EUR-Lex -  61994TJ0177 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) den 12. december 1996. - Henk Altmann og Margaret Casson mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Fællesforetagendet JET - Krav om status som midlertidig ansat. - Forenede sager T-177/94 og T-377/94.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Ulovlighedsindsigelse - subsidiaer karakter - hovedsagens antagelse til realitetsbehandling - indsigelsen lagt til grund

(Euratom-traktaten, art. 156)

2 Tjenestemaend - soegsmaal - genstand - paabud til administrationen - afvisning

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

3 Tjenestemaend - soegsmaal - samme sagsgenstand i de to soegsmaal - betingelser

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

4 Retspleje - dom afsagt af Domstolen bindende for Retten - betingelser - efterfoelgende henvisning til et soegsmaal - retsspoergsmaal, der endelig er afgjort af Domstolen under soegsmaalet - retskraft

(Euratom-statutten for Domstolen, art. 55)

5 Tjenestemaend - personale ansat i et faellesforetagende under Euratom - ligebehandling - undtagelser - eksistensen af objektive begrundelser

6 Ulovlighedsindsigelse - genstand - bedoemmelse af lovligheden - kriterier

(Euratom-traktaten, art. 146 og 156)

7 Faellesskabsret - principper - ligebehandling - undtagelser - gyldighed - graenser

8 Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - grundlag - ansaettelsesforhold - hjemmel

(Euratom-traktaten, art. 152; tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

9 Tjenestemaend - soegsmaal - erstatningssoegsmaal - soegsmaal mod den institution, der har udstedt den bebyrdende akt, og ikke mod den, der paastaas at have paadraget Faellesskabet ansvar - erstatningspaastand i forbindelse med annullationspaastanden - formaliteten

(Euratom-traktaten, art. 152; tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

10 Tjenestemaend - institutionernes ansvar uden for kontraktforhold - betingelse - generel retsakt - tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private

(Euratom-traktaten, art. 152; tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

Sammendrag

11 Muligheden for efter Euratom-traktatens artikel 156 at goere gaeldende, at en forordning ikke finder anvendelse, udgoer ikke nogen selvstaendig soegsmaalsadgang, men kan kun paaberaabes som et subsidiaert anbringende til stoette for hovedpaastande om annullation, der kan paakendes.

12 Det tilkommer ikke Faellesskabets retsinstanser at rette paabud til institutionerne i forbindelse med den legalitetskontrol, de foretager efter vedtaegtens artikel 91, hvorved det paahviler det paagaeldende forvaltningsorgan at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal.

13 Retskraftsvirkningen af en frifindende dom afsagt af Domstolen er alene til hinder for paakendelsen af en ny sag, saafremt de to sager har samme parter, har samme genstand og hviler paa samme soegsmaalsgrund. Den retsakt, der paastaas annulleret, er et element af stor betydning for karakteriseringen af genstanden for et soegsmaal.

Selv om de argumenter, der fremfoeres til stoette for en sag, i et vist omfang falder sammen med dem, der er fremfoert i en forudgaaende sag, fremstaar sagen ikke som en gentagelse af den sidstnaevnte sag, men som en ny tvist, naar sagen tager sigte paa afgoerelse af spoergsmaal, der endnu ikke er blevet loest.

14 Retten er alene bundet af en afgoerelse fra Domstolen under de omstaendigheder, der for det foerste omtales i artikel 55 i Euratom-statutten for Domstolen og for det andet under anvendelse af princippet om retskraft.

15 En forskelsbehandling i forhold til vedtaegten og ansaettelsesvilkaarene, der praktiseres i relation til personale ansat i et faellesforetagende under Euratom paa grundlag af, hvilken institution der har stillet de ansatte til raadighed, er kun lovlig, saafremt den er objektivt begrundet. For at afgoere, om dette er tilfaeldet, maa der tages hensyn til de saeregenheder, der opstaar i forbindelse med det paagaeldende foretagende, saavel hvad angaar foretagendets karakter, som hvad angaar dets opbygning.

Naar det saerlige system for ansaettelse og placering af personale, som er blevet indfoert ved dannelsen af faellesforetagendet, nemlig indfoerelse og bevarelse af to saerskilte personalegrupper alt efter, hvilken medlemsorganisation der stiller dem til raadighed, senere aendres i vaesentlige henseender og ikke laengere er i stand til at opnaa virkeliggoerelsen af de formaal, som oprindeligt blev opstillet for det, ophoerer forskelsbehandlingen med at vaere objektivt begrundet, saa meget mere som de paagaeldende to personalegrupper ikke har de samme karriereperspektiver og ikke har samme ansaettelsessikkerhed.

16 Euratom-traktatens artikel 156 er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag med henblik paa at opnaa annullation af en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfaegte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfaegtede beslutning, ogsaa selv om parten ikke var befoejet til i medfoer af Euratom-traktatens artikel 146 at rejse direkte soegsmaal mod de naevnte retsakter, hvis retsvirkninger de saaledes er omfattet af, uden at have vaeret i stand til at anlaegge sag om ophaevelse af dem.

Lovligheden af en anfaegtet individuel retsakt skal bedoemmes efter de faktiske og retlige omstaendigheder paa det tidspunkt, da retsakten blev udstedt, og det er derfor ogsaa dette tidspunkt, som er afgoerende for bedoemmelsen af lovligheden af den retsakt i form af forordning, der er hjemmel for den individuelle retsakt.

17 Da enhver forskelsbehandling antager karakter af en undtagelse, der fraviger et grundlaeggende faellesskabsretligt princip, maa det antages, at den ikke laengere kan anses for gyldig - selv om den regel, der indfoerer den, ikke udtrykkeligt har begraenset varigheden - efter at de omstaendigheder, som retfaerdiggjorde den, ikke laengere foreligger.

Dette er navnlig tilfaeldet, naar den begraensede varighed af en bestemt situation er en af de faktorer, der er taget i betragtning for objektivt at begrunde en form for uligelig behandling. Reglens udsteder maa derfor paase, at naevnte situation ikke fortsaettes ubehoerigt ud over den varighed, som blev anset for rimelig ved udgangspunktet.

Der foreligger ingen modsigelse med det faellesskabsretlige legalitetsprincip, der, selv om det indebaerer, at de retsundergivne kan anfaegte forordningers gyldighed ad rettens vej, ogsaa indebaerer, at alle Faellesskabets retssubjekter er forpligtet til at anerkende, at forordninger i fuldt omfang er gyldige, indtil deres ugyldighed er fastslaaet af en kompetent domstol.

18 En mellem en tjenestemand og hans nuvaerende eller tidligere institution verserende tvist, der drejer sig om skadeserstatning og hidroerer fra det ansaettelsesforhold, som knyttede den paagaeldende til institutionen, er omfattet af Euratom-traktatens artikel 152 samt vedtaegtens artikel 90 og 91, hvorfor den, saerlig hvad angaar formaliteten, hverken falder ind under Euratom-traktatens artikel 151 eller artikel 188.

19 I tilfaelde, hvor Faellesskabet ifalder ansvar som foelge af en af dens institutioners handlinger, repraesenteres det for Domstolen af den eller de institutioner, som det ansvarspaadragende forhold laegges til last. Naar der er tale om en tvist inden for rammerne af Euratom-traktatens artikel 152 samt vedtaegtens artikel 90 og 91, kan man imidlertid ikke slutte, at det forhold, at sagen er anlagt mod den institution, som den bebyrdende akt hidroerer fra, og ikke mod den, som paastaas at vaere skadevolder, kan medfoere afvisning af sagen, naar denne er snaevert forbundet med en annullationssag, der selv kan paakendes.

20 Fastslaaelsen af, at en retsstilling, der er stiftet ved en lovgivningsakt fra Faellesskabet, er ulovlig, er ikke i sig selv tilstraekkelig til at paadrage Faellesskabet ansvar efter Euratom-traktatens artikel 152 samt vedtaegtens artikel 90 og 91. Det kraeves tillige, at der med retsakten foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

I en sammenhaeng, der er karakteriseret af det vide skoen, institutionerne har, naar de ved generelle regler skal fastsaette bestemmelserne om oprettelse og funktion af de faellesforetagender, der kan konstitueres ifoelge Euratom-traktatens artikel II, kapitel 5, kan Faellesskabet kun kendes ansvarligt, saafremt den paagaeldende institution aabenbart og groft har tilsidesat de graenser, der gaelder for institutionens udoevelse af sine befoejelser.

Parter

I de forenede sager T-177/94,

Henk Altmann, Wantage Oxon (Det Forenede Kongerige), og 56 oevrige sagsoegere, hvis navne figurerer i bilag 1 til denne dom, ved Kenneth Parker, QC, og Barrister Rhodri Thompson, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger & Hoss, 15, côte d'Eich,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Hans Gerald Crossland, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Raadet for Den Europaeiske Union ved Diego Canga Fano og Jan-Peter Hix, Raadets Juridiske Tjeneste, samt oprindeligt ved juridisk konsulent Yves Crétien, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer, Kirchberg,

intervenient, og T-377/94,

Margaret Casson, Chilton, Oxon (Det Forenede Kongerige), og 13 oevrige sagsoegere, hvis navne figurerer i bilag 2 til denne dom, ved Kenneth Parker, QC, og Barrister Rhodri Thompson, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Elvinger & Hoss, 15, côte d'Eich,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Hans Gerald Crossland, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Raadet for Den Europaeiske Union ved Diego Canga Fano og Jan-Peter Hix, Raadets Juridiske Tjeneste, samt oprindeligt ved juridisk konsulent Yves Crétien, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer, Kirchberg,

intervenient,

angaaende en hovedpaastand om annullation af afgoerelsen om afvisning af sagsoegernes krav om at blive overfoert til Kommissionens personale som midlertidigt ansatte samt angaaende et krav om erstatning for den herved lidte skade,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kirschner, og dommerne C.W. Bellamy og A. Kalogeropoulos,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 28. marts 1996,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

I - Sagens faktiske omstaendigheder

Relevante retsregler

1 Faellesforetagendet Joint European Torus (JET), Joint Undertaking (herefter »JET« eller »faellesforetagendet«) blev med virkning fra den 1. juni 1978 oprettet for en tolvaarsperiode ved Raadets afgoerelse 78/471/Euratom af 30. maj 1978 (EFT L 151, s. 10), truffet i henhold til artikel 46, 47 og 49 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab (herefter »Euratom-traktaten«). Faellesforetagendets formaal er at opfoere, drive og udnytte et stort torus-anlaeg af Tokamak-typen og de dertil hoerende hjaelpefaciliteter (herefter »projektet«).

2 Projektet, som fra begyndelsen var udformet som et faellesskabsprojekt, saaledes som det fremgaar af tredje betragtning til ovennaevnte afgoerelse 78/471 af 30. maj 1978, og af artikel 8.2 i vedtaegterne for JET (herefter »vedtaegterne«), der er bilagt afgoerelsen, er i dag spydspidsen i de faelleseuropaeiske anstrengelser paa omraadet for kontrolleret termonuklear fusion. Ifoelge bilag I til Raadets beslutning 94/799/Euratom af 8. december 1994 om et saerprogram for forskning og uddannelse inden for kontrolleret termonuklear fusion (1994-1998) (EFT L 331, s. 22) er det langsigtede maal for det faelles fusionsprogram faelles konstruktion af sikre og miljoevenlige reaktorprototyper, som skal foere til bygning af oekonomisk levedygtige kraftvaerker. Den gradvise opnaaelse af formaalet straekker sig over flere tiaar. Det fremgaar af det naevnte bilag og den evaluering af forvaltningen af JET, der er bilagt Revisionsrettens saerlige aarsberetning om 1990-regnskabet for faellesforetagendet JET (EFT 1992 C 41, s. 1, herefter »Revisionsrettens beretning«), at der i fusionsprogrammets langsigtede strategi indgaar tre foreloebige faser, der raekker ind i midten af det 21. aarhundrede for endelig at naa frem til en prototype for en reaktor til civil udnyttelse:

a) Joint European Torus (JET) og andre tiltag for at demonstrere fusionens videnskabelige gennemfoerlighed

b) et tiltag, »Next Step«, for at supplere demonstrationen af, at anvendelse af fusionsenergi til fredelige formaal er videnskabeligt og teknologisk gennemfoerligt. Tiltaget vil fremtraede i form af dels en »Next European Torus« (NET), dels en international termonuklear forsoegsreaktor (ITER), udviklet i samarbejde med tre andre store internationale fusionsprogrammer (Japan, Rusland og De Forenede Stater)

c) en demonstrationsreaktor (DEMO), der er i stand til at producere betydelige maengder elektricitet.

I bemaerkningerne til Revisionsrettens beretning (EFT 1992 C 41, s. 19) erkendte Kommissionen, at »formidling af teknologi og ekspertise fra JET til 'Next Step' er af afgoerende betydning for fusionsprogrammets effektivitet«, og oplyste, at den fortsat »undersoeger ... metoder til at lette og udvide denne formidling, isaer paa det menneskelige plan«.

3 Ifoelge vedtaegternes artikel 1 er JET hjemmehoerende i Culham, Det Forenede Kongerige, ved United Kingdom Atomic Energy Authority (herefter »UKAEA« eller »vaertsorganisationen«). Faellesforetagendets medlemmer er for tiden Euratom, vaertsorganisationen (UKAEA), hertil svarende virksomheder i andre medlemsstater i Euratom og Det Schweiziske Edsforbund.

4 Faellesforetagendets organer er JET-raadet og direktoeren for projektet (vedtaegternes artikel 3). JET-raadet, der er sammensat af repraesentanter for medlemmerne i faellesforetagendet, er ansvarligt for ledelsen af faellesforetagendet og traeffer de grundlaeggende beslutninger til ivaerksaettelse af projektet (artikel 4).

5 Vedtaegternes artikel 8 omhandler projektgruppen. Efter artikel 8.1 er den sammensat dels af medarbejdere, der kommer fra JET's medlemmer som omhandlet i artikel 8.3 (som bestemmer, at medlemmerne af faellesforetagendet stiller kvalificerede medarbejdere til raadighed for det), dels af »andet personale«. Ansaettelsen af disse to medarbejdergrupper sker i overensstemmelse med reglerne i artikel 8.4 og 8.5:

- Det hedder i artikel 8.4, at »medarbejdere, som stilles til raadighed af vaertsorganisationen, forbliver i vaertsorganisationens ansaettelse paa denne organisations ansaettelsesvilkaar og stilles til raadighed for faellesforetagendet af denne«.

- Artikel 8.5 fastsaetter, at »medmindre andet er bestemt i saerlige tilfaelde ifoelge de regler for ansaettelse og ledelse af personale, som JET-raadet vedtager, ansaettes de medarbejdere, som medlemmerne af faellesforetagendet med undtagelse af vaertsorganisationen stiller til raadighed, samt andet personale, af Kommissionen i midlertidige stillinger i overensstemmelse med vilkaarene for de oevrige ansatte i De Europaeiske Faellesskaber og overflyttes til faellesforetagendet af Kommissionen«.

Ifoelge vedtaegternes artikel 8.8 »forpligter alle medlemmer sig til at genansaette det personale, de stillede til raadighed for projektet, og som blev rekrutteret af Kommissionen i midlertidige stillinger, saa snart dette personale har afsluttet sit arbejde ved projektet« (det saakaldte »returbillet«-system).

6 Disse bestemmelser er blevet suppleret af »tillaegsbestemmelser vedroerende ansaettelse og ledelse af personalet ved faellesforetagendet JET« (herefter »tillaegsbestemmelserne«), der blev fastsat af JET-raadet i medfoer af vedtaegternes artikel 8.5.

7 Ifoelge vedtaegternes artikel 9.1 afholdes JET's udgifter, herunder udgifterne til afloenning af det personale, der er stillet til JET's raadighed, af Euratom med 80%, UKAEA med 10% og de resterende 10% med fordeling mellem samtlige medlemmer, bortset fra Euratom.

Ainsworth-dommen

8 I 1983 indgav en raekke britiske statsborgere, der var ansat ved UKAEA og stillet til raadighed af denne for JET, ansoegning om at blive ansat som midlertidigt ansatte af Kommissionen. Da deres ansoegninger ikke blev imoedekommet, anlagde de sag ved Domstolen. I dom af 15. januar 1987 (forenede sager 271/83, 15/84, 36/84, 113/84, 158/84 og 203/84 og 13/85, Ainsworth m.fl. mod Raadet, Sml. s. 167, herefter »Ainsworth-dommen«) fastslog Domstolen:

- Under hensyn til projektets begraensede varighed og ud fra et oenske om at give samtlige medarbejdere ved JET en sikkerhed for fortsat beskaeftigelse efter projektets afslutning havde direktionen for JET handlet i overensstemmelse med god forvaltningsskik og ikke overtraadt nogen bestemmelse i vedtaegterne ved at kraeve, at de er tilknyttet en medlemsorganisation, der accepterer at stille dem til raadighed for JET, selv om bestemmelserne i vedtaegternes artikel 8.1 og 8.5, hvorefter projektgruppen ogsaa bestaar af »andet personale«, i praksis ikke har nogen betydning (praemis 19-24).

- Ved af de britiske ansoegere at forlange, at de skulle stilles til raadighed af UKAEA for JET, og alene denne medlemsorganisation, havde JET-direktionen udoevet forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet uden objektiv begrundelse, hvorfor forskelsbehandlingen maatte vaere ulovlig, men forholdet havde ikke haft nogen indvirkning paa sagsoegernes retsstilling da ingen af sagsoegerne havde godtgjort eller overhovedet gjort gaeldende, at vedkommende, for at opfylde disse betingelser, maatte give afkald paa at blive stillet til raadighed af et andet JET-medlem end UKAEA (praemis 25-29).

- Forskelsbehandlingen ifoelge vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 var ikke udtryk for nogen i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, men i henhold til det almindelige ligebehandlingsprincip, som er af grundlaeggende karakter, maa personer, hvis forhold maa sidestilles, imidlertid ikke behandles forskelligt, medmindre noget saadant er objektivt begrundet (praemis 32 og 33).

- Henset til faellesforetagendets ganske saerlige karakter, til den fortrinsstilling, som det medfoerer for UKAEA, og til denne organisations oenske om at undgaa, at forholdet medfoerte en omvaeltning med hensyn til den maade, organisationen fungerede paa, var den saaledes indfoerte forskelsbehandling mellem det personale, UKAEA havde stillet til raadighed for JET, og det personale, som var stillet til raadighed af andre medlemmer i faellesforetagendet, objektivt begrundet (praemis 34-39).

Sagens videre udvikling

9 JET-projektets varighed, som oprindeligt var fastsat til tolv aar (1978-1990), blev forlaenget af Raadet efter afsigelsen af Ainsworth-dommen: foerst indtil den 31. december 1992 ved Raadets afgoerelse 88/447/Euratom af 25. juli 1988 (EFT L 222, s. 4), herefter indtil den 31. december 1996 ved Raadets afgoerelse 91/677/Euratom af 19. december 1991 (EFT L 375, s. 9). Under sagens behandling for Retten var det ubestridt, at JET's varighed paa ny ville blive forlaenget til efter 1996 (jf. afgoerelse 94/799 af 8.12.1994, naevnt ovenfor, og JET-raadets afgoerelse af 21.3.1995 med en officiel anmodning om en ny forlaengelse af JET-projektets varighed via en afgoerelse fra Raadet). Denne tredje forlaengelse blev formelt besluttet indtil den 31. december 1999 ved Raadets afgoerelse 96/305/Euratom af 7. maj 1996 (EFT L 117, s. 9).

10 I februar 1990 indgav 206 ansatte ved UKAEA, der var stillet til raadighed for JET, med henvisning til, at der var indtraadt aendrede omstaendigheder efter afsigelsen af Ainsworth-dommen, til Parlamentet et andragende, hvori de anmodede Parlamentet om at opfordre Kommissionen og Raadet til at bringe den forskelsbehandling til ophoer, som de ansaa sig for ramt af.

11 Andragendets ophavsmaend klagede navnlig over

a) Forskelsbehandling i relation til deres ansaettelsesbetingelser i forhold til ansaettelsesbetingelserne for andre statsborgere i medlemsstaterne, som stadig arbejder for JET med status som midlertidigt ansatte ved Kommissionen. Herved gjorde de gaeldende, at deres afloenning som ansatte ved UKAEA var ca. halvdelen af den, som gjaldt for det af Kommissionen ansatte personale med status som midlertidigt ansatte, og at en britisk statsborger med anciennitet og hoej tjenestegrad ofte var ringere afloennet end det personale, som arbejdede under hans ledelse.

b) Forskelsbehandling med hensyn til karriereudsigter, idet de ansatte under JET med status som midlertidigt ansatte ved Kommissionen har en fortrinsstilling hvad angaar adgang til andre EF-stillinger, isaer under Euratom.

12 Desuden paaberaabte andragerne sig, at JET og/eller JET's medlemmer efter afsigelsen af Ainsworth-dommen, og som udtryk for en kraenkelse heraf, havde gjort sig skyldig i en form for praksis, hvis formaal eller virkning det var at hindre, at britiske statsborgere blev ansat af andre medlemmer end UKAEA, hvilken praksis naermere bestod i

a) bibeholdelse af det oprindelige krav om »returbillet«, tildelt af et JET-medlem i relation til enhver, som oenskede at arbejde dér

b) en aftale eller samordnet praksis mellem JET-medlemmerne bestaaende i, at britiske statsborgere blev naegtet »returbillet« af andre medlemmer end UKAEA

c) den saakaldte »resign first rule«, som blev indfoert i 1987 ved tillaegsbestemmelserne, og hvorefter en britisk statsborger, der er ansat af UKAEA, skal opsige sin stilling ved JET, foer den paagaeldende ansoeger om nogen anden stilling ved JET med status som midlertidig ansat ved Kommissionen, og

d) reglen om »fravaer fra anlaegget i seks maaneder«. Da forhandlingerne ved Retten ikke har gjort det muligt at klarlaegge den praecise betydning af sidstnaevnte regel, skal den ikke uddybes naermere i naervaerende dom.

13 I oevrigt gjorde andragerne gaeldende, at omstaendighederne radikalt havde aendret sig efter Ainsworth-dommen, idet

a) UKAEA ikke laengere modsatte sig, at de britiske statsborgere blandt personalet, der arbejder for JET, overgaar til status som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet (jf. erklaeringen af 17.10.1989 fra UKAEA's formand, bilag 15 til andragendet), saaledes at der ikke var nogen risiko for, at en saadan aendring ville medfoere forstyrrelse af arbejdsfreden i Culham

b) hverken »returbillet«-systemet eller ansaettelse ved UKAEA laengere var nogen sikkerhed for ansaettelse ved projektets afslutning (jf. bilag 9 og 11 til andragendet)

c) adskillige personer beskaeftiget ved JET ikke var ansat af UKAEA eller noget andet medlem, foer de blev stillet til raadighed for projektet, hvorfor de var uden reel tilknytning til det medlem, som de var daekket af (»Sponsoring Member«); isaer var forholdet det, at 97 personer blandt JET's personale var helt uden forbindelse med UKAEA foer ansaettelsen ved JET (jf. andragendets bilag 10), og

d) JET-projektet ikke laengere kunne anses for et midlertidigt projekt, da det havde varet i mindst atten aar og sandsynligvis ville vare mindst enogtyve aar. Adskillige af de britiske statsborgere ville saaledes have tilbagelagt mere end halvdelen af deres arbejdsliv i JET's tjeneste.

14 Ifoelge andragendet var det under disse omstaendigheder ubegrundet at kraeve af de britiske statsborgere, at de var i besiddelse af en »returbillet« udstedt af et andet JET-medlem, saafremt de oenskede ansaettelse ved Faellesskabet som midlertidigt ansatte. Den mest retfaerdige og mest effektive loesning maatte ifoelge andragerne vaere, at det ved JET beskaeftigede personale fik samme arbejdsgiver. Andragerne forlangte tillige erstatning for den forskelsbehandling, som de ansaa sig for ramt af.

15 I oktober 1991 fastslog Parlamentets Udvalg for Andragender, at »den forskelsbehandling, som andragendets ophavsmaend goer gaeldende, foreligger, og at den boer bringes til ophoer«. Ved en lovgivningsmaessig beslutning af 10. december 1991 (EFT 1992 C 13, s. 50) fremlagde Parlamentet derfor to aendringsforslag til Kommissionens forslag til Raadets afgoerelse om forlaengelse af JET's varighed indtil 1996. Dels udtalte Parlamentet herved sin frygt for, »at forskellen i afloenningen af de forskere, som arbejder for Kommissionen, i forhold til dem, der arbejder for de nationale myndigheder, medfoerer spaendinger ved JET i Culham, saaledes som det allerede er konstateret, og hindrer forskernes mobilitet«, og dels erklaeredes det, at Kommissionen skulle forpligte sig til »inden for en frist paa seks maaneder under anvendelse af et uafhaengigt konsulentfirma at udarbejde et forslag til afloenning paa grundlag af det ydede arbejde og ikke paa grundlag af stive vedtaegter«.

16 Kommissionen lod problemet undersoege af et »vismandsudvalg«, det saakaldte »Pandolfi-panel«, og en ekstern konsulent. Pandolfi-panelets rapport af 16. september 1992 anbefalede isaer, at

- der soeges »de midler, ved hvilke de medarbejdere blandt UKAEA's personale, som goer tjeneste ved JET, vil kunne opnaa kontrakter som midlertidigt ansatte ved Euratom, der loeber, saa laenge de arbejder ved JET-projektet« (anbefaling nr. 1)

- man, saafremt dette ikke kan lade sig goere, finder »en loesning, hvorefter de medarbejdere blandt UKAEA's personale, der er beskaeftiget ved JET, og som er ansoegere til faste stillinger ved Faellesskabet, af Kommissionen vil kunne betragtes som interne ansoegere, eller i det mindste en loesning, hvorefter de kan opnaa en praeferencestilling i forhold til eksterne ansoegere« (anbefaling nr. 2), og

- der vedtages en forlaengelse af ordningen med »begunstigende hensyntagen til erfaring«, der var forhandlet paa plads mellem UKAEA og personalets fagforeninger, og som i et vist omfang skulle udligne forskellen mellem loennen for det ved JET ansatte personale og den loen, Faellesskabets midlertidigt ansatte fik udbetalt (anbefaling nr. 3).

17 Den 26. februar 1993 afholdt JET-raadet ekstraordinaert moede for at tage stilling til de anbefalinger, der var fremlagt i Pandolfi-panelets rapport. Af moedets konklusioner fremgaar det, at »et klart flertal af JET-raadets medlemmer har fundet [anbefaling nr. 1] uacceptabel helt generelt og har opfordret Kommissionen til ikke i den henseende at foretage videre«. Med hensyn til anbefaling nr. 2 noterede JET-raadet, at Kommissionen allerede inden for de af vedtaegten afstukne graenser har truffet foranstaltninger, der ogsaa for det ved JET beskaeftigede UKAEA-personale vil forbedre mulighederne for at blive ansat i andre stillinger inden for fusionsprogrammet, og opfordrede Kommissionen til, at disse tiltag blev fortsat. JET-raadets indstilling blev bekraeftet ved dets moede den 13. og 14. oktober 1993.

18 I Kommissionens rapport af 31. marts 1993 til Parlamentet vedroerende Pandolfi-panelets rapport gjordes det gaeldende, at »gennemfoerelsen af anbefaling nr. 1 var den mest hensigtsmaessige loesning for at sikre, at projektet fik en heldig afslutning«. Men under hensyn til konklusionerne fra JET-raadets ekstraordinaere moede den 26. februar 1993 konkluderede Kommissionen, at den naevnte gennemfoerelse hoejst sandsynlig ikke ville opnaa det kraevede flertal for, at det naevnte raad traf afgoerelse. Kommissionen gjorde i oevrigt gaeldende, at gennemfoerelsen af denne anbefaling ville kraeve udstedelse af »returbilletter« af UKAEA med fare for ny forskelsbehandling, nu til skade for det personale, der var beskaeftiget ved JET af andre medlemmer end UKAEA, og Kommissionen naevnte, at UKAEA modsatte sig udstedelsen af saadanne »returbilletter«. Med hensyn til anbefaling nr. 2 bemaerkede Kommissionen, at den, uden at vaere i stand til at tilslutte sig den som foelge af tjenestemandsvedtaegtens krav, havde taget, og fortsat ville tage forskellige forholdsregler, der skulle lette den fremtidige udvikling af karriererne for JET-gruppens personale, herunder det, der var ansat ved projektet af UKAEA. Den fremhaevede et uddannelsesprogram, som var under udarbejdelse, og foranstaltninger med henblik paa, at aldersgraensen for dette personales ansoegninger til stillinger inden for ITER-projektet blev haevet fra 35 til 50 aar.

19 Paa JET-direktionens vegne fandt JET-direktoeren at anbefaling nr. 1 i Pandolfi-panelets rapport var den eneste, som »sikrede arbejdsfredens genoprettelse« (jf. punkt 11 i Kommissionens rapport til Parlamentet, der er naevnt ovenfor). Personaleudvalget ved JET (JET Staff Representatives Committee eller SRC), saavel som IPMS (Institution of Professionals, Managers and Specialists) og CPSA (Civil and Public Services Association), som er de to fagforeningsorganisationer, der repraesenterer personalet ved UKAEA, fandt paa deres side i en rapport af 9. februar 1993, at hverken anbefaling nr. 2 eller 3 isoleret set fremboed en tilfredsstillende loesning paa den ulovlige forskelsbehandling, som var paafoert de britiske ansatte blandt JET-gruppens personale. Ifoelge organisationerne maatte overgangen til midlertidig EF-ansaettelse vaere den eneste mulighed for, at de paagaeldende ansatte blev behandlet ligeligt i forhold til deres kolleger i resten af JET's varighed og kunne opnaa rimelige karriereudsigter efter projektets afslutning.

20 I en meddelelse af september 1992, som blev offentliggjort i besvarelse af rapporten fra Pandolfi-panelet, og herefter i en skrivelse af 15. marts 1994 fra formanden, lod UKAEA vide, at man ikke modsatte sig anbefaling nr. 1 paa betingelse af, at de ansatte blandt UKAEA's personale, som kunne overgaa til midlertidig EF-ansaettelse, tog deres afsked fra UKAEA. Tillige udtalte man sin stoette til anbefaling nr. 2.

21 Parlamentets Budgetudvalg kritiserede skarpt, at JET-raadet havde afvist anbefaling nr. 1 »under tilsidesaettelse af sit ansvar ... uden nogen begrundelse og i en situation, hvor samtlige oevrige interesserede parter stillede sig positive over for anbefalingen« (arbejdsdokument PE 204.729 af 20.4.1993, vedlagt staevningen i sag T-177/94 som bilag 19). Herefter besluttede Parlamentet under sit plenarmoede den 17. december 1993 at blokere et beloeb paa 59 mio. ECU til Faellesskabets deltagelse i JET (hvilket var mere end halvdelen af projektets samlede aarlige budget), hvorved det praeciseredes, at beloebet »ikke udbetales, foer Kommissionen og UKAEA accepterer en aendring af deres standpunkter og bestemmelser, som har medfoert, og fortsat medfoerer, diskriminerende virkninger over for de britiske statsborgere, som oensker at blive EF-ansatte«. Parlamentet vedtog ogsaa en bevilling paa 2 mio. ECU, som ved udbetaling af legater skulle anvendes til at skadesloesholde de »ansatte blandt det nuvaerende JET-personale, som opfyldte betingelserne for ansaettelse ved Euratom, da de fik ansaettelse ved JET«. Parlamentets formand udtalte sig saaledes i en ikke dateret skrivelse til formanden for JET-raadet (jf. bilag 22 til staevningen i sag T-377/94):

»Europa-Parlamentet har altid udtalt sin fulde stoette til fusionsprogrammet, herunder navnlig JET-projektet, som er et af de mest betydelige faellesvidenskabelige projekter i Europa. Parlamentet kan imidlertid ikke acceptere eksistensen af diskriminerende procedurer i forbindelse med et af Faellesskabet stoettet projekt, og ej heller foranstaltninger, som gaar imod vores opfattelse af de europaeiske forskeres rolle.

Grunden til, at man besluttede at tilbageholde et beloeb i aar, er saaledes direkte knyttet til dette uloeste problem ved JET, og bevillingen paa 2 mio. ECU er det ogsaa. Foelgelig boer bestraebelserne paa at frigoere det tilbageholdte beloeb for projektet gaa i retning af en fjernelse af den interne forskelsbehandling, ikke i retning af indskraenkninger i programmet. Desuden boer de 2 mio. ECU ikke ses som en uberettiget forhoejelse af loennen til ganske bestemte ansatte, men som et bidrag fra Faellesskabet til JET til fordel for dem, som er blevet ramt af diskriminerende ansaettelsesprocedurer i fortiden.«

22 Den 3. maj 1994 naaede Parlamentet og Kommissionen frem til et politisk kompromis, som muliggjorde en frigivelse af de tilbageholdte beloeb. De aftalte vilkaar i dette kompromis synes at vaere indeholdt i en »Note of Understanding« (jf. bilag 4 til replikken i sag T-177/94), hvori det bl.a. udtales:

»2. Ifoelge kompromiset afskaffes praksis med 'forudgaaende opsigelse' og 'fravaer fra anlaegget i seks maaneder'. Der oprettes 20 stillinger i loenklasse A, B eller C for ITER i 1994; fra 1995 og de foelgende aar ansoeger Kommissionen om yderligere 10 stillinger i loenklasse A, B eller C hvert aar. Aldersgraensen i udvaelgelsesprocedurerne for fusionsstillingerne blev fastsat til 50 aar.

3. Ansaettelsen af dette personale sker paa ligeligt grundlag og under skyldig hensyntagen til de sociale realiteter (herunder problemet for det ved JET ansatte UKAEA-personale).

4. Det UKAEA-personale, som er ansat ved JET pr. 24. februar 1994, kan goere deres rettigheder gaeldende til udbetalingen af 2 mio. ECU i forhold til den tid, de omhandlede ansatte har arbejdet for JET.

...«

23 I retsmoedet har sagsoegte, i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten, forklaret, at beloebet paa 2 mio. ECU var blevet betalt i december 1995 til de ansatte, som opfyldte de kraevede betingelser, med forbehold af en indeholdelse paa 10,2% som foelge af en tvist om et socialsikringsspoergsmaal mellem UKAEA og Department of Social Security. Naevnte beloeb blev fordelt mellem de paagaeldende ansatte blandt UKAEA-personalet paa grundlag af deres ansaettelse ved JET med udgangspunkt i 700 UKL pr. tjenesteaar. I gennemsnit blev der tale om en betaling paa fra 5 000-10 000 UKL. Ifoelge sagsoegeren skal denne betaling ses som et udtryk for den gode vilje over for dem fra Parlamentets side, som er en anerkendelse af den situation med forskelsbehandling, som raadede i JET; men sagsoegerne finder, at dette ikke er en rimelig erstatning for forskelsbehandlingen. Ogsaa Kommissionen finder, at der er tale om en diskretionaer betaling ex gratia, der ydes af Parlamentet under hensyn til den »ubehagelige« situation, som Parlamentet havde opdaget.

24 Det fremgaar af svarene fra sagsoegte paa andre spoergsmaal fra Retten, at antallet af UKAEA-ansatte ved JET mellem 1993 og 1996 laa paa mindst 230. Derimod faldt antallet af midlertidige EF-ansatte ved JET fra 163 pr. 1. januar 1993 til 117 pr. 1. januar 1996. Projektgruppen omfatter tillige personale paa kontrakt indgaaet med eksterne selskaber, en raekke ansatte, der er stillet til raadighed af Generaldirektoratet for Videnskab, Forskning og Udvikling (GD XII) og diverse andre persongrupper, der er detacheret for kortere perioder paa indbyrdes forskellige vilkaar.

Den administrative sagsbehandling

25 Efter offentliggoerelsen af rapporten fra Pandolfi-panelet tilstillede sagsoegerne i naervaerende sager - som alle er britiske statsborgere, ansatte ved UKAEA og tjenestegoerende ved JET - direktoeren for JET, individuelt og ved skrivelser dateret mellem den 18. og 29. januar 1993 for sagsoegerne Altmann m.fl.'s vedkommende, og mellem den 28. september og 19. oktober 1993 for sagsoegerne Casson m.fl.'s vedkommende, ansoegninger om ansaettelse som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet. Ansoegningerne blev ikke besvaret.

26 Sagsoegerne Altmann m.fl. indgav to faelles klager, dateret den 12. og 17. august 1993, over det stiltiende afslag paa ansoegningerne. Tilsvarende indgav sagsoegerne Casson m.fl. to faelles klager, dateret den 14. april og 20. maj 1994, over det stiltiende afslag paa deres ansoegninger. Disse klager blev alle sendt til Kommissionens Generalsekretariat, Raadets generalsekretaer, JET's direktoer og formanden for JET-raadet.

27 Med henvisning til bl.a. de argumenter, som blev fremlagt i andragendet til Parlamentet, kraevede klagerne foelgende:

»- Underskriverne ansaettes som 'andet personale' som omhandlet i artikel 8.5 i vedtaegterne for faellesforetagendet JET og derfor som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet.

- Det paases, at underskriverne ansaettes paa samme betingelser som de oevrige ansatte ved Faellesskabet, der er ansat paa grundlag af de naevnte vedtaegters artikel 8.5, og navnlig paases det, at de bliver omfattet af aftalen mellem Kommissionen og disse oevrige ansattes personalesammenslutning vedroerende den fremtidige ansaettelse, der gives dem som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet.

- Alternativt og subsidiaert afskaffes de 'regler', der blev indfoert ved JET efter afsigelsen af [Ainsworth-dommen], som har til formaal og virkning at viderefoere den ulovlige forskelsbehandling, der blev censureret af Domstolen i naevnte doms praemis 26 ...

- Under alle omstaendigheder holdes underskriverne skadesloese for deres tab som foelge af forskelsbehandlingen.«

28 Alene Kommissionen tog stilling til disse to klageforloeb, og den afviste klagerne ved to afgoerelser (herefter »afgoerelserne«), som blev affattet i naermest enslydende vendinger: den foerste af 14. januar 1994 (herefter »Altmann-afgoerelsen«), der blev tilstillet sagsoegerne Altmann m.fl. og modtaget af adressaterne ultimo januar 1994; den anden af 16. september 1994 (herefter »Casson-afgoerelsen«), som blev tilstillet sagsoegerne Casson m.fl. i form af en skrivelse fra JET's Administrations- og Personalekontor, dateret den 27. oktober 1994 og modtaget af adressaterne primo november 1994.

29 I hver enkelt afgoerelse praeciserede Kommissionen, at den svarede »de ansatte ved faellesforetagendet JET, Culham, som har indgivet klage efter tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 2,« over den stiltiende afgoerelse om afslag paa deres anmodning om ansaettelse som midlertidigt ansat, »indgivet til ansaettelsesmyndigheden«.

30 Hvad angaar hovedsagen lagde Kommissionen i disse afgoerelser saerlig vaegt paa, at ansaettelsen af sagsoegerne som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet ville kraenke artikel 8.4 i JET's vedtaegter, og at JET-raadet under sit moede den 26. februar 1993 havde besluttet at anmode Kommissionen om ikke at handle paa grundlag af anbefaling nr. 1 i Pandolfi-panelets rapport.

II - Retsforhandlinger og parternes paastande

31 Ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 22. april 1994 har sagsoegerne Altmann m.fl. anlagt en sag, der oprindeligt var rettet mod Kommissionen og JET-raadet, sag T-177/94.

32 Ved staevning registreret paa Rettens Justitskontor den 24. november 1994 har sagsoegerne Casson m.fl. anlagt en tilsvarende sag, der oprindeligt ogsaa var rettet mod Kommissionen og JET-raadet, sag T-377/94.

33 Ved kendelse af 16. december 1994 afviste Retten (Tredje Afdeling) at admittere staevningen i sag T-177/94, idet den aabenbart ikke kunne paakendes, for saa vidt som sagen var rettet mod JET-raadet.

34 Ved skrivelse af 15. februar 1995 til Rettens justitssekretaer har sagsoegerne udtalt at ville efterkomme kendelsen af 16. december 1994 og tiltraede, at Kommissionen anses for enesagsoegt i de to sager T-177/94 og T-377/94.

35 Ved to kendelser af henholdsvis 13. januar og 7. april 1995 fik Raadet tilladelse til at intervenere i sagerne T-177/94 og T-377/94 til stoette for sagsoegtes paastande.

36 Sagerne T-177/94 og T-377/94 er blevet forenet ved kendelse af 7. april 1995.

37 Ved Rettens afgoerelse af 19. september 1995, med ikrafttraeden den 1. oktober 1995, blev den refererende dommer i de forenede sager T-177/94 og T-377/94 overfoert til Anden Afdeling, som foelgelig har faaet disse to sager tildelt.

38 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling, og ved skrivelser af henholdsvis 12. december 1995 og 8. marts 1996 er parterne blevet opfordret til skriftligt at besvare visse spoergsmaal foer retsmoedet inden for rammerne af de foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse, der omhandles i procesreglementets artikel 64. Sagsoegernes svar blev afgivet den 22. januar 1996 og sagsoegtes svar den 15. februar og 21. marts 1996.

39 Ved skrivelse til justitssekretaeren af 18. marts 1996 har sagsoegernes advokat meddelt Retten, at D. Hurford, sagsoeger nr. 26 i sag T-177/94, havde taget sin afsked fra JET og ikke havde til hensigt at fortsaette sagen.

40 I det offentlige retsmoede, som blev afholdt den 28. marts 1996, afgav parterne indlaeg og besvarede Rettens mundtlige spoergsmaal.

41 Samtlige sagsoegere har nedlagt foelgende enslydende paastande:

1) Det fastslaas, at vedtaegterne og tillaegsbestemmelserne siden Ainsworth-dommen er blevet anvendt diskriminerende og ulovligt for saa vidt angaar sagsoegernes ansaettelse ved JET.

2) Kommissionen tilpligtes at traeffe foranstaltninger, der giver sagsoegerne mulighed for at blive midlertidigt ansatte ved Faellesskaberne for det tidsrum, de er beskaeftigede ved JET, enten som »andet personale« eller lignende.

3) Kommissionen og/eller JET-raadet tilpligtes at traeffe foranstaltninger til at bringe visse former for uortodoks administrativ praksis til ophoer, hvis genstande eller virkning det er

a) at forhindre eller afholde JET-raadets medlemmer fra at tilstaa sagsoegerne »returbilletter« med henblik paa opnaaelse af status som midlertidigt ansat ved Faellesskabet, eller

b) at forhindre eller vanskeliggoere behandlingen af sagsoegernes ansoegninger til stillinger ved JET med den begrundelse, at de herved aendrer deres status og overgaar til status som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet, eller

c) at forhindre eller vanskeliggoere behandlingen af sagsoegernes ansoegninger til saadanne stillinger paa de samme betingelser i forhold til de tilsvarende betingelser, som gaelder for de oevrige ansatte i JET-gruppen.

4) I det omfang, hvori

a) Retten maatte finde, at én af de former for praksis eller et af de forhold, som sagsoegerne klager over, er en noedvendig foelge af vedtaegterne, og/eller

b) ordlyden af vedtaegterne forhindrer eller vanskeliggoer gennemfoerelsen af en af de foranstaltninger, som sagsoegerne kraever,

fastslaas det, at vedtaegterne ud fra disse aspekter er diskriminerende og uberettigede og derfor ulovlige.

5) Kommissionen tilpligtes at traeffe alle noedvendige foranstaltninger til en aendring af vedtaegterne under hensyn til de konklusioner, paastandenes punkt 4 maatte medfoere.

6) Kommissionen tilpligtes at gennemfoere samtlige anbefalinger fra Pandolfi-panelets rapport.

7) Kommissionen tilpligtes at yde sagsoegerne erstatning for de oekonomiske tab, de har lidt siden Domstolens dom i Ainsworth-sagen, og/eller for den skade, de har lidt som foelge af manglende forfremmelsesmuligheder, samt i givet fald for den forringelse af anciennitet og pensionsrettigheder, der er sket som foelge af den ulovlige forskelsbehandling, de har vaeret udsat for.

8) Der meddeles Kommissionen retningslinjer for, hvorledes sagsoegernes tab og den skade, de har lidt, skal opgoeres, og der fastsaettes en tidsplan, inden for hvilken Kommissionen skal udarbejde konkrete forslag til godtgoerelse til sagsoegerne.

9) Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

10) I medfoer af statutten for Domstolen og/eller Rettens procesreglement traeffes der bestemmelse om saadanne yderligere forholdsregler og retsmidler, som maatte vaere noedvendige, begrundede eller rimelige.

42 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Sagsoegte frifindes i det hele.

- Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler.

43 Intervenienten har, efter at have praeciseret, at interventionen er begraenset til at stoette Kommissionens paastande om frifindelse, for saa vidt som sagen tager sigte paa spoergsmaalet om lovligheden og gyldigheden af JET's vedtaegter, nedlagt foelgende paastande:

- Sagsoegte frifindes.

- Der traeffes afgoerelse om sagens omkostninger efter gaeldende regler.

III - Formaliteten

A - Indholdet af visse af sagsoegernes paastande samt spoergsmaalet om realitetsbehandling heraf

44 Retten skal indledningsvis paapege, at den er kompetent til at paakende naervaerende sag, i hvilken sagsoegerne ikke har status som tjenestemaend eller ansatte ved Faellesskabet, men goer krav herpaa (jf. praemis 33-36 i ovennaevnte kendelse af 16.12.1994).

45 Navnlig under hensyn til, at der i staevningen udtrykkeligt henvises til artikel 73 i ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte ved De Europaeiske Faellesskaber samt til artikel 90 og 91 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »tjenestemandsvedtaegten«), som sagsoegerne i oevrigt er gaaet frem efter, er det Rettens opfattelse, at det foerste punkt i deres paastande, sammenholdt i paakommende tilfaelde med punkt 10, skal fortolkes saaledes, at der herved principalt tages sigte paa annullation henholdsvis af Altmann-afgoerelsen eller af Casson-afgoerelsen. Disse to afgoerelser, der afviser sagsoegernes klager over de stiltiende afslag paa deres ansoegninger om ansaettelse som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet, er bebyrdende akter som omhandlet i tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 og 91. Da sagsoegerne har overholdt de i de paagaeldende bestemmelser fastsatte procedurer, vil annullationspaastandene vaere at paakende.

46 Hvad angaar paastandenes punkt 4, hvori sagsoegerne formelt for Retten fremsatte krav om, at denne tager stilling til vedtaegternes gyldighed, er der herved kun tale om det processuelle udtryk for den mulighed, som Euratom-traktatens artikel 156 giver hver part i en retstvist, der angaar en af Raadets eller Kommissionens forordninger, til for Faellesskabets retsinstanser at paaberaabe sig de i artikel 146, stk. 1, naevnte grunde og goere gaeldende, at forordningen ikke kan finde anvendelse. Da dette punkt i paastandene ikke er blevet fremlagt selvstaendigt, men som et led i sammenhaengen til stoette for hovedpaastandene om annullation af de anfaegtede afgoerelser, vil ogsaa dette punkt vaere at paakende i realiteten (jf. a contrario Domstolens dom af 16.7.1981, sag 33/80, Albini mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2141, af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2523, og af 7.7.1987, sag 89/86 og 91/86, Étoile commerciale og CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 3005).

47 Under hensyn til fast retspraksis vil Retten derimod ikke kunne paakende paastandene om paabud (punkt 2, 3, 5 og 6 i paastandene). Det tilkommer nemlig ikke Faellesskabets retsinstanser at rette paabud til institutionerne i forbindelse med den legalitetskontrol, de foretager, hvorved bemaerkes, at det paahviler det paagaeldende forvaltningsorgan at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal (Domstolens dom af 13.12.1989, sag C-100/88, Oyowe og Traore mod Kommissionen, Sml. s. 4285, praemis 19; jf. senest Rettens dom af 13.12.1995, sag T-109/94, Windpark Groothusen mod Kommissionen, Sml. II, s. 3007).

B - Spoergsmaalet om retskraft Parternes argumenter

48 I forbindelse med Raadets intervention, der er begraenset til tvisten om JET-vedtaegternes lovlighed, har dette gjort gaeldende, at Ainsworth-dommen maa tillaegges retskraftsvirkning for de sagsoegere, som allerede var parter i den paagaeldende sag (jf. Domstolens dom af 16.2.1965, sag 14/64, Barge mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 19, org. ref.: Rec. s. 69). Da Domstolen har anerkendt lovligheden af det ansaettelsessystem, der er indfoert ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, maa sagsoegerne vaere afskaaret fra at fremsaette samme soegsmaalsgrunde under en senere sag. Raadet paapeger i oevrigt, at Domstolen ved kendelse af 1. april 1987 (forenede sager 159/84 og 267/84, 12/85 og 264/85, Ainsworth m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1579) udtalte, at sagsoegerne i en raekke sager anlagt af Ainsworth m.fl. efter afsigelsen af Ainsworth-dommen »[fremlagde samme] formaal og anbringender som i« sidstnaevnte sag, og at »[sagerne ... boer ... afvises]«.

49 Sagsoegerne har paa deres side gjort gaeldende, at der maa gives dem adgang til at paaberaabe sig aendrede omstaendigheder, der er indtraadt efter afsigelsen af Ainsworth-dommen.

Rettens bemaerkninger

50 Det fremgaar af fast retspraksis, at retskraftsvirkningen fra den dom, hvorved Domstolen frifandt sagsoegte i den af Ainsworth m.fl. anlagte sag, alene vil vaere til hinder for paakendelsen af naervaerende sag, saafremt disse to sager har samme parter, har samme genstand og hviler paa samme soegsmaalsgrund (Domstolens dom af 19.9.1985, forenede sager 172/83 og 226/83, Hoogovens Groep mod Kommissionen, Sml. s. 2831, praemis 9, og af 22.9.1988, forenede sager 358/85 og 51/86, Frankrig mod Parlamentet, Sml. s. 4821, praemis 12; Rettens dom af 8.3.1990, sag T-28/89, Maindiaux m.fl. mod OESU, Sml. II, s. 59, praemis 23).

51 Herved bemaerkes, at sagerne her principalt tager sigte paa annullation af afgoerelser fra Kommissionen, der adskiller sig fra dem, som blev anfaegtet i Ainsworth-sagen, og derfor har en anden genstand end den, som i sin tid blev anlagt af sagsoegerne Ainsworth m.fl. Saaledes som Retten allerede praeciserede i dommen Maindiaux mod OESU, der er naevnt ovenfor (praemis 23), er den retsakt, der paastaas annulleret, et element af stor betydning for karakteriseringen af genstanden for et soegsmaal. Hvad angaar den af Domstolen den 1. april 1987 afsagte kendelse i sagen Ainsworth m.fl. mod Kommissionen, der er naevnt ovenfor og paaberaabt af Raadet, er den paa ingen maade relevant, eftersom Domstolen netop dér fastslog, at de sager, Ainsworth m.fl. havde anlagt efter afsigelsen af dommen den 15. januar 1987, »havde samme formaal« som de sager, der laa til grund for den paagaeldende dom, nemlig annullation af én og samme afgoerelse fra direktoeren for faellesforetagendet.

52 Selv om de klagepunkter, der er rejst til stoette for naervaerende sager, i et vist omfang falder sammen med dem, som blev fremfoert i Ainsworth-sagen, paaberaaber sagsoegerne i denne sag sig ogsaa andre faktiske og retlige anbringender, eftersom de jo netop paaberaaber sig, at den objektive begrundelse for den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling, som Domstolen lagde til grund i naevnte sag, ikke laengere foreligger.

53 Den af intervenienten rejste retskraftsindsigelse maa saaledes forkastes. Ved paadoemmelsen af sagens realitet maa der tages hensyn til Ainsworth-dommen og de i naervaerende sag rejste spoergsmaal samtidig.

IV - Annullationspaastandene

Parternes anbringender og vaesentligste argumenter

54 Til stoette for annullationspaastandene har sagsoegerne i det vaesentlige paaberaabt sig et enkelt anbringende om kraenkelse af de grundlaeggende principper om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

55 De goer for det foerste gaeldende, at de britiske ansatte i JET-gruppen behandles daarligere end de oevrige ansatte ud fra synspunktet om sikkerhed for beskaeftigelse ved projektets afslutning, og for det andet paaberaaber de sig, at deres loen og ansaettelsesvilkaar er maerkbart ringere end dem, som gaelder for de oevrige ansatte i JET-gruppen.

56 Denne forskelsbehandling, der er blevet indfoert ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, er blevet forvaerret siden afsigelsen af Ainsworth-dommen, men er ikke laengere objektivt begrundet i modsaetning til, hvad Domstolen i sin tid antog, hvilket skyldes de senere aendringer i den faktiske situation. I den forbindelse goer sagsoegerne hovedsageligt gaeldende, at JET ikke laengere kan anses for et kortvarigt projekt, og at selv UKAEA nu indroemmer, at dets ansatte, der arbejder ved JET, kan anerkendes som midlertidigt ansatte ved Kommissionen uden at forstyrre organisationens effektive funktion.

57 Endvidere er de midler, der har skullet afhjaelpe den omtalte forskelsbehandling, saaledes som de fremgaar af Ainsworth-dommen - isaer de britiske statsborgeres mulighed for at blive stillet til raadighed for projektet af andre medlemmer af JET end UKAEA og saaledes opnaa status som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet - ydermere gjort uvirksomme ved forskellige former for praksis gennemfoert af direktionen og medlemmerne af JET-raadet fra 1987.

58 Ved navnlig at henvise til tilfaeldene med H. Altmann og A. Hubbard i 1987, A. Gondhalekar i 1989 samt G. Fishpool og R. Shaw i 1993 paaberaaber sagsoegerne sig isaer, at JET-medlemmerne har foretaget en vis samordning med henblik paa at hindre, at de britiske statsborgere ansaettes af et andet medlem end UKAEA for at blive ansat ved projektgruppen.

59 Desuden laegger direktionen og JET-medlemmerne en adfaerd for dagen, som betyder, at naar de britiske ansatte i gruppen foerst er blevet ansat og overfoert til projektet af UKAEA, hindres briterne i eller presses til ikke at skifte arbejdsgiver, hvilket sker via reglen om »forudgaaende opsigelse«, som specifikt blev indfoert i 1987 for at afloese den af Domstolen censurerede praksis. I oevrigt fremgaar det bl.a. af den afgoerelse, Kommissionen traf den 28. december 1994 over for Peter Stott, hvilken afgoerelse er genstand for sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, at en formulering af naevnte regel er blevet opretholdt uanset indholdet af »Note of Understanding« af 3. maj 1994 (jf. praemis 22 ovenfor).

60 Hertil kommer, at praksis bestaaende i at kraeve af enhver ansoeger, at vedkommende finder en medlemsorganisation, der accepterer at stille ham til raadighed for JET, og at afvise enhver ansaettelse af ansoegere til midlertidige EF-ansaettelse som »andet personale«, ikke laengere er i overensstemmelse til kravene til god forvaltningsskik, hvilket er i strid med det af Domstolen i 1987 fastslaaede som foelge af, at omstaendighederne har aendret sig. I saa henseende goer sagsoegerne i det vaesentlige gaeldende, at hverken den omstaendighed at vaere ansat at UKAEA, eller de »returbilletter«, som tilstaas det ikke-britiske personale ved JET, giver sikkerhed for beskaeftigelse efter projektets afslutning, saaledes at Kommissionen fandt at maatte tilbyde visse beskaeftigelsesgarantier til sine egne midlertidigt ansatte ved JET; imidlertid er sagsoegerne udelukket herfra.

61 Under disse omstaendigheder er det sagsoegernes opfattelse, at Kommissionens afslag ifoelge Altmann- og Casson-afgoerelserne paa at ansaette dem som »andet personale«, saaledes som der dog er mulighed for efter vedtaegternes artikel 8.5, er fejlagtig og diskriminerende. I de naevnte afgoerelser tilsidesatte Kommissionen desuden indholdet af vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5.

62 Subsidiaert, og for det tilfaelde, hvor det maatte blive fastslaaet, at Kommissionens afslag er den noedvendige foelge af vedtaegternes bestemmelser, som hindrer den i at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at tilendebringe den forskelsbehandling, de anser sig som ofre for, goer sagsoegerne gaeldende, at vedtaegterne er ulovlige som foelge af, at den objektive begrundelse for den forskelsbehandling, vedtaegterne har indfoert, ikke laengere bestaar.

63 Sagsoegte har bestridt, at de faktiske forhold er aendret i et saadant omfang, at der kan rejses tvivl om Domstolens raesonnement i Ainsworth-dommen, og sagsoegte goer gaeldende, at den objektive begrundelse for den forskelsbehandling, der blev indfoert ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, under alle omstaendigheder ikke er bortfaldet, saaledes at der i sagen her ikke er nogen grund til, at konklusionen bliver en anden end den, Domstolen kom frem til i 1987.

64 Kommissionen goer i den forbindelse gaeldende, at JET pr. definition stadig er en midlertidig virksomhed, i forhold til hvilken UKAEA, vaertsorganisationen, fortsat befinder sig i en ganske saerlig situation. UKAEA modsatte sig vel ikke den foerste anbefaling fra Pandolfi-panelets rapport, men organisationens vedholdende krav om, at de ansatte blandt personalet tager deres afsked, naar de overgaar til status som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet, kan kun fremhaeve den opdeling, Domstolen godkendte.

65 Sagsoegte praeciserer, at hovedargumentet for at sondre mellem det af UKAEA ansatte personale og Faellesskabets midlertidige personale er at undgaa en forskelsbehandling blandt det personale fra UKAEA, som arbejder i Culham, eller via udvidelse heraf blandt UKAEA's personale taget under ét. UKAEA's ansatte ville da udfoere det samme arbejde, i det samme anlaeg, i den samme by eller det samme land som det ved JET ansatte UKAEA-personale, men de ansatte ville vaere undergivet forskellige vilkaar. En saadan forskelsbehandling ville ikke vaere begrundet.

66 Sagsoegte afviser i oevrigt ethvert ansvar for de forskellige former for forskelsbehandling, som ifoelge sagsoegerne bestaar, og som sagsoegte tillige finder ikke-eksisterende.

67 Sagsoegte goer tillige gaeldende, at vedtaegternes artikel 8.4 udtrykkeligt udelukker ansaettelse i midlertidige stillinger af det personale, UKAEA har stillet til raadighed, hvilket noedvendigvis medfoerer, at sagsoegernes krav maa forkastes. Sagsoegte medgiver, at artikel 8.5 forudser ansaettelse af »andet personale«, men praeciserer, at en saadan ansaettelse ingensinde har fundet sted, ligesom sagsoegte goer gaeldende, at sagsoegerne ikke har nogen ret hertil, det vaere sig ifoelge vedtaegterne eller Ainsworth-dommen.

68 Sagsoegte tilfoejer, at ansaettelsen af sagsoegerne som »andet personale« paa grundlag af vedtaegternes artikel 8.5 saa ogsaa skulle staa aaben for personale, der er stillet til raadighed for JET af andre medlemmer, idet der ellers ville opstaa ny forskelsbehandling uden objektiv begrundelse i forhold til disse.

69 Ifoelge Kommissionen ville en saadan udvidelse oedelaegge det ved vedtaegterne indfoerte ansaettelsessystem, hvis lovlighed Domstolen anerkendte i Ainsworth-dommen.

70 Hvad endelig reglen om »forudgaaende opsigelse« angaar, er det sagsoegtes opfattelse, at det bl.a. fremgaar af artikel 8.4 i vedtaegterne og artikel 9.1 i tillaegsbestemmelserne, at saafremt en ansat i JET-gruppen skifter arbejdsgiver, mister den paagaeldende automatisk sin stilling ved JET og skal saaledes paa ny underkaste sig den ansaettelsesprocedure, der er indfoert ved artikel 5 i tillaegsbestemmelserne.

71 Under Raadets intervention, der er begraenset til tvisten om JET-vedtaegternes lovlighed, har Raadet gjort gaeldende, at det ved vedtaegternes artikel 8 indfoerte ansaettelsessystem var og stadig er lovligt og gyldigt, og at ingen bestemmelse forpligter Raadet til at aendre vedtaegterne paa dette punkt.

72 Det er Raadets opfattelse, at naervaerende sager indebaerer - eftersom det fremgaar af Ainsworth-dommen, at vedtaegterne var gyldige paa vedtagelsestidspunktet, og at de stadig var det, i det mindste indtil datoen for dommens afsigelse - at de senere har mistet deres gyldighed som foelge af vaesentligt aendrede omstaendigheder. Ifoelge Raadet er et saadant anbringende baade faktisk og retligt fejlagtigt.

73 For det foerste ses sagsoegerne ikke at kunne bevise, at en saadan realitetsaendring faktisk har fundet sted. Den faktiske situation paa det tidspunkt, da vedtaegterne blev vedtaget, navnlig JET-projektets begraensede varighed samt UKAEA's saerlige stilling i forhold til faellesforetagendet, er fundamentalt fortsat den samme.

74 Intervenienten tilfoejer, at selv om de af sagsoegerne haevdede aendringer faktisk havde fundet sted, ville vedtaegternes gyldighed dog ikke af den grund vaere anfaegtelige, eftersom de blev affattet saaledes, at der ville vaere plads for en vis smidighed ved deres gennemfoerelse paa baggrund af udviklingen i de faktiske forhold. Sagsoegerne indroemmer selv, at vedtaegterne ikke hindrer Kommissionen i at traeffe de noedvendige foranstaltninger for at raade bod paa den forskelsbehandling, som angiveligt udoeves i forhold til dem. Foelgelig falder gennemfoerelsen af vedtaegterne ind under de kompetente institutioners frie skoen og kan paa ingen maade bedoemmes som ulovlige.

75 Raadet har herudover gjort gaeldende, at selv om vedtaegterne ikke tillod nogen smidighed ved gennemfoerelsen, er aendrede faktiske forhold ikke i sig selv tilstraekkelige til at rejse tvivl om deres lovlighed. Legalitetsprincippet (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 101/78, Granaria, Sml. s. 623, praemis 5) indebaerer, at en retsakt, der lovligt er vedtaget af faellesskabsinstitutionerne, fortsat er lovlig og gyldig, saa laenge den ikke er blevet ophaevet ved en senere retsakt eller er blevet underkendt af en kompetent domstol som ugyldig. Legalitetsprincippet, og i ganske saerlig grad retssikkerhedsprincippet, kraever saaledes retsstillingers bevarelse og stabilitet. Saafremt den videre udvikling i den faktiske situation i den sammenhaeng, i hvilken en bestemt lovgivningsakt er blevet vedtaget, skulle have indflydelse paa retsaktens lovlighed, ville retsaktens adressater efter Raadets opfattelse komme i tvivl om deres rettigheder og forpligtelser.

76 Endelig goer Raadet gaeldende, at enhver aendring af vedtaegternes artikel 8 er undergivet proceduren i artikel 24, der bestemmer, at saafremt et medlem af faellesforetagendet forelaegger forslag til aendringer af vedtaegterne, og JET-raadet godkender forslaget, fremsaetter Kommissionen forslag til Raadet i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 50 og 47.

77 I sit interventionsindlaeg indleveret foer vedtagelsen den 7. maj 1996 af afgoerelse 96/305, der er naevnt ovenfor, har Raadet praeciseret, at saafremt Kommissionen maatte forelaegge et forslag til aendring af ansaettelsessystemet, vil Raadet tage stilling til den foreslaaede aendring under hensyn til den faktiske situation, der foreligger paa tidspunktet for Raadets stillingtagen. Raadet tilfoejer, at i det tilfaelde, hvor det maatte faa forelagt et forslag om at forlaenge JET-projektet, vil det afgoere, om denne forlaengelse begrunder en revision af det ved vedtaegternes artikel 8 indfoerte ansaettelsessystem.

Rettens bemaerkninger

A - Indledning

78 Selv om sagsoegerne principalt har rettet deres klagepunkter mod Kommissionens afgoerelser om ikke at ansaette dem som »andet personale« efter vedtaegternes artikel 8.1 og 8.5 og kun subsidiaert har anfaegtet vedtaegternes gyldighed, hviler soegsmaalene under ét paa den centrale tese, at de forskellige konklusioner, Domstolen naaede frem til i Ainsworth-dommen, som foelge af aendrede faktiske omstaendigheder boer bedoemmes paa ny, og at der for naervaerende ikke laengere er nogen objektiv begrundelse for den forskelsbehandling eller den diskrimination, som de anser sig for ramt af.

79 Da de almindelige grundsaetninger om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet indgaar blandt faellesskabsrettens grundlaeggende principper, som det er Domstolens og Rettens opgave at sikre overholdelsen af, maa der under de foreliggende omstaendigheder foretages en undersoegelse i raekkefoelge, i lyset af parternes argumenter, af de spoergsmaal, der er knyttet dels til eksistensen af en forskelsbehandling eller diskrimination inden for faellesforetagendet JET, og dels til foelgerne af en eventuel udvikling i de faktiske forhold efter afsigelsen af Ainsworth-dommen i relation til de afgoerelser, Kommissionen har truffet paa grundlag af vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5.

80 Foer denne undersoegelse foretages, maa Retten forkaste sagsoegtes argument om, at Ainsworth-dommen som foelge af soegsmaalenes store lighed maa anses for et »bindende praejudikat« for Retten i den sag, der her skal paakendes. Det bemaerkes blot, at Retten alene er bundet af en afgoerelse fra Domstolen under de omstaendigheder, der omtales for det foerste i artikel 55 i Euratom-statutten for Domstolen [artikel 54 i EF-statutten for Domstolen] og for det andet under anvendelse af princippet om retskraft (jf. ovenfor, praemis 50 ff.).

B - Spoergsmaalet, om der reelt foreligger forskelsbehandling

81 Det er ubestridt, at faellesforetagendet JET er et EF-projekt. Det fremgaar ligeledes af sagens akter, at de ansatte, der indgaar i projektgruppen, befinder sig i sammenlignelige situationer, uanset hvilke medlemsorganisationer der har stillet dem til raadighed for faellesforetagendet. Alle arbejder saaledes udelukkende for projektet i den samme gruppe og under ledelse af samme direktoer. De er blevet ansat via samme udvaelgelsesproever og forfremmes alene paa grundlag af deres fortjenester, uden at der tages hensyn til, hvem der nominelt er deres arbejdsgiver.

82 Imidlertid gaelder det ifoelge bestemmelserne i vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, at medarbejdere, som stilles til raadighed for JET af vaertsorganisationen, UKAEA, forbliver i vaertsorganisationens ansaettelse paa denne organisations ansaettelsesvilkaar, hvorimod de medarbejdere, som medlemmerne af faellesforetagendet, med undtagelse af UKAEA, stiller til raadighed for JET, af Kommissionen ansaettes i midlertidige stillinger i Faellesskabet.

83 I oevrigt fremgaar det af sagens akter, at et betydeligt antal ansatte under projektgruppen foer deres tjeneste ved JET ikke havde nogen forbindelse med den medlemsorganisation, som stillede dem til raadighed. Saaledes befandt 97 britiske statsborgere, der udgjorde 45% af det britiske personale ved JET, sig i denne situation i forhold til UKAEA paa det tidspunkt, hvor Parlamentet fik forelagt et andragende (jf. bilag 10 til andragendet), og det fremgaar af deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at 30 af de 71 sagsoegere foerst blev ansat af UKAEA efter at vaere blevet udvalgt af JET. Det fremgaar ligeledes af svar fra sagsoegte paa et andet skriftligt spoergsmaal fra Retten, at mindst 39 af 117 midlertidigt EF-ansatte, som arbejdede ved JET pr. 1. januar 1996, ikke tidligere havde haft nogen beskaeftigelsesmaessig tilknytning til det JET-medlem, som stillede dem til raadighed.

84 Det er i sagen ubestridt, at de ansatte, der er stillet til raadighed for JET af UKAEA, modtager en maerkbart lavere loen end den, som oppebaeres af det personale, der er blevet ansat midlertidigt af Faellesskaberne.

85 Imidlertid er sagsoegerne dog efter eget udsagn mere utilfredse med en anden form for forskelsbehandling, der angaar sikkerhed for beskaeftigelse, og som ikke blev paaberaabt i Ainsworth-dommen. I den forbindelse fremgaar det af sagen, hvilket i oevrigt ikke bestrides af Kommissionen, at de ansatte, der af UKAEA er stillet til raadighed for faellesforetagendet, ikke har de samme chancer for at opnaa fast EF-ansaettelse som de ansatte, der goer tjeneste hos de oevrige medlemmer og er ansat af Kommissionen i midlertidige stillinger. Da disse er »interne ansoegere«, begunstiges de saaledes paa forskellig vis og har forrang ved procedurer til ansaettelse som EF-tjenestemaend.

86 Fordelene og forrangen fremgaar navnlig

- af tjenestemandsvedtaegtens artikel 29, stk. 1, litra b), hvorefter ansaettelsesmyndigheden ved besaettelse af ledige stillinger foerst skal tage mulighederne for gennemfoerelse af udvaelgelsesproever inden for institutionen i betragtning. I dommen af 31. marts 1965, sag 16/64, Rauch mod Kommissionen (Sml. 1965-1968, s. 39, org. ref.: Rec. s. 179), praeciserede Domstolen, at udtrykket »udvaelgelsesproever inden for institutionen« vedroerer samtlige personer i Kommissionens tjeneste uanset ansaettelsesgrundlag. Heraf foelger, at midlertidigt ansatte eller hjaelpeansatte kan gives adgang til de interne udvaelgelsesproever

- af artikel 1, stk. 1, litra g), i bilag III til tjenestemandsvedtaegten, som bestemmer, at naar der er angivet en bestemt aldersgraense i en meddelelse om afholdelse af en udvaelgelsesproeve, udskydes aldersgraensen for ansatte, der mindst i et aar har vaeret i institutionens tjeneste.

87 I medfoer af Euratom-traktatens artikel 101 har Euratom den 21. juli 1992 med Japans regering, regeringen for Den Russiske Foederation og regeringen for Amerikas Forenede Stater indgaaet en aftale om samarbejde om den tekniske projektering af en international termonuklear forsoegsreaktor (herefter »ITER-EDA-aftalen«, EFT L 244, s. 14). Det er ubestridt, at det personale, som parten Euratom forpligtede sig til at stille til raadighed for dette projekt via aftaler om udstationering i overensstemmelse med aftalens artikel 8, ansaettes paa grundlag af EF-stillinger, hvilket fra 1994 har indebaaret den gradvise oprettelse af dusinvis af EF-stillinger, der saaledes udgjorde et ganske naturligt arbejdsmarked for de personer, som for tiden arbejder ved JET-projektet, henset til deres videnskabelige og tekniske viden (jf. herved punkt 3 i »Note of Understanding«, der blev udvekslet mellem Kommissionen og Parlamentet).

88 Selv om Kommissionen haevede aldersgraensen for eksterne ansoegere til ITER-stillinger til 50 aar, er denne foranstaltning ikke af en saadan karakter, at der hvad angaar adgangen til de paagaeldende stillinger skabes en reel ligebehandling mellem de to personalekategorier, gruppen ved JET-projektet bestaar af, saaledes som tilfaeldet Harbour (i 1992) og tilfaeldet Gondhalekar (i 1994) vidner om, jf. bilag 12-15 til staevningen i sag T-177/94.

89 Det fremgaar i oevrigt af sagsoegtes svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at den andel af de JET-ansatte, som opnaar varig stilling ved Kommissionen, herunder bl.a. inden for ITER-projektet efter deres tjeneste ved JET, er maerkbart hoejere i tilfaeldet med ansatte, der er stillet til raadighed af andre medlemmer end UKAEA, end tilfaeldet er med ansatte, der er stillet til raadighed af UKAEA. Hvad dette angaar har sagsoegte fremlagt foelgende tal for hvert af aarene 1992, 1993, 1994 og 1995:

1992

1993

1994

1995

a)

Det totale antal ansatte uden for UKAEA, der forlader JET

18

25

17

10

b)

Ansatte uden for UKAEA, der ansaettes i en stilling ved Kommissionen

15

21

13

8

c)

Ansatte uden for UKAEA, der anvender deres »returbillet«

3

1

2

0

d)

Samlet antal UKAEA-ansatte, som forlader JET

23

8

16

21

e)

UKAEA-ansatte, der opnaar stilling ved Kommissionen (efter almindelige udvaelgelsesproever)

0

2

2

1

f)

UKAEA-ansatte, der vender tilbage til UKAEA

1

2

5

4

90 For det tredje fremgaar det ligeledes af sagens akter, at Kommissionen mellem 1988 og 1993 gentagne gange afgav garanti for, at de midlertidigt ansatte ved Faellesskabet, som gjorde tjeneste ved JET, var sikret beskaeftigelse, idet Kommissionen isaer forpligtede sig til at behandle dem som ansoegere med prioritet til besaettelse af andre stillinger ved Kommissionen, naar JET ophoerte. Sagsoegerne har saaledes henvist til forskellige loefter af denne karakter afgivet af Kommissionen den 15. december 1988, den 14. november 1989, den 30. november 1990 og den 22. december 1992 og har henvist til et moede den 1. juli 1993, hvorunder JET-direktoeren udtalte som foelger: »Kommissionen har forpligtet sig til at behandle det Euratom-personale, der goer tjeneste ved JET, som ansoegere med prioritet til andre stillinger ved Kommissionen, naar JET ophoerer. Kommissionen har udvist sin gode vilje med den maade, hvorpaa den har overfoert flertallet af dem, hvis tjeneste ophoerte i 1992 ...« (jf. bilag 10 til staevningen i sag T-177/94). De personer, der befandt sig i en situation som sagsoegernes, blev udelukket fra disse garantier paa grund af deres status som ansatte ved UKAEA.

91 Retten skal derfor fastslaa, at de forskellige former for forskelsbehandling, som Domstolen omtalte i Ainsworth-dommen, fortsat bestaar og endda er blevet forvaerret inden for JET-projektets gruppe, alt efter, om de paagaeldende ansatte er blevet stillet til raadighed for faellesforetagendet af UKAEA eller af et andet medlem. Disse forskelle angaar ikke laengere alene ansaettelsesvilkaarene, men beroerer nu ogsaa sikkerheden for beskaeftigelse og navnlig udsigten til tjenestemandsansaettelse ved Faellesskaberne, isaer inden for rammerne af ITER- og ITER-EDA-projektet.

C - Spoergsmaalet om aendring af de faktiske omstaendigheder efter afsigelsen af Ainsworth-dommen

92 Henset til den meget saeregne karakter af faellesforetagendet JET og til de saerlige krav, der maatte tages hensyn til ved udformningen af reglerne om JET's organisation, antog Domstolen i praemis 34-38 i Ainsworth-dommen, at den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling var objektivt begrundet.

93 I praemisserne henviser Domstolen navnlig til, at et faellesforetagende, der udelukkende tjener forskningsmaessige formaal og er tidsmaessigt begraenset, kun kan fungere efter hensigten, saafremt det samarbejder snaevert med en allerede eksisterende national organisation, der vil paatage sig et saerligt ansvar i forbindelse med det naevnte faellesforetagendes oprettelse og funktion (praemis 35 og 36).

94 I dommens praemis 37 anfoerte Domstolen tillige, at UKAEA saaledes befandt sig i den ganske saerlige situation at skulle varetage administrationen af et personale, der bestod af medarbejdere med de samme kvalifikationer, og som var beskaeftiget samme sted og udfoerte de samme opgaver, men som var tilknyttet to retligt set forskellige organisationer. UKAEA oenskede at undgaa, at dette medfoerte en for stor omvaeltning med hensyn til den maade, organisationen fungerede paa, og under de forhandlinger, der gik forud for vedtagelsen af ovennaevnte afgoerelse 78/471, anmodede UKAEA med stoette fra Det Forenede Kongeriges regering om, at de medarbejdere, som organisationen stillede til raadighed for JET, fortsat skulle vaere underlagt organisationens egne ansaettelsesvilkaar. Som foelge af den fremtraedende rolle, der paa grund af faellesforetagendets saerlige karakter blev tildelt UKAEA, fandt Domstolen, at der i JET's vedtaegter ikke kunne ses bort fra dette krav.

95 I naervaerende sager har sagsoegerne imidlertid til stoette for deres annullationspaastande anmodet Retten om at udtale sig om spoergsmaalet, hvorvidt de faktorer, der saaledes blev lagt til grund af Domstolen i Ainsworth-dommen, endnu kan tages i betragtning. Retten maa derfor tage stilling til, om den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling, som af sagsoegerne antaget, nu ikke laengere er objektivt begrundet i de faktiske forhold inden for de graenser, Domstolen afstak i Ainsworth-dommen, som foelge af, at omstaendighederne har aendret sig siden 1987.

96 Herved skal Retten fastslaa, at der er fremkommet en raekke nye elementer eller aendringer i forhold til den situation, der forelaa for Domstolen i 1987. Der er navnlig tale om foelgende: a) den betydelige forlaengelse af JET's varighed; b) UKAEA's mindre rolle i faellesforetagendets organisation og funktion; c) UKAEA's opgivelse af modstanden mod, at de ved UKAEA ansatte, der goer tjeneste ved JET, siger op hos UKAEA ved overgang til tjeneste ved Kommissionen; d) forstyrrelse af faellesforetagendets funktion som foelge af en arbejdskonflikt, og e) JET's ansaettelsessystems manglende evne til at opnaa de formaal, med henblik paa hvilke de blev udformet.

1. Forlaengelse af JET-projektets varighed og fortsaettelse af fusionsprogrammet

97 For det foerste skal Retten udtale, at faellesforetagendet JET's varighed er blevet betydeligt forlaenget. Mens Domstolen ikke havde nogen grund til at formode, at JET ikke ville udloebe som fastsat i 1990 efter 12 aars varighed, staar det nu fast, at projektet vil vare indtil mindst 1999, altsaa i alt 21 aar. I betragtning af, hvad der gentagne gange er sket til dato, kan det desuden ikke udelukkes, at vaegtige »nye videnskabelige og tekniske argumenter ... navnlig med henblik paa en forsoegsreaktor (Next Step)« (jf. anden betragtning til afgoerelse 96/305 af 7.5.1996, der er naevnt ovenfor) taler for en viderefoerelse af JET efter 1999, saaledes som det allerede skete i 1988, 1991 og 1996.

98 Selv om det er korrekt, at JET fortsat er et specialiseret forskningsforetagende, hvis varighed teoretisk er begraenset tidsmaessigt, har projektet saaledes ikke desto mindre via forlaengelserne erhvervet karakter af et permanent eller saerdeles langvarigt foretagende. Denne udvikling kommer bl.a. til udtryk ved, at det personale, som JET har faaet stillet til raadighed af medlemmerne, dér tilbagelaegger en egentlig karriere og kun undtagelsesvis gaar tilbage til den oprindelige arbejdsgiver (jf. tabellen i praemis 89 ovenfor), mens denne tilbagevenden til det paagaeldende medlem oprindelig var taenkt som en fundamental egenart ved projektet (jf. praemis 106 nedenfor). For deres vedkommende har sagsoegerne i besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Retten praeciseret, at omkring februar 1996 svingede varigheden af deres ansaettelse ved JET mellem 5 og 17 aar med et gennemsnit paa 12 aar.

99 Som Retten allerede har anfoert (jf. praemis 2 og 87 ovenfor), er JET projektet i oevrigt kun det foerste mellemliggende stadium af et forsknings- og udviklingsprogram, der raekker helt ind i midten af naeste aarhundrede, og hvis fortsaettelse tilbyder et ganske naturligt karriereperspektiv for de ved JET tjenestegoerende videnskabsmaend.

2. UKAEA's aendrede rolle ved faellesforetagendets organisation og funktion

100 Selv om UKAEA i medfoer af vedtaegternes artikel 15 og bilaget har udgjort en vaesentlig stoette for JET i de foerste aar, maa det for det andet bemaerkes, at der efter en afklaring af aftalen om vaertsorganisationens pligtige stoette, der blev forhandlet i 1987 og godkendt af JET-raadet i 1988, blev leveret et betydeligt antal tjenesteydelser, som tidligere var blevet praesteret i henhold til den naevnte aftale om vaertsorganisationens stoette, paa kommerciel basis efter udbudsproceduren (jf. punkt 1.3 i andragendet til Parlamentet og punkt 4.3 i Revisionsrettens beretning).

3. UKAEA's aendrede holdning

101 For det tredje fremgaar det af en udtalelse fra UKAEA's formand af 17. oktober 1989 (bilag 15 til andragendet til Parlamentet), af UKAEA's svar paa Pandolfi-panelets rapport (jf. praemis 20 ovenfor), af referatet fra »Joint Working Party on on the Future Career Prospects of JET Team Members« af 30. september 1993 (sammendrag udfaerdiget af O'Hara, jf. bilag 8 til staevningen i sag T-177/94, s. A8.16) og endelig af en skrivelse fra UKAEA's formand af 15. marts 1994 (bilag 18 til staevningen i sag T-177/94), at UKAEA ikke laengere ville modsaette sig, at organisationens, ved JET tjenestegoerende ansatte overgik til midlertidig EF-ansaettelse, saafremt de siger op ved samme lejlighed. JET-direktoeren fandt for sit vedkommende, at anbefaling nr. 1 fra Pandolfi-panelet var ene om at »sikre genopretning af arbejdsfreden«. Hvad angaar de fagforeninger, der repraesenterer personalet ved UKAEA, bemaerkes, at de i deres rapport af 9. februar 1993 ogsaa udtalte sig uforbeholdent til stoette for anbefaling nr. 1 (jf. praemis 19 ovenfor).

102 I betragtning af disse aendringer findes der i det i sagen oplyste ikke laengere at vaere grundlag for at fastslaa, som Domstolen gjorde det i praemis 37 i Ainsworth-dommen, at den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling maatte vaere objektivt begrundet i oensket om at undgaa en omvaeltning i den maade, UKAEA fungerede paa, idet UKAEA herefter nu alene var optaget af ikke at ville afgive garantier for senere beskaeftigelse til det personale, som det stiller til JET's raadighed.

4. Arbejdskonflikt ved JET

103 For det fjerde er faellesforetagendet til stadighed ramt af en arbejdskonflikt, som ikke blot har forstyrret arbejdsforholdene ved JET, men ogsaa har indebaaret risiko for manglende rettidig gennemfoerelse af maalsaetningerne for det faelles fusionsprogram, eftersom Parlamentet efter sin indgriben i konflikten i flere maaneder blokerede naesten halvdelen af den aarlige budgetbevilling til JET i oensket om at goere en ende paa det, som Parlamentet oplevede som en uacceptabel forskelsbehandling over for sagsoegerne.

104 Det maa i oevrigt paapeges, at anbefaling nr. 1 fra Pandolfi-panelet ifoelge JET-direktoeren er »den eneste, der kan sikre genopretning af arbejdsfreden«, og at Kommissionens tjenestegrene selv har fundet, at naevnte anbefaling »var den mest egnede loesning til at gennemfoere projektet tilfredsstillende« (jf. Kommissionens rapport til Parlamentet, bilag 17 til staevningen i sag T-177/94).

5. Udviklingen i det oprindeligt indfoerte ansaettelsessystem

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0177.1

105 For det femte maa det bemaerkes, at den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling staar i forbindelse med det saerlige system for ansaettelse og placering af personale, der blev indfoert ved dannelsen af faellesforetagendet. Systemet er hovedsagelig karakteriseret af, at JET-medlemmerne stiller kvalificeret personale til raadighed (vedtaegternes artikel 8.1 og 8.3), med midlertidig ansaettelse af Kommissionen (vedtaegternes artikel 8.5) og pligt for det paagaeldende medlem til genansaettelse af det paagaeldende personale (vedtaegternes artikel 8.8). I betragtning af den forstyrrelse, dette system risikerede at skabe hos UKAEA, henset til organisationens saerlige stilling som vaert, opnaaede denne imidlertid en undtagelse, hvorefter de medarbejdere, den stillede til raadighed for JET, forblev i dens ansaettelse og paa den ansaettelsesvilkaar (vedtaegternes artikel 8.4).

106 Da JET blev dannet, ansaa man dette system for uomgaengeligt noedvendigt under hensyn til faellesforetagendets midlertidige karakter, idet man oenskede at undgaa problemer paa arbejdspladsen og ikke at forpligte Kommissionen til at ansaette det ved JET tjenestegoerende personale som fastansatte tjenestemaend, da man ville soerge for en tilstraekkelig centraliseret personaleledelse (jf. i Ainsworth-sagen retsmoederapporten, Sml. s. 178, og forslag til afgoerelse fra generaladvokat VerLoren van Themaat, Sml. s. 190; jf. tillige vedroerende hele spoergsmaalet Pandolfi-panelets rapport).

107 Det maa imidlertid konstateres, at dette system, der er blevet aendret paa mindst seks vaesentlige punkter, ikke laengere vil kunne medvirke til opnaaelsen af de formaal, som det oprindeligt skulle opfylde.

- De UKAEA-ansattes manglende sikkerhed for beskaeftigelse

108 For det foerste fremgaar det af det i sagen oplyste, at UKAEA's ansatte slet ikke er sikre paa at kunne finde en egnet stilling ved udloebet af deres tjeneste ved JET. Foerst og fremmest viser den statistik, som sagsoegte har fremlagt paa Rettens anmodning, at kun meget faa af dem kommer tilbage til UKAEA efter deres udstationering (12 ud af 68 for perioden fra 1992 til 1995: jf. praemis 89 ovenfor). Sagsoegerne har for deres vedkommende fremlagt eksemplet med flere ansatte, hvis kontrakt ikke er blevet fornyet ved udloebet af deres udstationering, eller som er blevet tvunget til at acceptere en foertidspension (jf. skrivelserne af 18.12.1992 fra UKAEA, der er vedlagt som bilag 8 til staevningen; de skal sammenlignes med skrivelserne fra 1980'erne). Sagsoegerne henviser desuden til, uden herved at blive modsagt af sagsoegte, den udtalelse, Bretherton, UKAEA's sekretaer, fremsatte paa personalemoedet ved JET den 17. september 1993, og hvorefter flertallet af de britiske ansatte blandt personalet i JET-gruppen ville blive »afskediget«, naar JET ophoerte, samt udtalelsen fra Dawson, der var personaledirektoer ved UKAEA, under et moede i »Joint Working Party on the Career Prospects of JET Team Members«, afholdt den 30. september 1993, hvorefter »omstillingen af mere end 200 personer ved udgangen af 1996 [vil skabe] store vanskeligheder ved UKAEA og ... [at det er noedvendigt] at tage hoejde for muligheden for, at en vaesentlig andel [vil udgoere] overskydende personale« (jf. bilag 8 til staevningen i sag T-177/94). Det maa endelig bemaerkes, at UKAEA maerkbart nedsatte sit personales sikkerhed for beskaeftigelse ved som hovedregel at indfoere ansaettelseskontrakter med en tidsbegraenset varighed af tre aar eller mindre (jf. dokumenterne vedlagt i bilag 11 til andragendet til Parlamentet og dokumenterne vedlagt i bilag 7 til staevningen i sag T-177/94).

- Det forhold, at det britiske personale i realiteten var afskaaret fra at opnaa en »returbillet« fra et medlem af JET

109 For det andet fremgaar det af det oplyste, at det, bortset fra ganske saerlige undtagelsestilfaelde (jf. sag T-99/95, Stott mod Kommissionen), i praksis ikke er muligt for de britiske statsborgere at opnaa en »returbillet« fra et andet medlem af JET end UKAEA (jf. bilag 14 til staevningen i sag T-177/94, hvis indhold ikke er blevet bestridt af Kommissionen, tilfaeldet med Altmann, Hubbard, Gondhalekar, Fishpool og Shaw fra aarene mellem 1987 og 1993, der omtaler det tyske, nederlandske og italienske medlem af JET). Det foelger heraf, at de britiske statsborgeres mulighed for at blive stillet til raadighed for JET af et af medlemmerne, som Domstolen omtalte i praemis 25 og 26 i Ainsworth-dommen, er forblevet en rent teoretisk mulighed. Tilsvarende viser - til forskel fra den situation, der blev beskrevet i praemis 27 i Ainsworth-dommen - de fem ovennaevnte eksempler, ligesom omstaendighederne i sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, at sagsoegerne for at indrette sig efter vedtaegternes krav og tillaegsbestemmelserne, saaledes som de er blevet fortolket af Kommissionen, maatte give afkald paa muligheden for at blive stillet til raadighed for JET af en anden medlemsorganisation end UKAEA og som foelge heraf paa muligheden for en ansaettelse som midlertidigt ansatte ved Faellesskaberne i medfoer af vedtaegternes artikel 8.5.

- Den begraensede praktiske vaerdi af »returbilletterne«

110 For det tredje fremgaar det af det oplyste, at kun meget faa af dem, der blev stillet til raadighed for JET af andre medlemmer en UKAEA, goer brug af deres »returbillet«. Den statistik, der er fremlagt af sagsoegte paa Rettens anmodning, viser, at kun 6 af dem ud af et samlet antal paa 70 ansatte, der forlod JET mellem 1992 og 1995 (jf. praemis 89 ovenfor), har gjort brug af den.

111 Den praktiske vaerdi af disse »returbilletter« bringes i tvivl henset til forskellige udtalelser fra JET-direktionen og Kommissionen (jf. bl.a. punkt 21 i JET-direktoerens aarlige beretning om personaleforhold 1986/87, der blev forelagt JET-forretningsudvalget, nr. 62 af 14. og 15.5.1987, og skrivelsen af 16.7.1991 til lederne af samtlige fusionsforskningsenheder, som blev udarbejdet af Kind, der var tjenestemand ved GD XII, hvilke er fremlagt i bilag 9 til staevningen i sag T-177/94). Efter udarbejdelsen af to studier vedroerende gyldigheden af »returbilletterne«, som fandt sted i 1992 i administrationen for GD XII, og som blev udfoert hos medlemmerne og Euratom-personalet hos JET, konkluderede ad hoc-foelgegruppen for JET inden for GD XII under sit moede den 2. juni 1992, at »stoerstedelen af disse 'Return Tickets', saaledes som de foreligger for naervaerende, ikke frembyder reelle garantier« (jf. moedereferatet i bilag 9 til staevningen i sag T-177/94).

112 Det fremgaar saaledes af de tal, sagsoegte har fremlagt i besvarelse af Rettens spoergsmaal, at et ganske stort antal »returbilletter« er tidsbegraensede og derfor ikke frembyder vaesentlige fordele vedroerende sikring af beskaeftigelsen. I saa henseende var omstaendighederne omkring de »returbilletter«, som kunne anvendes af de midlertidigt ansatte ved Faellesskabet, der var stillet til raadighed for JET af andre medlemmer end UKAEA pr. 1. januar 1993 og 1. januar 1996:

Varighed af genansaettelse

Antal

1.1.1993

1.1.1996

3 maaneder

8

5

6 maaneder

39

31

12 maaneder

14

11

18 maaneder

1

1

Ubegraenset

101

69

I ALT

163

117

113 Det maa ogsaa anfoeres, at det reducerede antal »returbilletter« af ubegraenset varighed - et fald fra 101 pr. 1. januar 1993 til 69 pr. 1. januar 1996, altsaa en forskel paa 32 enheder - ikke betyder, at de paagaeldende »returbilletter« var blevet anvendt. I den naevnte periode var forholdet faktisk det, at kun 42 ud af 52 midlertidigt ansatte ved Faellesskabet, der forlod JET, opnaaede en fast stilling ved Kommissionen, og blot 3 af dem gjorde brug af deres »returbillet«. Derimod opnaaede kun 5 ud af 45 UKAEA-ansatte, der forlod JET i loebet af samme periode, fast arbejde ved Kommissionen via en almindelig udvaelgelsesproeve (jf. praemis 89 ovenfor).

- Indslusningen i Kommissionens faste personale af de midlertidigt ansatte, der var stillet til raadighed for JET af Euratom, og loefterne i den forbindelse

114 For det fjerde indslusede Kommissionen for at raade bod paa disse utilstraekkeligheder i god tid foer faellesforetagendets ophoer i EF-personalet en betydelig procentdel af det personale, som medlemmerne af projektgruppen havde stillet til dennes raadighed (jf. praemis 89 ovenfor), ligesom den afgav forskellige loefter med generelt indhold med henblik paa at lette genplaceringen af det midlertidige EF-personale ved JET i andre tjenestegrene ved projektets ophoer (jf. praemis 90 ovenfor). Denne politik gaar i den stik modsatte retning af de grunde, som blev fremfoert i 1978 for at retfaerdiggoere det system, hvorefter medlemmerne stillede personale til raadighed.

- Oprettelse af kunstige forbindelser med medlemsorganisationerne

115 For det femte foerer det aktuelle ansaettelsessystem i et stort antal tilfaelde (30 af 70 sagsoegere befinder sig i den situation) til oprettelse af kunstige forbindelser mellem en forsker og en medlemsorganisation ved JET, med hvilken forskeren ikke havde nogen kontakt, foer han blev udvalgt inden for projektets rammer. Forbindelsen med det paagaeldende medlem bliver en ren formssag - uden at det herved er noedvendigt at traeffe afgoerelse vedroerende spoergsmaalet, om denne praksis er i overensstemmelse med ordlyden af vedtaegternes artikel 8.1, 8.4, 8.5 og 8.8 - naar »returbilletterne« rent faktisk udstedes af virksomheder eller organer uden for projektet og blot »undertegnes« af det paagaeldende JET-medlem. Ifoelge Kommissionens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten befandt 39 ud af 117 midlertidigt ansatte placeret ved projektet i februar 1996 sig i denne situation.

116 Det fremgaar af de ovenstaaende betragtninger i deres helhed, at den politik, som bestaar i at begunstige loesningen, hvorefter medlemmerne af faellesforetagendet stiller personale til raadighed, ved at kraeve af enhver ansoeger, at han eller hun finder en medlemsorganisation, som accepterer at stille ansoegeren til raadighed for JET, ikke laengere tilgodeser det oenske, som Domstolen identificerede i Ainsworth-dommens praemis 23, om at give samtlige medarbejdere ved JET en sikkerhed for fortsat beskaeftigelse efter projektets afslutning.

117 Henset til alle disse faktorer maa det konkluderes, at der ikke laengere foreligger nogen af de faktiske omstaendigheder, Domstolen lagde til grund for sin konklusion om, at den ved JET-vedtaegterne indfoerte forskelsbehandling var objektivt begrundet. Det maa i oevrigt paapeges, at Domstolen ikke skulle udtale sig om den forskelsbehandling, som var knyttet til karriereudsigterne og sikkerheden for beskaeftigelse, der ikke var tvist om i Ainsworth-dommen.

D - Retsvirkningerne af udviklingen i de faktiske omstaendigheder efter Ainsworth-dommen

118 Retten skal fastslaa, at i betragtning af, hvorledes situationen har udviklet sig, er den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling ikke laengere objektivt begrundet paa grundlag af de faktorer, Domstolen lagde til grund i Ainsworth-dommen (jf. ovenfor, praemis 81-117). Det er foelgelig et spoergsmaal, om Retten i forbindelse med paadoemmelsen af en ulovlighedsindsigelse fremsat efter Euratom-traktatens artikel 156 (EF-traktatens artikel 184) paa grundlag af aendrede retlige og faktiske omstaendigheder kan underkende en bestemmelse, som Domstolen tidligere har anset for lovlig ved vedtagelsen. Dette aspekt af sagerne er isaer blevet fremhaevet af intervenienten, som har baseret sin argumentation paa legalitetsprincippet og princippet om retssikkerhed.

119 Hensyntagen til og paakendelse af et saadant sideaspekt udelukkes i sig selv ikke af det ved traktaten indfoerte lovgivningssystem eller judicielle system. Det forhold, at Euratom-traktatens artikel 156 (EF-traktatens artikel 184) giver enhver part i en retstvist ret til uden tidsbegraensning ex tunc at paaberaabe sig ulovligheden af en forordning fra Raadet eller Kommissionen under en tvist, der angaar den paagaeldende forordning, indebaerer saa meget desto mere for parten en ret til som et bispoergsmaal at goere en ulovlighed gaeldende ex nunc. Da vedtaegterne i denne sag er blevet vedtaget af Raadet ved en afgoerelse og ikke ved en formelig forordning, maa det tilfoejes, at Euratom-traktatens artikel 156 (EF-traktatens artikel 184) ifoelge fast retspraksis er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag med henblik paa at opnaa annullation af en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfaegte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfaegtede beslutning, ogsaa selv om parten ikke var befoejet til i medfoer af Euratom-traktatens artikel 146 (EF-traktatens artikel 173) at rejse direkte soegsmaal mod de naevnte retsakter, hvis retsvirkninger parten saaledes er omfattet af, uden at have vaeret i stand til at anlaegge sag om ophaevelse af dem (Domstolens dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, og af 19.1.1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 195). Lovligheden af en anfaegtet individuel retsakt skal bedoemmes efter de faktiske og retlige omstaendigheder paa det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (Domstolens dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321), og det er derfor ogsaa dette tidspunkt, som er afgoerende for Faellesskabets retsinstansers bedoemmelse af lovligheden af den retsakt i form af forordning, der er hjemmel for den individuelle retsakt; tidspunktet for vedtagelsen af den generelle retsakt har ikke betydning.

120 Det fremgaar i oevrigt af Ainsworth-dommen, at Domstolen i visse paa davaerende tidspunkt bestaaende retlige og faktiske faktorer fandt en objektiv begrundelse for den omtvistede forskelsbehandling. Retten formoder ikke, at Domstolen ville have fulgt det samme raesonnement, saafremt disse faktorer havde vaeret anderledes.

121 Det maa tillige paapeges, at den almindelige grundsaetning om ligebehandling, som er ét af faellesskabsrettens grundlaeggende principper, er til hinder for at behandle ensartede situationer forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet (Ainsworth-dommen, praemis 33; jf. senest Rettens dom af 14.9.1995, sag T-571/93, Lefevbre m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2379, praemis 78). Da enhver forskelsbehandling saaledes antager karakter af en undtagelse, der fraviger et grundlaeggende faellesskabsretligt princip, maa det uden videre antages, at den ikke laengere kan anses for gyldig - selv om den regel, der indfoerer den, ikke udtrykkeligt har begraenset dens varighed - efter at de omstaendigheder, som retfaerdiggjorde dem, ikke laengere foreligger (jf. vedroerende anvendelsen af disse principper Domstolens dom af 28.6.1984, sag 36/83, Mabanaft, Sml. s. 2497, isaer praemis 34).

122 Dette gaelder saa meget mere, naar den begraensede varighed af en bestemt situation som i den konkrete sag er en af de faktorer, der er taget i betragtning for objektivt at begrunde en form for uligelig behandling. Det maa derfor i ganske saerlig grad paases, at naevnte situation ikke fortsaettes ubehoerigt ud over den varighed, som blev anset for rimelig ved udgangspunktet. Ved en saadan eventualitet paahviler det reglens ophavsmand paa ny at vurdere sin oprindelige bedoemmelse.

123 Der foreligger her ingen modsigelse med det faellesskabsretlige legalitetsprincip, der, selv om det indebaerer, at de retsundergivne kan anfaegte forordningers gyldighed ad rettens vej, ogsaa indebaerer, at alle Faellesskabets retssubjekter er forpligtet til at anerkende, at forordninger i fuldt omfang er gyldige, indtil deres ugyldighed er fastslaaet af en kompetent domstol (jf. ovennaevnte Granaria-dom). Saaledes kraevede Faellesskabets legalitetsprincip her i sagen ganske vist af sagsoegte, at man fortsat anvendte JET's vedtaegter, selv efter at de efter sagsoegernes opfattelse var blevet ulovlige som foelge af, at de objektive begrundelser for den forskelsbehandling, de havde indfoert, ikke laengere forelaa. Legalitetsprincippet kan dog ikke anvendes til at afskaere sagsoegerne fra deres ret til at gaa til Faellesskabets retsinstanser med en indsigelse, der munder ud i et krav om underkendelse af disse vedtaegter, ikke ab initio, men efter en given aendring af omstaendighederne.

124 Selv om det, som Raadet goer gaeldende, maatte antages, at legalitetsprincippet og princippet om retssikkerhed er til hinder for, at Retten i betragtning af en aendring af de faktiske og retlige faktorer, som ved dannelsen af faellesforetagendet JET objektivt begrundede den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling, kan kende disse uanvendelige for fremtiden, vedroerer en saadan hindring under alle omstaendigheder kun den oprindelige periode paa 12 aar, der var forudset i artikel 1 den ovennaevnte afgoerelse 78/471 og i artikel 19 i vedtaegterne, der er vedlagt afgoerelsen som bilag.

125 Forholdet er jo det, at faellesforetagendet JET, saafremt det ikke var blevet forlaenget, ville vaere ophoert den 30. maj 1990 i overensstemmelse med artikel 1 i den ovennaevnte afgoerelse 78/471 og vedtaegternes artikel 19. Afgoerelse 88/447, der er naevnt ovenfor, hvorved Raadet forlaengede faellesforetagendets varighed med 31 maaneder og den samtidige gennemfoerelse af dets vedtaegtsmaessige regler om organisation og funktion, har foelgelig affoedt selvstaendige retsvirkninger (jf. Domstolens dom af 29.6.1995, sag C-135/93, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1681, praemis 25-30). Det samme gaelder for afgoerelse 91/677 og 96/305, der er naevnt ovenfor, og som senere forlaengede JET's varighed.

126 En af de selvstaendige retsvirkninger ved disse afgoerelser var bevarelsen af det ved JET gaeldende system til ansaettelse og placering af personale. Herved bemaerkes, at bevarelsen af dette system, som slet ikke er en noedvendig foelge af afgoerelsen om at forlaenge JET's levetid, selv er fremkommet ved en ny udoevelse fra Raadets side af dets befoejelse til at udoeve et faktisk og retligt skoen, saaledes som Raadet selv udtrykkeligt har erkendt i punkt 19 i interventionsindlaegget, hvori Raadet fremhaever, at »i tilfaelde af, at Raadet forelaegges et forslag til forlaengelse af JET-projektet, kan det afgoere, om forlaengelsen begrunder en revision af det i vedtaegternes artikel 8 fastsatte ansaettelsessystem«.

127 Det bemaerkes, at annullationssoegsmaal ifoelge Domstolens faste praksis, paa betingelserne efter Euratom-traktatens artikel 146 (EF-traktatens artikel 173), boer kunne anvendes mod enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at affoede retsvirkninger, uanset dens karakter eller form (Domstolens dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Raadet, Sml. 19971, s. 41, org. ref.: Rec. s. 263, praemis 42, og dom i sagen Spanien mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 20). Da der, som i den foreliggende sag, er tale om institutionelle bestemmelser eller om bestemmelser af almengyldig karakter, som andre retssubjekter end institutionerne og medlemsstaterne ikke er kompetente til at soege proevet ved et direkte soegsmaal, og hvis foelger de rammes af, uden at have vaeret i stand til at kraeve dem annulleret, kan deres gyldighed anfaegtes af de paagaeldende retssubjekter paa de betingelser, der opstilles i Euratom-traktatens artikel 156 (EF-traktatens artikel 184), med henblik paa at opnaa annullation af en beslutning, der beroerer dem umiddelbart og individuelt, og som de ovennaevnte bestemmelser er hjemmel for (dommen i sagen Simmenthal mod Kommissionen og i sagen Andersen m.fl. mod Parlamentet, naevnt ovenfor).

128 Heraf foelger, at sagsoegerne ud fra ethvert synspunkt maa anses for kompetente til, til stoette for deres paastande om annullation af de anfaegtede afgoerelser, at rejse indsigelse mod gyldigheden af de paa hinanden foelgende afgoerelser, ved hvilke Raadet forlaengede varigheden af JET's eksistens, og i ganske saerlig grad mod en af de retsvirkninger, der er affoedt af de naevnte afgoerelser, nemlig bevarelsen af det system med udvaelgelse, placering og ledelse af personalet, som gaelder ved JET, herunder den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling. En saadan indsigelse kan ikke opfattes som et indgreb i retssikkerhedsprincippet, eftersom den kun angaar de selvstaendige retsvirkninger af afgoerelsen om forlaengelse, uden at man paa nogen maade paa ny, i lyset af en ny retlig bedoemmelse, anfaegter lovligheden og virkningerne af den situation, som bestod forinden.

129 I den foreliggende sag finder Retten, at selv om den ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 indfoerte forskelsbehandling endnu kunne vaere begrundet, indtil varigheden af JET blev forlaenget med 31 maaneder ved den ovennaevnte afgoerelse 88/447, var dette ikke laengere tilfaeldet, da Raadet den 19. december 1991 (altsaa paa en dato, der ligger foer den administrative klagesag og naervaerende soegsmaal) paa ny forlaengede JET's varighed for fire aar indtil den 31. december 1996 ved den ovennaevnte afgoerelse 91/677.

130 I saa henseende skal Retten bemaerke, at aftalen om den stoette, der paahviler vaertsorganisationen, blev aendret i 1988, at UKAEA via sin formand lod vide, at man ikke laengere modsatte sig, at Kommissionen allerede fra den 17. oktober 1989 ansatte det ved JET tjenestegoerende UKAEA-personale, at Kommissionen fra ultimo 1988 afgav forsikringer om, at det midlertidige EF-personale ved JET fremtidig var sikret arbejde, at sammenbruddet af »returbillet«-systemet allerede var aabenbart i 1990, saaledes som det klart fremgaar af bilagene til det i februar 1990 til Parlamentet indgivne andragende, og at Parlamentet den 10. december 1991 forelagde Raadet et forslag til lovgivning, hvori der gjordes indsigelse mod gyldigheden af det ved JET gaeldende ansaettelsessystem (jf. praemis 15 ovenfor). Desuden fremgaar det klart af konklusionerne fra Pandolfi-panelets rapport, som blev offentliggjort den 16. september 1992, at vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, ligesom »returbillet«-systemet, ikke laengere forekom rimelige efter opfattelsen hos de fire uafhaengige sagkyndige i panelet, og at de sagkyndige fandt, at vedtaegterne burde aendres ad lovgivningsvejen. Dette synspunkt blev i det vaesentlige godkendt af JET's personale og direktion, UKAEA's personale og direktion samt af Kommissionen og Parlamentet. Alene JET-raadet afviste at foelge sagen op paa det grundlag, men ganske uden begrundelse. Under hensyn til de oplysninger, der kan have foreligget for Pandolfi-panelet, finder Retten, at panelets konstateringer og konklusioner allerede havde gyldighed den 19. december 1991, da Raadet forlaengede det ansaettelsessystem, der var fastsat i vedtaegternes artikel 8.

131 Det fremgaar af de ovenstaaende bemaerkninger, at bestemmelserne i vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, saaledes som de er blevet opretholdt ved den ovennaevnte afgoerelse 91/677 og senere ved den ovennaevnte afgoerelse 96/305, i det mindste fra den 19. december 1991 medfoerte en forskelsbehandling uden objektiv begrundelse og derfor ulovlig, navnlig hvad angaar udsigten til tjenestemandsansaettelse ved Faellesskaberne, mellem to grupper af JET-ansatte alt efter, hvilken medlemsorganisation der stiller den paagaeldende ansatte til raadighed for faellesforetagendet.

132 Sagsoegerne goer imidlertid gaeldende, at vedtaegterne, saaledes som de for tiden er affattet, giver Kommissionen hjemmel til at ansaette dem i midlertidige stillinger som »andet personale« paa grundlag af artikel 8.5, hvilket efter deres opfattelse er tilstraekkeligt til at raade bod paa den saaledes konstaterede uligelige behandling. Med henblik paa en saadan ansaettelse henvendte de sig i oevrigt oprindelig til ansaettelsesmyndigheden (jf. punkt 3 i bilag 2 til deres klage efter artikel 73 i ansaettelsesvilkaarene for de oevrige ansatte ved De Europaeiske Faellesskaber og artikel 90 i tjenestemandsvedtaegten), og det er tillige i overensstemmelse hermed, at de principalt har nedlagt paastand om annullation af afgoerelserne om at afvise deres krav. Ligeledes har Raadet, der er ophavsmand til JET-vedtaegterne, i interventionsindlaegget gjort gaeldende, og har gentaget dette i retsmoedet i besvarelse af et spoergsmaal fra Retten, at der efter Raadets opfattelse ikke i vedtaegterne findes nogen hindring af retlig karakter for, at sagsoegerne ansaettes paa de vilkaar, de kraever.

133 Det maa foelgelig afklares, om vedtaegterne faktisk afgiver hjemmel for ansaettelse som »andet personale« paa grundlag af artikel 8.5 af personer, der som sagsoegerne allerede er blevet stillet til raadighed for projektet af UKAEA. Hvis dette viser sig at vaere tilfaeldet, maa det fastslaas, at vedtaegterne indeholder en mekanisme, som i det mindste delvis kan raade bod paa den forskelsbehandling, de indfoerer. Retten finder, at den omstaendighed, saafremt den kan antages at foreligge, muligvis vil kunne betyde, at Retten kan undgaa at kende vedtaegterne ulovlige af de allerede fremlagte grunde.

E - Lovligheden af de anfaegtede afgoerelser

134 I punkt 10 i hver enkelt af de anfaegtede afgoerelser har sagsoegte udtalt, at ansaettelsen af sagsoegerne som midlertidigt ansatte vil stride mod vedtaegternes artikel 8.4, der bestemmer, at medarbejdere, som stilles til raadighed af vaertsorganisationen, forbliver i vaertsorganisationens ansaettelse. I afgoerelsernes punkt 11 tilfoejes det, at sagsoegerne i medfoer af vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 skal sige op ved UKAEA og af en anden medlemsorganisation vaere ansat og placeret ved JET, saafremt de oensker at vaere ansat ved Kommissionen som midlertidigt ansatte. Tillige henviser sagsoegte (i punkt 12) til JET-raadets afvisning af at ivaerksaette anbefaling nr. 1 i rapporten fra Pandolfi-panelet og (i punkt 13 og 14) til de af UKAEA gentagne gange fremsatte loefter over for den del af personalet, som arbejder ved JET. I de skriftlige indlaeg tilfoejer sagsoegte, at ansaettelsen af sagsoegerne som »andet personale« vil skabe en ny forskelsbehandling, denne gang til ugunst for de ansatte, der er stillet til JET's raadighed af andre medlemmer end UKAEA, og at en saadan udvidelse vil vaere oedelaeggende for det ved vedtaegterne indfoerte ansaettelsessystem.

135 Sagsoegerne har paa deres side i det vaesentlige gjort gaeldende, at ingen vedtaegtsbestemmelse formelt forbyder at ansaette dem som »andet personale«, men at de tvaertimod har ret til en saadan ansaettelse, da denne er den eneste maade, hvorpaa de former for forskelsbehandling, som de er ramt af, kan bringes til ophoer.

136 Det er Rettens opfattelse, at ingen vedtaegtsbestemmelse vel udtrykkeligt og utvetydigt forbyder princippet om ansaettelse som »andet personale« efter artikel 8.5 af personer, der som sagsoegerne allerede er stillet til raadighed for projektet af UKAEA, men forholdet er dog ikke desto mindre det, at vedtaegternes almindelige opbygning og selve ordlyden af bestemmelserne foerer til den konklusion, at en saadan ansaettelse ikke kan komme paa tale, uden at der alvorligt gribes ind i det system med ansaettelse og ledelse af personale, som er indfoert ved de naevnte vedtaegter.

137 Begrebet »andet personale« i vedtaegternes artikel 8.5 skal saaledes fortolkes med reference til artikel 8.1, der bestemmer, at projektgruppen bestaar af medarbejdere, der kommer fra medlemmerne af faellesforetagendet, som omhandlet i artikel 8.3, og af »andre ansatte«. Der staar i disse bestemmelser intet om den operation, ved hvilken en ansat i projektgruppen, der er stillet til raadighed af UKAEA, siger op ved denne organisation med det ene formaal at blive ansat af Kommissionen som »andet personale«.

138 Som Kommissionen desuden med rette har gjort gaeldende, gaar den af sagsoegerne foreslaaede fortolkning af vedtaegterne under alle omstaendigheder imod selve det princip, der er grundlaget for det system med ansaettelse og ledelse af personalet, som for tiden gaelder ved JET, nemlig dannelse og opretholdelse af to adskilte personalekategorier alt efter, hvilket medlem der stiller de ansatte til raadighed.

139 Heraf foelger, at vedtaegternes artikel 8.4. og 8.5 i deres nuvaerende affattelse ikke kan fortolkes saaledes, at de giver hjemmel for at ansaette sagsoegerne som »andet personale« efter betydningen i disse bestemmelser.

140 Det maa desuden fastslaas, at JET-raadet og JET-direktionen har vedtaget tillaegsregler eller ad hoc-regler med henblik paa at imoedegaa enhver mulighed for en saadan ansaettelse (jf. i saa henseende gennemgangen af tillaegsbestemmelsernes artikel 9.1 og af reglen om »forudgaaende opsigelse«, som Retten har foretaget i den dags dato afsagte dom i den sideloebende sag Stott mod Kommissionen, sag T-99/95). Den forskelsbehandling, der er indfoert ved vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, forstaerkes saaledes ved indgriben af komplementaere mekanismer, hvis formaal det er at hindre, at der paa nogen maade kan raades bod herpaa.

141 Under disse omstaendigheder maa Retten fastslaa ulovligheden af vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5, af tillaegsbestemmelserne om gennemfoerelse heraf og af de administrative regler, der skal goere dem virksomme, i det omfang, hvori de indfoerer eller bidrager til at opretholde en forskelsbehandling, der ikke er objektivt begrundet og derfor er ulovlig, isaer hvad angaar udsigterne til ansaettelse under Faellesskabernes tjenestemandssystem, mellem to grupper af ansatte ved JET alt efter, hvilken medlemsorganisation der stiller den paagaeldende ansatte til raadighed for faellesforetagendet.

142 Retten kan saaledes tiltraede den af sagsoegerne subsidiaert rejste ulovlighedsindsigelse i henhold til Euratom-traktatens artikel 156 og i denne sag kende bestemmelserne i vedtaegternes artikel 8.4 og 8.5 uanvendelige i det omfang, det angives i praemis 131 og 141 ovenfor. Det samme gaelder tillaegsbestemmelserne og reglen om »forudgaaende opsigelse«, da de er en del af den samme ulovlighed.

143 Da disse bestemmelser ikke kan vaere retlig hjemmel for de anfaegtede afgoerelser, maa det til slut undersoeges, om man med disse gyldigt har kunnet afvise de af sagsoegerne fremsatte krav af en af de andre grunde, der omtales i praemis 134 ovenfor.

144 Hvad i foerste raekke angaar JET-raadets modstand mod at ivaerksaette anbefaling nr. 1 i Pandolfi-panelets rapport er denne klart ikke en grund, som sagsoegte legitimt kunne anvende til at afskaere sagsoegernes krav, da JET-raadet ikke kan fritage nogen fra at gennemfoere faellesskabsretten. Det paahvilede derimod Kommissionen at paase, at JET-raadet strikte overholdt faellesskabsrettens grundlaeggende principper, hvorved bemaerkes, at JET er et faellesforetagende, der for mere end 80%'s vedkommende finansieres af EF-midler, og som taeller Euratom blandt sine medlemmer. I Ainsworth-dommen paalagde Domstolen Kommissionen det retlige ansvar for JET-direktionens handlinger (jf. praemis 19-27).

145 Med hensyn til argumentet om, at ansaettelsen af sagsoegerne som »andet personale« vil skabe ny forskelsbehandling, nu til ugunst for de ansatte, der er stillet til raadighed af andre medlemmer af JET end UKAEA, medmindre ogsaa dette personale faar adgang hertil, finder Retten det irrelevant, eftersom det som en hypotese tager sigte paa en ansaettelsesform, hvorom Retten allerede har fastslaaet, at den ikke stod aaben for sagsoegerne. Det vil under alle omstaendigheder paahvile de involverede institutioner at hindre dannelse af en ny form for uligelig behandling, der ikke er objektivt begrundet, naar de skal traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at opfylde denne dom i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 149.

146 Det fremgaar af de ovennaevnte bemaerkninger, at ingen af de grunde, som de anfaegtede afgoerelser hviler paa, kan goere dem lovlige. De paagaeldende afgoerelser vil derfor vaere at annullere.

V - Erstatningspaastandene

147 Erstatningspaastandene (paastandenes punkt 7 og 8) blev allerede fremsat i sagsoegernes klager efter tjenestemandsvedtaegtens artikel 90, stk. 2, som var rettet mod bebyrdende akter, nemlig de stiltiende afgoerelser om at afvise sagsoegernes krav om ansaettelse som midlertidigt ansatte ved Faellesskabet. Under disse omstaendigheder maa erstatningspaastanden anses for fremsat paa grundlag af Euratom-traktatens artikel 152 (EF-traktatens artikel 179) samt tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 og 91, hvis bestemmelser er blevet overholdt. Foelgelig kan disse paastande principielt behandles i realiteten.

148 Det maa imidlertid praeciseres, at spoergsmaalet om realitetsbehandling af erstatningspaastanden er begraenset til erstatningen for den skade, som direkte relaterer sig til den omtvistede bebyrdende akt, dvs. de stiltiende afgoerelser om at afvise de oprindelige krav om ansaettelse af sagsoegerne som midlertidigt ansatte ved Kommissionen, hvilke blev rejst i januar 1993 af sagsoegerne Altmann m.fl. og i september/oktober 1993 af sagsoegerne Casson m.fl. Disse sager maa derfor afvises, da sagsoegerne ikke har overholdt den administrative procedure i to etaper, der er fastsat i tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 og 91, i det omfang, hvori sagen tager sigte paa erstatning for skade opstaaet som foelge af en adfaerd fra Kommissionen, der er uafhaengig af de omtvistede bebyrdende akter, nemlig afvisningen af de oprindelige krav (jf. senest Rettens dom af 1.12.1994, sag T-54/92, Schneider mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 887, og Rettens kendelse af 11.5.1995, sag T-569/93, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 305, praemis 25).

149 Med hensyn til sagsoegernes mulighed for ogsaa at paaberaabe sig Euratom-traktatens artikel 188, stk. 2, og EF-traktatens artikel 215, stk. 2, som hjemmel for soegsmaalene maa det paapeges, at en mellem en tjenestemand og hans nuvaerende eller tidligere institution verserende tvist, der drejer sig om skadeserstatning og hidroerer fra det ansaettelsesforhold, som knytter den paagaeldende til institutionen, er omfattet af Euratom-traktatens artikel 152 (EF-traktatens artikel 179) og vedtaegtens artikel 90 og 91, hvorfor den, saerlig hvad angaar antagelsen til realitetsbehandling, hverken falder ind under Euratom-traktatens artikel 151 eller 188 (EF-traktatens artikel 178 eller 215) (Domstolens dom af 22.10.1975, sag 9/75, Meyer-Burckhart mod Kommissionen, Sml. s. 1171, og af 17.2.1977, sag 48/76, Reinarz mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 291, paa s. 297). Da kompetencen for Faellesskabets retsinstanser i relation til personer, der goer krav paa status som tjenestemand eller ansat, bortset fra lokalt ansat, ved Faellesskaberne, hviler paa Euratom-traktatens artikel 152 (EF-traktatens artikel 179) (Domstolens dom af 11.3.1975, sag 65/74, Porini m.fl. mod Euratom m.fl., Sml. s. 319, og ovennaevnte Ainsworth-dom), bestaar ogsaa den kompetence, saaledes som det fremgaar af artiklen, med de begraensninger og paa de betingelser, der er fastsat i vedtaegten, eller som fremgaar af de for disse ansatte gaeldende ansaettelsesvilkaar ved Faellesskaberne (jf. i denne retning generaladvokat Mischo's forslag til afgoerelse i Ainsworth-sagen, Sml. 1987, s. 196-201). Da sagsoegerne tillige ved at indgive en anmodning og en klage har fulgt fremgangsmaaden efter tjenestemandsvedtaegtens artikel 90 og 91, maa bedoemmelsen af spoergsmaalet, om sagerne kan antages til realitetsbehandling, derfor foretages paa grundlag af disse bestemmelser (dommen i den ovennaevnte sag Meyer-Burckhart mod Kommissionen, praemis 8).

150 Hvad angaar argumentet om, at Raadet - ikke Kommissionen - udstedte den ovennaevnte afgoerelse 78/471 om oprettelsen af JET og fastsaettelsen af dets vedtaegter, kan det ikke anvendes for at modsaette sig sagsoegernes ret til direkte at sagsoege den institution, hvorfra den for dem bebyrdende akt hidroerer. Det fremgaar saaledes af Euratom-traktatens artikel 184, at alene Faellesskabet har status som juridisk person (jf. tillige Euratom-traktatens artikel 152 og artikel 188, stk. 2, som udelukkende naevner Faellesskabet, ikke dets institutioner). Selv om retsplejehensyn i Faellesskabets retssystem i tilfaelde, hvor Faellesskabet ifalder ansvar som foelge af en af dets institutioners handlinger, tilsiger, at det repraesenteres for Domstolen af den eller de institutioner, som det ansvarspaadragende forhold laegges til last (Domstolens dom af 13.11.1973, forenede sager 63/72-69/72, Werhahn Hansamuehle m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1229, praemis 7, og af 9.11.1989, sag 353/88, Briantex og Di Domenico mod Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kommissionen, Sml. s. 3623, praemis 7), vil denne omstaendighed ikke kunne medfoere afvisning af et erstatningssoegsmaal, naar dette er snaevert forbundet med et annullationssoegsmaal, der selv kan paakendes.

151 Hvad angaar realiteten maa det foerst klarlaegges, om Faellesskabet har paadraget sig ansvar som foelge af, at Raadet har udstedt ulovlige retsakter, der herefter er blevet gennemfoert af Kommissionen.

152 Som sagsoegte med rette har anfoert, er JET-vedtaegterne en del af en lovgivningsakt, nemlig den ovennaevnte afgoerelse 78/471, som er blevet aendret ved de ovennaevnte afgoerelser 88/447, 91/677 og 96/305. For saa vidt som erstatningspaastandene hviler paa en paastand om, at disse vedtaegter er ulovlige, foelger det af Domstolens faste praksis, at en saadan ulovlighed ikke i sig selv er tilstraekkelig til at paadrage Faellesskabet ansvar. I et saadant tilfaelde paadrages der kun ansvar, saafremt der foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private (Domstolens dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, Bayerische HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, praemis 4, 5 og 6, af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2955, praemis 9, og af 5.12.1979, sag 143/77, Koninklijke Scholten Honig mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3583, praemis 10). Retten finder, at principperne fra denne retspraksis analogt maa finde anvendelse i den konkrete sag, som henhoerer under omraadet for personalesager i Faellesskabet, hvorved der isaer maa henses til det vide skoen, institutionerne har, naar de ved generelle regler skal fastsaette bestemmelserne om oprettelse og funktion af de faellesforetagender, der kan konstitueres ifoelge Euratom-traktatens afdeling II, kapitel 5. Det foelger heraf, at Faellesskabet i denne sag kun kan kendes ansvarligt, saafremt den paagaeldende institution aabenbart og groft har tilsidesat de graenser, der gaelder for institutionens udoevelse af sine befoejelser.

153 Det grundlaeggende princip om ligebehandling er med sikkerhed en hoejere retsregel til beskyttelse af private (jf. ovennaevnte dom i sagen Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen, praemis 11, samt Domstolens dom af 4.10.1979, forenede sager 64/76, 113/76, 167/78, 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Dumortier frères m.fl. mod Raadet, Sml. s. 3091, og af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061).

154 Retten finder ikke desto mindre, at kraenkelsen af dette princip, som er en foelge af vedtaegterne, konkret ikke er tilstraekkeligt kvalificeret til at kunne paadrage Faellesskabet ansvar. Det maa herved fremhaeves, at den forskelsbehandling, sagsoegerne klager over, var objektivt begrundet i den oprindelige sammenhaeng ved oprettelsen af faellesforetagendet, og at dens gyldighed blev bekraeftet af Domstolen i Ainsworth-dommen i 1987. Som anfoert i praemis 130 ovenfor var Raadet vel i stand til fra december 1991 at konstatere, at der var indtraadt aendrede omstaendigheder, som det burde have taget i betragtning ved udstedelsen af den ovennaevnte afgoerelse 91/677, eftersom de paagaeldende omstaendigheder fjernede grundlaget for Domstolens raesonnement i Ainsworth-sagen. Naar der henses dels til den autoritet, Domstolens domme har i Faellesskabets retsorden, og dels til det vide skoen, som tilkommer institutionerne med henblik paa, hvorledes faellesforetagenderne skal indrettes og fungere, finder Retten alligevel, at Raadet ikke aabenbart og groft har tilsidesat de graenser, der gaelder for udoevelsen af dets retsfastsaettende befoejelser, i og med, at det ulovligt bevarede det ved vedtaegternes artikel 8 indfoerte ansaettelsessystem. Under de ganske saerlige omstaendigheder i denne sag, hvor institutionerne delvis har kunnet henvise til Ainsworth-dommens autoritet i en kompliceret faktisk sammenhaeng, der udviklede sig til stadighed, maa det i hvert fald antages, at deres adfaerd ikke kan vaere ansvarspaadragende for Faellesskabet indtil datoen for afsigelsen af naervaerende dom, hvori det fastslaas, at de objektive begrundelser for den forskelsbehandling, Domstolen antog i naevnte Ainsworth-dom, ikke laengere foreligger.

155 De samme grunde foerer til at antage, at den Kommissionen foreholdte adfaerd ikke kan paadrage Faellesskabet ansvar i det omfang, hvori den administrativt skrider til gennemfoerelse af vedtaegterne. Retten skal i oevrigt paapege, at Kommissionen med foeje antog, at vedtaegterne med deres nuvaerende formulering ikke i sig selv giver hjemmel for at ansaette sagsoegerne som »andet personale« efter vedtaegternes artikel 8.5.

156 Det fremgaar af ovenstaaende betragtninger, at sagsoegte maa frifindes for paastandene om erstatning.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

157 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa ét eller flere punkter, eller hvor der foreligger saerlige grunde. Ifoelge samme reglements artikel 88 baerer institutionerne selv deres egne omkostninger i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte.

158 Da sagsoegte har tabt sagerne paa deres vaesentligste punkter, og idet der ligeledes tages hensyn til de saerlige omstaendigheder, som har foert til frifindelse for erstatningspaastandene, finder Retten, at en retfaerdig anvendelse af disse principper maa foere til at paalaegge sagsoegte at betale sagsoegernes omkostninger ud over sine egne omkostninger. I medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 5, og idet der ikke er nedlagt saerlige paastande fra parternes side paa dette punkt, maa det dog bestemmes, at sagsoeger nr. 26 i sag T-177/94, D. Hurford, baerer sine egne omkostninger.

159 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer intervenienten sine egne omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Afdeling)

1) Det tages til efterretning, at sagsoeger nr. 26 i sag T-177/94, D. Hurford, har haevet sagen. Sag T-177/94 slettes for hans vedkommende af registeret.

2) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskabers afgoerelser om ikke at ansaette de oevrige sagsoegere i midlertidige EF-stillinger, henholdsvis af 14. januar og 16. september 1994, annulleres.

3) I oevrigt frifindes Kommissionen.

4) Kommissionen betaler sagsoegernes omkostninger, bortset fra D. Hurford's omkostninger, og sine egne omkostninger. D. Hurford og intervenienten baerer hver isaer deres egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy