Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - anbringende om manglende eller utilstraekkelig begrundelse - anbringende om, at begrundelsen er ukorrekt - sondring
(EF-traktaten, art. 190)
2 Konkurrence - karteller - forsoeg paa at skjule kartellet - bevis som foelge af, at der ikke findes notater vedroerende de i kartellet deltagende virksomheders moeder
3 Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)
4 Konkurrence - karteller - deltagelse i moeder med andre virksomheder med et konkurrencebegraensende formaal - i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)
5 Konkurrence - karteller - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - virksomheder, der kan anses for ansvarlige for overtraedelsen bestaaende i en deltagelse i et kartel i sin helhed - kriterier
(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)
6 Konkurrence - administrativ procedure - standsning af overtraedelser - byrder, som paalaegges virksomhederne - proportionalitet - kriterier
(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)
7 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne
(EF-traktaten, art. 190)
8 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - den relevante omsaetning - referenceaar og -marked - ligebehandling
(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)
9 Konkurrence - faellesskabsregler - overtraedelser - forsaet - begreb
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
10 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens adfaerd under den administrative procedure
(Raadets forordning nr. 17, art. 15)
Sammendrag
1 Begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig.
Det foelger heraf, at paaberaabelse af manglende eller utilstraekkelig begrundelse er et anbringende vedroerende vaesentlige formelle mangler, der adskiller sig fra anbringendet om, at den omtvistede beslutning er truffet af de forkerte grunde, idet proevelsen af det sidstnaevnte forhold henhoerer under behandlingen af beslutningens materielle rigtighed.
Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure.
2 Det forhold, at de virksomheder, der har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, tilrettelagde annonceringen af de samordnede prisforhoejelser og blev opfordret til ikke at tage notater paa moederne herom, beviser, at de traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde.
Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende de naevnte moeder, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.
3 For at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er det tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade.
Dette er tilfaeldet, saafremt virksomhederne har givet udtryk for en faelles vilje til at foretage ensartede og samtidige prisforhoejelser.
Den omstaendighed, at en virksomhed, efter at have annonceret, at den ville foretage en prisforhoejelse paa et bestemt tidspunkt, alligevel ikke forhoejede sine priser paa dette tidspunkt, aendrer ikke noget ved, at virksomheden har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser. Det kan heller ikke aendre noget herved, at virksomheden ikke foelte sig bundet af sine droeftelser med konkurrenterne om de omhandlede priser. En anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, forudsaetter nemlig ikke, at virksomhederne foeler sig bundet af det ulovlige samarbejde, de deltager i.
4 Den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder med et klart konkurrencebegraensende formaal, som den har deltaget i, kan ikke fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold. Selv om det antages, at en saadan virksomheds adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade virksomhedens ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
5 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.
6 Anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 vil ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig, men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden. I det omfang anvendelsen af bestemmelsen skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.
Betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 er ikke opfyldt, naar der er tale om et forbud, der skal forhindre, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, hvis det ikke fremgaar af beslutningen, at Kommissionen har anset den paagaeldende udveksling som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke i sig selv medfoerer, at det er i strid med den naevnte bestemmelse, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.
7 Begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Retten at udoeve sin legalitetskontrol samt indeholde de oplysninger, der er noedvendige, for at den beroerte kan vide, om beslutningen hviler paa fornoedent grundlag. Spoergsmaalet, om begrundelsen er tilstraekkelig, skal vurderes i lyset af den konkrete sags omstaendigheder, navnlig indholdet af den paagaeldende retsakt, indholdet af de anfoerte grunde og den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen. En tilstraekkelig begrundelse, jf. ovennaevnte krav, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund.
Saafremt det af en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne i sin helhed kan udledes, at den paastaaede overtraedelse vedroerte et bestemt produkt, og hvis beviserne for en saadan antagelse er angivet, forhindrer det forhold, at beslutningen ikke indeholder en noejagtig og udtoemmende opregning af de relevante produkter, ikke noedvendigvis, at Faellesskabets retsinstanser kan proeve beslutningens lovlighed, og det indebaerer heller ikke noedvendigvis, at beslutningen ikke giver den beroerte virksomhed de oplysninger, der er noedvendige, for at den kan vide, om beslutningen hviler paa fornoedent grundlag.
8 I forbindelse med fastsaettelsen af de individuelle boeder, der skal paalaegges flere virksomheder for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, kraever ligebehandlingsprincippet, at Kommissionen anvender de beroerte virksomheders omsaetning i samme referenceaar og paa samme referencemarked.
9 Det er ikke noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1. Det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet.
10 Ved udmaalingen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler er en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure kun berettiget, saafremt den paagaeldende virksomheds adfaerd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes.
Saafremt en virksomhed i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter i det vaesentlige bestrider de faktiske forhold, Kommissionen har lagt til grund heri, kan Kommissionen med rette antage, at virksomheden ikke har udvist en adfaerd, der kan begrunde en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure.
Parter
I sag T-310/94,
Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Gernsbach-Obertsrot (Tyskland), ved advokaterne Holger-Friedrich Wissel og Joachim Schuetze, Duesseldorf, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,
sagsoeger,
mod
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Bernd Langeheine og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Dirk Schroeder, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsoegt,
angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),
har
DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
(Tredje Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,
justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,
paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,
afsagt foelgende
Dom
Dommens præmisser
Sagens faktiske omstaendigheder
1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.
2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.
3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.
4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.
5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.
6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.
7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.
8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.
9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.
10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.
12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:
»Artikel 1
Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse
- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990
- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991
- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990
- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991
i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF
- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen
- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta
- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF
- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden
- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger
- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.
...
Artikel 3
Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:
...
vii) Gruber & Weber GmbH & Co. KG, en boede paa 1 000 000 ECU
...«
13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.
14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).
15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.
16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.
17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.
18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.
19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.
20 Sagsoegeren, Gruber & Weber GmbH & Co. KG (herefter »Gruber & Weber«), er en producent af GD-kvaliteter, som ifoelge beslutningen deltog i visse moeder i JMC. Ifoelge beslutningens artikel 1 deltog Gruber & Weber i overtraedelsen i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990 (jf. ogsaa betragtning 162).
Retsforhandlinger
21 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 1994.
22 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).
23 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
24 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).
25 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).
26 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.
27 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.
28 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.
29 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.
30 Parterne i de i praemis 26 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.
Parternes paastande
31 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
- Beslutningen annulleres.
- For det tilfaelde, at beslutningen helt eller delvis opretholdes: Sagsoegerens boede nedsaettes betydeligt.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
32 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
- Frifindelse.
- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Paastanden om annullation af beslutningens artikel 1
Anbringendet om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten og af forpligtelserne med hensyn til bevisbyrden
Parternes argumenter
33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen i et tilfaelde som det foreliggende ikke alene skal bevise kartellets eksistens, men ogsaa karakteren, omfanget og varigheden af hver enkelt beroert virksomheds deltagelse. Selv om sagsoegeren under den administrative procedure for Kommissionen afgav udfoerlige forklaringer, naevnes det ikke engang i beslutningen, at selskabet deltog i aftaler. Selskabets deltagelse blev tvaertimod forudsat stiltiende og generelt.
34 Det skal imidlertid bevises, at de enkelte virksomheder deltog, aktivt eller passivt, i et kartels aktiviteter, idet saadanne aktiviteter har direkte indflydelse paa eventuelle boeders stoerrelse.
35 De af sagsoegeren fremfoerte argumenter naevnes kun i beslutningens betragtning 109, foerste afsnit, hvori det hedder: »Gruber & Weber har paa sin side indroemmet, at priserne til storkunder var blevet droeftet paa forskellige moeder, men paastod, at emnet var uinteressant for selskabet, eftersom det alene havde mindre kunder.« Beslutningen indeholder ingen stillingtagen til denne forklaring. En saadan stillingtagen er imidlertid noedvendig, idet det fremgaar af beslutningen, at hovedformaalet med det paastaaede kartel var at fastholde markedsandelene for de stoerste kartonproducenter (betragtning 2), og at JMC's hovedopgave bestod i at fastlaegge prisinitiativerne for kartellets »hovedmaends« store kunder (betragtning 44). Under disse omstaendigheder er det paa baggrund af sagsoegerens ubetydelige markedsandel og selskabets kundestruktur, der adskiller sig fuldstaendigt fra de andre producenters, aabenbart, at selskabet ikke havde nogen interesse i at deltage i det paastaaede kartel.
36 Sagsoegeren konkluderer, at der ikke er foert tilstraekkeligt bevis for selskabets individuelle deltagelse i et eventuelt kartel, og at der ikke er redegjort tilstraekkeligt for de faktiske omstaendigheder og grunde, som beslutningen er baseret paa (jf. generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 21.2.1984, sag 86/82, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 883, paa s. 913, og generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-185/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, paa s. 1445).
37 Kommissionen har understreget, at den i beslutningens betragtning 108-115 har taget stilling til producenternes hovedargumenter. Den er ikke forpligtet til i forbindelse med begrundelsen for beslutningen at imoedegaa samtlige faktiske og retlige indsigelser, der er rejst under den administrative procedure, idet det er tilstraekkeligt at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, der har faaet den til at traeffe beslutningen (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, praemis 318).
38 Kommissionen har endvidere bestridt, at den har baseret sig paa generelle formodninger og urigtige paastande.
39 Kommissionen har i oevrigt taget stilling til naervaerende anbringende i forbindelse med sine bemaerkninger til sagsoegerens oevrige anbringender til stoette for paastanden om annullation af beslutningens artikel 1.
Rettens bemaerkninger
40 Det fremgaar af fast retspraksis (Domstolens dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 129, paa s. 143, og af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 22, samt Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 42), at begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig.
41 Det foelger heraf, at paaberaabelse af manglende eller utilstraekkelig begrundelse er et anbringende vedroerende vaesentlige formelle mangler, der adskiller sig fra anbringendet om, at den omtvistede beslutning er truffet af de forkerte grunde, idet proevelsen af det sidstnaevnte forhold henhoerer under behandlingen af beslutningens materielle rigtighed.
42 Da sagsoegerens argumentation gaar ud paa at bestride rigtigheden af begrundelsen for beslutningen, er den derfor irrelevant i naervaerende sammenhaeng. Det samme gaelder det af sagsoegeren anfoerte om, at Kommissionen har tilsidesat bevisbyrdereglerne, idet denne argumentation ogsaa sigter mod at anfaegte beslutningens materielle rigtighed.
43 Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure (jf. bl.a. Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 66).
44 I det foreliggende tilfaelde naevner beslutningen direkte sagsoegeren i forbindelse med beskrivelsen af de samordnede prisforhoejelser (betragtning 78 og 79). Desuden vedroerer de betragtninger i beslutningen, hvori de konkurrencebegraensende droeftelser i JMC beskrives (f.eks. betragtning 44, 45, 46, 58, 71, 73, 84, 85 og 87), noedvendigvis sagsoegeren, som ikke har bestridt sin deltagelse i dette organs moeder. Endelig redegoeres der i beslutningen klart for Kommissionens grunde til at anse sagsoegeren for at have deltaget i et samlet kartel (betragtning 116-119).
45 Under disse omstaendigheder findes beslutningens begrundelse at have givet sagsoegeren en tilstraekkelig angivelse af de vaesentligste faktiske og retlige betragtninger, der fik Kommissionen til at goere selskabet ansvarligt for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
46 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.
Anbringendet om, at sagsoegeren ikke deltog i hemmelige og institutionaliserede moeder og regelmaessige prisaftaler
Parternes argumenter
47 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen med urette antog, at selskabet deltog i hemmelige og institutionaliserede moeder og i regelmaessige prisaftaler.
48 For saa vidt angaar selskabets deltagelse i moeder i PG Paperboard's organer fremgaar det af beslutningen, at den vigtigste og afgoerende funktion inden for rammerne af kartellet tilkom de organer, der traf beslutningerne, dvs. PWG og PC (betragtning 37, 38 og 41). Sagsoegeren deltog imidlertid aldrig i disse organers moeder, og den i betragtning 42 indeholdte paastand om, at samtlige de virksomheder, beslutningen er rettet til, var repraesenteret i PC, er forkert. Sagsoegeren deltog heller aldrig i DOEU's moeder.
49 For saa vidt angaar JMC fremgaar det af beslutningens betragtning 44, hvori der redegoeres for dette organs hovedopgaver, at organet kun havde sekundaer betydning inden for kartellet.
50 Desuden blev sagsoegeren foerst medlem af JMC meget senere (i 1988) end de oevrige producenter, og selskabet ophoerte med at deltage i moederne efter kort tid (i 1990). I den paagaeldende periode deltog det kun lejlighedsvis i JMC's moeder. Selv hvis det laegges til grund, at JMC spillede en vigtig rolle inden for det paastaaede kartel, havde sagsoegeren ikke nogen som helst funktion i det paagaeldende organ, og selskabet kunne heller ikke have en saadan funktion. Det kunne heller ikke faa fuldt kendskab til de paastaaede ulovlige aftaler.
51 Paa denne baggrund er Kommissionens henvisning til Rettens dom af 24. oktober 1991 i sagen Rhône-Poulenc mod Kommissionen (sag T-1/89, Sml. II, s. 867) irrelevant. I modsaetning til de faktiske omstaendigheder, der dannede grundlag for denne dom, foreligger der i naervaerende sag intet bevis for, at sagsoegeren deltog i moeder, hvorunder der blev besluttet prisinitiativer eller prisforhoejelser.
52 Desuden har Kommissionen ifoelge sagsoegeren undladt at tage hensyn til grunden til, at selskabet deltog i enkelte moeder i JMC. Sagsoegeren besluttede udelukkende at tilslutte sig Fides' informationsudvekslingssystem for bedre at kunne vurdere de fremtidige udviklinger paa markedet, navnlig paa det tyske marked for foldeaesker, med henblik paa en betydelig investering i forbindelse med en modernisering af selskabets produktionsfaciliteter. Efter at moderniseringen var gennemfoert i slutningen af 1990, forlod sagsoegeren systemet.
53 Sagsoegeren har endelig anfoert, at selskabet ikke havde nogen interesse i at deltage i et ulovligt kartel, fordi a) dets kunder er mellemstore virksomheder, b) de af selskabets kunder bestilte maengder typisk adskiller sig vaesentligt fra de af de stoerste kartonproducenters kunder bestilte maengder, og c) selskabets produktsortiment for stoerstedelens vedkommende adskiller sig vaesentligt fra de stoerste foldeaeskeproducenters.
54 Kommissionen har gjort gaeldende, at sagsoegeren som foelge af sin deltagelse i Fides' informationsudvekslingssystem og moederne i JMC deltog i overtraedelsen af traktatens artikel 85 i sin helhed. Den har herved understreget, at der ikke var tale om en raekke saerskilte overtraedelser, men at de forskellige elementer i kartellet tvaertimod sigtede mod at opnaa én samlet aftale. Foranstaltningerne og aftalerne inden for kartellet maa derfor betragtes som en helhed (dommen i sagen Rhône-Poulenc mod Kommissionen, a.st., praemis 125, 126 og 127).
55 Kommissionen anerkender, at sagsoegeren kun deltog i JMC's moeder. Bemaerkningen i beslutningens betragtning 42 om, at samtlige virksomheder deltog i PC's moeder, skyldes blot en redaktionel fejl. Som det fremgaar af beslutningen, spillede JMC imidlertid en yderst vigtig rolle inden for kartellet.
56 Over for det af sagsoegeren anfoerte om, at selskabet kun deltog sporadisk i JMC's moeder, har Kommissionen anfoert, at der ikke er noget grundlag for at antage, at der ikke blev foert droeftelser om prisinitiativer under de moeder, sagsoegeren deltog i, navnlig naar henses til, at sagsoegeren har erkendt, at selskabet foretog prisforhoejelser i den omhandlede periode. Desuden blev der i JMC afholdt saerskilte moeder for de forskellige kartonkvaliteter. Kommissionen understreger i denne forbindelse, at sagsoegeren kun producerer GD-kvaliteter.
57 Endelig har Kommissionen for saa vidt angaar grunden til sagsoegerens deltagelse i JMC's moeder og selskabets paastaaede manglende interesse i at deltage i et ulovligt kartel anfoert, at individuelle motiver eller endog en manglende interesse ikke kan retfaerdiggoere en deltagelse i et ulovligt kartel.
Rettens bemaerkninger
58 Sagsoegeren bestrider at have deltaget i »hemmelige og institutionaliserede moeder«, saaledes som det fastslaas i beslutningens artikel 1, femte led.
59 Selskabet bestrider endvidere at have deltaget i prisaftaler. Dets argumentation maa herved forstaas saaledes, at det bestrider, at det har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, og at det, saafremt et saadant samarbejde maatte blive anset for godtgjort, goer gaeldende, at dette med urette af Kommissionen blev betragtet som en aftale.
60 Sagsoegerens tre indsigelser skal behandles en efter en.
- Sagsoegerens deltagelse i »hemmelige og institutionaliserede moeder«
61 Det er ubestridt, at sagsoegeren deltog i visse moeder i JMC fra 1988 til slutningen af 1990. Ved skrivelse af 10. januar 1992 til Kommissionen oplyste selskabet kun datoerne for disse moeder i 1990. Det oplyste herved, at det deltog i moederne den 6./7. februar 1990, den 14. maj 1990 og den 4. september 1990. I samme skrivelse tilkendegav det, at det ikke var i stand til at afgoere, om det havde deltaget i moederne den 4./5. april 1990, den 8./9. oktober 1990 og den 19./20. november 1990. Kommissionen tog behoerigt hensyn til disse oplysninger, hvilket fremgaar af tabel 4 i bilagene til beslutningen.
62 Det er endvidere ubestridt, at sagsoegeren aldrig deltog i moeder i PG Paperboard's andre tre organer, PWG, DOEU og PC.
63 Hvad naermere angaar PC fremgaar det af hele beslutningen laest i sammenhaeng, at bemaerkningen i betragtning 42, foerste afsnit, om, at »samtlige de virksomheder, denne beslutning er rettet til, var repraesenteret i Direktoerkonferencen«, skyldes en redaktionel fejl, hvilket Kommissionen har anerkendt i sine skriftlige indlaeg for Retten. Det skal i denne forbindelse blot konstateres, at sagsoegeren i tabel 3 og 7 i bilagene til beslutningen ikke er naevnt blandt de virksomheder, der deltog i PC's moeder.
64 Kommissionen har saaledes ikke lagt til grund, at sagsoegeren deltog i moeder i PG Paperboard's organer i stoerre omfang end det af virksomheden selv anerkendte.
65 Paa baggrund af sagsoegerens deltagelse i visse moeder i JMC var Kommissionen berettiget til at konkludere, at sagsoegeren havde deltaget i »institutionaliserede« moeder. En saadan konklusion forudsaetter ikke, at der er foert bevis for en deltagelse i moeder i samtlige PG Paperboard's organer.
66 Uden at foregribe spoergsmaalet, om og i givet fald i hvilket omfang sagsoegeren deltog i den i beslutningens artikel 1 fastslaaede overtraedelse, maa det konstateres, at sagsoegeren under alle omstaendigheder havde fuldt kendskab til, at de moeder i JMC, selskabet deltog i, indgik i en stoerre institutionel sammenhaeng. Det skal i denne forbindelse blot bemaerkes, at sagsoegeren ved sin skrivelse af 10. januar 1992 (jf. ovenfor, praemis 61) gav oplysninger om datoerne for moederne i alle PG Paperboard's organer i 1989 og 1990.
67 Hvad angaar de omhandlede moeders hemmelige karakter bemaerkes, at der ikke foreligger noget officielt referat af moederne i JMC. Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende de naevnte moeder, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater (jf. beslutningens betragtning 168, sjette led).
68 Kommissionen var derfor berettiget til at laegge til grund, at sagsoegeren havde deltaget i »hemmelige og institutionaliserede moeder«.
- Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser
69 Ifoelge Kommissionen var JMC's hovedopgave fra foerste faerd:
»- at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og meddele sine konklusioner til PWG
- at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et aekvivalent (dvs. ensartet) prissystem i Europa ...« (beslutningens betragtning 44, sidste afsnit).
70 I beslutningens betragtning 45, foerste og andet afsnit, anfoerer Kommissionen saaledes naermere:
»Udvalget diskuterede, marked for marked, hvordan de enkelte producenter skulle gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser. De praktiske detaljer i forbindelse med gennemfoerelsen af de paataenkte prisforhoejelser blev droeftet ved 'rundbordssamtaler', hvorunder deltagerne havde mulighed for at fremkomme med deres kommentarer til den foreslaaede forhoejelse.
Problemer med at gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser eller lejlighedsvise tilfaelde af manglende samarbejdsvilje blev meddelt til PWG, som derefter (som Stora udtrykte det) 'forsoegte at opnaa samarbejde, i det omfang det blev anset for noedvendigt'. JMC udarbejdede saerskilte rapporter for GC- og GD-kvaliteter. Saafremt PWG aendrede en beslutning om prisfastsaettelse paa grundlag af de rapporter, man havde modtaget fra JMC, blev de skridt, der var noedvendige for at gennemfoere beslutningen, droeftet ved naeste JMC-moede.«
71 Det bemaerkes, at Kommissionen med rette har henvist til redegoerelserne fra Stora som stoette for disse oplysninger om genstanden for JMC's moeder (bilag 35 og 39 til meddelelsen af klagepunkter).
72 Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af officielle referater af moeder i JMC, har den fra Mayr-Melnhof og Rena faaet adgang til nogle interne notater vedroerende moederne den 6. september 1989, den 16. oktober 1989 og den 6. september 1990 (bilag 117, 109 og 118 til meddelelsen af klagepunkter). Disse notater, der er omtalt i beslutningens betragtning 80, 82 og 87, gengiver detaljerede droeftelser under disse moeder om samordnede prisinitiativer. Disse beviser bekraefter klart Stora's beskrivelse af JMC's opgaver.
73 I denne forbindelse er det som eksempel tilstraekkeligt at henvise til notatet fra Rena vedroerende JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), hvoraf bl.a. foelgende fremgaar:
»Der bliver annonceret en prisforhoejelse i naeste uge, i september.
Frankrig 40 FRF Nederlandene 14 Tyskland 12 DEM Italien 80 ITL Belgien 2,50 BEF Schweiz 9 CHF Det Forenede Kongerige 40 GBP Irland 45 IEP
Alle kvaliteter boer forhoejes lige meget GD, UD, GT, GC osv.
Kun 1 prisforhoejelse om aaret. For leverancer fra den 7. januar. Senest den 31. januar. 14. september skrivelse om prisforhoejelse (Mayr-Melnhof). 19. september, Feldmuehle udsender sin meddelelse. Cascades foer udgangen af september. Alle skal have udsendt meddelelserne foer den 8. oktober.«
74 Som det fremgaar af beslutningens betragtning 88, 89 og 90, lykkedes det endvidere Kommissionen at faa adgang til interne dokumenter, der godtgoer, at virksomhederne, bl.a. dem, der udtrykkeligt er anfoert i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, faktisk annoncerede og gennemfoerte de aftalte prisforhoejelser.
75 Selv om de dokumenter, som Kommissionen har henvist til, kun vedroerer faa moeder i JMC inden for den periode, som beslutningen omfatter, bekraefter alle de foreliggende bevisdokumenter Stora's oplysninger, hvorefter JMC's vaesentligste opgave var at beslutte og planlaegge gennemfoerelsen af de samordnede prisforhoejelser. I denne forbindelse maa den naesten fuldstaendige mangel paa referater af JMC's moeder, officielle saavel som interne, ikke alene anses for tilstraekkeligt bevis for moedernes hemmelige karakter (jf. ovenfor, praemis 67), men ogsaa for Kommissionens paastand om, at de deltagende virksomheder bestraebte sig paa at skjule den reelle beskaffenhed af de droeftelser, der fandt sted i dette organ (jf. bl.a. beslutningens betragtning 45). Under disse omstaendigheder gaelder der en omvendt bevisbyrde, saaledes at det paahviler de virksomheder, som beslutningen er rettet til, og som deltog i organets moeder, at bevise, at det havde et lovligt formaal. Da virksomhederne ikke har foert bevis herfor, har Kommissionen med rette antaget, at hovedformaalet med de droeftelser, som virksomhederne foerte paa moederne i dette organ, var konkurrencebegraensende.
76 For saa vidt angaar sagsoegerens egen situation findes selskabets deltagelse i visse moeder i JMC fra 1988 til slutningen af 1990, herunder mindst tre moeder i 1990, naar henses til det ovenfor anfoerte, at vaere tilstraekkeligt bevis for, at selskabet ikke i denne periode deltog i et ulovligt samarbejde om priser, uagtet at der ikke findes dokumentbeviser vedroerende droeftelserne under de moeder, som det er godtgjort, at sagsoegeren deltog i.
77 Denne konstatering stoettes af det materiale, som Kommissionen har henvist til vedroerende sagsoegerens faktiske adfaerd i prisspoergsmaal. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke har bestridt oplysningerne i tabellerne i bilagene til beslutningen vedroerende prisstigningernes stoerrelse, datoen for annonceringen af prisstigningerne og datoen for deres ikrafttraeden. Det fremgaar imidlertid af tabellerne, at sagsoegeren i den periode, for hvilken selskabet er gjort ansvarlig for overtraedelsen, annoncerede og gennemfoerte prisstigninger paa det tyske marked, som stoerrelsesmaessigt og med hensyn til datoerne for annonceringen og gennemfoerelsen i det vaesentlige var i overensstemmelse med de beslutninger, der blev truffet i PG Paperboard.
78 Sagsoegeren goer gaeldende (jf. nedenfor, praemis 89 ff.), at selskabet ikke deltog i prisforhoejelsen i oktober 1989, og at det mod sine oprindelige hensigter ikke gennemfoerte de for april 1990 og januar 1991 planlagte prisforhoejelser.
79 Det fremgaar imidlertid af beslutningen, at den foerste af disse tre forhoejelser ikke vedroerte GD-kvaliteter, som er de eneste kartonkvaliteter, sagsoegeren fremstiller (jf. tabel E i bilagene til beslutningen og Stora's redegoerelse, bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 17).
80 Hvad angaar den anden forhoejelse, som var planlagt for april 1990, tilkendegav sagsoegeren ved en skrivelse af 13. december 1989 (dokument F-7-1), at selskabet havde til hensigt at forhoeje sine priser med 8% i marts 1990. I denne skrivelse henviste selskabet udtrykkeligt til den prisforhoejelse, Mayr-Melnhof havde annonceret den 28. november 1989, og som baade stoerrelsesmaessigt og med hensyn til ikrafttraedelsestidspunktet var identisk med den af sagsoegeren annoncerede forhoejelse.
81 Da sagsoegeren havde tilkendegivet, at selskabet agtede at foretage den omhandlede prisforhoejelse, kan den blotte omstaendighed, at det alligevel ikke forhoejede sine priser paa det planlagte tidspunkt, ikke aendre noget ved den konklusion, at selskabets adfaerd paa markedet bekraeftede dets deltagelse i det ulovlige samarbejde om priser. Under de foreliggende omstaendigheder viser undladelsen af at gennemfoere prisforhoejelsen hoejst, at sagsoegeren drog fuld fordel af det ulovlige samarbejde om priser ved at operere med lavere priser end dem, der var aftalt med selskabets konkurrenter.
82 At sagsoegeren ikke deltog i den tredje forhoejelse, bekraefter blot Kommissionens konstatering af, at sagsoegeren ophoerte med at deltage i overtraedelsen i slutningen af 1990.
83 Paa denne baggrund har Kommissionen bevist, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser fra 1988 til slutningen af 1990. Sagsoegerens argumenter om, at selskabet kun deltog i moederne i JMC for bedre at kunne vurdere de fremtidige udviklinger paa markedet, og at det ikke havde nogen interesse i at deltage i et kartel, er herefter uden betydning.
- Den retlige kvalifikation af overtraedelsen
84 I henhold til beslutningen havde de i dennes artikel 1 naevnte virksomheder foretaget en »aftalemaessig fastsaettelse af de regelmaessige prisstigninger, der skulle ske paa det enkelte nationale marked« (betragtning 130, andet afsnit, tredje led). Kommissionen anfoerer naermere, at »de halvaarlige prisinitiativer [ikke] skal behandles, som om [de] indebar en raekke indbyrdes uafhaengige aftaler eller former for samordnet praksis, men i hoejere grad som en del af en og samme fortsat bestaaende aftale« (betragtning 131, andet afsnit). I det foreliggende tilfaelde skal det saaledes undersoeges, om det var korrekt, at Kommissionen betegnede den samordning af priserne, som sagsoegeren deltog i fra 1988, som en aftale.
85 Det fremgaar af fast retspraksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, praemis 112, dommen i sagen Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 86, og Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 256).
86 Det skal saaledes undersoeges, om Kommissionen har bevist, at de virksomheder, beslutningen er rettet til, havde givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade med hensyn til deres priser.
87 Der skal herved blot henvises til beviserne for sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser (jf. ovenfor, praemis 69 ff.). Kommissionen synes nemlig, uden at det er noedvendigt at undersoege oevrige beviser, at have bevist, at de virksomheder, der deltog i moederne i JMC, havde givet udtryk for en faelles vilje til at foretage ensartede og samtidige prisforhoejelser. Kommissionen var derfor berettiget til at betragte den sammenfaldende vilje hos sagsoegeren og andre kartonproducenter med hensyn til prisinitiativerne fra slutningen af 1987 som en aftale.
88 Ud fra alle disse betragtninger kan naervaerende anbringende ikke tiltraedes.
Anbringendet om, at sagsoegeren ikke deltog i gennemfoerelsen af prisforhoejelserne
Parternes argumenter
89 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet kun foretog prisforhoejelser i oktober 1988 og april 1989. For saa vidt angaar prisforhoejelsesinitiativerne i april 1990 og januar 1991, som sagsoegeren ifoelge beslutningen skal have deltaget i, var der blot tale om, at selskabet annoncerede forhoejelser, som ikke blev gennemfoert.
90 Det forhold, at sagsoegeren ikke deltog i prisinitiativet i oktober 1989, viser klart, at selskabet ikke havde nogen funktion i det paastaaede kartel. Hvis dette havde vaeret tilfaeldet, havde selskabet hele tiden maattet deltage i samtlige prisinitiativer for ikke at skabe fare for, at de indgaaede aftaler ikke lykkedes.
91 Sagsoegeren har endelig anfoert, at selskabet ikke foelte sig bundet af prisaftalerne, idet det er ubestridt, at det mod sine oprindelige tilkendegivelser ikke gennemfoerte prisstigningerne i april 1990 og januar 1991.
92 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerens adfaerd giver fuldt belaeg for, at selskabet deltog i samtlige prisinitiativer. Sagsoegeren annoncerede prisforhoejelser i forbindelse med alle de initiativer, PG Paperboard vedtog i den omhandlede periode, alene med undtagelse af initiativet i oktober 1989. Hvis enkelte prisforhoejelser ikke kunne gennemfoeres, kan dette skyldes kundernes modstand. Da forhoejelserne blev annonceret, maa det laegges til grund, at sagsoegeren foelte sig bundet af prisaftalerne.
Rettens bemaerkninger
93 Som allerede fastslaaet, fremgaar det af beslutningen, at prisforhoejelsesinitiativet i oktober 1989 ikke vedroerte GD-kvaliteter, som er de eneste kartonkvaliteter, sagsoegeren fremstiller. Retten har ligeledes fastslaaet (jf. ovenfor, praemis 82), at det forhold, at sagsoegeren ikke gennemfoerte prisforhoejelsen i januar 1991, blot bekraefter, at selskabet ophoerte med at deltage i overtraedelsen i slutningen af 1990.
94 Den omstaendighed, at sagsoegeren, efter at have annonceret, at selskabet ville foretage en prisforhoejelse i marts 1990, alligevel ikke forhoejede sine priser paa det fastsatte tidspunkt, aendrer ikke noget ved, at selskabet deltog i det ulovlige samarbejde om priser. Det haevdes ikke i beslutningen, at sagsoegeren gennemfoerte den omhandlede prisforhoejelse. I tabel F i bilagene til beslutningen henviser Kommissionen blot til skrivelsen af 13. december 1989 (dokument F-7-1), hvori sagsoegeren tilkendegav, at selskabet agtede at foretage en prisforhoejelse i marts 1990 (jf. ovenfor, praemis 80).
95 Endvidere bemaerkes, at sagsoegeren gennemfoerte de samordnede prisforhoejelser i oktober 1988 og april 1989 (tabel C og D i bilagene til beslutningen).
96 Sagsoegerens argument om, at selskabet ikke foelte sig bundet af sine droeftelser med konkurrenterne om kartonpriserne, er irrelevant. En anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 1, forudsaetter nemlig ikke, at virksomhederne foeler sig bundet af det ulovlige samarbejde, de deltager i.
97 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.
Anbringendet om, at sagsoegeren ikke deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele og et ulovligt samarbejde om kapaciteter
Parternes argumenter
98 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet indtil 1990 udnyttede sin gamle kartonmaskine fuldt ud, og at det ikke kunne oege de producerede maengder. Service, vedligeholdelse og uheld med denne gamle maskine noedvendiggjorde talrige teknisk betingede produktionsstandsninger.
99 Eftersom selskabet forventede et produktionsfald i forbindelse med ombygningen af sin kartonmaskine, producerede det med henblik paa oplagring i 1989, idet maskinen koerte 20,8 dage mere end i et normalt aar. For at kunne opnaa et saadant produktionsoverskud maatte man give afkald paa produktionsstandsninger i industriferien og paa helligdage og udelukkende standse produktionen, naar det var noedvendigt af tekniske grunde. I 1990 blev der paa grund af ombygningsarbejderne produceret mindre, men den resterende kapacitet blev udnyttet fuldt ud. Sagsoegeren kunne saaledes ikke foelge noget princip om »pris frem for maengde«, og ombygningen af selskabets kartonfabrik var ogsaa i aabenbar modstrid med et saadant princip.
100 Beslutningen indeholder intet om en deltagelse i en aftale om kapaciteter eller om beskyttelse af de stoerste producenters markedsandele. Der henvises ikke til nogen faktiske forhold, der giver grundlag for at fastslaa, at sagsoegeren deltog i den paastaaede aftale om princippet »pris frem for maengde«. Navnlig beviser det notat, der blev fundet hos FS-Karton (bilag 115 til meddelelsen af klagepunkter, jf. beslutningens betragtning 92), ikke en saadan deltagelse. Ifoelge sagsoegeren henvises der i det paagaeldende notat blot til selskabets paastaaede markedsandel paa 3%. Selskabets markedsandel med hensyn til GD-kvaliteter laa imidlertid hoejst paa ca. 2%, selv i aarene 1988/1989, og den faldt endda i 1990 paa grund af ombygningsarbejderne.
101 Sagsoegeren har ligeledes bestridt, at selskabets sporadiske deltagelse i moeder i JMC kan ses som et bevis for, at det deltog i et princip om »pris frem for maengde«. Det fremgaar i denne forbindelse af Stora's anden redegoerelse, som Kommissionen baserer sig paa, at det paagaeldende princip blev droeftet i forbindelse med moederne i PWG og PC, dvs. i organer, som sagsoegeren ikke deltog i. Notatet vedroerende et moede i DOEU den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter, jf. beslutningens betragtning 82) udgoer heller ikke et saadant bevis, idet det er ubestridt, at sagsoegeren aldrig deltog i moeder i dette udvalg.
102 Kommissionen har indledningsvis henvist til Stora's redegoerelser (bilag 39 og 43 til meddelelsen af klagepunkter). Disse indeholder en beskrivelse af de foranstaltninger, der blev truffet med hensyn til maengdetilpasning for at fastholde en balance mellem udbud og efterspoergsel og med hensyn til begraensning af markedsandelene. Endvidere fremgaar det af redegoerelserne, at foranstaltningerne med hensyn til maengdetilpasning og begraensning af markedsandelene var vaesentlige elementer i de aftaler, der blev indgaaet mellem medlemmerne af PG Paperboard. Stora's redegoerelser stoettes af flere dokumenter. Kommissionen har som eksempel herpaa henvist til et fortroligt notat af 28. december 1988 fra FS-Karton's salgsdirektoer (bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter).
103 Kommissionen har anfoert, at den har fortolket bilag 115 til meddelelsen af klagepunkter korrekt. De i dette notat indeholdte oplysninger - om procentvise markedsandele, producerede maengder og produktionskapacitet, ordrebeholdninger, priser og planlagte prisforhoejelser - kan paa grund af deres detaljerede og udtoemmende karakter kun vaere opnaaet gennem en individuel udveksling mellem producenterne. Da notatet saaledes bekraefter Stora's redegoerelser, er det uden betydning, om oplysningerne vedroerende sagsoegeren hidroerer fra selskabet selv, og om dets markedsandel faktisk var 3%. Det maa under alle omstaendigheder ifoelge Kommissionen tages i betragtning, at der i notatet alene henvises til det tyske marked for GD- og GT-kvaliteter, hvor sagsoegerens markedsandel i 1990 laa over de naevnte 3%.
104 Da sagsoegeren deltog i moeder i JMC, som havde til formaal at fastlaegge de noedvendige foranstaltninger med hensyn til princippet om »pris frem for maengde« (beslutningens betragtning 44 ff.), boer selskabet ogsaa goeres ansvarligt for overtraedelsen i relation til disse aspekter i kartellet. Kommissionen har herved understreget, at det, naar der er tale om et kompleks aftalesystem, ikke er noedvendigt, at hvert enkelt medlem selv gennemfoerer alle elementerne i kartellet, saafremt det er godtgjort, at kartellet i sin helhed har gennemfoert dem (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 256-261 og 305, og dommen i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, a.st., praemis 272). Det er derfor uden betydning, at sagsoegeren eventuelt maatte have foroeget sin markedsandel, idet en saadan individuel adfaerd ikke undskylder en deltagelse i et ulovligt kartel. Det er ligeledes uden betydning, at selskabet muligvis ikke foretog produktionsstandsninger og udnyttede sin kapacitet fuldt ud.
Rettens bemaerkninger
105 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved - i sagsoegerens tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990 - at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.
106 Det er ubestridt, at sagsoegeren deltog i visse moeder i JMC fra 1988 til slutningen af 1990. Endvidere maa det som naevnt betragtes som godtgjort, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser i samme periode (jf. ovenfor, praemis 69 ff.).
107 Da sagsoegeren bestrider, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger og et ulovligt samarbejde om markedsandele, skal de fremfoerte argumenter vedroerende disse to former for ulovligt samarbejde behandles saerskilt.
- Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger
108 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der var repraesenteret under moederne i PWG, fra slutningen af 1987 i et ulovligt samarbejde om standsninger af produktionsfaciliteterne, og der blev faktisk foretaget produktionsstandsninger fra 1990.
109 Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal i henhold til Stora's beskrivelse »bl.a. [var] 'droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet'«. Endvidere anfoerer Kommissionen med hensyn til »den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987« (betragtning 52, foerste afsnit), at den bl.a. sigtede mod at fastholde »et konstant udbudsniveau« (betragtning 58, foerste afsnit).
110 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).
111 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).
112 Det skal understreges, at Stora i sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988 erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«
113 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«
114 Kommissionen baserer ogsaa sine konklusioner paa bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, som er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller) om markedssituationen.
115 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Udtrykket »direktoerniveau« blev af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kraever naermere forklaring paa dette sted.
116 Forfatterens begrundelse for, at han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.
117 Forfatteren fastslaar saaledes:
»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.
...
c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«
118 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.
119 Paa baggrund af ovenstaaende findes Kommissionen at have godtgjort, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i moederne i PWG.
120 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der deltog i JMC's moeder, herunder sagsoegeren, ligeledes i dette ulovlige samarbejde.
121 Kommissionen bemaerker hertil:
»Foruden Fides-systemet, der oplyste de samlede tal for hele branchen, var det almindeligt, at hver enkelt producent oplyste sin egen ordrebeholdning over for konkurrenterne paa moederne i JMC.
Oplysningerne om, hvor mange dage virksomhederne havde ordrer til, var relevante i to henseender:
- som grundlag for at beslutte, hvorvidt forudsaetningerne for at gennemfoere prisforhoejelser var til stede
- som grundlag for at beregne, hvor lang tid driften maatte indstilles for at opretholde ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel ...« (beslutningens betragtning 69, tredje og fjerde afsnit).
122 Kommissionen anfoerer endvidere:
»De uofficielle notater fra to JMC-moeder, det ene i januar 1990 (se betragtning 84), det andet i september 1990 (se betragtning 87), samt andre dokumenter (se betragtning 94 og 95) bekraefter ... at de store producenter holdt deres mindre konkurrenter taet og loebende informeret i PG Paperboard om deres planer om at gennemfoere yderligere produktionsstandsninger som alternativ til at saenke priserne« (beslutningens betragtning 71, tredje afsnit).
123 Bevismaterialet vedroerende JMC's moeder (bilag 109, 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter) bekraefter, at der som led i forberedelsen af prisforhoejelserne fandt droeftelser sted om produktionsstandsninger. Bl.a. naevner bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat fra Rena af 6. september 1990 (jf. ogsaa ovenfor, praemis 73), omfanget af prisforhoejelser i en raekke lande, datoerne for den fremtidige offentliggoerelse af disse samt ordrebeholdningen udtrykt i antal arbejdsdage for flere producenter. Notatets forfatter giver udtryk for, at visse producenter forudsaa produktionsstandsninger, idet han anfoerer:
»Kopparfors 5-15 days 5/9 will stop for five days.«
124 Selv om bilag 117 og 109 til meddelelsen af klagepunkter ikke indeholder direkte oplysninger om paataenkte produktionsstandsninger, afsloerer de imidlertid, at situationen med hensyn til ordrebeholdning og indgaaende ordrer blev droeftet under JMC's moeder den 6. september og den 16. oktober 1989.
125 I sammenhaeng med redegoerelserne fra Stora er disse dokumenter tilstraekkeligt bevis for, at de producenter, der deltog i JMC's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger. De virksomheder, der deltog i det ulovlige samarbejde om priser, havde noedvendigvis kendskab til, at en gennemgang af ordrebeholdningen og indgaaende ordrer samt droeftelser af eventuelle produktionsstandsninger ikke alene skulle indgaa ved afgoerelsen af, om markedsvilkaarene var gunstige for en samordnet prisforhoejelse, men ligeledes ved afgoerelsen af, om produktionsstandsninger var noedvendige for at undgaa, at det samordnede prisniveau undermineredes af et for stort udbud. Det fremgaar saaledes navnlig af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, at deltagerne i JMC's moede den 6. september 1990 enedes om at annoncere en kommende prisforhoejelse, selv om en raekke producenter havde erklaeret, at de gjorde klar til at standse produktionen. Markedsforholdene syntes saaledes at kraeve, at der fandt (yderligere) produktionsstandsninger sted, saafremt en fremtidig prisforhoejelse reelt skulle kunne gennemfoeres, hvilket producenterne i hvert fald stiltiende havde accepteret.
126 Af disse grunde finder Retten, uden at det er fornoedent at undersoege de oevrige beviser, som Kommissionen har henvist til i beslutningen (bilag 102, 113, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter), at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, der deltog i JMC's moeder og i det ulovlige samarbejde om priser, deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende produktionsstandsninger.
127 Det maa herefter laegges til grund, at sagsoegeren fra 1988 til slutningen af 1990 deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende produktionsstandsninger.
128 Sagsoegerens argumenter, hvorefter selskabets faktiske adfaerd ikke er forenelig med Kommissionens paastande om, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, kan ikke tiltraedes.
129 Det skal i denne forbindelse understreges, at Kommissionen har erkendt, at da branchen havde arbejdet med fuld kapacitetsudnyttelse indtil begyndelsen af 1990, havde der praktisk taget ikke vaeret behov for produktionsstandsninger foer dette tidspunkt (beslutningens betragtning 70).
130 Endvidere foelger det af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder, der havde et klart konkurrencebegraensende formaal, ikke kan fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold (jf. eksempelvis Rettens dom af 6.4.1995, sag T-141/89, Tréfileurope mod Kommissionen, Sml. II, s. 791, praemis 85). Selv om det antages, at sagsoegerens adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, og at selskabet bl.a. - som det goer gaeldende - udnyttede sin produktionskapacitet fuldt ud i 1990, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade selskabets ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
- Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om markedsandele
131 Sagsoegeren bestrider, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, men det har ikke anfaegtet den i beslutningen indeholdte bemaerkning om, at de producenter, der deltog i moederne i PWG, indgik en aftale om, at »de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked [blev] 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner« (betragtning 52, foerste afsnit).
132 Der skal paa denne baggrund henvises til, at Kommissionen i relation til de virksomheder, der ikke deltog i PWG's moeder, anfoerer foelgende:
»Mens de mindre kartonproducenter, der deltog i JMC's moeder, ikke blev indviet i de indgaaende droeftelser af markedsandele i PWG, accepterede de alle princippet om 'pris frem for maengde' og var derfor udmaerket klar over den almindelige forstaaelse, der herskede blandt de stoerre producenter med henblik paa at fastholde 'et konstant udbudsniveau', og uden tvivl ogsaa om behovet for at tilpasse deres egen markedsadfaerd hertil« (beslutningens betragtning 58, foerste afsnit).
133 Uanset at det ikke udtrykkeligt fremgaar af beslutningen, bekraefter Kommissionen herved Stora's redegoerelser, hvori det hedder:
»De producenter, der ikke deltog i PWG, blev normalt ikke orienteret om enkelthederne i droeftelserne vedroerende markedsandele. Uanset dette ville de som led i princippet om pris frem for maengde, som de var med i, fra de store producenter vaere blevet gjort bekendt med betydningen af ikke at underminere priserne ved at bevare et stabilt udbudsniveau.
For saa vidt angaar udbuddet af GC-kvaliteter var de andele, som daekkedes af producenter, der ikke deltog i PWG, saa ubetydelige, at det stort set ville vaere uden betydning, om de deltog i aftalerne vedroerende markedsandele eller ikke« (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 1.2).
134 Kommissionen bygger i lighed med Stora navnlig paa den antagelse, at selv om det ikke direkte er bevist, maa de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, men som bevisligt var med i andre elementer af den overtraedelse, der er naevnt i beslutningens artikel 1, antages at have haft kendskab til det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele.
135 En saadan slutning kan ikke tiltraedes. Kommissionen har for det foerste ikke henvist til nogen form for beviser, der kan antages at godtgoere, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, havde tiltraadt en generel aftale om, at de stoerste producenters markedsandele skulle fastfryses.
136 For det andet kan den omstaendighed, at virksomhederne deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, ikke anses for bevis for, at de ligeledes deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele. I denne forbindelse bemaerkes, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele i modsaetning til, hvad Kommissionen tilsyneladende paastaar, ikke i sig selv har nogen forbindelse med det ulovlige samarbejde om priser og/eller om produktionsstandsninger. Det er tilstraekkeligt at fastslaa, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandelene for de stoerste producenter i PWG ifoelge beslutningen (betragtning 52 ff.) havde til formaal at holde markedsandelene paa et konstant niveau, med mulighed for aendring fra tid til anden, ogsaa i perioder, hvor markedsvilkaarene, herunder ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel, ikke kraevede, at produktionen tilpassedes for at sikre, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev gennemfoert. Det foelger heraf, at en eventuel deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser og/eller produktionsstandsninger ikke beviser, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, umiddelbart deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, eller at de noedvendigvis havde eller burde have haft kendskab til dette.
137 For det tredje paaberaaber Kommissionen sig bilag 115 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat, der blev fundet hos FS-Karton (fra Mayr-Melnhof-koncernen). Det hedder i beslutningens betragtning 92, foerste afsnit, at dette notat, »som stammede fra begyndelsen af 1991, [aabenbart] omhandler ... udfaldet af et moede med andre producenter, selv om dette benaegtes af Mayr-Melnhof«. Desuden viser det »de procentvise markedsandele (i 1990) for [Mayr-Melnhof]-koncernen, Feldmuehle, Buchmann, Weig, Europa Carton, Cascades, Laakmann, Saffa, Gruber & Weber og De Eendracht« (betragtning 92, andet afsnit).
138 Dette bilag kan imidlertid ikke betragtes som et bevis for, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde mellem producenterne om markedsandelene. Det angiver ganske vist de procentvise markedsandele i Tyskland for flere producenter, herunder sagsoegeren, men det kan hverken udledes af bilaget, hvor det stammer fra, eller hvilket moede det skal vedroere. Under disse omstaendigheder kan det ikke udelukkes, at dokumentet blev udarbejdet i loebet af 1991 paa grundlag af oplysninger, der var offentliggjort eller modtaget fra kunder, med henblik paa et internt moede i FS-Karton. Selv hvis det laegges til grund, at der faktisk fandt droeftelser sted vedroerende markedsandelene mellem flere producenter, hvoraf visse ikke deltog i moederne i PWG, er det under alle omstaendigheder ikke godtgjort, at disse droeftelser fandt sted i den periode, hvori sagsoegeren er gjort ansvarlig for overtraedelsen, dvs. i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990.
139 Det bemaerkes for det fjerde, at det fremgaar af beslutningens betragtning 58, andet og tredje afsnit, at Kommissionen som yderligere bevis for sin paastand henviser til bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, dvs. et notat, som den har faaet fra Rena, og som ifoelge beslutningen vedroerer et saerligt moede i Nordic Paperboard Institute (herefter »NPI«) den 3. oktober 1988. I denne forbindelse bemaerkes blot, at sagsoegeren dels ikke var medlem af NPI, dels at dokumentets omtale af, at det eventuelt blev noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, af de allerede anfoerte grunde ikke kan anses for bevis for et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele.
140 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning som den foreliggende, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.
141 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen ikke bevist, at sagsoegeren vidste eller noedvendigvis burde vide, at selskabets retsstridige adfaerd indgik i en samlet plan, der ud over det ulovlige samarbejde om priser og det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger, som selskabet faktisk deltog i, ogsaa omfattede et ulovligt samarbejde om de stoerste producenters markedsandele.
142 Beslutningens artikel 1, ottende led, hvorefter den aftale og den samordnede praksis, sagsoegeren deltog i, sigtede mod at »fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden«, boer herefter annulleres i forhold til sagsoegeren.
Anbringendet om en fejlvurdering af sagsoegerens deltagelse i Fides' system for udveksling af oplysninger
Parternes argumenter
143 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet kun deltog i Fides' system for udveksling af oplysninger for at faa paalidelige oplysninger om den fremtidige udvikling paa markedet for foldeaesker med henblik paa en betydelig investering i nye produktionsfaciliteter. Selskabets deltagelse i systemet ophoerte, efter at investeringen var gennemfoert i slutningen af 1990. Deltagelsen havde saaledes til formaal at forbedre selskabets egen stilling paa markedet paa de andre producenters bekostning.
144 I oevrigt troede sagsoegeren, at det i sig selv var lovligt at deltage i informationsudvekslingssystemet.
145 Kommissionen har anfoert, at Fides' system for udveksling af oplysninger blev benyttet til at goere det lettere for et kartel, der falder ind under traktatens artikel 85, at fungere. Under disse omstaendigheder kan informationsudvekslingssystemet ikke bedoemmes saerskilt i forhold til kartellets konkurrencebegraensende maalsaetninger. Sagsoegeren kunne ikke vaere uvidende om, at det indfoerte informationsudvekslingssystem var ulovligt. Saafremt sagsoegeren maatte have vaeret i god tro, kan dette under alle omstaendigheder kun have betydning for boedens stoerrelse.
Rettens bemaerkninger
146 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«, dvs. et ulovligt samarbejde om priser, et ulovligt samarbejde om markedsandele og et ulovligt samarbejde om midlertidige produktionsstandsninger.
147 Beslutningen maa paa baggrund af dens konklusion og betragtning 134, tredje afsnit, fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet.
148 I beslutningens betragtning 134, tredje afsnit, praeciseres det, at Fides' system for udveksling af oplysninger var »en vaesentlig hjaelp til
- overvaagning af udvikling i markedsandele
- overvaagning af udbuds- og efterspoergselsforholdene, saaledes at kapaciteten kunne udnyttes fuldt ud
- afgoerelse af, om samordnede prisstigninger kunne gennemfoeres
- fastlaeggelse af den noedvendige 'downtime'«.
149 Da Fides' system for udveksling af oplysninger kun blev anset for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet, er sagsoegerens argument om, at selskabet troede, at det i sig selv var lovligt at deltage i systemet, irrelevant.
150 Sagsoegeren har i oevrigt ikke bestridt rigtigheden af det i beslutningen anfoerte om, at Fides-statistikkerne blev benyttet i konkurrencebegraensende oejemed.
151 Der er under disse omstaendigheder foert bevis for, at sagsoegeren deltog i en udveksling af oplysninger med henblik paa at stoette de konkurrencebegraensende handlinger, som det er godtgjort, at selskabet deltog i. Dets bemaerkninger om grundene til, at det besluttede sig for at deltage i Fides' informationsudvekslingssystem, er saaledes ogsaa irrelevante.
152 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.
Paastanden om annullation af beslutningens artikel 2
Parternes argumenter
153 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at forbuddet i beslutningens artikel 2 er formuleret for upraecist. De yderst vage oplysninger, der gives i bestemmelsen, goer det ikke muligt at skelne mellem et lovligt og et ulovligt informationsudvekslingssystem. Ethvert system for udveksling af oplysninger, selv i form af samlede tal, vil kunne falde ind under forbuddet.
154 I det omfang artikel 2 forbyder udveksling af oplysninger i form af samlede tal, er beslutningen i strid med Kommissionens meddelelse vedroerende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis angaaende samarbejdet mellem virksomheder (JO 1968 C 75, s. 3, som berigtiget i JO 1968 C 84, s. 14, herefter »meddelelsen angaaende samarbejde«).
155 Kommissionen har i sin Syvende beretning om konkurrencepolitikken (punkt 7) bekraeftet, at et informationsudvekslingssystem, der ikke goer det muligt at identificere oplysninger vedroerende de enkelte virksomheder, ikke strider mod konkurrencereglerne.
156 For saa vidt som Kommissionen i beslutningen har lagt vaegt paa risikoen for et misbrug af oplysninger, der lovligt kan samles, er anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85 blevet udvidet paa uberettiget vis.
PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0310.1
157 Kommissionen har bestridt, at forbuddet mod udveksling af oplysninger for fremtiden er for upraecist. Det er tilstraekkeligt, at det fremgaar af beslutningens konklusion og dens begrundelse, hvilken konkurrencebegraensende adfaerd der skal bringes til ophoer (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 122, 123 og 124). I det foreliggende tilfaelde indeholder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), allerede en detaljeret beskrivelse af den forbudte udveksling af oplysninger. Endvidere er der redegjort detaljeret for de faktiske konstateringer vedroerende de udvekslede oplysninger i beslutningens betragtning 61-68, 105 og 106. Desuden indeholder beslutningen en noejagtig beskrivelse af informationsudvekslingens konkurrencebegraensende virkninger (betragtning 134 og 166). Forbuddets raekkevidde fremgaar saaledes klart af beslutningens artikel 2 sammenholdt med dens begrundelse.
158 Beslutningens artikel 2, stk. 2 og 3, angiver blot, hvorledes en lovlig udveksling af oplysninger kan udformes.
159 Kommissionen har ligeledes bestridt, at forbuddet er for omfattende. Forbuddet mod fremtidig udveksling af oplysninger skal ses i lyset af konstateringerne i beslutningens betragtning 68, 69 og 70. Forbuddet mod at udveksle oplysninger i form af samlede tal vedroerer i oevrigt kun oplysninger om ordretilgang, ordrebeholdninger og kapacitetsudnyttelse. Ved bedoemmelsen af udvekslingen af oplysninger skal der tages hensyn til sektorens hoeje koncentrationsgrad og det hoeje oplysningsniveau vedroerende de forskellige virksomheders struktur og politik, der er resultatet af det tidligere samarbejde inden for PG Paperboard. Paa koncentrerede markeder ligger mulighederne for konkurrence hovedsagelig i den uvished og hemmeligholdelse, der hersker mellem de stoerste producenter med hensyn til markedsvilkaarene. Udveksling af oplysninger om ordrebeholdningerne med korte mellemrum goer kunstigt markedet saa transparent, at de bestaaende konkurrencemuligheder til sidst ikke laengere kan udnyttes.
160 Den ugentlige udveksling af statistikker over ordretilgang giver desuden sammen med kapacitetsrapporterne virksomhederne mulighed for at goere sig bekendt med kapacitetsudnyttelsen inden for sektoren og at planlaegge produktionsstandsninger inden for hele sektoren. Producenterne kan saaledes opretholde en balance mellem udbud og efterspoergsel og modvirke et prisfald i tilfaelde af faldende efterspoergsel. Disse virkninger indtraeder, uanset om oplysningerne kan individualiseres, eller om de vedroerer allerede afgivne ordrer. Kommissionen konkluderede derfor med rette, at en udveksling af oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn ordretilgang og ordrebeholdninger, selv i form af samlede tal, er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.
161 Beslutningen er ifoelge Kommissionen ikke i strid med meddelelsen angaaende samarbejde eller oplysningerne i Syvende beretning om konkurrencepolitikken.
Rettens bemaerkninger
162 Det bemaerkes, at beslutningens artikel 2 indeholder foelgende bestemmelse:
»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:
a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner, eller
b) hvorved en faelles brancheholdning til oekonomiske forhold med hensyn til priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv om individuelle oplysninger ikke afsloeres, eller
c) hvorved de kunne blive i stand til at overvaage tilslutning til eller overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller markedsopdeling i EF.
Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger, den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfaelde selv om det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte maskine.
Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begraenses til indsamling og udbredelse af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd.
Virksomhederne skal ogsaa afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning i tilslutning til en saadan tilladt udveksling samt afholde sig fra moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger.
De noedvendige aendringer af et eventuelt system for udveksling skal vaere foretaget senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«
163 Som det fremgaar af betragtning 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan Kommissionen, naar den konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bl.a. traktatens artikel 85, ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer.
164 Ifoelge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 45, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (Rettens dom af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755, praemis 220).
165 I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., praemis 93; jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1533, praemis 209, og sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 163).
166 Efterproevelsen af, om paabuddet i beslutningens artikel 2, som haevdet af sagsoegeren, er for vidtgaaende, skal derfor omfatte en undersoegelse af omfanget af de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.
167 Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning som de overtraedelser, der er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formaal at hindre virksomhederne i at gentage den adfaerd, der er konstateret at vaere ulovlig. Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de befoejelser, den er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.
168 Artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), har naermere til formaal at forbyde fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger.
169 Paabuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger, paa grundlag af hvilke deltagerne direkte eller indirekte kan faa adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende virksomheder, forudsaetter, at Kommissionen i beslutningen har fastslaaet, at udveksling af saadanne oplysninger er retsstridig i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1.
170 I denne forbindelse bemaerkes, at det ikke fremgaar af beslutningens artikel 1, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger i sig selv er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
171 Artikel 1 fastslaar generelt, at virksomhederne har overtraadt traktatbestemmelsen ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«.
172 Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (dommen i sagen Suiker Unie m.fl., a.st., praemis 122). Beslutningens betragtning 134, andet afsnit, er affattet saaledes:
»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og foelsomme individuelle forretningsmaessige oplysninger paa moeder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig JMC) vedroerende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og produktionskvoter var aabenbart konkurrencebegraensende, idet den havde til formaal at sikre, at forudsaetningerne for gennemfoerelsen af de aftalte prisinitiativer var saa gunstige som muligt ...«
173 Da Kommissionen saaledes i beslutningen behoerigt har fastslaaet, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger som saadan udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 i anvendelse.
174 Forbuddene mod udveksling af forretningsmaessige oplysninger i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersoeges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og 4, der underbygger de omhandlede paabud. Det skal saaledes afgoeres ud fra konteksten, om, og i bekraeftende fald i hvilket omfang, Kommissionen har anset udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der paahviler virksomhederne, skal begraenses til, hvad der er noedvendigt for at sikre, at deres adfaerd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.
175 Beslutningen maa fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens betragtning 134, tredje afsnit). En saadan fortolkning bekraeftes af ordlyden af beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgaar, at virksomhederne havde udvekslet forretningsmaessige oplysninger »til stoette for naevnte forholdsregler«, der fandtes at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.
176 Omfanget af de forbud, der gaelder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedoemmes under hensyn til denne stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt med traktatens artikel 85.
177 De naevnte forbud er dels ikke begraenset til at omfatte udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 2]. Desuden forbyder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegraensende adfaerd fremmes.
178 Et saadant forbud gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes, for saa vidt som det er til hinder for, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal. Dels fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfoerer den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.
179 Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor vaere at annullere, med undtagelse af foelgende passager:
»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:
a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.
Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«
Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes
Anbringenderne vedroerende de spoergsmaal, der er behandlet i det faelles mundtlige indlaeg
180 Under det uformelle moede den 29. april 1997 blev de virksomheder, der havde anlagt sag til proevelse af beslutningen, opfordret til at overveje at afgive faelles mundtlige indlaeg for det tilfaelde, at sagerne blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Det blev understreget, at saadanne faelles mundtlige indlaeg kun ville kunne afgives af sagsoegere, der i deres staevning faktisk havde gjort anbringender gaeldende svarende til dem, der skulle fremfoeres i det faelles mundtlige indlaeg.
181 Ved telefax af 14. maj 1997, som blev fremsendt paa samtlige sagsoegeres vegne, meddelte sagsoegerne, at de havde besluttet at behandle seks spoergsmaal i et faelles mundtligt indlaeg, herunder foelgende:
a) beskrivelsen af markedet og kartellets manglende virkninger
b) det generelle boedeniveau og begrundelsen for beslutningen i saa henseende
c) begrundelsen for boederne.
182 Sagsoegeren har ikke i staevningen fremfoert nogen anbringender eller argumenter vedroerende disse tre spoergsmaal. Selskabet tilkendegav ikke desto mindre under retsmoedet, at det tilsluttede sig det faelles indlaeg paa disse punkter.
183 Det bemaerkes, at der i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, foerste afsnit, ikke maa fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren ikke paaberaabt sig nogen retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, og som kan begrunde fremsaettelsen af de omhandlede nye anbringender.
184 De paagaeldende anbringender, som sagsoegeren har gjort gaeldende for foerste gang under retsmoedet, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.
Anbringenderne om, at Kommissionen lagde en forkert omsaetning til grund, og om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten og retten til kontradiktion i denne forbindelse
Parternes argumenter
185 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af beslutningens betragtning 4, at visse former for karton, saasom graa pap, der ikke anvendes til fremstilling af foldeaesker, ikke er genstand for beslutningen og ikke falder ind under definitionen af »karton« i beslutningens forstand, selv om disse produkter kan fremstilles paa kartonmaskiner. Dette bekraeftes i betragtning 3, hvori det hedder, at karton »hovedsagelig anvendes til fremstilling af foldeaesker ...«.
186 Ved begyndelsen af sin undersoegelse anmodede Kommissionen sagsoegeren om at oplyse sin samlede omsaetning paa kartonomraadet og selskabets omsaetning vedroerende GD-kvaliteter. I meddelelsen af klagepunkter tilkendegav Kommissionen imidlertid, at undersoegelsen kun vedroerte kartonkvaliteter, der er beregnet til fremstilling af foldeaesker.
187 Tre af de af sagsoegeren fremstillede produkter falder ikke ind under den definition af »karton«, der er indeholdt i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen, nemlig produkterne Printa, Duplex KO og Silbergrau.
188 Produktet Printa er en dupleks-karton, der bestaar af et traeholdigt lag og et midterlag og en bagside, der 100% bestaar af brugte fibre. Sagsoegeren har under henvisning til en udtalelse fra Papirtechnische Stiftung (herefter »PTS«) anfoert, at denne kvalitet ikke hoerer til blandt GD-kvaliteterne. Printa er en blandet kvalitet, som hovedsagelig anvendes til fremstilling af kartonnage og kun i meget begraenset omfang til fremstilling af foldeaesker. Det er kun for at angive, at produktet - i det mindste delvis - ogsaa kan anvendes til fremstilling af foldeaesker, at selskabet markedsfoerer den paagaeldende kvalitet under betegnelsen »pigmenteret UD«.
189 Produktet Duplex KO er en enkel dupleks-karton, der bestaar af et traeholdigt lyst lag og et midterlag og en bagside bestaaende af 100% brugte fibre. Sagsoegeren har under henvisning til en udtalelse fra PTS anfoert, at dette produkt heller ikke hoerer til blandt kvaliteterne GD og UD2. Det anvendes naesten udelukkende til fremstilling af kartonnage, og det kan ikke sammenlignes med de kvaliteter, der er beregnet til fremstilling af foldeaesker, med hensyn til anvendelsesformaal, kvalitet og prisniveau. Det bliver markedsfoert under betegnelsen »ED« (»Einfach Duplex«).
190 Endelig er produktet Silbergrau en ren graa pap.
191 Paa denne baggrund oplyste sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter over for Kommissionen, at selskabet kun fremstillede kvaliteterne Supra og Bona. Dette blev bekraeftet under den mundtlige hoering for Kommissionen. Sagsoegerens repraesentant forklarede, at produktet Printa ikke hoerer til blandt UD- eller GD-kvaliteterne, og at selskabet derfor i sine meddelelser til Fides havde medtaget en saerskilt rubrik for dette produkt. For saa vidt angaar produktet Duplex KO forklarede sagsoegerens repraesentant, at denne kvalitet henhoerer under kategorien ED og ogsaa var blevet henfoert herunder i meddelelserne til Fides. Han naevnte udtrykkeligt, at det ikke ville vaere korrekt at anvende forkortelsen »UD« for dette produkt.
192 Eftersom diskussionen omkring sagsoegerens produkter ikke blev fortsat, ansaa selskabet det for ubestridt, at produkterne Printa og Duplex KO ikke var genstand for proceduren. Kommissionen genoptog foerst diskussionen i en skrivelse af 24. maj 1994, hvori den haevdede, at produktet Printa kun adskiller sig fra GD2-karton ved sin mindre massefylde - hvilket ikke er korrekt - og at produktet Duplex KO af handelen betragtes som et UD-produkt.
193 Da beslutningen ikke indeholder nogen stillingtagen til, om den vedroerer de omhandlede produkter, er den mangelfuldt begrundet. Det fremgaar ganske vist af retspraksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage stilling til argumenter, som den anser for at vaere helt uden betydning (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 318), men spoergsmaalet om afgraensningen af de af beslutningen beroerte produkter er af afgoerende betydning.
194 Den omstaendighed, at de paagaeldende produkter ogsaa er gjort til genstand for beslutningen, udgoer ikke blot en tilsidesaettelse af begrundelsespligten, men ogsaa en tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion i betragtning af sagens forloeb.
195 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionen allerede havde kunnet beregne boeden korrekt paa grundlag af de oplysninger, sagsoegeren havde givet i sin skrivelse af 13. maj 1993. Kommissionen modtog i hvert fald de noedvendige oplysninger ved sagsoegerens skrivelse af 13. maj 1994, og de blev gentaget i skrivelsen af 1. juli 1994.
196 Kommissionen har gjort gaeldende, at den holdt sig langt under det loft for boeder, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Sagsoegeren kan derfor ikke kraeve, at en del af selskabets omsaetning ikke tages i betragtning.
197 Efter at sagsoegeren havde gjort indsigelse mod, at der blev taget hensyn til visse af selskabets produkter, opfordrede Kommissionen ved skrivelse af 24. maj 1994 selskabet til at opdele den allerede oplyste samlede omsaetning efter de forskellige produkter. I denne skrivelse angav Kommissionen ogsaa de naermere grunde til, at den ansaa produkterne Printa og Duplex KO for at burde henfoeres til GD-kvaliteterne. Sagsoegeren svarede foerst ved skrivelse af 1. juli 1994, altsaa laenge efter udloebet af den af Kommissionen fastsatte frist til den 31. maj 1994, og heller ikke i denne skrivelse var der foretaget en opdeling af den samlede omsaetning efter de af selskabet producerede kartonkvaliteter. Under disse omstaendigheder var Kommissionen berettiget til at henholde sig til den samlede omsaetning paa kartonomraadet, som sagsoegeren oprindeligt havde oplyst.
198 Kommissionen har endvidere anfoert, at produkterne Printa og Duplex KO falder ind under definitionen af »karton« i beslutningen. Det drejer sig i denne forbindelse ikke om at definere det relevante marked, men om at fastlaegge, hvilke produkter aftalerne mellem kartellets medlemmer vedroerte.
199 Det fremgaar af beslutningens betragtning 4, at beslutningen ikke kun vedroerer karton, der er beregnet til fremstilling af foldeaesker. Visse kartontyper er imidlertid undtaget, saasom graa pap, der fremstilles udelukkende paa basis af papiraffald. Sagsoegeren har i oevrigt selv erkendt, at produkterne Printa og Duplex KO egner sig til fremstilling af foldeaesker. Sagsoegeren har i staevningen selv betegnet Printa som UD. Det er saaledes klart, at produktet henhoerer under GD-kvaliteterne.
200 Sagsoegeren har ligeledes anerkendt, at meddelelserne til Fides omfattede oplysninger vedroerende de omhandlede produkter, hvilket viser, at selskabet selv ansaa disse kvaliteter for at vaere omfattet af kartellet. Prisforhoejelserne omfattede ogsaa disse produkter.
201 Endvidere viste droeftelserne under den mundtlige hoering for Kommissionen, at de omhandlede produkter maa anses for omfattet af definitionen af karton. Sagsoegerens repraesentant udtalte saaledes, at Printa-kvaliteten er »en slags GD3« (»something of a GD3«). PG Paperboard anvender imidlertid forkortelsen GD3 som betegnelse for en form for »white-line chipboard«, som kun adskiller sig fra kvaliteterne GD1 og GD2 ved sin mindre massefylde. Med hensyn til produktet Duplex KO anerkendte sagsoegerens repraesentant, at konkurrenterne anser det for at hoere til blandt UD-kvaliteterne. Selv om sagsoegeren betegner det som »ED« (»Einfach Duplex«), viser selve navnet, at der er tale om en dupleks-kvalitet.
202 De omhandlede produkter er ogsaa betegnet som en dupleks-kvalitet i sagsoegerens egen reklamebrochure, hvori der endog henvises til, at produktet Printa anvendes paa omraadet for foldeaesker og display. De udtalelser, sagsoegeren har indhentet hos PTS, kan ikke tillaegges nogen bevisvaerdi.
203 Kommissionen har i beslutningens betragtning 168 og 169 i tilstraekkeligt omfang redegjort for de kriterier, der blev fulgt ved boedeudmaalingen. Da omsaetningen paa kartonomraadet var et af disse kriterier, var det ikke noedvendigt at redegoere naermere for, at der blev taget hensyn til produkterne Printa og Duplex KO ved boedeudmaalingen (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, praemis 363).
204 Kommissionen har endelig bestridt, at den aendrede opfattelse under proceduren, idet saavel meddelelsen af klagepunkter som beslutningen indeholdt en definition af genstanden for proceduren, der omfattede de omhandlede produkter.
Rettens bemaerkninger
205 Det er ubestridt, at Kommissionen fastsatte sagsoegerens boede paa grundlag af selskabets omsaetning i 1990 ved salg af alle dets kartonkvaliteter, herunder produkterne Printa, Duplex KO og Silbergrau.
206 Det er ligeledes ubestridt, at Kommissionen ved fastsaettelsen af de individuelle boeder konsekvent baserede sig paa den omsaetning, de enkelte adressater for beslutningen opnaaede paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Den tog herved udelukkende hensyn til den omsaetning, der var opnaaet ved salg af karton som defineret i beslutningen.
207 Kommissionen bestrider ikke, at produktet Silbergrau er en form for graa pap og som saadan ikke beroert af den konstaterede overtraedelse. Den goer derimod gaeldende, at produkterne Printa og Duplex KO falder ind under definitionen af karton i beslutningen, og at den konstaterede overtraedelse vedroerte disse produkter.
208 Da det her omhandlede anbringende maa vurderes i lyset af ovennaevnte forhold, skal det foerst undersoeges, om beslutningen er tilstraekkeligt begrundet, for saa vidt som produkterne Printa og Duplex KO anses for at falde ind under definitionen af det relevante produkt, og om sagsoegerens ret til kontradiktion i denne forbindelse er blevet tilsidesat. Det skal dernaest undersoeges, om Kommissionen har godtgjort, at den i beslutningens artikel 1 konstaterede overtraedelse vedroerte produkterne Printa og Duplex KO. Det skal endelig paa baggrund af konklusionerne i relation til de forudgaaende punkter undersoeges, om Kommissionen var berettiget til at fastsaette boedens stoerrelse paa grundlag af den omsaetning, sagsoegerne opnaaede i 1990 ved salg af samtlige sine kartonkvaliteter.
- Argumenterne om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten og af sagsoegerens ret til kontradiktion
209 Det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Retten at udoeve sin legalitetskontrol samt indeholde de oplysninger, der er noedvendige, for at den beroerte kan vide, om beslutningen hviler paa fornoedent grundlag. Spoergsmaalet, om begrundelsen er tilstraekkelig, skal vurderes i lyset af den konkrete sags omstaendigheder, navnlig indholdet af den paagaeldende retsakt, indholdet af de anfoerte grunde og den interesse, som retsaktens adressater kan have i begrundelsen. En tilstraekkelig begrundelse, jf. ovennaevnte krav, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund (jf. f.eks. Rettens dom af 28.4.1994, sag T-38/92, AWS Benelux mod Kommissionen, Sml. II, s. 211, praemis 26).
210 Beslutningens betragtning 4 lyder saaledes:
»De vigtigste kartonkvaliteter, der fremstilles i Vesteuropa, er:
- Falseaeskekarton ('folding boxboard' - FBB), der bestaar af et hvidt daeklag af bleget cellulose, et midterlag af mekanisk eller halvkemisk traemasse, og ofte et tyndt bundlag af bleget cellulose. FBB anvendes som regel til emballering af foedevarer, kosmetik, cigaretter, laegemidler m.m.
- Bleget aeskekarton ('white-lined chipboard' - WCL), der i det kontinentale Vesteuropa ogsaa betegnes som Duplex eller Triplex, er fremstillet paa grundlag af brugte fibre. Der anvendes bleget cellulose til daeklaget og papiraffald til de oevrige lag. Produktet anvendes normalt til emballering af nonfoodprodukter.
- Massivt bleget sulfatkarton ('solid bleached sulphate' - SBS) er et flerlagsprodukt, der fremstilles af bleget cellulose og er hvidt helt igennem. Produktet anvendes hovedsagelig som fineste emballagekvalitet til foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter.
Visse beslaegtede produkter (f.eks. graa pap ('greyboard'), der fabrikeres udelukkende paa basis af papiraffald) kan ogsaa fremstilles paa kartonmaskiner, men de falder uden for den definition af karton, som producenterne selv anvender, og er ikke genstand for den foreliggende sag.
De standardiserede produktbetegnelser og forkortelser, der bruges i Tyskland, anvendes almindeligvis i hele den vesteuropaeiske kartonindustri.
- coatede og ucoatede FBB-kvaliteter betegnes som henholdsvis 'GC' og 'UC'
- coatede og ucoatede 'duplekskvaliteter' af WCL betegnes som 'GD' og 'UD', mens 'triplekskvaliteterne' benaevnes 'GT' og 'UT'
- coatede og ucoatede SBS-kvaliteter betegnes som henholdsvis 'GZ' og 'UZ'.
Inden for disse kategorier er der flere undergrupper: F.eks. adskiller GC1 sig fra GC2 ved at have forskelligt bagsidemateriale, GD1 fra GD2 ved forskellen i specifikt volumen, osv. For nemheds skyld betegnes alle produkter fremstillet af ubrugte fibre ofte som 'GC-kvaliteter' og alle genbrugsprodukter som 'GD-kvaliteter'. Denne terminologi er anvendt i denne beslutning.«
211 Det fremgaar af denne beskrivelse af de af beslutningen omhandlede produkter, at Kommissionen tog hensyn til, at ordet »karton« daekker en lang raekke produkter og saaledes ikke har nogen praecis betydning. Kommissionens bemaerkning om, at »visse beslaegtede produkter«, der ogsaa kan fremstilles paa kartonmaskiner, ikke er omfattet af beslutningen (betragtning 4, andet afsnit), viser f.eks. klart, at de af beslutningen omfattede produkter efter Kommissionens opfattelse ikke udelukkende kunne fastlaegges under henvisning til ordet »karton«.
212 Eftersom Kommissionen understregede, at oplysningerne i betragtning 4 angik »de vigtigste kartonkvaliteter, der fremstilles i Vesteuropa«, kan de ikke betragtes som en udtoemmende definition af de af beslutningen omfattede produkter. Betragtning 4 maa derfor forstaas saaledes, at den beskriver de tekniske kendetegn (raamateriale, tykkelse og anvendelsesformaal) ved de vigtigste af de af beslutningen omfattede produkter. Den omstaendighed, at et bestemt produkt hverken udtrykkeligt er naevnt i den paagaeldende betragtning eller umiddelbart falder ind under de dér naevnte tekniske specifikationer, er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er tale om en kartonkvalitet, der ikke er omfattet af beslutningen.
213 Kommissionen kan ikke kritiseres for ikke at have givet en udtoemmende beskrivelse af de af beslutningen omfattede produkter.
214 For det foerste kan de af beslutningen omfattede produkter i et tilfaelde som det foreliggende fastlaegges ud fra deres tekniske kendetegn under henvisning til de produkter, der var genstand for den konstaterede overtraedelse. Saafremt det af beslutningen i sin helhed kan udledes, at den paastaaede overtraedelse vedroerte et bestemt produkt, og hvis beviserne for en saadan antagelse er angivet, forhindrer det forhold, at beslutningen ikke indeholder en noejagtig og udtoemmende opregning af de relevante produkter, ikke noedvendigvis, at Faellesskabets retsinstanser kan proeve beslutningens lovlighed, og det indebaerer heller ikke noedvendigvis, at beslutningen ikke giver den beroerte virksomhed de oplysninger, der er noedvendige, for at den kan vide, om beslutningen hviler paa fornoedent grundlag.
215 For det andet bemaerkes, at selv om Kommissionen (i betragtning 4, tredje afsnit) anfoerer, at de standardiserede produktbetegnelser og forkortelser, der bruges i Tyskland, anvendes generelt, fremgaar det af sagens akter (for saa vidt angaar de forskellige klassificeringer af kartonprodukterne, jf. bilag 1-4 til meddelelsen af klagepunkter), at der ikke findes nogen standardklassificering, der anvendes af hele branchen, og som goer det muligt at foretage en noejagtig og udtoemmende definition af alle de kartonkvaliteter, der fremstilles i Vesteuropa.
216 Denne konstatering stoettes af foelgende bemaerkninger, som blev fremsat af sagsoegerens repraesentant under hoeringen for Kommissionen i relation til produktet Printa:
»De tal, vi gav til Fides, vedroerte GD2, og vi fremstillede en saerlig karton kaldet Printa, som ikke var praecist defineret - den faldt ikke ind under kategorierne UD og GD. Den var en slags GD3 eller noget i den retning« (protokollatet af den mundtlige hoering, s. 47).
217 For det tredje goer sagsoegeren ikke gaeldende, at angivelserne i beslutningens betragtning 4 er forkerte. Det maa derfor laegges til grund, at disse angivelser udgoer en korrekt og relevant beskrivelse af de vigtigste kartonkvaliteter, der er omfattet af beslutningen.
218 Paa baggrund af ovenstaaende finder Retten, at beslutningen indeholder en tilstraekkelig begrundelse, der goer det muligt at fastlaegge generelt, hvilke produkter der var genstand for den konstaterede overtraedelse. Da sagsoegeren imidlertid under den administrative procedure for Kommissionen havde bestridt, at produkterne Printa og Duplex KO kunne anses for omfattet af proceduren, skal det undersoeges, om Kommissionen burde have givet en saerlig begrundelse paa dette punkt.
219 Der tages i beslutningen ikke udtrykkeligt stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt beslutningen omfatter produkterne Printa og Duplex KO.
220 Det fremgaar imidlertid af de beviser, Kommissionen paaberaaber sig i beslutningen, at de konkurrencebegraensende droeftelser, der fandt sted i visse af PG Paperboard's organer, bl.a. vedroerte de produkter, producenterne selv betegnede med forkortelserne GD og UD (jf. f.eks. den i betragtning 79 naevnte prisliste, som blev fundet hos Finnboard, og det i betragtning 87 naevnte bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter).
221 Desuden naevner Kommissionen i en skrivelse af 24. maj 1994 til sagsoegeren de grunde, der fik den til at konkludere, at de naevnte droeftelser maatte antages at have vedroert de omhandlede produkter.
222 I den paagaeldende skrivelse anfoerer Kommissionen:
»Som det allerede er blevet tydeliggjort i meddelelsen af klagepunkter, i Fides- dokumentationen og under hoeringen, begraenser ovennaevnte procedure sig, for saa vidt angaar kvaliteter fremstillet af genbrugsprodukter, ikke til kvaliteterne GD1 og GD2.
Deres karton 'Printa', som kun i Tyskland saedvanligvis betegnes som GD3, adskiller sig kun fra GD2 ved sin mindre massefylde (hoejst 1,3 cm3/g sammenlignet med 1,4 cm3/g, jf. bilag 4 til meddelelsen af klagepunkter). Deres karton 'Duplex KO' eller ED (Einfach Duplex) betragtes af handelen som UD (ucoated dupleks) - hvilket De selv har bekraeftet - selv om De snarere synes at sidestille produktet med GK 'Silbergrau').«
223 Selv om denne forklaring ikke blev gentaget i beslutningen, kunne sagsoegeren saaledes ikke vaere uvidende om, hvorfor Kommissionen ansaa produkterne Printa og Duplex KO for at vaere beroert af de omhandlede konkurrencebegraensende handlinger. Dette underbygges i oevrigt af, at det fremgaar af de argumenter, sagsoegeren fremfoerer i staevningen, at selskabet fuldt ud var bekendt med Kommissionens raesonnement.
224 Ud fra alle disse betragtninger maa begrundelsen for beslutningen anses for tilstraekkelig til, at det er muligt at proeve dens lovlighed, og til at give sagsoegeren de oplysninger, der er noedvendige, for at selskabet kan vide, om beslutningen hviler paa fornoedent grundlag.
225 Eftersom der er redegjort tilstraekkelig klart for Kommissionens raesonnement i dens skrivelse af 24. maj 1994 til sagsoegeren, kan dennes argument om, at selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat, heller ikke tiltraedes. Endvidere er der, i modsaetning til hvad sagsoegeren synes at goere gaeldende, ingen holdepunkter for at antage, at Kommissionen aendrede opfattelse under den administrative procedure, idet meddelelsen af klagepunkter indeholder en definition af karton, der naesten er identisk med den i beslutningens betragtning 4 indeholdte.
- Spoergsmaalet om, hvorvidt overtraedelsen vedroerte produkterne Printa og Duplex KO
226 Som allerede naevnt, vedroerte de konkurrencebegraensende droeftelser bl.a. de produkter, producenterne selv betegnede med forkortelserne GD og UD.
227 For saa vidt angaar produktet Printa maa det konstateres, at den af sagsoegerens repraesentant under hoeringen for Kommissionen fremsatte bemaerkning om, at dette produkt »var en slags GD3 eller noget i den retning« (»was something of a GD3 or something like that«), i sig selv udgoer et vaegtigt holdepunkt for, at produktet var beroert af droeftelserne. Det samme gaelder den omstaendighed, at sagsoegeren i forbindelse med markedsfoeringen af produktet benyttede betegnelsen pigmenteret UD.
228 I denne forbindelse maa sagsoegerens bemaerkning om, at selskabet kun anvendte betegnelsen pigmenteret UD i forbindelse med markedsfoeringen af produktet Printa for at tilkendegive, at produktet ogsaa kunne anvendes til fremstilling af foldeaesker, forkastes som udokumenteret.
229 Endvidere maa den af sagsoegeren hos PTS indhentede udtalelse om, at denne kartontype ikke kan betegnes som GD-karton, forkastes, idet den ikke har nogen bevisvaerdi. Sagsoegeren har nemlig intet oplyst om de af PTS anvendte klassificeringskriterier.
230 Dokumenterne vedroerende de af sagsoegeren annoncerede og gennemfoerte prisforhoejelser indeholder ingen holdepunkter for, at de prisforhoejelser, der blev aftalt inden for PG Paperboard, ikke vedroerte produktet Printa. Det fremgaar tvaertimod af en skrivelse af 8. marts 1989 fra sagsoegeren, hvori der annonceres en prisforhoejelse pr. 1. maj 1989 (dokument D-7-5), og som er det eneste dokument, hvori der sondres mellem de forskellige af sagsoegeren fremstillede produkter, at den prisforhoejelse, der blev annonceret for produktet Printa (9 DEM), var identisk med den, der var aftalt inden for PG Paperboard (jf. tabel D i bilagene til beslutningen), og med den, sagsoegeren annoncerede for produkterne Supra og Bona, der hoerer til blandt GD-kvaliteterne.
231 Under disse omstaendigheder har Kommissionen godtgjort, at den konstaterede overtraedelse ogsaa vedroerte produktet Printa.
232 Hvad angaar produktet Duplex KO har sagsoegeren - uden at det er blevet bestridt af Kommissionen - anfoert, at selskabet betegnede dette produkt med forkortelsen ED i de oplysninger, det sendte til Fides. Desuden blev ED-karton i Fides' statistikker klassificeret sammen med GK1-karton, som er en form for graa pap.
233 Det fremgaar ligeledes af sagsoegerens skrivelse af 8. marts 1989 (dokument D-7-5, jf. ovenfor), at den prisforhoejelse, der blev annonceret for produktet Duplex KO (7 DEM), var mindre end den, der var aftalt inden for PG Paperboard (jf. tabel D i bilagene til beslutningen), og den, sagsoegeren annoncerede for produkterne Supra, Bona og Printa. Den for produktet Duplex KO annoncerede prisforhoejelse var derimod identisk med den, der blev annonceret for produktet Silbergrau (en af sagsoegeren fremstillet form for graa pap).
234 Under disse omstaendigheder kan det forhold, at sagsoegerens repraesentant under hoeringen for Kommissionen udtalte, at »nogle af vores konkurrenter sagde, at [Duplex KO] faldt ind under kategorien UD ...« (»some of our competitors said [Duplex KO] could be put into the category of UD ...«), ikke udgoere et tilstraekkeligt bevis for, at de konkurrencebegraensende droeftelser inden for visse af PG Paperboard's organer vedroerte dette produkt.
235 Kommissionen findes herefter at have bevist, at den konstaterede overtraedelse vedroerte produktet Printa, hvorimod den ikke har godtgjort, at den ogsaa vedroerte produktet Duplex KO.
- Den omsaetning, der blev lagt til grund ved boedeudmaalingen
236 Det er ubestridt, at sagsoegerens boede blev fastsat paa grundlag af selskabets omsaetning ved salg af karton inden for Faellesskabet i 1990. Denne omsaetning, som blev meddelt Kommissionen ved skrivelse af 25. september 1991, daekker salget af samtlige af de af sagsoegeren fremstillede kartonprodukter. Det fremgaar imidlertid af ovenstaaende bemaerkninger, at produkterne Silbergrau og Duplex KO ikke er beroert af den konstaterede overtraedelse.
237 Under disse omstaendigheder kan Kommissionens argument om, at boeden under alle omstaendigheder ligger langt under det loft for boeder, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, ikke tiltraedes. Kommissionen burde nemlig i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, som kraever, at ensartede situationer ikke maa behandles forskelligt, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet, ligesom i forhold til de oevrige virksomheder, der er naevnt i beslutningens artikel 1, have baseret sig paa den omsaetning, sagsoegeren havde opnaaet inden for Faellesskabet i 1990 udelukkende ved salg af de produkter, der er beroert af den konstaterede overtraedelse.
238 Det forhold, at sagsoegeren ikke opdelte den samlede omsaetning ved salget af de af selskabet fremstillede kartonprodukter efter produktkategorier, selv om Kommissionen havde anmodet herom i en skrivelse af 24. maj 1994, udgoer ikke en tilstraekkelig begrundelse.
239 I sin skrivelse af 24. maj 1994 forklarede Kommissionen, hvorfor produkterne Printa og Duplex KO maatte betragtes som karton i den under proceduren forudsatte betydning. Den opfordrede endvidere sagsoegeren til at opdele omsaetningstallene for de sidste fem aar efter alle GD-kvaliteter, Duplex KO og graa pap, idet den anmodede om at faa tilsendt de omhandlede oplysninger senest den 31. maj 1994.
240 Sagsoegeren besvarede foerst skrivelsen den 1. juli 1994, idet selskabet gentog sit synspunkt om, at produkterne Printa og Duplex KO ikke burde vaere omfattet af proceduren, uden at efterkomme sin forpligtelse til at foretage den oenskede opdeling af omsaetningstallene.
241 Der blev imidlertid i Kommissionens skrivelse af 24. maj 1994 ikke henvist til artikel 11 i forordning nr. 17. Kommissionen maa dog have vidst, at den omsaetning, den lagde til grund, bl.a. omfattede den omsaetning, der var opnaaet ved salg af graa pap (Silbergrau), og derfor var for hoej, uden hensyn til det omstridte spoergsmaal om den korrekte klassificering af produkterne Printa og Duplex KO.
242 Den burde under disse omstaendigheder have sendt sagsoegeren en begaering om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 for at faa de oplysninger, der var noedvendige for en korrekt boedeudmaaling. Den kan derfor ikke goere gaeldende, at boeden kun blev fastsat paa grundlag af en for hoej omsaetning som foelge af sagsoegerens egen adfaerd under den administrative procedure.
243 Da sagsoegeren som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten har fremlagt oplysninger, der goer det muligt at fastslaa, hvilken procentdel af salget af kartonprodukter inden for Faellesskabet i 1990 der kan henfoeres til produkter, som ikke er beroert af den konstaterede overtraedelse, vil Retten derfor inden for rammerne af sin fulde proevelsesret med hensyn til boedespoergsmaal nedsaette boeden under hensyntagen til, at den omsaetning, der blev opnaaet ved salg af produkterne Silbergrau og Duplex KO, ikke burde vaere taget i betragtning i forbindelse med boedeudmaalingen (jf. nedenfor, praemis 278).
244 Anbringendet maa i oevrigt forkastes.
Anbringendet om, at sagsoegerens deltagelse i PG Paperboard's organer var begraenset, og om, at der ikke er tale om en forsaetlig overtraedelse
Parternes argumenter
245 Sagsoegeren har i det vaesentlige henvist til sine anbringender til stoette for paastanden om annullation af beslutningens artikel 1. Selskabet deltog kun i en kort periode i Fides' system for udveksling af oplysninger og kun sporadisk i JMC's moeder. Hvis man endvidere tager hensyn til det specielle formaal med denne deltagelse, selskabets helt underordnede stilling paa markedet og den omstaendighed, at det ikke deltog i de paastaaede aftaler om kapaciteter og markedsandele, har Kommissionen ikke anvendt de i beslutningens artikel 169 naevnte kriterier korrekt. Der er efter sagsoegerens opfattelse tale om forskelsbehandling i forhold til de virksomheder, der deltog fuldt ud i kartellet, idet Kommissionen aabenbart har beregnet selskabets boede efter den normale sats paa 7,5% af omsaetningen.
246 Selv hvis det antages, at sagsoegeren handlede i strid med traktatens artikel 85, ansaa selskabet sin deltagelse i Fides' informationsudvekslingssystem og sin sporadiske deltagelse i enkelte moeder i JMC for lovlig, ogsaa fordi formaalet med denne deltagelse var i klar modstrid med de andre producenters interesser. Sagsoegeren anerkender, at en nedsaettelse af boeden med 25/60 - den i maaneder udtrykte broekdel af den samlede periode for overtraedelsen, som Kommissionen lagde til grund ved beregningen af de individuelle boeder - tager korrekt hensyn til den korte varighed af en eventuel deltagelse i et ulovligt kartel.
247 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det med urette tilkendegives i beslutningen, at selskabets direktoer under hoeringen for Kommissionen vedgik, at der eksisterede en generel regel om, at man skulle skille sig af med belastende notater vedroerende moederne i JMC.
248 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ved at basere sig paa omsaetningen vedroerende karton tog hensyn til sagsoegerens forholdsvis underordnede rolle inden for branchen. Den tog ogsaa korrekt hensyn til den kortere varighed af selskabets deltagelse i kartellet ved at give det en boedenedsaettelse paa 25/60. Endelig viser det forhold, at sagsoegeren ikke blev betragtet som en af hovedmaendene, at der blev taget hensyn til selskabets mere begraensede deltagelse i kartellet.
249 Over for sagsoegerens argument om, at der ikke er tale om forsaetlig overtraedelse, har Kommissionen anfoert, at det er tilstraekkeligt til, at en overtraedelse maa betragtes som forsaetlig, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal at begraense konkurrencen (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, praemis 41). Da overtraedelsen er grov og aabenbar og udtrykkeligt omfattes af traktatens artikel 85, stk. 1, kan sagsoegeren ikke for alvor bestride, at selskabet havde kendskab til kartellets konkurrencebegraensende formaal (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 344 og 353). Det forhold, at deltagerne i kartellet forsoegte at hemmeligholde deres aftaler, dokumenterer, at de var klar over, at deres adfaerd var ulovlig (dommen i sagen Belasco m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 41, og Rettens dom af 10.3.1992, sag T-15/89, Chemie Linz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, praemis 350).
250 Kommissionen har endelig fastholdt, at den i beslutningen korrekt gengav udtalelserne fra sagsoegerens direktoer angaaende de foranstaltninger, der blev truffet for at hemmeligholde kartellet. Paa spoergsmaalet om, hvorvidt alle deltagerne vidste, at der ikke maatte tages notater, svarede direktoeren: »Well, maybe somebody said so. Yes, maybe yes.« Desuden forsoegte kartellets medlemmer at skjule kartellets eksistens paa en maade, der gaar langt ud over den saedvanlige grad af hemmeligholdelse, idet de f.eks. indfoerte en ordning, hvorefter prisforhoejelser ikke blev annonceret samtidigt (beslutningens betragtning 73).
Rettens bemaerkninger
251 Det omhandlede anbringende bestaar af to led. Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen ikke tog behoerigt hensyn til selskabets begraensede deltagelse i PG Paperboard's organer i forbindelse med boedeudmaalingen. Som det andet led bestrider selskabet, at det forsaetligt har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1. De to led skal behandles saerskilt.
- Anbringendets foerste led
252 Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren som foelge af sin deltagelse i moeder i JMC deltog i et ulovligt samarbejde om priser og et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger fra 1988 til slutningen af 1990.
253 Det er derimod blevet fastslaaet, at sagsoegeren ikke kunne goeres ansvarlig for et ulovligt samarbejde om markedsandele.
254 Retten vil undersoege spoergsmaalet om de eventuelle konsekvenser heraf for boedeudmaalingen inden for rammerne af sin fulde proevelsesret med hensyn til boedespoergsmaal i forbindelse med bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed (jf. nedenfor, praemis 274-277).
255 Hvad angaar beregningen af den boede, der blev paalagt sagsoegeren, fremgaar det af en tabel, som Kommissionen har fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at den anvendte procentdel af omsaetningen var den, der gjaldt for de virksomheder, der ikke blev betragtet som »hovedmaend« i kartellet, dvs. 7,5%. Det fremgaar i oevrigt, at Kommissionen ogsaa tog hensyn til den begraensede varighed af sagsoegerens deltagelse i kartellet.
256 Paa denne baggrund tog Kommissionen behoerigt hensyn til sagsoegerens rolle inden for kartellet ved at paalaegge selskabet en boede, der i alt udgoer 4,4% af omsaetningen paa Faellesskabets kartonmarked i 1990, dvs. 7,5% i forhold til den overtraedelsesperiode, der blev lagt sagsoegeren til last.
257 Anbringendets foerste led kan derfor ikke tiltraedes.
- Anbringendets andet led
258 Det hedder i beslutningens betragtning 167, andet afsnit: »De virksomheder, til hvem ... [beslutningen] er rettet, har forsaetligt overtraadt bestemmelserne i artikel 85.«
259 Det fremgaar af fast retspraksis, at det ikke er noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1. Det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen (jf. dommen i sagen Belasco m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 41, og Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 157).
260 I det foreliggende tilfaelde skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren deltog i moeder i JMC, hvis konkurrencebegraensende formaal Kommissionen har godtgjort, og i samordnede prisforhoejelser.
261 Endvidere bemaerkes, at den af sagsoegeren begaaede overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, var aabenbar.
262 Endelig maa sagsoegerens argument om, at selskabets repraesentant under hoeringen for Kommissionen ikke erkendte, at deltagerne i moederne i JMC blev opfordret til ikke at tage notater, betragtes som irrelevant.
263 Som allerede naevnt (jf. ovenfor, praemis 67), er den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende moederne i JMC, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.
264 Anbringendets andet led kan derfor ikke tiltraedes.
265 Anbringendet maa herefter i det hele forkastes.
Anbringendet om en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet
Parternes argumenter
266 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat, idet selskabet ikke fik nedsat sin boede paa trods af sin samarbejdsvilje. Selskabet erkendte fra begyndelsen sin sporadiske deltagelse i JMC's moeder og sin deltagelse i Fides' informationsudvekslingssystem. Kommissionen har selv anerkendt, at sagsoegeren samarbejdede for saa vidt angaar selskabets deltagelse i JMC's moeder. Selskabet har saaledes samarbejdet i stoerst muligt omfang, idet det ikke kunne erkende en deltagelse, som ikke havde fundet sted.
267 Ved at nedsaette de boeder, der blev paalagt Rena og Stora, med to tredjedele uden at give sagsoegeren en tilsvarende nedsaettelse gav Kommissionen sagsoegeren en daarligere behandling.
268 Sagsoegeren blev ogsaa behandlet daarligere end de virksomheder, der fik nedsat deres boeder med en tredjedel, fordi de ikke i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter bestred de forhold, der blev lagt dem til last.
269 Kommissionen har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke samarbejdede paa en maade, der var afgoerende for fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Selskabet erkendte sin deltagelse i enkelte moeder i JMC, men det fastholdt hele tiden, at det kun havde deltaget for at opnaa praecise oplysninger om markedet med henblik paa den planlagte investering. Det bestred enhver deltagelse i et ulovligt pris- og maengdekartel.
Rettens bemaerkninger
270 Sagsoegeren erkendte i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, at selskabet havde deltaget i Fides' informationsudvekslingssystem og i visse moeder i JMC. Det bestred imidlertid i samme svar - ligesom i staevningen - bl.a., at det havde deltaget i et ulovligt samarbejde om priser og et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.
271 Kommissionen har med rette antaget, at dette svar ikke kunne berettige til, at der indroemmedes sagsoegeren en nedsaettelse af boeden som foelge af samarbejde under den administrative procedure. En boedenedsaettelse, der ydes med denne begrundelse, er kun berettiget, saafremt adfaerden har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393).
272 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.
273 Det foelger af ovenstaaende, at beslutningens artikel 1, ottende led, boer annulleres i forhold til sagsoegeren, og at artikel 2 boer annulleres delvis i forhold til selskabet.
274 For saa vidt angaar den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, skal det foerst afgoeres, om den omstaendighed, at sagsoegeren i forbindelse med den af selskabet begaaede overtraedelse ikke kan anses for at have deltaget i et ulovligt samarbejde om markedsandele, boer medfoere en nedsaettelse af boeden.
275 Retten finder som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at den af sagsoegeren begaaede overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, stadig er saa grov, at boeden ikke boer nedsaettes.
276 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at sagsoegeren ikke deltog i PWG's moeder og derfor ikke blev betragtet som »hovedmand« i kartellet. Da selskabet ifoelge Kommissionen ikke var blandt kartellets »drivende kraefter« (beslutningens betragtning 170, foerste afsnit), blev der paalagt det en boede paa 7,5% af dets omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Dette generelle boedeniveau forekommer berettiget.
277 Kommissionen antog ganske vist med urette, at de producenter, der ikke var repraesenteret i PWG, »udmaerket [var] klar over« det ulovlige samarbejde om markedsandele (betragtning 58, foerste afsnit), men det fremgaar af selve beslutningen, at det var virksomhederne i PWG, der blev enige om at »fastfryse« markedsandelene (jf. f.eks. betragtning 52), og at der ikke fandt nogen droeftelser sted vedroerende markedsandelene for de producenter, der ikke var repraesenteret i PWG. Endvidere anfoerer Kommissionen i beslutningens betragtning 116, andet afsnit, at »markedsdelingsaftalerne (saerlig fastfrysningen af markedsandelene (se betragtning 56 og 57)) i kraft af selve deres karakter foerst og fremmest angik de store producenter«. Det ulovlige samarbejde om markedsandele, som fejlagtigt blev lagt sagsoegeren til last, var saaledes ifoelge Kommissionen selv af sekundaer betydning i forhold til bl.a. det ulovlige samarbejde om priser.
278 Hvad angaar de anbringender, der er gjort gaeldende til stoette for paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes, har Retten fastslaaet, at Kommissionen fejlagtigt ved boedeudmaalingen medregnede omsaetningen ved sagsoegerens salg af produkterne Duplex KO og Silbergrau i 1990. Sagsoegeren har som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten fremlagt en erklaering, som er attesteret af en revisor og indeholder en opdeling af selskabets omsaetning i 1990 efter de forskellige kartonprodukter. Retten kan ud fra denne erklaering fastlaegge, hvor stor en del af omsaetningen Kommissionen fejlagtigt medregnede. Da ingen af de oevrige anbringender har kunnet tiltraedes, finder Retten, der har fuld proevelsesret, at den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, boer fastsaettes til 730 000 ECU.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
279 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun til dels har faaet medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstaendigheder, at hver part boer baere sine egne omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
RETTEN
(Tredje Udvidede Afdeling)
280 Artikel 1, ottende led, i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren.
2) Artikel 2, stk. 1-4, i beslutning 94/601 annulleres i forhold til sagsoegeren, med undtagelse af foelgende passager:
»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:
a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.
Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«
3) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i beslutning 94/601, fastsaettes til 730 000 ECU.
4) I oevrigt frifindes Kommissionen.
5) Hver part baerer sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy