget nogen analyse, men har blot uden at taale modsigelse haevdet, at transportomkostningerne ikke er en hindring for handelsstroemmene.

Undersoegelsen af kalipriserne inden for Faellesskabet er lige saa utilstraekkelig. Ifoelge sagsoegerne har Kommissionen ikke, som den burde, sammenlignet priserne hos de forskellige virksomheder i hver medlemsstat. Som bevis paa, at der ikke er vaesentlige forskelle paa prisniveauerne i de forskellige beroerte lande, har Kommissionen fremlagt fem aar gamle statistikker, der saaledes er uden vaerdi.

68 Kommissionen har afvist kritikken af sin analyse og gjort gaeldende, at manglende handelsstroemme mellem producentlande og importlande ikke altid og ikke noedvendigvis skyldes transportomkostningerne. Endvidere viser handelsstroemmene mellem visse lande, der ikke er nabolande (Tyskland og Portugal, Spanien og Belgien, Tyskland og Irland), og de manglende handelsstroemme mellem nabolande (Storbritannien og Nederlandene) efter Kommissionens opfattelse, at transportomkostningerne ikke er prohibitive. I denne forbindelse har Kommissionen henvist til sine overvejelser i den anfaegtede beslutning (42. betragtning), som ifoelge Kommissionen klart viser, at transportomkostningerne ikke ligger paa et saadant niveau, at de laegger hindringer i vejen for samhandelen paa det relevante geografiske marked. Med hensyn til priserne i medlemsstaterne bortset fra Tyskland har Kommissionen paapeget, at de ikke er vaesentligt forskellige. Den stoerste forskel mellem priserne inden for Faellesskabet er nemlig paa 10%, mens tallet for Tysklands vedkommende naar helt op paa 20%.

69 Endelig burde Kommissionen ifoelge de sagsoegende virksomheder og den sagsoegende regering i sin vurdering af fusionsprojektet i det mindste have udskilt det franske og det spanske marked, som paa grund af deres saerlige kendetegn ikke frembyder de samme konkurrencevilkaar som de oevrige faellesskabsmarkeder. Efter den franske regerings opfattelse ligner det spanske og det tyske marked hinanden, mens det franske marked er i en ganske saerlig situation, der er bestemt af en produktion, som er mindre end forbruget, og af, at der kun er én stor virksomhed paa markedet.

Ved ikke at have udskilt disse to medlemsstaters markeder fra de oevrige faellesskabsmarkeder har Kommissionen ifoelge sagsoegerne helt forvansket analysen af konkurrencevilkaarene foer og efter fusionen og givet et forkert billede af styrkeforholdet mellem K+S og SCPA.

70 Kommissionen har bemaerket, at den omfattende, om end ensidige, samhandel, de manglende prisforskelle af betydning og de forskellige kaliprodukters indbyrdes substituerbarhed noedvendigvis maa indebaere, at ogsaa Spanien og Frankrig regnes som en del af faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland, ikke mindst da distributionsmetoderne i disse to lande er identiske med dem, der anvendes i resten af Faellesskabet (bortset fra Tyskland).

Hvad angaar Frankrig har Kommissionen endvidere bestridt, at konkurrencevilkaarene paa dette marked afviger fra vilkaarene i resten af Faellesskabet, idet det ikke kan tillaegges nogen betydning i den forbindelse, at K+S og SCPA/EMC kunstigt har udskilt det franske marked fra faellesskabsmarkedet. Trods dette er de to markeder nemlig grundlaeggende homogene, bedoemt efter objektive kriterier.

71 Hertil skal jeg for det foerste bemaerke, at det forhold, at handelsstroemmene er ensidige, hvilket ogsaa Kommissionen erkender, ubestrideligt er en vigtig faktor, naar det relevante geografiske marked skal afgraenses, idet det lader formode, at der er adgangsbarrierer i de forskellige lande, der kan hindre markedsfoeringen af produkterne og derved bevise, at der er tale om nationale markeder (74). Kommissionen burde saaledes have undersoegt dette spoergsmaal grundigere og ikke have indskraenket sig til at paapege, at der var betydelige handelsstroemme mellem de paagaeldende medlemsstater.

Det virker ogsaa lidt besynderligt, at Kommissionen ikke har taget hensyn til, at de stoerste importoerer i denne sektor havde og har store markedsandele i deres eget land og meget mindre i de oevrige lande, og at Kommissionen ikke har tillagt udbuddets koncentrationsgrad stor betydning.

72 Ovennaevnte mangler er dog ikke af en saadan art, at de afkraefter Kommissionens vurdering, som synes at hvile paa objektive forhold, der i det vaesentlige er ubestridte.

For det foerste synes de betingelser for at betragte efterspoergselsstrukturen som kendetegnende for saerskilte nationale markeder ikke at vaere opfyldt, saa meget mindre som der i hele Faellesskabet bortset fra Tyskland er en hoej grad af substituerbarhed for kaliprodukterne, og der ikke er aftagerpraeferencer for specialprodukter, der alene kan koebes hos lokale producenter.

73 Med hensyn til vurderingen af transportomkostningerne, en faktor, som i almindelighed betragtes som en af de vaesentligste for afgraensningen af det relevante marked, hvilket Domstolen har fastslaaet i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen (75), er det ganske vist rigtigt, at Kommissionen ofte har indskraenket sig til generelle konstateringer (76). Jeg finder dog ikke, at det lykkes den franske regering at vise, at forskellene i omkostninger udgoer »adgangsbarrierer«. Efter Domstolens praksis er forskellene i transportomkostningerne jo ikke relevante i denne forbindelse, saafremt de er »ikke-diskriminerende« (77).

Noget tilsvarende kan siges om analysen af priserne paa de paagaeldende produkter, som er en anden vaesentlig faktor, der skal tages i betragtning, jf. det synspunkt, Kommissionen har givet udtryk for i tidligere sager (78). Ganske vist bestaar de eneste oplysninger, som Kommissionen har fremlagt for at paavise, at der ikke er vaesentlige prisforskelle mellem medlemsstaterne, af visse statistikker fra FAO vedroerende perioden 1987-1989 samt en oplysning om K+S's priser i 1992 i Belgien, Nederlandene og Tyskland, men det er ogsaa en kendsgerning, at hverken den franske regering eller de sagsoegende virksomheder har fremlagt oplysninger, der modsiger Kommissionens analyse. De har snarere bekraeftet, at der ikke er vaesentlige prisforskelle, men dette har de dog tilskrevet markedets gennemsigtighed og ikke dets homogenitet.

74 Hvis man hertil foejer, at sagsoegerne ikke har bestridt, at distributionsmetoderne i de forskellige lande stort set ligner hinanden, hvilket udelukker adgangsbarrierer som dem, der findes i Tyskland, maa Kommissionens analyse i det vaesentlige betragtes som korrekt og tilstraekkeligt begrundet.

Man kan heller ikke naa til en anden konklusion, hvis man gaar ud fra den franske regerings argumenter for at betragte Frankrig og Spanien som selvstaendige markeder, der ikke kan blandes sammen med resten af faellesskabslandene. Kommissionens holdning er dog ikke fri for selvmodsigelser.

75 Det maa nemlig i denne forbindelse erkendes, at der i analysen af de saakaldte »adgangsbarrierer« (79) ikke tages hensyn til SCPA's retlige monopol (der ganske vist er begraenset til transiteringen af indfoersler fra tredjelande), som Kommissionen betragter som en vigtig barriere for adgangen til Frankrig (80), ved vurderingen af, om Frankrig udgoer et saerskilt marked eller ej. Denne manglende sammenhaeng kan heller ikke, som haevdet af Kommissionen, forklares ved sondringen mellem de barrierer, der er en hindring for handelen inden for Faellesskabet, og dem, der hindrer samhandelen med tredjelande. Det synes i hvert fald tvivlsomt, om SCPA's distributionsmonopol paavirker adgangen til de oevrige medlemsstaters markeder for produkter fra tredjelande, idet visse oplysninger fra den franske regering, som ikke bestrides af Kommissionen, viser det modsatte (81).

De modsigelser, der er fremhaevet ovenfor, synes dog ikke at vaere tilstraekkelige til at give den franske regering medhold. Ifoelge Kommissionens vurdering, som staar uimodsagt, frembyder saavel Frankrig som Spanien nemlig paa konkurrenceomraadet karakteristika, der svarer til resten af faellesskabsmarkedet, hvis man ser paa produkternes indbyrdes substituerbarhed, markedernes aabning (som bekraeftes af det store importvolumen), prisniveauet og distributionssystemerne. Selv hvad angaar disse to lande er der saaledes et tilstraekkeligt grundlag for at stoette Kommissionen, naar den vaelger at medregne dem til faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland.

76 I betragtning af det ovenfor anfoerte gaar jeg i det vaesentlige ind for beslutningens afgraensning af det geografiske marked og, ikke mindst, de konklusioner, der drages heraf.

Kommissionen kunne og burde maaske have dokumenteret sine vurderinger lidt bedre, idet vurderingerne, hvis man ser naermere paa dem, paa visse punkter viser sig at vaere omtrentlige. Jeg finder dog ikke, at der er grundlag for at bestride, at der er en vis homogenitet i konkurrencevilkaarene paa det marked, der bestaar af samtlige medlemsstater bortset fra Tyskland, og slet ikke for at haevde, at den franske regerings indsigelser kan overbevise om det modsatte. Det maa endvidere ikke glemmes, at »ensartede« konkurrencevilkaar efter Domstolens praksis ikke betyder fuldstaendig lige vilkaar paa de forskellige dele af det omraade, der betragtes som det relevante marked. Det vigtige er snarere, at konkurrencevilkaarene er tilstraekkeligt homogene til at fremtraede som ikke-diskriminerende (82), dvs. at de goer det muligt for virksomhederne at konkurrere paa lige fod.

77 I den foreliggende sag forekommer det mig ikke, at den franske regerings argumenter er tilstraekkeligt grundlag for at antage, at konkurrencevilkaarene paa det marked, som Kommissionen betegner som det relevante marked, ikke er ensartede i ovennaevnte forstand. Under disse omstaendigheder foreslaar jeg Domstolen at forkaste den franske regerings anbringende.

2) Muligheden for at anvende fusionsforordningen over for kollektivt dominerende stillinger

78 De betingelser, der er knyttet til beslutningen om godkendelse af den paagaeldende fusion, har, som det vil erindres, netop til formaal paa grundlag af Kommissionens analyse at fjerne forudsaetningerne for en oligopolistisk dominans fra K+S's og SCPA's side paa det paagaeldende marked.

Saavel den franske regering som SCPA og EMC, som under alle omstaendigheder bestrider, at der i den foreliggende sag er tale om en kollektivt dominerende stilling, har gjort gaeldende, at forordningen overhovedet ikke finder anvendelse paa saadanne tilfaelde.

79 Sagsoegerne har nemlig gjort gaeldende, at man allerede fra et teoretiske og generelt synspunkt maa afstaa fra at tale om kollektivt dominerende stilling i forbindelse med anvendelse af reglerne om fusionskontrol. Dette er der mange grunde til:

- For det foerste stiller bestemmelsernes ordlyd sig i vejen, idet der i forordningens artikel 2 i modsaetning til traktatens artikel 86 (»en eller flere virksomheders ...«) ikke udtrykkeligt tales om muligheden for en kollektivt dominerende stilling.

- For det andet giver hverken forordningens retsgrundlag - traktatens artikel 235 og 87 - eller lovgivers hensigt hjemmel til at anvende fusionsbestemmelserne paa situationer med en oligopolistisk dominerende stilling.

- Endelig bekraeftes dette ligeledes af de processuelle garantier, som forordningen giver tredjemand. Navnlig er de virksomheder, der er del af en kollektivt dominerende stilling, men ikke af fusionen, ikke tilstraekkeligt beskyttede.

80 Kommissionen har foelgende svar paa dette:

- Man kan ikke paa grundlag af forordningens indhold, navnlig den omstaendighed, at der ikke udtrykkeligt naevnes muligheden af en dominerende stilling omfattende »flere virksomheder«, udelukke, at forordningen finder anvendelse paa skabelsen eller styrkelsen af kollektivt dominerende stillinger. Det er i denne forbindelse ikke uden betydning, at artikel 2, stk. 3, sammenkaeder den dominerende stilling med selve fusionen og ikke med de omfattede virksomheder, idet der tages hensyn til den dominerende stillings konsekvenser for den effektive konkurrence.

- Forordningens retsgrundlag viser, at dens formaal er at udfylde et hul, som artikel 85 og 86 efterlader i konkurrencereglerne for saa vidt angaar kontrollen med de oligopolistiske dominerende stillinger. Der er intet i de forberedende arbejder eller i de erklaeringer, som den franske regering henviser til, der berettiger til at mene, at Raadet har haft til hensigt at udelukke anvendelsen af forordningen med henblik paa at fordoemme eller afskaffe kollektivt dominerende stillinger.

- En beslutning om godkendelse af en fusion er alene bindende for de virksomheder, som har anmeldt fusionen. Eftersom den retsakt, hvorved proceduren afsluttes i forordningens forstand, ikke kan skade udenforstaaende virksomheder, selv om disse er del af den paagaeldende kollektivt dominerende stilling, er det upassende at tale om manglende eller utilstraekkelige garantier for tredjemand. De proceduremaessige retningslinjer for forordningens anvendelse yder under alle omstaendigheder en omfattende beskyttelse af tredjemands rettigheder og interesser.

- Muligheden af at forbyde en fusion, som styrker de oligopolistiske tendenser paa markedet, er resultatet af den oekonomiske teori, ifoelge hvilken konkurrencen under alle omstaendigheder beroeres paa et oligopolistisk marked, saafremt visse betingelser er opfyldt. Det er saaledes absolut noedvendigt at kunne anvende forordningen i tilfaelde af kollektivt dominerende stilling, hvis den effektive konkurrence skal sikres.

- Bestemmelsernes ordlyd

81 Jeg vil begynde med en paapegning af, at sagsoegernes synspunkt vanskeligt kan bestrides. Forordningen, saerlig artikel 2, indeholder nemlig ingen henvisning, ej heller indirekte, til begrebet oligopolistisk dominerende stilling. Dette er saa meget mere paafaldende, som traktatens artikel 86, som fremhaevet af sagsoegerne, derimod udtrykkeligt taler om uforenelighed med faellesmarkedet af »en eller flere virksomheders« misbrug af en dominerende stilling.

Det er aabenbart, at artikel 2, stk. 3, der, som haevdet af Kommissionen ganske vist sammenkobler den dominerende stilling med fusionen og ikke med de paagaeldende virksomheder, henviser til fusionens dominerende stilling og ikke til den dominerende stilling, der indtages af virksomheder, som staar uden for fusionen. Det vil under disse omstaendigheder vaere for letkoebt at citere de velkendte ord: ubi lex voluit, dixit, ubi noluit tacuit.

82 Men selv om bestemmelsernes ordlyd ikke kan undgaa at foere til den konklusion, at forordningen alene tager sigte paa at modvirke de fusioner, som skaber eller styrker en enkelt virksomheds dominerende stilling, og ikke dem, der foerer til flere virksomheders dominans (83), kan forordningens artikel 2 dog ikke betragtes som afgoerende, idet denne bestemmelse skal laeses i lyset af hele forordningen og dennes formaal.

Jeg er saaledes naaet frem til sagsoegernes oevrige argumenter, som vedroerer retsgrundlagene, lovgivers hensigt (som denne fremgaar af de forberedende arbejder og forordningens ordlyd) og de processuelle garantier, samt Kommissionens overvejelser af oekonomisk karakter, som haenger noeje sammen med konkurrencereglernes formaal.

- Retsgrundlag og lovgivers hensigt

83 Lad mig med det samme sige, at jeg ikke deler sagsoegernes synspunkt, ifoelge hvilket valget af retsgrundlag i sig selv taler for, at forordningen ikke finder anvendelse paa kollektivt dominerende stillinger. I princippet kan artikel 87 og 235 nemlig meget vel anvendes til dette formaal. Men jeg finder heller ikke, at man kan paaberaabe sig det modsatte under henvisning til, at forordningen i det vaesentlige bygger paa artikel 235 snarere end paa artikel 87, eller til Raadets og Kommissionens erklaering ad forordningens artikel 22, nemlig den del, hvor det anfoeres, at artikel 85 og 86 ikke finder anvendelse paa fusioner (84).

Det er naesten overfloedigt at tilfoeje, at man vanskeligt kan se, hvorledes man ellers skal kunne gribe ind til forebyggelse af kollektivt dominerende stillinger, der skabes eller styrkes som foelge af fusioner, medmindre man mod al sund fornuft indtager det synspunkt, at traktaten selv udelukker en saadan mulighed.

84 Af denne konklusion udleder jeg dog i modsaetning til Kommissionen ikke, at forordningen faktisk i sin nuvaerende ordlyd goer det muligt at gribe ind over for kollektivt dominerende stillinger. Jeg vil her noejes med at bemaerke, at den omstaendighed, at det valgte retsgrundlag givetvis kan vaere bestemmende for tildelingen af bestemte befoejelser, ikke i sig selv indebaerer, at disse befoejelser faktisk er blevet tildelt. Alligevel forholder det sig dog saaledes, at man ved at benytte dette retsgrundlag har fastsat visse befoejelser og udelukket andre.

Det vaesentlige er i sidste instans, om forordningens ordlyd udtrykkeligt eller selv stiltiende bekraefter, at Kommissionen har faaet tillagt befoejelse til at gribe ind over for kollektivt dominerende stillinger. Og jeg haelder til det synspunkt, at teksten som helhed snarere taler til fordel for en restriktiv fortolkning af artikel 2.

85 Til fordel herfor taler f.eks. som paapeget af de sagsoegende virksomheder ordlyden af 15. betragtning til forordningen, ifoelge hvilken »fusioner, der paa grund af de deltagende virksomheders begraensede markedsandele ikke er tilboejelige til at hindre den faktiske konkurrence, kan anses for at vaere forenelige med det faelles marked«, og »[der kan] isaer foreligge et tegn herpaa, naar de beroerte virksomheders markedsandel ikke overstiger 25%«. Ifoelge de sagsoegende virksomheder ville man ikke have valgt denne procentdel, saafremt forordningen ogsaa fandt anvendelse paa kollektivt dominerende stillinger (85).

Det er rigtigt, at den formodning for uforenelighed, der findes i betragtningen, naar der er tale om en dominerende stilling med en samlet markedsandel paa over 25%, ikke genfindes i forordningens dispositive del (86). Det er ogsaa rigtigt, at markedsandelene i de i medfoer af forordningen vedtagne beslutninger blot er et udgangspunkt for vurderingen af fusionens virkninger, idet der skal tages hensyn til mange andre forhold (87). Men hvis man oensker at tillaegge 15. betragtning nogen betydning overhovedet, vil det ikke vaere urimeligt at betragte den som tegn paa en vilje hos lovgiver til ikke at lade forordningen omfatte tilfaelde af kollektiv dominans, idet en andel paa 25% ganske rigtigt er for lidt til at kunne vedroere et oligopol (88).

86 Hertil kommer, at de forberedende arbejder egentlig synes at bekraefte lovgivers oenske om ikke at anvende forordningen paa kollektivt dominerende stillinger. Ganske vist kender vi meget vel Kommissionens oenske, der manifesterede sig under retsaktens udarbejdelse og kom til udtryk flere gange, om at anvende den paagaeldende ordning paa oligopoler (89), men det er ligeledes en kendsgerning, at Kommissionen har fremhaevet, at den nuvaerende formulering af artikel 2, stk. 3, er resultatet af et vanskeligt kompromis netop vedroerende spoergsmaalet om kollektivt dominerende stillinger (90).

Det vil vaere paa sin plads her at understrege, at det fremgaar af en sammenligning mellem Kommissionens sidste aendrede forslag (91) og den endelige tekst, at forslagets henvisning til hindringerne for opretholdelse og udvikling af en effektiv konkurrence er udskiftet med begrebet »dominerende stilling«, som unaegteligt bringer ordlyden af artikel 86 i erindring. Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at den endelige tekst er resultatet af et bevidst valg som foelge af vanskeligheden ved at naa til enighed om dette punkt, hvilket Kommissionen har erkendt.

87 Man kan beklage, at Raadet har truffet sin afgoerelse i enighed med visse af sine medlemmer og uenighed med andre, men ingen kan aendre paa dette forhold undtagen lovgiver selv. Kommissionens synspunkt, nemlig at denne situation, hvor der ikke findes nogen bestemmelse, som udtrykkeligt udelukker forordningens anvendelighed paa kollektivt dominerende stillinger, indebaerer, at spoergsmaalet staar aabent, forekommer mig ikke overbevisende. Jeg finder under ingen omstaendigheder, at Kommissionen, som den selv haevder, har grund til at mene, at den har befoejelse til at loese problemer, som medlemsstaterne bevidst har ladet staa aabne.

For at sige det tydeligere, vil den modsatte opfattelse svare til en godkendelse af et sui generis-subsidiaritetskriterium, i medfoer af hvilket Kommissionen, naar den finder det hensigtsmaessigt eller noedvendigt, kan indtage en rolle som stedfortraeder for andre institutioner og navnlig for lovgiver. For at foelge spillets regler burde Kommissionen snarere tage initiativ til at anmode om en aendring af forordningen i ovennaevnte retning. Dette har Kommissionen ikke gjort, og jeg vil toeve meget med at paastaa, at Kommissionen og Domstolen som led i gennemfoerelsen og/eller fortolkningen af et saet regler kan udfylde de huller deri, som skyldes et bevidst valg hos lovgiver (92).

88 Naar det kommer til stykket, synes selv de forberedende arbejder at bekraefte, at lovgivers hensigt, saaledes som denne kommer til udtryk i forordningen, gaar i retning af at udelukke kollektivt dominerende stillinger fra forordningens anvendelsesomraade. Denne konstatering er dog ikke afgoerende i den foreliggende sag. De forberedende arbejder kan nemlig hoejst vaere en rettesnor. De er ikke afgoerende, fordi man ved den rette fortolkning af en bestemmelse skal se paa bestemmelsens bogstav og dens formaal.

- Processuelle garantier

89 Jeg gaar nu over til at behandle et aspekt, som uomtvisteligt har grundlaeggende betydning i den foreliggende sag. Saavel den franske regering som de sagsoegende virksomheder har jo som naevnt gjort gaeldende, at den manglende vilje og mulighed for at anvende forordningen paa kollektivt dominerende stillinger paa afgoerende vis bekraeftes af, at disse bestemmelser ikke indeholder processuelle garantier, der er egnede til at beskytte de virksomheders rettigheder, som, selv om de ikke er omfattet af fusionen, er med til at skabe en kollektivt dominerende stilling.

Jeg har allerede under behandlingen af formaliteten i forbindelse med de sagsoegende virksomheders sag understreget, at der ikke er hold i Kommissionens synspunkt, ifoelge hvilket den retsakt, hvorved proceduren i medfoer af forordningen bringes til afslutning, alene er bindende for parterne i fusionen, med det resultat, at den under ingen omstaendigheder kan skade tredjemand. Jeg behoever ikke naevne andre eksempler, idet det netop af den foreliggende sag helt klart og utvetydigt fremgaar, at det modsatte er tilfaeldet (93).

90 Her drejer det sig om at fastslaa, om forordningens processuelle garantier til beskyttelse af tredjemand kan anses for tilstraekkelige, ogsaa i det tilfaelde, hvor de paagaeldende »tredjemaend« er del af det oligopol, som Kommissionens beslutning vedroerer.

Jeg vil for det foerste bemaerke, at tredjemands deltagelse i proceduren i overensstemmelse med forordningen ikke i den foreliggende sag synes at kunne sikre en passende beskyttelse af retten til kontradiktion. Dels modtager de virksomheder, der formodes at udgoere del af oligopolet, og som staar uden for fusionen, ikke nogen specifikke informationer. Dels kan der i henhold til artikel 18, stk. 4, kun indhentes udtalelser fra tredjemand, saafremt Kommissionen eller de kompetente myndigheder i medlemsstaterne anser det for paakraevet ogsaa at indhente udtalelser fra andre fysiske eller juridiske personer (herunder naturligvis ogsaa de virksomheder, der staar uden for fusionen), eller paa disse fysiske eller juridiske personers anmodning, saafremt de godtgoer, at de har en interesse deri. Der er saaledes tale om en ikke-obligatorisk, uformel procedure, hvilket bekraeftes af forordning nr. 2367/90 (94) (som finder anvendelse, ratione temporis, paa den foreliggende sag), idet proceduren afvikles uden deltagelse af repraesentanter for medlemsstaternes myndigheder og uden iagttagelse af de formaliteter og garantier, der er fastsat for hoering af parterne. Der er kort sagt tale om en procedure, der beskytter de rigtige »tredjemaends« (i alle ordets betydninger) rettigheder, men ikke de virksomheders rettigheder, der er »parter« i den dominerende stilling.

91 Analysen foretaget af den franske regering, som har sammenlignet de procedureregler, der i medfoer af forordningens artikel 18, stk. 4, er fastsat i forordning nr. 2367/90, med reglerne for de procedurer, der indledes i medfoer af artikel 85 og 86, bekraefter blot, at der ikke er tilstraekkelige garantier, der sikrer retten til kontradiktion for virksomheder, der indgaar i et oligopol, men som staar uden for fusionen (95).

Det fremgaar nemlig klart af denne analyse, at virksomheder i et oligopol, der haevdes at vaere skabt eller styrket ved en fusion, som virksomhederne dog staar uden for, i modsaetning til virksomheder, som indtager en kollektivt dominerende stilling i artikel 86's forstand, behandles som »tredjemaend« med de uundgaaeligt negative foelger, dette har med hensyn til retten til kontradiktion.

92 Som bekendt er retten til kontradiktion i de administrative procedurer et fast element i Faellesskabets retsorden. Som Domstolen nemlig har fastslaaet igen og igen, udgoer »retten til kontradiktion under en hvilken som helst procedure, der indledes over for nogen, og som kan foere frem til en retsakt, der indeholder et klagepunkt imod denne ... et grundlaeggende faellesskabsretligt princip, der skal overholdes, selv i tilfaelde, hvor der ikke foreligger regler for den paagaeldende procedure« (96).

Under denne synsvinkel kan man i et vist omfang anerkende Kommissionens synspunkt, nemlig at eventuelt manglende processuelle ad hoc-garantier i forordningen ikke har nogen betydning for forordningens anvendelighed over for kollektivt dominerende stillinger, eftersom overholdelsen af retten til kontradiktion udgoer en grundlaeggende ret. Tredjemaends og parternes ret til den noedvendige beskyttelse ville under ingen omstaendigheder blive anfaegtet.

93 Kommissionens synspunkt virker bestemt besnaerende, men jeg kan alligevel ikke tilslutte mig det. Det er rigtigt, at retten til kontradiktion under alle omstaendigheder skal overholdes i alle de situationer, der kan taenkes at opstaa, og ikke kun fordi der er fastsat udtrykkelige bestemmelser herom. Men det er ogsaa rigtigt, at det ville vaere paradoksalt at lade Kommissionen soege tilflugt bag denne kendsgerning, naar den ved vedtagelsen af ad hoc-regler, og det maa forordning nr. 2367/90 siges at vaere, ikke samtidig fastsaetter de noedvendige garantier til fordel for dem, der kan skades ved anvendelsen af den paagaeldende ordning.

Naar dette er sagt, erkender jeg, at Domstolen kan overvinde problemet ved at fastslaa, at det er tilstraekkeligt at udvide de garantier, der er fastsat for fusionsparterne, til at omfatte parterne i det formodede oligopol. Alligevel kan de manglende bestemmelser herom i forordningen som haevdet af sagsoegerne kun bekraefte, at forordningen ikke tager sigte paa, eller i hvert efter lovgivers opfattelse ikke skulle tage sigte paa kollektivt dominerende stillinger. Endelig er det naesten overfloedigt at tilfoeje, at den ret til kontradiktion, som de sagsoegende virksomheder (ifoelge Kommissionen) under alle omstaendigheder var omfattet af, i den foreliggende sag i hvert fald ikke er blevet sikret (97).

- OEkonomiske betragtninger og forordningens maal

94 Jeg mangler at gennemgaa Kommissionens oekonomiske argumenter, som haenger noeje sammen med maalet, nemlig at sikre en effektiv konkurrence.

Kommissionens synspunkt gaar i det vaesentlige ud paa, at det er noedvendigt med en kontrol af oligopolistiske situationer (98), for saa vidt som saadanne situationer kan skade konkurrencen mindst lige saa meget som en individuelt dominerende stilling. Forordningen skal saaledes kunne anvendes over for kollektivt dominerende stillinger med den begrundelse, at det er noedvendigt med en kontrol med oligopolerne for at beskytte konkurrencen (99).

95 Hvad angaar dette punkt vil jeg begynde med at fastslaa, at Kommissionens bekymring ikke er ubegrundet, navnlig ikke hvis man analyserer den paa baggrund af de oligopolistiske situationers oekonomiske og retlige konsekvenser. Det siger naesten sig selv, at et oligopol, dvs. markedet for en haandfuld virksomheder (100), kan have negative virkninger, der meget ligner dem, der i almindelighed tillaegges monopoler (101). Hertil kommer, at det ikke kan naegtes, dels at der er en vis sammenhaeng mellem fusion og markedsherredoemme forstaaet som magt til at haeve priserne ved at begraense produktionen og skaffe sig en ekstra fortjeneste, dels at fusioner kan fremme hemmelige aftaler mellem konkurrenter og en parallel, men ikke noedvendigvis samordnet adfaerd.

Kommissionen har endvidere fremhaevet, at problemet heller ikke kan loeses ved anvendelse af traktatens artikel 85 og 86, idet disse artikler ikke altid og ikke i alle tilfaelde giver mulighed for at gribe effektivt ind over for oligopoler. Undertiden kan man nemlig ikke holde oligopoler nede ved at benytte forbuddet mod aftaler, idet en parallel adfaerd, som er udtryk for selve oligopolets vaesen, som fastslaaet af Domstolen i cellulose-dommen, ikke kan betragtes som bevis paa en samordning, medmindre samordningen er den eneste sandsynlige forklaring paa en saadan adfaerd. Det er nemlig vaesentligt at bemaerke, at selv om traktatens artikel 85 forbyder enhver hemmelig aftale, der fordrejer konkurrencen, udelukker den ikke de erhvervsdrivendes ret til at foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfaerd (102). Endvidere begraenses anvendelsen af artikel 86 af, at denne bestemmelse kun kan have foelger for forud eksisterende dominanssituationer.

96 De huller, jeg har paapeget, finder jeg dog ikke tilstraekkelige til at begrunde anvendelsen af forordningen over for oligopolers dominans. Cellulose-dommen synes ej heller at indeholde elementer, der peger i den af Kommissionen oenskede retning. At der findes parallel adfaerd, der ikke kan straffes paa grundlag af artikel 85 (103), betyder nemlig ikke i sig selv, at disse former for adfaerd under alle omstaendigheder skal straffes, og kan slet ikke berettige til den brede fortolkning af forordningen, som Kommissionen har foreslaaet.

Ovenstaaende betragtninger viser tydeligt den manglende sammenhaeng i Kommissionens holdning i den foreliggende sag. Som naevnt har Kommissionen gjort gaeldende, at bestemmelserne i artikel 85 og 86 ikke kan benyttes til at gribe ind over for oligopoler, hvilket efter Kommissionens opfattelse retfaerdiggoer en bred fortolkning af forordningens artikel 2, stk. 3. Sagen er bare den, at ser man naermere efter, har Kommissionens indgreb over for det paastaaede duopol K+S/SCPA/EMC bestaaet i et »paabud« til foerstnaevnte selskab om at afbryde sine aftalemaessige forbindelser med de to andre. Men hvorfor ikke bruge artikel 85, naar der nu er tydelige tegn paa »samordning« (104)?

97 Jeg skal endelig bemaerke, at den praksis, der foelges ved anvendelsen af forordningen, og som er naevnt flere gange i sagens loeb, heller ikke kan tjene som argument for en anden loesning. I Nestlé/Perrier-beslutningen, hvor Kommissionen ikke lagde skjul paa, at den ville indfoere et selvstaendigt »kollektiv dominans«-begreb, blev forordningens anvendelighed over for oligopoler i det vaesentlige fastslaaet under henvisning til traktatens artikel 3, litra g) (105).

Det er rigtigt, at der er en generel henvisning til denne bestemmelse i foerste betragtning til forordningen, og at bestemmelsen, da den har til formaal at sikre en effektiv konkurrence, noedvendigvis maa omfatte alle tilfaelde af konkurrencefordrejning, hvad enten de er foraarsaget af en eller flere virksomheder. Men det maa ikke glemmes, at det i denne bestemmelse ogsaa er fastsat, at den kun finder anvendelse »under de betingelser og i det tempo, som er foreskrevet i denne traktat«.

98 De forhold, jeg hidtil har behandlet, rejser alvorlig tvivl om muligheden for at anvende begrebet kollektivt dominerende stilling i forbindelse med fusionsforordningens bestemmelser. Naar alt kommer til alt, finder jeg ikke, at forordningens bestemmelser finder anvendelse paa oligopolistisk dominans, og jeg mener, at denne fortolkning er den, der passer bedst ikke alene til bestemmelsernes ordlyd, men ogsaa til den sammenhaeng, de indgaar i, og mere generelt til hele systemets opbygning. Selv om der paa det oekonomiske plan er visse forhold, der taler for den modsatte loesning, ville en saadan have flere negative konsekvenser. Og navnlig ville den modsatte loesning ende med at skabe usikkerhed, fordi der ikke foreligger normative og/eller forordningsbaserede referenceparametre svarende til dem, der findes i andre antitrust-systemer. Dette vil i oevrigt vaere i strid med det gentagne gange bekraeftede krav om, at faellesskabslovgivningen skal vaere klar, og at de retsundergivne maa kunne forudse dens anvendelse (106).

Som jeg allerede har bemaerket, maa og skal Kommissionens betaenkeligheder med hensyn til de negative konsekvenser for bekaempelsen af konkurrencebegraensende adfaerd, som en manglende anvendelse af forordningen paa oligopoler kan have, ikke glemmes. Men jeg finder det mere korrekt at behandle saadanne betaenkeligheder i deres naturlige rammer og goere dem til genstand for et forslag til aendring, som skal supplere de relevante bestemmelser.

3) Den fejlagtige anvendelse i den foreliggende sag af begrebet kollektivt dominerende stilling

99 Ved dette anbringende paaberaaber saavel den franske regering som de sagsoegende selskaber sig en raekke retlige og faktiske fejl, som de haevder er begaaet i forbindelse med vurderingen af fusionens indvirkning paa faellesskabsmarkedet uden for Tyskland.

Generelt laegger den franske regering Kommissionen til last, at denne ved vurderingen af, om der er tale om en kollektivt dominerende stilling, hverken har fulgt de kriterier, der er opstillet i retspraksis vedroerende artikel 86, eller kriterierne i Kommissionens tidligere beslutninger, som i oevrigt er smidigere end dem, der er fastsat af Faellesskabets retsinstanser. Den franske regering har endvidere til stoette for sit synspunkt fremsat en raekke kritiske bemaerkninger til samtlige de forhold, der er taget hensyn til i beslutningen, og har samtidig understreget vigtigheden af de kriterier, som Kommissionen ikke har taget hensyn til. Ifoelge den franske regering understreger disse argumenter de fejl, som beslutningen er behaeftet med for saa vidt angaar eksistensen af en kollektivt dominerende stilling, og i hvert fald den utilstraekkelige begrundelse for beslutningen.

De sagsoegende selskaber, som ogsaa har bestridt visse af de faktorer, der indgaar i beslutningen, med argumenter svarende til den franske regerings, har navnlig gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har bevist, at der er en aarsagsforbindelse mellem fusionen og den paastaaede skabelse af en kollektivt dominerende stilling.

100 Kommissionen har svaret, at de kriterier, den har anvendt i den anfaegtede beslutning, paa ingen maade staar i modsaetning til de kriterier, den har anvendt i tidligere beslutninger. Kommissionen har nemlig i det vaesentlige baseret sin paastand om, at der foreligger en kollektivt dominerende stilling, paa tre kriterier: koncentrationsgraden paa markedet efter fusionen, de strukturelle faktorer i forbindelse med markedets karakter og produktets kendetegn samt de strukturelle forbindelser mellem de paagaeldende virksomheder.

Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at den foreliggende sag paa visse punkter afviger fra andre sager, som den har grebet ind i. For det foerste var der foer fusionen ingen effektiv konkurrence mellem de to stoerste leverandoerer af kaliprodukter paa grund af K+S's fravaer fra det franske marked og baandene mellem K+S og SCPA. For det andet indtog K+S og SCPA efter styrkelsen af konkurrencepotentialet som foelge af fusionen med MdK, K+S og SCPA en dominerende stilling i forhold til de oevrige kalileverandoerer.

101 Mere generelt har Kommissionen som svar paa den franske regerings indsigelser gjort gaeldende, at der i beslutningen ikke er set bort fra kriterierne vedroerende artikel 86, men at disse ikke er afgoerende for fusionskontrollen. En kollektivt dominerende stilling kan nemlig i denne forbindelse kun vaere resultatet af en analyse, der bygger paa fremtiden - i modsaetning til den situation, der opstaar, naar man stoetter sig paa artikel 86, hvor den dominerende stilling hovedsagelig defineres paa grundlag af markedsandele. Markedsandelene er saaledes kun et udgangspunkt. Det er i oevrigt vigtigt at undersoege de aktuelle og potentielle konkurrenters mulighed for at danne modvaegt til den nye virksomheds eventuelle dominans. Og det er netop paa grundlag af en saadan analyse, at mange fusioner, selv om der er tale om store markedsandele, der naesten helt sikkert ville foere til en erklaering om uforenelighed med artikel 86, er blevet godkendt i medfoer af forordningen.

Hvad angaar de kriterier, Kommissionen har fastsat i sine beslutninger, har Kommissionen paapeget, dels at de beslutninger, som den franske regering har henvist til, bortset fra Nestlé/Perrier-beslutningen (107), alle er fremkommet senere end den anfaegtede beslutning, dels at det er paa grundlag af en vurdering af de saerlige omstaendigheder ved hver konkret sag, at man tillaegger visse kriterier mere vaegt end andre, eller maaske tillaegger dem afgoerende vaerdi. Det er saaledes de saerlige omstaendigheder ved den foreliggende sag, der har bevirket, at Kommissionen har tillagt de naevnte kriterier mere vaegt.

102 Jeg skal for det foerste bemaerke, at begrebet »kollektivt dominerende stilling«, saaledes som det har udviklet sig paa grundlag af traktatens artikel 86, hvor der helt bogstaveligt siges, at en magtposition, som kan foere til misbrug, kan vaere skabt saavel af en enkelt virksomhed som af flere virksomheder (108), er blevet praeciseret i aarenes loeb. Retten i Foerste Instans har navnlig med planglas-dommen fastslaaet, at to eller flere virksomheder tilsammen indtager en dominerende stilling, naar de, selv om de er uafhaengige, paa markedet er forbundet med saerlig taette oekonomiske baand, f.eks. hvis de i faellesskab har et teknologisk forspring, som goer det muligt for dem at udvise »en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for deres konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne« (109). Domstolen har i det vaesentlige bekraeftet dette begreb i sin dom i sagen Almelo m.fl., i hvilken den fastslog, at en kollektivt dominerende stilling forudsaetter, at de paagaeldende virksomheder »har saa snaevert et samarbejde, at de kan foere samme markedspolitiske linje« (110).

Hvad angaar de kriterier, der er fastlagt i den beslutningspraksis, der findes paa omraadet, er det ganske rigtigt, at Kommissionen, som haevdet af sagsoegerne, ved vurderingen af fusionerne har en bredere og i hvert fald delvis forskellig opfattelse af kollektiv dominans end den, der kommer til udtryk i retspraksis vedroerende artikel 86. Det maa dog i denne forbindelse erkendes, at forordningen, selv om den henviser til de samme faktorer, som Domstolen benytter som bevis paa kollektiv dominans, undgaar at give en definition heraf og saaledes ikke udelukker muligheden af at paaberaabe sig »strukturelle« vurderinger og saaledes gaa ud fra en til en vis grad uafhaengig definition af begrebet i forhold til den definition, der er udarbejdet paa grundlag af artikel 86 (111).

103 Det er klart, at der er fare for, at en ny opfattelse af kollektiv dominans, som afviger fra den, der afspejles i retspraksis vedroerende artikel 86, vil goere anvendelsen af det paagaeldende begreb i forbindelse med fusioner endnu mere problematisk og uforudsigelig, selv om den nye opfattelse kan begrundes med fusionskontrollens saerlige karakter. Ganske vist er der i forordningens artikel 2, stk. 1 - idet det stadig forudsaettes, at de kriterier, der er fastsat i denne bestemmelse for vurderingen af fusionernes forenelighed med faellesmarkedet, ogsaa finder anvendelse paa det her omhandlede tilfaelde - ikke angivet nogen rangfoelge mellem de faktorer, der skal tages i betragtning. Men alligevel kan Kommissionen ikke se bort fra de naevnte kriterier, og det skoen, som den raader over i henhold til forordningen, er ikke saa vidt, at det graenser til det vilkaarlige. Kort sagt maa det bestemt udelukkes, at Kommissionen kan opfinde de kriterier, som den finder mest hensigtsmaessige i de enkelte sager.

Kommissionens praksis, der ubestrideligt er kompleks og paa visse punkter selvmodsigende, kan under disse omstaendigheder i oevrigt vise sig at vaere et nyttigt instrument til belysning af eventuelle inkonsekvenser og modsigelser i Kommissionens beslutning og forsvar, saaledes at man ogsaa paa dette grundlag kan afgoere, om de i den foreliggende sag anvendte kriterier er rigtige eller ej. Hvis problemet opstilles paa denne maade, finder jeg ikke, at Kommissionen er berettiget til at paastaa, at der ikke skal tages hensyn til de kriterier og vurderinger, der findes i beslutninger, der er vedtaget efter den, der er tale om i den foreliggende sag. Reelt udgoer Kommissionens praksis, enten der er tale om tidligere beslutninger - som beslutningen i Nestlé/Perrier-sagen, der ofte naevnes af sagsoegerne (112) - eller senere beslutninger, bestemt ikke noget parameter for den anfaegtede beslutnings lovlighed, men den viser dog, hvilken metode Kommissionen hidtil har fulgt, naar den har anvendt forordningen paa kollektivt dominerende stillinger.

104 Jeg vil nu gennemgaa den franske regerings samt de sagsoegende virksomheders kritik af de kriterier, der er anvendt i beslutningen for at fastslaa, at der er tale om en kollektivt dominerende stilling, som maa formodes at kunne foere til en vaesentlig aendring af konkurrencevilkaarene.

Foerst vil jeg behandle spoergsmaalet om koncentrationsgraden paa markedet og i umiddelbar fortsaettelse deraf spoergsmaalet om de strukturelle baand, som ifoelge Kommissionen selv er det vaesentlige grundlag for dens paastand om, at K+S/MdK og SCPA i faellesskab indtager en dominerende stilling. Derefter vil jeg se paa de oevrige kriterier, der anvendes i beslutningen, samt relevansen af de kriterier, der er anvendt i andre beslutninger, men ikke i den anfaegtede beslutning.

- Koncentrationsgraden paa markedet

105 Kommissionens vurdering bygger isaer paa den oegede koncentrationsgrad (som allerede var hoej), som skoennes at ville medfoere en fremtidig styrkelse af en kollektivt dominerende stilling, der kan komme til at begraense konkurrencen vaesentligt.

Den franske regering og de sagsoegende virksomheder har bestridt denne vurdering og haevdet, at der ikke er tale om en vaesentlig foroegelse, idet K+S's og SCPA's markedsandele som foelge af fusionen er vokset fra 54 til 61%. Den franske regering har endvidere gjort gaeldende, at Kommissionens analyse er vilkaarlig, idet den dels ikke tager hensyn til, at antallet af kalileverandoerer efter fusionen er faldet fra 10 til 9, dels ikke har taget tilstraekkeligt hensyn til den rolle, der spilles af to store virksomheder, nemlig CPL og Coposa. Endelig er Kommissionens analyse upaalidelig, idet Kommissionen beregner markedsandelene paa to forskellige maader afhaengig af det resultat, der skal opnaas. Ved den foerste metode tager Kommissionen nemlig alene hensyn til stoerrelsen af de forskellige virksomheders salg i Faellesskabet. Men efter den anden metode medregnes salget paa det franske marked derimod i SCPA's samlede salg og traekkes saaledes fra K+S's salg.

106 Det skal for det foerste paapeges, at en kvantitativ foroegelse af de paagaeldende virksomheders markedsandele, noget som Kommissionen har slaaet haardt og endog for haardt ned paa i beslutningen, ikke i sig selv er tilstraekkelig til at godtgoere, at der er skabt en kollektivt dominerende stilling. Dette har Retten i oevrigt meget klart givet udtryk for i planglas-dommen. Og dette gaelder saa meget desto mere, som fusionen i den foreliggende sag kun har foert til en foroegelse paa 7%.

Det maa saaledes erkendes, at den oegede koncentrationsgrad paa markedet som foelge af overtagelsen ikke har nogen saerlig betydning, idet den kun har medfoert et lille fald i antallet af konkurrenter paa markedet (fra 10 til 9) og en begraenset stigning i K+S's og SCPA's samlede andel af det samme marked. Under disse omstaendigheder synes den betydning, der i beslutningen tillaegges dette kriterium, at vaere overdreven (113). Hvorom alting er, kan analysen af dette punkt hoejst vise, at koncentrationsgraden paa markedet ikke tillader, at man paa forhaand udelukker, at der foreligger en kollektivt dominerende stilling.

- De strukturelle baand mellem K+S og SCPA

107 Parterne er enige om, at det centrale element i den anfaegtede beslutning er konstateringen af, at »[der bestaar] usaedvanlig snaevre baand ... mellem de to virksomheder [K+S og SCPA], og som gaar mange aar tilbage« (114), hvilket giver grund til at antage, at der ikke bestaar nogen effektiv konkurrence mellem de to virksomheder. Og det er netop disse baand, der har vaeret afgoerende for Kommissionens vurdering, saa meget mere som Kommissionen har fundet, at en oploesning af disse baand gennem de betingelser, der stilles, kan eliminere den paastaaede kollektivt dominerende stilling.

108 Ifoelge den franske regering har Kommissionen begaaet en raekke fejl ved vurderingen af de strukturelle baand mellem K+S og SCPA, som i virkeligheden ikke paaviser nogen aarsagsforbindelse mellem fusionen og skabelsen af duopolet K+S/SCPA, da de ikke er tilstraekkelige til at bevise, at den paagaeldende fusion har skabt betingelserne for en hemmelig aftale mellem de to virksomheder. Den franske regering har navnlig gjort gaeldende, 1) at de paagaeldende baands konsekvenser er begraenset til Frankrig, selv om Kommissionen har fastslaaet, at det relevante marked er Faellesskabet bortset fra Tyskland; 2) at den spanske virksomhed Coposa i beslutningen burde have vaeret medregnet i oligopolet (115); 3) at K+S's tilstedevaerelse paa det franske marked er saa svag, at det ikke kan haevdes, at denne virksomhed sammen med SCPA dominerer markedet; 4) at det ikke er bevist, at K+S's overtagelse af MdK har medfoert, at K+S og SCPA indtager en duopolistisk dominerende stilling.

De sagsoegende virksomheder har navnlig fokuseret paa sidstnaevnte aspekt og har paavist visse grundlaeggende selvmodsigelser i Kommissionens holdning, navnlig Kommissionens paastand om, at fusionen har skabt og ikke blot styrket en kollektivt dominerende stilling paa det relevante marked.

109 Hvad angaar det foerste af disse argumenter maa jeg ganske rigtigt bemaerke, at forbindelserne mellem de paagaeldende selskaber direkte eller indirekte alene vedroerer det franske marked. Det er saaledes alene paa dette marked, at de kan betragtes som egnede til at paavirke den effektive konkurrence mellem K+S og SCPA. Dette gaelder foerst og fremmest ophaevelsen af distributionsaftalen mellem K+S og SCPA, som kun vedroerer det franske marked. Men det gaelder ligeledes deltagelsen i Kali-Export-kartellet. Ifoelge Kommissionen er denne deltagelse nemlig egnet til at paavirke salget i Frankrig, selv om den ikke vedroerer salget paa faellesskabsmarkedet, men alene eksporten til tredjelande. Denne paastand kan ikke kontrolleres, idet der mangler beviser (116), men hvis paastanden kunne bevises, ville den hoejst vise, at der ikke er nogen effektiv konkurrence mellem K+S og SCPA paa det franske marked, dvs. paa et marked, som ifoelge Kommissionen selv ikke udgoer det relevante marked. Heraf foelger, at saafremt Kommissionen har ret i sit synspunkt, vil selv deltagelsen i eksportkartellet inden for Faellesskabets graenser kun paavirke det franske marked, som, og jeg gentager mig selv, ikke udgoer et marked, som er relevant for beslutningen.

Paa dette punkt synes den franske regerings konklusion, nemlig at Kommissionen ikke har paavist, hvorledes K+S's overtagelse af MdK kan bevirke, at der skabes et duopol, der kan haemme konkurrencen paa faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland, at vaere berettiget. Det er nemlig ikke tilstraekkeligt med henblik herpaa at gaa ud fra de forbindelser, der findes mellem K+S og SCPA i Frankrig, som ikke udgoer et selvstaendigt marked.

110 Hvad derimod angaar spoergsmaalet om det spanske selskab Coposa, har den franske regering gjort gaeldende, at Kommissionen med urette har undladt at medregne selskabet som del af oligopolet bestaaende af K+S og SCPA. Kommissionen kan under ingen omstaendigheder foerst, for at vise rigtigheden af definitionen af det geografiske marked som vaerende faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland, haevde, at Coposa har en vaesentlig eksport til Frankrig, for derefter, men denne gang for at paavise eksistensen af en kollektivt dominerende stilling, at paastaa, at Coposa kun har en svag position i Frankrig, og at selskabets salg under alle omstaendigheder er kanaliseret.

Jeg kan med det samme sige, at Kommissionen ikke har overbevist mig med sine argumenter om, at baandene mellem K+S og SCPA karakteriserer deres forbindelser i forhold til samtlige andre virksomheder, og at en eventuel medtagelse af Coposa i oligopolet under ingen omstaendigheder er afgoerende for beslutningen, da der herved blot ville ske en hypotetisk styrkelse af den kollektivt dominerende stilling. Det er nemlig helt klart, at en noejagtig bestemmelse af deltagerne i et oligopol har stor betydning for vurderingen heraf og for vurderingen af konkurrencevilkaarene uden for dette oligopol (117). I den foreliggende sag synes det saaledes vanskeligt paa grundlag af de disponible oplysninger og under anvendelse af de kriterier, paa grundlag af hvilke K+S og SCPA medregnes i den dominerende stilling, at udelukke Coposa fra dette oligopol. Det maa vaere tilstraekkeligt at erindre om, at Coposa ogsaa deltager i Kali-Export-kartellet, og at det navnlig er gennem SCPA, at selskabet saelger i Frankrig.

111 For at godtgoere, at der ikke er nogen konkurrence mellem K+S og SCPA, og saaledes paavise, at disse indtager en kollektivt dominerende stilling, finder jeg det heller ikke afgoerende, at K+S, som haevdet af den franske regering i det tredje argument, er svagt repraesenteret i Frankrig, og at selskabet benytter SCPA's distributionsnet i forbindelse med en del af sit salg i Frankrig. Der kan vaere flere forklaringer paa den foerste omstaendighed, f.eks. den franske markedsstruktur, forbrugernes praeferencer og det tyske selskabs forretningsstrategi. Hvis man oensker at tillaegge dette aspekt stoerre betydning, vil det endvidere vaere noedvendigt at undersoege, hvorfor tilsvarende situationer, dvs. manglende nationale markeder af betydning, goer sig gaeldende for alle de stoerste virksomheder i denne sektor; og navnlig hvorfor Kommissionen i den anfaegtede beslutning for saa vidt angaar det tyske marked ikke har tilskrevet SCPA's fravaer baandene med K+S, men de saerlige strukturelle faktorer paa dette marked.

Hvad angaar salget af K+S's produkter gennem SCPA skal det fremhaeves, at ganske vist gaar en stor del af den franske import af K+S's produkter gennem SCPA, men samtidig repraesenterer denne del en saa lille maengde (1,4% af det paagaeldende marked), at den ikke kan betragtes som tilstraekkeligt bevis paa berettigelsen af Kommissionens synspunkt.

112 Og jeg naar endelig frem til den franske regerings sidste argument vedroerende foelgerne af K+S's overtagelse af MdK. Den franske regering har saerligt gjort gaeldende, at Kommissionen paa ingen maade har bevist, at denne overtagelse har foert til en duopolistisk dominerende stilling, der skader konkurrencen. De sagsoegende virksomheder har ogsaa fremfoert et tilsvarende argument, idet de har lagt saerlig vaegt paa det selvmodsigende i Kommissionens holdning, naar Kommissionen dels anvender »failing company defence«-teorien ud fra den betragtning, at MdK under alle omstaendigheder ville vaere forsvundet fra markedet, idet krisen ikke kunne afvaerges, og dels finder, at K+S's overtagelse af MdK - og den heraf foelgende fusion - kan skabe en duopolistisk dominerende stilling, der vil kunne haemme konkurrencen.

Kommissionen har paapeget, at skabelsen af K+S/MdK's og SCPA's faelles dominerende stilling faktisk er en foelge af fusionen, idet denne har medfoert vaesentlige aendringer af markedsstrukturerne. Kommissionen har navnlig fremhaevet foelgende punkter: a) MdK tegner sig for 25% af den samlede kaliproduktion i Faellesskabet; b) da beslutningen blev vedtaget, var MdK's kapacitetsudnyttelse faldet med 50%; c) endelig har markedsandelen paa 7% afgoerende betydning, idet udbuddet fra andre end gruppen K+S/MdK og SCPA er fragmenteret, og gruppens markedsandel ifoelge Kommissionens analyse ikke kan undgaa at vokse.

113 Jeg skal for det foerste bemaerke, at Kommissionens ovennaevnte paastande ikke besvarer sagsoegernes indsigelser. Saavel den franske regering som virksomhederne har nemlig gjort gaeldende, at der ikke er nogen aarsagsforbindelse mellem skabelsen af den oligopolistiske dominans og fusionen, hvilket fremgaar af, at MdK ifoelge Kommissionens analyse under alle omstaendigheder ville forsvinde fra markedet. Hvordan skulle overtagelsen af MdK egentlig kunne foere til skabelse af en kollektivt dominerende stilling, naar MdK's markedsandel under alle omstaendigheder - med eller uden fusion - ville vaere overtaget af de oevrige virksomheder i sektoren efter MdK's tilbagetraekning fra markedet?

Selv hvis man gaar ud fra, at Kommissionen har ret i sin analyse, ifoelge hvilken det ikke er rimeligt at regne med, at MdK's markedsandele i andre medlemsstater end Tyskland naesten helt sikkert ville vaere tilfaldet K+S (118), og at en af betingelserne for at anvende »failing company defence«-teorien saaledes ikke er opfyldt, maa det konstateres, at hele den argumentation, som Kommissionen har opbygget omkring en haardnakket paastand om en aarsagsforbindelse mellem fusionen og skabelsen af K+S og SCPA's faelles dominerende stilling, er ret svag. Heraf foelger, at den vaegt, der i denne forbindelse tillaegges den 7%'s andel af det relevante geografiske marked, som MdK har, absolut ikke er afgoerende.

- Den forsvundne konkurrents kendetegn

114 Ifoelge den franske regering har Kommissionen ikke som i Nestlé/Perrier-beslutningen analyseret kendetegnene ved den konkurrent, der blev fjernet fra markedet ved fusionen, dvs. MdK. En undersoegelse af disse kendetegn ville noedvendigvis have foert til den konklusion, at MdK's tilbagetraekning fra markedet ikke kunne paavirke fusionen paa nogen maade, idet det i oevrigt ifoelge Kommissionens analyse drejede sig om en virksomhed, som alligevel - om end paa laengere sigt - ville forsvinde fra markedet.

Den franske regerings argument er ikke uden grundlag. I beslutningen i Nestlé/Perrier-sagen, hvor den fjernede konkurrent (Perrier) tegnede sig for mellem 35,9% og 44,2% af markedet, havde Kommissionen fundet, at naar antallet af udbydere reduceres fra tre til to leverandoerer (duopol), er der ikke blot tale om en rent kosmetisk aendring i markedsstrukturerne. Fusionen ville vaere ensbetydende med, at en af de foerende leverandoerer med de stoerste kapacitetsreserver og den stoerste omsaetning paa markedet forsvinder. Perrier's kilder og maerker vil blive delt mellem de to tilbagevaerende leverandoerer. Desuden vil de eneste to landsdaekkende leverandoerer herefter meget lettere kunne anlaegge en konkurrencebegraensende, parallel adfaerd, der kunne foere til kollektivt misbrug af deres dominans (119). Kommissionen havde saaledes understreget raekkevidden og virkningerne af overtagelsen af Perrier, som ved sin stoerrelse og sin markedsandel var en effektiv konkurrencefaktor.

115 I den foreliggende sag synes analysen i beslutningen i hvert fald at vaere behaeftet med visse mangler. Selv uden at ville tillaegge MdK's markedsandel i medlemsstaterne (7%) (120) for stor betydning, kan man ikke undgaa at stille spoergsmaalstegn ved de foelger, som MdK's tilbagetraekning faktisk har for konkurrencen paa markedet. I beslutningen findes heller ingen henvisning til MdK's »imponerende produktionskapacitet«, som Kommissionen naevner i sit svarskrift (121), og som i oevrigt synes vanskeligt forenelig med beskrivelsen af virksomheden som en ikke-levedygtig virksomhed (122). Endelig indeholder beslutningen ingen oplysninger, hvoraf man kan udlede, at MdK er af afgoerende betydning for konkurrencen, ja af stoerre betydning end dens faktiske vaegt tilsiger.

Alt i alt finder jeg ikke, at Kommissionen har paavist, at MdK's tilbagetraekning fra faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland er egnet til at skabe eller i hvert fald at bidrage til skabelsen af et duopol bestaaende af K+S/MdK og SCPA, som vil kunne haemme konkurrencen i vaesentlig grad.

- Konkurrenternes stilling

116 Den franske regering har gjort gaeldende, at beslutningens analyse af konkurrenternes stilling paa det paagaeldende marked er selvmodsigende og utilstraekkelig. Den franske regering har bl.a. fremhaevet den inkonsekvente holdning hos Kommissionen, som bagatelliserer CPL's og Coposa's stilling paa markedet og samtidig ved fastlaeggelsen af det relevante geografiske marked netop laegger vaegt paa Spaniens og Det Forenede Kongeriges eksport til de oevrige medlemsstater. Den franske regering har endvidere bestridt Kommissionens synspunkt, nemlig at kanaliseringen gennem SCPA af importen fra tredjelande viser, at duopolet stort set ikke udsaettes for nogen konkurrence fra disse lande.

Ogsaa paa dette punkt afsloerer den franske regerings argumentation visse objektive mangler ved beslutningen.

117 For det foerste kan man ikke godtage den metode, der foelges af Kommissionen, som bruger kanaliseringen af den franske import fra tredjelande gennem SCPA som bevis for, at det formodede oligopol ikke udsaettes for nogen konkurrence (123). Frem for alt udgoer Frankrig ikke et selvstaendigt marked i henseende til den foreliggende sag. Foelgelig kan analysen af de forhold, som vurderingen af fusionen bygger paa, ikke alene tage hensyn til det franske marked, men boer ogsaa under alle omstaendigheder tage hensyn til det omraade, der i beslutningen defineres som det relevante marked, nemlig det marked, der udgoeres af hele Faellesskabet bortset fra Tyskland.

Samme grad af utilstraekkelighed og selvmodsigelse synes at praege Kommissionens betragtninger om omfanget af importen fra SNG, som ifoelge den franske regerings oplysninger (124), som ikke bestrides af Kommissionen, gradvis er naaet op paa 11% af salget i Faellesskabet, hvilket bestemt ikke kan kaldes ubetydeligt. Der er endvidere grund til at mene, at de ni virksomheder, der er tilbage paa markedet efter fusionen, sidder paa saa store markedsandele, at der opstaar en situation, hvor det synes ubestrideligt, at det duopol, der haevdes at bestaa af K+S/MdK og SCPA, udsaettes for en vaesentlig konkurrence (125).

- Sammenligning mellem K+S/MdK's og SCPA's situation

118 Den franske regering har endvidere i sin kritik af de kriterier, paa grundlag af hvilke det haevdes, at der bestaar en oligopolistisk dominans, kritiseret saavel den overdrevne vaegt, som Kommissionen tillaegger K+S's og SCPA's samlede markedsandel, som den omstaendighed, at Kommissionen ikke har taget hensyn til den manglende symmetri mellem de to virksomheder, en mangel, som i de tidligere beslutninger har vaeret en vaesentlig grund til at naegte, at der bestaar en oligopolistisk dominans.

Kommissionen har bemaerket, at en markedsandel paa 60% maa siges at bekraefte, at der er tale om en kollektivt dominerende stilling, navnlig naar konkurrenternes markedsandele, som i den foreliggende sag, er vaesentligt mindre. Kommissionen har erkendt, at der er vaesentlige forskelle mellem de paagaeldende virksomheder, men den bestrider det synspunkt, at man kun kan tale om et duopol, saafremt man staar over for virksomheder, der har samme kendetegn.

119 Hvad angaar det foerste af ovennaevnte aspekter skal jeg for det foerste bemaerke, at Kommissionen tidligere har udelukket muligheden af at fastsaette graenser for, hvornaar der er en formodning for kollektiv dominans, og at den i hvert fald i nyere beslutninger (126) har godkendt fusioner omfattende markedsandele, der tilsammen svarer til dem, der er tale om i den foreliggende sag. Foelgelig er det maaske nok umuligt i teorien at fratage en markedsandel paa 60% enhver betydning, men en saadan markedsandel kan ikke, i hvert fald ikke naar den staar alene, tillaegges afgoerende vaegt og bevise, at der er tale om en oligopolistisk dominans.

Hertil kommer, at den af Kommissionen naevnte retspraksis ikke er relevant, idet den henviser til individuelt dominerende stillinger (127), hvorfor det er berettiget at tale om en formodning for dominans, naar markedsandelen ligger mellem 45 og 80%. Markedsandelen staar i oevrigt aldrig alene i disse domme, men altid sammen med andre faktorer, som f.eks. forskellen (mindst 50%) mellem den stoerste og den naeststoerste virksomhed paa markedet.

120 Jeg finder heller ikke at kunne tilslutte mig Kommissionens opfattelse hvad angaar det andet af ovennaevnte aspekter, nemlig den manglende hensyntagen til den manglende symmetri mellem de virksomheder, der formodes at udoeve kollektiv dominans.

Foerst vil jeg paapege, at den manglende symmetri mellem de paagaeldende virksomheder, som er ubestridt i den foreliggende sag (128), i andre tilfaelde har vaeret afgoerende for Kommissionens konstatering af, at der ikke er tale om et duopol (129), og dette gaelder baade med hensyn til markedsandele betragtet under ét og i forhold til de forskellige landes markeder, med hensyn til »oekonomisk styrke« og endelig med hensyn til produktionskapacitet. Det boer erindres, at Kommissionen i Nestlé/Perrier-beslutningen har forklaret betydningen af symmetrien i de paagaeldende virksomheder og grundene til, at Kommissionen har taget hensyn hertil ved vurderingen af fusionens virkninger (130), og bl.a. bemaerket, at en symmetri mellem virksomhederne er klart konkurrencehaemmende og fremmer en samordnet adfaerd og hemmelige aftaler. Foelgelig finder jeg ikke, at Kommissionens forsvar, der blot gaar ud paa, at forskellen mellem K+S og SCPA ikke har nogen betydning for, om der bestaar et duopol, er overbevisende. Jeg finder heller ikke, at Kommissionen har ret i at betragte det som ganske irrelevant i den foreliggende sag, hvilken praksis den har fulgt ved anvendelsen af forordningen. Ganske vist udgoer denne praksis ikke et tvingende referenceparameter, idet den kan tilpasses de konkrete tilfaelde. Men den kan heller ikke siges at vaere blottet for vaerdi, navnlig ikke da der ikke er noget grundlag for at bestride relevansen af denne praksis.

121 Ovenstaaende betragtninger afsloerer en raekke huller og selvmodsigelser i vurderingen og anvendelsen af Kommissionens kriterier, som faar mig til at konkludere, at begrundelsen for beslutningen er usammenhaengende. Det er nemlig ikke lykkedes for Kommissionen at bevise paa tilfredsstillende maade, ikke engang paa grundlag af sin praksis, at K+S/MdK og SCPA paa det paagaeldende marked indtager en kollektivt dominerende stilling, som er skabt af den planlagte fusion.

Saaledes foranlediget vil jeg kun hurtigt gennemgaa den franske regerings oevrige argumenter vedroerende de andre elementer, der indgaar i beslutningen. Mere noejagtigt vil jeg opholde mig ved, hvorledes de aspekter, der er knyttet til kundernes oekonomiske styrke, er blevet behandlet, ved adgangsbarriererne og markedets og produktets kendetegn samt den parallelle adfaerd.

- Kundernes oekonomiske styrke

122 Den franske regering har kritiseret Kommissionen for overhovedet ikke at have taget hensyn til kriteriet vedroerende kundernes oekonomiske styrke, navnlig for ikke at have analyseret kalisaltproducenternes og -importoerernes beskaffenhed og vaegt; en analyse, som kunne (og burde) have foert til den konklusion, at det er hoejst usandsynligt, at K+S/MdK og SCPA vil skabe en oligopolistisk dominerende stilling.

Kommissionen har anerkendt betydningen af kundernes oekonomiske styrke som »modvaegt« til duopolet, som saaledes kan hindre en parallel adfaerd; Kommissionen har dog tilfoejet, at der kun er tale om én faktor blandt saa mange andre, der skal tages i betragtning ved den endelige vurdering af virkningerne af den paagaeldende fusion.

123 Det kan ikke bestrides, at der i den foreliggende sag ikke er taget noget hensyn til vaegten af og kendetegnene ved de forskellige kunder til de paagaeldende produkter. Derfor er det ikke muligt at fastslaa, om de store multinationale producenter af blandingsgoedning, som haevdet af den franske regering, har en saadan koebekraft, at de kan forhindre deltagerne i oligopolet i at styrke deres stilling, eller om det derimod, som haevdet af Kommissionen, er de forskellige »bulk-blenders«, dvs. de virksomheder, som staar for blandingen, der har betydning. Det fremgaar heller ikke, om disse »bulk-blenders« virkelig er smaa og mellemstore virksomheder, som ikke er i stand til at laegge tilstraekkeligt pres paa producenterne, eller om de, som haevdet af den franske regering, ogsaa kan vaere datterselskaber til de store multinationale virksomheder. Det er klart, at man maa have et svar paa dette spoergsmaal for at fastslaa, om kunderne er en reel oekonomisk magtfaktor eller ej.

Kommissionen synes saaledes at staa svagt, saa meget mere som kundernes forhandlingsstyrke unaegteligt er en vigtig konkurrencefaktor, idet den kan bremse en konkurrencebegraensende adfaerd. Det er i oevrigt saaledes, at Kommissionens analyse i saavel Pilkington/Techint/SIV-sagen som i Nestlé/Perrier-sagen maa fortolkes (131).

124 Den usikkerhed, jeg har omtalt ovenfor, bevirker, at der kan ses bort fra andre aspekter, som er fremhaevet af den franske regering, uagtet at de er et naturligt element i kundekarakteristikken. Jeg skal blot af hensyn til klarheden tilfoeje, at Rettens konstatering i planglas-dommen, ifoelge hvilken Kommissionen ikke i sine beslutninger skal tage stilling til hvert enkelt argument, der fremsaettes af de beroerte virksomheder (132), ikke taler for Kommissionens synspunkt i modsaetning til, hvad Kommissionen har haevdet under sagen.

Kundernes oekonomiske styrke er nemlig ikke et argument, som sagsoegerne har paaberaabt sig i den administrative fase, og som ikke er medtaget i beslutningen, men en vigtig faktor, naar det skal vurderes, om der bestaar oligopolistisk dominans eller ej. Derfor maa denne faktor noedvendigvis undersoeges, idet beslutningen i modsat fald vil kunne blive behaeftet med en mangel, som fjerner hele grundlaget for beslutningen. Netop i ovennaevnte dom har Retten under henvisning til artikel 86 i oevrigt fundet, at en undersoegelse af de forhold paa markedet, som ifoelge sagsoegerne ikke var naevnt i beslutningen, var helt noedvendig for at kunne vurdere spoergsmaalet om den dominerende stilling (133), og saaledes bekraeftet, at Kommissionen skal basere sine konstateringer paa saa fuldstaendige og udtoemmende undersoegelser som muligt.

- Adgangsbarrierer

125 Det laegges Kommissionen til last, at den ikke i den del af beslutningen, der vedroerer forekomsten af en kollektivt dominerende stilling, analyserer spoergsmaalet om adgangsbarrierer, en faktor, som efter Kommissionens praksis anses for at have stor betydning. Dette er saa meget mere uforklarligt, som det fremgaar af beslutningens afgraensning af det relevante geografiske marked, at der ikke findes saadanne barrierer.

I virkeligheden har Kommissionen anerkendt, at der ikke findes adgangsbarrierer inden for Faellesskabet. Kommissionen har dog tilfoejet, at der i den foreliggende sag er to typer adgangsbarrierer for virksomheder fra tredjelande, nemlig antidumpingforanstaltningerne over for importen fra SNG og SCPA's lovlige monopol, som betyder, at al import til Frankrig fra tredjelande skal gaa igennem denne virksomhed.

126 Lad det vaeret sagt med det samme, at jeg staerkt betvivler, at ovennaevnte forhold kan udgoere adgangsbarrierer. Antidumpingtolden er i hvert fald ikke en adgangsbarriere, idet den som erkendt af Kommissionen tager sigte paa at genoprette konkurrencen og ikke paa at hindre samhandelen (134). Hertil kommer, at antidumpingtoldens reelle indvirkning paa importen overhovedet ikke er paavist, og slet ikke paa grundlag af objektive oplysninger. Tvaertimod tyder de vurderinger af de forskellige nationale markeder, der findes i beslutningen (64. betragtning), snarere paa det modsatte.

Hvad angaar SCPA's monopol skal jeg endvidere bemaerke, at en fejl, som jeg allerede har paapeget flere gange, nemlig Kommissionens tilboejelighed til at begraense analysen til Frankrig, som om det franske marked udgjorde det relevante geografiske marked i beslutningens forstand, gaar igen paa dette punkt. Jeg kan tilfoeje, at selv uden at undersoege, hvor langt virkningerne af et saadant monopol raekker, foerer importen til forskellige EF-lande fra tredjelande, en import, som Kommissionen selv anerkender eksistensen af (135), og som er saa stor, at den repraesenterer en vaesentlig del af markedet, snarere til den konklusion, at det ikke er paavist, at der findes adgangsbarrierer.

- Markedets og produktets kendetegn

127 Hvad endelig angaar markedets og produktets kendetegn, der saedvanligvis betragtes som vaesentlige analyseelementer, vil jeg indskraenke mig til i lighed med den franske regering at bemaerke, at man blandt Kommissionens vurderinger, der i oevrigt er praeget af en vis kortfattethed, ikke finder nogen grundig og punktvis analyse hverken af K+S og SCPA's priser (136), en oplysning, der er absolut noedvendig for at bestemme markedets gennemsigtighed (der som bekendt fremmer en ensartet adfaerd) og vurdere efterspoergselselasticiteten, eller af de to virksomheders omkostningsstrukturer, som, hvis de afviger fra hinanden, kan udgoere en tilskyndelse til at tillaegge sig en konkurrencepraeget adfaerd.

Det siger sig selv, at saadanne undladelser vedroerende vaesentlige aspekter bidrager til at svaekke Kommissionens analyse og resultaterne heraf. Jeg finder det derfor unoedvendigt at uddybe de oevrige »strukturelle« elementer, der er naevnt, f.eks. vedroerende produktets homogenitet, men kan dog bemaerke, at jeg ikke tilslutter mig den franske regerings vurdering af disse elementer, hvilket jeg allerede har gjort opmaerksom under min behandling af afgraensningen af det relevante geografiske marked.

- Parallel adfaerd

128 Kommissionens vurderinger angaaende dette punkt er meget lidt overbevisende, hvilket den franske regering med rette har fremhaevet. I virkeligheden viser de omstaendigheder, som ifoelge Kommissionen beviser, at K+S/MdK og SCPA i faellesskab indtager en dominerende stilling, sig at vaere blottet for betydning, saerlig hvis man sammenligner dem med omstaendighederne i de oevrige beslutninger. Det er kun alt for tydeligt, at aftalen mellem K+S og SCPA, som i 1973 blev erklaeret uforenelig med artikel 85 (137), noedvendigvis maa betragtes som et alt for svagt indicium til nu - over 20 aar senere - at begrunde en formodning for manglende konkurrence mellem K+S og SCPA (138). Ej heller betragtningerne vedroerende K+S minimale tilstedevaerelse paa det franske marked er under denne synsvinkel afgoerende, og der kan meget vel taenkes at vaere en anden forklaring paa dem, saaledes som jeg fremhaevede under gennemgangen af de strukturelle baand mellem K+S og SCPA.

129 Disse bemaerkninger stoettes i oevrigt af, at afgoerelsen af dette spoergsmaal i tidligere beslutninger byggede paa helt andre elementer. Saaledes konstaterede Kommissionen i Nestlé/Perrier-beslutningen f.eks. efter at have fremhaevet den meget begraensede priskonkurrence, at de tre producenter, der var beroert af fusionen, foerte en meget parallel prispolitik og havde udviklet transparensskabende instrumenter, der skulle lette samordningen af deres prispolitik og en gensidig kontrol hermed (139). I samme sag betragtede Kommissionen endvidere de paagaeldende virksomheders reaktion over for en udenforstaaende virksomheds overtagelsesforsoeg, en reaktion, der blev betragtet som »en faelles afvaergeaktion«, som indicium for baandene mellem de paagaeldende virksomheder (140). I Pilkington-Techint/SIV-sagen fandt Kommissionen derimod, at aftaler mellem de paagaeldende virksomheder, som var blevet afvist af Kommissionen i 1988, dvs. blot fem aar foer beslutningen, og af Bundeskartellamt blot faa maaneder foer beslutningen, var egnede til at fremme konkurrencebegraensende parallel adfaerd (141).

Allerede ved foerste oejekast ser man, at disse elementer er klart mere betydningsfulde og har mere beviskraft end dem, som den anfaegtede beslutning bygger paa.

130 I betragtning af ovenstaaende finder jeg ikke, at Kommissionen i den foreliggende sag har vaeret konsekvent i sin anvendelse af de kriterier, som den har opstillet for at afgoere, om der er tale om en kollektivt dominerende stilling. Og dette er ikke alt. Selv om man, som jeg har tidligere har gjort, anerkender, at begrebet kollektivt dominerende stilling skal kunne tilpasses de saerlige krav, som fusionskontrollen stiller, samt de saerlige omstaendigheder ved den paagaeldende sag, maa Kommissionen dog alligevel som led i fusionskontrollen fremlaegge tilstraekkelige beviser for aarsagsforbindelsen mellem fusionen og den kollektivt dominerende stilling (142).

I den foreliggende sag indgaar ikke noget saadant element. Tvaertimod er der visse ikke ubetydelige indicier, der taler for at forkaste Kommissionens synspunkt. Alt i alt finder jeg ikke, at Kommissionen har bevist, at den paagaeldende fusion giver K+S/MdK og SCPA en faelles dominans, der kan haemme konkurrencen vaesentligt.

d) Fastsaettelse af betingelser og paabud, som rammer virksomheder, der staar uden for fusionen (sag C-68/94 og C-30/95)

131 Vurderingen af anbringendet om lovligheden af at fastsaette paabud over for udenforstaaende virksomheder forudsaetter naturligvis, dels at den kollektivt dominerende stilling har betydning for forordningens anvendelse, dels at Kommissionen faktisk har paavist, at der i den paagaeldende sag er tale om en kollektivt dominerende stilling.

I betragtning af de konklusioner, jeg er naaet frem til, navnlig for saa vidt angaar anvendelsen i den foreliggende sag af begrebet kollektivt dominerende stilling, er det unoedvendigt at undersoege det paagaeldende anbringende. Men da jeg oensker, at min gennemgang skal vaere udtoemmende, vil jeg alligevel ogsaa opholde mig ved sagsoegernes argumenter vedroerende dette punkt.

132 Den franske regering har gjort gaeldende, at forordningen, selv om man gaar ud fra, at den finder anvendelse paa kollektivt dominerende stillinger, ikke giver mulighed for at knytte saadanne betingelser og paabud til erklaeringen om forenelighed, som ligesom i den foreliggende sag direkte paavirker udenforstaaende virksomheders stilling. Til stoette herfor har den franske regering paapeget, at forordningens artikel 8, stk. 2, alene giver Kommissionen mulighed for at acceptere forpligtelser fra de anmeldende virksomheders side, som vedroerer fusionen i snaever forstand, og ikke forpligtelser, som i vaesentlig grad rammer udenforstaaende virksomheder.

De sagsoegende virksomheder, som er enige med den franske regering i, at forordningen ikke giver mulighed for at fastsaette betingelser og paabud, som indvirker paa tredjemand, har i det vaesentlige gjort gaeldende, at selv om det i den foreliggende sag antages, at forekomsten af en kollektivt dominerende stilling er bevist, er de fastsatte betingelser ikke skikkede eller egnede til at opretholde en effektiv konkurrence paa det paagaeldende marked.

1) Muligheden af at anvende artikel 8, stk. 2, over for virksomheder, der ikke deltager i fusionen

133 Jeg skal for det foerste bemaerke, at jeg noedvendigvis maa tilslutte mig den franske regerings synspunkt. Forordningens artikel 8, stk. 2, giver nemlig alene Kommissionen ret til at udstede »betingelser og paabud med henblik paa at sikre, at de paagaeldende virksomheder overholder de forpligtelser med henblik paa at aendre den oprindelige fusionsplan, som de har paataget sig over for Kommissionen«. Denne ordlyd viser, at Kommissionen ingen befoejelse har til at gribe ind over for virksomheder, der staar uden for fusionen, heller ikke selv om Kommissionen mener, at virksomhederne danner et oligopol sammen med de virksomheder, der har anmeldt projektet.

Med andre ord begraenser artikel 8, stk. 2, udtrykkeligt og klart Kommissionens befoejelser til en mulighed for at opnaa tilsagn fra de paagaeldende virksomheder med henblik paa »at aendre den oprindelige fusionsplan«; bestemmelsen udelukker saaledes enhver mulighed for at vedtage strukturelle aendringer af den konkurrencemaessige ramme for fusionen. Retten til at aendre projektet kan saaledes ikke, da der ikke er nogen udtrykkelig bestemmelse herom, aendres til en mere generel befoejelse til at omstrukturere et helt marked og/eller en hel industrisektor.

134 Kommissionen synes ikke ved sin argumentation at kunne tilbagevise denne loesning. Ifoelge Kommissionens argumenter a) er der til beslutningen alene knyttet betingelser og paabud, som er rettet til de i fusionen deltagende virksomheder, og som skal sikre, at de parter, der har anmeldt projektet, overholder deres forpligtelser; b) er et forbud mod en fusion med den begrundelse, at de paagaeldende betingelser vil kunne paavirke tredjemands interesser, i strid med forordningens maal og uforenelig med proportionalitetsprincippet.

Hvad angaar sidstnaevnte aspekt henviser jeg til det, jeg sagde under undersoegelsen af forordningens anvendelighed over for kollektivt dominerende stillinger under hensyntagen til oekonomiske betragtninger og forordningens maal (143). Hvad angaar det foerste aspekt kan jeg noejes med at bemaerke, at selv om det er rigtigt, som haevdet af Kommissionen, at det ligger i fusionskontrollens natur, at forpligtelser indgaaet af de anmeldende virksomheder kan faa foelger, selv indirekte, for tredjemand, er det lige saa rigtigt, at der i den foreliggende sag bestemt ikke er tale om betingelser, som paavirker tredjemand, men snarere om betingelser, som objektivt og subjektivt vedroerer tredjemand i mindst samme grad som parterne. Den praksis, som Kommissionen har paaberaabt sig, rykker heller ikke ved problemstillingen. Der er nemlig tale om beslutninger, som ikke paalaegger betingelser, der direkte vedroerer tredjemand, hvorfor beslutningerne saaledes ikke kan sammenlignes med den anfaegtede beslutning (144). Endvidere forholder det sig under alle omstaendigheder saaledes, at »en bestemt praksis paa omraadet ... ikke [kan] tillaegges stoerre betydning end traktatens bestemmelser« (145), eller, kan jeg foeje til, end bestemmelserne i en afledt retsakt, som staar i klar modsaetning til Kommissionens praksis. Som jeg allerede har paapeget ved en anden lejlighed, ville det vaere noget paradoksalt at anerkende, at en kraenkelse af reglerne bliver lovlig, blot fordi den gentages!

2) Egnetheden af de betingelser, der i den foreliggende sag er fastsat for at opretholde en effektiv konkurrence

135 Dette punkt er saerlig taget op af de sagsoegende virksomheder, som har gjort gaeldende, at disse betingelser hverken er noedvendige eller egnede til at opretholde en effektiv konkurrence paa det paagaeldende marked. Betingelserne som saadanne er ikke egnede til at gennemfoere det i forordningens artikel 2, stk. 2, fastsatte maal.

Ifoelge SCPA og EMC er de betingelser, der er fastsat i den anfaegtede beslutning, vilkaarlige, og de vedroerte og vedroerer paa ingen maade fusionsprojektet, men alene aftalemaessige forbindelser mellem selskaber, der subjektivt og objektivt staar uden for projektet. Hertil kommer, at de anvendes inden for andre geografiske rammer end det relevante marked (146).

136 Jeg skal indledningsvis bemaerke, at effektiviteten af de konkurrencemaessige betingelser, der er fastsat, synes tvivlsom, baade paa grund af den allerede naevnte geografiske forskel mellem det marked, som betingelserne finder anvendelse paa, og det relevante marked, og paa grund af manglende beviser for, at betingelserne kan sikre, at fusionen er i overensstemmelse med forordningens bestemmelser. Under denne synsvinkel finder jeg anledning til at tilslutte mig de sagsoegende virksomheders opfattelse, der gaar ud paa, at Kommissionen ved bestemmelsen af, hvilke betingelser der skal fastsaettes i medfoer af forordningens artikel 8, stk. 2, skal basere sin beslutning paa serioese og grundige vurderinger og ikke paa hypotetiske betragtninger som dem, Kommissionen har anvendt som begrundelse for de betingelser, der er fastsat i den foreliggende sag.

Da jeg som naevnt finder, at de sagsoegende virksomheders sag maa afvises, for saa vidt den tager sigte paa at faa betingelserne vedroerende den faelles virksomhed Potacan annulleret, vil jeg i min korte gennemgang nedenfor holde mig til betingelserne vedroerende tilbagetraekningen fra selskabet Kali-Export og ophaevelsen af distributionsaftalerne, idet jeg naturligvis kun lige vil strejfe de punkter, som jeg allerede har behandlet udtoemmende i min gennemgang af de strukturelle baand mellem K+S og SCPA (147).

- Betingelsen vedroerende K+S's udtraeden af Kali-Export-kartellet

137 De sagsoegende virksomheder har for det foerste gjort gaeldende, at Kali-Exports eksistens og K+S, MdK og SCPA's kapitalinteresser i denne virksomhed ikke paa nogen maade vil paavirke konkurrencevilkaarene inden for Faellesskabet. Under alle omstaendigheder har Kommissionen overhovedet ikke bevist, at K+S's deltagelse i Kali-Export-kartellet har nogen konkurrencebegraensende virkning.

Kommissionen har svaret, at strukturen paa det paagaeldende marked var af en saadan art, at man ikke kunne udelukke, at samarbejdet mellem K+S og SCPA inden for Kali-Export-kartellets rammer indirekte paavirkede kartelmedlemmernes konkurrencebegraensende adfaerd paa faellesskabsmarkedet. Kommissionen har navnlig fremhaevet, at a) K+S kun indtager en meget marginal position paa det franske marked, b) CPL foerst efter sin udtraeden af Kali-Export-kartellet har haft adgang til det franske marked, hvor virksomheden har foroeget sit salg med 13% paa seks aar, og c) Coposa kun i begraenset omfang opererer paa det franske marked, og at en stor del af den kali, som Coposa producerer, i oevrigt saelges gennem SCPA.

138 Kommissionens argumenter, som jeg har gennemgaaet ovenfor, synes ikke egnede til at imoedegaa de sagsoegende virksomheder indsigelser. Kommissionen har nemlig ikke godtgjort, at K+S's svage tilstedevaerelse paa det franske marked skyldes selskabets deltagelse i eksportkartellet Kali-Export. Denne situation kan, som fremhaevet af de sagsoegende virksomheder, meget vel forklares ved historiske og geografiske faktorer. Endvidere kan man, som haevdet af Kommissionen, ganske vist ikke anvende principperne for gennemfoerelsen af artikel 85 og 86 paa fusioner, men Kommissionen kan sandelig heller ikke basere sin vurdering paa rene formodninger og sandsynligheder. Kommissionen skal i hvert fald godtgoere, at de paagaeldende betingelser er noedvendige for at sikre opretholdelse af en effektiv konkurrence.

Men i den foreliggende sag har Kommissionen ikke blot ikke paa overbevisende maade forklaret, hvorledes et manglende samarbejde inden for et kartel, som indvirker paa markedet uden for Faellesskabet, kan sikre en effektiv konkurrence paa EF-markedet bortset fra Tyskland. Kommissionen har ej heller bevist, at K+S's eller Coposa's svage tilstedevaerelse paa det franske marked skyldes deltagelsen i det paagaeldende kartel. Hvad angaar den omstaendighed, at CPL foerst har oeget sin eksport til Frankrig efter sin udtraeden fra Kali-Export, siger det sig selv, at dette netop kan skyldes, at CPL har valgt at koncentrere sig om faellesskabsmarkedet, eller, som paastaaet af sagsoegerne uden modsigelse fra Kommissionen, de driftsvanskeligheder, som CPL havde, da virksomheden var del af Kali-Export.

- Betingelsen om ophaevelse af distributionsaftalerne mellem K+S og SCPA

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694C0068.2

139 Efter de sagsoegende virksomheders opfattelse har Kommissionen paa ingen maade paavist, hvorledes og hvorfor ophaevelsen af distributionsaftalerne mellem K+S og SCPA skulle kunne sikre opretholdelsen af en effektiv konkurrence paa faellesskabsmarkedet bortset fra Tyskland. Ifoelge de sagsoegende virksomheder paavirker disse baand i virkeligheden alene det franske marked.

I oevrigt bestaar de paagaeldende baand af en aftale af 28. juni 1985 om distribution af produkter, som ikke indeholder kali, men kiserit. Endvidere begraenser SCPA sig til at koebe kali, der skal anvendes af EMC eller saelges uden for det franske marked. Endelig koeber SCPA af K+S kaliprodukter indeholdende magnesium, som saelges i Frankrig. Men som det fremgaar af beslutningen, er disse produkter ikke omfattet af markedet for det paagaeldende produkt.

140 I betragtning af den ovenfor beskrevne situation, som i oevrigt ikke er bestridt af Kommissionen, der i virkeligheden har indskraenket sig til at fremhaeve betydningen af, at K+S har etableret sit eget distributionsnet paa det franske marked, staar det kun alt for klart, at K+S og SCPA ikke havde noget privilegeret samarbejde omkring distributionen af kaliprodukter. Men det boer erindres, at beslutningens formulering har faaet K+S til at ophaeve den eneste distributionsaftale med SCPA, nemlig aftalen vedroerende kiserit, dvs., og det vil jeg gerne gentage, vedroerende et produkt, som ifoelge beslutningen ikke er omfattet af det relevante marked.

Denne omstaendighed er mere end noget andet med til at bekraefte rigtigheden af sagsoegernes udtalelse om beslutningens direkte indvirkning paa deres interesser, og forstaerker ogsaa den tvivl, der er om de fastsatte betingelsers egnethed til at eliminere den duopolistiske dominans, der haevdes at vaere skabt ved fusionen.

Forslag til afgoerelse

141 Af ovenstaaende betragtninger fremgaar det efter min opfattelse, at der i den foreliggende sag er begaaet fejl i fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i fusionsforordningen.

Paa dette stadium maa det afgoeres, om disse fejl berettiger til en fuldstaendig annullation af beslutningen eller kun en delvis annullation, dvs. en annullation, der er begraenset til den del, der indeholder betingelserne vedroerende de sagsoegende selskaber. Af grunde, som jeg skal forklare nedenfor, finder jeg sidstnaevnte loesning mest egnet.

142 Jeg skal for det foerste bemaerke, at Kommissionen ikke har ret i, at en delvis annullation af beslutningen paa en vis maade vil forrykke den institutionelle balance, idet Faellesskabets retsinstanser ikke er kompetente til at aendre Kommissionens beslutning og vurdere fusionens i Kommissionens sted.

Jeg skal i den forbindelse blot bemaerke, at det er selve forordningen samt Domstolens faste praksis (148), der har givet Domstolen mulighed for kun delvis at annullere en beslutning, der er vedtaget in subjecta materia. Det ville i oevrigt vaere paradoksalt at haevde, at Domstolens udoevelse af en befoejelse, den udtrykkeligt har faaet tillagt, anfaegter Kommissionens privilegier og befoejelser. Det boer snarere bemaerkes, at en delvis annullation indebaerer, at de ved retspraksis fastsatte betingelser herfor, som i sidste instans tager sigte paa at sikre, at den delvise annullation ikke toemmer den anfaegtede beslutning for indhold, er opfyldt (149).

143 I betragtning af det ovenfor anfoerte finder jeg, at beslutningen kan annulleres delvis, og at denne loesning kan vaelges, uanset hvilket af de anbringender, som parterne har paaberaabt sig, og som jeg har skoennet berettigede, Domstolen vil tage til foelge. Hvad enten Domstolen vil antage, at forordningen principielt ikke finder anvendelse paa kollektivt dominerende stillinger, eller den fastslaar, at der ikke bestaar nogen kollektivt dominerende stilling, eller i hvert fald at forekomsten heraf ikke er tilstraekkeligt bevist, vil det nemlig fjerne forudsaetningen for, at Kommissionen har underkastet de sagsoegende virksomheder de anfaegtede betingelser. Disse er nemlig, som det vil erindres, fastsat for at undgaa, at fusionen skaber en situation med oligopolistisk dominans, der kan haemme konkurrencen paa faellesskabsmarkedet.

Disse bemaerkninger gaelder efter min opfattelse ogsaa for det tilfaelde, at Domstolen, naar foerst problemerne omkring anvendelsen af forordningen paa oligopoler er afklaret, og eksistensen af en kollektivt dominerende stilling godtgjort, naar til den konklusion, at forordningens artikel 8, stk. 2, ikke giver Kommissionen ret til at paalaegge betingelser, som indvirker direkte paa udenforstaaende virksomheders interesser. Resultatet vil naturligvis vaere det samme, saafremt de paagaeldende betingelser skoennes uegnede til at sikre opretholdelsen af en effektiv konkurrence paa det relevante marked. Skulle de paagaeldende betingelser blive fundet uegnede til at sikre opretholdelsen af en effektiv konkurrence paa det relevante marked, vil den bedste loesning endnu en gang vaere en annullation af betingelserne, dvs. en delvis annullation af beslutningen.

144 I sidste instans vil det i alle de taenkte situationer, jeg har beskrevet ovenfor, vaere muligt at annullere betingelserne uden at toemme hele beslutningen for substans (150). Jeg finder det paa sin plads her at fremhaevet, at vurderingen af fusionens virkninger paa faellesskabsmarkedet - en vurdering, der er baggrunden for de anfaegtede betingelser - objektivt er helt uafhaengig af vurderingen vedroerende det tyske marked, hvilket bevirker, at det kan komme paa tale at begraense bestemmelsens saglige anvendelsesomraade og derved opfylde de betingelser, der er fastsat i retspraksis paa dette omraade.

Endvidere vil en delvis annullation af beslutningen heller ikke kunne aendre dennes raekkevidde. Jeg kan tilfoeje, at den anfaegtede beslutning i den foreliggende sag som helhed er til gunst for de paagaeldende virksomheder. Dette er ifoelge Domstolens praksis relevant, naar der skal tages stilling til et krav om delvis annullation (151).

145 Med hensyn til sagens omkostninger foreslaar jeg i medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 3, at de fordeles for saa vidt angaar sag C-68/94. Hvad angaar sag C-30/95 finder jeg derimod paa grundlag af samme bestemmelse, at Kommissionen, som i det vaesentlige har tabt sagen, boer doemmes til at betale omkostningerne, herunder de omkostninger, der er afholdt af de intervenerende virksomheder. Derimod boer de regeringer, der har interveneret i sagen, baere deres egne omkostninger.

146 Paa grundlag af det ovenfor anfoerte foreslaar jeg saaledes Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:

- i sag C-68/94:

a) artikel 1 i Kommissionens beslutning 94/449/EF af 14. december 1993 om en procedure i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 (sag IV/M308 - Kali + Salz/MdK/Treuhand) annulleres, for saa vidt den goer erklaeringen om fusionens forenelighed med faellesmarkedet betinget af opfyldelsen af de i 63. betragtning naevnte betingelser og paabud.

b) I oevrigt frifindes sagsoegte.

c) Sagens omkostninger fordeles mellem parterne, og den tyske regering baerer selv sine omkostninger i forbindelse med interventionen.

- i sag C-30/95:

a) De af SCPA og EMC anlagte sager admitteres bortset fra anbringendet om tilsagnet vedroerende det canadiske selskab Potacan.

b) Artikel 1 i Kommissionens beslutning 94/449/EF af 14. december 1993 om en procedure i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 4064/89 (sag IV/M308 - Kali + Salz/MdK/Treuhand) annulleres, for saa vidt den goer erklaeringen om fusionens forenelighed med faellesmarkedet betinget af opfyldelsen af de i 63. betragtning naevnte betingelser og paabud.

c) Kommissionen baerer sagens omkostninger, herunder de intervenerende virksomheders omkostninger. Den franske regering baerer sine egne omkostninger.

(1) - EFT L 395, s. 1.

(2) - Beslutning om en procedure i henhold til forordning nr. 4064/89 (sag IV/M.308 - Kali + Salz/MdK/Treuhand) (EFT 1994 L 186, s. 38).

(3) - Dom af 21.2.1973, sag 6/72, Sml. s. 215, praemis 26.

(4) - Se i denne retning f.eks. Santamaria: Diritto commerciale communitario, Milano, 1995, s. 92 ff., hvor Kommissionens beslutning 84/78/EOEF af 12.12.1984 (sag Mechaniver - PPG) (EFT 1985 L 35, s. 54) naevnes som foerste eksempel paa denne praksis.

(5) - Dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, Sml. s. 4487. Se dog bl.a. Bellamy: »Mergers outside the Scope of the New Merger Regulation. Implications of the Philip Morris Judgment«, i Fordham Corp. Law Institute, 1988, s. 22, hvor dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen ikke betragtes som mere vidtgaaende end den foreliggende sag.

(6) - Se Frignani-Waelbroecks resumé: Disciplina della concorrenza nella CE, Torino, 1996, s. 685 og 686.

(7) - Ordret: »a) naar to eller flere hidtil uafhaengige virksomheder sammensmeltes til én virksomhed, eller b) naar - en eller flere personer, som allerede kontrollerer mindst en virksomhed, eller - en eller flere virksomheder ved koeb af andele eller aktiver, gennem aftale eller paa anden vis erhverver den direkte eller indirekte kontrol over det hele eller dele af en eller flere andre virksomheder«.

(8) - Denne betingelse er opfyldt, saafremt »alle deltagende virksomheders samlede omsaetning paa verdensplan i alt overstiger 5 mia. ECU«, eller »mindst to af de deltagende virksomheders samlede omsaetning i Faellesskabet hver isaer overstiger 250 mio. ECU«, medmindre »hver af de deltagende virksomheder har over to tredjedele af deres samlede omsaetning paa faellesskabsplan i én og samme medlemsstat« (artikel 1, stk. 2).

(9) - Nemlig »de deltagende virksomheders position paa markedet, deres oekonomiske og finansielle styrke, leverandoerernes og brugernes valgmuligheder, deres adgang til forsyninger eller afsaetningsmarkeder, retlige eller faktiske hindringer for adgang til markedet, udbuds- og efterspoergselsudviklingen for de enkelte varer og tjenesteydelser, de interesser, som forbrugerne i mellemleddene og de endelige forbrugere har, samt udviklingen i det tekniske eller oekonomiske fremskridt, for saa vidt som dette er til fordel for forbrugerne, og det ikke udgoer en hindring for konkurrencen«.

(10) - I USA er der ved de i 1984 vedtagne »Merger Guidelines« indfoert det, man kalder Herfindhal-Hirschman-indekset (HHI), hvor hver fusionerende virksomheds markedsandele oploeftes i anden potens og derefter laegges sammen. For at fastslaa den faktiske foroegelse af koncentrationsgraden paa markedet efter fusionen, ganges produktet af de paagaeldende virksomheders markedsandele med to. Hvis HHI-indekset efter fusionen ligger under 1 000, godkendes transaktionen i princippet. Ligger indekset mellem 1 000 og 1 800, undersoeges fusionen og forbydes eventuelt, saafremt den indebaerer en foroegelse paa over 100. Hvis HHI-indekset ligger over 1 800, kan fusionen endelig forbydes, ogsaa selv om den heraf foelgende forhoejelse er paa under 50.

(11) - Udtrykket »betydeligt« har givet anledning til en livlig debat i teorien. Blandt de mest anerkendte fortolkninger er den, der knytter begrebet til »de minimis«-kriteriet, saaledes at forstaa, at kun de fusioner, som har vaesentlige foelger for konkurrencen og indebaerer en betydelig og varig begraensning heraf, kan erklaeres uforenelige med faellesmarkedet. Se f.eks.: Langeheine: »Substantive Review under the EEC Merger Regulation«, i Fordham Corporate Law Institute, 1990, s. 484 ff. Angaaende dette punkt se ogsaa Bellamy og Child: Common Market Law of Competition, 4. udg., London, 1993, s. 336 ff. Hvad angaar betydningen af den effektive konkurrence henviser Domstolen i sin praksis til, hvorledes konkurrencen ville have formet sig uden den paagaeldende begraensning: Se herom dom af 10.12.1985, sag 31/85, ETA, Sml. s. 3933, praemis 11. Se ogsaa Dechery: »Le règlement communautaire sur le contrôle des concentrations« i Revue trimestrielle de droit européen, 1990, s. 317, paa s. 323.

(12) - Anmeldelsen af fusionen skal finde sted senest en uge efter aftalens indgaaelse eller offentliggoerelsen af overtagelses- eller ombytningstilbuddet eller erhvervelsen af en kontrollerende aktiepost.

(13) - Vurderingen af en fusion med »faellesskabsdimension« forudsaetter naturligvis, at der er fastlagt en erhvervssektor, der kan benyttes som reference, for saa vidt angaar saavel produktet som det geografiske omraade, der skal tages i betragtning. Til dette formaal kan man benytte angivelserne i formular CO, der findes i bilag I til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2367/90 af 25.7.1990 om anmeldelser, frister og udtalelser i henhold til forordning nr. 4064/89 (EFT L 219, s. 5), som i mellemtiden er ophaevet og erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 3384/94 af 21.12.1994 (EFT L 377, s. 1). I denne formular angives nemlig alle de oplysninger, der skal meddeles Kommissionen ved anmeldelsen.

(14) - Den positive udtalelse, som Det Raadgivende Udvalg for Fusionskontrol afgav ved en flertalsbeslutning paa moedet den 3.12.1993, er offentliggjort i EFT 1994 C 199, s. 5.

(15) - Kommissionen har nemlig udelukket, at fusionen inden for salt og industrikali vil foere til skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence haemmes betydeligt inden for faellesmarkedet eller en vaesentlig del heraf (11. betragtning til beslutningen).

(16) - Jf. 13.-29. betragtning til beslutningen.

(17) - Jf. 30. og 45. betragtning til beslutningen.

(18) - Jf. 69. betragtning til beslutningen.

(19) - Jf. 31.-44. betragtning til beslutningen.

(20) - Naar man ser bort fra de maengder, der gaar fra til eget forbrug (hvoraf koncerninterne leverancer fra K+S til BASF tegner sig for langt stoersteparten), har K+S en markedsandel paa ca. 79%, mens MdK har en andel paa 19%. Tilsammen faar de to virksomheder saaledes en markedsandel paa 98% (46. betragtning til beslutningen).

(21) - Jf. 70. betragtning til beslutningen.

(22) - Jf. 95. betragtning til beslutningen.

(23) - Som anfoert i 51. og 52. betragtning til beslutningen, vil den virksomhed, som skabes ved fusionen mellem K+S/MdK og det franske selskab SCPA, nemlig komme til at tegne sig for 80% af kaliproduktionen i Faellesskabet (K+S 35%, MdK 25% og SCPA 20%). Ser man alene paa de beroerte virksomheders afsaetning (dvs. uden eget forbrug), fremgaar det, at de tilsammen vil faa en markedsandel paa ca. 50% (K+S 17%, MdK 8% og SCPA 25%). Men da SCPA ogsaa i betydeligt omfang saelger kali fremstillet af andre producenter, ogsaa kali importeret fra tredjelande, fremkommer der, hvis man medregner det samlede salg i hele Faellesskabet undtagen Tyskland, som kontrolleres af K+S, MdK og SCPA, en markedsandel paa tilsammen 60% (K+S 16%, MdK 7% og SCPA 37%).

(24) - Jf. 54. og 56. betragtning til beslutningen.

(25) - Jf. 57.-62. betragtning til beslutningen.

(26) - I denne sag har den tyske regering interveneret til stoette for Kommissionens paastande.

(27) - I denne sag har den franske regering interveneret til stoette for sagsoegernes paastande, mens K+S og MdK har faaet tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande.

(28) - SCPA's og EMC's sag blev nemlig anlagt ved Retten og af denne henvist til Domstolen, fordi den franske regering (sag C-68/94) ved Domstolen har anlagt en sag om samme beslutning. Da de to sagsoegende selskaber i virkeligheden har anmodet om at faa sagerne behandlet sammen af Domstolen, har Retten ved kendelse af 1.2.1995 i medfoer af artikel 47, stk. 3, i statutten erklaeret sig inkompetent og overgivet sagens akter til Domstolen.

(29) - Kendelse af 10.5.1994, sag T-88/94 R, Société commerciale des potasses et de l'azote og Entreprise minière et chimique mod Kommissionen, Sml. II, s. 263.

(30) - Sag T-88/94 R, Société commerciale des potasses et de l'azote og Entreprise minière et chimique mod Kommissionen, Sml. II, s. 401.

(31) - Angaaende Domstolens rolle paa konkurrenceomraadet er der vaerdifulde oplysninger at hente i Trabucchi: »Sviluppo della giurisprudenza e suo significato nella disciplina comunitaria sulla concorrenza«, i Rivista di diritto civile, 1973, I, s. 497 f.

(32) - Se angaaende USA, Leddy: »The 1992 US Horizontal Merger Guidelines and Some Comparisons with EC Enforcement Policy«, i ECLR, 1993, s. 15.

(33) - Med hensyn til den formelle lovlighed vedroerer kontrollen aspekterne kompetence, motivation, procedurens forskriftsmaessighed og overholdelse af retten til kontradiktion. Med hensyn til den materielle lovlighed gaar kontrollen derimod ud paa at kontrollere noejagtigheden af den oekonomiske analyse, markedsanalysen og analysen af den konkurrencebegraensende indvirkning og de retlige foelger (f.eks. hvad angaar kvalifikation af de faktiske omstaendigheder), som kan udledes af denne analyse, men naturligvis uden at beroere det skoen, som Kommissionen raader over ved anvendelsen af konkurrencereglerne. Se herom redegoerelserne fra Canivet og Biancarelli i Le contrôle juridictionnel en matière de droit de la concurrence et des concentrations (dokumenter fra det seminar, som De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans afholdt den 22. og 23.11.1993, Luxembourg, 1994, s. 25-38 og 55-65.

(34) - Dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825.

(35) - I denne forbindelse skal jeg bemaerke, at den positive holdning til fusioner, som jeg har beskrevet ovenfor, er blevet bekraeftet ved Kommissionens pragmatiske maade at gennemfoere forordningen paa, som er kendetegnet ved en forkaerlighed for »forhandlingsloesninger«, som under alle omstaendigheder er til fordel for de behandlede projekter. Kommissionen har, naar alt kommer til alt, hyppigt benyttet sig af sin ret til at godkende fusioner under forudsaetning af, at visse betingelser og paabud opfyldes, mens Kommissionen derimod kun i meget begraenset udstraekning har gjort brug af sin befoejelse til at udstede forbud. Se herom Van Bael-Bellis: Il diritto della concorrenza nella CE, 1995, s. 555 og 556.

(36) - Se angaaende USA's erfaringer Hawk's bemaerkninger: »Public Private Enforcement of Merger Law in the United States«, i Le contrôle juridictionnel en matière de droit de la concurrence et des concentrations, der er naevnt i fodnote 33, s. 81 ff., paa s. 83 og 84, hvori det hedder: »The Legality of Mergers is ultimately determined in the Courts according to the judicial standards developped under Section 7 of the Clayton Act, although the Guidelines are increasingly consulted.«

(37) - Denne bestemmelse er affattet saaledes: »Kommissionen kan tilbagekalde den beslutning, den har truffet i henhold til stk. 2, a) hvis erklaeringen om forenelighed bygger paa urigtige oplysninger, som kan tilskrives en af de deltagende virksomheder, eller der til grund for erklaeringen foreligger en svigagtig adfaerd, eller b) hvis de deltagende virksomheder undlader at efterkomme et til beslutningen knyttet paabud.«

(38) - Dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, Sml. II, s. 1403, praemis 320.

(39) - Dom af 23.10.1974, sag 17/74, Transocean Marine Paint mod Kommissionen, Sml. s. 1063, praemis 21.

(40) - Ordret: »Hvis Domstolen afsiger en dom, som annullerer det hele eller dele af en beslutning vedtaget af Kommissionen i henhold til denne forordning, loeber forordningens frister paa ny fra datoen for domsafsigelsen.«

(41) - Dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197, af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, og af 28.10.1993, sag T-83/92, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1169, praemis 36.

(42) - Dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875, praemis 13, af 4.10.1983, sag 191/82, FEDIOL mod Kommissionen, Sml. s. 2913, praemis 28 ff., og af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, praemis 23. I den nyere retspraksis henvises til dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 36, og af 24.1.1995, sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, praemis 26.

(43) - Dom af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847, praemis 20-23, og af 19.5.1994, sag T-2/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 323, praemis 45, i hvilken Retten har admitteret Air France's sag om annullation af en kommissionsbeslutning vedroerende en fusion mellem to af Air France's konkurrenter, ogsaa med den begrundelse, at »konkurrencesituationen efter fusionen paa de to markeder, der blev karakteriseret som de beroerte markeder, blev bedoemt af Kommissionen navnlig under hensyn til Air France's situation«.

(44) - Se, selv om situationen ikke er den samme, ovennaevnte dom i sagen Cofaz m.fl. mod Kommissionen, der er naevnt i fodnote 42, navnlig praemis 28 og 29.

(45) - Som Domstolen har fastslaaet i dommen i Plaumann mod Kommissionen, der er naevnt i fodnote 41, berettiger »den ovennaevnte bestemmelses ordlyd og grammatiske betydning ... den bredest mulige fortolkning; i oevrigt kan de bestemmelser i traktaten, som vedroerer borgernes soegsmaalsret, ikke fortolkes indskraenkende« (s. 413).

(46) - Se angaaende dette punkt Barav og Vandersanden: Contentieux communautaire, Bruylant, Bruxelles, 1977, s. 172.

(47) - Dom naevnt i fodnote 41.

(48) - Se ovennaevnte dom i sagen Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, praemis 34, 35 og 36, samt Cook-Kerse, EC merger Control, London, 1996, s. 200 og 201.

(49) - Jf. 60. betragtning til beslutningen.

(50) - Paa konkurrenceomraadet henvises til dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 1965, og af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639; mere generelt om retsakter, der kan anfaegtes i medfoer af artikel 173, henvises til dom af 16.6.1993, sag C-325/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3283, praemis 9, og af 23.11.1995, sag C-476/93 P, Nutral mod Kommissionen, Sml. I, s. 4125, praemis 28, som begge stoetter teksten.

(51) - Raadets forordning nr. 17 af 6.2.1962 (EFT 1959-1962, s. 81).

(52) - Dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85, C-125/85, C-126/85, C-127/85, C-128/85 og C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 181.

(53) - Dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke mod Kommissionen, Sml. s. 665, praemis 9.

(54) - SCPA's samlede salg i Belgien og Luxembourg beloeb sig i virkeligheden til 22 000 tons, mens dokumenterne fra Kommissionen havde tallet 221 000 tons.

(55) - Kommissionen har selv i sit indlaeg haevdet, at der isaer var tale om let tilgaengelige statistiske oplysninger, og at medlemsstaterne under alle omstaendigheder ved forordningens artikel 19 sikres adgang til sagens akter.

(56) - Dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 48. Se i samme retning bl.a. dom af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229, praemis 26, og af 10.7.1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, praemis 30.

(57) - I artikel 19, stk. 5, bestemmes det dog, at Kommissionen kan afkorte denne frist »i fornoedent omfang med henblik paa at hindre, at en eller flere af de i en fusion deltagende virksomheder paafoeres alvorlig skade«.

(58) - I denne forbindelse kan det vaere paa sin plads at erindre om, at Kommissionen »i videst mulig udstraekning [tager] hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, i hvilket omfang den har fulgt dets udtalelse« (artikel 19, stk. 6). Kommissionen kan saaledes undlade at tage hensyn til udvalgets udtalelse eller revidere sin stilling og vedtage en endelig beslutning, der afviger fra det udkast, der er forelagt udvalget til udtalelse. Som eksempel kan naevnes den sag, der foerte til Kommissionens beslutning 94/208/EF af 31.1.1994, hvori en fusion blev erklaeret forenelig med faellesmarkedet (sag nr. IV/M.315 - Mannesmann/Vallourec/Ilva) (EFT L 102, s. 15). I denne sag var holdningen i det beslutningsudkast, som det raadgivende udvalg afgav udtalelse om, at fusionen var uforenelig med faellesmarkedet (se det raadgivende udvalgs udtalelse i EFT 1994 C 111, s. 6), mens Kommissionen i sin endelige beslutning gik i den modsatte retning, uden at det vides, om dette skyldes mindretalsudtalelsen fra nogle af udvalgsmedlemmernes side. Angaaende det punkt, der behandles i hovedteksten, henvises endvidere for saa vidt angaar det raadgivende udvalg, der er oprettet paa grundlag af forordning nr. 17, til dom af 10.7.1991, sag T-69/89, Radio Telefis Eireann mod Kommissionen, Sml. II, s. 485, praemis 21-27.

(59) - Se angaaende »Guidelines« af 1992: Leddy, der er naevnt i fodnote 32.

(60) - I denne betragtning hedder det som bekendt, at »Kommissionen ved sin generelle vurdering [boer] tage sit udgangspunkt i virkeliggoerelsen af de grundlaeggende maal i traktatens artikel 2, herunder styrkelsen af Faellesskabets oekonomiske og sociale samhoerighed som omhandlet i traktatens artikel 130 A«.

(61) - Jf. artikel 2, stk. 3. Kommissionens praksis synes at have fulgt denne kurs. Faktisk findes der foer den beslutning, der anfaegtes i den foreliggende sag, ingen beslutninger, hvor de naevnte sociale hensyn har vundet over hensynet til konkurrencen. Jeg skal i denne forbindelse henvise til beslutningen i Aérospatiale-Alenia/de Havilland, hvor Kommissionen har forkastet parternes argument om, at de Havilland-selskabet sandsynligvis ville blive tvunget bort fra markedet, saafremt fusionen ikke blev godkendt, idet Kommissionen ikke fandt dette sandsynligt (Kommissionens beslutning 91/619/EOEF af 2.10.1991, sag nr. IV/M.053 - Aérospatiale-Alenia/de Havilland (EFT L 334, s. 42)).

(62) - Jf. 71. betragtning til beslutningen (min fremhaevelse).

(63) - »Failing company defence«-teorien skyldes oekonomiske hensyn og hensynet til virksomhedernes effektivitet. Senere har politiske og sociale overvejelser dog ogsaa gjort sig gaeldende, bl.a. hensynet til beskaeftigelsen. Se herom dommen i United States mod General Dynamics Corp., 415, US 486, 507 (1974); og ovennaevnte Areeda Turner, bind IV, 1980, s. 941.

(64) - I den konkrete sag, hvor fusionen omfatter aktiviteter, der repraesenterer i alt 3 000 arbejdspladser, var Peine-koncernens tilbud begraenset til overtagelse af aktiviteter, der kun repraesenterede 536 arbejdspladser, dvs. 18% af de arbejdspladser, som fusionen ville sikre. Det er ganske vist navnlig lovgiver, der skal afveje de konkurrencepolitiske maal mod traktatens oevrige maal, men ogsaa Domstolen har foretaget saadanne afvejninger: Se f.eks. ovennaevnte dom i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen (naevnt i fodnote 3) samt dom af 18.3.1980, forenede sager 154/78, 205/78, 206/78, 226/78, 227/78, 228/78, 263/78, 264/78, 39/79, 31/79, 83/79 og 85/79, Valsabbia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 907.

(65) - Domme af 27.4.1995, sag T-96/92, CCE de la Société générale des grandes sources m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1213, praemis 28 og 29, og sag T-12/93, CCE de Vittel m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1247, praemis 38 og 39.

(66) - Kommissionens beslutning 92/553/EOEF af 22.7.1992 om en procedure i henhold til Raadets forordning nr. 4064/89 (sag nr. IV/M.190 - Nestlé/Perrier) (EFT L 356, s. 1).

(67) - Hvad angaar begrebet »det relevante marked« har Retten i sin dom af 21.2.1995 i sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, fremhaevet, at dette aspekt er vigtigere i forbindelse med anvendelsen af artikel 86 end artikel 85. Bemaerkninger i dommen finder jeg ogsaa relevante, naar der er tale om en dominerende stilling som foelge af en fusion.

(68) - Planglas-dommen, der er naevnt i fodnote 38, praemis 360.

(69) - CO-formular som fastsat i forordning nr. 2367/90, der er naevnt i fodnote 13.

(70) - De sagsoegende virksomheder synes derimod at vaere enige med Kommissionen med hensyn til produkternes substituerbarhed, men de har gjort gaeldende, at dette afhaenger af, hvorledes markedet for det paagaeldende produkt defineres og saaledes ikke har nogen indflydelse paa fastlaeggelsen af det relevante geografiske marked.

(71) - Kommissionens beslutning 91/403/EOEF af 29.5.1991 (sag nr. IV/M.043 - Magneti Marelli/CEAc) (EFT L 222, s. 38).

(72) - Kommissionens beslutning af 6.11.1990 (sag nr. IV/M.004 - Renault Volvo) (EFT C 281, s. 2).

(73) - Nestlé/Perrier-beslutningen, naevnt i fodnote 66.

(74) - Modsaetningsvis har Kommissionen altid betragtet en gensidig markedspenetration som et vigtigt, om end ikke afgoerende, tegn paa, at to lande tilhoerer samme geografiske marked. Se Mannesmann/Vallourec/Ilva-beslutningen, der er naevnt i fodnote 58, 33.-37. betragtning. Angaaende dette punkt, se Cook og Kerse, naevnt i fodnote 48, s. 145 ff., som peger i samme retning.

(75) - Dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Sml. s. 1663, praemis 372.

(76) - I Kommissionens beslutning hedder det f.eks., at »transportomkostningerne varierer ... I EF uden for Tyskland ser transportomkostningerne dog ikke ud til at ligge paa et saadant niveau, at de laegger hindringer i vejen for samhandel mellem de enkelte medlemsstater« (42. betragtning til beslutningen).

(77) - Jf. dom af 14.2.1978, sag 27/76, United Brands mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 52 og 53.

(78) - Jf. f.eks. Magneti Marelli/CEAc-beslutningen, der er naevnt i fodnote 71.

(79) - De offentlige distributionsmonopoler rangerer hoejt blandt adgangsbarrierne, jf. f.eks. Kommissionens beslutning af 29.4.1991 (sag nr. IV/M.063 - ELF/Ertoil) (EFT C 124, s. 13).

(80) - Jf. punkt 53 i svarskriftet.

(81) - Jf. punkt 78 i replikken.

(82) - Dommen i sagen United Brands mod Kommissionen, som er naevnt i fodnote 77, praemis 44, 52 og 53.

(83) - Se i denne retning f.eks. Siragusa-Subiotto: »Il controllo delle concentrazioni a livello CEE: una prima alalisi critica delle decisioni della Commissione«, i Giurisprudenza Commerciale 1992, I, s. 233, paa s. 271 og 272. Hos visse andre finder man en mere nuanceret holdning, idet de indskraenker sig til at understrege vanskeligheden ved at tilslutte sig det modsatte synspunkt, jf. f.eks. Cook og Kerse, der er naevnt i fodnote 48, s. 134 ff.; Korah: EC Competition Law and Practice, London, 1994, s. 242; Bellamy og Child: Common Market Law of Competition, London, 1993, s. 343 og 344.

(84) - Rent bortset fra, at mundtlige erklaeringer ifoelge Domstolens faste praksis har begraenset vaerdi (jf. f.eks. dom af 26.2.1991, sag C-292/89, Antonissen, Sml. I, s. 745, praemis 18), og at den paagaeldende erklaering under ingen omstaendigheder kan fortolkes som en begraensning af artikel 85 og 86's anvendelsesomraade, kan en saadan erklaering helt sikkert ikke foere til den konklusion, at den hjemmel, der udgoeres af traktatens artikel 87, i virkeligheden har en begraenset raekkevidde, med den konsekvens, at der ikke kan knyttes en forbindelse mellem begrebet kollektivt dominerende stilling og artikel 86.

(85) - Se ligeledes Cook og Kerse, naevnt i fodnote 48, s. 134.

(86) - Dette har Kommissionen f.eks. vist i sin beslutning af 18.12.1991 (sag nr. IV/M.165 - Alcatel/AEG Kabel) (EFT 1992 C 6, s. 23), 22. betragtning.

(87) - Se f.eks. Kommissionens beslutning 94/359/EF af 21.12.1993 (sag nr. IV/M.358 - Pilkington-Techint/SIV) (EFT L 158, s. 24). Jeg skal endvidere paapege, at heller ikke i Domstolens praksis vedroerende artikel 86 er markedsandelen, selv om den kan udgoere et vigtigt holdepunkt for, at der foreligger en dominerende stilling, hvis den er paa 80% eller derover, noedvendigvis en afgoerende faktor herfor, idet den blot skal tages i betragtning sammen med andre faktorer. Se bl.a. dom af 5.10.1988, sag 247/86, Alsatel, Sml. s. 5987, praemis 19.

(88) - Hvad dette angaar er der i den tyske lov om konkurrencebegraensning, som netop bygger paa en strukturel opfattelse, nemlig et system med formodninger, hvor virksomhedernes markedsandele er afgoerende, fastsat en taerskel paa mindst 50%. Naermere bestemt hedder det i denne lovs afdeling 23, § 2, stk. 2: »Med henblik paa fusionskontrol anses en gruppe virksomheder ogsaa for at indtage en dominerende stilling, saafremt: 1. den omfatter tre virksomheder eller derunder, som har den stoerste markedsandel og tilsammen repraesenterer en andel paa 50%, eller 2. den omfatter fem virksomheder eller derunder, som har den stoerste markedsandel og tilsammen repraesenterer en andel paa to tredjedele, medmindre virksomhederne godtgoer, at konkurrencevilkaarene er saadanne, at man kan forvente en vaesentlig konkurrence mellem virksomhederne selv efter fusionen, eller saafremt disse virksomheder under ét ikke indtager en dominerende stilling i forhold til de tiloversblevne konkurrenter ...«

(89) - I denne forbindelse er det tilstraekkeligt med en henvisning til XVI beretning om konkurrencesituationen af 1986, saerlig punkt 333.

(90) - Jf. duplikken, s. 36.

(91) - KOM(88) 734/rev., endelig udg.

(92) - Allerede Trabucchi, der er naevnt i fodnote 31, s. 503, har under henvisning til retspraksis paa konkurrenceomraadet erklaeret, at »den hyppige henvisning til oekonomiske forhold og den betydning, man tillaegger disse i forbindelse med retsafgoerelser, staar paa ingen maade i modsaetning til Domstolens vaesentligste funktion, som gaar ud paa at overholde og faa andre til at overholde traktaten og den afledte ret ... Saafremt en bestemmelse findes, skal den fuldt ud overholdes ...«.

(93) - Det er nemlig helt aabenbart, at den skade, som beslutningen har paafoert de sagsoegende selskaber, er en direkte foelge af den adfaerd, som de i fusionen deltagende virksomheder har tillagt sig for at opfylde Kommissionens krav. Dette er i oevrigt allerede blevet bekraeftet af praesidenten for Retten i Foerste Instans, der havde faaet forelagt en sag om foreloebige forholdsregler. Praesidenten har i kendelse af 15.6.1994 i sagen Société commerciale des potasses et de l'azote et Entreprise minière et chimique (naevnt i fodnote 30), hvorved gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutnings artikel 1 udsaettes, for saa vidt det heri paalaegges selskaberne at traekke sig ud af Kali-Export, fastslaaet, at det ikke kan udelukkes, at den paagaeldende betingelse, »vil kunne kraenke tredjemands rettigheder, i dette tilfaelde de rettigheder, der tilkommer de oevrige anpartshavere i Kali-Export ... som ikke var part i proceduren for Kommissionen« (praemis 28).

(94) - Naevnt i fodnote 13. I denne forordning er der nemlig i lighed med Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25.7.1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) alene fastsat bestemmelser for hoeringer af parterne i fusionen (artikel 13 og 14), mens det, for tredjemands vedkommende - som f.eks. de sagsoegende virksomheder i den foreliggende sag ifoelge Kommissionen - er fastsat en ordning, hvor tredjemand hoeres efter anmodning, men uden processuelle garantier (artikel 15). Den franske regering har angaaende dette punkt understreget, at disse hoeringer i praksis blot er simple kontakter med Kommissionens tjenestemaend, som paa ingen maade kan opfylde de krav om information og beskyttelse af personer, der er 100% impliceret i proceduren, som f.eks. »parterne« til det oligopol, der skabes som foelge af fusionen. Det skal bemaerkes, at forordning nr. 2367/90 er erstattet af forordning nr. 3384/94 (naevnt i fodnote 13), hvis bestemmelser er mere beskyttende i visse henseender. Men i den del, der er af interesse i den foreliggende sag, er problemformuleringen nogenlunde uaendret. Ganske vist kan tredjemand, der har fremlagt skriftlige bemaerkninger, nemlig i medfoer af artikel 16 i den nye forordning deltage i en officiel hoering, men denne mulighed henhoerer under Kommissionens skoen.

(95) - Som paapeget af den franske regering (staevningen, s. 20-23), er proceduren i henhold til artikel 86 nemlig i overensstemmelse med forordning nr. 17 (naevnt i fodnote 51) og nr. 99/63 (naevnt i fodnote 94) konstant kontradiktorisk i forhold til virksomheder, som antages at indtage en dominerende stilling, og som lige fra begyndelsen underrettes om den procedure, der er ivaerksat over for dem, saaledes at de er i stand til at forsvare sig.

(96) - Dom i sagen Belgien mod Kommissionen, naevnt i fodnote 56, praemis 27. Dette betyder, som Domstolen har fremhaevet, at »den paagaeldende person, som Kommissionen har indledt en administrativ procedure over for, saettes i stand til under denne procedure at tage stilling dels til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, dels til de dokumenter, som Kommissionen paaberaaber sig til stoette for, at der foreligger en overtraedelse af faellesskabsretten«. Se i samme retning allerede dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9 og 11.

(97) - Det boer erindres, at repraesentanterne for de sagsoegende selskaber foerst blev modtaget af Kommissionens tjenestemaend efter gentagne anmodninger den 1.12., dvs. to dage foer moedet i det raadgivende udvalg og paa et tidspunkt, hvor terningerne allerede var kastet. Selv om det er sandt, at SCPA's repraesentanter, som haevdet af Kommissionen - men benaegtet af sagsoegerne - allerede blev modtaget af institutionens tjenestemaend den 3.11.1993, aendrer det ikke noget ved situationen, idet det ikke rokker ved den kendsgerning, at hele proceduren er meget »uigennemsigtig« set fra tredjemands side. Dette gaelder saa meget mere, som Kommissionen har bekraeftet, at de af K+S afgivne tilsagn foerst blev droeftet med repraesentanterne for det franske selskab den 1.12.

(98) - Ifoelge Kommissionen bekraeftes dette krav af, at alle de vigtigste antitrust-systemer ogsaa anvender fusionskontrolreglerne paa oligopolistisk dominans. Se den sammenlignende analyse i Briones: »Oligopolistic dominance: is there a common approach in different juridictions? A Review of the decisions adopted by the Commission under the Merger Regulation«, i ECLR, 6, 1995, s. 334 ff.

(99) - Det er netop paa denne baggrund, at visse forfattere slet ikke har udelukket, at forordningen ogsaa kan anvendes over for oligopolers dominerende stillinger, saafremt den effektive konkurrence begraenses vaesentligt af flere virksomheder, som sammen er i stand til at optraede uafhaengigt af deres konkurrenter og kunder. Se f.eks. Jones, Gonzales-Diaz: The EEC Merger Regulation, London, 1992, s. 168 ff., samt Venit: »The Evaluation of Concentrations under Regulation 4064/89: The nature of the beast«, i International Mergers and Joint Ventures, Annual Proceedings of the Fordham Corporate Law Institute, 1991, s. 519, paa s. 540 ff.

(100) - Med udgangspunkt i Cournot's pionerundersoegelse, Recherches sur les principes mathématiques de la théorie des richesses, Paris, 1848, har den oekonomiske teori vedroerende oligopoler givet anledning til en lang raekke bemaerkelsesvaerdige bidrag. Se sammenfattende Pigassou: Les oligopoles et le droit, Paris, 1983, kap. III, s. 151-260.

(101) - Areeda og Turner: Antitrust Law, bind III, Boston/Toronto, 1978, s. 359: »oligopoly with monopoly - like results«. Dette synspunkt finder stoette i den oekonomiske teori, som fremhaever, at der i saadanne situationer er tale om samme markedsherredoemme som det, der begrunder anvendelsen af antitrust-bestemmelserne paa monopolsituationer, og at et oligopol endog kan vaere til stoerre skade for konkurrencen end de individuelt dominerende stillinger. Sidstnaevnte har nemlig tendens til at blive svaekket med tiden under paavirkning af konkurrencen fra mindre virksomheder, mens et staerkt oligopol under visse omstaendigheder kan have en lang levetid. Se herom Scherer og Ross: Industrial Market Structure and Economic Performance, Boston, 1990.

(102) - Cellulose-dommen, naevnt i fodnote 52, praemis 71.

(103) - Se angaaende dette spoergsmaal med alle dets implikationer generaladvokat Darmon's grundige forslag til afgoerelse i cellulose-sagen (Sml. 1993, I, s. 1445). Se ogsaa Soames' udtoemmende nyere undersoegelse af retspraksis paa omraadet: »An Analysis of the Principles of Concerted Practice and Collective Dominance: A Distinction without a Difference«, i ECLR 1996, s. 24.

(104) - Det er muligt, at svaret paa dette spoergsmaal findes i kravet om hurtighed. Man kan maaske finde en bekraeftelse paa denne hypotese i den omstaendighed, at en af de oprindelige tilsagn, nemlig det, der vedroerer virksomheden Potacan, og som senere er blevet til en uformel loesning, der er behandlet ovenfor (i forbindelse med formaliteten), i virkeligheden var genstand for en procedure ivaerksat i medfoer af forordning nr. 17.

(105) - Beslutning 92/553, naevnt i fodnote 66. I denne beslutning tilfoejer Kommissionen, at saafremt forordningen ikke finder anvendelse paa oligopolistiske situationer, vil det indebaere, at de nationale myndigheder, som foer forordningens indfoerelse kunne anvende sanktioner over for saadanne situationer i medfoer af deres interne bestemmelser, helt opgiver deres kontrol hermed, »uden at den i stedet [blev] foretaget paa EF-plan« (115. betragtning).

(106) - Dom af 22.2.1984, sag 70/83, Kloppenburg, Sml. s. 1075, praemis 11.

(107) - Beslutning naevnt i fodnote 66.

(108) - Til trods herfor syntes Domstolen i begyndelsen at vige tilbage for en anerkendelse af begrebet kollektiv dominans, bl.a. paa grund af vanskeligheden ved at bestemme, hvilke elementer der skal indgaa i den konkrete definition, fordi der ikke er fastsat nogen regler herom. Ved én lejlighed har Domstolen saaledes tilsyneladende valgt kun at anvende artikel 86 paa tilfaelde af individuelt dominerende stillinger. I Hoffmann-La Roche-dommen (naevnt i fodnote 96), har Domstolen nemlig fastslaaet, at »der [boer] sondres mellem en dominerende stilling og det parallelle adfaerdsmoenster, der er karakteristisk for oligopolsituationer, idet virksomhedernes adfaerd i et oligopol er genstand for gensidig paavirkning, mens en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, i vidt omfang selv kan fastlaegge sin adfaerd«. Se angaaende dette punkt Korah: »Concept of a dominant position within the meaning of Article 86«, i Common Market Law Review, 1980, s. 395, paa s. 398.

(109) - Planglas-dommen, naevnt i fodnote 38, praemis 358. Se i samme retning Hoffmann-La Roche-dommen, der er naevnt i fodnote 96, praemis 38 og 48.

(110) - Dom af 27.4.1994, sag C-393/92, Sml. I, s. 1477, praemis 42. Principperne i denne dom er senere gentaget i Domstolens dom af 17.10.1995, forenede sager C-140/94, C-141/94 og C-142/94, DIP SpA m.fl., Sml. I, s. 3257, praemis 24, 25 og 26. Se angaaende dette punkt generaladvokat Fenelly's forslag til afgoerelse i denne sag, hvori det bl.a. paapeges, at begrebet kollektivt dominerende stilling ikke kan anvendes for at raade bod paa mangel paa direkte bevis for, at der foreligger en dominerende stilling og endnu mindre for et misbrug af en saadan stilling (punkt 64).

(111) - Se i denne retning Venit, der er naevnt i fodnote 99, s. 527 ff., paa s. 530 og 531. Denne opfattelse bekraeftes ligeledes af, at begrebet »konkurrence, [der] haemmes«, som findes i forordningens artikel 2, stk. 3, giver Kommissionen mulighed for at udvikle en ny opfattelse af »dominans«, som bygger paa en sandsynlighedsanalyse af markedets saerpraeg. Se Brittan: »The Law and Policy of Merger Control in the EEC«, i European Law Review, 1990, s. 354.

(112) - I denne forbindelse skal jeg i oevrigt bemaerke, at det synes som om, den formulering og metode, der er anvendt i Nestlé/Perrier-beslutningen, ikke er helt fri for at kunne kritiseres, navnlig fordi der herved synes at opstaa et kriterium for kontrol med kollektivt dominerende stillinger, hvis retlige konturer er noget usikre. Se angaaende dette punkt Winckler's og Hansen's bemaerkninger i »Collective dominance under the EC Merger Control Regulation«, i Common Market Law Review (1993) 30, s. 787 ff., paa s. 828, hvor det hedder: »if the standard used in Nestlé/Perrier is, as suggested, one of 'probability' or 'facilitation', then the Commission has not explained in sufficient detail what types of economic conduct ('collective abuses') it wishes to avoid making 'much easier'« (denne paastand vedroerer 120. betragtning til beslutningen).

(113) - Jf. 52.-56. betragtning.

(114) - 57. betragtning til beslutningen.

(115) - Der er som bekendt tale om det selskab, der markedsfoerer kali produceret af visse spanske virksomheder, der for nylig er samlet i et offentligt organ ved navn INI.

(116) - Kommissionen har faktisk i sine indlaeg haevdet, at denne paavirkning fremgaar tilstraekkelig tydeligt af 57., 59., 61. og 67. betragtning til beslutningen. Men en gennemlaesning af de paagaeldende betragtninger viser dog, at Kommissionen i disse betragtninger blot har fremhaevet de strukturelle baand mellem K+S og SCPA.

(117) - Jeg skal i denne forbindelse f.eks. erindre om, at det af den liste over faktorer, der skal undersoeges ved en fusionskontrol, som blev vedtaget i 1990 af forbundskontoret for aftaler mellem virksomheder i Tyskland (hvoraf en engelsk udgave er offentliggjort i Fordham Corporate Law Institute, 1991, s. 161 ff.), fremgaar, at manglende konkurrence mellem deltagerne i et oligopol og de udenforstaaende konkurrenter er en vaesentlig faktor ved vurderingen af, om oligopolet er dominerende.

(118) - Jf. 79. betragtning.

(119) - Beslutning 92/553, naevnt i fodnote 66, 120. betragtning.

(120) - Denne andel svarer i oevrigt til den markedsandel, selskabet SIV havde. Pilkington's og Techint's overtagelse af SIV blev godkendt uden betingelser ved beslutning 94/359, der er naevnt i fodnote 87.

(121) - Jf. s. 32.

(122) - Jf. 76. betragtning til beslutningen.

(123) - Jf. s. 33 og 34 i svarskriftet og s. 54 i duplikken.

(124) - Jf. s. 42 i duplikken.

(125) - Jf. oplysningerne i tabellen paa s. 43 i den franske regerings replik, som Kommissionen ikke har bestridt.

(126) - Jf. f.eks. beslutning 94/359, der er naevnt i fodnote 87.

(127) - Det drejer sig om dommen i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, der er naevnt i fodnote 96, samt dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, og af 3.7.1991, sag 62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359.

(128) - Jf. Kommissionens svarskrift, s. 37-58.

(129) - F.eks. i Pilkington-Techint/SIV-beslutningen, der er naevnt i fodnote 87, 55. betragtning; derimod har Kommissionen i Mannesmann/Vallourec/Ilva-beslutningen (der er naevnt i fodnote 58) betragtet symmetrien mellem de i fusionen deltagende virksomheder, som havde en markedsandel paa henholdsvis 36% og 33%, betragtet som en tilskyndelse til at tillaegge sig en parallel adfaerd.

(130) - Beslutning naevnt i fodnote 66, 123. betragtning.

(131) - I denne beslutning, som er naevnt i fodnote 66, har Kommissionen efter en punktvis analyse, som mangler i den foreliggende sag, konkluderet, at kunderne ikke havde tilstraekkelig vaegt til at kunne laegge et reelt pres paa producenterne (se saerlig 77.-89. betragtning).

(132) - Planglas-dommen, der er naevnt i fodnote 38, praemis 363.

(133) - Idem, praemis 363.

(134) - Jf. s. 61 i duplikken.

(135) - Jf. s. 61 i duplikken.

(136) - Se angaaende dette punkt det, jeg allerede har fremhaevet vedroerende definitionen af det relevante geografiske marked.

(137) - EFT L 217, s. 3. Se angaaende dette punkt 57. betragtning til beslutningen.

(138) - Endda uden i systematisk henseende at tage hensyn til det princip, der er fastsat i planglas-dommen, hvori det hedder, at det »for at bevise, at der er sket overtraedelse af traktatens artikel 86, ikke er tilstraekkeligt ... at 'genbruge' de faktiske omstaendigheder, der udgoer gerningsindholdet for en overtraedelse af artikel 85, og paa grundlag heraf at fastslaa, at deltagerne i en aftale eller i en ulovlig praksis tilsammen har en stor markedsandel, og at de alene af denne grund indtager en kollektivt dominerende stilling, samt at deres ulovlige adfaerd udgoer misbrug af denne stilling« (dom naevnt i fodnote 38, praemis 360).

(139) - Jf. 59., 121. og 122. betragtning til beslutningen.

(140) - Jf. 127. betragtning til beslutningen.

(141) - Beslutning 94/359, der er naevnt i fodnote 87, 32. betragtning. Det skal her tilfoejes, at dette element ikke blev fundet egnet som grundlag for fastsaettelse af betingelser og endnu mindre for at naegte godkendelse af fusionen.

(142) - Var dette ikke tilfaeldet, ville man ende med at lade konstateringen af forekomsten af en kollektivt dominerende stilling, som er skadelig for konkurrencen, afhaenge af en undersoegelse byggende paa simple formodninger uden konkret hold, dvs. ganske upaalidelige.

(143) - Jf. punkt 94-98 ovenfor.

(144) - Kommissionen har bl.a. henvist til beslutning af 4.5.1993, KNP/BT/VRG (EFT L 217, s. 35), af 19.12.1991, Courtaulds/SNIA (EFT C 333, s. 16), samt af 31.7.1991, Varta/Bosch (EFT L 320, s. 26).

(145) - Dom af 9.8.1994, sag C-327/91, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3641, praemis 36.

(146) - Betingelsernes raekkevidde viser snarere, at Kommissionen, hvis den havde fundet det hensigtsmaessigt, kunne have grebet ind over for de formodede deltagere i duopolet (SCPA/EMC og K+S) med andre midler, bl.a. artikel 85, hvilket Kommissionen i oevrigt sideloebende med den foreliggende sag har gjort i forbindelse med det faelles canadiske selskab Potacan, som er genstand for en undersoegelse i medfoer af forordning nr. 17 (naevnt i fodnote 51).

(147) - Jf. punkt 107-113 ovenfor.

(148) - Dom af 20.3.1957, sag 2/56, Ruhrkohlen-Verkaufsgesellschaft mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 41, org. ref.: Rec. s. 9.

(149) - Se herom allerede dom af 28.6.1972, sag 37/71, Jamet mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 129, sammendrag, org. ref.: Rec. s. 483, praemis 11 og 12.

(150) - Saerlig i dette tilfaelde kan man forestille sig, at Kommissionen, naar fristerne i forordningens artikel 10, stk. 5, begynder at loebe paa ny, fastsaetter andre betingelser eller paa en grundigere og mere veldokumenteret maade godtgoere, at de oprindelige betingelser er egnede til at beskytte konkurrencen. Selv om denne eventualitet teoretisk er mulig, finder jeg den dog lidet sandsynlig, da den indebaerer en fornyet behandling af en fusion, som allerede har produceret sine virkninger, og som derfor vil vanskeliggoere en vurdering paa baggrund af status quo ante.

(151) - Dom i sagen Transocean Marine Paint mod Kommissionen, naevnt i fodnote 39, praemis 21.

Full & Egal Universal Law Academy