Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Ulovlighedsindsigelse - skal fremsaettes under en verserende retssag - afvisning af hovedsagen - afvisning af indsigelsen
(EF-traktaten, art. 184)
2 Annullationssoegsmaal - akter, der kan vaere genstand for soegsmaal - retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger - skrivelse fra Kommissionen, der som svar paa en anmodning alene giver oplysninger om en stoette, der er omfattet af en generel stoetteordning - udelukket
(EF-traktaten, art. 93, stk. 2, og art. 173)
Sammendrag
3 Hjemmelen i traktatens artikel 184 til under et soegsmaal til proevelse af en beslutning at paaberaabe sig, at en generel retsakt, der danner retsgrundlag for beslutningen, ikke kan finde anvendelse, udgoer ikke en selvstaendig soegsmaalsret, men kan kun udoeves under en verserende retssag. Saafremt der ikke er adgang til at anlaegge et selvstaendigt soegsmaal, kan artikel 184 ikke paaberaabes.
4 Der foreligger retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling.
En skrivelse, hvorved Kommissionen besvarer en anmodning om oplysninger fra en erhvervssammenslutning af producenter, ved at tilstille sammenslutningen en kopi af en beslutning om godkendelse af en generel regionalstoetteordning i en medlemsstat, tillige med, at det oplyses, at en virksomhed faktisk har indgivet ansoegning om stoette til medlemsstatens regering, samt om, at stoetten falder ind under den anfoerte ordning, der ikke kraever saerlig godkendelse fra Kommissionen, kan foelgelig ikke goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.
En saadan skrivelse indeholder alene oplysninger og kan hverken anses for et afslag paa at indlede proceduren i traktatens artikel 93, stk. 2, eller for en afvisning af en klage, og den omstaendighed, at skrivelsen var underskrevet af det for konkurrencepolitikken ansvarlige kommissionsmedlem personligt, er uden indflydelse paa skrivelsens betydning.
Parter
I sag T-154/94,
Comité des salines de France, Paris,
Compagnie des salins du Midi et des salines de l'Est SA, Paris,
ved advokat Dominique Voillemot, Paris, og advokat Peter Verloop, Amsterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe,
sagsoegere,
stoettet af
Salt Union Ltd, Cheshire (Det Forenede Kongerige), ved Solicitors Jonathan Scott og Craig Pouncey, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Georges Baden, 8, boulevard Royal,
og
Suedwestdeutsche Salzwerke AG, Heilbronn (Tyskland),
Verein Deutsche Salzindustrie eV, Bonn (Tyskland),
ved advokaterne Thomas Jestaedt og Baerbel Altes, Duesseldorf, samt advokaterne Walter Klosterfelde og Karsten Metzlaff, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Philippe Dupont, 8-10, rue Mathias Hardt,
intervenienter,
mod
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved ledende juridisk konsulent Giuliano Marenco og Jean-Paul Keppenne, Kommissionens Juridiske Tjeneste, derefter ved Giuliano Marenco og Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
sagsoegt,
stoettet af
Frima BV, Haag (Nederlandene), ved advokaterne Tom Ottervanger og Gerrit Vriezen, Rotterdam, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Carlos Zeyen, 67, rue Ermesinde,
intervenient,
angaaende en paastand om annullation af den beslutning, der angiveligt er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994 til Comité des salines de France, vedroerende en stoette fra de nederlandske myndigheder til Frima BV,
har
DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
(Tredje Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C.P. Briët, og dommerne B. Vesterdorf, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,
justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,
paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 2. juli 1996,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Ved skrivelse af 24. september 1990 underrettede den nederlandske regering i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3, Kommissionen om en almindelig regionalstoetteordning for perioden fra 1991 til 1994, benaevnt »Subsidieregeling regionale investeringsprojecten 1991« (herefter »den nederlandske ordning«). Efter en undersoegelse meddelte Kommissionen ved skrivelse af 27. december 1990 den nederlandske regering, at den ansaa den nederlandske ordning for forenelig med faellesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c) (herefter »godkendelsesbeslutningen«).
2 Foelgende sammenfatning af godkendelsesbeslutningen er offentliggjort i Tyvende Beretning om Konkurrencepolitikken (nr. 330):
»Kommissionen besluttede i december at godkende hovedlinjerne i Nederlandenes regionalpolitik for perioden 1991-1994, som bl.a. omfatter en reduktion af stoetteintensiteten samt antallet af de regioner, der er berettigede til investeringsstoette.
Kommissionen har ikke gjort indsigelse mod investeringsstoetteordningerne paa 20% brutto i hele den ovennaevnte fireaarige periode hvad angaar provinserne Groningen, Friesland samt Lelystadt. Med hensyn til den sydoestlige del af Drenthe er Kommissionens godkendelse dog begraenset til to aar. Situationen i denne region vil blive undersoegt paa ny i loebet af 1992.«
3 I maj 1991 indgav det nederlandske selskab Frima BV (herefter »Frima«) en ansoegning til de nederlandske myndigheder om en stoette i henhold til den nederlandske ordning paa 12,5 mio. HFL - svarende til 10% af de omkostninger, hvortil der kan ydes stoette - til opfoerelse af et nyt saltudvindingsanlaeg i Harlingen i provinsen Friesland. I loebet af 1993 og i begyndelsen af 1994 afgav Frima naermere oplysninger vedroerende stoetteansoegningen.
4 Som foelge af den omtale, ansoegningen havde givet anledning til, modtog Kommissionen en raekke klager og anmodninger om oplysninger, herunder en skrivelse af 6. december 1993 fra formanden for Comité des salines de France (herefter »Comité des salines« eller »sammenslutningen«), der var adresseret til kommissionsmedlem K. Van Miert som ansvarlig for konkurrencepolitikken.
5 Skrivelsen har foelgende ordlyd:
»... Le Comité des salines de France er en erhvervssammenslutning af saltproducenter i Frankrig. Sammenslutningen er medlem af Conseil national du patronat français. Sammenslutningen har kompetence til at handle for at varetage medlemmernes faelles interesser.
Medlemmerne er gennem pressen blevet bekendt med, at selskabet Frima BV, Nederlandene, i naer fremtid forventes at ville modtage forskellige former for stoette fra offentlige myndigheder ... med henblik paa at opfoere et nyt saltudvindingsanlaeg med en kapacitet paa 1,2 mio. tons pr. aar.
Sammenslutningen er paa medlemmernes vegne overrasket over, at der kan ydes stoette af denne art ... til en privat virksomhed med henblik paa opfoerelse af et stort, nyt produktionsanlaeg inden for en sektor med betydelig overkapacitet, hvor visse dele af markedet er stagnerende, mens andre er i tilbagegang. Stoettens betydning for beskaeftigelsen er absolut negativ.
En saadan stoette kan ifoelge Rom-traktaten fordreje konkurrencevilkaarene, hvorfor den som udgangspunkt er forbudt. Ved beslutning af december 1990 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ikke desto mindre godkendt en saerlig stoetteordning til fremme af udviklingen i provinsen Friesland. Comité des salines de France skal anmode om at faa tilstillet en kopi af beslutningen med henblik paa bedre at kunne vurdere den paataenkte stoette, som det er vaesentligt at henlede Kommissionens opmaerksomhed paa.
Paa forhaand tak for Deres velvillige behandling af naervaerende anmodning ...«.
6 Ved skrivelse af 7. februar 1994 svarede K. Van Miert:
»... de nederlandske myndigheder har forsynet Kommissionens tjenestegrene med yderligere oplysninger [om den omhandlede stoette], hvoraf foelgende fremgaar:
Virksomheden Frima BV har faktisk i henhold til regionalstoetteordningen 'Subsidieregeling regionale investeringsprojecten 1991' ansoegt om en stoette paa 10% af de omkostninger, hvortil der kan ydes stoette, svarende til 12,5 mio. HFL. I overensstemmelse med sammenslutningens anmodning fremsender jeg vedlagt en kopi af skrivelsen til den nederlandske regering, hvorved Kommissionen godkendte den paagaeldende stoetteordning ... Saafremt denne ordning maatte finde anvendelse paa Frima BV, kraever dette ikke saerlig godkendelse fra Kommissionen ...«.
Retsforhandlinger
7 Sagsoegerne har anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. april 1994.
8 Ved kendelse af 10. februar 1995 besluttede Retten (Tredje Udvidede Afdeling) at give Frima tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for Kommissionens paastande. Retten har ligeledes givet Salt Union Ltd (herefter »Salt Union«), Suedwestdeutsche Salzwerke AG (herefter »SWS«) og Verein Deutsche Salzindustrie eV (herefter »VDS«) tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for sagsoegernes paastande. Retten besluttede samtidig delvis at imoedekomme sagsoegernes begaering om fortrolighed.
9 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har imidlertid besluttet at stille sagsoegerne og de procesdeltagere, der har interveneret til stoette for sagsoegernes paastande, et skriftligt spoergsmaal. De adspurgte parter og procesdeltagere har besvaret spoergsmaalet inden for den fastsatte frist.
10 I retsmoedet den 2. juli 1996 har parterne afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten.
Parternes paastande
11 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:
- Det fastslaas, at godkendelsesbeslutningen er ulovlig, idet den udgoer en overtraedelse af traktaten, retsregler til dens gennemfoerelse og vaesentlige formkrav.
- Kommissionens beslutning af 7. februar 1994 annulleres af samme grunde, idet Kommissionen herved har besluttet, at tildeling af en stoette paa 12,5 mio. HFL til Frima »ikke [kraever] saerlig godkendelse fra Kommissionen«.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
12 Salt Union, SWS og VDS stoetter i det hele sagsoegernes paastande.
13 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Afvisning, subsidiaert frifindelse.
- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Frima har nedlagt foelgende paastande:
- Afvisning, subsidiaert frifindelse.
- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenienten Frima's omkostninger.
Paastanden om at det fastslaas, at godkendelsesbeslutningen er ulovlig
15 Med paastandens foerste led oensker sagsoegerne dom for, at det fastslaas, at godkendelsesbeslutningen er ulovlig. Sagsoegerne har i henhold til traktatens artikel 184 paaberaabt sig, at beslutningen er ulovlig, som begrundelse for at opnaa annullation af den beslutning, der angiveligt er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994.
16 Hertil bemaerkes, at hjemmelen i traktatens artikel 184 til at paaberaabe sig, at en generel retsakt, der danner retsgrundlag for den beslutning, der anfaegtes, ikke kan finde anvendelse, ikke udgoer en selvstaendig soegsmaalsret, men kun kan udoeves under en verserende retssag. Det vil sige, at saafremt der ikke er adgang til at anlaegge et selvstaendigt soegsmaal, kan sagsoegerne saaledes ikke paaberaabe sig artikel 184 (jf. Domstolens dom af 16.7.1981, sag 33/80, Albini mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2141, praemis 17, og af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2523, praemis 36).
17 I den foreliggende sag kan sagsoegerne imidlertid kun paaberaabe sig traktatens artikel 184, saafremt paastandens andet led, der angaar annullation af den kommissionsbeslutning, der angiveligt er indeholdt i skrivelsen af 7. februar 1994, kan antages til realitetsbehandling. Henset hertil skal spoergsmaalet om, hvorvidt paastandens andet led kan antages til realitetsbehandling, behandles foerst.
Spoergsmaalet om, hvorvidt paastanden om annullation af den kommissionsbeslutning, der angiveligt er indeholdt i skrivelsen af 7. februar 1994, kan antages til realitetsbehandling
Sammenfatning af parternes vaesentligste argumenter
18 Ifoelge Kommissionen boer paastanden om annullation af den beslutning, der angiveligt er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994, afvises. Det er Kommissionens opfattelse, at skrivelsen ikke er en retsakt, der kan goeres til genstand for et soegsmaal i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand, da den ikke har karakter af en afgoerelse. Skrivelsen var alene til underretning og aendrede paa ingen maade sagsoegernes retsstilling. Den indgik endvidere i en sammenhaeng, i hvilken Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage beslutninger.
19 For saa vidt angaar den omstaendighed, at skrivelsen af 7. februar 1994 var en underretning, har Kommissionen henvist til Comité des salines' skrivelse af 6. december 1993 (jf. ovenfor, praemis 5). En almindelig gennemlaesning af skrivelsen viser, at sammenslutningen blot oenskede en kopi af godkendelsesbeslutningen for at sikre sig, at den omtvistede stoette var omfattet af beslutningen. Kommissionen har understreget, at sammenslutningen ikke opfordrede den til at traeffe nogen form for beslutning. I sit svar af 7. februar 1994 bekraeftede K. Van Miert blot sammenslutningens antagelse af, at den omtvistede stoette var omfattet af godkendelsesbeslutningen. Skrivelsen havde saaledes karakter af underretning, og ikke beslutning, hvorfor paastanden boer afvises.
20 For saa vidt angaar den sammenhaeng, som skrivelsen af 7. februar 1994 indgik i, har Kommissionen for det foerste gjort gaeldende, at skrivelsen ikke kan antages at indeholde en beslutning om afvisning af en klage, idet denne kategori af beslutninger ikke findes inden for statsstoetteomraadet, da der ikke er udstedt bestemmelser, der hjemler status som klager. Ifoelge Kommissionen kan Domstolens dom af 15. december 1988 (forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement mod Kommissionen, Sml. s. 6473) og af 24. marts 1993 (sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125) ikke fortolkes saaledes, at Faellesskabets retsinstanser herved skulle have anerkendt, at der findes en kategori af beslutninger, der hedder afvisning af klager.
21 Kommissionen har endelig under henvisning til Domstolens dom af 5. oktober 1994 (sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, »Italgrani-sagen«, Sml. I, s. 4635, praemis 24 og 25) anfoert, at den omtvistede stoette er blevet ydet i henhold til en tidligere godkendt generel regionalstoetteordning, hvorfor den var en eksisterende stoette, som ikke kraevede yderligere anmeldelse. Heraf foelger, at Kommissionen ikke havde hjemmel til at traeffe beslutninger af nogen art, hverken begunstigende eller bebyrdende, i relation til den omtvistede stoette.
22 Under henvisning til punkt 36 i generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse i Irish Cement-sagen har Kommissionen endvidere understreget, at sagsoegerne havde adgang til at anfaegte de nederlandske myndigheders beslutning om tildeling af den omtvistede stoette til Frima for de nationale domstole, og at de under en saadan sag kunne have rejst indsigelse mod godkendelsesbeslutningens lovlighed.
23 Frima har tiltraadt Kommissionens argumenter. Frima har endvidere anfoert, at den omstaendighed, at den omtvistede stoette, der alene blev tildelt i henhold til den nederlandske ordning, blev vurderet paa grundlag af samme kriterier for godkendelse, som Kommissionen havde anvendt i forbindelse med godkendelsesbeslutningen, ligeledes viser, at skrivelsen af 7. februar 1994 ikke havde karakter af en beslutning, jf. Italgrani-dommen (praemis 21). Ved skrivelsen af 7. februar 1994 har Kommissionen derfor ikke vedtaget nogen beslutning, men alene bekraeftet, at det er de samme kriterier for godkendelse, som blev lagt til grund ved dens undersoegelse af den nederlandske ordning, der skal finde anvendelse.
24 Med henvisning til Rettens dom af 28. oktober 1993 (sag T-83/92, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1169, praemis 31) har Frima desuden gjort gaeldende, at de nedlagte paastande kun boer antages til realitetsbehandling, saafremt sagsoegerne havde kunnet anfaegte den retsakt, som Kommissionen naegter at tilbagekalde, dvs. godkendelsesbeslutningen. Sagsoegerne er imidlertid ikke umiddelbart og individuelt beroert af godkendelsesbeslutningen og er derfor ikke berettigede til at anlaegge annullationssoegsmaal vedroerende beslutningen. Ogsaa af denne grund boer paastanden afvises.
25 Ifoelge Frima boer paastanden endelig afvises for at undgaa en situation, hvor den berettigede forventning, som beslutningen om godkendelse har affoedt, tilsidesaettes. I denne forbindelse har Frima navnlig henvist til Domstolens dom af 20. september 1990 (sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, praemis 14) og dommen i Italgrani-sagen (praemis 24).
26 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at saafremt den omhandlede skrivelse alene havde vaeret til underretning, ville den ikke have vaeret underskrevet af det for konkurrencepolitikken ansvarlige kommissionsmedlem personligt. Med henvisning til Domstolens dom i Irish Cement- og CIRFS-sagerne har de endvidere haevdet, at den omhandlede skrivelse udgoer en beslutning om ikke at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure som foelge af den klage, sammenslutningen havde indgivet ved skrivelse af 6. december 1993. Ifoelge sagsoegerne er den saaledes en beslutning om afvisning af en klage, der medfoerer endelige retsvirkninger, hvorfor den kan anfaegtes i medfoer af traktatens artikel 173 (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, praemis 9 og 10).
27 Italgrani-dommen er ikke relevant for den foreliggende sag, da den angik spoergsmaalet om, hvorvidt den omhandlede stoetteordning var en eksisterende eller en ny stoette, i relation til spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen kunne suspendere udbetalingen. I den foreliggende sag er spoergsmaalet derimod, om Kommissionen mister enhver adgang til kontrol med stoette, der ydes som led i en generel, regional stoetteordning som den nederlandske, naar den foerst har godkendt denne. I modsaetning til Italgrani-sagen angaar den foreliggende sag ikke blot en gennemfoerelsesforanstaltning til en generel ordning, da Kommissionen med sin beslutning kun i »store traek« havde godkendt den nederlandske ordning.
28 Kommissionens anbringende om, at den ikke har mulighed for at gribe ind over for en stoette, der ydes som led i en generel ordning, er ifoelge sagsoegerne i strid med ordlyden af Raadets resolution af 20. oktober 1971 (EFT Anden Serie IX, s. 58), hvorefter Kommissionen har »mulighed for i givet fald at benytte den i artikel 93, stk. 2, i traktaten ... omhandlede fremgangsmaade, saerligt naar anvendelsen af de almindelige stoetteordninger fremkalder berettigede klager fra en medlemsstat«. At der alene naevnes klager fra en medlemsstat skyldes, at tanken om, at private kunne anlaegge sag angaaende statsstoette, endnu ikke havde vundet indpas i 1971.
29 Sagsoegerne har bestridt Frima's argument om, at en undersoegelse af den omtvistede stoette skal ske ud fra samme kriterier, som blev anvendt ved undersoegelsen af den nederlandske ordning. Under henvisning til Domstolens dom af 21. marts 1991 (sag C-305/89, Italien mod Kommissionen, »Alfa Romeo-sagen«, Sml. I, s. 1603, praemis 26) har sagsoegerne anfoert, at den omtvistede stoette under en individuel undersoegelse ville have vaeret genstand for en saerlig streng kontrol i betragtning af overkapaciteten inden for saltsektoren.
30 For saa vidt angaar Zunis Holding-sagen har sagsoegerne anfoert, at en sag, der angaar proevelse af en kommissionsbeslutning om afslag paa at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure, kan antages til realitetsbehandling uden hensyn til retspraksis med hensyn til »bebyrdende« retsakter. Denne artikel indroemmer interesserede parter processuelle garantier, som kun kan respekteres, hvis de paagaeldende har adgang til at indbringe en kommissionsbeslutning om ikke at indlede denne procedure for Faellesskabets retsinstanser (Domstolens dom af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, praemis 23 og 24, og af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 17 og 18).
31 Sagsoegerne har bestridt, at den omstaendighed, at Frima angiveligt har en berettiget forventning, har betydning for sagens antagelse til realitetsbehandling. Ifoelge sagsoegerne har ingen af de domme, som Frima har citeret, behandlet princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med sagens antagelse til realitetsbehandling. Ydermere kan den omstaendighed, at en statsstoettemodtager haevder at have en berettiget forventning, paa ingen maade beroere parternes adgang til at anlaegge sag til proevelse af en retsakt, der paafoerer dem skade.
32 Sagsoegerne har endelig gjort gaeldende, at saafremt en kommissionsbeslutning om godkendelse af en generel stoetteordning som den nederlandske paa den ene side ikke er en retsakt, der kan anfaegtes, og saafremt retsakter fra Kommissionen vedroerende individuel stoette, der er ydet i henhold til en saadan ordning, paa den anden side heller ikke er retsakter, der kan anfaegtes, vil Faellesskabets retsinstanser aldrig kunne foere kontrol med lovligheden af en stoette som den omtvistede. De har endvidere anfoert, at de ikke i medfoer af national ret har nogen soegsmaalsadgang, idet det fremgaar af fast retspraksis, at alene traktatens artikel 93, stk. 3, der omfatter underretningspligt vedroerende paataenkt stoette, har direkte virkning, hvorimod en individuel stoette, der ydes som led i en generel ordning, der er godkendt, ifoelge Kommissionen ikke er underlagt en underretningspligt.
33 SWS og VDS har paa alle punkter tiltraadt sagsoegernes argumentation. De har endvidere anfoert, at oekonomiministeren i henhold til artikel 16, litra f), i den nederlandske ordning ikke kan yde stoette, saafremt der foreligger omstaendigheder, som (i oversaettelse) »medfoerer, at de paataenkte foranstaltninger er uforenelige med den struktur, der tilstraebes inden for den paagaeldende sektor«. De har henvist til bemaerkningerne til den nederlandske ordning, hvorefter artikel 16, litra f), navnlig tager sigte paa en situation, hvor der hersker (i oversaettelse) »paaviselig overkapacitet inden for en bestemt sektor«. Der kan foelgelig ikke ydes stoette i henhold til den ordning, som Kommissionen har faaet underretning om og har godkendt, saafremt der kan paavises en overkapacitet inden for den paagaeldende sektor. Ved tildeling af den omtvistede stoette har de nederlandske myndigheder udbetalt stoette til en sektor med overkapacitet, hvorved de har tilsidesat selve ordningen.
34 Intervenienterne har understreget, at den foreliggende sag ikke angaar en mindre aendring af en stoetteforanstaltning, som Kommissionen har godkendt, som tilfaeldet var i Domstolens dom af 9. august 1994 (sag C-44/93, Namur-Les assurances du crédit, Sml. I, s. 3829). Efter deres opfattelse skulle den nederlandske regering i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3, have givet Kommissionen underretning, saafremt den agtede at yde stoette til en sektor med paaviselig overkapacitet - som ved en ny statsstoetteordning. Henset til artikel 16, litra f), i den nederlandske ordning havde Kommissionen under alle omstaendigheder vaeret forpligtet til i det mindste at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 3, omhandlede procedure i relation til den omtvistede stoette.
35 Kommissionen finder, at intervenienternes argument med hensyn til artikel 16, litra f), i den nederlandske ordning boer afvises paa grund af dets selvstaendige karakter. Under alle omstaendigheder er argumentet ubegrundet. For det foerste fremgaar det af ordlyden af artikel 16, litra f), der er generel og upraecis, hvilket bl.a. fremgaar af udtrykket »den tilsigtede struktur«, at de nederlandske myndigheder raader over et vidt skoen ved anvendelsen af bestemmelsen. For det andet er kriteriet »paaviselig overkapacitet« kun anfoert som eksempel. I betragtning af den monopolsituation, der herskede inden for saltproduktionssektoren i Nederlandene, var vurderingen af, at fremkomsten af en konkurrerende producent var forenelig med strukturen inden for den beroerte sektor, ifoelge Kommissionen velbegrundet. I oevrigt havde intervenienterne ikke fremlagt talmaessige oplysninger vedroerende overkapacitet paa det nederlandske marked for salt, uanset at dette er det eneste relevante ved anvendelsen af national lov.
36 Salt Union har ikke taget saerskilt stilling til spoergsmaalet om sagens antagelse til realitetsbehandling.
Rettens bemaerkninger
37 Ifoelge fast retspraksis foreligger der retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af hans retsstilling (ovennaevnte dom i IBM-sagen, praemis 9; Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, praemis 42, og af 24.3.1994, sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 121, praemis 43).
38 Ved afgoerelsen af, om Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994 er en saadan foranstaltning, skal det for det foerste undersoeges, hvad der var formaalet med Comité des salines' skrivelse af 6. december 1993, som skrivelsen af 7. februar 1994 var svar paa.
39 Comité des salines oplyser i sin skrivelse af 6. december 1993 (jf. ovenfor, praemis 5), at sammenslutningen gennem pressen var blevet bekendt med, at Frima ville modtage stoette fra de nederlandske myndigheder, herunder den omtvistede stoette. Sammenslutningen var »overrasket over«, at der kunne ydes stoette til en virksomhed inden for saltsektoren, hvor overkapaciteten er betydelig, og haevdede, at stoettens betydning for beskaeftigelsen »er absolut negativ«. Sammenslutningen goer endvidere gaeldende, at en saadan stoette ifoelge traktaten kan fordreje konkurrencevilkaarene, hvorfor den »som udgangspunkt« er forbudt. Det bemaerkedes endvidere, at Kommissionen ved en beslutning af december 1990 havde godkendt en generel stoetteordning, der skulle fremme udviklingen i provinsen Friesland. Paa denne baggrund anmodede sammenslutningen om at faa tilstillet en »kopi af beslutningen med henblik paa bedre at kunne vurdere den paataenkte stoette«.
40 Skrivelsen af 6. december 1993 skal saaledes forstaas som en anmodning om oplysninger. Efter nogle indledende bemaerkninger anmodede Comité des salines Kommissionen om at fremsende en kopi af godkendelsesbeslutningen. Af skrivelsens sidste afsnit, hvori man paa forhaand takkede kommissionsmedlemmet for dennes velvillige behandling af sammenslutningens »anmodning«, fremgaar endvidere, at formaalet med skrivelsen var at opnaa en kopi af godkendelsesbeslutningen, dvs. en anmodning om oplysninger. Som Kommissionen med rette har gjort gaeldende, oenskede sammenslutningen en kopi af godkendelsesbeslutningen for at sikre sig, at stoetten til Frima faldt ind under beslutningen. En gennemgang af skrivelsen viser i oevrigt, at sammenslutningen ikke har opfordret Kommissionen til at traeffe nogen form for beslutning.
41 Derefter skal Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994 gennemgaas (jf. ovenfor, praemis 6). Kommissionen efterkom ved denne skrivelse Comité des salines' anmodning, idet sammenslutningen tilstilledes en kopi af godkendelsesbeslutningen. Kommissionen oplyste endvidere sammenslutningen om, at Frima »faktisk« havde ansoegt den nederlandske regering om stoette, nemlig den her omtvistede stoette. Den meddelte endelig sammenslutningen, at stoetten faldt ind under den nederlandske ordning, som godkendt ved godkendelsesbeslutningen. Det bemaerkedes endelig, at saafremt den nederlandske ordning maatte finde anvendelse paa Frima, »kraever dette ikke saerlig godkendelse fra Kommissionen«.
42 Formaalet med skrivelsen af 7. februar 1994 var saaledes at besvare Comité des salines' anmodning af 6. december 1993. Det er aabenbart, at den omstaendighed, at Kommissionen efter anmodning fra sammenslutningen blot fremsendte en kopi af godkendelsesbeslutningen, ikke kan have retligt bindende virkninger, der kan beroere sagsoegernes interesser i den anfoerte retspraksis' forstand (praemis 37). Med oplysningen til Comité des salines om, at Frima »faktisk« havde ansoegt om stoette fra den nederlandske regering, bekraeftede Kommissionen i oevrigt kun en oplysning, som sammenslutningen allerede var bekendt med. Denne oplysning kan derfor heller ikke antages at have retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegernes interesser.
43 For saa vidt angaar Kommissionens oplysning om, at den omtvistede stoette faldt ind under den nederlandske stoetteordning, der var godkendt ved godkendelsesbeslutningen, bemaerkes, at Comité des salines hverken i sin skrivelse af 6. december 1993, i staevningen eller i replikken har gjort gaeldende, at den omtvistede stoette ikke var omfattet af den nederlandske stoetteordning. Henset hertil kan Kommissionens oplysning heller ikke have retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegernes interesser.
44 Intervenienterne SWS og VDS's argument om, at den omtvistede stoette ikke faldt ind under den nederlandske stoetteordning (jf. ovenfor, praemis 33 og 34), kan ikke efterfoelgende vaere afgoerende for betydningen af skrivelsen af 7. februar 1994. Dette argument kan derfor ikke tillaegges betydning, idet det falder helt uden for rammerne af naervaerende sag, saaledes som dennes genstand er fastlagt. Det foelger af fast praksis, at sagens genstand ikke kan aendres, mens sagen verserer (ovennaevnte dom i Automec-sagen, praemis 69, og Rettens dom af 5.6.1996, sag T-398/94, Kahn Scheepvaart mod Kommissionen, Sml. II, s. 477, praemis 20).
45 For saa vidt angaar Kommissionens bemaerkning om, at den omtvistede stoette ikke kraever »saerlig godkendelse« fra Kommissionen, bemaerkes, at denne ligeledes blot maa anses for en oplysning, der ikke har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegernes interesser. Med denne oplysning har Kommissionen ganske enkelt henvist til sin praksis, hvorefter individuel stoette, der er omfattet af en generel stoetteordning, udgoer eksisterende stoette, som ikke skal meddeles Kommissionen, medmindre den har taget forbehold herfor i godkendelsesbeslutningen.
46 Domstolen har udtrykkeligt tiltraadt denne praksis i Italgrani-dommen (praemis 21). Af denne dom fremgaar i oevrigt (praemis 24 og 25), at selv om sagsoegerne havde rejst indsigelse mod den omtvistede stoettes lovlighed, havde Kommissionen ikke haft kompetence til at vedtage en saerlig beslutning om dens lovlighed, naar det af Kommissionens umiddelbare undersoegelse fremgik, at den omtvistede stoette faldt ind under den nederlandske ordning, der er en generel stoetteordning, som den tidligere havde godkendt.
47 Den omstaendighed, at skrivelsen af 7. februar 1994 var underskrevet af det for konkurrencepolitikken ansvarlige kommissionsmedlem personligt, er uden indflydelse paa skrivelsens betydning.
48 Det fremgaar af det saaledes anfoerte, at Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994 ikke er en foranstaltning, der har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegernes interesser gennem en vaesentlig aendring af deres retsstilling. Sagsoegernes paastand om annullation af den kommissionsbeslutning, der angiveligt er indeholdt i skrivelsen, er derfor rettet mod en retsakt, der ikke kan goeres til genstand for et soegsmaal i traktatens artikel 173's forstand.
49 Sagsoegerne har til stoette for, at paastanden kan antages til realitetsbehandling, endvidere gjort gaeldende, at skrivelsen af 7. februar 1994 maa anses for et afslag fra Kommissionen paa at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure med hensyn til den omtvistede stoette. Sagsoegerne kan anfaegte Kommissionens beslutning om afslag. Hertil bemaerkes, at Kommissionen paa ingen maade i skrivelsen af 7. februar 1994 har givet udtryk for, om den ville afslaa at indlede den i artikel 93, stk. 2, omhandlede procedure, eller ej. Det maa desuden fastslaas, at den end ikke kunne indlede denne procedure, naar dens indledende undersoegelse havde vist, at den omtvistede stoette faldt ind under en generel stoetteordning, som den tidligere havde godkendt (Italgrani-dommen, praemis 24). Da der ikke bestod mulighed for at vedtage en beslutning, kan sagsoegernes argument derfor heller ikke foere til, at denne paastand antages til realitetsbehandling.
50 Sagsoegerne har endvidere gjort gaeldende, at paastanden kan antages til realitetsbehandling, da skrivelsen af 7. februar 1994 var en afvisning af en klage. Hertil bemaerkes, at det fremgaar af gennemgangen af Comité des salines' skrivelse af 6. december 1993 (jf. ovenfor, praemis 39 og 40), at den ikke kan betragtes som en klage, men alene som en anmodning om oplysninger. Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994 kan derfor ikke under nogen omstaendigheder betragtes som en afvisning af en klage. Det bemaerkes i oevrigt, at dette argument heller ikke kan begrunde, at denne paastand antages til realitetsbehandling.
51 Det bemaerkes endvidere, at det fremgaar af fast praksis, at den omstaendighed, at der foreligger en skrivelse fra en faellesskabsinstitution som svar paa en anmodning fra skrivelsens adressat, ikke er tilstraekkeligt til at kvalificere skrivelsen som en beslutning i traktatens artikel 173's forstand, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal (Rettens dom af 22.5.1996, sag T-277/94, AITEC mod Kommissionen, Sml. II, s. 351, praemis 50).
52 Det fremgaar saaledes af det anfoerte, at sagsoegernes paastand om annullation af den kommissionsbeslutning, der angiveligt er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 7. februar 1994, boer afvises. Herefter boer paastanden om, at det fastslaas, at godkendelsesbeslutningen er ulovlig, ligeledes afvises (jf. ovenfor, praemis 16 og 17).
53 Det bemaerkes endelig, at sagsoegerne har haft mulighed for at anfaegte den omtvistede stoettes lovlighed for de nederlandske domstole. Sagsoegerne har saaledes i deres svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal samt i retsmoedet oplyst, at de faktisk havde valgt denne mulighed, men at de for College van Beroep voor het Bedrijfsleven alene anfaegtede den omtvistede stoettes lovlighed i henseende til national ret. Da de ikke fandt det hensigtsmaessigt at anfaegte godkendelsesbeslutningens gyldighed i relation til faellesskabsretten for den nationale ret, havde de valgt ikke at fremsaette begaering om, at der i medfoer af traktatens artikel 177 blev forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal om beslutningens gyldighed. Herefter og i modsaetning til, hvad sagsoegerne har gjort gaeldende (jf. ovenfor, praemis 32), har afgoerelsen af naervaerende sag derfor ikke i sig selv til foelge, at sagsoegerne afskaeres fra at lade spoergsmaalet om den omtvistede stoettes lovlighed proeve ved domstolene.
54 Det fremgaar af de anfoerte betragtninger, at sagen boer afvises i det hele.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
55 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer i overensstemmelse med Kommissionens paastand doemmes til at betale sagens omkostninger, herunder de af Frima afholdte omkostninger, idet Frima har nedlagt paastand herom. Salt Union, SWS og VDS baerer deres egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN
(Tredje Udvidede Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger, herunder de af Frima BV afholdte omkostninger.
3) Salt Union Ltd, Suedwestdeutsche Salzwerke AG og Verein Deutsche Salzindustrie eV baerer deres egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy