Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Annullationssoegsmaal - den anfaegtede retsakt - bedoemmelse af lovligheden - kriterier
(EF-traktaten, art. 173)
2 Folkeret - principper - god tro - faellesskabsret - beskyttelse af den berettigede forventning - vedtagelse af en faellesskabsretsakt, der er i strid med en international aftale, som endnu ikke er traadt i kraft, men efter Faellesskabets deponering af godkendelsesinstrumentet
3 Internationale aftaler - Faellesskabets aftaler - direkte virkning - betingelser - artikel 10 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade
(EF-traktaten, art. 228; EOES-aftalen, art. 10)
4 Internationale aftaler - aftale om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade - fortolkning i overensstemmelse med Domstolens og Rettens tidligere praksis - betingelser - fortolkning af artikel 10
(EF-traktaten, art. 12, 13, 16 og 17; EOES-aftalen, art. 6 og 10)
5 Frie varebevaegelser - told - afgifter med tilsvarende virkning - begreb
(EF-traktaten, art. 9 og 12; EOES-aftalen, art. 10)
6 Faellesskabsret - principper - retssikkerhed - faellesskabsregler - krav om, at de skal vaere klare og deres anvendelse forudsigelig
7 Faellesskabsret - principper - retssikkerhed - faellesskabsregler - krav om, at de skal vaere klare og deres anvendelse forudsigelig - to modstridende retsregler
8 Faellesskabsret - principper - retssikkerhed - faellesskabsregler - krav om, at de skal vaere klare og deres anvendelse forudsigelig - institutionernes retsakter - offentliggoerelse - dato
Sammendrag
9 Under et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 skal lovligheden af den anfaegtede retsakt bedoemmes efter de faktiske og retlige omstaendigheder paa det tidspunkt, da retsakten blev udstedt, og ikke paa tidspunktet for dens ikrafttraeden.
10 Princippet om god tro, som er kodificeret i artikel 18 i Wienerkonvention I, er en regel i den folkeretlige saedvaneret, som er anerkendt af Den Internationale Domstol, og Faellesskabet skal derfor overholde princippet. Dette princip svarer i folkeretten til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som er en del af Faellesskabets retsorden, og som kan paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger.
Naar Faellesskabet har deponeret deres godkendelsesinstrumenter vedroerende en international aftale, og ikrafttraedelsesdatoen for aftalen er kendt, vil erhvervsdrivende kunne paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til stoette for, at institutionerne i den periode, som ligger forud for den internationale aftales ikrafttraeden, ikke maa vedtage retsakter, som er i strid med bestemmelserne heri, og som efter aftalens ikrafttraeden vil have direkte virkning for dem.
11 Aftaler, der indgaas i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 228, er bindende for Faellesskabets institutioner og medlemsstaterne, er fra deres ikrafttraeden en integreret del af faellesskabsretten og kan have direkte virkning, hvis bestemmelserne heri er ubetingede og tilstraekkelig klare.
Artikel 10 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, hvorefter told ved indfoersel og udfoersel og andre afgifter med tilsvarende virkning er forbudt mellem de kontraherende parter, og hvoraf fremgaar, at dette forbud ogsaa gaelder finanstold, jf. dog ordningerne i aftalens protokol 5, indeholder en ubetinget og klar regel, hvortil der alene er knyttet en - ligeledes ubetinget og klar - undtagelse, og bestemmelsen har saaledes direkte virkning.
12 Artikel 6 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade skal fortolkes saaledes, at naar en bestemmelse i aftalen indholdsmaessigt er identisk med de tilsvarende regler i EF- og EKSF-traktaterne samt retsakter udstedt i medfoer af disse to traktater, skal den fortolkes i overensstemmelse med de relevante afgoerelser, der er truffet af Domstolen og Retten forud for tidspunktet for undertegnelsen af EOES-aftalen.
Det er tilfaeldet med hensyn til artikel 10 i aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, der indholdsmaessigt er identisk med EF-traktatens artikel 12, 13, 16 og 17.
13 En afgift, der ensidigt paalaegges indenlandske eller fremmede varer, naar de foeres over graensen, hvor lav den end maatte vaere, og hvordan den end betegnes og opkraeves, udgoer, hvis den ikke er en told i egentlig forstand, en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i traktatens artikel 9 og 12 og i artikel 10 i traktaten om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, selv om den ikke opkraeves til fordel for staten og ikke har nogen diskriminerende eller beskyttende virkning, og selv om den belastede vare ikke konkurrerer med nogen indenlandsk produktion.
14 Retssikkerhedsprincippet indebaerer, at faellesskabslovgivningen skal vaere klar, at borgerne maa kunne forudse dens anvendelse, og at enhver retsakt, som har retsvirkninger, skal vaere klar, praecis og bragt til den paagaeldendes kundskab paa en saadan maade, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilken den har retsvirkninger. Dette krav om retssikkerhed gaelder med saerlig styrke, naar der er tale om en bestemmelse med retsvirkninger af oekonomisk art, saaledes at de beroerte kan faa et noejagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges dem.
15 En forordning, hvorved der skabes en situation, saaledes at der er to modstridende retsregler vedroerende told ved indfoersel af visse produkt i Faellesskabet, kan ikke anses for en klar faellesskabslovgivning, hvis anvendelse borgerne vil kunne forudse, og forordningen er derfor i strid med retssikkerhedsprincippet.
16 Selv om der er en formodning for, at offentliggoerelsesdatoen for en faellesskabsretsakt faktisk er den, der er paatrykt hvert nummer af EF-Tidende, er det, saafremt der foeres modbevis, dog datoen for den faktiske offentliggoerelse, der skal laegges til grund.
Ved at foruddatere det nummer af EF-Tidende, hvori en faellesskabsretsakt offentliggoeres, tilsidesaetter Raadet retssikkerhedsprincippet, idet det herved goer det umuligt for den paagaeldende med sikkerhed at kende det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket den har retsvirkninger.
Parter
I sag T-115/94,
Opel Austria GmbH, tidligere General Motors Austria GmbH, Wien (OEstrig), ved advokat Dirk Vandermeersch, Bruxelles, og advokat Till Mueller-Ibold, Frankfurt am Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt og Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,
sagsoeger,
stoettet af
Republikken OEstrig, foerst ved konsulent Irene Janisch og derefter ved fuldmaegtig Beatrix Matousek-Horak, OEkonomiministeriet, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Christian Kremer, Luxembourg, og med valgt adresse i Luxembourg paa Republikken OEstrigs Ambassade, 3, rue des Bains,
intervenient,
mod
Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Bjarne Hoff-Nielsen, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,
sagsoegt,
stoettet af
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent John Forman og Erik White og Theofanis Christoforou, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
intervenient,
angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 3697/93 af 20. december 1993 om tilbagekaldelse af toldindroemmelser i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, og artikel 27, stk. 3, litra a), i frihandelsoverenskomsten mellem Det Europaeiske Faellesskab og OEstrig (General Motors Austria) (EFT L 343, s. 1),
har
DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
(Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh og J.D. Cooke,
justitssekretaer: H. Jung,
paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 19. september 1996,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
Relevante retsregler og sagsfremstilling
1 Under naervaerende sag er der nedlagt paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 3697/93 af 20. december 1993 om tilbagekaldelse af toldindroemmelser i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, og artikel 27, stk. 3, litra a), i frihandelsoverenskomsten mellem Det Europaeiske Faellesskab og OEstrig (General Motors Austria) (EFT L 343, s. 1, herefter »den anfaegtede forordning«). Forordningen er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel 113 og bestemmelserne i Raadets forordning (EOEF) nr. 2837/72 om de i overenskomsten mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken OEstrig fastsatte beskyttelsesforanstaltninger (EFT 1972, 31.12., s. 96, herefter »forordning nr. 2837/72«), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 638/90 af 5. marts 1990 (EFT L 74, s. 1).
2 Artikel 1 i den anfaegtede forordning har foelgende ordlyd:
»Der genindfoeres en toldsats paa 4,9% for F15 gearkasser, som fremstilles af General Motors Austria, henhoerende under ex KN-kode 87 08 4010 (Taric-tillaegskode 8996; i andre tilfaelde: Taric-tillaegskode 8997) og med oprindelse i OEstrig, jf. overenskomstens protokol 3.
Denne told paa 4,9% anvendes i en periode svarende til den gennemsnitlige skattemaessige afskrivningsperiode, eller indtil Raadet, paa forslag af Kommissionen, foer denne periodes udloeb naar frem til den konklusion, at den paagaeldende stoette ikke laengere fordrejer konkurrencen og samhandelen.«
3 Sagsoegeren, Opel Austria GmbH, tidligere General Motors Austria GmbH, der er et oestrigsk selskab, er et 100%-ejet datterselskab af det amerikanske selskab General Motors Corporation, Detroit. Sagsoegeren er den eneste producent af F15 gearkasser. Selskabet har siden 1993 eksporteret saadanne gearkasser til Faellesskabet.
4 Mellem 1989 og 1990 konstaterede General Motors-koncernen, som sagsoegeren tilhoerer, at det var noedvendigt med yderligere produktionskapacitet for saa vidt angaar fremstilling af cylinderdaeksler, knastaksler og manuelle gearkasser til brug i nye motorer, saaledes at koncernen kunne efterkomme efterspoergslen hos sine produktionscentre i Europa.
5 Mens der paagik overvejelser om placeringen af produktionen, hvori indgik en placering ved General Motors' fabrikker i Japan, Brasilien, Ungarn og OEstrig eller en placering i Tjekkoslovakiet, meddelte de oestrigske myndigheder, at de agtede at yde sagsoegeren en offentlig stoette, hvis investeringen opfyldte visse betingelser, der stilles i oestrigsk ret.
6 I marts 1991 meddelte Republikken OEstrig og sagsoegeren Kommissionen, at den oestrigske regering havde til hensigt at yde sagsoegeren stoette til investeringer med henblik paa at udvide produktionen af gearkasser, knastaksler og cylinderdaeksler paa sagsoegerens fabrik i Aspern/Wien.
7 Den 19. marts 1991 blev der afholdt et uformelt moede i Kommissionen mellem repraesentanter for den oestrigske regering og sagsoegeren og tjenestemaend i Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV). Under moedet blev Kommissionen orienteret om sagsoegerens projekt og den stoette, Republikken OEstrig agtede at yde selskabet. Tjenestemaendene i GD IV stillede herefter en raekke spoergsmaal til den oestrigske regering og til sagsoegeren. Den oestrigske regering besvarede spoergsmaalene ved en telefax af 20. marts 1991 og sagsoegeren ved en telefax af 21. marts 1991.
8 Medio april 1991 var der telefonisk kontakt mellem GD IV og den oestrigske regering og mellem GD IV og sagsoegeren.
9 Den oestrigske regering meddelte den 26. april 1991 sagsoegeren, at spoergsmaalet om stoette ikke kunne udsaettes yderligere, og at den fandt stoetten forenelig med artikel 23 og 27 i frihandelsoverenskomsten mellem Faellesskabet og OEstrig (herefter »frihandelsoverenskomsten«), som er indgaaet i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2836/72 af 19. december 1972 om indgaaelse af en overenskomst mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Republikken OEstrig og om fastsaettelse af dennes gennemfoerelsesbestemmelser (EFT 1972, 31.12., s. 1). Regeringen gav sit samtykke til, at sagsoegeren kunne paabegynde investeringen, selv om aftalerne om stoette endnu ikke formelt var indgaaet med regeringen.
10 Ved et moede den 22. juli 1991 mellem Kommissionens naestformand, Sir Leon Brittan, og repraesentanter for et oestrigsk politisk parti vedroerende Republikken OEstrigs tiltraedelse af Den Europaeiske Union naevnte Sir Leon Brittan ifoelge Raadet under en meningsudveksling med den oestrigske ambassadoer i Bruxelles den stoette, der var ydet sagsoegeren.
11 Jordarbejderne i forbindelse med sagsoegerens nye bygninger i Aspern/Wien blev paabegyndt den 27. juli 1991.
12 Kommissionen vedtog sin udtalelse om Republikken OEstrigs tiltraedelse (SEK(91) 1590 endelig udg.) den 1. august 1991. I udtalelsen, som er offentliggjort i Bulletin for De Europaeiske Faellesskaber - Supplement 4/92, anfoerte Kommissionen med hensyn til statsstoette, at selv om den oestrigske stoette var blevet nedbragt i loebet af de seneste aar, boer anvendelsen af faellesskabsreglerne give sig udslag i en omfattende omlaegning af det system, des anvendes i OEstrig. I denne forbindelse anfoerte Kommissionen bl.a.: »de seneste eksempler paa stoette til automobilindustrien [viser], at det - selv om der ikke foreligger en sektorstoetteordning for denne industri - som foelge af indfoerelsen af instrumenter saasom Financial Guarantee Act (General Motors) ... er absolut noedvendigt at foere noeje kontrol med de oestrigske stoetteordningers sektormaessige virkninger.«
13 Den 21. juli 1992 indgik sagsoegeren en aftale med Finanzierungsgarantiegesellschaft om en stoette paa 10%, dog maksimalt 450 mio. OES, til en stoetteberettiget investering paa maksimalt 4,5 mia. OES. Den 1. december 1992 indgik sagsoegeren en tilsvarende aftale med byen Wien, hvorved selskabet fik en yderligere stoette paa 5%, dog maksimalt 225 mio. OES.
14 I oktober 1992 naevnte Kommissionen mundtligt over for de oestrigske myndigheder, at General Motors-projektet kunne blive et problem, som den gerne saa loest.
15 Den 21. december 1992 fremsendte generaldirektoeren for Kommissionens Generaldirektorat for Eksterne Forbindelser (GD I) en skrivelse til den oestrigske ambassadoer i Bruxelles, hvori han meddelte, at General Motors' investering i Aspern efter Kommissionens kompetente tjenestegrenes opfattelse ikke var i overensstemmelse med frihandelsoverenskomstens bestemmelser, og anmodede ambassadoeren om, at de oestrigske myndigheder tog stilling hertil, inden Kommissionen formelt forelagde sagen for den ved frihandelsoverenskomsten oprettede Blandede Komité.
16 Kommissionen forelagde sagen for Den Blandede Komité ved dennes moede den 25. februar 1993. Under moedet gav Kommissionen den oestrigske regering en raekke spoergsmaal, der var dateret den 17. og den 24. februar 1993, og et orienterende notat af 17. februar 1993, hvori Kommissionen redegjorde for sin holdning til General Motors' projekt i Aspern.
17 Herefter fandt der tekniske moeder sted mellem Kommissionen og Republikken OEstrig den 16. marts og den 15. april 1993. Ved det andet moede, hvori der efter indbydelse fra den oestrigske regering deltog repraesentanter for sagsoegeren, overgav disse et notat til Kommissionen vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt den af Republikken OEstrig ydede stoette var forenelig med frihandelsoverenskomsten.
18 Under et nyt moede mellem Kommissionen og Republikken OEstrig den 21. juni 1993 overgav den oestrigske regering et notat fra sagsoegeren vedroerende stoetteintensiteten til Kommissionen.
19 Den 29. juni 1993 sammenfattede Kommissionen sin holdning i et internt notat. Dette notat blev fremsendt til sagsoegeren den 29. november 1993.
20 Den 15. juli 1993 blev der fremsendt et tredje notat fra sagsoegeren vedroerende de politiske overvejelser i forbindelse med stoetten til Kommissionen.
21 Den 22. juli 1993 vedtog Kommissionen forslaget til den anfaegtede forordning.
22 Der blev den 22. november 1993 afholdt et moede mellem Kommissionen og repraesentanter for Republikken OEstrig og sagsoegeren. Repraesentanterne for sagsoegeren var indbudt af Republikken OEstrig. Under moedet bekraeftede Kommissionens tjenestemaend, at stoetten efter deres opfattelse hverken var forenelig med frihandelsoverenskomsten eller de faellesskabsretlige bestemmelser. Ifoelge sagsoegeren spurgte tjenestemaendene dog, om en del af stoetten var ydet med henblik paa miljoebeskyttelse, forskning, udvikling eller uddannelse.
23 Ved Raadets og Kommissionens afgoerelse 94/1/EKSF, EF af 13. december 1993 om indgaaelse af aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade mellem De Europaeiske Faellesskaber, deres medlemsstater og Republikken Finland, Republikken Island, Fyrstendoemmet Liechtenstein, Kongeriget Norge, Det Schweiziske Edsforbund, Kongeriget Sverige og Republikken OEstrig (EFT 1994 L 1, s. 1, herefter »afgoerelse 94/1«) og ved Raadets og Kommissionens afgoerelse 94/2/EKSF, EF af samme dato om indgaaelse af protokollen om tilpasning af aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade mellem Den Europaeiske Union, dens medlemsstater og Republikken Finland, Republikken Island, Fyrstendoemmet Liechtenstein, Kongeriget Norge, Kongeriget Sverige og Republikken OEstrig (EFT 1994 L 1, s. 571, herefter »afgoerelse 94/2«) godkendte Raadet og Kommissionen paa vegne af Det Europaeiske Faellesskab og Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES-aftalen« eller »aftalen«) og protokollen om tilpasning af EOES-aftalen (herefter »tilpasningsprotokollen«). Samme dag deponerede Faellesskaberne som de sidste kontraherende parter deres godkendelsesinstrumenter (jf. oplysning om ikrafttraedelsesdatoen for aftalen om det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade og protokollen om tilpasning af aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, EFT 1994 L 1, s. 606).
24 Ved skrivelse af 14. december 1993 fremsendte sagsoegeren til Kommissionen et notat om spoergsmaalet om, hvorvidt stoetten er forenelig med Faellesskabets interne regler om statsstoette for saa vidt angaar miljoebeskyttelse, forskning, udvikling og uddannelse. Den 15. december 1993 udarbejdede Kommissionen et orienterende notat med kommentarer til det foerstnaevnte notat. Dette notat blev fremsendt til sagsoegeren ved skrivelse af 1. februar 1994.
25 Den 20. december 1993 vedtog Raadet den anfaegtede forordning.
26 EOES-aftalen traadte i kraft den 1. januar 1994.
Retsforhandlinger
27 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. marts 1994 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.
28 Rettens praesident henviste sagen til Anden Afdeling. Den 7. juli 1994 besluttede Retten, at sagen skulle henvises til en afdeling bestaaende af tre dommere. Ved afgoerelse af 23. januar 1995 blev sagen henvist til Fjerde Afdeling.
29 Ved begaering indgivet til Rettens Justitskontor den 12. august 1994 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for sagsoegtes paastande. Ved begaering indgivet til Rettens Justitskontor den 26. august 1994 har Republikken OEstrig anmodet om tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for sagsoegerens paastande. Ved kendelser afsagt af formanden for Anden Afdeling den 7. og den 20. oktober 1994 er Kommissionens og Republikken OEstrigs interventionsbegaeringer taget til foelge.
30 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog stillet en raekke skriftlige spoergsmaal til Raadet og til Kontoret for De Europaeiske Faellesskabers Officielle Publikationer (herefter »Publikationskontoret«). De har svaret ved skrivelser indleveret til Justitskontoret den 20. august, henholdsvis den 26. juli 1996.
31 Den mundtlige forhandling fandt sted den 19. september 1996. Parterne afgav indlaeg og besvarede Rettens mundtlige spoergsmaal.
Parternes paastande
32 Sagsoegeren, Opel Austria GmbH, har nedlagt foelgende paastande:
- Den anfaegtede forordning annulleres i sin helhed.
- Subsidiaert annulleres forordningen, for saa vidt den finder anvendelse paa sagsoegeren, eller for saa vidt tolden overstiger 1,23%.
- Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
33 Republikken OEstrig har som intervenient nedlagt foelgende paastande:
- Der gives sagsoegeren medhold.
- Raadet tilpligtes at betale Republikken OEstrigs omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 4, andet afsnit, eller subsidiaert de omkostninger, Republikken OEstrig har afholdt, foer den blev medlem af Unionen, eller vedroerende denne periode.
34 Sagsoegte, Raadet, har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
35 Kommissionen har som intervenient nedlagt paastand om, at Raadet frifindes.
Realiteten
36 Sagsoegeren har fremfoert ti anbringender til stoette for annullationspaastanden. Anbringenderne kan sammenfattes saaledes:
- Tilsidesaettelse af EOES-aftalens artikel 10, 26 og 62.
- Tilsidesaettelse af overgangsforanstaltningerne med henblik paa at forberede EOES-aftalens korrekte ikrafttraeden og af den folkeretlige forpligtelse til ikke at beroeve en traktat dens formaal og hensigt forud for dens ikrafttraeden.
- Magtfordrejning, idet Raadet har anvendt en i frihandelsoverenskomsten foreskrevet fremgangsmaade til at tilbagekalde toldindroemmelser, som er indroemmet i henhold til EOES-aftalen.
- Tilsidesaettelse af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«) og aftalen om fortolkning og anvendelse af artikel VI, XVI og XXIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (udfaerdiget i Genève den 12.4.1979, offentliggjort i GATT's Basic Instruments and Selected Documents - Supplement nr. 26 (1980), s. 63).
- Tilsidesaettelse af de samarbejdsprocedurer og procedurer til bilaeggelse af tvister, der er fastlagt i frihandelsoverenskomsten, og en bevidst ukorrekt anvendelse af denne.
- Tilsidesaettelse af frihandelsoverenskomstens artikel 23 og 27.
- Tilsidesaettelse af Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1), og forordning nr. 2837/72.
- Tilsidesaettelse af sagsoegerens grundlaeggende rettigheder.
- Stoetten er forenelig med EF-traktatens artikel 92 og 93.
- Den anfaegtede forordning er ikke tilstraekkelig begrundet, eller der foreligger aabenbare fejlskoen.
37 Da det foerste anbringende og andet led af det andet anbringende har forbindelse med hinanden, skal de behandles sammen.
Det foerste anbringende og andet led af det andet anbringende vedroerende en tilsidesaettelse af EOES-aftalens artikel 10, 26 og 62 og af den folkeretlige forpligtelse til ikke at beroeve en traktat dens formaal og hensigt forud for dens ikrafttraeden
38 Disse anbringender kan opdeles i flere led. Foerste led gaar ud paa, at Raadet bevidst har foruddateret det nummer af De Europaeiske Faellesskabers Tidende, hvori den anfaegtede forordning er offentliggjort. Andet, tredje og fjerde led vedroerer en tilsidesaettelse af henholdsvis EOES-aftalens artikel 10, 26 og 62. Femte led gaar ud paa, at den folkeretlige forpligtelse til ikke at beroeve en traktat dens formaal og hensigt forud for dens ikrafttraeden er tilsidesat.
Parternes argumenter
39 Som en generel bemaerkning har baade sagsoegeren og Republikken OEstrig anfoert, at den anfaegtede forordning er traadt i kraft efter EOES-aftalens ikrafttraeden (jf. nedenfor, praemis 41 og 42), og at den derfor skal vaere i overensstemmelse med denne aftale. Sagsoegeren goer gaeldende, at da forordningen ikke er forenelig med EOES-aftalen, maa den erklaeres ugyldig ab initio.
40 Raadet og Kommissionen har anfoert, at det ved vurderingen af den anfaegtede forordnings gyldighed er afgoerende, hvornaar den er vedtaget. Da forordningen er vedtaget foer EOES-aftalens ikrafttraeden, finder denne aftale ikke anvendelse i dette tilfaelde.
- Den paastaaede foruddatering af det nummer af EF-Tidende, hvori den anfaegtede forordning er offentliggjort
41 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af den anfaegtede forordnings artikel 2, at den traeder i kraft »paa dagen for offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende«. Ifoelge sagsoegeren fremgaar det af Domstolens dom af 31. marts 1977, sag 88/76, Société pour l'exportation des sucres mod Kommissionen (Sml. s. 709, praemis 14 ff.), og af 25. januar 1979, sag 98/78, Racke (Sml. s. 69, praemis 15), at EF-Tidende formodes at vaere offentliggjort paa den dato, som er paatrykt det paagaeldende nummer, men at parterne vil kunne bevise, at det faktisk er offentliggjort senere.
42 Selv om det nummer af EF-Tidende, hvori den anfaegtede forordning er offentliggjort (EFT L 343), er paatrykt datoen den 31. december 1993, blev det ifoelge sagsoegeren offentliggjort den 11. eller den 12. januar 1994. Sagsoegeren har til stoette herfor henvist til en skrivelse fra Publikationskontoret og en skriftlig bekraeftelse fra en luxembourgsk »huissier de justice«. Forordningen er derfor tidligst traadt i kraft den 11. januar 1994.
43 Sagsoegeren erkender, at Domstolen indtil nu har antaget, at fejl vedroerende den offentliggoerelsesdato, der er paatrykt EF-Tidende, ikke medfoerer, at den heri offentliggjorte retsakt er ugyldig (jf. dommene i sagen Société pour l'exportation des sucres mod Kommissionen, praemis 14 ff., og Racke-sagen, praemis 15). Disse domme vedroerte imidlertid kun en fejl paa en enkelt hverdag, som var begaaet af Publikationskontoret. I denne sag har Raadet imidlertid bevidst foruddateret det nummer af EF-Tidende, hvori den anfaegtede forordning er offentliggjort, og Retten boer derfor allerede af denne grund annullere forordningen. Raadets fremgangsmaade, hvorved man har forsoegt at give det indtryk, at forordningen var traadt i kraft foer EOES-aftalen, er i strid med god forvaltningsskik og kan skade den tillid, offentligheden har til, at EF-Tidende er korrekt. En saadan fremgangsmaade er navnlig uhensigtmaessig, fordi den retlige ramme, der fandtes den 31. december 1993, var helt forskellig fra den, der blev gennemfoert med virkning fra den 11. januar 1994. Raadet fremsendte den originale version af den anfaegtede forordning til Publikationskontoret i januar 1994, men gav det alligevel instruks om at offentliggoere forordningen i en 1993-udgave af EF-Tidende.
44 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Raadets forklaring om, at forsinkelsen skyldtes en stor arbejdsbyrde ved aarets slutning, ikke fritager Publikationskontoret for pligten til korrekt at angive, hvornaar forordningen faktisk er offentliggjort i EF-Tidende. Hertil kommer, at der hverken er tale om en saedvanlig eller noedvendig fremgangsmaade fra Raadets side. Tre andre retsakter, der blev vedtaget i december 1993, blev offentliggjort i EF-Tidende i 1994. Raadet har saaledes bevidst villet offentliggoere den anfaegtede forordning i en 1993-udgave af EF-Tidende.
45 Republikken OEstrig har anfoert, at uanset om det paagaeldende nummer af EF-Tidende bevidst er blevet foruddateret, er overholdelsen af reglerne om offentliggoerelse i EF-Tidende et vaesentligt formkrav. Tidspunktet for den anfaegtede forordnings ikrafttraeden har vaesentlig betydning for, om den er lovlig, idet der efter EOES-aftalen ikke maa indfoeres nye former for told efter aftalens ikrafttraeden.
46 Raadet har bekraeftet, at den anfaegtede forordning er offentliggjort den 11. januar 1994 i et nummer af EF-Tidende, der er paatrykt datoen den 31. december 1993, og den anfaegtede forordning er saaledes traadt i kraft den 11. januar 1994. Dette indebaerer imidlertid ikke, at forordningen er ugyldig. Ifoelge Domstolens praksis (jf. dommene i sagen Société pour l'exportation des sucres mod Kommissionen, praemis 14 ff., og Racke-sagen, praemis 15) indebaerer en fejl vedroerende den offentliggoerelsesdato, der er paatrykt det paagaeldende nummer af EF-Tidende, ikke, at faellesskabsretsakten er ugyldig. At et nummer af EF-Tidende ved en fejl eller bevidst er blevet foruddateret, vil kun kunne medfoere, at en faellesskabsretsakt er ugyldig, hvis ikrafttraedelsesdatoen kan have betydning for retsaktens gyldighed, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag.
47 Raadet bestrider, at det bevidst har foruddateret det paagaeldende nummer af EF-Tidende. Naar EFT L 343 blev forsinket, skyldes det, at der hvert aar ved aarets udgang skal offentliggoeres et betydeligt antal retsakter, som faellesskabsinstitutionerne har vedtaget ved udgangen af december. Hertil kommer, at Raadet aldrig har paastaaet, at den anfaegtede forordning er traadt i kraft foer den faktiske offentliggoerelse.
- Den paastaaede overtraedelse af EOES-aftalens artikel 10
48 Sagsoegeren har anfoert, at den anfaegtede forordning ved at bestemme, at »der indroemmes en toldsats paa 4,9%«, efter EOES-aftalens ikrafttraeden er i strid med denne aftales artikel 10.
49 Ifoelge sagsoegeren fremgaar det af Domstolens praksis, at EOES-aftalen udgoer en integreret del af faellesskabsretten (jf. Domstolens dom af 30.4.1974, sag 181/73, Haegeman, Sml. s. 449, praemis 3, 4 og 5). Aftalens artikel 10, hvorefter told ved indfoersel og andre afgifter med tilsvarende virkning er forbudt mellem de kontraherende parter, svarer til EF-traktatens artikel 12, 13, 16 og 17. Bestemmelserne er indholdsmaessigt identiske med den interne faellesskabsret og skal derfor i henhold til EOES-aftalens artikel 6 fortolkes i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende de bestemmelser i EF-traktaten, der indholdsmaessigt er identiske.
50 Sagsoegeren har videre anfoert, at EF-traktatens artikel 12 svarer til EOES-aftalens artikel 10 for saa vidt angaar told ved indfoerslen. Med hensyn til EF-traktatens artikel 12 har Domstolen udtalt, at »toldafgifter er forbudt uafhaengigt af formaalet med deres indfoerelse og anvendelsen af de indtaegter, de tilvejebringer« (Domstolens dom af 1.7.1969, forenede sager 2/69 og 3/69, Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, Sml. 1969, s. 49, praemis 13, org. ref.: Rec. s. 211, praemis 13; jf. ogsaa Domstolens dom af 5.2.1963, sag 26/62, Van Gend en Loos, Sml. 1954-1964, s. 375). Domstolen har fastslaaet, at denne bestemmelse har en central rolle blandt alle de bestemmelse, der skal sikre de frie varebevaegelser. Dette er ikke alene et af de centrale formaal med EF-traktaten, men ogsaa et hovedformaal med EOES-aftalen. I relation til faellesskabsretten har Domstolen udtalt, at enhver undtagelse fra denne grundlaeggende bestemmelse klart skal fremgaa af traktaten og skal fortolkes snaevert (jf. Domstolens dom af 13.11.1964, forenede sager 90/63 og 91/63, Kommissionen mod Luxembourg og Belgien, Sml. 1954-1964, s. 555, org. ref.: Rec. s. 1217, og af 20.4.1978, forenede sager 80/77 og 81/77, Commissionaires réunis, Sml. s. 927).
51 Det er derfor sagsoegerens opfattelse, at EOES-aftalens artikel 10 i overensstemmelse med artikel 6 skal fortolkes saaledes, at »toldafgifter er forbudt uafhaengigt af formaalet med deres indfoerelse«, dvs. at der herved indfoeres et generelt og absolut forbud.
52 Efter EOES-aftalen er det forbudt at opretholde toldafgifter og dermed saa meget mere at indfoere saadanne afgifter. Ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning har Faellesskabet indfoert en ny told, som traeder i kraft efter EOES-aftalens ikrafttraeden.
53 Hvad angaar forskellen mellem EF-traktaten og EOES-aftalen, hvortil Raadet har henvist til stoette for, at EOES-aftalens artikel 10 skal fortolkes anderledes end EF-traktatens artikel 12, har sagsoegeren anfoert, at ophavsmaendene til EOES-aftalen kendte disse forskelle, og til trods herfor indsatte de aftalens artikel 6.
54 Betydningen af, at bestemmelserne i EOES-aftalen og faellesskabsretten fortolkes ensartet, fremhaeves i selve aftalen, navnlig i artikel 1 og i fjerde og femtende afsnit i praeamblen.
55 Med hensyn til Raadets argument om, at EF er en toldunion og Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (herefter »EOES«) et frihandelsomraade, har sagsoegeren anfoert, at denne forskel ikke har nogen betydning for toldfritagelsen for varer hidroerende fra de kontraherende parter.
56 Endvidere har sagsoegeren med hensyn til Raadets argument om, at der ikke i EF-traktaten findes regler svarende til beskyttelsesklausulerne i EOES-aftalen, anfoert, at der fandtes saadanne klausuler i faellesskabsretten i overgangsperioden, og det var netop afgifter opkraevet i overgangsperioden, som Domstolen i dommen i sagen Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders erklaerede ulovlige. Domstolen fastslog saaledes, at der var tale om et ubetinget forbud mod told, selv om medlemsstaterne havde ret til paa visse betingelser at anvende beskyttelsesforanstaltninger.
57 Med hensyn til Kommissionens argument om, at EOES-aftalens artikel 10 og de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten ikke indholdsmaessigt er identiske, har sagsoegeren anfoert, at EOES-aftalen ganske vist indeholder nogle faa undtagelser fra bestemmelsen om afskaffelse af enhver told, men hver enkelt undtagelse er noeje fastlagt, og der er hertil knyttet en udtrykkelig bestemmelse om, at undtagelsen ikke maa udstraekkes ud over, hvad der udtrykkeligt fremgaar heraf. Saaledes fremgaar det af andet punktum i aftalens artikel 10, at finanstold er forbudt, jf. dog ordningerne i protokol 5, og af aftalens artikel 26, at udligningstold og andre handelspolitiske foranstaltninger er forbudt, bortset fra saadanne foranstaltninger, som er tilladt i henhold til protokol 13. Tilsvarende kan der i henhold til aftalens artikel 64 fastsaettes bestemmelser om told, fordi denne artikel er en undtagelse fra aftalens artikel 10.
58 Sagsoegeren kan ikke tiltraede Kommissionens argument om, at frihandelsoverenskomsten er den eneste retskilde i dette tilfaelde, idet formaalet med EOES-aftalen ikke er at afhjaelpe konkurrencefordrejning og forstyrrelser af samhandelen, som skyldes allerede bestaaende stoette af den i denne sag omhandlede karakter. Forbuddet mod told er saaledes reguleret i EOES-aftalen, uanset om aftalens regler om statsstoette finder anvendelse paa stoetten.
59 Sagsoegeren kan heller ikke tiltraede Raadets argument om, at den told, der er indfoert ved den anfaegtede forordning, er en told sui generis. EOES-aftalen indeholder et generelt forbud mod told med nogle ganske faa, noeje afgraensede undtagelser. Der kan derfor ikke findes andre - uskrevne og ikke naermere specificerede - undtagelser fra denne regel for told sui generis, for efter de almindelige fortolkningsprincipper skal undtagelser fra generelle regler stoettes paa udtrykkelige lovbestemmelser, som endvidere skal fortolkes snaevert. Selv om den told, der er indfoert ved den anfaegtede forordning, maatte antages at adskille sig fra andre former for told, fordi der er tale om tilbagekaldelse af en fordel, som er indroemmet i henhold til frihandelsoverenskomsten, aendrer dette ikke ved toldens karakter. Told er told, uanset af hvilken grund Raadet har indfoert den.
60 Endelig har sagsoegeren anfoert, at EOES-aftalen i henhold til artikel 120 gaar forud for frihandelsoverenskomsten, idet EOES-aftalen vedroerer et generelt omraade, og paa det omraade, naervaerende sag vedroerer, regulerer de to aftaler »samme spoergsmaal«. Det er aabenbart, at EOES-aftalen vedroerer afskaffelse af told paa industriprodukter i forholdet mellem parterne, begraensninger i ydelse af statsstoette og betingelser for vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger. Endvidere har EOES-aftalen et mere vidtraekkende sigte end frihandelsoverenskomsten.
61 Republikken OEstrig har anfoert, at EOES-aftalens artikel 10 i henhold til artikel 6 skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten. For saa vidt angaar forskellene mellem EF-traktaten og EOES-aftalen har EFTA-Domstolen i dom af 16. december 1994, sag E-1/94, Restamark (Report of the EFTA Court, 1 January 1994-30 June 1995, s. 15, praemis 32, 33, 34, 46, 56, 63 og 64), trods disse forskelle implicit fastslaaet, at de artikler i EOES-aftalen, som indholdsmaessigt er identiske, skal fortolkes i overensstemmelse med Faellesskabets retsinstansers praksis. Endvidere har Republikken OEstrig anfoert, at baade EOES-aftalen og frihandelsoverenskomsten indeholder bestemmelser om toldfritagelse for industriprodukter, herunder de i naervaerende sag omhandlede produkter, og i henhold til EOES-aftalens artikel 120 finder frihandelsoverenskomsten saaledes ikke anvendelse efter den 1. januar 1994.
62 Raadet har anfoert, at den anfaegtede forordning er i overensstemmelse med EOES-aftalens artikel 10. Selv om EOES-aftalens artikel 10 i henhold til artikel 6 som udgangspunkt skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens praksis vedroerende de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten, navnlig artikel 12, kan bestemmelsen ikke fortolkes saaledes, at »toldafgifter er forbudt uafhaengigt af formaalet med deres indfoerelse« (dommen i sagen Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, praemis 13). Ifoelge Raadet er der vaesentlige forskelle mellem EF-traktaten og EOES-aftalen (jf. Domstolens udtalelse af 14.12.1991 vedroerende EOES-aftalen, udtalelse 1/91, Sml. I, s. 6079, praemis 13-22), og aftalens artikel 10 maa derfor fortolkes paa en anden maade. Formaalet med EOES-aftalen er saaledes ikke at indfoere et indre marked uden indre graenser, og dens bestemmelser om frie varebevaegelser finder derfor kun anvendelse paa produkter hidroerende fra de kontraherende parter. EF-traktaten udgoer derimod et forfatningsdokument, og der indfoeres herved en ny retsorden. EF-traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed og konkurrence er ikke et maal i sig selv, men er midler til at naa maalene om en oekonomisk integration, der skal foere frem til oprettelsen af et indre marked og en oekonomisk og monetaer union med det sigte konkret at medvirke til Den Europaeiske Unions udvikling.
63 Endvidere indeholder EOES-aftalen i modsaetning til EF-traktaten, hvorefter medlemsstaterne ikke efter overgangsperiodens udloeb maa traeffe beskyttelsesforanstaltninger, i artikel 64 bestemmelser, som goer det muligt for de kontraherende parter at traeffe foranstaltninger med henblik paa at afhjaelpe konkurrencefordrejning som foelge af, at en kontraherende part yder statsstoette, eller af statsmonopoler, og ifoelge artikel 26, sammenholdt med protokol 13, kan der opkraeves udligningstold, saafremt gaeldende faellesskabsret ikke i fuldt omfang er integreret i aftalen. I modsaetning til EOES-aftalen aabner bestemmelserne om beskyttelsesforanstaltninger i EF-traktaten, hvortil sagsoegeren har henvist, ikke mulighed for ensidige foranstaltninger, men ifoelge EF-traktaten kan Raadet eller Kommissionen eller en medlemsstat efter udtrykkelig tilladelse fra Kommissionen traeffe foranstaltninger.
64 Med hensyn til sagsoegerens argument om, at det er uden betydning for toldfritagelser for varer hidroerende fra de kontraherende parter, at EF er en toldunion og EOES et frihandelsomraade, har Raadet anfoert, at der i Faellesskabet ikke laengere er kontrol ved graenserne med produkter fra medlemsstaterne og produkter fra tredjelande, som er i fri omsaetning. I EOES foretages der derimod stadig kontrol ved graenserne med produkter hidroerende fra de kontraherende parter, enten af Faellesskabet eller af de andre kontraherende parter.
65 Det er derfor Raadets opfattelse, at de kontraherende parter inden for visse rammer kan indfoere eller opretholde told, naar der er tale om beskyttelsesforanstaltninger med henblik paa at afhjaelpe visse former for konkurrencefordrejning, som paavirker samhandelen.
66 Ifoelge Raadet er den told, der er indfoert ved den anfaegtede forordning, ikke en normal told, men en beskyttelsesforanstaltning, der er vedtaget i overensstemmelse med bestemmelserne i frihandelsoverenskomsten. Da der er tale om en told sui generis, er den ikke omfattet af EOES-aftalens artikel 10, heller ikke selv om denne bestemmelse fortolkes saaledes som foreslaaet af sagsoegeren. For det foerste indfoeres der ikke ved den anfaegtede forordning en told, men der tilbagekaldes en toldindroemmelse ved genindfoerelse af en told. For det andet har denne told ikke generel virkning, idet den alene finder anvendelse paa en saerlig type gearkasser, som er fremstillet af en bestemt producent i et bestemt land. For det tredje er tolden genindfoert med et specielt maal for oeje, nemlig at afhjaelpe den konkurrencefordrejning, der er fremkaldt af den af Republikken OEstrig ydede stoette, og denne konkurrencefordrejning foreligger ogsaa, efter at EOES-aftalen er traadt i kraft. For det fjerde er tolden genindfoert for en bestemt, afgraenset periode.
67 For saa vidt angaar EOES-aftalens artikel 120 er tolden mellem Faellesskabet og Republikken OEstrig afskaffet ved frihandelsoverenskomstens artikel 3. Ved EOES-aftalen er de toldindroemmelser, som foelger af frihandelsoverenskomsten, opretholdt, men der er ikke herved givet toldindroemmelser. Frihandelsoverenskomstens bestemmelser om toldindroemmelser finder derfor stadig anvendelse, og i henhold til EOES-aftalens artikel 120 har den told, som lovligt er indfoert i henhold til frihandelsoverenskomsten, kunnet opretholdes efter EOES-aftalens ikrafttraeden, uanset om tolden er i overensstemmelse med aftalens artikel 10. Situationen er helt forskellig fra situationen i forbindelse med Republikken OEstrigs tiltraedelse af Den Europaeiske Union. Forordningen ophoerte i denne forbindelse med at gaelde, idet frihandelsoverenskomsten ikke laengere var gaeldende.
68 Kommissionen har anfoert, at EOES-aftalens artikel 10 og de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten ikke indholdsmaessigt er identiske, og aftalens artikel 6 finder derfor ikke anvendelse. Det fremgaar af artikel 10, at finanstold ikke automatisk henhoerer under begrebet told ved indfoersel og udfoersel og afgifter med tilsvarende virkning. Det samme gaelder med hensyn til beskyttelsestold, idet denne ikke henhoerer under den generelle politik vedroerende told, men der forfoelges hermed et selvstaendigt maal. Saafremt artikel 10 skulle fortolkes som foreslaaet af sagsoegeren, vil aftalens artikel 64 ikke kunne finde anvendelse. Endvidere ville aftalens artikel 26 i saa fald ikke vaere noedvendig. Da det ikke er tanken med EOES-aftalen, at den skal afhjaelpe virkningerne af konkurrencefordrejning og forstyrrelser af samhandelen, som skyldes statsstoette af den her omhandlede karakter, er frihandelsoverenskomsten den eneste relevante retskilde. Ifoelge EOES-aftalens artikel 120 gaar denne aftale kun forud for frihandelsoverenskomsten, for saa vidt den regulerer samme emne. Det er derfor efter EOES-aftalen tilladt fortsat at anvende visse bestemmelser i frihandelsoverenskomsten, herunder de bestemmelser, Faellesskabet har anvendt i dette tilfaelde.
- Den paastaaede overtraedelse af EOES-aftalens artikel 26
69 Sagsoegeren har anfoert, at den foranstaltning, der er indfoert ved forordningen, er en udligningstold, og har til stoette herfor bl.a. henvist til definitionen i GATT's artikel VI, stk. 3, sidste punktum, hvorefter udligningstold er »en saerlig told, der opkraeves med det formaal at opveje en praemie eller subsidie ydet direkte eller indirekte til forarbejdningen, fremstillingen eller udfoerslen af en vare«. Den anfaegtede forordning er derfor ogsaa i strid med EOES-aftalens artikel 26, der som et konkret udtryk for den generelle princip i aftalens artikel 10 indeholder et forbud mod udligningstold mellem de kontraherende parter, medmindre andet er fastsat i aftalen.
70 Det fremgaar af bestemmelserne i aftalens protokol 13 om ikke-anvendelse af antidumping- og udligningsforanstaltninger, at det er en forudsaetning for, at der i dette tilfaelde er tale om en undtagelse fra forbuddet i artikel 26, at gaeldende faellesskabsret vedroerende handel med loese dele til koeretoejer ikke i fuldt omfang er integreret i aftalen, hvilket ikke er tilfaeldet. Alle bestemmelserne om statsstoette inden for automobilbranchen er udtrykkeligt naevnt i bilag XV til EOES-aftalen. Med hensyn til de af sagsoegeren fremstillede produkter er de af oestrigsk oprindelse og henhoerer derfor under kapitel 25-97 i det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem [jf. EOES-aftalens artikel 8, stk. 2 og artikel 8, stk. 3, litra a)].
71 Republikken OEstrig har anfoert, at den anfaegtede forordning er i strid med EOES-aftalens artikel 26. Det afgoerende er ikke, hvilken betegnelse Raadet har givet den paagaeldende told, men det formaal, der faktisk forfoelges hermed, og den virkning, den har, i dette tilfaelde som udligningstold.
72 Raadet har anfoert, at der ikke ved den anfaegtede forordning indfoeres en udligningstold, men i overensstemmelse med frihandelsoverenskomstens artikel 23 og artikel 27, stk. 3, litra a), tilbagekaldes en toldindroemmelse, som i overensstemmelse med denne overenskomst var givet Republikken OEstrig. Der foreligger derfor ikke en overtraedelse af EOES-aftalens artikel 26.
73 Kommissionen har anfoert, at der ikke ved den anfaegtede forordning indfoeres en udligningstold, men der er tale om en beskyttelsesforanstaltning sui generis, som bestaar i, at en toldindroemmelse i henhold til EF-traktatens artikel 113 tilbagekaldes. En saadan foranstaltning er udtrykkelig hjemlet i frihandelsoverenskomsten for det tilfaelde, at en uoverensstemmelse vedroerende aftalens bestemmelser om statsstoette ikke kan bilaegges.
- Den paastaaede overtraedelse af EOES-aftalens artikel 62
74 Sagsoegeren har anfoert, at det klart fremgaar af EOES-aftalens artikel 62, at Faellesskabets kompetence vedroerende statsstoette er begraenset til stoette, som ydes af dets medlemsstater. Faellesskabet har derfor efter den 1. januar 1994 ikke laengere kompetence for saa vidt angaar stoette ydet af EFTA-landene. Det er derfor i strid med EOES-aftalens artikel 62, at den anfaegtede forordning er traadt i kraft efter denne dato. Naar Raadet goer gaeldende, at det kunne have vedtaget den anfaegtede forordning som en beskyttelsesforanstaltning, jf. EOES-aftalens artikel 64, anerkender det, at det ikke har fulgt fremgangsmaaden i denne bestemmelse.
75 Raadet har anfoert, at den anfaegtede forordning ikke er vedtaget i henhold til EOES-aftalen, men i henhold til frihandelsoverenskomsten. Endvidere har Raadet ikke erklaeret stoetten ugyldig eller uforenelig med EOES-aftalen, hvilket alene kunne foretages af EFTA-Tilsynsmyndigheden. I relation til EOES-aftalen er Raadets beskyttelsesforanstaltning af en karakter, der er forenelig med aftalens artikel 64.
- Den paastaaede tilsidesaettelse af den folkeretlige forpligtelse til ikke at beroeve en traktat dens formaal og hensigt forud for dens ikrafttraeden
76 Sagsoegeren har anfoert, at en medlemsstat eller international organisation efter artikel 18 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 788, s. 354, herefter »Wienerkonvention I«) og artikel 18 i Wienerkonventionen om traktatret mellem stater og internationale organisationer og mellem internationale organisationer af 21. marts 1986 (United Nations General Assembly Documents A/Conf. 129/15 af 20. marts 1986, herefter »Wienerkonvention II«) ikke maa fratage internationale aftaler deres bindende karakter ved retsakter, som er vedtaget umiddelbart inden en aftales ikrafttraeden, og som er uforenelige med aftalens grundlaeggende principper. Det fremgaar naermere af de naevnte bestemmelser, at en stat i perioden mellem undertegnelsen af en international aftale og dens ikrafttraeden skal »afholde sig fra handlinger, der ville beroeve traktaten dens formaal og hensigt«.
77 Det er almindeligt anerkendt, at Wienerkonvention I kodificerer visse alment gaeldende regler i den folkeretlige saedvaneret, og Faellesskabet er derfor bundet af de i konventionen kodificerede regler. Dette bekraeftes af, at Domstolen ved flere lejligheder har henvist til bestemmelser i konventionen ved fortolkningen af internationale aftaler indgaaet af Faellesskabet, herunder frihandelsoverenskomsten (jf. bl.a. udtalelse 1/91, a.st., praemis 14, og Domstolens dom af 1.7.1993, sag C-312/91, Metalsa, Sml. I, s. 3751, praemis 12).
78 Ifoelge sagsoegeren er artikel 18 i Wienerkonvention I og artikel 18 i Wienerkonvention II endvidere et folkeretligt udtryk for det almindelige princip om beskyttelse af den berettigede forventning, hvilket indebaerer, at folkerettens subjekter paa visse betingelser kan vaere bundet af den forventning, som hos andre af folkerettens subjekter er skabt som foelge af deres handlinger.
79 Sagsoegeren kan ikke tiltraede Raadets argument om, at der ikke ved artikel 18 i Wienerkonvention I tillaegges borgerne rettigheder, som de kan paaberaabe sig ved Retten. For det foerste er argumentet om, at der ikke er tale om direkte virkning, uden betydning under en sag, der er anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 173. De internationale aftaler er en integreret del af faellesskabsretten, og faellesskabsinstitutionerne, herunder Domstolen og Retten, skal sikre, at de overholdes. Det er uden betydning for Faellesskabets pligt til at sikre, at aftaler overholdes, at visse internationale aftaler ikke er umiddelbart anvendelige (jf. Domstolens dom af 10.7.1984, sag 126/83, STS mod Kommissionen, Sml. s. 2769, af 22.6.1989, sag 70/87, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 1781, praemis 20, af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 31, generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i denne sag, punkt 53, og punkt 135 og 137 i generaladvokat Gulmann's forslag til afgoerelse i sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, hvori Domstolen afsagde dom den 5.10.1994, Sml. I, s. 4973). For det andet indeholder artikel 18 i Wienerkonvention I et entydigt og ubetinget forbud mod handlinger, der er uforenelige med formaalet og hensigten med en international aftale.
80 Ifoelge sagsoegeren var Faellesskabet i tiden mellem undertegnelsen af EOES-aftalen og aftalens ikrafttraeden forpligtet til ikke at traeffe foranstaltninger, der kunne bringe opfyldelsen af formaalet og hensigten med aftalen i fare. Denne forpligtelse var saa meget mere vigtig, efter at alle de kontraherende parter havde ratificeret aftalen.
81 Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at ratifikationsproceduren blev afsluttet den 13. december 1993, da Raadet og Kommissionen vedtog afgoerelse 94/1, og bekraeftede kopier af ratifikationsinstrumenterne blev fremsendt til de kontraherende stater sammen med meddelelsen om, at aftalen traadte i kraft den 1. januar 1994. Da den anfaegtede forordning blev vedtaget den 20. december 1993, var Raadet saaledes klar over, at EOES-aftalen ville traede i kraft nogle dage senere. Da et af de vaesentlige formaal med EOES-aftalen er at afskaffe told mellem de kontraherende parter, har Faellesskabet ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning efter udloebet af ratifikationsperioden bragt virkeliggoerelsen af formaalet og hensigten med EOES-aftalen i fare.
82 Republikken OEstrig har anfoert, at Raadet ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning, foer EOES-aftalen traadte i kraft, men efter at den var ratificeret af alle de kontraherende parter, har tilsidesat Republikken OEstrigs og dens statsborgeres rettigheder. Raadet har handlet i strid med et almindeligt princip, der er faelles for medlemsstaterne, nemlig pligten til gensidigt at handle i god tro i forholdet mellem de kontraherende parter, indtil en aftale er traadt i kraft. Dette folkeretlige princip er fastslaaet i artikel 18 i Wienerkonvention I.
83 Med henvisning til italiensk, tysk, belgisk, spansk og britisk ret har Republikken OEstrig gjort gaeldende, at der ogsaa findes et almindeligt princip, der er faelles for medlemsstaterne, og hvorefter en part i en aftale, der indeholder forpligtelser, skal handle i god tro med henblik paa at beskytte de oevrige parters interesser og interesserne hos de personer, der nyder godt af aftalen, i den periode, hvor aftalens gennemfoerelse er udsat. Dette princip svarer til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Retten boer derfor ophoeje dette princip til et almindeligt faellesskabsretligt princip. Princippet er ogsaa blevet tilsidesat efter vedtagelsen af den anfaegtede forordning. Ifoelge Republikken OEstrig boer sagsoegeren, der er blandt dem, som nyder godt af aftalen, kunne paaberaabe sig dette princip.
84 Raadet har ikke bestridt sagsoegerens anbringende om, at artikel 18 i Wienerkonvention I og artikel 18 i Wienerkonvention II kodificerer regler i den folkeretlige saedvaneret, som er bindende for Faellesskabet.
85 Raadet har imidlertid anfoert, at det for det foerste ikke har tilsidesat disse regler, idet den anfaegtede forordning fuldt ud er forenelig med EOES-aftalen. Der er hverken tale om handlinger, hvorved aftalen beroeves sit formaal eller sin hensigt, eller en kraenkelse af Republikken OEstrigs berettigede forventning.
86 For det andet har Raadet anfoert, at de regler, sagsoegeren har paaberaabt sig, henhoerer under traktatretten. Dette er en del af folkeretten, som alene vedroerer rettighederne for selvstaendige stater og internationale organisationer og forholdet mellem dem. Der tillaegges ikke ved saadanne regler borgerne rettigheder, som de kan paaberaabe sig ved Retten. Endvidere er den paagaeldende bestemmelse ikke tilstraekkelig praecis til, at den er direkte anvendelig, hvilket ogsaa gaelder for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Rettens bemaerkninger
87 Under et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 skal lovligheden af den anfaegtede retsakt bedoemmes efter de faktiske og retlige omstaendigheder paa det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (jf. Domstolens dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, praemis 7, og Rettens dom af 22.10.1996, forenede sager T-79/95 og T-80/95, SNCF og British Railways mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 48).
88 Sagsoegerens argument om, at den anfaegtede forordnings lovlighed skal bedoemmes paa tidspunktet for dens ikrafttraeden, maa derfor forkastes.
89 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at EOES-aftalen var en del af de faktiske og retlige omstaendigheder paa det tidspunkt, da den anfaegtede forordning blev vedtaget den 20. december 1993, og at Raadet ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning nogle faa dage foer EOES-aftalens ikrafttraeden har tilsidesat det folkeretlige »princip om god tro«, hvorefter en international aftales signatarstater ikke i tiden indtil aftalens ikrafttraeden kan vedtage retsakter, hvorved aftalen beroeves sit formaal eller sin hensigt.
90 I denne forbindelse bemaerkes indledningsvis, at princippet om god tro er en regel i den folkeretlige saedvaneret, som er anerkendt af Den Internationale Domstol (jf. dom af 25.5.1926, Certain German Interests in Polish Upper Silesia, PCIJ, serie A 7, s. 30 og 39), og Faellesskabet skal derfor overholde princippet.
91 Princippet er kodificeret i artikel 18 i Wienerkonvention I, der har foelgende ordlyd:
»En stat er forpligtet til at afholde sig fra handlinger, der ville beroeve traktaten dens formaal og hensigt, naar
a) den har undertegnet traktaten eller udvekslet de instrumenter, der udgoer traktaten, under forbehold af ratifikation, accept eller godkendelse, saa laenge den ikke klart har tilkendegivet, at det er dens hensigt ikke at blive deltager i traktaten, eller
b) den har udtrykt sit samtykke til at vaere bundet af traktaten, saa laenge traktaten ikke er traadt i kraft, forudsat at denne ikrafttraeden ikke utilboerligt forsinkes.«
92 I dette tilfaelde blev den anfaegtede forordning vedtaget af Raadet den 20. september 1993, dvs. syv dage, efter at Faellesskaberne som de sidste af de kontraherende parter havde godkendt EOES-aftalen og deponeret deres godkendelsesinstrumenter (jf. ovenfor, praemis 23). Faellesskaberne havde saaledes fra den 13. december 1993 kendskab til, hvornaar EOES-aftalen ville traede i kraft. Det fremgaar saaledes af EF-traktatens artikel 129, stk. 3, som aendret ved tilpasningsprotokollens artikel 6, og af tilpasningsprotokollens artikel 1, stk. 1, og artikel 22, stk. 3, at aftalen skulle traede i kraft paa den foerste dag i den maaned, der fulgte efter sidste deponering af godkendelses- eller ratifikationsinstrumenter.
93 Endvidere bemaerkes, at princippet om god tro i folkeretten svarer til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som efter retspraksis er en del af Faellesskabets retsorden (jf. Domstolens dom af 3.5.1978, sag 112/77, Toepfer mod Kommissionen, Sml. s. 1019, praemis 19). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger (jf. bl.a. Rettens dom af 13.7.1995, forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, O'Dwyer m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 2071, praemis 48).
94 Naar Faellesskaberne har deponeret deres godkendelsesinstrumenter vedroerende en international aftale, og ikrafttraedelsesdatoen for aftalen er kendt, vil erhvervsdrivende kunne paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til stoette for, at institutionerne i den periode, som ligger forud for den internationale aftales ikrafttraeden, ikke maa vedtage retsakter, som er i strid med bestemmelserne heri, og som efter aftalens ikrafttraeden vil have direkte virkning for dem.
95 Sagsoegeren kan derfor kraeve den anfaegtede forordnings lovlighed efterproevet i forhold til de af EOES-aftalens bestemmelser, der efter aftalens ikrafttraeden har direkte virkning.
96 Inden der tages stilling til de forskellige argumenter, sagsoegeren paa dette punkt har fremfoert, maa det indledningsvis undersoeges, dels om og i hvilket omfang EOES-aftalens bestemmelser traeder i stedet for frihandelsoverenskomstens bestemmelser, dels om EOES-aftalen finder anvendelse paa de her omhandlede produkter.
97 Det bemaerkes, at frihandelsoverenskomsten, som fandt anvendelse paa det omhandlede tidspunkt, og paa grundlag af hvilken den anfaegtede forordning blev vedtaget, hverken var opsagt eller sat ud af kraft, da EOES-aftalen traadte i kraft. Det fremgaar imidlertid af EOES-aftalens artikel 120, at dens bestemmelser gaar forud for frihandelsoverenskomstens bestemmelser, »i det omfang, samme emner er omfattet af« EOES-aftalen. De i naervaerende sag relevante bestemmelser i EOES-aftalen vedroerer de samme emner som de relevante bestemmelser i frihandelsoverenskomsten. EF-traktatens artikel 10 regulerer samme emne som frihandelsoverenskomstens artikel 3 og 6, nemlig told ved indfoersel og afgifter med tilsvarende virkning. EOES-aftalens artikel 61 om statsstoette er mere specifik og har en lige saa stor raekkevidde som frihandelsoverenskomstens artikel 23, stk. 1, nr. iii). Bestemmelsen svarer i det vaesentlige til EF-traktatens artikel 92. Endvidere er de saerlige bestemmelser vedroerende statsstoette i Faellesskabet medtaget i bilag XV til EOES-aftalen. Med hensyn til fremgangsmaaden i frihandelsoverenskomstens artikel 27, stk. 2, og artikel 27, stk. 3, litra a), bemaerkes, at EFTA-landene i henhold til EOES-aftalens artikel 108 skal oprette EFTA-Tilsynsmyndigheden og EFTA-Domstolen. Disse to institutioner har bl.a. med hensyn til konkurrence og statsstoette en kompetence og en sagsbehandlingsmaade, som svarer til, hvad der paa disse omraader gaelder i Faellesskabet. Kompetencefordelingen og samarbejdet mellem EFTA-Tilsynsmyndigheden og Kommissionen paa statsstoetteomraadet er reguleret i EOES-aftalens artikel 62. Heraf foelger, at EOES-aftalens bestemmelser efter aftalens ikrafttraeden gaar forud for de paagaeldende bestemmelser i frihandelsoverenskomsten.
98 Retten skal ikke udtale sig om, hvorvidt den af Republikken OEstrig ydede stoette er forenelig med frihandelsoverenskomsten eller EOES-aftalen, men det bemaerkes i denne forbindelse, at Raadet har gennemfoert den procedure, der er foreskrevet i frihandelsoverenskomstens bestemmelser vedroerende statsstoette, foer den vedtog den anfaegtede forordning. Som det imidlertid fremgaar af den foregaaende praemis, gaar EOES-aftalens bestemmelser om statsstoette efter aftalens ikrafttraeden forud for de tilsvarende bestemmelser i frihandelsoverenskomsten. EOES-aftalen indeholder paa dette punkt saerlige regler og fremgangsmaader, der goer det muligt for de kontraherende parter at fjerne statsstoette, der er til hinder for, at aftalen kan fungere efter hensigten.
99 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt aftalen finder anvendelse paa de af den anfaegtede forordning omhandlede produkter, er det ikke bestridt, at disse produkter hidroerer fra parterne i EOES-aftalen, og at de henhoerer under kapitel 25-97 i det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem. Ifoelge EOES-aftalens artikel 8, stk. 2, og artikel 8, stk. 3, litra a), finder den saaledes efter ikrafttraedelsen anvendelse paa disse produkter.
100 For det andet maa det herefter undersoeges, om EOES-aftalens artikel 10 efter aftalens ikrafttraeden kan have direkte virkning.
101 Det fremgaar af EF-traktatens artikel 228, stk. 7, at internationale aftaler, Faellesskabet indgaar i overensstemmelse med traktaten, er bindende for Faellesskabets institutioner og medlemsstaterne. Det fremgaar af fast retspraksis, at bestemmelserne i en saadan aftale fra dens ikrafttraeden er en integreret del af faellesskabsretten (jf. Haegeman-dommen, praemis 5). Det fremgaar ligeledes af fast retspraksis, at bestemmelserne i en saadan aftale kan have direkte virkning, hvis de er ubetingede og tilstraekkelig klare (jf. bl.a. Domstolens dom af 5.2.1976, sag 87/75, Bresciani, Sml. s. 129, praemis 25, og af 26.10.1982, sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641, praemis 23).
102 Det bemaerkes i denne forbindelse, at der ikke er holdepunkter for, at EOES-aftalen, som er indgaaet af Faellesskabet med hjemmel i EF-traktatens artikel 238, ikke er indgaaet i overensstemmelse med traktaten. Fra aftalens ikrafttraeden den 1. januar 1994 er dens bestemmelser herefter en integreret del af faellesskabsretten. Det bemaerkes ligeledes, at det fremgaar af EOES-aftalens artikel 10, foerste punktum, at told ved indfoersel og udfoersel og andre afgifter med tilsvarende virkning er forbudt mellem de kontraherende parter. Ifoelge andet punktum gaelder dette forbud ogsaa finanstold, jf. dog ordningerne i aftalens protokol 5. Artikel 10 indeholder saaledes en ubetinget og klar regel, hvortil der alene er knyttet en - ligeledes ubetinget og klar - undtagelse. Fra EOES-aftalens ikrafttraeden har artikel 10 saaledes haft direkte virkning.
103 For det tredje maa det undersoeges, om den anfaegtede forordning, hvorefter der genindfoeres en told paa 4,9%, er i strid med EOES-aftalens artikel 10.
104 Det bestemmes i EOES-aftalens artikel 6:
»Med forbehold af fremtidig udvikling i retspraksis fortolkes bestemmelserne i denne aftale i det omfang, de indholdsmaessigt er identiske med tilsvarende regler i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab samt retsakter udstedt i medfoer af disse to traktater, ved deres gennemfoerelse og anvendelse i overensstemmelse med de relevante afgoerelser, der er truffet af De Europaeiske Faellesskabers Domstol forud for tidspunktet for undertegnelsen af denne aftale.«
105 Raadet har gjort gaeldende, at uanset denne bestemmelse kan EOES-aftalens artikel 10 ikke fortolkes paa samme maade som de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten, idet der er vaesentlige forskelle mellem EF-traktaten og EOES-aftalen (jf. ovenfor, praemis 62).
106 Dette argument kan ikke tiltraedes. Det fremgaar af retspraksis, at man ved afgoerelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt fortolkningen af en bestemmelse i EF-traktaten boer udstraekkes til at omfatte en lignende bestemmelse i en aftale som EOES-aftalen, skal fortolke denne bestemmelse paa baggrund af saavel overenskomstens genstand og formaal som den sammenhaeng, hvori den indgaar (jf. Domstolens dom af 9.2.1982, sag 270/80, Polydor, Sml. s. 329, praemis 8, og af 16.7.1992, sag C-163/90, Legros m.fl., Sml. I, s. 4625, praemis 23). I henhold til artikel 1, stk. 1, er formaalet med EOES-aftalen at fremme vedvarende og afbalanceret styrkelse af de handelsmaessige og oekonomiske forbindelser mellem de kontraherende parter paa lige konkurrencevilkaar og under overholdelse af samme regler med henblik paa at oprette et ensartet europaeisk oekonomisk samarbejdsomraade. Med henblik herpaa har de kontraherende parter besluttet at fjerne enhver hindring for naesten al samhandel i overensstemmelse med bestemmelserne i GATT om oprettelse af frihandelsomraader.
107 I denne forbindelse udgoer EOES-aftalen en omfattende integration, hvis maal gaar laengere end en almindelig frihandelsaftale. Det fremgaar af artikel 1, stk. 2, at EOES bl.a. omfatter frie varebevaegelser, fri bevaegelighed for personer og tjenesteydelser, frie kapitalbevaegelser og indfoerelse af en ordning til at sikre, at konkurrencen ikke fordrejes, og at konkurrencereglerne overholdes fuldt ud af alle parter. De regler, der gaelder i forholdet mellem de kontraherende parter paa de af aftalen omfattede omraader, svarer indholdsmaessigt til de tilsvarende bestemmelser i EF- og EKSF-traktaterne og de retsakter, der er udstedt i medfoer af disse traktater. Formaalet med EOES-aftalen er ligeledes at udstraekke den ret, der bestaar i Faellesskabet, til at gribe ind paa de af aftalen omfattede omraader til ogsaa at gaelde for EOES i takt med, at EOES bliver skabt, udvikler sig og aendres, og der indfoeres med henblik herpaa en beslutningsprocedure. Det fremgaar af aftalen, at EFTA-landene skal oprette en tilsynsmyndighed, EFTA-Tilsynsmyndigheden, der har samme kompetence som Kommissionen og opgaver svarende til dennes, og en domstol, EFTA-Domstolen. Det anfoeres i EOES-aftalens artikel 109, at EFTA-Tilsynsmyndigheden paa den ene side og Kommissionen paa den anden side i overensstemmelse med EF-traktaten, EKSF-traktaten og aftalen foerer tilsyn med, at forpligtelserne i henhold til EOES-aftalen overholdes. Det fremgaar af EOES-aftalens artikel 108, stk. 2, og af aftalen af 2. maj 1992 mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (EFT L 344, s. 1, herefter »EFTA-tilsynsaftalen«), at EFTA-Domstolen har en kompetence svarende til Domstolens og Rettens.
108 Ved oprettelsen af en EFTA-Tilsynsmyndighed og en EFTA-Domstol med befoejelser svarende til Kommissionens og Domstolens er der skabt et system med to soejler. Inden for dette system sikrer EFTA-Tilsynsmyndigheden og EFTA-Domstolen gennemfoerelsen af aftalen for saa vidt angaar EFTA-staterne, mens Kommissionen, Domstolen og Retten sikrer gennemfoerelsen for saa vidt angaar Faellesskabet. Dette system underbygges af en raekke forhold, der har til formaal at sikre dets ensartethed. Hertil hoerer - ud over ligheden i ordlyden af de forskellige bestemmelser i aftalen og EF- og EKSF-traktaterne - fjerde og femtende betragtning i praeamblen til og artikel 6 i EOES-aftalen samt bl.a. EFTA-tilsynsaftalens artikel 3. Det fremgaar saaledes af fjerde betragtning, at de kontraherende parters maal er at »oprette et dynamisk og ensartet europaeisk oekonomisk samarbejdsomraade, som skal bygge paa faelles regler og lige konkurrencevilkaar og raade over passende haandhaevelsesmidler, ogsaa i retslig henseende, og som virkeliggoeres paa grundlag af lighed og gensidighed og en samlet balance i fordele og forpligtelser for de kontraherende parter«. Endvidere anfoeres i femtende betragtning, som blev indsat af de kontraherende parter, efter at Domstolen i udtalelse 1/91 havde fastslaaet, at domstolsordningen i den foerste udgave af aftalen, hvorefter der skulle oprettes en EOES-Domstol, var uforenelig med EOEF-traktaten, at »det er de kontraherende parters maal under fuld respekt for domstolenes uafhaengighed at naa og opretholde en ensartet fortolkning og anvendelse af denne aftale og de bestemmelser i EF-lovgivningen, hvis indhold er gengivet i denne aftale, og at naa til ligebehandling af enkeltpersoner og virksomheder, hvad angaar de fire friheder og konkurrencevilkaarene«. Som anfoert ovenfor i praemis 104, fremgaar det af EOES-aftalens artikel 6, at de bestemmelser, der indholdsmaessigt er identiske med tilsvarende faellesskabsretlige bestemmelser, skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens og Rettens praksis fra tiden forud for undertegnelsen af aftalen. Endelig fremgaar det af EFTA-tilsynsaftalens artikel 3, stk. 2, at EFTA-Tilsynsmyndigheden og EFTA-Domstolen ved fortolkningen og anvendelsen af EOES-aftalen skal tage hensyn til de principper, der er fastlagt i de relevante afgoerelser, der er truffet af Domstolen og Retten efter tidspunktet for undertegnelsen af aftalen (jf. EFTA-Domstolens dom i Restamark-sagen, praemis 24, 33 og 34, og dom af 21.3.1995, sag E-2/94, Scottish Salmon Growers Association mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, Report of the EFTA Court, 1 January 1994-30 June 1995, s. 59, praemis 11 og 13).
109 I modsaetning til, hvad Raadet har fremfoert, underkender Domstolen ikke i udtalelse 1/91 betydningen af parternes maal om oprettelse af et dynamisk og ensartet europaeisk oekonomisk samarbejdsomraade for fortolkningen og anvendelsen af aftalen. Naar Domstolen fastslog, at det tilstraebe formaal om ensartethed ved fortolkningen og retsanvendelsen inden for EOES hindres af de bestaaende forskelle mellem henholdsvis aftalens og faellesskabsrettens formaal og kontekst, skete det i forbindelse med gennemgangen af den domstolsordning, der var fastlagt i EOES-aftalen, med henblik paa, at Domstolen kunne tage stilling til, om domstolsordningen - i sit forsoeg paa at opnaa sine egne formaal - kunne gribe ind i faellesskabsretsordenens autonomi, og ikke ved en stillingtagen til en specifik sag, hvori der skal tages stilling til, om en bestemmelse i EOES-aftalen, som indholdsmaessigt er identisk med en bestemmelse i faellesskabsretten, skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens og Rettens praksis.
110 Det foelger heraf, at EOES-aftalens artikel 6 skal fortolkes saaledes, at naar en bestemmelse i EOES-aftalen indholdsmaessigt er identisk med de tilsvarende regler i EF- og EKSF-traktaterne samt retsakter udstedt i medfoer af disse to trakter, skal den fortolkes i overensstemmelse med de relevante afgoerelser, der er truffet af Domstolen og Retten forud for tidspunktet for undertegnelsen af EOES-aftalen.
111 Endvidere maa det fastslaas, at EOES-aftalens artikel 10 indholdsmaessigt er identisk med EF-traktatens artikel 12, 13, 16 og 17, hvorefter told ved ind- og udfoersel og afgifter med tilsvarende virkning efter overgangsperiodens udloeb er forbudt mellem medlemsstaterne. I henhold til EOES-aftalens artikel 6 skal aftalens artikel 10 derfor fortolkes i overensstemmelse med de relevante afgoerelser, der er truffet af Domstolen og Retten forud for tidspunktet for undertegnelsen af aftalen.
112 I denne forbindelse finder Retten for det foerste at maatte forkaste Kommissionens argument om, at det fremgaar af EOES-aftalens artikel 10, at finanstold ikke automatisk henhoerer under begrebet told ved indfoersel og udfoersel og afgifter med tilsvarende virkning, og at denne bestemmelse og de tilsvarende bestemmelser i EF-traktaten derfor ikke indholdsmaessigt er identiske. Det er tilstraekkeligt i denne forbindelse at bemaerke, at EF-traktaten indeholder en tilsvarende bestemmelse, nemlig traktatens artikel 17, hvorefter forbuddene i traktatens artikel 9 skal anvendes, selv om tolden er af fiskal beskaffenhed, og formaalet hermed er at undgaa, at forbuddet mod told ved ind- og udfoersel og afgifter med tilsvarende virkning omgaas (jf. dommen i sagen Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, praemis 8 og 9).
113 For det andet bemaerkes, at i modsaetning til, hvad Kommissionen har anfoert, udelukker den af sagsoegeren foreslaaede fortolkning af EOES-aftalens artikel 10 ikke, at aftalens artikel 64 anvendes. Inden for statsstoetteomraadet aabner denne bestemmelse paa visse betingelser mulighed for, at en kontraherende parts kompetente myndigheder, naar de konstaterer en konkurrencefordrejning, kan traeffe foranstaltninger med henblik paa at afhjaelpe virkningen af konkurrencefordrejningen. Da der er tale om en undtagelse fra EOES-aftalens oevrige bestemmelser, kan artikel 64 anvendes trods de oevrige bestemmelser. Inden der traeffes saadanne foranstaltninger, maa proceduren i henhold til EOES-aftalens artikel 64 dog vaere afsluttet, og betingelserne i bestemmelsen skal vaere opfyldt.
114 For det tredje bemaerkes, at beskyttelsesklausulerne i EOES-aftalen, hvorefter de kontraherende parter kan fravige aftalens bestemmelser, kun kan anvendes under bestemte omstaendigheder og normalt kun efter en undersoegelse i Det Blandede EOES-Udvalg, hvorunder begge parter har haft lejlighed til at udtale sig. Bortset fra de saerlige tilfaelde, hvor disse klausuler kan finde anvendelse, har de ingen indvirkning paa den maalsaetning, der inden for rammerne af EOES-aftalen forfoelges med artikel 10, eller fortolkningen af denne bestemmelse. Dette underbygges bl.a. af, at medlemsstaterne - indtil ikrafttraedelsen af traktaten om Den Europaeiske Union - i henhold til EOEF-traktatens artikel 115 i tilfaelde af uopsaettelighed i overgangsperioden selv kunne traeffe de noedvendige foranstaltninger, og at Domstolen, saaledes som sagsoegeren med rette har henvist til, i dommen i sagen Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders netop erklaerede afgifter opkraevet i overgangsperioden ulovlige.
115 For det fjerde bemaerkes, at Kommissionens argument om, at EOES-aftalens ikke ville vaere noedvendig, hvis artikel 10 skulle fortolkes i overensstemmelse med Domstolens praksis, ligeledes maa forkastes. Det bestemmes i EOES-aftalens artikel 26, at antidumpingforanstaltninger, udligningstold og foranstaltninger mod ulovlig handelspraksis, som kan tilskrives tredjelande, ikke finder anvendelse i forbindelserne mellem de kontraherende parter, medmindre andet er fastsat i EOES-aftalen. I foerste afsnit i aftalens protokol 13 anfoeres, at artikel 26 kun anvendes paa de omraader, der er omfattet af bestemmelserne i aftalen, og paa hvilke gaeldende faellesskabsret i fuldt omfang er integreret i aftalen. Af andet afsnit i protokol 13 fremgaar, at artikel 26 ikke finder anvendelse i tilfaelde af, at en kontraherende part traeffer foranstaltninger over for tredjelande med henblik paa at hindre omgaaelse af antidumpingforanstaltninger, udligningstold og foranstaltninger mod uretmaessig handelspraksis, som kan tilskrives tredjelande.
116 Artikel 26, sammenholdt med aftalens protokol 13, maa derfor fortolkes saaledes, at den fastlaegger de tilfaelde, hvori de kontraherende parter i deres indbyrdes forhold trods EOES-aftalens oevrige bestemmelser kan fastsaette antidumpingforanstaltninger, udligningstold og foranstaltninger mod uretmaessig handelspraksis, som kan tilskrives tredjelande. Endvidere vedroerer artikel 26 ikke alene foranstaltninger, der traeffes i form af retsregler, men ogsaa enhver anden foranstaltning, uanset dens form, herunder de tilsagn, som Kommissionen ved beslutning godtager med hensyn til dumping. Der ligger saaledes et selvstaendigt formaal til grund for EOES-aftalens artikel 26, som er forskelligt fra formaalet med EOES-aftalens artikel 10.
117 Herudover bemaerkes, at den anfaegtede forordning ikke er vedtaget med henblik paa at hindre omgaaelse af antidumpingforanstaltninger, udligningstold og foranstaltninger mod uretmaessig handelspraksis, som kan tilskrives tredjelande. Statsstoetteomraadet henhoerer endvidere under EOES-aftalens artikel 61-64. Hertil kommer, at gaeldende faellesskabsret paa dette omraade, herunder EF-rammebestemmelserne for statsstoette til motorkoeretoejsindustrien (89/C 123/03, EFT C 123 af 18.5.1989, s. 3), er integreret i aftalen. Idet bemaerkes, at det er ufornoedent at tage stilling til, om de ved den anfaegtede forordning indfoerte foranstaltninger skal anses for udligningstold, kan foranstaltningerne herefter heller ikke anses for lovlige i henhold til EOES-aftalens artikel 26.
118 For fuldstaendighedens skyld bemaerkes med hensyn til frihandelsoverenskomsterne med EFTA-landene, der har et meget mere begraenset omfang end EOES-aftalen, at Domstolen i Legros-dommen (praemis 26), som vedroerte artikel 6 i overenskomsten mellem Faellesskabet og Kongeriget Sverige (Raadets forordning (EOEF) nr. 2838/72 af 19.12.1972 om indgaaelse af en overenskomst mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Sverige, EFT 1972, 31.12., s. 99) om afgifter med tilsvarende virkning, udtalte, at fjernelsen af importtold med henblik paa afskaffelsen af handelshindringer spiller en fremtraedende rolle, og at det samme gaelder afskaffelsen af afgifter med tilsvarende virkning, som ifoelge Domstolens praksis er snaevert forbundet med told i egentlig forstand (jf. bl.a. Domstolens dom af 13.12.1973, forenede sager 37/73 og 38/73, Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, Sml. s. 1609, praemis 12 og 13, og af 12.2.1992, sag C-260/90, Leplat, Sml. I, s. 643). Domstolen fastslog paa baggrund heraf, at overenskomsten saaledes ville blive beroevet en vaesentlig del af sin tilsigtede virkning, dersom udtrykket afgifter med tilsvarende virkning i dennes artikel 6 skulle fortolkes mere snaevert end det samme udtryk i EOEF-traktaten.
PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0115.1
119 Det maa herefter undersoeges, om den anfaegtede forordning efter EOES-aftalens ikrafttraeden er i strid med aftalens artikel 10, saaledes som denne efter artikel 6 maa fortolkes i overensstemmelse med de relevante afgoerelser, der er truffet af Domstolen og Retten forud for tidspunktet for undertegnelsen af aftalen.
120 I denne forbindelse maa Retten forkaste Raadets argument om, at den ved forordningen trufne foranstaltning ikke er en told, men en beskyttelsesforanstaltning sui generis, der som saadan ikke er omfattet af EOES-aftalens artikel 10. Ifoelge forordningens titel vedroerer den »tilbagekaldelse af toldindroemmelser«. Endvidere anfoeres det i artikel 1, at »der genindfoeres en toldsats paa 4,9% for F15 gearkasser, som fremstilles af General Motors Austria«, og i 23. betragtning tales om »indfoerelse af en afgift paa et niveau svarende til den told, der ville have vaeret gaeldende, hvis [EOES-aftalen] ikke var traadt i kraft«. Endelig erkendte Raadets repraesentant i retsmoedet i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten, at kvalifikationen af en foranstaltning er uden betydning, idet virkningen er den samme, uanset om der er tale om antidumpingtold, udligningstold, tilbagekaldelse af toldindroemmelser, indfoerelse af told eller beskyttelsesforanstaltninger sui generis.
121 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at »en afgift, der ensidigt paalaegges indenlandske eller fremmede varer, naar de foeres over graensen, hvor lav den end maatte vaere, og hvordan den end betegnes og opkraeves, hvis den ikke er en told i egentlig forstand, udgoer en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i traktatens artikel 9 og 12, selv om den ikke opkraeves til fordel for staten og ikke har nogen diskriminerende eller beskyttende virkning, og selv om den belastede vare ikke konkurrerer med nogen indenlandsk produktion« (ovennaevnte dom af 1.7.1969 i sagen Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, praemis 18).
122 Den ved den anfaegtede forordning indfoerte foranstaltning er en afgift, der er paalagt ensidigt af Faellesskabet, og som gaelder for F15 gearkasser, naar de foeres over graensen. Idet bemaerkes, at det er ufornoedent at undersoege, om denne foranstaltning maa anses for en told ved indfoerslen i egentlig forstand, maa det fastslaas, at den i hvert fald udgoer en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i EOES-aftalens artikel 10. Den anfaegtede forordning var derfor efter EOES-aftalens ikrafttraeden i strid med aftalens artikel 10.
123 Det foelger af det anfoerte, at Raadet ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning i perioden, inden EOES-aftalen traadte i kraft, men efter at Faellesskaberne havde deponeret deres godkendelsesinstrumenter, har kraenket sagsoegerens berettigede forventning.
124 Endvidere fremgaar det af retspraksis, at faellesskabslovgivningen skal vaere klar, og at borgerne maa kunne forudse dens anvendelse. Retssikkerhedsprincippet indebaerer, at enhver retsakt, der udstedes af institutionerne, og som har retsvirkninger, er klar, praecis og bragt til den paagaeldendes kundskab paa en saadan maade, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket den har retsvirkninger. Dette krav om retssikkerhed gaelder med saerlig styrke, naar der er tale om en bestemmelse med retsvirkninger af oekonomisk art, saaledes at de beroerte kan faa et noejagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved paalaegges dem (jf. Domstolens dom af 9.7.1981, sag 169/80, Gondrand Frères og Garancini, Sml. s. 1931, praemis 17, af 22.2.1984, sag 70/83, Kloppenburg, Sml. s. 1075, praemis 11, og af 15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, Sml. s. 5041, praemis 18, samt Rettens dom af 7.2.1991, forenede sager T-18/89 og T-24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 53, praemis 40).
125 Ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning den 20. december 1993, hvor det med sikkerhed stod Raadet klart, at EOES-aftalen ville traede i kraft den 1. januar 1994, har det bevidst skabt en situation, saaledes at der fra januar 1994 ville vaere to modstridende retsregler, nemlig dels den anfaegtede forordning, der er umiddelbart anvendelig i national ret, og hvorved der genindfoeres en told paa 4,9% paa F15 gearkasser fremstillet af sagsoegeren, dels EOES-aftalens artikel 10, som har direkte virkning, og hvorved der indfoeres et forbud mod told ved indfoerslen og afgifter med tilsvarende virkning. Den anfaegtede forordning kan herefter ikke anses for en klar faellesskabslovgivning, hvis anvendelse borgerne vil kunne forudse. Raadet har saaledes ogsaa tilsidesat retssikkerhedsprincippet.
126 Selv om de to overtraedelser af almindelige retsgrundsaetninger i sig selv maa anses for tilstraekkelig alvorlige til, at den anfaegtede forordning maa annulleres, skal der yderligere tages stilling til, om Raadet, saaledes som sagsoegeren goer gaeldende, bevidst har foruddateret det nummer af EF-Tidende, hvori forordningen er offentliggjort.
127 Det nummer af EF-Tidende, hvori forordningen er offentliggjort, er paatrykt datoen den 31. december 1993. Ifoelge forordningens artikel 2 traeder den i kraft paa dagen for offentliggoerelsen i EF-Tidende. Det fremgaar imidlertid af Publikationskontorets skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal, at EF-Tidende af 31. december 1993 foerst er stillet til raadighed for offentligheden paa Publikationskontoret paa alle de officielle sprog den 11. januar 1994 kl. 16.45. Selv om der efter retspraksis er en formodning for, at offentliggoerelsesdatoen faktisk er den, der er paatrykt hvert nummer af EF-Tidende, er det, saafremt der foeres modbevis, dog datoen for den faktiske offentliggoerelse, der skal laegges til grund (jf. Racke-dommen, praemis 15). Datoen for den faktiske offentliggoerelse af det paagaeldende nummer af EF-Tidende er den 11. januar 1994, og forordningen er saaledes foerst traadt i kraft paa dette tidspunkt.
128 Det fremgaar endvidere af sagen, af de dokumenter, Raadet paa Rettens anmodning har fremlagt, og af Publikationskontorets skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal, at Raadet har fremsendt den anfaegtede forordning til Publikationskontoret den 3. eller den 4. januar 1994, at Raadet i et medfoelgende notat gav Publikationskontoret instruks om at offentliggoere forordningen i 1993-udgaven af EF-Tidende, at Raadet efter telefonisk henvendelse fra Publikationskontoret bekraeftede denne instruks, og at Publikationskontoret modtog forordningens fulde ordlyd ved en telefax af 6. januar 1994.
129 Raadet har i retsmoedet i besvarelse af Rettens spoergsmaal anfoert, at det aldrig har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning skulle traede i kraft inden offentliggoerelsen. Selv om Raadet paa det relevante tidspunkt havde kendskab til retspraksis vedroerende den faktiske dato for offentliggoerelsen i EF-Tidende (jf. ovenfor, praemis 127), gav det normalt Publikationskontoret instruks om at offentliggoere retsakter vedtaget i et bestemt aar i udgaven af EF-Tidende for samme aar. Denne fremgangsmaade er dog senere aendret.
130 Retten skal ikke tage stilling til lovligheden af denne fremgangsmaade, der dog i hvert fald maa anses for tvivlsom, men trods denne fremgangsmaade er flere retsakter vedtaget af Raadet i december 1993 offentliggjort i 1994-udgaven af EF-Tidende. Det drejer sig bl.a. om afgoerelse 94/1 og 94/2, som blev vedtaget den 13. december 1993, men offentliggjort i EFT 1994 L 1 af 3. januar 1994, og Raadets forordning (EF) nr. 5/94 af 22. december 1993 om suspension af antidumpingforanstaltningerne over for EFTA-landene, der er offentliggjort i EFT 1994 L 3 af 5. januar 1994.
131 Det maa herefter fastslaas, at Raadet bevidst har foruddateret det nummer af EF-Tidende, hvori den anfaegtede forordning er offentliggjort.
132 Der foreligger herved en yderligere tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet, der efter den i praemis 124 naevnte retspraksis indebaerer, at retsakter fra institutionerne ikke blot skal vaere klar og praecis, men ogsaa skal bringes til den paagaeldendes kundskab paa en saadan maade, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilken den har retsvirkninger.
133 Raadets fremgangsmaade maa anses for saa meget mere alvorlig, som den er i strid med de udtrykkelige instrukser, Raadet selv har givet Publikationskontoret, og som skal »garantere, at den paa hvert nummer af EF-Tidende paatrykte offentliggoerelsesdato svarer til den dato, hvorpaa dette nummer paa alle sprog faktisk er til raadighed for offentligheden ved naevnte kontor« (Racke-dommen, praemis 15). Endvidere er den retlige ramme, der fandtes den 31. december 1993, saaledes som sagsoegeren med rette har anfoert, forskellig fra den, der har vaeret gaeldende siden den 1. januar 1994, hvor EOES-aftalen traadte i kraft.
134 Retten kan saaledes tiltraede sagsoegerens foerste anbringende og andet led af det andet anbringende.
135 Herefter, og idet det findes ufornoedent at tage stilling til sagsoegerens oevrige anbringender og argumenter, maa den anfaegtede forordning annulleres.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
136 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Raadet har tabt sagen, tilpligtes det i overensstemmelse med sagsoegerens paastand herom ud over sine egne omkostninger at baere sagsoegerens.
137 Det bestemmes i procesreglementets artikel 87, stk. 4, at institutioner, der er indtraadt i en sag, baerer deres egne omkostninger. Kommissionen skal derfor baere sine egne omkostninger.
138 Republikken OEstrig har ikke faaet tilladelse til at intervenere i medfoer af artikel 37, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen, men i overensstemmelse med den forpligtelse, Faellesskabet har paataget sig i erklaeringen »om EFTA-staternes rettigheder ved EF-Domstolen«, der er optaget som bilag til EOES-aftalen, og hvorefter der gives EFTA-staterne og EFTA-Tilsynsmyndigheden mulighed for i henhold til artikel 37 i statutten for Domstolen at indtraede i retstvister, der er indbragt for Domstolen, »med henblik paa at styrke den retlige ensartethed i EOES« (jf. Rettens kendelse af 20.10.1994, sag T-115/94, Opel Austria mod Raadet, ikke trykt i Samlingen). Denne erklaering maa fortolkes saaledes, at Faellesskabet har forpligtet sig til at give EFTA-staterne og EFTA-Tilsynsmyndigheden den samme mulighed for intervention, som medlemsstaterne og faellesskabsinstitutionerne har. De skal derfor have de samme rettigheder og de samme pligter. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Republikken OEstrig skal derfor baere sine egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN
(Fjerde Afdeling)
139 Raadets forordning (EF) nr. 3697/93 af 20. december 1993 om tilbagekaldelse af toldindroemmelser i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2, og artikel 27, stk. 3, litra a), i frihandelsoverenskomsten mellem Det Europaeiske Faellesskab og OEstrig (General Motors Austria) annulleres.
140 Raadet baerer sine egne omkostninger og sagsoegerens.
141 Kommissionen og Republikken OEstrig baerer deres egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy