EUR-Lex -  61994TJ0155 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) den 18. september 1996. - Climax Paper Converters Ltd mod Rådet for Den Europæiske Union. - Antidumpingtold - Statshandelslande - Individuel behandling - Ensartet dumpingmargen. - Sag T-155/94.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, som beroerer dem umiddelbart og individuelt ° forordning om indfoerelse af en antidumpingtold paa indfoersler fra et land, der ikke har markedsoekonomi ° det paagaeldende lands producenter og eksportoerer

(EF-traktaten, art. 173)

2. Faelles handelspolitik ° beskyttelse mod dumping ° fastsaettelse af antidumpingtold ° indfoerelse af en enkelt antidumpingtold for samtlige indfoersler fra et land, der ikke har markedsoekonomi ° lovligt ° betingelser

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 14, litra b), og art. 13, stk. 2]

3. Faelles handelspolitik ° beskyttelse mod dumping ° fastsaettelse af antidumpingtold ° individuel behandling af eksportvirksomheder i et land, der ikke har markedsoekonomi ° betingelser ° bevis for virksomhedernes uafhaengighed af staten ° institutionernes skoen ° domstolskontrol ° graenser ° udelukket at paaberaabe sig beskyttelse af den berettigede forventning

(Raadets forordning nr. 2423/88)

4. Faellesskabsret ° principper ° retten til kontradiktion ° overholdelse under administrative procedurer ° antidumping

5. Faelles handelspolitik ° beskyttelse mod dumping ° fastsaettelse af antidumpingtold ° fastsaettelse paa grundlag af et vejet gennemsnit af dumpingmargenen for den eneste eksportoer, som har samarbejdet under undersoegelsen, og dumpingmargenen beregnet for de oevrige eksportoerer i et land, der ikke har markedsoekonomi ° toldens stoerrelse hoejere end den dumpingmargen, der er beregnet for den eksportoer, som har samarbejdet ° lovligt

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 13, stk. 3)

Sammendrag

1. Forordninger om indfoerelse af antidumpingtold kan, selv om de efter deres art og raekkevidde er almengyldige, beroere de producenter og eksportoerer umiddelbart og individuelt, som haevdes at have gjort sig skyldige i dumping.

Herved kan retsakter om indfoerelse af antidumpingtold i almindelighed beroere de virksomheder individuelt, som kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser.

I oevrigt maa disse virksomheder anses for at vaere umiddelbart beroert af den paagaeldende forordning, naar denne ikke overlader de nationale myndigheder noget skoen, idet disse myndigheders gennemfoerelse af den sker helt automatisk og ikke i kraft af mellemkommende nationale retsregler, men udelukkende i kraft af faellesskabsreglerne.

2. En politik, der har til resultat, at der indfoeres en enkelt antidumpingtold for et helt land, er hverken i strid med ordlyden af eller med formaalet med eller med aanden i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88, hvis denne politik er noedvendig, for at Faellesskabet kan beskytte sig mod dumping og mod risikoen for omgaaelse af beskyttelsesforanstaltningerne.

Der er nemlig ingen bestemmelse i grundforordningen, der forbyder at indfoere en enkelt antidumpingtold for statshandelslande. Det fremgaar ganske vist af saavel opbygningen af som formaalet med den naevnte forordnings artikel 13, stk. 2, som bestemmer, at i forordninger om antidumping "anfoeres isaer stoerrelsen og arten af den paalagte told, den paagaeldende vare, oprindelses- eller eksportlandet og om muligt navnet paa leverandoeren samt begrundelserne for forordningen", at forpligtelsen til at anfoere navnet paa leverandoeren i princippet indebaerer en forpligtelse til at fastsaette en specifik antidumpingtold for hver enkelt leverandoer, men lovgiver har dog udtrykkeligt begraenset denne forpligtelse til de tilfaelde, hvor det er muligt. Det er imidlertid ikke muligt at anfoere navnet paa hver leverandoer, hvis det, for at undgaa risikoen for omgaaelse af antidumpingtolden, er noedvendigt at indfoere en enkelt told for et helt land, hvilket er tilfaeldet, naar faellesskabsinstitutionerne med hensyn til et statshandelsland, efter at have undersoegt de paagaeldende eksportoerers forhold, ikke er overbevist om, at disse eksportoerer handler uafhaengigt i forhold til staten.

Hvad angaar forordningens formaal, er det bl.a. at beskytte Faellesskabet mod dumpingindfoersler. Med hensyn til forordningens aand fremgaar det ganske vist af forskellige bestemmelser, at den normale vaerdi og eksportprisen normalt skal fastslaas individuelt for hver enkelt eksportoer, men dette betyder dog ikke, at faellesskabsinstitutionerne er forpligtet til at goere det i hvert enkelt tilfaelde, og heller ikke, at de er forpligtet til at indfoere en individuel antidumpingtold for hver enkelt eksportoer. Dette fremgaar bl.a. af artikel 2, stk. 14, litra b), og af artikel 13, stk. 2, som giver faellesskabsinstitutionerne mulighed for at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmargenerne, og dermed en enkelt dumpingmargen, for et helt land, samt for at indfoere en enkelt antidumpingtold for dette land.

3. Spoergsmaalet, om en eksportoer fra et statshandelsland handler tilstraekkeligt uafhaengigt i forhold til staten til, at der kan gives ham individuel behandling, forudsaetter en vurdering af komplicerede faktiske forhold, som baade er af oekonomisk, politisk og juridisk art.

I denne forbindelse, og ligesom for komplicerede oekonomiske spoergsmaals vedkommende, har institutionerne et vidt skoen ved bedoemmelsen af faktiske politiske og retlige forhold i et statshandelsland, og de doemmende myndigheders proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning.

Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger, kan de erhvervsdrivende dog ikke have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen. En virksomhed kan foelgelig ikke have en berettiget forventning om, at faellesskabsinstitutionerne ikke vil aendre deres politik vedroerende individuel behandling, hvis erfaringen viser, at en saadan aendring er noedvendig for at finde en tilfredsstillende loesning paa de problemer, der skabes af dumping, som tilskrives eksportoerer i statshandelslande.

4. Kravene i henhold til kontradiktionsprincippet er overholdt, naar den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har.

5. Det fremgaar af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping nr. 2423/88, at antidumpingtolden ikke maa vaere hoejere end den midlertidigt anslaaede eller endeligt fastsatte dumpingmargen, og at den skal vaere lavere, saafremt en saadan lavere told er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden.

Selv hvis det i denne forbindelse ved foerste blik kunne forekomme uretfaerdigt at paalaegge en enkelt eksportoer i et statshandelsland, der har accepteret at samarbejde under undersoegelsen, en hoejere antidumpingtold end den margen, som er fastsat for denne eksportoers egen eksport, beregnet paa grundlag af et vejet gennemsnit af denne margen og dumpingmargenen beregnet for de oevrige udfoersler, kan det dog ikke goeres gaeldende, at institutionerne herved har udoevet et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til de faktiske omstaendigheder og tilsidesat artikel 13, stk. 3, dels naar faellesskabsinstitutionernes politik ikke er i strid med ordlyden af, formaalet med og aanden i grundforordningen om antidumping, og dels naar sagsoegeren ikke opfylder de noedvendige betingelser for at faa individuel behandling, og endelig giver artikel 2, stk. 14, litra b), i grundforordningen om antidumping faellesskabsinstitutionerne den mulighed at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmargener, og altsaa en enkelt dumpingmargen for et helt land.

Parter

I sag T-155/94,

Climax Paper Converters Ltd, Hongkong, ved Barrister Izzet M. Sinan, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt & Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union, foerst ved juridisk konsulent Bjarne Hoff-Nielsen og Jorge Monteiro, dernaest ved Hoff-Nielsen og Yves Crétien, dernaest ved Hoff-Nielsen, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Eric White og Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 3664/93 af 22. december 1993 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen til Faellesskabet af fotoalbum, indbundne som boeger, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 333, s. 67),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. García-Valdecasas, P. Lindh, J. Azizi og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 8. maj 1996,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

De relevante retsregler og faktiske omstaendigheder

1 Under denne sag er der nedlagt paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 3664/93 af 22. december 1993 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen til Faellesskabet af fotoalbum, indbundne som boeger, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 333, s. 67, herefter "den omtvistede forordning"). Denne forordning afloeser Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2477/93 af 6. september 1993 om indfoerelse af midlertidig antidumpingtold paa importen af visse fotoalbum med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 228, s. 16, herefter "den midlertidige forordning").

2 Sagsoegeren, Climax Paper Converters Ltd (herefter "Climax Paper Converters"), et selskab i Hongkong, eksporterer til Faellesskabet fotoalbum, indbundne som boeger, der fremstilles i departementet Baoan i Kina paa produktionssteder, som er oprettet efter aftale med de kinesiske myndigheder.

3 Efter at "Committee of European Photo Album Manufacturers" (CEPAM) havde indgivet en klage, indledte Kommissionen i maj 1992 en antidumpingprocedure vedroerende indfoerslerne til Faellesskabet af visse fotoalbum med oprindelse i Kina i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter "grundforordningen om antidumping") (meddelelse om indledning af proceduren, EFT 1992 C 120, s. 10).

4 Den 13. maj 1992 sendte Kommissionen et spoergeskema til sagsoegeren, som denne besvarede den 6. juli 1992. Sagsoegeren var den eneste eksportoer, der besvarede det spoergeskema, som Kommissionen havde udsendt til eksportoerer og producenter uden for Faellesskabet.

5 Ved skrivelse af 17. juli 1992 fremlagde sagsoegeren supplerende bemaerkninger for Kommissionen.

6 Den 10. marts 1993 rettede Kommissionen en anmodning til sagsoegeren om oplysninger vedroerende dennes uafhaengighed i forhold til Den Kinesiske Folkerepubliks regering. I sit svar paa forespoergslen haevdede sagsoegeren, at man frit kunne bestemme eksportpriserne for album fremstillet i Kina, vaelge den valuta, der anvendes til udfoerslerne, bestemme produktionens og eksportens omfang og endelig lede driften af den fabrik, der ligger i departementet Baoan i Kina uden indblanding fra den kinesiske regering.

7 Ved skrivelse af 5. maj 1993 gav sagsoegeren som svar paa Kommissionens spoergsmaal naermere oplysninger om aftalerne vedroerende fabrikkens forhold og om forholdet mellem sagsoegeren og dennes kinesiske partnere.

8 Kommissionen udstedte den midlertidige forordning den 6. september 1993. Ved forordningen blev der indfoert en midlertidig antidumpingtold paa 19,4% paa importen af fotoalbum, indbundne som boeger, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

9 Ved skrivelse af 9. september 1993 meddelte Kommissionen sagsoegeren de vigtigste faktiske omstaendigheder og de betragtninger, paa grundlag af hvilke den havde indfoert den midlertidige antidumpingtold.

10 Sagsoegerens repraesentanter og Kommissionens tjenestegrene moedtes den 20. september 1993 for at droefte den midlertidige forordning.

11 Den 8. oktober 1993 kommenterede sagsoegeren skriftligt den midlertidige forordning.

12 Den 3. november 1993 blev sagsoegeren hoert af Kommissionen.

13 Ved skrivelse af 9. november 1993 meddelte Kommissionen paa ny sagsoegeren de vigtigste faktiske omstaendigheder og de betragtninger, paa grundlag af hvilke den agtede at foreslaa Raadet at indfoere en endelig antidumpingtold.

14 Den 22. december 1993 udstedte Raadet den omtvistede forordning, hvorved der indfoertes en endelig antidumpingtold paa 18,6% paa importen til Faellesskabet af fotoalbum, indbundne som boeger, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

De relevante forordninger

15 Under proceduren for Kommissionen anmodede sagsoegeren om at blive omfattet af en saerskilt dumpingmargen. Kommissionen, som fandt, at det i dette tilfaelde ikke var hensigtsmaessigt paa nuvaerende tidspunkt at give individuel behandling, afslog anmodningen og begrundede sin konklusion i 13.-18. betragtning til den midlertidige forordning.

16 For det foerste har Kommissionen henvist til, at grundforordningen om antidumping ikke foreskriver individuel behandling, da antidumpingforordningerne ifoelge denne blot skal specificere det land og den vare, tolden vedroerer (13. betragtning til den midlertidige forordning).

17 For det andet har Kommissionen anfoert, at da det staar fast, at den normale vaerdi for lande, der ikke har en markedsoekonomi, skal fastsaettes paa grundlag af priser og omkostninger i et land med markedsoekonomi, kan eksportoererne i lande uden markedsoekonomi kun indroemmes individuel behandling ved at tage hensyn til deres individuelle eksportpriser. Der er imidlertid generelt en tendens til, at dette vil give fordrejede og derfor uegnede individuelle resultater (14. betragtning til den midlertidige forordning).

18 For det tredje har Kommissionen naevnt, at det i praksis er overordentlig vanskeligt i forbindelse med et land som Den Kinesiske Folkerepublik ° hvor staten fortsat dominerer hele det oekonomiske liv ° at fastslaa, om et selskab reelt er uafhaengigt af staten, og navnlig om selskabet til stadighed er uafhaengigt (15. betragtning til den midlertidige forordning).

19 For det fjerde har den anfoert, at den paa nuvaerende tidspunkt ikke har mulighed for at kontrollere de kinesiske eksportoerers erklaeringer paa stedet, hvilket hovedsagelig skyldes vanskeligheder, der staar i forbindelse med landenes planoekonomiske model. Den har bl.a. redegjort for vanskelighederne ved at kontrollere, om visse arrangementer, som angiveligt garanterer en vis uafhaengighed af staten, er aegte, saerlig hvor saadanne arrangementer er indgaaet i bevidstheden om, at der muligvis vil blive truffet antidumpingforanstaltninger (16. betragtning til den midlertidige forordning).

20 Den har tilfoejet, at individuel behandling kan give staten mulighed for at omgaa antidumpingforanstaltningerne ved at kanalisere eksporten eller koncentrere eksporten hos den eksportoer, der paalaegges den laveste told. Kommissionen har konkluderet, at der kun i tilfaelde, hvor det paa tilfredsstillende maade er paavist, at ovennaevnte vanskeligheder ikke vil opstaa, boer goeres undtagelse fra den generelle regel om, at der fastsaettes en enkelt dumpingtold for statshandelslande (17. betragtning til den midlertidige forordning).

21 Med hensyn til det foreliggende tilfaelde indeholder 18. betragtning til den midlertidige forordning foelgende konstatering:

"... produktionsarrangementerne i Den Kinesiske Folkerepublik (er) reguleret ved en aftale mellem selskabet i Hongkong og de kinesiske myndigheder. Denne aftale foreskriver ikke, at produktionsprocesserne i Kina er fuldstaendig uafhaengige af statens kontrol. Produktionen udfoeres i Kina i anlaeg, hvor Hongkong-selskabet anvender egne maskiner og eget personale, men disse ejes af en offentlig kinesisk virksomhed, og hvor der anvendes ledere og arbejdskraft, som fremskaffes af denne virksomhed, der skal indgive rapport om sine oekonomiske aktiviteter til de kinesiske statslige myndigheder, og som undertegnede aftalen med selskabet i Hongkong. Ordlyden af visse bestemmelser i denne aftale, saerlig vedroerende produktionsanlaeggets forvaltning og arbejdernes ansaettelses- og loenforhold, tyder paa, at produktionen og handelen paa den paagaeldende fabrik i realiteten ikke administreres uafhaengigt af de kinesiske myndigheder. I det forelagte dokumentationsmateriale henvises der desuden til en anden aftale, idet det angives, at aftalens betingelser skal opfyldes af parterne i den foerste aftale.

Aftale nr. 2 blev ikke forelagt for Kommissionen, fordi den angiveligt er indgaaet mellem to kinesiske parter og ikke er et offentligt dokument. Ifoelge de forelagte oplysninger indeholder den imidlertid vilkaar og betingelser til fremme af udenlandske investeringer i det paagaeldende kinesiske omraade, og disse vilkaar og betingelser er relevante for gennemfoerelsen af forretningstransaktioner paa den kinesiske fabrik, som fremstiller fotoalbum."

22 Raadet har bekraeftet Kommissionens konklusion om at naegte sagsoegeren individuel behandling. Mens Raadet har erkendt, at "udelukkelsen af individuel behandling og dermed fastsaettelsen af en saerskilt dumpingmargen har indvirkning paa den samarbejdende eksportoers situation", har Raadet konstateret, at "der foreligger imidlertid i praksis ingen anden loesning, eftersom det fortsat maa vaere den overordnede betragtning, at der for al eksport fra de lande, der er omhandlet i artikel 2, stk. 5, i grundforordningen, skal fastsaettes en enkelt toldsats omfattende det paagaeldende land af de grunde, der er redegjort for i 13.-17. betragtning til forordningen om midlertidig told, og da det i det foreliggende tilfaelde ikke er godtgjort, at Climax kan handle frit og uafhaengigt af staten i udoevelsen af sin forretningsvirksomhed" (9. betragtning til den omtvistede forordning).

23 Den normale vaerdi er blevet fastsat paa grundlag af den beregnede vaerdi af samme vare i et tredjeland med markedsoekonomi, nemlig Sydkorea, i henhold til artikel 2, stk. 5, litra b), og artikel 2, stk. 3, litra b), i grundforordningen om antidumping (19.-22. betragtning til den midlertidige forordning og 10., 11. og 12. betragtning til den omtvistede forordning).

24 Kommissionen har anvendt to metoder til at fastsaette eksportpriserne. For de udfoersler, for hvilke den havde oplysninger afgivet af sagsoegeren, blev eksportprisen beregnet paa grundlag af den pris, til hvilken den paagaeldende vare blev videresolgt af sagsoegeren til uafhaengige koebere i Faellesskabet i henhold til artikel 2, stk. 8, litra b), i grundforordningen om antidumping. For de oevrige udfoersler, for hvilke der ikke var oplysninger til raadighed, blev priserne fastsat paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping. Herved blev sagsoegerens laveste priser anvendt for ikke at beloenne de oevrige beroerte eksportoerers manglende samarbejdsvilje (23. betragtning til den midlertidige forordning og 15. betragtning til den omtvistede forordning).

25 Raadet har bekraeftet Kommissionens fremgangsmaade. I 17. samt 19., 20. og 21. betragtning til den omtvistede forordning redegoer Raadet for den af Kommissionen anvendte metode ved fastsaettelsen af de eksportpriser, for hvilke der ikke var oplysninger til raadighed. Det fremgaar af denne redegoerelse, at Kommissionen, da den anslog omfanget af disse udfoersler, raadede over statistikker fra Eurostat for det samlede omfang af indfoersler fra Den Kinesiske Folkerepublik til Faellesskabet af fotoalbum af alle typer samt det noejagtige antal album eksporteret af sagsoegeren. Den anslog, at 50% af den resterende import var fotoalbum, indbundne som boeger. Denne antagelse blev baseret paa, at det blev anfoert og bekraeftet af en importoer, at tre producenter af fotoalbum fra Hongkong flyttede deres produktion til Den Kinesiske Folkerepublik, og paa, at sagsoegeren efter alt at doemme er den stoerste eksportoer af denne vare til Faellesskabet (17. betragtning til den omtvistede forordning).

26 Ved fastsaettelsen af eksportpriserne fordelte Kommissionen dernaest de af sagsoegeren eksporterede album i underkategorier paa grundlag af stoerrelsen af indsaetningsbladene og yderomslaget og antallet af blade i et album. Efter en ny vurdering af spoergsmaalet, om de af undersoegelsen omfattede underkategorier var repraesentative, blev alle underkategorier, for hvilket salget oversteg 5% af det samlede salg, under proceduren forud for den omtvistede forordnings udstedelse inddraget i stikproeven (19., 20. og 21. betragtning til den omtvistede forordning).

27 Med hensyn til sammenligningen blev den normale vaerdi og eksportpriserne sammenlignet i hvert enkelt tilfaelde (24. betragtning til den midlertidige forordning). Der blev fastsat en enkelt dumpingmargen for Den Kinesiske Folkerepublik paa grundlag af et vejet gennemsnit af dumpingmargenerne paa 11,5% for den eksport, for hvilken der forelaa oplysninger, og en dumpingmargen paa 32,3% beregnet paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping for de oevrige udfoersler. Den sidstnaevnte dumpingmargen blev aendret lidt under proceduren forud for udstedelsen af den omtvistede forordning. Efter denne aendring blev den enkelte dumpingmargen fastsat til 18,6% paa grundlag af et vejet gennemsnit (25. betragtning til den midlertidige forordning og 23. betragtning til den omtvistede forordning).

Retsforhandlinger

28 Det er paa denne baggrund, at sagsoegeren ved staevning indleveret paa Rettens Justitskontor den 15. april 1994 har anlagt sag med paastand om annullation af den omtvistede forordning.

29 Ved kendelse af 7. november 1994 har formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling tilladt Kommissionen at intervenere til stoette for Raadets paastande. Ved skrivelse af 20. december 1994 har Kommissionen erklaeret, at den giver afkald paa at indlevere interventionsskrift.

30 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

31 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under det offentlige retsmoede, som fandt sted den 8. maj 1996.

Parternes paastande

32 Climax Paper Converters, sagsoegeren, har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen antages til realitetsbehandling.

° Forordning nr. 3664/93 annulleres.

° Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33 Raadet, sagsoegte, har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises.

° Subsidiaert, frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

34 Uden egentlig at fremsaette formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 114 har Raadet for det foerste gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke er umiddelbart og individuelt beroert af den omtvistede forordning. Det anfoerer, at Domstolen i dommen af 29. marts 1979 (sag 113/77, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1185, praemis 11) fastslog, at antidumpingforordninger kun beroerer de producenter umiddelbart og individuelt, som er naevnt ved navn deri.

35 Raadet bemaerker i den forbindelse, at det beroerte land i dette tilfaelde er et statshandelsland, og at den omtvistede forordning derfor indfoerer en ensartet antidumpingtold for hele det paagaeldende land for alle indfoersler hidroerende fra dette land. Det goeres gaeldende, at da den omtvistede forordning saaledes er rettet til Den Kinesiske Folkerepublik som stat, er den eneste enhed, der er umiddelbart og individuelt beroert, staten selv, eller eventuelt et statsligt organ eller statslige selskaber, som er ansvarlige for samtlige eller i hvert fald stoerstedelen af udfoerslerne i den paagaeldende sektor. Tidligere har kun saadanne organer anlagt sag til proevelse af antidumpingforordningerne, der vedroerte statshandelslande. Raadet har anfoert, at sagsoegeren ikke er et saadant organ.

36 Ifoelge Raadet kan sagsoegeren ikke paaberaabe sig Domstolens dom af 21. februar 1984 (forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 11 og 12), fordi den regel, Domstolen formulerede i denne dom, og hvorefter forordninger om antidumping umiddelbart og individuelt kan beroere de producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser, kun gaelder for producenter og eksportoerer, som drages til ansvar for dumping. I dette tilfaelde er det imidlertid ikke sagsoegeren eller andre producenter og eksportoerer, der drages til ansvar for dumping, men Den Kinesiske Folkerepublik som stat.

37 Raadet henviser dernaest til, at ifoelge Domstolens kendelse af 8. juli 1987 (sag 279/86, Sermes mod Kommissionen, Sml. s. 3109), som drejede sig om en importoer, medfoerer den blotte deltagelse i en undersoegelse eller den omstaendighed, at en sagsoeger er udpeget i praeamblen til en forordning, ikke, at en sag kan antages til realitetsbehandling.

38 Med hensyn til Domstolens dom af 16. maj 1991 (sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501) anfoerer Raadet, at Extramet var en uafhaengig importoer med hjemsted i Faellesskabet og ikke en producent eller eksportoer i et statshandelsland.

39 Sagsoegeren har haevdet at vaere umiddelbart og individuelt beroert af saavel den midlertidige forordning som af den omtvistede forordning. Sagsoegeren har hermed for det foerste gjort gaeldende, at selskabet er det eneste blandt eksportoererne, der har deltaget i alle procedurens faser, for det andet, at de oplysninger, som det har afgivet, er det eneste grundlag for konstateringerne i den omtvistede forordning, for det tredje, at man som selskab udtrykkeligt naevnes i saavel den midlertidige forordning som i den omtvistede forordning, og endelig, at den told, der er paalagt ved forordningerne, gaelder for selskabets varer.

40 Sagsoegeren bestrider Raadets argument, hvorefter man skal vaere naevnt ved navn i en antidumpingforordning for at vaere umiddelbart og individuelt beroert af denne forordning. Sagsoegeren henviser til, at Domstolen i dommen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen har udledt to alternative kriterier, nemlig enten at man skal vaere identificeret i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller at parterne er blevet beroert af de forberedende undersoegelser. Sagsoegeren mener under alle omstaendigheder at vaere naevnt i den omtvistede forordning, da forordningens konstateringer alene er baseret paa sagsoegerens oplysninger, idet denne er den eneste part, der har samarbejdet.

41 Sagsoegeren bestrider ligeledes Raadets argument om, at alene Den Kinesiske Folkerepublik eller et statsligt organ eller statslige selskaber, som er ansvarlige for samtlige udfoersler eller for stoerstedelen af dem, er umiddelbart og individuelt beroert. Den omstaendighed, at den omtvistede forordning angaar indfoersler fra et statshandelsland, er uden betydning for spoergsmaalet om soegsmaalskompetence. Dette fremgaar af dommene i sagerne Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen og Extramet Industrie mod Raadet, hvori Domstolen fastslog, at "selv om forordninger om antidumpingtold [...] er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt".

42 For det andet har Raadet gjort gaeldende, at sagen maa afvises, fordi sagsoegeren har nedlagt paastand om annullation af den omtvistede forordning i sin helhed, og ikke i det omfang, sagsoegeren ikke er blevet fritaget for antidumpingtold. Raadet har henvist til, at ifoelge fast retspraksis, bl.a. Domstolens dom af 10. marts 1992 (sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, Sml. I, s. 1335, praemis 7), angaar en forordning, der paalaegger en raekke erhvervsdrivende forskellig antidumpingtold, kun den enkelte af disse erhvervsdrivende i kraft af netop de bestemmelser, hvorved virksomheden paalaegges en saerlig antidumpingtold, og hvorved dennes stoerrelse fastsaettes. Ifoelge Raadet paalaegger den omtvistede forordning ikke sagsoegeren en saerlig antidumpingtold og fastsaetter ikke dens stoerrelse, men indfoerer tvaertimod en antidumpingtold, der gaelder generelt for alle indfoersler af fotoalbum, indbundne som boeger, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik.

43 Sagsoegeren har ligeledes bestridt denne formalitetsindsigelse. Selskabet anfoerer for det foerste, at situationen her adskiller sig fra situationen i den naevnte dom i sagen Ricoh mod Raadet, fordi den omtvistede forordning indfoerer en generelt gaeldende antidumpingtold, mens de forskellige virksomheder i dommen i sagen Ricoh mod Raadet blev paalagt forskellige toldsatser.

44 Sagsoegeren anfoerer dernaest, at det ikke er noedvendigt at fremfoere et subsidiaert anbringende vedroerende delvis annullation af den omtvistede forordning, da EF-traktatens artikel 174 giver Domstolen kompetence til efter sit skoen at angive, hvilke af en annulleret forordnings virkninger der skal betragtes som bestaaende. Ifoelge sagsoegeren er dette skoen ikke afhaengigt af, hvorledes sagsoegerens paastande er formuleret.

Rettens bemaerkninger

45 Hvad for det foerste angaar Raadets argument om, at det goeres gaeldende, at sagsoegeren ikke er umiddelbart og individuelt beroert af den omtvistede forordning, skal Retten paapege, at ifoelge fast retspraksis kan forordninger om indfoerelse af antidumpingtold, selv om de efter deres art og raekkevidde er almengyldige, beroere de producenter og eksportoerer umiddelbart og individuelt, som haevdes at have gjort sig skyldige i dumping (jf. dommen i sagen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, praemis 11).

46 Det fremgaar ligeledes af retspraksis, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold kan beroere de producenter og eksportvirksomheder umiddelbart og individuelt, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser (jf. Domstolens dom i sagen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, praemis 12, og af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1621, praemis 4, og Extramet Industrie mod Raadet, praemis 15).

47 For det foerste konstaterer Retten, at det fremgaar af den midlertidige forordning og af den omtvistede forordning, at stoerstedelen af den paagaeldende dumping tilskrives sagsoegeren.

48 Hertil skal Retten bemaerke, at Kommissionen kendte det noejagtige antal af de album, som sagsoegeren eksporterede, og at den paa dette grundlag fandt frem til maengden af album, der maatte tilskrives de oevrige kinesiske eksportoerer (jf. 17. betragtning til den omtvistede forordning). Den enkelte dumpingmargen paa 18,6% blev fastsat paa grundlag af et vejet gennemsnit af dumpingmargenerne for den eksport, for hvilken sagsoegeren havde afgivet oplysninger, nemlig 11,5%, og den dumpingmargen, der var fastsat paa grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping (jf. 25. betragtning til den midlertidige forordning og 23. betragtning til den omtvistede forordning). Den sidstnaevnte dumpingmargen blev fastsat til 32,3% i den midlertidige forordning og dernaest let aendret under proceduren forud for udstedelsen af den omtvistede forordning. Det fremgaar ligeledes af sagen, at denne dumpingmargen er blevet anvendt paa 38% af udfoerslerne, mens margenen paa 11,5% blev anvendt paa 62% af udfoerslerne, der tilskrives sagsoegeren.

49 For det andet finder Retten, at sagsoegeren var beroert af de forberedende retsakter. Det er bl.a. sagsoegerens varer, som rammes af den antidumpingtold, der paalaegges ved den omtvistede forordning, og det fremgaar af denne forordning samt af den midlertidige forordning, at sagsoegeren har vaeret omfattet af undersoegelsen. I denne forbindelse bemaerkes, at institutionerne alene har lagt de af sagsoegeren afgivne oplysninger til grund ved fastsaettelsen af alle de eksportpriser, der er anvendt ved beregningen af de forskellige dumpingmargener, og foelgelig ved fastsaettelsen af den enkelte dumpingmargen (jf. 23., 24. og 25. betragtning til den midlertidige forordning og 13.-23. betragtning til den omtvistede forordning).

50 Ydermere skal Retten bemaerke, at sagsoegeren modtog et spoergeskema vedroerende antidumping (jf. 3. betragtning til den midlertidige forordning), at sagsoegeren er den eneste eksportoer, som har besvaret Kommissionens spoergeskema (jf. 11. betragtning til den midlertidige forordning), at sagsoegeren naevnes som "eksportoer af indbundne fotoalbum med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik" saavel i den midlertidige forordning (jf. 4. betragtning) som i den omtvistede forordning (jf. 2. betragtning), og at sagsoegeren er den eneste eksportoer, der har samarbejdet ved undersoegelsen (jf. 19. betragtning til den midlertidige forordning).

51 Desuden skal Retten bemaerke, at den midlertidige forordning og den omtvistede forordning gentagne gange henviser til sagsoegeren, og at denne foelgelig er blevet identificeret i Kommissionens og Raadets retsakter.

52 Under disse omstaendigheder fastslaar Retten, at sagsoegeren er individuelt beroert af den omtvistede forordning.

53 Hvad angaar spoergsmaalet, om sagsoegeren er umiddelbart beroert, skal Retten udtale, at der ved den omtvistede forordning, som gaelder for alle indfoersler til Faellesskabet af indbundne fotoalbum med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik, indfoeres en antidumpingtold, der er fastsat til 18,6%. Forordningen giver ikke de nationale myndigheder noget skoen. Tvaertimod, de nationale myndigheders gennemfoerelse sker helt automatisk. I oevrigt sker gennemfoerelsen ikke i kraft af mellemkommende nationale retsregler, men udelukkende i kraft af faellesskabsreglerne (jf. Domstolens dom af 29.3.1979, sag 118/77, Iso mod Raadet, Sml. s. 1277, praemis 26). Det maa derfor fastslaas, at sagsoegeren er umiddelbart beroert af den omtvistede forordning.

54 Hvad for det andet angaar soegsmaalets omfang, finder Retten det tilstraekkeligt at fastslaa, som sagsoegeren har anfoert under retsmoedet, at sagens genstand er blevet defineret paa staevningens foerste side som "annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 3664/93 af 22. december 1993, for saa vidt den beroerer sagsoegeren".

55 Retten skal udtale, at det ligeledes fremgaar af sagen, at sagsoegeren kraever forordningen annulleret, enten fordi sagsoegeren ikke er fritaget for antidumpingtold, eller fordi forordningen paalaegger sagsoegeren en told paa over 11,5%.

56 Heraf foelger, at proceskravet maa fortolkes saaledes, at det kun tager sigte paa annullation af forordningen, i det omfang denne beroerer sagsoegeren.

57 Det foelger af det foregaaende i sin helhed, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

58 Sagsoegeren har fremfoert tre anbringender til stoette for paastandene. Det foerste anbringende er tilsidesaettelse af grundforordningen om antidumping og af retten til kontradiktion samt af forbuddet mod forskelsbehandling og retssikkerhedsprincippet ligesom magtfordrejning fra faellesskabsinstitutionernes side goeres gaeldende. Med det andet anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen og Raadet, ved ikke at give sagsoegeren individuel behandling, dels har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, dels har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved bedoemmelsen af de faktiske omstaendigheder og har naegtet sagsoegeren ret til at blive hoert. Det tredje anbringende er tilsidesaettelse af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, fordi der er paalagt en uforholdsmaessigt hoej antidumpingtold.

59 Retten konstaterer, at det foerste og det andet anbringende drejer sig om faellesskabsinstitutionens afslag paa at give sagsoegeren individuel behandling. Disse to anbringender maa derfor behandles under ét.

Det foerste og det andet anbringende under ét vedroerende tilsidesaettelse af grundforordningen om antidumping, aabenbart urigtigt skoen, tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retten til kontradiktion, forbuddet mod forskelsbehandling og retssikkerhedsprincippet samt magtfordrejning fra faellesskabsinstitutionernes side

Parternes argumenter

60 Sagsoegeren har indledningsvis bemaerket, at faellesskabsinstitutionerne, naar der indfoeres antidumpingtold, i nogle aar har fulgt en politik, som bestaar i at naegte at give virksomheder i lande, der ikke har markedsoekonomi, individuel behandling. Af den grund indfoeres der en enkelt antidumpingtold for hele landet, som gaelder for alle varer, der eksporteres til Det Europaeiske Faellesskab, uden hensyn til de anslaaede dumpingmargener for hver enkelt beroert producent eller eksportoer. Ifoelge sagsoegeren er Kommissionen og Raadet af den opfattelse, at indfoerelse af differentierede toldsatser alt efter virksomhederne i et land med planoekonomi ville faa staten til at gribe ind og lede samtlige udfoersler gennem det selskab, for hvilket der gjaldt den laveste toldsats.

61 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at en saadan politik er i strid med ordlyden af og aanden i grundforordningen om antidumping, som paalaegger faellesskabsinstitutionerne at give individuel behandling, uanset varernes oprindelse, naar det er muligt, navnlig naar virksomheden har samarbejdet i fuldt omfang under antidumpingproceduren.

62 Sagsoegeren henviser i denne forbindelse til, at artikel 2, stk. 13, udtrykkeligt bestemmer, at eksportpriserne sammenlignes med den normale vaerdi for hver enkelt transaktion, hvilket netop betyder anvendelse paa individuelt grundlag. Sagsoegeren har dernaest anfoert, at artikel 2, stk. 14, litra a), definerer dumpingmargenen som det beloeb, hvormed den normale vaerdi overstiger eksportprisen. Denne sammenlignings individualiserede karakter understreges ifoelge sagsoegeren af artikel 2, stk. 9, hvorefter der for at sikre en rimelig sammenligning i hvert enkelt tilfaelde alt efter omstaendighederne skal tages behoerigt hensyn til forskelle, der paavirker prisernes sammenlignelighed.

63 Sagsoegeren tilfoejer, at denne argumentation bestyrkes yderligere af artikel 13, stk. 2, i grundforordningen om antidumping, fordi forpligtelsen til at naevne leverandoeren ved navn, naar det er muligt, har til formaal alene at udelukke de parter, der ikke har samarbejdet.

64 Sagsoegeren er af den opfattelse, at antidumpingproceduren kun har mening, saafremt bestemmelserne anvendes paa individualiseret maade. Sagsoegeren bemaerker, at Kina som saadan intet saelger. Det er de kinesiske virksomheder, der individuelt producerer og saelger deres varer til koebere i Faellesskabet.

65 Sagsoegeren finder sammenfattende, at hele konklusionen i grundforordningen om antidumping foreskriver individuel behandling. Ved at fortolke forordningen paa en anden maade har Kommissionen og Raadet begaaet en aabenbar fejl. Ved deres holdning har de beroevet sagsoegeren retten til at faa rimelig adgang til kontradiktion.

66 For det andet har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionen og Raadet, selv inden for rammerne af den anfaegtede politik, skulle have givet sagsoegeren individuel behandling.

67 Sagsoegeren anfoerer i denne forbindelse, at den anfaegtede politik i tidligere sager vedroerende varer med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik er blevet anvendt paa en mere rimelig maade. Som eksempel naevner sagsoegeren Raadets forordning (EOEF) nr. 2093/91 af 15. juli 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af farvefjernsynsmodtagere med lille billedskaerm med oprindelse i Hongkong og Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 195, s. 1), hvor de kinesiske eksportoerer blev naegtet individuel behandling, fordi de var medlemmer af Kinas Handelskammer for eksportoerer af audiovisuelle produkter, som strengt kontrollerede alle udfoersler, og som alle eksportoerer skulle vaere medlemmer af, med undtagelse af faellesforetagender, der kunne eksportere og importere produkter paa egen haand, og fordi de under proceduren alle var repraesenteret af Handelskammeret, uden at der blev taget hensyn til individuelle forhold. Sagsoegeren henviser ligeledes til Raadets forordning (EOEF) nr. 3836/91 af 19. december 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af dihydrostreptomycin med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 362, s. 1), hvori individuel behandling blev naegtet med den begrundelse, at alle eksportoererne var repraesenteret af et enkelt handelskammer, at de ikke kunne godtgoere, at de ikke var statsstyrede, og at de ikke havde mulighed for at placere deres fortjeneste uden for Kina.

68 Dernaest naevner sagsoegeren to andre sager, hvor der blev givet individuel behandling. I den foerste drejede det sig om Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2904/91 af 27. september 1991 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse garner af polyester (korte kemofibre) med oprindelse i Taiwan, Indonesien, Indien, Den Kinesiske Folkerepublik og Tyrkiet og om afslutning af antidumpingundersoegelsen vedroerende importen af saadanne garner med oprindelse i Republikken Korea (EFT L 276, s. 7). Ifoelge sagsoegeren blev der givet én af eksportoererne individuel behandling, fordi virksomheden "frit kunne fastsaette sine eksportpriser og overfoere udbytte til aktionaerer i udlandet, naar det opfylder visse administrative betingelser". Sagsoegeren bemaerker, at den paagaeldende eksportoer havde status af et joint venture-selskab oprettet af partnere fra Kina og Hongkong, og at partneren i Hongkong var forretningsmaessigt forbundet med en koncern i Det Europaeiske Faellesskab. I den anden sag henviser sagsoegeren til Raadets forordning (EOEF) nr. 3091/91 af 21. oktober 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af videobaand i kassetter med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og om endelig opkraevning af den midlertidige told (EFT L 293, s. 2), hvor de kinesiske eksportoerer, der havde samarbejdet, blev givet individuel behandling. I denne sag var eksportoererne ifoelge sagsoegeren joint ventures med udenlandsk kapital, og de kunne frit fastsaette deres eksportpriser og overfoere udbytte fra Kina til udenlandske aktionaerer, hvis de opfyldte visse administrative betingelser.

69 Med hensyn til sin uafhaengighed mener sagsoegeren at opfylde de kriterier, som faellesskabsinstitutionerne har fastsat i de tidligere forordninger, og som ogsaa beskrives i et notat fra Kommissionen af 1. december 1992. Sagsoegeren har herved gjort gaeldende, at selskabet i denne sag som den eneste eksportoer samarbejdede, hvilket individualiserer det i forhold til alle de andre eksportoerer, at det har vaeret repraesenteret af sin egen advokat under hele proceduren, og at det handler i fuld uafhaengighed af den kinesiske stat. Det kan navnlig fuldstaendig frit eksportere varer, fastsaette eksportpriser og overfoere udbytte til sine aktionaerer.

70 Det fremhaever sig selv som et selskab, der er offentligt noteret paa boersen i Hongkong, og ingen af dets aktionaerer har nogen forbindelse med den kinesiske stat, ligesom de kinesiske myndigheder ikke har nogen faktisk indflydelse paa de transaktioner, som sagsoegerens fabrik i Kina udfoerer, selv om denne er oprettet efter aftale med de kinesiske myndigheder. Det har tilfoejet, at det er selskabet, som ejer maskinerne; det leverer raavarerne og leder fabrikken.

71 Det mener, at de aftaler, der er indgaaet mellem selskabet og de kinesiske myndigheder under navnet Baoan County Xinan Town Tiegang Economic Development Company (herefter "Baoan Company"), bekraefter dets uafhaengighed. Aftalerne bestemmer specifikt, at sagsoegeren udnaevner "fabrikkens direktoer, de regnskabsmaessigt og oekonomisk sagkyndige samt administrations- og lagerpersonalet, som skal varetage fabrikkens styring og finanskontrol". Desuden haevder sagsoegeren, at selv om aftalerne bestemmer, at Baoan Company kan vaelge personale til at medvirke til fabrikkens ledelse, har sagsoegeren faktisk fuld kontrol med, hvilke personer man oensker eller ikke laengere oensker at beskaeftige. De kinesiske myndigheder har kun en teoretisk, residuel indflydelse paa beskaeftigelsen, for saa vidt de efter at have kontrolleret, at loennens stoerrelse ligger over den foreskrevne mindsteloen, godkender de af sagsoegeren indgaaede arbejdsaftaler, hvilket ifoelge sagsoegeren ikke er fundamentalt forskelligt fra den indflydelse, som statslige myndigheder udoever i de fleste europaeiske lande.

72 Sagsoegeren goer gaeldende, at de kinesiske myndigheder ikke, for at omgaa antidumpingforanstaltningerne, kan tvinge sagsoegeren til at eksportere varer fremstillet andetsteds i Kina eller forpligte denne til at foroege sin produktionskapacitet. Selskabet har haevdet, at dets fortjeneste indtjenes i Hongkong, og at det frit kan flytte sin produktionsvirksomhed uden for Kina. Ifoelge sagsoegeren er udenrigshandelen ikke kontrolleret af den kinesiske stat. De kinesiske virksomheder optraeder paa markedet paa noejagtig samme maade som Faellesskabets virksomheder.

73 Sagsoegeren haevder, at Raadets opfattelse, hvorefter statens mulighed for at gribe ind i udenrigshandelen maa tages i betragtning, ikke tager hensyn til statens suveraenitet, idet denne er en hoejere myndighed, der handler paa grundlag af politiske betragtninger og har ret til at gribe ind paa det oekonomiske omraade.

74 Under alle omstaendigheder mener sagsoegeren, at hvis det skal godtgoeres, at der er tale om statslig kontrol, paahviler det faellesskabsinstitutionerne at bevise det og ikke blot formode det.

75 Sagsoegeren konkluderer, at Raadet ved at udstede den omtvistede forordning paa grundlag af fejlagtige betragtninger og uden at have taget hensyn til vaesentlige oplysninger afgivet af sagsoegeren, har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder. Denne fejl er misbrug af befoejelser og beroever sagsoegeren retten til at blive hoert. Sagsoegeren anfoerer, at Raadets bekraeftelse af Kommissionens raesonnement i den omtvistede forordning viser, at sagsoegerens argumenter vedroerende spoergsmaalet om individuel behandling ikke er blevet taget i betragtning.

76 Sagsoegeren har for det tredje anfoert, at da den behandling, sagsoegeren har faaet i dette tilfaelde, ikke svarer til Faellesskabets tidligere praksis, strider den omtvistede forordning mod princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

77 For det fjerde har sagsoegeren anfoert, at begrundelsen for at give afslag paa individuel behandling, nemlig muligheden for at omgaa antidumpingforanstaltningerne, er i strid med faellesskabsrettens almindelige principper, bl.a. forbuddet mod forskelsbehandling og retssikkerhedsprincippet, og er misbrug af befoejelser fra faellesskabsinstitutionernes side. Det passende middel til at bekaempe omgaaelse er ifoelge sagsoegeren enten at anvende de bestaaende bestemmelser mod omgaaelse eller at indfoere saerlige bestemmelser med henblik herpaa. Sagsoegeren goer desuden gaeldende, at disse grunde ikke er gyldige, fordi det kapitalistiske oekonomiske system fungerer paa samme maade. Det er logisk, at de fleste udfoersler foretages af den part, der er udsat for den laveste told.

78 Raadet har gjort gaeldende, at grundforordningen om antidumping ikke kraever, at Faellesskabets institutioner behandler eksportoererne individuelt. Det bemaerker herved, at det fremgaar af artikel 7, stk. 1, litra a), i grundforordningen om antidumping, at en antidumpingprocedure vedroerer udfoersler fra et eller flere lande og ikke udfoersler fra et eller flere selskaber taget individuelt.

79 Det haevder ligeledes, at grundforordningen om antidumping intetsteds foreskriver, at der skal beregnes individuelle dumpingmargener for hver enkelt eksportoer. Tvaertimod fremgaar det efter Raadets opfattelse af forordningens bestemmelser, bl.a. af artikel 16, stk. 1, at den almindelige regel er, at der kun indfoeres told paa landsniveau, og at individuel behandling foelgelig skal vaere baseret paa gyldige grunde. Den omstaendighed, at sagsoegeren er et selskab beliggende i Hongkong, er ikke en gyldig grund, fordi den omtvistede forordning ikke tager sigte paa det; den tager sigte paa alle udfoersler af den paagaeldende vare fra Den Kinesiske Folkerepublik.

80 Raadet erkender, at metoden med individuel told ofte giver den mest effektive og den mest afbalancerede beskyttelse mod skadelig dumping, og naar dumpingmargenerne og skademargenerne varierer alt efter kilden, vil paalaeggelse af en enkelt told for hele landet foere til, at der indfoeres en told, som baade beskytter for meget mod eksportoerer, hvis margener er lave, og for lidt mod dem, hvis margener er hoejere. Hvad imidlertid angaar udfoersler fra lande uden markedsoekonomi, mener Raadet, at indfoerelse af en enkelt told for hele landet er den mest egnede foranstaltning. Det har herved henvist til grundene i 11.-18. betragtning til den midlertidige forordning, hvoraf det fremgaar, at eksportoerens uafhaengighed ikke er den eneste og heller ikke den vigtigste omstaendighed, der skal tages i betragtning.

81 Raadet praeciserer, at artikel 13, stk. 2, i grundforordningen om antidumping blot bestemmer, at der i forordninger om antidumping under alle omstaendigheder skal anfoeres oprindelses- eller eksportlandet og om muligt navnet paa leverandoererne. Med hensyn til forordningens artikel 2, stk. 9 og 13, har Raadet anfoert, at deres ordlyd ikke tvinger Faellesskabets institutioner til at paalaegge individuel antidumpingtold.

82 Raadet goer gaeldende, at sagsoegeren i dette tilfaelde ikke kunne behandles individuelt. Det har i den forbindelse gjort gaeldende, at det ikke er godtgjort, at sagsoegeren kan handle frit uafhaengigt af den kinesiske stat (jf. 18. betragtning til den midlertidige forordning). Desuden er spoergsmaalet om en eksportoers uafhaengighed ifoelge Raadet ikke den eneste omstaendighed, der skal tages i betragtning, og heller ikke den vigtigste ved afgoerelsen af, om en eksportoer skal behandles individuelt. Et endnu vigtigere spoergsmaal, der skal undersoeges, er, om staten har mulighed for at regulere udenrigshandelen og at aendre de gaeldende regler. Den kinesiske stat kan ifoelge Raadet til enhver tid udoeve sin kontrol med alle erhvervsdrivende i Den Kinesiske Folkerepublik ved at aendre sin eksportpolitik og styre udfoerslerne ved visse selskabers mellemkomst.

83 Selv om den statslige kontrol i Den Kinesiske Folkerepublik nemlig i nogen grad er aftaget, og selv om de eksporterende kinesiske selskaber i oejeblikket har en vis uafhaengighed, kan situationen i Den Kinesiske Folkerepublik ikke sammenlignes med situationen i lande med markedsoekonomi, hvor der findes helt uafhaengige selskaber.

84 Det goer herved gaeldende, at Den Kinesiske Folkerepubliks organisering af udenrigshandelen i adskillige henseender er forskellig fra Faellesskabets. Det har for det foerste anfoert, at priserne paa de varer, som fremstilles i Den Kinesiske Folkerepublik, i almindelighed ikke fastsaettes af markedskraefterne. Der er for visse meget betydningsfulde varer "bindende planer", som indeholder tvingende regler, og for mindre betydningsfulde varer er der "vejledende planer", som indeholder retningslinjer for produktion og distribution af den paagaeldende vare. I planerne fastsaettes bl.a. antallet af varer, der tildeles disse virksomheder og kan eksporteres af dem. Raadet haevder dernaest, at for at kunne eksportere varer kraeves der en eksportlicens. Denne licens udstedes af staten, som kan inddrage den til enhver tid. Raadet naevner endelig, at de retsregler, der gaelder for handelstransaktioner i Den Kinesiske Folkerepublik, ikke kan sammenlignes med de i Faellesskabet gaeldende ordninger. Den fundamentale forskel fremgaar af, at der i Den Kinesiske Folkerepublik findes hemmelige love, love, som ikke offentliggoeres, og som udlaendinge ikke har adgang til, og som navnlig behandler de oekonomiske forbindelser udadtil og udenrigshandelen. Raadet tilfoejer, at Den Kinesiske Folkerepubliks kontrol med udenrigshandelen for en stor del udoeves ved hjaelp af personlige forbindelser. En af metoderne bestaar i at forfremme tjenestemaend fra Ministeriet for Udenrigshandel og OEkonomisk Samarbejde til hoeje stillinger i de forskellige selskaber, og disse tjenestemaend skal, for at beholde deres stillinger, foelge ministeriets instrukser.

85 Raadet anfoerer, at det i dette tilfaelde er vanskeligt at vurdere, om sagsoegerens erklaeringer om, at der ikke har vaeret nogen faktisk indflydelse, og at sagsoegeren aldrig har vaeret ude for statslige indgreb, er korrekte. Under alle omstaendigheder er det afgoerende statens mulighed for at gribe ind.

86 Raadet tilfoejer, at aftalen af 28. januar 1988 mellem sagsoegeren og Shenzhen Baoan Foreign Company bestemmer, at sidstnaevnte stiller den fabrik og de arbejdere til raadighed, som skal varetage produktionen, og fremstiller de varer, selskabet leverer til sagsoegeren. Dernaest giver aftalen af 20. januar 1988 mellem Baoan Company og sagsoegeren ifoelge Raadet Baoan Company ret til at udnaevne virksomhedens direktoer. Desuden har sagsoegeren i en skrivelse til Kommissionen af 5. maj 1993 erkendt, at Baoan Company er "forpligtet til at opnaa licens fra Baoan County Industrial and Commerce Executive Management Council, en regeringsinstans". I denne skrivelse praeciseres det ligeledes, at aftalerne mellem sagsoegeren og Baoan Company er omfattet af "Den Kinesiske Folkerepubliks toldvaesens almindelige administrative bestemmelser om kontrol med forarbejdnings- og samlevirksomheder vedroerende de udenlandske dele" af 10. september 1987, som ifoelge Raadet bestemmer, at staten udoever permanent kontrol med virksomheder af en type som sagsoegerens.

87 Raadet anfoerer, at den omstaendighed, at det sagsoegende selskab er beliggende i Hongkong, hverken betyder, at dette er unddraget Den Kinesiske Folkerepubliks kontrol, eller at det skal vurderes anderledes. Raadet goer gaeldende, at selv hvis sagsoegeren skulle blive anset for uafhaengig af statens direkte kontrol, fremstilles de paagaeldende varer i Den Kinesiske Folkerepublik, der stadig udoever en vaesentlig kontrol med selskaber som Shenzhen Baoan Foreign Company og Baoan Company.

88 Raadet goer ligeledes gaeldende, at det i denne sag er forholdsvis let for staten at udnytte muligheden for at omgaa antidumpingforanstaltningerne (jf. 17. betragtning til den midlertidige forordning). Det ville have vaeret tilstraekkeligt at lade de til Faellesskabet eksporterede fotoalbum fakturere af sagsoegeren, uanset deres fabrikationssted.

89 Raadet anfoerer dernaest, at faellesskabsinstitutionernes fremgangsmaade har aendret sig med hensyn til individuel behandling i de tilfaelde, hvor der er tale om indfoersler fra lande uden markedsoekonomi. Foelgelig er sagsoegerens argumenter vedroerende institutionernes tidligere praksis og Kommissionens interne notat af 1. december 1992 irrelevante.

90 Endelig anfoerer det, at det har taget hensyn til alle de argumenter, sagsoegeren har fremfoert vedroerende spoergsmaalet om individuel behandling samt vedroerende de oevrige relevante punkter.

91 Under retsmoedet har Kommissionen som svar paa et spoergsmaal fra Retten forklaret, at grunden til, at faellesskabsinstitutionerne har aendret deres fremgangsmaade med hensyn til individuel behandling af eksportoerer fra Den Kinesiske Folkerepublik, er, at de oprindelig sandsynligvis har vaeret lidt naive med hensyn til situationens art i dette land, og at der foerst i de seneste aar er blevet indledt antidumpingprocedurer i stort antal over for kinesiske produktioner. Ifoelge Kommissionen tog man med den oprindelige politik ikke i betragtning, hvor meget kontrol, der bestod og fortsat bestaar, selv om kontrollen er mindre end dengang.

Rettens bemaerkninger

° Indfoerelsen af en enkelt antidumpingtold

92 Retten skal bemaerke, at grundforordningen om antidumping intetsteds forbyder at indfoere en enkelt antidumpingtold for statshandelslande. Artikel 2, stk. 5, angiver kun de kriterier, paa grundlag af hvilke den normale vaerdi skal bestemmes i tilfaelde af indfoersel fra lande uden markedsoekonomi. Artikel 2, stk. 9, om sammenligning af den normale vaerdi med eksportprisen vedroerer kun prisernes sammenlignelighed og de justeringer, der skal foretages for at tage hensyn til forskelle, som paavirker denne sammenlignelighed. Det fremgaar af artikel 2, stk. 13, at naar der er tale om varierende priser, sammenlignes eksportpriserne i princippet med den normale vaerdi for hver enkelt transaktion, hvilket ° i modsaetning til hvad sagsoegeren haevder ° ikke betyder, at der ikke kan fastsaettes en enkelt antidumpingtold. I oevrigt blev den normale vaerdi og eksportpriserne i dette tilfaelde sammenlignet for hver enkelt transaktion (jf. 24. betragtning til den midlertidige forordning). Artikel 2, stk. 14, definerer ganske vist dumpingmargenen som det beloeb, hvormed den normale vaerdi overstiger eksportprisen [litra a)], men den bestemmer imidlertid, at "naar der er tale om varierende dumpingmargener, kan der beregnes et vejet gennemsnit af disse" [litra b)].

93 Endelig bestemmer artikel 13, stk. 2, at i forordninger om antidumping "anfoeres isaer stoerrelsen og arten af den paalagte told, den paagaeldende vare, oprindelses- eller eksportlandet og om muligt navnet paa leverandoeren samt begrundelserne for forordningen". Retten finder herved, at det vel fremgaar af saavel denne bestemmelses opbygning som dens formaal, at forpligtelsen til at anfoere navnet paa leverandoeren i forordninger om antidumping i princippet indebaerer en forpligtelse til at fastsaette en specifik antidumpingtold for hver enkelt leverandoer, men det maa dog fremhaeves, at denne bestemmelses ordlyd praeciserer, at navnet kun skal anfoeres "om muligt". Lovgiver har altsaa udtrykkeligt begraenset forpligtelsen til at anfoere leverandoerens navn og dermed forpligtelsen til at fastsaette en specifik antidumpingtold for hver leverandoer til alene at gaelde i tilfaelde, hvor det er muligt at give disse naermere oplysninger.

94 Retten finder, at institutionerne ikke, ved at foelge den anfaegtede politik, har fortolket ordene "om muligt" urigtigt. Det maa nemlig noedvendigvis konstateres, at det ikke er muligt at anfoere navnet paa hver leverandoer, hvis det, for at undgaa risikoen for omgaaelse af antidumpingtolden, er noedvendigt at indfoere en enkelt told for et helt land. Dette er navnlig tilfaeldet, naar faellesskabsinstitutionerne, med hensyn til et statshandelsland, efter at have undersoegt de paagaeldende eksportoerers forhold ikke er overbevist om, at disse eksportoerer handler uafhaengigt i forhold til staten.

95 Retten finder, at den anfaegtede politik heller ikke er i strid med formaalet med og aanden i grundforordningen om antidumping. Formaalet med grundforordningen om antidumping er nemlig bl.a. at beskytte Faellesskabet mod dumpingindfoersler. Med hensyn til forordningens aand fremgaar det af forskellige bestemmelser, at den normale vaerdi og eksportprisen normalt skal fastslaas individuelt for hver enkelt eksportoer. Dette betyder dog ikke, at faellesskabsinstitutionerne er forpligtet til at goere det i hvert enkelt tilfaelde, og heller ikke, at de er forpligtet til at indfoere en individuel antidumpingtold for hver enkelt eksportoer. Grundforordningens aand overlader faellesskabsinstitutionerne et vidt skoen ved afgoerelsen af, hvornaar den mest passende loesning er at give de beroerte eksportoerer individuel behandling. Dette fremgaar bl.a. af artikel 2, stk. 14, litra b), og af artikel 13, stk. 2, som giver faellesskabsinstitutionerne mulighed for at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmargenerne, og dermed en enkelt dumpingmargen, for et helt land, samt for at indfoere en enkelt antidumpingtold for dette land.

96 Det foelger af det foregaaende, at en politik, som har til resultat, at der indfoeres en enkelt antidumpingtold for et helt land, hverken er i strid med ordlyden af eller aanden i grundforordningen om antidumping, hvis denne politik er noedvendig, for at Faellesskabet kan beskytte sig mod dumping og mod risikoen for omgaaelse af beskyttelsesforanstaltninger.

97 Det maa dernaest undersoeges, om faellesskabsinstitutionerne i dette tilfaelde skulle have givet sagsoegeren individuel behandling.

98 Indledningsvis skal Retten bemaerke, at spoergsmaalet, om en eksportoer fra et statshandelsland handler tilstraekkeligt uafhaengigt i forhold til staten til, at der kan gives ham individuel behandling, forudsaetter en vurdering af komplicerede faktiske forhold, som baade er af oekonomisk, politisk og juridisk art. I denne forbindelse bemaerkes, at naar det drejer sig om komplicerede oekonomiske spoergsmaal, fremgaar det af retspraksis, at institutionerne har et vidt skoen (jf. Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Raadet, Sml. II, s. 2681, praemis 131), og at Faellesskabets retsinstansers proevelse vedroerende en saadan bedoemmelse maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf. Domstolens dom af 7.5.1987, sag 255/84, Nachi Fujikoshi, Sml. s. 1861, praemis 21, og af 14.3.1990, sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, praemis 63). Retten finder, at det samme gaelder for de faktiske, retlige og politiske forhold i det paagaeldende land, som faellesskabsinstitutionerne skal vurdere for at afgoere, om en eksportoer handler tilstraekkeligt uafhaengigt af et statshandelslands myndigheder til at faa individuel behandling.

99 Det fremgaar af skrivelsen af 5. maj 1993, at Baoan Company er en kooperativ virksomhed, som er en selvstaendig juridisk person, og som bestaar af medlemmer af Tiegang Villagers' Committee, et konsortium af jordejere i Tiegang Village. Dette udvalg har til formaal at fremme landsbyens udvikling ved hjaelp af udenlandske investeringer. Baoan Company har erhvervet licens fra Baoan County Industrial and Commerce Executive Management Council, en regeringsinstans, som giver det ret til at udoeve oekonomisk virksomhed.

100 Ifoelge samme skrivelse skal Baoan County Foreign Trade Company, som er en selvstaendig juridisk person, bl.a. overvaage udenlandske investorers indfoersler af raavarer og den senere udfoersel af faerdigvarer, der indeholder disse raavarer. Baoan County Foreign Trade Company overvaager gennemfoerelsen af indfoerselsarrangementer, som kan sammenlignes med Faellesskabets ordning for aktiv foraedling, og som den fabrik, hvor sagsoegerens produktion finder sted, er omfattet af. Disse arrangementer godkendes forud af Baoan County Foreign Economic Committee, et regeringsorgan, der er ansvarligt for godkendelse af udenlandske investeringer i departementet Baoan, og som Baoan County Foreign Trade Company hoerer under.

101 Dernaest fremgaar det af sagen, at sagsoegerens produktion i Kina i fabrikken Five Brothers Stationery Manufacturer er omfattet af aftalen af 20. januar 1988 og af de to supplerende aftaler af 2. januar 1991 og af 18. januar 1992, som er indgaaet mellem sagsoegeren og Baoan Company. Disse tre aftaler er vedlagt staevningen sammen med en fjerde aftale af 28. januar 1988, som ifoelge sin ordlyd er indgaaet mellem sagsoegeren og Shenzhen Baoan Foreign Company sammen med Baoan County Xinan Town Tiegang Village Five Brothers Stationery Manufacturer.

102 I aftalen af 20. januar 1988 har Baoan Company forpligtet sig til at bygge en fabrik i overensstemmelse med planer leveret af sagsoegeren, som dernaest vil blive leaset til sagsoegeren. Sidstnaevnte har forpligtet sig til at levere maskiner samt raavarer og yderligere noedvendigt materiel til produktionen, og til at betale leasing, loen, forbrug af vand og elektricitet samt afgifter. Artikel 1 i Section VII i denne aftale bestemmer, at Baoan Company udnaevner en direktoer for fabrikken og det personale, der skal varetage den styring, administration og regnskabsfoering, som er noedvendig for at deltage i ledelsen af fabrikken sammen med det personale, der udpeges af sagsoegeren. Baoan Company forpligter sig til at bistaa sagsoegeren med hensyn til indfoersels- og udfoerselsprocedurer. Det personale, som skal varetage styring og administration, "management personnel", der udpeges af Baoan Company, skal, foer det ansaettes, bestaa sagsoegerens ansaettelsesproeve. Hvad angaar de arbejdere, som sagsoegeren har brug for, skal de ifoelge artikel 4 i Section VIII bestaa begge parters ansaettelsesproeve.

103 De to supplerende aftaler angaar i det vaesentlige bygningens finansiering, leje og selve bygningen af fabrikken.

104 Med hensyn til aftalen af 28. januar 1988 maa det konstateres, at den synes at vaere indgaaet med en anden virksomhed end Baoan Company, og at dens indhold forekommer at vaere forskelligt fra indholdet af aftalen af 20. januar 1988. Retten skal hertil bemaerke, at det af sagsoegeren anfoerte om, at denne udnaevner direktoeren for fabrikken, regnskabs- og finansieringskyndige, administrativt personale og lagerfolk, som skal varetage fabrikkens styring og finanskontrol, er baseret paa aftalen af 28. januar 1988, Section I. Det fremgaar af praemis 102 i naervaerende dom, at denne udtalelse er i strid med artikel 1 i Section VII i aftalen af 20. januar 1988. Det bemaerkes ligeledes, at sagsoegeren under retsmoedet ikke har kunnet besvare Rettens spoergsmaal vedroerende betydningen af aftalen af 28. januar 1988 i forhold til aftalen af 20. januar 1988. Det boer i oevrigt ligeledes bemaerkes, at det fremgaar af faellesskabsinstitutionernes svar paa et spoergsmaal fra Retten, som ikke er blevet modsagt af sagsoegeren, at Kommissionen ikke synes at have modtaget en kopi af aftalen af 28. januar 1988 under den administrative procedure.

105 Retten skal dernaest bemaerke, at som Kommissionen naevner i den midlertidige forordning, henviser skrivelsen af 5. maj 1993 ligeledes til en aftale indgaaet mellem Baoan County Foreign Economic Committee og Tiegang Villagers' Committee, som fastsaetter de naermere bestemmelser og betingelser for, hvorledes der kan traekkes udenlandske investeringer til regionen. Ifoelge sagsoegeren er denne aftale ikke et offentligt dokument, og af den grund er den ikke blevet forelagt Kommissionen.

106 Det maa konstateres, at det fremgaar af den ovennaevnte gennemgang, at forholdet mellem sagsoegeren og den kinesiske stat maa betegnes som temmelig vagt og uklart, selv hvis der ikke tages hensyn til den manglende klarhed, som foejes til ved aftalen af 28. januar 1988. Som Kommissionen har fastslaaet i den midlertidige forordning (jf. 18. betragtning hertil), har undersoegelsen ikke vist, at sagsoegeren reelt er uafhaengig af de kinesiske myndigheders indflydelse. Retten skal i denne forbindelse bemaerke, at hverken aftalerne mellem sagsoegeren og Baoan Company eller beskrivelsen i skrivelsen af 5. maj 1993 giver grundlag for at drage nogen som helst konklusion vedroerende den kontrol, som Baoan County Industrial and Commerce Executive Management Council faktisk udoever med Baoan Company, og den kontrol, som Baoan County Foreign Economic Committee udoever gennem Baoan County Foreign Trade Company med Five Brothers Stationery Manufacturer. Den rolle, Tiegang Villagers' Committee spiller, er ogsaa fortsat uklar. Desuden maa det fremhaeves, at aftalen af 20. januar 1988 giver Baoan Company en ikke ubetydelig mulighed for at paavirke Five Brothers Stationery Manufacturer' s fabrikation.

107 Denne konklusion stoettes af to oplysninger i skrivelsen af 5. maj 1993. For det foerste fremgaar det af naevnte skrivelse, at da aftalerne mellem sagsoegeren og Baoan Company ikke indeholder nogen voldgiftsklausul, og for det tilfaelde, at der ikke indgaas en senere voldgiftsaftale, skal parterne i tilfaelde af tvist henvende sig til en "people' s court" i Kina. For det andet fremhaever sagsoegerens repraesentant i skrivelsen, at Kommissionen skal "bear in mind that the environment in which the arrangements for Climax' production in China have been set up is rather different from those generally prevailing in western countries, and it may not always be possible to provide answers with the degree of legal precision to which you may be accustomed" ("have i erindring, at det miljoe, i hvilket aftalerne om Climax' produktion i Kina er blevet indgaaet, er ret forskelligt fra de forhold, der i almindelighed goer sig gaeldende i vestlige lande, og det er maaske ikke altid muligt at give svar med samme grad af retlig praecision, som De maatte vaere vant til").

108 Retten skal ydermere bemaerke, at af de grunde, som Kommissionen har redegjort for i 15. og 16. betragtning til den midlertidige forordning (jf. praemis 18 og 19 ovenfor), goer den nuvaerende situation i Kina det endnu vanskeligere, hvis ikke umuligt, at fastslaa, om en kinesisk virksomhed eller en udenlandsk virksomhed, der fremstiller varer i Kina, reelt er uafhaengig af staten. Som Raadet har forklaret (jf. praemis 83 og 84 ovenfor), kan forholdene i Den Kinesiske Folkerepublik ikke sammenlignes med forholdene i lande med markedsoekonomi, i hvert fald ikke hvad angaar den maade, udenrigshandelen er organiseret paa.

109 Det foelger af det foregaaende, at sagsoegeren ikke har kunnet godtgoere, at man reelt var uafhaengig af de kinesiske myndigheders indflydelse. Heraf foelger, at faellesskabsinstitutionerne ikke har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder.

° Sagsoegerens oevrige argumenter

110 Hvad for det foerste angaar den angivelige tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, skal Retten henvise til, at ifoelge retspraksis kan dette princip paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger. De erhvervsdrivende kan dog ikke have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen (jf. bl.a. Rettens dom af 13.7.1995, forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, Thomas O' Dwyer m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 2071, praemis 48). Det gaelder navnlig inden for et omraade som beskyttelse mod dumpingindfoersler, hvor institutionerne bl.a. skal vurdere komplicerede oekonomiske forhold, og hvor de noedvendigvis skal tilpasse deres politik til de forhold, der hersker paa forskellige markeder, efterhaanden som de opnaar erfaring.

111 Det fremgaar af praemis 98 i naervaerende dom, at institutionerne med hensyn til statshandelslande har et vidt skoen med hensyn til de faktiske, oekonomiske, retlige og politiske forhold i det paagaeldende land, som skal vurderes for at afgoere, om en eksportoer handler tilstraekkeligt uafhaengigt af staten til, at han kan faa individuel behandling.

112 Det foelger heraf, at sagsoegeren ikke kunne have en berettiget forventning om, at faellesskabsinstitutionerne ikke ville aendre deres politik vedroerende individuel behandling, hvis erfaringen viser, at en saadan aendring er noedvendig for at finde en tilfredsstillende loesning paa de problemer, der skabes af dumping, som tilskrives eksportoerer i statshandelslande.

113 Retten fastslaar herved, at Kommissionen ifoelge den midlertidige forordning, under proceduren er kommet til det resultat, at den stoerste forsigtighed er paakraevet i denne sag, og at der, saa laenge den ikke er fuldt overbevist om, at vanskelighederne ved indfoerelse af en urimelig hoej told og muligheden for at omgaa antidumpingforanstaltningerne ikke vil foreligge, ikke maa goeres undtagelser fra den generelle regel om, at der fastsaettes en enkelt antidumpingtold for statshandelslande (jf. 12. og 17. betragtning til den midlertidige forordning).

114 Retten fastslaar i oevrigt, at en saadan aendring af den foerte politik er saa meget mindre kritisabel, som Kommissionen omhyggeligt har redegjort for grundene til sin aendrede politik (jf. 13.-17. betragtning til den midlertidige forordning, som bekraeftes af Raadet i 9. betragtning til den omtvistede forordning).

115 Med hensyn til Kommissionens notat af 1. december 1992 bemaerkes blot, at det fremgaar af sagen, at det er et internt notat og altsaa et af Kommissionens egne arbejdsdokumenter, som ikke kan give anledning til, at der opstaar begrundede forhaabninger hos sagsoegeren.

116 Hvad for det andet angaar den angivelige tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, skal Retten paapege, at ifoelge fast retspraksis er kravene i henhold til kontradiktionsprincippet overholdt, naar den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har (jf. Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 108).

117 Det skal i den forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af sagen, at sagsoegeren har fremsat sine bemaerkninger under den administrative procedure, at dennes repraesentanter har moedt Kommissionens tjenestegrene for at droefte sagen, og at sagsoegeren er blevet hoert af Kommissionen. Ydermere fremgaar det af den midlertidige forordning og af den omtvistede forordning, at baade Kommissionen og Raadet har gennemgaaet de forskellige argumenter, som sagsoegeren har fremfoert, og har besvaret dem og saa vidt muligt endog har taget dem i betragtning.

118 Paa denne baggrund maa det fremhaeves, at beskyttelsen af retten til kontradiktion ikke indebaerer, at faellesskabsinstitutionerne automatisk skal tage alle de af sagsoegeren fremfoerte argumenter i betragtning.

119 For det tredje og sidste fastslaar Retten, at sagsoegeren overhovedet ikke har forklaret, hvorledes den paagaeldende politik skulle vaere i strid med forbuddet mod forskelsbehandling og retssikkerhedsprincippet. Foelgelig er det ikke fornoedent at udtale sig om, hvorvidt dette argument er begrundet. Hvad angaar den angivelige magtfordrejning, skal Retten bemaerke, at naar den af faellesskabsinstitutionerne fulgte politik ikke er i strid med grundforordningen om antidumping, foreligger der ikke magtfordrejning.

120 Det fremgaar af det foregaaende i sin helhed, at det foerste og det andet anbringende ikke kan laegges til grund.

Anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping

Parternes argumenter

121 For det foerste har sagsoegeren gjort gaeldende, at Raadet ved at indfoere en hoejere antidumpingtold end den beregnede dumpingmargen paa sagsoegerens varer har straffet en part, som har samarbejdet under proceduren i mangel af de oevrige parters samarbejde, og saaledes har tilsidesat artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, som bestemmer, at den indfoerte told ikke maa vaere hoejere end den fastsatte dumpingmargen.

122 For det andet har sagsoegeren anfoert, at den beregningsmetode, som Kommissionen anvendte for at fastsaette eksportpriserne, og som beskrives i 23. betragtning til den midlertidige forordning og bekraeftes af Raadet i 15.-21. betragtning til den omtvistede forordning, har givet anledning til et resultat, som er udtryk for misbrug og er uretfaerdigt samt virkelighedsfjernt. I denne forbindelse har sagsoegeren for det foerste gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne har baseret sig paa et simpelt skoen, da de tilskrev sagsoegeren 62% af udfoerslerne til Faellesskabet og de oevrige eksportoerer 38%. I virkeligheden er sagsoegerens andel langt over 62%, en procentsats, som i sig selv allerede ifoelge sagsoegeren er tilstraekkelig til, at dennes virksomhed maa anses for repraesentativ. Dernaest har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen, ved at anvende den hoejeste dumpingmargen, der er konstateret for sagsoegeren, paa de oevrige 38%, har straffet sagsoegeren haardt og ulovligt for at have samarbejdet, da dumpingmargenen med en sats paa 18,6% er hoejere end den reelle margen for sagsoegeren paa 11,5%. Sagsoegeren har konkluderet dels, at faellesskabsinstitutionerne har opdigtet beregninger af dumpingmargener for maaske ikke-eksisterende transaktioner, og dels, at de har oppustet dumpingmargenerne for parter, som ikke har samarbejdet.

123 Raadet har gjort gaeldende, at det er med rette, at metoden med "de tilgaengelige oplysninger" i artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping er blevet anvendt ved beregningen af dumpingmargenen for de parter, som ikke samarbejdede under undersoegelsen.

124 Det haevder, at da sagsoegeren foerst er begyndt at eksportere fra Den Kinesiske Folkerepublik i slutningen af 1990, efter at andre producenter ligeledes havde flyttet deres produktionsanlaeg til Den Kinesiske Folkerepublik, kunne sagsoegerens udfoersler ikke anses for repraesentative for samtlige kinesiske eksportoerer, og desuden, at hvis institutionerne var naaet til det resultat, at de var repraesentative, ville dette have beloennet de kinesiske producenters begraensede samarbejde. Under de omstaendigheder fandt faellesskabsinstitutionerne, at det, i stedet for udelukkende at laegge de af sagsoegeren afgivne oplysninger til grund, var mere rimeligt i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping at basere sig paa de producenters eksportpris, som ikke havde samarbejdet under undersoegelsen, ved at finde frem til de laveste priser, til hvilke sagsoegeren solgte fotoalbum i de paagaeldende underkategorier. Raadet har forklaret, at efter saedvanlig praksis i antidumpingsager, som Domstolen aldrig har kendt ulovlig, formodes det, at de eksportoerer, der ikke har samarbejdet, saelger til lavere priser end eller samme priser som de samarbejdende eksportoerers laveste priser. Denne fremgangsmaade har til formaal at tilskynde eksportoererne til i deres egen interesse at deltage i antidumpingprocedurerne. Den saaledes fastsatte dumpingmargen, er ifoelge Raadet blevet anvendt paa 38% af udfoerslerne, for hvilke man ikke raadede over oplysninger.

125 Raadet har praeciseret, at faellesskabsinstitutionerne i videst muligt omfang har lagt noejagtige tal til grund og kun anvendt skoen, naar de ikke raadede over saadanne tal paa grund af manglende samarbejde, paa én undtagelse naer, fra de beroerte eksportoerers side. Det haevder, at sagsoegeren ikke er blevet straffet for sin deltagelse i undersoegelsen. Hvis sagsoegeren ikke havde samarbejdet under proceduren, ville dumpingmargenen for samtlige indfoersler vaere blevet fastsat paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger, altsaa sandsynligvis paa grundlag af oplysninger i klagen. Dette ville ifoelge Raadet med sikkerhed have foert til, at der var blevet indfoert en hoejere antidumpingtold.

Rettens bemaerkninger

126 Retten skal for det foerste henvise til, at det fremgaar af artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping, at antidumpingtolden ikke maa vaere hoejere end den midlertidigt anslaaede eller endeligt fastsatte dumpingmargen, og at den skal vaere lavere, saafremt en saadan lavere told er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden.

127 Dernaest paapeges, at det fremgaar af den midlertidige forordning (jf. 25. betragtning) og den omtvistede forordning (jf. 23. betragtning), at der er beregnet en dumpingmargen paa 11,5% for sagsoegerens eksport. Dernaest er der paalagt en endelig antidumpingtold paa 18,6% paa alle kinesiske udfoersler paa grundlag af et vejet gennemsnit af den dumpingmargen, som er beregnet for sagsoegerens udfoersler, og den dumpingmargen, der er beregnet for de oevrige udfoersler (jf. praemis 48 ovenfor).

128 Retten skal i denne forbindelse fastslaa, at det ved foerste blik kunne forekomme uretfaerdigt at paalaegge sagsoegeren, som er den eneste eksportoer, der har samarbejdet under undersoegelsen, en hoejere antidumpingtold end den margen, som er beregnet for sagsoegerens egen eksport. Det fremgaar imidlertid af Rettens konklusioner vedroerende de to foerste anbringender under ét dels, at faellesskabsinstitutionernes anfaegtede politik ikke er i strid med ordlyden af, formaalet med og aanden i grundforordningen om antidumping, og dels, at sagsoegeren ikke opfylder de noedvendige betingelser for at faa individuel behandling, og foelgelig at institutionerne ikke har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder. Det foelger heraf, at institutionerne med rette ikke har indfoert en antidumpingtold paa 11,5% for sagsoegeren og en hoejere told for de eksportoerer, der ikke har samarbejdet. En saadan loesning ville nemlig have betydet, at sagsoegeren fik individuel behandling.

129 Saafremt der blev indfoert en antidumpingtold paa 11,5% for alle eksportoerer, ville det desuden tilskynde de eksportoerer, som véd, at deres eksportpriser er meget lave, og at der foelgelig er risiko for, at faellesskabsinstitutionerne fastsaetter en meget hoej dumpingmargen, til ikke at samarbejde. Disse eksportoerer ville altsaa have al interesse i ikke at samarbejde.

130 Desuden er den anfaegtede politik baseret paa den antagelse, at eksportoererne i statshandelslande som regel ikke er uafhaengige af statens indflydelse, og at et af formaalene med denne politik er at undgaa omgaaelse af antidumpingtolden. Det foelger heraf, at institutionerne ogsaa af denne grund ikke har kunnet indfoere en antidumpingtold paa 11,5% for alle eksportoerer. En saadan loesning kunne, saafremt der blev indledt en antidumpingundersoegelse, give myndighederne i et statshandelsland mulighed for at paalaegge den eksportoer, som har de hoejeste eksportpriser, at samarbejde med faellesskabsinstitutionerne, og forbyde de oevrige eksportoerer at goere det. De kunne saaledes sikre, at der for alle de eksportoerer, der var indblandet i dumping, kom til at gaelde en antidumpingtold, som var lig med den dumpingmargen, der var beregnet for eksportoeren med den laveste margen.

131 Retten fastslaar desuden, som Raadet med rette har fremhaevet, at skoent den indfoerte antidumpingtold er hoejere end den for sagsoegeren beregnede dumpingmargen, straffes sidstnaevnte ikke for sin deltagelse i undersoegelsen. Hvis sagsoegeren nemlig ikke havde samarbejdet, ville denne have risikeret at blive paalagt en endnu hoejere told, da faellesskabsinstitutionerne ville have vaeret tvunget til, i hvert fald delvis, at laegge oplysningerne i klagen til grund i overensstemmelse med artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping, hvilket normalt ikke er en fordel for eksportoererne.

132 Endelig skal Retten bemaerke, at det fremgaar af praemis 95 i naervaerende dom og af artikel 2, stk. 14, litra b), i grundforordningen om antidumping, at faellesskabsinstitutionerne har den mulighed at beregne et vejet gennemsnit af dumpingmargener, og altsaa en enkelt dumpingmargen for et helt land.

133 Det foelger af det foregaaende, at faellesskabsinstitutionerne ikke har tilsidesat artikel 13, stk. 3, i grundforordningen om antidumping ved at indfoere en antidumpingtold, der er hoejere end den for sagsoegeren beregnede dumpingmargen, da den fastsatte dumpingmargen er den, som fremgaar af beregningen af det vejede gennemsnit af den for sagsoegeren beregnede margen og den for de oevrige eksportoerer beregnede margen.

134 For det andet skal Retten fastslaa, at faellesskabsinstitutionerne i dette tilfaelde med rette efter artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping har lagt Eurostat' s statistikker og de af sagsoegeren afgivne oplysninger til grund, da de eneste andre tilgaengelige oplysninger var dem, der fandtes i klagen.

135 Retten skal dernaest bemaerke, at saavel beregningen af eksportprisen for de producenter, der ikke har samarbejdet under undersoegelsen, som beregningen af den enkelte dumpingmargen paa grundlag af tilgaengelige oplysninger forudsaetter en vurdering af komplicerede oekonomiske forhold. Faellesskabets retsinstansers proevelse vedroerende en saadan vurdering maa begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder, paa grundlag af hvilke det anfaegtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, om der foreligger en aabenbar fejl i vurderingen af de naevnte faktiske omstaendigheder, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf. de foernaevnte domme i sagerne Nachi Fujikoshi mod Raadet, praemis 21, og Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, praemis 63).

136 Det fremgaar herved af den midlertidige forordning (jf. 23. betragtning) og af den omtvistede forordning (jf. 17. betragtning), at de af sagsoegeren afgivne oplysninger ikke vedroerte samtlige kinesiske udfoersler af den paagaeldende vare, nemlig fotoalbum, indbundne som boeger, henhoerende under KN-kode 4820 50 00. Ved beregningen af den del af eksporten, som maatte tilskrives de eksportoerer, der ikke havde afgivet oplysninger, har faellesskabsinstitutionerne i henhold til artikel 7, stk. 7, litra b), i grundforordningen om antidumping lagt Eurostat' s statistikker til grund vedroerende varer indfoert under KN-kode 4820 50 00, som omfatter alle typer fotoalbum, samt det noejagtige antal album, sagsoegeren har eksporteret til Faellesskabet. De har anslaaet, at 50% af det resterende antal under denne KN-kode var indbundne fotoalbum. Faellesskabsinstitutionerne har baseret dette skoen paa, at i hvert fald tre fabrikanter af album fra Hongkong siden 1989 havde flyttet deres produktion til Den Kinesiske Folkerepublik, og at sagsoegeren aabenbart var den vigtigste eksportoer af denne vare til Faellesskabet. Det fremgaar af sagen, at sagsoegerens eksport udgjorde 62% af den samlede eksport af den paagaeldende vare, og de oevrige eksportoerers 38%.

137 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at denne beregning blot er et skoen, at Eurostat' s statistikker ogsaa omfattede typer af album, som falder uden for undersoegelsens omraade, og at de 62% af den samlede eksport, der tilskrives sagsoegeren ° et tal, som ligger langt under det reelle tal ° under alle omstaendigheder var tilstraekkelige til, at sagsoegeren kunne anses for repraesentativ.

138 Dette argument kan ikke laegges til grund. Retten skal foerst bemaerke, at sagsoegeren blot har anfaegtet den af faellesskabsinstitutionerne foretagne beregning uden at fremlaegge noget som helst bevismiddel, der kan godtgoere, at den er ukorrekt. Under alle omstaendigheder har faellesskabsinstitutionerne lagt de tilgaengelige oplysninger til grund, og netop for at udelukke de typer album, der falder uden for undersoegelsens omraade, har institutionerne anslaaet, at kun 50% af restantallet af udfoersler bestod af indbundne fotoalbum. Med hensyn til spoergsmaalet, om sagsoegerens eksport er repraesentativ, bemaerkes, at da formaalet med grundforordningen om antidumping er at beskytte Faellesskabet mod dumpingimport, udgoer de 38% af eksporten, der tilskrives de oevrige eksportoerer, en meget vaesentlig del af den samlede eksport og kraever en saerskilt beregning af eksportprisen og af dumpingmargenen. Desuden ville det, som Raadet har fremhaevet, vaere at beloenne de oevrige kinesiske eksportoerers manglende samarbejdsvilje, hvis sagsoegerens eksport blev anset for repraesentativ for den kinesiske eksport i sin helhed.

139 Hvad angaar beregningsmetoden for de ikke-samarbejdende producenters eksportpriser, skal Retten henvise til, at det fremgaar af 19., 20. og 21. betragtning til den omtvistede forordning, at faellesskabsinstitutionerne har taget hensyn til de underkategorier af fotoalbum, som saelges af sagsoegeren, og at de har baseret sig paa de laveste priser, hvortil sagsoegeren solgte album henhoerende under hver enkelt underkategori, inden for hvilken salget blev anset for repraesentativt.

140 Retten finder, at det herved ikke kan bebrejdes institutionerne, at de har lagt sagsoegerens laveste priser til grund, da enhver anden loesning ville bevirke, at eksportoererne blev tilskyndet til ikke at samarbejde. Retten skal i oevrigt bemaerke, at beregningsmetoden er klart beskrevet i den omtvistede forordning. Intet tyder paa, at denne beregning er fejlagtig.

141 Det foelger heraf, at institutionerne ikke har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder, hverken ved beregningen af priserne og den del af eksporten, der maa tilskrives de ikke-samarbejdende producenter, eller ved fastsaettelsen af den enkelte dumpingmargen.

142 Det foelger heraf, at det tredje anbringende maa forkastes som ubegrundet.

143 Det foelger af det foregaaende i sin helhed, at sagsoegte i det hele maa frifindes

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

144 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, og da Raadet har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, paalaegges det sagsoegeren, ud over sine egne omkostninger, at baere de af Raadet afholdte omkostninger. Procesreglementets artikel 87, stk. 4, bestemmer, at institutioner, der er indtraadt i en sag, baerer deres egne omkostninger; det bestemmes, at Kommissionen baerer sine egne omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sine egne omkostninger samt Raadets omkostninger.

3) Kommissionen baerer sine egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy