Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
++++
1. Annullationssoegsmaal ° akter der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure ° udelukket
(EOEF-traktaten, art. 169 og 173)
2. Passivitetssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° undladelser der kan vaere genstand for soegsmaal ° undladelse af at indlede en traktatbrudsprocedure ° afvisning
(EOEF-traktaten, art. 169 og art. 175, stk. 3)
3. Retspleje ° soegsmaal rejst af en fysisk eller juridisk person for at faa Kommissionen doemt til at indlede en traktatbrudsprocedure ° EF' s domsmyndighed inkompetent ° afvisning
(EOEF-traktaten, art. 164 ff.)
Sammendrag
1. En fysisk eller juridisk person har ikke kompetence til at anlaegge et soegsmaal om annullation af en afgoerelse, truffet af Kommissionen, om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat.
2. En fysisk eller juridisk person har ikke kompetence til at anlaegge et passivitetssoegsmaal med henblik paa en konstatering af, at Kommissionen ved ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat i strid med traktaten har undladt at traeffe en afgoerelse.
Fysiske eller juridiske personer kan alene anlaegge sag ved EF' s domsmyndighed i medfoer af artikel 175, stk. 3, til konstatering af, at retsakter, for hvilke de kan vaere adressat, i strid med traktaten ikke er blevet udstedt. I henhold til traktatbrudsproceduren efter artikel 169 kan Kommissionen kun udstede retsakter rettet til medlemsstaterne.
3. EF' s domsmyndighed kan ikke uden at goere indgreb i den administrative myndigheds befoejelser meddele nogen faellesskabsinstitution paalaeg. Det foelger heraf, at et soegsmaal, der indgives af en fysisk eller juridisk person med henblik paa at faa Kommissionen til at indlede en traktatbrudsprocedure, afvises.
Parter
I sag T-5/94,
J. ved advokaterne Horst Hermann, Dieter Lorbacher, Juergen Kleine-Cosack og Peter Schoeneberger, Duisburg, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jos Van der Steen, 35, rue Glesener, Luxembourg,
sagsoeger,
mod
Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Claudia Schmidt og Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Georgios Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,
sagsoegt,
angaaende en paastand om, for det foerste, at Kommissionens afgoerelse om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland annulleres, for det andet, at Kommissionens passivitet i denne sammenhaeng fastslaas, og for det tredje, at Kommissionen tilpligtes at indlede en saadan procedure,
har
DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS
(Foerste Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. Schintgen, og dommerne R. García-Valdecasas, H. Kirschner, B. Vesterdorf og C. W. Bellamy,
justitssekretaer: H. Jung,
afsagt foelgende
Kendelse
Dommens præmisser
Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger
1 Landgericht Dortmund idoemte ved retskraftig dom af 23. juli 1992 sagsoegeren en frihedsstraf paa tre aar og to maaneder paa grund af svig i forbindelse med omsaetningsafgift. Afsoningen af dommen paabegyndtes ved udgangen af november 1993 i et tysk faengsel.
2 Domfaeldelsen skete i henhold til § 14, stk. 3, i Umsatzsteuergesetz.
3 Sagsoegeren anser § 14, stk. 3, i Umsatzsteuergesetz for uforenelig med Raadets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsaetningsafgifter ° Det faelles mervaerdiafgiftssysten: ensartet beregningsgrundlag (77/388/EOEF, EFT L 145, s. 1, herefter benaevnt "sjette direktiv") og dermed i strid med faellesskabsretten.Han har derfor i skrivelse af 7. september 1993 anmodet Kommissionen om at indlede en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 mod Forbundsrepublikken Tyskland med den begrundelse, at denne ikke har overholdt de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktaten.
4 Kommissionen har i skrivelse af 19. oktober 1993 meddelt sagsoegeren, at § 14, stk. 3, i Umsatzsteuergesetz efter Kommissionens opfattelse er forenelig med artikel 21, nr. 1, litra c), i sjette direktiv, og at der saaledes ikke er grundlag for at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169. Sagsoegeren fastholdt i skrivelse af 26. oktober 1993 sin opfattelse; som svar herpaa uddybede Kommissionen i skrivelse af 16. december 1993 til sagsoegeren sin begrundelse for at anse den anfaegtede bestemmelse for forenelig med direktivet.
5 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. december 1993 har sagsoegeren anlagt denne sag. Da soegsmaalet henhoerer under Rettens kompetence i henhold til Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EOEF, EKSF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21), har Domstolens Justitskontor med sagsoegerens samtykke henvist sagen til Retten (sag T-5/94).
6 Ved saerskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. januar 1994 har sagsoegeren fremsat begaering om, at Retten traeffer egnede foreloebige forholdsregler med henblik paa, at afsoningen af den sagsoegeren idoemte straf afbrydes, indtil der er taget endelig stilling til sagens realitet (sag T-5/94 R). I henhold til artikel 106, stk. 1, i procesreglementet har Rettens praesident henvist begaeringen til den afdeling, som behandler hovedsagen. Kommissionen har i processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 10. februar 1994 fremsat bemaerkninger til begaeringen om foreloebige forholdsregler. I kendelse af 4. marts 1994 har Retten (Foerste Afdeling) afvist begaeringen og udsat afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger.
7 Ved saerskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 28. februar 1994 har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 114 paastaaet sagen afvist, og har anmodet om, at Retten tager stilling hertil uden at indlede behandlingen af sagens realitet.
8 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:
° Den i skrivelse fra Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber af 19. oktober 1993 indeholdte afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 annulleres.
° Det fastslaas, at Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i strid med EOEF-traktaten har undladt at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 og derfor har tilsidesat EOEF-traktaten.
° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber tilpligtes at indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 mod Forbundsrepublikken Tyskland paa grund af dennes overtraedelse af sjette direktiv.
9 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:
° Sagen afvises.
° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
10 I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om en afvisningspaastand, medmindre Retten bestemmer andet. Retten (Foerste Afdeling) er i dette tilfaelde af den opfattelse, at sagens akter indeholder tilstraekkelige oplysninger, og bestemmer hermed, at der ikke afholdes mundtlig forhandling.
Formaliteten
Sammenfatning af parternes anbringender
11 Kommissionen har til stoette for sin afvisningspaastand gjort gaeldende, at sagen aabenbart skal afvises. For saa vidt angaar paastanden om annullation af Kommissionens afgoerelse om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland og paastanden om, at Kommissionen tilpligtes at indlede en saadan procedure, fremgaar det allerede af ordlyden af traktatens artikel 169, stk. 2, at det beror paa Kommissionens skoen, om en saadan sag skal indbringes for Domstolen ("retter den paagaeldende stat sig ikke efter den fremsatte udtalelse ..., kan (Kommissionen) indbringe sagen for Domstolen"). Denne fortolkning svarer ogsaa til bestemmelsens indhold og formaal og er i overensstemmelse med fast praksis (jf. Domstolens dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291 og af 17.5.1990, sag C-87/89, Sonito m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1981; Domstolens kendelser af 30.3.1990, sag C-371/89, Emrich mod Kommissionen, Sml. I, s. 1555, af 23.5.1990, sag C-72/90, Asia Motor France mod Kommissionen, Sml. I, s. 2181, og af 12.6.1992, sag C-29/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3935). Sagen maa ligeledes afvises, for saa vidt der er tale om at konstatere passivitet, idet udstedelsen af en anden retsakt end den, sagsoegeren oenskede, ikke kan vaere passivitet som omhandlet i EF-traktatens artikel 175.
12 Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen efter en korrekt fortolkning af traktaten principielt er forpligtet til at anlaegge sag, naar en medlemsstat overtraeder dens bestemmelser. Kommissionen har et vist skoen, men det angaar alene tidspunktet og betingelserne for sagsanlaegget. I den foreliggende sag er Kommissionens skoen imidlertid reduceret til nul, hvilket uafviseligt foerer til, at Kommissionen kun anvender sin kompetence korrekt, saafremt den indleder en procedure mod Forbundsrepublikken Tyskland. Sagsoegeren finder ligeledes, at han har soegsmaalskompetence ifoelge traktatens artikel 175, uanset at den kraevede foranstaltning skal rettes til Forbundsrepublikken Tyskland.
Rettens bemaerkninger
13 Ifoelge procesreglementets artikel 111 kan Retten, naar "det [er] aabenbart, at Retten ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen maa afvises, ... efter at have hoert generaladvokaten, uden at fortsaette sagens behandling traeffe afgoerelse ved begrundet kendelse".
14 I denne sag har sagsoegeren nedlagt paastand om, at Kommissionens afgoerelse om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland annulleres, at Kommissionens passivitet i denne sammenhaeng fastslaas, og at Kommissionen tilpligtes at indlede en saadan procedure.
15 For saa vidt angaar annullationspaastanden foelger det af fast praksis (jf. den ovenfor under grund 11 anfoerte retspraksis samt Rettens kendelse af 14.12.1993, sag T-29/93, Alonso-Cortès mod Kommissionen, Sml. II, s. 1389), at private ikke har kompetence til at anfaegte en afgoerelse, truffet af Kommissionen, om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat. Annullationspaastanden vil derfor vaere at afvise.
16 Hvad angaar traktatens artikel 175, stk. 3, som soegsmaalsgrundlag har sagsoegeren nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen ved ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland har undladt at traeffe en afgoerelse og saaledes har overtraadt traktaten. Hertil bemaerkes, at fysiske og juridiske personer alene kan anlaegge sag ved EF' s domsmyndighed i medfoer af artikel 175, stk. 3, til konstatering af, at retsakter, for hvilke de kan vaere adressater, i strid med traktaten ikke er blevet udstedt. I henhold til traktatbrudsproceduren efter traktatens artikel 169 kan Kommissionen imidlertid kun udstede retsakter rettet til medlemsstaterne (jf. Domstolens kendelse af 30.3.1990, sag C-371/89, Emrich mod Kommissionen, Sml. I, s. 1555, grund 5 ff.). Sagen vil derfor vaere at afvise, for saa vidt der er nedlagt paastand om, at Kommissionens passivitet fastslaas.
17 Endelig skal Retten, for saa vidt angaar paastanden om, at Kommissionen tilpligtes at indlede en traktatbrudsprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland, bemaerke, at EF' s domsmyndighed ikke uden at goere indgreb i den administrative myndigheds befoejelser kan meddele nogen faellesskabsinstitution paalaeg (jf. dom af 10.4.1992, sag T-15/91, Bollendorf mod Parlamentet, Sml. II, s. 1679, praemis 57). Det foelger heraf, at denne paastand ligeledes vil vaere at afvise.
18 Det foelger af det anfoerte, at sagen vil vaere at afvise i sin helhed.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
19 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTEN (Foerste Afdeling)
1) Sagen afvises.
2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler.
Saaledes bestemt i Luxembourg, den 27. maj 1994.
Full & Egal Universal Law Academy