FulLegal · İçtihat Detay

Almanya 02.05.1996 DA

EUR-Lex - 61994CC0245 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

F. G. JACOBS

fremsat den 2. maj 1996 ( *1 )

I Tyskland betales børnepasningsydelser alene til ikke-bosiddende personer, dersom de er beskæftiget mindst 15 timer om ugen. I disse sager, som angår præjudicielle spørgsmål forelagt af Nordrhein-Westfalens Landessozialgericht, rejses der spørgsmål om, hvorvidt hustruen til en arbejdstager, der er beskæftiget i Tyskland, er berettiget til nævnte ydelse i medfør af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 ( 1 ) eller Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 ( 2 ), når begge ægtefæller er tyske statsborgere med bopæl i Nederlandene, men hustruen ikke opfylder beskæftigelseskriteriet. I en af sagerne spørger den nationale ret desuden, om den tyske lovgivning om børnepasningsydelsen bevirker forskelsbehandling på grundlag af køn, der strider mod fællesskabsretten på grund af dens forskellige behandling af fuldtids- og deltidsbeskæftigede arbejdstagere.

Den relevante fællesskabslovgivning

I artikel 1, litra u), nr. i), i forordning nr. 1408/71, således som den var affattet på det tidspunkt, der har betydning i denne sag ( 3 ), defineredes familieydelser som

»alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte på udligning af forsørgerbyrder inden for rammerne af en lovgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), dog med undtagelse af de i bilag II nævnte særlige ydelser i anledning af fødsel« ( 4 ).

I artikel 2, stk. 1, hedder det:

»Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område samt deres familiemedlemmer og efterladte.«

I artikel 3, stk. 1, hedder det:

»Personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.«

I artikel 4, stk. 1, hedder det:

»Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

...

familieydelser.«

I artikel 5 hedder det:

»Medlemsstaterne skal i erklæringer, der meddeles [Rådet] ... angive den lovgivning og de ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1 ...«

I artikel 73 hedder det:

»En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende på en anden medlemsstats område, ret til familieydelser efter lovgivningen i førstnævnte stat, som om de pågældende var bosiddende på dennes område, jf. dog bestemmelserne i bilag VI« ( 5 ).

8. I artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår hedder det ( 6 )

»Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

I artikel 7 i forordning nr. 1612/68 hedder det:

»1.

En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelse og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.

Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

...«

Faktiske omstændigheder og spørgsmål

10.

Berettigelsen til den tyske børnepasningsydelse (Erziehungsgeld) er reguleret ved § 1 i lov om børnepasningsydelse og orlov til børnepasning (Bundesgesetz über die Gewährung von Erziehungsgeld und Erziehungsurlaub, »BGEE«). I § 1, stk. 1, er det bestemt, at enhver, der 1) har bopæl eller sædvanligt ophold inden for lovens territoriale anvendelsesområde, 2) hvis husstand omfatter et barn, der skal forsørges, 3) som drager omsorg for barnet og dets opdragelse, og 4) som ikke har fuldtidsbeskæftigelse, er berettiget til børnepasningsydelse.

11.

Personer, der ikke har bopæl i Tyskland, kan dog også være berettiget til denne ydelse, idet det i § 1, stk. 4 ( 7 ), hedder, at en statsborger i en medlemsstat, som har beskæftigelse inden for lovens territoriale anvendelsesområde i mindst 15 timer om ugen, og som opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, nr. 2, 3 og 4, er berettiget til børnepasningsydelse.

12.

Den tyske regering har i sit skriftlige indlæg bemærket, at undtagelsen fra det bopælskrav, som blev indført ved § 1, stk. 4, er indsat med henblik på situationen for grænsearbejdere, der er beskæftiget i Tyskland, og som har en særlig nær forbindelse med beskæftigelsesstaten. Disse personer er tillagt ret til børnepasningsydelser i indtil tre år i den periode, hvor deres ansættelsesforhold fortsat består. På grund af den nære forbindelse mellem børnepasningsydelsen og børnepasningsorlov er de ligeledes berettiget til børnepasningsydelsen. Ifølge regeringen er der alene en tilstrækkelig nær forbindelse med beskæftigelsen på det tyske arbejdsmarked til at begrunde en sådan undtagelse fra territorialitctsprincippet, dersom beskæftigelsen er af betydeligt omfang.

13.

Hverken forelæggelseskendelsen eller den tyske regerings indlæg i disse sager indeholder nogen særlige enkeltheder vedrørende ydelsen, men betydelig flere oplysninger er blevet givet af Bundessozialgericht (Forbundssocialdomstolen) i dens forelæggelseskendelse i den lignende sag Mille-Wilsmann mod Land Nordrhein-Westfalen ( 8 ), og de fleste af oplysningerne i det følgende stammer fra denne kilde.

14.

Ved den første indførelse pr. 1. januar 1986 kunne børnepasningsorlov og børnepasningsydclsc oprindelig opnås, indtil det pågældende barn var ti måneder gammelt. Bcrcttigelsesperiodcn er senere blevet forlænget ad flere gange og er nu på 24 måneder for så vidt angår børnepasningsydclsen.

15.

Ydelsen betales med et fast beløb på 600 DM om måneden, dog med visse overgrænser for indkomst. I de første seks måneder af barnets liv har satsen siden den 1. januar 1994 været nedsat, dersom forældrenes indkomst overstiger 100000 DM, og de er gift, og i øvrigt 75000 DM med tillæg af 4200 DM for hvert efterfølgende barn. Når barnet er blevet seks måneder gammelt, afhænger det af, om forældrenes indkomst overstiger visse grænser, om ydelsen udbetales og i givet fald med hvor meget, idet den gradueres efter antallet af familiemedlemmer (29400 DM for gifte, og i øvrigt 23700 DM, med tillæg af 4200 DM for hvert efterfølgende barn).

16.

Den moderskabsydelse, der skal betales i perioden efter barnets fødsel, modregnes i børncpasningsydclsen, som dog betales ud over børnetilskuddet. Den tages ikke i betragtning ved beregningen af indkomstafhængige sociale sikringsydelser, og den berører principielt ikke underholdsforpligtelscr. Den er ikke indkomstbeskattet.

17.

Hr. og fru Hoever og hr. og fru Zachow er tyske statsborgere, der har været bosiddende i Nederlandene siden midten af 1980'erne. Hr. Hoever og hr. Zachow har fuldtidsbeskæftigelse i Tyskland. Fru Hoever har 10 timers ugentlig beskæftigelse i Tyskland, hvorfra hun tog 18 måneders børnepasningsorlov, da hendes søn blev født. Fru Zachów har ikke arbejdet på noget tidspunkt af betydning for denne sag. Fru Hoever og fru Zachow ansøgte om børnepasningsydelser for deres sønner, der var født i henholdsvis 1991 og 1987. I begge tilfælde blev ansøgningen afslået i første instans. For fru Hoever's vedkommende var begrundelsen den, at ydelsen til en statsborger i en medlemsstat, der er bosiddende i en anden medlemsstat end Tyskland, alene skulle betales til personer, der havde beskæftigelse, og ikke til medlemmer af deres familie. På grund af fru Hoever's meget korte arbejdstid, blev hun ikke anset for beskæftiget. For så vidt angik fru Zachów var begrundelsen den, at hun var bosiddende og havde fast bopæl i Nederlandene. Et sagsanlæg ved Sozialgericht Münster var forgæves, fordi ansøgerne ikke faldt ind under artikel 73 i forordning nr. 1408/71, idet de ikke var »arbejdstagere«. Begge ansøgerne har appelleret afgørelserne til Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen, der har forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

»1)

Skal børnepasningsydelse i henhold til § 1 ff. i den tyske lov om børnepasningsydelse og orlov til børnepasning, som affattet ved lovbekendtgørelse af 25. juli 1989 (BGBl. I, s. 1550) og lov af 17. december 1990 (BGBl. I, s. 2823) — herefter ’BErzGG’ — anses for en familieydelse, som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71 ( 9 )?

I bekræftende fald:

Kan en person, hvis ægtefælle er beskæftiget i Forbundsrepublikken Tyskland, og hvis familiemedlemmer er bosiddende i en anden medlemsstat, i medfør af artikel 73 i forordning nr. 1408/71 gøre krav på børnepasningsydelse?

[Alene i sag C-245/94] Er BErzGG's § 1, stk. 4, i strid med det i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7/EØF indeholdte forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, såfremt en person, der er statsborger i en medlemsstat, og som har beskæftigelse i Forbundsrepublikken Tyskland, kun kan gøre krav på børnepasnings-ydelse, såfremt den pågældende har beskæftigelse af et vist omfang?

I benægtende fald:

Er børnepasningsydelse en social fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68?

I bekræftende fald: Finder artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68 anvendelse, såfremt en arbejdstager, der har beskæftigelse i en anden medlemsstat, er statsborger i beskæftigelsesstaten?

I bekræftende fald: Er den beskæftigedes ægtefælle berettiget til børnepasningsydclse i medfør af artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68, såfremt familien har bopæl i en anden medlemsstat end beskæftigelsesstaten?«.

18.

Det skal bemærkes, at den mulighed, at fru Hoever og fru Zachow kan have »sædvanligt ophold« i Tyskland i medfør af § 1, stk. 1, i BGEE har været overvejet og forkastet af den nationale ret. Den indtager det standpunkt, at det vel kan tænkes, at en familie, der er bosiddende i udlandet nær ved grænsen i oplandet til en tysk by, kan have sædvanligt ophold i Tyskland, men i de foreliggende tilfælde har ansøgerne ikke tilstrækkelige sociale forbindelser med Tyskland til at kunne blive betragtet på denne måde.

Spørgsmål 1 og spørgsmål 2, litra a)

19.

Med de to første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om ansøgerne er berettiget til ydelsen i medfør af forordning nr. 1408/71 til trods for, at de ikke opfylder den beskæftigelsesbetingelse, som er omhandlet i § 1, stk. 4, i BGEE. I forordningens artikel 73 hedder det, at en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende på en anden medlemsstats område har ret til familieydelser efter lovgivningen i førstnævnte stat. Om artikel 73 finder anvendelse i disse tilfælde, beror på to forhold, nemlig om børnepasningsydelsen falder ind under begrebet »familieydelser« (spørgsmål 1), og om ansøgerne i deres egenskab af ægtefæller til arbejdstagere selv kan påberåbe sig denne artikel [spørgsmål 2, litra a)].

Forordning nr. 1408/71's saglige anvendelsesområde

20.

Med sit første spørgsmål ønsker den nationale ret oplyst, om børnepasningsydelsen er en »familieydelse« i medfør af forordningens artikel 4, stk. 1, litra h).

21.

Før jeg går over til dette spørgsmål, skal jeg bemærke, at Domstolen ikke ifølge traktatens artikel 177 har kompetence til at anvende fællesskabsrettens regler på et konkret tilfælde og følgelig heller ikke kan bedømme en national bestemmelse på grundlag af disse regler ( 10 ). Domstolen kan derfor ikke tage stilling til spørgsmålet, om børne-pasningsydelsen er en familieydelse i medfør af forordning nr. 1408/71. Domstolen kan dog give den nationale ret en fortolkning af de relevante fællesskabsbestemmelser, som vil sætte den i stand til selv at afgøre spørgsmålet.

22.

Det fremgår klart af Domstolens tidligere afgørelser ( 11 ), at det er et almindeligt princip, at sondringen mellem ydelser, der ikke falder ind under forordning nr. 1408/71, og ydelser, der gør dette, alene beror på de grundlæggende kendetegn ved den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de vilkår, hvorunder den gives, og ikke om den nationale lovgivning — eller i videre forstand den nationale regering — betegner den som en social sikringsydelse eller som noget andet. (Meddelelse i henhold til artikel 5 i forordning nr. 1408/71 er ej heller afgørende, om end det skal bemærkes, at Tyskland ifølge oplysning fra Kommissionen ikke har givet nogen meddelelse om den pågældende lovgivning). Nærmere betegnet skal ydelsen for at kunne anses for en social sikringsydelse »tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier« og »forudsat, at den vedrører af en de risici, der udtrykkelig er anført i artikel 4, stk. 1« ( 12 ).

23.

Der er således to forskellige problemer af betydning for spørgsmålet om, hvorvidt en ydelse falder ind under forordningen, nemlig for det første ydelsens formål bedømt efter bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, og for det andet, om den gives skønsmæssigt eller efter objektive kriterier.

24.

Den tyske regering har benægtet, at børnepasningsydelsen opfylder kravene ifølge formålet, idet den har anført, at der ikke er tale om nogen »familieydelse« i medfør af artikel 1, litra u), nr. i), i forordningen. Den benægter, at ydelsen tager sigte på »udligning af forsørgerbyrderne«, således som det kræves ifølge denne definition. I modsætning til børnetilskud (Kindergeld) betales den med henblik på at sætte en af forældrene i stand til at passe et barn i de første måneder af dets liv og har således til formål at honorere (honorieren) den pågældende fader eller moder. Om vedkommende er arbejdstager, er ifølge den tyske regering uden betydning, da det er underforstået, at ydelsen ikke har til formål at kompensere for indtægtstab under en afbrydelse af beskæftigelsen.

25.

Denne bedømmelse er dog svær at forene med de faktiske forhold, der er fastslået af den nationale ret, og endog med visse senere udtalelser i den tyske regerings skriftlige indlæg.

26.

Den nationale ret har bemærket, at ydelsen blev indført

»for at støtte den såkaldte ’trefascmodel’ med henblik på at forene opdragelse af børn med fortsat beskæftigelse, særlig for kvinder. Den bygger på den tanke inden for familiepolitikken, at en af forældrene efter en indledende beskæftigelsesperiode i en anden fase går helt over til at passe børnene for så i den tredje fase igen at tage lønnet beskæftigelse. Dette er grunden til, at man samtidig med indførelsen af børnepasnings-ydelsen indførte en ret til børnepasningsorlov i arbejdsretten. På baggrund heraf afhænger berettigelsen til børnepasnings-ydelsen af, om ansøgeren fuldstændig eller for størstedelens vedkommende opgiver sit arbejde med henblik på at hellige sig pasningen af et barn. Netop derfor har børnepasningsydelsen den funktion, at den letter de økonomiske byrder som følge af tabet af arbejdsindkomst for en sædvanligvis stadig ung familie. Den tjener derfor til at sikre familiens underhold på børnepasningssta-diet« ( 13 ).

27.

Til støtte for sit resultat opgiver den nationale ret tal fra forbundsregeringen, der viser, at 96% af de personer, som er berettiget til børnepasningsydclscn, også tager orlov fra deres arbejde. Den nationale ret anfører lignende betragtninger senere i forelæggelseskendelsen i forbindelse med det andet spørgsmål, idet den bemærker:

»I praksis udbetales børnepasningsydelsen som en familieydelse ... I forbindelse med retstilstanden i øjeblikket fungerer børnepasningsydelsen i sidste instans som et bidrag til familiens underhold i et barns første leveår« ( 14 ).

28.

Selv om Bundessozialgericht benægter, at børnepasningsydelsen er en familieydelse i medfør af forordning nr. 1408/71, synes de oplysninger, den giver i sin forelæggelseskendelse i Mille-Wilsmann-sagen ( 15 ), nærmest at støtte Landessozialgericht's synspunkt. Bundessozialgericht anfører f.eks., at ydelsen »tjener som vederlag for pasningen af et barn med henblik på at lette de økonomiske byrder ved opgivelse af indkomst ved fuldtidsbeskæftigelse og afholde de forskellige udgifter til pasning og opdragelse af barnet«, og at »den tjener til at lette eventuelle økonomiske byrder for familien og derfor — indirekte — til at udligne forsørgerbyrder«.

29.

Den tyske regering lægger vægt på den nære forbindelse mellem børnepasningsydelsen og børnepasningsorloven, med henvisning til hvilken den forklarer, at ikkebosiddende arbejdstagere også er berettigede til børnepasningsydelsen. Den tyske regerings beskrivelse af formålet med ydelsen, nemlig at sætte en af forældrene i stand til selv at passe et mindre barn, viser i sig selv, at ydelsen indirekte skal råde bod på virkningen af et midlertidigt løntab, eller som den franske regering har bemærket, at den har til formål at overflødiggøre pasning af barnet af tredjemand, f.eks. i vuggestuer eller ved dagplejemødre, og således undgå de omkostninger, som sådanne ordninger uundgåeligt ville medføre.

30.

Under alle omstændigheder kan en ydelse være bestemt til afholdelse af familieudgifter — og kan givet have denne virkning — selv om der ikke stilles krav om, at der skal have været tale om lønindkomster før udbetalingen af ydelsen. Sund fornuft siger, at betaling til en ulønnet fader eller moder, der tager sig af pasningen af barnet, i praksis vil bidrage til familiens udgifter.

31.

Selv om forholdet var det, at et af formålene med den pågældende børnepasnings-ydelse var et andet end at bidrage til familieudgifter, ville dette ikke i sig selv udelukke anvendeligheden af forordning nr. 1408/71. Familieydelser i medfør af artikel 1, litra u), nr. i), kan have to formål. I Hughes-sagen ( 16 ) fandt Domstolen, at familiestøtten i Nordirland har en dobbeltfunktion:

»For det første ... tilskynder den lavtlønnede arbejdstagere til at fortsætte i beskæftigelse, og for det andet skal den dække familiens udgifter, hvilket navnlig fremgår af, at den kun udbetales, når ansøgerens familie omfatter et eller flere børn, og at ydelsesbeløbet varierer alt efter børnenes alder. Som følge af denne anden funktion er en ydelse som familiestøtten omfattet af den gruppe af familieydelser, der ...« ( 17 ).

32.

Generaladvokat Van Gerven havde givet udtryk for en lignende opfattelse, idet han anførte: »Selv om jeg gerne vil acceptere, at familiestøtte har til formål at holde dårligt lønnede arbejdstagere i arbejde, kan det efter min opfattelse ikke bestrides, at familiestøtte er en ydelse, der tjener som hjælp til dækning af familiens udgifter« ( 18 ).

33.

Endelig har den tyske regering til støtte for sit argument for, at børnepasningsydelsen ikke har til formål at udligne familieudgifter, anført, at ydelsen er en særlig ret for den fader eller moder, der passer barnet. Jeg finder ikke dette relevant for problemet om dets kategorisering som en »familieydelse« i medfør af forordning nr. 1408/71. At det alene er den fader eller moder, der passer barnet, som er berettiget til børnepasningsydelsen, peger under alle omstændigheder i retning af, at ydelsen har til formål at udligne forsørgerbyrder.

34.

Det andet kriterium for, at en ydelse kan falde ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, er, at den ydes uden skønsmæssig bedømmelse på grundlag af en i loven fastlagt situation. Det er klart, at børnepasningsydelsen opfylder dette krav. Den tyske regering synes selv at støtte sig herpå i forbindelse med det særlige spørgsmål, om børnepasningsydelscn tilkommer familien og ikke ansøgeren personlig, idet den har gjort gældende, at berettigelsen til ydelsen afhænger af, om ansøgeren personlig opfylder betingelserne for at være berettiget (således at ydelsen ikke automatisk tilkendes begge forældre, men alene den af dem, som opfylder betingelserne, herunder kravet om, at vedkommende ikke må arbejde eller være fuldtidsbeskæftiget).

35.

I Hughes-dommcn fandt Domstolen, at »en ydelse, der tilkendes automatisk til familier, der opfylder visse objektive kriterier, især vedrørende deres størrelse, indtægter og formueforhold, skal betragtes som en familieydelse« ( 19 ). I det foreliggende tilfælde giver den nationale ret udtryk for tvivl om, hvorvidt de betingelser, som skal være opfyldt for så vidt angår den her omhandlede børnepasningsydclse, selv om de ubestrideligt er objektive, er i overensstemmelse med det princip, der er fastslået i Hughes-dommcn, idet de hverken vedrører familiens størrelse eller dens økonomiske situation. Den luxembourgske regering synes at nære de samme tvivl, idet den har anført, at børnepasnings-ydelsen udbetales med et fast beløb, som ikke varierer efter antallet af børn eller disses alder.

36.

Det fremgår af forelæggelseskendelsen i Mille-Wilsmann-sagen ( 20 ), at ydelsens størrelse faktisk varierer med familiens økonomiske situation, og i det mindste indirekte med antallet af børn, jf. punkt 15 ovenfor.

37.

Selv på grundlag af de mere knappe oplysninger, som er givet af den nationale ret og den tyske regering i de foreliggende sager, forekommer ydelsen mig under alle omstændigheder at opfylde det grundlæggende kriterium, der er fastslået i Hughes-dommen, nemlig at kriterierne er objektive. Ydelsen »tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier« ( 21 ). Som den spanske regering med rette har påpeget, var de særlige kriterier, der nævntes af Domstolen i Hughes-sagen, anført som eksempler af betydning for den forelagte sag, men de er hverken hver især eller i forening fornødne til kategorisering af en ydelse, hvortil berettigelsen afhænger af andre objektive kriterier, der er fastsat i loven. Til støtte herfor kan det bemærkes, at generaladvokat Van Gerven i Hughes-sagcn ( 22 ) antog, at det afgørende var kriteriernes objektive karakter og ikke forudsætningerne med hensyn til formue, indkomst og børnenes alder samt antal.

38.

Endelig er det værd at bemærke, at det i den umiddelbart efterfølgende definition på »familieydelser« i artikel 1, litra u), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 udtrykkeligt kræves, at de omhandlede ydelser skal tilkendes efter antallet af familiemedlemmer og eventuelt disses alder.

Forordning nr. 1408/71's personlige anvendelsesområde

39.

Den nationale rets andet spørgsmål vedrører fortolkningen af artikel 73 i forordning nr. 1408/71. Der er nærmere angivet tale om, hvorvidt ægtefællen til en person, som er beskæftiget i Tyskland, hvor alle familiens medlemmer er bosiddende i en anden medlemsstat, er berettiget til familieydelser efter tysk ret.

40.

Efter forholdene i disse sager giver spørgsmålet anledning til det indledende problem, om artikel 73 kan påberåbes, når den pågældende arbejdstager ikke har benyttet den frie bevægelighed for personer inden for Fællesskabet. Som det vil ses i forbindelse med den nationale rets spørgsmål vedrørende artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, kan sidstnævnte bestemmelse ikke påberåbes af en sådan arbejdstager.

41. I forbindelse med artikel 73 har Domstolen dog ikke krævet, at den pågældende arbejdstager har gjort brug af denne ret, selv om der naturligvis kræves et vist fællesskabsretligt element ( 23 ).1 en sag vedrørende en tysk statsborger, der var beskæftiget i Tyskland og var bosiddende i Danmark sammen med sin familie, har Domstolen fundet, at det, for at artikel 73, stk. 1, kan finde anvendelse,

»følgelig [er] tilstrækkeligt, at arbejdstageren er beskæftiget i en medlemsstat, og at hans familiemedlemmer bor i en anden medlemsstat; denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i samme forordnings artikel 13, stk. 2, litra a), hvorefter en arbejdstager, der er beskæftiget på en medlemsstats område, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område. I overensstemmelse med formålet med forordning nr. 1408/71, som er at sikre, at der inden for Fællesskabet gives samtlige vandrende arbejdstagere, der er statsborgere i medlemsstaterne, ligebehandling efter de enkelte medlemsstaters nationale lovgivning og ret til sociale sikringsydelser uanset deres arbejds- eller bopælssted, skal disse regler derfor fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne uden hensyn til, hvorledes de nationale lovgivninger om erhvervelse af ret til familieydelser er udformet« ( 24 ).

42. Besvarelsen af spørgsmålet, om og i hvilket omfang en arbejdstagers familiemedlemmer kan påberåbe sig rettigheder i medfør af forordningen, har siden dommen i sagen Kcrmaschck mod Bundesanstalt für Arbeit ( 25 ) beroet på, hvorvidt de påberåbte rettigheder var »afledte rettigheder«, dvs. rettigheder, der erhverves ved ansøgerens stilling som medlem af en arbejdstagers familie. I Kermaschek-sagen var spørgsmålet for Domstolen, om ægtefællen (der ikke var statsborger i nogen medlemsstat) til en statsborger i en medlemsstat kunne påberåbe forordningens artikel 69, hvorefter en arbejdsløs arbejdstager, der har ret til ydelser i en medlemsstat, og som rejser til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til ydelser ved arbejdsløshed i den første stat. Domstolen undersøgte artikel 2, stk. 1, i forordningen, således som bestemmelsen var affattet på det pågældende tidspunkt:

»Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater, eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.«

43.

Domstolen fandt, at det klart fremgik af ordlyden af denne bestemmelse, at den angik to forskellige persongrupper, nemlig på den ene side arbejdstagere og på den anden side deres familiemedlemmer og efterladte. Kun statsborgere i en medlemsstat, statsløse og flygtninge, som er eller har været undergivet lovgivningen i en eller flere medlemsstater, er omfattet i deres egenskab af arbejdstagere. Domstolen antog herefter, at

»mens personerne i den første gruppe har en selvstændig ret til de i forordningen angivne ydelser, har personerne i den anden gruppe kun en afledet ret, som de har erhvervet som medlemmer af en arbejdstagers familie eller som dennes efterladte, dvs. en ret, som er afledet fra en person i den første gruppe« ( 26 ).

44.

Dette princip er senere blevet fastholdt i en række sager vedrørende ydelser ved arbejdsløshed ( 27 ), samt forskellige ydelser og tilskud, som er omfattet af forordningen (en særlig alderspension ( 28 ), en tillægsydelse til modtagere af pensionsydelser ( 29 ) og en ydelse til handicappede ( 30 )).

45.

I de foreliggende sager fremgår det klart af den nationale lovgivning, hvorefter der udbetales børnepasningsydelser, sammenholdt med de oplysninger, der er givet af den nationale ret og den tyske regering, at ansøgernes berettigelse til ydelsen efter tysk ret ikke afhænger af deres stilling som medlemmer af en arbejdstagers familie. Om de er berettigede, afhænger af, om de personlig opfylder de betingelser, der er omhandlet i lovens § 1, stk. 4. På grundlag af dommen i Kermaschek-sagen er de herefter ikke berettiget til børnepasningsydelsen i medfør af artikel 73 i forordning nr. 1408/71.

46.

I sagen Bestuur van de Sociale Verzekeringsbank mod Cabanis-Issarte ( 31 ) har Domstolen for nylig haft lejlighed til på ny at overveje afgørelsen i Kermaschek-sagen, herunder særlig betydningen af kravet om, at medlemmer af arbejdstagerens familie kun kan kræve afledte rettigheder i medfør af forordningen i tilfælde af, at det pågældende familiemedlem selv er statsborger i en EF-medlemsstat (Kermaschek-sagen vedrørte en statsborger i det tidligere Jugoslavien, og i de tidligere sager, hvori ovennævnte princip blev anvendt, vedrørte Deak en ungarsk statsborger, Zaoui en algiersk statsborger og Taghavi en iransk statsborger, mens Frascogna vedrørte en italiensk statsborger og Schmid en tysk statsborger).

47.

Cabanis-Issarte-sagen vedrørte ret til en nederlandsk pension for en fransk statsborger, der var enke efter en fransk statsborger, der havde arbejdet i Nederlandene. I sin dom af 30. april 1996 gav Domstolen udtryk for betænkelighed med hensyn til, om den i Kermaschek-sagen fastslåede regel i visse tilfælde kunne stride mod forbuddet mod forskelsbehandling ifølge artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 og være til hinder for arbejdstagernes frie bevægelighed og undergrave det grundlæggende krav ifølge fællesskabsretten om, at dens regler skal anvendes ensartet. Virkningen af sondringen mellem »selvstændige rettigheder« og »afledte rettigheder« bliver, at man nægter den efterlevende ægtefælle til en vandrende arbejdstager den grundlæggende ret til ligebehandling. Domstolen begrænsede følgelig anvendelsesområdet for sin praksis ifølge Kermaschek-sagen til at omfatte ydelser ved arbejdsløshed, som derfor stadig kan begrænses til at omfatte arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat, men nægtes deres familiemedlemmer ( 32 ).

48.

Adskillige af Domstolens overvejelser er uden betydning for de foreliggende sager. Særlig er grundsætningen om ligebehandling, som omhandlet i artikel 3, stk. 1, der er det centrale punkt i dommen, uden betydning for de foreliggende sager, eftersom disse ikke vedrører forskelsbehandling i bopælsstaten af ikke-statsborgere, som omhandlet i artikel 3, stk. 1.

49.

Jeg er dog under omstændigheder som de i disse sager foreliggende ikke overbevist om, at det under nogen omstændigheder ville have været rigtigt at anvende sondringen i afgørelsen af Kermaschek-sagcn.

50.

Retten til familieydelser kan efter disses beskaffenhed ikke betragtes som individuel og løsrevet fra den berettigedes familieforhold. Inden for rammerne af den familiestruktur, hvorpå artikel 73 finder anvendelse, at hævde, at ansøgerens ret til en familieydelse ikke skal betragtes som erhvervet gennem vedkommendes stilling som medlem af familien, synes helt fejlagtigt. Ingen af de sager, der er blevet afgjort på grundlag af den sondring, som blev draget i Kermaschcksagcn, har vedrørt en ret til familieydelser i medfør af artikel 73, og det ville efter min opfattelse være kunstigt at anvende denne sondring på disse ydelser.

51.

Formålet med artikel 73 er at hindre en medlemsstat i at kunne nægte at tilkende familieydelser med den begrundelse, at et medlem af arbejdstagerens familie er bosiddende i en anden medlemsstat end den, der udbetaler ydelserne ( 33 ). Når man først har antaget, at den tyske børnepasningsydelse i det væsentlige er en familieydelse, vil det udhule formålet med artikel 73 at nægte ansøgerne i de foreliggende sager denne.

52.

Det skal bemærkes, at fortolkningen af artikel 73 således, at den berettiger ægtefællen til en grænsearbejder, der er beskæftiget i Tyskland og bosiddende i en anden medlemsstat, til den tyske børnepasningsydelse, ikke må resultere i, at vedkommende uretmæssigt kommer til at oppebære dobbeltydclscr i strid med ordningen ifølge forordning nr. 1408/71 og dennes formål, idet artikel 10 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 ( 34 ) fastsætter regler, der anvendes i tilfælde af samtidig ret til familieydelser. Særlig hedder det vedrørende tilfælde, hvor f.eks. ansøgeren ikke er beskæftiget i bopælsstaten, i artikel 10, stk. 1, litra a), i forordningen, at familieydelser, som skal udbetales i medfør af bl. a. artikel 73, har fortrin frem for familieydelser, der skal betales af bopælsstaten, hvorfor disse suspenderes.

53.

Den modsatte opfattelse kunne desuden i strid med forordningens formål føre til et hul i den sociale sikring af familiemedlemmer til grænsearbejdere. Dette ville være tilfældet, dersom berettigelsen til familieydelser af den pågældende karakter var knyttet til beskæftigelsen frem for bopælen ifølge bopælsstatens retsregler.

54.

Endelig er det værd at bemærke, at fru Hoever, som på det pågældende tidspunkt selv havde deltidsbeskæftigelse i Tyskland, måske kan påberåbe sig en selvstændig ret i medfør af artikel 73. Selv om den nationale ret ikke har omtalt dette i de forelagte spørgsmål, fremgår det af forelæggelseskendelsen, at Sozialgericht Münster har overvejet argumentet, men ikke fundet, at fru Hoever var »arbejdstager« i medfør af forordningen. Artikel 1, litra a), i og bilag I, afsnit I, til forordningen indeholder en række forskellige definitioner på »arbejdstager«, der alle har forbindelse med tvungen eller frivillig forsikring mod forskellige sociale risici. Det ligger underforstået i forelæggelseskendelsen, at fru Hoever's beskæftigelse ikke gav anledning til nogen social sikring. Hvis dette er tilfældet, kan hun ikke gennemføre sin argumentation under mulig påberåbelse af en selvstændig ret i medfør af artikel 73, medmindre hun har tegnet en passende frivillig forsikring — men det fremgår ikke af sagen.

Spørgsmål 2, litra b): Er der tale om forskelsbehandling på grundlag af køn?

55.

Med sit tredje spørgsmål, som kun er forelagt i sag C-245/94, ønsker den nationale ret oplyst, om § 1, stk. 4, hvorefter en person, der er statsborger i en medlemsstat, og som er beskæftiget i Tyskland, ikke kan gøre krav på børnepasningsydelse, medmindre beskæftigelsen indebærer et mere end ubetydeligt (»mehr als geringfügige«) antal ugentlige arbejdstimer, er udtryk for forskelsbehandling på grundlag af køn i strid med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ( 35 ).

56.

Ifølge artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/7 finder direktivet anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: Sygdom, invaliditet, alderdom, arbejdsulykker, erhvervssygdomme og arbejdsløshed samt på bestemmelserne om social bistand, i det omfang disse er bestemt til at supplere eller træde i stedet for sådanne ordninger. I artikel 3, stk. 2, hedder det udtrykkeligt, at direktivet ikke finder anvendelse på bestemmelser om ydelser til efterladte eller på bestemmelser om familieydelser, medmindre der er tale om familieydelser ydet som tillæg til ydelser i forbindelse med ovennævnte risici.

57.

Da den i sag C-245/94 omhandlede ordning ikke vedrører nogen af ovennævnte risici, finder direktiv 79/7 ikke anvendelse.

58.

Kommissionen har imidlertid anført, at ordningen falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 76/207 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår ( 36 ). I artikel 5, stk. 1, i dette direktiv hedder det: »Anvendelsen af princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, herunder afskedigelsesvilkår, indebærer, at mænd og kvinder sikres samme vilkår uden forskelsbehandling på grundlag af køn.«

59.

Selv om den forelæggende ret ikke i sit spørgsmål henviser til direktiv 76/207, kan Domstolen med henblik på at give den forelæggende ret den fornødne vejledning i forbindelse med besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål inddrage fællesskabsretlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i spørgsmålet ( 37 ). Da Kommissionen har anført, at direktiv 76/207 finder anvendelse på den i sag C-245/94 omhandlede ordning, vil jeg behandle dette direktivs anvendelsesområde.

60.

I direktivets artikel 1 hedder det:

»1.

Dette direktiv tilsigter gennemførelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til adgang til beskæftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkår og på de betingelser, der er fastsat i stk. 2, til social sikring ...

Med henblik på at sikre en gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring vedtager Rådet på forslag fra Kommissionen nærmere bestemmelser, særlig om dets indhold, udstrækning og gennemførelse.«

61.

At det med denne artikel tilsigtedes at udelukke social sikring fra direktivets anvendelsesområde, bekræftes ved fjerde betragtning i præamblen, hvori det hedder:

»Princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring bør defineres og gradvis gennemføres ved senere retsakter ...«

62.

De »senere retsakter«, som forbeholdtes gennemførelsen af princippet på den sociale sikrings område, fremkom allerede i 1979 i direktiv 79/7, der er anført i den forelæggende rets spørgsmål. Selv om dette direktiv efter sin ordlyd ikke finder anvendelse på familieydelser, og det følgelig er uden betydning for denne sag, har det utvivlsomt til formål ( 38 ) at gennemføre princippet om ligebehandling med hensyn til social sikring, og bekræfter efter min opfattelse min første opfattelse, hvorefter direktiv 76/207 ikke finder anvendelse på dette område.

63.

Endelig støtter bestemmelserne i direktiv 76/207, der hovedsagelig angår adgang til arbejde, forfremmelse og erhvervsuddannelse, det synspunkt, at det ikke omhandler social sikring, og artikel 5, stk. 1, skal læses i samklang hermed.

64.

Da Kommissionen bygger sit argument for, at direktiv 76/207 finder anvendelse på den i denne sag omhandlede nationale lovgivning, på en bemærkning, som Domstolen har anført i tre sager, der blev afgjort i 1986 ( 39 ) — hvori den anførte, at udelukkelsen af det sociale sikringsområde fra anvendelsesområdet for direktiv 76/207 på grund af den grundlæggende betydning af princippet om ligebehandling måtte fortolkes strengt — vil jeg undersøge kilden til og omfanget af udtalelsen og undersøge, om den støtter Kommissionens argument.

65.

Udtalelsen faldt i forbindelse med afgørelsen af tre sager, nemlig Roberts, Marshall og Beets-Proper ( 40 ) vedrørende foreneligheden med direktiv 76/207 af forskellige nationale bestemmelser i forbindelse med forskellige pensionsaldre for mænd og kvinder. Roberts gjorde gældende, at der var tale om forskelsbehandling, når mænd og kvinder over 55 år straks fik tilkendt pension som led i ordningerne i forbindelse med en masseafskedigelse, da mandlige arbejdstagere, der afskedigedes, som følge af eksistensen af forskellige sædvanlige pensionsaldre, var berettigede til pension ti år før deres normale fratrædelsesalder, hvorimod kvinder kun var berettigede hertil fem år før deres sædvanlige pensionsalder. Marshall og Beets-Proper gjorde herimod i det væsentlige gældende, at det var udtryk for forskelsbehandling at kræve, at kvinder skulle tage deres afsked, om end med pension, i en tidligere alder end mænd.

66.

Sagsøgeren i den første sag samt de sagsøgte i den anden og den tredje sag påberåbte sig Domstolens afgørelse i sagen Burton ( 41 ). I denne sag havde Burton gjort gældende, at den omstændighed, at adgangen til at fratræde i henhold til en ordning om frivillig fratræden var betinget af, at man havde opnået minimumsalderen for pensionering, der var forskellig for mænd og kvinder, var udtryk for forskelsbehandling af ham på grund af køn, eftersom kvinder på hans alder (58) ville have været berettigede til frivilligt at fratræde, mens han ikke havde denne ret. Domstolen fandt, at det forhold ikke i sig selv kunne betragtes som en forskelsbehandling, der stred imod artikel 5 i direktiv 76/207. Domstolen nåede frem til denne konklusion på grundlag af den betragtning, at selv om direktiv 76/207 fandt anvendelse, da reglerne ifølge en frivillig fratrædelsesordning var »regler vedrørende fratrædelse«, kunne de forskellige aldersbetingelser ikke betragtes som forskelsbehandling, fordi de kunne føres tilbage til den omstændighed, at den nationale minimumsalder for pensionering var forskellig for mænd og kvinder. Domstolen henviste til artikel 7 i direktiv 79/7, hvorefter medlemsstaterne fra direktivets anvendelsesområde kan undtage »fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser«. Som følge af denne tilladte undtagelse kunne der fastsættes forskellige minimumsaldre for pensionering, og følgelig udgjorde tilkendelsen af ydelser, som var forskellige for mænd og kvinder alene på grund af denne forskel, ikke en forskelsbehandling, der var forbudt ifølge fællesskabsretten ( 42 ).

67.

I sagerne Roberts, Marshall og Beets-Proper fandt Domstolen på samme måde, at direktiv 76/207 fandt anvendelse, da de omtvistede bestemmelser var »betingelser vedrørende afskedigelse«. I medfør af artikel 5 fandt princippet om ligebehandling følgelig anvendelse. I betragtning af den grundlæggende betydning af dette princip fandt Domstolen det nødvendigt at fremhæve, at undtagelsen ifølge artikel 7 i direktiv 79/7, der dannede grundlaget for Domstolens afgørelse i Burton-sagen, måtte fortolkes snævert, med det resultat, at den ikke fandt anvendelse på nogen af de forelagte sager. Domstolen kunne som følge heraf holde Burton-sagen udenfor og fandt både i Marshall-sagcn og Beets-Proper-sagen på grundlag af artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207, at der var tale om forskelsbehandling, mens dette ikke var tilfældet i Roberts-sagen ( 43 ).

68.

Det følger derfor ikke af disse sager, at det sociale sikringsområdc kan betragtes som faldende ind under anvendelsesområdet for direktiv 76/207. Det siges alene, at artikel 7 i direktiv 79/7 som en undtagelse fra et grundlæggende princip i fællesskabsretten, der bl. a. er nedfældet i det førstnævnte direktiv, skal fortolkes snævert. I den nyere sag Ncwstead ( 44 ) betragtede Domstolen det stadig som utvivlsomt, at det »ikke er tanken, al direktiv 76/207 skal finde anvendelse med hensyn til social sikring. Dette følger af artikel 1, stk. 2 ...« 4 ( 45 ).

69.

Ganske vist fandt Domstolen i sagen Jackson og Cresswell ( 46 ), at det fulgte af den ovenfor citerede udtalelse i Roberts-, Marshall- og Beets-Propersagerne, at en ordning vedrørende ydelser ikke kunne undtages fra anvendelsesområdet for direktiv 76/207, alene fordi den formelt indgik i et nationalt system for social sikring. Domstolen fastslog dog endvidere, at en sådan ordning kun vil falde ind under direktivet, dersom den vedrører adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, og at den blotte omstændighed, at betingelserne for krav på en bestemt ydelse er fastsat således, at de berører ansøgerens mulighed for at optage en erhvervsuddannelse eller deltidsbeskæftigelse, ikke er tilstrækkelig til at bringe den ind under direktivets anvendelsesområde ( 47 ).

70.

På grundlag af en ordning, der vedrørte adgangen til beskæftigelse og arbejdsvilkår, fandt Domstolen i sagen Meyers mod Adjudication Officer ( 48 ), at en ydelse med et formål og øvrige kendetegn som »family credit« i Det Forenede Kongerige faldt inden for anvendelsesområdet for direktiv 76/207. En af betingelserne for at tilkende family credit er, at ansøgeren eller hans ægtefælle eller samlever har lønnet beskæftigelse, og det var tidligere blevet fastslået af Domstolen i Hughes-sagen ( 49 ), at en af family credit's funktioner var at holde lavtlønnede arbejdstagere i beskæftigelse. Jeg må vel acceptere, at en sådan ydelse i bred forstand har at gøre med beskæftigelse, men jeg ser ikke, hvorledes det skulle følge af denne generelle udtalelse, at »formålet« med ydelsen er adgang til beskæftigelse eller arbejdsvilkår, som fastslået af Domstolen i Meyers-dommen.

71.

Under alle omstændigheder følger det ikke af Domstolens afgørelse i Meyers-sagen — hvorefter en ydelse som family credit i den omhandlede sag falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 76/207 — at enhver anden ydelse, der er en »familieydelse«, som omhandlet i forordning nr. 1408/71, på samme måde vil gøre dette. Den afgørende omstændighed i Meyers-sagen var, at ydelsen var en ydelse, der »udbetales til et familiemedlem, fordi han eller hun arbejder, og for at han eller hun skal blive ved med at arbejde« ( 50 ). Forbindelsen med arbejdsvilkårene var derfor måske nærmere og mere fremtrædende, end det er tilfældet med børnepasningsydelsen.

72.

Yderligere synes Meyers-dommen (præmis 12 og 13) at indebære, at der er solidt belæg i retspraksis for, at sociale sikringsordninger falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 76/207. Noget sådant fandtes imidlertid ikke i nogen af de tidligere sager, idet Roberts-, Marshall- og Beets-Propersagerne alle vedrørte ophør af beskæftigelse ved pensionsalderen eller som følge af afskedigelse, og i Jackson og Cresswell-sagen fandt Domstolen ikke, at formålet med den pågældende ordning var adgang til beskæftigelse eller arbejdsvilkår.

73.

Følgelig finder jeg Domstolens konklusion, hvorefter en sådan ydelse falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 76/207, vanskelig at forene med direktivets udtrykkelige ordlyd og Domstolens tidligere praksis (samtlige de tidligere afgørelser i disse sager er truffet af Domstolens plenum).

74.

På baggrund af det anførte er jeg af den opfattelse, at direktiv 76/207 ikke finder anvendelse på den i sagen omhandlede tyske børncpasningsydelse. Jeg vil dog betragte de følger, det ville have, hvis den fandt anvendelse, dersom Domstolen finder dette i samklang med Kommissionens opfattelse.

75.

Den forelæggende ret har bemærket, at langt den største del af deltidsarbejde i Tyskland udføres af kvinder, særlig i stillinger med et ubetydeligt ugentligt timetal (75%) ( 51 ).

76.

I sin praksis har Domstolen udviklet det princip, at når deltidsbeskæftigede efter en regel behandles mindre gunstigt end fuldtidsbeskæftigede, og det er godtgjort, at dette vedrører et langt større antal kvinder end mænd, strider det imod princippet om ligebehandling, medmindre det kan forklares ved objektivt begrundede omstændigheder, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn ( 52 ).

Selv om samtlige sager, hvori Domstolen til dato har fastslået, at en differentieret behandling af deltidsansatte som udgangspunkt var udtryk for forskelsbehandling, har vedrørt enten traktatens artikel 119 vedrørende ligeløn eller direktiv 79/7 om sociale sikringsydelser, er der ingen grund til, at de principper, der er fastslået i disse sager, ikke skal udstrækkes til at omfatte adgang til beskæftigelse og arbejdsvilkår, hvor princippet om ligebehandling er blevet indført ved direktiv 76/207 ( 53 ), og yderligere synes Domstolen i sagen Kirsammer-Hack ( 54 ) at have antaget, at det forholdt sig således, selv om den ikke umiddelbart fandt tegn på forskelsbehandling i denne sag.

77.

Princippet om, at en differentieret behandling af deltidsbeskæftigede som udgangspunkt er udtryk for forskelsbehandling, viser, at mange flere deltidsbeskæftigede er kvinder end mænd. En regel, der stiller deltidsbeskæftigede arbejdstagere ringere end fuldtidsbeskæftigede arbejdstagere virker således i praksis til skade for kvinder. Det er denne underliggende virkning, der fra en forhåndsbetragtning gør behandlingen ulovlig.

78.

De hidtidige sager om dette aspekt af indirekte forskelsbehandling har vedrørt regler, der på forskellige måder berørte to bestemte grupper, nemlig en gruppe deltidsbeskæftigede, som hovedsagelig bestod af kvinder, og en gruppe fuldtidsbeskæftigede, der fortrinsvis bestod af mænd. I de fleste tilfælde har man nægtet førstnævnte fordele — eller givet dem mindre fordelagtige vilkår — end sidstnævnte. Det har således været forholdsvis enkelt for Domstolen at sætte situationen for en gruppe, der hovedsagelig består af kvinder, i modsætning til situationen for en gruppe, som hovedsagelig består af mænd, og drage den konklusion, at den differentierede behandling må anses for en indirekte forskelsbehandling, medmindre der foreligger en objektiv begrundelse.

79.

Den foreliggende sag synes at være af samme beskaffenhed, idet den i denne omhandlede lovgivning er udformet således, at den tillægger en gruppe, der hovedsagelig består af mænd, en ydelse, men ikke give ret hertil til en gruppe, som hovedsagelig består af kvinder. Der er dog en grundlæggende forskel mellem denne sag og de sager, som har ført til udviklingen af princippet om, at en differentieret behandling af deltidsbeskæftigede kan være udtryk for indirekte forskelsbehandling. I det foreliggende tilfælde søges den ydelse, som efter lovens ordlyd kan opnås af en gruppe, der hovedsagelig består af mænd, i praksis næsten uden undtagelse ( 55 ) af kvinder inden for denne gruppe. Den gunstige behandling af mænd i sammenlignings-gruppen af fuldtidsbeskæftigede, som hidtil har været det nødvendige grundlag for konklusionen om, at deltidsbeskæftigede har været udsat for forskelsbehandling, mangler derfor. Af denne grund finder jeg det grundlæggende vanskeligt at drage slutninger fra den faste retspraksis vedrørende deltidsbeskæftigede til forskelsbehandling på grundlag af køn i den foreliggende sag.

80.

Dersom Domstolen imidlertid måtte betragte de betingelser, den har fastlagt i sin hidtidige praksis, som udgangspunkt for at fastslå forskelsbehandling som opfyldt i kraft af ordlyden af den nationale lovgivning og følgelig besvare den forelæggende rets spørgsmål bekræftende, kan der efter min opfattelse argumenteres for, at reglen er baseret på objektive forhold, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn, og som følgelig ikke er ulovlig. Jeg formulerer problemet således, fordi det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om og i hvilket omfang de grunde, der er anført med henblik på forklaringen af den differentierede behandling, i et bestemt tilfælde kan betragtes som sagligt økonomisk begrundet ( 56 ), selv om Domstolen kan give vejledning på grundlag af de dokumenter, der er fremsendt af den forelæggende ret og de skriftlige og mundtlige indlæg for Domstolen med henblik på at sætte den forelæggende ret i stand til at afgøre sagen ( 57 ).

81.

Som bemærket ovenfor har den tyske regering anført grundene til fastsættelsen af minimumsarbejdstiden med henblik på berettigelse til børnepasningsydelsen for ikke-bosiddende, nemlig kort sagt at sikre en tilstrækkelig nær forbindelse med det tyske arbejdsmarked til at begrunde undtagelsen fra tcrritorialitctsprincippet. Som Domstolen nylig har fastslået, er socialpolitikken på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin omfattet af medlemsstaternes kompetence, og det tilkommer dem altså at vælge de foranstaltninger, hvormed målsætningen for deres social- og beskæftigelsespolitik kan realiseres. Medlemsstaterne råder ved udøvelsen af denne kompetence over et vidt skøn ( 58 ).

82.

Det skal bemærkes, at Domstolen for nylig har fastslået, at en national lovgivning som den tyske lovgivning, hvorefter beskæftigelse, der indebærer et ubetydeligt antal ugentlige arbejdstimer, er undtaget fra pligten til at svare bidrag til alderspension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikring, ikke er udtryk for indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, selv om de pågældende bestemmelser i betydeligt videre omfang berører kvinder end mænd ( 59 ).

83.

Domstolen fastslog, at den nationale lovgiver ved udøvelsen af sine beføjelser rimeligvis havde kunnet gå ud fra, at den pågældende lovgivning var nødvendig med henblik på at gennemføre den social- og beskæftigelsespolitiske målsætning i forbindelse med det grundlæggende princip for den nationale sociale sikringsordning og det samfundsmæssige behov for små jobs, der gør det nødvendigt at fremme udbuddet af sådanne.

84.

Efter min opfattelse er den social- og beskæftigelsespolitiske målsætning, der gennemføres af den tyske regering ved lovgivningen om børnepasningsydclscr ligeledes sagligt uafhængig af nogen form for forskelsbehandling på grundlag af køn. Ved udøvelsen af sine skønsmæssige beføjelser har lovgiver været rimeligt berettiget til at anse den pågældende lovgivning for nødvendig og hensigtsmæssig med henblik på opfyldelsen af formålet. Under disse omstændigheder kan det forhold, at bestemmelsen berører et langt større antal kvindelige end mandlige arbejdstagere, ikke i sig selv betragtes som en tilsidesættelse af det princip om ligebehandling, der er nedfældet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207.

Tredje spørgsmål: forordning nr. 1612/68's anvendelsesområde

85.

Den forelæggende ret har alene forelagt sit tredje spørgsmål med henblik på det tilfælde, at Domstolen besvarer det første spørgsmål om, hvorvidt børncpasningsydelsen er en familieydelse i medfør af forordning nr. 1408/71, benægtende. Kommissionen har imidlertid bemærket, at det af tidligere afgørelser fra Domstolen fremgår, at artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 på grund af forordningens generelle regulering af spørgsmål i forbindelse med arbejdstagernes frie bevægelighed kan omfatte sociale fordele, som samtidig falder ind under det særlige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 ( 60 ). Jeg vil derfor til trods for, at jeg foreslår Domstolen at besvare den forelæggende rets første spørgsmål bekræftende, besvare det tredje spørgsmål, der falder i tre særskilte spørgsmål, som — i lighed med spørgsmålene vedrørende anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 — både vedrører forordningens materielle anvendelsesområde og de personer, der er omfattet af den.

86.

Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet er vedtaget på grundlag af traktatens artikel 49, hvorefter Rådet skal vedtage direktiver eller forordninger vedrørende de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, som omhandlet i artikel 48. På samme måde som i denne artikel henvises der i præamblen til forordningen til nødvendigheden af at afskaffe enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling mellem medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejds- og beskæftigelsesvilkår såvel som disse arbejdstageres rettigheder til frit at bevæge sig inden for Fællesskabet med henblik på at have lønnet beskæftigelse ( 61 ). Første del omhandler

beskæftigelsen og arbejdstagerens familie, og afsnit I heri omhandler adgangen til beskæftigelse, afsnit II vedrører udøvelse af beskæftigelse og ligestilling og afsnit III arbejdstagernes familie.

Forordning nr. 1612/68's saglige anvendelsesområde

87.

Med det første led af det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om børnepasningsydelsen er en social fordel i medfør af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68. Som jeg har bemærket i punkt 21 ovenfor, har Domstolen ikke kompetence til under en præjudiciel sag i medfør af traktatens artikel 177 at besvare dette spørgsmål i den foreliggende form, men kan ikke desto mindre give den forelæggende ret vejledning med henblik på at sætte den i stand til at gøre dette.

88. Domstolen har defineret de sociale og skattemæssige fordele, der er omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, som følger:

»Alle rettigheder, det være sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager, i det væsentlige på grund af hans objektive status som arbejdstager, eller allerede fordi han har bopæl på det nationale område, og hvis udstrækning til også at gælde arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstater må antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Fællesskabet« ( 62 ).

89.

Domstolen har således fundet, at artikel 7, stk. 2, omfatter så forskellige fordele som adgang til billige rejser med jernbane ( 63 ), et rentefrit lån, der ydedes i anledning af børnefødsel ( 64 ), og et stipendium med henblik på videreførelse af studier i en anden medlemsstat ( 65 ).

90.

På baggrund af retspraksis er en ydelse som børnepasningsydelsen utvivlsomt en »social fordel« i medfør af forordning nr. 1612/68.

Forordning nr. 1612/68's personlige anvendelsesområde

91.

Med spørgsmål 3, litra b), ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 7, stk. 2, finder anvendelse, dersom en arbejdstager, der er bosiddende i en anden medlemsstat, er statsborger i beskæftigelsesstaten.

92.

Kommissionen besvarede dette spørgsmål ved at henvise til Domstolens seneste praksis vedrørende traktatens artikel 52, særlig Werner-dommen ( 66 ). I denne sag, der også omhandlede forskelsbehandling i Tyskland (ved nægtelse af bestemte skattemæssige lempelser) til en tysk statsborger, der drev selvstændig virksomhed i Tyskland, men boede i Nederlandene, beroede Domstolens afgørelse på, at det højere skattetilsvar for personer bosat i udlandet ikke stred mod artikel 52, fordi der ikke var tale om nogen forbindelser over landegrænserne inden for Fællesskabet. Som generaladvokat Darmon anførte, kunne Werner, da han ikke havde benyttet sig af de i traktatens artikel 48, 52 og 59 omhandlede friheder, ikke i sit oprindelsesland, hvor han var etableret, påberåbe sig rettigheder i henhold til fællesskabsretten ( 67 ). Med andre ord »har den ret til fri bevægelighed, der tilkommer EF-statsborgere, således forudsat, at man flyttede af hensyn til en økonomisk aktivitet« ( 68 ).

93. Større lighed med de her foreliggende sager frembyder sagen Morson og Jhanjan mod Nederlandene ( 69 ), der angik spørgsmålet, om en slægtning, som ikke var statsborger i en medlemsstat, og som blev forsørget af en nederlandsk statsborger, der var beskæftiget i Nederlandene, over for Nederlandene kunne påberåbe sig artikel 10 i forordning nr. 1612/68, der tillægger slægtninge til en »arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskæftiget på en anden medlemsstats område« ret til at tage bopæl hos denne arbejdstager. Domstolen antog følgende:

»Traktatens bestemmelser og gennemførelsesbestemmelserne hertil vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed kan ikke bringes i anvendelse i situationer, som ikke har nogen som helst tilknytning til de forhold, fællesskabsretten gælder for. Dette må utvivlsomt gælde for arbejdstagere, som på intet tidspunkt har gjort brug af retten til fri bevægelighed inden for Fællesskabet« ( 70 ).

94.

Ganske vist er artikel 10 efter sin ordlyd begrænset til at omfatte arbejdstagere, som er statsborgere i en medlemsstat og beskæftiget i en anden medlemsstat, hvorimod artikel 7 ikke efter sin ordlyd klart siger, om den på lignende måde kun skal finde anvendelse, når en statsborger i en medlemsstat er beskæftiget i en anden medlemsstat. Jeg finder dog, at den bør fortolkes på denne måde, og Domstolen har givet bygget på denne fortolkning i en række tilfælde ( 71 ).

95. I artikel 7, stk. 2, hedder det: »Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.« Der er tale om den arbejdstager, hvis situation er beskrevet i artikel 7, stk. 1, hvori det hedder:

»En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelsesog arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.«

96.

I begge de foreliggende sager er den pågældende arbejdstager, nemlig ansøgerens mand, statsborger i den medlemsstat, på hvis område den påståede forskelsbehandling finder sted. Der er således ikke mulighed for at anvende artikel 7, stk. 2.

97.

Denne fortolkning er desuden overensstemmende med både præamblen til forordningen og ordningen ifølge afsnit II heri. Dette afsnit, der omfatter artikel 8 og 9, har overskriften »Udøvelse af beskæftigelse og ligestilling«. Artikel 8 og 9, som angår henholdsvis medlemskab af fagforeninger og rettigheder og fordele med hensyn til bolig, finder efter deres ordlyd anvendelse på »arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat og er beskæftigede på en anden medlemsstats område«.

98.

Da hverken ansøgerne eller nogen af deres respektive ægtefæller har benyttet deres ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, må det konkluderes, at ingen af dem på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin kan påberåbe sig forordning nr. 1612/68.

99.

Det bør måske bemærkes, at både generaladvokat Darmon i Werner-sagen ( 72 ) og generaladvokat Léger i Asscher-sagen ( 73 ) har fundet, at de rådsdirektiver om opholdsret, der blev vedtaget den 28. juni 1990 ( 74 ) — som hjemler en almindelig opholdsret uafhængig af enhver økonomisk aktivitet — vil medføre en udvidelse af den frie bevægelighed ved at frigøre denne ret fra kravet om økonomisk formål. Den restriktive fortolkning, som i visse tilfælde er anlagt af begrebet, er derfor måske ikke længere rigtig.

100.

Da disse direktiver imidlertid først skulle gennemføres den 30. juni 1992, berører de ikke princippet med henblik på afgørelsen af disse sager, hvori de pågældende faktiske forhold forelå i 1987 og 1991, lige så lidt som de vedrørte Werner- eller Asscher-sagerne. Desuden kan de ikke trænge den klare ordlyd af artikel 7 i forordning nr. 1612/68 ud af kraft.

101.

Da spørgsmål 3, litra b), er blevet besvaret benægtende, er der ikke grund til at besvare spørgsmål 3, litra c), som angår virkningen af artikel 7, stk. 2, såfremt denne bestemmelse finder anvendelse.

Forslag til afgørelse

102.

Som følge heraf er jeg af den opfattelse, at de spørgsmål, der er forelagt Domstolen i disse sager, bør besvares som følger:

I sag C-245/94, Hoever:

»1)

En ydelse, der har de karakteristiske træk ved den tyske børnepasningsydelse, er en familieydelse ifølge artikel 4, stk. 1, litra h), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familier, der flytter inden for Fællesskabet.

Ægtefællen til en arbejdstager, der er beskæftiget i Forbundsrepublikken Tyskland, og hvis familie bor i en anden medlemsstat, har i medfør af artikel 73 i forordning nr. 1408/71 krav på børnepasningsydelsen.

En bestemmelse i national lovgivning, som alene giver ikke-bosiddende personer, som er beskæftiget i Forbundsrepublikken Tyskland, ret til børnepasningsydelser efter denne stats ret, såfremt deres ansættelse medfører et betydeligt antal arbejdstimer, strider ikke mod forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn ifølge artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår eller artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring.

En ydelse, der har de karakteristiske træk ved den tyske børnepasningsydelse, er en social fordel i medfør af artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

Artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 finder ikke anvendelse, såfremt en arbejdstager, der er bosiddende i en anden medlemsstat, er statsborger i den medlemsstat, i hvilken han er beskæftiget.«

I sag C-312/94, Zachów:

»1)

Ægtefællen til en arbejdstager, der er beskæftiget i Forbundsrepublikken Tyskland, og hvis familie er bosiddende i en anden medlemsstat, kan kræve børnepasningsydelse i medfør af artikel 73 i forordning nr. 1408/71.

Artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 finder ikke anvendelse, dersom en arbejdstager, der er bosiddende i en anden medlemsstat, er statsborger i den medlemsstat, i hvilken han er beskæftiget.«

( *1 ) – Originalsprog: engelsk.

( 1 ) – Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2.6.1983 (EFT L 230, s. 6), som senere ændret, særlig ved Rådets forordning (EØF) nr. 3427/89 af 30.10.1989 (EFT L 331, s. 1).

( 2 ) – Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15.10.1968 om

arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1969 II, s. 467).

( 3 ) – Artikel 1, litra u), nr. i), blev ændret ved Rådets forordning

(EF) nr. 3096/95 af 22.12.1995, således at ydelser i anledning af adoption blev sidestillet med ydelser i anledning af fødsel (EFT L 335, s. 10).

( 4 ) – En sådan ydelse er ikke omtalt i bilag II for så vidt angår Tyskland.

( 5 ) – Bilas VI, »Særregler for anvendelsen af visse medlemsstaters lovgivning«, indeholder ingen bestemmelser af betydning for disse sager.

( 6 ) – Rådets direktiv 76/207/EØF af 9.2.1976 (EFT L 39, s. 40).

( 7 ) – Denne bestemmelse henviser til § 8 i afsnit IV i Sozialgcsctzbuch. Denne tilføjelse skete ved en ændring i 1990. Ifølge den tidligere affattelse, som kun er af betydning for sag C-312/94, krævedes alene, at der skulle være tale om beskær tigclsc på lovens territoriale anvendelsesområde, uden nærmere bestemmelse.

( 8 ) – Sag C-16/96, endnu verserende.

( 9 ) – Den affattelse af loven, der er omhandlet i det præjudicielle spørgsmål i sag C-312/94, er forskellig fra den, der er omhandlet i sag C-245/94. Forskellen er uden betydning i denne sag.

( 10 ) – Se f.eks. dom af 20.6.1991, sag C-356/89, Newton, Sml. I, s. 3017, præmis 10.

( 11 ) – Se særlig dom af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, præmis 11.

( 12 ) – Dom af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839, præmis 15.

( 13 ) – Mine fremhævelser.

( 14 ) – Mine fremhævelser.

( 15 ) – Se fodnote 8.

( 16 ) – Se fodnote 12.

( 17 ) – Præmis 19 og 20.

( 18 ) – Se punkt 6 i generaladvokat Van Gerven's forslag til afgørelse.

( 19 ) – Primis 22.

( 20 ) – Se fodnote 8.

( 21 ) – Se Hughes-dommcn, præmis 15.

( 22 ) – Se punkt 5 i generaladvokat Van Gerven's forslag til afgo relse.

( 23 ) – Se dom af 22.9.1992, sag C-153/91, Petit, Sml. I, s. 4973, og generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse, punkt 16-23.

( 24 ) – - Dom af 19.2.1981, sag 104/80, Beeck,Sml. s. 503, præmis 7.

( 25 ) – Dom af 23.11.1976, sag 40/76. Sml. s. 1669, præmis 7.

( 26 ) – A.st.

( 27 ) – Dom af 20.6.1985, sag 94/84, Deak, Sml. s. 1873.

( 28 ) – Dom af 6.6.1985, sag 157/84, Frascogna, Sml. s. 1739.

( 29 ) – Dom af 17.12.1987, sag 147/87, Zaoui, Sml. s. 5511.

( 30 ) – Dom af 8.7.1992, sag C-243/91, Taghavi, Sml. I, s. 4401, og af 27.5.1993, sag C-310/91, Schmid, Sml. I, s. 3011.

( 31 ) – Dom af 30.4.1996, sag C-308/93, Sml. I, s. 2097.

( 32 ) – Se præmis 26-34.

( 33 ) – Se dom af 22.2.1990, sag C-228/88, Bronzino, Sml. 1, s. 531, præmis 12, og af 5.10.1995, sag C 321/93, Martínez, Sml. I, s. 2821, præmis 21.

( 34 ) – Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.3.1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourfort ved Rådets forordning nr. 2001/83 af 2.6.1983, jf. fodnote 1.

( 35 ) – Rådets direktiv 79/7/EØF af 19.12.1978 om gradvis gennemførelse om princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT L 6, s. 24).

( 36 ) – Se fodnote 6.

( 37 ) – Se f.eks. dom af 20.3.1986, sag 35/85, Tissier. Sml. s. 1207, præmis 9.

( 38 ) – Se første og anden betragtning i præamblen.

( 39 ) – Domme af 26.2.1986, sag 151/84, Roberts, Sml. s. 703, præmis 35, sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 36, og sag 262/84, Beets-Propcr, Sml. s. 773, præmis 38.

( 40 ) – Se fodnote 39.

( 41 ) – Dom a( 16.2.1982, sag 19/81. Sml. s. 555.

( 42 ) – Præmis 13-18.

( 43 ) – Se prajmis 37 i Roberts-dommen, præmis 38 i Marshall-dommen og præmis 40 i Bccts-Proper-dommen.

( 44 ) – Dom af 3.12.1987. sag 192/85, Sml. s. 4753.

( 45 ) – Præmis 24.

( 46 ) – Dom af 16.7.1992, forenede sager C-63/91 og C-64/91, Sml. I, s. 4737.

( 47 ) – Præmis 27-30.

( 48 ) – Dom af 13.7.1995, sag C-116/94, Sml. I, s. 2131.

( 49 ) – Se fodnote 12 og tillige punkt 31 og 32 ovenfor.

( 50 ) – Se generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse, punkt 59.

( 51 ) – Defineret som under 15 ugentlige arbejdstimer, se § 8 i afsnit IV i Sozialgesetzbuch.

( 52 ) – Se f.eks. dom af 31.3.1981, sag 96/80, Jenkins, Smi. s. 911, af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka Kaufhaus, Sml. s. 1607, af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kühn, Sml. s. 2743, og senest af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243.

( 53 ) – Dette bemærkes også af generaladvokat Darmon i punkt 5 i hans forslag til afgørelse forud for dom af 7.2.1991, sag C-184/89, Nimz, Sml. I, s. 297.

( 54 ) – Dom af 30.11.1993. sag C-189/91, Sml. I, s. 6185.

( 55 ) – Den forelæggende ret anfører et tal pi 98,6%, formentlig for alle ansøgninger, dvs. efter både § 1, stk. 1, og § 1, stk. 4.

( 56 ) – Se f.eks. dommen i Rinner-Kühn-sagen, præmis 15, jf. fodnote 52.

( 57 ) – Se dom af 30.3.1993, sag C-328/91, Thomas m.fl.. Sml. I. s. 1247, præmis 13.

( 58 ) – Dom af 14.12.1995. sag C-444/93, Mcgncr og Scheffel, Sml. I, s. 4741, præmis 29.

( 59 ) – Sagen Mcgncr og Scheffel og dom af 14.12.1995, sag C-317/93, Nolte. Sml. I, s. 4625

( 60 ) – Dom af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, præmis 21, og Schmiddommen, præmis 17, jf. fodnote 30.

( 61 ) – Første betragtning.

( 62 ) – Jf. Hoeckx-dommen, præmis 20. se fodnote 11.

( 63 ) – Dom af 30.9.1975. sag 32/75, Cristini, Sml. s. 1085.

( 64 ) – Dom af 14.1.1982, sag 65/81, Reina, Sml. s. 33.

( 65 ) – Dom af 27.9.1988, sag 235/87, Matteucci, Sml. s. 5589.

( 66 ) – Dom af 26.1.1993, sag C-I 12/91, Sml. I, s. 429.

( 67 ) – Forslag til afgorelse, punkt 44.

( 68 ) – Generaladvokat Darmon's forslag til afgorelsc, punkt 30 (min fremhævelse).

( 69 ) – Dom af 27.10.1982, forenede sager 35/82 oc 36/82, Sml. s. 3723.

( 70 ) – Præmis 16 og 17.

( 71 ) – Se dom af 31.5.1979, sag 207/78, Even, Sml. s. 2019, præmis 22, Dcak, præmis 20, jf. fodnote 27, dom af 17.4.1986, sag 59/85, Nederlandene mod Rccd, Sml. s. 1283, og af 18.6.1987, sag 316/85, Lcbon, Sml. s. 2811, præmis 10 og 11, samt senest dom af 26.10.1995, sag C-151/94, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3685, præmis 13.

( 72 ) – Se fodnote 66.

( 73 ) – Sag C-107/94, endnu ikke afgjort, forslag ti! afgorclsc fremsat den 15.2.1996.

( 74 ) – Rådets direktiv 90/364/EØF om opholdsret, Rådets direktiv 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og selv stamdigc, der er ophort med erhvervsaktivitet, og Rådets direktiv 90/366/EØF om opholdsret for studerende (EFT L 180, s. 26, 28 og 30). Sidstnævnte blev annulleret ved Domstolens dom af 7.7.1992, sag C 295/90, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 4193, og erstattet af Rådets direktiv 93/96/EØF af 29.10.1993 om opholdsret for studerende (EFT L 317, s. 59).

Full & Egal Universal Law Academy