EUR-Lex -  61995CC0169 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 24. oktober 1996. - Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Statsstøtte - Støtte til opførelse af et støberi i provinsen Teruel (Spanien). - Sag C-169/95.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Under denne sag, som er anlagt ved Domstolen i henhold til EF-traktatens artikel 173, har Kongeriget Spanien nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning 95/438/EF af 14. marts 1995 om Spaniens investeringsstoette til staalstoeberiet Piezas y Rodajes SA i provinsen Teruel i Aragón i Spanien (1) (herefter »beslutningen«). I sin beslutning fastslog Kommissionen dels, at den omhandlede stoette var ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet, dels, at stoetten skulle tilbagebetales.

Til stoette for sin paastand har den spanske regering gjort gaeldende, at traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), er tilsidesat, og at der er foretaget en aabenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstaendigheder, som Kommissionen har lagt til grund for sin konstatering af, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet. Endvidere goer regeringen gaeldende, at Kommissionen ved udstedelsen af paalaegget om tilbagesoegning af stoetten og beregningen af de morarenter, som den har kraevet erlagt, har tilsidesat proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hos stoettemodtagerne.

Faktiske omstaendigheder

2 De faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for sagen, gaar tilbage til begyndelsen af 1990'erne, da de spanske myndigheder tildelte selskabet Piezas y Rodajes SA (herefter »PYRSA«) den omtvistede stoette, hvormed der skulle gennemfoeres et investeringsprogram paa i alt 2 788 300 000 PTA. Stoetten, som skulle anvendes til opfoerelse af et stoeberi i provinsen Teruel til fremstilling af kaededrevne tandhjul (kaedehjul) og GET-udstyr (der anvendes til nivellering og udgravning), bestod af foelgende enkeltforanstaltninger:

a) En stoette paa 975 905 000 PTA fra den spanske regering.

b) Tilskud og anden stoette fra forskellige lokale myndigheder, herunder navnlig:

- et tilskud paa 182 000 000 PTA fra Det Selvstyrende Samfund Aragonien

- et tilskud paa 2 300 000 PTA fra Monreal del Campo kommune

- en laanegaranti paa 490 000 000 PTA fra Det Selvstyrende Samfund Aragonien

- et rentetilskud til dette laan fra forvaltningen i provinsen Teruel, som udgjorde 7%, og som blev ydet over fem aar.

3 Den 24. april 1991 vedtog Kommissionen, efter at have modtaget en klage fra selskabet William Cook, som er den stoerste europaeiske virksomhed inden for sektoren for staalstoebning (herefter »Cook«), beslutning 91/C 178/04 (stoette nr. NN 12/91), hvori den erklaerede »ikke at goere indsigelser gaeldende« mod den stoette, som de spanske myndigheder havde tildelt PYRSA (2).

Cook anfaegtede beslutningen under en sag ved Domstolen, som annullerede beslutningen ved dom af 19. maj 1993 (3). Annullationen var hovedsagelig begrundet med, at Kommissionen, selv om det var noedvendigt, at den foretog en indgaaende analyse og en raekke supplerende undersoegelser i sagen, havde fastslaaet, at der ikke var nogen overkapacitet inden for den paagaeldende undersektor, og havde erklaeret ikke at goere nogen indsigelser gaeldende mod stoetten, men uden at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, saaledes som den burde have gjort.

4 Efter at Domstolen havde afsagt dom, indledte Kommissionen den 28. juli 1993 proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, og afsluttede den med vedtagelsen af den beslutning, som anfaegtes under denne sag. Som naevnt ovenfor fastslog Kommissionen i denne beslutning, at den stoette, som de lokale myndigheder havde ydet PYRSA, var ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet, og bestemte, at den skulle betales tilbage med renter fra datoen for udbetalingen af stoetten.

5 Kommissionens beslutning er hovedsagelig baseret paa dens vurdering af de omtvistede stoetteforanstaltningers virkning for sektoren, som Kommissionen foretog paa grundlag af oplysninger og angivelser fra de interesserede tredjemaend, der blev opfordret til at afgive udtalelse (4) samt paa grundlag af resultaterne af undersoegelserne fra en uafhaengig ekspert. Som det fremgaar af betragtningerne til beslutningen, kan konklusionerne af denne vurdering sammenfattes saaledes:

- I modsaetning til, hvad Kommissionen tidligere antog, skal vurderingen af de omtvistede stoetteforanstaltningers virkninger ikke foretages for kaedehjul og GET-udstyr, men for staalstoeberisektoren som helhed, der foelgelig er den relevante referencesektor.

- Denne sektor (og i hvert fald ogsaa undersektoren for kaedehjul og GET-udstyr) var i de aar, som de af Kommissionen indhentede oplysninger vedroerer (aarene fra 1990-1993), kendetegnet ved en aabenbar og tiltagende overkapacitet.

- Selv om der ikke findes noejagtige oplysninger derom, kan det paa grundlag af de oplysninger, der er indeholdt i tabellen fra Sammenslutningen af Europaeiske Stoeberiforeninger (herefter »CAEF«), antages, at sektoren allerede i 1988 (det aar, hvor den spanske regering godkendte stoetten og begyndte at udbetale den) havde en overkapacitet, der var lige saa hoej - om ikke hoejere - end de efterfoelgende aar.

- De i sagen omhandlede stoetteforanstaltninger, som er uforenelige med faellesmarkedet af de foernaevnte grunde, kan ikke falde ind under undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), da de bidrager til at forvaerre overkapaciteten inden for sektoren; selv om der er tale om en stoette til en virksomhed, der er beliggende i et omraade, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, og hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse (5), er de betingelser, som naermere er fastlagt i Domstolens nyere praksis for anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse ikke opfyldt (6).

- De omhandlede stoetteforanstaltninger kan heller ikke falde ind under undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), da de ganske vist kan fremme udviklingen - som dette udtryk maa forstaas efter bestemmelsen - af den region, hvor den stoettemodtagende virksomhed er beliggende, men er egnet til at aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

Foerste anbringende

6 Som naevnt er det den spanske regerings foerste anbringende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92, stk. 3, litra a). Navnlig anfoerer regeringen, at Kommissionen ved vurderingen af, om den stoette, der er ydet virksomheder i de omraader, der kan komme i betragtning efter denne traktatbestemmelse, er forenelig med faellesmarkedet, hovedsagelig skal tage hensyn til stoettens eventuelle positive virkninger paa den oekonomiske udvikling i det paagaeldende omraade og ikke saa meget de eventuelle negative virkninger, som den maatte have for samhandelen. Det er med andre ord den spanske regerings opfattelse, hvad angaar anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), at hensynet til beskyttelsen af den faelles interesse ganske vist boer tages i betragtning, men ikke noedvendigvis har forrang ved vurderingen af stoettens forenelighed med faellesmarkedet, naar stoetten, som det er tilfaeldet i denne sag, bidrager vaesentligt til udviklingen af et ugunstigt stillet omraade. Denne fortolkning stoettes efter regeringens opfattelse af bestemmelsens litra c), der vedroerer saavel stoette til visse erhvervsgrene som regional stoette (og som i oevrigt ikke forudsaetter, at omraadet er ugunstigt stillet). Ifoelge litra c) er det udtrykkeligt en betingelse for at godkende stoetten, at den ikke aendrer samhandelsvilkaarene »paa en maade, der strider mod den faelles interesse« (7); dette bekraefter efter den spanske regerings opfattelse, at de stoetteforanstaltninger, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a), foerst og fremmest, om ikke udelukkende, skal vurderes paa grundlag af de fordele, som de kan have for udviklingen af det paagaeldende (ugunstigt stillede) omraade.

Saafremt den paagaeldende undtagelsesbestemmelse i traktaten anvendes korrekt, maa den foelgelig efter den spanske regerings opfattelse omfatte de omtvistede stoetteforanstaltninger i det omfang, de ydes til en virksomhed, som er beliggende i et omraade, der kan komme i betragtning efter bestemmelsen.

7 Lad mig straks sige, at jeg ikke kan tilslutte mig den fortolkning af bestemmelsen, som den spanske regering har anlagt. Efter min opfattelse giver den omstaendighed, at artikel 92, stk. 3, litra a), ikke udtrykkeligt paalaegger Kommissionen at vurdere stoettens virkning for samhandelen og ikke goer stoettens forenelighed med faellesmarkedet afhaengig heraf, ikke grundlag for den antagelse, at Kommissionen kan lade vaere med at foretage en rimelig afvejning af den faelles interesse, naar den godkender en stoette. Jeg er tvaertimod af den opfattelse, at lovligheden af en regional stoette, der falder ind under artikel 92, stk. 3, litra a), i al fald ogsaa boer vaere betinget af en vurdering af stoettens virkning for den paagaeldende erhvervsgren og for samhandelen.

Saafremt den modsatte opfattelse blev antaget - hvilket i sidste ende er det, som den spanske regering foreslaar - ville det nemlig betyde, at en stoette med de kendetegn, som er naevnt i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), ville vaere forenelig med faellesmarkedet uden hensyn til, om der var foretaget en vurdering af dens virkning paa den paagaeldende erhvervsgren (sektor) eller paa samhandelen. Dette ville klart vaere i strid med den opfattelse, der ligger til grund for dommen i sagen Cook mod Kommissionen, hvori Domstolen annullerede Kommissionens beslutning om »ikke at goere indsigelser gaeldende« mod stoetten til PYRSA (selv om denne havde et regionalt formaal), fordi »det ikke [fremgik] klart af de tal og statistikker, der var til raadighed ... om der var eller ikke var overkapacitet i undersektoren for kaedehjul og GET-udstyr«, hvorfor det var noedvendigt at foretage »en vanskelig analyse af den paagaeldende undersektor«, og hvorfor Kommissionen med henblik herpaa burde have indledt proceduren i traktatens artikel 93, stk. 2 (8).

8 Jeg finder det med andre ord vaesentligt, som jeg allerede anfoerte i mit forslag til afgoerelse i sagen Cook mod Kommissionen, at Kommissionen, selv naar den anvender undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), ikke begraenser sig til kun at tage hensyn til de regionale virkninger af en bestemt offentlig intervention, men ogsaa bedoemmer de sektormaessige foelgevirkninger, denne intervention som helhed kan have, for at undgaa, at der under daekke af tilstraebelsesvaerdige regionale maal sker kunstige sektormaessige udviklinger, der kan vaere til skade for den faelles interesse (9).

Det er nemlig klart, at regionalstoette til finansiering af produktionsinvesteringer inden for sektorer, som har en strukturel overkapacitet, blot forvaerrer den uligevaegt, som de paagaeldende markeder lider under, ved at fremkalde et fornyet pres paa priserne og/eller ved at vaelte sektorbestemte oekonomiske vanskeligheder og de dertil hoerende beskaeftigelsesproblemer over paa andre regioner inden for Faellesskabet og paa de der etablerede virksomheder, der tilmed ikke nyder godt af tilsvarende stoetteforanstaltninger. Foelgelig er saadanne stoetteforanstaltninger ikke i overensstemmelse med formaalet med regionalstoetteordningerne, som er at sikre en effektiv og varig loesning af udviklingsproblemerne i de paagaeldende regioner (10), hvorfor de maa anses for at vaere uforenelige med faellesmarkedet.

9 Hvad saerlig angaar forskellen i formuleringen af henholdsvis litra a) og litra c) i traktatens artikel 92, stk. 3, hvorpaa den spanske regering stoetter sin argumentation, kan denne forskel ikke efter min opfattelse foere til et andet resultat end anfoert ovenfor. Grundene til denne forskel i formuleringen (af bestemmelser, hvis anvendelsesomraade delvis falder sammen) maa nemlig alene soeges i den stoerre »smidighed«, som Kommissionen boer udvise, naar den vurderer foreneligheden af stoetteforanstaltninger, som foerst og fremmest har til formaal at bidrage til den oekonomiske udvikling i de ugunstigt stillede omraader. Af de ovenfor naevnte grunde siger det imidlertid sig selv, at man maa respektere de krav, der beror paa hensynet til beskyttelsen af den faelles interesse for at undgaa, at de positive virkninger af stoetteforanstaltningen for den stoettemodtagende virksomhed eller den region, hvor denne er beliggende, i sidste ende har en negativ virkning paa de konkurrerende virksomheder eller - hvad der er endnu vaerre - paa oekonomien i andre omraader af Faellesskabet, som maaske ligeledes er ugunstigt stillede (11).

Hvad angaar den foreliggende sag er jeg altsaa af den opfattelse, at Kommissionen med rette har udelukket, at undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), kunne finde anvendelse, efter at den havde fastslaaet, at de omtvistede stoetteforanstaltninger kunne bidrage til at forvaerre situationen inden for en sektor, som i forvejen havde stor overkapacitet.

Det foerste anbringende er derfor ubegrundet.

Andet anbringende

10 Med det andet anbringende bestrider den spanske regering som naevnt vurderingen af de faktiske og retlige omstaendigheder, som Kommissionen har baseret den anfaegtede beslutning paa. Efter regeringens opfattelse er navnlig de statistiske data og andre oplysninger, som Kommissionen har benyttet, ikke repraesentative, fordi de ikke blev afgivet af et tilstraekkeligt antal virksomheder, hvortil kommer, at disse virksomheder var konkurrenter til PYRSA. Endvidere vedroerte oplysningerne en periode (nemlig 1990 og de efterfoelgende aar), som laa efter den periode (1988 og 1989), hvorunder der blev truffet beslutning om den anfaegtede stoette, og hvorunder denne blev udbetalt.

11 Ogsaa disse argumenter finder jeg ubegrundede. For det foerste tog Kommissionen, som det fremgaar af selve beslutningen, ikke blot hensyn til de data og oplysninger, som var indsamlet hos de paagaeldende tredjemaend, men ogsaa til dem, som hidroerte fra PYRSA selv og fra CAEF, hvilken organisation maa betragtes som tilstraekkelig repraesentativ for sektoren.

Desuden boer det naevnes - hvilket efter min opfattelse er afgoerende - at Kommissionen ogsaa baserede sig paa resultaterne af en sagkyndig undersoegelse, som en udenforstaaende og uafhaengig konsulent var blevet anmodet om at foretage, hvilket netop skete for at sikre indhentning af objektive oplysninger og vurderinger vedroerende bestemte tekniske spoergsmaal. Efter min opfattelse er der derfor ikke grund til at naere tvivl om uvildigheden af den rekonstruering af de faktiske omstaendigheder, som Kommissionen foretog.

12 Ogsaa anbringendet vedroerende de oplysninger, Kommissionen har taget hensyn til ved vurderingen af stoetteforanstaltningernes virkninger for den paagaeldende sektor, er efter min opfattelse ubegrundet, hvis ikke helt irrelevant. Efter min opfattelse har Kommissionen nemlig for det foerste med rette sluttet af de statistiske oplysninger, som CAEF fremlagde vedroerende produktionskapaciteten for 1990 og de efterfoelgende aar, at produktionskapaciteten var den samme som i de foregaaende to aar. Antagelsen om, at overkapaciteten i sektoren inden for disse to aar var mindst lige saa stor som i de efterfoelgende aar, er derfor helt velbegrundet.

Desuden boer det under alle forhold fremhaeves, at den omtvistede stoette ikke bestod af en enkelt stoetteforanstaltning, men af flere forskellige former for stoette, hvoraf nogle blev udbetalt et godt stykke tid efter udgangen af 1988. Man kan f.eks. her naevne det tilskud paa 182 mio. PTA, som blev ydet af Det Selvstyrende Samfund Aragonien, der, som det fremgaar af de oplysninger, de spanske myndigheder selv afgav i en skrivelse til Kommissionen, blev udbetalt mellem 1990 og 1992 (12). I oevrigt var visse af disse stoetteforanstaltninger, uanset hvornaar de blev godkendt, efter selve deres karakter bestemt til at skulle virke over en lang periode, saaledes som det f.eks. gjaldt med garantien for det banklaan paa 490 mio. PTA, som blev ydet over en periode paa i alt 11 aar.

Ogsaa det andet anbringende er derfor ubegrundet.

Tredje anbringende

13 Med det tredje anbringende bestrider den spanske regering den forpligtelse til at kraeve den omtvistede stoette tilbage, som den paalaegges ved beslutningens artikel 3. Navnlig anfoerer regeringen, at det under alle forhold, selv om den omtvistede stoette anses for ulovlig og uforenelig med faellesmarkedet, ikke er noedvendigt at betale den tilbage, da beslutning 91/C 178/04, hvori Kommissionen erklaerede »ikke at goere indsigelser gaeldende« mod stoettens udbetaling, gav den stoettemodtagende virksomhed en berettiget og beskyttelsesvaerdig forventning om, at stoetten var lovlig.

Forpligtelsen til at tilbagekraeve stoetten er derfor ifoelge regeringen i strid med proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvilke principper begge udgoer en del af Faellesskabets retsorden.

14 Som bekendt har Domstolen flere gange haft lejlighed til at traeffe afgoerelse vedroerende forpligtelsen for virksomheder, som har modtaget en ulovlig stoette, til at tilbagebetale denne for at genoprette den tidligere situation. Navnlig har Domstolen fastslaaet, at tilbagesoegningen af en saadan stoette principielt ikke kan betragtes som en foranstaltning, der staar i misforhold til formaalene med traktatens bestemmelser om statsstoette (13).

Saerlig hvad angaar graenserne for beskyttelsen af stoettemodtagende virksomheders berettigede tillid til lovligheden af en allerede udbetalt stoette, som Kommissionen efterfoelgende erklaerer uforenelig med faellesmarkedet, har Domstolen fastslaaet, at selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning udgoer en del af Faellesskabets retsorden, kan det ikke finde anvendelse, medmindre den paagaeldende stoette er blevet ydet under iagttagelse af den herom fastlagte procedure, da en paapasselig erhvervsdrivende normalt maa vaere i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt (14).

Domstolen har endvidere hvad angaar den berettigede tillid til lovligheden af en stoette, som rent faktisk er ulovlig, foretaget en vigtig sondring mellem den stoettemodtagende virksomheds stilling og stillingen for den medlemsstat, som har udbetalt stoetten. Paa den ene side har Domstolen nemlig erkendt, at »det ... ganske vist ikke [kan] udelukkes, at en virksomhed, der har modtaget en ulovlig stoette, muligt vil kunne henvise til ekstraordinaere omstaendigheder, der hos den retmaessigt har kunnet skabe en berettiget forventning om, at denne stoette var lovlig og paa grundlag heraf undgaa tilbagebetaling« (15). Paa den anden side har Domstolen konsekvent udelukket, at en medlemsstat, der har ydet en stoette i strid med de gaeldende procedureregler, kan »paaberaabe sig stoettemodtagerens berettigede forventning, og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere en kommissionsbeslutning, hvorefter denne medlemsstat skal soege stoetten tilbage« (16).

15 I den foreliggende sag fremgaar det imidlertid klart, at beslutningen om stoetten og udbetalingen heraf skete i strid med traktatens artikel 93, hvorfor stoetten maa anses for ulovlig. Foelgelig maa den blotte anvendelse af de af Domstolen opstillede principper foere til, at den spanske regerings anbringende maa forkastes som ubegrundet. Regeringen er paa trods heraf af den opfattelse - i hvilken forbindelse den henviser til de forventninger, som blev fremkaldt af beslutning 91/C 178/04, hvorved Kommissionen i det vaesentlige godkendte de omtvistede stoetteforanstaltninger - at der i denne sag foreligger en raekke usaedvanlige omstaendigheder, som efter de ovenfor naevnte af Domstolen afsagte domme begrunder, at den stoettemodtagende virksomhed havde en berettiget forventning om, at stoetten var lovlig, der er saa beskyttelsesvaerdig, at den udelukker et krav om tilbagebetaling.

16 Jeg maa erkende, at den spanske regerings argument fortjener, at man gaar det lidt naermere efter. Man kan nemlig ikke efter min opfattelse paa forhaand udelukke, at den stoettemodtagende virksomhed i betragtning af sagens omstaendigheder rent faktisk havde rimeligt grundlag for at antage, at stoetten var lovlig, da den ganske vist blev retsstridigt udbetalt, men efterfoelgende blev godkendt (om end med urette) af Kommissionen ved udstedelsen af en formel beslutning herom (17).

Jeg tror dog ikke, at Domstolen under hensyn til rammerne for den foreliggende procedure kan gaa naermere ind paa realiteten i dette problem, og tage stilling til det.

17 Den spanske regering har nemlig udtrykkeligt (og udelukkende) paaberaabt sig den stoettemodtagende virksomheds berettigede tillid til stoettens lovlighed til stoette for at modsaette sig dens tilbagekraevning. Med andre ord bestrider den spanske regering den forpligtelse til at tilbagekraeve den omtvistede stoette, som er paalagt den ved beslutningen, ved at paaberaabe sig beskyttelsen af tredjemands og ikke sine egne rettigheder, nemlig rettighederne for den stoettemodtagende virksomhed, som ikke er part i sagen, heller ikke som intervenient. Dette goer regeringen paa trods af, at der ikke, selv ikke i bedste fald, findes nogen saerregel, som kan give regeringen en saadan ret til subrogation.

Denne omstaendighed taler efter min opfattelse afgoerende for at forkaste den spanske regerings anbringende.

18 Jeg mener i oevrigt, at min konklusion er i overensstemmelse med de principper, som Domstolen har opstillet paa dette omraade, selv om det foreliggende aspekt af problemet aldrig er blevet gjort til genstand for en saerlig behandling.

Som tidligere naevnt har Domstolen nemlig ikke uden grund udtrykkeligt udelukket muligheden for, at en medlemsstat, som har ydet en ulovlig stoette, kan paaberaabe sig beskyttelsen af den berettigede forventning hos den stoettemodtagende virksomhed til stoette for at modsaette sig forpligtelsen til at kraeve stoetten tilbage, hvorimod Domstolen har givet den stoettemodtagende virksomhed mulighed herfor, om end kun under helt ekstraordinaere omstaendigheder (18). Det maa i den forbindelse forudsaetningsvis vaere klart, at den stoettemodtagende virksomhed kun kan udnytte denne mulighed, saafremt det sker under de rette processuelle rammer (19).

Jeg er derfor af den opfattelse, at ogsaa det tredje anbringende er ubegrundet, og at den spanske regering foelgelig boer efterkomme den forpligtelse til at tilbagekraeve den til PYRSA ydede stoette, som regeringen blev paalagt ved Kommissionens beslutning.

Fjerde anbringende

19 I betragtning af den konklusion, som jeg er naaet frem til hvad angaar de foregaaende anbringender, navnlig hvad angaar det tredje, mener jeg det er overfloedigt at tage stilling til det fjerde anbringende, hvormed den spanske regering bestrider den af Kommissionen foretagne beregning af morarenterne af de tilbagekraevede beloeb under henvisning til, at tilbagesoegningsforpligtelsen kun vedroerer den stoette, der er ydet efter vedtagelsen af den under sagen anfaegtede beslutning.

Dette anbringende har naturligvis kun relevans, saafremt Domstolen tager det tredje anbringende til foelge, i det mindste delvis, og saafremt det som foelge heraf er noedvendigt at foretage en fornyet beregning af de omhandlede beloeb.

Forslag til afgoerelse

20 Paa grundlag af de anfoerte betragtninger skal jeg foreslaa Domstolen at

- frifinde Kommissionen

- tilpligte den spanske regering at betale sagens omkostninger.

(1) - EFT L 257, s. 45.

(2) - EFT L 178, s. 4. Beslutningen vedroerte i realiteten kun de tilskud, som var ydet af lokale myndigheder, da stoetten fra den spanske regering paa 975 905 000 PTA antoges at indgaa i en generel regionalstoetteordning, som tidligere var blevet anmeldt til og godkendt af Kommissionen, hvorfor denne stoettes forenelighed med faellesmarkedet ikke var omtvistet. Dette var i oevrigt blevet meddelt Cook ved en skrivelse af 13.3.1991.

(3) - Sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487.

(4) - Det var, bortset fra PYRSA selv og Sammenslutningen af Europaeiske Stoeberiforeninger - som fremlagde en tabel over kapaciteten for staalstoeberier i de forskellige europaeiske lande - navnlig en raekke af PYRSA's konkurrerende virksomheder i Spanien, Frankrig, Italien, Tyskland og England.

(5) - Provinsen Teruel er nemlig udtrykkelig naevnt blandt de omraader, der kommer i betragtning ved anvendelsen af artikel 92, stk. 3, litra a), og som er naevnt i en meddelelse fra Kommissionen herom (88/C 212/02, EFT 1988 C 212, s. 2, se navnlig afsnit I, punkt 4, og bilag I).

(6) - I beslutningen henvises til dom af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, og det anfoeres, at Domstolen i denne dom fastslog, at »stoette, der ydes paa grundlag af en individuel beslutning, kan betragtes som regionalstoette, der er forenelig med artikel 92, stk. 3, litra a), hvis den faktisk bidrager til den langsigtede udvikling af regionen uden negative foelger for den faelles interesse og konkurrencevilkaarene i Faellesskabet«. Dette citat er imidlertid forkert, da den citerede udtalelse i realiteten er en gengivelse af Kommissionens opfattelse (praemis 50). Domstolen tager nemlig foerst stilling til dette spoergsmaal senere i dommen, hvor den bemaerker, at Kommissionen ved anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, efter fast praksis har et »vidt skoen, bl.a. hvad angaar de oekonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning paa faellesskabsplan« (praemis 51).

(7) - Traktatens artikel 92, stk. 3, lyder saaledes: »Som forenelige med faellesmarkedet kan betragtes: a) stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, ... c) stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner, naar den ikke aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.«

(8) - Se den ovenfor i fodnote 3 naevnte dom i sagen Cook mod Kommissionen, praemis 37 og 38.

(9) - Se mit forslag til afgoerelse i foernaevnte sag Cook mod Kommissionen, som jeg fremsatte den 31.3.1993, punkt 53. Dette krav, som Kommissionen udtrykkeligt fastslog allerede i sin Foerste Beretning om Konkurrencepolitikken (punkt 142), blev gentaget i meddelelsen om metoden for anvendelsen af artikel 92, stk. 3, litra a), og litra c), paa regionalstoette (som er naevnt ovenfor i fodnote 5), hvori Kommissionen praeciserede, at stoetten ikke maa foere til nogen sektormaessig overkapacitet paa faellesskabsplan, saaledes at det deraf foelgende sektormaessige problem for Faellesskabet bliver alvorligere end det oprindelige regionale problem.

(10) - Se det samme forslag til afgoerelse, punkt 53.

(11) - Dette raesonnement er i oevrigt efter min opfattelse fuldt ud i overensstemmelse ikke blot med de retningslinjer, som Kommissionen har givet ved flere lejligheder (f.eks. i den foernaevnte meddelelse fra 1988), men ogsaa med den opfattelse, som generaladvokat Jacobs indtog i sit forslag til afgoerelse i sagen Spanien mod Kommissionen (som er naevnt i fodnote 6; se punkt 43-45). Dette forslag har den spanske regering imidlertid henvist til stoette for sit synspunkt.

(12) - Se beslutningens punkt V, fjerde afsnit.

(13) - Se f.eks. dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 66.

(14) - Dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, praemis 14.

(15) - I saa tilfaelde tilkommer det den nationale ret, der maatte have faaet sagen forelagt, at bedoemme sagens konkrete omstaendigheder; se foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, praemis 16.

(16) - Dom i foernaevnte sag Kommissionen mod Tyskland, praemis 17; se ogsaa den nyere dom i sagen Spanien mod Kommissionen, som er naevnt ovenfor, praemis 76.

(17) - Jeg skal i den forbindelse fremhaeve, at Domstolen i den eneste sag, hvor den anerkendte, at en stoettemodtagende virksomhed havde en berettiget forventning, som burde nyde retlig beskyttelse, lagde afgoerende vaegt paa Kommissionens adfaerd i den paagaeldende sag. Jeg taenker her paa dommen i sagen RSV mod Kommissionen, hvori Domstolen udtalte, at der paa grund af den tid, der gik, foer Kommissionen vedtog en beslutning i henhold til artikel 93, stk. 2 (hvilket varede mere end 26 maaneder), »kunne opstaa en berettiget forventning hos sagsoegeren, som [var] til hinder for, at Kommissionen [paalagde] de nederlandske myndigheder at kraeve stoetten tilbagebetalt«, uanset at det fremgik af sagen, at stoetten var blevet udbetalt, inden den blev anmeldt til Kommissionen (dom af 24.11.1987, sag 223/85, Sml. s. 4617, praemis 16 og 17).

(18) - Se dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, som er naevnt flere gange ovenfor.

(19) - Dette er i praksis sket enten under et soegsmaal, som virksomheden har indgivet ved Retten i Foerste Instans i henhold til traktatens artikel 173, eller ved at anlaegge sag ved de nationale domstole over for det tilbagesoegningskrav, som staten har rejst i medfoer af Kommissionens beslutning. Jeg skal i den forbindelse henvise til, at dommen i sagen RSV mod Kommissionen, som er naevnt ovenfor i fodnote 17, netop blev afsagt under et annullationssoegsmaal (der paa davaerende tidspunkt blev indgivet til Domstolen), som var rejst af den virksomhed, der paaberaabte sig sin berettigede forventning.

Full & Egal Universal Law Academy