Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Konkurrence - faellesskabsregler - overtraedelse begaaet af et datterselskab - moderselskabet ansvarligt - betingelser
2 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning, hvorved der paalaegges flere virksomheder boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne
(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 15)
3 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - den relevante omsaetning - referenceaar - ligebehandling
(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
Sammendrag
1 Kommissionen er berettiget til at goere et moderselskab, der repraesenterer en koncern af selskaber, ansvarligt for den konkurrencebegraensende adfaerd, et af dets datterselskaber har udvist, saafremt der foreligger udtrykkelige beviser for, at moderselskabet har vaeret aktivt involveret i datterselskabets konkurrencebegraensende handlinger. Dette er tilfaeldet, saafremt et medlem af moderselskabets direktion har deltaget som repraesentant for sit datterselskab i moeder i organer, der foerer konkurrencebegraensende droeftelser, og endog har ledet moederne i kartellets centrale organ.
Kommissionen kan ogsaa goere moderselskabet ansvarligt for den adfaerd, der er udvist af et andet datterselskab, som selv har deltaget i visse af disse organers moeder, saafremt moderselskabet, i og med at det har vaeret involveret i et af sine datterselskabers deltagelse i de konkurrencebegraensende handlinger, ogsaa noedvendigvis maa have vaeret bekendt med og godkendt dette andet datterselskabs deltagelse i den overtraedelse, det foerstnaevnte datterselskab havde andel i.
2 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.
Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.
Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel.
Endelig skal begrundelsen for en beslutning findes i selve beslutningens tekst, og efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen kan ikke tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder.
Naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.
3 I forbindelse med fastsaettelsen af de individuelle boeder, der skal paalaegges flere virksomheder for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, kraever ligebehandlingsprincippet, at Kommissionen anvender de beroerte virksomheders omsaetning i samme referenceaar.
Parter
I sag T-309/94,
NV Koninklijke KNP BT, Amsterdam, ved advokaterne Tom R. Ottervanger og Francis Herbert, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Zeyen, 56-58, rue Charles Martel,
sagsoeger,
mod
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Richard Lyal og Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsoegt,
angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),
har
DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
(Tredje Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,
justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,
paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.
2 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af EF's konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.
3 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.
4 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.
5 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.
6 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
7 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.
8 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:
»Artikel 1
Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik AS, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse
- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990
- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991
- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990
- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991
i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF
- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen
- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta
- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF
- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden
- i stigende grad siden begyndelsen af 1990 traf samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger
- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.
...
Artikel 3
Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:
...
ix) NV Koninklijke KNP BT NV, en boede paa 3 000 000 ECU
...«
9 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.
10 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).
11 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.
12 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.
13 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.
14 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.
15 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.
16 Sagsoegeren, NV Koninklijke KNP BT (herefter »KNP«), kontrollerede KNP Vouwkarton BV Eerbeek (herefter »KNP Vouwkarton«) 100% indtil den 1. januar 1990, hvor dette selskab blev overdraget til Mayr-Melnhof. Ifoelge beslutningen deltog KNP Vouwkarton, som udgjorde en af divisionerne i KNP's emballagekoncern, i moederne i PWG (indtil midten af 1988), JMC, PC og DOEU. I den periode, hvor selskabet deltog i moederne i PWG, ledede KNP Vouwkarton's repraesentant, som var formand for sagsoegerens emballagekoncern og medlem af sagsoegerens direktion, moederne i PWG og moederne i PC. Sagsoegeren blev gjort ansvarlig for KNP Vouwkarton's retsstridige adfaerd i perioden fra midten af 1986 til den 1. januar 1990.
17 KNP koebte ogsaa med virkning fra den 31. december 1986 den tyske emballageproducent Herzberger Papierfabrik Ludwig Osthushenrich GmbH & Co. KG, hvis filial Badische Kartonfabrik (herefter »Badische«) deltog i moederne i PC, JMC og DOEU. Badische deltog for sidste gang i JMC i maj 1989, og virksomheden trak sig officielt ud af PG Paperboard ved udgangen af samme aar. Da Badische imidlertid foretog prisforhoejelser efter at have forladt PG Paperboard, fandt Kommissionen, at virksomheden fortsat havde deltaget marginalt i kartellet indtil april 1991. Sagsoegeren blev gjort ansvarlig for Badische's deltagelse i kartellet.
Retsforhandlinger
18 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 1994.
19 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).
20 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
21 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).
22 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997 haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
23 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.
24 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.
25 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.
26 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.
27 Parterne i de i praemis 23 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.
Parternes paastande
28 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Beslutningen annulleres helt eller delvis.
- Boeden annulleres eller nedsaettes.
- Der traeffes de foranstaltninger, som Retten finder noedvendige.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
29 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Paastanden om annullation af beslutningen
Anbringenderne om en fejlvurdering, for saa vidt som sagsoegeren blev gjort ansvarlig for KNP Vouwkarton's og Badische's adfaerd, og om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 i denne forbindelse
Parternes argumenter
30 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen ikke opfylder begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190, for saa vidt som sagsoegeren goeres ansvarlig for KNP Vouwkarton's og Badische's deltagelse i kartellet.
31 Sagsoegeren har henvist til, at det i beslutningens betragtning 143 anfoeres, at koncernen, repraesenteret ved moderselskabet, blev gjort ansvarlig for handlinger foretaget af et datterselskab, saafremt mere end et selskab i en koncern havde deltaget i overtraedelsen, eller saafremt der forelaa udtrykkelige beviser for, at koncernens moderselskab havde vaeret involveret i datterselskabets deltagelse i kartellet. Det fremgaar imidlertid ikke klart af beslutningen, ud fra hvilket kriterium Kommissionen gjorde sagsoegeren ansvarlig for KNP Vouwkarton's og Badische's handlinger.
32 I det omfang Kommissionen anvendte det andet af de naevnte kriterier, nemlig at der forelaa udtrykkelige beviser for, at sagsoegeren havde vaeret involveret i deltagelsen i kartellet, burde de forhold, der beviste, at sagsoegeren var aktivt og direkte impliceret i datterselskabernes deltagelse i kartellet, have vaeret naevnt i beslutningen. I mangel af saadanne beviser kan sagsoegeren ikke anses for at have deltaget bevidst i kartellet.
33 Sagsoegeren finder i oevrigt, at Kommissionen har foretaget en fejlvurdering ved at goere selskabet ansvarligt for KNP Vouwkarton's og Badische's handlinger.
34 For saa vidt angaar KNP Vouwkarton's deltagelse i kartellet har sagsoegeren anfoert, at det medlem af sagsoegerens direktion, som (indirekte) var meddirektoer for KNP Vouwkarton og i denne egenskab deltog i moederne i PWG og PC, ikke deltog i nogen moeder i PG Paperboard's organer efter november 1988 (maj 1988 for saa vidt angaar PWG). Fra og med dette tidspunkt var enhver »personlig forbindelse« mellem sagsoegeren og kartellet saaledes afbrudt.
35 Under alle omstaendigheder blev enhver aktiv og direkte deltagelse fra sagsoegerens side i kartellet bragt til afslutning med salget af KNP Vouwkarton til Mayr-Melnhof-koncernen med virkning fra den 1. januar 1990.
36 Hvad angaar Badische har sagsoegeren anfoert, at selskabet ikke var aktivt og direkte impliceret i Badische's deltagelse i kartellet. Der er navnlig intet grundlag for at antage, at sagsoegerens direktionsmedlems deltagelse i moederne i PWG og PC ogsaa vedroerte Badische.
37 Badische handlede nemlig uafhaengigt paa markedet og deltog aldrig i kartellet paa grundlag af instrukser fra sagsoegeren. Det er derfor ikke berettiget at goere sagsoegeren ansvarlig for Badische's deltagelse (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, af 12.7.1979, forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2435, praemis 24, og af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865).
38 Over for anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 har Kommissionen gjort gaeldende, at beslutningens betragtning 149 giver en udtrykkelig begrundelse for, at sagsoegeren goeres ansvarlig for KNP Vouwkarton's og Badische's adfaerd. Det forhold, at direktoeren for sagsoegerens emballagekoncern deltog i moederne i PWG og PC, udgoer et klart bevis for, at der var en personlig forbindelse mellem sagsoegeren og kartellet.
39 For saa vidt angaar anbringendet om en fejlvurdering finder Kommissionen i relation til KNP Vouwkarton, at sagsoegerens direktionsmedlems deltagelse i moederne i PWG og PC viser, at sagsoegeren var underrettet om kartellet, at der var en meget direkte forbindelse mellem sagsoegeren og selskabets datterselskaber, og at sagsoegeren bidrog aktivt til datterselskabernes deltagelse i kartellet. Under disse omstaendigheder aendrer den blotte omstaendighed, at sagsoegerens direktionsmedlem efter 1988 ikke laengere ledede moederne i PWG og PC, intet ved, at der var en personlig forbindelse mellem sagsoegeren og kartellet.
40 Kommissionen har desuden anfoert, at sagsoegerens direktionsmedlems deltagelse i moederne i PWG og PC ogsaa udgoer en direkte forbindelse mellem selskabet og Badische's deltagelse i kartellet.
Rettens bemaerkninger
41 Det fremgaar af beslutningens betragtning 149, foerste afsnit, at KNP Vouwkarton var repraesenteret i PC og PWG af et medlem af sagsoegerens direktion, der tillige var formand for sagsoegerens emballagekoncern. Det praeciseres i samme betragtning, at »i betragtning af den paaviste forbindelse mellem kartellet og selve KNP boer denne beslutning rettes til hele KNP-koncernen hvad angaar tidsrummet foer [Mayr-Melnhof's] erhvervelse af KNP Vouwkarton pr. 1. januar 1990. (Med hensyn til tidsrummet efter erhvervelsen er [Mayr-Melnhof] ansvarlig for KNP Vouwkarton's fortsatte deltagelse)«.
42 Ifoelge betragtning 149, andet afsnit, var sagsoegeren »endvidere paa samtlige vaesentlige tidspunkter ejer (95%) af den tyske kartonproducent Herzbergerpapierfabrik, der omfattede Badische Kartonfabrik«. Kommissionen konkluderer paa den baggrund: »Med hensyn til Badische's deltagelse i kartellet vil denne beslutning derfor blive rettet til KNP.«
43 Det fremgaar saaledes tilstraekkelig klart af beslutningen, at denne blev rettet til sagsoegeren i medfoer af det kriterium, hvorefter beslutningen blev rettet til koncernen, repraesenteret ved moderselskabet, saafremt der forelaa udtrykkelige beviser for, at koncernens moderselskab havde vaeret involveret i datterselskabets deltagelse i kartellet [betragtning 143, nr. 2)]. Det bemaerkes herved, at beslutningen med henvisningen til det forhold, at et medlem af sagsoegerens direktion, som ogsaa var formand for sagsoegerens emballagekoncern, deltog i moederne i PWG og PC som repraesentant for KNP Vouwkarton, indeholder en tilstraekkelig angivelse af de forhold, der gav Kommissionen grundlag for at konkludere, at sagsoegeren havde vaeret involveret i deltagelsen i kartellet.
44 Anbringendet om en utilstraekkelig begrundelse for beslutningen kan derfor ikke tiltraedes.
45 Hvad angaar det andet anbringende bemaerkes, at Kommissionen med rette gjorde sagsoegeren ansvarlig for KNP Vouwkarton's og Badische's konkurrencebegraensende handlinger.
46 Det skal i denne forbindelse foerst bemaerkes, at sagsoegeren ikke har gjort gaeldende, at selskabet ikke kunne oeve afgoerende indflydelse paa KNP Vouwkarton's og Badische's handelspolitik.
47 Endvidere bemaerkes, at det er ubestridt, at et medlem af sagsoegerens direktion deltog i moederne i PWG, og endog ledede disse moeder, indtil 1988. Ifoelge beslutningen var PWG et af de organer, hvor de konkurrencebegraensende droeftelser hovedsagelig fandt sted, hvilket sagsoegeren ikke har bestridt.
48 Under disse omstaendigheder findes Kommissionen at have godtgjort, at sagsoegeren gennem sit direktionsmedlem var aktivt involveret i KNP Vouwkarton's konkurrencebegraensende handlinger. I og med at sagsoegeren var involveret paa en saadan maade i et af sine datterselskabers deltagelse i kartellet, maa selskabet ogsaa noedvendigvis have vaeret bekendt med og have godkendt Badische's deltagelse i den overtraedelse, som KNP Vouwkarton havde andel i.
49 Det aendrer ikke noget ved sagsoegerens ansvar, at direktionsmedlemmet ophoerte med at deltage i moederne i PG Paperboard's organer i 1988. Sagsoegeren maatte nemlig som moderselskab i forhold til sine datterselskaber traeffe alle noedvendige foranstaltninger med henblik paa at forhindre en fortsaettelse af en overtraedelse, som sagsoegeren ikke var uvidende om. Sagsoegeren har i oevrigt ikke bestridt, at selskabet end ikke forsoegte at forhindre, at overtraedelsen fortsatte.
50 Det foelger ligeledes heraf, at overdragelsen af KNP Vouwkarton til Mayr-Melnhof med virkning fra den 1. januar 1990 ikke paavirkede sagsoegerens ansvar for, at Badische's konkurrencebegraensende adfaerd fortsatte.
51 Anbringendet om en fejlvurdering fra Kommissionens side kan derfor heller ikke tiltraedes.
Anbringendet om en fejlvurdering af varigheden af Badische's deltagelse i kartellet
Parternes argumenter
52 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Badische holdt op med at deltage i kartellet ved udgangen af 1989. Selv om Kommissionen anerkendte, at Badische paa dette tidspunkt forlod moederne i PG Paperboard's organer, ansaa den alligevel sagsoegeren for at vaere ansvarlig for Badische's deltagelse i kartellet indtil april 1991.
53 Den blotte omstaendighed, at Badische, uden at have anmodet herom, fra en selvstaendig salgsagent modtog sporadiske oplysninger om prisinitiativerne paa markedet i Det Forenede Kongerige, giver ifoelge sagsoegeren ikke tilstraekkeligt grundlag for at anse selskabet for at have deltaget aktivt i kartellet. I oevrigt fremgaar det af beslutningens artikel 1, niende led, at kartonproducenterne foerst fra begyndelsen af 1990 i stigende grad samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet paa markedet.
54 Kommissionen har henvist til beslutningens betragtning 162, hvorefter Badische stadig fulgte prisinitiativerne paa det tidspunkt, hvor Kommissionen foretog sine kontrolundersoegelser. Badische maatte derfor anses for at have deltaget i kartellet, selv efter at selskabet havde forladt PG Paperboard's organer. Den i samme betragtning indeholdte henvisning til, at selskabet formentlig havde modtaget oplysninger om de planlagte initiativer i Det Forenede Kongerige gennem sin engelske agent, var saaledes af underordnet betydning.
Rettens bemaerkninger
55 Retten har allerede fastslaaet, at Kommissionen med rette gjorde sagsoegeren ansvarlig for Badische's retsstridige adfaerd (jf. ovenfor, praemis 45-50).
56 Sagsoegeren har anerkendt, at selskabet efter at have forladt PG Paperboard's organer ved udgangen af 1989 fortsat modtog oplysninger om prisinitiativerne.
57 Sagsoegeren har endvidere ikke bestridt, at det fremgaar af tabel F og G i bilagene til beslutningen, at selskabet i april 1990 og januar 1991 satte priserne paa sine GD-kvaliteter i Tyskland og i Det Forenede Kongerige op til samme niveau som dem, der blev anvendt af de virksomheder, der deltog i PG Paperboard's organer indtil april 1991.
58 Selskabet synes saaledes bevidst at have fortsat med at drage fordel af de aktiviteter, der fandt sted i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da selskabet ikke kunne vaere uvidende om, at de oplysninger, det anvendte, hidroerte fra et ulovligt samarbejde.
59 Kommissionen antog derfor med rette i beslutningens betragtning 162, sjette afsnit, at sagsoegeren maatte »anses for at have deltaget i overtraedelsen indtil tidspunktet for kontrolundersoegelserne«, dvs. indtil den 23. og 24. april 1991.
60 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.
Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes
Anbringendet om, at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet med hensyn til boedeudmaalingen
Parternes argumenter
61 Sagsoegeren har anfoert, at det paa trods af det relativt hoeje generelle boedeniveau ikke kan udledes af beslutningen, hvorledes Kommissionen konkret fastsatte stoerrelsen af den boede, der blev paalagt selskabet. Desuden vil det paavirke det grundlag, boeden blev beregnet paa, saafremt Retten maatte naa frem til, at overtraedelsen ikke er godtgjort paa et eller flere punkter.
62 Sagsoegeren har i replikken understreget, at selskabet som foelge af den manglende praecise angivelse af de forhold, der blev taget hensyn til ved boedeudmaalingen, ikke har kunnet fremfoere naermere argumenter til stoette for dette anbringende. Kommissionen kan derfor ikke paastaa anbringendet afvist fra realitetsbehandling med den begrundelse, at det ikke blev uddybet tilstraekkeligt i staevningen. Saa laenge Kommissionen ikke var fremkommet med oplysninger om bl.a. den omsaetning, der blev lagt til grund for boedeudmaalingen, den periode, der blev lagt til grund i saa henseende, og den betydning, der blev tillagt eventuelle formildende eller skaerpende omstaendigheder, var sagsoegeren ikke i stand til at fremfoere mere detaljerede bemaerkninger.
63 Kommissionen har gjort gaeldende, at anbringendet om en utilstraekkelig begrundelse for boeden boer afvises fra realitetsbehandling i medfoer af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), idet staevningen ikke indeholder nogen fremstilling af dette anbringende.
64 Den har subsidiaert henvist til, at beslutningens betragtning 167-172 indeholder en detaljeret fremstilling af de forhold, der blev taget hensyn til ved beregningen af boederne. Den finder under alle omstaendigheder, at den ikke har pligt til at udarbejde en form for »katalog« over boederne.
Rettens bemaerkninger
65 Retten finder, at anbringendet boer antages til realitetsbehandling. Sagsoegeren har i staevningen udtrykkeligt, om end meget kortfattet, anfoert, at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet med hensyn til spoergsmaalet om, »hvorledes Kommissionen konkret fastsatte boeden«. Kommissionen har i oevrigt svaret herpaa ved at henvise til beslutningens betragtning 167-172.
66 Retten skal derfor tage stilling til anbringendet.
67 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, praemis 51).
68 Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning som den foreliggende, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 54).
69 Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (jf. i samme retning Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 59).
70 De kriterier, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af det generelle og det individuelle boedeniveau, fremgaar henholdsvis af beslutningens betragtning 168 og 169. I relation til de individuelle boeder har Kommissionen endvidere i beslutningens betragtning 170 anfoert, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's moeder, som udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmaend«, mens de oevrige virksomheder er blevet anset for »almindelige medlemmer«. I beslutningens betragtning 171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora boer paalaegges betydeligt mindre boeder som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre nedsaettelse, fordi de i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter stoettedes paa.
71 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg for Retten samt af dens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. Kommissionen har endelig taget hensyn til den samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsaettelse med to tredjedele af boedernes paalydende, mens de oevrige virksomheder var berettigede til en nedsaettelse med en tredjedel.
72 Det fremgaar endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som indeholder oplysninger vedroerende fastsaettelsen af de enkelte boeder, at selv om boederne ikke er blevet fastsat paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de ovenfor anfoerte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved boedeberegningen.
73 Det fremgaar imidlertid ikke af beslutningen, at boederne er blevet beregnet paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. De grundsatser paa henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for kartellets »hovedmaend«, og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgaar heller ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsaettelser, som Rena og Stora blev indroemmet tillige med otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, heller ikke naevnt.
74 Det bemaerkes herefter for det foerste, at beslutningens punkt 169-172 indeholder relevante og tilstraekkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved bedoemmelsen af grovheden og varigheden af den overtraedelse, der er begaaet af den enkelte virksomhed, naar henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de faktiske omstaendigheder, der goeres gaeldende mod hver enkelt af beslutningens adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 264).
75 Naar boederne som i den foreliggende sag udmaales under konsekvent hensyntagen til visse naermere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har begaaet fejl ved fastsaettelsen af de individuelle boeder, dels om den individuelle boede er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den omstaendighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante kriterier, dvs. den omsaetning, der er lagt til grund, referenceaaret, den anvendte grundsats og boedereduktionssatserne, ikke have medfoert en indirekte offentliggoerelse af den noejagtige omsaetning i de virksomheder, som beslutningen var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne vaere overtraadt. Som Kommissionen selv har anfoert, er stoerrelsen af de endelige, individuelle boeder ikke fremkommet paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anfoerte kriterier.
76 Kommissionen har i oevrigt under retsmoedet vedgaaet, at der ikke var noget til hinder for, at den i beslutningen kunne have anfoert de kriterier, som den konsekvent havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under en pressekonference, der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget, af det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken. I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen ikke kan tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131, og i samme retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 136).
77 Uanset disse konstateringer bemaerkes, at begrundelsen for boedeudmaalingen i beslutningens betragtning 169-172 er mindst lige saa detaljeret som begrundelsen i tidligere kommissionsbeslutninger vedroerende lignende overtraedelser. Selv om anbringendet om manglende begrundelse vedroerer en ufravigelig retsgrundsaetning, havde Faellesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de boeder, der paalaegges. Foerst ved dom af 6. april 1995 (sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten for foerste gang, at det ville vaere oenskeligt, at virksomhederne kunne faa et detaljeret indblik i, hvorledes den boede, der paalaegges dem, er beregnet, saaledes at de kan tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at vaere forpligtet til at anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af Kommissionens beslutning.
78 Det foelger heraf, at naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.
79 Under de saerlige omstaendigheder, der er naevnt i ovenfor i praemis 77, og i betragtning af, at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlaegge alle relevante oplysninger vedroerende boedeberegningen, kan den omstaendighed, at boedeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i naervaerende tilfaelde, ikke anses for en saadan tilsidesaettelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde, at de paalagte boeder annulleres helt eller delvist.
80 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.
Anbringenderne om en fejlvurdering, for saa vidt som sagsoegeren blev betegnet som »hovedmand« i kartellet, og om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten i denne forbindelse
Parternes argumenter
81 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet med urette blev anset for »hovedmand« i kartellet (beslutningens betragtning 170).
82 Kommissionen lagde til grund, at PWG og PC havde godkendt sagsoegerens repraesentant som formand paa baggrund af KNP-koncernens styrke. Sagsoegeren er imidlertid blot en lille kartonproducent, som »leverede« en formand til PWG paa sine kollegers anmodning, for en begraenset periode paa et aar. Senere blev hvervet, paa kollegernes anmodning, forlaenget med et aar. Desuden blev den paagaeldende, som ogsaa var meddirektoer for KNP Vouwkarton, valgt til at udfoere opgaven paa grund af sin »neutralitet« og sine sprogkundskaber. Endvidere ledede han, med sikkerhed, kun fire af de otte moeder i PWG under hans formandskab.
83 Den position, sagsoegerens direktionsmedlem indtog, beviser derfor ikke, at sagsoegeren var en drivende kraft i kartellet.
84 Endvidere er beslutningen efter sagsoegerens opfattelse utilstraekkeligt begrundet, idet den ikke lader det fremgaa udtrykkeligt, om der blev taget hensyn til den korte varighed af formandskabet for PWG. Kommissionen anfoerer i svarskriftet, at den med henblik paa boedeudmaalingen lagde til grund, at sagsoegeren ogsaa maatte anses for at have vaeret en af hovedmaendene i perioden efter 1988. Denne konstatering er imidlertid forkert, idet det i beslutningen understreges, at sagsoegeren kun maatte betragtes som en hovedmand i kartellet »i det tidsrum, hvori det var medlem af PWG« (beslutningens betragtning 170).
85 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren blev betragtet som en af hovedmaendene i kartellet, fordi selskabet deltog i PWG og endog var formand for dette organ.
86 Selskabets rolle som hovedmand bekraeftes ifoelge Kommissionen af nogle dokumenter (hovedsagelig nogle protokoller hidroerende fra PG Paperboard), som er fremlagt som bilag til duplikken, og hvori navnet paa sagsoegerens direktionsmedlem figurerer.
87 Kommissionen har endelig anfoert, at den var sig bevidst, at sagsoegerens deltagelse i moederne i PWG var af begraenset varighed. Det ville imidlertid ikke have vaeret rimeligt at tage hensyn hertil ved boedeudmaalingen, eftersom sagsoegerens boede kun var blevet forhoejet som foelge af, at sagsoegeren var hovedmand, for saa vidt angaar KNP Vouwkarton's deltagelse.
Rettens bemaerkninger
88 Det hedder i beslutningens betragtning 170, foerste afsnit: »'Hovedmaendene', nemlig de store producenter af karton, der deltog i PWG (Cascades, Finnboard, [Mayr-Melnhof], MoDo, Sarrió og Stora), maa baere et saerligt ansvar. De var helt klart de vaesentligste beslutningstagere og drivende kraefter bag kartellet.«
89 Ifoelge betragtning 170, andet afsnit, maa sagsoegeren »ogsaa ... anses for en hovedmand i kartellet i det tidsrum, hvori det var medlem af PWG«, dvs. indtil midten af 1988 (jf. betragtning 36, andet afsnit). Det understreges i beslutningen, at sagsoegerens repraesentant var formand for PC og PWG »paa et kritisk tidspunkt«.
90 Endvidere beskriver beslutningen udfoerligt PWG's centrale rolle i kartellet (jf. f.eks. betragtning 36, 37, 38, 130, 131 og 132).
91 Beslutningen synes saaledes at indeholde en tilstraekkelig angivelse af grundene til, at Kommissionen betragtede sagsoegeren som »hovedmand«.
92 Med hensyn til spoergsmaalet, om denne begrundelse er berettiget, bemaerkes, at sagsoegeren hverken har bestridt, at selskabet deltog i PWG's moeder, eller at det endog ledede disse i de foerste to aar, hvor kartellet eksisterede. Sagsoegeren har heller ikke bestridt, at hovedformaalet med PWG i realiteten var at begraense konkurrencen, eller at de af Kommissionen konstaterede former for konkurrencebegraensende adfaerd faktisk fandt sted.
93 Sagsoegeren blev derfor med rette betegnet som »hovedmand« med henblik paa boedeudmaalingen, idet selskabets faktiske adfaerd inden for PWG og de paaberaabte grunde til, at selskabet blev formand for organet, paa ingen maade paavirker Kommissionens konstatering.
94 Paa baggrund af det ovenfor anfoerte kunne sagsoegeren imidlertid kun betragtes som »hovedmand« og dermed paalaegges en boede under hensyntagen hertil, for perioden fra midten af 1986 til midten af 1988. Retten vil tage stilling til betydningen af denne konstatering for boedespoergsmaalet, hvor Retten har fuld proevelsesret, i forbindelse med behandlingen af anbringendet om fejl ved beregningen af sagsoegerens boede (jf. nedenfor, praemis 104 ff.).
95 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.
Anbringendet om fejl ved beregningen af sagsoegerens boede
Parternes argumenter
96 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ved beregningen af boedens stoerrelse burde have taget hensyn til Badische's ubetydelige markedsandel og selskabets marginale deltagelse i overtraedelsen fra slutningen af 1989 (beslutningens betragtning 162), som var begraenset til Det Forenede Kongerige.
97 Desuden blev boeden fejlagtigt fastsat under hensyntagen til sagsoegerens to datterselskabers deltagelse i kartellet i hele den periode, hvor overtraedelsen fandt sted, dvs. fra midten af 1986 til april 1991. Sagsoegeren har i denne forbindelse understreget, at det i artikel 1 i den nederlandske udgave af beslutningen er anfoert, at selskabet deltog i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1988, og ikke medio 1986. Sagsoegeren har anmodet Retten om af egen drift at drage konsekvenserne af denne aabenbare fejl.
98 Sagsoegerens repraesentant har under retsmoedet anfoert, at et af de tal, der blev lagt til grund for beregningen af boeden, ikke svarede til Badische's faktiske omsaetning. Kommissionen tog saaledes hensyn til Badische's omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1989, selv om den i medfoer af de generelle kriterier for boedeudmaalingen skulle have taget hensyn til omsaetningen paa samme marked i 1990. Desuden tog den med urette hensyn til det interne salg af karton inden for koncernen.
99 Kommissionen har anfoert, at den ved boedeudmaalingen tog hensyn til Badische's beskedne markedsandel, idet boederne blev beregnet paa grundlag af de beroerte virksomheders omsaetning.
100 Den har understreget, at en opmaerksom laeser ikke kan undgaa at opdage den fejl, der er indeholdt i den nederlandske udgave af beslutningen, for saa vidt angaar det tidspunkt, hvor kartellet startede, hvilket ifoelge Kommissionen bekraeftes af, at sagsoegeren foerst har naevnt fejlen i replikken.
101 Endelig har Kommissionen som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten fremlagt en tabel, der detaljeret redegoer for beregningen af de boeder, der blev paalagt de virksomheder, som beslutningen er rettet til. Det fremgaar af dette dokument, at sagsoegerens boede, inden nedsaettelsen, svarede til summen af to tal, nemlig dels 9% af KNP Vouwkarton's omsaetning ganget med 42/60 - svarende til varigheden af KNP Vouwkarton's deltagelse i overtraedelsen - dels 7,5% af Badische's omsaetning ganget med 60/60 - svarende til varigheden af Badische's deltagelse i overtraedelsen. Det samlede beloeb blev derefter nedsat med en tredjedel.
102 Kommissionen har under retsmoedet erklaeret, at den beregnede boeden paa grundlag af to tal, nemlig henholdsvis KNP Vouwkarton's og Badische's omsaetning i 1989 paa Faellesskabets kartonmarked.
103 Den har forklaret, at den for saa vidt angaar KNP Vouwkarton havde fraveget referenceaaret, som var 1990, for at tage hensyn til, at selskabet blev solgt til Mayr-Melnhof i loebet af dette aar. Den har endvidere erklaeret, at den med henblik paa fastsaettelsen af boedens stoerrelse lagde Badische's omsaetning i 1989 til grund (19 mio. ECU) og ikke omsaetningen i 1990 (15 mio. ECU), fordi et af selskabets anlaeg var blevet lukket permanent i loebet af efteraaret 1989.
Rettens bemaerkninger
104 Som allerede fastslaaet (jf. ovenfor, praemis 45-50), ansaa Kommission med rette sagsoegeren for at vaere ansvarlig for KNP Vouwkarton's og Badische's retsstridige adfaerd. Den fandt ligeledes med rette, at sagsoegeren havde deltaget i kartellet fra midten af 1986 til april 1991 (jf. ovenfor, praemis 55-60).
105 Det foelger heraf, at sagsoegerens argumenter om en fejlvurdering af selskabets deltagelse i kartellet ikke kan tiltraedes.
106 Retten kan heller ikke tiltraede argumentet baseret paa en fejl i artikel 1 i den nederlandske udgave af beslutningen, hvorefter sagsoegeren deltog »i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1988«. Beslutningens konklusion skal nemlig fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (jf. f.eks. Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 122, 123 og 124), og det fremgaar klart af betragtningerne, at Kommissionen i relation til sagsoegeren var af den opfattelse, at selskabet havde deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede i midten af 1986. Det fremgaar i oevrigt af sagsoegerens staevning (punkt 8, hvori der henvises til beslutningens betragtning 162), at sagsoegeren ogsaa forstod den anfaegtede beslutning saaledes.
107 Som tidligere naevnt, blev der paalagt beslutningens adressater boeder paa henholdsvis 9% og 7,5% af omsaetningen paa Faellesskabets kartonmarked i 1990 for de virksomheder, der blev betragtet som hovedmaend i kartellet, og de oevrige virksomheder. Anvendelsen af disse satser er blevet bekraeftet af Kommissionen under retsforhandlingerne og navnlig i Kommissionens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.
108 For saa vidt angaar sagsoegeren kan argumentet om Badische's ubetydelige markedsandel ikke tiltraedes. Kommissionen tog nemlig, ligesom for de oevrige virksomheder, hensyn til omsaetningen paa Faellesskabets kartonmarked. Den bedoemte herved Badische's reelle stoerrelse og oekonomiske betydning paa dette marked. I det omfang Kommissionen imidlertid lagde Badische's omsaetning i 1989 til grund og ikke omsaetningen i 1990, som var mindre (jf. ovenfor, praemis 103), saaledes som den havde pligt til efter ligebehandlingsprincippet, boer sagsoegerens boede nedsaettes. Det skal i denne forbindelse endvidere bemaerkes, at Kommissionen ikke i et bestemt tilfaelde kan fravige de generelle kriterier, der blev opstillet for fastsaettelsen af boederne, uden at give en forklaring herpaa i beslutningen. I henhold til fast retspraksis skal begrundelsen for en beslutning nemlig findes i selve beslutningens tekst. Det tillades ikke, at beslutningen foerst begrundes efterfoelgende under retssagen, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder, hvilket ikke er tilfaeldet i naervaerende sag (jf. f.eks. dommen i sagen Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, a.st., praemis 131).
109 Det fremgaar ligeledes af de forklaringer vedroerende fastsaettelsen af sagsoegerens boede, som er blevet givet skriftligt paa Rettens begaering, at der blev anvendt en sats paa 9% af KNP Vouwkarton's omsaetning i 1989 for hele den periode, hvor dette selskab var ejet af KNP, dvs. indtil den 1. januar 1990, selv om ingen repraesentanter for KNP havde deltaget i moederne i PWG efter midten af 1988.
110 I sit skriftlige svar paa Rettens spoergsmaal og under retsmoedet har Kommissionen imidlertid foreslaaet en alternativ metode for beregningen af boeden. Efter denne anden metode beregnes boeden som 9% af KNP Vouwkarton's og Badische's omsaetning for den periode, hvor sagsoegeren var en af »hovedmaendene« i kartellet, og 7,5% for den resterende periode, hvor overtraedelsen fandt sted.
111 Det maa konstateres, at denne anden metode er i overensstemmelse med det i beslutningens betragtning 170, andet afsnit, anfoerte om, at sagsoegeren maa betragtes »som en hovedmand i kartellet i det tidsrum, hvori det var medlem af PWG«. Der vil derfor skulle tages hensyn til denne konstatering ved fastsaettelsen af boeden.
112 Hvad endelig angaar det interne salg af karton inden for koncernen maa det konstateres, at sagsoegeren ikke har foert nogen form for bevis for, at Kommissionen burde have undladt at tage hensyn til dette salg ved boedeudmaalingen.
113 Det foelger af ovenstaaende bemaerkninger, at sagsoegerens boede boer nedsaettes.
114 Da der ikke er andre af sagsoegerens anbringender end anbringendet om fejl ved beregningen af sagsoegerens boede, der kan begrunde, at boeden nedsaettes, finder Retten, der har fuld proevelsesret, at boeden boer fastsaettes til 2 700 000 ECU.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
115 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun til dels har faaet medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstaendigheder, at sagsoegeren boer baere sine egne omkostninger og halvdelen af Kommissionens, og at Kommissionen boer baere den anden halvdel af sine egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN
(Tredje Udvidede Afdeling)
1) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton), fastsaettes til 2 700 000 ECU.
2) I oevrigt frifindes Kommissionen.
3) Sagsoegeren baerer sine egne omkostninger og halvdelen af Kommissionens.
4) Kommissionen baerer halvdelen af sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy