EUR-Lex -  61994TJ0311 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 14

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Konkurrence - administrativ procedure - meddelelse af klagepunkter - noedvendigt indhold

(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 4)

2 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - anbringende om manglende eller utilstraekkelig begrundelse - anbringende om, at begrundelsen er ukorrekt - sondring

(EF-traktaten, art. 190)

3 Konkurrence - karteller - bevis - indicier fremfoert af Kommissionen - vurdering

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4 Konkurrence - karteller - deltagelse i moeder med andre virksomheder med et konkurrencebegraensende formaal - i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

5 Konkurrence - karteller - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - virksomheder, der kan anses for ansvarlige for overtraedelsen bestaaende i en deltagelse i et kartel i sin helhed - kriterier

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6 Konkurrence - administrativ procedure - standsning af overtraedelser - byrder, som paalaegges virksomhederne - proportionalitet - kriterier

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

7 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

8 Konkurrence - boeder - ligebehandlingsprincippet - boedenedsaettelse - forskelle ud fra virksomhedens adfaerd under den administrative procedure - tilladt

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

9 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens adfaerd under den administrative procedure

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

Sammendrag

1 Meddelelsen af klagepunkter, som skal give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning, skal vaere formuleret i vendinger, der, selv om de er kortfattede, er tilstraekkelig klare til, at de beroerte reelt kan forstaa, hvilken adfaerd Kommissionen laegger dem til last.

2 Begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig.

Det foelger heraf, at paaberaabelse af manglende eller utilstraekkelig begrundelse er et anbringende vedroerende vaesentlige formelle mangler, der adskiller sig fra anbringendet om, at den omtvistede beslutning er truffet af de forkerte grunde, idet proevelsen af det sidstnaevnte forhold henhoerer under behandlingen af beslutningens materielle rigtighed.

3 De indicier, Kommissionen paaberaaber sig i en beslutning med henblik paa at bevise, at en bestemt virksomhed har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, skal ikke betragtes isoleret, men som et hele.

4 Den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder med et klart konkurrencebegraensende formaal, som den har deltaget i, kan ikke fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold.

5 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.

6 Anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 vil ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig, men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden. I det omfang anvendelsen af bestemmelsen skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.

Betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 er ikke opfyldt, naar der er tale om et forbud, der skal forhindre, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, hvis det ikke fremgaar af beslutningen, at Kommissionen har anset den paagaeldende udveksling som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke i sig selv medfoerer, at det er i strid med den naevnte bestemmelse, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

7 Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.

Desuden kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.

8 Ligebehandlingsprincippet kan kun antages at vaere tilsidesat, saafremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet. Kommissionen handler ikke i strid med dette princip, naar den nedsaetter eller undlader at nedsaette boeder afhaengigt af, om den paagaeldende virksomhed har samarbejdet med Kommissionen under den administrative procedure.

9 Ved udmaalingen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler er en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure kun berettiget, saafremt den paagaeldende virksomheds adfaerd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes.

En virksomhed, der udtrykkeligt erklaerer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen laegger vaegt paa over for den, kan antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler.

Forholdet er et andet, naar en virksomhed i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter i det vaesentlige eller i det hele bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen har lagt vaegt paa heri, undlader at svare eller blot erklaerer, at man ikke oensker at tage stilling til de paagaeldende faktiske forhold. Med en saadan holdning under den administrative procedure bidrager virksomheden ikke til at lette Kommissionens opgave.

Parter

I sag T-311/94,

BPB de Eendracht NV, tidligere Kartonfabriek de Eendracht NV, Appingedam (Nederlandene), ved advokat Alexandre Vandencasteele, Bruxelles, og solicitor Gordon Boyd Buchanan Jeffrey, Liverpool, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt & Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Rosemary Caudwell, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, derefter ved Richard Lyal, bistaaet af barrister James Flynn, Bar of England and Wales, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Goméz de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.

3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.

4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.

5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.

6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.

7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.

8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.

10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.

12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:

»Artikel 1

Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse

- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990

- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991

- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990

- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991

i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF

- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta

- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF

- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden

- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger

- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.

... Artikel 3

Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:

...

viii) Kartonfabriek de Eendracht NV (der handler under navnet BPB de Eendracht) en boede paa 1 750 000 ECU

...«

13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.

14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).

15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.

16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.

17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.

18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.

19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.

20 Sagsoegeren BPB de Eendracht NV, tidligere Kartonfabriek de Eendracht NV, producerer GD-kvaliteter. Ifoelge Kommissionen deltog sagsoegeren i moeder i PC, JMC og DOEU i perioden fra midten af 1986 til april 1991.

Retsforhandlinger

21 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 1994.

22 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).

23 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

24 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).

25 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

26 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.

27 Som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten har Kommissionen ved telefax af 20. maj 1997 tilkendegivet, at dokumenterne vedroerende Association of Cartonboard Manufacturers (herefter »ACBM«), som ikke blev tilstillet sagsoegeren under den administrative procedure for Kommissionen, kunne stilles til raadighed for selskabet. Ved skrivelse af 21. maj 1997 har Rettens Justitskontor meddelt sagsoegeren, at selskabet kunne faa indsigt i de paagaeldende dokumenter.

28 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.

29 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

30 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.

31 Parterne i de i praemis 26 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.

Parternes paastande

32 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres.

- Subsidiaert: Beslutningens artikel 2 annulleres.

- Mere subsidiaert: Det fastslaas, at den paastaaede overtraedelse ikke varede fra midten af 1986 til april 1991.

- Mere subsidiaert: Det fastslaas, at det geografiske omraade, som den paastaaede overtraedelse omfattede, ikke blev afgraenset korrekt.

- Mest subsidiaert: Boeden nedsaettes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af beslutningen

34 Sagsoegeren har gjort fire anbringender gaeldende til stoette for annullationspaastanden. Det foerste anbringende gaar ud paa, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, for saa vidt som Kommissionen ikke praeciserede de enkelte producenters adfaerd i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen. Det andet anbringende gaar ogsaa ud paa, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, for saa vidt som Kommissionen ikke gav adgang til samtlige dokumenter. Som det tredje anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190. Endelig goeres det som det fjerde anbringende gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, idet den har anlagt en aabenbart urigtig faktisk og retlig vurdering.

35 Retten skal foerst behandle det foerste og det tredje anbringende, hvorefter der skal tages stilling til det fjerde anbringende og endelig til det andet anbringende.

A - Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, for saa vidt som Kommissionen ikke praeciserede de enkelte producenters adfaerd i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen

Parternes argumenter

36 Sagsoegeren bestrider ikke, at Kommissionen kan godtgoere, at hver enkelt virksomhed, som beslutningen er rettet til, medvirkede ved overtraedelsen, ved at paavise kartellets eksistens og virksomhed samt fremherskende traek som helhed og derefter fastslaa, dels om der foreligger trovaerdige og overbevisende beviser paa, at hver enkelt producent var deltager i den faelles ordning, dels det tidsrum, i hvilket den enkelte producent deltog (beslutningens betragtning 116 og 117).

37 Kommissionen definerede imidlertid ikke den anfaegtede ordning korrekt, idet den ikke noejagtigt fastlagde dens omfang og anvendelsesomraade. Det er ikke korrekt, at den enkelte producents deltagelse i kartellet kan fastslaas ved den paagaeldendes medlemskab af PG Paperboard og deltagelse i denne organisations forskellige udvalg (beslutningens betragtning 119, foerste afsnit). Det er heller ikke korrekt, at DOEU's aktiviteter var en del af den ulovlige ordning (betragtning 119, andet afsnit). Desuden tager Kommissionens konklusion, hvorefter alle PG Paperboard's organer havde et overvejende ulovligt formaal, ikke hensyn til hverken PC's eller DOEU's rolle. Hvad angaar JMC finder sagsoegeren, at kun fem af de 29 moeder, der blev afholdt i den omhandlede periode, kan have drejet sig om prisfastsaettelse.

38 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen skal bevise, at beslutningen goer det muligt for hver adressat med sikkerhed at uddrage de klagepunkter, der vedroerer den paagaeldende (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, praemis 276). Dette krav er imidlertid ikke opfyldt for sagsoegerens vedkommende. I modsaetning til, hvad Kommissionen goer gaeldende i beslutningens betragtning 118, er der ikke direkte bevismateriale, der dokumenterer sagsoegerens medvirken ved overtraedelsen.

39 Sagsoegeren afviser Kommissionens paastand om, at der »[ikke] findes ... tegn paa, at de enkelte producenter kunne vaelge de aspekter af kartellet, hvori de oenskede at deltage, og fravaelge andre« (betragtning 116, andet afsnit). For at kunne drage en saadan konklusion havde Kommissionen skullet godtgoere, at en virksomhed ikke kunne deltage i et element i ordningen uden at deltage i samtlige elementer heri. Kommissionen har selv anerkendt, at visse af de vaesentligste elementer i den paastaaede ordning var forbeholdt de store producenter (betragtning 36, 51 og 71).

40 I strid med princippet om uskyldsformodningen opstiller Kommissionen en formodning om, at virksomheder er skyldige (betragtning 116, sidste afsnit), hvis der ikke findes nogen skriftlige beviser i relation til dem.

41 For saa vidt angaar sagsoegeren er de eneste gyldige klagepunkter dem, der er indeholdt i de individuelle oplysninger, som var vedlagt meddelelsen af klagepunkter, angaaende selskabets deltagelse i samordnede prisforhoejelser i Det Forenede Kongerige i april 1989, april 1990 og januar 1991.

42 Ifoelge sagsoegeren blev selskabet ikke i meddelelsen af klagepunkter beskyldt for at have deltaget i den samordnede prisforhoejelse i 1987 i Det Forenede Kongerige. Kommissionen kunne ikke afhjaelpe denne situation ved blot i en skrivelse af 4. maj 1993 at henvise til et teknisk bilag til dokumenterne vedroerende prisinitiativerne.

43 Kommissionen har erindret om den fremgangsmaade, den fulgte, saaledes som beskrevet i beslutningens betragtning 116 og 117.

44 Den har ikke pligt til at opdele virksomhedernes sammenhaengende adfaerd i flere saerskilte overtraedelser, og de enkelte producenters deltagelse ved en bestemt lejlighed eller i en bestemt handling fra kartellets side modbevises ikke blot ved, at der ikke er foert direkte beviser for, at de var involveret (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, praemis 126).

45 Som svar paa de af sagsoegeren fremfoerte argumenter goer Kommissionen gaeldende, at den faelles ordnings noejagtige omfang og anvendelsesomraade blev defineret korrekt (beslutningens betragtning 119).

46 Klagepunkterne mod sagsoegeren blev ogsaa fastlagt i tilstraekkelig grad i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen.

47 Endelig bevises sagsoegerens deltagelse i kartellet af, at selskabet var medlem af PG Paperboard og i den omhandlede periode deltog regelmaessigt i moeder i PC, JMC og DOEU.

48 Over for det af sagsoegeren anfoerte om, at de eneste klagepunkter, der blev fastlagt paa gyldig vis for selskabets vedkommende, er de klagepunkter, der er indeholdt i de individuelle oplysninger, nemlig om selskabets deltagelse i samordnede prisforhoejelser i Det Forenede Kongerige i 1989, 1990 og 1991, goer Kommissionen gaeldende, at sagsoegeren bevidst har undladt at laese meddelelsen af klagepunkter i sammenhaeng med de individuelle oplysninger paa trods af den udtrykkelige, indrammede advarsel i de individuelle oplysninger, side 75 i meddelelsen af klagepunkter og Kommissionens skrivelse af 4. maj 1993. Sagsoegerens argumentation angaaende den samordnede prisforhoejelse i 1987 er derfor ubegrundet.

Rettens bemaerkninger

49 Sagsoegerens argumentation, hvorefter selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat, fordi Kommissionen ikke praeciserede de enkelte producenters adfaerd i beslutningen, kan ikke tiltraedes.

50 I det omfang argumentationen sigter mod at paavise, at klagepunkterne mod sagsoegeren ikke er fremfoert tilstraekkeligt klart i beslutningen, skal den undersoeges i forbindelse med anbringendet om en tilsidesaettelse af begrundelsespligten. For saa vidt som sagsoegeren med den paagaeldende argumentation bestrider, at der i beslutningen er foert bevis for selskabets deltagelse i kartellet, skal den undersoeges i forbindelse med spoergsmaalet om beslutningens materielle rigtighed, hvorfor den er irrelevant i naervaerende sammenhaeng.

51 Sagsoegerens argument om, at de eneste klagepunkter, der blev fremfoert gyldigt mod selskabet, er de klagepunkter, der er indeholdt i de individuelle oplysninger, som var vedlagt meddelelsen af klagepunkter, kan heller ikke tiltraedes.

52 Det skal hertil blot bemaerkes, at det i en indledende bemaerkning til de paagaeldende individuelle oplysninger angaaende sagsoegeren udtrykkeligt anfoeres, at »disse individuelle oplysninger skal laeses i sammenhaeng med selve meddelelsen af klagepunkter«.

53 Endvidere hedder det i de individuelle oplysninger:

»Angivelserne under overskriften 'Vigtigste beviser for [virksomhedens] deltagelse i kartellet' er ikke ment som en udtoemmende opregning af, paa hvilke punkter Deres virksomhed har overtraadt artikel 85. De naermere detaljer omkring de overtraedelser, Deres virksomhed formodes at have deltaget i, er indeholdt i selve meddelelsen af klagepunkter. De her naevnte elementer er de vigtigste direkte og/eller indirekte beviser for, at Deres virksomhed deltog i kartellet.«

54 Kommissionen redegoer i meddelelsen af klagepunkter (s. 75-78) for grundene til, at alle de virksomheder, dokumentet er rettet til, blev anset for at have deltaget i alle de paastaaede konkurrencestridige handlinger. Denne forklaring svarer i oevrigt til den, der gives i beslutningens betragtning 116 til 119.

55 Det anfoeres saaledes (s. 76), at det i et tilfaelde som det foreliggende, »naar foerst kartellets eksistens og funktion er bevist, er ... tilstraekkeligt at angive trovaerdige og overbevisende beviser for hver enkelt deltagers forbindelse til den faelles virksomhed og at godtgoere varigheden af den paagaeldendes deltagelse i ordningen«.

56 Under disse omstaendigheder findes klagepunktet om, at sagsoegeren deltog i det paastaaede kartel i dets helhed, at vaere formuleret tilstraekkelig klart i meddelelsen af klagepunkter til, at sagsoegeren reelt kunne forstaa det. Meddelelsen af klagepunkter har saaledes paa dette punkt opfyldt sin rolle, nemlig at give virksomhederne alle de oplysninger, der er noedvendige, for at de kan forsvare sig effektivt, foer Kommissionen vedtager en endelig beslutning (jf. bl.a. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, praemis 42).

57 Endelig kan der ikke gives sagsoegeren medhold i, at selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat, fordi det ikke i meddelelsen af klagepunkter blev anset for at have deltaget i det ulovlige samarbejde om prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i januar 1987. Det er ikke noedvendigt at undersoege, om det paagaeldende klagepunkt blev formuleret tilstraekkelig klart i selve meddelelsen af klagepunkter, idet det blot skal bemaerkes, at Kommissionen, efter at have modtaget sagsoegerens svar paa meddelelsen af klagepunkter, ved sin skrivelse af 4. maj 1993 understregede, at sagsoegeren blev anset for at have deltaget i det ulovlige samarbejde om prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i januar 1987.

58 Det hedder i skrivelsen:

»For det andet er det selv i relation til selve 'prisinitiativerne' ikke korrekt at haevde (punkt 52 i Deres svar), at 'Kommissionen ikke goer gaeldende, at [Kartonfabriek de Eendracht] deltog i et samordnet prisinitiativ i Det Forenede Kongerige i januar 1987', og endnu mindre (punkt 64), at 'Kommissionen ikke har haevdet, at prisforhoejelsen i januar 1987 var resultatet af en samordning mellem producenterne'. Disse kommentarer gentages i punkt 150 i Deres svar.

Kommissionen haevder absolut, at prisinitiativet i 1987 hvilede paa en ulovlig aftale, og at Deres klient deltog heri.

Jeg skal i denne forbindelse blot henvise til fortegnelse A i dokumenterne angaaende 'prisinitiativer', saerlig s. 3, tredje afsnit, og hele s. 4.«

59 Da sagsoegeren i skrivelsen af 4. maj 1993 udtrykkeligt har faaet oplysning om muligheden for under den administrative procedure, og inden tre uger, at fremsaette sine bemaerkninger til bl.a. klagepunktet om selskabets deltagelse i det ulovlige samarbejde om prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i januar 1987, har Kommissionen ikke afskaaret selskabet fra i tide at udtale sig om dette klagepunkt (jf. i samme retning Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 11, og af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 27).

60 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

B - Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

61 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter begrundede, hvorfor det finder, at ingen af de dokumenter, Kommissionen kan have taget hensyn til, stoetter Kommissionens paastande. Kommissionen blev navnlig udtrykkeligt opfordret til at praecisere sine klagepunkter. Den undlod imidlertid at besvare sagsoegerens argumenter.

62 Kommissionen finder, at den definerede sine klagepunkter i meddelelsen af klagepunkter. Den har efter traktatens artikel 190 kun pligt til at redegoere for beviserne og de juridiske og oekonomiske argumenter, der begrunder beslutningen, hvilket den har gjort i det foreliggende tilfaelde ved at paapege og fremfoere beviserne for, at sagsoegeren deltog i en samlet overtraedelse, ved i beslutningen at give en detaljeret fremstilling af Stora's redegoerelser og de skriftlige beviser for karakteren af PG Paperboard's udvalg og ved ogsaa at identificere de moeder, sagsoegeren havde deltaget i, samt de prisforhoejelser, selskabet havde gennemfoert i overensstemmelse med de i kartellet trufne beslutninger.

63 Ifoelge Kommissionen ignorerer sagsoegeren Kommissionens detaljerede redegoerelse for sine vaesentligste argumenter, og selskabet har ikke kunnet angive, paa hvilket punkt Kommissionen skal have undladt at give en praecis definition af klagepunkterne mod selskabet, med undtagelse af selskabets paastand angaaende prisforhoejelsen i 1987.

Rettens bemaerkninger

64 Sagsoegerens argumentation maa forstaas som et anbringende om, at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet for saa vidt angaar selskabets deltagelse i overtraedelsen.

65 Det fremgaar af fast retspraksis (Domstolens dom af 4.7.1963, sag 24/62, Tyskland mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 407, org. ref.: Rec. s. 129, paa s. 143, af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 22, og Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 42), at begrundelsen for en beslutning, der indeholder et klagepunkt, skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres legalitetskontrol og for den beroerte at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa at kunne varetage sine interesser og afgoere, om beslutningen er lovlig.

66 Det foelger heraf, at paaberaabelse af manglende eller utilstraekkelig begrundelse er et anbringende vedroerende vaesentlige formelle mangler, der adskiller sig fra anbringendet om, at den omtvistede beslutning er truffet af de forkerte grunde, idet proevelsen af det sidstnaevnte forhold henhoerer under behandlingen af beslutningens materielle rigtighed.

67 I det foreliggende tilfaelde naevner beslutningen direkte sagsoegeren i forbindelse med beskrivelsen af de samordnede prisforhoejelser (betragtning 79 og tabel A, D, F og G i bilagene til beslutningen). Desuden vedroerer de betragtninger i beslutningen, hvori de konkurrencebegraensende droeftelser i JMC beskrives (f.eks. betragtning 44, 45, 46, 58, 71, 73, 84, 85 og 87), noedvendigvis sagsoegeren, som ikke har bestridt sin deltagelse i to af dette organs moeder. Endelig redegoeres der i beslutningen klart for Kommissionens grunde til at anse sagsoegeren for at have deltaget i et samlet kartel (betragtning 116-119).

68 Under disse omstaendigheder findes beslutningens begrundelse at have givet sagsoegeren en tilstraekkelig angivelse af de vaesentligste faktiske og retlige betragtninger, der fik Kommissionen til at goere selskabet ansvarligt for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

69 Anbringendet om, at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet, kan herefter ikke tiltraedes.

C - Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, idet Kommissionen har anlagt en aabenbart urigtig faktisk og retlig vurdering

Parternes argumenter

PG Paperboard's organer

- PC's funktioner og sagsoegerens deltagelse

70 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet i perioden fra midten af 1986 til april 1991 deltog i to af de ni moeder i PC, Kommissionen henviser til, nemlig moederne den 4. december 1987 og den 17. november 1988. I modsaetning til hvad der fremgaar af tabel 3 i bilagene til beslutningen, deltog selskabet ikke i moedet den 20. maj 1987.

71 Sagsoegeren bestrider, at PC havde til opgave at orientere producenterne om de priser, der angiveligt blev aftalt i PWG. Paastanden om, at PC modtog rapporter fra PWG, og at medlemmerne fik oplyst, hvilken pris der skulle anvendes, forudsaetter, at der blev givet en saadan meddelelse, naar en PC blev afholdt umiddelbart efter et moede i PWG, hvorunder der var blevet truffet beslutning om en prisforhoejelse. Sagsoegeren deltog imidlertid kun sporadisk i moederne i PC, og tidspunkterne for selskabets deltagelse viser ogsaa, at det ikke var bekendt med de paastaaede prisinitiativer.

72 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at beskrivelsen af, hvorledes PWG's beslutninger blev meddelt PC (beslutningens betragtning 38), hviler paa modstridende forklaringer fra Stora og hr. Roos, et tidligere medlem af direktionen i Feldmuehle fra Stora-koncernen (jf. nedenfor, praemis 127).

73 Sagsoegeren bestrider, at det interne notat fra et moede den 10. november 1986, som blev fundet hos Mayr-Melnhof's salgsagent i Det Forenede Kongerige (beslutningens betragtning 41, bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter), indeholder beviser for, at der fandtes en ulovlig prisfastsaettelsespolitik inden for PC. Det er ikke bevist, at notatet hidroerte fra et moede i PWG eller i PC og ikke fra et andet saerskilt privat moede. Notatet stoetter heller ikke Kommissionens konklusion om, at medlemmerne af PC blev informeret om den pris, der skulle anvendes.

74 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionens paastand om, at PC ogsaa havde til opgave at kontrollere gennemfoerelsen af prisinitiativerne, ikke er indeholdt i beslutningen og savner ethvert grundlag. Stora har paa intet tidspunkt udtalt, at PC havde et saadant formaal.

75 Sagsoegeren har mere generelt bestridt, at PC deltog i droeftelser om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen (beslutningens artikel 1).

76 Kommissionen har i duplikken indroemmet, at sagsoegeren ikke deltog i PC den 20. maj 1987, og at oplysningen herom i tabel 3 i bilagene til beslutningen er en fejl. Sagsoegeren deltog imidlertid i moederne i PC den 26. juni 1986 og den 17. november 1988. Der er ikke foert bevis for, at sagsoegeren deltog i disse moeder med andre bevaeggrunde end kartellets (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-3/89, Atochem mod Kommissionen, Sml. II, s. 1177, praemis 53 og 54), eller at det undlod at foelge det faelles initiativ.

77 Kommissionen finder, at argumentet baseret paa tidspunkterne for sagsoegerens deltagelse, hvorefter prisinitiativerne ikke kan vaere blevet droeftet under moederne i PC, er uholdbart af to grunde. For det foerste har sagsoegeren ikke givet fuldstaendige oplysninger om alle de moeder, selskabet deltog i, og datoerne herfor. For det andet er PC's funktion beskrevet tilstraekkeligt af Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, s. 4 og 5), og det fremgaar klart, at moederne i PC hovedsagelig havde et ulovligt formaal. Under alle omstaendigheder falder tidspunkterne for sagsoegerens deltagelse i moederne i PC sammen med de kendte prisinitiativer.

78 Endelig kan Kommissionen ikke acceptere sagsoegerens paastand om, at der ikke findes noget bevis for, at det notat, der er indeholdt i bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, vedroerer et moede i PC (moedet den 10.11.1986). Kommissionen har understreget, at Weig foerst begyndte at deltage i PWG i 1988, og at der i notatet henvises til en repraesentant for denne producent. Under alle omstaendigheder understreger notatet forbindelserne mellem PWG og PC, som beskrevet af Stora. Det maa derfor konkluderes, at notatet faktisk vedroerer et moede i PC.

- JMC's funktioner og sagsoegerens deltagelse

79 Sagsoegeren har for det foerste understreget, at selskabet kun deltog i to moeder i JMC, den 4. april 1989 og den 20. november 1990, ud af de 29 moeder, Kommissionen har henvist til for perioden fra midten af 1986 til april 1991.

80 Selskabet har dernaest bestridt Kommissionens konklusioner vedroerende JMC's funktioner. Selskabet har i betragtning af tidspunkterne for de moeder, det deltog i, afvist beskrivelsen af JMC's hovedopgave i beslutningens betragtning 44. Det bestrider navnlig, at JMC's moede den 4. april 1989 kan have haft til formaal at bestemme, om der kunne gennemfoeres en prisforhoejelse, eller at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med det prisinitiativ i marts/april 1989, der haevdes at vaere blevet besluttet af PWG, eftersom producenterne i slutningen af 1988 (beslutningens betragtning 79) aftalte en prisforhoejelse, der skulle traede i kraft i marts 1989, og dette prisinitiativ blev annonceret af producenterne i januar 1989. Sagsoegeren bestrider ogsaa, at JMC's moede i november 1990 kan have haft til formaal at gennemfoere det paastaaede prisinitiativ i januar 1991 og at fastlaegge enkelthederne i forbindelse hermed. Ifoelge Kommissionen blev dette prisinitiativ nemlig aftalt i juni 1990 og annonceret i september/oktober 1990, dvs. foer JMC's moede i november. Desuden fremgaar det af beslutningens betragtning 87 og 88, at detaljerne i forhoejelsen var blevet fastlagt under JMC's moede den 6. september 1990.

81 Sagsoegeren har mere generelt bestridt, at JMC deltog i droeftelser om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen (beslutningens artikel 1).

82 Selskabet anerkender, at Kommissionen har godtgjort, at bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter, som er haandskrevne notater taget af Rena's salgsdirektoer, og bilag 109, som er en fortrolig rapport fra Mayr-Melnhof's marketingdirektoer til hr. Katzner (den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland), er dokumenter, der vedroerer moeder i JMC. Disse moeder drejede sig imidlertid om GC-kvaliteter, som sagsoegeren ikke fremstiller. Desuden indeholder bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter en raekke forskellige oplysninger, som kun for en dels vedkommende blev givet under et moede i JMC (jf. Rena's foelgeskrivelse, bilag 116 til meddelelsen af klagepunkter).

83 Det er ikke bevist, at de andre dokumenter, Kommissionen paaberaaber sig, vedroerer JMC. Det er saaledes ikke godtgjort, at bilag 111 til meddelelsen af klagepunkter, som er en maskinskrevet prisliste paa svensk fra Rena, der »viser, hvornaar og hvor meget priserne skulle forhoejes for de enkelte kvaliteter i hver af de nationale valutaer« (beslutningens betragtning 80), vedroerer et moede i JMC, endsige et moede i et af PG Paperboard's organer.

84 Sagsoegeren har anfoert, at notatet af 11. januar 1990, som er skrevet af FS-Karton's salgschef (bilag 113 til meddelelsen af klagepunkter) og er naevnt i beslutningens betragtning 84, ifoelge Kommissionen vedroerer et moede i JMC i forbindelse med gennemfoerelsen af prisinitiativet i marts/april 1990. Sagsoegeren har imidlertid understreget, at der ifoelge Mayr-Melnhof's udtalelser var tale om et notat til internt brug, som blev udarbejdet med henblik paa et moede, og at der ikke findes andre beviser i relation hertil.

85 Endvidere var det detaljerede saet haandskrevne notater vedroerende JMC's moede den 6. september 1990, der blev fundet hos Rena (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), og som er naevnt i beslutningens betragtning 87, ifoelge Rena blot »forberedelse af et budgetmoede«. For saa vidt som der i notatet henvises til GD-kvaliteter, konkluderer forfatteren fejlagtigt, at alle producenterne ville annoncere en prisforhoejelse foer den 8. oktober. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at selskabet foerst bekendtgjorde en prisforhoejelse den 31. oktober, og det bestrider, at det deltog i den paastaaede aftale med henblik paa at forhoeje priserne for GD-kvaliteter.

86 Sagsoegeren afviser ogsaa Kommissionens konklusion om, at skoent alle de notater vedroerende JMC's moeder, der er indhentet af Kommissionen, omhandler GC-kvaliteter, kan de i mangel af andre optegnelser betragtes som typiske for moeder afholdt angaaende GD-kvaliteter samt for emnet for JMC's moeder i almindelighed (beslutningens betragtning 113). Sagsoegeren har paapeget, at Stora i de redegoerelser, Kommissionen har paaberaabt sig i svarskriftet, ikke sondrer mellem de moeder, som producenter af GC-kvaliteter deltog i, og de moeder, producenter af GD-kvaliteter deltog i.

87 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen identificeret 29 moeder i JMC i den omhandlede periode, men kun fem prisinitiativer. Sagsoegeren konkluderer paa denne baggrund, at JMC kun kan have udoevet sine paastaaede ulovlige funktioner under faa af disse moeder, nemlig de moeder, der fandt sted umiddelbart efter PWG's paastaaede prisinitiativer.

88 Endelig finder sagsoegeren, at der ikke er noget bevis for paastanden om, at »[PWG] paa grundlag af de forberedelser, der var blevet gjort i JMC, traf ... principbeslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af forhoejelserne« (beslutningens betragtning 72).

89 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren deltog i JMC's moeder den 3.-4. april 1989 og den 19.-20. november 1990. Endvidere har sagsoegeren anerkendt, at selskabet droeftede saerlige punkter med andre producenter vedroerende moeder, som det ikke havde deltaget i. Bevismaterialet (bilag 109, 113, 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter) gendriver sagsoegerens paastande, idet det viser, at JMC's opgave for det foerste var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og meddele sine konklusioner til PWG, og for det andet at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et aekvivalent prissystem i Europa (beslutningens betragtning 44). Endelig fremgaar det af Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, s. 9), at JMC's rolle ogsaa var at droefte vanskelighederne ved at gennemfoere prisstigningerne for baade GC-kvaliteter og GD-kvaliteter.

90 Hvad naermere angaar prisforhoejelsen i april 1989 deltog sagsoegeren i PC's moede den 17. november 1988, hvorunder der blev truffet en principbeslutning om forhoejelsen. Den af sagsoegeren anvendte forhoejelse paa 25 GBP i Det Forenede Kongerige blev meddelt kunderne den 16. februar og anvendt fra den 10. maj 1989. To dokumenter viser, at sagsoegerens adfaerd var et resultat af kartellet, nemlig en udateret prisliste, som blev fundet hos Finnboard (UK) Ltd, med overskriften »Prisstigning andet kvartal 1989«, og som angiver prisstigningerne paa hvert enkelt nationalt marked, herunder Det Forenede Kongerige med hensyn til GD-kvaliteter, og et dokument fra Fiskeby af 14. februar 1989 (dokument D-G-1), der bekraefter disse oplysninger. Kommissionen paapeger i denne forbindelse, at sagsoegeren deltog i et moede i JMC den 3.-4. april 1989, og at sagsoegerens agent i Det Forenede Kongerige den 4. april 1989 deltog i et moede i Paper Agents Association (herefter »PAA«) for at droefte gennemfoerelsen af den inden for kartellet indgaaede aftale.

91 For saa vidt angaar prisforhoejelsen i januar 1991 fremgaar det af dokumenterne vedroerende JMC's moede den 6. september 1990 (notaterne fra Rena), at forhoejelsen skulle annonceres for alle kvaliteter, udgjorde 40 GBP i Det Forenede Kongerige og skulle traede i kraft den 31. januar 1991. Kommissionen ved ikke, om sagsoegeren deltog i dette moede, men den henviser til, at selskabet var repraesenteret under PAA's moede den 18. september 1990, hvorunder der blev foert droeftelser om den paagaeldende forhoejelse, hvilket fremgaar af et notat, som blev fundet hos Iggesund Board Sales (bilag 132 til meddelelsen af klagepunkter). JMC's moede den 19. og 20. november 1990 drejede sig ifoelge Kommissionen om at kontrollere, hvorledes gennemfoerelsen af prisforhoejelsen, som var blevet annonceret af sagsoegeren den 31. oktober 1990, skred frem. Sagsoegeren forhoejede sine priser med 40 GBP med virkning fra den 28. januar 1991.

92 Kommissionen afviser sagsoegerens paastand om, at moederne i JMC udelukkende vedroerte GC-kvaliteter. Notatet fra Rena angaaende JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter) vedroerer en prisforhoejelse for samtlige kvaliteter, hvilket stoetter Stora's redegoerelser paa dette punkt (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, s. 6 og 8).

93 Endelig giver notatet fra Rena angaaende JMC's moede den 6. september 1989 (bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter) detaljerede oplysninger om de prisforhoejelser, der var blevet annonceret i de enkelte nationale valutaer, og det indeholder vurderinger af kundernes reaktioner og af, i hvilket omfang forhoejelserne var gennemfoert paa de enkelte nationale markeder.

- DOEU's funktioner og sagsoegerens deltagelse

94 Sagsoegeren, som efter eget udsagn deltog i syv moeder i den af beslutningen omfattede periode, goer gaeldende, at DOEU droeftede spoergsmaal, som branchen havde en legitim interesse i.

95 Selskabet bestrider, at det centrale tema for droeftelserne var analysering og vurdering af markedet for karton i de enkelte lande (beslutningens betragtning 50).

96 Der er ikke foert bevis for Kommissionens paastand om, at »droeftelserne om markedsforholdene ... ikke [var vage]. Samtalerne om markedssituationen i de enkelte lande skal ses i sammenhaeng med de planlagte prisinitiativer, herunder det konstaterede behov for midlertidige produktionsstandsninger for at stoette prisforhoejelserne« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). Det af FS-karton's repraesentant udfaerdigede notat (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter), som ifoelge Kommissionen vedroerer »hoejdepunkterne« fra DOEU's moede den 3. oktober 1989, viser i realiteten, at DOEU foretog en generel gennemgang af markedsvilkaarene i de enkelte lande, bl.a. med hensyn til ordrebeholdningerne. Den eneste henvisning til en paastaaet samordnet prisforhoejelse vedroerer det franske marked, og notatet angiver blot, hvilken politik der ville blive fulgt af den virksomhed, notatet hidroerer fra.

97 Sagsoegeren bestrider det af Kommissionen i beslutningens betragtning 119 anfoerte om, at det ikke er trovaerdigt, at deltagerne i DOEU ikke var bekendt med det ulovlige formaal, hvortil de oplysninger, som de bevidst stillede til raadighed for JMC, skulle anvendes. Ifoelge sagsoegeren betragter Kommissionen synspunkter som kendsgerninger, og der er ingen beviser, der stoetter den paagaeldende paastand.

98 Kommissionen har foerst understreget, at DOEU's adfaerd skal ses i sammenhaeng med overtraedelsen som helhed og de funktioner, der blev udoevet af JMC, hvis moeder sagsoegeren deltog i, og som DOEU refererede til. De emner, der blev droeftet i DOEU, er blevet beskrevet af Stora. At DOEU ikke blot beskaeftigede sig med udveksling af statistikker paa grundlag af samlede tal, bevises af et notat fra en repraesentant for FS-Karton vedroerende DOEU's moede den 3. oktober 1989 (jf. nedenfor, praemis 115), der redegoer for droeftelser om ordrebeholdningerne hos producenterne af GC- og GD-kvaliteter, herunder de individuelle situationer.

99 Kommissionen har endelig afvist sagsoegerens paastand om, at der er en uskyldig forklaring paa udvekslingen af oplysninger inden for DOEU. Denne paastand er ikke alene uforenelig med de droeftelser, der er refereret i notatet vedroerende moedet den 3. oktober 1989, men ogsaa med de droeftelser, der blev foert under JMC's moede den 16. oktober samme aar, idet det fremgaar af sidstnaevnte droeftelser, at situationen med hensyn til ordrebeholdninger var en afgoerende faktor for ikrafttraedelsen af en prisforhoejelse.

Prisinitiativerne

100 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at selskabet helt uafhaengigt af andre afgjorde, om det ville tilpasse sine priser til dem, der blev anvendt af de dominerende virksomheder paa markedet.

101 Dets normale praksis var at tage priserne i Det Forenede Kongerige op til revision hvert halve aar, saedvanligvis i april og oktober.

102 Hvad angaar prisforhoejelsen i april 1989 har sagsoegeren anfoert, at selskabet i Det Forenede Kongerige den 16. februar 1989 annoncerede en prisforhoejelse paa 25 GBP, som traadte i kraft den 10. maj samme aar, for at tilpasse sine priser til dem, der blev anvendt af de dominerende virksomheder paa markedet, under hensyn til foelgende faktorer:

- den oekonomiske situation i Det Forenede Kongerige;

- den staerke efterspoergsel i slutningen af 1988;

- tegn paa en stramning af priserne for raamaterialerne;

- en oplysning givet den 1. februar 1989 i et fagblad, »EUWID Pulp & Paper« (bilag G til sagsoegerens svar paa meddelelsen af klagepunkter), hvorefter der var blevet annonceret prisforhoejelser i Tyskland, hvorved priserne for GD-kvaliteter steg med 8-10 DEM den 1. maj 1989;

- Mayr-Melnhof's annoncering af en prisforhoejelse den 6. februar 1989 i Det Forenede Kongerige med virkning fra april 1989 og SCA Colthrop's annoncering to dage senere af en lignende forhoejelse, der ogsaa skulle traede i kraft i april.

103 Sagsoegeren har anfoert, at aftalen om at forhoeje priserne for GD-kvaliteter i Det Forenede Kongerige ifoelge de af Kommissionen paaberaabte dokumenter indebar, at forhoejelsen skulle traede i kraft den 1. maj. Sagsoegeren forhoejede imidlertid selv foerst sine priser den 10. maj.

104 Det aendrer ikke noget herved, at selskabet var til stede under JMC's moede den 4. april 1989, idet formaalet med dette moede hverken kan have vaeret at afgoere, om der kunne gennemfoeres en prisforhoejelse (forhoejelsen blev besluttet i slutningen af 1988), eller at fastlaegge detaljerne i det prisinitiativ, der haevdes at vaere blevet besluttet af PWG. Eftersom prisforhoejelsen endnu ikke var blevet ivaerksat paa markedet, kan moedet heller ikke have haft til formaal at kontrollere den faktiske gennemfoerelse af forhoejelsen efter dennes ikrafttraeden.

105 Endelig kan Kommissionen ikke i svarskriftet laegge sagsoegeren til last, at selskabets agent deltog i PAA's moeder, idet den paagaeldende agent er fuldstaendig uafhaengig.

106 Hvad angaar prisforhoejelsen i april 1990 blev det i flere numre af fagbladet EUWID Pulp & Paper naevnt, at der forestod en prisforhoejelse. Bladet annoncerede naermere, at der var planlagt en prisforhoejelse paa 8% i marts, men at den ville vaere hoejere i Det Forenede Kongerige paa grund af pundets svage stilling (nummeret af 20.12.1989). I det nummer, der udkom den 17. januar, blev det oplyst, at Mayr-Melnhof havde sendt en rundskrivelse til kunderne for at annoncere en prisforhoejelse. I det foelgende nummer blev det bekraeftet, at der var planlagt prisforhoejelser paa 8% i marts. Sagsoegeren fik senere bekraeftelse fra markedet paa den prisforhoejelse i Det Forenede Kongerige, der var annonceret af Mayr-Melnhof med virkning fra marts.

107 Paa baggrund af de faldende vekselkurser i slutningen af 1989 og de faldende markedspriser saa sagsoegeren sig noedsaget til at tilpasse sig de virksomheder, der dikterede priserne.

108 Hvad angaar prisforhoejelsen i januar 1991 har sagsoegeren anfoert, at selskabet vidste, at dets driftsomkostninger i 1991 ville stige vaesentligt, foerst og fremmest som foelge af en stigning i gaspriserne og en foroegelse af personalet.

109 Det har i denne forbindelse understreget, at det laeste i fagbladene, navnlig bladet EUWID Pulp & Paper, at producenterne planlagde en prisforhoejelse fra begyndelsen af 1991. Denne oplysning var blevet givet allerede i begyndelsen af august og bekraeftet i det nummer, der udkom den 12. september 1990. Ifoelge det nummer af EUWID Pulp & Paper, der udkom den 25. september 1990, ville Mayr-Melnhof forhoeje sine priser med virkning fra den 7. januar med 40 GBP pr. ton. I det nummer, der udkom den 24. oktober 1990, blev det bekraeftet, at Feldmuehle ogsaa havde annonceret lignende forhoejelser. I nogle rapporter om markedssituationen, som sagsoegeren fik fra sine kunder og andre kilder, blev det bekraeftet, at SCA Colthrop havde annonceret en prisforhoejelse den 29. oktober. Under disse omstaendigheder besluttede sagsoegeren den 31. oktober 1990 at forhoeje sine priser med et tilsvarende beloeb paa markedet i Det Forenede Kongerige for at tilpasse sine priser til sine konkurrenters priser.

110 Sagsoegeren har for det andet anfoert, at Kommissionen ikke har nogen direkte beviser for selskabets deltagelse i et ulovligt samarbejde.

111 Eftersom Kommissionen ikke har bevist, at selskabet deltog regelmaessigt i moederne i PG Paperboard eller i moeder, hvorunder der blev droeftet konkurrencebegraensende former for praksis, kan den ikke paaberaabe sig Rettens praksis, hvorefter det, saafremt saadanne omstaendigheder er bevist, paahviler virksomheden at godtgoere, at den ikke tilsluttede sig det initiativ, der blev aftalt under moederne.

112 Kommissionen har for det foerste understreget, at den afviser sagsoegerens forsoeg paa at splitte overtraedelsen op i flere dele. Det er uholdbart, naar sagsoegeren haevder, at selskabet kun er blevet beskyldt for konkurrencestridige handlinger i Det Forenede Kongerige, idet ordningen gik ud paa at fastsaette samordnede priser i hele Faellesskabet og gennemfoere dem paa alle de nationale markeder.

113 Kommissionen bestrider, at sagsoegeren helt uafhaengigt af andre tilpassede sine priser til konkurrenternes. Den paapeger, at sagsoegerens agent deltog i moeder, hvorunder der blev foert droeftelser om gennemfoerelsen af kartellet paa nationalt plan, hvilket sagsoegeren vidste, eftersom agenterne handlede i henhold til deres hovedmaends instrukser. Kommissionen understreger endvidere, at sagsoegeren deltog regelmaessigt i de moeder i PG Paperboard's udvalg, hvorunder prisinitiativerne blev droeftet, at selskabet har anerkendt, at det foerte telefonsamtaler med andre producenter angaaende de moeder, det ikke deltog i, at selskabet ikke har godtgjort, at det ikke tilsluttede sig den enighed, der blev opnaaet mellem deltagerne i kartellet, og at det selv efter Kommissionens kontrolundersoegelser fortsatte med at deltage i moeder.

114 Kommissionen har anfoert, at saafremt det er godtgjort, at en virksomhed har deltaget regelmaessigt i moeder, der f.eks. har drejet sig om prisinitiativer, paahviler det den paagaeldende virksomhed at godtgoere, at den ikke tilsluttede sig det initiativ, der blev aftalt under moederne, og at den med henblik herpaa skal bevise, at dens konkurrenter var klar over, at den tog afstand fra den enighed, der blev opnaaet under moederne (jf. Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, dommen i sagen Atochem mod Kommissionen, a.st., samt domme af 10.3.1992, henholdsvis sag T-9/89, Huels mod Kommissionen, Sml. II, s. 499, og sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021).

Princippet »pris frem for maengde«

115 Sagsoegeren bestrider, at selskabet deltog i en aftale med henblik paa at »fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« (artikel 1, ottende led), og at det traf »samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger« (artikel 1, niende led).

116 De beviser, Kommissionen raader over, giver ikke grundlag for at konkludere, at de mindre kartonproducenter havde tilsluttet sig det paastaaede princip om »pris frem for maengde«. Der er tale om en ren formodning fra Kommissionens side, naar den haevder, at de mindre producenter var klar over behovet for at tilpasse deres egen adfaerd paa baggrund af den generelle forstaaelse mellem de store producenter.

117 Sagsoegeren udnyttede tvaertimod sin kapacitet fuldt ud i stoerstedelen af den omhandlede periode. Maskinudnyttelsesgraderne viser en nedgang i produktionsstandsningerne mellem 1987 og 1990.

118 Hvad angaar det af Kommissionen paaberaabte notat fra Rena's administrerende direktoer vedroerende et saerligt moede i Nordic Paperboard Institute (herefter »NPI«) (bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter) goer sagsoegeren gaeldende, at selskabet ikke er medlem af NPI, at det paagaeldende moede ikke var et moede i PG Paperboard, og at notatet derfor ikke stoetter Kommissionens paastand om, at alle de mindre producenter havde tilsluttet sig princippet om pris frem for maengde.

119 Selskabet bestrider ogsaa, at det deltog i den paastaaede aftale om fastholdelse af markedsandelene, idet det har anfoert, at dets markedsandel blev mindre i loebet af den af beslutningen omfattede periode.

120 Endelig bestrider sagsoegeren Kommissionens paastand (jf. beslutningens betragtning 53) om, at den dokumentation, der blev fundet hos FS-Karton, bekraefter, »at der i slutningen af 1987 var opnaaet enighed i de to Direktoergrupper om de to indbyrdes afhaengige spoergsmaal maengdetilpasning og prisdisciplin«. Selskabet har i denne forbindelse paapeget, at det notat, Kommissionen stoetter sig til (bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter), ikke henviser til de to »Presidents groups« (»the President Conference« og PWG), men til »Presidents grouping«. Kommissionen henviser saaledes sandsynligvis til PWG og ikke til »President Conference«, og der er intet, der tyder paa, at denne henvisning sigter til mere end »one group«. Sagsoegeren var ikke medlem af PWG.

121 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren giver en forkert fremstilling af Kommissionens argumentation. Det foreholdes sagsoegeren, at selskabet har deltaget i en faelles plan, der som to af sine bestanddele gik ud paa at kontrollere udbuddet af produktet inden for Faellesskabet for derved at sikre gennemfoerelsen af de samordnede prisforhoejelser og at udveksle oplysninger om bl.a. midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger og maskinudnyttelsesgrader. Sagsoegeren deltog i JMC's moeder, hvorunder de mindre producenter inden for rammerne af princippet om pris frem for maengde, som samtlige producenter tilsluttede sig, fik kendskab til den aftale, der var indgaaet mellem de store producenter, om at fastholde leverancerne paa konstante niveauer, og til noedvendigheden af at tilpasse deres egen adfaerd som foelge heraf.

122 Det forhold, at sagsoegeren ikke var medlem af NPI, svaekker ikke bevisvaerdien af notatet fra Rena vedroerende det saerlige moede i NPI (jf. ovenfor, praemis 118). Dette notat giver ikke blot yderligere beviser for den ordning, der blev indfoert for at kontrollere produktionen, idet det ogsaa stoetter Stora's redegoerelser, hvorefter de producenter, der ikke var medlem af PWG, blev orienteret om den generelle forstaaelse mellem de store producenter om at fastholde leverancerne paa konstante niveauer. En saadan fortolkning betyder ikke, at sagsoegeren er direkte beroert af notatet.

Metoderne til fremsendelse af oplysninger

123 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Stora's redegoerelser ikke er trovaerdige.

124 Eftersom Stora har erkendt, at selskabets datterselskaber Feldmuehle, Kopparfors og CBC deltog i visse former for politik og foranstaltninger, der kan vaere i strid med konkurrencereglerne (beslutningens betragtning 34), har selskabet en interesse i at godtgoere, at et saa stort antal kartonproducenter som muligt havde forbindelse med det paastaaede kartel, navnlig de mindre producenter, med henblik paa at bagatellisere selskabets egen rolle.

125 Endvidere er Stora's redegoerelser selvmodsigende med hensyn til, hvorledes PWG's beslutninger blev meddelt PC.

126 I sin anden redegoerelse udtaler Stora, at PWG's rolle bl.a. var at »give Direktoerkonferencen en vurdering og beskrivelse af den noejagtige tilstand med hensyn til udbud og efterspoergsel paa markedet og de forholdsregler, der burde traeffes for at skabe disciplin paa markedet« (beslutningens betragtning 38), hvorimod selskabet i en senere redegoerelse (skrivelse af 17.9.1991, bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter) praeciserer, hvorledes resultatet af moederne i PWG blev videregivet individuelt gennem saerlige kontakter mellem flere virksomheder. I relation til sidstnaevnte punkt finder sagsoegeren, at Stora henviser til de informationskanaler, der fandtes i Tyskland, Frankrig og Skandinavien, hvorimod der ikke henvises til et saadant system i Nederlandene eller et system, der involverer sagsoegeren.

127 De to redegoerelser er ogsaa i strid med udtalelsen fra hr. Roos, et tidligere medlem af Feldmuehle's direktion. Sidstnaevnte udtalelse er ikke saerlig klar, idet det haevdes, at PC og JMC blev orienteret om droeftelserne i PWG, bl.a. gennem personer, der havde deltaget i begge de to gruppers arbejde.

128 Kommissionen finder, at sagsoegerens argument om, at Stora's redegoerelser skulle tjene selskabets egne interesser, er uholdbart, idet andre producenter ogsaa har identificeret sagsoegeren som en af deltagerne i JMC.

129 Kommissionen bestrider, at udtalelserne vedroerende kommunikationslinjerne mellem PWG og JMC er indbyrdes modstridende. Hr. Roos modsiger ikke sig selv, naar han haevder, at der ikke var nogen formelle kommunikationslinjer, og at informationerne cirkulerede uformelt mellem enkeltpersoner, herunder dem, der deltog i moederne i begge grupper. Kommissionen paapeger, at hr. Roos var formand for JMC.

130 PWG traadte sammen forud for ethvert planlagt moede i PC. Da begge moeder blev ledet af den samme person, er der ingen tvivl om, at det var denne person, der meddelte resultatet af droeftelserne i PWG til de producenter, der ikke havde deltaget. Naar der ikke blev afholdt et moede i PC umiddelbart efter PWG-moedet, orienterede deltagerne de mindre producenter gennem deres nationale sammenslutninger om de trufne beslutninger. Disse kommunikationslinjer var heller ikke formaliserede.

Deltagelsens varighed

131 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ikke kan bevise, at selskabet deltog i kartellet bortset fra dets deltagelse i prisinitiativerne i april 1989, april 1990 og januar 1991. Selskabet naegter at have deltaget i prisforhoejelsen i 1987. Der findes i oevrigt ingen beviser for, at selskabet deltog i denne forhoejelse. Det maa derfor anerkendes, at dets deltagelse i den paastaaede overtraedelse foerst begyndte i 1989.

132 Kommissionen har afvist det af sagsoegeren anfoerte. Prisforhoejelsen i januar 1987 blev allerede planlagt i slutningen af 1986. Sagsoegeren deltog i moeder i PG Paperboard's udvalg i hele overtraedelsesperioden, og selskabet deltog i et moede i PC den 29. maj 1986.

Rettens bemaerkninger

133 Retten skal for det foerste undersoege, om Kommissionen har foert bevis for, at sagsoegeren medvirkede i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra midten af 1986 til april 1989, fra hvilket tidspunkt sagsoegeren har erkendt, at virksomheden deltog i JMC's moeder. Retten skal for det andet undersoege, om Kommissionen har foert bevis for, at sagsoegeren medvirkede i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i den resterende periode, dvs. fra april 1989 til april 1991.

1. Perioden fra midten af 1986 til april 1989

134 Som bevis for sagsoegerens medvirken i en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler i den omhandlede periode har Kommissionen henvist til, at virksomheden deltog i flere moeder i PC (tabel 3 i bilagene til beslutningen) og i DOEU (tabel 6 i bilagene til beslutningen), og til dens faktiske adfaerd med hensyn til priser.

135 Hvert enkelt af disse beviser skal herefter undersoeges i den anfoerte raekkefoelge.

a) Sagsoegerens deltagelse i visse af PC's moeder

136 Kommissionen har erkendt, at det er en fejl, at det i tabel 3 i bilagene til beslutningen anfoeres, at sagsoegeren deltog i PC's moede den 20. maj 1987.

137 Den har endvidere som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten erklaeret, at henvisningen i dens skriftlige indlaeg til, at sagsoegeren deltog i et moede i PC den 26. juni 1986, skulle forstaas som en henvisning til, at virksomheden deltog i PC's moede den 29. maj 1986.

138 Det foelger heraf, at sagsoegeren ifoelge Kommissionen deltog i tre bestemte moeder i PC i den omhandlede periode, nemlig moederne den 29. maj 1986, den 4. december 1987 og den 17. november 1988. Kommissionen har ikke henvist til beviser for emnet for disse tre moeder. Naar Kommissionen derfor henviser til denne deltagelse som bevis for, at virksomheden har medvirket i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er det noedvendigvis begrundet i den generelle beskrivelse i beslutningen af formaalet med moederne i dette organ, samt i de beviser, som er naevnt i beslutningen til stoette for denne beskrivelse.

139 Det hedder saaledes i beslutningen: »Som Stora har forklaret, var en af PWG's funktioner at forklare Direktoerkonferencen de forholdsregler, der var noedvendige for at skabe orden paa markedet ... Paa denne maade blev de administrerende direktoerer, der deltog i Direktoerkonferencerne, informeret om de beslutninger, der blev truffet af PWG, og om de instrukser, der skulle gives til deres salgsafdelinger med henblik paa at gennemfoere de aftalte prisinitiativer« (beslutningens betragtning 41, foerste afsnit). Det hedder endvidere: »PWG traadte altid sammen forud for en Direktoerkonference, og da begge moeder blev ledet af den samme person, er der ingen tvivl om, at det var denne person, der meddelte resultatet af droeftelserne i PWG til de medlemmer blandt de saakaldte 'direktoerer', der ikke tilhoerte inderkredsen« (beslutningens betragtning 38, andet afsnit).

140 Ifoelge Stora blev deltagerne i PC's moeder informeret om de beslutninger, PWG traf (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8). Rigtigheden af denne oplysning bestrides imidlertid af flere af de virksomheder, der deltog i PC, herunder sagsoegeren. Stora's redegoerelser om PC's rolle kan derfor ikke uden stoette i andre omstaendigheder anses for tilstraekkeligt bevis for, hvad organets moeder omhandlede.

141 I sagen findes et dokument, en erklaering af 22. marts 1993 afgivet af et tidligere medlem af Feldmuehle's direktion (hr. Roos), der umiddelbart synes at bekraefte Stora's paastande. Hr. Roos har bl.a. oplyst: »Indholdet af droeftelserne i PWG blev videregivet til de virksomheder, der ikke var repraesenteret i denne gruppe paa Direktoerkonferencen, der fulgte umiddelbart efter, eller hvis dette ikke var tilfaeldet, paa JMC's moede.« Kommissionen har ikke udtrykkeligt henvist til dette dokument i beslutningen til stoette for sine paastande i relation til PC's moeder, og det kan under alle omstaendigheder ikke anses for et selvstaendigt bevis i forholdt til Stora's redegoerelser. Da disse redegoerelser nemlig sammenfatter svarene fra de tre virksomheder, der indgik i Stora i overtraedelsesperioden, herunder Feldmuehle, er et forhenvaerende medlem af Feldmuehle's direktion noedvendigvis en af kilderne til Stora's redegoerelser.

142 Kommissionen anfoerer i beslutningen, at bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, der er et notat, som blev fundet hos Mayr-Melnhof's salgsagent i Det Forenede Kongerige og vedroerer et moede i Wien den 12. og 13. december 1986, »[bekraefter] Stora's indroemmelse af, at Direktoerkonferencen rent faktisk droeftede [et ulovligt samarbejde om priser]« (beslutningens betragtning 41, tredje afsnit, og betragtning 75, andet afsnit). Dokumentet indeholder foelgende oplysning:

»Fastsaettelse af priser for det britiske marked

I seneste Fides-moede deltog ogsaa Weig's repraesentant, der udtalte, at de fandt 9% for hoejt for det britiske marked og havde besluttet sig for 7%! Stor skuffelse, da det indebaerer et forhandlingsniveau for alle andre. Prispolitikken for Det Forenede Kongerige overlades til RHU, med stoette fra [Mayr-Melnhof], selv om dette indebaerer et midlertidigt omsaetningstab, mens vi goer bestraebelser paa at fastholde maalet paa 9% (som man vil kunne se). [Mayr-Melnhof/FS] fastholder en vaekstpolitik i Det Forenede Kongerige, men det faldende overskud er alvorligt, og vi maa slaas for at faa kontrol med priserne igen. [Mayr-Melnhof] erkender, at det ikke hjaelper, at det er kendt, at de har oeget omsaetningen i Tyskland med 6 000!«

143 Det Fides-moede, der naevnes i indledningen af den citerede passage, maa ifoelge Mayr-Melnhof (svar paa en begaering om oplysninger, bilag 62 til meddelelsen af klagepunkter) antages at vaere PC's moede den 10. november 1986. Det fremgaar imidlertid af tabel 3 i bilagene til beslutningen, at sagsoegeren ikke deltog i dette moede.

144 Det bemaerkes, at dokumentet bekraefter, at Weig reagerede med at give oplysninger om sin fremtidige prispolitik i Det Forenede Kongerige i forhold til prisstigningernes oprindelige omfang.

145 Dette kan imidlertid ikke betragtes som bevis for, at Weig reagerede paa en bestemt prisforhoejelse, som var aftalt mellem virksomhederne i PG Paperboard foer den 10. november 1986.

146 Kommissionen har ikke paa dette punkt paaberaabt sig andre beviser. Weig's henvisning til en prisforhoejelse paa »9%« kan forklares med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhoejelse i Det Forenede Kongerige den 5. november 1986 (bilag A-12-1). Denne meddelelse blev offentliggjort med kort frist, hvilket fremgaar af et avisudklip (bilag A-12-3). Kommissionen har ikke fremlagt andet materiale, der umiddelbart kan tjene som direkte bevis for, at prisforhoejelserne var blevet droeftet paa PC's moeder. Det kan herefter ikke udelukkes, at Weig's udtalelse, som den fremgaar af bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, fandt sted uden for moedet i PC den 10. november 1986, i overensstemmelse med hvad Weig gentagne gange gjorde gaeldende under retsmoedet.

147 Kommissionen anfoerer ogsaa i beslutningen, at den »hos FS-Karton (et selskab i M-M-koncernen) fandt ... dokumentation for, at der i slutningen af 1987 var opnaaet enighed i de to Direktoergrupper om de to indbyrdes afhaengige spoergsmaal maengdetilpasning og prisdisciplin« (betragtning 53, foerste afsnit). Kommissionen henviser i denne forbindelse til bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, som er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller), om markedssituationen.

148 Forfatteren til notatet henviser i dets indledning til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), hvilket udtryk af Mayr-Melnhof blev fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a).

149 Det er ganske vist i naervaerende sag ubestridt, at bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter bekraefter Stora's forklaringer, dels om, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem de virksomheder, der hoerte til paa »direktoerniveau«, dels om et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem samme virksomheder, men der findes ikke andre beviser, der stoetter den antagelse, at bl.a. det ulovlige samarbejde om markedsandele og kontrollen med produktionens omfang skulle droeftes i PC. Udtrykket »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«) i bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter kan derfor, uanset Mayr-Melnhof's forklaring, ikke antages at henvise til andre organer end PWG.

150 Herefter kan det ikke antages, at Kommissionen har foert bevis for, at moederne i PC, foruden lovlige aktiviteter, havde en konkurrencebegraensende funktion. Heraf foelger, at Kommissionen ikke paa grundlag af de anfoerte beviser kan udlede, at de virksomheder, der deltog i dette organs moeder, havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

151 Det maa derfor konkluderes, at sagsoegerens deltagelse i en overtraedelse af konkurrencereglerne i perioden fra midten af 1986 til april 1989 ikke er bevist med henvisning til virksomhedens deltagelse i moederne i PC.

b) Sagsoegerens deltagelse i tre moeder i DOEU

152 Det er ubestridt, at sagsoegeren i perioden fra midten af 1986 til april 1989 deltog i tre moeder i DOEU, nemlig moederne den 15. oktober 1986, den 4. februar 1987 og den 3. februar 1989. Da Kommissionen ikke har paaberaabt sig beviser, der saerlig vedroerer disse moeder, skal det undersoeges mere generelt, om DOEU's moeder havde et konkurrencebegraensende formaal.

153 Ifoelge beslutningen var »'det centrale tema' for droeftelserne i Det OEkonomiske Udvalg ... analysering og vurdering af markedet for karton i de enkelte lande« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). DOEU »droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC (eller forgaengeren, Markedsfoeringsudvalget, foer udgangen af 1987)« (beslutningens betragtning 49, foerste afsnit).

154 Ifoelge Kommissionen var »droeftelserne om markedsforholdene ... ikke [vage]. Samtalerne om markedssituationen i de enkelte lande skal ses i sammenhaeng med de planlagte prisinitiativer, herunder det konstaterede behov for midlertidige produktionsstandsninger for at stoette prisforhoejelserne« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). Kommissionen finder endvidere, at »Det OEkonomiske Udvalg ... maaske i mindre grad [har] vaeret beskaeftiget med prisfastsaettelse som saadan, men det er ikke trovaerdigt, at deltagerne ikke var bekendt med det ulovlige formaal, hvortil de oplysninger, som de bevidst stillede til raadighed for JMC, skulle anvendes« (beslutningens betragtning 119, andet afsnit).

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0311.1

155 Til stoette for sine paastande om, at droeftelserne i DOEU havde et konkurrencebegraensende sigte, har Kommissionen henvist til ét dokument, nemlig et fortroligt notat, forfattet af en repraesentant for FS-Karton (et selskab i Mayr-Melnhof-koncernen), der indeholdt »hoejdepunkterne« fra DOEU's moede den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter).

156 Kommissionen har i beslutningen refereret indholdet af dokumentet. Det fremgaar heraf, at moedet:

»... foruden en grundig gennemgang af efterspoergsel, produktion og ordrebeholdninger for de enkelte landes nationale markeder, ogsaa beskaeftigede sig med:

- den staerke kundemodstand, der var konstateret mod den seneste forhoejelse af prisen paa GC-kvaliteter, der traadte i kraft den 1. oktober

- ordrebeholdninger for henholdsvis GC- og GD-producenter, herunder oplysninger om de enkelte producenters situation

- rapport om gennemfoerte og planlagte midlertidige produktionsstandsninger

- saerlige problemer i forbindelse med gennemfoerelse af prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige og forhoejelsens betydning for opretholdelse af den noedvendige prisforskel mellem GC- og GD-kvaliteter

- sammenligning af de enkelte nationale sammenslutningers forventede og aktuelle ordreindtag« (beslutningens betragtning 50, andet afsnit).

157 Denne gengivelse af dokumentets indhold er i det vaesentlige korrekt. Men Kommissionen har ikke henvist til beviser til stoette for sin paastand om, at bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter maa anses som »udtryk for den reelle beskaffenhed af dette organs droeftelser« (beslutningens betragtning 113, sidste afsnit).

158 Endvidere bemaerkes, at Stora's redegoerelser er af meget begraenset betydning for saa vidt angaar DOEU. Stora udtaler: »Inden 1987 varetog Det OEkonomiske Udvalg baade JMC's og Det Statistiske Udvalgs funktioner. Det var marketing- og/eller salgschefer, der deltog i moederne. Der blev bl.a. foert droeftelser om prisudviklingerne paa de nationale markeder, tillaeg for smaa maengder, arktaelning, faktureringsvilkaar og raamaterialer. Der blev ogsaa foretaget undersoegelser af de statistiske rapporter« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 12). Som det fremgaar, vedroerer denne paastand kun perioden foer 1987. Stora tilkendegiver ganske vist, at der under DOEU's moeder blev foert droeftelser om prisudviklingerne paa de nationale markeder, men indholdet af disse droeftelser praeciseres ikke. Det kan derfor ikke konkluderes, at der var tale om droeftelser med et konkurrencebegraensende formaal.

159 For saa vidt angaar perioden fra begyndelsen af 1988 anfoerer Stora: »JMC blev oprettet i slutningen af 1987 og holdt sit foerste moede i begyndelsen af 1988, fra hvilket tidspunkt det overtog en del af Det OEkonomiske Udvalgs opgaver. Det OEkonomiske Udvalgs oevrige opgaver blev overtaget af Det Statistiske Udvalg« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 13).

160 Redegoerelserne fra Stora indeholder saaledes ikke oplysninger, der stoetter Kommissionens paastand om, at droeftelserne i dette organ havde et konkurrencebegraensende sigte for saa vidt angaar perioden efter begyndelsen af 1987.

161 Kommissionen har heller ikke paaberaabt sig beviser, der giver grundlag for at antage, at deltagerne i DOEU's moeder havde kendskab til den naermere beskaffenhed af moederne i JMC, som DOEU rapporterede til. Det kan derfor ikke anses for udelukket, at de deltagere i DOEU's moeder, der ikke samtidig deltog i JMC's moeder, ikke var bekendt med den reelle anvendelse af de rapporter, som DOEU udarbejdede.

162 Bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter kan derfor ikke betragtes som bevis for, hvilken beskaffenhed DOEU's droeftelser reelt havde.

163 I oevrigt synes Kommissionen selv at vaere af den opfattelse, at deltagelse i DOEU's moeder ikke udgjorde et tilstraekkeligt bevis for en overtraedelse, idet virksomheden Enso Española, der havde deltaget i moeder i DOEU i 1987 (tabel 6 i bilagene til beslutningen), ikke blev anset for at have begaaet en overtraedelse af konkurrencereglerne foer marts 1988 (beslutningens artikel 1).

164 Henset til det saaledes anfoerte kan det forhold, at sagsoegeren i den omhandlede periode deltog i tre moeder i DOEU, ikke siges at bevise, at selskabet deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

c) Sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser

165 Det fremgaar i relation til den omhandlede periode af tabel A i bilagene til beslutningen, at sagsoegeren ifoelge Kommissionen den 14. november 1987 annoncerede en forhoejelse af sine priser i Det Forenede Kongerige med 8% og gennemfoerte den den 12. januar 1988.

166 Ifoelge tabel B og C raader Kommissionen derimod ikke over oplysninger om eventuelle forhoejelser af sagsoegerens kartonpriser i forbindelse med prisforhoejelsesinitiativerne i marts/april 1988 og oktober 1988.

167 Under disse omstaendigheder finder Retten, at sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser, som fastslaaet af Kommissionen, bestaaende i et enkelt prisforhoejelsesinitiativ i Det Forenede Kongerige, der synes at vaere i overensstemmelse med det, der blev gennemfoert af de andre producenter, ikke giver tilstraekkelig stoette for Kommissionens paastand om, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i den omhandlede periode.

d) Konklusion vedroerende den omhandlede periode

168 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger kan de af Kommissionen paaberaabte beviser - selv naar de betragtes samlet - ikke anses for at godtgoere, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra midten af 1986 til april 1989.

2. Perioden fra april 1989 til april 1991

169 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved - i sagsoegerens tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 - at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF bl.a. »naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta«, »planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF«, »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.

170 Det foelger heraf, at alle de i beslutningens artikel 1 naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i en enkelt overtraedelse, der bestaar af et ulovligt samarbejde vedroerende tre forskellige emner, men med et faelles maal. Disse former for ulovligt samarbejde maa betragtes som de elementer, der udgoer kartellet i sin helhed.

171 Det skal paa denne baggrund undersoeges saerskilt, om sagsoegeren deltog i de enkelte former for ulovligt samarbejde i perioden fra april 1989 til april 1991.

a) Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser

- Sagsoegerens deltagelse i to moeder i JMC

172 Det er ubestridt, at sagsoegeren deltog i to moeder i JMC, nemlig moederne den 4. april 1989 og den 20. november 1990.

173 Ifoelge Kommissionen var JMC's hovedopgave fra foerste faerd:

»- at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og meddele sine konklusioner til PWG

- at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et aekvivalent (dvs. ensartet) prissystem i Europa ...« (beslutningens betragtning 44, sidste afsnit).

174 I beslutningens betragtning 45, foerste og andet afsnit, anfoerer Kommissionen saaledes naermere:

»Udvalget diskuterede, marked for marked, hvordan de enkelte producenter skulle gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser. De praktiske detaljer i forbindelse med gennemfoerelsen af de paataenkte prisforhoejelser blev droeftet ved 'rundbordssamtaler', hvorunder deltagerne havde mulighed for at fremkomme med deres kommentarer til den foreslaaede forhoejelse.

Problemer med at gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser eller lejlighedsvise tilfaelde af manglende samarbejdsvilje blev meddelt til PWG, som derefter (som Stora udtrykte det) 'forsoegte at opnaa samarbejde, i det omfang det blev anset for noedvendigt'. JMC udarbejdede saerskilte rapporter for GC- og GD-kvaliteter. Saafremt PWG aendrede en beslutning om prisfastsaettelse paa grundlag af de rapporter, man havde modtaget fra JMC, blev de skridt, der var noedvendige for at gennemfoere beslutningen, droeftet ved naeste JMC-moede.«

175 Det bemaerkes, at Kommissionen med rette har henvist til redegoerelserne fra Stora som stoette for disse oplysninger om genstanden for JMC's moeder (bilag 35 og 39 til meddelelsen af klagepunkter).

176 Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af officielle referater af moeder i JMC, har den fra Mayr-Melnhof og Rena faaet adgang til nogle interne notater dateret henholdsvis den 6. september 1989, den 16. oktober 1989 og den 6. september 1990 (bilag 117, 109 og 118 til meddelelsen af klagepunkter). Retten finder, at disse notater, der er omtalt i beslutningens betragtning 80, 82 og 87, gengiver droeftelser under disse moeder i JMC.

177 Sagsoegeren bestrider ikke, at bilag 117 og 109 vedroerer JMC's moeder henholdsvis den 6. september 1989 og den 16. oktober 1989. Retten kan i denne forbindelse ikke give sagsoegeren medhold i, at det ikke er bevist, at bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat fra Rena dateret den 6. september 1990, vedroerer et moede i JMC. Det paagaeldende notat er nemlig udarbejdet paa brevpapir med navnet »Schweizerischer Bankverein« og dateret den 6. september 1990, paa hvilken dato JMC holdt et moede i Zuerich. Det fremgaar tydeligt af notatet, at der blev foert droeftelser i konkurrencebegraensende oejemed mellem de naevnte producenter. Det findes derfor godtgjort, at notatet vedroerer JMC's moede den paagaeldende dag.

178 Foelgelig er bilag 117, 109 og 118 beviser, der klart stoetter Stora's beskrivelse af JMC's funktioner.

179 I denne forbindelse skal der som eksempel henvises til bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, hvoraf bl.a. foelgende fremgaar:

»Der bliver annonceret en prisforhoejelse i naeste uge, i september.

Frankrig 40 FRF Nederlandene 14 Tyskland 12 DEM Italien 80 ITL Belgien 2,50 BEF Schweiz 9 CHF Det Forenede Kongerige 40 GBP Irland 45 IEP

Alle kvaliteter boer forhoejes lige meget GD, UD, GT, GC osv.

Kun 1 prisforhoejelse om aaret. For leverancer fra den 7. januar. Senest den 31. januar. 14. september skrivelse om prisforhoejelse (Mayr-Melnhof). 19. september, Feldmuehle udsender sin meddelelse. Cascades foer udgangen af september. Alle skal have udsendt meddelelserne foer den 8. oktober.«

180 Som det fremgaar af beslutningens betragtning 88, 89 og 90, lykkedes det endvidere Kommissionen at faa adgang til interne dokumenter, der godtgoer, at virksomhederne, bl.a. dem, der udtrykkeligt er anfoert i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, faktisk annoncerede og gennemfoerte de aftalte prisforhoejelser.

181 I relation til bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter, som er et dokument, der blev fundet hos Rena, anfoerer Kommissionen, at der er tale om notater, der blev taget under JMC's moede den 6. september 1989, og at de udgoer et bevis for det ulovlige samarbejde om prisforhoejelsesinitiativet i oktober 1989. Kommissionen anfoerer naermere, at dokumentet »rummer oplysninger om de prisforhoejelser, der var blevet annonceret i de enkelte valutaer og vurderer kundereaktionen og de fremskridt, der allerede var sket med hensyn til at gennemfoere forhoejelserne paa de enkelte nationale markeder« (beslutningens betragtning 80, femte afsnit). Sagsoegeren, der ikke deltog i det paagaeldende moede (tabel 4 i bilagene til beslutningen), bestrider ikke, at bilag 117 henviser til dette moede. Selskabet finder imidlertid, at de i bilaget indeholdte oplysninger kun delvis stammer fra moedet i JMC, saaledes som det blev oplyst af Rena, da denne virksomhed tilstillede Kommissionen (skrivelse fra Rena, bilag 116 til meddelelsen af klagepunkter) de dokumenter, der senere blev henvist til som bilag 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter.

182 Det maa imidlertid konstateres, at bilag 117 indeholder en raekke oplysninger om kartonproducenternes priser og prisforhoejelser. Naar henses til, at oplysningerne vedroerer samme emne, og til det forhold, at bl.a. Stora's redegoerelser og bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter bekraefter, at der faktisk blev udvekslet saadanne oplysninger under JMC's moeder, finder Retten, at Kommissionen med rette konkluderede, at alle de oplysninger, der er indeholdt i bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter, hidroerte fra JMC's moede den 6. september 1989.

183 Hvad angaar Kommissionens bemaerkning om, at de i beslutningens artikel 1 naevnte virksomheder kontrollerede, om prisforhoejelserne blev gennemfoert (beslutningens betragtning 82), henviser Kommissionen til bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter, der vedroerer JMC's moede den 16. oktober 1989. Sagsoegeren bestrider ikke den beskrivelse af dette dokuments indhold, der gives i beslutningen.

184 Selv om de dokumenter, som Kommissionen har henvist til, kun vedroerer faa moeder i JMC inden for den periode, som beslutningen omfatter, bekraefter alle de foreliggende bevisdokumenter Stora's oplysninger, hvorefter JMC's vaesentligste opgave var at beslutte og planlaegge gennemfoerelsen af de samordnede prisforhoejelser og at kontrollere, om de faktisk blev gennemfoert. I denne forbindelse maa den naesten fuldstaendige mangel paa referater af JMC's moeder, officielle saavel som interne, anses for tilstraekkeligt bevis for Kommissionens paastand om, at de deltagende virksomheder bestraebte sig paa at skjule den reelle beskaffenhed af de droeftelser, der fandt sted i dette organ (jf. bl.a. beslutningens betragtning 45). Under disse omstaendigheder gaelder der en omvendt bevisbyrde, saaledes at det paahviler de virksomheder, som beslutningen er rettet til, og som deltog i organets moeder, at bevise, at det havde et lovligt formaal. Da virksomhederne ikke har foert bevis herfor, har Kommissionen med rette antaget, at hovedformaalet med de droeftelser, som virksomhederne foerte paa moederne i dette organ, var konkurrencebegraensende.

185 For saa vidt angaar sagsoegerens paastand om, at de dokumenter, Kommissionen stoetter sig til med henblik paa at bevise, at der blev foert konkurrencebegraensende droeftelser i JMC, ikke vedroerer GD-kvaliteter, bemaerkes for det foerste, at bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter, som vedroerer JMC's moede den 6. september 1989, indeholder foelgende bemaerkninger (s. 3 og 4): »Frankrig vil have en prisforhoejelse for GD-kvaliteter fra den 1.1.90« og »prisforskellen GC-GD er naesten 40%«.

186 For det andet bemaerkes, at bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, i relation til hvilket det er godtgjort, at det henviser til JMC's moede den 6. september 1990, indeholder detaljerede oplysninger om GD-kvaliteter.

187 For det tredje stoetter disse beviser Stora's paastand om, at JMC's opgave var »prisfastsaettelse for visse store kunder og udarbejdelse af enkelthederne i forbindelse med gennemfoerelsen af PWG's beslutninger vedroerende prisfastsaettelse for baade GC- og GD-kvaliteter« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 13). Denne afsloering skal forstaas i lyset af foelgende forklaring, der gives i bilag 35 til meddelelsen af klagepunkter (s. 16): »Saa vidt Stora-producenterne ved, holdt Joint Marketing Committee oprindelig fem eller seks moeder om aaret for at droefte saavel GC- som GD-kvaliteter. Efterfoelgende blev der holdt saerskilte moeder for GC- og GD-kvaliteter, hvilket stort set medfoerte en fordobling af antallet af moeder.«

188 Kommissionen kunne saaledes med rette udlede af sagens akter, at de i JMC foerte droeftelser om samordnede prisforhoejelser vedroerte saavel GC-kvaliteter som GD-kvaliteter.

189 Hvad angaar sagsoegerens individuelle situation maa selskabets deltagelse i to moeder i JMC paa baggrund af ovenstaaende i hvert fald betragtes som et kraftigt indicium for, at det deltog i det ulovlige samarbejde om priser.

190 Det skal i denne sammenhaeng i betragtning af formaalet med JMC's moeder som beskrevet ovenfor understreges, at sagsoegeren i en skrivelse af 28. august 1991 til Kommissionen som svar paa en skrivelse i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 anerkendte, at selskabet ikke deltog i stoerstedelen af moederne i JMC, men at der »undertiden blev foert en telefonsamtale med kollegerne angaaende moedet«.

- Sagsoegerens deltagelse i DOEU's moede den 3. oktober 1989

191 Bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter, som er et fortroligt notat forfattet af en repraesentant for FS-Karton (fra Mayr-Melnhof-koncernen) angaaende de vigtigste punkter fra DOEU's moede den 3. oktober 1989, kan i mangel af dokumenter, der bekraefter dets indhold, ikke anses for at bevise den egentlige karakter af droeftelserne under moederne i DOEU (jf. ovenfor, praemis 152 ff.). Retten har ganske vist allerede fastslaaet, at beskrivelsen af det paagaeldende dokuments indhold i det vaesentlige var korrekt, men der er ikke taget stilling til, om dokumentet beviser, at der blev foert konkurrencebegraensende droeftelser under moedet den 3. oktober 1989. Det skal derfor undersoeges, om sagsoegerens deltagelse i dette moede er et tilstraekkeligt bevis for, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om priser.

192 Hertil bemaerkes, at prisdroeftelserne paa moedet drejede sig om kundernes reaktioner paa de prisforhoejelser paa GC-kvaliteter, som stoersteparten af kartonproducenterne havde gennemfoert pr. 1. oktober 1989, efter at forhoejelserne var blevet bekendtgjort paa markedet nogle maaneder tidligere. Ifoelge Kommissionen vedroerte denne prisforhoejelse ligeledes SBS-, men ikke GD-kvaliteter. Retten finder, at droeftelserne paa moedet gik ud over, hvad der er tilladt i henhold til faellesskabsrettens konkurrenceregler, navnlig i det omfang det blev konstateret, at »det ville vaere forkert at fravige de nu gennemfoerte, betydelige priser for GC-kvaliteter ...«. Ved saaledes at give udtryk for en faelles vilje til konsekvent at anvende de nye priser paa GC-kvaliteter har producenterne ikke uafhaengigt taget stilling til den politik, de ville foelge paa markedet, hvilket er i strid med den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser (jf. bl.a. Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 173).

193 Det er ganske vist ubestridt, at sagsoegeren ikke fremstiller GC-kvaliteter, og at prisforhoejelsen i oktober 1989 ikke vedroerte GD-kvaliteter (jf. tabel E til bilagene til beslutningen og betragtning 80, andet afsnit), men det er ikke sandsynligt, at sagsoegerens repraesentant(er) i moedet den 3. oktober 1989 misforstod formaalet med og karakteren og konsekvenserne af de droeftelser, som de konkurrerende virksomheder foerte. Paa tidspunktet for det paagaeldende moede havde sagsoegeren nemlig allerede deltaget i et moede i JMC (jf. ovenfor, praemis 172).

194 Paa baggrund af ovenstaaende finder Retten, at sagsoegerens deltagelse i DOEU's moede den 3. oktober 1989 udgoer et yderligere indicium for selskabets deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser, som der skal tages hensyn til ved den samlede bedoemmelse af de af Kommissionen paaberaabte beviser.

- Sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser

195 Paa baggrund af omstaendighederne i sagen boer der foretages en undersoegelse af sagsoegerens faktiske adfaerd med henblik paa at vurdere, om den udgoer et yderligere indicium for, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser.

196 Hvad foerst angaar sagsoegerens faktiske adfaerd i Det Forenede Kongerige skal Retten undersoege prisforhoejelserne i april 1989, april 1990 og januar 1991 (tabel D, F og G i bilagene til beslutningen). Prisforhoejelsen i oktober 1989 er ikke relevant, idet den, som det fremgaar af tabel E i bilagene til beslutningen, vedroerte kartonkvaliteter, som sagsoegeren ikke fremstiller.

197 Retten konstaterer, at beloebene for de samordnede prisforhoejelser svarer til dem, der er anfoert i de dokumenter, Kommissionen stoetter sine paastande paa. Den af sagsoegeren annoncerede prisforhoejelse i april 1989 er paa noejagtig samme beloeb, nemlig 25 GBP pr. ton, som den, der er angivet i en prisliste, der blev fundet hos Finnboard UK Ltd (beslutningens betragtning 79, andet afsnit). Tilsvarende er den prisforhoejelse paa 45 GBP pr. ton, som sagsoegeren bekendtgjorde i begyndelsen af 1990, i overensstemmelse med de oplysninger, der er indeholdt i bilag 110 til meddelelsen af klagepunkter, som er en prisliste, der blev fundet hos Rena og er beskrevet af Kommissionen i beslutningens betragtning 83. Endelig er forhoejelsen paa 40 GBP pr. ton i januar 1991 identisk med den, der blev aftalt mellem de virksomheder, der moedtes i Zuerich den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, beslutningens betragtning 87).

198 Sagsoegeren har imidlertid forklaret, at de identiske prisforhoejelser skyldes markedets gennemskuelighed, den rolle, selskabets selvstaendige agent i Det Forenede Kongerige spillede, og de meget detaljerede oplysninger, der blev givet i fagbladet EUWID Pulp & Paper. I betragtning af at sagsoegeren ikke annoncerede en forhoejelse af selskabets priser foer de andre virksomheder i forbindelse med de tre omhandlede initiativer, goer selskabets forklaring det umiddelbart plausibelt, at det blot tilpassede sin faktiske adfaerd paa det britiske marked til de andre virksomheders. Da Kommissionen ikke har fremfoert argumenter, der kan drage denne vurdering i tvivl, kan sagsoegerens faktiske adfaerd paa det britiske marked ikke betragtes som et yderligere indicium for, at selskabet deltog i det ulovlige samarbejde om priser. Det skal dog understreges, at sagsoegerens faktiske adfaerd ikke adskiller sig fra den, der i hvert fald blev aftalt mellem de andre virksomheder, der deltog i JMC's moeder.

199 For saa vidt angaar sagsoegerens faktiske adfaerd i det kontinentale Europa bestrider Kommissionen ikke, at priserne blev forhoejet aarligt i den omhandlede periode den 1. januar og/eller den 1. juli, dvs. paa andre datoer end de i beslutningen naevnte.

200 Retten finder derfor, at sagsoegerens faktiske adfaerd med hensyn til priser ikke stoetter Kommissionens konklusioner med hensyn til selskabets deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser.

- Konklusion vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser

201 De indicier, Kommissionen paaberaaber sig i en beslutning med henblik paa at bevise, at en bestemt virksomhed har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, skal ikke betragtes isoleret, men som et hele (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, praemis 68).

202 Paa baggrund af den foretagne undersoegelse finder Retten, at sagsoegerens deltagelse i to moeder i JMC, hvis konkurrencebegraensende formaal er bevist, og i DOEU's moede den 3. oktober 1989, som Retten har anset for at udgoere et yderligere indicium for selskabets deltagelse i det ulovlige samarbejde om priser, er tilstraekkelige beviser for, at selskabet deltog i det ulovlige samarbejde om priser i perioden fra april 1989 til april 1991.

203 Over for sagsoegerens argument om, at selskabets faktiske adfaerd paa markedet er uforenelig med Kommissionens paastande om, at det deltog i det ulovlige samarbejde om priser, skal det understreges, at det foelger af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder, der havde et klart konkurrencebegraensende formaal, ikke kan fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold (jf. eksempelvis Rettens dom af 6.4.1995, sag T-141/89, Tréfileurope mod Kommissionen, Sml. II, s. 791, praemis 85).

204 Kommissionen har ikke bestridt, at de kartonpriser, sagsoegeren anvendte paa de nationale markeder i det kontinentale Europa, ikke blev forhoejet paa datoer, der ligger taet paa dem, der er naevnt i tabellerne i bilagene til beslutningen, og Kommissionen har endog under retsmoedet anerkendt, at den ikke tidligere havde undersoegt dette. Retten vil tage hensyn hertil, naar den inden for rammerne af sin fulde proevelsesret med hensyn til boedespoergsmaal skal vurdere grovheden af den konstaterede overtraedelse fra sagsoegerens side (jf. nedenfor, praemis 343 ff.).

b) Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger

205 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der var repraesenteret under moederne i PWG, fra slutningen af 1987 i et ulovligt samarbejde om standsninger af produktionsfaciliteterne, og der blev faktisk foretaget produktionsstandsninger fra 1990.

206 Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal i henhold til Stora's beskrivelse »bl.a. [var] 'droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet'«. Endvidere anfoerer Kommissionen med hensyn til »den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987« (betragtning 52, foerste afsnit), at den bl.a. sigtede mod at fastholde »et konstant udbudsniveau« (betragtning 58, foerste afsnit).

207 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).

208 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).

209 Stora udtalte foelgende (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24): »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«

210 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«

211 Kommissionen baserer ogsaa sine konklusioner paa bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. ovenfor, praemis 147).

212 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«.

213 Forfatterens begrundelse for, hvorfor han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

214 Forfatteren fastslaar saaledes:

»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.

...

c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«

215 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.

216 Paa baggrund af ovenstaaende findes Kommissionen at have godtgjort, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i moederne i PWG.

217 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der deltog i JMC's moeder, herunder sagsoegeren, ligeledes i dette ulovlige samarbejde.

218 Kommissionen bemaerker hertil:

»Foruden Fides-systemet, der oplyste de samlede tal for hele branchen, var det almindeligt, at hver enkelt producent oplyste sin egen ordrebeholdning over for konkurrenterne paa moederne i JMC.

Oplysningerne om, hvor mange dage virksomhederne havde ordrer til, var relevante i to henseender:

- som grundlag for at beslutte, hvorvidt forudsaetningerne for at gennemfoere prisforhoejelser var til stede

- som grundlag for at beregne, hvor lang tid driften maatte indstilles for at opretholde ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel ...« (beslutningens betragtning 69, tredje og fjerde afsnit).

219 Kommissionen anfoerer endvidere:

»De uofficielle notater fra to JMC-moeder, det ene i januar 1990 (se betragtning 84), det andet i september 1990 (se betragtning 87), samt andre dokumenter (se betragtning 94 og 95) bekraefter imidlertid, at de store producenter holdt deres mindre konkurrenter taet og loebende informeret i PG Paperboard om deres planer om at gennemfoere yderligere produktionsstandsninger som alternativ til at saenke priserne« (beslutningens betragtning 71).

220 Bevismaterialet vedroerende JMC's moeder (bilag 109, 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter) bekraefter, at der som led i forberedelsen af prisforhoejelserne fandt droeftelser sted om produktionsstandsninger. Bl.a. naevner bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, som er et notat fra Rena af 6. september 1990 (jf. ogsaa ovenfor, praemis 179), omfanget af prisforhoejelser i en raekke lande, datoerne for den fremtidige offentliggoerelse af disse samt ordrebeholdningen udtrykt i antal arbejdsdage for flere producenter. Notatets forfatter giver udtryk for, at visse producenter forudsaa produktionsstandsninger, idet han anfoerer:

»Kopparfors 5-15 days 5/9 will stop for five days.«

221 Selv om bilag 117 og 109 til meddelelsen af klagepunkter ikke indeholder direkte oplysninger om paataenkte produktionsstandsninger, afsloerer de imidlertid, at situationen med hensyn til ordrebeholdning og indgaaende ordrer blev droeftet under JMC's moeder den 6. september og den 16. oktober 1989.

222 I sammenhaeng med redegoerelserne fra Stora er disse dokumenter tilstraekkeligt bevis for, at de producenter, der deltog i JMC's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger. De virksomheder, der deltog i det ulovlige samarbejde om priser, havde noedvendigvis kendskab til, at en gennemgang af ordrebeholdningen og indgaaende ordrer samt droeftelser af eventuelle produktionsstandsninger ikke alene skulle indgaa ved afgoerelsen af, om markedsvilkaarene var gunstige for en samordnet prisforhoejelse, men ligeledes ved afgoerelsen af, om produktionsstandsninger var noedvendige for at undgaa, at det samordnede prisniveau undermineredes af et for stort udbud. Det fremgaar saaledes navnlig af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, at deltagerne i JMC's moede den 6. september 1990 enedes om at annoncere en kommende prisforhoejelse, selv om en raekke producenter havde erklaeret, at de gjorde klar til at standse produktionen. Markedsforholdene syntes saaledes at kraeve, at der fandt (yderligere) produktionsstandsninger sted, saafremt en fremtidig prisforhoejelse reelt skulle kunne gennemfoeres, hvilket producenterne i hvert fald stiltiende havde accepteret.

223 I betragtning af at sagsoegeren kun deltog i to moeder i JMC i den omhandlede periode, skal der foretages en undersoegelse af bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter (jf. ovenfor, praemis 155 ff.), som beskriver indholdet af DOEU's moede den 3. oktober 1989, som sagsoegeren anerkender at have deltaget i.

224 Dette bilag indeholder intet, der beviser, at der reelt fandt droeftelser sted, der mundede ud i en plan for fremtidige produktionsstandsninger i henhold til et ulovligt samarbejde. Samtlige henvisninger til bestemte produktionsstandsninger vedroerer nemlig historiske oplysninger. Dokumentet indeholder dog et afsnit om den fremtidige anvendelse af produktionsmidlerne: »For det tilfaelde, at ordretilgangen og kapacitetsudnyttelsen fortsat er ringe, er det naerliggende at overveje en produktionsstandsning i overensstemmelse med markedsbehovet.« »[Bei anhaltend schlechtem Auftragseingang und schlechter Belegung ist es naheliegend, entsprechend dem Marktbedarf ein Abstellen zu ueberlegen.«]. Da der er foert tilstraekkeligt bevis for, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser, udgoer dette dokument et yderligere indicium for, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

225 Af disse grunde finder Retten, uden at det er fornoedent at undersoege de oevrige beviser, som Kommissionen har henvist til i beslutningen (bilag 102, 113, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter), at Kommissionen har bevist, at sagsoegeren ved at deltage i to moeder i JMC og i DOEU's moede den 3. oktober 1989 og i det ulovlige samarbejde om priser, deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

226 Retten kan i denne forbindelse ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at det forhold, at selskabet paa intet tidspunkt standsede produktionen, beviser, at det ikke deltog i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger.

227 For det foerste anerkender Kommissionen i beslutningen, at det var de foerende producenter, der paatog sig byrden med at indskraenke produktionen for at fastholde priserne (betragtning 71, andet afsnit).

228 For det andet bemaerkes, at selv om der var foert bevis for, at sagsoegeren udnyttede sin produktionskapacitet maksimalt, og at dette ikke var i overensstemmelse med, hvad selskabet havde aftalt med sine konkurrenter i JMC, ville det ikke hermed vaere godtgjort, at selskabet ikke deltog i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger (jf. bl.a. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-6/89, Enichem Anic mod Kommissionen, Sml. II, s. 1623, praemis 165).

229 Det maa herefter laegges til grund, at sagsoegeren i perioden fra april 1989 til april 1991 deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

c) Sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om markedsandele

230 Sagsoegeren bestrider, at selskabet deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, men det har ikke anfaegtet den i beslutningen indeholdte bemaerkning om, at de producenter, der deltog i moederne i PWG, indgik en aftale om, at »de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked [blev] 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner« (betragtning 52, foerste afsnit).

231 Der skal paa denne baggrund henvises til, at Kommissionen i relation til de virksomheder, der ikke deltog i PWG's moeder, anfoerer foelgende:

»Medens de mindre kartonproducenter, der deltog i JMC's moeder, ikke blev indviet i de indgaaende droeftelser af markedsandele i PWG, accepterede de alle princippet om 'pris frem for maengde' og var derfor udmaerket klar over den almindelige forstaaelse, der herskede blandt de stoerre producenter med henblik paa at fastholde 'et konstant udbudsniveau' og uden tvivl ogsaa om behovet for at tilpasse deres egen markedsadfaerd hertil« (beslutningens betragtning 58, foerste afsnit).

232 Uanset at det ikke udtrykkeligt fremgaar af beslutningen, bekraefter Kommissionen herved Stora's redegoerelser, hvori det hedder:

»De producenter, der ikke deltog i PWG, blev normalt ikke orienteret om enkelthederne i droeftelserne vedroerende markedsandele. Uanset dette ville de som led i princippet om pris frem for maengde, som de var med i, fra de store producenter vaere blevet gjort bekendt med betydningen af ikke at underminere priserne ved at bevare et stabilt udbudsniveau.

For saa vidt angaar udbuddet af GC-kvaliteter var de andele, som daekkedes af producenter, der ikke deltog i PWG, saa ubetydelige, at det stort set ville vaere uden betydning, om de deltog i aftalerne vedroerende markedsandele eller ikke« (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 1.2).

233 Kommissionen bygger i lighed med Stora navnlig paa den antagelse, at selv om det ikke direkte er bevist, maa de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, men som bevisligt var med i andre elementer af den overtraedelse, der er naevnt i beslutningens artikel 1, antages at have haft kendskab til det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele.

234 En saadan slutning kan ikke tiltraedes. Kommissionen har for det foerste ikke henvist til nogen form for beviser, der kan antages at godtgoere, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, havde tiltraadt en generel aftale om, at de stoerste producenters markedsandele skulle fastfryses.

235 For det andet kan den omstaendighed, at virksomhederne deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsning, ikke anses for bevis for, at de ligeledes deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele. I denne forbindelse bemaerkes, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele i modsaetning til, hvad Kommissionen tilsyneladende paastaar, ikke i sig selv har nogen forbindelse med det ulovlige samarbejde om priser og/eller om produktionsstandsninger. Det er tilstraekkeligt at fastslaa, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandelene for de stoerste producenter i PWG ifoelge beslutningen (betragtning 52 ff.) havde til formaal at holde markedsandele paa et konstant niveau, med mulighed for aendring fra tid til anden, ogsaa i perioder, hvor markedsvilkaarene, herunder ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel, ikke kraevede, at produktionen tilpassedes for at sikre, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev gennemfoert. Det foelger heraf, at en eventuel deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser og/eller produktionsstandsninger ikke beviser, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, eller at de noedvendigvis havde eller burde have haft kendskab til denne.

236 Det bemaerkes for det tredje, at det fremgaar af beslutningens betragtning 58, andet og tredje afsnit, at Kommissionen som yderligere bevis for sin paastand henviser til bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, dvs. et notat, som Kommissionen har faaet fra Rena, og som ifoelge beslutningen vedroerer et saerligt moede i NPI den 3. oktober 1988. I denne forbindelse bemaerkes blot, at sagsoegeren dels ikke var medlem af NPI, dels at dokumentets omtale af, at det eventuelt blev noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, af de allerede anfoerte grunde ikke kan anses for bevis for et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele.

237 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning som den foreliggende, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.

238 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen ikke bevist, at sagsoegeren vidste eller noedvendigvis burde vide, at selskabets retsstridige adfaerd indgik i en samlet plan, der ud over det ulovlige samarbejde om priser og det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger, som selskabet faktisk deltog i, ogsaa omfattede et ulovligt samarbejde om de stoerste producenters markedsandele.

239 Retten finder herefter ikke, at Kommissionen har foert bevis for, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, for saa vidt angaar perioden fra april 1989 til april 1991.

d) Konklusion vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra april 1989 til april 1991

240 Paa baggrund af gennemgangen af sagens akter finder Retten, at Kommissionen har bevist, at sagsoegeren i den omhandlede periode deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger. Den har derimod ikke bevist, at sagsoegeren i samme periode deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele.

3. Samlet konklusion vedroerende anbringendet

241 Paa baggrund af ovenstaaende maa det fastslaas, at Kommissionen ikke har bevist, at sagsoegeren deltog i nogen form for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, foer april 1989, eller at virksomheden deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele i perioden fra april 1989 til april 1991.

242 Beslutningens artikel 1 boer herefter annulleres i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som tidspunktet for begyndelsen af den overtraedelse, der laegges selskabet til last, blev fastsat til at ligge forud for april 1989.

243 Endvidere boer beslutningens artikel 1, ottende led, hvorefter den aftale og samordnede praksis, sagsoegeren deltog i, havde til formaal at »fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden«, annulleres i forhold til sagsoegeren.

244 Anbringendet kan i oevrigt ikke tiltraedes.

D - Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, idet Kommissionen ikke gav adgang til samtlige relevante dokumenter

Parternes argumenter

245 Sagsoegeren har henvist til, at selskabet under den administrative procedure anmodede om at faa adgang til samtlige Kommissionens sagsakter vedroerende ACBM, og at Kommissionen naegtede det adgang til en del af de paagaeldende dokumenter.

246 Kommissionens holdning indebar en tilsidesaettelse af selskabets ret til kontradiktion, idet retten til at blive hoert ogsaa omfatter de dokumenter, der er til gunst for virksomhederne (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 54), og artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 17 goer ikke indgreb i denne ret. Den tavshedspligt, der gaelder i henhold til sidstnaevnte bestemmelse, kan ikke begrunde, at der naegtes adgang til dokumenter, der kan indeholde elementer, der er til gunst for virksomhederne.

247 Under retsmoedet har sagsoegeren efter at have faaet adgang til de omhandlede dokumenter (jf. ovenfor, praemis 27) fastholdt naervaerende anbringende og fremfoert to argumenter til stoette herfor.

248 For det foerste har sagsoegeren gjort gaeldende, at et haandskrevet notat vedroerende ACBM's moede den 11. december 1985 (dokument 20 339) kunne have stoettet selskabets argumentation under den administrative procedure. Det fremgaar af dokumentet, at de agenter, der moedtes i PAA, faktisk var uafhaengige af kartonproducenterne. Dokumentet bekraefter derfor sagsoegerens argument om, at Kommissionen ikke burde have lagt vaegt paa dokumenter vedroerende moeder i PAA som bevis i forhold til sagsoegeren (jf. beslutningens betragtning 94-98).

249 For det andet er der ifoelge sagsoegeren intet grundlag for at antage, at de dokumenter, selskabet har faaet adgang til, udgoer samtlige Kommissionens sagsakter vedroerende ACBM.

250 Kommissionen har anfoert, at dokumenterne vedroerende ACBM ikke var noedvendige for at sikre sagsoegerens ret til at blive hoert, og at Kommissionen som foelge af sin tavshedspligt i henhold til artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 17 var forpligtet til at afvise at give sagsoegeren adgang til de paagaeldende dokumenter.

251 Kommissionen har under retsmoedet ogsaa afvist sagsoegerens argument om, at det haandskrevne notat vedroerende ACBM's moede den 11. december 1985 kunne have stoettet selskabets argumentation under den administrative procedure.

Rettens bemaerkninger

252 Det bemaerkes, at sagsoegeren efter at have faaet adgang til samtlige dokumenter vedroerende ACBM ikke har gjort gaeldende, at disse sagsakter indeholdt oplysninger, der kan bevise, at selskabet ikke deltog i den paastaaede overtraedelse.

253 Selskabet har blot anfoert, at det haandskrevne notat vedroerende ACBM's moede den 11. december 1985 (dokument 20 339) bekraefter, at de bilag til meddelelsen af klagepunkter, der er vedroerer PAA, ikke kunne anvendes som beviser for, at selskabet deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

254 Det fremgaar af ovenstaaende (jf. praemis 131-168), at beslutningens artikel 1 boer annulleres, for saa vidt som Kommissionen ansaa sagsoegeren for at have deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra midten af 1986 til april 1989.

255 Endvidere har Kommissionen for saa vidt angaar perioden fra april 1989 til april 1991 ikke godtgjort, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele. Som fastslaaet ovenfor, har den derimod godtgjort, at sagsoegeren i den paagaeldende periode deltog i det ulovlige samarbejde om priser og i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger, hvorved den har baseret sig paa andre beviser end de dokumenter, der vedroerer moederne i PAA.

256 Selv hvis det antages, at Kommissionen ikke i forhold til sagsoegeren kunne paaberaabe sig dokumenterne vedroerende moederne i PAA som beviser for, at selskabet deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, kan dette derfor ikke i sig selv paavirke gyldigheden af beslutningen, for saa vidt som det heri fastslaas, at sagsoegeren deltog i det ulovlige samarbejde om priser og i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger i perioden fra april 1989 til april 1991, idet denne konstatering ikke alene var baseret paa de omhandlede dokumenter (jf. i samme retning Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 30).

257 Sagsoegerens argument om, at det er umuligt at vide, om de sagsakter vedroerende ACBM, selskabet har faaet adgang til, udgoer samtlige sagsakter, som Kommissionen raader over, kan ikke tiltraedes, idet sagsoegeren intet har fremfoert til stoette for denne paastand.

258 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 2

Parternes argumenter

259 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningens artikel 2 er formuleret saa vagt, at det i relation til fremtidige udvekslinger af oplysninger er vanskeligt at afgoere, hvilke former for udveksling af statistiske oplysninger der er forbudt, og hvilke der er tilladt.

260 Selskabet har under henvisning til den Syvende Beretning om Konkurrencepolitikken [punkt 7, nr. 1)] gjort gaeldende, at det ikke tidligere er blevet fastslaaet, at udveksling af oplysninger vedroerende »den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger« udgoer en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Desuden ville det uden en udveksling af oplysninger om ordrebeholdninger og ordretilgang vaere umuligt for virksomhederne inden for kartonbranchen, navnlig de mindre virksomheder, at tilpasse sig udviklingen paa markedet.

261 Oplysninger om ordrebeholdninger kan indhentes fra kunderne, og en udveksling af oplysninger om de ugentlige ordrebeholdninger vil derfor ikke oege markedets gennemskuelighed.

262 Desuden gjorde Kommissionen ikke i beslutningen gaeldende, at udvekslingen af oplysninger om ordrebeholdninger i form af samlede tal i sig selv var ulovlig (jf. beslutningens betragtning 134).

263 Under alle omstaendigheder burde Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse ikke have forbudt de paagaeldende udvekslinger af oplysninger uden at have taget stilling til den anmeldelse, CEPI-Cartonboard har foretaget med henblik paa at opnaa en negativattest eller en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, i relation til et nyt informationsudvekslingssystem.

264 Kommissionen har anfoert, at den er berettiget til i sin beslutning at medtage et forbud mod at fortsaette overtraedelsen, hvilket Retten har bekraeftet i tilfaelde, hvor paabuddet endog var mindre detaljeret end i det foreliggende tilfaelde (jf. bl.a. dommen i sagen Rhône-Poulenc mod Kommissionen, a.st., og Rettens dom af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755, praemis 219-223). I det omfang et saadant paabud forbyder de virksomheder, det er rettet til, fremover at deltage i et system med samme eller tilsvarende formaal eller virkning, er det i realiteten kun udtryk for en konkret anvendelse af det generelle forbud i traktatens artikel 85, stk. 1 (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905, praemis 39).

265 Det blev konstateret, at prisinitiativerne og princippet om »pris frem for maengde« hvilede paa et omfattende og veludviklet informationsudvekslingssystem. Dette system gav kartellets medlemmer de noedvendige oplysninger til deres samordnede foranstaltninger og gav dem mulighed for at kontrollere gennemfoerelsen af disse foranstaltninger (beslutningens betragtning 65-71 og 134).

266 Informationsudvekslingssystemet med de aendringer, der blev foretaget i forlaengelse af Kommissionens kontrolundersoegelser (beslutningens betragtning 105 og 106), blev ogsaa anset for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, fordi udvekslingen af visse oplysninger, selv i form af samlede tal, stadig kunne benyttes til at samordne de deltagende virksomheders forretningsmaessige adfaerd. Vurderingen af det aendrede informationsudvekslingssystem var noedvendigvis paavirket af kartellets tidligere eksistens.

267 Forbuddet i beslutningens artikel 2, der noedvendigvis maatte udtrykkes i generelle vendinger, da det skal daekke mange former for fremtidig adfaerd, kan imidlertid ikke betragtes som et absolut forbud mod enhver udveksling af oplysninger. Det forbyder de virksomheder, det er rettet til, at udveksle visse foelsomme forretningsmaessige oplysninger om de forskellige producenter, oplysninger, der fremmer, letter eller opfordrer til en samordnet forretningsmaessig adfaerd, eller oplysninger, der goer det muligt for virksomhederne at kontrollere overholdelsen af konkurrencebegraensende aftaler.

268 Et saadant forbud udelukker ikke, at der gives en fritagelse eller en negativattest for et anmeldt system. Beslutningen foregriber saaledes ikke den beslutning, Kommissionen skal traeffe i relation til det informationsudvekslingssystem, sammenslutningen CEPI-Cartonboard har anmeldt den 6. december 1993.

Rettens bemaerkninger

269 Det bemaerkes, at beslutningens artikel 2 indeholder foelgende bestemmelse:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner, eller

b) hvorved en faelles brancheholdning til oekonomiske forhold med hensyn til priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv om individuelle oplysninger ikke afsloeres, eller

c) hvorved de kunne blive i stand til at overvaage tilslutning til eller overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller markedsopdeling i EF.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger, den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfaelde selv om det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte maskine.

Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begraenses til indsamling og udbredelse af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd.

Virksomhederne skal ogsaa afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning i tilslutning til en saadan tilladt udveksling samt afholde sig fra moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger.

De noedvendige aendringer af et eventuelt system for udveksling skal vaere foretaget senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«

270 Som det fremgaar af betragtning 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan Kommissionen, naar den konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bl.a. traktatens artikel 85, ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer.

271 Ifoelge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 45, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (dommen i sagen Tetra Pak mod Kommissionen, a.st., praemis 220).

272 I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., praemis 93; jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1533, praemis 209, og sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 163).

273 Hvad foerst angaar sagsoegerens argument om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at vedtage beslutningens artikel 2 uden at have taget stilling til, om det af CEPI-Cartonboard anmeldte system for udveksling af oplysninger var foreneligt med artikel 85, bemaerkes, at den anmeldelse, som denne sammenslutning foretog den 6. december 1993, vedroerte et nyt system for udveksling af oplysninger, som er forskelligt fra det, Kommissionen undersoegte i beslutningen. Kommissionen kunne derfor ikke i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede beslutnings artikel 2 vurdere lovligheden af det nye system inden for rammerne af denne beslutning. Den var saaledes berettiget til i forbindelse med vedtagelsen af beslutningens artikel 2 alene at undersoege det gamle system for udveksling af oplysninger og tage stilling hertil.

274 Efterproevelsen af, om paabuddet i beslutningens artikel 2, som haevdet af sagsoegeren, er for vidtgaaende, skal derefter omfatte en undersoegelse af omfanget af de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.

275 Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning som de overtraedelser, der er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formaal at hindre virksomhederne i at gentage den adfaerd, der er konstateret at vaere ulovlig. Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de befoejelser, den er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.

276 Artikel 2, stk. 1, litra a), b), og c), har naermere til formaal at forbyde fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger.

277 Paabuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger, paa grundlag af hvilke deltagerne direkte eller indirekte kan faa adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende virksomheder, forbydes, forudsaetter, at Kommissionen i beslutningen har fastslaaet, at udveksling af saadanne oplysninger er retsstridig i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1.

278 I denne forbindelse bemaerkes, at det ikke fremgaar af beslutningens artikel 1, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger i sig selv er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

279 Den fastslaar generelt, at virksomhederne har overtraadt traktatbestemmelsen ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«.

280 Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (dommen i sagen Suiker Unie m.fl., a.st., praemis 122). Beslutningens betragtning 134, andet afsnit, er affattet saaledes:

»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og foelsomme individuelle forretningsmaessige oplysninger paa moeder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig JMC) vedroerende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og produktionskvoter var aabenbart konkurrencebegraensende, idet de havde til formaal at sikre, at forudsaetningerne for gennemfoerelsen af de aftalte prisinitiativer var saa gunstige som muligt ...«

281 Da Kommissionen saaledes i beslutningen behoerigt har fastslaaet, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger som saadan udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 i anvendelse.

282 Forbuddene mod udveksling af forretningsmaessige oplysninger i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersoeges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og 4, der underbygger de omhandlede paabud. Det skal saaledes afgoeres ud fra konteksten, om, og i bekraeftende fald i hvilket omfang, Kommissionen har anset udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der paahviler virksomhederne, skal begraenses til, hvad der er noedvendigt for at sikre, at deres adfaerd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

283 Beslutningen maa fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens betragtning 134, tredje afsnit). En saadan fortolkning bekraeftes af ordlyden af beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgaar, at virksomhederne havde udvekslet forretningsmaessige oplysninger »til stoette for naevnte forholdsregler«, der fandtes at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

284 Omfanget af de forbud, der gaelder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedoemmes under hensyn til denne stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt med traktatens artikel 85.

285 De naevnte forbud er dels ikke begraenset til at omfatte udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 2]. Desuden forbyder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegraensende adfaerd fremmes.

286 Et saadant forbud gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes, for saa vidt som det er til hinder for, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal. Dels fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfoerer den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret. Det foelger heraf, at Kommissionens argument om, at beslutningens artikel 2 alene konstaterer, hvad der er gaeldende ret (jf. ovenfor, praemis 264), savner grundlag.

287 Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor vaere at annullere, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes

1. Anbringenderne vedroerende de spoergsmaal, der er blevet behandlet i det faelles mundtlige indlaeg

288 Under det uformelle moede den 29. april 1997 blev de virksomheder, der havde anlagt sag til proevelse af beslutningen, opfordret til at overveje at afgive faelles mundtlige indlaeg for det tilfaelde, at sagerne blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling. Det blev understreget, at saadanne faelles mundtlige indlaeg kun ville kunne afgives af sagsoegere, der i deres staevning faktisk havde gjort anbringender gaeldende svarende til dem, der skulle fremfoeres i det faelles mundtlige indlaeg.

289 Ved telefax af 14. maj 1997, som blev fremsendt paa samtlige sagsoegeres vegne, meddelte sagsoegerne, at de havde besluttet at behandle seks spoergsmaal i et faelles mundtligt indlaeg, herunder foelgende:

a) beskrivelsen af markedet og kartellets manglende virkninger

b) begrundelsen for boederne.

290 Sagsoegeren har ikke i staevningen fremsat anbringender eller argumenter vedroerende disse spoergsmaal. Selskabet tilkendegav ikke desto mindre under retsmoedet, at det tilsluttede sig det faelles indlaeg paa disse punkter.

291 Det bemaerkes, at der i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, foerste afsnit, ikke maa fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren ikke paaberaabt sig nogen retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, og som kan begrunde fremsaettelsen af de omhandlede nye anbringender.

292 De paagaeldende anbringender, som sagsoegeren har gjort gaeldende for foerste gang under retsmoedet, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

2. Anbringendet om en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

Parternes argumenter

293 Sagsoegeren har for det foerste gjort gaeldende, at der er grundlag for en boedenedsaettelse, hvis virksomheden giver beviser til Kommissionen, der goer det muligt for denne at bringe den paastaaede overtraedelse til ophoer hurtigt (dommen af 10.3.1992 i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393). En saadan nedsaettelse skal imidlertid staa i forhold til samarbejdet.

294 I det foreliggende tilfaelde er den boedenedsaettelse, der blev givet Stora og Rena som foelge af deres samarbejde med Kommissionen, helt uforholdsmaessig, idet de paagaeldende virksomheder foerst samarbejdede paa et sent tidspunkt (ni maaneder efter indgivelsen af klagen og fire maaneder efter Kommissionens kontrolundersoegelser), og det er tvivlsomt, om samarbejdet foerte til, at overtraedelsen blev bragt til ophoer. Et saadant misforhold mellem de paalagte boeder udgoer en ulovlig forskelsbehandling af virksomhederne.

295 For det andet er boedeniveauet i forhold til de mindre producenter urimeligt hoejt, idet disse virksomheder hverken var med til at fastsaette priserne eller til at fastlaegge og gennemfoere foranstaltninger med henblik paa begraensning af produktionen.

296 Sagsoegeren og de andre mindre producenter er ofre for et forsoeg fra Kommissionens side paa at opfylde to modstridende maalsaetninger. Paa den ene side oenskede Kommissionen at paalaegge Stora en stor boede paa grund af virksomhedens egenskab af »hovedmand« i det paastaaede kartel. Paa den anden side blev der givet denne virksomhed en betydelig boedenedsaettelse for at skabe en praecedens, der skal faa virksomhederne til at afstaa fra at forsvare sig.

297 Det var kun muligt at opfylde begge disse maalsaetninger ved at paalaegge alle producenterne en stor boede. Der burde ikke vaere taget saadanne hensyn ved boedeudmaalingen.

298 Kommissionen afviser sagsoegerens paastand om, at der blev lagt et kunstigt hoejt boedeniveau for at give Stora en urimelig stor nedsaettelse.

299 Desuden samarbejdede Stora og Rena paa et tidligt stadium, og de bidrog vaesentligt til sagens afslutning.

Rettens bemaerkninger

300 Sagsoegerens argumentation hviler paa den forudsaetning, at Kommissionen har fastsat et unormalt hoejt generelt boedeniveau. Det skal derfor undersoeges, om Kommissionen har anlagt en aabenbart urigtig vurdering ved fastsaettelsen af boedeniveauet.

301 I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle boedeniveau under hensyn til overtraedelsens varighed (beslutningens betragtning 167) samt ud fra foelgende overvejelser (betragtning 168):

»- Hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder er efter selve deres beskaffenhed staerkt konkurrencebegraensende.

- Kartellet daekkede stort set hele Faellesskabets omraade.

- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der repraesenterer indtil 2,5 mia. ECU hvert aar.

- De virksomheder, der deltog i overtraedelsen, tegner sig for stort set hele markedet.

- Kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder.

- Der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.).

- Kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.«

302 Retten bemaerker endvidere, at det fremgaar af Kommissionens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende.

303 Det understreges for det foerste, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 105-108, og dommen af 10.3.1992 i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 385).

304 For det andet fremgaar det af beslutningen, at der i den foreliggende sag generelt ikke er taget hensyn til formildende omstaendigheder ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau. Endvidere viser de forholdsregler, der blev truffet med henblik paa at skjule det ulovlige samarbejde, at virksomhederne fuldt ud var vidende om, at deres adfaerd var ulovlig. Kommissionen kunne derfor tillaegge disse foranstaltninger betydning ved sin vurdering af overtraedelsens grovhed, idet de maa anses for en saerlig skaerpende omstaendighed ved overtraedelsen.

305 Retten laegger for det tredje vaegt paa, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, var langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1).

306 Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anfoert i beslutningens betragtning 168, kan begrunde det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat. Der er foelgelig ikke grundlag for at antage, at Kommissionen har taget uvedkommende hensyn ved boedeudmaalingen.

307 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de valgte grundsatser for de virksomheder, der henholdsvis blev betragtet som »hovedmaend« og »almindelige medlemmer«, tager tilstraekkeligt hensyn til den rolle, de enkelte virksomheder faktisk spillede i kartellet, skal det for det foerste understreges, at Kommissionen med rette fandt, at de virksomheder, der deltog i moederne i PWG, maatte baere et saerligt ansvar for overtraedelsen (beslutningens betragtning 170).

308 Kommissionen findes i oevrigt at have anlagt en korrekt vurdering af grovheden af overtraedelsen for henholdsvis kartellets »hovedmaends« og dets »almindelige medlemmers« vedkommende ved i forbindelse med beregningen af disse to kategorier af virksomheders boeder at anvende grundsatserne paa henholdsvis 9% og 7,5% af den relevante omsaetning.

309 For saa vidt som sagsoegeren goer gaeldende, at selskabet er blevet diskrimineret i forhold til Stora og Rena, bemaerkes, at ligebehandlingsprincippet, som er blandt faellesskabsrettens grundlaeggende principper, efter fast retspraksis kun kan antages at vaere tilsidesat, saafremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet (Domstolens dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, praemis 28, og af 28.6.1990, sag C-174/89, Hoche, Sml. I, s. 2681, praemis 25, samt, i samme retning, Rettens dom af 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 275, praemis 50).

310 Stora har afgivet redegoerelser til Kommissionen, der indeholder en meget noeje beskrivelse af overtraedelsens art og genstand, de forskellige organers opgaver i PG Paperboard og de enkelte producenters medvirken i overtraedelsen. Med disse redegoerelser har Stora givet oplysninger, der gaar langt ud over, hvad Kommissionen kunne have kraevet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Selv om Kommissionen i beslutningen har erklaeret at have beviser, der bekraefter oplysningerne i Stora's redegoerelser (beslutningens betragtning 112 og 113), fremgaar det klart, at Stora's redegoerelser efter Kommissionens opfattelse er det vigtigste bevis for overtraedelsen. Uden disse redegoerelser havde Kommissionen i hvert fald haft langt stoerre vanskeligheder ved at konstatere den overtraedelse, som er genstand for beslutningen, og at bringe den til ophoer.

311 Under hensyn hertil, og selv om Stora foerst samarbejdede, efter at Kommissionen havde foretaget kontrolundersoegelser hos virksomhederne i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17, overskred Kommissionen ikke graenserne for det skoen, der tilkommer den i forbindelse med boedeudmaalingen, da den nedsatte boeden til Stora med to tredjedele.

312 Hvad angaar den boedenedsaettelse, der blev givet Rena, skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren ikke har bestridt bemaerkningen i beslutningens betragtning 171, andet afsnit, om, at Rena »frivilligt [har] stillet vigtigt skriftligt bevismateriale til raadighed for Kommissionen«.

313 Derimod bestred sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, at selskabet paa nogen maade havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Under disse omstaendigheder kan selskabet ikke goere gaeldende, at det er blevet diskrimineret i forhold til Stora og Rena.

314 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

3. Anbringendet om en tilsidesaettelse af forbuddet mod »selvinkriminering«

Parternes argumenter

315 Sagsoegeren har henvist til, at der blev givet en boedenedsaettelse paa to tredjedele til Rena og Stora for deres aktive samarbejde med Kommissionen, og at der blev givet en boedenedsaettelse paa en tredjedel til de virksomheder, der i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold, som Kommissionen baserede sine klagepunkter paa (beslutningens betragtning 171 og 172).

316 Kommissionen maa imidlertid ikke, naar den paalaegger boeder, sondre mellem de virksomheder, der har bestridt dens paastande, og de virksomheder, der ikke har gjort dette. Sagsoegeren har under henvisning til Domstolens dom af 18. oktober 1989 i sagen Orkem mod Kommissionen (sag 374/87, Sml. s. 3283, praemis 35) anfoert, at virksomhederne frit skal kunne vaelge, hvorledes de vil forsvare sig, naar de er genstand for en undersoegelse. Der ville imidlertid ikke laengere vaere tale om en saadan frihed, hvis Kommissionen kunne paalaegge en virksomhed, der forsvarer sig, en haardere sanktion.

317 Kommissionens beslutning er desuden i strid med artikel 6 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 (herefter »EMK«). Denne bestemmelse gaelder for de kompetente myndigheder i konkurrencesager (Den Europaeiske Menneskerettighedskommissions udtalelse i sagen Stenuit mod den franske stat, nr. 11598/85, rapport af 30.5.1991, serie A, nr. 232-A).

318 Sagsoegerens boede boer derfor nedsaettes til samme niveau som det, der blev lagt for de virksomheder, der ikke bestred deres deltagelse i overtraedelsen.

319 Hvad naermere angaar de nedsaettelser, Kommissionen gav Stora og Rena, har sagsoegeren anfoert, at disse to virksomheders redegoerelser i det vaesentlige bestod af forklaringer, hvorimod de ikke fremkom med dokumenter eller faktiske oplysninger. Domstolen har fastslaaet, at det kan betragtes som at vidne mod sig selv at give saadanne oplysninger (dommen i sagen Orkem mod Kommissionen, a.st.). Retten til at naegte at vidne mod sig selv ville ikke have nogen mening, hvis Kommissionen var berettiget til at paalaegge de virksomheder, der goer retten gaeldende, en haardere sanktion end de virksomheder, der afstaar herfra. Der boer derfor ikke gives nogen boedenedsaettelse for en form for samarbejde, som virksomhederne har ret til at naegte at indlade sig paa.

320 Kommissionen finder, at det ligger inden for rammerne af dens skoensbefoejelse at give boedenedsaettelser til de virksomheder, der har samarbejdet med Kommissionen under dennes undersoegelser. Dommen i sagen Orkem mod Kommissionen begraenser paa ingen maade denne skoensbefoejelse. Det forhold, at Kommissionen ikke kan tvinge en virksomhed til at anerkende beviserne for en overtraedelse, forhindrer ikke Kommissionen i at give en boedenedsaettelse som en anerkendelse af, at en virksomhed har samarbejdet med Kommissionen under dennes undersoegelser.

321 Endelig samarbejdede Stora og Rena paa et tidligt stadium, og de bidrog vaesentligt til sagens afslutning.

Rettens bemaerkninger

322 Som det fremgaar af den tabel, Kommissionen har fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, blev sagsoegerens boede fastsat til 7,5% af omsaetningen paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Denne boede er ikke blevet nedsat.

323 Eftersom det af Kommissionen fastlagte generelle boedeniveau maa anses for at vaere berettiget ud fra de i beslutningen opregnede kriterier, maa det konstateres, at Kommissionen, som anfoert i beslutningen, faktisk foretog en nedsaettelse af virksomhedernes boede, naar de havde udvist samarbejdsvilje under den administrative procedure. Sagsoegerens argument om, at Kommissionen forhoejede boederne for de virksomheder, der havde udoevet deres ret til kontradiktion, kan saaledes ikke tiltraedes.

324 Det foelger heraf, at Kommissionen ved at foretage boedenedsaettelser paa grund af samarbejde ikke i det foreliggende tilfaelde tvang sagsoegeren til at give svar, der kunne indebaere en tilstaaelse fra selskabets side om, at der forelaa en overtraedelse (jf. dommen i sagen Orkem mod Kommissionen, a.st., praemis 35).

325 Det bemaerkes i denne forbindelse, at saafremt retten til kontradiktion under den administrative procedure for Kommissionen udoeves ved, at det undlades at besvare meddelelsen af klagepunkter, ved at det undlades at tage stilling til de faktiske paastande i svaret paa meddelelsen af klagepunkter, eller ved at de i meddelelsen af klagepunkter indeholdte faktiske paastande i det vaesentlige eller i det hele bestrides, kan dette ikke begrunde en boedenedsaettelse for samarbejde under den administrative procedure. Der er nemlig kun grundlag for en saadan boedenedsaettelse, hvis den paagaeldende adfaerd har gjort det lettere for Kommissionen at konstatere og bringe en overtraedelse til ophoer (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393). Under disse omstaendigheder kan en virksomhed, der udtrykkeligt erklaerer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen laegger vaegt paa over for den, antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler.

326 Sagsoegeren bestred imidlertid i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter enhver deltagelse i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Selskabet har saaledes ikke udvist en adfaerd, der begrunder en boedenedsaettelse paa grund af samarbejde under den administrative procedure.

327 Hvad endelig angaar artikel 6 i EMK skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren intet har fremfoert til stoette for den paagaeldende argumentation.

328 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

4. Anbringendet om en forkert vurdering af kriterierne for boedeudmaalingen

Parternes argumenter

329 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen, eftersom den fejlbedoemte selskabets paastaaede deltagelse i kartellet, ikke paa korrekt vis tog hensyn til de i beslutningens betragtning 169 anfoerte kriterier for boedeudmaalingen.

330 Hvad angaar den rolle, de enkelte virksomheder spillede i de ulovlige former for samarbejde (beslutningens betragtning 169, foerste led), fremgaar det af beslutningen (betragtning 170), at den eneste sondring, der blev foretaget, var sondringen mellem kartellets »hovedmaend« og dets »almindelige medlemmer«, og at Kommissionen ikke tog hensyn til andre faktorer i relation til virksomhedernes individuelle adfaerd. Kommissionen foretog saaledes en samlet vurdering af deltagelsen i det paastaaede kartel, idet den undlod at vurdere den enkelte producents rolle.

331 For saa vidt angaar kriteriet om den enkelte virksomheds betydning inden for branchen (betragtning 169, tredje led) burde det have vaeret indlysende for Kommissionen, at sagsoegeren var en mindre producent. Det fremgaar af en pressekonference, som det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, holdt den 13. juli 1984, at der ikke blev taget hensyn til virksomhedernes reelle stoerrelse.

332 Kommissionen har anfoert, at den, som det fremgaar af beslutningens betragtning 169, tog hensyn til de faktorer, sagsoegeren paaberaaber sig, i forbindelse med fastsaettelsen af selskabets boede.

333 Kommissionen har henvist til, at den fastslog, at der var tale om en enkelt overtraedelse, og boederne blev paalagt virksomhederne paa grundlag heraf. Eftersom alle beslutningens adressater begik hele den paagaeldende overtraedelse, blev boeden saaledes ikke kun paalagt sagsoegeren for de prisinitiativer, selskabet gennemfoerte, men ogsaa for de oevrige elementer i overtraedelsen, der er naevnt i beslutningens artikel 1.

334 Endelig blev der noedvendigvis taget hensyn til den enkelte producents stoerrelse, idet boederne blev beregnet paa grundlag af omsaetningen.

Rettens bemaerkninger

335 Det er ubestridt, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende.

336 Sagsoegerens boede svarer til 7,5% af selskabets omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Kommissionen har saaledes ved at basere sig paa denne omsaetning taget hensyn til sagsoegerens stoerrelse inden for branchen.

337 Som allerede fastslaaet, kunne sagsoegeren ikke goeres ansvarlig for et ulovligt samarbejde om markedsandele.

338 Paa trods heraf finder Retten som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at den af sagsoegeren begaaede overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, nemlig selskabets deltagelse i det ulovlige samarbejde om priser og om produktionsstandsninger, stadig er saa grov, at boeden ikke boer nedsaettes.

339 Det skal i denne forbindelse bemaerkes, at sagsoegeren ikke deltog i PWG's moeder og derfor ikke blev betragtet som »hovedmand« i kartellet. Da selskabet ifoelge Kommissionen ikke var blandt kartellets »drivende kraefter« (beslutningens betragtning 170, foerste afsnit), blev der paalagt det en boede paa 7,5% af dets omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Dette generelle boedeniveau er berettiget (jf. ovenfor, praemis 331 ff.).

340 Kommissionen antog ganske vist med urette, at de producenter, der ikke var repraesenteret i PWG, »udmaerket [var] klar over« det ulovlige samarbejde om markedsandele (betragtning 58, foerste afsnit), men det fremgaar af selve beslutningen, at det var virksomhederne i PWG, der blev enige om at »fastfryse« markedsandelene (jf. f.eks. betragtning 52), og at der ikke fandt nogen droeftelser sted vedroerende markedsandelene for de producenter, der ikke var repraesenteret i PWG. Endvidere anfoerer Kommissionen i beslutningens betragtning 116, andet afsnit, at »markedsdelingsaftalerne (saerlig fastfrysningen af markedsandelene (se betragtning 56 og 57)) i kraft af selve deres karakter foerst og fremmest angik de store producenter«. Det ulovlige samarbejde om markedsandele, som fejlagtigt blev lagt sagsoegeren til last, var saaledes ifoelge Kommissionen selv af sekundaer betydning i forhold til bl.a. det ulovlige samarbejde om priser.

341 I relation til sagsoegerens argument om, at Kommissionen i forbindelse med boedeudmaalingen ikke tog hensyn til den rolle, selskabet spillede i kartellet (jf. beslutningens betragtning 169, foerste led), bemaerkes, at Kommissionen i sine skriftlige indlaeg har anerkendt, at den ikke antog, at sagsoegeren havde spillet en mindre vaesentlig rolle i kartellet end de andre »almindelige medlemmer« heraf, dvs. de virksomheder, der ikke var repraesenteret i PWG.

342 I denne forbindelse fremgaar det af beslutningen, at de virksomheder, der ikke deltog i PWG's moeder, paa JMC's moeder blev informeret om beslutninger, der blev truffet af PWG, samt at JMC hovedsagelig var ansvarlig for forberedelsen af PWG's beslutninger, ligesom de naermere droeftelser om beslutningernes gennemfoerelse fandt sted her (jf. navnlig beslutningens betragtning 44-48). Under disse omstaendigheder anlagde Kommissionen en korrekt vurdering af grovheden af den overtraedelse, der var begaaet af henholdsvis kartellets »hovedmaend« og dets »almindelige medlemmer«, ved at fastsaette grundsatser paa 9% og 7,5% af den relevante omsaetning med henblik paa beregningen af de boeder, der blev paalagt disse to kategorier af virksomheder.

343 Det er imidlertid kun bevist, at sagsoegeren deltog i to af de sytten moeder i JMC, der fandt sted i den periode, hvori det er godtgjort, at sagsoegeren begik en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, dvs. perioden fra april 1989 til april 1991. Som det fremgaar af tabel 4 i bilagene til beslutningen, deltog sagsoegeren vaesentligt mere sporadisk i JMC's moeder end de andre virksomheder, der blev betragtet som »almindelige medlemmer« af kartellet.

344 Endvidere bestrider Kommissionen - som allerede naevnt - ikke, at sagsoegerens priser i det kontinentale Europa i den omhandlede periode blev forhoejet hvert aar den 1. januar og/eller den 1. juli, dvs. paa andre datoer end dem, der blev aftalt i PG Paperboard.

345 Paa denne baggrund burde sagsoegeren vaere blevet anset for at have spillet en mindre vaesentlig rolle i det paastaaede kartel end de andre virksomheder, der blev betragtet som »almindelige medlemmer«.

346 Der skal ogsaa tages hensyn til, at Kommissionen ikke har godtgjort, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra midten af 1986 til marts 1989.

347 Ud fra disse betragtninger vil Retten inden for rammerne af sin fulde proevelsesret nedsaette boeden.

348 Det foelger af ovenstaaende, at beslutningens artikel 1 boer annulleres i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som tidspunktet for begyndelsen af den overtraedelse, der laegges selskabet til last, blev fastsat til at ligge forud for april 1989. Beslutningens artikel 1, ottende led, boer ogsaa annulleres i forhold til sagsoegeren. Endelig boer beslutningens artikel 2 annulleres delvis i forhold til sagsoegeren.

349 Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved beslutningens artikel 3, boer fastsaettes til 750 000 ECU.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0311.2

350 I oevrigt boer Kommissionen frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

351 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun til dels har faaet medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstaendigheder, at Kommissionen boer baere sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens, og at sagsoegeren boer baere den anden halvdel af sine egne omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Artikel 1 i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som tidspunktet for begyndelsen af den overtraedelse, der laegges sagsoegeren til last, blev fastsat til at ligge forud for april 1989.

2) Artikel 1, ottende led, i beslutning 94/601 annulleres i forhold til sagsoegeren.

3) Artikel 2, stk. 1-4, i beslutning 94/601 annulleres i forhold til sagsoegeren, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

4) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i beslutning 94/601, fastsaettes til 750 000 ECU.

5) I oevrigt frifindes Kommissionen.

6) Kommissionen baerer sine egne omkostninger og halvdelen af sagsoegerens.

7) Sagsoegeren baerer halvdelen af sine egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy