FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
MICHAEL B. ELMER
fremsat den 13. juni 1996 ( *1 )
Indledning
1.
Som led i den fælles markedsordning for sukker er der indført forskellige afgifter, der opkræves hos sukkerfabrikanterne. Domstolen har tidligere i sag C-19/94, SAFBA ( 1 ) haft lejlighed til at udtale sig om, hvornår pligten til at betale den såkaldte lagerafgift indtræder. De spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til i denne sag, er, hvornår pligten til at betale nogle andre afgifter indtræder, samt hvornår visse af disse afgifter forfalder til betaling.
De relevante fællesskabsretlige bestemmelser
2.
Sagen drejer sig om tre forskellige afgifter inden for den fælles markedsordning for sukker: en produktionsafgift, en absorptionsafgift og en særlig absorptionsafgift.
3.
Produktionsafgiften er indført til dækning af tab i forbindelse med den fælles markedsordning. Reglerne herom findes i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker ( 2 ) med senere ændringer (herefter »grundforordningen«), hvis artikel 28, stk. 3 og 4, har følgende ordlyd:
»3.
Når de ... omhandlede konstateringer ... resulterer i et forventet samlet tab, divideres dette med den forventede mængde ... sukker ..., der er produceret i det løbende produktionsår. Det beløb, der fremkommer herved, skal opkræves hos fabrikanterne som basisproduktionsafgift på deres produktion af ... sukker ...
4.
Når loftet over basis-produktionsafgiften ikke gør det muligt fuldstændigt at dække det ... samlede tab, divideres restbeløbet med den forventede mængde ... sukker ..., der er produceret i det løbende produktionsår. Det beløb, der følger heraf, skal opkræves af fabrikanterne som ... afgift på deres produktion af ... sukker ...«
4.
Absorptionsafgiften blev indført for at dække et konstateret yderligere tab ved den fælles markedsordning i perioden 1981/82 til 1985/86. Bestemmelserne herom blev indført i grundforordningen som artikel 32a ved Rådets forordning (EØF) nr. 934/86 af 24. marts 1986 (herefter »absorptionsafgiftsfor-ordningen«) ( 3 ). Bestemmelsens stk. 1 har følgende ordlyd:
»... opkræves der hos sukker-... fabrikanterne i produktionsårene 1986/87 til 1990/91 en absorptionsafgift af deres produktion af ... sukker ... til absorption af det underskud på 400 mio. ECU, der er konstateret efter anvendelsen af kvotasystemet i perioden 1981/82 til 1985/86.«
Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3046/86 af 3. oktober 1986 ( 4 ) (herefter »gennemførelsesforordningen«) er der med hjemmel i grundforordningens artikel 32a, stk. 6, fastsat gennemførelsesbestemmelser for opkrævning af absorptionsafgiften. Det følger af forordningens artikel 1, stk. 1, at:
»Medlemsstaterne opkræver hos sukkerfabrikanterne ... ad to gange de absorptionsafgiftsbeløb, der er fastsat i artikel 32a, stk. 2 og 3, i [grundforordningen]. Denne opkrævning foretages for hvert af de berørte produktionsår inden den 15. december i det pågældende produktionsår, for så vidt angår det første delbeløb, der er et acontobeløb, og inden den 15. december, der følger efter det pågældende produktionsår, for så vidt angår det andet delbeløb, der udgør det restbeløb, der skal betales.«
5.
Den særlige absorptionsafgift er indført med henblik på at dække et forventet tab i produktionsåret 1986/87, som ikke ville blive dækket ved producenternes medfinansiering af sukkerordningen. Bestemmelserne herom findes i Rådets forordning (EØF) nr. 1914/87 af 2. juli 1987 ( 5 ) (herefter »den særlige absorp-tionsafgiftsforordning«), hvis artikel 1, stk. 2, fastsætter følgende:
»2.
Den særlige absorptionsafgift beregnes for den enkelte sukker-... producerende virksomhed ved på det beløb, virksomheden skal betale som produktionsafgift for produktionsåret 1986/87, at anvende en koefficient, der skal fastlægges nærmere ...
Den særlige absorptionsafgift betales inden den 15. december 1987.«
Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3061/87 af 13. oktober 1987 ( 6 ) (herefter »koefficientforordningen«) er der med hjemmel i artikel 1, stk. 4, i den særlige absorptionsafgiftsforordning fastsat regler om koefficienten til beregning af den særlige absorptionsafgift for sukker for produktionsåret 1986/87. Det bestemmes i forordningens artikel 2, at:
»Medlemsstaterne opkræver den særlige absorptionsafgift samtidig med restbeløbet af de i artikel 28 i [grundforordningen] fastsatte produktionsafgifter.
Med henblik på den i stk. 1 omhandlede opkrævning foretager medlemsstaterne for hver sukker-... producerende virksomhed inden den 1. november 1987 den i artikel 1, stk. 2, i [den særlige absorptionsafgiftsforordning] omhandlede opgørelse for produktionsåret 1986/87.«
Sagens faktiske omstændigheder
6.
Société sucrière agricole de Maizy (herefter »Maizy«) driver virksomhed med fremstilling af sukker og destillering og salg af affald af sukkerproduktion. Efter at der hos selskabet var foretaget en gennemgang af regnskaberne vedrørende selskabsskat, blev ansættelsen af dets skattepligtige indkomst ændret. Visse af ændringerne vedrørte absorptionsafgiften for regnskabsårene 1985/86 og 1986/87 og vurderingen af lagrene.
7.
Efter det franske skattesystem udgør de fællesskabsretlige absorptionsafgifter en afgift, som virksomhederne indfører på deres resultatopgørelse. Afgifterne indgår således i beregningen af det skattemæssige overskud, som efter code général des impôts fastsættes således:
»Nettoresultatet er forskellen mellem nettoværdien af aktiverne ved afslutningen og begyndelsen af den periode, for hvilken overskuddet udgør den skattepligtige indkomst, med fradrag af yderligere indskud og med tillæg af udlodninger i denne periode til indehaveren eller selskabsdeltagerne. Ved nettoaktiver forstås det beløb, hvorved nettoaktiverne overstiger den del af de samlede passiver, der udgøres af gæld til tredjemand, dokumenterede afskrivninger og hensættelser.«
Det følger efter det oplyste af denne bestemmelse, at gæld til tredjemand kun kan bogføres som skyldigt beløb ved regnskabsårets afslutning, hvis gælden — ud over at være sikker og korrekt opgjort — står i forbindelse med en transaktion vedrørende dette regnskabsår.
8.
Ved afslutningen af regnskabet for regnskabsåret 1985/86 (den 30. juni 1986) hensatte Maizy et beløb på 4011830 FF svarende til den skønnede absorptionsagift, selskabet skulle betale, og et beløb på 3149290 FF til betaling af den særlige absorptionsafgift. Da absorptionsafgiften skulle fordeles med en femtedel over hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91, blev hensættelsen den 30. juni 1987 nedsat med det beløb, der faktisk var betalt for produktionsåret 1986/87, 802366 FF. Den aktuelle værdi af hensættelsen blev herefter beregnet, og der blev hensat yderligere 170064 FF.
9.
Skattemyndighederne foretog følgende ændringer: For så vidt angår absorptionsafgiften blev den gæld, der var fratrukket i regnskabet for 1985/86 (4011830 FF), og den yderligere hensættelse efter beregningen af den aktuelle værdi i 1986/87 (170064 FF) tilbageført ved beregningen af selskabets skattepligtige indkomst. Samtidig blev den del af hensættelsen, der var bogført vedrørende afgiften for regnskabsåret 1986/87 (802366 FF), anerkendt som et fradrag i overskuddet, idet den var tilbageført af selskabet. For så vidt angår den særlige absorptionsagift fastslog skattemyndighederne, at den ikke kunne hensættes i regnskabet for regnskabsåret 1985/86, idet denne afgift måtte antages at skulle dække de samlede tab i produktionsåret 1986/87. Myndighederne foretog herefter en berigtigelse af bogføringen, som medførte en ændring af beskatningen af selskabet, idet taksten for selskabsskat var ændret fra 1986 til 1987.
Endelig havde Maizy ikke i sin lageropgørelse medregnet absorptionsafgifter og produktionsafgifter, idet disse afgifter blev anset for at være knyttet til sukkerets afsætning. Skattemyndighederne var ikke enige heri, hvilket førte til en ændring af regnskabet på 8292457 FF.
10.
Maizy har efterfølgende over for directeur regional des impôts påstået sig fritaget for betaling af den yderligere selskabsskat, som det herefter er blevet pålagt, og har i den forbindelse gjort gældende, at de ændrede ansættelser er sket på baggrund af en forkert fortolkning af de fællesskabsbestemmelser, hvorpå pligten til at betale lagerafgift, produktionsafgifter og absorptionsafgifter hviler.
De præjudicielle spørgsmål
11.
Maizy har ved stævning indleveret den 14. november 1990 anlagt sag mod directeur regional des impôts ved Tribunal administratif d'Amiens. Efter det oplyste er Société sucrière de Berneuil-sur-Aisne indtrådt i sagen.
12.
Tribunal administratif d'Amiens har ved dom af 22. maj 1995 udsat hovedsagen og anmodet om Domstolens fortolkning af de relevante fællesskabsretlige bestemmelser. Den nationale ret har i dommen ikke formuleret de præjudicielle spørgsmål, hvortil den ønsker Domstolens stillingtagen. Artikel 1 i dommen har således følgende ordlyd:
»Den af selskabet ... Maizy anlagte sag udsættes, indtil De Europæiske Fællesskabers Domstol har truffet afgørelse om de i nærværende doms præmisser anførte præjudicielle spørgsmål.«
De relevante præmisser synes at være følgende:
—
»Sagens afgørelse kræver en fortolkning af de anførte fællesskabsbestemmelser for så vidt angår spørgsmålet om, hvad der betinger lagerafgiftspligtens indtræden.«
—
»Sagens afgørelse kræver en fortolking af de anførte fællesskabsbestemmelser for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår absorptionsafgifterne forfalder til betaling.« (Det fremgår af dommens øvrige præmisser, at det drejer sig om absorptionsafgiften og den særlige absorptionsafgift)
—
»Sagens afgørelse kræver en fortolkning af de anførte fællesskabsbestemmelser for så vidt angår spørgsmålet om, hvad der betinger afgiftspligtens indtræden for de omtvistede afgifters vedkommende.« (Det følger af den foregående præmis, at der her er tale om produktionsafgifterne og de to absorptionsafgifter).
13.
Den første præmis vedrører spørgsmålet om, hvornår pligten til at betale lagerafgift indtræder. Dette spørgsmål har Domstolen som tidligere nævnt taget stilling til i SAFBA-sagen, hvor Domstolen fortolkede artikel 8, stk. 2, i grundforordningen og kom frem til, at de nødvendige betingelser for, at der opstår pligt til betaling af lagerafgiften, er opfyldt på tidspunktet for sukkerets afsætning. Domstolens Justitskontor fremsendte på denne baggrund ved skrivelse af 14. juli 1995 Domstolens dom i denne sag til Tribunal administratif d'Amiens og forespurgte, om den nationale ret på denne baggrund ønskede at opretholde sine spørgsmål. Ved skrivelse af 30. august 1995 besvarede justitssekretæren for Tribunal administratif d'Amiens Domstolens skrivelse, idet han meddelte, at sag C-19/94 alene behandlede spørgsmålet om lagerafgiften, således at det fortsat tilkommer Domstolen at besvare de øvrige spørgsmål.
Jeg finder, at der herefter ikke er anledning til at besvare spørgsmålet vedrørende lagerafgiftspligten.
14.
Man kunne overveje, om de øvrige spørgsmål er så upræcist formuleret, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling. Der er imidlertid efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise sagen, idet det på baggrund af forelæggelsesdommen som helhed fremgår tilstrækkelig klart, hvilke spørgsmål den forelæggende ret ønsker Domstolens stillingtagen til, således at det ved at omformulere spørgsmålene er muligt at give den forelæggende ret en nyttig besvarelse.
15.
Det, som den nationale ret i realiteten ønsker Domstolens stillingtagen til, er følgende to spørgsmål:
1)
Hvornår indtræder pligten til at betale produktionsafgiften, absorptionsafgiften og den særlige absorptionsafgift?
2)
Hvornår forfalder absorptionsafgiften og den særlige absorptionsafgift til betaling?
Det første spørgsmål
16.
Lad mig indledningsvis fremhæve, at som Domstolen udtalte i SAFBA-sagen, er begrebet »den omstændighed, der er afgørende for afgiftspligtens indtræden« ikke et begreb i EF's forskrifter, men i fransk skatteret. Domstolen kan imidlertid ikke udtale sig om indholdet af et nationalt retsbegreb, men er som led i sit samarbejde med de nationale retter forpligtet til at fortolke de relevante EF-bcstemmclscr for at præcisere, fra hvilket tidspunkt de for afgiftens indtræden nødvendige betingelser efter disse bestemmelser er opfyldt. Herefter tilkommer det den nationale ret at anvende national skatteret på grundlag af den af Domstolen givne fortolkning.
17.
Domstolen har endvidere i den ovennævnte SAFBA-sag ( 7 ) vedrørende betingelserne for, at pligten til at betale en afgift kan indtræde, udtalt, at:
»... Afgiftens størrelse må nemlig tillige bestemmes, for at pligtens omfang nøjagtigt kan fastslås, da der ellers ikke består nogen pligt.«
18.
Jeg vil herefter nedenfor gennemgå de relevante bestemmelser for hver af de tre afgifter med henblik på at vurdere, fra hvilket tidspunkt de for afgiftens indtræden nødvendige betingelser efter disse bestemmelser er opfyldt.
Produktionsafgiften
19.
Den franske regering, den græske regering og Kommissionen har anført, at artikel 28, stk. 3 og 4, i grundforordningen skal fortolkes således, at pligten til at betale de deri fastsatte afgifter indtræder på tidspunktet for produktionen af sukkeret, og ikke som ved lagerafgiften efter artikel 8, stk. 2, i grundforordningen først ved sukkerets afsætning.
20.
Jeg skal fremhæve, at efter ordlyden af grundforordningens artikel 28, stk. 3, opkræves der hos producenterne en produktionsafgift på deres produktion af sukker, når der i et givet produktionsår må forventes et samlet tab. Afgiften beregnes ved at dividere dette tab med den mængde sukker, der på baggrund af en opgørelse foretaget inden udgangen af hvert produktionsår forventes »produceret i det løbende produktionsår«. Også i artikel 28, stk. 1, der fastsætter regler om de forskellige konstateringer, der skal foretages for at kunne forudse et eventuelt tab, refereres der til produktionen »i det løbende produktionsår«.
21.
Efter grundforordningens artikel 28, stk. 4, opkræves der en yderligere produktionsafgift på produktionen af sukker, såfremt loftet over den almindelige produktionsafgift ikke gør det muligt at dække det forventede samlede tab. Den yderligere afgift beregnes ved at dividere restbeløbet med den forventede produktion »i det løbende produktionsår«.
22.
Det er således efter min opfattelse produktionen af sukkeret som sådan, der udløser pligt til at betale de produktionsafgifter, der er fastsat i grundforordningens artikel 28, stk. 3 og 4. Pligten til at betale afgifterne synes ikke at være knyttet til andre betingelser, og det er ved udgangen af hvert produktionsår på baggrund af den forventede samlede produktion af sukker muligt at beregne afgiftens størrelse.
A bsorptionsafgiften
23.
Den franske regering, den græske regering og Kommissionen er alle af den opfattelse, at pligten til at betale absorptionsafgiften indtræder ved produktionen af sukker i produktionsårene 1986/87 til 1990/91.
24.
Absorptionsafgiften har ganske vist til formål at absorbere det underskud, der er opstået i produktionsårene 1981/82 til 1985/86. Imidlertid fremgår det af syvende og ottende betragtning til absorptionsafgifts-forordningen, at dette underskud må fordeles på de følgende fem produktionsår, dvs. produktionsårene 1986/87 til 1990/91. Dette forklares i betragtningerne med et princip om solidaritet og retfærdighed samt med det materielt umulige i at belaste de enkelte producenter med afgiften i henhold til de tidligere opnåede fordele.
25.
Efter ordlyden af grundforordningens artikel 32a, skal absorptionsafgiften opkræves hos sukkerfabrikanterne »i produktionsårene 1986/87 til 1990/91 ... af deres produktion af ... sukker«. En umiddelbar læsning af bestemmelserne om indførelse af en absorptionsafgift fører således til, at pligten til at betale denne afgift indtræder ved produktionen af sukker i produktionsårene 1986/87 til 1990/91.
26.
Efter grundforordningens artikel 32a, stk. 1, jf. stk. 2, danner den samlede produktion i Fællesskabets forskellige regioner grundlag for den i disse bestemmelser fastsatte beregningsmetode for absorptionsafgiften. Såfremt indtægterne fra absorptionsafgiften ikke svarer til, hvad der var forventet, kan afgiften efter artikel 32a, stk. 4, justeres. Artikel 1 i gennemførelsesforordningen indeholder regler om, hvorledes absorptionsafgiften skal betales. Det fremgår således, at den skal betales med to delbeløb, og at det første delbeløb beregnes ved at multiplicere summen af vedkommende virksomheds sukker-kvoter »for det pågældende produktionsår« med 80% af det absorptionsafgiftsbeløb, der er fastsat for den pågældende region.
27.
Det er således produktionen af sukker i årene 1986/87 til 1990/91, der er afgørende for beregningen af absorptionsafgiften, mens den enkelte sukkerfabrikants produktion af sukker i underskudsårene 1981/82 til 1985/86 ikke spiller nogen rolle for denne beregning. Den endelige størrelse af den enkelte sukkerfabrikants absorptionsafgift kunne med den angivne beregningsmetode fastslås ved udgangen af hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91.
28.
De nødvendige betingelser for, at pligten til at betale absorptionsafgiften indtræder, er på denne baggrund efter min opfattelse opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af sukker ved udgangen af hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91.
Den sårlige absorptionsafgift
29.
Både den franske regering, den græske regering og Kommissionen har gjort gældende, at pligten til at betale den særlige absorptionsafgift indtræder ved produktionen af sukker i løbet af produktionsåret 1986/87.
30.
Den særlige absorptionsafgift har til formål at dække et forventet underskud i produktionsåret 1986/87. Den opkræves efter artikel 1, stk. 2, i den særlige absorptionsafgiftsforordning ved, at sukkerfabrikanterne pålægges at betale en tillægsprocentsats til produktionsafgiften for det pågældende år. Efter artikel 2 i koefficientforordningen opkræver medlemsstaterne afgiften samtidig med restbeløbet af produktionsafgifterne.
Da det således drejer sig om en tillægsafgift til den almindelige produktionsafgift, må den antages at have samme karakteristika som denne afgift. Som anført under punkt 22 er betingelserne for, at pligten til at betale produktionsafgiften indtræder, opfyldt ved udgangen af hvert produktionsår, hvor den forventede produktion af sukker opgøres, hvorfor pligten til at betale den særlige absorptionsafgift til dækning af underskuddet i produktionsåret 1986/87 ligeledes må anses for at indtræde ved udgangen af dette produktionsår.
31.
Jeg er på denne baggrund af den opfattelse, at de nødvendige betingelser for, at pligten til at betale den særlige absorptionsafgift indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af sukker ved udgangen af produktionsåret 1986/87.
32.
Det første spørgsmål må herefter besvares med, at betingelserne for, at pligten til at betale produktionsafgiften indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af sukker ved udgangen af hvert produktionsår. Betingelserne for, at pligten til at betale absorptionsafgiften indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af sukker ved udgangen af hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91. Betingelserne for, at pligten til at betale den særlige absorptionsafgift indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af sukker ved udgangen af produktionsåret 1986/87.
Det andet spørgsmål
A bsorptionsafgiften
33.
Kommissionen har anført, at det første delbeløb skal være betalt senest den 15. december i det pågældende produktionsår, mens det andet delbeløb skal være betalt senest den 15. december i det år, der følger efter det pågældende produktionsår.
34.
Som ovenfor nævnt følger det af artikel 1, stk. 1, i gennemførelsesforordningen, at absorptionsafgiften skal betales med to delbeløb. Til brug herfor foretager medlemsstaterne efter artikel 1, stk. 4, for hver virksomhed en opgørelse over det beløb, som den pågældende virksomhed skal betale. Denne opgørelse foretages for det første delbeløbs vedkommende inden den 1. november i det pågældende produktionsår og for det andet delbeløbs vedkommende inden den 1. november i det år, der følger efter det pågældende produktionsår.
Medlemsstaterne opkræver på baggrund af ovennævnte opgørelse efter artikel 1, stk. 1, i gennemførelsesforordningen det første delbeløb inden den 15. december i det pågældende produktionsår og det andet delbeløb inden den 15. december i det år, der følger efter det pågældende produktionsår.
35.
Det første delbeløb af absorptionsafgiften forfalder således efter min opfattelse til betaling den 15. december i hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91, og det andet delbeløb af absorptionsafgiften forfalder til betaling den 15. december i det år, der følger efter det pågældende produktionsår.
Den særlige absorptionsafgift
36.
Kommissionen har anført, at den særlige absorptionsafgift skal være betalt senest den 15. december 1987.
37.
Medlemsstaterne foretager efter artikel 2, stk. 2, i koefficientforordningen inden den 1. november 1987 for hver virksomhed en opgørelse over produktionsåret 1986/87. På baggrund af denne opgørelse opkræver medlemsstaterne efter artikel 2, stk. 1, den særlige absorptionsafgift samtidig med restbeløbet for produktionsafgifterne. Efter artikel 7, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1443/82 ( 8 ), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2682/84 af 21. september 1984 ( 9 ), betales restbeløbene på produktionsafgiften og den yderligere produktionsafgift inden den følgende 15. december.
38.
Den særlige absorptionsafgift forfalder derfor efter min opfattelse til betaling den 15. december 1987.
39.
Det andet spørgsmål må således besvares med, at det første delbeløb af absorptionsafgiften forfalder til betaling den 15. december i hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91, og det andet delbeløb af absorptionsafgiften forfalder til betaling den 15. december i det år, der følger efter det pågældende produktionsår. Den særlige absorptionsafgift forfalder til betaling den 15. december 1987.
Forslag til afgørelse
40.
Jeg skal herefter foreslå Domstolen at besvare de stillede spørgsmål således:
1)
Betingelserne for, at pligten til at betale de produktionsafgifter, der er fastsat i artikel 28, stk. 3 og 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker med senere ændringer, indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af de i forordningen nævnte produkter ved udgangen af hvert produktionsår.
Betingelserne for, at pligten til at betale den absorptionsafgift, der er fastsat i artikel 32a, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker med senere ændringer, indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af de i forordningen nævnte produkter ved udgangen af hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91.
Betingelserne for, at pligten til at betale den særlige absorptionsafgift, der er fastsat i artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 1914/87 af 2. juli 1987 om indførelse for produktionsåret 1986/87 af en særlig absorptionsafgift for sukker, indtræder, er opfyldt ved opgørelsen af den forventede produktion af de i forordningen nævnte produkter ved udgangen af produktionsåret 1986/87.
2)
Det første delbeløb af den absorptionsafgift, der er fastsat i artikel 32a, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker med senere ændringer, forfalder til betaling den 15. december i hvert af produktionsårene 1986/87 til 1990/91, og det andet delbeløb af denne absorptionsafgift forfalder til betaling den 15. december i det år, der følger efter det pågældende produktionsår. Den særlige absorptionsafgift, der er fastsat i artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 1914/87 af 2. juli 1987 om indførelse for produktionsåret 1986/87 af en særlig absorptionsafgift for sukker, forfalder til betaling den 15. december 1987.
( *1 ) – Originalsprog: dansk.
( 1 ) – Dom af 4.5.1995, Sml. I, s. 1051.
( 2 ) – EFT L 177, s. 4.
( 3 ) – Om æundring af forordning (EØF) nr. 1785/81 om den fælles markedsordning for sukker (EFľ L 87, s. 1).
( 4 ) – EFT L 283, s. 15.
( 5 ) – EIT L 183, s. 5
( 6 ) – EFT L 290, s. 10.
( 7 ) – Præmis 30.
( 8 ) – Af 8.6.1982 om gennemførelsesbestemmelser for kvotaordningen for sukker
( 9 ) – EFT L 158, s. 17). 9 - EIT L 254. s. 9.
Full & Egal Universal Law Academy