EUR-Lex -  61994TJ0387 - DA - Dom afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Udvidede Afdeling) den 18. september 1996. - Asia Motor France SA, Jean-Michel Cesbron, Monin Automobiles SA, Europe Auto Service (EAS) SA og SA Somaco SARL mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Konkurrence - Forpligtelser i forbindelse med undersøgelse af klager - Lovligheden af begrundelsen for afvisning - Klart fejlskøn - Begrundelse. - Sag T-387/94.

Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord

++++

1. Retspleje ° sager anlagt af en fysisk eller juridisk person med paastand om domfaeldelse af fysiske eller juridiske personer ° Faellesskabets retsinstanser ikke kompetente

(EF-traktaten, art. 164 ff.)

2. Passivitetssoegsmaal ° passivitet ° begreb ° undladelse af at handle ° anden afgoerelse end oensket ° ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 175)

3. Annullationssoegsmaal ° dom om annullation ° foranstaltninger til opfyldelse heraf ° afvisning af at traeffe andre foranstaltninger end udstedelse af en anden retsakt i stedet for den annullerede ° tvist om raekkevidden af forpligtelsen til at opfylde en dom ° retsmiddel ° passivitetssoegsmaal ° tvist om lovligheden af en retsakt udstedt til erstatning for den annullerede ° retsmiddel ° annullationssoegsmaal

(EF-traktaten, art. 173, 175 og 176)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° behandling af klager ° beslutning om at henlaegge sagen ° domstolskontrol

(EF-traktaten, art. 85)

5. Konkurrence ° faellesskabsregler ° materielt anvendelsesomraade ° adfaerd paatvunget ved statslige foranstaltninger ° ikke omfattet ° betingelser

(EF-traktaten, art. 85)

6. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° forpligtelse ° raekkevidde ° beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190)

7. Retspleje ° staevning ° formkrav ° fastlaeggelse af soegsmaalets genstand ° kort fremstilling af soegsmaalsgrundene ° paastand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en faellesskabsinstitution

[EOEF-statutten for Domstolen, art. 19; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)

Sammendrag

1. Faellesskabets retsinstanser har ikke kompetence til i forbindelse med et direkte soegsmaal at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en fysisk eller juridisk persons adfaerd er forenelig med traktaten.

2. Traktatens artikel 175 omhandler passivitet i form af en manglende afgoerelse eller stillingtagen, og ikke det forhold, at der traeffes en anden afgoerelse end den, som de beroerte parter havde oensket eller fundet noedvendig. Kommissionen har, naar den til opfyldelse af en annullationsdom, som en klager har opnaaet, vedtager en beslutning til erstatning for den annullerede, hermed taget klar og endelig stilling til den paagaeldendes klage.

3. En proevelse af, om en institutions adfaerd er i overensstemmelse med kravene i traktatens artikel 176, saafremt en af dens retsakter er blevet annulleret, skal ske under et passivitetssoegsmaal, naar proevelsen vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt institutionen ud over at erstatte den annullerede retsakt ogsaa har pligt til at traeffe andre foranstaltninger vedroerende andre retsakter, som ikke var anfaegtet under det oprindelige annullationssoegsmaal. Naar der alene er tale om en anfaegtelse af lovligheden af den retsakt, som er vedtaget til erstatning af den annullerede retsakt, skal en saadan anfaegtelse fremfoeres under et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173.

4. Kommissionen har, bortset fra de tilfaelde, hvor klagens genstand henhoerer under Kommissionens enekompetence, ikke nogen forpligtelse til at udtale sig om, hvorvidt en overtraedelse af traktatens artikel 85, hvorover der er klaget, foreligger eller ikke foreligger. Naar Kommissionen forkaster en klage under henvisning til, at der ikke foreligger overtraedelse af traktatens konkurrenceregler, har den pligt til i sin beslutning om at forkaste klagen at anfoere de faktiske omstaendigheder og de overvejelser, der ligger til grund for en saadan konklusion. Domstolskontrollen skal herefter bestaa i at kontrollere de faktiske omstaendigheders rigtighed, og at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske omstaendigheder, magtfordrejning eller retlige vildfarelser.

5. Selv om en virksomheds adfaerd kan vaere undtaget fra traktatens artikel 85, stk. 1, paa grund af virksomhedens manglende handlefrihed, foelger det ikke heraf, at enhver adfaerd, som er oensket af eller ledet af nationale myndigheder, falder uden for anvendelsesomraadet for denne bestemmelse. Hvis saaledes en statslig foranstaltning overtager elementerne i en aftale mellem virksomhederne i en sektor eller traeffes efter hoering af og med tilslutning fra de paagaeldende virksomheder, kan disse ikke paaberaabe sig reguleringens bindende karakter med henblik paa at undgaa anvendelsen af den naevnte bestemmelse.

Naar omvendt en bindende retsregel, som kan oeve indflydelse paa konkurrencen inden for faellesmarkedet og paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, ikke har nogen forbindelse med en virksomhedsadfaerd, som beskrevet i traktatens artikel 85, stk. 1, finder artikel 85, stk. 1, ikke anvendelse paa det forhold, at de naevnte virksomheder blot foelger en saadan regel. I et saadant tilfaelde foreligger der ikke den handlefrihed for virksomhederne, som artikel 85, stk. 1, forudsaetter.

Kommissionen kan, i mangel af en bindende retsregel, der paalaegger en konkurrencebegaensende adfaerd, kun fastslaa, at de paagaeldende virksomheder ikke har handlet selvstaendigt, hvis det af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgaar, at adfaerden ensidigt er blevet paatvunget virksomhederne af de nationale myndigheder gennem udoevelsen af et uimodstaaeligt pres, saasom eksempelvis truslen om at traeffe statslige foranstaltninger, som er egnede til at paafoere virksomhederne vaesentlige tab.

6. Begrundelsen for en bebyrdende afgoerelse skal dels goere det muligt for adressaten at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa i givet fald at kunne goere sine rettigheder gaeldende og afgoere, om afgoerelsen er rigtig, dels goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol.

Kommissionen er ikke forpligtet til i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har gjort gaeldende til stoette for deres anmodning. Det er tilstraekkeligt, at Kommissionen redegoer for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret af vaesentlig betydning for afgoerelsen.

7. I henhold til artikel 19 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal enhver staevning angive soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere tilstraekkeligt klar og praecis til, at sagsoegte kan forberede sit forsvar, og at Retten kan traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger. Af hensyn til retssikkerheden og en god retspleje skal, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, de vaesentligste faktiske og retlige elementer, hvorpaa soegsmaalet stoettes, fremgaa, som et mindstekrav i kort form, men paa sammenhaengende og forstaaelig maade, af selve staevningens tekst.

For at opfylde disse krav skal en staevning, hvori der nedlaegges paastand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en faellesskabsinstitution, indeholde de elementer, der goer det muligt at identificere den adfaerd, som sagsoegeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem adfaerden og det tab, han haevder at have lidt, samt karakteren og stoerrelsen af dette tab

Parter

I sag T-387/94,

Asia Motor France SA, Livange (Luxembourg),

Jean-Michel Cesbron, erhvervsdrivende under firmanavnet JMC Automobiles, Livange (Luxembourg),

Monin Automobiles SA, Bourg-de-Péage (Frankrig),

Europe Auto Service (EAS) SA, Livange (Luxembourg),

Somaco SARL, Fort-de-France (Frankrig),

ved advokat Jean-Claude Fourgoux, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Pierrot Schiltz, 4, rue Béatrix de Bourbon,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Berend Jan Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Hervé Lehman, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

hvori der er nedlagt paastand dels om annullation af en beslutning truffet af Kommissionen den 13. oktober 1994, hvorved sagsoegernes klager over kartelvirksomhed, som angaves at vaere i strid med EOEF-traktatens artikel 85, afvistes, dels om erstatning for den skade, som sagsoegerne paastaar at have lidt paa grund af den maade, Kommissionen har behandlet deres klager paa,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. García-Valdecasas, P. Lindh, J. Azizi og J.D. Cooke,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 20. marts 1996,

afsagt foelgende

Do

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegerne driver virksomhed med import og salg i Frankrig af japanske biler, der er i fri omsaetning i andre af Faellesskabets medlemsstater, saasom Belgien og Luxembourg.

2 En af sagsoegerne, Jean-Michel Cesbron, der ansaa sig for offer for en ulovlig aftale indgaaet mellem fem franske importoerer af japanske biler, nemlig Sidat Toyota France, Mazda France Motors, Honda France, Mitsubishi Sonauto og Richard Nissan SA, indgav den 18. november 1985 en klage til Kommissionen paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 30 og 85. Denne klage efterfulgtes den 29. november 1988 af en ny klage over de fem importoerer indgivet af fire af de fem sagsoegere (J. -M. Cesbron, Asia Motor France SA, Monin Automobiles SA og EAS SA) paa grundlag af traktatens artikel 85.

3 I denne klage gjorde sagsoegerne i det vaesentlige gaeldende, at de fem ovennaevnte importoerer af japanske biler over for de franske myndigheder havde paataget sig en forpligtelse til paa det franske marked ikke at saelge et antal biler, der oversteg 3% af det antal biler, der var indregistreret paa det samlede franske omraade i loebet af det foregaaende kalenderaar. De naevnte importoerer skulle endvidere vaere blevet enige om at opdele denne kvote mellem sig i henhold til forud fastlagte regler under udelukkelse af de konkurrerende virksomheder, der oensker at saelge biler i Frankrig af japansk oprindelse og af andre maerker end dem, der saelges af deltagerne i den paastaaede aftale.

4 Sagsoegerne gjorde i klagen endvidere gaeldende, at de franske myndigheder til gengaeld for denne frivillige begraensning havde lagt et betydeligt antal hindringer i vejen for den frie omsaetning af biler af japansk oprindelse af andre maerker end de fem maerker, som saelges af de importoerer, der er omfattet af den paastaaede aftale. For det foerste var der indfoert en indregistreringsprocedure, der fraviger den saedvanlige ordning for saa vidt angaar biler, som er genstand for parallelimport. Disse biler blev anset for brugte biler og saaledes for at vaere undergivet en dobbelt teknisk kontrol. For det andet var der givet instruks til politiet om at forfoelge koebere af brugte japanske biler med udenlandsk indregistrering. Endelig blev varebiler, for hvilke der gaelder en lavere momssats end den, der finder anvendelse paa personbiler, ved deres indfoersel til Frankrig udsat for forskelsbehandling derved, at de blev underlagt en forhoejet momssats, der foerst efterfoelgende nedsattes til den saedvanligt anvendte sats, med de ulemper, som dette indebaerer for forhandleren i forhold til koeberen.

5 I henhold til artikel 11, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter "forordning nr. 17"), udbad Kommissionen sig ved skrivelse af 9. juni 1989 en raekke oplysninger fra de paagaeldende importoerer. Ved skrivelse af 20. juli 1989 paalagde Generaldirektoratet for Industri under Ministeriet for Industri og Fysisk Planlaegning de naevnte importoerer ikke at svare paa de af Kommissionen stillede spoergsmaal, idet det i skrivelsen anfoertes:

"De har vaeret saa venlig til min orientering at fremsende et brev fra Kommissionen, dateret den 9. juni 1989. I denne skrivelse anmoder Kommissionen Dem om at meddele den oplysninger vedroerende franske myndigheders politik i forhold til import af japanske biler. De har ikke befoejelse til at svare Kommissionen i myndighedernes sted."

6 Paa denne baggrund udbad Kommissionens tjenestegrene sig ved skrivelse af 16. oktober 1990 oplysninger hos de franske myndigheder. Den 28. november 1989 svarede de franske myndigheder gennem deres faste repraesentant ved De Europaeiske Faellesskaber paa denne anmodning om oplysninger ved i det vaesentlige at anfoere, at "... forespoergslerne vedroerende adfaerd udvist af virksomhederne naevnt i Kommissionens skrivelse er, i det omfang denne adfaerd er forbundet med reglerne i den af offentlige myndigheder fastsatte regulering, uden relevans i denne sammenhaeng, idet virksomhederne ikke har nogen selvstaendig indflydelse paa forvaltningen af reguleringen".

7 Da Kommissionen forblev tavs i forhold til de fire beroerte sagsoegere, tilsendte disse den 21. november 1989 Kommissionen en skrivelse, hvori de opfordrede den til at tage stilling til de angivne klager. Paa baggrund af Kommissionens vedholdende tavshed indbragte de paagaeldende fire virksomheder den 20. marts 1990 et passivitets- og erstatningssoegsmaal for Domstolen. Ved kendelse af 23. maj 1990 (sag C-72/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2181) afviste Domstolen passivitets- og erstatningssoegsmaalet for saa vidt det angik Kommissionens manglende indgriben over for den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 30 og henviste sagen til Retten for saa vidt den vedroerte Kommissionens manglende indgriben over for den paastaaede overtraedelse af traktatens artikel 85 og det heraf foelgende ansvar.

8 I mellemtiden havde generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Konkurrence i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter "forordning nr. 99/63") ved skrivelse af 8. maj 1990 meddelt de paagaeldende fire sagsoegere, at Kommissionen havde til hensigt ikke at tage deres klage til foelge og havde opfordret dem til at fremkomme med deres eventuelle bemaerkninger i denne forbindelse. Den 29. juni 1990 tilsendte disse sagsoegere deres bemaerkninger, hvori de paa ny gjorde gaeldende, at deres klager var begrundede.

9 Ved dom af 18. september 1992 (sag T-28/90, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2285) bestemte Retten herefter, at det var ufornoedent at tage stilling til staevningens paastande, for saa vidt disse stoettedes paa traktatens artikel 175. Herudover afviste Retten sagsoegernes erstatningspaastande.

10 Den 5. juni 1990 indgav virksomheden Somaco ligeledes en klage til Kommissionen over handlinger foretaget af virksomhederne CCIE, SIGAM, SAVA, SIDA og Auto GM, der alle har saede i Lamentin (Martinique), og som er forhandlere af henholdsvis maerkerne Toyota, Nissan, Mazda, Honda og Mitsubishi og importerer disse maerker til oeen. Denne klage, der stoettedes paa traktatens artikel 30 og 85, vedroerte ligeledes den franske forvaltnings handlemaade, idet denne skulle have som formaal at forhindre klagerens parallelimport af koeretoejer af visse japanske maerker og af koeretoejer af det koreanske maerke Hyundai.

11 Ved skrivelse af 9. august 1990, der henviste til skrivelse af 8. maj 1990 til de oevrige sagsoegere, meddelte Kommissionen Somaco, at den ikke havde til hensigt at tage virksomhedens klage til foelge og opfordrede den i overensstemmelse med reglerne i artikel 6 i forordning nr. 99/93 til at fremkomme med sine bemaerkninger. Ved skrivelse af 28. september 1990 gjorde Somaco paa ny gaeldende, at klagen var begrundet.

12 I skrivelse af 5. december 1991, underskrevet af det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som sit ansvarsomraade, meddelte Kommissionen, at den afviste de klager, der var indgivet den 18. november 1985, den 29. november 1988 og den 5. juni 1990.

13 Denne afvisning havde to begrundelser. Ifoelge den foerste begrundelse var de fem importoerers handlinger en integrerende del af de franske offentlige myndigheders politik vedroerende import af japanske biler til Frankrig. Inden for rammerne af denne politik fastsatte de offentlige myndigheder ikke alene det totale antal biler, der kunne indfoeres til Frankrig hvert aar, men ogsaa den maade, hvorpaa bilerne blev fordelt. Ifoelge den anden begrundelse var der ikke nogen forbindelse mellem sagsoegernes interesse og den paastaaede overtraedelse, idet en eventuel anvendelse af artikel 85 ikke kunne antages at ville afhjaelpe sagsoegernes situation. (Ordlyden af de to begrundelser for afvisningen af 5.12.1991 er gentaget i den beslutning, der anfaegtes i denne sag; jf. nedenfor, praemis 24).

14 Afgoerelsen af 5. december 1991 har vaeret genstand for et annullationssoegsmaal, der blev indgivet til Rettens Justitskontor den 4. februar 1992.

15 Ved dom af 29. juni 1993 (sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, herefter "Asia Motor France II-dommen") annullerede Retten afgoerelsen af 5. december 1991, for saa vidt den vedroerte traktatens artikel 85, under hensyn til for det foerste, at den foerste begrundelse for afvisningen hvilede paa en faktisk og retlig vildfarelse med hensyn til de forhold, som Kommissionen skulle bedoemme, og for det andet, at den anden begrundelse var behaeftet med en retlig mangel.

16 Som foelge af denne dom har Kommissionen den 25. august 1993 til de franske myndigheder og de forhandlere i Martinique, som Somaco' s klage af 5. juni 1990 var rettet imod, fremsat begaering om oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 17. Med disse begaeringer oenskede den navnlig at fremskaffe dokumentation for den tilsyneladende modstrid mellem paa den ene side de oplysninger, som de franske myndigheder havde givet, og paa den anden side de dokumenter, som sagsoegerne havde fremlagt, og som var blevet gennemgaaet af Retten i forbindelse med dens behandling af den foerste begrundelse for afvisning i afgoerelsen af 5. december 1991.

17 Den 19. oktober 1993 har sagsoegerne i henhold til traktatens artikel 175 fremsendt en opfordring til Kommissionen om at handle.

18 Forhandlerne i Martinique har besvaret Kommissionens anmodning om oplysninger i loebet af oktober 1993. Fire forhandlere har til stoette for deres forklaringer fremsendt kopier af dokumenter, som efter deres opfattelse viser, at de importkvoter, der er fastsat for bilmaerkerne, er blevet fordelt af myndighederne og ikke ved en aftale mellem forhandlerne selv.

19 De franske myndigheder har besvaret anmodningen om oplysninger ved skrivelse af 11. november 1993.

20 Den 10. januar 1994 har Kommissionen fremsendt en meddelelse til sagsoegerne i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Den har ligeledes fremsendt kopi af svarene paa anmodningerne om oplysninger og har givet sagsoegerne adgang til at undersoege de dokumentbeviser, den havde faaet forelagt.

21 Ved skrivelse af 9. marts 1994 har sagsoegerne fremsendt bemaerkninger til Kommissionens skrivelse af 10. januar 1994.

22 Den 2. august 1994 har sagsoegerne fremsendt en ny opfordring til Kommissionen om at handle.

23 Ved skrivelse af 13. oktober 1994, underskrevet af det kommissionsmedlem, der har konkurrencespoergsmaal som sit ansvarsomraade, meddelte Kommissionen de fem sagsoegere, at den afviste deres klager (herefter "den anfaegtede beslutning"). I denne beslutning gentages blot den foerste begrundelse for den afvisning, der er meddelt ved afgoerelsen af 5. december 1991.

24 Den anfaegtede beslutning har foelgende ordlyd

"Jeg henviser til foelgende klager:

1. Klager, der er indgivet henholdsvis af J.-M. Cesbron (JMC Automobiles, Luxembourg), Asia Motor France (Luxembourg), Monin Automobiles (Bourg-de-Péage) og EAS (Luxembourg):

° den 18. november 1985 vedroerende traktatens artikel 30 over handlinger foretaget af den franske forvaltning

° den 29. november 1988 vedroerende traktatens artikel 85, over handlinger foretaget af de franske importoerer af fem japanske bilmaerker, Toyota, Honda, Nissan, Mazda, Mitsubishi, og som ligeledes er rettet mod den franske stat i medfoer af artikel 30,

hvori det goeres gaeldende, at de naevnte handlinger havde til formaal at forhindre, at de klagende virksomheder foretog parallelimport til Frankrig af biler ° hovedsagelig af maerkerne Isuzu, Daihatsu, Suzuki og Subaru ° der var i fri omsaetning i andre medlemsstater og navnlig i Belgien og Storhertugdoemmet Luxembourg.

2. Klage indgivet den 5. juni 1990 af virksomheden Somaco, Lamentin, vedroerende saavel traktatens artikel 30 og 36 som artikel 85, over handlinger foretaget af virksomhederne CCIE, SIGAM, SAVA, SIDA og Auto GM, alle Lamentin, der er forhandlere af de japanske bilmaerker, henholdsvis Toyota, Nissan, Mazda, Honda og Mitsubishi, og importoerer af disse maerker til oeen Martinique, og tillige rettet mod den franske stats handlinger under henvisning til, at disse handlinger havde til formaal at forhindre klagerens parallelimport af de samme maerker og af det koreanske maerke Hyundai.

Af de grunde, der er anfoert nedenfor, og under hensyn til de bemaerkninger, der fremgaar af Deres skrivelse af 9. marts 1994, har Kommissionen besluttet at fastholde det afslag, som er meddelt Dem ved skrivelse af 5. december 1991. Jeg skal bemaerke, at grundlaget for dette afslag var de saeregne forhold, som de forelaa paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder, De har henvist til. De paagaeldende forhold og de konklusioner, Kommissionen drog heraf, var sammenfattet saaledes i afgoerelsen:

° Med hensyn til en eventuel anvendelse af artikel 85 har de undersoegelser, der er foretaget af Kommissionen, godtgjort, at de handlinger, der er foretaget af de indklagede fem importoerer, er en integrerende del af de franske offentlige myndigheders politik vedroerende import af japanske biler til Frankrig. I denne henseende erindres om, at denne import er genstand for en regulering paa nationalt niveau. Inden for rammerne af denne regulering fastsaetter de franske offentlige myndigheder ikke alene det totale antal biler, der kan indfoeres i Frankrig hvert aar, men de bestemmer ogsaa den maade, hvorpaa der sker fordeling af dette antal, bl.a. ved at reservere det udelukkende til de indklagede importoerer. De franske myndigheder har informeret Kommissionen om dette i en note af 28. november 1989, hvori det hedder, at de fem importoerers adfaerd 'er forbundet med reglerne i den af de offentlige myndigheder fastsatte regulering' , og at importoererne 'ikke har nogen selvstaendig indflydelse paa forvaltningen af reguleringen' . De naevnte importoerer har saaledes ingen handlefrihed i denne sag.

I lyset af de konstateringer, der er anfoert ovenfor, er det Kommissionens opfattelse, at der ikke bestaar nogen forbindelse mellem Deres interesse og den paastaaede overtraedelse af artikel 85, idet en eventuel anvendelse af artikel 85 ikke kan antages at afhjaelpe den situation, som De mener at vaere offer for. De offentlige myndigheders fastsaettelse af de samlede indfoerselsmaengder henhoerer nemlig ikke under artikel 85, og anvendelsen af denne regel paa fordelingen ville ikke kunne medfoere, at Deres virksomhed blev godkendt som importoer. Dels er det vanskeligt at se, hvorledes De kunne faa adgang til at deltage i en fordeling, som De selv kvalificerer som en ulovlig aftale. Dels tillader den nationale regulering, saaledes som det er anfoert ovenfor, ikke, at andre end de fem indklagede importoerer bliver omfattet af fordelingsnoeglen. Naar henses hertil ville en konstatering af en overtraedelse af artikel 85 paa ingen maade aendre Deres situation i forhold til de indklagede importoerer.

Begraensningen af samhandelen mellem medlemsstater, der eventuelt foelger af, at det ikke kan lade sig goere at importere koreanske biler af maerket Hyundai til Frankrig, maa anses for at vaere ikke maerkbar paa grund af dette maerkes svage stilling i Faellesskabet.

° En eventuel anvendelse af artikel 30 kan ikke finde i sted i mangel af faellesskabsinteresse under hensyn til den faelles handelspolitik."

Ved dom af 29. juni 1993 har Retten i Foerste Instans annulleret den ovennaevnte afgoerelse, for saa vidt den vedroerer traktatens artikel 85. Retten har sat spoergsmaalstegn ved de resultater, som Kommissionen var naaet frem til, hovedsagelig paa grundlag af dokumenter fra departementet Martinique. Disse dokumenter kunne ° loesrevet fra deres sammenhaeng ° synes at modsige Kommissionens opfattelse om, at der ikke var en tilstraekkelig grad af samordning mellem de paagaeldende importoerer i artikel 85' s forstand. Der er saaledes vedroerende disse dokumenter og denne tilsyneladende modsigelse fremsat nye anmodninger om oplysninger, som i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 er fremsat til saavel de franske myndigheder som importoererne i Martinique, og hvilke besvarelser De har haft adgang til i Kommissionens lokaler. De har ligeledes haft adgang til at fremsaette skriftlige bemaerkninger til disse besvarelser samt til de konklusioner, Kommissionen mente at kunne drage heraf, og som den har beskrevet saaledes i meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 den 10. januar 1994:

"Gennemgangen heraf bekraefter, at de franske myndigheder allerede i 1977 havde indfoert en statslig ordning for import af koeretoejer fra tredjelande for Den Franske Republiks samlede omraade ° om end med en saerlig ordning for departementet Martinique ° inden for rammerne af den handelspolitik vedroerende automobiler, som paa davaerende tidspunkt blev foert paa nationalt plan. I denne sammenhaeng har Industriministeriet i Paris godkendt fem importoerer som enerepraesentanter for henholdsvis de fem bilmaerker Honda, Toyota, Mazda, Mitsubishi og Nissan. Hver importoer modtog saaledes hvert aar en meddelelse fra ministeriet om det samlede antal koeretoejer af den paagaeldende importoers maerke, som det var tilladt at importere. Det samlede statsligt godkendte antal var for det franske hovedlands vedkommende begraenset til 3% af markedet og for departementet Martinique til 15% af markedet. De paagaeldende fem importoerer blev fra og med 1981 paalagt hvert aar at underrette forhandleren af samme maerke paa Martinique ° denne var blevet udpeget af den paagaeldende japanske producent ° om det antal, der maatte saelges af dette maerke i departementet, og tilsende ham det tilsvarende antal indregistreringsdokumenter. Det fremgaar af sagen, at de fem paagaeldende bilmaerkers gennemsnitlige markedsandel paa Martinique, der var paa ca. 30% foer indfoerelsen af denne importordning, efterhaanden var faldet til ca. 15% i 1984, og at alle forsoeg paa at modsaette sig dette fra de paagaeldendes side, der foelte sig kraenket af denne paatvungne nedsaettelse af deres omsaetning, havde vaeret forgaeves.

I denne forbindelse blev der faktisk den 19. oktober 1987 afholdt et moede paa Martinique, som gav anledning til et referat ledsaget af en 'aftale' , der blev fremlagt for Retten som vaerende en del af grundlaget for den omhandlede sag. Imidlertid blev moedet i virkeligheden afholdt paa grundlag af indkaldelse fra praefekten, og det havde som eneste emne det tilgraensende spoergsmaal om den maade, hvorpaa den lokale Toyota-repraesentant, CCIE, skulle 'tilbagelevere' 487 koeretoejer, som virksomheden havde solgt for meget siden 1982 i forhold til det antal indfoersler, som virksomheden havde faaet tildelt, en tilbagelevering, som forvaltningen havde kraevet. Faktisk havde CCIE til og med 1986 ikke nedbragt antallet af solgte koeretoejer. Det var saaledes den naermere udformning af den naevnte tilbagelevering, der gav anledning til moedet og til den paagaeldende aftale, og ikke den naermere opdeling af det lokale marked. I dette tilfaelde ville nemlig en for pludselig tilbagelevering fra CCIE' s side af de 487 koeretoejer kunne medfoere afskedigelser i denne virksomhed.

Naar det forholder sig saaledes, kan referatet af moedet den 19. oktober 1987 og 'aftalen' , som klagerne har fremdraget, og som Retten har citeret, vel give anledning til uklarhed, naar disse tages ud af deres sammenhaeng. Men anbragt i deres rette sammenhaeng aendrer de intet ved den rent statslige karakter af ikke alene importordningen, der faktisk er kernepunktet i denne sag, men ogsaa af dennes naermere udformning, der udtrykkeligt er genstand for Asia Motor' s klage. Det samme gaelder for industriministerens skrivelse af 1. juli 1987 og dommen af 16. marts 1990, begge citeret af Retten til stoette for resultatet:

° Den foerstnaevnte bekraefter kun den 'faktiske eneret' , som i praksis var fastlagt gennem en statslig ordning, samt de interesserede parters modstand ° der til slut blev undergivet kontrol uden klagemulighed som i CCIE' s tilfaelde ° i hvert fald giver udtrykket 'Industriministeriet kan ikke tiltraede en saadan anmodning' ikke plads for nogen fortolkningstvivl.

° I sidstnaevnte er der ganske vist opstillet en formodning om en aftale, men dommen indeholder i saa henseende ingen faktiske eller retlige elementer, der viser dette eller blot har relation hertil. Dommens vurderinger er baseret paa den situation, at der, til forskel fra den foreliggende sag, fandtes en aftale forud for de offentlige myndigheders indgriben. Under alle omstaendigheder er der kun tale om en foreloebig afgoerelse.

Det er saaledes i tilstraekkelig grad blevet bekraeftet, at de indklagede importoerer, og navnlig importoererne paa Martinique, ikke havde nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den paagaeldende importordning. Under alle omstaendigheder er det ogsaa blevet bekraeftet, at antagelsen om en fordelingsaftale modsiges af to omstaendigheder: For det foerste, at standardtypegodkendelsesordningen var forbeholdt de fem ovennaevnte maerker, ikke paa grund af handlinger foretaget af importoererne, men fordi der ikke forelaa nogen offentlig godkendelse af andre maerker eller af andre importoerer. For det andet kunne de indklagede virksomheder ikke have nogen interesse i en kontrol af importmaengderne, som beskar deres marked med 50%."

Deres seneste skriftlige bemaerkninger, som jeg har modtaget ved Deres brev af 9. marts 1994, aendrer ikke Kommissionens konklusioner vedroerende det forhold, at den paagaeldende importordning er af statslig karakter, og at der ikke bestaar nogen handlefrihed for importoererne i forbindelse med den fordeling af markedet, der afskar Deres kunder fra det franske marked. Omvendt har Konkurrenceraadet i Paris i en afgoerelse af 18. januar 1994, nr. 94-D-05, tilsvarende lagt til grund i samme sag, at der var tale om en "kvotefordelingspolitik ivaerksat af det offentlige". Bl.a. udtaler Konkurrenceraadet i andet afsnit af afgoerelsen vedroerende de naermere regler for fordelingen af markedet mellem importoererne paa Martinique foelgende om aftalen undertegnet den 8. november 1987, som De paaberaaber Dem:

"Vedroerende realiteten:

Angaaende importkvoterne:

Selv om aftalen undertegnet den 8. november 1987 mellem forhandlerne kunne udgoere et indicium for en selvstaendig adfaerd fra disse virksomheders side, er aftalen indgaaet paa grundlag af direktiver givet af blandt andre en teknisk konsulent ansat hos ministeren for oversoeiske departementer og territorier, af direktoeren for oversoeiske oekonomiske, sociale og kulturelle anliggender i Ministeriet for Oversoeiske Departementer og Territorier samt af underdirektoeren for produktionsmidler i Industriministeriet under moedet afholdt den 19. oktober 1987 i Ministeriet for Oversoeiske Departementer og Territorier, og der er ikke fremkommet andre tilstraekkeligt beviskraftige oplysninger, der viser tilstedevaerelsen af foranstaltninger ivaerksat af disse virksomheder uafhaengigt af den indgriben, der blev foretaget af praefekturet paa Martinique."

Under hensyn hertil fastholder Kommissionen af de samme grunde som anfoert ovenfor afvisningen af de anmodninger, der blev fremsat for den den 18. november 1985 og den 29. november 1988 paa vegne af virksomhederne JMC Automobiles, Asia Motor, Monin Automobiles og EAS, samt den 5. juni 1990 paa vegne af virksomheden Somaco, for saa vidt disse anmodninger havde til formaal at opnaa en konstatering af en aftale i artikel 85' s forstand.

Retsforhandlinger og parternes paastande

25 Sagsoegerne har herefter anlagt naervaerende sag ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 12. december 1994.

26 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet af indlede den mundtlige forhandling og at traeffe foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse i medfoer af procesreglementets artikel 64, idet den har anmodet sagsoegte om at fremlaegge en raekke dokumenter og at besvare naermere bestemte spoergsmaal. Sagsoegte har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

27 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og har besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 20. marts 1996.

28 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

° Det fastslaas, at de omtvistede aftaler er udtryk for en overtraedelse af traktatens artikel 85.

° Det fastslaas, at Kommissionens tjenestegrene har afvist af opfylde dommen afsagt af Retten i Foerste Instans den 29. juni 1993 og har udvist passivitet, som omhandlet i traktatens artikel 176.

° I medfoer af traktatens artikel 173 annulleres Kommissionens beslutning af 13. oktober 1994.

° I medfoer af traktatens artikel 178 og 215 tilpligtes Det Europaeiske Faellesskab at yde klagerne erstatning for den skade, institutionerne har paafoert dem, og erstatningen fastsaettes til et beloeb svarende til rente 9,75% af de beloeb, som det lidte tab ansaettes til, at regne fra tidspunktet for beslutningen af 5. december 1991 om at henlaegge sagen og indtil dommens afsigelse.

° Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, saavel i forbindelse med naervaerende sag som i forbindelse med den sag, der foerte til afsigelsen af Rettens dom af 29. juni 1993.

29 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse for paastandene om annullation, passivitet og betaling af erstatning.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagens indhold

30 Staevningen er i sin form opdelt i tre dele. I foerste del, der har overskriften "Passivitetssoegsmaal", har sagsoegerne udviklet et argument vedroerende opfyldelsen af Asia Motor France II-dommen, paa grundlag af hvilket de konkluderer, at "Kommissionens tjenestegrenes holdning udgoer et tilfaelde af passivitet efter traktatens artikel 176, da afvisningen af at opfylde Rettens dom er klar og uberettiget". I staevningens anden del fremfoeres anbringender og argumenter til stoette for annullationspaastandene, og i tredje del fremfoeres argumenterne til stoette for erstatningspaastanden.

31 I retsmoedet har sagsoegernes advokat i besvarelse af et direkte spoergsmaal fra Retten herom understreget, at staevningens foerste del skulle anses for et passivitetssoegsmaal "stoettet paa EF-traktatens artikel 175 og 176", og ikke som et anbringende fremfoert til stoette for annullationspaastanden om tilsidesaettelse af traktatens artikel 176.

32 Med hensyn til den foerste af sagsoegernes paastande bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser ikke har kompetence til paa en sagsoegers initiativ at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en fysisk eller juridisk persons adfaerd er forenelig med traktaten (Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 30). Det foelger heraf, at sagsoegernes paastand om, at Retten skal fastslaa, "at de omtvistede aftaler er udtryk for en overtraedelse af traktatens artikel 85", skal afvises.

Passivitetspaastanden

Parternes argumenter

33 Sagsoegerne har anfoert, at i henhold til traktatens artikel 176 har den institution, hvorfra en retsakt, som Retten har annulleret, hidroerer, pligt til at gennemfoere de til annullationsdommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. De har endvidere henvist til, at denne forpligtelse indebaerer, at institutionen skal respektere ikke blot annullationsdommens konklusion, men ogsaa de grunde, der har foert til denne konklusion, og institutionen skal navnlig, naar den vedtager en retsakt, der skal traede i stedet for den annullerede retsakt, traeffe de noedvendige foranstaltninger for at undgaa en gentagelse af de ulovlige forhold, som blev klarlagt i annullationsdommens praemisser (Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181).

34 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 176 derved, at den gentager de retlige og faktiske vildfarelser, som blev klarlagt af Retten i Asia Motor France II-dommen, og sagsoegerne har anfoert tre argumenter til stoette for denne antagelse. For det foerste skal Kommissionen have undladt at anerkende bevisvaerdien af de dokumenter, som Retten havde analyseret i praemis 39-53 i Asia Motor France II-dommen. For det andet skal Kommissionen ikke have anfoert nogen ny omstaendighed, som kan begrunde gentagelsen af den foerste begrundelse i afgoerelsen af 5. december 1991. Endelig skal Kommissionen have tillagt den ovennaevnte afgoerelse af 18. januar 1994 fra det franske Konkurrenceraad en beviskraft, som ikke er berettiget.

35 I retsmoedet har sagsoegerne gjort gaeldende, at det fremgaar af ovennaevnte dom i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, at annullationssoegsmaalet udgoer det rette middel til anfaegtelse af en overtraedelse af artikel 176 som den, der haevdes i dette tilfaelde.

36 Kommissionen har hertil i det vaesentlige svaret, at den har taget stilling til den maade, hvorpaa den vil opfylde Asia Motor France II-dommen, gennem vedtagelsen af den anfaegtede beslutning, og at denne beslutning overholder kravene i traktatens artikel 176.

Rettens bemaerkninger

37 Det bemaerkes for det foerste, at Retten kun kan tage stilling til sagsoegernes argumenter inden for de graenser, som saettes af staevningens paastande. I denne henseende har sagsoegerne praeciseret, at den paastand, hvormed de bestrider, at Asia Motor France II-dommen er korrekt opfyldt, skal forstaas saaledes, at den rejser spoergsmaal om passivitet, som omhandlet i traktatens artikel 175.

38 Retten bemaerker hertil, at traktatens artikel 175 omhandler passivitet i form af en manglende afgoerelse eller stillingtagen, og ikke det forhold, at der traeffes en anden afgoerelse end den, som de beroerte parter havde oensket eller fundet noedvendig (Domstolens dom af 15.12.1988, forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement mod Kommissionen, Sml. s. 6473, praemis 17).

39 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen efter Rettens opfattelse gennem vedtagelsen af den anfaegtede beslutning til erstatning for den annullerede taget klar og endelig stilling til den maade, hvorpaa den ville opfylde Asia Motor France II-dommen.

40 Paa baggrund af sagsoegernes argument skal det understreges, at naar det af den ovennaevnte dom i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen fremgaar, at passivitetssoegsmaalet er det rette middel til at opnaa en proevelse af spoergsmaalet om, hvorvidt institutionen ud over at erstatte den annullerede retsakt ogsaa havde pligt til at traeffe andre foranstaltninger vedroerende andre retsakter, som ikke var anfaegtet under det oprindelige annullationssoegsmaal (praemis 22, 23 og 24), saa er dette ikke tilfaeldet, naar der alene er tale om en anfaegtelse af lovligheden af den retsakt, som er vedtaget til erstatning af den annullerede retsakt. En saadan anfaegtelse skal fremfoeres under et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173.

41 Det foelger af det anfoerte, at passivitetspaastanden skal afvises.

Annullationspaastanden

42 Sagsoegerne har anfoert to argumenter til stoette for deres paastand om annullation. Det ene vedroerer et aabenbart urigtigt skoen, det andet utilstraekkelig begrundelse.

Indledende bemaerkninger

43 Retten skal minde om, at klagerne indgivet af Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS i det vaesentlige rejste to klagepunkter. Ved det foerste klagedes over en aftale mellem importoererne i Frankrig af biler af fem japanske maerker (Toyota, Honda, Mazda, Mitsubishi og Nissan) og den franske forvaltning med henblik paa at begraense deres import til det franske marked til gengaeld for en forpligtelse for de franske myndigheder til at give disse importoerer eneret med hensyn til samtlige koeretoejer af japansk oprindelse. Det andet klagepunkt angik en aftale mellem de samme virksomheder om at foretage en indbyrdes fordeling af den saaledes fastsatte kvote. Somaco' s klage angik, for saa vidt den vedroerte anvendelsen af traktatens artikel 85, dels en aftale mellem forhandlerne paa Martinique af koeretoejer af de samme fem japanske maerker, som havde til formaal at blokere for, at forhandlere af koeretoejer af andre japanske og af koreanske maerker fik adgang til markedet, dels en aftale mellem forhandlerne af de fem ovennaevnte japanske maerker, som havde til formaal at foretage en fordeling mellem dem af en importkvote fastsat af den franske forvaltning.

44 Retten konstaterer, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning afviste de forskellige klager i det vaesentlige under henvisning til, at de paagaeldende importoerer/forhandlere ikke havde "nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den ... importordning", der var anfaegtet ved klagerne, en ordning, der havde "rent statslig karakter". Ifoelge den anfaegtede beslutning "modsiges" antagelsen om en fordelingsaftale "af to omstaendigheder: For det foerste, at standardtypegodkendelsesordningen var forbeholdt de fem ovennaevnte maerker (af japanske automobiler), ikke paa grund af handlinger foretaget af importoererne, men fordi der ikke forelaa nogen offentlig godkendelse af andre maerker eller af andre importoerer. For det andet kunne de indklagede virksomheder ikke have nogen interesse i en kontrol af importmaengderne, som beskar deres marked med 50%".

45 Retten finder, at det saaledes kan fastslaas, at Kommissionen har afvist klagerne, fordi der ikke forelaa en aftale, som omhandlet i traktatens artikel 85, ud fra den omstaendighed, at den adfaerd, hvorover der var klaget, var blevet paatvunget de paagaeldende virksomheder af de offentlige myndigheder og ikke var udtryk for udoevelsen af et forretningsmaessigt valg.

46 Selv om det fremgaar af fast retspraksis, at Kommissionen, bortset fra de tilfaelde, hvor klagens genstand henhoerer under Kommissionens enekompetence, ikke har nogen forpligtelse til at udtale sig om, hvorvidt en overtraedelse af traktatens artikel 85, hvorover der er klaget, foreligger eller ikke foreligger (Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 17, Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 75 og 76, af 18.11.1992, sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417, praemis 98, af 27.6.1995, sag T-186/94, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 1753, praemis 23, og Koelman mod Kommissionen, a.st., praemis 39), er det Rettens opfattelse, at Kommissionen, naar den afviser en klage under henvisning til, at der ikke foreligger overtraedelse af traktatens konkurrenceregler, har pligt til i sin beslutning om at afvise klagen at anfoere de faktiske omstaendigheder og de overvejelser, der ligger til grund for en saadan konklusion. Domstolskontrollen skal herefter bestaa i at kontrollere de faktiske omstaendigheders rigtighed, og at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske omstaendigheder, magtfordrejning eller retlige vildfarelser (Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, praemis 23 og 25, og Asia Motor France II-dommen, praemis 33).

47 I lyset af disse bemaerkninger skal de to anbringender, som sagsoegerne har gjort gaeldende til stoette for deres annullationspaastand, undersoeges.

Anbringendet om et aabenbart urigtigt skoen

Parternes argumenter

48 Sagsoegerne er af den opfattelse, at den anfaegtede beslutning er behaeftet med det samme aabenbare urigtige skoen som det, hvormed afgoerelsen af 5. december 1991 var behaeftet. De goer gaeldende, at begrundelsen i den anfaegtede beslutning for at afvise klagerne ikke er andet end en gentagelse af den foerste grund til forkastelsen af afgoerelsen af 5. december 1991. De har videre anfoert, at Retten i Asia Motor France II-dommen har antaget, at denne foerste begrundelse for forkastelse var behaeftet med et aabenbart urigtigt skoen, og de goer gaeldende, at Kommissionen ikke har anfoert nogen ny omstaendighed, der skulle tillade den slutning, at dette ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag.

49 Sagsoegerne har videre anfoert, at Kommissionen for at traeffe den anfaegtede beslutning i strid med de klare ord i Asia Motor France II-dommen har maattet fordreje visse af de dokumenter, som Retten havde analyseret i den naevnte dom, ved at tillaegge dem en mening, som de ikke havde.

50 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den anfaegtede beslutning ikke kan anses for blot at vaere en "gentagelse" af afgoerelsen af 5. december 1991, men er en ny beslutning truffet paa grundlag af de nye oplysninger, som er fremkommet efter den foerste afgoerelse, herunder navnlig svarene paa de nye anmodninger om oplysninger. Efter Kommissionens opfattelse grunder denne nye beslutning sig paa omstaendigheder, stoettet af nye bevisligheder, som forhandlerne paa Martinique har bragt til Kommissionens kundskab som svar paa anmodningerne om oplysninger.

51 Efter Kommissionens opfattelse fremgaar det af besvarelserne af de nye anmodninger om oplysninger, at den franske forvaltning i 1977 i det franske hovedland traf bestemmelse om en ordning vedroerende begraensning af indfoerslen af japanske koeretoejer, hvorefter forvaltningen hvert aar gav de indklagede importoerer meddelelse om den noejagtige maengde koeretoejer, de havde tilladelse til at importere. Selv om denne beslutning ikke hvilede paa nogen lovbestemmelse og havde vaeret genstand for en rent mundtlig procedure, er det Kommissionens opfattelse, at de samlede administrative tiltag goer det muligt at konstatere, at importoererne rent faktisk ikke havde nogen mulighed for at saette sig ud over forvaltningens anvisninger, som de havde behandlet som egentlige ordrer. Kommissionen har i denne henseende navnlig henvist til de pressionsmidler, forvaltningen havde, for saa vidt den havde kunnet udelukke de godkendte importoerer fra standardtypegodkendelsesordningen for nye modeller og endog goere en ende paa deres stilling som godkendte importoerer.

52 Efter Kommissionens opfattelse bekraefter de fremlagte dokumenter ligeledes, at en beslutning om en tilsvarende, men ikke identisk, ordning var blevet gennemfoert paa Martinique i 1982 med henblik paa at begraense indfoerslerne til dette departement. Ligesom i det franske hovedland var markedsandelene for forhandlerne af de paagaeldende fem maerker blevet fastfrosset paa tidspunktet for ivaerksaettelsen af systemet. Kommissionen finder, at de dokumenter, som forhandlerne har fremlagt, bekraefter, at disse ikke fra importoererne har modtaget flere end det antal typeattester, som svarede til kvoterne fastsat af forvaltningen. Kommissionen tilfoejer i denne forbindelse, at de godkendte importoerer alene har kompetence til at udstede disse dokumenter, som er en vaesentlig forudsaetning for at tage en bil i brug.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0387.1

53 Hvad naermere angaar referatet fra et interministerielt moede og aftalen, som Retten har analyseret i praemis 39-44 i Asia Motor France II-dommen, har Kommissionen gjort gaeldende, at det fremgaar af besvarelserne af anmodningerne om oplysninger og af dokumenter fremlagt til stoette for disse besvarelser, at moedet og aftalen havde til formaal dels at tilbagelevere til Toyota' s konkurrenter, pro rata i forhold til deres respektive andele af den fordeling, som havde vaeret gaeldende siden 1982, Toyota' s overskridelse af kvoten, dels i et bredere perspektiv at fastsaette regler for fremtiden, for at forvaltningen fik mulighed for at opnaa importoerernes skriftlige og formelle tilsagn. Herudover goer Kommissionen gaeldende, at aftalen blot viderefoerer den fordelingsnoegle, som havde vaeret anvendt siden 1982, og at det eneste nye element bestod i at bringe den kvoteoverskridelse, som Toyota-forhandleren havde gjort sig skyldig i, ud af verden.

54 Med hensyn til Toyota-forhandlerens kvoteoverskridelse understreger Kommissionen, at denne har fundet sted ved udstedelsen af foreloebige nummerplader for koeretoejer, med hensyn til hvilke forhandleren ikke kunne goere sig haab om at opnaa typeattester.

Rettens bemaerkninger

55 Retten bemaerker indledningsvis, at Kommissionen allerede havde afvist sagsoegernes klager i en afgoerelse af 5. december 1991, bl.a. under henvisning til, at de ved klagen indklagede virksomheder ikke havde nogen handlefrihed. I Asia Motor France II-dommen konstaterede Retten, at beslutningen, for saa vidt den hvilede paa denne begrundelse for forkastelse, var "behaeftet med en aabenbar faktisk vildfarelse", hvilket havde foert Kommissionen "til med urette at anvende traktatens artikel 85 paa de indklagede virksomheders adfaerd" (praemis 55). Retten var naaet til denne konklusion efter for det foerste at have undersoegt to dokumenter, som vedroerte indfoersler til Martinique af japanske koeretoejer, og som klagerne havde indgivet under den administrative procedure for Kommissionen. Det drejede sig om et referat af et interministerielt moede den 19. oktober 1987 og om den "aftale", der var bilagt referatet. Efter foerst at have konstateret, at disse elementer i sagen "ud fra en umiddelbar betragtning [udgoer] et vigtigt indicium for tilstedevaerelsen af en reel handlefrihed" for de paagaeldende virksomheder (Asia Motor France II-dommen, praemis 44), undersoegte Retten derpaa begrundelsen for afgoerelsen af 5. december 1991, for saa vidt beslutningen afviste ikke alene Somaco' s klage af 5. juni 1990 vedroerende en aftale mellem forhandlerne paa Martinique, men ogsaa klagerne af 18. november 1985 og af 29. november 1988 indgivet af de oevrige sagsoegere angaaende en aftale mellem importoererne i det franske hovedland. Efter at have analyseret to andre dokumenter, nemlig dels en skrivelse af 1. juli 1987 fra Ministeriet for Industri, Post og Telekommunikation samt Turisme, dels en dom af 16. marts 1990 afsagt af Tribunal de commerce de Paris, fastslog Retten, at sagens forskellige dokumenter ikke stoettede den konklusion, at de ved de forskellige klager indklagede virksomheder i det franske hovedland og paa Martinique ikke havde nogen selvstaendighed eller "handlefrihed" (praemis 55).

56 Efter at Retten i Asia Motor France II-dommen havde annulleret afgoerelsen af 5. december 1991, fortsatte Kommissionen undersoegelserne af klagerne ved at traeffe foranstaltninger til oplysning af sagen. I saa henseende anfoeres det i den anfaegtede beslutning, at "Retten har sat spoergsmaalstegn ved de resultater, som Kommissionen var naaet frem til, hovedsagelig paa grundlag af dokumenter fra departementet Martinique ... Der er saaledes vedroerende disse dokumenter ... fremsat nye anmodninger om oplysninger, som i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17 er fremsat over for saavel de franske myndigheder som importoererne paa Martinique".

57 Det bemaerkes herefter, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har antaget, at gennemgangen af besvarelserne af anmodningerne om oplysninger "bekraefter, at de franske myndigheder allerede i 1977 havde indfoert en statslig ordning for import af koeretoejer fra tredjelande for Den Franske Republiks samlede omraade ° om end med en saerlig ordning for departementet Martinique ° inden for rammerne af den handelspolitik vedroerende automobiler, som paa davaerende tidspunkt blev foert paa nationalt niveau", og har konkluderet, at det "i tilstraekkelig grad [er] blevet bekraeftet, at de indklagede importoerer, og navnlig importoererne paa Martinique, ikke havde nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den paagaeldende importordning".

58 Med henblik paa at kontrollere lovligheden af denne begrundelse for afvisning, undersoeger Retten i det foelgende saerskilt dels den adfaerd, hvorover der er klaget den 18. november 1985 og den 29. november 1988 vedroerende indfoersler til det franske hovedland, dels den adfaerd, hvorover der er klaget den 5. juni 1990 vedroerende indfoersler til Martinique.

Klagerne indgivet af Cesbron den 18. november 1985 og af Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS den 29. november 1988 over importoererne til det franske hovedland

59 De omtvistede klager angaar dels tilstedevaerelsen af en aftale mellem importoererne til Frankrig af koeretoejer af de japanske maerker Toyota, Honda, Nissan, Mazda og Mitsubishi og den franske forvaltning, i henhold til hvilken importoererne for Frankrig af de naevnte maerker skal have accepteret at begraense deres samlede andel af det franske bilmarked til 3%, til gengaeld for et loefte fra de franske myndigheder om, at den samlede maengde af koeretoejer af japansk oprindelse skulle vaere forbeholdt dem, dels tilstedevaerelsen af en aftale mellem de indklagede virksomheder, som har til formaal at foretage en fordeling mellem dem af deres samlede andel af markedet.

60 Med henblik paa undersoegelsen af holdbarheden af den begrundelse for afvisningen af klagen, hvorefter importoererne "ikke havde nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den paagaeldende importordning", minder Retten om, at selv om en virksomheds adfaerd kan vaere undtaget fra traktatens artikel 85, stk. 1, paa grund af virksomhedens manglende autonomi (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 36-73), foelger det ikke heraf, at enhver adfaerd, som er oensket af eller ledet af nationale myndigheder, falder uden for anvendelsesomraadet for denne bestemmelse. Hvis saaledes en statslig foranstaltning overtager elementerne i en aftale mellem virksomhederne i en sektor eller traeffes efter hoering af og med tilslutning fra de paagaeldende virksomheder, kan disse ikke paaberaabe sig reguleringens bindende karakter med henblik paa at undgaa anvendelsen af artikel 85, stk. 1 (jf. navnlig Domstolens dom af 30.1.1985, sag 123/83, Clair, Sml. s. 391, praemis 19-23, af 30.4.1986, forenede sager 209/84-213/84, Asjes m.fl., Sml. s. 1425, praemis 77, og af 1.10.1987, sag 311/85, VVR, Sml. s. 3801, praemis 24).

61 Naar omvendt en bindende retsregel, som kan oeve indflydelse paa konkurrencen inden for faellesmarkedet og paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, ikke har nogen forbindelse med en virksomhedsadfaerd som beskrevet i traktatens artikel 85, stk. 1, finder artikel 85, stk. 1, ikke anvendelse paa det forhold, at de naevnte virksomheder blot foelger en saadan regel. (jf. Domstolens domme af 17.11.1993, sag C-2/91, Meng, Sml. I, s. 5791, praemis 22, og sag C-245/91, Ohra Schadeverzekeringen, Sml. I, s. 5851, praemis 15). I et saadant tilfaelde foreligger der ikke den handlefrihed for virksomhederne, som artikel 85, stk. 1, forudsaetter.

62 I det foreliggende tilfaelde konstaterer Retten, at de franske myndigheder i deres besvarelse af 11. november 1993 paa Kommissionens anmodning om oplysninger af 25. august 1993 har bekraeftet, at de i 1977 havde besluttet at traeffe foranstaltninger til at begraense indfoerselsmaengden af japanske koeretoejer til 3% af hovedlandets marked, og at de i denne forbindelse havde besluttet at fordele den tilladte importmaengde mellem de fem godkendte importoerer, som dengang fandtes paa markedet, i forhold til de markedsandele, som disse havde paa dette tidspunkt, og ikke at tillade nogen yderligere godkendelse af importoerer af japanske maerker. De franske myndigheder har ligeledes bekraeftet, at de med henblik paa at gennemfoere denne politik hvert aar gav hver importoer meddelelse om den noejagtige maengde biler svarende til importoerens kvote, idet man gav den paagaeldende anvisning om ikke at indfoere biler ud over disse maengder.

63 Under hensyn til de principper, der er anfoert i praemis 60 og 61, skal det undersoeges, hvorvidt den anfaegtede beslutning giver stoette for den konklusion, at de franske myndigheder har paanoedet de indklagede virksomheder importordningen paa en saadan maade, at myndighederne har frataget virksomhederne enhver handlefrihed.

64 Foerst maa det konstateres, at de franske myndigheder selv har bekraeftet, at ingen regel i fransk ret har paalagt importoererne af japanske koeretoejer til det franske hovedland den adfaerd, hvorover der er klaget. De franske myndigheder har faktisk anfoert, i besvarelsen af anmodningen af 25. august 1993 om oplysninger, at "den kontrolmekanisme vedroerende import af japanske koeretoejer, der er gennemfoert af Frankrig, er blevet indfoert gennem en rent mundtlig procedure".

65 Det er Rettens opfattelse, at Kommissionen, i mangel af en bindende retsregel, der paalaegger den adfaerd, hvorover der er klaget, kun kan afvise klagerne med henvisning til de indklagede virksomheder manglende autonomi, hvis det af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgaar, at adfaerden ensidigt var blevet paanoedet virksomhederne af de nationale myndigheder gennem udoevelsen af et uimodstaaeligt pres, saasom eksempelvis truslen om at traeffe statslige foranstaltninger, som var egnede til at paafoere virksomhederne vaesentlige tab.

66 Det fremgaar imidlertid, at Kommissionen har grundet den anfaegtede beslutning, for saa vidt den angaar klagerne vedroerende importen af japanske koeretoejer til det franske hovedland, paa de samme elementer, som blev lagt til grund for konklusionen i Kommissionens tidligere afgoerelse af 5. december 1991 om, at de indklagede virksomheder ikke havde nogen autonomi eller "handlefrihed". De omstaendigheder, som Kommissionen kvalificerer som "nye omstaendigheder" i svarskriftet (punkt 12-17) og duplikken (punkt 8, 9 og 10), vedroerer saaledes alene situationen paa Martinique. Hertil kommer, at de franske myndigheders svar paa den nye anmodning om oplysninger kun beskriver importbegraensningsordningen i almindelige vendinger, og navnlig ikke anfoerer nogen omstaendighed, som kan give stoette for eller forklare antagelsen om, at der ikke kan rejses bebrejdelser mod de indklagede importoerer, som blot skal have bragt de foranstaltninger i anvendelse, som fulgte af det offentliges beslutninger, uden at have nogen handlefrihed.

67 Retten har imidlertid i Asia Motor France II-dommen (praemis 55) antaget, dels paa grundlag af de oplysninger i sagen, som Kommissionen havde indhentet under den administrative procedure, som ledte til afgoerelsen af 5. december 1991, dels paa grundlag af oplysninger, som var blevet tilvejebragt af parterne under proceduren for Retten i den naevnte sag, at Kommissionens konklusion, hvorefter importoererne af koeretoejer af japanske maerker til det franske hovedland og til Martinique ikke havde haft nogen handlefrihed ved gennemfoerelsen af importordningen, hvilede paa et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske forhold.

68 Kommissionen har for Retten haevdet, at den franske forvaltning kunne have udoevet et indirekte pres over for importoererne ved at fratage dem deres godkendelse eller ved at udelukke dem fra standardtypegodkendelsesordningen for nye modeller. Retten konstaterer imidlertid, at ingen oplysning i sagen goer det muligt at fastslaa, at saadanne former for pres faktisk er blevet udoevet over for importoererne, og at dette spoergsmaal ikke er gjort til genstand for nogen form for efterproevelse hos de franske myndigheder eller hos importoererne til det franske hovedland under den administrative procedure. Foelgelig kunne Kommissionen i mangel af en saadan undersoegelse ikke fastslaa, at saadanne former for pres faktisk var blevet udoevet af de franske myndigheder

69 Herudover skal Retten anfoere, at Kommissionen i retsmoedet har praeciseret, at forvaltningens beslutning om ikke at godkende andre japanske maerker end de paagaeldende fem importoerers var en integrerende del af det gennemfoerte arrangement og kan anses for "modstykket" til importoerernes accept af den af forvaltningen oenskede politik, hvilket fra en umiddelbar betragtning synes at udelukke tilstedevaerelsen af uimodstaaeligt pres udoevet af de franske myndigheder. Dette bestyrkes i oevrigt i skrivelsen af 1. juli 1987 fra Ministeriet for Industri, Post og Telekommunikation samt Turisme (staevningens bilag 27), hvorefter parallelimport af japanske koeretoejer kan indebaere et gradvist angreb paa den faktiske eneret, der var tillagt de fem importoerer, som var godkendt i det franske hovedland "til gengaeld for deres loefte om selvbegraensning". I brevet udtales det ligeledes, at denne "udvikling ... hurtigt kan medfoere, at de godkendte importoerer saetter spoergsmaalstegn ved hele selvbegraensningssystemet". Muligheden for virksomhederne for at saette spoergsmaalstegn ved importordningen for japanske koeretoejer i det franske hovedland antyder saaledes, at disse virksomheder ikke var ganske uden autonomi i forbindelse med gennemfoerelsen af den omhandlede importordning.

70 Det maa herefter fastslaas, at den anfaegtede beslutning, af de grunde, Retten har anfoert i praemis 55 i Asia Motor France II-dommen, i mangel af nye oplysninger om importordningen anvendt i det franske hovedland ikke hviler paa objektive, relevante og samstemmende indicier, som viser, at de franske myndigheder ensidigt har udoevet et uimodstaaeligt pres over for de paagaeldende virksomheder, for at de skulle udvise den adfaerd, hvorover der er klaget.

71 Det foelger af det anfoerte, at Kommissionen har udoevet et aabenbart urigtigt skoen ved paa grundlag af de oplysninger, den havde til raadighed, at antage, at adfaerden hos de godkendte importoerer i det franske hovedland var uselvstaendig i en saadan grad, at den af denne grund faldt uden for traktatens artikel 85, stk. 1. I mangel af omstaendigheder, der viser tilstedevaerelsen af et uimodstaaeligt pres, saasom de former, som er beskrevet ovenfor i praemis 65, som havde tvunget importoererne til at acceptere en begraensning af deres import, maa adfaerden hos importoerer, som under hensyn til samtlige relevante risici og fordele retter sig efter den franske forvaltnings oensker, anses for at udgoere et forretningsmaessigt valg.

72 Den anfaegtede beslutning skal herefter annulleres, for saa vidt den afviser Cesbron' s klage af 18. november 1985 og klagen af 29. november 1988 fra Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS.

Somaco' s klage af 5. juni 1990 over forhandlerne paa Martinique

73 Ifoelge oplysningerne i klagen blev Somaco oprettet i juni 1988 med henblik paa til Martinique at importere japanske og koreanske koeretoejer af maerkerne Daihatsu, Isuzu, Hyundai, Suzuki og Subaru. I klagen gjorde Somaco gaeldende, at virksomheden er offer for en ulovlig aftale mellem forhandlerne af de japanske maerker Toyota, Honda, Mazda, Mitsubishi og Nissan, der er "daekket af den franske forvaltning, og som har til formaal at forbeholde adgangen for japanske og koreanske koeretoejer til markedet paa Martinique for fem japanske maerker". Somaco tilfoejer, at disse forhandlere "deler markedet, som af forvaltningen er fastsat til 15% af indregistreringerne, til skade for firmaet Somaco, der er udelukket fra markedet". Til stoette for sin klage fremlagde Somaco to dokumenter, nemlig referatet af et interministerielt moede afholdt den 19. oktober 1987 og den "aftale", der var bilagt referatet.

74 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegerne ikke har anfaegtet den omtvistede beslutning, i det omfang denne under henvisning til manglende faellesskabsinteresse forkaster klagepunktet vedroerende den paastaaede umulighed af at indfoere koreanske biler af maerket Hyundai til Martinique.

75 For saa vidt angaar indfoersel af japanske koeretoejer til Frankrig, hvoraf Martinique udgoer et departement, bemaerker Retten, at de franske myndigheder i deres besvarelse af 11. november 1993 af Kommissionens anmodning om oplysninger af 25. august 1993 har oplyst, at kun fem importoerer, der repraesenterer maerkerne Toyota, Honda, Mitsubishi, Mazda og Nissan, er godkendt i Frankrig. Det drejer sig om de importoerer, naevnt i praemis 2 i denne dom, mod hvem klagerne af 18. november 1985 og 29. november 1988 var rettet.

76 Sagsoegerne bestrider ikke den omstaendighed, at kun disse fem importoerer, som repraesenterer de ovennaevnte fem maerker, er godkendt af den franske forvaltning. Desuden er det ubestridt, dels at disse godkendte importoerer har enekompetence til at udstede typeattester til forhandlerne paa Martinique, dels at en typeattest er en noedvendig betingelse for indregistrering paa Martinique af et importeret koeretoej.

77 Den ordning, der er beskrevet i praemis 74 og 75 i naervaerende dom, forhindrer altsaa ° uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt den ensidigt er blevet paalagt af de franske myndigheder, eller hvorvidt den hviler paa en aftale indgaaet mellem de fem godkendte importoerer og de franske myndigheder ° at virksomheder, som til Frankrig (hovedlandet eller Martinique) vil importere andre japanske koeretoejer end koeretoejer af maerkerne Toyota, Honda, Mazda, Mitsubishi og Nissan, faar adgang til markedet. Under alle omstaendigheder foelger det forhold, at firmaet Somaco ikke kan saelge koeretoejer af maerkerne Daihatsu, Isuzu, Suzuki og Subaru paa Martinique, saaledes ikke af tilstedevaerelsen af en eventuel aftale mellem de forhandlere paa Martinique, der er anfoert i klagen.

78 Det maa endvidere konstateres, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har undersoegt de klagepunkter, der var anfoert i klagen, selv om Kommissionen, som det fremgaar af det foregaaende, kunne have rejst spoergsmaal om firmaet Somaco' s interesse i at opnaa en konstatering af den paastaaede overtraedelse. Saaledes har Kommissionen efter annullationen af afgoerelsen af 5. december 1991 indledt en ny undersoegelse (jf. praemis 16 ovenfor). Efter at have gennemgaaet besvarelserne af anmodningerne om oplysninger, som den havde rettet til de franske myndigheder og til forhandlerne paa Martinique, samt sagsoegernes bemaerkninger til Kommissionens meddelelse af 10. januar 1994 i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, har Kommissionen afvist denne klage under henvisning ligeledes til forhandlernes manglende autonomi i forbindelse med gennemfoerelsen af den omhandlede importordning.

79 Retten bemaerker hertil, at den i Asia Motor France II-dommen konstaterede, at denne begrundelse for forkastelse hvilede paa et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske omstaendigheder (praemis 55). Det skal herefter undersoeges, om de nye oplysninger, som er indhentet gennem den undersoegelse, som er foretaget efter Rettens annullation af Kommissionens afgoerelse af 5. december 1991, kan kaste nyt lys over de dokumenter, som Retten i Asia Motor France II-dommen efter en foerste undersoegelse havde tillagt stor bevisvaerdi i henseende til den sandsynlige tilstedevaerelse af en viljesmaessig overensstemmelse.

80 I henseende til bedoemmelsen af rigtigheden af begrundelsen for at afvise klagen konstaterer Retten foerst, at ingen retsregel har paalagt forhandlerne af japanske biler paa Martinique den adfaerd, hvorover der klages.

81 Det skal herefter undersoeges, om det af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgaar, at de nationale myndigheder ensidigt har udoevet et uimodstaaeligt pres over for de paagaeldende forhandlere, for at de skulle udvise den adfaerd, hvorover der er klaget.

82 Ved undersoegelsen af de oplysninger, som Kommissionen kvalificerer som "nye oplysninger" i sit svarskrift (punkt 12-17) og i sin duplik (punkt 8, 9 og 10), skal Retten for det foerste henvise til en skrivelse af 19. august 1982 fra statssekretaeren for ministeren for oversoeiske departementer og territorier, stilet til formanden for sammenslutningen af importoerer af udenlandske koeretoejer paa Antillerne og i Guyana, hvori det bekraeftes, at den franske forvaltning med henblik paa at begraense indtraengen af koeretoejer af japanske maerker paa markedet i de oversoeiske departementer her i 1982 har truffet lignende, men ikke identiske, foranstaltninger som dem, der var gennemfoert i det franske hovedland. Forfatteren af dette brev giver udtryk for, at der "under hensyn til de saerlige forhold i disse departementer og til de hoeje salgstal, der er opnaaet i 1980 og 1981, skal ske en reduktion af andelen af japanske maerker ... i foerste omgang, for 1982, til 15%".

83 Det fremgaar herudover, for saa vidt angaar markedet paa Martinique, at indfoerslen af japanske koeretoejer var begraenset til 15% af det samlede antal koeretoejer indregistreret i dette departement, i hvert fald indtil 1991. Som eksempel kan anfoeres en skrivelse af 29. december 1987 (duplikkens bilag 3.1) fra praefekturet for Martinique-omraadet og en skrivelse fra januar 1991 fra samme myndighed til Mazda-forhandleren (duplikkens bilag 2.3), der naevner loftet paa 15%.

84 Retten konstaterer videre, at det fremgaar af sagen og navnlig af skrivelsen af 19. august 1982 fra statssekretaeren for Ministeriet for Oversoeiske Departementer og Territorier, at den samlede kvote paa 15% af koeretoejer indregistreret paa Martinique ensidigt var paalagt de lokale importoerer af de franske myndigheder. Dette punkt blev end ikke bestridt i Somaco' s klage, hvori der anfoeres en kvote fastsat af de franske myndigheder til 15%. Forhandlernes manglende autonomi stoettes i oevrigt yderligere af den omstaendighed, at importbegraensningen vedroerende japanske koeretoejer til 15% af markedet paa Martinique beskar forhandlernes marked med 50%. Det er nemlig ubestridt, at andelen af japanske koeretoejer paa Martinique laa i naerheden af 30% foer indfoerelsen af den importordning, hvorover der klages.

85 Det fremgaar yderligere af dokumenter fremlagt af Kommissionen, at de offentlige myndigheder i samme periode fordelte den samlede kvote paa 15% mellem de maerker, som de fem indklagede forhandlere repraesenterede. Dokumenterne anfoert i svarskriftets punkt 13-16 og i duplikkens punkt 12 stoetter saaledes Kommissionens konklusion, hvorefter fordelingen af den samlede kvote blandt forhandlerne paa Martinique ikke var resultatet af en samordning mellem forhandlerne, eventuelt med de franske myndigheders stoette, men var paalagt ensidigt af disse myndigheder, navnlig Energiministeriets direktorat for "mekaniske industrier" (DIMME) efter forslag fra praefekten for Martinique-regionen. At de offentlige myndigheder fastsatte individuelle kvoter for hver forhandler bestyrkes yderligere af skrivelsen af 3. september 1986 fra Nissan-forhandleren til praefekten paa Martinique (duplikkens bilag 1.6), hvori forhandleren besvaerer sig over, at "den [ham] tildelte kvote er for lille og giver ikke mulighed for en normal udvikling i hans virksomhed, der endog er i konstant tilbagegang". Hvis altsaa forhandlerne fordelte markedet paa Martinique mellem sig, ville Nissan-forhandleren have henvendt sig direkte til de andre forhandlere for at opnaa en foroegelse af sin kvote, og ikke til offentlige myndigheder.

86 Retten konstaterer videre, at vandtaetheden af det system, som de offentlige myndigheder saaledes havde gennemfoert, sikredes ved, at de fem godkendte importoerer i det franske hovedland af japanske koeretoejer, som fulgte de anvisninger, der blev givet af de nationale myndigheder, kun sendte det antal typeattester til forhandleren af "deres" maerke paa Martinique, der svarede noejagtigt til den kvote, som DIMME havde fastsat for den paagaeldende forhandler. Dette forhold bekraeftes i oevrigt af skrivelsen af 19. august 1982 fra statssekretaeren for ministeren for oversoeiske departementer og territorier, ifoelge hvilket "Ministeriet for Forskning og Industri giver meddelelse om det forventede salg af hvert maerke til importoererne i det franske hovedland, der paatager sig til de lokale importoerer at udlevere det tilsvarende antal attester, som muliggoer indregistrering af koeretoejerne".

87 Naar henses til, dels at de godkendte importoerer af de fem japanske maerker har enekompetence til af udlevere typeattester til forhandlerne paa Martinique, dels at en typeattest er en noedvendig betingelse for indregistrering af et koeretoej paa Martinique, havde forhandlerne paa Martinique ingen anden mulighed end at acceptere konsekvenserne af det arrangement, der var indfoert af de godkendte importoerer og de franske myndigheder.

88 Det foelger af det foregaaende, at Kommissionens konklusion, hvorefter de indklagede forhandlere paa Martinique "ikke havde nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den paagaeldende importordning", ud fra en umiddelbar betragtning hviler paa objektive, relevante og samstemmende indicier.

89 Det skal herefter undersoeges, om sagsoegerne har tilvejebragt "uoverensstemmende" oplysninger, som kan vise tilstedevaerelsen af en vis autonomi hos forhandlerne af japanske koeretoejer for saa vidt angaar fordelingen af den samlede kvote, som de franske myndigheder havde fastsat for importen af japanske koeretoejer til Martinique.

90 Sagsoegerne har for det foerste henvist til referatet af det interministerielle moede den 19. oktober 1987 og til den "aftale", som var optaget som bilag til dette referat.

91 Hertil bemaerkes, at selve de benyttede udtryk i disse dokumenter kan give anledning til at antage, at de indklagede forhandlere af japanske koeretoejer havde indgaaet en aftale om fordelingen af den kvote paa 15%, der var fastsat af den franske forvaltning. Paa grundlag af dokumenternes ordlyd havde Retten saaledes i Asia Motor France II-dommen (praemis 44) antaget, at disse dokumenter "[ud fra en umiddelbar betragtning] udgoer ... et vigtigt indicium for tilstedevaerelsen af en reel handlefrihed" for de paagaeldende virksomheder.

92 I den anfaegtede afgoerelse har Kommissionen imidlertid i lyset af de nye oplysninger, der var blevet bragt til dens kundskab under den undersoegelse, den havde foretaget efter afsigelsen af Asia Motor France II-dommen, givet udtryk for, at referatet af det interministerielle moede den 19. oktober 1987 og "aftalen" bilagt dette anbragt i deres rette sammenhaeng intet aendrer ved den rent statslige karakter af importordningen. I saa henseende har Kommissionen anfoert, at moedet den 19. oktober 1987, der blev afholdt paa grundlag af indkaldelse fra praefekten, "som eneste emne [havde] det tilgraensende spoergsmaal om den maade, hvorpaa den lokale Toyota-repraesentant, firmaet CCIE, skulle 'tilbagelevere' 487 koeretoejer, som virksomheden havde solgt for meget siden 1982 i forhold til det antal indfoersler, som virksomheden havde faaet tildelt, en tilbagelevering, som forvaltningen havde kraevet".

93 Retten konstaterer, at forhandleren paa Martinique af maerket Toyota mellem 1982 og 1986 i betydelig grad havde overskredet den kvote, der var blevet tildelt den paagaeldende (jf. navnlig bilagene 3.2 og 3.6 til duplikken). Sagsoegerne har i oevrigt ikke bestridt overskridelsen af kvoten. Det ligger ligeledes fast, at denne forhandler var i stand til at saelge koeretoejer ud over paagaeldendes aarlige kvote ved at indregistrere koeretoejer, der overskred kvoten, paa foreloebige nummerplader ("WW"-plader).

94 Det fremgaar ligeledes af sagens dokumenter, at de franske myndigheder, efter at have konstateret, at forhandleren af maerket Toyota havde misbrugt reglerne om foreloebig registrering, senest i marts 1987 havde besluttet for fremtiden at tilskrive udleveringen af midlertidige registreringsattester (WW) de kvoter, som blev tildelt hvert maerke (jf. navnlig skrivelserne fra praefekturet for Martinique-regionen af 11.3., til henholdsvis forhandleren af maerket Mitsubishi (uddrag citeret i Kommissionens svar af 23.11.1995 paa Rettens spoergsmaal) og forhandleren af maerket Mazda (duplikkens bilag 2.2)).

95 Med hensyn endvidere til udligningen af den kvoteoverskridelse, som forhandleren af maerket Toyota havde kunnet gennemfoere mellem 1982 og 1986 ved misbrug af reglerne om foreloebig registrering, er det Rettens opfattelse, at Kommissionen med rimelighed kunne naa til det resultat, at moedet den 19. oktober 1987 paa initiativ af praefekten for Martinique-regionen (duplikkens bilag 3.7) ligeledes var udtryk for det offentliges vilje til at soerge for, at importordningen, som det offentlige havde indfoert ensidigt, blev overholdt. Selv om det er rigtigt, at aftalen anfoerer et loft paa 15% og en fordelingsnoegle vedroerende disse 15%, foelger det ikke noedvendigvis heraf, at forhandlerne indgik en aftale omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. De dokumenter, som er blevet tilvejebragt i forbindelse med den nye undersoegelse, giver nemlig stoette for den antagelse, at forhandlerne ansaa det for noedvendigt at "kodificere" den uskrevne importpolitik, som havde vaeret paalagt ensidigt af de offentlige myndigheder siden 1982, med henblik paa i fremtiden at undgaa problemer magen til dem, der havde vaeret med forhandleren af maerket Toyota.

96 Det foelger heraf, at sagsoegerne, der alene har henvist til selve ordlyden af referatet af det interministerielle moede den 19. oktober 1987 og til "aftalen" bilagt dette med henblik paa at bevise en overtraedelse af artikel 85, ikke har godtgjort, at Kommissionen har udoevet et aabenbart urigtigt skoen, naar den i den anfaegtede beslutning fastslog, at disse dokumenter placeret i deres rette sammenhaeng ikke aendrer importordningens rent statslige karakter.

97 Det maa endvidere konstateres, at intet andet dokument, som sagsoegerne har paaberaabt sig, kan afsvaekke Kommissionens antagelse om, at forhandlerne paa Martinique "ikke havde nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den paagaeldende importordning".

98 Saaledes maa Retten for det foerste konstatere, at skrivelsen af 1. juli 1987 fra Ministeriet for Industri, Post, Telekommunikation og Turisme (staevningens bilag 27), der absolut har betydning for undersoegelsen af de klagepunkter, som er rejst i forbindelse med klagerne over importoererne af japanske koeretoejer til det franske hovedland, ikke indeholder oplysninger om den importordning, som finder anvendelse paa Martinique.

99 Retten konstaterer med hensyn til de oevrige dokumenter, der naevnt i staevningen, saasom referatet af moedet i Lokalraadet for Martinique den 27. januar 1983 og udtalelsen af 26. februar 1991 fra generaldirektoeren for Sigam, forhandleren af maerket Nissan, at en raekke citerede uddrag heraf udelukkende angaar forholdet mellem de offentlige myndigheder og importoererne i det franske hovedland. Brevet sendt i januar 1981 til den franske praesident af sammenslutningen af importoerer af udenlandske biler paa Antillerne og i Guyana anfoerer de lokale importoerers bekymring over de offentlige myndigheders planer om at fastsaette en samlet importkvote og viser saaledes ikke tilstedevaerelsen af en aftale mellem forhandlerne om at fordele den samlede kvote, der endnu ikke var fastsat paa dette tidspunkt. Andre dokumenter, saasom referatet af moedet den 1. oktober 1987 i praefekturet paa Martinique og telexmeddelelsen af 22. september 1987 fra praefekten paa Martinique drejer sig om problemet vedroerende Toyota-forhandlerens overskridelse af den kvote, der var blevet tildelt den paagaeldende. Selv om dette problem "blev droeftet ... med forhandlerne" (telexmeddelelsen af 22.9.1987 fra praefekten paa Martinique), fremgaar det ikke heraf, at forhandlerne indgik en aftale omfattet af traktatens artikel 85. Forslaget fremsat i referatet fra moedet den 1. oktober 1987 til loesning af problemet med overskridelsen af kvoten ° et forslag, som havde opnaaet "samtlige forhandleres tiltraedelse" ° er nemlig ikke gentaget hverken i referatet fra moedet den 19. oktober 1987 eller i "aftalen" i tilslutning hertil. Dette forhold bestyrker den antagelse, at de offentlige myndigheder selv ikke alene fastsatte den samlede kvote op 15% for Martinique og fordelingen af kvoten blandt forhandlerne, men tillige ensidigt gav paalaeg om den maade, hvorpaa udligningen af Toyota-forhandlerens kvoteoverskridelse skulle finde sted. De offentlige myndigheders udoevelse af et uimodstaaeligt pres bekraeftes i oevrigt af uddraget af telexmeddelelsen sendt fra Mazda-forhandleren til Géraud og Archambault (udateret dokument, som ikke er fremlagt, uddrag af staevningen, s. 29). Det af sagsoegerne citerede uddrag viser faktisk, at den importordning, som fandt anvendelse paa Martinique, ikke hvilede paa en aftale mellem forhandlerne, men var ensidigt paalagt af de offentlige myndigheder.

100 Det foelger af det foregaaende, at anbringendet vedroerende et aabenbart urigtigt skoen savner grundlag, for saa vidt anbringendet vedroerer Kommissionens beslutning om at afvise Somaco' s klage af 5. juni 1990.

Anbringendet om utilstraekkelig begrundelse

Parternes argumenter

101 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet derved, at der dels ikke er givet nogen begrundelse for gentagelsen af den foerste begrundelse for afvisning af klagen i afgoerelsen af 5. december 1991, dels ikke er svaret paa de argumenter, som sagsoegerne havde anfoert til stoette for deres klager, navnlig de argumenter, som sagsoegerne havde fremfoert i deres bemaerkninger til Kommissionens skrivelse af 10. januar 1994 til sagsoegerne i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63.

102 Kommissionen har hertil svaret, at der i den anfaegtede beslutning er givet klart udtryk for grundene til, at den har besluttet at afvise klagerne. Den anfoerer, at det ikke er noedvendigt, at der i en beslutning om at afvise en klage sker en behandling af ethvert at de argumenter, som er anfoert af klagerne, men at det er tilstraekkeligt, at Kommissionen anfoerer de faktiske omstaendigheder og overvejelser, som har haft vaesentlig betydning for afgoerelsen (dommen i sagen BAT og Reynolds mod Kommissionen, a.st.).

Rettens bemaerkninger

103 Det fremgaar af fast retspraksis, at en bebyrdende afgoerelses begrundelse dels skal goere det muligt for adressaten at goere sig bekendt med begrundelsen for den trufne foranstaltning med henblik paa i givet fald at kunne goere sine rettigheder gaeldende og afgoere, om afgoerelsen er rigtig, dels skal goere det muligt for Faellesskabets retsinstanser at udoeve deres kontrol (jf. navnlig Asia Motor France II-dommen, praemis 30).

104 Som Retten anfoerte i Asia Motor France II-dommen (praemis 31), er Kommissionen i saa henseende ikke forpligtet til i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte parter har gjort gaeldende til stoette for deres anmodning. Det er tilstraekkeligt, at Kommissionen redegoer for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret af vaesentlig betydning for afgoerelsen.

105 Retten bemaerker, at klagerne i den anfaegtede beslutning afvises under henvisning til, at de af klagerne omfattede importoerer og forhandlere ikke havde "nogen som helst handlefrihed i forbindelse med ivaerksaettelsen af den paagaeldende importordning", der havde en "rent statslig karakter". Den anfaegtede beslutning angiver de elementer, der indgaar i grundlaget for denne stillingtagen, og giver saaledes sagsoegerne mulighed for at anfaegte beslutningens rigtighed, ligesom den giver Retten mulighed for at udoeve sin legalitetskontrol. Det foelger heraf, at anbringendet vedroerende utilstraekkelig begrundelse maa forkastes.

Erstatningspaastanden

106 Det bemaerkes, at enhver staevning i henhold til artikel 19 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal angive soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere tilstraekkeligt klar og praecis til, at sagsoegte kan forberede sit forsvar, og at Retten kan traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger. Af hensyn til retssikkerheden og en god retspleje skal, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, de vaesentligste faktiske og retlige elementer, hvorpaa soegsmaalet stoettes, fremgaa, som et mindstekrav i kort form, men paa sammenhaengende og forstaaelig maade, af selve staevningens tekst (jf. f.eks. Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, praemis 21).

107 Det fremgaar af retspraksis, at for at opfylde disse krav skal en staevning, hvori der nedlaegges paastand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en faellesskabsinstitution, indeholde de elementer, der goer det muligt at identificere den adfaerd, som sagsoegeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem adfaerden og det tab, han haevder at have lidt, samt karakteren og stoerrelsen af dette tab (Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, praemis 73).

108 Det fremgaar ligeledes af retspraksis, at en staevning, der savner den noedvendige praecision, skal afvises, og at en manglende overholdelse af artikel 19 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement hoerer til de afvisningsgrunde, som Retten til enhver tid af egen drift kan proeve, jf. procesreglementets artikel 113 (dommen i sagen Automec mod Kommissionen, a.st., praemis 73 og 74).

109 I den foreliggende sag konstaterer Retten, at den argumentation, som sagsoegerne har anfoert i staevningen til stoette for deres paastand om erstatning, i sin helhed lyder saaledes:

"Virksomhederne, som har indbragt klagen, sondrer mellem den skade, der skyldes den holdning, som virksomheder, der er omfattet af aftalen, samt den franske regering har indtaget, og den skade, der direkte er Kommissionens ansvar.

Virksomhedernes samlede tab som foelge af aftalen kan i dag opgoeres til:

Asia Motor France: 259 552 000 ECU

Cesbron: 244 292 000 ECU

Monin Automobiles: 82 231 000 ECU

EAS: 76 177 000 ECU

Somaco: 2 153 500 ECU

Det tab, med tillaeg af procesrenter, som Kommissionen er ansvarlig for som foelge af forsinkelser og retsstridige afgoerelser, kan med rimelighed opgoeres til den rente af de naevnte beloeb, som saedvanligvis benyttes af Faellesskabet (9,75%), for tiden mellem tidspunktet for afgoerelsen af 5. december 1991 om at henlaegge sagen og indtil dommens afsigelse."

110 Retten finder, at hverken den af sagsoegerne saaledes fremfoerte argumentation eller staevningen betragtet i sin helhed giver mulighed for med den noedvendige klarhed og praecision at identificere hverken de skadegoerende handlinger, som tillaegges Kommissionen, eller karakteren af det haevdede tab.

111 Det foelger heraf, at erstatningspaastanden maa afvises.

Sammenfatning

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0387.2

112 Det foelger af alt det foregaaende, at den anfaegtede beslutning skal annulleres, for saa vidt Cesbron' s klage af 18. november 1985 og klagerne indgivet af Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS den 29. november 1988 afvises, og at der i oevrigt skal ske frifindelse.

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

113 Sagsoegerne har nedlagt paastand om, at Kommissionen doemmes til at betale naervaerende sags omkostninger samt omkostningerne i forbindelse med den sag, som foerte til Asia Motor France II-dommen.

114 Det foelger af procesreglementets artikel 87, stk. 1, hvori bestemmes, at afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes ved den dom eller kendelse, hvorved sagens behandling afsluttes, at Retten i naervaerende dom kun kan traeffe afgoerelse om de omkostninger, der vedroerer den foreliggende sag. Foelgelig skal der ske frifindelse for sagsoegernes paastand om, at Kommissionen doemmes til at betale omkostningerne i forbindelse med den sag, som foerte til Asia Motor France II-dommen.

115 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Retten kan imidlertid i medfoer af samme bestemmelses stk. 3 traeffe bestemmelse om fordeling af sagens omkostninger, hvis hver af parterne taber paa et eller flere punkter. Da sagsoegerne har faaet delvis medhold, og da begge parter har nedlagt paastand om, at den anden part skal betale sagens omkostninger, bestemmes efter en samlet vurdering af sagens omstaendigheder, at Kommissionen skal baere sine egne omkostninger samt halvdelen af sagsoegernes omkostninger

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Paastanden om, at Retten skal fastslaa, at der foreligger en overtraedelse, afvises.

2) Passivitetspaastanden afvises.

3) Den anfaegtede beslutning annulleres for saa vidt angaar afvisningen af Cesbron' s klage af 18. november 1985 og afvisningen af klage indgivet af Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS den 29. november 1988.

4) I oevrigt frifindes Kommissionen for annullationspaastanden.

5) Erstatningspaastanden afvises.

6) Kommissionen frifindes for paastanden om betaling af omkostningerne i den sag, der foerte til Rettens dom af 29. juni 1993 (sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669).

7) Kommissionen baerer sine egne omkostninger samt halvdelen af sagsoegernes

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Paastanden om, at Retten skal fastslaa, at der foreligger en overtraedelse, afvises.

2) Passivitetspaastanden afvises.

3) Den anfaegtede beslutning annulleres for saa vidt angaar afvisningen af Cesbron' s klage af 18. november 1985 og afvisningen af klage indgivet af Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS den 29. november 1988.

4) I oevrigt frifindes Kommissionen for annullationspaastanden.

5) Erstatningspaastanden afvises.

6) Kommissionen frifindes for paastanden om betaling af omkostningerne i den sag, der foerte til Rettens dom af 29. juni 1993 (sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669).

7) Kommissionen baerer sine egne omkostninger samt halvdelen af sagsoegernes

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Paastanden om, at Retten skal fastslaa, at der foreligger en overtraedelse, afvises.

2) Passivitetspaastanden afvises.

3) Den anfaegtede beslutning annulleres for saa vidt angaar afvisningen af Cesbron' s klage af 18. november 1985 og afvisningen af klage indgivet af Cesbron, Asia Motor France, Monin Automobiles og EAS den 29. november 1988.

4) I oevrigt frifindes Kommissionen for annullationspaastanden.

5) Erstatningspaastanden afvises.

6) Kommissionen frifindes for paastanden om betaling af omkostningerne i den sag, der foerte til Rettens dom af 29. juni 1993 (sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669).

7) Kommissionen baerer sine egne omkostninger samt halvdelen af sagsoegernes

Full & Egal Universal Law Academy