Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
Praejudicielle spoergsmaal ° forelaeggelse for Domstolen ° en national ret, jf. traktatens artikel 177 ° begreb ° ret, der traeffer afgoerelse inden for rammerne af den frivillige retspleje ° ikke omfattet
(EF-traktaten, art. 177)
Sammendrag
Selv om en forelaeggelse for Domstolen i medfoer af traktatens artikel 177 ikke forudsaetter, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer praejudicielle spoergsmaal, er kontradiktorisk, fremgaar det ikke desto mindre af denne bestemmelse, at de nationale retsinstanser kun kan forelaegge spoergsmaal for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelaeggelsen sker med henblik paa afgoerelse af en retssag.
En ret, der optraeder som forvaltningsmyndighed, idet den traeffer afgoerelse inden for rammerne af den frivillige retspleje vedroerende en ansoegning om godkendelse af et selskabs vedtaegter med henblik paa dettes indfoerelse i registret, kan derfor ikke forelaegge spoergsmaal for Domstolen. Der foreligger nemlig ikke en retstvist, idet en saadan og dermed en retssag ° i det foreliggende tilfaelde et annullationssoegsmaal ° kun kan opstaa paa grundlag af naegtelse af godkendelse.
Parter
I sag C-111/94,
angaaende en anmodning, som Tribunale civile e penale di Milano (Italien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for under en sag inden for rammerne af den frivillige retspleje (giurisdizione volontaria) indledt for naevnte ret af
Job Centre Coop. arl
at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48, 55, 59, 60, 66, 86 og 90,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af G.F. Mancini som fungerende afdelingsformand, og dommerne F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), J.L. Murray og H. Ragnemalm,
generaladvokat: M.B. Elmer
justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:
° Job Centre Coop. arl ved advokaterne Pietro Ichino, Guglielmo Burragato og Caterina Rucci, Milano
° den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, og Regierungsrat Bernd Kloke, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede
° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Marie-José Jonczy og Nicola Annecchino, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,
paa grundlag af retsmoederapporten,
efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 23. marts 1995 af Job Centre Coop. arl, af den italienske regering ved avvocato dello Stato Danilo Del Gaizo og af Kommissionen ved Marie-José Jonczy og Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 8. juni 1995,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 31. marts 1994 indgaaet til Domstolen den 11. april 1994 har Tribunale civile e penale di Milano i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 48, 55, 59, 60, 66, 86 og 90.
2 Spoergsmaalene er blevet rejst under behandlingen af en ansoegning om godkendelse af stiftelsesoverenskomsten for selskabet Job Centre (herefter "JCC"), som selskabets repraesentanter i overensstemmelse med artikel 2330, stk. 3, i codice civile har indgivet til Tribunale civile e penale di Milano.
3 JCC er et kooperativt selskab med begraenset ansvar under stiftelse. Selskabet har hjemsted i Milano. Ifoelge selskabets vedtaegter bestaar dets virksomhed navnlig i formidling mellem udbud og efterspoergsel af stillinger og i midlertidig levering af arbejdsydelser til tredjemand. Dets formaal er at goere det muligt for arbejdstagere og virksomheder ° hvad enten de er selskabsdeltagere eller ej ° at benytte sig af saadanne tjenesteydelser paa arbejdsmarkedet i Italien og Faellesskabet.
4 I Italien gaelder der paa arbejdsmarkedet en ordning med obligatorisk arbejdsformidling, som administreres af offentlige arbejdsformidlingskontorer. Reglerne om denne ordning findes i lov nr. 264 af 29. april 1949. Lovens artikel 11, stk. 1, forbyder enhver virksomhed som mellemmand mellem udbud og efterspoergsel af loennet arbejde, selv om virksomheden udfoeres gratis. Artikel 1, stk. 1, i lov nr. 1369 af 23. oktober 1960 forbyder formidling og virksomhed som mellemmand i arbejdsforhold og bestemmer, at overtraedelse af forbuddet medfoerer strafferetlige sanktioner.
5 JCC har for Tribunale civile e penale di Milano gjort gaeldende, at forbuddet mod privat arbejdsformidling og mod at stille midlertidig arbejdskraft til raadighed er i strid med faellesskabsretten. Under disse omstaendigheder har den forelaeggende ret forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:
"1) Kan de nationale bestemmelser om arbejdsformidling og om midlertidigt arbejde, naar henses til deres offentligretlige karakter, for saa vidt som de er opstillet til beskyttelse for arbejdstagerne og den nationale oekonomi, anses for at falde ind under udoevelse af offentlig myndighed, jf. EOEF-traktatens artikel 66, sammenholdt med artikel 55?
2) Kan de faellesskabsbestemmelser, ansoegerne har paaberaabt sig, i mangel af praecise gennemfoerelsesbestemmelser paa dette specielle omraade anses for at vaere umiddelbart anvendelige (med den deraf foelgende tilsidesaettelse af de formaal af offentligretlig karakter, de gaeldende italienske love vedroerende arbejdsformidling og midlertidigt arbejde forfoelger), og kan ethvert retssubjekt ° offentligretligt eller privatretligt ° ifoelge disse bestemmelser uden nogen speciel kontrol og godkendelse udoeve en hvilken som helst virksomhed, der bestaar i formidling mellem udbud og efterspoergsel af arbejde og i midlertidig levering af arbejdskraft til tredjemand, saafremt medlemsstaten ikke med sit eget administrative apparat fuldt ud kan tilfredsstille arbejdsmarkedets efterspoergsel efter tjenesteydelser?"
6 Kommissionen og den italienske regering har gjort indsigelse mod, at Domstolen besvarer de stillede spoergsmaal. De har navnlig gjort gaeldende, at spoergsmaalene er stillet inden for rammerne af den saerlige form for retspleje, der kaldes "giurisdizione volontaria", som ikke skal foere til en juridisk afgoerelse af en retstvist efter forudgaaende kontradiktorisk behandling, og at afgoerelsen saaledes er af administrativ karakter.
7 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at ansoegningen om godkendelse af et selskabs vedtaegter i Italien behandles inden for rammerne af den frivillige retspleje ("giurisdizione volontaria"). I det foreliggende tilfaelde blev ansoegningen indgivet til Tribunale civile e penale di Milano. I medfoer af artikel 2330, stk. 3, i codice civile traeffer Tribunale, naar det er konstateret, at selskabets vedtaegter opfylder de i loven fastsatte betingelser, efter hoering af pubblico ministero bestemmelse om, at selskabet skal indfoeres i registret. Artikel 2331, stk. 1, fastsaetter, at selskabet opnaar status som juridisk person, naar det er indfoert i registret. Den person, der ifoelge loven er befoejet til at ansoege om godkendelse eller indfoerelse i registret, kan anlaegge sag til proevelse af en afgoerelse, hvorefter godkendelse naegtes, i medfoer af artikel 2330, stk. 4, eller artikel 2189, stk. 3, i codice civile.
8 I henhold til traktatens artikel 177 har Domstolen kompetence til at afgoere praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af traktaten og af retsakter udstedt af Faellesskabets institutioner. I artiklens stk. 2 tilfoejes det, at "saafremt et saadant spoergsmaal rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skoenner, at en afgoerelse af dette spoergsmaal er noedvendig, foer den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgoere spoergsmaalet".
9 Selv om en forelaeggelse for Domstolen i medfoer af denne bestemmelse ikke forudsaetter, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer praejudicielle spoergsmaal, er kontradiktorisk (jf. senest dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries, Sml. I, s. 1783, praemis 12), fremgaar det ikke desto mindre af artikel 177, at de nationale retsinstanser kun kan forelaegge spoergsmaal for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelaeggelsen sker med henblik paa afgoerelse af en retssag (kendelse af 18.6.1980, sag 138/80, Borker, Sml. s. 1975, praemis 4, og af 5.3.1986, sag 318/85, Greis Unterweger, Sml. s. 955, praemis 4).
10 Dette er ikke tilfaeldet her.
11 Naar den forelaeggende ret i overensstemmelse med gaeldende nationale bestemmelser traeffer afgoerelse inden for rammerne af den frivillige retspleje ("giurisdizione volontaria") vedroerende en ansoegning om godkendelse af et selskabs vedtaegter med henblik paa dettes indfoerelse i registret, udoever den en ikke-judiciel funktion, som i andre medlemsstater varetages af administrative myndigheder. Den optraeder nemlig som forvaltningsmyndighed uden samtidig at skulle afgoere en retstvist. Det er kun i det tilfaelde, hvor den person, der ifoelge den nationale lovgivning er berettiget til at ansoege om godkendelse, anlaegger sag til proevelse af en afgoerelse, hvorefter godkendelse ° og dermed registrering ° naegtes, at den ret, ved hvilken sagen anlaegges, kan anses for i artikel 177' s forstand at udoeve en judiciel funktion, hvis formaal er annullation af en akt, der kraenker en af sagsoegerens rettigheder (jf. dom af 12.11.1974, sag 32/74, Haaga, Sml. s. 1201).
12 Heraf foelger, at Domstolen ikke har kompetence til at afgoere de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale civile e penale di Milano.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
13 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering, den tyske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
De Europaeiske Faellesskabers Domstol har ikke kompetence til at besvare de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale civile e penale di Milano ved forelaeggelseskendelse af 31. marts 1994.
Full & Egal Universal Law Academy