EUR-Lex -  61994TJ0338 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Udvidede Afdeling) den 14. maj 1998. - Finnish Board Mills Association - Finnboard mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Konkurrence - EF-traktatens artikel 85, stk. 1 - Udveksling af oplysninger - Påbud - Bøde - Bødeudmåling - Begrundelse - Samarbejde under den administrative procedure. - Sag T-338/94.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

1 Konkurrence - administrativ procedure - sprogordning - meddelelse af klagepunkter og den endelige beslutning - valg af det sprog, en virksomhed, der er etableret i et tredjeland, har anvendt i sin korrespondance med sine egne salgskontorer i Faellesskabets medlemsstater - bilag til meddelelsen af klagepunkter - fremsendes paa originalsproget

(Raadets forordning nr. 1; Raadets forordning nr. 17, art. 19; Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 2)

2 Institutionernes retsakter - individuel beslutning - meddelelse - begreb - bekraeftet kopi - tilladt

(EF-traktaten, art. 191)

3 Konkurrence - administrativ procedure - meddelelse af klagepunkter - fremsendelse i form af et ikke underskrevet dokument, der er vedlagt en skrivelse underskrevet af generaldirektoeren for konkurrence - tilladt

(Kommissionens forordning nr. 99/63, art. 2)

4 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190)

5 Konkurrence - administrativ procedure - standsning af overtraedelser - byrder, som paalaegges virksomhederne - proportionalitet - kriterier

(Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

6 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - den relevante omsaetning - omsaetningen i samtlige de virksomheder, der udgoer en sammenslutning af virksomheder - tilladt

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

7 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - beslutning, hvorved der paalaegges flere virksomheder boeder for en overtraedelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190; Raadets forordning nr. 17, art. 15)

8 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - forsoeg paa at skjule kartellet - bevis som foelge af, at der ikke findes notater vedroerende de i kartellet deltagende virksomheders moeder

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

9 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed og varighed - forhold, der indgaar i bedoemmelsen - mulighed for at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes afskraekkende virkning

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

10 Konkurrence - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens adfaerd under den administrative procedure

(Raadets forordning nr. 17, art. 15)

Sammendrag

1 Saafremt der ikke er faellesskabsbestemmelser, der udtrykkeligt fastslaar, at et af Faellesskabets officielle sprog skal anvendes i forhold mellem Kommissionen og en virksomhed, der har deltaget i en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler og har hjemsted i et tredjeland, er Kommissionen berettiget til at affatte meddelelsen af klagepunkter og beslutningen paa det sprog, virksomheden har anvendt i sin korrespondance med sine egne salgskontorer i Faellesskabets medlemsstater, og ikke paa sproget i den medlemsstat, hvor virksomhedens befuldmaegtigede har hjemsted.

For det foerste indeholder forordning nr. 1 kun sprogregler, der finder anvendelse mellem Faellesskabet og en medlemsstat eller en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion. For det andet kan der hverken af artikel 2 i forordning nr. 99/63 eller af artikel 6 i den europaeiske menneskerettighedskonvention - selv hvis det antages, at en virksomhed, der er genstand for en konkurrenceretlig undersoegelse, kan paaberaabe sig sidstnaevnte bestemmelse - udledes nogen forpligtelse til at affatte dokumenter paa sproget i den medlemsstat, hvor den befuldmaegtigede har hjemsted. Endelig skal der ved valget af det sprog, meddelelsen af klagepunkter og beslutningen skal affattes paa, tages hensyn til, hvilke forbindelser den paagaeldende virksomhed inden for Faellesskabet har med en medlemsstat.

Bilag til meddelelsen af klagepunkter, som ikke stammer fra Kommissionen, maa anses for belastende materiale, som Kommissionen tillaegger betydning, og derfor maa fremsendes til modtageren, som de er.

2 En beslutning er behoerigt meddelt i traktatens forstand, naar den er kommet frem til adressaten, og denne har haft mulighed for at goere sig bekendt med den.

Hvad angaar spoergsmaalet, om meddelelsen er forskriftsmaessig, findes der ikke nogen faellesskabsbestemmelser, der udelukker, at beslutningen meddeles i form af en bekraeftet kopi, eller at en berigtigelse meddeles saerskilt. En kopi af en beslutning om anvendelse af Faellesskabets konkurrenceregler, der indeholder navnet paa det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, og paategningen »bekraeftet kopi« (»certified copy«), og som endvidere er underskrevet af Kommissionens generalsekretaer, er forskriftsmaessig og har samme retskraft som den originale beslutning, der er blevet vedtaget af kommissaerkollegiet og bekraeftet i overensstemmelse med formkravene i Kommissionens forretningsorden.

3 I forbindelse med den administrative procedure i konkurrencesager kan meddelelsen af klagepunkter gyldigt sendes til den beroerte virksomhed i form af et ikke underskrevet dokument, der er vedlagt en skrivelse underskrevet af Kommissionens generaldirektoer for konkurrence.

Generaldirektoeren underskriver herved ikke skrivelsen i henhold til en delegering af kompetence, men alene paa grundlag af en underskriftsbemyndigelse fra det kompetente medlem af Kommissionen. En saadan bemyndigelse er den normale maade, hvorpaa Kommissionen udoever sin kompetence. I oevrigt kraever artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 99/63 ikke, at meddelelsen af klagepunkter er forsynet med en underskrift paa selve dokumentet, eller at meddelelsen af klagepunkter formelt bestaar af et enkelt dokument.

4 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure.

Naar en beslutning om anvendelse af Faellesskabets konkurrenceregler indeholder en tilstraekkelig begrundelse, hvoraf man kan udlede grundene til, at de konstaterede handlinger blev kvalificeret som en aftale og en samordnet praksis, behoever Kommissionen ikke saerskilt at kvalificere hver enkelt af de paagaeldende handlinger som en aftale eller en samordnet praksis.

5 Anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 vil ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig, men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden. I det omfang anvendelsen af bestemmelsen skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes.

Betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 er ikke opfyldt, naar der er tale om et forbud, der skal forhindre, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, hvis det ikke fremgaar af beslutningen, at Kommissionen har anset den paagaeldende udveksling som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke i sig selv medfoerer, at det er i strid med den naevnte bestemmelse, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

6 Anvendelsen af begrebet »overtraedelse« i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, der uden forskel omfatter aftaler, samordnet praksis og vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, viser, at de i bestemmelsen fastsatte maksimumsbeloeb gaelder ens for aftaler og samordnet praksis saavel som for vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Heraf foelger, at maksimumsbeloebet paa 10% af omsaetningen skal beregnes paa grundlag af omsaetningen for hver af de virksomheder, som har deltaget i aftalerne eller den samordnede praksis, eller for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af de paagaeldende sammenslutninger, i hvert fald naar sammenslutningen efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer. Rigtigheden af denne opfattelse bekraeftes af, at den indflydelse, som en sammenslutning af virksomheder har kunnet udoeve paa markedet, ikke beror paa dens egen »omsaetning«, som hverken afspejler dens stoerrelse eller oekonomiske styrke, men paa medlemsvirksomhedernes omsaetning, som er et udtryk for dens stoerrelse og oekonomiske styrke.

Hvis en sammenslutning i eget navn og for medlemsselskabernes regning foretager salgene af det af overtraedelsen omfattede produkt, hvis den har naere retlige og faktiske forbindelser med medlemsselskaberne, og hvis sammenslutningen ikke har nogen egen oekonomisk interesse i at deltage i det ulovlige samarbejde om priser, er vaerdien af disse salg et udtryk for sammenslutningens reelle stoerrelse og oekonomiske styrke, og den kan derfor anvendes af Kommissionen som grundlag for beregningen af den oevre graense for den boede, der skal paalaegges.

7 Pligten til at begrunde en individuel beslutning har til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget.

Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel.

Endelig skal begrundelsen for en beslutning findes i selve beslutningens tekst, og efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen kan ikke tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder.

Naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt, og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

8 Det forhold, at de virksomheder, der har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser, tilrettelagde annonceringen af de samordnede prisforhoejelser og blev opfordret til ikke at tage notater paa moederne herom, beviser, at de havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, og at de traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Kommissionen kan betragte saadanne foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.

Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende de naevnte moeder, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.

9 Stoerrelsen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler fastsaettes ud fra overtraedelsens grovhed og varighed. Overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Kommissionen kan ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik.

Desuden kan Kommissionen ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau tage hensyn til, at en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, har vaeret langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionens hidtidige beslutningspraksis.

10 Ved udmaalingen af boeden for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler er en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure kun berettiget, saafremt den paagaeldende virksomheds adfaerd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes.

Saafremt en virksomhed i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter i det vaesentlige bestrider de faktiske forhold, Kommissionen har lagt til grund heri, kan Kommissionen med rette antage, at virksomheden ikke har udvist en adfaerd, der kan begrunde en boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure.

Parter

I sag T-338/94,

Finnish Board Mills Association - Finnboard, Helsinki, foerst ved advokaterne Hans Hellmann og Hans-Joachim Voges, Koeln, derefter alene ved advokat Hellmann, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch & Wolter, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Bernd Langeheine og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Dirk Schroeder, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling, der fandt sted fra den 25. juni 1997 til den 8. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den foreliggende sag vedroerer Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton, EFT L 243, s. 1), som berigtiget inden offentliggoerelsen ved Kommissionens beslutning af 26. juli 1994 (K(94) 2135 endelig udg.) (herefter »beslutningen«). Ved beslutningen blev 19 producenter, der leverer karton inden for Faellesskabet, paalagt boeder for overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1.

2 Det produkt, som beslutningen vedroerer, er karton. I beslutningen omtales tre kartonkvaliteter, henholdsvis »GC«, »GD« og »SBS«.

3 Kartonkvaliteten GD (herefter »GD-kvaliteter«) er en bleget aeskekarton (genbrugspapir), der normalt anvendes til emballering af nonfoodprodukter.

4 Kartonkvaliteten GC (herefter »GC-kvaliteter«) er en karton med hvidt daeklag, der normalt anvendes til emballering af foedevarer. GC-kvaliteter er af en bedre kvalitet end GD-kvaliteter. I den periode, beslutningen vedroerer, var prisforskellen mellem disse to produkter saedvanligvis ca. 30%. De bedste GC-kvaliteter anvendes endvidere i et vist omfang til grafiske formaal.

5 SBS er forkortelsen for et helt igennem hvidt kartonprodukt (herefter »SBS-kvaliteter«). Prisen for dette produkt ligger ca. 20% over prisen for GC-kvaliteter. Det anvendes til emballering af foedevarer, kosmetik, laegemidler og cigaretter, men dets hovedanvendelse er grafiske formaal.

6 Ved skrivelse af 22. november 1990 indgav British Printing Industries Federation, der er brancheorganisation for de fleste kartonemballagetrykkerier i Det Forenede Kongerige (herefter »BPIF«), en uformel klage til Kommissionen. BPIF haevdede, at de kartonproducenter, der leverede til Det Forenede Kongerige, havde foretaget en raekke samtidige og ensartede prisforhoejelser, og anmodede Kommissionen om at undersoege, hvorvidt der forelaa en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler. BPIF udsendte en pressemeddelelse for at sikre, at dens initiativ blev omtalt i pressen. Pressemeddelelsen blev omtalt af fagpressen i december 1990.

7 Den 12. december 1990 indgav Fédération française du cartonnage ligeledes en uformel klage til Kommissionen, hvori den fremsatte paastande vedroerende det franske kartonmarked svarende til dem, der var indeholdt i BPIF's klage.

8 Den 23. og 24. april 1991 foretog Kommissionens repraesentanter i henhold til artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), samtidige, uanmeldte kontrolundersoegelser hos et antal virksomheder og brancheorganisationer inden for kartonsektoren.

9 Efter disse undersoegelser fremsatte Kommissionen i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 begaering til alle de virksomheder, denne beslutning er rettet til, om oplysninger og skriftligt materiale.

10 Paa grundlag af de ved kontrolundersoegelserne og begaeringerne om oplysninger og skriftligt materiale fremkomne oplysninger konkluderede Kommissionen, at de beroerte virksomheder fra midten af 1986 og mindst til april 1991 (i de fleste tilfaelde) havde deltaget i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

11 Den besluttede som foelge heraf at indlede en procedure i henhold til denne bestemmelse. Ved skrivelse af 21. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til hver enkelt virksomhed. Samtlige virksomheder svarede skriftligt. Ni virksomheder begaerede mundtlig hoering. Hoeringen fandt sted fra den 7. til den 9. juni 1993.

12 Som afslutning paa proceduren vedtog Kommissionen en beslutning, der bl.a. indeholder foelger bestemmelser:

»Artikel 1

Buchmann GmbH, Cascades SA, Enso-Gutzeit Oy, Europa Carton AG, Finnboard - the Finnish Board Mills Association, Fiskeby Board AB, Gruber & Weber GmbH & Co. KG, Kartonfabriek 'De Eendracht' NV (der handler under navnet BPB de Eendracht), NV Koninklijke KNP BT NV (tidligere Koninklijke Nederlandse Papierfabrieken NV), Laakmann Karton GmbH & Co. KG, Mo och Domsjoe AB (MoDo), Mayr-Melnhof Kartongesellschaft mbH, Papeteries de Lancey SA, Rena Kartonfabrik A/S, Sarrió SpA, SCA Holding Ltd (tidligere Reed Paper & Board (UK) Ltd), Stora Kopparbergs Bergslags AB, Enso Española SA (tidligere Tampella Española SA) og Moritz J. Weig GmbH & Co. KG har overtraadt artikel 85, stk. 1, i EF-traktaten ved deltagelse

- i Buchmann's og Rena's tilfaelde fra omkring marts 1988 og i hvert fald til slutningen af 1990

- hvad angaar Enso Española i hvert fald fra marts 1988 til i hvert fald udgangen af april 1991

- i Gruber & Weber's tilfaelde i hvert fald fra 1988 og indtil slutningen af 1990

- i de andre tilfaelde fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991

i en aftale og samordnet praksis, der startede medio 1986, og som indebar, at leverandoerer af karton i EF

- samledes regelmaessigt ved en raekke hemmelige og institutionaliserede moeder for at diskutere og naa til enighed om en faelles brancheplan med henblik paa at begraense konkurrencen

- naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta

- planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF

- naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden

- traf i stigende grad siden begyndelsen af 1990 samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger

- udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler.

...

Artikel 3

Foelgende boeder paalaegges nedennaevnte virksomheder for den overtraedelse, der er omhandlet i artikel 1:

...

v) Finnboard - the Finnish Board Mills Association, en boede paa 20 000 000 ECU, for hvilken Oy Kyro AB haefter solidarisk med Finnboard med et beloeb paa 3 000 000 ECU, Metsae-Serla Oy med et beloeb paa 7 000 000 ECU, Tampella Corp. med et beloeb paa 5 000 000 ECU og United Paper Mills Ltd med et beloeb paa 5 000 000 ECU.

...«

13 Det fremgaar af beslutningen, at overtraedelsen fandt sted gennem organet »Product Group Paperboard« (herefter »PG Paperboard«), der omfattede en raekke grupper eller udvalg.

14 Under dette organ oprettedes i midten af 1986 et udvalg, »Presidents Working Group« (herefter »PWG«), der bestod af repraesentanter for den oeverste ledelse for de stoerste kartonproducenter i Faellesskabet (ca. otte).

15 PWG's formaal var navnlig droeftelse og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser og kapacitet. Gruppen traf navnlig generelle beslutninger om tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som producenterne skulle gennemfoere.

16 PWG refererede til »Direktoerkonferencen« (herefter »Direktoerkonferencen« eller »PC«), i hvis moeder naesten samtlige administrerende direktoerer for virksomhederne deltog (mere eller mindre regelmaessigt). I den relevante periode holdt Direktoerkonferencen moede to gange om aaret.

17 I slutningen af 1987 oprettedes »Joint Marketing Committee« (herefter »JMC«). Dette udvalgs hovedopgave var at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, samt at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et ensartet prissystem i Europa.

18 Det OEkonomiske Udvalg (herefter »DOEU«) droeftede bl.a. prisbevaegelser paa de nationale markeder og ordrebeholdninger og meddelte resultaterne af sine undersoegelser til JMC, eller indtil udgangen af 1987 til dens forgaenger, Marketing Committee. DOEU, der bestod af flertallet af de beroerte virksomheders marketingdirektoerer, holdt moeder flere gange om aaret.

19 Det fremgaar endvidere af beslutningen, at Kommissionen antog, at PG Paperboard's aktiviteter befordredes ved hjaelp af udveksling af oplysninger gennem Fides, der er et forvaltningsinstitut med hjemsted i Zuerich (Schweiz). Det fremgaar af beslutningen, at de fleste af PG Paperboard's medlemmer sendte regelmaessige rapporter om ordrer, produktion, omsaetning og kapacitetsudnyttelse til Fides. Rapporterne blev behandlet i Fides-systemet, og de samlede data blev udsendt til medlemmerne.

20 Sagsoegeren Finnish Board Mills Association - Finnboard (herefter »Finnboard«) er en finsk branchesammenslutning, der i 1991 havde seks selskaber som medlemmer, herunder kartonproducenterne Oy Kyro AB, Metsae-Serla Oy, Tampella Corporation og United Paper Mills. Finnboard markedsfoerer den af disse fire medlemmer producerede karton i hele Faellesskabet, i et vist omfang gennem egne salgskontorer.

21 Ifoelge beslutningen deltog sagsoegeren fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991 i moeder i alle PG Paperboard's organer. En repraesentant for Finnboard var i ca. to aar formand for PWG og PC.

Retsforhandlinger

22 Sagsoegeren anlagde naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. oktober 1994.

23 16 af de oevrige 18 selskaber, der blev anset for ansvarlige for overtraedelsen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (sag T-295/94, T-301/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/97, T-337/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94).

24 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juni 1996 haevede sagsoegeren i sag T-301/94, Laakmann Karton GmbH, sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 18. juli 1996 (sag T-301/94, Laakmann Karton mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

25 De fire ovennaevnte finske virksomheder, der er medlemmer af Finnboard, og som i denne egenskab er anset for solidarisk ansvarlige for den boede, der er paalagt sammenslutningen, har ligeledes anlagt sag til proevelse af beslutningen (forenede sager T-339/94, T-340/94, T-341/94 og T-342/94).

26 Endelig er der anlagt sag af sammenslutningen CEPI-Cartonboard, som ikke er adressat for beslutningen. CEPI har imidlertid ved skrivelse, indleveret til Rettens Justitskontor den 8. januar 1997, haevet sagen, der blev slettet af Rettens register ved kendelse af 6. marts 1997 (sag T-312/94, CEPI-Cartonboard mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser).

27 Ved skrivelse af 5. februar 1997 indkaldte Retten parterne til et uformelt moede, bl.a. for at hoere deres bemaerkninger til en eventuel forening af sagerne T-295/94, T-304/94, T-308/94, T-309/94, T-310/94, T-311/94, T-317/94, T-319/94, T-327/94, T-334/94, T-337/94, T-338/94, T-347/94, T-348/94, T-352/94 og T-354/94 med henblik paa den mundtlige forhandling. Under moedet, der fandt sted den 29. april 1997, tiltraadte parterne, at sagerne forenedes.

28 Ved kendelse af 4. juni 1997 har formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling besluttet at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de har forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50, og at tage en begaering om fortrolighed, som sagsoegeren i sag T-334/94 har fremsat, til foelge.

29 Ved kendelse af 20. juni 1997 har afdelingsformanden taget en begaering om fortrolighed fra sagsoegeren i sag T-337/94 til foelge for saa vidt angaar et dokument, der er blevet fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

30 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og truffet foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, idet parterne er blevet opfordret til at besvare en raekke skriftlige spoergsmaal samt til at fremlaegge visse dokumenter. Parterne har efterkommet opfordringerne.

31 Parterne i de i praemis 27 anfoerte sager afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten i retsmoeder, der blev afholdt i tidsrummet fra den 25. juni til den 8. juli 1997.

32 I naervaerende sag har sagsoegeren ved skrivelse af 19. juli 1995 frafaldet replik. Sammenslutningen har imidlertid i den paagaeldende skrivelse gjort gaeldende, at Kommissionen har baseret sig paa forkerte oplysninger i forbindelse med boedeudmaalingen.

33 Kommissionen har den 6. oktober 1995 fremsat sine bemaerkninger til sagsoegerens skrivelse.

Parternes paastande

34 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen annulleres i forhold til sagsoegeren.

- Subsidiaert: Boeden nedsaettes.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

35 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger. Paastanden om annullation af beslutningen

Anbringendet om en tilsidesaettelse af sprogreglerne

Parternes argumenter

36 Anbringendet bestaar af tre led.

37 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at sammenslutningen paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke hoerte under en medlemsstats jurisdiktion. Beslutningen kunne derfor kun vaere autentisk, jf. artikel 16 i Kommissionens forretningsorden af 17. februar 1993 (EFT L 230, s. 15, herefter »Kommissionens forretningsorden«), i forhold til sagsoegeren paa dennes befuldmaegtigedes sprog, dvs. tysk. Sagsoegeren har til stoette herfor paaberaabt sig Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«), hvis artikel 2, stk. 1, fastslaar, at meddelelsen af klagepunkter kan sendes til virksomheden eller til dennes befuldmaegtigede. I en situation som den foreliggende, hvor den befuldmaegtigede hoerer under en medlemsstats jurisdiktion, kraever den naevnte bestemmelse, at proceduren skal gennemfoeres paa den befuldmaegtigedes sprog. Beslutningen kan ogsaa kun vaere autentisk paa dette sprog.

38 Sagsoegeren goer endvidere gaeldende, at artikel 2 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (EFT 1952-1958, s. 59, herefter »forordning nr. 1«), gaelder analogt, og at proceduren skulle gennemfoeres paa tysk, eftersom Kommissionens begaeringer om oplysninger blev besvaret paa dette sprog. Kommissionen fortsatte imidlertid med at fremsende dokumenter paa engelsk, selv om sagsoegerens befuldmaegtigede gentagne gange klagede herover.

39 Endelig udgoer det en tilsidesaettelse af artikel 6, stk. 3, litra a), i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 (herefter »EMK«), at beslutningen er affattet paa engelsk.

40 Som det andet led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at sprogreglerne blev tilsidesat i forbindelse med meddelelsen af beslutningen. I henhold til traktatens artikel 191, stk. 3, skal beslutninger nemlig meddeles paa adressaternes sprog. I det foreliggende tilfaelde var det imidlertid den engelske udgave af beslutningen, der blev meddelt sagsoegeren.

41 Sagsoegeren har endelig som det tredje led i anbringendet gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af sammenslutningens ret til kontradiktion, for saa vidt som den officielle meddelelse af de klagepunkter, der blev gjort gaeldende mod sammenslutningen, foelgeskrivelsen og talrige bilag til meddelelsen var affattet paa engelsk. Som anfoert i forbindelse med anbringendets foerste led, skulle disse dokumenter have vaeret affattet paa tysk, hvorfor meddelelsen af klagepunkter ikke var forskriftsmaessig.

42 Desuden blev der ikke givet sagsoegeren en tilstraekkelig lang frist til at besvare meddelelsen af klagepunkter, naar henses til omfanget af denne meddelelse og dens bilag samt det forhold, at en stor del af disse dokumenter var affattet paa et fremmed sprog.

43 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ikke har tilsidesat sprogreglerne.

44 I relation til anbringendets foerste led har Kommissionen understreget, at forordning nr. 1 kun vedroerer korrespondance med personer, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, og at beslutningen blev vedtaget inden Finlands tiltraedelse af Faellesskabet. Desuden udgoer beslutningen ikke et »svar« efter artikel 2 i forordning nr. 1.

45 Kommissionen kunne saaledes frit vaelge, hvilket sprog proceduren skulle gennemfoeres paa, idet den dog skulle tage hensyn til eventuelle forbindelser mellem sagsoegeren og Faellesskabets medlemsstater (jf. Domstolens dom af 21.2.1973, sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, Sml. s. 215, praemis 12). I det foreliggende tilfaelde valgte Kommissionen at gennemfoere proceduren paa engelsk under hensyntagen til, at dette er arbejdssproget inden for Den Europaeiske Frihandelssammenslutning (EFTA) og EFTA-Domstolens processprog, at sagsoegeren anvendte engelsk i sin korrespondance med sine salgskontorer inden for Faellesskabet, og at sammenslutningen har et engelsk navn.

46 I relation til anbringendets andet led har Kommissionen anfoert, at eventuelle mangler ved meddelelsen af beslutningen ikke paavirker dens gyldighed. Saadanne mangler kan kun under visse omstaendigheder forhindre, at soegsmaalsfristen begynder at loebe, hvilket er irrelevant i det foreliggende tilfaelde (jf. Domstolens dom af 14.7.1972, sag 52/69, Geigy mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 225, org. ref.: Rec. s. 787, praemis 11).

47 Kommissionen har endelig i relation til anbringendets tredje led erindret om, at sagsoegeren og dennes befuldmaegtigede ogsaa modtog den tyske udgave af meddelelsen af klagepunkter. Under alle omstaendigheder beviser sagsoegerens svar paa meddelelsen af klagepunkter, som blev indgivet, uden at der blev anmodet om en fristforlaengelse, at sammenslutningen fuldt ud var i stand til at goere sig bekendt med de klagepunkter, der var rettet mod den. Der er derfor ingen grund til at antage, at sagsoegerens ret til kontradiktion er blevet tilsidesat (Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, praemis 48, 52 og 53).

Rettens bemaerkninger

48 Det er ubestridt, at Kommissionen sendte meddelelsen af klagepunkter og beslutningen til sagsoegerens hovedkontor i Finland, og at sagsoegeren paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen endnu ikke var undergivet en EF-medlemsstats jurisdiktion. Der var paa davaerende tidspunkt ingen faellesskabsbestemmelser, der udtrykkeligt fastslog, at et af Faellesskabets officielle sprog skulle anvendes i forhold mellem Kommissionen og en virksomhed med hjemsted i et tredjeland.

49 Forordning nr. 1, som aendret, som sagsoegeren paaberaaber sig, indeholder kun sprogregler, der finder anvendelse mellem Faellesskabet og en medlemsstat eller en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion.

50 I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af sagsakterne, at Kommissionen ikke rettede nogen officielle dokumenter til sagsoegerens tyske befuldmaegtigede, idet de dokumenter, denne modtog, var kopier af officielle dokumenter, der var rettet direkte til sagsoegeren.

51 Desuden kan der hverken af artikel 2 i forordning nr. 99/63 eller af artikel 6 i EMK - selv hvis det antages, at en virksomhed, der er genstand for en konkurrenceretlig undersoegelse, kan paaberaabe sig sidstnaevnte bestemmelse - udledes nogen forpligtelse til at affatte dokumenter paa sproget i den medlemsstat, hvor den befuldmaegtigede har hjemsted.

52 Ved valget af det sprog, meddelelsen af klagepunkter og beslutningen skulle affattes paa, maatte man derfor tage hensyn til, hvilke forbindelser sagsoegeren inden for Faellesskabet havde med en medlemsstat (jf. i samme retning dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, a.st., praemis 12). Det er ubestridt, at sagsoegeren anvendte engelsk i sin korrespondance med sammenslutningens egne salgskontorer i Faellesskabets medlemsstater. Under disse omstaendigheder var Kommissionen berettiget til at affatte meddelelsen af klagepunkter og beslutningen paa engelsk.

53 Endelig bemaerkes, at bilagene til meddelelsen af klagepunkter, som ikke stammer fra Kommissionen, maa anses for belastende materiale, som Kommissionen tillaegger betydning, og derfor maa fremsendes til modtageren, som de er (jf. bl.a. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 21).

54 Hvad angaar argumentet om, at der ikke blev givet sagsoegeren en tilstraekkelig lang frist til at besvare meddelelsen af klagepunkter, skal det blot bemaerkes, at sagsoegeren ikke har bestridt Kommissionens paastand om, at der ikke blev soegt om en forlaengelse af fristen for besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter.

55 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om manglende overholdelse af proceduren for vedtagelse, bekraeftelse og meddelelse af Kommissionens beslutninger

Parternes argumenter

56 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutningen burde have vaeret bekraeftet i et enkelt dokument med henblik paa at garantere dens beviskraft og adressaternes retssikkerhed, og at de enkelte sider om fornoedent skulle have vaeret haeftet fast sammen. Det kan nemlig kun saaledes forhindres, at enkelte dele af beslutningen fjernes eller udskiftes. I det foreliggende tilfaelde blev beslutningen imidlertid ikke bekraeftet i et enkelt dokument. Beslutningens tilsigtede indhold fremgaar foerst, naar beslutningen af 13. juli 1994 sammenholdes med berigtigelsen af 26. juli 1994. Disse to beslutninger blev meddelt sagsoegeren saerskilt, hvilket afsvaekker deres beviskraft.

57 Sagsoegeren har anmodet Retten om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge originaleksemplarerne af de to omhandlede beslutninger, saaledes at det kan undersoeges, om de var haeftet sammen paa den ovenfor beskrevne maade, og om den senere aendring naevnes i den oprindelige beslutning.

58 Sagsoegeren har endvidere paapeget, at individuelle retsakter i henhold til den tyske udgave af EKSF-traktatens artikel 15, stk. 2, bliver bindende for vedkommende »durch die Zustellung«, hvorimod der i den tyske udgave af EF-traktatens artikel 191, stk. 3, er anvendt udtrykket »bekannt werden«. Det forhold, at der i den franske udgave af begge traktater benyttes begrebet »notification«, bekraefter imidlertid, at der ikke er nogen materiel forskel mellem de to bestemmelser. Det fremgaar ifoelge sagsoegeren af artikel 4 i Den Hoeje Myndigheds afgoerelse nr. 22/60 af 7. september 1960 om gennemfoerelsen af artikel 15 i traktaten (EFT Anden Serie VIII, s. 13), at kun en meddelelse af den originale beslutning eller en udskrift heraf kan betragtes som gyldig. Saafremt meddelelsen som i det foreliggende tilfaelde sker ved hjaelp af en bekraeftet kopi, er beslutningen derfor ugyldig.

59 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at beslutningen ikke i overensstemmelse med artikel 16 i Kommissionens forretningsorden er blevet bekraeftet ved formandens og generalsekretaerens underskrift. Den meddelte beslutning er kun underskrevet af det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencespoergsmaal. Sagsoegeren har anmodet Retten om at paalaegge Kommissionen at fremlaegge den originale beslutning med henblik paa at kunne kontrollere, om denne er behoerigt bekraeftet.

60 Selv om den originale beslutning maatte vaere behoerigt bekraeftet, er beslutningen ifoelge sagsoegeren under alle omstaendigheder ugyldig, da der ikke er sket meddelelse af en udgave, der er identisk med den originale beslutning.

61 Kommissionen har indledningsvis understreget, at der ikke efter EF-traktatens artikel 191, stk. 3, kraeves nogen formel meddelelse. Det er tilstraekkeligt, at beslutningen naar frem til adressaten i form af en enkel skriftlig meddelelse, saaledes at adressaten kan faa kendskab til beslutningen (Domstolens dom af 10.12.1957, sag 8/56, ALMA mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 49, org. ref.: Rec. s. 179, paa s. 190, og af 15.12.1994, sag C-195/91 P, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619, praemis 7 og 20). Da disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfaelde, er sagsoegerens argumenter om mangler ved meddelelsesproceduren irrelevante.

62 Desuden betragtes en bekraeftet kopi af beslutningen som en autentisk udgave heraf (Domstolens dom af 17.10.1989, forenede sager 97/87, 98/87 og 99/87, Dow Chemical Ibérica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, praemis 59, og Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, praemis 24 og 25, og af 27.10.1994, sag T-34/92, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, Sml. II, s. 905, praemis 27).

63 I det foreliggende tilfaelde er beslutningen blevet bekraeftet i overensstemmelse med reglerne i artikel 16 i Kommissionens forretningsorden. Sagsoegeren har ikke fremfoert nogen holdepunkter for uregelmaessigheder ved proceduren for vedtagelsen af beslutningen. Beslutningen af 26. juli 1994 aendrede paa ingen maade den oprindelige beslutning i forhold til sagsoegeren, og henvisningen til den oprindelige beslutning i beslutningen af 26. juli 1994 udgoer under alle omstaendigheder en tilstraekkelig forbindelse mellem de to omhandlede beslutninger.

64 Det boer under disse omstaendigheder ikke paalaegges Kommissionen at fremlaegge den originale beslutning (jf. de ovennaevnte domme i sagerne Bayer mod Kommissionen, Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen og Dunlop Slazenger mod Kommissionen).

Rettens bemaerkninger

65 Sagsoegeren kan ikke til stoette for sit synspunkt om, at beslutningen ikke blev vedtaget og bekraeftet i overensstemmelse med de gaeldende regler, goere gaeldende, at den »bekraeftede kopi«, der blev sendt til sammenslutningen, ikke var forsynet med Kommissionens formands og generalsekretaers underskrift. I artikel 16, stk. 1, i den paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen gaeldende udgave af Kommissionens forretningsorden hedder det: »Retsakter, der vedtages paa Kommissionens moeder ... vedlaegges paa det eller de sprog, hvorpaa de er autentiske, som bilag til referatet af det kommissionsmoede, paa hvilket de er vedtaget ... Vedtagelsen af saadanne retsakter bekraeftes ved formandens og generalsekretaerens underskrift paa moedereferatets foerste side.« Bekraeftelse af en beslutning, der er vedtaget paa et moede af kommissaerkollegiet, kraever saaledes ikke Kommissionens formands og generalsekretaers underskrift paa selve beslutningen, men paa referatet af det moede, paa hvilket beslutningen blev vedtaget. Det forhold, at den »bekraeftede kopi« af beslutningen ikke indeholder formandens og generalsekretaerens underskrift, udgoer derfor ikke noget holdepunkt for, at beslutningen ikke blev behoerigt bekraeftet.

66 Sagsoegeren har ikke paaberaabt sig andre holdepunkter eller nogen bestemt omstaendighed til stoette for, at den gyldighedsformodning, der gaelder for Faellesskabets retsakter, er afkraeftet (jf. f.eks. dommen i sagen Dunlop Slazenger mod Kommissionen, a.st., praemis 24).

67 I mangel af saadanne holdepunkter boer Retten ikke anordne den begaerede bevisoptagelse.

68 Hvad angaar spoergsmaalet, om meddelelsen var forskriftsmaessig, bemaerkes, at der ikke findes nogen faellesskabsbestemmelser, der udelukker, at beslutningen meddeles i form af en bekraeftet kopi, eller at en berigtigelse meddeles saerskilt.

69 I det foreliggende tilfaelde indeholder den kopi af beslutningen, der blev sendt til sagsoegeren, navnet paa det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken, og paategningen »bekraeftet kopi« (»certified copy«). Den er endvidere underskrevet af Kommissionens generalsekretaer. En saadan kopi er forskriftsmaessig. Den har samme retskraft som den originale beslutning, der blev vedtaget af kommissaerkollegiet og bekraeftet i overensstemmelse med formkravene i Kommissionens forretningsorden.

70 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorledes meddelelsen skal ske, fremgaar det af fast retspraksis, at en beslutning er behoerigt meddelt i traktatens forstand, naar den er kommet frem til adressaten, og denne har haft mulighed for at goere sig bekendt med den (dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, a.st., praemis 10). I det foreliggende tilfaelde fremgaar det allerede af staevningens ordlyd, at sagsoegeren fuldt ud har kunnet goere sig bekendt med beslutningen og goere sine rettigheder gaeldende for Retten.

71 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og en tilsidesaettelse af formforskrifterne i forbindelse med meddelelsen af klagepunkter

Parternes argumenter

72 Anbringendet omfatter to led.

73 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at meddelelsen af klagepunkter ikke blev vedtaget og sendt til adressaterne af det i henhold til artikel 2 i forordning nr. 99/63 kompetente organ, dvs. Kommissionen.

74 Meddelelsen af klagepunkter blev sendt til sagsoegeren i form af et ikke-underskrevet dokument, der var vedlagt en skrivelse fra generaldirektoeren for konkurrence. Da dokumentet ikke er underskrevet, kan det ikke betragtes som en »retsakt« fra Kommissionen. Det kan derfor ikke danne grundlag for beslutningen.

75 Selv hvis det laegges til grund, at det paagaeldende dokument sammen med foelgeskrivelsen kan betragtes som en »meddelelse af klagepunkter« efter forordning nr. 99/63, blev denne ikke fremsendt af Kommissionen. Artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 giver imidlertid Kommissionen en enekompetence i saa henseende, som ikke kan delegeres i henhold til forretningsordenen. Under alle omstaendigheder kan hverken fastlaeggelsen af indholdet af meddelelsen af klagepunkter eller fremsendelsen heraf til adressaterne delegeres til tredjemand i medfoer af forretningsordenen (dommen i sagen Geigy mod Kommissionen, a.st., og Domstolens dom af 17.10.1972, sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 251, org. ref.: Rec. s. 977). Kompetencen til at fastsaette fristen for besvarelsen af meddelelsen af klagepunkter kan heller ikke delegeres til tredjemand.

76 Som det andet led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen ved ikke at have haeftet meddelelsen af klagepunkter og bilagene hertil sammen har tilsidesat det krav om, at meddelelsen af klagepunkter skal vaere skriftlig, som gaelder i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 99/63, og som har til formaal at give de samme garantier som kravet om en bekraeftelse af de endelige beslutninger. Meddelelsen af klagepunkter kan derfor ikke danne grundlag for beslutningen.

77 Kravet om, at meddelelsen af klagepunkter skal vaere skriftlig, indebaerer ogsaa, at den skal vaere underskrevet paa sidste side. Generaldirektoerens underskrift paa foelgeskrivelsen kan ikke erstatte den fornoedne underskrift.

78 Kommissionen har i relation til anbringendets foerste led anfoert, at det fremgaar af de dokumenter, der blev overgivet til sagsoegeren, at de klagepunkter, der blev gjort gaeldende over for sammenslutningen, var vedtaget af Kommissionen. I oevrigt underskrev Kommissionens generaldirektoer meddelelsen af klagepunkter paa grundlag af en almindelig underskriftsbemyndigelse, hvorfor argumentet om hans manglende kompetence savner ethvert grundlag (Domstolens dom af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, praemis 14, og dommen i sagen Geigy mod Kommissionen, a.st., praemis 5).

79 Kommissionen har understreget, at den i artikel 10 i forordning nr. 99/63 foreskrevne fremgangsmaade for fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter foerst og fremmest sigter mod at sikre et bevis for datoen for meddelelsen. Meddelelsen af klagepunkter er sket forskriftsmaessigt, hvis adressaten kan faa fuldt kendskab til klagepunkternes indhold (ovennaevnte domme i sagerne Geigy mod Kommissionen, praemis 11, og Bayer mod Kommissionen, praemis 7 og 20).

80 Kommissionen har i relation til anbringendets andet led anfoert, at sagsoegeren har misforstaaet raekkevidden af artikel 2 i forordning nr. 99/63. Denne bestemmelse kraever ikke, at meddelelsen af klagepunkter er forsynet med en underskrift, eller at meddelelsen bestaar af et enkelt dokument. I oevrigt kan man paa baggrund af betegnelsen af bilagene og nummereringen af samtlige sider i de fremsendte dokumenter fastslaa forbindelsen mellem disse.

Rettens bemaerkninger

81 Med hensyn til anbringendets foerste led bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter, at den til sagsoegeren rettede meddelelse af klagepunkter var ledsaget af en skrivelse, som var underskrevet af generaldirektoeren for Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV).

82 Generaldirektoeren underskrev ikke den naevnte skrivelse i henhold til en delegering af kompetence, men alene paa grundlag af en underskriftsbemyndigelse fra det kompetente medlem af Kommissionen (dommen i sagen Geigy mod Kommissionen, a.st., praemis 5). En saadan bemyndigelse er den normale maade, hvorpaa Kommissionen udoever sin kompetence (dommen i sagen VBVB og VBBB mod Kommissionen, a.st., praemis 14).

83 Da sagsoegeren intet har fremfoert, som kan begrunde en antagelse af, at faellesskabsadministrationen i dette tilfaelde har undladt at overholde de paa omraadet gaeldende regler (dommen i sagen VBVB og VBBB mod Kommissionen, a.st., praemis 14), maa dette argument forkastes.

84 Sagsoegeren goer for det andet gaeldende, at meddelelsen af klagepunkter ikke blev vedtaget af Kommissionen. Det skal hertil blot bemaerkes, at sagsoegeren ikke har fremlagt det mindste bevis, der kan afkraefte den gyldighedsformodning, der knytter sig til Faellesskabets retsakter. Der er derfor ikke anledning til at undersoege, om den paastaaede tilsidesaettelse foreligger (jf. analogien af dommen i sagen Fiatagri og New Holland Ford mod Kommissionen, a.st., praemis 27).

85 Anbringendets foerste led maa derfor forkastes.

86 Anbringendets andet led kan heller ikke tiltraedes.

87 Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 99/63 bestemmer foelgende: »Kommissionen giver virksomhederne og sammenslutningerne af virksomheder skriftlig meddelelse om de klagepunkter imod dem, som tages i betragtning.« Bestemmelsen kraever ikke, at meddelelsen af klagepunkter er forsynet med en underskrift paa selve dokumentet, eller at meddelelsen af klagepunkter formelt bestaar af et enkelt dokument.

88 Under alle omstaendigheder blev klagepunkterne imod sagsoegeren meddelt skriftligt paa en saadan maade, at det var muligt noejagtigt at identificere de forskellige dokumenter, som Kommissionen baserede klagepunkterne paa.

89 Anbringendet maa herefter forkastes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

90 Sagsoegeren har paa grundlag af en detaljeret redegoerelse for formaalet med begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190 for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionen i forhold til hver enkelt handling, der blev betegnet som en overtraedelse, skulle have anfoert, hvilken bestemmelse der var tilsidesat, og praeciseret, om overtraedelsen var blevet begaaet i form af en aftale eller en samordnet praksis. Disse oplysninger er nemlig noedvendige for, at det kan kontrolleres, om hver enkelt af de omhandlede handlinger opfylder forudsaetningerne for et retsbrud med hensyn til gerningsindhold, retsstridighed og skyld. Det er saaledes ikke tilstraekkeligt at anfoere, at overtraedelsen bestod i deltagelse i en aftale eller en samordnet praksis, idet en og samme handling ikke baade kan betegnes som en aftale og en samordnet praksis.

91 Flere handlinger kan ganske vist betragtes som en fortsat overtraedelse, men dette fritager ikke Kommissionen for i relation til hver enkelt individuel handling at angive de elementer, der udgoer retsbruddet. Kun saafremt hver enkelt individuel handling udgoer et retsbrud, kan handlingerne samlet efter omstaendighederne betragtes som en fortsat overtraedelse.

92 Sagsoegeren har for det andet gjort gaeldende, at beslutningen ogsaa i relation til hver enkelt handling, der blev betragtet som et retsbrud, skulle have indeholdt en noejagtig angivelse af de konkrete faktiske omstaendigheder, saasom det sted, hvor de blev begaaet, de respektive deltagere og hver enkelt deltagers noejagtige rolle.

93 Endelig skulle det for det tredje i beslutningen i relation til hver enkelt handling have vaeret oplyst, hvilke fysiske personer der havde handlet. Artikel 15 i forordning nr. 17 forudsaetter en forsaetlig eller uagtsom handling fra en fysisk persons side, som en virksomhed kan goeres ansvarlig for.

94 Kommissionen finder, at beslutningen indeholder en tilstraekkelig beskrivelse af de faktiske forhold, der begrundede boeden. Der er tale om et kompleks kartel, som bestod i laengere tid, og de enkelte virksomheders adfaerd indgik i en samlet ordning, der havde til formaal at begraense den fri konkurrence paa markedet, og det var derfor ikke noedvendigt at kvalificere den enkelte adfaerd som aftale eller samordnet praksis (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 262, 263 og 264). Under alle omstaendigheder understregede Kommissionen i beslutningens betragtning 131 og 132, at virksomhedernes adfaerd fra slutningen af 1987 fremboed alle de karakteristiske traek ved en fuldstaendig aftale efter traktatens artikel 85, stk. 1, og at virksomhedernes adfaerd indtil da udgjorde en samordnet praksis. Den kunne i oevrigt endog principalt have kvalificeret en handling som aftale og subsidiaert som samordnet praksis (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-13/89, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1021, praemis 251 og 252).

95 Da der er tale om en enkelt overtraedelse, har Kommissionen ikke pligt til at paavise, at hver enkelt af kartellets handlinger opfylder kriterierne i artikel 85 (samme dom, praemis 259 og 260).

96 Det er heller ikke noedvendigt at paavise hver enkelt virksomheds medvirken ved alle kartellets handlinger. Som anfoert i beslutningens betragtning 116 og 117, er det tilstraekkeligt, at Kommissionen beviser, at kartellet fandtes som helhed, og at hver enkelt virksomhed deltog i visse handlinger, der var en del af den faelles samlede plan (jf. de ovennaevnte domme i sagerne ICI mod Kommissionen, praemis 256-261 og 305, og Hercules Chemicals mod Kommissionen, praemis 272).

97 Kommissionen har endelig anfoert, at den ikke havde pligt til i beslutningen at angive navnene paa de personer, der handlede, idet traktatens artikel 85 udtrykkeligt er rettet til virksomheder. Det skal kun godtgoeres, at personer, som var bemyndiget til at handle paa virksomhedernes vegne, deltog i kartellet, idet de paagaeldende virksomheder kan goeres ansvarlige for disse personers handlinger (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 97). Meddelelsen af klagepunkter indeholder en detaljeret redegoerelse for de foreliggende beviser i relation til sagsoegeren, og de handlende personers identitet fremgaar af bilagene til denne meddelelse.

Rettens bemaerkninger

98 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. Rettens dom af 11.12.1996, sag T-49/95, Van Megen Sports mod Kommissionen, Sml. II, s. 1799, praemis 51). Kommissionen er i henhold til traktatens artikel 190 forpligtet til at anfoere de faktiske og retlige omstaendigheder, som ligger til grund for dens retlige bedoemmelse af det paagaeldende forhold, samt de grunde, der har foert til dens beslutning, men det kraeves ikke, at den imoedegaar samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure (jf. bl.a. Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78 - 215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 66).

99 I det foreliggende tilfaelde indeholder beslutningen en detaljeret redegoerelse for grundene til, at Kommissionen antog, at den konstaterede overtraedelse fra de i beslutningens artikel 1 naevnte virksomheders side maatte betegnes som en aftale og en samordnet praksis (betragtning 129-132). Det hedder naermere i betragtning 131, foerste afsnit, at »fra slutningen af 1987, hvor der sker en konkretisering af de gradvis mere omfattende hemmelige aftaler mellem producenterne i den saakaldte ordning med 'pris frem for maengde', frembyder overtraedelsen alle de karakteristiske traek ved en fuldstaendig 'aftale' efter artikel 85«. Endvidere anfoeres det, at »de halvaarlige prisinitiativer skal ikke behandles, som om [de] indebar en raekke indbyrdes uafhaengige aftaler eller former for samordnet praksis, men i hoejere grad som en del af en og samme fortsat bestaaende aftale« (betragtning 131, andet afsnit).

100 Naar en beslutning - som i det foreliggende tilfaelde - indeholder en tilstraekkelig begrundelse, hvoraf man kan udlede grundene til, at de konstaterede handlinger blev kvalificeret som en aftale og en samordnet praksis, behoever Kommissionen ikke saerskilt at kvalificere hver enkelt af de paagaeldende handlinger som en aftale eller en samordnet praksis (jf. i samme retning dommen i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, a.st., praemis 264).

101 Beslutningen indeholder ogsaa en detaljeret begrundelse for saa vidt angaar sagsoegerens deltagelse i overtraedelsen. Den naevner direkte sagsoegeren i forbindelse med beskrivelsen af de samordnede prisforhoejelser (betragtning 74, 76, 78, 79, 81, 85 og 87). Desuden bemaerkes - uden at der herved tages stilling til rigtigheden af de heri anfoerte grunde, hvilket spoergsmaal henhoerer under undersoegelsen af beslutningens materielle lovlighed - at de betragtninger i beslutningen, hvori de konkurrencebegraensende droeftelser i PWG beskrives (f.eks. betragtning 37, 51 og 52), noedvendigvis vedroerer sagsoegeren, eftersom denne ifoelge beslutningen deltog i moeder i dette organ (betragtning 36, andet afsnit). Endvidere vedroerer de betragtninger i beslutningen, hvori de konkurrencebegraensende droeftelser i JMC beskrives (f.eks. betragtning 44, 45, 46, 58, 71, 73, 84, 85 og 87), ogsaa sagsoegeren, idet Kommissionen ansaa denne for at have deltaget i moeder i dette organ (tabel 7 i bilagene til beslutningen og betragtning 46, foerste afsnit).

102 Under disse omstaendigheder findes beslutningens begrundelse at have givet sagsoegeren en tilstraekkelig angivelse af de vaesentligste faktiske og retlige betragtninger, der fik Kommissionen til at goere sammenslutningen ansvarlig for en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

103 Endelig bemaerkes, at eftersom en virksomhed i traktatens artikel 85's forstand kan goeres ansvarlig for en fysisk persons handlinger, saafremt den paagaeldende person er bemyndiget til at handle paa virksomhedens vegne (jf. analogien af dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 97), har Kommissionen givet en tilstraekkelig begrundelse for beslutningen gennem henvisningen til sagsoegerens navn.

104 Under alle omstaendigheder fremgaar det af de individuelle oplysninger i bilagene til meddelelsen af klagepunkter, hvilke af sagsoegerens repraesentanter Kommissionen ansaa for at have deltaget i moeder i PG Paperboard's organer.

105 Da ingen af sagsoegerens argumenter har kunnet tiltraedes, maa anbringendet herefter forkastes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, idet Kommissionen ikke har bevist, at sagsoegeren har deltaget i et kartel

106 Anbringendet omfatter tre led. Hvert enkelt led vil blive behandlet saerskilt.

Anbringendets foerste led om, at der ikke findes beviser for, at sagsoegeren har deltaget i et kartel

- Parternes argumenter

107 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at sammenslutningen paa intet tidspunkt deltog i moederne i PG Paperboard's forskellige organer, og at den ikke havde kendskab til de droeftelser, der ifoelge beslutningen blev foert under disse moeder i konkurrencebegraensende oejemed.

108 De personer, der ifoelge beslutningen repraesenterede sagsoegeren i PG Paperboard's organer, deltog kun som repraesentanter for Nordic Paperboard Institute (herefter »NPI«), en skandinavisk brancheorganisation for kartonproducenter. Udtalelserne fra andre producenter (jf. tabel 5 i bilagene til beslutningen) om, at de betragtede sagsoegeren som medlem af JMC, beror paa misforstaaelser.

109 Hvad angaar aftalerne og/eller den samordnede praksis mellem deltagerne i moederne i PG Paperboard's organer indeholder beslutningen ingen noejagtige oplysninger, der goer det muligt at fastlaegge, under hvilke moeder saadanne droeftelser fandt sted, hvilket indhold droeftelserne naermere havde, hvem der deltog i moederne, og hvem der deltog i aftalerne. Der findes navnlig adskillige betragtninger i beslutningen, hvor hverken sagsoegeren eller sammenslutningens medlemmer er naevnt.

110 Da sagsoegerens paastaaede repraesentanter selv i henhold til beslutningen kun deltog i et begraenset antal moeder i PWG og JMC, indeholder beslutningen intet belaeg for, at sagsoegeren deltog i nogen form for aftale. Selv hvis det laegges til grund, at der blev indgaaet aftaler under bestemte moeder, og at sagsoegeren var repraesenteret i de paagaeldende organer, er det ikke godtgjort, at disse aftaler blev indgaaet under moeder, som sagsoegerens paastaaede repraesentanter deltog i.

111 Hvad angaar PWG har sagsoegeren bestridt paastanden om, at resultaterne af droeftelserne under dette organs moeder blev meddelt til de virksomheder, der ikke var medlem af PWG (beslutningens betragtning 38). Der er navnlig intet belaeg for paastanden om, at »det ... som regel [var] Finnboard, der orienterede de skandinaviske producenter (alle NPI-medlemmer) om resultatet af moederne« (beslutningens betragtning 38, fjerde afsnit).

112 Paastanden om, at de virksomheder, der ikke var medlem af PWG, blev underrettet om resultaterne af dette organs moeder under moederne i PC (beslutningens betragtning 38), er kun en formodning.

113 Bemaerkningen i beslutningen om, at sagsoegeren og i et vist omfang sammenslutningens medlemmer deltog i moederne i PC, er en paastand, som der ikke er noget grundlag for.

114 Fiskeby's udtalelse om, at en NPI-repraesentant ved nogle faa lejligheder orienterede dette selskab om resultaterne af moederne i JMC (beslutningens betragtning 46) - en udtalelse, som sagsoegeren i oevrigt ikke har noget kendskab til - bekraefter, at repraesentanter for NPI, men ikke repraesentanter for sagsoegeren, deltog i dette udvalgs moeder.

115 Endelig drejede droeftelserne under moederne i DOEU sig ogsaa ifoelge beslutningen om den generelle markedssituation.

116 Kommissionen har anfoert, at sagsoegeren var et fuldgyldigt medlem af PG Paperboard. Den har herved henvist til Stora's redegoerelse af 23. december 1991 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter), hvori sagsoegeren betegnes som en af de virksomheder, der var repraesenteret i PWG. Desuden blev Finnboard's direktoerer i PC's moedeprotokoller betegnet som repraesentanter for Finland ved siden af repraesentanterne for andre skandinaviske lande.

117 Sagsoegerens argument om, at sammenslutningen ikke deltog i moederne i PWG, er under alle omstaendigheder uholdbart. Selv hvis det antages, at Finnboard's direktoerer handlede som repraesentanter for NPI, betyder dette blot, at de varetog stort set samtlige skandinaviske producenters interesser. De tog noedvendigvis hensyn til sagsoegerens interesser, naar henses til deres funktion i denne virksomhed.

118 Sagsoegeren var ogsaa repraesenteret under moederne i JMC og DOEU. Flere kartonproducenter har betegnet sagsoegeren som medlem af JMC.

119 Kommissionen har i oevrigt stoettet sig til den i beslutningen indeholdte redegoerelse for de forskellige organers funktioner.

- Rettens bemaerkninger

120 Ifoelge beslutningen har sagsoegeren og de andre virksomheder, der er naevnt i beslutningens artikel 1, overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have deltaget i en aftale og en samordnet praksis. Kommissionen ansaa sagsoegeren for at have deltaget i denne overtraedelse fra midten af 1986 og i hvert fald til april 1991.

121 Ifoelge tabel 7 i bilagene til beslutningen deltog sagsoegeren i moeder i PWG, PC, JMC og DOEU.

122 Kommissionen er herved af den opfattelse, at sagsoegeren baade deltog i PWG's moeder paa egne vegne og som repraesentant for NPI (betragtning 38, fjerde afsnit, og betragtning 79, fjerde afsnit). Endvidere anfoeres det, at »Finnboard's administrerende direktoer ... tillige [var] formand for PG Paperboard og praesiderede over PWG fra maj 1988« (betragtning 79, fjerde afsnit).

123 For saa vidt angaar sagsoegerens deltagelse i JMC hedder det i beslutningen: »Tilsyneladende repraesenterede Finnboard baade NPI og sine egne fire medlemmer Kyro, Metsae-Serla, Tampella og United Paper Mills« (betragtning 32, foerste afsnit).

124 Endelig fastslaas det i relation til sagsoegerens deltagelse i moeder i PC, at »Finnboard's repraesentanter (som ogsaa havde deltaget i de umiddelbart forudgaaende moeder i PWG) deltog uafhaengigt af NPI i alle Direktoerkonferencens moeder« (betragtning 42, andet afsnit).

125 Sagsakterne bekraefter, at medlemmer af sagsoegerens ledelse var involveret i PG Paperboard's strukturer i den af beslutningen omfattede periode. Det naevnes saaledes i de individuelle oplysninger i bilagene til meddelelsen af klagepunkter, at en direktoer (»managing director«) for sagsoegeren i den af beslutningen omfattede periode var naestformand for PG Paperboard, naermere bestemt hr. de la Chapelle fra midten af 1986 til 1987, hr. Sommar fra 1987 til 1988 og hr. Lindahl fra 1990.

126 Hr. Sommar blev paa generalforsamlingen i 1987 valgt som naestformand for PG Paperboard, og han blev i forbindelse med sit kandidatur til denne nye post udtrykkeligt praesenteret som Finnboard Executive Committee's nye formand (»the new Chairman of the Finnboard Executive Committee«) (bilag 97 til meddelelsen af klagepunkter).

127 Det er endvidere ubestridt, at hr. Koehler var formand for PG Paperboard fra maj 1988 til efteraaret 1990. I protokollatet for PWG's moede den 6. april 1990 (fremlagt som bilag til svarskriftet) hedder det:

»Hr. Koehler erindrer om, at han i det kommende efteraar vil overtage nye funktioner inden for finsk skovbrug. Han forlader saaledes Finnboard og maa traede tilbage som formand for PG Paperboard.«

128 Ifoelge Stora's redegoerelser deltog sagsoegeren i PWG's moeder (bilag 35, s. 14, bilag 37, s. 2, og bilag 43, s. 3, til meddelelsen af klagepunkter).

129 Endelig har flere virksomheder bekraeftet, at sagsoegeren deltog i JMC's moeder (jf. tabel 5 i bilagene til beslutningen).

130 Paa baggrund af Stora's redegoerelser og det forhold, at flere af sagsoegerens medarbejdere faktisk deltog i moederne i PG Paperboard's organer, kan sagsoegerens paastand om, at disse personer kun deltog som repraesentanter for NPI, derfor ikke tiltraedes.

131 Desuden har sagsoegeren ikke fremlagt nogen form for bevis - som f.eks. en fuldmagt til udelukkende at repraesentere NPI - til stoette for det anfoerte, hvorved sammenslutningen anfaegter de samstemmende beviser for, at den deltog i moederne i PG Paperboard's organer paa egne vegne. Den har endog under retsmoedet erkendt, at den betalte rejseudgifterne i forbindelse med sine medarbejderes deltagelse i de paagaeldende moeder, hvilket kun bekraefter rigtigheden af Kommissionens konstateringer.

132 Paa denne baggrund maa det anses for godtgjort, at sagsoegeren deltog i moederne i PG Paperboard's organer paa egne vegne.

133 For saa vidt som sagsoegeren i forbindelse med det her omhandlede led i anbringendet bestrider rigtigheden af Kommissionens paastande med hensyn til det konkurrencebegraensende formaal med de omhandlede moeder, er der tale om argumenter, som skal undersoeges i forbindelse med anbringendets to andre led.

134 Anbringendets foerste led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om, at der ikke findes beviser for, at sagsoegeren deltog i prisinitiativerne

- Parternes argumenter

135 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen ikke indeholder nogen naermere oplysninger, der godtgoer, at sammenslutningen deltog i prisinitiativerne. De generelle begrundelser i beslutningen giver ikke grundlag for at konkludere, at der var en sammenhaeng mellem de forskellige prisinitiativer, der blev gennemfoert, og de enkelte virksomheders adfaerd. Det kan navnlig ikke paa baggrund af begrundelsen for beslutningen udelukkes, at der blev indgaaet aftaler under sideloebende droeftelser i forbindelse med moeder eller under moeder, som ikke havde deltagelse af personer med tilknytning til sagsoegeren.

136 De systematiske annonceringer af prisforhoejelser beviser ikke, at der var indgaaet en aftale, da de blot var en direkte konsekvens af markedsvilkaarene.

137 I mange af de bilag til meddelelsen af klagepunkter, som der henvises til i beslutningen, er sagsoegerens navn hverken naevnt direkte eller indirekte, og i de dokumenter, hvori sagsoegeren er naevnt, er der som regel tale om ubetydelige oplysninger uden kildeangivelse. Desuden er visse dokumenter udfaerdiget under omstaendigheder, der viser, at der ikke er nogen forbindelse mellem dokumenterne og moederne i PG Paperboard's organer. Saadanne dokumenter kan derfor ikke betragtes som bevis for, at sagsoegeren deltog i prisinitiativerne.

138 Sagsoegeren har paa denne baggrund bestridt bevisvaerdien af en stor del af de af Kommissionen paaberaabte dokumenter. Dokumenterne i bilag 44, 109, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter, som der henvises til i beslutningen, har efter sagsoegerens opfattelse heller ikke den bevisvaerdi, Kommissionen tillaegger dem. De viser tvaertimod, at sagsoegeren ikke deltog i nogen form for ulovligt samarbejde.

139 Sagsoegeren er ikke naevnt i den prisliste, der blev fundet hos selskabet Finnboard (UK) Ltd (jf. beslutningens betragtning 79, herefter »Finnboard-listen«). Denne liste har ikke saa store lighedspunkter med de to prislister, der blev fundet hos Rena (bilag 110 og 111 til meddelelsen af klagepunkter), at man kan drage nogen konklusioner paa grundlag heraf for saa vidt angaar sagsoegeren. Sagsoegeren er nemlig heller ikke naevnt i prislisterne fra Rena, og Finnboard-listen indeholder kun alment tilgaengelige oplysninger og sigter med anvendelsen af det svenske ord »hoejs« aabenbart til en fortidig begivenhed. Desuden indeholder de prislister, der blev fundet hos Rena, oplysninger om Irland, men ikke om Finland. I Finnboard-listen er det omvendte tilfaeldet.

140 I det notat, der blev fundet hos Rena, og som ifoelge beslutningen vedroerer JMC's moede den 6. september 1989 (bilag 117 til meddelelsen af klagepunkter), hedder det blot: »10,5% difference between GC I and GC on the lowest prices from Finnboard«. Det kan ikke heraf udledes, at sagsoegeren deltog i nogen form for aftale, idet forfatteren af notatet blot fastslaar en prisforskel mellem to produkter. Desuden fremgaar det af Rena's foelgeskrivelse (bilag 116 til meddelelsen af klagepunkter), at de i notatet indeholdte angivelser er baseret paa individuelle samtaler sideloebende med JMC's moede, og sagsoegerens medarbejdere deltog ikke i disse samtaler.

141 Det notat fra Rena, der ifoelge beslutningen vedroerer JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), drejer sig ikke engang om et moede i JMC (jf. Rena's foelgeskrivelse, bilag 116 til meddelelsen af klagepunkter), idet der kun henvises til interne droeftelser. Den eneste bemaerkning om sagsoegeren (»Finnboard a lot down in USSR«) udgoer ikke noget holdepunkt for en aftale.

142 Hvad angaar den i Stora's redegoerelse indeholdte beskrivelse af JMC's rolle i forbindelse med gennemfoerelsen af prisinitiativerne (bilag 35 til meddelelsen af klagepunkter, s. 17) har sagsoegeren anfoert, at selv hvis det laegges til grund, at sammenslutningen deltog i dette organs moeder, hvilket bestrides, deltog den ifoelge beslutningen kun i syv moeder i JMC sammen med Stora. Det er derfor uden videre muligt, at eventuelle droeftelser i konkurrencebegraensende oejemed kun fandt sted under moeder, som sagsoegeren ikke deltog i, og at der kun blev foert uskyldige droeftelser under de syv moeder, som baade Stora og sagsoegeren deltog i.

143 Kommissionen finder, at den har bevist, at der fandtes prisinitiativer, og at sagsoegeren deltog i disse initiativer.

144 Hvad angaar konstateringen af, at der fandtes prisinitiativer, har den i det vaesentlige henvist til beslutningens betragtning 74-90. Den har endvidere stoettet sig til bestemte beviser, som er naevnt i beslutningen (bilag 44 og 70 til meddelelsen af klagepunkter).

145 Den har endelig henvist til to lister over prisforhoejelser, som blev fundet hos Rena (bilag 110 og 111 til meddelelsen til klagepunkter, naevnt i beslutningens betragtning 80 og 83). Disse lister, som har samme oprindelse, bekraefter Stora's udtalelser om de prisforhoejelsesaftaler, der blev indgaaet i PG Paperboard. Listerne naevner ingen virksomheder ved navn, idet prisforhoejelserne angives for de enkelte europaeiske lande. Det er derfor irrelevant, at sagsoegeren ikke er naevnt udtrykkeligt.

146 For saa vidt angaar sagsoegerens deltagelse i prisinitiativerne har Kommissionen bestridt, at prisforhoejelserne var et resultat af de generelle markedsvilkaar. Den har for det foerste bevist, at der blev indgaaet aftaler paa dette omraade, hvilket flere af de beroerte producenter ikke engang har bestridt. For det andet er en deltagelse i moeder, hvorunder der er foert droeftelser i konkurrencebegraensende oejemed, tilstraekkelig til, at traktatens artikel 85 finder anvendelse (Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, praemis 66).

147 Finnboard-listen indeholder oplysninger om GD-kvaliteterne, som viser, at der ikke er tale om et internt dokument, idet sagsoegeren ikke producerer saadanne kvaliteter. Ligheden mellem Finnboard-listen og de lister, der blev fundet hos Rena, viser desuden, at Finnboard-listen var en liste over de af kartonproducenterne aftalte prisforhoejelser. Det kan paa baggrund af oplysningerne i Finnboard-listen fastslaas, at den vedroerer prisforhoejelsen for andet kvartal 1989 og ikke - som haevdet af sagsoegeren - historiske oplysninger.

148 Endelig bevises sagsoegerens deltagelse af de haandskrevne notater, der blev fundet hos FS-Karton og Rena (bilag 113 og 117 til meddelelsen af klagepunkter), hvori visse kartonproducenter, herunder Finnboard, naevnes ved navn.

- Rettens bemaerkninger

149 Ifoelge beslutningens artikel 1 har de i bestemmelsen naevnte virksomheder overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved i referenceperioden at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i EF bl.a. »naaede til enighed om regelmaessige prisstigninger for hver produktkvalitet i den enkelte nationale valuta« og »planlagde og ivaerksatte samtidige og ensartede prisstigninger i hele EF«.

150 Det er allerede blevet fastslaaet, at sagsoegeren deltog i moeder i PWG og JMC fra midten af 1986 og i hvert fald indtil april 1991. Det skal saaledes undersoeges, om Kommissionen har godtgjort, at formaalet med moederne i disse to organer bl.a. var et ulovligt samarbejde om priser, inden der skal tages stilling til sagsoegerens individuelle situation i forhold til formaalet med disse moeder.

151 For saa vidt angaar PWG anfoeres det i beslutningen, at dette organs egentlige formaal »bl.a. [var] 'droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet'« (betragtning 37, tredje afsnit), og at »fra et tidspunkt kort efter gruppens oprettelse 'naaede man i PWG til enighed og traf generelle beslutninger om baade tidspunkterne for og stoerrelsen af de prisforhoejelser, som kartonproducenterne skulle gennemfoere'« (betragtning 37, fjerde afsnit).

152 Disse oplysninger hidroerer fra Stora's redegoerelser (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter). Stora oplyser endvidere: »Der afholdtes moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet«. Oplysningerne bekraeftes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter, som er et fortroligt notat af 28. december 1988 fra den marketingchef, der var ansvarlig for Mayr-Melnhof-koncernens salg i Tyskland (hr. Katzner), til koncernens administrerende direktoer i OEstrig (hr. Groeller) om markedssituationen.

153 Ifoelge dette dokument havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, haft to bemaerkelsesvaerdige resultater:

»- PRO-Carton

- Prisdisciplin.

Paa disse to omraader kan der baade konstateres positive og negative ting:

...

- Med hensyn til priser: vindere og tabere.«

154 Det hedder videre i notatet: »Det var og er en gevinst for samtlige deltagere, at man har kunnet standse de konstante prisfald, der var tale om indtil efteraaret 1987, og erstatte dem med klare og maerkbare prisstigninger i to omgange (indtil nu).«

155 Udtrykket »direktoerniveau« blev af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a), hvilket ikke kraever naermere forklaring paa dette sted.

156 Paa baggrund af ovenstaaende findes Kommissionen at have foert bevis for PWG's rolle i forbindelse med det ulovlige samarbejde om priser.

157 For saa vidt angaar JMC fremgaar det af beslutningen, at dette organs hovedopgave fra foerste faerd var:

»- at bestemme, hvorvidt og i bekraeftende fald hvorledes der kunne gennemfoeres prisforhoejelser, og meddele sine konklusioner til PWG

- at fastlaegge enkelthederne i forbindelse med de prisinitiativer, der besluttedes af PWG, for hvert af de beroerte lande og for de store kunder med henblik paa at gennemfoere et aekvivalent (dvs. ensartet) prissystem i Europa ...« (beslutningens betragtning 44, sidste afsnit).

158 I beslutningens betragtning 45, foerste og andet afsnit, anfoerer Kommissionen saaledes naermere:

»Udvalget diskuterede, marked for marked, hvordan de enkelte producenter skulle gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser. De praktiske detaljer i forbindelse med gennemfoerelsen af de paataenkte prisforhoejelser blev droeftet ved 'rundbordssamtaler', hvorunder deltagerne havde mulighed for at fremkomme med deres kommentarer til den foreslaaede forhoejelse.

Problemer med at gennemfoere de af PWG besluttede prisforhoejelser eller lejlighedsvise tilfaelde af manglende samarbejdsvilje blev meddelt til PWG, som derefter (som Stora udtrykte det) 'forsoegte at opnaa samarbejde, i det omfang det blev anset for noedvendigt'. JMC udarbejdede saerskilte rapporter for GC- og GD-kvaliteter. Saafremt PWG aendrede en beslutning om prisfastsaettelse paa grundlag af de rapporter, man havde modtaget fra JMC, blev de skridt, der var noedvendige for at gennemfoere beslutningen, droeftet ved naeste JMC-moede.«

159 Det bemaerkes, at Kommissionen med rette har henvist til redegoerelserne fra Stora som stoette for disse oplysninger om genstanden for JMC's moeder (bilag 35 og 39 til meddelelsen af klagepunkter).

160 Selv om Kommissionen ikke er i besiddelse af officielle referater af moeder i JMC, har den fra Mayr-Melnhof og Rena faaet adgang til nogle interne notater vedroerende moederne den 6. september 1989, den 16. oktober 1989 og den 6. september 1990 (bilag 117, 109 og 118 til meddelelsen af klagepunkter). Disse notater, der er omtalt i beslutningens betragtning 80, 82 og 87, gengiver detaljerede droeftelser under disse moeder om samordnede prisinitiativer. Disse beviser bekraefter klart Stora's beskrivelse af JMC's opgaver.

161 I denne forbindelse er det som eksempel tilstraekkeligt at henvise til notatet fra Rena vedroerende JMC's moede den 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), hvoraf bl.a. foelgende fremgaar:

»Der bliver annonceret en prisforhoejelse i naeste uge, i september.

Frankrig 40 FRF Nederlandene 14 Tyskland 12 DEM Italien 80 ITL Belgien 2,50 BEF Schweiz 9 CHF Det Forenede Kongerige 40 GBP Irland 45 IEP

Alle kvaliteter boer forhoejes lige meget GD, UD, GT, GC osv.

Kun 1 prisforhoejelse om aaret. For leverancer fra den 7. januar. Senest den 31. januar. 14. september skrivelse om prisforhoejelse (Mayr-Melnhof). 19. september, Feldmuehle udsender sin meddelelse. Cascades foer udgangen af september. Alle skal have udsendt meddelelserne foer den 8. oktober.«

162 Som det fremgaar af beslutningens betragtning 88, 89 og 90, lykkedes det endvidere Kommissionen at faa adgang til interne dokumenter, der godtgoer, at virksomhederne, bl.a. dem, der udtrykkeligt er anfoert i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter, faktisk annoncerede og gennemfoerte de aftalte prisforhoejelser (jf. ogsaa tabel G i bilagene til beslutningen).

163 Retten kan i denne forbindelse ikke give sagsoegeren medhold i, at det ikke er bevist, at bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter vedroerer et moede i JMC. Det paagaeldende notat er nemlig udarbejdet paa brevpapir med navnet »Schweizerischer Bankverein« og dateret den 6. september 1990, paa hvilken dato JMC holdt et moede i Zuerich. Det fremgaar tydeligt af notatet, at der blev foert droeftelser i konkurrencebegraensende oejemed mellem de naevnte producenter. Det findes derfor godtgjort, at notatet vedroerer JMC's moede den paagaeldende dag.

164 Selv om de dokumenter, som Kommissionen har henvist til, kun vedroerer faa moeder i JMC inden for den periode, som beslutningen omfatter, bekraefter alle de foreliggende bevisdokumenter Stora's oplysninger, hvorefter JMC's vaesentligste opgave var at beslutte og planlaegge gennemfoerelsen af de samordnede prisforhoejelser. I denne forbindelse maa den naesten fuldstaendige mangel paa referater af JMC's moeder, officielle saavel som interne, anses for tilstraekkeligt bevis for Kommissionens paastand om, at de deltagende virksomheder bestraebte sig paa at skjule den reelle beskaffenhed af de droeftelser, der fandt sted i dette organ (jf. bl.a. beslutningens betragtning 45). Under disse omstaendigheder gaelder der en omvendt bevisbyrde, saaledes at det paahviler de virksomheder, som beslutningen er rettet til, og som deltog i organets moeder, at bevise, at det havde et lovligt formaal. Da virksomhederne ikke har foert bevis herfor, har Kommissionen med rette antaget, at hovedformaalet med de droeftelser, som virksomhederne foerte paa moederne i dette organ, var konkurrencebegraensende.

165 For saa vidt angaar sagsoegerens egen situation findes sammenslutningens deltagelse i moeder i PWG og JMC at vaere et tilstraekkeligt bevis for, at den deltog i et ulovligt samarbejde om priser.

166 For det foerste udoevede medlemmer af sagsoegerens ledelse ledende funktioner i PG Paperboard i perioden fra midten af 1986 til efteraaret 1990 (jf. ovenfor, praemis 122-127). Desuden henvises der i bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter til droeftelser under et moede i JMC, som det er ubestridt, at en af sagsoegerens medarbejdere deltog i.

167 Sagsoegerens deltagelse i det ulovlige samarbejde om priser bekraeftes i oevrigt af de i beslutningen naevnte skriftlige beviser for det paagaeldende samarbejde. Der er saaledes slaaende formelle ligheder mellem den i beslutningens betragtning 79 omhandlede Finnboard-liste og to andre prislister, der er naevnt i beslutningens betragtning 80 og 83, nemlig de lister, Kommissionen fandt hos Rena (bilag 110 og 111 til meddelelsen af klagepunkter). De tre lister indeholder i relation til flere kartontyper og flere EF-lande oplysninger om datoerne og de noejagtige beloeb for de prisforhoejelser, der blev gennemfoert af de omhandlede virksomheder henholdsvis i april 1989, i september/oktober 1989 og i april 1990. Disse oplysninger svarer med hensyn til stoerrelsen af prisforhoejelserne og datoerne for deres gennemfoerelse til de paagaeldende virksomheders og navnlig sagsoegerens konstaterede faktiske adfaerd paa markedet (jf. tabel D, E og F i bilagene til beslutningen).

168 Paa baggrund af den slaaende lighed mellem de tre prislisters form maa det antages, at de har samme oprindelse. Desuden bemaerkes, at bilag 110 er dateret den 3. december 1989, hvilken dato ligger forud for annonceringen af de i denne liste anfoerte prisstigninger. Kommissionen kunne derfor med rette drage den slutning, at de to andre, udaterede, prislister ogsaa maatte anses for at vaere udarbejdet forud for de tidspunkter, hvor de i listerne naevnte prisstigninger faktisk blev annonceret.

169 Hvad naermere angaar Finnboard-listen kan Retten ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at det svenske ord »hoejs« viser, at det paagaeldende dokument drejer sig om en tidligere forhoejelse af priserne for karton til grafiske formaal. Ordet »hoejs« kan nemlig baade sigte til en nutidig og en fremtidig haendelse.

170 Endelig har Kommissionen i relation til samme liste i beslutningen (betragtning 79, fjerde afsnit) med rette anfoert foelgende:

»Finnboard fremstiller hverken UD- eller GD-kvaliteter, saa listen kan ikke have vaeret udelukkende intern eller kun have vedroert Finnboard's egne aktiviteter.«

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0338.1

171 Kommissionen findes herefter at have bevist, at sagsoegeren deltog i et ulovligt samarbejde om priser, uden at det er noedvendigt at undersoege sagsoegerens indvendinger mod andre dokumenter (bilag 44, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter).

Anbringendets tredje led om, at der ikke findes beviser for, at sagsoegeren deltog i maengdetilpasningen

- Parternes argumenter

172 Sagsoegeren har anfoert, at beslutningen ikke indeholder noget, der giver grundlag for at fastslaa, at sagsoegeren har overtraadt traktatens artikel 85 i forbindelse med maengdetilpasning. I bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. beslutningens betragtning 53), som tillaegges saerlig betydning i begrundelsen for beslutningen, er sagsoegerens navn ikke naevnt én eneste gang.

173 Beslutningens betragtning 61, som vedroerer systemet for overvaagning af og kontrol med produktionskapaciteterne og de producerede og solgte maengder, indeholder ingen kritik af sagsoegeren, da denne ikke gav oplysninger til Fides og ikke modtog kapacitetsrapporter.

174 Begrundelsen for beslutningen med hensyn til ordrebeholdninger og produktionsstandsninger er rent teoretisk. Det antydes end ikke, at der fandtes en aftale herom, idet der ifoelge beslutningen kun fandtes et loest system i form af henstillinger.

175 Hvad endelig angaar den aftale om fastfrysning af markedsandelene for de stoerste producenter, som haevdes at vaere indgaaet i PWG, har sagsoegeren gentaget, at sammenslutningen ikke deltog i disse moeder. Desuden indeholder hverken Stora's redegoerelse (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) eller notatet fra Rena angaaende et moede i NPI (bilag 102 til meddelelsen af klagepunkter, jf. beslutningens betragtning 58) holdepunkter for, at sagsoegeren deltog i en aftale. Navnlig viser Stora's redegoerelse, at droeftelserne vedroerende markedsandelene var yderst vage og ikke vedroerte individuelle virksomheder.

176 Kommissionen har anfoert, at det er godtgjort, at der fandtes et ulovligt samarbejde om maengdetilpasning (beslutningens betragtning 51-71).

177 Princippet om pris frem for maengde er beskrevet udfoerligt af Stora (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter). Princippet indebar en kontrol med de producerede maengder og en tilpasning heraf til efterspoergslen. Producenterne udvekslede derfor oplysninger om ordrebeholdninger, ordretilgang og kapacitetsudnyttelse. De underrettede endvidere hinanden om paataenkte eller gennemfoerte produktionsstandsninger med henblik paa at kunne planlaegge produktionsstandsninger for hele branchen.

178 Denne beskrivelse af princippet om pris frem for maengde stoettes af et notat fra Mayr-Melnhof vedroerende DOEU's moede den 3. oktober 1989 (bilag 70 til meddelelsen af klagepunkter), af et fortroligt notat af 28. december 1988 udfaerdiget af Mayr-Melnhof's salgsdirektoer (bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter) og af bilag 113, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter.

179 At sagsoegeren deltog i de omhandlede droeftelser, bevises af, at sammenslutningen i lang tid havde formandskabet i PWG, hvor de naevnte droeftelser fandt sted.

180 Desuden bekraeftes sagsoegerens rolle af adskillige dokumenter, navnlig bilag 70, 130 og 131 til meddelelsen af klagepunkter, hvori sagsoegeren er naevnt flere gange.

- Rettens bemaerkninger

181 Det fremgaar af beslutningens artikel 1, at de deri naevnte virksomheder har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i referenceperioden har deltaget i en aftale og samordnet praksis, som indebar, at leverandoerer af karton i Faellesskabet bl.a. »naaede til forstaaelse om at fastholde markedsandelene for de store producenter paa konstante niveauer, dog med mulighed for aendring fra tid til anden« og »i stigende grad siden begyndelsen af 1990 [traf] samordnede foranstaltninger til styring af leverancer af produktet i EF for derved at sikre gennemfoerelsen af de naevnte samordnede prisstigninger«.

182 Ifoelge Kommissionen blev disse to former for ulovligt samarbejde, der i beslutningen behandles under overskriften »Maengdetilpasning«, indledt i referenceperioden af de virksomheder, der deltog i PWG's moeder. Det fremgaar saaledes af beslutningens betragtning 37, tredje afsnit, at PWG's egentlige formaal ifoelge Stora bl.a. var »droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser og kapacitet«.

183 I beslutningen (betragtning 37, femte afsnit) hedder det om PWG's rolle i relation til det ulovlige samarbejde om markedsandele: »I forbindelse med initiativer til prisforhoejelser foregik de i PWG indgaaende droeftelser vedroerende markedsandele i Vesteuropa for sammenslutninger af virksomheder inden for de enkelte lande og for de enkelte producentkoncerner. Som et resultat af disse droeftelser opnaaedes visse former for 'arrangementer' mellem deltagerne med hensyn til deres respektive markedsandele med det formaal at sikre, at gennemfoerelsen af de samordnede prisinitiativer ikke blev truet af en situation, hvor udbuddet oversteg efterspoergslen. Faktisk enedes de store producentkoncerner om at fastholde deres markedsandele paa de niveauer, der fremgik af de aarlige produktions- og salgsstatistikker, der forelaa i endelig form fra Fides i marts det foelgende aar. Udviklingen med hensyn til markedsandele blev analyseret paa hvert af de moeder, der holdtes i PWG, paa basis af maanedlige opgoerelser fra Fides, og saafremt der konstateredes vaesentlige udsving, blev den formodet ansvarlige virksomhed afkraevet en forklaring.«

184 Det fremgaar af beslutningens betragtning 52, at »i forbindelse med den enighed, der opnaaedes i PWG i loebet af 1987, blev de store producenters andele af det vesteuropaeiske marked 'fastfrosset' paa de aktuelle niveauer, og der blev ikke gjort forsoeg paa at hverve nye kunder eller foroege salget til de faste kunder gennem aggressive priskampagner«.

185 I betragtning 56, foerste afsnit, understreges foelgende: »Den grundlaeggende forstaaelse mellem de stoerste producenter om ikke at udvide deres respektive markedsandele bestod i hele den periode, denne beslutning vedroerer.« I betragtning 57 hedder det: »'Udviklingen inden for markedsandele' blev analyseret paa alle PWG's moeder paa grundlag af foreloebige statistikker.« Endelig understreges det i betragtning 56, sidste afsnit: »De virksomheder, der deltog i disse droeftelser om markedsandele, var de samme, som havde saede i PWG, nemlig: Cascades, Finnboard, KNP (indtil 1988), [Mayr-Melnhof], MoDo, Sarrió, de to medlemmer af Stora-koncernen, CBC og Feldmuehle og (fra 1988) Weig.«

186 Retten finder, at Kommissionen har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder.

187 Kommissionens analyse hviler navnlig paa Stora's redegoerelser (bilag 39 og 43 til meddelelsen af klagepunkter) og bestyrkes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter.

188 I bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter oplyser Stora: »[Der] afholdtes moeder i PWG fra 1986 med det formaal at bidrage til at skabe disciplin paa markedet ... Til gruppens (lovlige) formaal hoerte bl.a. droeftelser og opnaaelse af enighed vedroerende markeder, markedsandele, priser, prisforhoejelser, efterspoergsel og kapacitet. Gruppens opgaver omfattede bl.a., at give Direktoerkonferencen en vurdering og beskrivelse af den noejagtige tilstand med hensyn til udbud og efterspoergsel paa markedet og de forholdsregler, der burde traeffes for at skabe disciplin paa markedet.«

189 Stora har om det ulovlige samarbejde med hensyn til markedsandele oplyst, at »de andele, der blev erhvervet af koncerner i Det Europaeiske Faellesskab, EFTA og i andre lande, som PG Paperboard's medlemmer havde leveret til, blev gennemgaaet i PWG«, samt at PWG »droeftede muligheden for at bevare markedsandelene paa det hidtidige niveau« (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 19). Stora anfoerte endvidere (samme dokument, punkt 6), at »droeftelserne vedroerende markedsandelene for fabrikanterne i Europa fandt ligeledes sted i denne periode, saaledes at den foerste referenceperiode byggede paa 1987-niveauerne«.

190 I sit svar af 14. februar 1992 paa et spoergsmaal fra Kommissionen af 23. december 1991 (bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter) praeciserer Stora endvidere: »Aftalerne om niveauerne for markedsandelene, som PWG's medlemmer indgik, vedroerte hele Europa. Disse aftaler byggede paa samlede aarlige tal for det foregaaende aar, der saedvanligvis forelaa endeligt i marts maaned det foelgende aar« (punkt 1.1).

191 Denne paastand underbygges i samme dokument med foelgende formulering: »... droeftelserne mundede ud i aftaler mellem PWG's medlemmer, der saedvanligvis blev indgaaet marts maaned hvert aar, og som havde til formaal at fastholde deres markedsandele paa samme niveau som i det foregaaende aar« (punkt 1.4). Stora har endvidere anfoert, at »der ikke blev truffet nogen form for foranstaltninger for at sikre, at aftalerne blev overholdt«, og at deltagerne i PWG's moeder »var klar over, at hvis de erhvervede en saerlig stilling paa markeder, som andre leverede til, ville disse goere gengaeld paa andre markeder« (samme punkt).

192 Stora har endelig oplyst, at Finnboard deltog i droeftelserne om markedsandele (punkt 1.2).

193 Stora's paastande om et ulovligt samarbejde om markedsandele bekraeftes af bilag 73 til meddelelsen af klagepunkter (jf. ovenfor, praemis 152 og 178).

194 Ifoelge dette dokument, der er gengivet i beslutningens betragtning 53, 54 og 55, havde det naermere samarbejde paa »direktoerniveau« (»Praesidentenkreis«), som var blevet aftalt i 1987, betydet »vindere« og »tabere«. Ifoelge notatets forfatter hoerte Mayr-Melnhof til taber-gruppen af en raekke grunde, herunder:

»2) Der har kun kunnet indgaas en aftale, idet vi er blevet paalagt en 'sanktion' - man har kraevet, at vi bringer visse 'ofre'.

3) Markedsandele for 1987 skulle 'fastfryses', bestaaende kontakter skulle opretholdes, og der maatte ikke anvendes tilbudspriser for at hverve nye aktiviteter eller kvaliteter (resultatet vil vise sig i januar 1989 - saafremt alle deltagere er loyale).«

195 Disse passager skal laeses paa baggrund af den stoerre sammenhaeng, notatet indgaar i.

196 Som allerede naevnt (jf. ovenfor, praemis 155), blev udtrykket »direktoerniveau« af Mayr-Melnhof fortolket som omfattende baade PWG og PC generelt, dvs. uden reference til en bestemt begivenhed eller et bestemt moede (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 2.a).

197 Forfatteren anfoerer endvidere, at samarbejdet har medfoert »prisdisciplin«, hvilket har betydet »vindere« og »tabere«.

198 Bemaerkningen om fastfrysning af markedsandelene paa 1987-niveau skal saaledes forstaas paa baggrund af denne disciplin, som blev besluttet paa »direktoerniveau«.

199 Henvisningen til 1987 som referenceaar stemmer endvidere overens med Stora's anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen om klagepunkter, jf. ovenfor, praemis 188).

200 Med hensyn til PWG's rolle i det ulovlige samarbejde om kontrol med leverancer, som var karakteristisk for analysen af produktionsstandsninger, hedder det i beslutningen, at PWG havde afgoerende betydning for gennemfoerelsen af produktionsstandsninger, da produktionskapaciteten foroegedes, og efterspoergslen faldt: »... fra begyndelsen af 1990 [fandt] de foerende producenter i branchen ... det noedvendigt at traeffe aftale i PWG's regi om behovet for at indfoere midlertidige produktionsstandsninger. De store producenter erkendte, at de ikke kunne styrke efterspoergslen ved at saenke priserne, og at priserne simpelt hen ville falde, hvis de opretholdt fuld produktionskapacitet. Teoretisk kunne man paa grundlag af kapacitetsrapporterne beregne, hvor laenge driften skulle indstilles for at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel« (beslutningens betragtning 70).

201 I beslutningen hedder det endvidere: »Dog foretog PWG aldrig nogen formel tildeling af 'downtime' til de enkelte producenter. Ifoelge Stora voldte det praktiske problemer at naa frem til en koordineret plan for produktionsstandsninger, der daekkede samtlige producenter. Stora har udtalt, at dette var grunden til, at der kun 'fandtes et loest system i form af henstillinger'« (beslutningens betragtning 71).

202 Retten finder, at Kommissionen i fornoedent omfang har bevist eksistensen af et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

203 De dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, underbygger dens analyse.

204 I sin anden redegoerelse (bilag 39 til meddelelsen af klagepunkter, punkt 24) udtalte Stora: »Med PWG's vedtagelse af princippet om 'pris frem for maengde' og den gradvise gennemfoerelse af et ensartet prissystem fra 1988, erkendte PWG's medlemmer, at det var noedvendigt at gennemfoere produktionsstandsninger for at fastholde priserne, idet stigningen i efterspoergslen faldt. Uden produktionsstandsninger havde det ikke vaeret muligt for producenterne at fastholde det aftalte prisniveau med en voksende overkapacitet.«

205 I det foelgende punkt i redegoerelsen tilfoejes det: »I 1988 og 1989 kunne industrien arbejde med en naesten fuldstaendig kapacitetsudnyttelse. Produktionsstandsninger, bortset fra saedvanlige standsninger, som skyldtes reparation eller ferier, blev noedvendige fra 1990 ... Senere viste det sig noedvendigt at anvende produktionsstandsninger, naar tilgangen af ordrer svigtede, for at kunne gennemfoere princippet om 'pris frem for maengde'. De produktionsstandsninger, som kraevedes af producenterne (for at sikre ligevaegten mellem produktion og forbrug), kunne beregnes paa grundlag af kapacitetsrapporterne. PWG angav ikke formelt omfanget af produktionsstandsningerne, men der fandtes et loest system i form af henstillinger ...«

206 For saa vidt angaar punkt 73 i meddelelsen af klagepunkter bemaerkes, at forfatterens begrundelse for, at han i skrivende stund ansaa Mayr-Melnhof for »taber«, er et vigtigt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger mellem deltagerne i PWG's moeder.

207 Forfatteren fastslaar saaledes:

»4) Paa dette punkt begynder parterne at blive uenige om, hvad maalet er.

...

c) Samtlige salgsmedarbejdere og salgsagenter i Europa blev fritaget for at skulle overholde deres maengdebudgetter, og der fulgtes, stort set undtagelsesfrit, en streng prispolitik (ofte har vore medarbejdere ikke forstaaet vores aendrede holdning i relation til markedet - tidligere stilledes der kun krav med hensyn til maengde, mens det herefter alene var prisdisciplinen, der talte, uanset risikoen for produktionsstandsninger).«

208 Mayr-Melnhof har anfoert (bilag 75 til meddelelsen af klagepunkter), at den ovenfor gengivne passage vedroerer et internt forhold i virksomheden. Naar notatet imidlertid ses i en stoerre sammenhaeng, giver dette uddrag udtryk for, at der i forhold til salgsmedarbejderne blev gennemfoert en streng politik, som var blevet vedtaget paa »direktoerniveau«. Dokumentet maa endvidere ses som udtryk for, at deltagerne i 1987-aftalen, dvs. i hvert fald deltagerne i PWG's moeder, utvivlsomt har vurderet foelgerne af den politik, der blev besluttet, for det tilfaelde at den skulle blive haandhaevet med strenghed.

209 Den omstaendighed, at der fandt droeftelser sted mellem producenterne vedroerende produktionsstandsninger i forbindelse med forberedelsen af prisforhoejelser, stoettes bl.a. af et notat fra Rena af 6. september 1990 (bilag 118 til meddelelsen af klagepunkter), der naevner omfanget af prisforhoejelser i en raekke lande, datoerne for den fremtidige offentliggoerelse af disse samt ordrebeholdningen udtrykt i antal arbejdsdage for flere producenter.

210 Notatets forfatter giver udtryk for, at visse producenter forudsaa produktionsstandsninger, idet han anfoerer:

»Kyro 36 days 1 week Simpele 28 days 1 week September Ta 27 days Ingerois 24 days 23/September stop ... Kopparfors 5-15 days 5/9 will stop for five days.«

211 Sagsoegeren deltog i det moede i JMC, som notatet vedroerer (tabel 4 i bilagene til beslutningen). Det er ubestridt, at de ovennaevnte navne »Kyro«, »Simpele«, »Ta« for Tako og »Ingerois« sigter til steder, hvor virksomheder, der er medlem af Finnboard, nemlig Oy Kyro AB, United Paper Mills Ltd, Metsae-Serla Oy og Tampella Corporation, producerer karton.

212 Af disse grunde finder Retten, at Kommissionen har foert tilstraekkeligt bevis for, at der fandtes et ulovligt samarbejde om markedsandele mellem deltagerne i PWG's moeder, samt at der fandtes et ulovligt samarbejde mellem de samme parter om produktionsstandsninger. Da det er godtgjort, at sagsoegeren deltog i PWG's moeder, og da sammenslutningen udtrykkeligt er naevnt i de belastende centrale bevisdokumenter (redegoerelserne fra Stora), har Kommissionen med foeje anset sagsoegeren for ansvarlig for at have deltaget i de to former for ulovligt samarbejde.

213 Sagsoegerens indvendinger mod Stora's redegoerelser, hvormed sammenslutningen bestrider disses bevisvaerdi, kan ikke antages at svaekke denne konstatering.

214 Det er nemlig ubestridt, at Stora's redegoerelser hidroerer fra en af de virksomheder, der anses for at have deltaget i den paastaaede overtraedelse, og at de indeholder en detaljeret beskrivelse af de droeftelser, der fandt sted i PG Paperboard's organer, af det maal, som forfulgtes af de virksomheder, der havde saede her, samt af virksomhedernes deltagelse i de forskellige organers moeder. I det omfang dette hovedbevis bekraeftes af andre omstaendigheder i sagen, er det et relevant grundlag for Kommissionens paastande.

215 Da Kommissionen har bevist, at de to naevnte former for ulovligt samarbejde fandtes, er det ikke fornoedent at undersoege de andre dokumenter, som sagsoegeren har rejst indsigelser mod.

216 Da ingen af anbringendets led har kunnet tiltraedes, maa anbringendet herefter i det hele forkastes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, idet Kommissionen ikke tog tilstraekkeligt hensyn til konkurrencevilkaarene og markedssituationen

Parternes argumenter

217 Anbringendet omfatter to led.

218 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at virksomheden som foelge af markedsvilkaarene ikke havde nogen interesse i at deltage i en konkurrencebegraensende aftale.

219 Det fremgaar af beslutningen, at eksporten fra de skandinaviske lande i 1990 naesten udelukkende bestod af GC- og SBS-kvaliteter, og at 80% af den finske kartonproduktion var GC-kvaliteter. Desuden daekkede eksporten fra EFTA-medlemsstaterne ca. halvdelen af forbruget af GC-kvaliteter inden for Faellesskabet. Sagsoegeren havde saaledes udelukkende interesse i udviklingen paa Faellesskabets kartonmarked for saa vidt angaar GC-kvaliteter.

220 Producenterne af GC-kvaliteter var naesten ikke beroert af de afsaetningsvanskeligheder, som producenterne af GD-kvaliteter havde, da efterspoergslen efter GC-kvaliteter i den sidste halvdel af firserne steg tre gange saa hurtigt som efterspoergslen efter GD-kvaliteter, og det lykkedes de skandinaviske producenter af GC-kvaliteter at foroege deres markedsandele loebende. Producenterne af GD-kvaliteter var derimod udsat for haard konkurrence. Virkningerne af denne fordelagtige konkurrencesituation for producenterne af GC-kvaliteter blev dels forstaerket af deres produktionskaedes vertikale integration, idet kartonfabrikkerne var placeret meget taet paa skovene og cellulosefabrikkerne, dels af, at de finske producenter havde de mest moderne produktionsfaciliteter. Sagsoegeren har i denne forbindelse bestridt, at kartonproducenternes gennemsnitlige bruttoavance var 20% i den af beslutningen omfattede periode (betragtning 16).

221 Sagsoegeren havde saaledes som foelge af markedsvilkaarene og sin davaerende konkurrencesituation ingen interesse i at deltage i et konkurrencebegraensende kartel. Da Kommissionen undlod at tage hensyn til disse saerlige omstaendigheder, er dens analyse af markedsvilkaarene utilstraekkelig og forkert.

222 Som det andet led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at beslutningen hviler paa en utilstraekkelig analyse af markedsvilkaarene, for saa vidt som det paa intet sted konstateres, at der fandtes en effektiv konkurrence i den omhandlede periode. Kommissionen burde, i det mindste i forbindelse med boedeudmaalingen, have taget hensyn til, at en eventuel aftale under alle omstaendigheder ikke havde nogen indflydelse paa konkurrencens effektivitet.

223 Kommissionen har i relation til anbringendets foerste led gjort gaeldende, at eftersom det er bevist, at sagsoegeren deltog i kartellet, er det ikke noedvendigt at undersoege, om virksomheden havde en interesse i denne deltagelse. Under alle omstaendigheder havde sagsoegeren en indlysende interesse i, at priserne kunstigt blev holdt paa et hoejt niveau. Selv hvis det laegges til grund, at sagsoegerens bemaerkninger om den fordelagtige konkurrencesituation for producenterne af GC-kvaliteter er korrekte, ville fastholdelsen af de hoeje priser nemlig give sagsoegeren en endnu stoerre fordel end producenterne af GD-kvaliteter.

224 Kommissionen har endvidere fastholdt, at den gennemsnitlige bruttoavance var 20% (beslutningens betragtning 16).

225 I relation til anbringendets andet led har Kommissionen gjort gaeldende, at den af sagsoegeren paaberaabte rapport fra London Economics (herefter »LE-rapporten«) hverken modbeviser kartellets eksistens eller dets indflydelse paa den fri konkurrence.

226 Paa baggrund af kartellets aabenbare konkurrencebegraensende formaal er det under alle omstaendigheder ikke noedvendigt at paavise konkrete virkninger paa markedet (Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, paa s. 255, org. ref.: Rec. s. 429, paa s. 496).

Rettens bemaerkninger

227 Som allerede fastslaaet, har Kommissionen bevist, at sagsoegeren fra midten af 1986 har deltaget i et ulovligt samarbejde om priser og, fra slutningen af 1987, i et ulovligt samarbejde om markedsandele samt i et ulovligt samarbejde om produktionsstandsninger, hvilket er de tre elementer, der udgoer den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1.

228 Desuden konkluderede Kommissionen, uden at det er blevet bestridt af sagsoegeren, at de naevnte former for ulovligt samarbejde havde til formaal at begraense konkurrencen inden for faellesmarkedet, og at de havde paavirket handelen mellem medlemsstater (beslutningens betragtning 133-138).

229 Under disse omstaendigheder er sagsoegerens argumenter om, at virksomheden ikke havde nogen interesse i at deltage i et kartel, og at kartellet ikke paavirkede konkurrencens effektivitet, irrelevante. Selv hvis det laegges til grund, at sagsoegerens faktiske paastande i forbindelse med den paagaeldende argumentation er korrekte, ville dette ikke kunne drage Kommissionens konstatering af, at der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i tvivl.

230 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 2

Parternes argumenter

231 Sagsoegeren goer gaeldende, at paabuddet i beslutningens artikel 2 er alt for upraecist og ikke goer det muligt at fastslaa, hvilke oplysninger der ikke maa udveksles. Det kan ikke accepteres, at beslutningens artikel 2 lader virksomhederne baere risikoen for fastlaeggelsen af paabuddets omfang. Endvidere medfoerer den upraecise formulering af artikel 2, at beslutningen ikke kan fuldbyrdes.

232 Desuden er paabuddet uberettiget, for saa vidt som det indebaerer et forbud mod udveksling af samlede oplysninger om den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger. En udveksling af saadanne oplysninger er helt uskadelig, og den blotte omstaendighed, at de udvekslede oplysninger eventuelt vil kunne bruges i konkurrencebegraensende oejemed, kan ikke retfaerdiggoere et forbud mod, at de udveksles.

233 Sagsoegeren har endelig anfoert, at sammenslutningen CEPI-Cartonboard havde anmeldt et system for udveksling af saadanne samlede oplysninger til Kommissionen. Eftersom dette system i realiteten forbydes ved beslutningens artikel 2, skulle Kommissionen, inden den vedtog beslutningen, have undersoegt, om betingelserne for en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, var opfyldt, og beslutningen skulle have indeholdt en begrundelse paa dette punkt. Der er derfor sket en tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion, for saa vidt som Kommissionen ikke hoerte CEPI-Cartonboard, inden beslutningen ved vedtaget.

234 Kommissionen har bestridt, at forbuddet i beslutningens artikel 2 er for abstrakt eller for upraecist. Beslutningens konklusion skal fortolkes paa baggrund af dens betragtninger, og adressaterne kan ud fra en saadan fortolkning fastlaegge forbuddets noejagtige omfang (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 122, 123 og 124). Der er i det foreliggende tilfaelde i beslutningens betragtninger redegjort detaljeret for de faktiske forhold, som forbuddet hviler paa.

235 Formaalet med forbuddene i artikel 2, stk. 1 og 4, er, at den i beslutningens betragtninger beskrevne overtraedelse bringes til ophoer og ikke bliver genoptaget. I beslutningens artikel 2, stk. 2 og 3, gives der blot en beskrivelse af, hvorledes en lovlig udveksling af oplysninger kan udformes, med henblik paa at hjaelpe producenterne med at tilrettelaegge deres fremtidige adfaerd. Dette fremgaar af de positive formuleringer i stk. 2 og 3.

236 Forbuddet mod at udveksle oplysninger i form af samlede tal vedroerende situationen med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger er ifoelge Kommissionen berettiget paa kartonmarkedet paa grund af sektorens hoeje koncentrationsgrad og produkternes homogenitet. Som det fremgaar af beslutningens betragtning 68, 69 og 70, giver en regelmaessig udveksling af saadanne oplysninger et saadant indblik i markedsvilkaarene, at det er muligt at planlaegge produktionsstandsninger for hele branchen med henblik paa at undgaa prisfald og at vurdere mulighederne for at forhoeje priserne. I oevrigt har kartonproducenterne allerede udnyttet de udvekslede oplysninger til at fremme en faelles handelspolitik.

237 Kommissionen har derfor med rette antaget, at den omhandlede udveksling af oplysninger paa det relevante marked udgoer en ulovlig konkurrencebegraensning i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

238 Kommissionen har endelig anfoert, at beslutningens artikel 2 ikke beroerer det af sammenslutningen CEPI-Cartonboard anmeldte informationsudvekslingssystem.

Rettens bemaerkninger

239 Det bemaerkes, at beslutningens artikel 2 indeholder foelgende bestemmelse:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner, eller

b) hvorved en faelles brancheholdning til oekonomiske forhold med hensyn til priser eller kontrol med produktionen fremmes, lettes eller tilskyndes, selv om individuelle oplysninger ikke afsloeres, eller

c) hvorved de kunne blive i stand til at overvaage tilslutning til eller overholdelse af en udtrykkelig eller stiltiende aftale om priser eller markedsopdeling i EF.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker ikke alene enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres, men endvidere oplysninger vedroerende den til enhver tid vaerende situation med hensyn til ordretilgang og ordrebeholdninger, den forventede udnyttelsesgrad for produktionskapaciteten (i begge tilfaelde selv om det drejer sig om samlede tal) eller produktionskapaciteten for den enkelte maskine.

Ethvert udvekslingssystem af denne art skal begraenses til indsamling og udbredelse af produktions- og salgsstatistikker i global form, som ikke kan bruges til at fremme eller lette en faelles brancheadfaerd.

Virksomhederne skal ogsaa afholde sig fra enhver form for udveksling af oplysninger af konkurrencemaessig betydning i tilslutning til en saadan tilladt udveksling samt afholde sig fra moeder eller anden form for kontakt med henblik paa at diskutere betydningen af de udvekslede oplysninger eller den mulige eller sandsynlige reaktion inden for branchen eller blandt individuelle producenter paa de paagaeldende oplysninger.

De noedvendige aendringer af et eventuelt system for udveksling skal vaere foretaget senest tre maaneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning.«

240 Som det fremgaar af betragtning 165, blev beslutningens artikel 2 vedtaget med hjemmel i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17. I henhold til denne bestemmelse kan Kommissionen, naar den konstaterer, at der foreligger en overtraedelse af bl.a. traktatens artikel 85, ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder at bringe den konstaterede overtraedelse til ophoer.

241 Ifoelge fast retspraksis vil anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 ikke alene kunne omfatte forbud mod at fortsaette med visse handlinger eller at opretholde en vis praksis eller situation, der er fundet ulovlig (Domstolens dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, praemis 45, og af 6.4.1995, forenede sager C-241/91 P og C-242/91 P, RTE og ITP mod Kommissionen, Sml. I, s. 743, praemis 90), men tillige mod at udvise en tilsvarende praksis for fremtiden (Rettens dom af 6.10.1994, sag T-83/91, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 755, praemis 220).

242 I det omfang anvendelsen af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 skal ske under hensyn til arten af den konstaterede overtraedelse, har Kommissionen endvidere befoejelse til at praecisere omfanget af de forpligtelser, der paahviler de beroerte virksomheder med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De byrder, som paalaegges virksomhederne, maa imidlertid ikke overskride graenserne for, hvad der er rimeligt og noedvendigt for at opfylde det tilsigtede maal, nemlig at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes (RTE og ITP-dommen, a.st., praemis 93; jf. i samme retning Rettens domme af 8.6.1995, sag T-7/93, Langnese-Iglo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1533, praemis 209, og sag T-9/93, Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 1611, praemis 163).

243 Hvad foerst angaar sagsoegerens argument om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at vedtage beslutningens artikel 2 uden at have taget stilling til, om det af CEPI-Cartonboard anmeldte system for udveksling af oplysninger var foreneligt med artikel 85, bemaerkes, at den anmeldelse, som denne sammenslutning foretog den 6. december 1993, vedroerte et nyt system for udveksling af oplysninger, som er forskelligt fra det, Kommissionen undersoegte i beslutningen. Kommissionen kunne derfor ikke i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede beslutnings artikel 2 vurdere lovligheden af det nye system inden for rammerne af denne beslutning. Den var saaledes berettiget til i forbindelse med vedtagelsen af beslutningens artikel 2 alene at undersoege det gamle system for udveksling af oplysninger og tage stilling hertil.

244 Efterproevelsen af, om paabuddet i beslutningens artikel 2, som haevdet af sagsoegeren, er for vidtgaaende, skal derfor omfatte en undersoegelse af omfanget af de forbud, der herved er meddelt virksomhederne.

245 Forbuddet i artikel 2, stk. 1, andet punktum, hvorefter virksomhederne for fremtiden skal afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning som de overtraedelser, der er konstateret i beslutningens artikel 1, har alene til formaal at hindre virksomhederne i at gentage den adfaerd, der er konstateret at vaere ulovlig. Kommissionen har derfor ikke med dette forbud overskredet de befoejelser, den er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17.

246 Artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), har naermere til formaal at forbyde fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger.

247 Paabuddet i artikel 2, stk. 1, litra a), hvorefter enhver fremtidig udveksling af forretningsmaessige oplysninger, paa grundlag af hvilke deltagerne direkte eller indirekte kan faa adgang til individuelle oplysninger om konkurrerende virksomheder, forbydes, forudsaetter, at Kommissionen i beslutningen har fastslaaet, at udveksling af saadanne oplysninger er retsstridig i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 1.

248 I denne forbindelse bemaerkes, at det ikke fremgaar af beslutningens artikel 1, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger i sig selv er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

249 Den fastslaar generelt, at virksomhederne har overtraadt traktatbestemmelsen ved at deltage i en aftale og en samordnet praksis, hvorved virksomhederne bl.a. »udvekslede forretningsmaessige oplysninger om leverancer, priser, midlertidige produktionsstandsninger, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader osv. til stoette for naevnte forholdsregler«.

250 Beslutningens konklusion skal imidlertid fortolkes paa baggrund af dens betragtninger (dommen i sagen Suiker Unie m.fl., a.st., praemis 122). Beslutningens betragtning 134, andet afsnit, er affattet saaledes:

»Producenternes udveksling af normalt fortrolige og foelsomme individuelle forretningsmaessige oplysninger paa moeder afholdt af PG Paperboard (hovedsagelig JMC) vedroerende ordrebeholdninger, midlertidige produktionsstandsninger og produktionskvoter var aabenbart konkurrencebegraensende, idet de havde til formaal at sikre, at forudsaetningerne for gennemfoerelsen af de aftalte prisinitiativer var saa gunstige som muligt ...«

251 Da Kommissionen saaledes i beslutningen behoerigt har fastslaaet, at udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger som saadan udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, opfylder forbuddet mod for fremtiden at udveksle oplysninger af denne art betingelserne for at bringe artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 i anvendelse.

252 Forbuddene mod udveksling af forretningsmaessige oplysninger i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal undersoeges i lyset af samme artikels stk. 2, 3 og 4, der underbygger de omhandlede paabud. Det skal saaledes afgoeres ud fra konteksten, om, og i bekraeftende fald i hvilket omfang, Kommissionen har anset udveksling af oplysninger for retsstridig, under hensyn til, at de byrder, der paahviler virksomhederne, skal begraenses til, hvad der er noedvendigt for at sikre, at deres adfaerd er lovlig i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.

253 Beslutningen maa fortolkes saaledes, at Fides-systemet ifoelge Kommissionen er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, som foelge af, at det fremmede kartellet (beslutningens betragtning 134, tredje afsnit). En saadan fortolkning bekraeftes af ordlyden af beslutningens artikel 1, hvoraf det fremgaar, at virksomhederne havde udvekslet forretningsmaessige oplysninger »til stoette for naevnte forholdsregler«, der fandtes at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

254 Omfanget af de forbud, der gaelder for fremtiden, som indeholdt i beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), skal bedoemmes under hensyn til denne stillingtagen fra Kommissionens side til spoergsmaalet om, hvorvidt Fides-systemet er foreneligt med traktatens artikel 85.

255 De naevnte forbud er dels ikke begraenset til at omfatte udveksling af individuelle forretningsmaessige oplysninger, men omfatter tillige visse statistiske oplysninger i samlet form [beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 2]. Desuden forbyder beslutningens artikel 2, stk. 1, litra b) og c), udveksling af visse statistiske oplysninger for at forebygge, at en mulig konkurrencebegraensende adfaerd fremmes.

256 Et saadant forbud gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at sikre, at de regler, som er blevet tilsidesat, overholdes, for saa vidt som det er til hinder for, at der udveksles rent statistiske oplysninger, der ikke har karakter af individuelle eller identificerbare oplysninger, med den begrundelse, at oplysningerne kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal. Dels fremgaar det ikke af beslutningen, at Kommissionen skulle have anset udveksling af statistiske oplysninger som saadan for at vaere i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Dels medfoerer den omstaendighed, at et system til udveksling af statistiske oplysninger vil kunne anvendes til konkurrencebegraensende formaal, ikke, at det er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, idet dets konkurrencebegraensende virkninger i saa tilfaelde skal fastslaas konkret.

257 Beslutningens artikel 2, stk. 1-4, vil derfor vaere at annullere, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

Paastanden om, at boeden annulleres eller nedsaettes

Anbringendet om, at boeden ikke blev beregnet paa grundlag af den relevante omsaetning

Parternes argumenter

258 Anbringendet omfatter to led.

259 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegeren gaeldende, at boeden med urette blev beregnet paa grundlag af omsaetningen i fire af sagsoegerens kartonproducerende medlemsselskaber, nemlig Kyro, Metsae-Serla, Tampella og United Paper Mills. Sagsoegerens omsaetning i 1990 var langt mindre end disse fire selskabers omsaetning. I relation til artikel 15 i forordning nr. 17 bestaar sagsoegerens omsaetning af den provision, som sammenslutningen fakturerede medlemsselskaberne for i forbindelse med de salg, den foretog.

260 Naar sagsoegeren foretager salg paa sine medlemsselskabers vegne, bliver sammenslutningen ikke ejer af varerne, idet ejendomsretten overgaar direkte fra det paagaeldende selskab til kunden. Den er heller ikke fordringshaver i forhold til de endelige aftagere, idet fordringerne indgaar direkte i medlemsselskabernes formue. Kunderne oensker altid, at varen leveres af en bestemt kartonfabrik. Sagsoegeren forhandler med kunderne paa grundlag af allerede indgaaede kontrakter og kan kun handle inden for rammerne af de vilkaar, der allerede er fastsat i disse kontrakter. Hvad angaar eventuelle nye kunder har salgspersonalet pligt til at henvende sig til Finnboard's lokale salgsdirektoer, som derefter konsulterer den af kunden valgte kartonfabrik med henblik paa fastlaeggelsen af salgsvilkaarene. Naar en kundes bestilling accepteres af den paagaeldende kartonfabrik, sender sagsoegeren fakturaen paa dennes vegne.

261 Sagsoegeren virker ogsaa som mellemmand i forbindelse med forhandlingerne om transport og finansiering.

262 Ifoelge beslutningen kan Finnboard og sammenslutningens medlemsselskaber ikke betragtes som en enkelt virksomhed i traktatens artikel 85's forstand. Dette bekraefter, at den relevante omsaetning ved boedeudmaalingen udelukkende bestaar af sagsoegerens provision.

263 Med anbringendets andet led, som sagsoegeren har redegjort for i sin skrivelse af 19. juli 1995 til Retten, goer sagsoegeren gaeldende, at det fremgaar af svarskriftet, at Kommissionen har beregnet boeden paa grundlag af en forkert omsaetning. Den har saaledes beregnet boeden paa grundlag af en afsaetning af 250 000 tons karton fra sagsoegerens side i 1990, mens den faktiske afsaetning kun var 219 364 tons. Forskellen skyldes, at det af Metsae-Serla producerede tapetpapir fejlagtigt blev medregnet. Sagsoegeren har paa baggrund af sine egne beregninger af omsaetningen for 1990 gjort gaeldende, at omsaetningen blev overvurderet med 17%.

264 Kommissionen har i relation til anbringendets foerste led gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke kan sidestilles med en selvstaendig salgsagent. Sagsoegeren maa betragtes som en salgsorganisation for medlemsselskaberne, for hvilke den foretager alle salg gennem sine egne salgskontorer. Salgs- og leveringsaftalerne indgaas direkte mellem sagsoegeren og dennes kunder, og sagsoegeren fakturerer leverancerne i eget navn. Sammenslutningen kan ogsaa i et vist omfang forhandle med kunderne om de saerlige salgsvilkaar. De for salgene fakturerede beloeb bogfoeres under omsaetningsaktiverne som sagsoegerens egne fordringer.

265 Kommissionen har endelig anfoert, at det ville vaere umuligt at opfylde formaalet med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, hvis producenterne ved at oprette en faelles salgsorganisation kunne begraense deres ansvar til 10% af de loebende udgifter til denne organisation.

266 I relation til anbringendets andet led har Kommissionen i sin skrivelse af 6. oktober 1995 anfoert, at der ikke boer tages hensyn hertil, idet sagsoegeren i sin skrivelse af 19. juli 1995 frafaldt replik.

267 Kommissionen har alligevel taget stilling til den paagaeldende argumentation og herved erkendt, at den i svarskriftet har begaaet en fejl ved at oplyse, at boeden er beregnet paa grundlag af en afsaetning af 250 000 tons i 1990. I realiteten blev beregningen af omsaetningen paa grundlag af den af sagsoegeren oplyste afsaetning baseret paa en afsaetning af 221 000 tons. Forskellen i forhold til den af sagsoegeren beregnede omsaetning skyldes, at Kommissionen ansaa den af sagsoegeren anvendte pris pr. ton for at vaere for lav. Sagsoegeren lagde saaledes en gennemsnitlig salgspris paa 833 ECU pr. ton til grund, hvorimod det fremgaar af et fortroligt protokollat, som blev fundet hos sagsoegerens britiske filial, at selv priserne for de store kunder i 1990 gennemsnitligt laa langt over 1 000 ECU pr. ton. Desuden har sagsoegeren paa trods af Kommissionens anmodninger om naermere oplysninger aldrig forklaret, hvilke synspunkter sammenslutningen har lagt til grund ved beregningen af medlemsselskabernes omsaetning.

Rettens bemaerkninger

268 For saa vidt angaar anbringendets foerste led fremgaar det af Rettens bemaerkninger til sagsoegerens anbringender til stoette for paastanden om annullation af beslutningen, at Kommissionen har godtgjort, at sagsoegeren deltog i moeder i PG Paperboard's organer og i de konkurrencebegraensende aftaler, der blev indgaaet under disse moeder. Sagsoegeren har for det tilfaelde, at et saadant bevis maatte blive anset for foert, ikke bestridt, at sammenslutningen kunne goeres ansvarlig for den i beslutningens artikel 1 konstaterede overtraedelse og i kraft heraf paalaegges en boede i medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

269 I sidstnaevnte bestemmelse hedder det:

»Ved beslutning kan Kommissionen paalaegge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 regningsenheder, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt:

a) overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1 ...«

270 Efter fast retspraksis viser anvendelsen af begrebet »overtraedelse« i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, der uden forskel omfatter aftaler, samordnet praksis og vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder, at de i bestemmelsen fastsatte maksimumsbeloeb gaelder ens for aftaler og samordnet praksis saavel som for vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Heraf foelger, at maksimumsbeloebet paa 10% af omsaetningen skal beregnes paa grundlag af omsaetningen for hver af de virksomheder, som har deltaget i aftalerne eller den samordnede praksis, eller for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af de paagaeldende sammenslutninger, i hvert fald naar sammenslutningen efter sine interne regler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer. Rigtigheden af denne opfattelse bekraeftes af, at den indflydelse, som en sammenslutning af virksomheder har kunnet udoeve paa markedet, ikke beror paa dens egen »omsaetning«, som hverken afspejler dens stoerrelse eller oekonomiske styrke, men paa medlemsvirksomhedernes omsaetning, som er et udtryk for dens stoerrelse og oekonomiske styrke (dom af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49, praemis 136 og 137, og af 21.2.1995, sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, praemis 385).

271 I det foreliggende tilfaelde blev sagsoegeren ganske vist betegnet som en »virksomhed« (beslutningens betragtning 173, foerste afsnit), men sammenslutningens boede blev ikke fastsat paa grundlag af den omsaetning, der fremgik af sagsoegerens aarsberetninger og offentliggjorte regnskaber, hvilken omsaetning svarer til den provision, som sagsoegeren modtog af det salg af karton, som sammenslutningen foretog paa sine medlemsselskabers vegne. Den omsaetning, der blev lagt til grund ved boedeudmaalingen, bestaar saaledes af den samlede fakturerede vaerdi af de salg, sagsoegeren foretog paa sine medlemmers vegne (betragtning 173, tredje afsnit, og betragtning 174, foerste afsnit).

272 Ved bedoemmelsen af, om Kommissionen var berettiget til at laegge en saadan omsaetning til grund, skal der tages hensyn til de vaesentlige oplysninger, der er indeholdt i sagens akter, navnlig i sagsoegerens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, angaaende sammenslutningens aktiviteter og dens retlige og faktiske forbindelser med medlemsselskaberne.

273 I henhold til sine vedtaegter af 1. januar 1987 er sagsoegeren en sammenslutning, der markedsfoerer den af visse medlemmer fremstillede karton og de af andre medlemmer fremstillede papirprodukter.

274 I henhold til vedtaegternes §§ 10 og 11 udpeger hvert medlem en repraesentant til »Board of Directors«, som bl.a. har til opgave at vedtage retningslinjer for sammenslutningens virksomhed, at godkende budgettet, finansieringsplanen og principperne for fordelingen af udgifterne mellem medlemmerne samt at udpege sammenslutningens »Managing Director«.

275 Vedtaegternes § 20 lyder saaledes:

»Medlemmerne haefter solidarisk for de forpligtelser, der indgaas paa sammenslutningens vegne, som for egen gaeld.

Gaeld og forpligtelser fordeles mellem medlemmerne i forhold til deres nettofaktureringer i det indevaerende og de to foregaaende regnskabsaar.«

276 For saa vidt angaar salget af kartonprodukter fremgaar det af sagsoegerens svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, at medlemsselskaberne i den relevante periode havde overladt deres samlede salg af karton til sammenslutningen, alene med undtagelse af de enkelte medlemsselskabers koncerninterne salg og salg af mindre maengder til lejlighedsvise kunder i Finland (jf. ogsaa vedtaegternes § 14). Desuden fastsatte og annoncerede sagsoegeren ens priser for sine kartonproducerende medlemmer.

277 Sagsoegeren har endvidere forklaret, at kunderne i forbindelse med de enkelte salgstransaktioner gav deres ordrer til sammenslutningen, idet de som regel tilkendegav, hvilken fabrik de oenskede varerne fra. Saadanne oensker skyldtes navnlig kvalitetsforskelle mellem de enkelte medlemsselskabers produkter. Hvis der ikke blev fremsat et saadant oenske, blev ordrerne fordelt mellem medlemmerne i overensstemmelse med vedtaegternes § 15, der lyder saaledes:

»De indgaaede ordrer fordeles retfaerdigt og ligeligt mellem medlemmerne under hensyntagen til deres produktionskapacitet og de af bestyrelsen fastlagte fordelingsprincipper.«

278 Sagsoegeren var bemyndiget til at forhandle salgsvilkaarene, herunder prisen, med hver enkelt potentiel kunde, idet medlemsselskaberne havde fastlagt generelle retningslinjer for disse individuelle forhandlinger. Hver ordre skulle imidlertid forelaegges det paagaeldende medlemsselskab, som afgjorde, om den skulle accepteres.

279 De enkelte salgstransaktioners forloeb og de i forbindelse hermed anvendte regnskabsmaessige principper er beskrevet i en erklaering af 4. juni 1997 fra sagsoegerens revisor:

»Finnboard handler som kommissionaer for kommittenterne og fakturerer 'i eget navn for kommittentens regning'.

1. Hver ordre bekraeftes af kommittentens fabrik.

2. Ved afsendelsen fremsender fabrikken en foerste faktura til Finnboard ('Mill invoice'). Fakturaen bogfoeres paa kommittentkontoen som fordring og i Finnboard's indkoebsbog som gaeld over for fabrikken.

3. Den af fabrikken udstedte faktura (med fradrag af skoennede omkostninger til transport, oplagring, levering og finansiering) forudbetales af Finnboard inden for den aftalte frist (10 dage i 1990/1991). Finnboard finansierer saaledes lagerbeholdningerne i udlandet og fabrikkens kundefordringer uden at blive ejer af de afsendte varer.

4. Ved leveringen til kunden fakturerer Finnboard denne paa fabrikkens vegne. Fakturaen bogfoeres som salg paa kommittentkontoen og som fordring i Finnboard's salgsbog.

5. Kundernes betalinger bogfoeres paa kommittentkontiene, og eventuelle forskelle mellem de skoennede priser og omkostninger og de faktiske priser og omkostninger (jf. punkt 3) udlignes over kommittentkontoen.«

280 Det fremgaar saaledes for det foerste, at sagsoegeren ganske vist havde pligt til at forelaegge hver enkelt ordre for det paagaeldende medlemsselskab til endelig godkendelse, men at medlemsselskaberne kunne blive bundet af de salgskontrakter, sagsoegeren indgik for deres regning, idet de i henhold til § 20 i sagsoegerens vedtaegter haeftede for de af sagsoegeren indgaaede forpligtelser.

281 For det andet maa det konstateres, at den af sagsoegeren oppebaarne provision, der figurerer i sagsoegerens aarsberetninger som omsaetning, kun daekker omkostningerne i forbindelse med de salg, sammenslutningen foretager for sine medlemsselskabers regning, saasom transport- eller finansieringsomkostninger. Sagsoegeren havde foelgelig ikke nogen egen oekonomisk interesse i at deltage i det ulovlige samarbejde om priser, idet de prisforhoejelser, der blev annonceret og gennemfoert af de i PG Paperboard's organer repraesenterede virksomheder, ikke kunne give sagsoegeren nogen fortjeneste. Sagsoegerens deltagelse i det ulovlige samarbejde havde derimod en direkte oekonomisk interesse for sammenslutningens kartonproducerende medlemsselskaber.

282 Sagsoegerens regnskabsmaessige omsaetning afspejler saaledes ikke sammenslutningens stoerrelse og oekonomiske styrke paa markedet. Den kan derfor ikke danne grundlag for beregningen af den oevre graense for en boede paa over 1 000 000 ECU, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Under disse omstaendigheder var Kommissionen berettiget til ved fastlaeggelsen af denne oevre graense at basere sig paa den samlede vaerdi af det salg af karton, som kunderne var blevet faktureret for, og som sagsoegeren foretog i eget navn og for medlemsselskabernes regning. Vaerdien af dette salg er nemlig et udtryk for sagsoegerens reelle stoerrelse og oekonomiske styrke (jf. analogien af dommen i sagen CB og Europay mod Kommissionen, a.st., praemis 136 og 137).

283 Under de saerlige omstaendigheder i det foreliggende tilfaelde kan den blotte omstaendighed, at Kommissionen formelt betegnede sagsoegeren som en virksomhed og ikke som en sammenslutning af virksomheder, ikke afsvaekke dette raesonnement.

284 Anbringendets foerste led kan saaledes ikke tiltraedes.

285 I relation til det andet led skal det blot bemaerkes, at Kommissionen i sin skrivelse af 6. oktober 1995 har forklaret, at den i svarskriftet indeholdte angivelse var en fejl. Den lagde i realiteten en afsaetning paa 221 000 tons karton fra sagsoegerens side i 1990 til grund, hvilket svarer til det tal, sagsoegeren selv oplyste i en skrivelse af 27. september 1991. Denne forklaring bekraeftes af en skrivelse af 28. marts 1994 fra Kommissionen til sagsoegeren, hvori der redegoeres for, hvorledes omsaetningen er beregnet med henblik paa boedeudmaalingen. Den saaledes beregnede omsaetning figurerer ogsaa i en oversigt over fastsaettelsen af de enkelte boeder, som Kommissionen har fremlagt som svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten.

286 Anbringendets andet led kan derfor ikke tiltraedes.

287 Anbringendet maa herefter i det hele forkastes.

Anbringenderne om formelle og materielle fejl i forbindelse med boedeudmaalingen

Parternes argumenter

288 Sagsoegeren har understreget, at beslutningen indeholder en opregning af de kriterier, Kommissionen fulgte ved boedeudmaalingen (betragtning 168 og 169). Kommissionen burde imidlertid have redegjort for, hvorledes de paagaeldende kriterier konkret blev anvendt.

289 Kommissionen burde naermere have oplyst hver enkelt virksomheds omsaetning og den ved boedeudmaalingen anvendte procentsats af denne omsaetning. Uden saadanne oplysninger kan Faellesskabets retsinstanser ikke udoeve deres proevelsesret med hensyn til de paalagte boeder, og det er umuligt at foretage en proevelse af, om den boede, der er paalagt en bestemt virksomhed, staar i rimeligt forhold til de boeder, der er paalagt beslutningens oevrige adressater.

290 Det maa i mangel af de paagaeldende oplysninger laegges til grund, at kriterierne i realiteten ikke er blevet fulgt.

291 Selv hvis det laegges til grund, at kriterierne er blevet fulgt, er de ifoelge sagsoegeren ulovlige. Flere af kriterierne er nemlig allerede blevet taget i betragtning, for saa vidt som boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning. Dette gaelder kriterierne vedroerende det omraade, hvor overtraedelsen skal vaere begaaet, den enkelte virksomheds betydning inden for branchen og den paagaeldende sektors samlede vaerdi. Disse kriterier kan saaledes ikke anvendes paa ny med henblik paa at forhoeje boeden.

292 Kommissionen burde heller ikke have lagt vaegt paa, at virksomhederne traf foranstaltninger med henblik paa at skjule kartellet. Eftersom aftaler om fastsaettelse af priser og markedsandele er klassiske aftaler efter traktatens artikel 85, er det normalt, at virksomhederne ikke afsloerer deres deltagelse i saadanne aftaler.

293 I modsaetning til hvad Kommissionen goer gaeldende, er der ifoelge sagsoegeren intet belaeg for, at kartellet havde succes. LE-rapporten viser tvaertimod, at et eventuelt kartel ikke havde nogen indflydelse paa priserne. I oevrigt lagde Kommissionen med urette til grund, at virksomhederne havde en gennemsnitlig bruttoavance paa 20% i den periode, hvor kartellet bestod (beslutningens betragtning 16).

294 Kommissionen burde have taget hensyn til, at kartellet ikke omfattede bestemte regioner i Faellesskabet, hvor sagsoegeren opnaaede en betydelig del af sin omsaetning, nemlig Spanien, Portugal, Graekenland, Irland og Danmark.

295 Sagsoegeren har endelig anfoert, at den usaedvanlige boedenedsaettelse, der blev givet Stora, rejser tvivl om, hvorvidt det generelle boedeniveau er berettiget. Det paastaaede kartel er ikke af en saerlig grov karakter, og det generelle boedeniveau burde derfor have ligget klart under 5% af de enkelte virksomheders omsaetning.

296 Kommissionen er af den opfattelse, at de i beslutningens betragtning 168 og 169 opstillede kriterier er relevante og tilstraekkelige med henblik paa boedeudmaalingen. Kriterierne skal vurderes i lyset af begrundelsen for beslutningen, som detaljeret redegoer for de individuelle betragtninger, der blev lagt til grund ved fastsaettelsen af sagsoegerens boede.

297 Kommissionen er til enhver tid berettiget til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke boedernes forebyggende virkning (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 385). De i denne sag konstaterede overtraedelser er udtrykkeligt naevnt i traktatens artikel 85, stk. 1, og de maa derfor betragtes som aabenbare og grove overtraedelser. Overtraedelsernes aabenbare og grove karakter forstaerkes i oevrigt af de foranstaltninger, beslutningens adressater traf for at skjule overtraedelserne.

298 Endelig tog Kommissionen med rette hensyn til, at kartellet i vidt omfang havde succes. LE-rapporten viser saaledes, at der i 1988 og 1989 var en lineaer sammenhaeng mellem de annoncerede prisforhoejelser og de prisforhoejelser, der blev gennemfoert i forhold til kunderne. Rapportens forfatter har ogsaa under hoeringen for Kommissionen erkendt, at der fandtes en saadan sammenhaeng (protokollatet af hoeringen for Kommissionen, s. 21 og 28).

Rettens bemaerkninger

299 Sagsoegerens argumenter fremsaettes i de skriftlige indlaeg under et enkelt anbringende, der gaar ud paa, at boedeudmaalingen er foretaget ud fra irrelevante kriterier. Der er imidlertid i realiteten tale om flere anbringender, der skal undersoeges saerskilt.

- Begrundelsen for boedernes stoerrelse

300 Ifoelge fast retspraksis har pligten til at begrunde en individuel beslutning til formaal at goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at efterproeve beslutningens lovlighed og at give den beroerte de oplysninger, ved hjaelp af hvilke det kan fastslaas, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en saadan fejl, at den kan anfaegtes. Omfanget af begrundelsespligten afhaenger af arten af den paagaeldende retsakt og den sammenhaeng, hvori den er vedtaget (jf. f.eks. dommen i sagen Van Megen Sports mod Kommissionen, a.st., praemis 51).

301 Omfanget af begrundelsespligten skal, for saa vidt angaar en beslutning som den foreliggende, hvorved flere virksomheder paalaegges boeder for en overtraedelse af de faellesskabsretlige konkurrenceregler, afgoeres under hensyn til, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, praemis 54).

302 Ved udmaalingen af de enkelte boeder har Kommissionen et vist skoen, og det kan derfor ikke antages, at den er forpligtet til at anvende en bestemt matematisk formel (jf. i samme retning Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, praemis 59).

303 De kriterier, der er lagt til grund ved fastsaettelsen af det generelle og det individuelle boedeniveau, fremgaar af henholdsvis beslutningens betragtning 168 og 169. I relation til de individuelle boeder har Kommissionen endvidere i beslutningens betragtning 170 anfoert, at de virksomheder, der havde deltaget i PWG's moeder, som udgangspunkt er blevet anset for kartellets »hovedmaend«, mens de oevrige virksomheder er blevet anset for »almindelige medlemmer«. I beslutningens betragtning 171 og 172 hedder der endelig, at Rena og Stora boer paalaegges betydeligt mindre boeder som foelge af deres aktive samarbejde med Kommissionen, samt at otte andre virksomheder, herunder sagsoegeren, ligeledes er berettiget til en relativt mindre nedsaettelse, fordi de i deres svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionens klagepunkter stoettedes paa.

304 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg for Retten samt af dens svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, at boederne blev beregnet paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. Der blev saaledes paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af virksomhedens individuelle omsaetning og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende. Kommissionen har endelig taget hensyn til den samarbejdsvilje, som bestemte virksomheder havde udvist under proceduren for Kommissionen. To virksomheder var af denne grund berettiget til en nedsaettelse med to tredjedele af boedernes paalydende, mens de oevrige virksomheder var berettigede til en nedsaettelse med en tredjedel.

305 Det fremgaar endvidere af en tabel, som Kommissionen har fremlagt, og som indeholder oplysninger vedroerende fastsaettelsen af de enkelte boeder, at selv om boederne ikke er blevet fastsat paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de ovenfor anfoerte kriterier, er der konsekvent taget hensyn hertil ved boedeberegningen.

306 Det fremgaar imidlertid ikke af beslutningen, at boederne er blevet beregnet paa grundlag af de enkelte virksomheders omsaetning paa Faellesskabets kartonmarked i 1990. De anvendte grundsatser paa henholdsvis 9% for de virksomheder, der anses for kartellets »hovedmaend«, og 7,5% for »almindelige medlemmer«, fremgaar heller ikke af beslutningen. Endvidere er de nedsaettelser, som Rena og Stora blev indroemmet tillige med otte andre virksomheder, heller ikke naevnt.

307 Det bemaerkes herefter for det foerste, at beslutningens betragtning 169-172 indeholder relevante og tilstraekkelige oplysninger om de hensyn, der er lagt til grund ved bedoemmelsen af grovheden og varigheden af den overtraedelse, der er begaaet af den enkelte virksomhed, naar henses til beslutningens detaljerede fremstilling af de faktiske omstaendigheder, der goeres gaeldende mod hver enkelt af beslutningens adressater (jf. i samme retning Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89, Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, praemis 264). Tilsvarende indeholder beslutningens betragtning 168, der skal ses i sammenhaeng med de generelle bemaerkninger vedroerende boederne i betragtning 167, en tilstraekkelig angivelse af de synspunkter, der blev taget hensyn til ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau.

308 Naar boederne som i den foreliggende sag udmaales under konsekvent hensyntagen til visse naermere kriterier, ville en angivelse af de enkelte kriterier i beslutningen give virksomhederne bedre mulighed for at vurdere, dels om Kommissionen har begaaet fejl ved fastsaettelsen af de individuelle boeder, dels om den individuelle boede er begrundet ud fra de generelt anvendte kriterier. I den foreliggende sag ville den omstaendighed, at beslutningen havde indeholdt oplysninger om de relevante kriterier, dvs. den omsaetning, der er lagt til grund, referenceaaret, den anvendte grundsats og boedereduktionssatserne, ikke have medfoert en indirekte offentliggoerelse af den noejagtige omsaetning i de virksomheder, som beslutningen var rettet til, hvorved traktatens artikel 214 kunne vaere overtraadt. Som Kommissionen selv har anfoert, er stoerrelsen af de endelige, individuelle boeder ikke fremkommet paa grundlag af en strengt matematisk anvendelse af de anfoerte kriterier.

309 Kommissionen har i oevrigt under retsmoedet vedgaaet, at der ikke var noget til hinder for, at den i beslutningen kunne have anfoert de kriterier, som den konsekvent havde lagt til grund, og som var blevet offentliggjort under en pressekonference, der fandt sted samme dag, som beslutningen blev vedtaget. I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrundelsen for en beslutning skal findes i selve beslutningens tekst, samt at efterfoelgende forklaringer fra Kommissionen ikke kan tillaegges betydning, medmindre der foreligger saerlige omstaendigheder (jf. Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, praemis 131, og i samme retning Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 136).

310 Uanset disse konstateringer bemaerkes, at begrundelsen for boedeudmaalingen i beslutningens betragtning 169-172 er mindst lige saa detaljeret som begrundelsen i tidligere kommissionsbeslutninger vedroerende lignende overtraedelser. Selv om anbringendet om manglende begrundelse vedroerer en ufravigelig retsgrundsaetning, havde Faellesskabets retsinstanser ikke, da beslutningen blev vedtaget, kritiseret Kommissionens begrundelsespraksis med hensyn til de boeder, der paalaegges. Foerst ved dommen af 6. april 1995 i sagen Tréfilunion mod Kommissionen (a.st., praemis 142) samt i to andre domme af samme dato (sag T-147/89, Société metallurgique de Normandie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1057 - offentliggjort i sammendrag - og sag T-151/89, Société des treillis et panneaux soudés mod Kommissionen, Sml. II, s. 1191 - offentliggjort i sammendrag) understregede Retten for foerste gang, at det ville vaere oenskeligt, at virksomhederne kunne faa et detaljeret indblik i, hvorledes den boede, der paalaegges dem, er beregnet, saaledes at de kan tage stilling med fuldt kendskab til sagen uden at vaere forpligtet til at anlaegge sag ved Faellesskabets retsinstanser til proevelse af Kommissionens beslutning.

311 Det foelger heraf, at naar Kommissionen i en beslutning konstaterer, at konkurrencereglerne er blevet overtraadt, og paalaegger de virksomheder, der har medvirket, boeder, skal den, hvis den ved boedefastsaettelsen konsekvent har taget hensyn til visse grundlaeggende omstaendigheder, anfoere disse i selve beslutningens tekst, saaledes at beslutningens adressater har mulighed for at efterproeve, om boedeniveauet er korrekt og vurdere, om der eventuelt skulle foreligge forskelsbehandling.

312 Under de saerlige omstaendigheder, der er naevnt i praemis 310, og i betragtning af, at Kommissionen under sagens behandling har vist vilje til at fremlaegge alle relevante oplysninger vedroerende boedeberegningen, kan den omstaendighed, at boedeberegningen ikke specielt er begrundet i beslutningen i naervaerende tilfaelde, ikke anses for en saadan tilsidesaettelse af begrundelsespligten, at det kan begrunde, at de paalagte boeder annulleres helt eller delvist.

- Virkningerne af overtraedelsen

313 Ifoelge beslutningens betragtning 168, syvende led, fastsatte Kommissionen det generelle boedeniveau bl.a. under hensyn til, at »kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal«. Det er ubestridt, at denne betragtning henviser til virkningerne paa markedet af den overtraedelse, der er fastslaaet i beslutningens artikel 1.

314 Ved sin kontrol af Kommissionens skoen med hensyn til virkningerne af overtraedelsen finder Retten, at det er tilstraekkeligt at undersoege dette i relation til virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser. Undersoegelsen af virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som er de eneste virkninger, der bestrides af sagsoegeren, giver nemlig mulighed for en generel vurdering af kartellets succes, idet det ulovlige samarbejde om produktionsstandsning og det ulovlige samarbejde om markedsandele havde til formaal at sikre, at de samordnede prisinitiativer lykkedes.

315 Kommissionen vurderede virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser generelt. Selv om det antages, at de individuelle oplysninger, sagsoegeren har fremlagt, som haevdet viser, at det ulovlige samarbejde om priser kun havde mindre betydelige virkninger for sagsoegeren, end de havde paa det samlede europaeiske kartonmarked, kan saadanne individuelle oplysninger ikke i sig selv anses for tilstraekkelige til at rejse tvivl om Kommissionens skoen. Endvidere er sagsoegerens bemaerkning om, at Kommissionen i beslutningens betragtning 16 baserede sig paa en forkert definition af kartonproducenternes gennemsnitlige bruttoavance, ogsaa irrelevant. Der er nemlig intet grundlag for at antage, at Kommissionen tog hensyn til den saaledes definerede bruttoavance ved sin vurdering af virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser paa markedet, eller at der i forbindelse med denne vurdering burde vaere taget hensyn til den opnaaede bruttoavance.

316 Som Kommissionen bekraeftede i retsmoedet, fremgaar det af beslutningen, at der sondres mellem tre forskellige former for virkninger. Kommissionen har yderligere lagt til grund, at producenterne selv, samlet betragtet, ansaa prisinitiativerne for en succes.

317 Den foerste form for virkninger, som Kommissionen har taget hensyn til, og som ikke bestrides af sagsoegeren, er den omstaendighed, at de aftalte prisforhoejelser faktisk blev meddelt kunderne. De nye priser tjente saaledes som reference ved individuelle forhandlinger med kunderne om faktureringspriser (jf. bl.a. beslutningens betragtning 100 og betragtning 101, femte og sjette afsnit).

318 Den anden form for virkninger er den omstaendighed, at udviklingen i faktureringspriserne fulgte udviklingen i de annoncerede priser. I denne forbindelse har Kommissionen gjort gaeldende, at »producenterne ikke [noejedes] med at annoncere de aftalte prisforhoejelser, men tog ogsaa, med faa undtagelser, strenge forholdsregler for at sikre, at forhoejelserne blev haandhaevet over for kunderne« (beslutningens betragtning 101, foerste afsnit). Kommissionen har erkendt, at kunderne undertiden opnaaede indroemmelser med hensyn til ikrafttraedelsestidspunktet for forhoejelserne, rabatter eller individuelle nedslag, bl.a. ved store ordrer, samt at »den gennemsnitlige nettoforhoejelse, der opnaaedes efter rabatter, prisnedslag og andre indroemmelser, altid var mindre end hele den annoncerede forhoejelse« (beslutningens betragtning 102, sidste afsnit). Under henvisning til diagrammerne i LE-rapporten, som er den oekonomiske undersoegelse, som flere af beslutningens adressater lod udarbejde med henblik paa proceduren for Kommissionen, har den gjort gaeldende, at der i den periode, som beslutningen vedroerer, var »en taet lineaer sammenhaeng« mellem udviklingen i de annoncerede priser og i faktureringspriserne udtrykt i national valuta eller omregnet til ecu. Kommissionen konkluderer foelgende: »De nettoprisstigninger, der blev indfoert, fulgte noeje de annoncerede prisstigninger, endskoent der forekom en vis tidsforskydning. Rapportens forfatter indroemmede under den mundtlige hoering, at dette var tilfaeldet for 1988 samt 1989« (beslutningens betragtning 115, andet afsnit).

319 Retten tiltraeder, at Kommissionen ved sin vurdering af denne anden form for virkninger med rette kunne anse den omstaendighed, at der var en lineaer sammenhaeng mellem udviklingen i de annoncerede priser og faktureringspriserne, for bevis for, at prisinitiativerne fik virkning i denne henseende, hvilket var i overensstemmelse med producenternes maal. Det er ubestridt, at den praksis, der foelges paa det relevante marked, hvorefter der foeres individuelle forhandlinger med kunderne, indebaerer, at faktureringspriserne generelt ikke er identiske med de annoncerede priser. Det kan derfor ikke paaregnes, at stigningerne i faktureringspriserne er identiske med de annoncerede prisstigninger.

320 Med hensyn til den indbyrdes sammenhaeng mellem forhoejelserne af de annoncerede priser og faktureringspriserne har Kommissionen med rette henvist til LE-rapporten, der er en analyse af udviklingen i kartonpriserne i den periode, beslutningen omhandler, og som bygger paa oplysninger fra en raekke producenter, bl.a. sagsoegeren selv.

321 Tidsmaessigt bekraefter rapporten imidlertid kun til dels, at der var tale om en »taet lineaer sammenhaeng«. Gennemgangen af perioden fra 1987 til 1991 omfatter tre saerskilte underperioder. Under hoeringen for Kommissionen refererede LE-rapportens forfatter sine konklusioner saaledes: »Der er ikke naer overensstemmelse, end ikke tidsforskudt, mellem de annoncerede prisforhoejelser og markedspriserne i begyndelsen af undersoegelsesperioden, dvs. fra 1987 til 1988. En saadan overensstemmelse finder man derimod i 1988/1989, hvorefter den ophoerer og senere opfoerer sig noget underligt [oddly] i perioden 1990/1991« (protokollatet af den mundtlige hoering, s. 28). Han oplyste endvidere, at de tidsmaessige forskydninger havde naer sammenhaeng med aendringer i efterspoergslen (jf. bl.a. protokollatet af den mundtlige hoering, s. 20).

322 Forfatterens mundtlige konklusion svarer til analysen i rapporten, bl.a. de sammenlignende diagrammer mellem udviklingen i annoncerede priser og faktureringspriser (LE-rapporten, diagram nr. 10 og 11, s. 29). Paa grundlag heraf maa det fastslaas, at Kommissionen kun delvis har foert bevis for, at der fandtes en saadan »taet lineaer sammenhaeng«, som paastaaet.

323 Kommissionen oplyste under retsmoedet, at den ligeledes havde taget hensyn til en tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser, nemlig at faktureringspriserne var hoejere, end de ville have vaeret uden det ulovlige samarbejde. Under henvisning til, at planlaegningen af tidspunkter og den raekkefoelge, hvori prisforhoejelserne skulle meddeles, blev foretaget af PWG, har Kommissionen i beslutningen anfoert, at »det under saadanne omstaendigheder [er] utaenkeligt, at den samordnede annoncering af prisforhoejelserne ingen virkning havde paa de faktiske prisniveauer« (beslutningens betragtning 136, tredje afsnit). LE-rapporten indeholder (afsnit 3) imidlertid en model for udarbejdelse af prisprognoser paa grundlag af objektive markedsvilkaar. Det anfoeres i rapporten, at prisniveauet, bestemt paa grundlag af objektive oekonomiske forhold i perioden 1975-1991, herunder indbefattet den periode, som beslutningen omfatter, med ubetydelige afvigelser ville have udviklet sig identisk med de faktureringspriser, der anvendtes.

324 Paa trods af de anfoerte konklusioner giver analysen i rapporten ikke grundlag for at fastslaa, at de samordnede prisinitiativer ikke gav producenterne mulighed for at opnaa en hoejere faktureringspris end under en fri konkurrence. Som Kommissionen understregede i retsmoedet, er det muligt, at de faktorer, analysen bygger paa, paavirkedes af det ulovlige samarbejde. Kommissionen har saaledes med rette gjort gaeldende, at det ulovlige samarbejde f.eks. kunne bevirke, at virksomhedernes incitament til at nedbringe deres omkostninger var begraenset. Derimod har den ikke paavist direkte fejl i LE-rapportens analyse og har heller ikke fremlagt egne oekonomiske analyser vedroerende den teoretiske udvikling i faktureringspriserne uden ulovligt samarbejde. Herefter kan dens anbringende om, at faktureringspriserne havde vaeret lavere, saafremt der ikke havde eksisteret et ulovligt samarbejde mellem producenterne, ikke tiltraedes.

325 Denne tredje form for virkninger af det ulovlige samarbejde om priser er derfor ikke bevist.

326 De ovenfor anfoerte konstateringer aendres ikke af producenternes subjektive vurdering, som Kommissionen anvender som grundlag for at antage, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til en fortegnelse over dokumenter, som den fremlagde under retsmoedet. Selv om det antages, at Kommissionen kunne have underbygget sin opfattelse af, at prisinitiativerne havde succes, med dokumenter, der gav udtryk for visse producenters subjektive opfattelse, maa det konstateres, at flere virksomheder, bl.a. sagsoegeren, i retsmoedet med rette har henvist til talrige andre sagsakter, der viser producenternes problemer med at gennemfoere de aftalte prisforhoejelser. Henset hertil er Kommissionen henvisning til producenternes egne redegoerelser ikke tilstraekkelig til at begrunde den slutning, at kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.

327 Paa grundlag af det saaledes anfoerte er de af Kommissionen anfoerte virkninger af overtraedelsen kun delvist bevist. Retten vil tage stilling til betydningen af denne konstatering for boedespoergsmaalet, hvor Retten har fuld proevelsesret, i forbindelse med vurderingen af det generelle boedeniveau (jf. nedenfor, praemis 342).

- Argumentet om, at visse af de kriterier, der blev fulgt ved boedeudmaalingen, er ulovlige

328 Retten kan for det foerste ikke tiltraede sagsoegerens argument om, at det forhold, at boederne blev fastsat paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning, indebaerer, at Kommissionen ikke var berettiget til at tage hensyn til det omraade, hvor overtraedelsen blev begaaet (beslutningens betragtning 168, andet led), den omhandlede sektors samlede vaerdi (betragtning 168, tredje led, og den enkelte virksomheds betydning inden for branchen (betragtning 169, foerste afsnit, tredje led).

329 Disse kriterier er relevante for vurderingen af den konstaterede overtraedelses grovhed og dermed for fastsaettelsen af boedens stoerrelse i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Boedens stoerrelse blev ganske vist fastsat paa grundlag af den enkelte virksomheds omsaetning, men Kommissionen kunne ved hjaelp af de omhandlede kriterier fastlaegge, hvilken del af omsaetningen der burde tages hensyn til i forhold til den enkelte virksomhed, og hvilken procentsats af denne omsaetning der skulle anvendes ved fastsaettelsen af de individuelle boeders stoerrelse.

330 For det andet bemaerkes i relation til sagsoegerens argument om, at Kommissionen burde have taget hensyn til, at kartellet ikke omfattede bestemte medlemsstater, hvor sammenslutningen opnaaede en betydelig del af sin omsaetning (Spanien, Portugal, Graekenland, Irland og Danmark), at det fremgaar af beslutningens artikel 1, at der blev planlagt og ivaerksat samtidige og ensartede prisstigninger i hele Det Europaeiske Faellesskab. Sagsoegeren har i oevrigt intet fremfoert, der goer det muligt at afgoere, paa hvilket grundlag sammenslutningen aabenbart bestrider denne konstatering. Sagsoegerens argument kan under disse omstaendigheder ikke tiltraedes.

331 Endelig kan Retten for det tredje ikke give sagsoegeren medhold i, at Kommissionen ikke burde have taget hensyn til de foranstaltninger, der blev truffet for at skjule overtraedelsen.

332 Beslutningens betragtning 167, tredje afsnit, indeholder i denne forbindelse foelgende: »Et saerligt alvorligt traek ved overtraedelsen er, at virksomhederne i et forsoeg paa at skjule kartellets eksistens gik saa langt som til paa forhaand at tilrettelaegge datoerne for og raekkefoelgen af hver enkelt af de store producenters annoncering af de nye prisstigninger.« Det hedder desuden i beslutningen, at »... producenterne [kunne] takket vaere denne udfoerlige plan for vildledning af kunderne have forklaret raekken af ensartede, regelmaessige og brancheomspaendende prisstigninger inden for kartonsektoren med henvisning til faenomenet 'oligopolitisk adfaerd' (beslutningens betragtning 73, tredje afsnit). Det fremgaar endelig af beslutningens betragtning 168, sjette led, at Kommissionen fastlagde det generelle boedeniveau under hensyn til den omstaendighed, at »der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.)«.

333 Sagsoegeren har ikke bestridt, at virksomhederne planlagde datoerne for og raekkefoelgen af de skrivelser, hvorved prisforhoejelserne blev annonceret, for at forsoege at skjule prisaftalens eksistens.

334 Den omstaendighed, at der ikke foreligger officielle moedereferater og naesten ingen interne notater vedroerende moederne i PWG og JMC, er, naar henses til moedernes antal, varighed og karakteren af droeftelserne, tilstraekkeligt bevis for Kommissionens antagelse af, at deltagerne blev opfordret til ikke at tage notater.

335 Heraf foelger, at de virksomheder, der deltog i disse organers moeder, ikke alene havde kendskab til, at deres adfaerd var retsstridig, men ydermere traf foranstaltninger for at skjule det ulovlige samarbejde. Der er derfor med rette, at Kommissionen har anset disse foranstaltninger som skaerpende omstaendigheder ved sin bedoemmelse af overtraedelsens grovhed.

- Det generelle boedeniveau

336 I medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder, der forsaetligt eller uagtsomt overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed. Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at overtraedelsernes grovhed skal fastslaas paa grundlag af en lang raekke forhold, herunder bl.a. sagens saerlige omstaendigheder, dens sammenhaeng og boedernes afskraekkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtoemmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (kendelsen i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 54).

337 I den foreliggende sag har Kommissionen fastsat det generelle boedeniveau under hensyn til overtraedelsens varighed (beslutningens betragtning 167) samt ud fra foelgende overvejelser (betragtning 168):

»- Hemmelige aftaler om prisfastsaettelse og opdeling af markeder er efter selve deres beskaffenhed staerkt konkurrencebegraensende.

- Kartellet daekkede stort set hele Faellesskabets omraade.

- EF-markedet for karton er en betydningsfuld industrisektor, der repraesenterer indtil 2,5 mia. ECU hvert aar.

- De virksomheder, der deltog i overtraedelsen, tegner sig for stort set hele markedet.

- Kartellet blev drevet i form af et system med regelmaessige, institutionaliserede moeder, som havde til formaal at regulere markedet for karton i EF i de mindste enkeltheder.

- Der blev taget omhyggelige skridt til at skjule den sande beskaffenhed og det sande omfang af de hemmelige aftaler (manglen paa officielle moedereferater eller dokumentation vedroerende PWG og JMC; deltagerne blev tilskyndet til ikke at tage referat; tidspunkterne for og raekkefoelgen, i hvilken prisstigningerne blev annonceret, blev iscenesat, saaledes at man var i stand til at haevde, at man blot 'fulgte efter', osv.).

- Kartellet var meget succesfuldt med hensyn til opnaaelse af sine maal.«

338 Retten bemaerker endvidere, at det er ubestridt, at der blev paalagt boeder, der for »hovedmaendene« i kartellet som udgangspunkt var paa 9% af omsaetningen paa kartonmarkedet i Faellesskabet i 1990 i de virksomheder, beslutningen var rettet til, og paa 7,5% for de oevrige virksomheders vedkommende.

339 Det understreges for det foerste, at Kommissionen ved fastlaeggelsen af det generelle boedeniveau kan tage hensyn til, at aabenbare overtraedelser af Faellesskabets konkurrenceregler fortsat er relativt hyppige, hvorfor den har adgang til at forhoeje boedeniveauet for at forstaerke deres forebyggende virkning. Den omstaendighed, at Kommissionen tidligere har paalagt boeder af en bestemt stoerrelsesorden i tilfaelde af visse typer overtraedelser, kan ikke beroeve den muligheden for at forhoeje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er noedvendigt for at gennemfoere Faellesskabets konkurrencepolitik (jf. bl.a. de ovennaevnte domme i sagerne Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, praemis 105-108, og ICI mod Kommissionen, praemis 385).

340 Kommissionen har for det andet med rette haevdet, at der som foelge af sagens saerlige omstaendigheder ikke kan foretages en umiddelbar sammenligning mellem det generelle boedeniveau i denne beslutning og det boedeniveau, Kommissionen har anvendt i sin hidtidige beslutningspraksis, herunder navnlig i Kommissionens beslutning 86/398/EOEF af 23. april 1986 vedroerende en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.149 - Polypropylen, EFT L 230, s. 1, herefter »polypropylen-beslutningen«), som efter Kommissionens egen opfattelse er den, der bedst kan sammenlignes med den foreliggende sag. Til forskel fra polypropylen-beslutningen er der i den foreliggende sag generelt ikke taget hensyn til formildende omstaendigheder ved fastsaettelsen af det generelle boedeniveau. Som Retten har fastslaaet ovenfor, maa det i oevrigt anses for en saerligt skaerpende omstaendighed ved denne overtraedelse i forhold til de hidtidige overtraedelser, som Kommissionen har konstateret, at virksomhederne tog omhyggelige skridt for at skjule overtraedelsen.

341 Retten laegger for det tredje vaegt paa, at overtraedelsen af traktatens artikel 85, stk. 1, var langvarig og aabenbar, uanset den advarsel, der maa antages at ligge i Kommissionen hidtidige beslutningspraksis, herunder polypropylen-beslutningen.

342 Af disse grunde finder Retten, at de kriterier, der er anfoert i beslutningens betragtning 168, kan begrunde det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat. Retten har ganske vist fastslaaet, at virkningerne af det ulovlige samarbejde om priser, som Kommissionen har taget i betragtning ved den generelle boedeudmaaling, kun delvis er bevist. Naar henses til de ovenfor anfoerte betragtninger, er dette forhold imidlertid ikke af vaesentlig betydning ved bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed. Den omstaendighed, at virksomhederne faktisk annoncerede de aftalte prisforhoejelser, og at de annoncerede priser dannede grundlag for fastsaettelsen af de individuelle faktureringspriser, er i sig selv tilstraekkelig til at fastslaa, at saavel formaalet med som virkningen af det ulovlige samarbejde om priser var at skabe en alvorlig konkurrencebegraensning. Retten, der har fuld proevelsesret, finder derfor ikke, at der er grundlag for en nedsaettelse af det generelle boedeniveau, som Kommissionen har fastsat, naar henses til de virkninger af overtraedelsen, der er konstateret.

343 Anbringenderne om formelle og materielle fejl i forbindelse med boedeudmaalingen kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en fejlvurdering af sagsoegerens rolle

Parternes argumenter

344 Sagsoegeren har bestridt, at sammenslutningen var en af »hovedmaendene« i kartellet. Selv hvis det antages, at sagsoegeren er ansvarlig for den af NPI's repraesentanter udviste adfaerd, deltog disse personer kun i ca. halvdelen af PWG's moeder.

345 De andre producenter lagde hele tiden pres paa sagsoegeren, hvilket fremgaar af flere af bilagene til meddelelsen af klagepunkter (jf. beslutningens betragtning 76).

346 Sagsoegeren har endelig anfoert, at baggrunden for kartellet var et oenske hos producenterne inden for Faellesskabet om at beskytte deres marked mod eksport fra bl.a. EFTA-landenes producenter. Foerst efterhaanden som sidstnaevnte selv erhvervede produktionsfaciliteter inden for Faellesskabet, drejede det sig om at opretholde ligevaegten mellem de stoerste koncerner for at undgaa at bringe prisinitiativerne i fare (beslutningens betragtning 56). Da sagsoegeren ikke erhvervede nogen produktionsfaciliteter inden for Faellesskabet, kan sammenslutningen ikke betragtes som en af kartellets »hovedmaend«.

347 Kommissionen finder, at den med rette betragtede sagsoegeren som en af hovedmaendene i kartellet. Den har navnlig understreget, at sagsoegeren i en periode paa to aar var formand for PWG, som var det af kartellets organer, hvor de centrale beslutninger blev truffet, og for PC. Desuden deltog sagsoegeren i samtlige prisforhoejelsesinitiativer, og det var endog sagsoegeren, der lancerede tre af disse initiativer.

348 Referatet af et moede den 28. og 29. januar 1988 i Iggesund Board Sales Ltd (bilag 72 til meddelelsen af klagepunkter, naevnt i beslutningens betragtning 76) bekraefter sagsoegerens centrale rolle, idet det fremgaar af referatet, at de oevrige producenter ventede paa, at sagsoegeren tog initiativet, inden de gennemfoerte deres egne prisforhoejelser.

349 Sagsoegerens bemaerkninger vedroerende det af deltagerne i kartellet forfulgte maal bekraefter blot dettes konkurrencebegraensende karakter.

Rettens bemaerkninger

350 Det fremgaar af Rettens bemaerkninger til de anbringender, som sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for sin paastand om hel eller delvis annullation af beslutningens artikel 1, at Kommissionen har bevist karakteren af PWG's opgaver som anfoert i beslutningen.

351 Kommissionen har saaledes med foeje kunnet laegge til grund, at de virksomheder, herunder sagsoegeren, der deltog i organets moeder, maatte anses for »hovedmaend« i den konstaterede overtraedelse, og at de derfor maatte baere et saerligt ansvar (jf. beslutningens betragtning 170, foerste afsnit).

352 Det er ubestridt, at medlemmer af sagsoegerens ledelse deltog i ca. halvdelen af PWG's moeder. Under disse omstaendigheder kan sagsoegeren ikke haevde, at sammenslutningen spillede en mindre vaesentlig rolle ved udformningen af kartellet end de oevrige virksomheder, der deltog i de paagaeldende moeder, navnlig naar henses til, at sagsoegerens repraesentanter beklaedte noeglepositioner inden for PWG i naesten hele den af beslutningen omfattede periode (jf. ovenfor, praemis 125 ff.).

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0338.2

353 Sagsoegerens paastand om, at de andre producenter lagde pres paa sammenslutningen, kan ikke aendre noget ved denne konstatering. For det foerste har sagsoegeren ikke foert nogen form for bevis for, at sammenslutningen deltog i overtraedelsen under tvang. Desuden skaber sagsoegerens henvisning til beslutningens betragtning 76 ikke tvivl om sammenslutningens rolle som »hovedmand« i kartellet.

354 I det i betragtning 76 naevnte dokument (bilag 72 til meddelelsen af klagepunkter) hedder det: »Hele Europa har lagt pres paa finnerne for at faa dem til at forhoeje priserne. Finnboard har faaet at vide, at vi ikke vil forhoeje vore priser, foerend de har annonceret en prisforhoejelse«.

355 Denne udtalelse viser blot, at de andre virksomheder ventede paa, at sagsoegeren annoncerede en forhoejelse af sine priser, inden de selv forhoejede deres priser. Den bekraefter saaledes kun sagsoegerens rolle som »hovedmand« i kartellet, idet de andre virksomheder tillagde det saerlig betydning, at sagsoegeren deltog i de samordnede prisforhoejelser.

356 Endelig kan sagsoegerens argument vedroerende formaalet med den grundlaeggende forstaaelse mellem de stoerste producenter heller ikke tiltraedes. Stora har ganske vist forklaret, at PWG's vigtigste formaal oprindelig var at begraense foroegelsen af EFTA-producenternes markedsandele, men dette skyldtes, at der var risiko for, at en saadan foroegelse ville underminere den faelles indsats for at opnaa hoejere priser (jf. beslutningens betragtning 56, andet afsnit, hvor der henvises til Stora's redegoerelse, bilag 43 til meddelelsen af klagepunkter). At der blev forfulgt et saadant maal, bekraefter i realiteten blot den konstaterede overtraedelses aabenbare karakter.

357 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om fejl fra Kommissionens side i forbindelse med boedenedsaettelserne

Parternes argumenter

358 Sagsoegeren har anfoert, at sammenslutningens boede burde have vaeret nedsat, fordi den ikke bestred de vaesentligste af de faktiske forhold, som Kommissionen lagde vaegt paa over for den. I sit svar paa meddelelsen af klagepunkter gjorde sagsoegeren blot gaeldende, at procedurereglerne var blevet tilsidesat, og at de faktiske elementer, Kommissionen paaberaabte sig, ikke havde nogen beviskraft.

359 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at den boedenedsaettelse, der blev givet Stora, er uberettiget og foerer til konkurrencefordrejning, fordi boederne er meget store. Uden Stora's udtalelser havde Kommissionen ikke haft tilstraekkelige beviser for, at der fandtes et kartel. Der findes holdepunkter for, at Stora's udtalelser skulle svaekke virksomhedens stoerste konkurrenter. Sagsoegeren har derfor opfordret Retten til at spoerge Kommissionen, om der blev foert droeftelser med Stora angaaende boedens stoerrelse og/eller mulige boedenedsaettelser.

360 Kommissionen er af den opfattelse, at sagsoegeren ikke har ret til en boedenedsaettelse. Staevningen viser klart, at sagsoegeren bestrider de vaesentligste af de faktiske forhold, Kommissionen har lagt vaegt paa.

361 Kommissionen har desuden gjort gaeldende, at en eventuel tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet i forbindelse med fastsaettelsen af Stora's boede paa ingen maade paavirker lovligheden af sagsoegerens boede.

Rettens bemaerkninger

362 I sit svar paa meddelelsen af klagepunkter bestred sagsoegeren - ligesom for Retten - enhver deltagelse i en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1.

363 Kommissionen har derfor med rette antaget, at dette svar ikke kunne berettige til, at der indroemmedes sagsoeger en nedsaettelse af boeden som foelge af samarbejde under den administrative procedure. En boedenedsaettelse, der ydes med denne begrundelse, er kun berettiget, saafremt adfaerden har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, a.st., praemis 393).

364 For saa vidt angaar sagsoegerens argument om, at nedsaettelsen af Stora's boede er for stor, bemaerkes, at Stora har afgivet redegoerelser til Kommissionen, der indeholder en meget noeje beskrivelse af overtraedelsens art og genstand, de forskellige organers opgaver i PG Paperboard og de enkelte producenters medvirken i overtraedelsen. Med disse redegoerelser har Stora givet oplysninger, der gaar langt ud over, hvad Kommissionen kunne have kraevet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Selv om Kommissionen i beslutningen har erklaeret at have beviser, der bekraefter oplysningerne i Stora's redegoerelser (beslutningens betragtning 112 og 113), fremgaar det klart, at Stora's redegoerelser er det vigtigste bevis for overtraedelsen. Uden disse redegoerelser havde Kommissionen i hvert fald haft langt stoerre vanskeligheder ved at konstatere den overtraedelse, som er genstand for beslutningen, og at bringe den til ophoer.

365 Under hensyn hertil overskred Kommissionen ikke graenserne for det skoen, der tilkommer den i forbindelse med boedeudmaalingen, da den nedsatte boeden til Stora med to tredjedele. Sagsoegeren har derfor ikke grundlag for sin paastand om, at den paalagte boede var for hoej i forhold til Stora's boede.

366 Der er derfor ikke anledning til at anmode Kommissionen om at oplyse, om der blev foert droeftelser med Stora angaaende boedens stoerrelse og/eller mulige boedenedsaettelser.

367 Dette anbringende kan derfor heller ikke tiltraedes.

368 Det foelger af ovenstaaende, at beslutningens artikel 2 boer annulleres delvis. Kommissionen boer i oevrigt frifindes.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

369 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Artikel 2, stk. 1-4, i Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) annulleres i forhold til sagsoegeren, med undtagelse af foelgende passager:

»De i artikel 1 naevnte virksomheder skal oejeblikkeligt bringe den omhandlede overtraedelse til ophoer, saafremt dette ikke allerede er sket. De skal for fremtiden i forbindelse med deres aktiviteter i kartonbranchen afholde sig fra enhver form for aftale eller samordnet praksis, som kan have samme eller tilsvarende formaal eller virkning, herunder enhver form for udveksling af forretningsmaessige oplysninger:

a) hvorved deltagerne direkte eller indirekte oplyses om andre individuelle producenters produktion, salg, ordrebeholdninger, kapacitetsudnyttelsesgrader, salgspriser, omkostninger eller markedsfoeringsplaner.

Enhver ordning til udveksling af almindelige oplysninger, som de indgaar, som f.eks Fides-systemet eller dets efterfoelger, skal vaere udformet paa en saadan maade, at den udelukker enhver form for oplysninger, paa grundlag af hvilke individuelle producenters adfaerd kan identificeres.«

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy