EUR-Lex -  61994TJ0317 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 14. maj 1998. - Moritz J. Weig GmbH & Co. KG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Konkurrence - EF-traktatens artikel 85, stk. 1 - Begrebet aftale - Påbud - Bøde - Bødeudmåling - Begrundelse - Formildende omstændigheder. - Sag T-317/94.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Konkurrence - karteller - deltagelse i moeder med andre virksomheder med et konkurrencebegraensende formaal - i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

2 Konkurrence - karteller - samordnet praksis - begreb - samordning og samarbejde, der er uforenelige med enhver virksomheds pligt til selvstaendigt at fastlaegge sin adfaerd paa markedet - en virksomheds ensidige oplysning om sine fremtidige priser paa markedet - ingen tilstraekkelig bevisvaerdi

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3 Konkurrence - karteller - aftaler mellem virksomheder - begreb - enighed om adfaerd paa markedet

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4 Konkurrence - administrativ procedure - standsning af overtraedelser - byrder, som paalaegges virksomhederne - proportionalitet - kriterier

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

5 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning, hvorved der paalaegges flere virksomheder boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 15)

6 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

7 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens adfaerd under den administrative procedure

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

8 Konkurrence - boeder - ligebehandlingsprincippet - boedenedsaettelse - forskelle ud fra virksomhedens adfaerd under den administrative procedure - tilladt

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

9 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - den paagaeldende virksomheds samlede omsaetning - omsaetning vedroerende de af overtraedelsen omfattede varer - hensyntagen til begge - graenser - anvendelse af den valgte boedeprocentsats paa en referenceomsaetning, der er ens for de virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

Sammendrag

1 Den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder med et klart konkurrencebegraensende formaal, som den har deltaget i, kan ikke fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold. Selv om det antages, at en saadan virksomheds adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade virksomhedens ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Begrebet samordnet praksis omhandler en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke gaar saa langt som til at indgaa en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter konkurrencens risici med et indbyrdes praktisk samarbejde. Kriterierne om koordination og samarbejde skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa markedet. Det foelger heraf, at det forhold, at en virksomhed ensidigt oplyser om sine fremtidige priser paa markedet, ikke udgoer et tilstraekkeligt bevis for, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, medmindre det godtgoeres, at oplysningen indgaar i et samarbejde mellem virksomheder.

3 For at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er det tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade.

Dette er tilfaeldet, saafremt virksomhederne har givet udtryk for en faelles vilje til at foretage ensartede og samtidige prisforhoejelser.

Under disse omstaendigheder er det irrelevant at undersoege, om der er blevet fastsat sanktioner for at tvinge virksomhederne til at udvise den aftalte adfaerd.

4 Anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 vil ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig, men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden. I det omfang anvendelsen af bestemmelsen skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.

Betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 er ikke opfyldt, naar der er tale om et forbud, der skal forhindre, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, hvis det ikke fremgaar af beslutningen, at Kommissionen har anset den paagaeldende udveksling som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke i sig selv medfoerer, at det er i strid med den naevnte bestemmelse, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

5 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel.

Endelig skal begrundelsen for en beslutning findes i selve beslutningens tekst, og efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen kan ikke tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder.

Naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

6 Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.

Desuden kan Kommissionen ved vurderingen af overtraedelsens grovhed tage hensyn til de forholdsregler, de beroerte virksomheder har truffet med henblik paa at skjule det ulovlige samarbejde.

Endelig kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.

7 Ved udmaalingen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler er en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure kun berettiget, saafremt den paagaeldende virksomheds adfaerd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes.

En virksomhed, der udtrykkeligt erklaerer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen laegger vaegt paa over for den, kan antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler. I beslutninger, hvori Kommissionen konstaterer en overtraedelse af disse regler, har Kommissionen adgang til at betragte en saadan adfaerd som udtryk for en vedgaaelse af de faktiske forhold og dermed som et bevis for rigtigheden af de anfoerte paastande. En saadan adfaerd kan foelgelig begrunde en nedsaettelse af boeden.

Et samarbejde ved undersoegelsen, der ikke gaar ud over de forpligtelser, der paahviler virksomhederne i henhold til artikel 11, stk. 4 og 5, i forordning nr. 17, kan ikke begrunde en boedenedsaettelse.

8 Ligebehandlingsprincippet kan kun antages at vaere tilsidesat, saafremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet. Kommissionen handler ikke i strid med dette princip, naar den nedsaetter eller undlader at nedsaette boeder afhaengigt af, om den paagaeldende virksomhed har samarbejdet med Kommissionen under den administrative procedure.

9 I forbindelse med udmaalingen af boeder for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler kan der ved vurderingen af overtraedelsens grovhed efter omstaendighederne bl.a. tages hensyn til antallet og vaerdien af de varer, som overtraedelsen omfatter, samt virksomhedens stoerrelse og dens oekonomiske styrke og dermed den indflydelse, den kunne oeve paa markedet. Foelgelig er det rimeligt, at Kommissionen ved fastsaettelsen af boeden baade tager hensyn til virksomhedens samlede omsaetning, som giver et - om end omtrentligt og ufuldstaendigt - indtryk af virksomhedens stoerrelse og oekonomiske styrke, og til den del af omsaetningen, som vedroerer de varer, som er genstand for overtraedelsen, og som dermed kan give et indtryk af omfanget af overtraedelsen.

Eftersom de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, skal beregnes efter en og samme metode, kan Kommissionen ikke kritiseres for, at den ved fastsaettelsen af disse boeder baserer sig paa en referenceomsaetning, der er ens for de beroerte virksomheder.

Parter

I sag T-317/94,

Moritz J. Weig GmbH & Co. KG, Mayen (Tyskland), ved advokaterne Thomas Jestaedt, Karsten Metzlaff og Hanns-Christian Salger, Duesseldorf, Hamburg og Frankfurt am Main, senere ogsaa ved advokat Verena von Bomhard, Hamburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Philippe Dupont, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Bernd Langeheine og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Dirk Schroeder, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.

3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.

4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.

5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.

6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.

7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.

8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.

10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.

12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:

»Artikel 1

Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse

- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990

- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991

- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990

- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991

i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF

- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta

- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF

- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden

- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger

- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.

...

Artikel 3

Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:

...

xix) Moritz J. Weig GmbH, en boede paa 3 000 000 ECU

...«

13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.

14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).

15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.

16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.

17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.

18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.

19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.

20 For saa vidt angaar Moritz J. Weig GmbH & Co. KG (herefter »Weig«) fastslog Kommissionen, at selskabet havde deltaget i moeder i PC i den af beslutningen omfattede periode og i moeder i JMC og PWG fra 1988.

Retsforhandlinger

21 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. oktober 1994.

22 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).

23 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

24 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94 - T-342/94).

25 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

26 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94 - T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.

27 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.

28 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

29 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.

30 Parterne i de i praemis 26 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.

Parternes paastande

31 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres helt eller delvis.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder udgifterne i forbindelse med etablering af en bankgaranti.

Subsidiaert:

- Den boede, der er paalagt sagsoegeren, nedsaettes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de udgifter, sagsoegeren har afholdt for at stille en bankgaranti for det beloeb, hvormed boeden nedsaettes.

32 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om, at beslutningens artikel 1 annulleres helt eller delvis

Anbringendet om, at sagsoegeren ikke deltog i foranstaltninger med henblik paa maengdetilpasning

Parternes argumenter

33 Anbringendet omfatter to led.

34 Sagsoegeren har for det foerste henvist til, at de i bestemmelsen naevnte virksomheder ifoelge beslutningens artikel 1 »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden«, og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF ...«.

35 Da sagsoegeren kun lejlighedsvis deltog i moeder i PG Paperboard, var selskabet ikke bekendt med saadanne former for forstaaelse eller samordning. Under de moeder i PC, PWG og JMC, som selskabets repraesentanter deltog i, blev der kun foert generelle droeftelser om fastholdelse af maengderne for bestemte grupper af producenter i de enkelte lande og om produktionsstandsninger.

36 Under de moeder i PWG, som selskabets repraesentanter deltog i, talte man om de solgte maengder for virksomhederne i de enkelte lande paa det europaeiske marked. Der blev herved foretaget en sammenligning mellem statistikkerne over de solgte maengder for de enkelte grupper af lande og statistikkerne fra tidligere moeder. Disse oplysninger blev givet med henblik paa, at de enkelte nationale grupper ikke forhoejede deres andele paa det europaeiske marked.

37 Under de moeder i JMC, som sagsoegerens repraesentanter deltog i, blev der undertiden talt om midlertidige produktionsstandsninger. Fra 1990 erklaerede sagsoegerens repraesentant imidlertid regelmaessigt, at han ikke var bemyndiget til at udtale sig om sin virksomheds maengdepolitik. Markedssituationen retfaerdiggjorde i oevrigt ikke produktionsstandsninger hos sagsoegeren i den af beslutningen omfattede periode.

38 Sagsoegeren har erindret om, at Kommissionens paastande om maengdetilpasning er baseret paa tre bevismidler, nemlig Stora's svar af 14. februar 1992 paa en begaering om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter), det fortrolige notat af 28. december 1988 fra salgsdirektoeren for FS-Karton (Mayr-Melnhof-koncernen) (bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter) og notatet af 3. oktober 1988 fra Rena's administrerende direktoer vedroerende et saerligt moede i Nordic Paper Institute (herefter »NPI«) (bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter).

39 Ifoelge sagsoegeren burde Kommissionen ikke have benyttet Stora's udtalelser som et centralt bevismiddel.

40 Bilag 73 og 102 til meddelelsen af klagepunkter naevner paa intet sted det »pris frem for maengde«-princip, som Stora taler om i sit svar til Kommissionen. De indeholder kun generelt formulerede oensker og overvejelser og kan ikke betragtes som bevis for, at der var aftalt og endog truffet produktionsbegraensningsforanstaltninger.

41 Med anbringendets andet led goer sagsoegeren gaeldende, at oplysningerne om selskabets egen produktion viser, at det ikke deltog i nogen form for maengdetilpasning. Selskabet har detaljeret redegjort for udviklingen i sin afsaetning og understreget, at det mere end fordoblede sin afsaetning paa hele Faellesskabets marked mellem 1986 og 1991, selv om salget af karton kun steg med knap 20%. Paa selskabets vigtigste geografiske marked, nemlig det tyske, var stigningen i de solgte maengder endnu stoerre.

42 Sagsoegeren har endelig anfoert, at selskabet paa intet tidspunkt over for de andre deltagere i moederne i JMC tilkendegav, at det ville standse produktionen for at nedbringe maengderne. De produktionsstandsninger i slutningen af 1990 og begyndelsen af 1991, der er omtalt i et haandskrevet notat fra FS-Karton's salgsdirektoer (bilag 115 til meddelelsen af klagepunkter), skyldtes juleferien.

43 Kommissionen har anfoert, at der ikke er modstrid mellem Kommissionens konstateringer og sagsoegerens udtalelser om, at der i PWG og JMC kun blev foert generelle droeftelser om fastholdelse af maengderne og om produktionsstandsninger, selv om der blev talt om fastholdelse af maengderne for bestemte grupper af producenter i de enkelte lande og om midlertidige produktionsstandsninger (jf. ovenfor, praemis 36 og 37). De paagaeldende droeftelser drejede sig nemlig aabenbart om begraensning af de forskellige producenters afsaetning, dvs. noeje definerede problemstillinger.

44 Disse angivelser bekraefter efter Kommissionens opfattelse allerede, at der under moederne i PG Paperboard blev talt om fastholdelse af maengderne og midlertidige produktionsstandsninger, og de beviser, Kommissionen har fundet, viser i oevrigt, at droeftelserne ikke var begraenset til en generel udveksling af synspunkter, men at deltagerne indgik faste aftaler om fastholdelse af bestemte produktionsmaengder og markedsandele.

45 I sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter) beskriver Stora i detaljer det princip, som gik ud paa at opretholde en tilnaermelsesvis balance mellem udbud og efterspoergsel, det saakaldte princip om »pris frem for maengde«. Ifoelge Kommissionen fremgaar det af beskrivelsen af dette princip, at det var et vaesentligt element i det konkurrencebegraensende samarbejde i PG Paperboard, og at der var enighed om, at det var af afgoerende betydning at opretholde en balance mellem udbud og efterspoergsel for at sikre prisstabilitet. Desuden accepterede producenterne som foelge af nedgangen i efterspoergslen i 1990 at foretage midlertidige produktionsstandsninger, hvis varighed blev fastlagt paa grundlag af de aarlige kapacitetsrapporter (punkt 24 og 25 i redegoerelsen).

46 Stora's redegoerelser vedroerende princippet om »pris frem for maengde«, som omfattede maengdetilpasning og begraensning af markedsandelene, stoettes af flere andre beviser, f.eks. det fortrolige notat fra FS-Karton's salgsdirektoer [bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, s. 3, punkt 1), og s. 5, punkt 5)].

47 Kommissionen har endvidere henvist til det haandskrevne notat fra samme direktoer (bilag 115 til meddelelsen af klagepunkter), hvori flere individuelle producenters ordrebeholdninger er angivet i dage eller i uger, undertiden saagar i relation til bestemte kartonmaskiner. Disse oplysninger blev sammen med oplysningerne om kapaciteterne brugt til at fastlaegge kapacitetsudnyttelsen og til om fornoedent at planlaegge produktionsstandsninger.

48 Angivelserne i Stora's redegoerelse stoettes ogsaa af et notat med overskriften »Highlights«, som vedroerer et moede i DOEU den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter).

49 Paa baggrund af disse betragtninger konkluderer Kommissionen, at sagsoegeren maa anses for at have deltaget i moeder i PG Paperboard, hvorunder der blev foert droeftelser om begraensning af producerede maengder, fastholdelse af markedsandele og midlertidige produktionsstandsninger.

50 Under disse omstaendigheder er de argumenter, sagsoegeren har fremfoert i anbringendets andet led vedroerende selskabets adfaerd, uden betydning.

Rettens bemaerkninger

- Eksistensen af en samordning med hensyn til fastfrysning af markedsandele og kontrol med udbuddet

51 For saa vidt angaar anbringendets foerste led bemaerkes, at det fremgaar af beslutningens artikel 1, at de deri naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i Faellesskabet bl.a. »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.

52 Ifoelge Kommissionen blev disse to former for ulovligt samarbejde, der i beslutningen behandles under overskriften »Maengdetilpasning«, indledt i referenceperioden af de virksomheder, der deltog i PWG's moeder. Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal ifoelge Stora bl.a. var »droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet«.

53 I beslutningen (betragtning 37, femte afsnit) hedder det om PWG's rolle i relation til det ulovlige samarbejde om markedsandele: »I forbindelse med initiativer til prisforhoejelser foregik de i PWG indgaaende droeftelser vedroerende markedsandele i Vesteuropa for sammenslutninger af virksomheder inden for de enkelte lande og for de enkelte producentkoncerner. Som et resultat af disse droeftelser opnaaedes visse former for 'arrangementer' mellem deltagerne med hensyn til deres respektive markedsandele med det formaal at sikre, at gennemfoerelsen af de samordnede prisinitiativer ikke blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg efterspoergslen. Faktisk enedes de store producentkoncerner om at fastholde deres markedsandele paa de niveauer, der fremgik af de aarlige produktions- og salgsstatistikker, der forelaa i endelig form fra Fides i marts det foelgende aar. Udviklingen med hensyn til markedsandele blev analyseret paa hvert af de moeder, der holdtes i PWG, paa basis af maanedlige opgoerelser fra Fides, og saafremt der konstateredes vaesentlige udsving, blev den formodet ansvarlige virksomhed afkraevet en forklaring.«

54 Det fremgaar af beslutningens betragtning 52, at »i forbindelse med den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987, blev de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner«.

55 I betragtning 56, foerste afsnit, understreges foelgende: »Den grundlaeggende forstaaelse mellem de stoerste producenter om ikke at udvide deres respektive markedsandele bestod i hele den periode, denne beslutning vedroerer.« I betragtning 57 hedder det: »'Udviklingen inden for markedsandele' blev analyseret paa alle PWG's moeder paa grundlag af foreloebige statistikker.« Endelig understreges det i betragtning 56, sidste afsnit: »De virksomheder, der deltog i disse droeftelser om markedsandele, var de samme, som havde saede i PWG, nemlig: Cascades, Finnboard, KNP (indtil 1988), [Mayr-Melnhof], MoDo, Sarrió, de to medlemmer af Stora-koncernen, CBC og Feldmuehle og (fra 1988) Weig.«

56 Retten finder, at Kommissionen har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder.

57 Kommissionens analyse hviler navnlig paa Stora's redegoerelser (bilag 39 og 43 til meddelelsen af klagepunkter) og bestyrkes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter.

58 I bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter oplyser Stora: »[Der] afholdtes moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet ... Til gruppens (lovlige) formaal hoerte bl.a. droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser, efterspoergsel og kapacitet. Gruppens opgaver omfattede bl.a., at give Direktoerkonferencen en vurdering og beskrivelse af den noejagtige tilstand med hensyn til udbud og efterspoergsel paa markedet og de forholdsregler, der burde traeffes for at skabe disciplin paa markedet.«

59 Stora har om det ulovlige samarbejde med hensyn til markedsandele oplyst, at »de andele, der blev erhvervet af koncerner i Det Europaeiske Faellesskab, EFTA og i andre lande, som PG Paperboard's medlemmer havde leveret til, blev gennemgaaet i PWG«, samt at PWG »droeftede muligheden for at bevare markedsandelene paa det hidtidige niveau« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 19). Stora anfoerte endvidere (samme dokument, punkt 6), at »droeftelserne vedroerende markedsandelene for fabrikanterne i Europa [ligeledes] fandt sted i denne periode, saaledes at den foerste referenceperiode byggede paa 1987-niveauerne«.

60 I sit svar af 14. februar 1992 paa et spoergsmaal fra Kommissionen af 23. december 1991 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) praeciserer Stora endvidere: »Aftalerne om niveauerne for markedsandelene, som PWG's medlemmer indgik, vedroerte hele Europa. Disse aftaler byggede paa samlede aarlige tal for det foregaaende aar, der saedvanligvis forelaa endeligt i marts maaned det foelgende aar« (punkt 1.1).

61 Denne paastand underbygges i samme dokument med foelgende formulering: »... droeftelserne mundede ud i aftaler mellem PWG's medlemmer, der saedvanligvis blev indgaaet marts maaned hvert aar, og som havde til formaal at fastholde deres markedsandele paa samme niveau som i det foregaaende aar« (punkt 1.4). Stora har endvidere anfoert, at »der ikke blev truffet nogen form for foranstaltninger for at sikre, at aftalerne blev overholdt«, og at deltagerne i PWG's moeder »var klar over, at hvis de erhvervede en saerlig stilling paa markeder, som andre leverede til, ville disse goere gengaeld paa andre markeder« (samme punkt).

62 Stora har endelig oplyst, at Weig deltog i droeftelserne om markedsandele (punkt 1.2).

63 Stora's paastande om et ulovligt samarbejde om markedsandele bekraeftes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter. Dette dokument, der blev fundet hos FS-Karton, er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller) om markedssituationen.

64 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Ifoelge notatets forfatter hoerte Mayr-Melnhof til taber-gruppen af en raekke grunde, herunder:

»2) Der har kun kunnet indgaas en aftale, idet vi er blevet paalagt en 'sanktion' - man har kraevet, at vi bringer visse 'ofre'.

3) Markedsandele for 1987 skulle 'fastfryses', bestaaende kontakter skulle opretholdes, og der maatte ikke anvendes tilbudspriser for at hverve nye aktiviteter eller kvaliteter (resultatet vil vise sig i januar 1989 - saafremt alle deltagere er loyale).«

65 Disse passager skal laeses paa baggrund af den stoerre sammenhaeng, notatet indgaar i.

66 Herom henviser forfatteren til notatet i dets indledning til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau«. Dette udtryk blev af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kraever naermere forklaring paa dette sted.

67 Forfatteren anfoerer endvidere, at samarbejdet har medfoert »prisdisciplin«, hvilket har betydet »vindere« og »tabere«.

68 Bemaerkningen om fastfrysning af markedsandelene paa 1987-niveau skal saaledes forstaas paa baggrund af denne disciplin, som blev besluttet paa »direktoerniveau«.

69 Henvisningen til 1987 som referenceaar stemmer endvidere overens med Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen om klagepunkter, jf. ovenfor, praemis 58).

70 Endelig maa det konstateres, at sagsoegerens argumentation ikke kan afsvaekke de ovennaevnte dokumenters beviskraft, da sagsoegeren alene paastaar, at de i PWG repraesenterede virksomheder kun foerte generelle droeftelser. Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger kan anerkendelsen heraf endog siges at underbygge Kommissionens udtalelser i beslutningen.

71 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).

72 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).

73 Retten finder, at Kommissionen i fornoedent omfang har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

74 De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, underbygger dens analyse.

75 I sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte Stora: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988 erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«

76 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«

77 For saa vidt angaar punkt 73 i meddelelsen af klagepunkter bemaerkes, at forfatterens begrundelse for, at han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

78 Forfatteren fastslaar saaledes:

»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.

...

c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«

79 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.

80 Af disse grunde finder Retten, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder, samt at der fandtes et ulovligt samarbejde mellem de samme parter om produktionsstandsninger. I det omfang det ikke bestrides, at sagsoegeren deltog i PWG's moeder, og i det omfang virksomheden udtrykkeligt er naevnt i redegoerelserne fra Stora, har Kommissionen med foeje anset sagsoegeren for ansvarlig for at have deltaget i de to former for ulovligt samarbejde, i hvert fald fra det tidspunkt, hvor virksomheden begyndte at deltage i PWG's moeder, dvs. fra 1988.

81 Sagsoegerens indvendinger mod Stora's redegoerelser, hvormed sagsoegeren bestrider dokumenternes bevisvaerdi, kan ikke antages at svaekke denne konstatering.

82 Det er nemlig for det foerste ubestridt, at disse redegoerelser hidroerer fra en af de virksomheder, der anses for at have deltaget i den paastaaede overtraedelse, og at de indeholder en detaljeret beskrivelse af de droeftelser, der fandt sted i PG Paperboard's organer, af det maal, som forfulgtes af de virksomheder, der havde saede her, samt af virksomhedernes deltagelse i de forskellige organers moeder. I det omfang dette hovedbevis bekraeftes af andre omstaendigheder i sagen, er det et relevant grundlag for Kommissionens paastande.

83 Da Kommissionen har bevist, at de to naevnte former for ulovligt samarbejde fandtes, er det ikke fornoedent at undersoege de andre indsigelser, som sagsoegeren har rejst mod bilag 102 og 115 til meddelelsen af klagepunkter.

- Sagsoegerens faktiske adfaerd

84 Anbringendets andet led, hvorefter sagsoegerens faktiske adfaerd ikke er forenelig med Kommissionens paastande om, at der fandtes de to former for ulovligt samarbejde, kan heller ikke tiltraedes.

85 For det foerste maa det ulovlige samarbejde mellem PWG's medlemmer om de to aspekter af princippet om »pris frem for maengde« ikke forveksles med gennemfoerelsen heraf. De beviser, som Kommissionen har fremlagt, har en saadan bevisvaerdi, at oplysningerne om sagsoegerens faktiske adfaerd paa markedet ikke kan paavirke Kommissionens konklusioner om selve eksistensen af det ulovlige samarbejde vedroerende de to aspekter af den omtvistede politik. Sagsoegerens argumenter kan hoejest ses som et forsoeg paa at godtgoere, at selskabets adfaerd ikke fulgte den linje, der var fastlagt mellem virksomhederne i PWG.

86 For det andet modsiges Kommissionens konklusioner heller ikke af de oplysninger, som sagsoegeren har fremlagt. Det understreges, at Kommissionen udtrykkeligt har medgivet, at det ulovlige samarbejde om markedsandele ikke indeholdt »nogen formel boede- eller erstatningsordning til at styrke den forstaaelse, der var opnaaet om markedsandele«, samt at enkelte store producenters markedsandele oegedes svagt aar for aar (jf. bl.a. beslutningens betragtning 59 og 60). Kommissionen har endvidere erkendt, at da branchen havde arbejdet med fuld kapacitetsudnyttelse indtil begyndelsen af 1990, havde der praktisk taget ikke vaeret behov for produktionsstandsninger foer dette tidspunkt (beslutningens betragtning 70).

87 For det tredje foelger det af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder, der havde et klart konkurrencebegraensende formaal, ikke kan fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold (jf. eksempelvis Rettens dom af 6.4.1995, sag T-141/89, Tréfileurope mod Kommissionen, Sml. II, s. 791, praemis 85). Selv om det antages, at sagsoegerens adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade selskabets ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

88 Anbringendet maa herefter i det hele forkastes.

Anbringendet om en fejl fra Kommissionens side med hensyn til overtraedelsens varighed

Parternes argumenter

89 Sagsoegeren har for det foerste anfaegtet det forhold, at det er lagt til grund, at selskabet deltog i overtraedelsen fra midten af 1986. Selskabet har ikke gjort sig skyldig i nogen overtraedelse foer februar/marts 1988.

90 Sagsoegeren har henvist til, at Kommissionen fandt, at overtraedelsen begyndte, da PWG blev oprettet, og det ulovlige samarbejde mellem producenterne »voksede i omfang« (beslutningens betragtning 161). Sagsoegeren er imidlertid ikke bekendt med, om PWG allerede blev oprettet i 1986. Selv hvis dette maatte vaere tilfaeldet, havde de medlemmer af PG Paperboard, der ikke var repraesenteret i det paagaeldende organ, ikke kendskab til dettes oprettelse. Desuden er der ingen bevisdokumenter, der stoetter Kommissionens paastand om, at det ulovlige samarbejde »voksede i omfang« fra midten af 1986.

91 Sagsoegerens deltagelse i moeder i PG Paperboard's organer begraenser sig indtil februar/marts 1988 til en deltagelse i et moede i PC. Deltagelsen i dette moede kan imidlertid ikke retfaerdiggoere, at Kommissionen lagde til grund, at sagsoegeren deltog i den paastaaede overtraedelse fra juni 1986. Den praksis, der gik ud paa, at formanden for PWG redegjorde for de vaesentligste resultater i PC, blev foerst indfoert i slutningen af 1988/begyndelsen af 1989. Den udtalelse, der haevdes at vaere fremsat af en repraesentant for sagsoegeren under et Fides-moede i 1986, hvorefter en forhoejelse paa 9% var »for [hoej] for det britiske marked«, hvorfor man besluttede sig for 7% (jf. beslutningens betragtning 41), kan ikke vaere fremsat under et moede i PC. Sagsoegerens repraesentant i PC's moede den 10. november 1986 har ingen erindring om en saadan udtalelse. Den kan hoejst vaere blevet fremsat under sideloebende droeftelser i forbindelse med et saadant moede.

92 Sagsoegeren deltog ikke i en eventuel prisaftale foer de samordnede prisforhoejelser i foraaret 1988. Selskabet deltog navnlig ikke i prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i januar 1987, som af Kommissionen blev betragtet som resultatet af en samordning mellem producenterne, hvilket Kommissionen i oevrigt ikke har bestridt.

93 Sagsoegeren har for det andet gjort gaeldende, at det fremgaar af beslutningens betragtning 164, at Kommissionen fejlagtigt lagde til grund, at overtraedelsen fortsatte indtil juni 1991. Der fandt ingen konkurrencebegraensende droeftelser sted efter Kommissionens kontrolundersoegelser i april 1991.

94 Kommissionen har anfoert, at den med rette lagde til grund, at overtraedelsen for sagsoegerens vedkommende som minimum strakte sig over perioden fra midten af 1986 til april 1991.

95 Sagsoegeren var fra februar 1986 medlem af PG Paperboard og deltog regelmaessigt i moederne i PC. Sagsoegeren var saaledes bekendt med kartonproducenternes ulovlige aftaler om faelles og ensartede prisforhoejelser, da PC bl.a. havde til opgave at orientere direktoererne om de beslutninger, der blev truffet i PWG, og om de instrukser, der skulle gives til salgsafdelingerne med henblik paa gennemfoerelsen af prisinitiativerne. Disse oplysninger blev som regel givet af formanden for PC, som samtidig var formand for PWG.

96 Sagsoegerens paastand om, at selskabet ikke deltog i prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i 1987, er ifoelge Kommissionen uden betydning. Sagsoegerens fortsatte deltagelse i moederne i PC giver nemlig tilstraekkeligt grundlag for at betragte selskabet som medlem af kartellet og goere det ansvarligt for overtraedelsen, idet selskabet noedvendigvis ved planlaegningen af sin egen adfaerd paa markedet tog hensyn til konkurrenternes kommende prisforhoejelser, som det var informeret om.

97 Hvad angaar overtraedelsens ophoer har Kommissionen understreget, at den aldrig har paastaaet, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse efter april 1991.

Rettens bemaerkninger

98 Ifoelge beslutningens artikel 1 har sagsoegeren overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, fra midten af 1986 til i hvert fald april 1991.

99 For saa vidt angaar begyndelsestidspunktet for overtraedelsen anfoeres det i beslutningens betragtning 161, at de fleste af de virksomheder, beslutningen er rettet til, deltog i overtraedelsen fra juni 1986, som var »tidspunktet for PWG's etablering og det tidspunkt, hvor de hemmelige aftaler mellem producenterne voksede i omfang og begyndte at virke mere effektivt«. Endvidere praeciseres det i betragtning 74, foerste afsnit, at det foerste samordnede prisinitiativ fandt sted i Det Forenede Kongerige i slutningen af 1986, »mens PG Paperboard's nye system endnu var under udarbejdelse«. Kommissionen er af den opfattelse, at »det saaledes klart [er] fastslaaet, at kartonproducenterne fra midten af 1986 i hvert fald allerede var indblandet i en form for hemmelig aftale, der kan karakteriseres som en samordnet praksis ...« (betragtning 132, fjerde afsnit).

100 Eftersom sagsoegeren har erkendt, at selskabet deltog i en samordning i forbindelse med prisforhoejelsen i marts/april 1988, maa det konstateres, at det i hvert fald deltog i et ulovligt samarbejde om priser fra dette tidspunkt.

101 For saa vidt angaar perioden fra midten af 1986 til marts 1988 bemaerkes, at oprettelsen af PWG i midten af 1986 ikke i sig selv beviser, at sagsoegeren fra dette tidspunkt deltog i en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. Kommissionen har i oevrigt ikke paaberaabt sig nogen beviser for, at sagsoegeren i midten af 1986 havde kendskab til oprettelsen af det paagaeldende organ, endsige til det konkurrencebegraensende formaal med moederne heri.

102 Det skal derfor undersoeges, om det forhold, at sagsoegeren deltog i visse moeder i PC, nemlig moederne den 29. maj 1986, den 10. november 1986 og den 4. december 1987 (tabel 3 i bilagene til beslutningen), beviser, at selskabet deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, foer marts 1988.

103 Sagsoegeren har bestridt bevisvaerdien af bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter og Kommissionens paastand om, at deltagerne i moederne i PC inden slutningen af 1988 blev orienteret om de af PWG trufne beslutninger.

104 I relation til bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, der er et notat, som blev fundet hos Mayr-Melnhof's salgsagent i Det Forenede Kongerige, finder Kommissionen, at der er tale om »et internt notat fra en Direktoerkonference, [der bekraefter] Stora's indroemmelse af, at Direktoerkonferencen rent faktisk droeftede [ulovligt samarbejde om priser]« (beslutningens betragtning 41, tredje afsnit, og betragtning 75, andet afsnit).

105 Dokumentet, der vedroerer et moede i Wien den 12. og 13. december 1986, indeholder foelgende oplysning:

»Fastsaettelse af priser for det britiske marked

I seneste Fides-moede deltog ogsaa Weig's repraesentant, der udtalte, at de fandt 9% for hoejt for det britiske marked og havde besluttet sig for 7%! Stor skuffelse, da det indebaerer et forhandlingsniveau for alle andre. Prispolitikken for Det Forenede Kongerige overlades til RHU, med stoette fra [Mayr-Melnhof], selv om dette indebaerer et midlertidigt omsaetningstab, mens vi goer bestraebelser paa at fastholde maalet paa 9% (som man vil kunne se). [Mayr-Melnhof/FS] fastholder en vaekstpolitik i Det Forenede Kongerige, men det faldende overskud er alvorligt, og vi maa slaas for at faa kontrol med priserne igen. [Mayr-Melnhof] erkender, at det ikke hjaelper, at det er kendt, at de har oeget omsaetningen i Tyskland med 6 000!«

106 Det Fides-moede, der naevnes i indledningen af den citerede passage, maa ifoelge Mayr-Melnhof (svar paa en begaering om oplysninger, bilag 62 til meddelelsen af klagepunkter) antages at vaere PC's moede den 10. november 1986.

107 Det bemaerkes, at dokumentet bekraefter, at sagsoegerens repraesentant reagerede med at give oplysninger om sin fremtidige prispolitik i Det Forenede Kongerige i forhold til prisstigningernes oprindelige omfang.

108 Dette kan imidlertid ikke betragtes som bevis for, at sagsoegeren reagerede paa en bestemt prisforhoejelse, som var aftalt mellem virksomhederne i PG Paperboard foer den 10. november 1986.

109 Kommissionen har ikke paa dette punkt paaberaabt sig andre beviser. Sagsoegerens henvisning til en prisforhoejelse paa »9%« kan forklares med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhoejelse i Det Forenede Kongerige den 5. november 1986 (bilag A-12-1). Denne meddelelse blev offentliggjort med kort frist, hvilket fremgaar af et avisudklip (bilag A-12-3). Kommissionen har ikke fremlagt andet materiale, der umiddelbart kan tjene som direkte bevis for, at prisforhoejelserne var blevet droeftet paa PC's moeder. Det kan herefter ikke udelukkes, at sagsoegerens udtalelse, som den fremgaar af bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, fandt sted uden for moedet i PC den 10. november 1986, i overensstemmelse med hvad sagsoegeren gentagne gange gjorde gaeldende under retsmoedet.

110 Efter fast retspraksis omhandler begrebet samordnet praksis en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke gaar saa langt som til at indgaa en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter konkurrencens risici med et indbyrdes praktisk samarbejde. Kriterierne om koordination og samarbejde skal forstaas ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal tage stilling til den politik, han vil foere paa markedet (Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307). Det foelger heraf, at det forhold, at en virksomhed ensidigt oplyser om sine fremtidige priser paa markedet, ikke udgoer et tilstraekkeligt bevis for, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, medmindre det godtgoeres, at oplysningen indgaar i et samarbejde mellem virksomheder.

111 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt den erklaering fra sagsoegerens repraesentants side, som der henvises til i bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, indgik i et samarbejde mellem virksomheder, skal der foretages en undersoegelse af de andre beviser, Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for, at der skete en samordning af priser i Det Forenede Kongerige i januar 1987.

112 Det referat af et bestyrelsesmoede i Feldmuehle (UK) Ltd den 7. november 1986 (bilag A-17-2), som Kommissionen har henvist til i beslutningen (betragtning 74, tredje afsnit), bekraefter kun, at Feldmuehle's britiske datterselskab inden den 10. november 1986 var bekendt med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhoejelse paa ca. 9%: »TBM and the Fins have announced price increases of approximately 9% to be effective from February 1987 and it would appear that most other mills will be looking for the same sort of increase« [»TBM og finnerne har annonceret prisforhoejelser paa ca. 9% med virkning fra februar 1987, og det ser ud til, at de fleste andre virksomheder overvejer en lignende prisforhoejelse«] (bilag A-17-2, gengivet af Kommissionen i beslutningens betragtning 74).

113 Kommissionen anser bilag 44 til meddelelsen af klagepunkter, der er et haandskrevet notat paa siderne for den 15. til den 17. januar 1987 i en kalender tilhoerende en medarbejder hos Feldmuehle, for et »yderligere bevis for, at der havde fundet en samordning sted« (beslutningens betragtning 75, tredje afsnit).

114 Notatet har imidlertid ikke den bevisvaerdi, som Kommissionen haevder. Det moede, det refererer til, har ikke kunnet identificeres, hvorfor det ikke kan udelukkes, at det drejer sig om et internt moede i Feldmuehle. Notatet, der sandsynligvis kan dateres til midten af januar 1987, beviser endvidere ikke, at prisforhoejelserne, »ogsaa af TBM«, var en foelge af en samordning, idet oplysningen blot kan vaere en konstatering.

115 Bestemte oplysninger i notatet maa endog antages at modsige Kommissionens paastand om, at notatet bekraefter, at der fandtes et ulovligt samarbejde om at forhoeje priserne i Det Forenede Kongerige. Specielt kan bemaerkningerne om, at Feldmuehle's direktoer havde erklaeret sig »skeptisk« over for Kopparfors og havde anset Mayr-Melnhof for »uansvarlig« (»ohne Verantwortung«), ikke antages at stoette Kommissionens teori. Det samme er tilfaeldet med hensyn til udsagnet: »Finnboard: Preisautonomie auch f. Tako« [»Finnboard: prisautonomi ogsaa for Tako«].

116 I oevrigt fremgaar det ikke af angivelserne i tabel A i bilagene til beslutningen - som indeholder oplysninger om det paastaaede samordnede prisforhoejelsesinitiativ i Det Forenede Kongerige i januar 1987 - at stoerrelsen af prisforhoejelserne og tidspunkterne for deres annoncering og gennemfoerelse var saa ensartede, at de paagaeldende angivelser kan betragtes som et beviskraftigt holdepunkt for et ulovligt samarbejde om priser. Kommissionen har desuden under retsmoedet erkendt, at den ikke har noget direkte bevis for, at sagsoegeren forhoejede sine priser paa markedet i Det Forenede Kongerige i begyndelsen af 1987.

117 Heraf foelger, at Kommissionen hverken har godtgjort, at virksomhederne var enedes om at forhoeje priserne i Det Forenede Kongerige i januar 1987, eller saa meget desto mere, at sagsoegeren var involveret i droeftelser herom.

118 Endelig kan Retten ikke tiltraede Kommissionens paastand om, at sagsoegeren noedvendigvis var bekendt med kartonproducenternes ulovlige aftaler, fordi PC bl.a. havde til opgave at orientere direktoererne om de beslutninger, der blev truffet i PWG, og om de instrukser, der skulle gives til salgsafdelingerne med henblik paa gennemfoerelse af prisinitiativerne. Idet det findes ufornoedent at undersoege, om det er bevist, at deltagerne i moederne i PC fra begyndelsen af 1988 blev orienteret om de af PWG trufne beslutninger, maa det konstateres, at Kommissionen bortset fra meddelelsen om prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige i januar 1987 ikke har henvist til nogen konkrete oplysninger, som skal vaere blevet givet til deltagerne i moederne i PC foer begyndelsen af 1988. Det maa herefter laegges til grund, at det ulovlige samarbejde om priser, som sagsoegeren erkender at have deltaget i, begyndte i marts 1988.

119 For saa vidt angaar begyndelsestidspunktet for det ulovlige samarbejde om markedsandele og det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger anfoerer Kommissionen i beslutningen, at den »hos FS-Karton (et selskab i M-M-koncernen) fandt ... dokumentation for, at der i slutningen af 1987 var opnaaet enighed i de to Direktoergrupper om de to indbyrdes afhaengige spoergsmaal maengdetilpasning og prisdisciplin« (beslutningens betragtning 53, foerste afsnit). Kommissionen henviser i denne forbindelse til bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. ovenfor, praemis 63). Forfatteren henviser i indledningen til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), der af Mayr-Melnhof fortolkes som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a).

120 Bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter bekraefter ganske vist Stora's forklaringer dels om, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem de virksomheder, der hoerte til paa »direktoerniveau«, dels om et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem samme virksomheder (jf. ovenfor, praemis 51 ff.). Der findes imidlertid ikke andre beviser, der stoetter Kommissionens paastand om, at bl.a. det ulovlige samarbejde om markedsandele og kontrollen med produktionens omfang skulle droeftes i PC. Udtrykket »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«) i bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter kan derfor, uanset Mayr-Melnhof's forklaring, ikke antages at henvise til andre organer end PWG.

121 Det foelger heraf, at sagsoegerens deltagelse i et ulovligt samarbejde om markedsandele og et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger heller ikke kan anses for bevist foer marts 1988, hvor selskabet for foerste gang deltog i et moede i PWG (jf. nedenfor, praemis 261).

122 For saa vidt angaar overtraedelsens ophoer fremgaar det af beslutningens artikel 1, at Kommissionen antog, at den overtraedelse, sagsoegeren deltog i, ophoerte i april 1991. I modsaetning til hvad sagsoegeren har gjort gaeldende, fremgaar det ikke af beslutningens betragtning 164, at Kommissionen ansaa overtraedelsen for at vaere fortsat indtil juni 1991.

123 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger boer beslutningens artikel 1 annulleres, for saa vidt som det heri fastslaas, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, inden marts 1988. Anbringendet maa i oevrigt forkastes.

Anbringendet om, at der ikke fandtes aftaler om prisforhoejelserne

Parternes argumenter

124 Sagsoegeren har anerkendt, at der inden for PG Paperboard blev foretaget samordninger af de forskellige producenters prisforhoejelser, men selskabet har bestridt, at der blev indgaaet aftaler herom.

125 Deltagerne i PWG's moeder oplyste hinanden om, hvornaar og med hvilket beloeb de ville forhoeje deres priser. De i PWG repraesenterede virksomheder udvekslede som regel oplysninger om de planlagte prisforhoejelser, men selve priserne blev aldrig droeftet i absolutte tal.

126 Deltagerne i JMC's moeder raadfoerte sig i detaljer med hinanden om tidspunktet for gennemfoerelsen af en bestemt prisforhoejelse og om dennes omfang, og de fastlagde raekkefoelgen for annonceringen af prisforhoejelserne.

127 Virksomhederne gav ganske vist hinanden oplysninger om de planlagte prisforhoejelser, men disse blev ikke beregnet vilkaarligt eller fastsat ensartet efter en faelles plan. Forhoejelserne blev besluttet individuelt af den enkelte virksomhed under hensyn til omkostningerne og markedet, og den eventuelle overensstemmelse mellem forhoejelsernes stoerrelse skyldes saaledes udelukkende markedssituationen og det forhold, at virksomhederne i samme omfang var beroert af stigningen i omkostningerne.

128 Der blev i oevrigt ikke truffet nogen foranstaltninger med henblik paa at tvinge virksomhederne til at overholde aftaler.

129 Sagsoegeren har endelig anfoert, at Kommissionens paastande udelukkende er baseret paa Stora's redegoerelser. Disse redegoerelser har imidlertid ingen bevisvaerdi, bl.a. fordi virksomheden overdrev overtraedelsernes omfang for at underbygge sin udtalelse og senere opnaa en boedenedsaettelse.

130 Kommissionen har gjort gaeldende, at det maa anses for godtgjort, at de virksomheder, der var repraesenteret i PWG, aftalte planlagte prisforhoejelser, idet de traf bindende beslutninger om tidspunkterne for forhoejelserne, raekkefoelgen af de enkelte virksomheders annoncering heraf og forhoejelsernes stoerrelse (jf. beslutningens betragtning 72 og 73). Deltagerne i kartellet indgik saaledes aftaler om, hvorledes de agtede at optraede paa markedet. Under disse omstaendigheder maa det laegges til grund, at der foreligger en aftale i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, praemis 253). Denne konklusion bekraeftes bl.a. af Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter), som dog ikke er det eneste bevis, Kommissionen har stoettet sig til.

Rettens bemaerkninger

131 Sagsoegeren har erkendt, at selskabet deltog i en samordning af de planlagte prisstigninger. Det er endvidere blevet fastslaaet, at denne deltagelse begyndte i marts 1988 (jf. ovenfor, praemis 98 ff., saerlig praemis 118).

132 I henhold til beslutningen havde de i dennes artikel 1 naevnte virksomheder foretaget en »aftalemaessig fastsaettelse af de regelmaessige prisstigninger, der skulle ske paa det enkelte nationale marked« (betragtning 130, andet afsnit, tredje led). Kommissionen anfoerer naermere, at »de halvaarlige prisinitiativer [ikke] skal behandles, som om [de] indebar en raekke indbyrdes uafhaengige aftaler eller former for samordnet praksis, men i hoejere grad som en del af en og samme fortsat bestaaende aftale« (betragtning 131, andet afsnit).

133 I det foreliggende tilfaelde skal det saaledes undersoeges, om det var korrekt, at Kommissionen betegnede den samordning af priserne, som sagsoegeren deltog i fra 1988, som en aftale.

134 Det fremgaar af fast retspraksis, at det, for at der er tale om en aftale i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, er tilstraekkeligt, at de paagaeldende virksomheder har givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, praemis 112, og af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 86, samt Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 256). Under disse omstaendigheder er det, i modsaetning til hvad sagsoegeren synes at goere gaeldende, irrelevant at undersoege, om der blev fastsat sanktioner for at tvinge virksomhederne til at udvise den aftalte adfaerd.

135 Det skal saaledes undersoeges, om Kommissionen har bevist, at de virksomheder, beslutningen er rettet til, havde givet udtryk for en faelles vilje til at optraede paa markedet paa en bestemt maade med hensyn til deres priser.

136 For saa vidt angaar prisinitiativerne udtaler Stora bl.a. (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 27, 28 og 30):

»... i 1987 var der stort set balance mellem kapaciteten og forbruget. I det paagaeldende aar var kapaciteten 5% stoerre end forbruget. Denne forskel (som var langt mindre end hvad industrien selv havde opnaaet indtil da) gav PWG mulighed for at naa til enighed om prisforhoejelser fra 1987, idet det paa det naermeste var sikkert, at forhoejelserne ville blive gennemfoert med held. Da denne mulighed boed sig, var producenterne optaget af at genoprette de tab, de havde lidt i de forudgaaende aar.

PWG fandt, at der skulle gennemfoeres en foerste forhoejelse paa 10% i 1988. Dette svarede f.eks. til en forhoejelse paa 50 FRF pr. 100 kg for GC-kvaliteter og 35 FRF pr. 100 kg for GD-kvaliteter paa det franske marked. Tilsvarende forhoejelser blev gennemfoert i andre lande. Der blev senere aftalt tilsvarende forhoejelser i absolutte tal, saaledes at forhoejelserne procentvis blev mindre.

...

PWG droeftede spoergsmaalet og aftalte, hvem der foerst skulle annoncere den enkelte prisforhoejelse, samt hvornaar de andre foerende producenter skulle annoncere deres prisforhoejelser. Raekkefoelgen var ikke den samme hver gang.«

137 Stora tilfoejer (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 13 og 14):

»... formaalet med JMC var bl.a. at foretage prissammenligninger i relation til visse store kunder og naermere fastlaegge, hvorledes de i PWG trufne beslutninger om priser naermere skulle gennemfoeres i de enkelte lande for saavel GC-kvaliteter som GD-kvaliteter.

JMC droeftede for hvert enkelt marked den noejagtige gennemfoerelse af de af PWG trufne beslutninger om priser og redegjorde herfor over for PWG.«

138 Ifoelge Stora gav virksomhederne i PWG og JMC saaledes udtryk for en faelles vilje til at foretage identiske og samtidige prisforhoejelser paa de forskellige nationale markeder.

139 Stora's redegoerelser stoettes paa dette punkt af flere dokumentbeviser, som Kommissionen paaberaaber sig i beslutningens betragtning 74 ff.

140 Der skal i denne forbindelse blot henvises til de tre prislister, der er naevnt i beslutningens betragtning 79, 80 og 83. Disse lister, som Kommissionen fandt hos Rena (bilag 110 og 111 til meddelelsen af klagepunkter) og hos Finnboard (UK) Ltd, indeholder i relation til flere kartontyper og flere EF-lande oplysninger om datoerne og de noejagtige beloeb for de prisforhoejelser, der blev gennemfoert af de omhandlede virksomheder henholdsvis i april 1989, i september/oktober 1989 og i april 1990. Oplysningerne i de tre prislister svarer med hensyn til stoerrelsen af prisforhoejelserne og datoerne for deres gennemfoerelse til de paagaeldende virksomheders konstaterede faktiske adfaerd paa markedet (jf. tabel D, E og F i bilagene til beslutningen).

141 Desuden fandt Kommissionen hos Rena et haandskrevet notat vedroerende JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), hvoraf bl.a. foelgende fremgaar:

»Der bliver annonceret en prisforhoejelse i naeste uge, i september.

Frankrig 40 FRF Nederlandene 14 Tyskland 12 DEM Italien 80 ITL Belgien 2,50 BEF Schweiz 9 CHF Det Forenede Kongerige 40 GBP Irland 45 IEP

Alle kvaliteter boer forhoejes lige meget GD, UD, GT, GC osv.

Kun 1 prisforhoejelse om aaret. For leverancer fra den 7. januar. Senest den 31. januar. 14. september skrivelse om prisforhoejelse (Mayr-Melnhof). 19. september, Feldmuehle udsender sin meddelelse. Cascades foer udgangen af september. Alle skal have udsendt meddelelserne foer den 8. oktober.«

142 Sagsoegeren bestrider hverken, at de tre ovennaevnte prislister vedroerer en samordning med hensyn til priser, eller at bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter vedroerer JMC's moede den 6. september 1990.

143 Retten finder derfor, uden at det er noedvendigt at undersoege oevrige beviser, at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, der deltog i moederne i PWG og JMC, havde givet udtryk for en faelles vilje til at foretage ensartede og samtidige prisforhoejelser. Kommissionen var derfor berettiget til at betragte den sammenfaldende vilje hos sagsoegeren og andre kartonproducenter med hensyn til prisinitiativerne fra slutningen af 1987 som en aftale.

144 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 2

Parternes argumenter

145 Dette anbringende omfatter to led.

146 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at beslutningens artikel 2 er formuleret for vagt og upraecist. Enhver form for udveksling af oplysninger vil kunne falde ind under det i bestemmelsen opstillede forbud. Der vil altid vaere en risiko for, at de udvekslede oplysninger kan benyttes til et samarbejde mellem virksomheder. Ogsaa forbuddet mod fremtidige udvekslinger af oplysninger er for vagt, for saa vidt som der er tale om et forbud mod udveksling af konkurrencerelevante oplysninger, idet enhver udveksling af oplysninger er konkurrencerelevant.

147 Som det andet led i anbringendet goer sagsoegerne gaeldende, at beslutningen udgoer det foerste eksempel paa, at der opstilles et forbud mod udveksling af oplysninger - i form af samlede tal - vedroerende ordretilgang og ordrebeholdninger og den forventede kapacitetsudnyttelsesgrad, der ikke goer det muligt at drage nogen slutninger med hensyn til den enkelte virksomheds adfaerd. Forbuddet er herved i modstrid med Kommissionens tidligere praksis.

148 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det inden for kartonsektoren er noedvendigt at have et saa praecist informationsudvekslingssystem som muligt, da det goer det muligt for virksomhederne at traeffe individuelle oekonomiske beslutninger, saerligt med hensyn til investeringer.

149 Ifoelge sagsoegeren retfaerdiggoer Kommissionen det omfattende forbud mod udveksling af oplysninger med, at statistikkerne er blevet benyttet paa en maade, der strider mod traktatens artikel 85. Det maa derfor konkluderes, at Kommissionen selv er af den opfattelse, at det ikke er statistikkerne som saadanne, der er i strid med traktaten, men udelukkende brugen heraf.

150 Kommissionen har i relation til anbringendets foerste led bestridt, at forbuddet mod udveksling af oplysninger for fremtiden er for upraecist. Det er tilstraekkeligt, at det fremgaar af beslutningens konklusion og dens begrundelse, hvilken konkurrencebegraensende adfaerd der skal bringes til ophoer (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 122, 123 og 124). I det foreliggende tilfaelde indeholder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), allerede en detaljeret beskrivelse af den forbudte udveksling af oplysninger. Endvidere er der redegjort detaljeret for de faktiske konstateringer vedroerende de udvekslede oplysninger i beslutningens betragtning 61-68, 105 og 106. Desuden indeholder beslutningen en noejagtig beskrivelse af informationsudvekslingens konkurrencebegraensende virkninger (betragtning 134 og 166). Forbuddets raekkevidde fremgaar saaledes klart af beslutningens artikel 2 sammenholdt med dens begrundelse.

151 Beslutningens artikel 2, stk. 2 og 3, angiver blot, hvorledes en lovlig udveksling af oplysninger kan udformes.

152 For saa vidt angaar anbringendets andet led har Kommissionen anfoert, at den med rette har anset en udveksling af samlede oplysninger om ordretilgang og ordrebeholdninger samt den forventede kapacitetsudnyttelse for ulovlig.

153 Den har understreget, at forbuddet i beslutningens artikel 2 skal ses i sammenhaeng med konstateringerne i betragtning 68, 69 og 70. Forbuddet mod udveksling af samlede oplysninger vedroerer kun oplysninger om ordretilgang, ordrebeholdninger og kapacitetsudnyttelse. Ved bedoemmelsen af en udveksling af saadanne oplysninger skal der tages hensyn til det omhandlede markeds struktur, som er kendetegnet ved en hoej koncentrationsgrad og meget homogene produkter. Som foelge af det tidligere samarbejde inden for PG Paperboard har producenterne et indgaaende kendskab til de forskellige virksomheders struktur og politik.

154 Paa koncentrerede markeder ligger mulighederne for konkurrence hovedsagelig i den uvished og hemmeligholdelse, der hersker mellem de stoerste producenter. Udveksling af oplysninger om ordrebeholdningerne og om kapacitetsudnyttelsen med korte mellemrum goer kunstigt markedet saa transparent, at de bestaaende konkurrencemuligheder til sidst ikke laengere kan udnyttes. Producenterne kan nemlig paa grundlag af saadanne oplysninger planlaegge produktionsstandsninger inden for sektoren med henblik paa at opretholde en balance mellem udbud og efterspoergsel, hvilket giver dem mulighed for at undgaa prisfald i tilfaelde af faldende efterspoergsel og gennemfoere prisforhoejelser, naar efterspoergslen er stor.

155 En udveksling af saadanne oplysninger fjerner saaledes uvisheden og hemmeligholdelsen mellem producenterne, hvilket fremmer en faelles adfaerd inden for hele sektoren, saerlig fordi saadanne statistikker faktisk er blevet benyttet til at koordinere virksomhedernes adfaerd inden for sektoren. Konkurrencebegraensningen opstaar allerede ved, at der med korte mellemrum udveksles samlede oplysninger om ordrebeholdninger og om kapacitetsudnyttelsen. Kommissionen mener derfor, at den med rette har anset en udveksling af de omhandlede oplysninger, selv i form af samlede tal, for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

Rettens bemaerkninger

156 Det bemaerkes, at beslutningens artikel 2 indeholder foelgende bestemmelse:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner, eller

b) hvorved en faelles brancheholdning til oekonomiske forhold med hensyn til priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv om individuelle oplysninger ikke afsloeres, eller

c) hvorved de kunne blive i stand til at overvaage tilslutning til eller overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller markedsopdeling i EF.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger, den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfaelde selv om det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte maskine.

Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begraenses til indsamling og udbredelse af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd.

Virksomhederne skal ogsaa afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning i tilslutning til en saadan tilladt udveksling samt afholde sig fra moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger.

De noedvendige aendringer af et eventuelt system for udveksling skal vaere foretaget senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«

157 Som det fremgaar af betragtning 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan Kommissionen, naar den konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bl.a. traktatens artikel 85, ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0317.1

158 Ifoelge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 45, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (Rettens dom af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755, praemis 220).

159 I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., praemis 93; jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1533, praemis 209, og sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 163).

160 Efterproevelsen af, om paabuddet i beslutningens artikel 2, som haevdet af sagsoegeren, er for vidtgaaende, skal derfor omfatte en undersoegelse af omfanget af de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.

161 Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning som de overtraedelser, der er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formaal at hindre virksomhederne i at gentage den adfaerd, der er konstateret at vaere ulovlig. Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de befoejelser, den er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.

162 Artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), har naermere til formaal at forbyde fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger.

163 Paabuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger, paa grundlag af hvilke deltagerne direkte eller indirekte kan faa adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende virksomheder, forbydes, forudsaetter, at Kommissionen i beslutningen har fastslaaet, at udveksling af saadanne oplysninger er retsstridig i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1.

164 I denne forbindelse bemaerkes, at det ikke fremgaar af beslutningens artikel 1, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger i sig selv er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

165 Den fastslaar generelt, at virksomhederne har overtraadt traktatbestemmelsen ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«.

166 Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (dommen i sagen Suiker Unie m.fl., a.st., praemis 122). Beslutningens betragtning 134, andet afsnit, er affattet saaledes:

»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og foelsomme individuelle forretningsmaessige oplysninger paa moeder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig JMC) vedroerende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og produktionskvoter var aabenbart konkurrencebegraensende, idet de havde til formaal at sikre, at forudsaetningerne for gennemfoerelsen af de aftalte prisinitiativer var saa gunstige som muligt ...«

167 Da Kommissionen saaledes i beslutningen behoerigt har fastslaaet, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger som saadan udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 i anvendelse.

168 Forbuddene mod udveksling af forretningsmaessige oplysninger i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersoeges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og 4, der underbygger de omhandlede paabud. Det skal saaledes afgoeres ud fra konteksten, om, og i bekraeftende fald i hvilket omfang, Kommissionen har anset udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der paahviler virksomhederne, skal begraenses til, hvad der er noedvendigt for at sikre, at deres adfaerd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

169 Beslutningen maa fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens betragtning 134, tredje afsnit). En saadan fortolkning bekraeftes af ordlyden af beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgaar, at virksomhederne havde udvekslet forretningsmaessige oplysninger »til stoette for naevnte forholdsregler«, der fandtes at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

170 Omfanget af de forbud, der gaelder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedoemmes under hensyn til denne stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt med traktatens artikel 85.

171 De naevnte forbud er dels ikke begraenset til at omfatte udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 2]. Desuden forbyder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegraensende adfaerd fremmes.

172 Et saadant forbud gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes, for saa vidt som det er til hinder for, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal. Dels fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfoerer den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

173 Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor vaere at annullere, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 med hensyn til boedeudmaalingen

Parternes argumenter

174 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet, idet de virksomheder, den er rettet til, ikke har kunnet kontrollere, om den boede, der blev paalagt dem, stoerrelsesmaessigt var berettiget, og om boeden stod i rimeligt forhold til de boeder, der blev paalagt de andre virksomheder. Kommissionens beslutninger skal nemlig indeholde en tilstraekkelig begrundelse i forhold til hver enkelt adressat (Rettens dom af 28.4.1994, sag T-38/92, AWS Benelux mod Kommissionen, Sml. II, s. 211).

175 Dette krav er ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde. Begrundelsen er f.eks. ikke lige saa detaljeret og praecis som i Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«), idet Kommissionen i den i naervaerende sag omhandlede beslutning kun naevner de abstrakte kriterier, den har anvendt ved beregningen af den boede, der blev paalagt den enkelte virksomhed. Endvidere har Kommissionen ikke i forhold til hver enkelt virksomhed praeciseret, hvilke af de naevnte kriterier der har dannet grundlag for boedeudmaalingen, og hvilken vaegt der er tillagt dem.

176 Under en pressekonference den 13. juli 1994 gav det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, nogle vaesentligt mere praecise oplysninger om boedeudmaalingen end dem, der er indeholdt i beslutningen. Virksomhederne har saaledes ingen mulighed for at afgoere, om de reelle grunde er de grunde, der blev naevnt for pressen, eller de i beslutningen indeholdte.

177 Sagsoegeren har understreget, at selskabet i beslutningen (betragtning 170) betegnes som en af kartellets »hovedmaend«, og det ansvarlige kommissionsmedlem oplyste, at grundsatsen paa 9% kun blev anvendt for hovedmaendene. Under disse omstaendigheder kan sagsoegeren ikke vide, om selskabets boede svarer til 9% af den valgte referenceomsaetning. Sagsoegeren ved heller ikke, om selskabet fik boeden nedsat med en tredjedel, saaledes som det synes at kunne udledes af det ansvarlige kommissionsmedlems udtalelser. Endelig tog Kommissionen ifoelge udtalelserne for pressen hensyn til varigheden af hver enkelt virksomheds overtraedelse, hvilket ikke fremgaar af beslutningen for sagsoegerens vedkommende.

178 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at det forhold, at selskabet paa den ene side betegnes som en af »hovedmaendene« i kartellet og paa den anden side som en virksomhed, der ikke spillede »en lige saa betydningsfuld rolle i forbindelse med fastlaeggelsen af kartellets politik som de store industrikoncerner« (betragtning 170), medfoerer, at selskabet ikke kan vide, ud fra hvilke kriterier boeden blev fastsat.

179 Paa grund af disse selvmodsigelser har sagsoegeren i oevrigt ikke haft tilstraekkelig mulighed for at forsvare sig.

180 Kommissionen har anfoert, at den i tilstraekkelig grad har individualiseret de kriterier, den anvendte i forbindelse med boedeudmaalingen. De betragtninger, der blev taget hensyn til ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau, og kriterierne for fastsaettelsen af hver enkelt virksomheds boede er angivet i beslutningens betragtning 168 og 169. Disse kriterier er lige saa detaljerede og praecise som dem, der blev fulgt i polypropylen-beslutningen, som er blevet anset for at vaere tilstraekkeligt begrundet (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 353 og 354).

181 Det fremgaar ogsaa af beslutningen, hvorledes Kommissionen anvendte de i betragtning 169 anfoerte kriterier ved fastsaettelsen af sagsoegerens boede. Begrundelsen for boedens stoerrelse skal nemlig ses i sammenhaeng med alle beslutningens begrundelser (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 355). Beslutningen indeholder bemaerkninger om sagsoegerens rolle i kartellet (betragtning 170), om varigheden af selskabets deltagelse i kartellet (betragtning 43 og tabel 3) og om, hvorledes der blev taget hensyn til selskabets samarbejde under proceduren (betragtning 172). Det fremgaar endelig af betragtning 8, at Kommissionen tog hensyn til, at sagsoegeren er en lille, men vigtig producent inden for sektoren.

Rettens bemaerkninger

182 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, praemis 51).

183 Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning som den foreliggende, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 54).

184 Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (jf. i samme retning Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 59).

185 De kriterier, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af det generelle og det individuelle boedeniveau, fremgaar af henholdsvis beslutningens betragtning 168 og 169. I relation til de individuelle boeder har Kommissionen endvidere i beslutningens betragtning 170 anfoert, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's moeder, som udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmaend«, mens de oevrige virksomheder er blevet anset for »almindelige medlemmer«. Det bemaerkes i denne forbindelse, at sagsoegeren ikke er naevnt blandt de virksomheder, der blev betragtet som »hovedmaendene« i kartellet, og det praeciseres i betragtning 170, tredje afsnit, at »skoent [sagsoegeren] var medlem af PWG fra 1988, synes selskabet ikke at have spillet en lige saa betydningsfuld rolle i forbindelse med fastlaeggelsen af kartellets politik som de store industrikoncerner«. I beslutningens betragtning 171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora boer paalaegges betydeligt mindre boeder som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre nedsaettelse, fordi de i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter stoettedes paa.

186 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg for Retten samt af dens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. For saa vidt angaar sagsoegeren har Kommissionen forklaret, at den anvendte en sats paa 8% af den individuelle omsaetning, da virksomheden ganske vist var »medlem af PWG«, men ikke spillede en lige saa betydningsfuld rolle som de andre virksomheder, der deltog i dette organs moeder. Kommissionen har endelig taget hensyn til den samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsaettelse med to tredjedele af boedernes paalydende, mens de oevrige virksomheder var berettigede til en nedsaettelse med en tredjedel.

187 Det fremgaar endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som indeholder oplysninger vedroerende fastsaettelsen af de enkelte boeder, at selv om boederne ikke er blevet fastsat paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de ovenfor anfoerte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved boedeberegningen.

188 Det fremgaar imidlertid ikke af beslutningen, at boederne er blevet beregnet paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. De anvendte grundsatser paa henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for kartellets »hovedmaend«, og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgaar heller ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsaettelser, som Rena og Stora blev indroemmet tillige med otte andre virksomheder, heller ikke naevnt.

189 Det bemaerkes herefter for det foerste, at beslutningens betragtning 169-172 indeholder relevante og tilstraekkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved bedoemmelsen af grovheden og varigheden af den overtraedelse, der er begaaet af den enkelte virksomhed, naar henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de faktiske omstaendigheder, der goeres gaeldende mod hver enkelt af beslutningens adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 264). Beslutningen indeholder herved en saerlig begrundelse med hensyn til bedoemmelsen af grovheden af den af sagsoegeren begaaede overtraedelse (betragtning 170, tredje afsnit), hvoraf det kan udledes, hvorfor selskabet blev behandlet anderledes end saavel kartellets »hovedmaend« som dets »almindelige medlemmer«.

190 Tilsvarende indeholder beslutningens betragtning 168, der skal ses i sammenhaeng med de generelle bemaerkninger vedroerende boederne i betragtning 167, en tilstraekkelig angivelse af de synspunkter, der blev taget hensyn til ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau.

191 Naar boederne som i den foreliggende sag udmaales under konsekvent hensyntagen til visse naermere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har begaaet fejl ved fastsaettelsen af de individuelle boeder, dels om den individuelle boede er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den omstaendighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante kriterier, dvs. den omsaetning, der er lagt til grund, referenceaaret, den anvendte grundsats og boedereduktionssatserne, ikke have medfoert en indirekte offentliggoerelse af den noejagtige omsaetning i de virksomheder, som beslutningen var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne vaere overtraadt. Som Kommissionen selv har anfoert, er stoerrelsen af de endelige, individuelle boeder ikke fremkommet paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anfoerte kriterier.

192 Kommissionen har i oevrigt under retsmoedet vedgaaet, at der ikke var noget til hinder for, at den i beslutningen kunne have anfoert de kriterier, som den konsekvent havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under pressekonferencen den 13. juli 1994, der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget. I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen ikke kan tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131, og i samme retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 136).

193 Uanset disse konstateringer bemaerkes, at begrundelsen for boedeudmaalingen i beslutningens betragtning 169-172 er mindst lige saa detaljeret som begrundelsen i tidligere kommissionsbeslutninger vedroerende lignende overtraedelser. Selv om anbringendet om manglende begrundelse vedroerer en ufravigelig retsgrundsaetning, havde Faellesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de boeder, der paalaegges. Foerst ved dom af 6. april 1995 (sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten for foerste gang, at det ville vaere oenskeligt, at virksomhederne kunne faa et detaljeret indblik i, hvorledes den boede, der paalaegges dem, er beregnet, saaledes at de kan tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at vaere forpligtet til at anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af Kommissionens beslutning.

194 Det foelger heraf, at naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

195 Under de saerlige omstaendigheder, der er naevnt i praemis 193, og i betragtning af, at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlaegge alle relevante oplysninger vedroerende boedeberegningen, kan den omstaendighed, at boedeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i naervaerende tilfaelde, ikke anses for en saadan tilsidesaettelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde, at de paalagte boeder annulleres helt eller delvist. Sagsoegeren har endelig ikke godtgjort, at virksomheden blev afskaaret fra at udoeve sin ret til kontradiktion.

196 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at overtraedelserne ikke havde oekonomiske konsekvenser

Parternes argumenter

197 Sagsoegeren har anfoert, at der skal tages hensyn til de oekonomiske virkninger af en overtraedelse ved bedoemmelsen af dens grovhed og i forbindelse med boedeudmaalingen (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 359). I det foreliggende tilfaelde havde prissamordningerne imidlertid ingen eller hoejst en meget begraenset virkning paa markedet.

198 Dette dokumenteres for det foerste af den rapport, som London Economics udarbejdede for flere af beslutningens adressater, herunder sagsoegeren, med henblik paa proceduren for Kommissionen (herefter »LE-rapporten«).

199 LE-rapporten konkluderer, a) at prisaendringerne inden for kartonsektoren i den omhandlede periode maatte forklares ved aendringer i stykomkostningerne og efterspoergslen, b) at der paa grundlag af de undersoegelser, der blev foretaget hos et repraesentativt antal kunder, ikke kunne konstateres nogen adfaerdsaendring med hensyn til priser efter 1986, c) at der kun var en meget loes sammenhaeng mellem de annoncerede prisstigninger og de priser, kunderne faktisk betalte, og d) at de fortjenester, der blev opnaaet inden for sektoren i den omhandlede periode, ikke gjorde det muligt paa langt sigt at daekke investeringsomkostningerne paa passende maade.

200 Ifoelge sagsoegeren forsoegte Kommissionen ikke engang i beslutningen at tilbagevise LE-rapportens konklusioner om, at priserne paa kartonmarkedet i den omhandlede periode ikke udviklede sig anderledes, end hvad der ville have vaeret tilfaeldet uden nogen form for samordning af prisforhoejelserne. Det maa derfor konkluderes, at der ikke var nogen aarsagsforbindelse mellem de samordnede prisforhoejelsesinitiativer og den faktiske udvikling i faktureringspriserne.

201 For det andet dokumenteres de manglende oekonomiske virkninger af prissamordningerne af, at sagsoegeren kun i meget begraenset omfang kunne gennemtvinge de af selskabet annoncerede prisforhoejelser paa markedet. Sagsoegeren har i denne forbindelse foretaget en sammenligning mellem udviklingen i nettofaktureringspriserne foer forhoejelserne og udviklingen i de annoncerede priser. Den gennemsnitlige gennemfoerelsesgrad for prisforhoejelsesinitiativerne laa for sagsoegerens vedkommende paa 38,8% i Tyskland og 36% i Frankrig.

202 Sagsoegeren har desuden henvist til en oversigt, der dels viser udviklingen i selskabets priser inden for Faellesskabet for kartonkvaliteten GD2 fra 1986 til 1994, dels udviklingen i prisindekset i samme periode. Det fremgaar heraf, at prisniveauet i foerste kvartal 1986 aldrig senere blev naaet, idet priserne faldt kontinuerligt indtil slutningen af 1987 og kun kunne konsolideres paa et lavt niveau i 1988. Priserne begyndte ganske vist igen at stige vedvarende i 1989-1990, men dette var et resultat af den generelle oekonomiske udvikling (den tyske genforening), idet priserne paa ny begyndte at falde, da lavkonjunkturen satte ind i 1991.

203 Sagsoegeren har konkluderet, at udviklingen i faktureringspriserne i forhold til udviklingen i de annoncerede priser viser, at de annoncerede priser kun spiller en begraenset rolle ved fastsaettelsen af priserne i forhold til de forskellige kunder, og at der ikke er opstaaet nogen oekonomisk skade som foelge af de omhandlede former for praksis, eller at den eventuelle oekonomiske skade i hvert fald er langt mindre end haevdet af Kommissionen.

204 Kommissionen har anfoert, at det ikke kan bestrides, at kartellet havde virkninger for markedet, idet de aftalte forhoejelser dannede grundlag for prisforhandlingerne med kunderne.

205 De samordnede prisforhoejelser havde ogsaa en anden virkning paa markedet, idet udviklingen i faktureringspriserne over for kunderne svarer til de priser, der blev aftalt mellem producenterne. LE-rapporten viser paa ingen maade, at de ulovlige aftaler ikke havde nogen virkning paa prisniveauet, hvilket blev bekraeftet af rapportens forfatter under hoeringen for Kommissionen (protokollatet, s. 28). Det er i oevrigt ubestridt, at de aftalte prisforhoejelser i hvert fald delvis blev gennemtvunget i forhold til kunderne. Desuden viser LE-rapporten, at der i aarene 1988 og 1989 var en lineaer sammenhaeng mellem de annoncerede priser og de faktiske priser, idet nettoprisforhoejelserne svarede til de annoncerede priser. Udviklingen i faktureringspriserne over for kunderne fulgte saaledes, med en vis forsinkelse, de aftalte prisforhoejelser, hvilket forfatteren af LE-rapporten selv har anerkendt (protokollatet af hoeringen, s. 21 og 28).

206 Kommissionen har henvist til, at forfatteren af LE-rapporten under hoeringen (protokollatet, s. 31) forklarede, at en faldende eller kun langsomt stigende efterspoergsel i en sektor som kartonsektoren, der er kendetegnet ved en uelastisk efterspoergsel og hoeje finansieringsomkostninger, ofte kan foere til en oedelaeggende priskrig. I det foreliggende tilfaelde blev der imidlertid ikke engang tale om en normal, sund priskonkurrence, selv om det samlede forbrug inden for Faellesskabet kun steg i begraenset omfang i den omhandlede periode. Prisforhoejelserne beroede ikke paa individuelle beslutninger fra virksomhedernes side, men paa aftaler mellem producenterne. Man maa derfor gaa ud fra, at priserne paa trods af en eventuel stigning i omkostningerne ikke ville have udviklet sig paa samme maade uden prisinitiativerne.

207 At producenterne var noedsaget til at give navnlig de store kunder visse indroemmelser i forbindelse med de individuelle prisforhandlinger, tog Kommissionen behoerigt hensyn til (beslutningens betragtning 102 og 115). Ogsaa selv om der blev givet indroemmelser, skete dette paa grundlag af de allerede forhoejede priser.

208 De af sagsoegeren paaberaabte oplysninger vedroerende udviklingen i selskabets priser i Tyskland og Frankrig er ikke i modstrid med Kommissionens konstateringer.

209 Der er heller ingen modstrid mellem disse konstateringer og oversigten over udviklingen i sagsoegerens kartonpriser inden for Faellesskabet i forhold til udviklingen i prisindekset. Det fremgaar nemlig af oversigten, at sagsoegerens priser steg konstant fra 1988 til 1991, bortset fra en kort nedgang i slutningen af 1989/begyndelsen af 1990, og at selskabets priser steg mere end 20% i denne periode.

210 Kommissionen har konkluderet, at den vurderede kartellets virkninger korrekt. Bemaerkningen om, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal (beslutningens betragtning 168), sigtede ikke alene til de faktiske prisforhoejelser, men ogsaa til andre elementer i kartellet (jf. bl.a. betragtning 136 og 137). Kommissionens vurdering er i oevrigt i overensstemmelse med den, kartellets medlemmer selv anlagde, idet disse ansaa de fleste af prisinitiativerne for en succes.

Rettens bemaerkninger

211 Ifoelge beslutningens betragtning 168, syvende led, fastsatte Kommissionen det generelle boedeniveau bl.a. under hensyn til, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal«. Det er ubestridt, at denne betragtning henviser til virkningerne paa markedet af den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1.

212 Ved sin kontrol af Kommissionens skoen med hensyn til virkningerne af overtraedelsen finder Retten, at det er tilstraekkeligt at undersoege dette i relation til virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som er de eneste virkninger, sagsoegeren har bestridt. Det fremgaar af beslutningen, at konstateringen af den store succes med hensyn til opnaaelsen af maal navnlig stoettes paa virkningerne af et ulovligt samarbejde om priser (jf. beslutningens betragtning 100, 101 og 102, 115 og 135, 136 og 137).

213 Kommissionen vurderede virkningerne af et ulovligt samarbejde om priser generelt. Selv om det antages, at de individuelle oplysninger, sagsoegeren har fremlagt, som haevdet viser, at et ulovligt samarbejde om priser kun havde mindre betydelige virkninger for sagsoegeren, end de havde paa det samlede europaeiske kartonmarked, kan saadanne individuelle oplysninger ikke i sig selv anses for tilstraekkelige til at rejse tvivl om Kommissionens skoen.

214 Som Kommissionen bekraeftede i retsmoedet, fremgaar det af beslutningen, at der sondres mellem tre forskellige former for virkninger. Kommissionen har yderligere lagt til grund, at producenterne selv, samlet betragtet, ansaa prisinitiativerne for en succes.

215 Den foerste form for virkninger, som Kommissionen har taget hensyn til, og som ikke bestrides af sagsoegeren, er den omstaendighed, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev meddelt kunderne. De nye priser tjente saaledes som reference ved individuelle forhandlinger med kunderne om faktureringspriser (jf. bl.a. beslutningens betragtning 100 og betragtning 101, femte og sjette afsnit).

216 Den anden form for virkninger er den omstaendighed, at udviklingen i faktureringspriserne fulgte udviklingen i de annoncerede priser. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gaeldende, at »producenterne ikke [noejedes] med at annoncere de aftalte prisforhoejelser, men tog ogsaa, med faa undtagelser, strenge forholdsregler for at sikre, at forhoejelserne blev haandhaevet over for kunderne« (beslutningens betragtning 101, foerste afsnit). Kommissionen har erkendt, at kunderne undertiden opnaaede indroemmelser med hensyn til ikrafttraedelsestidspunktet for forhoejelserne, rabatter eller individuelle nedslag, bl.a. ved store ordrer, samt at »den gennemsnitlige nettoforhoejelse, der opnaaedes efter rabatter, prisnedslag og andre indroemmelser, altid var mindre end hele den annoncerede forhoejelse« (beslutningens betragtning 102, sidste afsnit). Under henvisning til diagrammerne i LE-rapporten har den gjort gaeldende, at der i den periode, som beslutningen vedroerer, var »en taet lineaer sammenhaeng« mellem udviklingen i de annoncerede priser og i faktureringspriserne udtrykt i national valuta eller omregnet til ecu. Kommissionen konkluderer foelgende: »De nettoprisstigninger, der blev indfoert, fulgte noeje de annoncerede prisstigninger, endskoent der forekom en vis tidsforskydning. Rapportens forfatter indroemmede under den mundtlige hoering, at dette var tilfaeldet for 1988 samt 1989« (beslutningens betragtning 115, andet afsnit).

217 Retten tiltraeder, at Kommissionen ved sin vurdering af denne anden form for virkninger med rette kunne anse den omstaendighed, at der var en lineaer sammenhaeng mellem udviklingen i de annoncerede priser og faktureringspriserne, for bevis for, at prisinitiativerne fik virkning i denne henseende, hvilket var i overensstemmelse med producenternes maal. Det er ubestridt, at den praksis, der foelges paa det relevante marked, hvorefter der foeres individuelle forhandlinger med kunderne, indebaerer, at faktureringspriserne generelt ikke er identiske med de annoncerede priser. Det kan derfor ikke paaregnes, at stigningerne i faktureringspriserne er identiske med de annoncerede prisstigninger.

218 Med hensyn til den indbyrdes sammenhaeng mellem forhoejelserne af de annoncerede priser og faktureringspriserne har Kommissionen med rette henvist til LE-rapporten, der er en analyse af udviklingen i kartonpriserne i den periode, beslutningen omhandler, og som bygger paa oplysninger fra en raekke producenter.

219 Tidsmaessigt bekraefter rapporten imidlertid kun til dels, at der var tale om en »taet lineaer sammenhaeng«. Gennemgangen af perioden fra 1987 til 1991 omfatter tre saerskilte underperioder. Under hoeringen for Kommissionen refererede LE-rapportens forfatter sine konklusioner saaledes: »Der er ikke naer overensstemmelse, end ikke tidsforskudt, mellem de annoncerede prisforhoejelser og markedspriserne i begyndelsen af undersoegelsesperioden, dvs. fra 1987 til 1988. En saadan overensstemmelse finder man derimod i 1988/1989, hvorefter den ophoerer og senere opfoerer sig noget underligt [oddly] i perioden 1990/1991« (protokollatet af den mundtlige hoering, s. 28). Han oplyste endvidere, at de tidsmaessige forskydninger havde naer sammenhaeng med aendringer i efterspoergslen (jf. bl.a. protokollatet af den mundtlige hoering, s. 20).

220 Forfatterens mundtlige konklusion svarer til analysen i rapporten, bl.a. de sammenlignende diagrammer mellem udviklingen i annoncerede priser og faktureringspriser (LE-rapporten, diagram nr. 10 og 11, s. 29). Paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen kun delvis har foert bevis for, at der fandtes en saadan »taet lineaer sammenhaeng«, som paastaaet.

221 Kommissionen oplyste under retsmoedet, at den ligeledes havde taget hensyn til en tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser, nemlig at faktureringspriserne var hoejere, end de ville have vaeret uden det ulovlige samarbejde. Under henvisning til, at planlaegningen af tidspunkter og den raekkefoelge, hvori prisforhoejelserne skulle meddeles, blev foretaget af PWG, har Kommissionen i beslutningen anfoert, at »det under saadanne omstaendigheder [er] utaenkeligt, at den samordnede annoncering af prisforhoejelserne ingen virkning havde paa de faktiske prisniveauer« (beslutningens betragtning 136, tredje afsnit). LE-rapporten indeholder (afsnit 3) imidlertid en model for udarbejdelse af prisprognoser paa grundlag af objektive markedsvilkaar. Det anfoeres i rapporten, at prisniveauet, bestemt paa grundlag af objektive oekonomiske forhold i perioden 1975-1991, herunder indbefattet den periode, som beslutningen omfatter, med ubetydelige afvigelser ville have udviklet sig identisk med de faktureringspriser, der anvendtes.

222 Paa trods af de anfoerte konklusioner giver analysen i rapporten ikke grundlag for at fastslaa, at de samordnede prisinitiativer ikke gav producenterne mulighed for at opnaa en hoejere faktureringspris end under en fri konkurrence. Som Kommissionen understregede i retsmoedet, er det muligt, at de faktorer, analysen bygger paa, paavirkedes af det ulovlige samarbejde. Kommissionen har saaledes med rette gjort gaeldende, at det ulovlige samarbejde f.eks. kunne bevirke, at virksomhedernes incitament til at nedbringe deres omkostninger var begraenset. Derimod har den ikke paavist direkte fejl i LE-rapportens analyse og har heller ikke fremlagt egne oekonomiske analyser vedroerende den teoretiske udvikling i faktureringspriserne uden ulovligt samarbejde. Herefter kan dens anbringende om, at faktureringspriserne ville have vaeret lavere, saafremt der ikke havde eksisteret et ulovligt samarbejde mellem producenterne, ikke tiltraedes.

223 Denne tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser er derfor ikke bevist.

224 De ovenfor anfoerte konstateringer aendres ikke af producenternes subjektive vurdering, som Kommissionen anvender som grundlag for at antage, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til en fortegnelse over dokumenter, som den fremlagde i retsmoedet. Selv om det antages, at Kommissionen kunne have underbygget sin opfattelse af, at prisinitiativerne havde succes, med dokumenter, der gav udtryk for visse producenters subjektive opfattelse, maa det konstateres, at flere virksomheder, bl.a. sagsoegeren, i retsmoedet med rette har henvist til talrige andre sagsakter, der viser producenternes problemer med at gennemfoere de aftalte prisforhoejelser. Henset hertil er Kommissionen henvisning til producenternes egne redegoerelser ikke tilstraekkelig til at begrunde den slutning, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.

225 Paa grundlag af det saaledes anfoerte er de af Kommissionen anfoerte virkninger af overtraedelsen kun delvist bevist. Retten vil tage stilling til betydningen af denne konstatering for boedespoergsmaalet, hvor Retten har fuld proevelsesret, i forbindelse med vurderingen af den konstaterede overtraedelses grovhed (jf. nedenfor, praemis 246).

Anbringendet om, at der ikke fandtes noget sanktionssystem, der skulle tvinge virksomhederne til at overholde de af kartellet opstillede regler

Parternes argumenter

226 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det forhold, at der ikke blev truffet nogen foranstaltninger - af oekonomisk eller moralsk karakter - for at tvinge virksomhederne til at foelge de annoncerede prisstigninger, boer medfoere en nedsaettelse af boeden. Kommissionens paastand om, at der fandtes et sanktionssystem, er forkert og stoettes ikke af beviser.

227 Ifoelge en erklaering af 22. marts 1993 afgivet af hr. Roos (som repraesenterede Feldmuehle under PWG's moeder og har afgivet erklaeringen paa sagsoegerens begaering) blev sagsoegeren ganske vist afkraevet en forklaring paa, hvorfor selskabet ikke optraadte kooperativt. Dette er imidlertid ikke nogen sanktion. Sagsoegeren aendrede ikke sin indstilling, og virksomhedernes adfaerd beroede paa deres egne frivillige beslutninger. Heller ikke i Stora's redegoerelser naevnes der noget sanktionssystem.

Rettens bemaerkninger

228 I modsaetning til hvad sagsoegeren goer gaeldende, paastaas det paa intet sted i beslutningen, at dennes adressater havde indfoert et »sanktionssystem« med henblik paa at tvinge virksomhederne til at overholde de af kartellet trufne beslutninger. Sagsoegeren har i oevrigt ikke praeciseret, hvilke af Kommissionens konstateringer i beslutningen der skulle vaere forkerte.

229 Endelig fremgaar det ikke af beslutningens betragtning 167-172, at der ved boedeudmaalingen blev taget hensyn til eventuelle sanktions- eller tvangsforanstaltninger.

230 Under disse omstaendigheder kan anbringendet ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at det generelle boedeniveau er for hoejt

Parternes argumenter

231 Sagsoegeren har henvist til, at det fremgaar af de oplysninger, der blev givet under pressekonferencen den 13. juli 1994 af det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, at de boeder paa 9%, der blev paalagt de paastaaede »hovedmaend« i kartellet, udgoer den maksimale boede eller saa godt som.

232 Den i det foreliggende tilfaelde konstaterede overtraedelse er imidlertid ikke den mest forkastelige overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Sagsoegeren har understreget, at der ikke var tale om nogen maengdetilpasning, at prisforhoejelserne ikke var resultatet af en aftale, men blot kom i stand ved en samordning mellem producenterne, at overtraedelserne ikke blev gennemtvunget ved hjaelp af et sanktionssystem, og at de hoejst havde meget begraensede virkninger paa markedet. Boeden boer ogsaa nedsaettes, fordi Fides' informationsudvekslingssystem blev anset for et element, der gjorde overtraedelsen saerlig forkastelig.

233 Desuden fejlbedoemte Kommissionen efter sagsoegerens opfattelse overtraedelsernes grovhed, idet den ikke tog hensyn til, at de fandt sted inden for rammerne af en brancheorganisation, der udfoerte lovlige opgaver.

234 Endelig antog Kommissionen med urette, at moederne i PG Paperboard var hemmelige. Der fandtes deltagerlister, og naar der ikke blev foert protokol, skyldes dette indholdet af droeftelserne under moederne. Det foelger i oevrigt af sagens natur, at der ikke foeres protokol i forbindelse med et samarbejde, der bl.a. omfatter droeftelser i konkurrencebegraensende oejemed.

235 Sagsoegeren har konkluderet, at den i det foreliggende tilfaelde konstaterede overtraedelse langt fra er lige saa grov som de karteller, Kommissionen tidligere har afsloeret (jf. bl.a. polypropylen-beslutningen).

236 Kommissionen er af den opfattelse, at overtraedelsens grovhed fuldt ud retfaerdiggoer boedernes stoerrelse. Den har henvist til, at det omhandlede kartel ikke blot omfattede aftaler om priser og om opdeling af markedet, men ogsaa foranstaltninger med henblik paa styring af kartonleverancerne og foranstaltninger, der fremmede gennemfoerelsen af prisinitiativerne og forhindrede en normal prisudvikling. Det er aabenlyst, at disse handlinger er ulovlige, idet aftaler om priser og om opdeling af markederne er udtrykkeligt forbudt ved traktatens artikel 85.

237 Sagsoegerens argument om, at PG Paperboard i det vaesentlige udfoerte opgaver, der er normale for en brancheorganisation, er hverken trovaerdigt eller underbygget. Det spiller i oevrigt ingen rolle, om PG Paperboard eventuelt ogsaa maatte have forfulgt lovlige maal.

238 En anden vigtig faktor ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed er kartellets hemmeligholdelsespraksis. Det er ganske vist typisk kendetegnende for ulovlige aftaler, at der ikke findes nogen notater, men de af PG Paperboard trufne foranstaltninger gaar langt ud over en traditionel hemmeligholdelse. Medlemmerne fik udtrykkelige instrukser om ikke at tage notater, hvilket Gruber & Weber's administrerende direktoer erkendte under hoeringen (protokollatet, s. 46). Endvidere forsoegte virksomhederne at skjule aftalernes eksistens ved i forbindelse med hvert enkelt prisinitiativ at aendre den raekkefoelge, hvori virksomhederne annoncerede de omhandlede prisforhoejelser (beslutningens betragtning 73).

239 Kommissionen har endelig anfoert, at der ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed ogsaa skal tages hensyn til de andre kriterier, der er naevnt i beslutningens betragtning 168.

Rettens bemaerkninger

240 Paa baggrund af Rettens bemaerkninger i forbindelse med undersoegelsen af sagsoegerens anbringender til stoette for paastanden om, at beslutningens artikel 1 annulleres helt eller delvis, maa sagsoegerens argumenter om, at der ikke skete maengdetilpasning og ikke fandtes prisaftaler, forkastes. Det samme gaelder argumentet om, at der ikke fandtes noget »sanktionssystem« (jf. ovenfor, praemis 228 og 229).

241 I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle boedeniveau under hensyn til overtraedelsens varighed (beslutningens betragtning 167) samt ud fra foelgende overvejelser (betragtning 168):

»- Hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder er efter selve deres beskaffenhed staerkt konkurrencebegraensende.

- Kartellet daekkede stort set hele Faellesskabets omraade.

- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der repraesenterer indtil 2,5 mia. ECU hvert aar.

- De virksomheder, der deltog i overtraedelsen, tegner sig for stort set hele markedet.

- Kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder.

- Der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.).

- Kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.«

242 Endvidere fremgaar det, som allerede naevnt, af Kommissionens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende.

243 Det understreges for det foerste, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 105-108, og ICI-dommen, a.st., praemis 385).

244 Kommissionen har for det andet med rette haevdet, at der som foelge af sagens saerlige omstaendigheder ikke kan foretages en umiddelbar sammenligning mellem det generelle boedeniveau i denne beslutning og det boedeniveau, Kommissionen har anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, herunder navnlig i polypropylen-beslutningen, som efter Kommissionens egen opfattelse er den, der bedst kan sammenlignes med den foreliggende sag. Til forskel fra polypropylen-beslutningen er der i den foreliggende sag generelt ikke taget hensyn til formildende omstaendigheder ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau. De forholdsregler, der blev truffet med henblik paa at skjule det ulovlige samarbejde, viser, at virksomhederne fuldt ud var vidende om, at deres adfaerd var ulovlig. Kommissionen kunne derfor tillaegge disse foranstaltninger betydning ved sin vurdering af overtraedelsens grovhed, idet de maa anses for en saerlig skaerpende omstaendighed ved overtraedelsen, der karakteriserer denne i forhold til de overtraedelser, som Kommissionen tidligere har fastslaaet.

245 Retten laegger for det tredje vaegt paa, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, var langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder polypropylen-beslutningen. Sagsoegerens argument om, at PG Paperboard udfoerte lovlige opgaver, er irrelevant, idet det er blevet fastslaaet, at brancheorganisationens organer, saerlig PWG og JMC, hovedsagelig havde et konkurrencebegraensende formaal.

246 Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anfoert i beslutningens betragtning 168, kan begrunde det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat. Retten har ganske vist fastslaaet, at virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som Kommissionen har taget i betragtning ved den generelle boedeudmaaling, kun delvis er bevist. Naar henses til de ovenfor anfoerte betragtninger, er dette forhold imidlertid ikke af vaesentlig betydning ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed. Den omstaendighed, at virksomhederne faktisk annoncerede de aftalte prisforhoejelser, og at de annoncerede priser dannede grundlag for fastsaettelsen af de individuelle faktureringspriser, er i sig selv tilstraekkelig til at fastslaa, at saavel formaalet med som virkningen af det ulovlige samarbejde om priser var at skabe en alvorlig konkurrencebegraensning. Retten, der har fuld proevelsesret, finder derfor ikke, at der er grundlag for en nedsaettelse af det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat, naar henses til de virkninger af overtraedelsen, der er konstateret.

247 Anbringendet kan derfor ikke tiltraedes.

Anbringendet om en fejlvurdering fra Kommissionens side af sagsoegerens deltagelse i kartellet

Parternes argumenter

248 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den boede, der er paalagt selskabet, er for hoej, idet Kommissionen har fejlbedoemt selskabets deltagelse i overtraedelsen.

249 For det foerste har Kommissionen ikke taget tilstraekkeligt hensyn til sagsoegerens begraensede deltagelse i moederne i PG Paperboard's forskellige organer.

250 Hvad angaar PWG ansaa Kommissionen med urette sagsoegeren for at have vaeret »medlem« heraf siden 1988 (beslutningens betragtning 170, tredje afsnit). En repraesentant for sagsoegeren deltog ganske vist tilsyneladende i et moede i PWG i februar/marts 1988, men han underrettede hverken selskabets ledelse om sin deltagelse i moedet eller om PWG's eksistens. Ledelsen fik foerst kendskab til PWG's eksistens paa PG Paperboard's generalforsamling i maj 1988 i Barcelona. De var blevet opfordret til at deltage i moedet i PWG, og de besluttede alene at overvaere dette moede, som fandt sted forud for moedet i PC, for at goere sig bekendt med indholdet af droeftelserne. Da moederne i det paagaeldende organ ikke havde nogen interesse for dem, deltog de ikke i flere moeder i 1988.

251 Foerst i maj 1989 begyndte sagsoegeren at deltage mere eller mindre regelmaessigt i PWG's moeder. Feldmuehle's repraesentant under PWG's moeder (hr. Roos) besoegte i perioden 1988-1989 to gange sagsoegerens ledelse for at overtale dem til at deltage regelmaessigt i moederne. Sagsoegerens beslutning om at deltage i moederne skyldes, at de store koncerner, der allerede kontrollerede markedet paa davaerende tidspunkt, kunne have startet en priskrig med henblik paa at fortraenge de smaa konkurrenter fra markedet. For at kunne bevare sin selvstaendighed besluttede sagsoegeren derfor at deltage i PWG's moeder, saaledes at selskabet kunne faa adgang til informationsudvekslingen mellem virksomhederne i PWG og JMC.

252 Sagsoegeren deltog kun i ni af de 21 moeder i PWG, som Kommissionen har godtgjort (beslutningens betragtning 39).

253 Hvad angaar de andre organer i PG Paperboard har sagsoegeren anfoert, at selskabet kun sporadisk eller slet ikke deltog i disses moeder. Det deltog saaledes fra marts 1988 til april 1991 i otte moeder i JMC og fra 1986 til 1991 i syv af de elleve moeder i PC, som Kommissionen har godtgjort, hvorimod det aldrig deltog i DOEU's moeder.

254 For det andet har Kommissionen ifoelge sagsoegeren ikke taget behoerigt hensyn til selskabets fuldstaendigt passive rolle i PG Paperboard's forskellige organer. Sagsoegeren har paa dette punkt henvist til hr. Roos' erklaering (jf. ovenfor, praemis 227), som bekraefter, at sagsoegeren foerst deltog i PWG's moeder efter at vaere blevet overtalt hertil af hr. Roos, og at selskabet spillede en passiv rolle, idet det navnlig ikke havde nogen andel i indgaaelsen af aftalerne. Hr. Roos' erklaering bekraefter ogsaa, at sagsoegeren spillede en passiv rolle i JMC og dér naermest blev betragtet som en genstridig og ikke saerlig samarbejdsvillig deltager.

255 Sagsoegeren har endelig anfoert, at selskabet ikke spillede nogen rolle i forbindelse med udvekslingen af oplysninger mellem PWG og PC.

256 Kommissionen har henvist til, at sagsoegeren har erkendt, at selskabet har deltaget i moeder i tre af PG Paperboard's fire organer. Paa mange af de moeder, som selskabet deltog i, informerede deltagerne hinanden om prisforhoejelser, kapaciteter, maengder og eventuelle produktionsstandsninger, idet de foretog samordninger i saa henseende. Desuden indrettede sagsoegeren sin adfaerd efter de andre virksomheders handlinger - i hvert fald med hensyn til prisforhoejelserne - og selskabet benyttede saaledes de erhvervede oplysninger til egen fordel.

257 Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren var medlem af PWG fra 1988 og deltog i naesten alle dette organs moeder fra 1989. PWG var det centrale organ i kartellet, hvor dettes strategier blev droeftet og fastlagt. Sagsoegerens deltagelse i dette organs moeder retfaerdiggoer den antagelse, at selskabet deltog i kartellet i et omfang, der laa over middel.

258 Paa baggrund af denne deltagelse fra sagsoegerens side i moederne i kartellets centrale organ og selskabets stilling som den naeststoerste tyske producent af GD-kvaliteter indtog Kommissionen med rette det standpunkt, at der burde paalaegges selskabet en stoerre boede - paa ca. 8% af dets omsaetning af karton inden for Faellesskabet i 1990 - end de virksomheder, der deltog i kartellet i gennemsnitligt omfang. Kommissionen tog imidlertid behoerigt hensyn til, at sagsoegeren ikke havde spillet en lige saa betydningsfuld rolle som de store industrikoncerner, idet den ikke paalagde selskabet en boede, der kan sammenlignes med dem, der blev paalagt »hovedmaendene« i kartellet.

259 Kommissionen har endelig anfoert, at sagsoegeren ikke boer faa held med sit forsoeg paa at bagatellisere sin rolle i kartellet under henvisning til hr. Roos' erklaering. Selv hvis det antages, at de andre deltagende virksomheder ansaa sagsoegeren for ikke at vaere saerlig samarbejdsvillig, aendrer dette ikke noget ved, at selskabet deltog i prisinitiativerne og saaledes bidrog til kartellets succes.

Rettens bemaerkninger

260 Som allerede naevnt, fremgaar det af Kommissionens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. Det fremgaar ogsaa af ovenstaaende, at der blev paalagt sagsoegeren en boede paa 8% af selskabets omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990, hvilket beloeb blev nedsat med en tredjedel, fordi selskabet i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa over for selskabet.

261 Med henblik paa vurderingen af, om dette boedeniveau er berettiget, skal det foerst konstateres, at sagsoegeren har anerkendt, at selskabet deltog i et moede i PWG i maj 1988 og deltog »mere eller mindre regelmaessigt« (»eine mehr oder weniger regelmaessige Teilnahme«) i dette organs moeder fra maj 1989. Sagsoegeren har endvidere tilkendegivet, at selskabet i forbindelse med dets advokats efterforskning har erfaret, at en tidligere direktoer »tilsyneladende deltog i et enkelt moede i PWG i februar/marts 1988« (»offenbar im Februar/Maerz 1988 an einer einzigen Sitzung der PWG teilgenommen hat«) uden at underrette ledelsen om sin deltagelse i moedet eller om PWG's eksistens. Det skal i denne forbindelse understreges, at Kommissionen ganske vist har anfoert, at sagsoegeren var »medlem« af PWG fra 1988 (beslutningens betragtning 170, tredje afsnit), men at den ikke har gjort gaeldende, at sagsoegeren deltog i andre moeder i PWG end dem, sagsoegeren selv har naevnt.

262 Det fremgaar af Rettens bemaerkninger til de anbringender, som sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for sin paastand om hel eller delvis annullation af beslutningens artikel 1, at Kommissionen har bevist karakteren af PWG's opgaver som anfoert i beslutningen.

263 Kommissionen har saaledes med foeje kunnet laegge til grund, at de virksomheder, herunder sagsoegeren, der deltog i organets moeder, maatte anses for »hovedmaend« i den konstaterede overtraedelse, og at de derfor maatte baere et saerligt ansvar (jf. beslutningens betragtning 170, foerste afsnit). Den betragtede imidlertid ikke sagsoegeren som en af »hovedmaendene« i den konstaterede overtraedelse, fordi selskabet ikke syntes at have spillet en lige saa betydningsfuld rolle i forbindelse med fastlaeggelsen af kartellets politik som de oevrige deltagere i dette organs moeder (beslutningens betragtning 170, tredje afsnit).

264 Kommissionen anlagde saaledes en korrekt vurdering af sagsoegerens rolle, idet den tog hensyn til, at sagsoegeren havde deltaget i moederne i PWG, hvor de vigtigste konkurrencebegraensende beslutninger blev truffet, og til, at selskabet havde spillet en mindre betydningsfuld rolle i forbindelse med fastlaeggelsen af kartellets politik. Kommissionen tog i denne forbindelse ligeledes behoerigt hensyn til de oplysninger vedroerende sagsoegerens rolle i kartellet, der er indeholdt i den af hr. Roos afgivne erklaering.

265 Under disse omstaendigheder kan sagsoegerens forklaring om, at selskabet kun deltog i PWG's moeder for at faa adgang til informationsudvekslingen mellem de i dette organ repraesenterede virksomheder, kun siges at bekraefte, at selskabet hovedsagelig deltog i konkurrencebegraensende oejemed.

266 Endelig bemaerkes, at Kommissionen i betragtning af sagsoegerens deltagelse i moederne i PWG, hvor de vigtigste konkurrencebegraensende beslutninger blev truffet, med rette ansaa den af sagsoegeren begaaede overtraedelse for at vaere grovere end den, der blev begaaet af de virksomheder, der blev betegnet som »almindelige medlemmer« af kartellet og ikke var repraesenteret i PWG.

267 Ud fra alle disse betragtninger kan det omhandlede anbringende ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at der ikke blev taget tilstraekkeligt hensyn til sagsoegerens samarbejde under proceduren

Parternes argumenter

268 Anbringendet omfatter tre led.

269 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen burde have taget hensyn til, at selskabet gav en aerlig og fuldstaendig besvarelse af Kommissionens begaering om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Eftersom Kommissionen ikke havde foretaget kontrolundersoegelser hos sagsoegeren, vidste denne ikke, at Kommissionen var kommet i besiddelse af dokumenter, der gav den grundlag for at konkludere, at der forelaa en grov overtraedelse af traktatens artikel 85. Desuden var sagsoegeren ikke bekendt med alle de faktiske omstaendigheder, Kommissionen havde konstateret, paa grund af selskabets begraensede deltagelse i PG Paperboard. Under disse omstaendigheder kunne selskabet ikke allerede paa dette tidspunkt samarbejde mere aktivt med Kommissionen.

270 Som det andet led i anbringendet har sagsoegeren anfoert, at det forhold, at selskabet straks efter de af Kommissionen den 23. april 1991 foretagne kontrolundersoegelser ophoerte med at deltage i moederne i PG Paperboard og i alle andre eventuelle ulovlige handlinger, efter retspraksis og Kommissionens praksis maa anses for en formildende omstaendighed (jf. bl.a. Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, praemis 146).

271 Som det tredje led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen i forbindelse med boedeudmaalingen ikke tog hensyn til selskabets aktive samarbejde, som bidrog til den hurtige afslutning af proceduren. Sagsoegeren blev foerst efter fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter bekendt med, at Kommissionen ansaa selskabet for at have gjort sig skyldig i en grov overtraedelse af traktatens artikel 85. Ved skrivelse af 23. marts 1993, dvs. foer udloebet af fristen for fremsendelse af bemaerkninger til meddelelsen af klagepunkter, erkendte sagsoegeren, at selskabet havde tilsidesat traktatens artikel 85 ved at have deltaget i droeftelser om prisforhoejelser og i en generel udveksling af synspunkter omkring fastholdelse af de solgte maengder. Denne erkendelse af en overtraedelse af traktatens artikel 85 blev fremsat helt frivilligt og fik aabenbart andre virksomheder til ligeledes at erkende overtraedelsen eller i hvert fald undlade at bestride kernen heri.

272 Sagsoegeren var den eneste virksomhed, der under hoeringen for Kommissionen udtrykkeligt tilkendegav, at den i det vaesentlige ikke bestred den af Kommissionen paastaaede overtraedelse. Den var ogsaa - bortset fra Cascades - den eneste virksomhed, der meddelte samtlige datoer for de moeder, den deltog i. Endelig var det sagsoegeren, der tilstillede Kommissionen hr. Roos' erklaering, som Kommissionen gentagne gange henviste til under hoeringen, og som der ogsaa indirekte henvises til i beslutningens betragtning 59, hvori det naevnes, at sagsoegeren var blevet kaldt til orden, fordi selskabet havde oeget sin markedsandel.

273 Da der ikke blev taget hensyn til dette aktive samarbejde, er sagsoegeren blevet forfordelt, navnlig i forhold til Stora. Stora samarbejdede foerst med Kommissionen efter de af denne gennemfoerte kontrolundersoegelser. Desuden havde Stora ikke alene kendskab til de belastende dokumenter, Kommissionen havde fundet hos Stora-koncernens virksomheder, men ogsaa til de dokumenter, der blev fundet hos andre virksomheder. Endelig fremgaar det af korrespondancen mellem Stora og Kommissionen (bilag 34-43 til meddelelsen af klagepunkter), at Stora ikke straks tilstod alt, idet Kommissionen tvaertimod maatte lokke de forskellige oplysninger ud af virksomheden. Under disse omstaendigheder burde sagsoegeren vaere blevet beloennet for sit samarbejde i samme omfang som Stora, dvs. med en boedenedsaettelse paa to tredjedele.

274 Kommissionen gav i oevrigt ikke de smaa producenter mulighed for at samarbejde paa et tidligt stadium, idet disse producenter hverken havde kendskab til Stora's samarbejde eller til de beviser, Kommissionen laa inde med.

275 Sagsoegeren har endelig anfoert, at selskabet som foelge af, at der ikke blev taget hensyn til de forhold, der godtgoer, at det samarbejdede aktivt med Kommissionen, ogsaa er blevet forfordelt i forhold til de andre virksomheder, der fik deres boeder nedsat med en tredjedel, fordi de ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold.

276 Kommissionen har erindret om, at sagsoegerens boede blev nedsat med en tredjedel, fordi selskabet ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold, der blev lagt vaegt paa i meddelelsen af klagepunkter (beslutningens betragtning 172). Der var ingen grund til at give sagsoegeren en stoerre nedsaettelse.

277 Det forhold, at sagsoegeren besvarede begaeringen om oplysninger aerligt og fuldstaendigt, kan ikke begrunde en boedenedsaettelse, da selskabet var retligt forpligtet til at handle saaledes.

278 Der kan ikke gives sagsoegeren medhold i, at selskabet ikke kunne samarbejde aktivt paa et tidligt stadium. Det stod tvaertimod sagsoegeren frit for at klarlaegge de faktiske omstaendigheder og saaledes bidrage aktivt til en hurtig afslutning af proceduren. I oevrigt overvurderer sagsoegeren vaerdien af hr. Roos' erklaering, som ikke blot bidrog til at klarlaegge de faktiske omstaendigheder, men ogsaa til at forsvare sagsoegeren.

279 Sagsoegeren er saaledes ikke blevet forfordelt i forhold til Stora. Stora samarbejdede spontant og bidrog aktivt og vaesentligt til klarlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder i sit svar paa begaeringerne om oplysninger af 30. august og 23. oktober 1991. Sagsoegeren anerkendte derimod foerst ved en skrivelse af 23. marts 1993, dvs. efter meddelelsen af klagepunkter, at selskabet muligvis havde deltaget i en overtraedelse af konkurrencereglerne. Sagsoegerens samarbejde begraensede sig ogsaa paa dette stadium til, at selskabet ikke bestred de vaesentligste klagepunkter, der var rejst i forhold til det. En saadan handlemaade, som allerede er blevet beloennet med en boedenedsaettelse paa en tredjedel, kan ikke betragtes som et aktivt samarbejde.

Rettens bemaerkninger

280 Sagsoegeren fik sin boede nedsat med en tredjedel, fordi selskabet i henhold til beslutningen i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa over for selskabet.

281 Der er kun grundlag for en boedenedsaettelse for samarbejde under den administrative procedure for Kommissionen, hvis den paagaeldende adfaerd har gjort det lettere for Kommissionen at konstatere og bringe en overtraedelse til ophoer (dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393). Foelgelig kan en virksomhed, der under den administrative procedure udtrykkeligt erklaerer, at den ikke bestrider de faktiske forhold, som Kommissionen laegger vaegt paa over for den, antages at have bidraget til at lette Kommissionens opgave med hensyn til konstatering og bekaempelse af overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler. Kommissionen har nemlig adgang til at betragte en saadan adfaerd som udtryk for en vedgaaelse af de faktiske forhold og dermed som et bevis for rigtigheden af de anfoerte paastande.

282 I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren ikke godtgjort, at selskabet har samarbejdet med Kommissionen i et omfang, der gaar ud over en vedgaaelse af de faktiske forhold, Kommissionen lagde til grund.

283 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at selskabet gav en aerlig og fuldstaendig besvarelse af den begaering om oplysninger, Kommissionen fremsatte over for selskabet i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at et samarbejde ved undersoegelsen, der ikke gaar ud over de forpligtelser, der paahviler virksomhederne i henhold til artikel 11, stk. 4 og 5, i forordning nr. 17, ikke kan begrunde en boedenedsaettelse (jf. f.eks. Rettens dom af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, praemis 341 og 342). I oevrigt kunne sagsoegeren, som deltog i overtraedelsen fra marts 1988 og saaledes var bekendt med PWG's og JMC's opgaver, meget vel - i lighed med Stora - have samarbejdet mere aktivt med Kommissionen, end det var tilfaeldet, hvilket ville have begrundet en stoerre boedenedsaettelse. Det foelger heraf, at sagsoegerens argument om, at selskabet paa davaerende tidspunkt ikke havde de fornoedne oplysninger til at kunne hjaelpe Kommissionen aktivt, maa forkastes.

284 For saa vidt angaar anbringendets andet led, som gaar ud paa, at sagsoegeren straks efter de af Kommissionen den 23. april 1991 foretagne kontrolundersoegelser (jf. ovenfor, praemis 8) ophoerte med at deltage i PG Paperboard's moeder og i alle andre eventuelle ulovlige handlinger, skal der erindres om, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en raekke forhold, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (jf. ovenfor, praemis 183). Ogsaa selv om det i princippet kan betragtes som en formildende omstaendighed ved bedoemmelsen af grovheden af en af en virksomhed begaaet overtraedelse, at overtraedelsen bringes til ophoer inden fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter, var Kommissionen saaledes ikke forpligtet til at anlaegge en saadan vurdering under de saerlige omstaendigheder i naervaerende sag. Da sagsoegeren intet har fremfoert, der kan godtgoere, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde har overskredet graenserne for det skoen, den raader over, naar den skal afgoere, hvilke kriterier der skal tages hensyn til ved boedeudmaalingen, kan anbringendets andet led ikke tiltraedes.

285 Anbringendets tredje led om, at sagsoegeren samarbejdede aktivt med Kommissionen, kan heller ikke tiltraedes.

286 Sagsoegeren goer gaeldende, at selskabet gav fuldstaendige oplysninger om sin deltagelse i moederne i PG Paperboard's forskellige organer. Desuden tilkendegav det under hoeringen for Kommissionen udtrykkeligt, at det ikke bestred de vaesentligste faktiske forhold, der blev lagt vaegt paa over for selskabet. Et saadant samarbejde med Kommissionen kunne imidlertid ikke retfaerdiggoere en stoerre boedenedsaettelse end den nedsaettelse med en tredjedel, der blev givet selskabet. Hr. Roos' erklaering, som sagsoegeren tilstillede Kommissionen sammen med sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, indeholder intet, der har kunnet lette Kommissionens opgave maerkbart. Det skal i denne forbindelse blot bemaerkes, at der i beslutningen kun et enkelt sted - i oevrigt indirekte - henvises til oplysningerne i den naevnte erklaering (betragtning 59, sidste afsnit).

287 For saa vidt som sagsoegeren goer gaeldende, at selskabet er blevet diskrimineret i forhold til Stora, bemaerkes, at ligebehandlingsprincippet, som er blandt faellesskabsrettens grundlaeggende principper, efter fast retspraksis kun kan antages at vaere tilsidesat, saafremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet (Domstolens dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, praemis 28, og af 28.6.1990, sag C-174/89, Hoche, Sml. I, s. 2681, praemis 25, samt, i samme retning, Rettens dom af 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 275, praemis 50).

288 Stora har afgivet redegoerelser til Kommissionen, der indeholder en meget noeje beskrivelse af overtraedelsens art og genstand, de forskellige organers opgaver i PG Paperboard og de enkelte producenters medvirken i overtraedelsen. Med disse redegoerelser har Stora givet oplysninger, der gaar langt ud over, hvad Kommissionen kunne have kraevet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Selv om Kommissionen i beslutningen har erklaeret at have beviser, der bekraefter oplysningerne i Stora's redegoerelser (beslutningens betragtning 112 og 113), fremgaar det klart, at Stora's redegoerelser efter Kommissionens opfattelse er det vigtigste bevis for overtraedelsen. Uden disse redegoerelser havde Kommissionen i hvert fald haft langt stoerre vanskeligheder ved at konstatere den overtraedelse, som er genstand for beslutningen, og at bringe den til ophoer. Paa denne baggrund kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at selskabets boede i medfoer af ligebehandlingsprincippet burde vaere nedsat i samme omfang som Stora's.

289 Da sagsoegerens samarbejde med Kommissionen ikke gik ud over en anerkendelse af de faktiske forhold, der blev lagt vaegt paa over for selskabet, er dette heller ikke blevet diskrimineret i forhold til de andre virksomheder, der fik deres boeder nedsat med en tredjedel.

290 Ud fra disse betragtninger maa anbringendet i det hele forkastes.

Anbringendet om, at sagsoegerens boede er for hoej i forhold til Kommissionens tidligere praksis

291 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen i henhold til sine egne udtalelser (Trettende beretning om konkurrencepolitikken, punkt 64) skal tage hensyn til proportionalitetsprincippet ved boedeudmaalingen. Den boede, der blev paalagt sagsoegeren, er imidlertid for hoej i forhold til Kommissionens tidligere praksis.

292 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen kun givet boeder paa 3 mio. ECU til virksomheder med en omsaetning paa flere milliarder ECU. Desuden er saadanne boeder for det meste blevet paalagt for gentagne overtraedelser.

293 Retten har allerede fastslaaet, at det af Kommissionen fastlagte generelle boedeniveau var berettiget, selv i forhold til Kommissionens tidligere praksis (jf. ovenfor, praemis 240 ff.). Det er ogsaa blevet fastslaaet, at Kommissionen vurderede sagsoegerens rolle i forbindelse med overtraedelsen korrekt (jf. ovenfor, praemis 260 ff.).

294 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at der ikke blev taget hensyn til, at sagsoegeren kun fremstiller ét produkt, og til selskabets begraensede konkurrenceevne

Parternes argumenter

295 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen ved boedeudmaalingen skal tage udgangspunkt i den enkelte virksomheds samlede omsaetning, der giver et indtryk af virksomhedens stoerrelse og oekonomiske styrke (dommen i sagen Dunlop Slazenger mod Kommissionen, a.st., praemis 160). I sin dom af 14. juli 1994 i sagen Parker Pen mod Kommissionen (sag T-77/92, Sml. II, s. 549, praemis 94) fastslog Retten, at Kommissionen ikke kan fastsaette boeden alene paa grundlag af omsaetningen vedroerende de produkter, som er omfattet af overtraedelsen (jf. ogsaa dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 121).

296 I det foreliggende tilfaelde tog Kommissionen imidlertid udelukkende hensyn til omsaetningen vedroerende de produkter, der er omfattet af overtraedelsen. En virksomhed, der som sagsoegeren i det vaesentlige opnaar sin omsaetning med et produkt, der er omfattet af overtraedelsen, bliver herved diskrimineret i forhold til de virksomheder, der ogsaa fremstiller andre produkter. Sagsoegerens boede beloeber sig saaledes til en forholdsvis stor del af selskabets samlede omsaetning, hvorimod eksempelvis Stora's boede kun udgoer en ubetydelig del af den samlede omsaetning. Sagsoegeren rammes dermed langt haardere af boeden, selv i forhold til virksomheder, der har gjort sig skyldige i en vaesentlig grovere overtraedelse.

297 Sagsoegeren har endelig anfoert, at den urimeligt hoeje boede vil goere alvorligt indgreb i selskabets muligheder for at foretage investeringer i mange aar og dermed oege risikoen for, at det bliver overtaget af en af de store virksomheder paa markedet.

298 Kommissionen har gjort gaeldende, at det forhold, at sagsoegeren kun fremstiller et enkelt produkt, har medfoert, at selskabet har haft saerlig fordel af kartellet, som beroerte dets samlede kartonproduktion. Boeden blev derfor med rette fastsat paa grundlag af selskabets omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked. I oevrigt var sagsoegerens samlede omsaetning i 1990 ca. 11 mio. ECU hoejere end den omsaetning, boeden blev beregnet paa grundlag af.

Rettens bemaerkninger

299 Som allerede naevnt, skal overtraedelsernes grovhed fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (jf. ovenfor, praemis 183).

300 Der kan efter omstaendighederne bl.a. tages hensyn til antallet og vaerdien af de varer, som overtraedelsen omfatter, samt virksomhedens stoerrelse og dens oekonomiske styrke og dermed den indflydelse, den kunne oeve paa markedet. Foelgelig er det rimeligt, at Kommissionen ved fastsaettelsen af boeden baade tager hensyn til virksomhedens samlede omsaetning, som giver et - om end omtrentligt og ufuldstaendigt - indtryk af virksomhedens stoerrelse og oekonomiske styrke, og til den del af omsaetningen, som vedroerer de varer, som er genstand for overtraedelsen, og som dermed kan give et indtryk af omfanget af overtraedelsen (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 120 og 121).

301 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen som udgangspunkt skal beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode (samme dom, praemis 122). Kommissionen kan derfor ikke kritiseres for, at den ved fastsaettelsen af boederne i det foreliggende tilfaelde konsekvent baserede sig paa den omsaetning, de enkelte virksomheder opnaaede paa Faellesskabets kartonmarked i 1990 udelukkende ved salg af de varer, der er omfattet af overtraedelsen.

302 Under disse omstaendigheder kan sagsoegeren ikke goere gaeldende, at den af Kommissionen anvendte metode havde negative konsekvenser for selskabet, isaer da selskabet ikke har bestridt Kommissionens paastand om, at dets samlede omsaetning i 1990 var hoejere end den, Kommissionen lagde til grund.

303 Dette anbringende kan derfor heller ikke tiltraedes.

304 Det foelger af ovenstaaende betragtninger, at beslutningens artikel 1 boer annulleres i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som det fastslaas i bestemmelsen, at sagsoegeren deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, inden marts 1988. Endvidere boer beslutningens artikel 2 annulleres delvis i forhold til sagsoegeren.

305 For saa vidt angaar boedens stoerrelse boer der tages hensyn til, at sagsoegeren kun kan goeres ansvarlig for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra marts 1988 til april 1991.

306 Da ingen af de oevrige anbringender, som sagsoegeren har gjort gaeldende til stoette for sin paastand om annullation eller nedsaettelse af boeden, har kunnet tiltraedes, finder Retten, der har fuld proevelsesret, at boeden boer fastsaettes til 2 500 000 ECU.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

307 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun til dels har faaet medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstaendigheder, at hver part boer baere sine egne omkostninger.

308 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder udgifterne i forbindelse med etablering af en bankgaranti. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at de udgifter, der er afholdt i forbindelse med etablering af en bankgaranti med henblik paa at forhindre en tvangsfuldbyrdelse af beslutningen, ikke udgoer udgifter, der er afholdt med henblik paa sagens behandling, som omhandlet i procesreglementets artikel 91, litra b) (jf. Domstolens kendelse af 20.11.1987, sag 183/83, Krupp mod Kommissionen, Sml. s. 4611, praemis 10, og dommen i sagen Parker Pen mod Kommissionen, a.st., praemis 101).

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Artikel 1 i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren, for saa vidt som tidspunktet for begyndelsen af den overtraedelse, der laegges sagsoegeren til last, blev fastsat til at ligge forud for marts 1988.

2) Artikel 2, stk. 1-4, i beslutning 94/601 annulleres i forhold til sagsoegeren, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

3) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i beslutning 94/601, fastsaettes til 2 500 000 ECU.

4) I oevrigt frifindes Kommissionen.

5) Hver part baerer sine egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy