EUR-Lex -  61994TJ0334 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 14. maj 1998. - Sarrió SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Konkurrence - EF-traktatens artikel 85, stk. 1 - Begrebet en enkelt overtrædelse - Udveksling af oplysninger - Påbud - Bøde - Bødeudmåling - Beregningsmetode - Begrundelse - Formildende omstændigheder. - Sag T-334/94.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Konkurrence - administrativ procedure - overholdelse af retten til kontradiktion - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 17, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 2 og 4)

2 Konkurrence - karteller - deltagelse i moeder med andre virksomheder med et konkurrencebegraensende formaal - i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3 Konkurrence - karteller - medvirken ved oprettelsen af og deltagelse i moeder i et organ, der har et konkurrencebegraensende formaal, som er kendt og godkendt af de virksomheder, der har taget initiativ til organets oprettelse - grundlag for at fastslaa, at virksomheden deltog i den efterfoelgende aftale

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4 Konkurrence - karteller - aftaler og former for samordnet praksis, der udgoer en enkelt overtraedelse - virksomheder, der kan anses for ansvarlige for overtraedelsen bestaaende i en deltagelse i et kartel i sin helhed - kriterier

(EF-traktaten, art. 85, stk. 1)

5 Konkurrence - administrativ procedure - standsning af overtraedelser - byrder, som paalaegges virksomhederne - proportionalitet - kriterier

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

6 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - forsoeg paa at skjule kartellet - bevis som foelge af, at der ikke findes notater vedroerende de i kartellet deltagende virksomheders moeder

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

7 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

8 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning, hvorved der paalaegges flere virksomheder boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 15)

9 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - den relevante omsaetning - omsaetning meddelt Kommissionen som svar paa en begaering om oplysninger

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

10 Konkurrence - boeder - stoerrelse - beregningsmetoder - omregning til ecu af virksomhedernes omsaetning i referenceaaret paa grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i samme aar - tilladt

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

Sammendrag

1 Det fremgaar af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, sammenholdt med artikel 2 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63, at Kommissionen skal give meddelelse om de klagepunkter, den goer gaeldende mod de beroerte virksomheder og sammenslutninger, og at den i sine beslutninger kun kan tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig. Paa tilsvarende maade kraever retten til kontradiktion i en procedure, der kan medfoere sanktioner, at de paagaeldende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder under den administrative procedure skal saettes i stand til at tage stilling til, om de faktiske forhold, klagepunkter og andre omstaendigheder, som Kommissionen paaberaaber sig, virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har.

2 Den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder med et klart konkurrencebegraensende formaal, som den har deltaget i, kan ikke fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold. Selv om det antages, at en saadan virksomheds adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade virksomhedens ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

3 Det forhold, at en virksomhed har medvirket ved oprettelsen af og deltaget i moeder i et organ, hvis konkurrencebegraensende formaal - der navnlig bestod i droeftelser af fremtidige prisforhoejelser - var kendt og godkendt af de virksomheder, der tog initiativ til dets oprettelse, er en tilstraekkelig begrundelse for at anse virksomheden for ansvarlig for et ulovligt samarbejde om priser.

4 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at virksomheden kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.

5 Anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 vil ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig, men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden. I det omfang anvendelsen af bestemmelsen skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.

Betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 er ikke opfyldt, naar der er tale om et forbud, der skal forhindre, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, hvis det ikke fremgaar af beslutningen, at Kommissionen har anset den paagaeldende udveksling som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke i sig selv medfoerer, at det er i strid med den naevnte bestemmelse, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

6 Det forhold, at de virksomheder, der har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, tilrettelagde annonceringen af de samordnede prisforhoejelser og blev opfordret til ikke at tage notater paa moederne herom, beviser, at de havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, og at de traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Kommissionen kan betragte saadanne foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.

Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende de naevnte moeder, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.

7 Stoerrelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler fastsaettes ud fra overtraedelsens grovhed og varighed. Overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.

Desuden kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.

8 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel.

Endelig skal begrundelsen for en beslutning findes i selve beslutningens tekst, og efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen kan ikke tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder.

Naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

9 Ved beregningen af boeder for overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler er Kommissionen berettiget til at basere sig paa den omsaetning, den beroerte virksomhed har oplyst som svar paa en begaering om oplysninger, i stedet for en korrigeret omsaetning, som er blevet meddelt Kommissionen senere. En virksomhed, som under den administrative procedure for Kommissionen berigtiger oplysninger om stoerrelsen af den omsaetning, der tidligere er blevet meddelt til Kommissionen som svar paa dennes begaering om oplysninger, skal detaljeret redegoere for, hvorfor de oprindeligt fremsendte oplysninger ikke kan laegges til grund under den resterende del af proceduren.

10 Naar Kommissionen paalaegger flere virksomheder boeder for overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler, er der intet til hinder for, at den udtrykker boeden i den monetaere enhed ecu, der er konvertibel til national valuta. Dette giver i oevrigt virksomhederne mulighed for lettere at sammenligne de paalagte boeder. Muligheden for at omveksle ecu til national valuta adskiller denne monetaere enhed fra de »regningsenheder«, der er naevnt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og som ikke er et betalingsmiddel, hvorfor boeden noedvendigvis skal fastsaettes i national valuta.

Kommissionen kan ved beregningen af boeden anvende en metode, der bestaar i at omregne de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret til ecu paa grundlag af de gennemsnitlige vekselkurser i samme aar og ikke paa grundlag af vekselkursen paa datoen for beslutningens vedtagelse.

Kommissionen skal nemlig som udgangspunkt beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode. En sammenligning mellem de omsaetninger, der er blevet meddelt udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed, saasom ecu, hvis vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne.

Dels giver Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret, dvs. det seneste hele aar i overtraedelsesperioden, den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, den enkelte virksomhed har begaaet. Dels giver omregning af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver saaledes mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelger af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun en logisk foelge af aendringer i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

Parter

I sag T-334/94,

Sarrió SA, Pamplona (Spanien), ved advokaterne Antonio Creus Carreras, Barcelona, Alberto Mazzoni, Milano, Antonio Tizzano og Gian Michele Roberti, Napoli, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alain Lorang, 51, rue Albert 1er,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og advokat Alberto Dal Ferro, Vicenza, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.

3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.

4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.

5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.

6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.

7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.

8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.

10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.

12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:

»Artikel 1

Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse

- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990

- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991

- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990

- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991

i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF

- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta

- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF

- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden

- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger

- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.

...

Artikel 3

Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:

...

xv) Sarrió SpA, en boede paa 15 500 000 ECU

...«

13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.

14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).

15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.

16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.

17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.

18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.

19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.

20 Sagsoegeren, Sarrió SA (herefter »Sarrió«), opstod ved en fusion, der fandt sted i 1990, mellem kartondivisionen hos den stoerste italienske producent, Saffa, og den spanske producent Sarrió (beslutningens betragtning 11). I 1991 erhvervede Sarrió endvidere den spanske producent Prat Carton (a.st.).

21 Sarrió blev anset som ansvarlig for Prat Carton's deltagelse i kartellet i hele det tidsrum, deltagelsen varede (beslutningens betragtning 154).

22 Sarrió fremstiller hovedsagelig GD-kvaliteter, men har tillige produktion af GC-kvaliteter.

Retsforhandlinger

23 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. oktober 1994.

24 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).

25 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

26 Fire finske virksomheder, der er medlemmer af sammenslutningen Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt Finnboard, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).

27 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

28 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.

29 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i naervaerende sag har fremsat, til foelge.

30 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

31 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.

32 Parterne i de i praemis 28 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.

Parternes paastande

33 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres.

- Subsidiaert: Beslutningens artikel 2 annulleres tillige med artikel 3, i det omfang der herved paalaegges sagsoegeren en boede paa 15 500 000 ECU.

- Mere subsidiaert: Boeden nedsaettes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

34 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Paastanden om annullation af beslutningen

A - Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Parternes argumenter

35 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at retten til kontradiktion er tilsidesat, idet Kommissionen (i beslutningens betragtning 79) har anset et dokument, som blev fundet hos Finnboard (UK) Ltd i forbindelse med de kontrolundersoegelser, der fandt sted i april 1991 (herefter »Finnboard-prislisten«), som bevis for overtraedelsen. Sagsoegeren har henvist til, at dokumentet foerst blev fremsendt til virksomheden den 28. april 1994, dvs. en rum tid efter at sagsoegeren havde svaret paa meddelelsen af klagepunkter og efter den mundtlige hoering for Kommissionen. Denne ugrundede forsinkelse havde afskaaret sagsoegeren fra at fremfoere sin opfattelse af dokumentets egentlige betydning, den sammenhaeng, hvori det var blevet til, samt Kommissionens konklusioner (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461). Dokumentets fremsendelse den 28. april 1994 havde ikke afhjulpet denne mangel.

36 Kommissionen har heroverfor anfoert, at dokumentet blev fremsendt til Sarrió tillige med en skrivelse af 28. april 1994, hvoraf dokumentets indhold og de konklusioner, som Kommissionen havde draget, udfoerligt fremgik. Det fremgik endvidere af skrivelsen af 28. april 1994, at sagsoegeren havde mulighed for at fremsaette eventuelle bemaerkninger skriftligt, saaledes at selskabet i tide kunne have udtalt sig om dokumentets bevisvaerdi (jf. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-4/89, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 1523, praemis 36).

Rettens bemaerkninger

37 Kommissionen fandt Finnboard-prislisten under sin kontrolundersoegelse paa Finnboard (UK) Ltd's kontorer i april 1991, og den blev meddelt sagsoegeren tillige med en forklarende skrivelse 16 maaneder efter meddelelsen af klagepunkter.

38 Ifoelge Rettens praksis fremgaar det af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, sammenholdt med artikel 2 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), at Kommissionen skal give meddelelse om de klagepunkter, den goer gaeldende mod de beroerte virksomheder og sammenslutninger, og at den i sine beslutninger kun kan tage saadanne klagepunkter i betragtning, om hvilke disse har haft lejlighed til at udtale sig (dom af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s 49, praemis 47).

39 Paa tilsvarende maade kraever retten til kontradiktion i en procedure, der kan medfoere sanktioner som den omtvistede, at de paagaeldende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder under den administrative procedure skal saettes i stand til at tage stilling til, om de faktiske forhold, klagepunkter og andre omstaendigheder, som Kommissionen paaberaaber sig, virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har (dommen i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, a.st., praemis 11, og Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 39).

40 I den foreliggende sag blev der ikke ved fremsendelsen af det paagaeldende dokument fremfoert nye klagepunkter i forhold til meddelelsen af klagepunkter. Det fremgaar saaledes klart af foelgeskrivelsen til Finnboard-prislisten, at denne alene er et yderligere bevis for en faelles plan om prisfastsaettelse, hvilket udgoer et klagepunkt, som allerede klart er naevnt i meddelelsen af klagepunkter.

41 Ifoelge foelgeskrivelsen til dokumentet har sagsoegeren under alle omstaendigheder udtrykkeligt faaet oplysning om muligheden for under den administrative procedure, og inden ti dage, at fremsaette sine bemaerkninger til dette bevis. Under disse omstaendigheder har Kommissionen ikke afskaaret sagsoegeren fra i tide at udtale sig om dokumentets bevisvaerdi (Domstolens dom i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, a.st., praemis 11, og dom af 25.10.1983, sag 107/83, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 27).

42 Det foelger heraf, at anbringendet ikke kan tiltraedes.

B - Realiteten

Anbringendet om, at faktureringspriserne ikke var genstand for samordning, og om, at begrundelseskravene var tilsidesat

Parternes argumenter

43 Sagsoegeren har vedgaaet at have deltaget i en samordning af de annoncerede priser, men har bestridt, at samordningen ogsaa vedroerte faktureringspriserne. Foruden de dokumenter, der er fremlagt som bilag til sagsoegerens skriftlige indlaeg, og som viser, at faktureringspriserne ikke fulgte de annoncerede priser, har sagsoegeren henvist til de enkelte kunders forhandlingsposition, udviklingen i efterspoergslen og produktionsomkostningerne samt de saerlige forhold, der gaelder for kartonmarkedet, bl.a. regelmaessig annoncering af prisstigninger og en hoej grad af gennemskuelighed.

44 Ifoelge sagsoegeren har Kommissionen ikke klart givet udtryk for, om det goeres gaeldende, at der var tale om samordning ikke blot af de annoncerede priser, men ogsaa af faktureringspriserne. I modsaetning til hvad Kommissionen haevder, er en sondring mellem disse to former for samordning af afgoerende betydning som foelge af deres forskellige virkninger (jf. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307). Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at den usikkerhed, der hersker med hensyn til, hvad der er genstand for samordningen, i sig selv er en overtraedelse af de krav, der stilles til begrundelsen og klarheden med hensyn til beslutninger, der fastslaar, at konkurrencereglerne er overtraadt. Denne mangel er saaledes et alvorligt indgreb i sagsoegerens retmaessige adgang til kontradiktion.

45 Ifoelge Kommissionen er det uforstaaeligt, at sagsoegeren paa samme tid erkender at have deltaget i en samordning af priser og goer gaeldende, at de prisforhoejelser, der fandt sted, ikke var en foelge af samordningen. Kommissionen har navnlig gjort gaeldende, at beslutningen (jf. betragtning 72-102) henviser til saavel de dokumenter, der beviser samordningen af de enkelte forhoejelser, der var annonceret i medfoer af kartellet, som de dokumenter, hvorved de enkelte producenter faktisk meddelte den paagaeldende forhoejelse.

46 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at en sondring mellem en samordning af annoncerede priser og en samordning af faktureringspriserne ikke er relevant i den foreliggende sag. Den samordning, der fandt sted inden for PWG og JMC, vedroerte ikke blot de annoncerede priser, men ligeledes beslutningerne om de periodiske prisforhoejelser for de enkelte produkter og en samtidig indfoerelse af disse i hele Faellesskabet (jf. det bevismateriale, der er naevnt i beslutningens betragtning 74-90, 92 og 94, 95 og 96).

47 Naar endvidere henses til de beviser, der foreligger for en samordning inden for de udvalg, som sagsoegeren deltog i, kan det ikke haevdes, at de annoncerede priser ikke fjernede den enkelte virksomheds usikkerhed med hensyn til konkurrenternes adfaerd, og at sagsoegeren gennemfoerte prisforhoejelser uafhaengigt af denne samordning (jf. Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, praemis 122 og 123).

Rettens bemaerkninger

48 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de heri naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i Faellesskabet bl.a. »naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta« og »planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF«.

49 Sagsoegeren har erkendt sin deltagelse i fire af PG Paperboard's organer og har hverken i sine skriftlige indlaeg eller i sine svar paa Rettens spoergsmaal under retsmoedet bestridt, at virksomheden siden 1988 havde deltaget i en samordning af de annoncerede priser.

50 Inden Retten tager stilling til sagsoegerens argument om, at samordningen ikke vedroerte faktureringspriserne, skal det undersoeges, om Kommissionen i sin beslutning faktisk antager, at samordningen vedroerte faktureringspriserne.

51 I denne henseende bemaerkes for det foerste, at det paa ingen maade i beslutningens artikel 1 er praeciseret, hvilken pris der har vaeret genstand for samordnede forhoejelser.

52 For det andet fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have antaget, at producenterne havde fastsat eller havde haft til hensigt at fastsaette ensartede faktureringspriser. Det fremgaar navnlig af beslutningens betragtning 101 og 102 vedroerende »de samordnede prisinitiativers betydning for prisniveauet«, at Kommissionen antog, at prisinitiativerne vedroerte listepriserne og skulle foere til en forhoejelse af faktureringspriserne. Det hedder bl.a.: »Selv om alle producenterne havde holdt fast ved beslutningen om at indfoere den fulde prisforhoejelse, betoed kundernes mulighed for at skifte over til en billigere materialekvalitet eller -type, at en leverandoer kunne blive noedt til at goere nogle indroemmelser over for sine faste kunder med hensyn til tidspunktet for forhoejelsens ikrafttraeden eller tilbyde yderligere fordele i form af maengderabat for at faa kunden til at acceptere hele grundprisforhoejelsen. Det ville derfor uundgaaeligt tage noget tid, foer en forhoejelse af grundprisen slog igennem« (betragtning 101, sjette afsnit).

53 Det fremgaar saaledes af beslutningen, at det var Kommissionens opfattelse, at formaalet med det ulovlige samarbejde om priser mellem producenterne var, at de samordnede forhoejelser af de annoncerede priser skulle foere til en forhoejelse af faktureringspriserne. Det fremgaar af beslutningens betragtning 101, stk. 1, at »producenterne ikke [noejedes] med at annoncere de aftalte prisforhoejelser, men tog ogsaa, med faa undtagelser, strenge forholdsregler for at sikre, at forhoejelserne blev haandhaevet over for kunderne«. Omstaendighederne i den foreliggende sag adskiller sig foelgelig fra dem, Domstolen undersoegte i Ahlstroem Osakeyhtioe-sagen, idet Kommissionen til forskel fra den beslutning, der laa til grund for denne sag, ikke i den foreliggende beslutning har gjort gaeldende, at virksomhederne har aftalt faktureringspriserne direkte.

54 Denne analyse af beslutningen bekraeftes af de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt.

55 Bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter indeholder specielt et referat af et moede i JMC den 16. oktober 1989, hvori det bl.a. hedder:

»d) Holland

...

Betydelige problemer med hensyn til de store aftagere, navnlig Imca, som Cascades og Van Duffel endnu tilbyder vanvittige priser, hvilket skaber problemer for KNP og finnerne.

...

f) Belgien

En tilsvarende situation som i Holland. Finnboard havde videregivet prisforhoejelsen over for Van Genechten, men var blevet noedt til at holde endnu et moede med denne som foelge af de indroemmelser, der var blevet gjort i Belgien (af Cascades). Der skal fortsat vises fasthed, og det forventes af Beghin, Cascades og KNP, at de goer det samme.

...

h) Italien

Saffa har meget store problemer med Kopparfors', Finnboard's og Cascades' importpriser.

Saffa's leverancer er faldet betydeligt, indfoerslerne er steget betydeligt.

Saffa opfordrer indtraengende importoererne til ubetinget at overholde de udsendte prisanvisninger.«

56 Dette dokument viser klart, at selv om producenterne generelt accepterede, at virksomhederne hver isaer forhandlede faktureringspriserne med kunderne, forventede de enkelte producenter, bl.a. sagsoegeren, der udtrykkeligt er naevnt i bilaget, at konkurrenterne anvendte faktureringspriser, der var i overensstemmelse med de priser, der var aftalt, saaledes at individuelle forhandlinger i det mindste ikke skulle vaere til hinder for, at de aftalte forhoejelser af listepriserne slog igennem.

57 Sagsoegeren har endvidere under retsmoedet erkendt, at de annoncerede priser tjente som foerste grundlag for forhandlinger med kunderne om faktureringspriser, hvilket bekraefter, at maalet i sidste ende var at opnaa en forhoejelse af faktureringspriserne. I denne forbindelse er det tilstraekkeligt at fremhaeve, at fastsaettelsen af ensartede listepriser, som producenterne har aftalt, er helt irrelevante, saafremt de i realiteten er uden betydning for faktureringspriserne.

58 For saa vidt angaar sagsoegerens argument, ifoelge hvilket uvisheden om, hvad der var genstand for samordningen, i sig selv maatte anses for en tilsidesaettelse af begrundelseskravene, bemaerkes, at det paa ingen maade i beslutningens artikel 1 er praeciseret, hvilken pris det ulovlige samarbejde vedroerte.

59 I overensstemmelse med fast retspraksis skal beslutningens konklusion i en saadan situation laeses i sammenhaeng med dens begrundelse (jf. f.eks. Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 122, 123 og 124).

60 Det fremgaar af det allerede anfoerte, at Kommissionen i fornoedent omfang i beslutningens betragtninger har redegjort for, at det ulovlige samarbejde vedroerte listepriser, og at den havde til formaal at opnaa en forhoejelse af faktureringspriserne.

61 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

Anbringendet om, at der ikke var tale om deltagelse i et kartel med henblik paa fastfrysning af markedsandele og kontrol med udbuddet

Parternes argumenter

62 Anbringendet omfatter tre led.

63 Med anbringendets foerste led goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen hverken har bevis for, at der var tale om en samordning med henblik paa at fastfryse markedsandelene eller paa at kontrollere udbuddet. Selv om det antages, at en saadan samordning maatte anses for tilstraekkeligt bevist, har Kommissionen ikke bevist, at sagsoegeren deltog i denne samordning. Sagsoegeren bestrider navnlig bevisvaerdien af visse bilag til meddelelsen af klagepunkter, som Kommissionen har henvist til i beslutningen.

64 For det foerste er bilag 73, der er et internt notat fra Mayr-Melnhof, alene bevis for samordningen af priser, ligesom det forklarer foelgerne af en streng prispolitik og godtgoer, at sagsoegeren ikke lagde pres paa Mayr-Melnhof, for at denne virksomhed ikke skulle oege sine markedsandele ved hjaelp af en prisnedsaettelse. I denne forbindelse har sagsoegeren henvist til Mayr-Melnhof's forklaring som indeholdt i dennes skrivelse af 23. september 1991 (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter).

65 For det andet angaar bilag 102, der et notat fra Rena, et moede i sammenslutningen Nordic Paperboard Institute (herefter »NPI«), som sagsoegeren ikke var medlem af.

66 For det tredje kan Stora's redegoerelser ikke isoleret set anses for tilstraekkeligt bevis. Stora har gentagne gange understreget den relative autonomi, som de forskellige virksomheder havde, bl.a. med hensyn til produktionens stoerrelse og den tidsmaessige planlaegning af produktionsstandsninger (jf. beslutningens betragtning 57, 59, 60, 69, 70 og 71). Stora's redegoerelser bekraefter endvidere, at der ikke var indfoert nogen form for kontrolordning fra et eventuelt kartels side med hensyn til kvantitet. Den omstaendighed, at der ikke fandtes nogen form for kontrolordning med den kvantitative udvikling, er klart bevis for, at der ikke fandtes et kartel. I oevrigt er Stora's redegoerelser kun udtryk for virksomhedens egen opfattelse af interessen i at vedtage foranstaltninger med henblik paa kontrol med omfanget af produktion og salg.

67 Med anbringendets andet led goer sagsoegeren gaeldende, at udviklingen i de forskellige virksomheders markedsandele viser, at der ikke var tale om samordning med henblik paa en fastfrysning af markedsandelene, eller for det tilfaelde at det antages, at der forelaa en samordning mellem visse virksomheder, at sagsoegeren i hvert fald ikke havde deltaget i denne.

68 For saa vidt angaar den almindelige udvikling i markedsandele har sagsoegeren understreget, at visse producenter, bl.a. Iggesund (MoDo) og Mayr-Melnhof, havde haft betydelige kapacitetsudvidelser i den relevante periode.

69 Sagsoegeren har ligeledes henvist til, at selskabets samlede markedsandel inden for Faellesskabet faldt fra 14,3% i 1987 til 11,7% i 1990. Ifoelge sagsoegeren er et saadant fald ikke foreneligt med Kommissionens paastand om, at selskabet havde deltaget i et kartel med henblik paa en fastfrysning af de forskellige producenters markedsandele. For saa vidt angaar Prat Carton godtgoer faldet paa 9% i dets samlede markedsandele inden for Faellesskabet i perioden fra 1987 til 1990 ligeledes, at der absolut ikke var tale om deltagelse i nogen form for samordning med henblik paa fastfrysning af markedsandele.

70 Sagsoegeren goer med anbringendets tredje led gaeldende, at selskabets adfaerd i relation til produktionsstandsninger og eksport til markeder uden for Faellesskabet heller ikke er forenelig med Kommissionens paastande.

71 For saa vidt angaar anbringendets foerste led finder Kommissionen, at de beviser, den har paaberaabt sig, bl.a. Stora's redegoerelser (bilag 39-43 til meddelelsen af klagepunkter) og bilag 73-102 til meddelelsen af klagepunkter, er fuldt tilstraekkelige saavel som bevis for, at der fandtes et kartel med henblik paa fastfrysning af markedsandelene og kontrol med udbuddet, som for sagsoegerens deltagelse i disse elementer af kartellet.

72 Med hensyn til anbringendets andet led har Kommissionen henvist til, at den har baseret sig paa dokumenter, der beviser, at der fandtes et kartel med det formaal at fastfryse markedsandelene, og at sagsoegerens argumentation om udviklingen af de forskellige virksomheders markedsandele derfor ikke er relevant for saa vidt angaar spoergsmaalet, om der fandtes et saadant kartel. Kommissionen har endvidere udtrykkeligt i beslutningen medgivet, at der fandt en langsom udvikling sted for saa vidt angaar visse virksomheders markedsandele, idet markedsandelene blev genforhandlet hvert aar (beslutningens betragtning 60 og 131). Artikel 85 forbyder under alle omstaendigheder karteller, som har til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen, uanset graden af deres succes.

73 Hvad naermere angaar sagsoegerens argumenter om udviklingen i selskabets egne markedsandele har Kommissionen henvist til, at overtraedelsen vedroerte hele Faellesskabets marked. Sagsoegeren havde deltaget i PWG, hvor droeftelserne om markedsandele fandt sted. I 1989 var Saffa's administrerende direktoer endog blevet udnaevnt til naestformand for PG Paperboard.

74 Kommissionen har endelig anfoert, at sagsoegeren ikke paa nogen maade har foert bevis for sin paastand om, at selskabet altid havde udvist en uafhaengig adfaerd. Selv om det maatte antages, at sagsoegeren var gaaet imod kartellet, er dette uden betydning for overtraedelsen (Rhône-Poulenc-dommen, a.st.).

75 For saa vidt angaar anbringendets tredje led har Kommissionen gjort gaeldende, at Stora ifoelge bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter har bekraeftet, at PGW havde forudset og indfoert en ordning med henblik paa at genskabe ligevaegten og foere kontrol med produktionen for at fastholde et konstant prisniveau. At markedssituationen eller den omstaendighed, at kartellet var velfungerende, derfor medfoerte, at sagsoegeren efter det oplyste ikke havde vaeret noedt til at gribe til produktionsstandsninger som aftalt, er uden betydning saavel for selskabets ansvar som for dets deltagelse i kartellet, hvis formaal var at foere kontrol med markedsandele og udbud.

Rettens bemaerkninger

1. Eksistensen af en samordning med hensyn til fastfrysning af markedsandele og kontrol med udbuddet

76 For saa vidt angaar anbringendets foerste led bemaerkes, at det fremgaar af beslutningens artikel 1, at de deri naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i Faellesskabet bl.a. »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.

77 Ifoelge Kommissionen blev disse to former for ulovligt samarbejde, der i beslutningen behandles under overskriften »Maengdetilpasning«, indledt i referenceperioden af de virksomheder, der deltog i PWG's moeder. Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal ifoelge Stora bl.a. var »droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet«.

78 I beslutningen (betragtning 37, femte afsnit) hedder det om PWG's rolle i relation til det ulovlige samarbejde om markedsandele: »I forbindelse med initiativer til prisforhoejelser foregik de i PWG indgaaende droeftelser vedroerende markedsandele i Vesteuropa for sammenslutninger af virksomheder inden for de enkelte lande og for de enkelte producentkoncerner. Som et resultat af disse droeftelser opnaaedes visse former for 'arrangementer' mellem deltagerne med hensyn til deres respektive markedsandele med det formaal at sikre, at gennemfoerelsen af de samordnede prisinitiativer ikke blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg efterspoergslen. Faktisk enedes de store producentkoncerner om at fastholde deres markedsandele paa de niveauer, der fremgik af de aarlige produktions- og salgsstatistikker, der forelaa i endelig form fra Fides i marts det foelgende aar. Udviklingen med hensyn til markedsandele blev analyseret paa hvert af de moeder, der holdtes i PWG, paa basis af maanedlige opgoerelser fra Fides, og saafremt der konstateredes vaesentlige udsving, blev den formodet ansvarlige virksomhed afkraevet en forklaring.«

79 Det fremgaar af beslutningens betragtning 52, at »i forbindelse med den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987, blev de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner«.

80 I betragtning 56, foerste afsnit, understreges foelgende: »Den grundlaeggende forstaaelse mellem de stoerste producenter om ikke at udvide deres respektive markedsandele bestod i hele den periode, denne beslutning vedroerer.« I betragtning 57 hedder det: »'Udviklingen inden for markedsandele' blev analyseret paa alle PWG's moeder paa grundlag af foreloebige statistikker.« Endelig understreges det i betragtning 56, sidste afsnit: »De virksomheder, der deltog i disse droeftelser om markedsandele, var de samme, som havde saede i PWG, nemlig: Cascades, Finnboard, KNP (indtil 1988), [Mayr-Melnhof], MoDo, Sarrió, de to medlemmer af Stora-koncernen, CBC og Feldmuehle og (fra 1988) Weig.«

81 Retten finder, at Kommissionen har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder.

82 Kommissionens analyse hviler navnlig paa Stora's redegoerelser (bilag 39 og 43 til meddelelsen af klagepunkter) og bestyrkes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter.

83 I bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter oplyser Stora: »[Der] afholdtes moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet ... Til gruppens (lovlige) formaal hoerte bl.a. droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser, efterspoergsel og kapacitet. Gruppens opgaver omfattede bl.a., at give Direktoerkonferencen en vurdering og beskrivelse af den noejagtige tilstand med hensyn til udbud og efterspoergsel paa markedet og de forholdsregler, der burde traeffes for at skabe disciplin paa markedet.«

84 Stora har om det ulovlige samarbejde med hensyn til markedsandele oplyst, at »de andele, der blev erhvervet af koncerner i Det Europaeiske Faellesskab, EFTA og i andre lande, som PG Paperboard's medlemmer havde leveret til, blev gennemgaaet i PWG«, samt at PWG »droeftede muligheden for at bevare markedsandelene paa det hidtidige niveau« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 19). Stora anfoerte endvidere (samme dokument, punkt 6), at »droeftelserne vedroerende markedsandelene for fabrikanterne i Europa fandt ligeledes sted i denne periode, saaledes at den foerste referenceperiode byggede paa 1987-niveauerne«.

85 I sit svar af 14. februar 1992 paa et spoergsmaal fra Kommissionen af 23. december 1991 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) praeciserer Stora endvidere: »Aftalerne om niveauerne for markedsandelene, som PWG's medlemmer indgik, vedroerte hele Europa. Disse aftaler byggede paa samlede aarlige tal for det foregaaende aar, der saedvanligvis forelaa endeligt i marts maaned det foelgende aar« (punkt 1.1).

86 Denne paastand underbygges i samme dokument med foelgende formulering: »... droeftelserne mundede ud i aftaler mellem PWG's medlemmer, der saedvanligvis blev indgaaet marts maaned hvert aar, og som havde til formaal at fastholde deres markedsandele paa samme niveau som i det foregaaende aar« (punkt 1.4). Stora har endvidere anfoert, at »der ikke blev truffet nogen form for foranstaltninger for at sikre, at aftalerne blev overholdt«, og at deltagerne i PWG's moeder »var klar over, at hvis de erhvervede en saerlig stilling paa markeder, som andre leverede til, ville disse goere gengaeld paa andre markeder« (samme punkt).

87 Stora har endelig oplyst, at Saffa deltog i droeftelserne om markedsandele (punkt 1.2).

88 Stora's paastande om et ulovligt samarbejde om markedsandele bekraeftes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter. Dette dokument, der blev fundet hos FS-Karton, er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller), om markedssituationen.

89 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Ifoelge notatets forfatter hoerte Mayr-Melnhof til taber-gruppen af en raekke grunde, herunder:

»2) Der har kun kunnet indgaas en aftale, idet vi er blevet paalagt en 'sanktion' - man har kraevet, at vi bringer visse 'ofre'.

3) Markedsandele for 1987 skulle 'fastfryses', bestaaende kontakter skulle opretholdes, og der maatte ikke anvendes tilbudspriser for at hverve nye aktiviteter eller kvaliteter (resultatet vil vise sig i januar 1989 - saafremt alle deltagere er loyale).«

90 Disse passager skal laeses paa baggrund af den stoerre sammenhaeng, notatet indgaar i.

91 Herom henviser forfatteren til notatet i dets indledning til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau«. Dette udtryk blev af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kraever naermere forklaring paa dette sted.

92 Forfatteren anfoerer endvidere, at samarbejdet har medfoert »prisdisciplin«, hvilket har betydet »vindere« og »tabere«.

93 Bemaerkningen om fastfrysning af markedsandelene paa 1987-niveau skal saaledes forstaas paa baggrund af denne disciplin, som blev besluttet paa »direktoerniveau«.

94 Henvisningen til 1987 som referenceaar stemmer endvidere overens med Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen om klagepunkter, jf. praemis 84).

95 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).

96 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).

97 Retten finder, at Kommissionen i fornoedent omfang har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

98 De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, underbygger dens analyse.

99 I sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte Stora: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«

100 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«

101 For saa vidt angaar punkt 73 i meddelelsen af klagepunkter bemaerkes, at forfatterens begrundelse for, at han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

102 Forfatteren fastslaar saaledes:

»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.

...

c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«

103 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.

104 Den omstaendighed, at der fandt droeftelser sted mellem producenterne vedroerende produktionsstandsninger i forbindelse med forberedelsen af prisforhoejelser, stoettes bl.a. af et notat fra Rena af 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), der naevner omfanget af prisforhoejelser i en raekke lande, datoerne for den fremtidige offentliggoerelse af disse samt ordrebeholdningen udtrykt i antal arbejdsdage for flere producenter.

105 Notatets forfatter giver udtryk for, at visse producenter forudsaa produktionsstandsninger, idet han anfoerer:

»Kopparfors 5-15 days 5/9 will stop for five days.«

106 Af disse grunde finder Retten, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder, samt at der fandtes et ulovligt samarbejde mellem de samme parter om produktionsstandsninger. I det omfang det ikke bestrides, at Sarrió deltog i PWG's moeder, og i det omfang virksomheden udtrykkeligt er naevnt i de belastende centrale bevisdokumenter (redegoerelserne fra Stora og bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter), har Kommissionen med foeje anset sagsoegeren for ansvarlig for at have deltaget i de to former for ulovligt samarbejde.

107 Sagsoegerens indvendinger mod Stora's redegoerelser og bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, hvormed sagsoegeren bestrider dokumenternes bevisvaerdi, kan ikke antages at svaekke denne konstatering.

108 For saa vidt angaar Stora's redegoerelser til Kommissionen, er det for det foerste ubestridt, at disse hidroerer fra en af de virksomheder, der anses for at have deltaget i den paastaaede overtraedelse, og at de indeholder en detaljeret beskrivelse af de droeftelser, der fandt sted i PG Paperboard's organer, af det maal, som forfulgtes af de virksomheder, der havde saede her, samt af virksomhedernes deltagelse i de forskellige organers moeder. I det omfang dette hovedbevis bekraeftes af andre omstaendigheder i sagen, er det et relevant grundlag for Kommissionens paastande.

109 Ifoelge sagsoegeren er bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter alene bevis en samordning af priser, idet de deri naevnte udsving i afsaetningen blot maa anses for en foelge af prispolitikken. Sagsoegeren henviser herved til Mayr-Melnhof's fortolkning af dokumentet (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter).

110 Sagsoegerens analyse kan imidlertid ikke staa for en fortolkning ud fra dokumentets kontekst, og Mayr-Melnholf's fortolkning er heller ikke tilstraekkelig til at underbygge sagsoegerens argumentation.

111 Ifoelge bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter indeholder bilag 73 »en generel fremstilling af situationen, affattet af salgsdirektoeren for FS-Karton til koncernledelsen, som alene er et forsoeg paa at begrunde stagnationen i virksomhedens omsaetning over for koncernledelsen, navnlig under henvisning til, at den nye politik har tvunget datterselskabet til at foere en absolut prisdisciplin med et fald i omsaetningen til foelge«. Mayr-Melnhof har endvidere anfoert: »'Fastfrysning af markedsandele' betoed i denne sammenhaeng, at der ikke for at opnaa et hoejere prisniveau inden for Mayr-Melnhof-koncernen skulle goeres forsoeg paa at opnaa stoerre markedsandele ved salg af yderligere maengder til nye kunder eller ved salg af nye produkter til ikke rentable priser. Maalsaetningen var derimod, til trods for hoejere priser, at bevare de eksisterende kunderelationer.«

112 Disse generelle betragtninger er imidlertid ikke forenelige med henvisningen til »direktoerniveau« i indledningen, og dokumentet som saadan skal laeses i lyset af denne henvisning.

113 I det omfang de oplysninger, der er indeholdt i bilag 73 om »fastfrysning« af markedsandele og kontrol med udbuddet, er sammenfaldende med de oplysninger, der er indeholdt i redegoerelserne fra Stora, har Kommissionen med foeje kunnet antage, at disse dokumenter under ét vidner om et faelles forsaet, som var mere vidtgaaende end blot en samordning med hensyn til priser.

114 Da Kommissionen har bevist, at de to naevnte former for ulovligt samarbejde fandtes, er det ikke fornoedent at undersoege de indsigelser, som sagsoegeren har rejst mod bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter.

2. Sagsoegerens faktiske adfaerd

115 Anbringendets andet og tredje led, hvorefter selskabernes faktiske adfaerd ikke er forenelig med Kommissionens paastande om, at der fandtes de to former for ulovligt samarbejde, kan heller ikke tiltraedes.

116 For det foerste maa det ulovlige samarbejde mellem PWG's medlemmer om de to aspekter af princippet om »pris frem for maengde« ikke forveksles med gennemfoerelsen heraf. De beviser, som Kommissionen har fremlagt, har en saadan bevisvaerdi, at oplysningerne om sagsoegerens faktiske adfaerd paa markedet ikke kan paavirke Kommissionens konklusioner om selve eksistensen af det ulovlige samarbejde vedroerende de to aspekter af den omtvistede politik. Sagsoegerens argumenter kan hoejest ses som et forsoeg paa at godtgoere, at selskabets adfaerd ikke fulgte den linje, der var fastlagt mellem virksomhederne i PWG.

117 For det andet modsiges Kommissionens konklusioner heller ikke af de oplysninger, som sagsoegeren har fremlagt. Det understreges, at Kommissionen udtrykkeligt har medgivet, at det ulovlige samarbejde om markedsandele ikke indeholdt »nogen formel boede- eller erstatningsordning til at styrke den forstaaelse, der var opnaaet om markedsandele«, samt at enkelte store producenters markedsandele oegedes svagt aar for aar (jf. bl.a. beslutningens betragtning 59 og 60). Kommissionen har endvidere erkendt, at da branchen havde arbejdet med fuld kapacitetsudnyttelse indtil begyndelsen af 1990, havde der praktisk taget ikke vaeret behov for produktionsstandsninger foer dette tidspunkt (beslutningens betragtning 70).

118 For det tredje foelger det af fast retspraksis, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke boejer sig for udfaldet af moeder, der havde et klart konkurrencebegraensende formaal, ikke kan fritage virksomheden for det fulde ansvar som foelge af dens deltagelse i kartellet, naar den ikke offentligt har taget afstand fra deres indhold (jf. eksempelvis Rettens dom af 6.4.1995, sag T-141/89, Tréfileurope mod Kommissionen, Sml. II, s. 791, praemis 85). Selv om det antages, at sagsoegerens adfaerd paa markedet ikke var i overensstemmelse med det aftalte, paavirker denne omstaendighed paa ingen maade selskabets ansvar for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

Anbringendet om fejl fra Kommissionens side med hensyn til prissamordningens varighed

Parternes argumenter

119 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der kun fandt en samordning af de annoncerede priser sted fra 1988, i det omfang den vedroerer sagsoegeren. Prisforhoejelsen i januar 1987 i Det Forenede Kongerige var kun en naturlig reaktion fra producenterne paa den britiske valutas svage stilling i forhold til andre europaeiske valutaer, og den omstaendighed, at stigningen var ensartet, var en foelge af markedets gennemskuelighed. Det er ikke forbudt, at erhvervsdrivende tilpasser deres adfaerd efter konkurrenternes konstaterede eller forventede adfaerd (ovennaevnte dom i sagen Suiker Unie m.fl.). Hverken bilag 44 eller 61 til meddelelsen af klagepunkter eller dokument A-17-2 beviser, at virksomhederne foretog en samordning af priserne. De omhandler under alle omstaendigheder ikke sagsoegeren.

120 Kommissionen har fejlagtigt lagt april 1991 til grund som ophoerstidspunktet for prissamordningen, uanset at den sidste samordnede forhoejelse blev annonceret i september-oktober 1990.

121 Kommissionen har heroverfor anfoert, at sagsoegeren havde deltaget i moeder i PWG og JMC helt fra oprettelsen og fortsat var medlem i 1991. Den understreger, at den omstaendighed, at det fremgik af dokumenter, der blev fundet hos en af de involverede virksomheder, at der i slutningen af 1987 var blevet indgaaet en aftale, der vedroerte spoergsmaal i relation til maengdetilpasning og prisdisciplin (beslutningens betragtning 53), ikke udelukker, at producenterne inden da havde holdt en raekke hemmelige moeder for at droefte en plan om at udelukke konkurrence (jf. bl.a. beslutningens betragtning 161). Bilag 35 og 43 til meddelelsen af klagepunkter bekraefter denne paastand. Kommissionen har tilfoejet, at rigtigheden af dens antagelse om overtraedelsens varighed ligeledes godtgoeres af de prisforhoejelser, som producenterne foretog efter 1987.

Rettens bemaerkninger

122 Ifoelge beslutningens artikel 1 har sagsoegeren overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i Faellesskabet bl.a. besluttede af forhoeje priserne paa karton og planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF. I beslutningens betragtning 74 praeciseres det, at det foerste samordnede prisinitiativ, som sagsoegeren deltog i (bilag A til beslutningen), fandt sted i Det Forenede Kongerige i slutningen af 1986, »mens PG Paperboard's nye system endnu var under udarbejdelse«.

123 Det fastslaas endvidere i beslutningens betragtning 161, stk. 2, at flertallet af de virksomheder, som beslutningen var rettet til, deltog i overtraedelsen fra juni 1986, hvilket »var tidspunktet for PWG's etablering og det tidspunkt, hvor [det ulovlige samarbejde] mellem producenterne voksede i omfang og begyndte at virke mere effektivt.«

124 Til stoette for sin indsigelse mod det tidspunkt, der er lagt til grund som prissamordningens begyndelse, har sagsoegeren bestridt bevisvaerdien af bilag 61 og 44 til meddelelsen af klagepunkter samt af dokument A-17-2.

125 Bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter er et notat, som blev fundet hos Mayr-Melnhof's salgsagent i Det Forenede Kongerige. Kommissionen finder, at der er tale om »et internt notat fra en Direktoerkonference, [der bekraefter] Stora's indroemmelse af, at Direktoerkonferencen rent faktisk droeftede [ulovligt samarbejde om priser]« (beslutningens betragtning 41, tredje afsnit, og betragtning 75, andet afsnit).

126 Dokumentet, der vedroerer et moede i Wien den 12. og 13. december 1986, indeholder foelgende oplysning:

»Fastsaettelse af priser for det britiske marked

I seneste Fides-moede deltog ogsaa Weig's repraesentant, der udtalte, at de fandt 9% for hoejt for det britiske marked og havde besluttet sig for 7%! Stor skuffelse, da det indebaerer et forhandlingsniveau for alle andre. Prispolitikken for Det Forenede Kongerige overlades til RHU, med stoette fra [Mayr-Melnhof], selv om dette indebaerer et midlertidigt omsaetningstab, mens vi goer bestraebelser paa at fastholde maalet paa 9% (som man vil kunne se). [Mayr-Melnhof/FS] fastholder en vaekstpolitik i Det Forenede Kongerige, men det faldende overskud er alvorligt, og vi maa slaas for at faa kontrol med priserne igen. [Mayr-Melnhof] erkender, at det ikke hjaelper, at det er kendt, at de har oeget omsaetningen i Tyskland med 6 000!«

127 Det Fides-moede, der naevnes i indledningen af den citerede passage, maa ifoelge Mayr-Melnhof (svar paa en begaering om oplysninger, bilag 62 til meddelelsen af klagepunkter) antages at vaere PC's moede den 10. november 1986.

128 Det bemaerkes, at dokumentet bekraefter, at Weig reagerede med at give oplysninger om sin fremtidige prispolitik i Det Forenede Kongerige i forhold til prisstigningernes oprindelige omfang.

129 Dette kan imidlertid ikke betragtes som bevis for, at Weig reagerede paa en bestemt prisforhoejelse, som var aftalt mellem virksomhederne i PG Paperboard foer den 10. november 1986.

130 Kommissionen har ikke paa dette punkt paaberaabt sig andre beviser. Weig's henvisning til en prisforhoejelse paa »9%« kan forklares med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhoejelse i Det Forenede Kongerige den 5. november 1986 (bilag A-12-1). Denne meddelelse blev offentliggjort med kort frist, hvilket fremgaar af et avisudklip (bilag A-12-3). Kommissionen har ikke fremlagt andet materiale, der umiddelbart kan tjene som direkte bevis for, at prisforhoejelserne var blevet droeftet paa PC's moeder. Det kan herefter ikke udelukkes, at Weig's udtalelse, som den fremgaar af bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter, fandt sted uden for moedet i PC den 10. november 1986, i overensstemmelse med hvad Weig gentagne gange gjorde gaeldende under retsmoedet.

131 Det referat af et bestyrelsesmoede i Feldmuehle (UK) Ltd den 7. november 1986 (bilag A-17-2), som Kommissionen har henvist til i beslutningen (betragtning 74, tredje afsnit), bekraefter kun, at Feldmuehle's britiske datterselskab inden den 10. november 1986 var bekendt med, at Thames Board Ltd havde annonceret en prisforhoejelse paa ca. 9%: »TBM and the Fins have announced price increases of approximately 9% to be effective from February 1987 and it would appear that most other mills will be looking for the same sort of increase« [»TBM og finnerne har annonceret prisforhoejelser paa ca. 9% med virkning fra februar 1987, og det ser ud til, at de fleste andre virksomheder overvejer en lignende prisforhoejelse«] (bilag A-17-2, gengivet af Kommissionen i beslutningens betragtning 74).

132 Kommissionen anser bilag 44 til meddelelsen af klagepunkter, der er et haandskrevet notat paa siderne for den 15. til den 17. januar 1987 i en kalender tilhoerende en medarbejder hos Feldmuehle, for et »yderligere bevis for, at der havde fundet en samordning sted« (beslutningens betragtning 75, tredje afsnit).

133 Notatet har imidlertid ikke den bevisvaerdi, som Kommissionen haevder. Det moede, det refererer til, har ikke kunnet identificeres, hvorfor det ikke kan udelukkes, at det drejer sig om et internt moede i Feldmuehle. Notatet, der sandsynligvis kan dateres til midten af januar 1987, beviser endvidere ikke, at prisforhoejelserne, »ogsaa af TBM«, var en foelge af en samordning, idet oplysningen blot kan vaere en konstatering.

134 Bestemte oplysninger i notatet maa endog antages at modsige Kommissionens paastand om, at notatet bekraefter, at der fandtes et ulovligt samarbejde om at forhoeje priserne i Det Forenede Kongerige. Specielt kan bemaerkningerne om, at Feldmuehle's direktoer havde erklaeret sig »skeptisk« over for Kopparfors og havde anset Mayr-Melnhof for »uansvarlig« (»ohne Verantwortung«), ikke antages at stoette Kommissionens teori. Det samme er tilfaeldet med hensyn til udsagnet: »Finnboard: Preisautonomie auch f. Tako« [»Finnboard: prisautonomi ogsaa for Tako«].

135 Heraf foelger, at Kommissionen hverken har godtgjort, at virksomhederne var enedes om at forhoeje priserne i Det Forenede Kongerige i januar 1987, eller saa meget desto mere, at sagsoegeren var involveret i droeftelser herom.

136 Da sagsoegeren imidlertid har erkendt at have deltaget i PWG's moeder, fra dette organ blev oprettet under PG Paperboard omkring midten af 1986, boer virksomheden anses for ansvarlig for et ulovligt samarbejde om priser fra dette tidspunkt.

137 PWG blev oprettet af en raekke virksomheder, herunder sagsoegeren, overvejende med et konkurrencebegraensende formaal for oeje. Ifoelge Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8) »afholdtes der moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet«, og hovedformaalet var »droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet« (bilag 35 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 5, nr. (iii)).

138 Virksomhedernes opgave i dette organ er beskrevet under det forrige anbringende for saa vidt angaar det ulovlige samarbejde om markedsandele og produktionsstandsninger (jf. praemis 78-106). De virksomheder, der havde saede i dette organ, droeftede ligeledes prisinitiativer. Ifoelge Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 10) »naaede PWG fra 1987 til enighed og traf generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som kartonproducenterne skulle gennemfoere«.

139 Medvirken ved oprettelsen af og deltagelse i moeder i et organ, hvis konkurrencebegraensende formaal - der navnlig bestod i droeftelser af fremtidige prisforhoejelser - var kendt og godkendt af de virksomheder, der tog initiativ til dets oprettelse, er en tilstraekkelig begrundelse for at anse sagsoegeren for ansvarlig for et ulovligt samarbejde om priser fra midten af 1986, fra hvilket tidspunkt sagsoegeren har vedgaaet at have deltaget i PWG.

140 Som ophoerstidspunkt for prissamordningen har Kommissionen med foeje lagt april 1991 til grund, i hvilken maaned Kommissionens repraesentanter foretog kontrolundersoegelser i lokaler paa flere virksomheder i henhold til artikel 14 i forordning nr. 17. Den sidste samordnede prisforhoejelse, som sagsoegeren annoncerede i oktober 1990, fandt anvendelse fra januar 1991, og de listepriser, der var fastlagt mellem virksomhederne, fandt fortsat anvendelse i april 1991.

141 Det foelger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltraedes.

Anbringendet om, at Kommissionen begik en fejl med hensyn til varigheden af det ulovlige samarbejde om fastfrysning af markedsandele og om kontrol med udbuddet

Parternes argumenter

142 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at saafremt det maatte anses for bevist, at der fandtes et ulovligt samarbejde om fastfrysning af markedsandele og om kontrol med udbuddet, har Kommissionen bedoemt varigheden forkert, idet de beviser, som Kommissionen har paaberaabt sig, godtgoer, at der ikke forelaa nogen form for samarbejde foer slutningen af 1988. I replikken har sagsoegeren tilfoejet, at bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, dvs. notatet fra Rena vedroerende NPI's moede den 3. oktober 1988, viser, at der ikke fandtes noget ulovligt samarbejde, da notatet blev udfaerdiget, idet forfatteren alene omtaler muligheden for at overveje en tilpasning af udbuddet for det tilfaelde, at man skulle stoede paa vanskeligheder med hensyn til priserne.

143 Kommissionen har henvist til de argumenter, den har fremfoert i forbindelse med anbringendet om, at den skulle have begaaet en fejl med hensyn til varigheden af prissamordningen (jf. praemis 121).

Rettens bemaerkninger

144 Retten har allerede fastslaaet (jf. praemis 78-106), at Kommissionen har godtgjort, at de virksomheder, der forsamledes i PWG, havde deltaget dels i et ulovligt samarbejde om markedsandele, dels i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger.

145 Det fremgaar af beslutningen, at »fastfrysningen« af markedsandele og overvejelserne om at gennemfoere produktionsstandsninger var genstand for saerlige droeftelser mellem deltagerne i PWG's moeder fra udgangen af 1987 for at sikre, at prisinitiativerne skulle blive en succes fra og med 1988 (jf. navnlig beslutningens betragtning 51-60). I denne forbindelse hedder det i beslutningen: »Det var alle medlemmerne af PWG magtpaaliggende at undgaa, at de fornyede prisinitiativer blev undermineret af en kraftig foroegelse af den solgte maengde. Stora betegnede denne politik med udtrykket 'pris frem for maengde'« (beslutningens betragtning 51, foerste afsnit). Kommissionen har endvidere henvist til, at princippet om »pris frem for maengde«, som karakteriserede PG Paperboard fra slutningen af 1987 og indtil april 1991, kendetegnedes af en »'fastfrysning' af de store producenters markedsandele, oprindelig paa grundlag af situationen i 1987« samt af »de store producenters samordning af 'downtime' frem for prisnedsaettelser (hovedsagelig fra 1990)« (beslutningens betragtning 130, andet afsnit).

146 Kommissionen bygger navnlig disse paastande paa bilag 39 og 73 til meddelelsen af klagepunkter.

147 Stora praeciserer i det dokument, som bilag 39 (punkt 5) vedroerer: »I forbindelse med prisinitiativet i 1987 var det noedvendigt at opretholde en omtrentlig balance mellem produktion og forbrug (princippet om pris frem for maengde).«

148 Med hensyn til begyndelsestidspunktet for det ulovlige samarbejde om markedsandele, fremgaar det af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. praemis 89), at det paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«) var blevet besluttet at indgaa et naermere samarbejde fra oktober eller november 1987. Resultatet af dette samarbejde blev et ulovligt samarbejde om markedsandele fra dette tidspunkt.

149 Stora har om begyndelsestidspunktet for det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger oplyst: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af en ordning med koordinerede priser fra 1988 erkendte PWG's medlemmer, at produktionsstandsninger var noedvendige for at opretholde priserne, naar stigningen i efterspoergslen var faldende. Uden produktionsstandsninger ville producenterne ikke have vaeret i stand til at opretholde det aftalte prisniveau, naar overskudskapaciteten oegedes« (bilag 39, punkt 24).

150 Det hedder endvidere: »I 1988 og 1989 arbejdede branchen praktisk taget med fuld kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra normale indstillinger af driften i tilfaelde af reparation og ferie, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar ordrestroemmen ophoerte, for at princippet om 'pris frem for maengde' kunne opretholdes« (bilag 39, punkt 25).

151 Naar henses til disse beviser, har Kommissionen godtgjort, at de virksomheder, der deltog i PWG's moeder, i slutningen af 1987 vedtog det saakaldte princip om »pris frem for maengde«, samt at et af elementerne heri, nemlig et ulovligt samarbejde om markedsandele, omgaaende blev bragt i anvendelse, mens den del, der vedroerte produktionsstandsninger, i realiteten foerst blev anvendt fra 1990.

152 Det foelger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltraedes.

Anbringendet om, at Kommissionens vurdering af Fides-informationsudvekslingssystemet var forkert

153 Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at det ikke kan antages, at Fides-informationsudvekslingssystemet fremmede det ulovlige samarbejde, og at det derfor ikke var uforeneligt med traktatens artikel 85. Ifoelge sagsoegeren er der afgoerende forskelle mellem de faktiske omstaendigheder i den foreliggende sag og dem, der foerte til Kommissionens beslutning 87/1/EOEF af 2. december 1986 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31/128 - Fedtsyrer, EFT L 3, s. 17), som Kommissionen har henvist til i beslutningens betragtning 134.

154 Kommissionen har i duplikken naermere anfoert sin begrundelse for at henvise til »Fedtsyre-beslutningen«. Den har saaledes gjort gaeldende, at informationsudvekslingssystemet i det mindste har lettet kartellet.

155 Det bemaerkes, at i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, maa der ikke fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

156 Sagsoegerens anbringende om, at Kommissionens vurdering af Fides-informationsudvekslingssystemet var forkert, er foerste gang gjort gaeldende i replikken, og det stoettes ikke paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

157 Anbringendet kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

Anbringendet om, at Kommissionen har begaaet en fejl ved at antage, at der var tale om en enkelt, samlet overtraedelse, som Sarrió i det hele var ansvarlig for

Parternes argumenter

158 Sagsoegeren har bestridt Kommissionens synspunkt i det omfang, den konkluderer dels, at der var tale om en enkelt overtraedelse, dels at sagsoegeren var ansvarlig for denne i sin helhed.

159 For det foerste stoetter Kommissionen sig navnlig paa et »akkusatorisk« princip, for saa vidt som den ikke raader over umiddelbare beviser for et samlet kartel. Det paahviler imidlertid Kommissionen at bevise, at sagsoegeren har deltaget i hvert enkelt element i en overtraedelse, og i givet fald omfanget heraf. Ved overtraedelser af de faellesskabsretlige konkurrenceregler gaelder der konsekvent et princip om individuelt ansvar, idet et kollektivt ansvar bl.a. er i strid med den straflignende karakter af de sanktioner, der kan paalaegges for saadanne overtraedelser. Det er foelgelig med urette, at Kommissionen har haevdet, at det ikke er noedvendigt at godtgoere, at sagsoegeren aktivt har deltaget i de enkelte elementer af overtraedelsen. Det er derimod noedvendigt baade at fastslaa overtraedelsens naermere art og at foretage en undersoegelse af hver enkelt virksomheds eventuelle individuelle deltagelse, saaledes at der kan ske en korrekt fastsaettelse af det individuelle ansvar og foelgelig en passende individuel sanktion.

160 Sagsoegeren har for det andet gjort gaeldende, at det ligeledes er i strid med de grundlaeggende principper i faellesskabsretten, navnlig bevisbyrdereglerne, at begrunde en virksomheds individuelle ansvar for en overtraedelse alene paa den omstaendighed, at virksomheden var tilknyttet en sammenslutning, hvis aktiviteter i det mindste til dels var lovlige.

161 Sagsoegeren har for det tredje gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har taget behoerigt hensyn til virksomhedens saerlige stilling saavel paa markedet som inden for PG Paperboard. Da sagsoegeren i 1986 ansoegte om at faa adgang til at deltage i PG Paperboard's moeder, var det specielt for at staa bedre i forhold til konkurrenterne.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0334.1

162 Kommissionen har gjort gaeldende, at den har bevist, at der fandtes et kartel, som sagsoegeren, der var den ledende virksomhed paa markedet, deltog aktivt i. Den konkluderer heraf, at den foelgelig har stoettet sin analyse paa praecise og veldokumenterede faktiske omstaendigheder, og at sagsoegerens argumentation, som laegger en slags »kollektivt ansvar« eller et »akkusatorisk princip« til grund, er uunderbygget.

163 Kommissionen har desuden gjort gaeldende, at den paa ingen maade har begrundet sagsoegerens ansvar alene paa virksomhedens medlemskab af PG Paperboard. Den stoetter sig dels paa, at sagsoegeren har deltaget aktivt i moeder med konkurrencebegraensende formaal i forskellige udvalg under PG Paperboard, dels paa, at sagsoegeren senere fulgte den adfaerd, der aftaltes paa disse moeder.

Rettens bemaerkninger

164 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen har fastslaaet, at sagsoegeren har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som omfattede en raekke forskellige elementer.

165 Ifoelge beslutningens betragtning 116, andet afsnit, »[ligger] tyngdepunktet i overtraedelsen ... i producenternes samlede medvirken over en aarraekke i en faelles ulovlig virksomhed i henhold til en faelles plan«. Denne udlaegning af overtraedelsen kommer ligeledes til udtryk i betragtning 128: »Det ville imidlertid vaere unaturligt at underinddele noget, der helt klart er et fortsat faelles forehavende, der har ét og samme overordnede maal, i flere saerskilte overtraedelser. Der henvises paa ny til den af Retten i Foerste Instans afsagte dom i sag T-13/89, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, praemis 260«.

166 Selv om Kommissionen ikke formelt har anvendt begrebet én »enkelt overtraedelse« i beslutningen, har den stiltiende henvist til dette begreb, hvilket fremgaar af dens henvisning til praemis 260 i Rettens dom af 10. marts 1992 (sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021).

167 Kommissionens gentagne brug af ordet »kartel« som udtryk for de forskellige former for konkurrencebegraensende adfaerd, den har konstateret, bekraefter en helhedsopfattelse af overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1. I beslutningens betragtning 117 hedder det saaledes: »Den korrekte fremgangsmaade i en sag som den foreliggende er at paavise kartellets eksistens og virksomhed samt fremherskende traek som helhed, og derefter fastslaa a) om der foreligger trovaerdige og overbevisende beviser paa, at hver enkelt producent var deltager i den faelles ordning, og b) det tidsrum, i hvilket den enkelte producent deltog.« Samme sted hedder det videre: »Kommissionen behoever ikke ... kategorisere de forskellige bestanddele af overtraedelsen ved at fastslaa hver enkelt saerskilt lejlighed i kartellets levetid, ved hvilken der blev opnaaet enighed om et eller andet forhold eller hvert enkelt eksempel paa adfaerd, der er et led i en hemmelig aftale, og derefter frikende enhver producent for deltagelse ved denne lejlighed eller i denne bestemte handling foretaget af kartellet, saafremt der ikke foreligger direkte bevis for, at den paagaeldende producent var indblandet ved denne lejlighed.« Kommissionen anfoerer endvidere (betragtning 118), at »der er tilstraekkeligt direkte bevismateriale til at dokumentere hver enkelt formodet deltagers medvirken ved overtraedelsen«, uden at sondre mellem de enkelte elementer i den samlede overtraedelse.

168 Denne enkelte overtraedelse, som Kommissionen ser den, sammenblandes saaledes med »kartellet som helhed« eller »den samlede aftale«, og typisk for den er, at en raekke virksomheder udviser en vedvarende adfaerd, der har et ulovligt faelles formaal. Denne forstaaelse af begrebet én enkelt overtraedelse ligger til grund for saavel den fremgangsmaade for bevisfoerelsen, der er beskrevet i beslutningens betragtning 117, som for et faelles ansvar i den forstand, at samtlige virksomheder med »tilknytning« til det samlede kartel anses for ansvarlige for dette, uanset med hensyn til hvilke elementer af overtraedelsen, virksomhedens deltagelse er bevist.

169 For at Kommissionen kan anse de enkelte virksomheder, der er naevnt i en beslutning som den foreliggende, for ansvarlige for at have deltaget i et kartel i sin helhed i en bestemt periode, skal det for hver enkelt virksomhed bevises, at den har indvilget i en samlet plan, som omfatter de elementer, kartellet bestaar af, eller i denne periode har deltaget direkte i samtlige disse elementer. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at den kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, saafremt virksomheden vidste eller noedvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og saafremt den samlede plan daekkede samtlige kartellets elementer. Naar dette er tilfaeldet, kan den omstaendighed, at den paagaeldende virksomhed ikke deltog direkte i samtlige elementer af kartellet i sin helhed, ikke fritage virksomheden for ansvar for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. En saadan omstaendighed kan imidlertid indgaa i vurderingen af overtraedelsens grovhed.

170 Det fremgaar af beslutningen, at den overtraedelse, der fastslaas i artikel 1, bestaar af et ulovligt samarbejde vedroerende tre forskellige emner, men som har et faelles maal, saaledes at disse former for ulovligt samarbejde maa betragtes som de elementer, der udgoer kartellet i sin helhed. Det fremgaar saaledes af artiklen, at hver af de naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved deltagelse i en aftale og samordnet praksis, hvorved virksomhederne (a) naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta og planlagde og ivaerksatte disse prisstigninger, (b) naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden og (c) i stigende grad siden begyndelsen af 1990 traf samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i Faellesskabet for derved at sikre gennemfoerelsen af de samordnede prisstigninger.

171 Til trods for at Kommissionen ser det som én enkelt overtraedelse, praeciserer den i beslutningen, at »de 'centrale' dokumenter, der beviser eksistensen af det overordnede kartel eller enkeltstaaende tilkendegivelser af dets eksistens, angiver ofte deltagerne ved navn, og der foreligger endvidere en stor maengde yderligere skriftligt bevismateriale, der viser hver enkelt producents rolle i kartellet og omfanget af den paagaeldende producents medvirken« (beslutningens betragtning 118, foerste afsnit).

172 Henset til de saaledes anfoerte betragtninger tilkommer det foelgelig Retten at undersoege, om Kommissionen har godtgjort sagsoegerens deltagelse i kartellet som fastslaaet i beslutningens artikel 1.

173 Hertil bemaerkes i overensstemmelse med det allerede anfoerte (jf. praemis 48 ff. og 76 ff.), at Kommissionen har bevist, at sagsoegeren i kraft af sin deltagelse i PWG's moeder fra disse begyndte, fra midten af 1986 har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser og, fra slutningen af 1987, i et ulovligt samarbejde om markedsandele samt i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, hvilket er de tre elementer, der udgoer den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1. Kommissionen har saaledes med foeje besluttet at lade sagsoegeren ifalde ansvar for en overtraedelse, der omfatter de tre former for ulovligt samarbejde, som alle tjener samme formaal.

174 Kommissionen har saaledes ikke ladet sagsoegeren ifalde ansvar for andre producenters adfaerd og har ikke statueret ansvar alene som foelge af virksomhedens deltagelse i PG Paperboard.

175 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes, og det er herefter ufornoedent at gennemgaa de oevrige argumenter, som sagsoegeren har paaberaabt sig.

Anbringendet om, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til situationen paa det spanske marked

176 Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at Kommissionen ikke naermere har defineret det geografiske marked for den paastaaede overtraedelse, og at den navnlig ikke i tilstraekkeligt omfang har undersoegt situationen paa det spanske marked og virksomhedernes adfaerd paa dette marked. Sagsoegeren goer i denne forbindelse gaeldende, at det allerede i staevningen er anfoert, at den eneste henvisning i beslutningen til det spanske marked bestaar af to fodnoter i tabel E og G i beslutningens bilag.

177 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende ikke lovligt kan fremfoeres, da det foerste gang blev gjort gaeldende i replikken.

178 Det bemaerkes, at i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, maa der ikke fremsaettes nye anbringender under sagens behandling, medmindre de stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

179 Anbringendet om, at Kommissionen undlod at tage hensyn til forholdene paa det spanske marked, blev af sagsoegeren foerste gang gjort gaeldende i replikken. Det eneste argument i staevningen, der vedroerer det spanske marked, blev fremsat til stoette for anbringendet om, at Prat Carton ikke havde medvirket i den paastaaede overtraedelse. Bortset fra anbringendets ordlyd, har det argument, det bygger paa, alene til formaal at understrege, at Prat Carton overhovedet ikke er naevnt i tabel G i bilaget til beslutningen, der naevner de lokale producenters annoncering af prisforhoejelser paa det spanske marked i januar 1991. Det kan saaledes ikke fortolkes som en indsigelse om, at der ikke var taget hensyn til det spanske marked.

180 Under disse omstaendigheder kan dette anbringende, der foerste gang blev gjort gaeldende i replikken, og som ikke stoettes paa retlige eller faktiske omstaendigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, ikke antages til realitetsbehandling.

Anbringendet om, at Prat Carton ikke medvirkede i overtraedelsen

Parternes argumenter

181 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har godtgjort, at Prat Carton medvirkede i nogen form for overtraedelse. Prat Carton er overhovedet ikke naevnt i tabel G i bilaget til beslutningen (vedroerende en prisforhoejelse paa det spanske marked i januar 1991).

182 Prat Carton deltog kun meget sporadisk i moeder i visse af PG Paperboard's udvalg. Virksomheden deltog endvidere kun i JMC fra juni 1990 til marts 1991. Isoleret betragtet kan den omstaendighed, at Stora havde oplyst, at man mente, at de spanske producenter saedvanligvis blev informeret om resultaterne af moederne af Saffa eller Finnboard (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter) ikke anses for bevis for Prat Carton's medvirken i den paastaaede overtraedelse.

183 Sagsoegeren har bestridt, at dokument F-15-9, G-15-7 og G-15-8 (bilagt meddelelsen af klagepunkter), som Kommissionen har henvist til, beviser Prat Carton's medvirken ved samordnede prisforhoejelser i april 1990. Virksomheden understreger i sit svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at dokument F-15-9 stammer fra februar 1991, og ikke, som Kommissionen har haevdet, fra februar 1990. Dokument G-15-7 er udelukkende bevis for den praksis, der foelges inden for branchen, hvorefter aarlige prisforhoejelser finder sted i april, samt for, at Prat Carton naerede tvivl med hensyn til forhoejelsens omfang og ikrafttraedelsestidspunkt.

184 Kommissionen har gjort gaeldende, at Prat Carton deltog i kartellet, fra det blev oprettet, hvilket bevises af de dokumenter, der er vedlagt meddelelsen af klagepunkter (de »individuelle oplysninger«). Kommissionen henviser for det foerste til, at Prat Carton deltog i en lang raekke moeder i PC i tiden mellem den 29. marts 1986 og den 28. november 1989, i tre moeder i DOEU fra oktober 1988 til oktober 1989 samt i forskellige moeder i JMC i tiden fra juni 1990 indtil den 5. marts 1991 (jf. tabel 3-7, der er bilagt beslutningen). Ved at have deltaget direkte i moeder, hvorunder der blev truffet beslutninger vedroerende kartellet, maa Prat Carton anses for at ifalde ansvar (jf. Rhône-Poulenc-dommen, a.st.). Ydermere findes der ingen officielle optegnelser om virksomhedernes deltagelse i JMC's moeder foer Kommissionens kontrolundersoegelse eller om deres deltagelse i PWG foer februar 1990. Den omstaendighed, at bevismaterialet fra virksomhederne ikke indeholder praecise oplysninger om Prat Carton's tilstedevaerelse paa forskellige moeder, er derfor ikke bevis for, at virksomheden ikke deltog i disse.

185 Kommissionen har for det andet henvist til, at Prat Carton ifoelge oplysninger fra Stora (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter) blev informeret om resultatet af PWG's moeder.

186 For det tredje gennemfoerte Prat Carton de prisinitiativer, der blev aftalt inden for PG Paperboard's forskellige organer i den relevante periode. Mindre forskelle med hensyn til tidspunkterne eller forhoejelsernes stoerrelse mellem Prat Carton og de oevrige producenter er ikke bevis for, at Prat Carton ikke deltog i kartellet. Kommissionen erkender dog, at dokument F-15-9 stammer fra februar 1991 og ikke fra februar 1990, og at den foelgelig ikke har beviser for, at Prat Carton faktisk deltog i initiativer vedroerende prisforhoejelser foer januar 1991. For saa vidt angaar prisforhoejelsen i januar 1991 henviser Kommissionen til dokument G-15-8 af 26. september 1990, hvori Prat Carton udtrykkeligt naevner, at der forudses en prisforhoejelse i alle lande i januar 1991.

Rettens bemaerkninger

187 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegeren i februar 1991 erhvervede Prat Carton fuldt ud, og at virksomheden ikke bestrider sit ansvar for Prat Carton's eventuelle medvirken i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. I denne forbindelse fremgaar det af beslutningens betragtning 154, at sagsoegeren som foelge af erhvervelsen af Prat Carton »blev ansvarlig for denne spanske producents deltagelse i kartellet i hele tidsrummet for denne deltagelse«. Det bemaerkes endvidere, at det fremgaar af beslutningens artikel 1, at alene sagsoegeren anses for ansvarlig for den naevnte overtraedelse, ogsaa i det omfang, den blev begaaet af Prat Carton, samt at beslutningen er rettet til sagsoegeren, mens Prat Carton ikke er naevnt (beslutningens artikel 5).

188 Herefter, og i det omfang det allerede er fastslaaet, at Kommissionen har godtgjort sagsoegerens egen medvirken i den overtraedelse, der er naevnt i beslutningens artikel 1, kan dette anbringende, selv om det maatte tiltraedes, ikke begrunde, at artiklen annulleres helt eller delvis. Da sagsoegeren imidlertid foerst erhvervede Prat Carton i februar 1991, dvs. to maaneder foer afslutningen af den periode, hvori overtraedelsen ifoelge beslutningen fandt sted, vil en nedsaettelse af boeden vaere begrundet, i det omfang Kommissionen ikke har foert bevis for Prat Carton's individuelle medvirken i kartellets elementer i tiden indtil februar 1991. De boeder, der er paalagt ved beslutningens artikel 3, er i oevrigt blevet beregnet bl.a. paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning i 1990, hvor Prat Carton endnu ikke indgik i sagsoegerens koncern. Det vil derfor vaere hensigtsmaessigt allerede paa dette stadium at gennemgaa de argumenter, der er blevet gjort gaeldende vedroerende naervaerende anbringende.

189 Retten skal for det foerste undersoege, om Kommissionen har foert bevis for, at Prat Carton medvirkede i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar perioden fra midten af 1986 til juni 1990, fra hvilket tidspunkt Prat Carton har erkendt, at virksomheden deltog i JMC's moeder. Retten skal for det andet undersoege, om Kommissionen har foert bevis for, at Prat Carton medvirkede i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar den resterende del af perioden, dvs. fra juni 1990 til februar 1991, hvor Prat Carton blev overtaget af sagsoegeren.

1. Perioden fra midten af 1986 til juni 1990

190 Som bevis for Prat Carton's medvirken i en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler i den omhandlede periode har Kommissionen henvist til, at virksomheden deltog i PC's moeder den 29. maj 1986, den 25. maj 1988, den 17. november 1988 og den 28. november 1989 samt i DOEU's moeder den 20. september 1988, den 8. maj 1989 og den 3. oktober 1989. Den har endvidere henvist til Stora's redegoerelse (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter). Ifoelge Kommissionen er den omstaendighed, at det bevismateriale, som virksomhederne har fremlagt, ikke indeholder praecise oplysninger om, hvorvidt Prat Carton var til stede under JMC's moeder, ikke i sig selv bevis for, at virksomheden ikke deltog i disse moeder.

191 Hvert enkelt af disse beviser skal herefter undersoeges i den anfoerte raekkefoelge.

a) Prat Carton's deltagelse i visse af PC's moeder

192 Kommissionen har ikke henvist til beviser for emnet for de fire naermere anfoerte moeder i PC, hvori Prat Carton har deltaget. Naar Kommissionen derfor henviser til denne deltagelse som bevis for, at virksomheden har medvirket i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, er det noedvendigvis begrundet i den generelle beskrivelse i beslutningen af formaalet med moederne i dette organ, samt i de beviser, som er naevnt i beslutningen til stoette for denne beskrivelse.

193 Det hedder saaledes i beslutningen: »Som Stora har forklaret, var en af PWG's funktioner at forklare Direktoerkonferencen de forholdsregler, der var noedvendige for at skabe orden paa markedet ... Paa denne maade blev de administrerende direktoerer, der deltog i Direktoerkonferencerne, informeret om de beslutninger, der blev truffet af PWG, og om de instrukser, der skulle gives til deres salgsafdelinger med henblik paa at gennemfoere de aftalte prisinitiativer« (beslutningens betragtning 41, foerste afsnit). Det hedder endvidere: »PWG traadte altid sammen forud for en Direktoerkonference, og da begge moeder blev ledet af den samme person, er der ingen tvivl om, at det var denne person, der meddelte resultatet af droeftelserne i PWG til de medlemmer blandt de saakaldte 'direktoerer', der ikke tilhoerte inderkredsen« (beslutningens betragtning 38, andet afsnit).

194 Ifoelge Stora blev deltagerne i PC's moeder informeret om de beslutninger, PWG traf (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 8). Rigtigheden af denne oplysning bestrides imidlertid af flere af de virksomheder, der deltog i PC, herunder sagsoegeren. Stora's redegoerelser om PC's rolle kan derfor ikke uden stoette i andre omstaendigheder anses for tilstraekkeligt bevis for, hvad organets moeder omhandlede.

195 I sagen findes et dokument, en erklaering af 22. marts 1993 afgivet af et tidligere medlem af Feldmuehle's direktion (hr. Roos), der umiddelbart synes at bekraefte Stora's paastande. Hr. Roos har bl.a. oplyst: »Indholdet af droeftelserne i PWG blev videregivet til de virksomheder, der ikke var repraesenteret i denne gruppe paa Direktoerkonferencen, der fulgte umiddelbart efter, eller hvis dette ikke var tilfaeldet, paa JMC's moede.« Kommissionen har ikke udtrykkeligt henvist til dette dokument i beslutningen til stoette for sine paastande i relation til PC's moeder, og det kan under alle omstaendigheder ikke anses for et selvstaendigt bevis i forholdt til Stora's redegoerelser. Da disse redegoerelser nemlig sammenfatter svarene fra de tre virksomheder, der indgik i Stora i overtraedelsesperioden, herunder Feldmuehle, er et forhenvaerende medlem af Feldmuehle's direktion noedvendigvis en af kilderne til Stora's redegoerelser.

196 For saa vidt angaar de oevrige beviser, der er paaberaabt som bevis for genstanden for moederne i PC, er det ifoelge beslutningen Kommissionens opfattelse, at bilag 61 til meddelelsen af klagepunkter (anfoert i praemis 125 og 126) er et internt notat fra et moede i PC, der bekraefter Stora's indroemmelse af, at PC rent faktisk droeftede en hemmelig prisfastsaettelsespolitik (beslutningens betragtning 41, tredje afsnit). I overensstemmelse med, hvad der allerede er fastslaaet (jf. praemis 125-135), er dette notat imidlertid ikke bevis for et ulovligt samarbejde om prisinitiativer i Det Forenede Kongerige i januar 1987. I modsaetning til hvad Kommissionen har haevdet, har Stora desuden aldrig erkendt, at PC faktisk droeftede en hemmelig prisfastsaettelsespolitik. Ifoelge Stora var moederne i PC alene anledningen til, at de virksomheder, der var forsamlet i PWG, kunne meddele de trufne beslutninger til de virksomheder, der ikke var repraesenteret i dette organ.

197 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at den »hos FS-Karton (et selskab i M-M-koncernen) fandt ... dokumentation for, at der i slutningen af 1987 var opnaaet enighed i de to Direktoergrupper om de to indbyrdes afhaengige spoergsmaal maengdetilpasning og prisdisciplin« (beslutningens betragtning 53, foerste afsnit). Kommissionen henviser i denne forbindelse til bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. praemis 88). Som allerede anfoert (praemis 91), henviser forfatteren i indledningen til det naermere samarbejde paa europaeisk plan paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), der af Mayr-Melnhof fortolkes som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a).

198 Bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter bekraefter ganske vist Stora's forklaringer dels om, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem de virksomheder, der hoerte til paa »direktoerniveau«, dels om et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem samme virksomheder (jf. praemis 84-114, specielt praemis 110). Der findes imidlertid ikke andre beviser, der stoetter Kommissionens paastand om, at bl.a. det ulovlige samarbejde om markedsandele og kontrollen med produktionens omfang skulle droeftes i PC. Udtrykket »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«) i bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter kan derfor, uanset Mayr-Melnhof's forklaring, ikke antages at henvise til andre organer end PWG.

199 Herefter kan det ikke antages, at Kommissionen har foert bevis for, at moederne i PC, foruden lovlige aktiviteter, havde en konkurrencebegraensende funktion. Heraf foelger, at Kommissionen ikke paa grundlag af de anfoerte beviser kan udlede, at de virksomheder, der deltog i dette organs moeder, havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

200 Det maa derfor konkluderes, at Prat Carton's deltagelse i en overtraedelse af konkurrencereglerne i perioden fra midten af 1986 til mindst juni 1990 ikke er bevist med henvisning til virksomhedens deltagelse i fire moeder i PC.

b) Prat Carton's deltagelse i visse moeder i DOEU

201 Det er ubestridt, at Prat Carton har deltaget i tre moeder i DOEU den 20. september 1988, den 8. maj 1989 og den 3. oktober 1989. Endvidere gengiver et dokument indholdet af moedet den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter). Det skal derfor for det foerste undersoeges, om moederne i DOEU havde et konkurrencebegraensende formaal, og dernaest, om det kan udledes af bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter, at Prat Carton har deltaget i droeftelser med konkurrencebegraensende formaal.

i) Formaalet med DOEU's moeder generelt

202 Ifoelge beslutningen var »'det centrale tema' for droeftelserne i Det OEkonomiske Udvalg ... analysering og vurdering af markedet for karton i de enkelte lande« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). DOEU »droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC (eller forgaengeren, Markedsfoeringsudvalget, foer udgangen af 1987)« (beslutningens betragtning 49, foerste afsnit).

203 Ifoelge Kommissionen var »droeftelserne om markedsforholdene ... ikke [vage]. Samtalerne om markedssituationen i de enkelte lande skal ses i sammenhaeng med de planlagte prisinitiativer, herunder det konstaterede behov for midlertidige produktionsstandsninger for at stoette prisforhoejelserne« (beslutningens betragtning 50, foerste afsnit). Kommissionen finder endvidere, at »Det OEkonomiske Udvalg ... maaske i mindre grad [har] vaeret beskaeftiget med prisfastsaettelse som saadan, men det er ikke trovaerdigt, at deltagerne ikke var bekendt med det ulovlige formaal, hvortil de oplysninger, som de bevidst stillede til raadighed for JMC, skulle anvendes« (beslutningens betragtning 119, andet afsnit).

204 Til stoette for sine paastande om, at droeftelserne i DOEU havde et konkurrencebegraensende sigte, har Kommissionen henvist til ét dokument, nemlig et fortroligt notat, forfattet af en repraesentant for FS-Karton (et selskab i Mayr-Melnhof-koncernen), der indeholdt »hoejdepunkterne« fra DOEU's moede den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter), som Prat Carton deltog i.

205 Kommissionen har i beslutningen refereret indholdet af dokumentet. Det fremgaar heraf, at moedet:

»... foruden en grundig gennemgang af efterspoergsel, produktion og ordrebeholdninger for de enkelte landes nationale markeder, ogsaa beskaeftigede sig med:

- den staerke kundemodstand, der var konstateret mod den seneste forhoejelse af prisen paa GC-kvaliteter, der traadte i kraft den 1. oktober

- ordrebeholdninger for henholdsvis GC- og GD-producenter, herunder oplysninger om de enkelte producenters situation

- rapport om gennemfoerte og planlagte midlertidige produktionsstandsninger

- saerlige problemer i forbindelse med gennemfoerelse af prisforhoejelsen i Det Forenede Kongerige og forhoejelsens betydning for opretholdelse af den noedvendige prisforskel mellem GC- og GD-kvaliteter

- sammenligning af de enkelte nationale sammenslutningers forventede og aktuelle ordreindtag« (beslutningens betragtning 50, andet afsnit).

206 Denne gengivelse af dokumentets indhold er i det vaesentlige korrekt. Men Kommissionen har ikke henvist til beviser til stoette for sin paastand om, at bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter maa anses som »udtryk for den reelle beskaffenhed af dette organs droeftelser« (beslutningens betragtning 113, sidste afsnit). Stora har endvidere anfoert: »JMC blev oprettet i slutningen af 1987 og holdt sit foerste moede i begyndelsen af 1988, fra hvilket tidspunkt det overtog en del af Det OEkonomiske Udvalgs opgaver. Det OEkonomiske Udvalgs oevrige opgaver blev overtaget af Det Statistiske Udvalg« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 13). I hvert fald for saa vidt angaar perioden fra begyndelsen af 1988, der er den eneste periode, hvor Prat Carton deltog i DOEU's moeder, indeholder redegoerelserne fra Stora saaledes ikke oplysninger, der stoetter Kommissionens paastand om, at droeftelserne i dette organ havde et konkurrencebegraensende sigte. Kommissionen har heller ikke paaberaabt sig beviser, der giver grundlag for at antage, at deltagerne i DOEU's moeder havde kendskab til den naermere beskaffenhed af moederne i JMC, som DOEU rapporterede til. Det kan derfor ikke anses for udelukket, at de deltagere i DOEU's moeder, der ikke samtidig deltog i JMC's moeder, ikke var bekendt med den reelle anvendelse af de rapporter, som DOEU udarbejdede.

207 Bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter er derfor ikke bevis for hvilken beskaffenhed, DOEU's droeftelser reelt havde.

ii) DOEU's moede den 3. oktober 1989

208 Indholdet af DOEU's moede den 3. oktober 1989 gengives i bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter. Spoergsmaalet er, om Prat Carton's deltagelse i dette moede er tilstraekkeligt bevis for virksomhedens deltagelse i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

209 Det bemaerkes for det foerste, at prisdroeftelserne paa moedet drejede sig om kundernes reaktioner paa de prisforhoejelser paa GC-kvaliteter, som stoersteparten af kartonproducenterne havde gennemfoert pr. 1. oktober 1989, efter at forhoejelserne var blevet bekendtgjort paa markedet nogle maaneder tidligere. Ifoelge Kommissionen vedroerte denne prisforhoejelse ligeledes SBS-, men ikke GD-kvaliteter. Retten finder, at droeftelserne paa moedet gik ud over, hvad der er tilladt i henhold til faellesskabsrettens konkurrenceregler, navnlig i det omfang det blev konstateret, at »det ville vaere forkert at fravige de nu gennemfoerte, betydelige priser for GC-kvaliteter ...«. Ved saaledes at give udtryk for en faelles vilje til konsekvent at anvende de nye priser paa GC-kvaliteter har producenterne ikke uafhaengigt taget stilling til den politik, de ville foelge paa markedet, hvilket er i strid med den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser (jf. bl.a. Suiker Unie-dommen, a.st., praemis 173).

210 Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at Prat Carton deltog i et ulovligt samarbejde om prisforhoejelser i oktober 1989 inden gennemfoerelsen af disse, og at virksomheden faktisk gennemfoerte en forhoejelse af sine priser paa GC-kvaliteter paa dette tidspunkt. Det fremgaar i denne forbindelse af sagsoegerens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, at Prat Carton's produktion i 1989 for mere end 80%'s vedkommende bestod af GD-kvaliteter, som ikke beroertes af prisforhoejelserne. Moedet i DOEU i oktober 1989 fandt endvidere sted ca. otte maaneder foer Prat Carton for foerste gang bevisligt deltog i et moede i JMC, der ifoelge beslutningen, tillige med PWG, var et af de organer, hvor de konkurrencebegraensende droeftelser hovedsagelig fandt sted.

211 Henset hertil kan det ikke udelukkes, at Prat Carton's repraesentant(er) paa DOEU's moede den 3. oktober 1989 ikke var bekendt med den sammenhaeng, prisdroeftelserne indgik i. I mangel af bevis for virksomhedens adfaerd paa markedet for saa vidt angaar priser i den relevante periode, er det endvidere muligt, at Prat Carton ikke ansaa droeftelserne for at angaa virksomhedens egne forhold. I det omfang DOEU's moede den 3. oktober 1989 kunne forekomme Prat Carton usaedvanligt, kan det ikke laegges virksomheden til last, at den ikke offentligt tog afstand fra droeftelserne paa moedet.

212 For det andet indeholder bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter intet, der beviser, at der reelt fandt droeftelser sted, der mundede ud i en plan for fremtidige produktionsstandsninger i henhold til et ulovligt samarbejde. Samtlige henvisninger til bestemte produktionsstandsninger vedroerer nemlig historiske oplysninger. Dokumentet indeholder ganske vist et afsnit om den fremtidige anvendelse af produktionsmidlerne: »For det tilfaelde, at ordretilgangen og kapacitetsudnyttelsen fortsat er ringe, er det naerliggende at overveje en produktionsstandsning i overensstemmelse med markedsbehovet.« »[Bei anhaltend schlechtem Auftragseingang und schlechter Belegung ist es naheliegend, entsprechend dem Marktbedarf ein Abstellen zu ueberlegen.«] Da Prat Carton's deltagelse i det paagaeldende moede i DOEU af de ovenfor anfoerte grunde ikke beviser, at virksomheden deltog i et ulovligt samarbejde om priser, er deltagelsen imidlertid heller ikke tilstraekkeligt bevis for dens deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsning. Omtalen af, at produktionsstandsninger eventuelt fremover bliver noedvendige, er ikke i sig selv tilstraekkelig til, at det kan antages, at der foreligger en tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler; i al fald for saa vidt angaar virksomheder, der ikke deltog i et ulovligt samarbejde om priser, kunne denne omtale forstaas som blot vaerende udtryk for en objektiv konstatering af de eksisterende markedsforhold.

213 Henset til det saaledes anfoerte kan Prat Carton's deltagelse i DOEU's moede den 3. oktober 1989 ikke anses for tilstraekkeligt bevis for, at virksomheden har deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

c) Stora's redegoerelse om videregivelse af oplysninger til virksomheder, der ikke deltog i moederne

214 Den redegoerelse fra Stora, som Kommissionen har henvist til (bilag 38 til meddelelsen af klagepunkter, s. 2), indeholder oplysninger om producenter, der blev informeret om resultaterne af moeder i PWG: »Stora's producenter har forstaaet, at de spanske producenter normalt blev informeret af Saffa eller af Finnboard. De oevrige spanske producenter, der er medlemmer af PG Paperboard, er: Papelera del Centra SA, Prat Carton SA, Romani Esteve SA, Sarrió SA og Tampella Espanola SA.«

215 Det fremgaar klart af redegoerelsens ordlyd, at Stora kun giver udtryk for en antagelse af, at Prat Carton blev informeret om resultaterne af PWG's moeder. Det er i oevrigt ikke naevnt, hvad der danner grundlag for denne antagelse. Henset hertil kan redegoerelsen ikke anses for bevis for Prat Carton's deltagelse i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Dette resultat gaelder saa meget mere, som Stora med sine paastande anklager en raekke andre virksomheder, der er medlemmer af PG Paperboard, men som ikke i beslutningen antages at have deltaget i nogen form for overtraedelse.

d) Prat Carton's deltagelse i JMC's moeder

216 Kommissionen har gjort gaeldende, at det ikke er bevist, at Prat Carton ikke har deltaget i moeder i JMC foer juni 1989, da der ikke findes officielle optegnelser vedroerende virksomhedernes deltagelse i disse moeder foer Kommissionens kontrolundersoegelser.

217 Bevisbyrden for, at Prat Carton har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, paahviler imidlertid Kommissionen. Dennes blotte paastande om Prat Carton's eventuelle deltagelse i JMC's moeder i den relevante periode er saaledes grundloese.

e) Konklusionen vedroerende det relevante tidsrum

218 Af de ovenfor anfoerte grunde kan de beviser, som Kommissionen har paaberaabt sig, ikke, end ikke betragtet under ét, anses for bevis for Prat Carton's deltagelse i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra midten af 1986 til mindst juni 1990.

2. Perioden fra juni 1990 til februar 1991

219 Det er ubestridt, at Prat Carton deltog i tre moeder i JMC i den omhandlede periode, nemlig den 27.-28. juni 1990, den 4. september 1990 og den 8.-9. oktober 1990. For saa vidt angaar Prat Carton's faktiske adfaerd paa markedet er det Kommissionens opfattelse, at den har bevis for, at virksomheden deltog i en samordnet prisforhoejelse i januar 1991, hvilket er den eneste samordnede prisforhoejelse i denne periode.

220 Henset hertil skal det undersoeges, om Kommissionen i tilstraekkeligt omfang har bevist Prat Carton's deltagelse i denne periode i de tre elementer, som overtraedelsen omfatter.

a) Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser

221 Ifoelge Kommissionen var JMC's hovedopgave fra foerste faerd:

»- at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og meddele sine konklusioner til PWG

- at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et aekvivalent (dvs. ensartet) prissystem i Europa ...« (beslutningens betragtning 44, sidste afsnit).

222 I beslutningens betragtning 45, foerste og andet afsnit, anfoerer Kommissionen saaledes naermere:

»Udvalget diskuterede, marked for marked, hvordan de enkelte producenter skulle gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser. De praktiske detaljer i forbindelse med gennemfoerelsen af de paataenkte prisforhoejelser blev droeftet ved 'rundbordssamtaler', hvorunder deltagerne havde mulighed for at fremkomme med deres kommentarer til den foreslaaede forhoejelse.

Problemer med at gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser eller lejlighedsvise tilfaelde af manglende samarbejdsvilje blev meddelt til PWG, som derefter (som Stora udtrykte det) 'forsoegte at opnaa samarbejde, i det omfang det blev anset for noedvendigt'. JMC udarbejdede saerskilte rapporter for GC- og GD-kvaliteter. Saafremt PWG aendrede en beslutning om prisfastsaettelse paa grundlag af de rapporter, man havde modtaget fra JMC, blev de skridt, der var noedvendige for at gennemfoere beslutningen, droeftet ved naeste JMC-moede.«

223 Det bemaerkes, at Kommissionen med rette har henvist til redegoerelserne fra Stora som stoette for disse oplysninger om genstanden for JMC's moeder (bilag 35 og 39 til meddelelsen af klagepunkter).

224 Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af officielle referater af moeder i JMC, har den fra Mayr-Melnhof og Rena faaet adgang til nogle interne notater vedroerende moederne den 6. september 1989, den 16. oktober 1989 og den 6. september 1990 (bilag 117, 109 og 118 til meddelelsen af klagepunkter). Disse notater, der er omtalt i beslutningens betragtning 80, 82 og 87, gengiver detaljerede droeftelser under disse moeder om samordnede prisinitiativer. Disse beviser bekraefter klart Stora's beskrivelse af JMC's opgaver.

225 I denne forbindelse er det som eksempel tilstraekkeligt at henvise til notatet fra Rena vedroerende JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), hvoraf bl.a. foelgende fremgaar:

»Der bliver annonceret en prisforhoejelse i naeste uge, i september.

Frankrig 40 FRF Nederlandene 14 Tyskland 12 DEM Italien 80 ITL Belgien 2,50 BEF Schweiz 9 CHF Det Forenede Kongerige 40 GBP Irland 45 IEP

Alle kvaliteter boer forhoejes lige meget GD, UD, GT, GC osv.

Kun 1 prisforhoejelse om aaret. For leverancer fra den 7. januar. Senest den 31. januar. 14. september skrivelse om prisforhoejelse (Mayr-Melnhof). 19. september, Feldmuehle udsender sin meddelelse. Cascades foer udgangen af september. Alle skal have udsendt meddelelserne foer den 8. oktober.«

226 Som det fremgaar af beslutningens betragtning 88, 89 og 90, lykkedes det endvidere Kommissionen at faa adgang til interne dokumenter, der godtgoer, at virksomhederne, bl.a. dem, der udtrykkeligt er anfoert i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, faktisk annoncerede og gennemfoerte de aftalte prisforhoejelser.

227 Selv om de dokumenter, som Kommissionen har henvist til, kun vedroerer faa moeder i JMC inden for den periode, som beslutningen omfatter, bekraefter alle de foreliggende bevisdokumenter Stora's oplysninger, hvorefter JMC's vaesentligste opgave var at beslutte og planlaegge gennemfoerelsen af de samordnede prisforhoejelser. I denne forbindelse maa den naesten fuldstaendige mangel paa referater af JMC's moeder, officielle saavel som interne, anses for tilstraekkeligt bevis for Kommissionens paastand om, at de deltagende virksomheder bestraebte sig paa at skjule den reelle beskaffenhed af de droeftelser, der fandt sted i dette organ (jf. bl.a. beslutningens betragtning 45). Under disse omstaendigheder gaelder der en omvendt bevisbyrde, saaledes at det paahviler de virksomheder, som beslutningen er rettet til, og som deltog i organets moeder, at bevise, at det havde et lovligt formaal. Da virksomhederne ikke har foert bevis herfor, har Kommissionen med rette antaget, at hovedformaalet med de droeftelser, som virksomhederne foerte paa moederne i dette organ, var konkurrencebegraensende.

228 For saa vidt angaar Prat Carton's egen situation findes virksomhedens deltagelse i tre moeder i JMC i loebet af en ca. otte maaneders periode, naar henses til det ovenfor anfoerte, at vaere tilstraekkeligt bevis for, at virksomheden i denne periode deltog i et ulovligt samarbejde om priser, uagtet at der ikke er foert bevis for, hvilke droeftelser der fandt sted paa disse tre moeder.

229 Denne konstatering stoettes af det materiale, som Kommissionen har henvist til vedroerende Prat Carton's faktiske adfaerd i prisspoergsmaal. Retten erindrer om, at det var besluttet at gennemfoere en prisforhoejelse for alle kartonkvaliteter i begyndelsen af september 1990, hvilket blev annonceret af de enkelte virksomheder i loebet af september/oktober 1990, som bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter viser. Forhoejelsen skulle traede i kraft i alle beroerte lande i januar 1991.

230 I en telefax fra Prat Carton af 26. september 1990 (dokument G-15-8) hedder det bl.a.:

»Vi paataenker at forhoeje vore priser i alle lande pr. januar 1991.

For Frankrig forudser vi en forhoejelse paa 400 FRF/t for samtlige kvaliteter.«

231 Selv om telefaxen kun naevner den noejagtige prisforhoejelse for ét lands vedkommende, beviser den, at Prat Carton annoncerede prisforhoejelser i overensstemmelse med de beslutninger, der var truffet inden for JMC, som det fremgaar af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter. I denne forbindelse bemaerkes, at de forhoejelser, der er naevnt i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, ikke refererer til samme salgsmaengde i alle lande, og at den, der naevnes for Frankrig, dvs. 40 FRF, er udtryk for en forhoejelse pr. 100 kg. Selv om det utvivlsomt fremgaar af dokument F-15-9 og G-15-7, der er en telefaxveksling mellem Prat Carton og en britisk virksomhed i slutningen af februar/begyndelsen af marts 1991, at Prat Carton foerst forhoejede sine priser i Det Forenede Kongerige i april 1991, bemaerkes, at en saadan udsaettelse af tidspunktet for gennemfoerelsen af prisforhoejelsen i et af de beroerte lande ikke kan antages at rejse tvivl om bevisvaerdien af dokument G-15-8, for saa vidt angaar Prat Carton's deltagelse i en samordnet prisforhoejelse i januar 1991. Denne slutning er saa meget mere naerliggende, som Prat Carton's prisforhoejelse paa det britiske marked ifoelge dokument F-15-9 androg mellem 35 og 45 GBP/t, hvilket ligger taet paa de 40 GBP, som fremgaar af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter.

232 Retten finder herefter, at Kommissionen har bevist, at Prat Carton har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser i tidsrummet juni 1990 - februar 1991.

b) Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger

233 Retten har allerede fastslaaet, at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, som deltog i PWG's moeder, fra slutningen af 1987 deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, og at der faktisk blev anvendt produktionsstandsninger fra 1990.

234 Ifoelge beslutningen deltog de virksomheder, der deltog i JMC's moeder, ligeledes i dette ulovlige samarbejde.

235 Kommissionen bemaerker hertil:

»Foruden Fides-systemet, der oplyste de samlede tal for hele branchen, var det almindeligt, at hver enkelt producent oplyste sin egen ordrebeholdning over for konkurrenterne paa moederne i JMC.

Oplysningerne om, hvor mange dage virksomhederne havde ordrer til, var relevante i to henseender:

- som grundlag for at beslutte, hvorvidt forudsaetningerne for at gennemfoere prisforhoejelser var til stede

- som grundlag for at beregne, hvor lang tid driften maatte indstilles for at opretholde ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel ...« (beslutningens betragtning 69, tredje og fjerde afsnit).

236 Kommissionen anfoerer endvidere:

»Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger' (Stora's anden redegoerelse, s. 15).

Ogsaa her saa det ud, som om det var de foerende producenter, der paatog sig byrden med at indskraenke produktionen for at fastholde priserne.

De uofficielle notater fra to JMC-moeder, det ene i januar 1990 (se betragtning 84), det andet i september 1990 (se betragtning 87), samt andre dokumenter (se betragtning 94 og 95) bekraefter imidlertid, at de store producenter holdt deres mindre konkurrenter taet og loebende informeret i PG Paperboard om deres planer om at gennemfoere yderligere produktionsstandsninger som alternativ til at saenke priserne« (beslutningens betragtning 71).

237 Det bemaerkes, at Kommissionen med rette har henvist til Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 25) som stoette for sin antagelse om, at selv om PWG ikke formelt tildelte produktionsstandsning til de enkelte producenter, fandtes der imidlertid »et loest system i form af henstillinger«.

238 For saa vidt angaar de virksomheder, der deltog i JMC's moeder, bekraefter bevismaterialet vedroerende moederne (bilag 109, 117 og 118 til meddelelsen af klagepunkter), at der som led i forberedelsen af prisforhoejelserne fandt droeftelser sted om produktionsstandsninger. Som allerede anfoert (jf. praemis 104), naevnes i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter ordrebeholdningen hos flere producenter, ligesom det er anfoert, at en raekke producenter forudsaa produktionsstandsninger. Selv om bilag 109 og 117 til meddelelsen af klagepunkter ikke indeholder direkte oplysninger om paataenkte produktionsstandsninger, afsloerer de imidlertid, at situationen med hensyn til ordrebeholdning og indgaaende ordrer blev droeftet under de paagaeldende moeder.

239 I sammenhaeng med redegoerelserne fra Stora er disse dokumenter tilstraekkeligt bevis for, at de producenter, der deltog i JMC's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger. I det omfang samordningen af annoncerede priser skulle foere til en hoejere faktureringspris (jf. praemis 48-61), havde de virksomheder, der deltog i det ulovlige samarbejde om priser, noedvendigvis kendskab til, at en gennemgang af ordrebeholdningen og indgaaende ordrer samt droeftelser af eventuelle produktionsstandsninger ikke alene skulle indgaa ved afgoerelsen af, om markedsvilkaarene var gunstige for en samordnet prisforhoejelse, men ligeledes ved afgoerelsen af, om produktionsstandsninger var noedvendige for at undgaa, at det samordnede prisniveau undermineredes af et for stort udbud. Det fremgaar saaledes navnlig af bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, at deltagerne i JMC's moede den 6. september 1990 enedes om at annoncere en kommende prisforhoejelse, selv om en raekke producenter havde erklaeret, at de gjorde klar til at standse produktionen. Markedsforholdene syntes saaledes at kraeve, at der fandt (yderligere) produktionsstandsninger sted, saafremt en fremtidig prisforhoejelse reelt skulle kunne gennemfoeres, hvilket producenterne i hvert fald stiltiende havde accepteret.

240 Af disse grunde finder Retten, uden at det er fornoedent at undersoege de oevrige beviser, som Kommissionen har henvist til i beslutningen (bilag 102, 113, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter), at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, der deltog i JMC's moeder og i det ulovlige samarbejde om priser, deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende produktionsstandsninger.

241 Det maa herefter laegges til grund, at Prat Carton i perioden juni 1990 - februar 1991 deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende produktionsstandsninger.

c) Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele

242 Retten har allerede fastslaaet, at Kommissionen har bevist, at de virksomheder, der var repraesenteret paa PWG's moeder, fra udgangen af 1987 deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele (jf. praemis 84-114).

243 Til stoette for sin paastand om, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, alligevel deltog i et ulovligt samarbejde af denne art, har Kommissionen i beslutningen henvist til foelgende:

»Medens de mindre kartonproducenter, der deltog i JMC's moeder, ikke blev indviet i de indgaaende droeftelser af markedsandele i PWG, accepterede de alle princippet om 'pris frem for maengde' og var derfor udmaerket klar over den almindelige forstaaelse, der herskede blandt de stoerre producenter med henblik paa at fastholde 'et konstant udbudsniveau' og uden tvivl ogsaa om behovet for at tilpasse deres egen markedsadfaerd hertil« (beslutningens betragtning 58, foerste afsnit).

244 Uanset at det ikke udtrykkeligt fremgaar af beslutningen, bekraefter Kommissionen herved Stora's redegoerelser, hvori det hedder:

»De producenter, der ikke deltog i PWG, blev normalt ikke orienteret om enkelthederne i droeftelserne vedroerende markedsandele. Uanset dette ville de som led i princippet om pris frem for maengde, som de var med i, fra de store producenter vaere blevet gjort bekendt med betydningen af ikke at underminere priserne ved at bevare et stabilt udbudsniveau.

For saa vidt angaar udbuddet af GC-kvaliteter var de andele, som daekkedes af producenter, der ikke deltog i PWG, saa ubetydelige, at det stort set ville vaere uden betydning, om de deltog i aftalerne vedroerende markedsandele eller ikke« (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 1.2).

245 Kommissionen bygger i lighed med Stora navnlig paa den antagelse, at selv om det ikke direkte er bevist, maa de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, men som bevisligt var med i andre elementer af den overtraedelse, der er naevnt i beslutningens artikel 1, antages at have haft kendskab til det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele.

246 En saadan slutning kan ikke tiltraedes. Kommissionen har for det foerste ikke henvist til nogen form for beviser, der kan antages at godtgoere, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, havde tiltraadt en generel aftale om, at de stoerste producenters markedsandele skulle fastfryses.

247 For det andet kan den omstaendighed, at virksomhederne deltog i et ulovligt samarbejde om priser og i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, ikke anses for bevis for, at de ligeledes deltog i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele. I denne forbindelse bemaerkes, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandele i modsaetning til, hvad Kommissionen tilsyneladende paastaar, ikke i sig selv har nogen forbindelse med det ulovlige samarbejde om priser og/eller om produktionsstandsninger. Det er tilstraekkeligt at fastslaa, at det ulovlige samarbejde vedroerende markedsandelene for de stoerste producenter i PWG ifoelge beslutningen (jf. praemis 78, 79 og 80) havde til formaal at holde markedsandelene paa et konstant niveau, med mulighed for aendring fra tid til anden, ogsaa i perioder, hvor markedsvilkaarene, herunder ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel, ikke kraevede, at produktionen tilpassedes for at sikre, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev gennemfoert. Det foelger heraf, at en eventuel deltagelse i et ulovligt samarbejde om priser og/eller produktionsstandsninger ikke beviser, at de virksomheder, der ikke havde deltaget i PWG's moeder, deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele, eller at de noedvendigvis havde eller burde have haft kendskab til dette.

248 Det bemaerkes for det tredje, at det fremgaar af beslutningens betragtning 58, andet og tredje afsnit, at Kommissionen som yderligere bevis for sin paastand henviser til bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, dvs. et notat, som Kommissionen har faaet fra Rena, og som ifoelge beslutningen vedroerer et saerligt moede i NPI den 3. oktober 1988. I denne forbindelse bemaerkes blot, at sagsoegeren dels ikke var medlem af NPI, dels at dokumentets omtale af, at det eventuelt blev noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, af de allerede anfoerte grunde ikke kan anses for bevis for et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele.

249 Retten finder herefter ikke, at Kommissionen har foert bevis for, at Prat Carton har deltaget i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele, for saa vidt angaar perioden juni 1990 - februar 1991.

3. Rettens konklusion vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt Prat Carton deltog i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, inden virksomheden blev overtaget af sagsoegeren i februar 1991

250 Af de ovenfor anfoerte grunde finder Retten, at det maa laegges til grund, at Kommissionen har bevist, at Prat Carton i perioden juni 1990 - februar 1991 deltog i et ulovligt samarbejde om priser samt i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger. Prat Carton's deltagelse i et ulovligt samarbejde vedroerende markedsandele i samme periode er imidlertid ikke tilstraekkeligt bevist. For saa vidt angaar den forudgaaende periode, dvs. fra midten af 1986 til juni 1990, har Kommissionen ikke godtgjort, at Prat Carton skulle have deltaget i de forskellige elementer af overtraedelsen.

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 2

Parternes argumenter

251 Sagsoegeren har gjort et enkelt anbringende gaeldende, hvorefter forbuddet mod fremtidig udveksling af oplysninger er retsstridigt. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at hverken beslutningens artikel 1 eller dens artikel 2 vedroerer det foerste informationsudvekslingssystem inden for brancheorganisationen CEPI-Cartonboard (herefter »CEPI«), der er omtalt i beslutningens betragtning 105, 106 og 166. Forbuddet mod fremtidig udveksling af oplysninger er saavel til hinder for, at CEPI og sammenslutningens medlemmer, herunder sagsoegeren, for fremtiden etablerer nye informationsudvekslingssystemer, som for det saerlige system, CEPI gav Kommissionen underretning om i slutningen af 1993, og som i oevrigt ikke er naevnt i beslutningen.

252 Desuden er informationsudvekslingssystemer, der ikke har til formaal at naa de resultater, der er omfattet af forbuddet, f.eks. prisfastsaettelse eller samordning af afsaetningen, ikke i Kommissionens hidtidige praksis blevet anset for retsstridige, saafremt de ikke omfattede udveksling af individuelle, fortrolige oplysninger. Sagsoegeren har understreget, at Kommissionen i Syvende beretning om konkurrencepolitikken praeciserede, at den principielt ikke havde indvendinger mod udveksling af statistiske oplysninger gennem erhvervssammenslutninger eller informationskontorer, selv om oplysningerne er opdelt, naar blot ikke oplysningerne giver mulighed for at identificere individuelle oplysninger.

253 Anbringendet er herefter opdelt i to led. Med det foerste goer sagsoegeren gaeldende, at forbuddet i beslutningens artikel 2 er for vagt og generelt formuleret. Det er saaledes ikke praeciseret, under hvilke omstaendigheder et informationsudvekslingssystem, der ikke angaar individuelle oplysninger, vil blive anset for egnet til at fremme en samordning af priser eller produktion eller til at kontrollere gennemfoerelsen af en aftale om priser eller om markedsdeling.

254 Det er endvidere ikke i beslutningens artikel 2 praeciseret, hvilke karakteristika der kraeves, for at systemet kan antages at opfylde kravene til ikke at omfatte a) oplysninger i samlet form, paa grundlag af hvilke »individuelle producenternes adfaerd kan identificeres« (stk. 2), b) produktions- og salgsstatistikker i global form, der kan bruges »til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd« (stk. 3), og c) »enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning« samt »moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger« (stk. 4).

255 Ifoelge sagsoegeren er forbud, der er saa vagt og generelt formuleret, uigennemfoerlige og i hvert fald i strid med retssikkerhedsprincippet.

256 Med anbringendets andet led har sagsoegeren bestridt lovligheden af det forbud, der er indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 2, om udveksling af oplysninger (selv i global form) med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger.

257 For det foerste giver saadanne oplysninger kun overordnet information om den generelle efterspoergsel, og goer det ikke muligt at identificere hverken producenter eller lande.

258 For det andet er udveksling af saadanne oplysninger saerlig fordelagtig, hvis ikke noedvendig, inden for kartonbranchen.

259 For det tredje har Kommissionen aldrig forbudt udveksling af saadanne oplysninger. Den har tvaertimod anset udveksling af oplysninger om lagerbeholdning, aktuelle og tidligere markedspriser, forbrug, produktionskapacitet og endog pristendenser for konkurrencemaessigt neutrale (jf. bl.a. Kommissionens meddelelse 87/C 339/07 i henhold til artikel 19, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 om en begaering om negativattest i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3 - sag nr. IV/32.076 - European Wastepaper Information Service (EFT 1987 C 339, s. 7, herefter »EWIS-meddelelsen«) samt Syvende beretning om konkurrencepolitikken, nr. 5-8).

260 Kommissionen har henvist til, at beslutningens artikel 2 ikke vedroerer det informationsudvekslingssystem, der blev meddelt af CEPI, og som, da sagen blev anlagt, var forelagt for Kommissionens kompetente tjenestegrene.

261 Kommissionen har endvidere gjort gaeldende, at de paabud, der fremgaar af beslutningens artikel 2, er saedvanlige, idet Kommissionen ikke har faaet bevis for, at overtraedelserne er bragt til ophoer, samt at raekkevidden af paabuddene afhaenger af virksomhedernes adfaerd. I det omfang paabuddene er til hinder for, at virksomheden deltager i et system med det samme eller et lignende formaal eller virkning som det omtvistede system, er de i realiteten kun udtryk for en anvendelse af det generelle forbud i traktatens artikel 85 (Rettens dom af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905). De har i oevrigt hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 og er i overensstemmelse med de beslutninger, som Retten tidligere har opretholdt.

262 Informationsudvekslingssystemet blev anset for vaesentligt af kartellets medlemmer, og det muliggjorde kontrol og gennemfoerelse af konkurrencebegraensende initiativer (beslutningens betragtning 6-71 og 134). Det havde endvidere altid vaeret en tilskyndelse for producenterne til at udvise en konkurrencebegraensende adfaerd, selv efter de aendringer af systemet, der blev foretaget i 1991 (beslutningens betragtning 166). Ved bedoemmelsen af raekkevidden af paabuddene i beslutningens artikel 2 er det noedvendigt at tage hensyn til de naevnte omstaendigheder, kartonmarkedets saerlige forhold samt til, at situationen kendetegnedes af et naesten absolut kartel paa det europaeiske marked. Naar henses hertil, er der grund til at forkaste sagsoegerens argumentation, som bygger paa, at de oplysninger, hvis udveksling er forbudt, er helt generelle, samt at beslutningens artikel 2 er i strid med retssikkerhedsprincippet. Forbuddet mod udveksling af oplysninger, bl.a. af de i artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c) naevnte oplysninger, omhandler ikke generelle oplysninger, men kun oplysninger, der vil kunne lette eller fremme konkurrencebegraensende adfaerd.

263 EWIS-meddelelsen vedroerer endelig en oekonomisk sammenhaeng, der klart var forskellig fra kartonbranchen (meddelelsens punkt 3), bl.a. fordi EWIS kun kunne levere samlede oplysninger vedroerende et tilstraekkeligt stort antal medlemmer til, at det ikke var muligt at identificere et enkelt medlems adfaerd (meddelelsens punkt 7).

Rettens bemaerkninger

264 Det bemaerkes, at beslutningens artikel 2 indeholder foelgende bestemmelse:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner, eller

b) hvorved en faelles brancheholdning til oekonomiske forhold med hensyn til priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv om individuelle oplysninger ikke afsloeres, eller

c) hvorved de kunne blive i stand til at overvaage tilslutning til eller overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller markedsopdeling i EF.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger, den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfaelde selv om det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte maskine.

Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begraenses til indsamling og udbredelse af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd.

Virksomhederne skal ogsaa afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning i tilslutning til en saadan tilladt udveksling samt afholde sig fra moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger.

De noedvendige aendringer af et eventuelt system for udveksling skal vaere foretaget senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«

265 Som det fremgaar af betragtning 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan Kommissionen, naar den konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bl.a. traktatens artikel 85, ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer.

266 Ifoelge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 45, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (Rettens dom af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755, praemis 220).

267 I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., praemis 93; jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1533, praemis 209, og sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 163).

268 Efterproevelsen af, om paabuddet i beslutningens artikel 2, som haevdet af sagsoegeren, er for vidtgaaende, skal derfor omfatte en undersoegelse af omfanget af de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.

269 Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning som de overtraedelser, der er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formaal at hindre virksomhederne i at gentage den adfaerd, der er konstateret at vaere ulovlig. Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de befoejelser, den er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.

270 Artikel 2, stk. 1, litra a), b), og c), har naermere til formaal at forbyde fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger.

271 Paabuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger, paa grundlag af hvilke deltagerne direkte eller indirekte kan faa adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende virksomheder, forbydes, forudsaetter, at Kommissionen i beslutningen har fastslaaet, at udveksling af saadanne oplysninger er retsstridig i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1.

272 I denne forbindelse bemaerkes, at det ikke fremgaar af beslutningens artikel 1, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger i sig selv er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

273 Den fastslaar generelt, at virksomhederne har overtraadt traktatbestemmelsen ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«.

274 Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (dommen i sagen Suiker Unie m.fl., a.st., praemis 122). Beslutningens betragtning 134, andet afsnit, er affattet saaledes:

»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og foelsomme individuelle forretningsmaessige oplysninger paa moeder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig JMC) vedroerende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og produktionskvoter var aabenbart konkurrencebegraensende, idet de havde til formaal at sikre, at forudsaetningerne for gennemfoerelsen af de aftalte prisinitiativer var saa gunstige som muligt ...«

275 Da Kommissionen saaledes i beslutningen behoerigt har fastslaaet, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger som saadan udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 i anvendelse.

276 Forbuddene mod udveksling af forretningsmaessige oplysninger i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersoeges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og 4, der underbygger de omhandlede paabud. Det skal saaledes afgoeres ud fra konteksten, om, og i bekraeftende fald i hvilket omfang, Kommissionen har anset udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der paahviler virksomhederne, skal begraenses til, hvad der er noedvendigt for at sikre, at deres adfaerd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

277 Beslutningen maa fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens betragtning 134, tredje afsnit). En saadan fortolkning bekraeftes af ordlyden af beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgaar, at virksomhederne havde udvekslet forretningsmaessige oplysninger »til stoette for naevnte forholdsregler«, der fandtes at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

278 Omfanget af de forbud, der gaelder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedoemmes under hensyn til denne stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt med traktatens artikel 85.

279 De naevnte forbud er dels ikke begraenset til at omfatte udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 2]. Desuden forbyder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegraensende adfaerd fremmes.

280 Et saadant forbud gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes, for saa vidt som det er til hinder for, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal. Dels fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfoerer den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret. Det foelger heraf, at Kommissionens argument om, at beslutningens artikel 2 alene konstaterer, hvad der er gaeldende ret (jf. praemis 261), savner grundlag.

281 Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor vaere at annullere, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes

A - Anbringendet om, at der skal ske nedsaettelse af boeden, fordi overtraedelsen og dens varighed er defineret forkert

282 Sagsoegeren har under henvisning til de ovenfor anfoerte anbringender og argumenter gjort gaeldende, at overtraedelsens omfang i materielt henseende afveg betydeligt fra, hvad Kommissionen haevder, samt at den var af meget kortere varighed og langt mindre alvorlig, hvorfor der er grundlag for en radikal nedsaettelse af boeden.

283 Det bemaerkes hertil, at det fremgaar af Rettens bemaerkninger til de forudgaaende anbringender, at Kommissionen korrekt har foert bevis for den i beslutningens artikel 1 beskrevne overtraedelse og dens varighed i relation til sagsoegeren.

284 Det foelger heraf, at dette anbringende ikke kan tiltraedes.

B - Anbringendet om, dels at Kommissionens antagelse af, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal« beroede paa et fejlskoen, dels at den ikke har opfyldt sin begrundelsespligt paa dette punkt

Parternes argumenter

285 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionens antagelse af, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal«, som den lagde til grund ved udmaalingen af boeden, beroede paa et fejlskoen (beslutningens betragtning 168). Kommissionen undlod saaledes at tage hensyn til bevismateriale, som de virksomheder, beslutningen var rettet til, specielt sagsoegeren, havde fremlagt.

286 Den maade, priserne annonceredes paa, var saedvanlige inden for branchen, og det var som foelge af markedsforholdene, bl.a. markedets gennemskuelighed, at der kunne iagttages en vis ensartethed og et tidsmaessigt sammenfald mellem de forskellige producenters annoncering af prisforhoejelser. Kommissionen undlod at tage hensyn til foelgende omstaendigheder: a) Faktureringspriserne var altid meget lavere end de annoncerede priser; b) der var altid betydelige forskelle mellem priserne til de enkelte kunder, saaledes at der ikke kun var én pris; c) konjunktursvingninger oevede indflydelse paa prisudviklingen, og d) prisforskellene mellem de enkelte kunder oegedes i loebet af den relevante periode, hvilket er udtryk for, at priserne i stigende grad individualiseredes.

287 Udviklingen i faktureringspriserne blev ene og alene afgjort af markedsvilkaarene i den paagaeldende periode, herunder en relativt stabil efterspoergsel, tilfredsstillende og undertiden optimal udnyttelse af produktionskapaciteten (jf. beslutningens betragtning 13, 14 og 15), betydelige omkostningsstigninger (jf. beslutningens betragtning 16-19) samt af en helt saedvanlig rentabilitet i hele perioden. Under disse omstaendigheder burde Kommissionen vaere naaet frem til, at prisstigningerne var saedvanlige (jf. ligeledes beslutningens betragtning 135), samt at de stigninger i faktureringspriserne, der eventuelt kunne konstateres, fulgte de grundlaeggende variable oekonomiske forhold. Kommissionen burde derfor have konstateret, at det paastaaede kartel ikke havde haft betydning for, hvorledes faktureringspriserne faktisk havde udviklet sig.

288 Ifoelge sagsoegeren fulgte faktureringspriserne hele tiden omkostningsudviklingen. Faldet i raavarepriserne i andet halvaar 1989 fulgtes af en betydelig stigning i udgifterne til arbejdskraft og energi, der udgoer ca. 35% af kartonproducenternes samlede omkostninger. Den omstaendighed, at efterspoergslen faldt i 1991, er heller ikke udtryk for, at andre omstaendigheder end markedsvilkaarene havde oevet indflydelse paa prisudviklingen, idet den eneste prisforhoejelse i 1991 (forhoejelsen i januar maaned) allerede var blevet annonceret i efteraaret 1990 og planlagt af producenterne endnu tidligere.

289 Kommissionens paastande med hensyn til kartellets virkninger er heller ikke korrekte for saa vidt angaar det paastaaede samarbejde vedroerende markedsandele, idet der ikke fandt et saadant samarbejde sted og heller ikke eksisterede et system til kontrol med udviklingen i markedsandele for de forskellige producenter. Hertil kommer, at Sarrió's markedsandele varierede betydeligt i den relevante periode.

290 Sagsoegeren har endelig paaberaabt sig en begrundelsesmangel, idet konklusionerne vedroerende kartellets virkninger paa markedet og de faktiske omstaendigheder, der fremgaar af selve beslutningen, er indbyrdes modstridende.

291 Kommissionen har anfoert, at priserne regelmaessigt forhoejedes i den paagaeldende periode, i overensstemmelse med den samordning, producenterne foretog i de forskellige udvalg under PG Paperboard, at der blev indfoert et system med henblik paa kontrol med, at kartellets beslutninger blev overholdt, idet der udveksledes detaljerede oplysninger, samt at de forskellige producenters markedsandele stabilt blev holdt paa mere eller mindre samme niveau. Under disse omstaendigheder og navnlig i betragtning af det meget omfattende bevismateriale for kartellet er sagsoegerens paastand om, at kartellet ikke vaesentligt havde paavirket tendenserne paa markedet, ugrundet.

292 Med hensyn til prisudviklingen har Kommissionen henvist til, at kartellets succes skal bedoemmes under ét. At kartellet havde succes, modsiges absolut ikke af den omstaendighed, der i oevrigt ikke er bevist, at sagsoegeren havde mindre fordel af kartellet end visse andre.

293 For saa vidt angaar markedsandele, er de begraensede variationer i de forskellige producenters markedsandele ligeledes udtryk for, at kartellet havde stor succes i denne henseende.

294 Under henvisning til de tidligere anfoerte argumenter har Kommissionen endelig bestridt, at beslutningen skulle lide af en begrundelsesmangel for saa vidt angaar kartellets virkninger paa markedet. Den henviser herved bl.a. til analyserne af markedsforholdene og markedsudviklingen i beslutningens betragtning 16, 21 og 137, og den goer gaeldende, at beslutningens begrundelse ikke er selvmodsigende, medmindre man soeger at isolere paastandene i forhold til deres sammenhaeng.

Rettens bemaerkninger

295 Ifoelge beslutningens betragtning 168, syvende led, fastsatte Kommissionen det generelle boedeniveau bl.a. under hensyn til, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal«. Det er ubestridt, at denne betragtning henviser til virkningerne paa markedet af den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1.

296 Ved sin kontrol af Kommissionens skoen med hensyn til virkningerne af overtraedelsen finder Retten, at det er tilstraekkeligt at undersoege dette i relation til virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser. For det foerste fremgaar det af beslutningen, at konstateringen af den store succes med hensyn til opnaaelsen af maalene navnlig stoettes paa virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser. Mens virkningerne heraf er undersoegt i beslutningens betragtning 100, 101, 102, 115, 135, 136 og 137, har spoergsmaalet om, hvorvidt det ulovlige samarbejde om markedsandele og om produktionsstandsninger har haft virkninger paa markedet, derimod ikke vaeret genstand for en saerskilt undersoegelse.

297 For det andet giver undersoegelsen af virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser under alle omstaendigheder mulighed for ligeledes at vurdere, om det ulovlige samarbejde om produktionsstandsning havde naaet sit maal, nemlig at sikre mod, at de samordnede prisinitiativer blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg efterspoergslen.

298 Hvad for det tredje angaar det ulovlige samarbejde om markedsandele har Kommissionen ikke gjort gaeldende, at de virksomheder, der deltog i PWG's moeder, ville opnaa en absolut fastfrysning af deres markedsandele. Ifoelge beslutningens betragtning 60, andet afsnit, var aftalen om markedsandele ikke statisk, »men genstand for periodisk justering og genforhandling«. Henset til denne praecisering kan det derfor ikke bebrejdes Kommissionen, at den skoennede, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal, uden i beslutningen at undersoege den succes, som det ulovlige samarbejde havde med hensyn til markedsandele.

299 Kommissionen vurderede virkningerne af et ulovligt samarbejde om priser generelt. Selv om det antages, at de individuelle oplysninger, sagsoegeren har fremlagt, som haevdet viser, at et ulovligt samarbejde om priser kun havde mindre betydelige virkninger for sagsoegeren, end de havde paa det samlede europaeiske kartonmarked, kan saadanne individuelle oplysninger ikke i sig selv anses for tilstraekkelige til at rejse tvivl om Kommissionens skoen.

300 Som Kommissionen bekraeftede i retsmoedet, fremgaar det af beslutningen, at der sondres mellem tre forskellige former for virkninger. Kommissionen har yderligere lagt til grund, at producenterne selv, samlet betragtet, ansaa prisinitiativerne for en succes.

301 Den foerste form for virkninger, som Kommissionen har taget hensyn til, og som ikke bestrides af sagsoegeren, er den omstaendighed, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev meddelt kunderne. De nye priser tjente saaledes som reference ved individuelle forhandlinger med kunderne om faktureringspriser (jf. bl.a. beslutningens betragtning 100 og betragtning 101, femte og sjette afsnit).

302 Den anden form for virkninger er den omstaendighed, at udviklingen i faktureringspriserne fulgte udviklingen i de annoncerede priser. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gaeldende, at »producenterne ikke [noejedes] med at annoncere de aftalte prisforhoejelser, men tog ogsaa, med faa undtagelser, strenge forholdsregler for at sikre, at forhoejelserne blev haandhaevet over for kunderne« (beslutningens betragtning 101, foerste afsnit). Kommissionen har erkendt, at kunderne undertiden opnaaede indroemmelser med hensyn til ikrafttraedelsestidspunktet for forhoejelserne, rabatter eller individuelle nedslag, bl.a. ved store ordrer, samt at »den gennemsnitlige nettoforhoejelse, der opnaaedes efter rabatter, prisnedslag og andre indroemmelser, altid var mindre end hele den annoncerede forhoejelse« (beslutningens betragtning 102, sidste afsnit). Under henvisning til diagrammerne i den oekonomiske undersoegelse, som flere af beslutningens adressater lod udarbejde med henblik paa proceduren for Kommissionen (herefter »LE-rapporten«), har den gjort gaeldende, at der i den periode, som beslutningen vedroerer, var »en taet lineaer sammenhaeng« mellem udviklingen i de annoncerede priser og i faktureringspriserne udtrykt i national valuta eller omregnet til ecu. Kommissionen konkluderer foelgende: »De nettoprisstigninger, der blev indfoert, fulgte noeje de annoncerede prisstigninger, endskoent der forekom en vis tidsforskydning. Rapportens forfatter indroemmede under den mundtlige hoering, at dette var tilfaeldet for 1988 samt 1989« (beslutningens betragtning 115, andet afsnit).

303 Retten tiltraeder, at Kommissionen ved sin vurdering af denne anden form for virkninger med rette kunne anse den omstaendighed, at der var en lineaer sammenhaeng mellem udviklingen i de annoncerede priser og faktureringspriserne, for bevis for, at prisinitiativerne fik virkning i denne henseende, hvilket var i overensstemmelse med producenternes maal. Det er ubestridt, at den praksis, der foelges paa det relevante marked, hvorefter der foeres individuelle forhandlinger med kunderne, indebaerer, at faktureringspriserne generelt ikke er identiske med de annoncerede priser. Det kan derfor ikke paaregnes, at stigningerne i faktureringspriserne er identiske med de annoncerede prisstigninger.

304 Med hensyn til den indbyrdes sammenhaeng mellem forhoejelserne af de annoncerede priser og faktureringspriserne har Kommissionen med rette henvist til LE-rapporten, der er en analyse af udviklingen i kartonpriserne i den periode, beslutningen omhandler, og som bygger paa oplysninger fra en raekke producenter, bl.a. sagsoegeren selv.

305 Tidsmaessigt bekraefter rapporten imidlertid kun til dels, at der var tale om en »taet lineaer sammenhaeng«. Gennemgangen af perioden fra 1987 til 1991 omfatter tre saerskilte underperioder. Under hoeringen for Kommissionen refererede LE-rapportens forfatter sine konklusioner saaledes: »Der er ikke naer overensstemmelse, end ikke tidsforskudt, mellem de annoncerede prisforhoejelser og markedspriserne i begyndelsen af undersoegelsesperioden, dvs. fra 1987 til 1988. En saadan overensstemmelse finder man derimod i 1988/1989, hvorefter den ophoerer og senere opfoerer sig noget underligt [oddly] i perioden 1990/1991« (protokollatet af den mundtlige hoering, s. 28). Han oplyste endvidere, at de tidsmaessige forskydninger havde naer sammenhaeng med aendringer i efterspoergslen (jf. bl.a. protokollatet af den mundtlige hoering, s. 20).

306 Forfatterens mundtlige konklusion svarer til analysen i rapporten, bl.a. de sammenlignende diagrammer mellem udviklingen i annoncerede priser og faktureringspriser (LE-rapporten, diagram nr. 10 og 11, s. 29). Paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen kun delvis har foert bevis for, at der fandtes en saadan »taet lineaer sammenhaeng«, som paastaaet.

307 Kommissionen oplyste under retsmoedet, at den ligeledes havde taget hensyn til en tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser, nemlig at faktureringspriserne var hoejere, end de ville have vaeret uden det ulovlige samarbejde. Under henvisning til, at planlaegningen af tidspunkter og den raekkefoelge, hvori prisforhoejelserne skulle meddeles, blev foretaget af PWG, har Kommissionen i beslutningen anfoert, at »det under saadanne omstaendigheder [er] utaenkeligt, at den samordnede annoncering af prisforhoejelserne ingen virkning havde paa de faktiske prisniveauer« (beslutningens betragtning 136, tredje afsnit). LE-rapporten indeholder (afsnit 3) imidlertid en model for udarbejdelse af prisprognoser paa grundlag af objektive markedsvilkaar. Det anfoeres i rapporten, at prisniveauet, bestemt paa grundlag af objektive oekonomiske forhold i perioden 1975-1991, herunder indbefattet den periode, som beslutningen omfatter, med ubetydelige afvigelser ville have udviklet sig identisk med de faktureringspriser, der anvendtes.

308 Paa trods af de anfoerte konklusioner giver analysen i rapporten ikke grundlag for at fastslaa, at de samordnede prisinitiativer ikke gav producenterne mulighed for at opnaa en hoejere faktureringspris end under en fri konkurrence. Som Kommissionen understregede i retsmoedet, er det muligt, at de faktorer, analysen bygger paa, paavirkedes af det ulovlige samarbejde. Kommissionen har saaledes med rette gjort gaeldende, at det ulovlige samarbejde f.eks. kunne bevirke, at virksomhedernes incitament til at nedbringe deres omkostninger var begraenset. Derimod har den ikke paavist direkte fejl i LE-rapportens analyse og har heller ikke fremlagt egne oekonomiske analyser vedroerende den teoretiske udvikling i faktureringspriserne uden ulovligt samarbejde. Herefter kan dens anbringende om, at faktureringspriserne ville have vaeret lavere, saafremt der ikke havde eksisteret et ulovligt samarbejde mellem producenterne, ikke tiltraedes.

309 Denne tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser er derfor ikke bevist.

310 De ovenfor anfoerte konstateringer aendres ikke af producenternes subjektive vurdering, som Kommissionen anvender som grundlag for at antage, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til en fortegnelse over dokumenter, som den fremlagde i retsmoedet. Selv om det antages, at Kommissionen kunne have underbygget sin opfattelse af, at prisinitiativerne havde succes, med dokumenter, der gav udtryk for visse producenters subjektive opfattelse, maa det konstateres, at flere virksomheder, bl.a. sagsoegeren, i retsmoedet med rette har henvist til talrige andre sagsakter, der viser producenternes problemer med at gennemfoere de aftalte prisforhoejelser. Henset hertil er Kommissionen henvisning til producenternes egne redegoerelser ikke tilstraekkelig til at begrunde den slutning, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.

311 Paa grundlag af det saaledes anfoerte er de af Kommissionen anfoerte virkninger af overtraedelsen kun delvist bevist. Retten vil tage stilling til betydningen af denne konstatering for boedespoergsmaalet, hvor Retten har fuld proevelsesret, i forbindelse med vurderingen af den konstaterede overtraedelses grovhed (jf. nedenfor, praemis 334).

312 Retten finder endelig, at der ikke er grundlag for sagsoegerens paastand om, at beslutningen skulle savne begrundelse for saa vidt angaar virkningerne af overtraedelsen. Det fremgaar saaledes af det ovenfor anfoerte, at beslutningen indeholder en detaljeret, sammenhaengende begrundelse for saa vidt angaar virkningerne af den konstaterede overtraedelse.

C - Anbringendet om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at anse kartellets hemmeligholdelse for en skaerpende omstaendighed, samt om begrundelsesmangler i denne henseende

Parternes argumenter

313 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selv om det antages, quod non, at en vis tilrettelaeggelse af annonceringen af prisforhoejelserne var resultatet af en samordning, havde Kommissionen ikke grundlag for at anse dette for en skaerpende omstaendighed, idet »hemmeligholdelsen« af et kartel er et implicit element i overtraedelsen.

314 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at den omstaendighed, at Kommissionen ikke var i stand til at finde beviser for den paastaaede overtraedelse, ikke er ensbetydende med, at der blev truffet foranstaltninger til at skjule den.

315 Sagsoegeren har endelig henvist til, at beslutningen savner begrundelse, idet det ikke er anfoert, hvorfor hemmeligholdelsen af kartellet skal anses for en skaerpende omstaendighed.

316 Kommissionen har gjort gaeldende, at den omstaendighed, at kartellet blev hemmeligholdt, er en omstaendighed, der skal tages i betragtning ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed (BASF-dommen, a.st., praemis 273).

Rettens bemaerkninger

317 Beslutningens betragtning 167, tredje afsnit, indeholder foelgende: »Et saerligt alvorligt traek ved overtraedelsen er, at virksomhederne i et forsoeg paa at skjule kartellets eksistens gik saa langt som til paa forhaand at tilrettelaegge datoerne for og raekkefoelgen af hver enkelt af de store producenters annoncering af de nye prisstigninger.« Det hedder desuden i beslutningen, at »... producenterne [kunne] takket vaere denne udfoerlige plan for vildledning af kunderne have forklaret raekken af ensartede, regelmaessige og brancheomspaendende prisstigninger inden for kartonsektoren med henvisning til faenomenet 'oligopolitisk adfaerd' (beslutningens betragtning 73, tredje afsnit). Det fremgaar endelig af beslutningens betragtning 168, sjette led, at Kommissionen fastlagde det generelle boedeniveau under hensyn til den omstaendighed, at »der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.)«.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0334.2

318 Det bemaerkes, at Kommissionen paa grundlag af de tilvejebragte beviser med foeje har sluttet, at virksomhederne har tilrettelagt tidspunkterne og raekkefoelgen for udsendelse af meddelelser om prisforhoejelser for at soege at skjule prissamordningen. Denne planlaegning fremgaar navnlig af redegoerelserne fra Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 30): »Der fandtes ingen standardprocedure for, hvem der foerst skulle annoncere prisforhoejelsen, og hvem der skulle foelge efter. PWG droeftede spoergsmaalet og aftalte, hvem der foerst skulle annoncere den enkelte prisforhoejelse, samt hvornaar de andre foerende producenter skulle annoncere deres prisforhoejelser. Raekkefoelgen var ikke den samme hver gang.« Den omhandlede planlaegning bekraeftes endvidere af Rena's notat vedroerende moedet i JMC den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter). Dokumentet indeholder praecise oplysninger om datoerne for annoncering af prisforhoejelser i januar 1991 for saa vidt angaar visse virksomheder i PWG (Mayr-Melnhof, Feldmuehle og Cascades), der noeje stemmer overens med de datoer, hvor virksomhederne faktisk udsendte deres meddelelser (jf. beslutningens betragtning 87 og 88).

319 Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende moederne i PWG og JMC, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.

320 Heraf foelger, at de virksomheder, der deltog i disse organers moeder, ikke alene havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, men ydermere traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Der er derfor med rette, at Kommissionen har anset disse foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.

321 Da det af beslutningen fremgaar, praecis hvilken adfaerd fra virksomhedernes side der er blevet anset for skaerpende omstaendigheder, har Kommissionen begrundet sin opfattelse tilstraekkeligt paa dette punkt.

322 Det foelger heraf, at anbringendet ikke kan tiltraedes.

D - Anbringendet om, at ligebehandlingsprincippet var tilsidesat, idet Kommissionen uden objektiv begrundelse paalagde langt hoejere boeder end i sin hidtidige praksis

Parternes argumenter

323 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at forhoejelsen af den paalagte boede, sammenholdt med det boedeniveau, som Kommissionen har anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, er en ubegrundet forskelsbehandling.

324 Tilsvarende karteller er blevet paalagt klart mildere sanktioner (jf. f.eks. Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«).

325 Det generelle boedeniveau forekommer ligeledes uberettiget i forhold til Kommissionens beslutning 92/163/EOEF af 24. juli 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/31.043 - Tetra Pak II, EFT 1992 L 72, s. 1).

326 En sammenligning med boedeniveauet i Kommissionens beslutning 94/815/EF af 30. november 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (sag nr. IV/33.126 og 33.322 - Cement, EFT L 343, s. 1) bekraefter ligeledes, at overtraedelsens grovhed er bedoemt forkert.

327 Ifoelge Kommissionen goer der sig saerlige omstaendigheder gaeldende i hver enkelt sag. Ifoelge ligebehandlingsprincippet, hvorefter lige forhold skal behandles lige, er det umuligt at sammenligne de boeder, der er paalagt i naervaerende sag, med boeder, der er paalagt for overtraedelser, som er begaaet under andre omstaendigheder og i andre perioder. Kommissionen har endvidere anfoert, at den under alle omstaendigheder har adgang til at forhoeje boedeniveauet, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907).

Rettens bemaerkninger

328 I medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder, der forsaetligt eller uagtsomt overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolen kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 54).

329 I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle boedeniveau under hensyn til overtraedelsens varighed (beslutningens betragtning 167) samt ud fra foelgende overvejelser (betragtning 168):

»- Hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder er efter selve deres beskaffenhed staerkt konkurrencebegraensende.

- Kartellet daekkede stort set hele Faellesskabets omraade.

- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der repraesenterer indtil 2,5 mia. ECU hvert aar.

- De virksomheder, der deltog i overtraedelsen, tegner sig for stort set hele markedet.

- Kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder.

- Der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.).

- Kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.«

330 Retten bemaerker endvidere, at det fremgaar af Kommissionens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende.

331 Det understreges for det foerste, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 105-108, og ICI-dommen, a.st., praemis 385).

332 Kommissionen har for det andet med rette haevdet, at der som foelge af sagens saerlige omstaendigheder ikke kan foretages en umiddelbar sammenligning mellem det generelle boedeniveau i denne beslutning og det boedeniveau, Kommissionen har anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, herunder navnlig i polypropylen-beslutningen, som efter Kommissionens egen opfattelse er den, der bedst kan sammenlignes med den foreliggende sag. Til forskel fra polypropylen-beslutningen er der i den foreliggende sag generelt ikke taget hensyn til formildende omstaendigheder ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau. Som Retten har fastslaaet ovenfor, maa det i oevrigt anses for en saerligt skaerpende omstaendighed ved denne overtraedelse i forhold til de hidtidige overtraedelser, som Kommissionen har konstateret, at virksomhederne tog omhyggelige skridt for at skjule overtraedelsen.

333 Retten laegger for det tredje vaegt paa, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, var langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder polypropylen-beslutningen.

334 Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anfoert i beslutningens betragtning 168, kan begrunde det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat. Retten har ganske vist fastslaaet, at virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som Kommissionen har taget i betragtning ved den generelle boedeudmaaling, kun delvis er bevist. Naar henses til de ovenfor anfoerte betragtninger, er dette forhold imidlertid ikke af vaesentlig betydning ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed. Den omstaendighed, at virksomhederne faktisk annoncerede de aftalte prisforhoejelser, og at de annoncerede priser dannede grundlag for fastsaettelsen af de individuelle faktureringspriser, er i sig selv tilstraekkelig til at fastslaa, at saavel formaalet med som virkningen af det ulovlige samarbejde om priser var at skabe en alvorlig konkurrencebegraensning. Retten, der har fuld proevelsesret, finder derfor ikke, at der er grundlag for en nedsaettelse af det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat, naar henses til de virkninger af overtraedelsen, der er konstateret.

335 Kommissionen kan endelig ikke ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau i denne sag anses for at have fraveget sin hidtidige beslutningspraksis i et saadant omfang, at den skulle have begrundet sin vurdering af overtraedelsens grovhed naermere (jf. bl.a. Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1491, praemis 31).

336 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

E - Anbringendet om manglende begrundelse og tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ved boedens beregning

Parternes argumenter

337 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det ved en vurdering af, om Kommissionen har holdt sig inden for de graenser, der foelger af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, samt af, om den har udoevet sin skoensbefoejelse korrekt og ikke vilkaarligt, er noedvendigt at undersoege, om beslutningen angiver de kriterier, som Kommissionen har lagt til grund. Ifoelge sagsoegeren opfylder beslutningen ikke disse krav, idet den hverken naevner, hvilket regnskabsaar der blev lagt til grund for boedefastsaettelsen, eller hvilken (procent)sats der blev anvendt ved beregningen af de enkelte boeder. Sagsoegeren har derfor ikke reelt mulighed for at kontrollere beslutningens lovlighed, hvilket er en aabenbar tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

338 Kommissionen har henvist til, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 hverken udtrykkeligt eller stiltiende paalaegger den pligt til at give oplysning om den anvendte beregningsmetode. Endvidere svarer beslutningens begrundelse saavel i henseende til de omstaendigheder, der var afgoerende for fastsaettelsen af det generelle boedeniveau, som i henseende til stoerrelsen af de boeder, der blev paalagt de enkelte virksomheder, fuldstaendig til begrundelsen i lignende beslutninger. Der er ikke praecedens for, at Kommissionen er forpligtet til naermere at angive de kriterier, der er anvendt ved boedeberegningen.

339 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ikke er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel ved boedefastsaettelsen, da dette kunne forlede virksomhederne til paa forhaand at beregne de fordele, de kunne opnaa ved at medvirke i et ulovligt kartel. Ifoelge Kommissionen raader den over et vist skoen ved udmaalingen af boederne, da de er et instrument i dens konkurrencepolitik (Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II. s. 1165, praemis 59).

340 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at den omstaendighed, at et medlem af Kommissionen under en pressekonference, som en ren orientering, rent vejledende har givet supplerende oplysninger om boederne, ikke har indflydelse paa dens beslutning, og at saadanne oplysninger heller ikke er udtryk for, at begrundelsen for beslutningen er utilstraekkelig.

Rettens bemaerkninger

341 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, praemis 51).

342 Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning som den foreliggende, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (kendelsen i SPO-sagen, a.st., praemis 54).

343 Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (jf. i samme retning Martinelli-sagen, a.st., praemis 59).

344 De kriterier, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af det generelle og det individuelle boedeniveau, fremgaar af henholdsvis beslutningens betragtning 168 og 169. I relation til de individuelle boeder har Kommissionen endvidere i beslutningens betragtning 170 anfoert, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's moeder, som udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmaend«, mens de oevrige virksomheder er blevet anset for »almindelige medlemmer«. I beslutningens betragtning 171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora boer paalaegges betydeligt mindre boeder som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre nedsaettelse, fordi de i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter stoettedes paa.

345 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg for Retten samt af dens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. Kommissionen har endelig taget hensyn til den samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsaettelse med to tredjedele af boedernes paalydende, mens de oevrige virksomheder var berettigede til en nedsaettelse med en tredjedel.

346 Det fremgaar endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som indeholder oplysninger vedroerende fastsaettelsen af de enkelte boeder, at selv om boederne ikke er blevet fastsat paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de ovenfor anfoerte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved boedeberegningen.

347 Det fremgaar imidlertid ikke af beslutningen, at boederne er blevet beregnet paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. De anvendte grundsatser paa henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for kartellets »hovedmaend«, og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgaar heller ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsaettelser, som Rena og Stora blev indroemmet tillige med otte andre virksomheder, heller ikke naevnt.

348 Det bemaerkes herefter for det foerste, at beslutningens betragtning 169-172 indeholder relevante og tilstraekkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved bedoemmelsen af grovheden og varigheden af den overtraedelse, der er begaaet af den enkelte virksomhed, naar henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de faktiske omstaendigheder, der goeres gaeldende mod hver enkelt af beslutningens adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 264).

349 Naar boederne som i den foreliggende sag udmaales under konsekvent hensyntagen til visse naermere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har begaaet fejl ved fastsaettelsen af de individuelle boeder, dels om den individuelle boede er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den omstaendighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante kriterier, dvs. den omsaetning, der er lagt til grund, referenceaaret, den anvendte grundsats og boedereduktionssatserne, ikke have medfoert en indirekte offentliggoerelse af den noejagtige omsaetning i de virksomheder, som beslutningen var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne vaere overtraadt. Som Kommissionen selv har anfoert, er stoerrelsen af de endelige, individuelle boeder ikke fremkommet paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anfoerte kriterier.

350 Kommissionen har i oevrigt under retsmoedet vedgaaet, at der ikke var noget til hinder for, at den i beslutningen kunne have anfoert de kriterier, som den konsekvent havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under en pressekonference, der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget. I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen ikke kan tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131, og i samme retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 136).

351 Uanset disse konstateringer bemaerkes, at begrundelsen for boedeudmaalingen i beslutningens betragtning 169-172 er mindst lige saa detaljeret som begrundelsen i tidligere kommissionsbeslutninger vedroerende lignende overtraedelser. Selv om anbringendet om manglende begrundelse vedroerer en ufravigelig retsgrundsaetning, havde Faellesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de boeder, der paalaegges. Foerst ved dom af 6. april 1995 (sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten for foerste gang, at det ville vaere oenskeligt, at virksomhederne kunne faa et detaljeret indblik i, hvorledes den boede, der paalaegges dem, er beregnet, saaledes at de kan tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at vaere forpligtet til at anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af Kommissionens beslutning.

352 Det foelger heraf, at naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

353 Under de saerlige omstaendigheder, der er naevnt i praemis 351, og i betragtning af, at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlaegge alle relevante oplysninger vedroerende boedeberegningen, kan den omstaendighed, at boedeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i naervaerende tilfaelde, ikke anses for en saadan tilsidesaettelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde, at de paalagte boeder annulleres helt eller delvist. Sagsoegeren har endelig ikke godtgjort, at virksomheden blev afskaaret fra at udoeve sin ret til kontradiktion.

354 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

F - Anbringendet om, at der foreligger dels et fejlskoen fra Kommissionens side, idet den ikke behoerigt tog hensyn til Sarrió's rolle i kartellet og til virksomhedens faktiske adfaerd paa markedet, dels en manglende begrundelse i disse henseender

Parternes argumenter

355 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har taget behoerigt hensyn til virksomhedens saerlige stilling paa markedet og inden for PG Paperboard. Under henvisning til en naermere redegoerelse for virksomhedens stilling paa markedet har sagsoegeren om sin produktionskapacitet oplyst, at virksomheden kun var henholdsvis den femte og den fjerde stoerste producent i Vesteuropa i 1990 og 1991 (jf. den i beslutningens betragtning 9 anfoerte undersoegelse), og at sagsoegerens markedsandel kun var halvt saa stor som markedets foerende virksomhed. Da sagsoegeren endvidere havde specialiseret sig i GD-kvaliteter, havde virksomheden ikke samme fleksibilitet som producenter med en betydelig produktion af saavel GD-kvaliteter som GC-kvaliteter. Virksomheden havde vaeret og er stadig udsat for en aggressiv konkurrence fra saavel skandinaviske producenter, der drager fordel af en umiddelbar, integreret adgang til nye fibre, som de tyske og oestrigske producenter, der drager fordel af de nationale lovgivninger om genbrug. For at opveje konkurrenternes dynamik havde sagsoegeren derfor i 1986 ansoegt om tilladelse til at deltage i PG Paperboard's moeder, hvilket skulle goere det muligt for virksomheden at kontrollere de stoerste konkurrenters adfaerd.

356 Kommissionen har ikke fremlagt nogen form for beviser for sagsoegerens faktiske adfaerd og har heller ikke fremfoert argumenter, der kan gendrive sagsoegerens argumenter om, at a) virksomhedens faktureringspriser fastsattes uafhaengigt og i overensstemmelse med markedsvilkaarene, b) at der var betydelige uoverensstemmelser mellem de annoncerede priser og faktureringspriserne, c) at markedsandelene varierede betydeligt i den relevante periode, og d) at virksomheden i overensstemmelse med markedsvilkaarene aldrig havde grebet til produktionsstandsninger. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at virksomheden aldrig tog initiativ til at begraense konkurrenternes handlefrihed. Det eneste bevis for en saadan adfaerd skulle findes i en privat skriftveksling mellem to bestyrelsesmedlemmer i konkurrerende virksomheder. Notatet har imidlertid generel karakter og angaar en adfaerd, som kun haevdes udvist af sagsoegeren (bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter).

357 Ifoelge sagsoegeren ville en undersoegelse af virksomhedens faktiske adfaerd have vist, at denne ikke stemte med det paastaaede kartel, hvorfor Kommissionen burde have bedoemt sagsoegerens situation betydeligt mere positivt ved udmaalingen af boeden. Det notat, der blev fundet hos FS-Karton, og som Kommissionen har henvist til som bevis for, at sagsoegeren faktisk gennemfoerte aftalen, vedroerer paa ingen maade virksomhedens faktiske adfaerd paa markedet, men viser blot, at den deltog i en samordning af de annoncerede priser.

358 Beslutningen lider endelig af en begrundelsesmangel, idet Kommissionen undlod at tage hensyn til visse vaesentlige oplysninger fra sagsoegeren vedroerende virksomhedens rolle i PG Paperboard og dens adfaerd paa markedet, uden at begrunde dette.

359 Kommissionen har gjort gaeldende, at den i beslutningens betragtning 169 har taget hensyn til saavel den enkelte virksomheds rolle i de hemmelige aftaler som til sagsoegerens faktiske adfaerd. Beslutningen er i denne henseende behoerigt begrundet.

Rettens bemaerkninger

360 Det fremgaar af Rettens bemaerkninger til de anbringender, som sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for sin paastand om hel eller delvis annullation af beslutningens artikel 1, at Kommissionen har bevist karakteren af PWG's opgaver som anfoert i beslutningen.

361 Kommissionen har saaledes med foeje kunnet laegge til grund, at de virksomheder, herunder sagsoegeren, der deltog i organets moeder, maatte anses for »hovedmaend« i den konstaterede overtraedelse, og at de derfor maatte baere et saerligt ansvar (jf. beslutningens betragtning 170, foerste afsnit). Sagsoegerens forklaring om, at virksomheden kun havde deltaget i PWG's moeder for at faa oplysninger, paa grundlag af hvilke den kunne kontrollere sine foerende konkurrenters adfaerd, bekraefter blot, at deltagelsens formaal hovedsageligt var konkurrencebegraensende.

362 Sagsoegeren har paa ingen maade paavist, at virksomheden skulle have haft en saerlig passiv rolle i PG Paperboard's organer, eller at virksomhedens faktiske adfaerd paa markedet altid blev fastlagt uafhaengigt.

363 Det er i denne henseende ubestridt, at virksomheden faktisk deltog i samordnede prisinitiativer ved at annoncere de aftalte prisforhoejelser paa markedet. Som Kommissionen med rette har anfoert, fremgaar det af bilag 109 til meddelelsen af klagepunkter (jf. ovenfor, praemis 55), at sagsoegeren havde opfordret andre producenter til at overholde de aftalte prisforhoejelser. For saa vidt angaar sagsoegerens faktiske adfaerd i prisspoergsmaal er der ikke grundlag for at antage, at virksomhedens faktureringspriser har vaeret maerkbart lavere end de priser, de andre producenter, der deltog i det ulovlige samarbejde om priser, anvendte.

364 Med hensyn til sagsoegerens argumenter om, at virksomhedens markedsandele i den i beslutningen fastlagte overtraedelsesperiode varierede, er det tilstraekkeligt at bemaerke, at sagsoegeren har gjort gaeldende, at disse aendringer skyldtes, at en raekke producenter havde forhoejet deres produktionskapacitet for at tilfredsstille den store stigning i efterspoergslen indtil 1990. Selv om det er korrekt, at sagsoegeren ikke forhoejede sin produktionskapacitet forud for erhvervelsen af Prat Carton i februar 1991, kan aendringer i virksomhedens markedsandele under disse omstaendigheder ikke anses for en formildende omstaendighed ved dens retsstridige adfaerd.

365 Det var endvidere foerst i loebet af 1990, at virksomhederne som foelge af de aendrede markedsvilkaar saa sig noedsaget til at indfoere faktiske produktionsstandsninger, og det fremgaar direkte af beslutningen, at der kun fandtes et »loest system i form af henstillinger« (jf. praemis 96 og 151). Da sagsoegeren havde deltaget i moeder, hvorunder spoergsmaalet om produktionsstandsninger blev droeftet, uden at virksomheden offentligt tog afstand herfra, finder Retten, at selv om det laegges til grund, at sagsoegeren ikke i den periode, beslutningen omfatter, har gennemfoert produktionsstandsninger, kan dette ikke anses for bevis for, at sagsoegerens individuelle adfaerd modvirkede de konkurrencebegraensende virkninger af den konstaterede overtraedelse.

366 Det bemaerkes endelig, at beslutningen samlet betragtet indeholder en tilstraekkelig begrundelse for Kommissionens vurdering af sagsoegerens betydning for den konstaterede overtraedelse og af virksomhedens adfaerd paa markedet.

367 Dette anbringende kan derfor heller ikke tiltraedes.

G - Anbringendet om, at Kommissionen burde have taget hensyn til visse formildende omstaendigheder

Parternes argumenter

368 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selv om der maatte vaere grundlag for at antage, at kartellet generelt har paavirket markedsvilkaarene, burde Kommissionen ved sin vurdering af sagsoegerens situation i det mindste have taget hensyn til en raekke formildende omstaendigheder, der beviste, at kartellet slet ikke havde paavirket det relevante udsnit af markedet, eller kun paavirket det ubetydeligt.

369 Ifoelge sagsoegeren burde Kommissionen for det foerste have taget hensyn til, at de faktureringspriser, som sagsoegeren fra 1986 til 1992 opnaaede paa det italienske marked, hvor sagsoegeren havde sin stoerste afsaetning, til stadighed havde fulgt udviklingen i industriprisindekset. For det andet burde den have taget hensyn til, hvor nemt andre produkter, som f.eks. alle plastikderivater, kan substituere karton, hvilket ifoelge sagsoegeren indebaerer, at enhver form for »udnyttelse« af markedet er udelukket eller staerkt begraenset. For det tredje burde Kommissionen have taget hensyn til, at markedsandelen for GD-kvaliteter i den paagaeldende periode i vidt omfang veg for GC-kvaliteter. Naar endvidere henses til svaekkelsen i sagsoegerens markedsandele og omfanget af prisforhoejelserne i Italien, der var mindre end prisforhoejelserne paa de oevrige europaeiske markeder, maa det konkluderes, at kartellet ikke var en succes for sagsoegeren.

370 Kommissionen har henvist til, at der skal tages hensyn til kartellets paavirkning af markedet i sin helhed, og at kartellet under denne synsvinkel faktisk havde stor succes. Ingen af de forhold, som sagsoegeren har henvist til, kan anses for en formildende omstaendighed, der kan begrunde en nedsaettelse af boeden.

Rettens bemaerkninger

371 Retten har allerede gennemgaaet spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen havde bedoemt overtraedelsens virkninger paa markedet korrekt (jf. ovenfor, praemis 295 ff.), samt om sagsoegerens adfaerd paa markedet ved udmaalingen af boeden skulle have vaeret tillagt betydning som formildende omstaendighed (jf. ovenfor, praemis 360 ff.).

372 Henset til Rettens konstateringer herom kan sagsoegerens argumentation vedroerende dette anbringende ikke tages til foelge.

373 Da det ulovlige samarbejde om priser omfattede saavel GC-kvaliteter som GD-kvaliteter, og da der ikke er grundlag for at antage, at sagsoegerens individuelle adfaerd har bidraget til at modvirke overtraedelsens konkurrencebegraensende virkninger, er det med foeje, at Kommissionen ved fastsaettelsen af den boede, der blev paalagt sagsoegeren, undlod at tage hensyn til den afmatning, der indtraadte for GD-kvaliteter til fordel for GC-kvaliteter. Sagsoegeren har endvidere ikke bevist, at der var en sammenhaeng mellem overtraedelsen og udviklingen i markedsandele for de forskellige kartonkvaliteter.

374 Selv om det antages, at forhoejelserne af faktureringspriserne paa det italienske marked, der var sagsoegerens betydeligste afsaetningskanal, skulle have vaeret mindre end de forhoejelser, der blev konstateret paa andre markeder i Faellesskabet, er det tilstraekkeligt at bemaerke, at det ulovlige samarbejde om priser, som sagsoegeren deltog i, angik naesten hele Faellesskabets omraade, og at virksomheden annoncerede de aftalte prisforhoejelser paa alle de stoerste europaeiske markeder (jf. tabel B-G, der er bilagt beslutningen).

375 Den omstaendighed, at karton og andre produkter eventuelt i vidt omfang er substituerbare, kan ikke aendre Rettens konstateringer med hensyn til virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser (jf. praemis 295 ff.).

376 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

H - Anbringendet om, at boedeberegningen vedroerende Sarrió er behaeftet med en materiel fejl

Parternes argumenter

377 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har begaaet en materiel fejl ved boedens beregning. Kommissionen havde anvendt omsaetningen for 1990, der blev meddelt i august 1991, som svar paa en begaering om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, uanset at den burde have beregnet boeden paa grundlag af den korrigerede og reviderede omsaetning, der i 1993 blev fremsendt som bilag til sagsoegerens svar paa meddelelsen af klagepunkter.

378 Herved begik Kommissionen ikke alene en materiel fejl ved beregningen af den boede, der blev paalagt Sarrió, men tilsidesatte ligeledes ligebehandlingsprincippet, idet de boeder, der blev paalagt de andre adressater for beslutningen, blev beregnet paa rigtigt grundlag. Kommissionen har ligeledes tilsidesat Sarrió's ret til kontradiktion ved at beregne boeden paa grundlag af en omsaetning, der var blevet oplyst, inden Sarrió havde grund til at paaregne en boede, og idet Kommissionen saa bort fra de reviderede tal, der senere blev meddelt.

379 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den netop har lagt den omsaetning til grund, den fik meddelt som svar paa en begaering om oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17, for at undgaa enhver form for indsigelser, samt at den ikke forstaar, hvorfor den omsaetning, der blev meddelt inden meddelelsen af klagepunkter, skulle vaere forkert, mens den omsaetning, der blev fremsendt efter meddelelsen af klagepunkter, skulle vaere korrekt.

Rettens bemaerkninger

380 Henset til sagens akter har Kommissionen ikke begaaet en fejl ved at laegge den af sagsoegeren i august 1991 oplyste omsaetning for 1990 til grund som beregningsgrundlag for boeden i stedet for den korrigerede omsaetning, som blev meddelt i maj 1993. En virksomhed, som under den administrative procedure for Kommissionen berigtiger oplysninger om stoerrelsen af den omsaetning, der tidligere er blevet meddelt til Kommissionen som svar paa dennes begaering om oplysninger, skal detaljeret redegoere for, hvorfor de oprindeligt fremsendte oplysninger ikke kan laegges til grund under den resterende del af proceduren.

381 Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i den foreliggende sag. I sit svar paa meddelelsen af klagepunkter har sagsoegeren alene anfoert, at omsaetningen for 1990 var blevet korrigeret ved fradrag af beloeb, der vedroerte koncerninterne transaktioner, salg af produkter, der ikke var omfattet af Kommissionen undersoegelse (kasser og raakarton), reklamationer, maengderabat, usolgte varer og kundebonus, men berigtigelsen stoettedes ikke af detaljerede talmaessige oplysninger. Den korrigerede omsaetning var endvidere ikke revideret af en revisor, idet sagsoegeren under retsmoedet bekraeftede, at virksomhedens paastand herom ikke var korrekt. Det kan derfor ikke anfaegtes, at Kommissionen undlod at tage hensyn til den korrigerede omsaetning og beregnede boeden paa grundlag af den omsaetning, der oprindeligt var meddelt.

382 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

I - Anbringendet om, at boedeberegningen var behaeftet med en metodefejl

Parternes argumenter

383 Sagsoegeren har anfoert, at boedebeloebet fremkom ved, at Kommissionen foerst omregnede omsaetningen i referenceregnskabsaaret, dvs. 1990, til ecu, paa grundlag af en gennemsnitskurs for dette aar, og derefter fastsatte boeden paa grundlag af den forudfastsatte procentsats, der for sagsoegeren androg 6%. Ved at foelge denne fremgangsmaade undlod Kommissionen at tage hensyn til valutaudsving, idet baade den spanske peseta og den italienske lire siden 1990 er blevet kraftigt devalueret i forhold til ecuen og andre europaeiske valutaer. Sagsoegeren haevder saaledes, at virksomheden i dag skal betale et beloeb paa ca. 2,452 mia. ESP for at indfri boeden. En boede paa 6% af den reviderede omsaetning (27 256 ESP) inden for kartonbranchen i Faellesskabet i 1990 ville have andraget ca. 1,635 mia. ESP. Den boede, der faktisk blev paalagt, svarer saaledes til en yderligere finansiel byrde paa 817 mio. ESP. Ifoelge sagsoegeren er forholdet det, at boedebeloebet reelt svarer til ca. 9% af omsaetningen i 1990, saafremt man benytter den valutakurs, der var gaeldende, da beslutningen blev offentliggjort. Det maa derfor antages, at Kommissionen enten ikke har taget hensyn til den nedsaettelse paa en tredjedel, som den imidlertid havde indroemmet, eller at boeden, inden fradrag af nedsaettelsen, svarer til ca. 13,4% af omsaetningen i referenceaaret, hvilket overstiger den lovhjemlede graense paa 10% af omsaetningen ifoelge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

384 Sagsoegeren har dernaest gjort gaeldende, at boedesatsen (i procent) skal vaere udtryk for Kommissionens konklusion med hensyn til beloebet, og dermed boedens betydning i forhold til virksomhedens omsaetning. Det foelger imidlertid heraf, at boeden skal fastsaettes paa grundlag af et skoen over overtraedelsens grovhed, samt at faktorer som valutaudsving, der ikke vedroerer overtraedelsen, og som ikke kan lastes overtraedelsens ophavsmand, ikke skal kunne paavirke boedens stoerrelse. Sagsoegeren har henvist til generaladvokat Sir Gordon Slynn's forslag til afgoerelse i Musique Diffusion française-dommen (Sml. s. 1914), hvorefter der ved udmaalingen af boeden skal tages hensyn til den seneste omsaetning, der er det bedste udtryk for virksomhedens situation.

385 Ifoelge sagsoegeren bekraeftes antagelsen om, at boedens stoerrelse ikke boer paavirkes af valutakursudsving, af Domstolens dom af 9. marts 1977 (forenede sager 41/73, 43/73 og 44/73 - fortolkning, Société anonyme générale sucrère m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 445, praemis 12-17). Sagsoegeren har i relation til den anfoerte dom i replikken bestridt Kommissionens antagelse af, at omregning til national valuta ikke havde vaeret noedvendig, saafremt den regningsenhed (herefter »RE«), der dengang var tale om, havde vaeret et betalingsmiddel.

386 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen ligeledes indebaerer en uberettiget forskelsbehandling, idet valutaudsvingene fuldstaendig aendrer forholdet mellem de enkelte boeder. Det understreges, at pesetaen fra 1990 til 1994 er blevet devalueret med 22% i forhold til ecuen, mens de oestrigske, tyske og nederlandske valutaer i samme periode er blevet revalueret med ca. 7,5% i forhold til ecuen. Sagsoegeren er saaledes uden objektiv begrundelse blevet paalagt en boede, der paafoerer virksomheden ca. 30% stoerre udgifter end de boeder, der er blevet paalagt de oevrige virksomheder, navnlig de tyske.

387 Sagsoegeren konkluderer, at det ikke er paakraevet, at Kommissionen angiver boedebeloebet i ecu, og at den kunne have angivet det i national valuta for at undgaa uberettiget forskelsbehandling. Selv om det antages, at Kommissionen havde adgang til at angive boedebeloebet i ecu, skulle den i det mindste havde anvendt en omregningskurs, der ville sikre en ligebehandling, dvs. den valutakurs, der gjaldt paa det tidspunkt, da boeden blev paalagt (datoen for beslutningens offentliggoerelse eller meddelelse).

388 Kommissionen har henvist til, at artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 giver den hjemmel til at paalaegge boeder, der kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, der har deltaget i overtraedelsen. Denne sats paa 10% af den samlede omsaetning er boedemaksimum (Domstolens dom af 8.2.1990, sag C-279/87, Tipp-Ex mod Kommissionen, Sml. I, s. 261, summarisk offentliggoerelse, praemis 38 ff.). Da Kommissionen fastsatte boeden paa grundlag af regnskabsaaret 1990, der var det sidste hele regnskabsaar, hvor kartellet var aktivt, og da omsaetningen for samtlige virksomheder blev omregnet til ecu paa grundlag af en gennemsnitskurs for dette aar, handlede den inden for de graenser, der er fastsat ved forordning nr. 17.

389 Det er netop for at undgaa enhver form for forskelsbehandling mellem adressaterne som foelge af udsving i de forskellige medlemsstaters nationale valutaer, at der foretages omregning til ecu paa grundlag af valutakursen for referenceaaret, hvilket giver den faktiske omsaetning i ecu. Dommen i sagen Société anonyme générale sucrière stoetter ikke sagsoegerens antagelse. Det fremgaar klart af dommen, at den kun vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt det kunne kraeves, at boeden blev angivet i national valuta, da RE ikke var et betalingsmiddel.

390 For saa vidt angaar den omstaendighed, at den anvendte metode skulle have diskriminerende virkninger, har Kommissionen understreget, at risikoen for valutaudsving er uadskilleligt forbundet med international forretning og samhandel. Dette element kan ikke elimineres og vil under alle omstaendigheder komme til udtryk i boedens stoerrelse paa betalingstidspunktet. Men netop ved at omregne omsaetningen til ecu, udelukker man bedst enhver risiko for forskelsbehandling. Paa denne maade beregnes boeden i »reelle« stoerrelser. Saafremt boeden blev fastsat i national valuta, ville den udelukkende vaere nominel, hvilket, som sagsoegerens beregninger ogsaa viser, ville favorisere virksomheder, hvis omsaetning opgoeres i svage valutaer. Kommissionen har endvidere anfoert, at kursen for ecu fastsaettes paa grundlag af de enkelte nationale valutaer, og da adressaterne for beslutningen driver virksomhed i forskellige medlemsstater og i forskellige nationale valutaer, er omregningen til ecu udtryk for en faktisk anvendelse af ligebehandlingsprincippet.

391 Til sagsoegerens argument om, at Kommissionen i det mindste skulle have anvendt valutakursen paa det tidspunkt, hvor boeden blev paalagt, har Kommissionen anfoert, at den reelle vaerdi af omsaetningen i referenceaaret fremkommer ved anvendelse af den dagaeldende kurs, og ikke den senere kurs, der gjaldt, da beslutningen blev vedtaget.

Rettens bemaerkninger

392 Det bestemmes i beslutningens artikel 4, at boederne skal betales i ecu.

393 Det bemaerkes, at der intet er til hinder for, at Kommissionen udtrykker boeden i den monetaere enhed ecu, der er konvertibel til national valuta. Dette giver i oevrigt virksomhederne mulighed for lettere at sammenligne de paalagte boeder. Muligheden for at omveksle ecu til national valuta adskiller denne monetaere enhed fra de »regningsenheder«, der er naevnt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, hvorom Domstolen udtrykkeligt har fastslaaet, at da den ikke var et betalingsmiddel, skulle boeden noedvendigvis fastsaettes i national valuta (dommen i sagen Société anonyme générale sucrière, a.st., praemis 15).

394 I det omfang, sagsoegerens kritik er rettet mod lovligheden af Kommissionens metode, hvorefter virksomhedernes omsaetning i referenceaaret omregnedes til ecu paa grundlag af en gennemsnitskurs for samme aar (1990), kan den ikke tiltraedes.

395 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen som udgangspunkt skal beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode (jf. Musique Diffusion française-dommen, a.st., praemis 122).

396 En sammenligning mellem de omsaetninger, der er blevet meddelt udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed. Da ecuens vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne, har Kommissionen med rette omregnet de enkelte virksomheders omsaetning til ecu.

397 Det er ligeledes med rette, at Kommissionen har baseret sig paa omsaetningen i referenceaaret (1990), samt at den har omregnet omsaetningen til ecu paa grundlag af de gennemsnitlige valutakurser for dette aar. Dels har Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret, dvs. det seneste hele aar i overtraedelsesperioden, givet den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, den enkelte virksomhed har begaaet (jf. Musique Diffusion française-dommen, a.st., praemis 120 og 121). Dels giver omregning af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal nemlig ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

398 Argumentet om, at omsaetningen i referenceaaret skulle have vaeret omregnet til ecu paa grundlag af valutakursen den dag, hvor beslutningen blev vedtaget, kan derfor ikke tiltraedes. En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelger af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme, og som faktisk er forekommet i den foreliggende sag, i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun en logisk foelge af aendringer i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

399 Det bemaerkes endvidere, at flere af adressaterne for beslutningen har kartonfabrikker i mere end ét land (jf. beslutningens betragtning 7, 8 og 11). Beslutningens adressater driver ligeledes almindeligvis virksomhed i mere end én medlemsstat gennem lokale repraesentationer. De arbejder saaledes i en raekke nationale valutaer. En betydelig del af sagsoegerens egen omsaetning stammer saaledes fra eksportmarkeder. Naar en beslutning som den omtvistede paalaegger sanktioner i anledning af en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og naar beslutningens adressater almindeligvis driver virksomhed i flere medlemsstater, udgoer omsaetningen i referenceaaret, naar den er omregnet til ecu paa grundlag af en gennemsnitskurs for samme aar, summen af omsaetningen i hvert af de lande, hvor virksomheden har aktiviteter. Den tager saaledes netop hensyn til de paagaeldende virksomheders reelle oekonomiske situation i referenceaaret.

400 Det skal endelig undersoeges, om den oevre graense ifoelge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, dvs. »10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar«, er blevet overskredet som foelge af valutaudsving i tiden efter referenceaarets udloeb, som haevdet af sagsoegeren.

401 Det fremgaar af Domstolens praksis, at den procentsats, der er naevnt i bestemmelsen, vedroerer virksomhedens samlede omsaetning (Musique Diffusion française-dommen, a.st., praemis 119).

402 »Det sidste regnskabsaar« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, betyder det regnskabsaar, der gaar forud for datoen for beslutningen, hvilket i den konkrete sag vil sige sidste hele regnskabsaar forud for den 13. juli 1994 i hver af virksomhederne.

403 Paa grundlag af, hvad sagsoegeren har oplyst som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, maa det herefter fastslaas, at boedebeloebet, omregnet til national valuta paa grundlag af den valutakurs, der var gaeldende paa det tidspunkt, da beslutningen blev offentliggjort, ikke overstiger 10% af sagsoegerens samlede omsaetning i 1993.

404 Dette anbringende kan derfor ikke tiltraedes.

J - Anbringendet om, dels at den del af boeden, der vedroerer Prat Carton's overtraedelse, er beregnet forkert, dels at der mangler begrundelse paa dette punkt

Parternes argumenter

405 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har beregnet den del af boeden, der vedroerer den overtraedelse, der angiveligt er begaaet af Prat Carton, forkert, idet den har lagt samme procentsats af omsaetningen til grund som for sagsoegeren, dvs. 9%, nedsat med en tredjedel som foelge af virksomhedens samarbejde under sagens oplysning. Prat Carton's begraensede deltagelse i JMC's moeder fra juni 1990 til marts 1991 og den omstaendighed, at den ikke var en af »hovedmaendene«, burde foere til, at boeden nedsaettes.

406 Sagsoegeren har endvidere henvist til den fuldkomne mangel paa gennemskuelighed og til, at der mangler begrundelse med hensyn til beregningen af den del af boeden, der vedroerer Prat Carton's overtraedelse.

407 Kommissionen har henvist til, at sagsoegeren, der, som det fremgaar af beslutningens betragtning 154, erhvervede Prat Carton i februar 1991, er ansvarlig for dennes konkurrencebegraensende adfaerd i hele perioden for dens deltagelse i kartellet. Da sagsoegeren i henhold til beslutningen alene er blevet paalagt én boede, der er beregnet paa grundlag af virksomhedens samlede omsaetning inden for kartonsektoren, hvilket inkluderer omsaetningen i Prat Carton, har Prat Carton's adfaerd ikke givet anledning til en saerskilt boede. Ifoelge Kommissionen imoedegaas sagsoegerens argument derfor af den omstaendighed, at det udelukkende er sagsoegeren, der er blevet paalagt en boede.

408 Ifoelge Kommissionen boer alle indsigelser om manglende gennemskuelighed eller om, at beslutningens begrundelse paa dette punkt er usammenhaengende, derfor forkastes.

Rettens bemaerkninger

409 Det fremgaar af Kommissionen forklaringer, at den boede, der er paalagt sagsoegeren, svarer til 6% af omsaetningen i 1990 for henholdsvis sagsoegeren og Prat Carton (nemlig en boedesats paa 9% til »hovedmaendene«, nedsat med en tredjedel som foelge af sagsoegerens samarbejdsvilje). Selv om det i saa tilfaelde havde vaeret oenskeligt, om beslutningen havde indeholdt en klarere begrundelse for den anvendte beregningsmetode, maa sagsoegerens argument om, at traktatens artikel 190 er overtraadt, af de allerede anfoerte grunde (jf. praemis 351, 352 og 353) forkastes.

410 Det bemaerkes endvidere (jf. praemis 250), at Kommissionen har bevist, at Prat Carton deltog i det ulovlige samarbejde om priser og i det ulovlige samarbejde om produktionsstandsninger i perioden fra juni 1990 til februar 1991. Derimod laegger Retten til grund, at Kommissionen hverken har foert tilstraekkeligt bevis for, at Prat Carton deltog i et ulovligt samarbejde om markedsandele i samme periode, eller at virksomheden fra midten af 1986 til juni 1990 skulle have deltaget i nogen del af den overtraedelse, der er beskrevet i beslutningens artikel 1.

411 Naar henses til, at Prat Carton kun deltog i enkelte elementer af overtraedelsen og i et mere begraenset tidsrum end det, Kommissionen har lagt til grund, er der grundlag for at nedsaette den boede, der er paalagt sagsoegeren.

412 Da ingen af de oevrige anbringender, som sagsoegeren har gjort gaeldende, kan begrunde, at boeden nedsaettes, finder Retten, der har fuld proevelsesret, at boeden boer fastsaettes til 14 000 000 ECU.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

413 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun til dels har faaet medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstaendigheder, at sagsoegeren boer baere sine egne omkostninger og halvdelen af Kommissionens, og at Kommissionen boer baere den anden halvdel af sine egne omkostninger.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Artikel 2, stk. 1-4, i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

2) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 3 i beslutning nr. 94/601, fastsaettes til 14 000 000 ECU.

3) I oevrigt frifindes Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber.

4) Sagsoegeren baerer sine egne omkostninger og halvdelen af Kommissionens.

5) Kommissionen baerer halvdelen af sine egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy