FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
NIAL FENNELY
fremsat den 12. oktober 1995 ( *1 )
1.
Baggrunden for nærværende sag er, at der i Spanien har været tale om forsinkelser med tilbagebetalingen af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet. Det pågældende forhold er i realiteten ubestridt, og der har ikke fundet nogen mundtlig forhandling sted.
2.
Kommissionen har anlagt sagen i medfør af EF-traktatens artikel 169 og nedlagt følgende påstande:
—
Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten:
a)
ved ikke at overholde fristen på seks måneder for tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet, i henhold til artikel 7, stk. 4, i Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Foranstaltninger til tilbagebetaling merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet ( 1 )
b)
ved at have tilsidesat den samarbejdspligt, der påhviler medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 5.
—
Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
3.
Artikel 7, stk. 4, i Rådets ottende direktiv 79/1072 (herefter »ottende direktiv«) bestemmer følgende:
»Afgørelser om ansøgninger om tilbagebetaling skal meddeles inden seks måneder efter, at disse ansøgninger tillige med alle de dokumenter, som i henhold til nærværende direktiv er nødvendige for at behandle ansøgningen, blev indgivet til den i stk. 3 omhandlede kompetente myndighed. Tilbagebetaling skal finde sted inden udløbet af ovennævnte frist, på ansøgerens anmodning enten i den medlemsstat, der foretager tilbagebetalingen, eller i den stat, hvor den pågældende er etableret. I sidstnævnte tilfælde bærer ansøgeren selv bankomkostningerne i forbindelse med overførselen.
Afslag skal begrundes. De kan appelleres til den kompetente instans i den pågældende medlemsstat under de former og inden for de frister, som gælder for Idager vedrørende tilbagebetalinger, hvorom afgiftspligtige etableret i denne stat har søgt.«
4.
Kommissionen bestrider ikke, at bestemmelserne i ottende direktiv i princippet er blevet korrekt gennemført ved Real Decreto nr. 1624/92 ( 2 ), men den anfægter derimod den udstrækning, hvori direktivets bestemmelser anvendes i praksis, selv om de formelt er gennemført i national ret. Baggrunden for Kommissionens handling er, at den siden 1991 har modtaget adskillige klager fra virksomheder i andre medlemsstater over, at tilbagebetalinger regelmæssigt ikke fandt sted inden for seksmånedersfristen, idet der til tider var tale om forsinkelser på op til tolv måneder. Desuden havde de spanske afgiftsmyndigheder efter sigende i flere tilfælde endog undladt at orientere de ansøgere, som ikke havde modtaget tilbagebetaling ved udløbet af seksmånedersfristen, om, hvilket stadium i sagsbehandlingen deres ansøgninger befandt sig på.
5.
Da der således tilsyneladende forelå en overtrædelse af bestemmelserne i artikel 7, stk. 4, i ottende direktiv, besluttede Kommissionen at indlede den administrative procedure i henhold til traktatens artikel 169. Ved en åbningsskrivelse af 10. november 1992 blev den spanske regering opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til forsinkelserne inden for en frist på to måneder. På de spanske myndigheders anmodning forlængede Kommissionen fristen til den 10. februar 1993.
6.
Da den ikke modtog noget officielt svar fra den spanske regering på åbningsskrivelsen, fremsatte Kommissionen den 28. marts 1994 en begrundet udtalelse i henhold til traktatens artikel 169, hvori den krævede, at Kongeriget Spanien skulle efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder. Da den heller ikke modtog noget svar på denne udtalelse inden for tomånedersfristen, anlagde Kommissionen nærværende sag ved stævning registreret på Domstolens Justitskontor den 18. januar 1995.
7.
Efter afslutningen af den skriftlige forhandling besluttede Domstolen efter at have indhentet parternes samtykke i henhold til procesreglementets artikel 44a, at der ikke var behov for en mundtlig forhandling i sagen.
8.
Kommissionen har på grundlag af nogle oplysninger, som den modtog fra de spanske myndigheder under et uformelt møde mellem disse og tjenestemænd fra Kommissionen den 14. juli 1993, anført, at der siden 1990 har været over 5000 uafsluttede sager ved udgangen af hvert år, idet tallet i 1993 nåede op på 5479, hvoraf 4915 vedrørte afgiftspligtige personer med bopæl inden for Fællesskabet. Ifølge tallene for personer med bopæl inden for Fællesskabet fandt tilbagebetalingen i mere end 400 tilfælde ikke sted inden for seksmånedersfristen.
9.
Kommissionen har gjort gældende, at disse tal viser, at Kongeriget Spanien klart har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 4, i ottende direktiv. Den har henvist til Domstolens dom af 3. juni 1992 i sagen Kommissionen mod Italien ( 3 ), hvori Den Italienske Republik blev dømt for samme overtrædelse af fællesskabsretten. Ifølge Kommissionen blev det i den pågældende sag klart fastslået, at en medlemsstat ikke kan unddrage sig sine forpligtelser i henhold til ottende direktiv under henvisning til mangler ved dens administrative organisation.
10.
Kongeriget Spanien har ikke bestridt traktatbruddet. Det har i svarskriftet henvist til, at det i flere år har gjort sig store anstrengelser for at opfylde kravene i ottende direktiv med hensyn til seksmånedersfristen for behandling af ansøgninger om tilbagebetaling. Kongeriget har anført, at nyere statistikker viser, at anstrengelserne har båret frugt, således at de største forsinkelser nu kun er på to en halv måned og den gennemsnitlige forsinkelse på 52 dage ( 4 ). Det foreliggende tilfælde adskiller sig ifølge Kongeriget fra det, Domstolen behandlede i sagen mod Italien. Mens den manglende overholdelse af fristen i ottende direktiv i sidstnævnte sag var systematisk, er der i det foreliggende tilfælde blot tale om lejlighedsvise forsinkelser med betalingen af underordnet betydning, som alene berører en lille procentdel af sagerne, nemlig 11,4%, og de kvantitative virkninger af forsinkelsen er ubetydelige, både tidsmæssigt og beløbsmæssigt.
11.
Kommissionen har oprindeligt også gjort gældende, at den mangel på samarbejdsvilje, som de spanske myndigheder udviste ved at undlade at give nogen officielle svar på åbningsskrivelsen og den begrundede udtalelse og ved ikke forud for mødet den 14. juli 1993 beredvilligt at give Kommissionen de ønskede oplysninger vedrørende landets administrative praksis, udgjorde en tilsidesættelse fra Kongeriget Spaniens side af dets samarbejdspligt i henhold til traktatens artikel 5. Den spanske regering har i sit svarskrift afvist dette. Den har henvist til de uformelle kontakter, som havde fundet sted med Kommissionen, og navnlig til mødet den 14. juli som bevis for, at den har samarbejdet med Kommissionen under den administrative procedure.
12.
Kommissionen har i replikken afvist det af den spanske regering anførte om dens uformelle samarbejde med Kommissionen forud for nærværende sags anlæg. Kommissionen har endvidere med hensyn til antallet af ubehandlede ansøgninger, forsinkelserne med deres behandling og de udestående beløb bestridt de spanske bemærkninger om, at der er sket en betydelig forbedring siden 1993. Kommissionen har ikke desto mindre på baggrund af de forklaringer, den spanske regering er fremkommet med i svarskriftet, givet udtryk for, at det ikke længere er nødvendigt at fastholde påstanden om en tilsidesættelse af traktatens artikel 5.
13.
Den spanske regering har ikke i duplikken anfægtet den ikke særlig entusiastiske fortolkning af de i svarskriftet anførte nyere tal, som Kommissionen har anlagt i replikken. Den har fastholdt sin formelle påstand om frifindelse og henvist til, at Kommissionen har anerkendt regeringens anstrengelser for at opfylde kravene i ottende direktiv fuldt ud, idet den har givet udtryk for, at den ikke blot vil fortsætte, men også forstærke disse bestræbelser.
14.
Forpligtelsen i henhold til artikel 7, stk. 4, i ottende direktiv er ubetinget. Medlemsstaterne er forpligtet til fuldstændigt og nøje at sikre gennemførelsen af alle direktivers bestemmelser ( 5 ). Det følger efter min mening heraf, at en medlemsstat ikke kan forsøge at bagatellisere sin undladelse af fuldstændigt og nøje at overholde utvetydige forpligtelser i henhold til et direktiv ved at henvise til det antal tilfælde, hvor de nationale myndigheder har overholdt de pågældende bestemmelser — ej heller selv om der er tale om de fleste tilfælde. Det er, navnlig i lyset af de forbedringer, der er sket, meget muligt, at de spanske forsinkelser med tilbagebetalingen af moms til afgiftspligtige personer, der ikke har bopæl i landet, ikke kan siges at udgøre en systematisk undladelse af at overholde artikel 7, stk. 4, i ottende direktiv. Samtidig har Kommissionen utvivlsomt ret i, at en forsinkelse på 50-60 dage i forhold til den gældende frist med tilbagebetalingerne til et ikke ubetydeligt antal ansøgere kun kan betragtes som en ldar tilsidesættelse af artiklen fra Kongeriget Spaniens side.
15.
Efter min opfattelse bør Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2. Selv om Kommissionen efterfølgende har besluttet ikke at fastholde en af sine oprindelige påstande, og selv om Kongeriget Spanien har påstået sine sagsomkostninger erstattet, finder jeg ikke, at Kommissionen unødvendigt eller af ond vilje har påført modparten udgifter som omhandlet i procesreglementets artikel 69, stk. 3, andet afsnit, ved at anlægge det pågældende søgsmål ved Domstolen. Der blev forud for Kommissionens meget fornuftige beslutning om at frafalde påstanden vedrørende traktatens artikel 5 hverken givet nogen overbevisende forklaring på de påstående forsinkelser med hensyn til at opnå oplysninger fra de spanske myndigheder indtil juli 1993 eller på den spanske regerings undladelse af at give Kommissionen nogen officielle svar under den administrative procedure.
Forslag til afgørelse
16.
Jeg finder derfor, at Domstolen bør
1)
fastslå, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser efter traktaten ved ikke at overholde fristen på seks måneder for tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet, i henhold til artikel 7, stk. 4, i Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet
2)
pålægge Kongeriget Spanien at betale sagens omkostninger.
( *1 ) – Originalsprog: engelsk.
( 1 ) – EFT L 331, s. 11.
( 2 ) – Bestemmelserne i artikel 7, stk. 4, er gennemfort ved artikel 31 i dekretet, som er dateret den 29.12.1992.
( 3 ) – Sag C-287/91, Sml. I, s. 3515.
( 4 ) – De statistikker, Kongeriget Spanien er fremkommet med i svarskriftet, dækker perioden indtil den 20.2.1995.
( 5 ) – Jf. f.cks. domme af 18.3.1980, sag 91/79, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1099, præmis 6, og sag 92/79, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1115, præmis 6.
Full & Egal Universal Law Academy