EUR-Lex -  61995CC0220 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 12. december 1996. - Antonius van den Boogaard mod Paula Laumen. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Arrondissementsrechtbank Amsterdam - Nederlandene. - Bruxelles-konventionen - Fortolkning af artikel 1, stk. 2 - Begrebet formueforholdet mellem ægtefæller - Begrebet underholdspligt. - Sag C-220/95.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Denne sag, der er indbragt for Domstolen af Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, med henblik paa at opnaa en praejudiciel afgoerelse, rejser i det vaesentlige spoergsmaalet om, hvorledes en afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb, der er truffet af High Court of Justice of England and Wales i forbindelse med en skilsmissesag, skal kvalificeres med henblik paa anvendelsen af Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (1). Spoergsmaalet er naermere bestemt, om en saadan afgoerelse angaar »formueforholdet mellem aegtefaeller«, jf. konventionens artikel 1, i hvilket tilfaelde den ikke kan fuldbyrdes i henhold til konventionen, eller om den vedroerer underholdspligt, i hvilket tilfaelde den kan fuldbyrdes i henhold til konventionen.

De relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionen

2 Bruxelles-konventionens artikel 1, stk. 2, bestemmer, at konventionen ikke finder anvendelse paa »fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem aegtefaeller ...«.

3 Bruxelles-konventionens artikel 5 har foelgende ordlyd:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) ...

2) i sager om underholdspligt, ved retten paa det sted, hvor den berettigede har sin bopael eller sit saedvanlige opholdssted eller, ved krav i forbindelse med sager om personers retlige status, ved den ret, der efter dennes egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene stoettes paa en af parternes nationalitet ...«

4 Det er saaledes klart, at Bruxelles-konventionen finder anvendelse i sager om underholdspligt, herunder sager, der opstaar i forbindelse med aegteskabets oploesning. Begrundelsen for, at saadanne sager i artikel 5 er naevnt som en af de undtagelser, der gaelder fra den almindelige regel om, at sag skal anlaegges i den stat, hvor sagsoegte har bopael, har netop vaeret, at en gift, men separeret kvinde skal gives mulighed for i forbindelse med sager om underholdspligt at sagsoege sin mand ved sit hjemting (2). For at kunne gennemfoere dette var det noedvendigt paa endnu et punkt at goere undtagelse fra konventionens almindelige bestemmelser. Konventionens artikel 5, nr. 2, er saaledes den eneste bestemmelse, der ved fastlaeggelsen af kompetencen angiver saedvanligt opholdssted som et alternativ til bopael. I de fleste retssystemer er disse to begreber i vidt omfang sammenfaldende, og det kan derfor undre, at artikel 5, nr. 2, fraviger den almindelige regel. AArsagen er, at en kvinde i visse af de kontraherende stater ved aegteskabets indgaaelse retligt set faar samme bopael som sin mand. En bestemmelse, der udelukkende gav kompetence til retterne paa det sted, hvor en gift, men separeret kvinde har bopael, ville derfor ikke i alle tilfaelde opfylde formaalet om, at kvinden skal sikres adgang til at anlaegge sag ved sit hjemting frem for ved sin fraseparerede mands vaerneting.

Baggrunden for den dom, der soeges fuldbyrdet

5 A. van den Boogaard og Paula Laumen, der begge er nederlandske statsborgere, indgik aegteskab i Nederlandene i 1957 med formuefaellesskab. I 1980 indgik de, som tilladt i henhold til nederlandsk ret, en aftale om fuldstaendigt saereje, hvorved de delte deres formue nogenlunde ligeligt.

6 I begyndelsen af 1982 bosatte parterne sig i Det Forenede Kongerige. AEgteskabet blev oploest af High Court of Justice, London, i 1988. Den engelske ret fandt antagelig, at den havde kompetence som foelge af, at en eller begge parter havde haft saedvanligt ophold i England i et aar forud for skilsmissesagens paabegyndelse (3). Den fraskilte hustru indgav samtidig en begaering til High Court om »full ancillary relief«, dvs. om, at der i tilslutning til skilsmissesagen blev truffet afgoerelse om underholdsydelser og om fordelingen af aktiverne i henhold til section 23 og 24 i Matrimonial Causes Act 1973 (lov om aegteskabets retsvirkninger) (4). Den 25. juli 1990 traf dommer Cazalet en afgoerelse, der i det vaesentlige bestaar i, at manden tilpligtes: 1) at overdrage en fast ejendom, som var aegtefaellernes bolig, samt et De Heem-maleri til aegtefaellen, 2) at betale aegtefaellen et engangsbeloeb paa 355 000 UKL og 3) at betale aegtefaellen periodiske bidrag (i henhold til en tidligere afgoerelse i sagen oprindeligt paa 35 000 UKL pr. aar, senere paa 30 000 UKL pr. aar) uden afbrydelse, indtil engangsbeloebet var betalt, og ejendommen og maleriet var overfoert.

7 Forelaeggelsesdommen indeholder en raekke uddrag af dommer Cazalet's afgoerelse, herunder foelgende:

»I den sag, der verserer for mig, har en kvinde nedlagt paastand om 'full ancillary relief' fra sin mand, herunder periodiske betalinger til hende selv og familiens to yngste boern. Jeg har faaet oplyst, at kvinden ikke paa nuvaerende tidspunkt oensker at goere krav om periodiske betalinger for de to boern gaeldende, men at hun forbeholder sig retten til at goere kravet gaeldende paa et senere tidspunkt.

Kvinden har endvidere gennem sin advokat over for mig oplyst, at hun, saa vidt det er muligt, oensker et 'clean break' (et 'fuldstaendigt brud') mellem sig og sin tidligere mand. Dette betyder, at paastanden om periodiske betalinger kan afslaas, i tilfaelde af at hun faar udbetalt et passende kapitalbeloeb. Dette vil sikre, at hun ikke laengere er oekonomisk afhaengig af sin aegtefaelle.

...

Som foelge af de tvingende grunde, jeg har anfoert (5), finder jeg ikke, at den nederlandske aegtepagt, der blev indgaaet i 1980, er af nogen relevans eller har betydning for den afgoerelse, der skal traeffes i den foreliggende sag.

...

Hvis man saa fra det samlede beloeb fratraekker de 10 000 UKL, hun ejer, de 35 000 UKL, som hun kan fremskaffe fra salget af loesoeregenstande, 430 000 UKL for huset, beliggende 39, Connaught Square, og 60 000 UKL fra De Heem-maleriet, idet jeg bestemmer, at huset og maleriet skal overdrages hende, saa hun kan saelge disse for de anfoerte nettobeloeb, vil hun kunne faa et beloeb paa 535 000 UKL, som hun kan disponere over, af det samlede kontantbeloeb paa 875 000 UKL, som jeg finder, hun har behov for, for at hun kan have midler til sit underhold. 875 000 UKL fratrukket 535 000 UKL giver 340 000 UKL. Paa baggrund af de foreliggende beviser finder jeg det godtgjort, at aegtefaellen har de noedvendige midler til at efterkomme denne afgoerelse. Jeg finder det endvidere godtgjort, at manden derefter fortsat vil have fuldt ud tilstraekkelige midler til, at han paa passende vis kan opfylde sine egne samt de to yngste boerns behov. Jeg finder ogsaa, at det i denne sag i saerlig grad er hensigtsmaessigt, at der opnaas et 'clean break', hvorved parternes gensidige oekonomiske forpligtelser ophoerer.

Med hensyn til afgoerelsens naermere udformning afventer jeg yderligere indlaeg, men jeg forestiller mig, at kvinden skal have udbetalt det fulde kapitalbeloeb inden tre maaneder, saaledes at de foreloebige betalinger - igen med forbehold af de indlaeg, der fremkommer - i mellemtiden fortsaetter. Der skal endvidere, til daekning af omkostningerne i forbindelse med den schweiziske sag, laegges et beloeb paa 15 000 UKL til det engangsbeloeb, som kvinden skal have udbetalt (6). Dette vil bringe de 340 000 UKL op paa 355 000 UKL.

Dette er den afgoerelse, jeg vil traeffe om betaling af et engangsbeloeb.«

8 De omtalte »tvingende grunde« til at tilsidesaette den nederlandske saerejeaegtepagt var hovedsagelig, at hustruen havde indgaaet aftalen, fordi hun frygtede, at hendes mand stod over for en naert forestaaende konkurs, og at manden havde indgaaet aftalen med kendskab til en naert forestaaende udbetaling af en stor provision. Som det bliver forklaret naermere nedenfor (7), er en aftale mellem aegtefaeller om deres formueforhold ikke i henhold til engelsk ret bindende for den domstol, der er kompetent til at traeffe afgoerelse om de oekonomiske og formueretlige forhold i forbindelse med deres skilsmisse.

9 Dommen indeholder endvidere endnu et par omstaendigheder, som kan vaere af relevans for det problem, der er forelagt for Domstolen, og som ikke er blevet naevnt af den ret, der har forelagt sagen.

10 Af afgoerelsen fremgaar det for det foerste tydeligt, at dommer Cazalet i ovennaevnte udregning tager udgangspunkt i et beloeb paa 875 000 UKL, som han finder er det samlede beloeb, den fraskilte hustru har behov for, for at hun kan have midler til sit underhold. Beloebet udgoer summen af i) 375 000 UKL til erhvervelse af og indflytning i en passende bolig og ii) 500 000 UKL, der er det kapitaliserede beloeb, beregnet i henhold til engelsk retspraksis, som er paakraevet for at sikre en aarlig indkomst paa 30 000 UKL, hvilket dommeren ansaa for at vaere et for hende passende beloeb.

11 For det andet fremhaevede dommeren, at den tidligere hustru reelt ikke kunne anses for at have nogen indtjeningsmuligheder, idet hun i en alder af 55 aar stadig tog sig af pasningen af de tre yngste af aegteparrets seks boern.

Fuldbyrdelsessagen

12 Efter begaering fra den tidligere hustru, Paula Laumen, gav praesidenten for Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, den 21. maj 1992 tilladelse til, at saavel den oprindelige som den endelige afgoerelse kunne fuldbyrdes i henhold til Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser om underholdspligt, der behandles mere indgaaende nedenfor. Den terminologi, der anvendes af parterne, er praeget af en vis forvirring. Af den nationale rets sagsakter fremgaar det, at det faktisk ikke var den tidligere afgoerelse om periodiske bidrag, der udloeb i juli 1991, som blev soegt fuldbyrdet, men derimod den del af den endelige afgoerelse, der omfattede periodiske bidrag, idet afgoerelsen herom erstattede den tidligere afgoerelse. Det fremgaar ogsaa af sagsakterne, at henvisningen til den endelige afgoerelse skal forstaas som en henvisning til den del af afgoerelsen, der angaar engangsbeloebet.

13 Den tidligere aegtemand, A. van den Boogaard, indbragte den del af fuldbyrdelsespaategningen, der vedroerte den endelige afgoerelse, for Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, tilsyneladende under henvisning til, at denne afgoerelse ikke var en retsafgoerelse om en underholdsforpligtelse og derfor ikke kunne fuldbyrdes i henhold til Haagerkonventionen. A. van den Boogaard har over for den nationale ret tilsyneladende erklaeret sig indforstaaet med, at de tidligere betalinger paa 35 000 UKL aarligt er underholdsydelser, og erklaeret sig villig til at betale. Han har imidlertid anfoert, at den endelige afgoerelse - herved forstaas den del, der ikke omhandler de periodiske betalinger - i det omfang den vedroerer skilsmisse, angaar fysiske personers retlige status, og i det omfang afgoerelsen vedroerer deling af formuegoder, angaar formueforholdet mellem aegtefaeller. Afgoerelsen kan derfor hverken fuldbyrdes i henhold til Haagerkonventionen eller i henhold til Bruxelles-konventionen.

14 Det bemaerkes, at A. van den Boogaard anfaegtede afgoerelsen efter udloebet af den frist paa to maaneder, der ifoelge Bruxelles-konventionens artikel 36 gaelder i tilfaelde af, at fuldbyrdelse tillades. Det tilkommer naturligvis i foerste raekke udelukkende den nationale ret at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag er noedvendig for, at den kan afsige dom i sagen (8); men det kan naevnes, at saafremt den nationale ret var naaet frem til, at Bruxelles-konventionen fandt anvendelse, ville den vaere (og er maaske stadig) forpligtet til at anvende artikel 36 af egen drift (9).

15 Arrondissementsrechtbank haelder til den opfattelse, at den endelige afgoerelse »vedroerer 'formueforholdet mellem aegtefaeller' i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i EF-domskonventionens artikel 1«, i hvilket tilfaelde fuldbyrdelsespaategningen ikke kunne vaere givet hverken paa grundlag af Bruxelles-konventionen eller Haagerkonventionen. Dette begrundes saaledes:

»naar henses til de forpligtelser, som herved er paalagt Van den Boogaard, og som gaar ud paa formueoverdragelse - navnlig overdragelse af den Van den Boogaard tilhoerende bolig og af det ham tilhoerende maleri - og naar endvidere henses til den engelske domstols begrundelse - hvori det udtrykkeligt anfoeres, at den engelske domstol ikke anser de aftalte bestemmelser om formueforholdet mellem aegtefaellerne for bindende - har afgoerelsen saadanne foelger for det formueretlige forhold mellem parterne, at der ikke kan vaere tale om en 'afgoerelse om underholdspligt'«.

16 Men i betragtning af, at den engelske retsorden afviger fra kontinentets, og at begrebet »formueforholdet mellem aegtefaeller« (»huwelijksgoederenrecht«) ikke kendes i »common law«, har retten forelagt foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:

»Skal den engelske domstols afgoerelse - som i hvert fald ogsaa vedroerer underholdspligt - betragtes som en afgoerelse, som (ogsaa) vedroerer formueforholdet mellem aegtefaeller i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 1, stk. 2, nr. 1, i konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, selv om:

a) indtaegtsbehovet kapitaliseres

b) det bestemmes, at en bolig og 'De Heem'-maleriet, som ifoelge afgoerelsen tilhoerer manden, skal overdrages

c) den engelske domstol selv udtrykkeligt i sin dom udtaler, at den ikke anser aegtepagten for bindende

d) det af dommen ikke kan udledes, hvorvidt det i litra c) naevnte forhold har haft indflydelse paa den engelske domstols afgoerelse?«

17 Det fremgaar ikke klart af forelaeggelsesdommen, hvad der naermere skal forstaas ved »den engelske domstols afgoerelse«, der omfatter bestemmelserne om overdragelse af boligen og af maleriet, bestemmelsen om betaling af et engangsbeloeb og bestemmelsen om periodiske betalinger. Som det er naevnt ovenfor, fremgaar det af den nationale rets sagsakter, at det spoergsmaal, den skulle tage stilling til, var, om bestemmelsen om et engangsbeloeb kunne fuldbyrdes, og jeg antager, at det er denne del af den engelske domstols afgoerelse, retten henviser til. Retten anmoder imidlertid ogsaa Domstolen om at traeffe afgoerelse om, hvilken betydning de forhold, der opregnes i spoergsmaalets litra a)-d), herunder overdragelsen af formuegoderne, har for, om bestemmelsen om engangsbeloebet kan fuldbyrdes.

18 Skriftlige indlaeg er kun indgivet af den oestrigske regering og af Kommissionen. Parterne og Kommissionen var repraesenteret under retsmoedet.

19 Det forhold, at den nationale ret henviser til fuldbyrdelsen af den afgoerelse, der rent faktisk er truffet af den engelske domstol, goer rettens spoergsmaal meget konkret. Det vil imidlertid efter min opfattelse - som jeg skal forklare i det foelgende - vaere mere hensigtsmaessigt, at Domstolen fastlaegger nogle generelle retningslinjer, der kan anvendes af saavel den forelaeggende ret i denne sag som af andre retsinstanser, der i fremtiden bliver stillet over for et tilsvarende problem. Foer jeg forsoeger at angive nogle retningslinjer, vil jeg give en forholdsvis indgaaende fremstilling af baggrunden og anvendelsesomraadet for de relevante bestemmelser i konventionen. Jeg haaber dermed, at fremstillingen ikke blot vil illustrere de forskelle, der bestaar mellem »civil law« og »common law« i relation til de i denne sag rejste problemer, men at den ogsaa vil bidrage til at forene disse forskelle. Allerfoerst vil jeg dog behandle et andet problem, der er rejst, nemlig det indbyrdes forhold mellem de to konventioner, hovedsagens parter har paaberaabt sig.

Forholdet mellem Bruxelles-konventionen og Haagerkonventionen

20 Skoent Paula Laumen i sin begaering om fuldbyrdelse henviste til Haagerkonventionen, har den forelaeggende ret fortolket begaeringen saaledes, »at Laumen subsidiaert ogsaa har villet paaberaabe sig [Bruxelles-konventionen], for saa vidt det ville have et gunstigere resultat for hende end en henvisning til Haagerkonvention[en]«.

21 Ved Haagerkonventionen, der siden 1981 har vaeret i kraft mellem Det Forenede Kongerige og Nederlandene, er der indfoert regler om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser om underholdspligt over for voksne. I artikel 1 bestemmes det, at denne konvention:

»anvendes paa afgoerelser truffet af en judiciel eller en administrativ myndighed i en kontraherende stat vedroerende underholdspligt som foelge af familie-, slaegtskabs-, aegteskabs- eller svogerskabsforhold ... mellem:

1) en bidragsberettiget og en bidragspligtig; ...«.

22 De relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionens artikel 1 og artikel 5, nr. 2, er citeret ovenfor i punkt 2 og 3.

23 Haagerkonventionen og Bruxelles-konventionen overlapper saaledes hinanden for saa vidt angaar fuldbyrdelse af afgoerelser vedroerende underholdspligt, hvorimod afgoerelser om rettigheder vedroerende formueforholdet mellem aegtefaeller ikke kan fuldbyrdes efter nogen af konventionerne.

24 I artikel 57, stk. 1, i den i denne sag gaeldende version af Bruxelles-konventionen (10) bestemmes det, at Bruxelles-konventionen ikke beroerer konventioner, som de kontraherende stater har tiltraadt eller vil tiltraede, og som paa saerlige omraader fastsaetter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgoerelser. Haagerkonventionen gaelder saaledes fortsat, paa trods af at underholdsforpligtelser falder inden for Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade.

25 Artikel 25, stk. 2, i tiltraedelseskonventionen af 1978 (11) indeholder foelgende bestemmelser:

»Med henblik paa at sikre en ensartet fortolkning af artikel 57, [stk. 1], skal denne artikel anvendes paa foelgende maade:

b) ... Saafremt baade domsstaten og den stat, som begaeringen rettes til, er parter i en konvention vedroerende et saerligt omraade, som fastsaetter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstaendigheder kan de bestemmelser i konventionen af 1968 som aendret, der vedroerer fremgangsmaaden ved anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser, finde anvendelse« (12).

26 Haagerkonventionens artikel 23 bestemmer imidlertid:

»Konventionen hindrer ikke, at anden international aftale mellem oprindelsesstaten og den anmodede stat ... bliver paaberaabt for at opnaa anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgoerelse eller et forlig.«

27 Den samlede virkning af disse bestemmelser er saa vidt ses, at hvor den samme afgoerelse omfattes af saavel Bruxelles-konventionen som en saerlig konvention, kan der stoettes ret paa hver af konventionerne for saa vidt angaar anerkendelse og fuldbyrdelse, mens de processuelle rammer, der er indfoert ved Bruxelles-konventionen - enklere og hurtigere - kan anvendes i alle tilfaelde (13).

28 Denne fortolkning stoettes af forarbejderne (»travaux préparatoires«) til Haagerkonventionen. Det fremgaar af en rapport (14), udarbejdet af den saerlige kommission, der af Haagerkonferencen om international privatret havde faaet til opgave at forberede arbejdet i forbindelse med den 12. samling angaaende underholdsforpligtelser - og som resulterede i Haagerkonventionen af 1973 - at artikel 23 skulle give en modtager af underholdsydelser adgang til at stoette ret paa bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse, der var mere fordelagtige for paagaeldende. I rapporten anfoeres det, at isaer som foelge af »den naert forestaaende (15) ikrafttraeden af [Bruxelles-konventionen] er bestemmelsen af afgoerende betydning ... Det maa antages, at artikel [23] ofte vil blive paaberaabt, saerligt i private forhold mellem statsborgere fra Faellesskabets medlemsstater« (16).

29 Rapporten angiver herefter den saerlige kommissions opfattelse, hvorefter enhver modtager af underholdsydelser i medfoer af artikel 23 i Haagerkonventionen - og paa trods af Bruxelles-konventionens artikel 57 - bevarer retten til at vaelge at anvende Bruxelles-konventionen i stedet for Haagerkonventionen (17).

Baggrunden for artikel 1 - »formueforholdet mellem aegtefaeller«

30 De oprindelige seks stater, der underskrev Bruxelles-konventionen havde (og har) hver deres saerlige lovgivning til regulering af aegtefaellernes formueordning (i videste betydning, omfattende baade materielle aktiver og pengemidler) (18). AEgtefaellerne kan ved aegteskabets indgaaelse vaelge en saerlig formueordning, lige fra fuldstaendigt formuefaellesskab til fuldstaendigt saereje samt med mulighed for at vaelge forskellige kombinationer herimellem. Hvis der ikke udtrykkeligt foretages et valg, gaelder en legal formueordning. Desuden gaelder der i nogle stater praeceptive lovbestemmelser, der finder anvendelse, uanset hvilken formueordning aegtefaellerne maatte have valgt. I nogle stater kan den oprindelige formueordning efterfoelgende aendres. I den foreliggende sag havde de tidligere aegtefaeller, der ved aegteskabets indgaaelse var blevet omfattet af den nederlandske ordning om formuefaellesskab, f.eks. aendret denne ordning til fuldstaendig saereje.

31 Det fremgaar af Jenard-rapporten (19), at konventionens artikel 1 havde til formaal at undtage denne »mosaik« af nationale bestemmelser om formueforholdet mellem aegtefaeller fra konventionens regler (20). Der blev i rapporten anfoert to forskellige, men til dels sammenfaldende grunde til at undtage disse ordninger fra Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade.

32 For det foerste henvistes til, at der var betragtelige forskelle baade mellem de kontraherende staters materielle regler - herunder praeceptive og deklaratoriske bestemmelser og bestemmelser om saerlige formueordninger - og mellem lovvalgsreglerne, som i aegteskaber med et internationalt moment er afgoerende for, hvilken stats formueordning der skal gaelde. Det synes at have vaeret anset for at vaere »politisk set umuligt« og »utopisk« at forsoege at sikre en delvis automatisk gensidig fuldbyrdelse af afgoerelser angaaende disse forhold, uden at der forinden var sket en harmonisering af isaer reglerne inden for den internationale privatret (21). Ifoelge Jenard-rapporten ville det, i betragtning af omfanget af de bestaaende forskelle mellem retssystemerne, navnlig inden for den internationale privatret, »have vaeret vanskeligt ... at afstaa fra en efterproevelse af disse normer som led i fuldbyrdelsessagen, [hvorved] man imidlertid [ville have] aendret konventionens aand og svaekket dens fremskridtsvenlige tendens« (22).

33 For det andet henvistes til overvejelser om ordre public. Disse overvejelser goer sig isaer gaeldende i relation til skilsmisser, som de ofte ses i sammenhaeng med, og hvor »de forskellige retssystemer er udsprunget af forskellige etiske og religioese opfattelser, hvilket goer det vanskeligt for ét land at anerkende et andet lands skilsmissedomme« (23). Dette gjorde sig saa meget desto mere gaeldende, da konventionen blev udformet for 30 aar siden. Saafremt et saadant oemtaaleligt forhold var blevet omfattet af konventionens anvendelsesomraade, ville det uden tvivl have tilskyndet de nationale domstole til at misbruge ordre public-begrebet ved at afslaa anerkendelse med henvisning til denne undtagelse i artikel 27, nr. 1, der kun var tiltaenkt at »spille en rolle i undtagelsestilfaelde« (24). Det ville tydeligvis have undermineret konventionens formaal om automatisk anerkendelse og fuldbyrdelse, saafremt, for atter at anvende Droz' formulering, »les situations, jugées choquantes aux yeux du juge requis, [avaient été] purement et simplement éliminées par le moyen de l'ordre public« (25). Som illustration paa, hvorledes dette kan opstaa i forbindelse med formueforholdet mellem aegtefaeller, anfoerer Droz det eksempel, at en nederlandsk dom afsiges paa grundlag af den nederlandske lovgivning om faelleseje og vedroerer et hollandsk/italiensk par, som er blevet gift efter en skilsmisse, men at skilsmissen anses for ikke-eksisterende i Italien.

34 Ekspertudvalget, der udfaerdigede udkastet til Bruxelles-konventionen, var af den opfattelse, at det samlede problemkompleks, der foerte til undtagelserne i artikel 1, stk. 2, nr. 1, i givet fald burde droeftes paa ny efter konventionens ikrafttraeden (26). I 1994 blev der af Raadet nedsat en arbejdsgruppe med henblik paa en udvidelse af Bruxelles-konventionen. I arbejdsgruppen forhandles der for oejeblikket om en ny konvention, populaert omtalt som »Bruxelles II«. Det ser imidlertid ud til, at anvendelsesomraadet for den nye konvention vil blive begraenset til skilsmisse, separation, aegteskabets gyldighed samt muligvis foraeldremyndighed, og at man ikke vil forsoege at regulere spoergsmaal vedroerende formueforholdet mellem aegtefaeller (27).

35 Den terminologi, der anvendes i Bruxelles-konventionens artikel 1, udgjorde et saerligt problem i forbindelse med Det Forenede Kongeriges og Irlands tiltraedelse. I disse landes retssystemer kendes ikke juridiske begreber, der modsvarer praeceptive eller deklaratoriske lovbestemmelser til regulering af formueforholdet mellem aegtefaeller under aegteskabets bestaaen, ligesom der ikke findes noget begreb for en saerlig formueordning, som aegtefaellerne kan vaelge. Selv om der indgaas aftaler baade foer og efter aegteskabets indgaaelse, er de aftaler, aegtefaellerne indgaar om deres formueforhold, omfattet af de almindelige regler og behandles ikke anderledes end aftaler, der indgaas med tredjemand.

36 Som foelge af den manglende overensstemmelse mellem de tiltraedende stater, hvis retssystemer er baseret paa »common-law«, og de oprindelige seks stater, hvis retssystemer er baseret paa »civil-law«, behandles begrebet formueforholdet mellem aegtefaeller ganske indgaaende i Schlosser-rapporten (28). Schlosser behandler retstilstanden i de oprindelige seks kontraherende stater mere indgaaende end Jenard, og han paapeger, at begrebet formueforholdet mellem aegtefaeller ikke i alle de beroerte retssystemer omfatter de samme retlige forhold. I rapporten anfoeres:

»For at regulere aegtefaellers formueretlige forhold betjener disse retssystemer sig ikke eller i hvert fald ikke overvejende af de i den borgerlige formueret ellers bekendte retsbegreber og retsinstitutter. De har snarere udviklet saerlige retsinstitutter, som kun finder anvendelse paa forholdet aegtefaellerne imellem, og hvis vigtigste saerkende bestaar i en samlet formueretlig ordning. Der findes dog ikke i hvert retssystem kun én saadan samlet ordning. Tvaertimod staar der flere saadanne til aegtefaellernes raadighed raekkende fra 'almindeligt formuefaellesskab' til fuldstaendigt 'saereje'. Ogsaa det sidstnaevnte er, naar det er valgt af aegtefaellerne, et saerligt 'formueforhold', selv om der i saa fald naeppe bestaar aegteskabsbetingede formueretlige kendetegn ... Traeffer aegtefaellerne ikke noget valg, gaelder en af de i lovgivningen fastsatte samlede ordninger (den saakaldte 'legale formueordning').

...

Flere bestemmelser gaelder for alle aegteskaber, uanset hvilken saerlig formueordning aegtefaellerne lever under ... I art. 1, stk. 2, nr. 1's betydning undtages ogsaa de for alle aegtefaeller gaeldende formueretlige saerordninger fra EuRFK's anvendelsesomraader, saafremt de ikke falder ind under begrebet 'underholdskrav' ...

Paa baggrund af dette resultat rejser der sig samme problematik, som ekspertgruppen allerede stoedte paa i forbindelse med begrebet 'borgerlige sager, herunder handelssager'. Det var dog muligt, ikke blot negativt at afgraense begrebet 'formueforhold mellem aegtefaeller' ... men ogsaa positivt, om end mindre detaljeret, at omskrive det. Dette goer det isaer muligt for gennemfoerelseslovgivningen i UK og Irland at stoette sig derpaa og oplyse de dervaerende dommere om, hvilke retsforhold der efter EuRFK hoerer til formueforholdet mellem aegtefaeller ... En formel tilpasning var derfor ikke noedvendig.

Med hensyn til den negative afgraensning kan man med sikkerhed sige, at underholdskrav mellem aegtefaeller ikke i noget retssystem udspringer af bestemmelser, der hoerer til reglerne om formueforhold mellem aegtefaeller. I oevrigt kan ogsaa andet end regelmaessigt erlagte ydelser betegnes som underholdskrav ...

'Under disse omstaendigheder vil domstolene ... ikke vaere kompetente og forpligtet til at anerkende og fuldbyrde udenlandske retsafgoerelser i medfoer af konventionen, naar retstvisten vedroerer saadanne spoergsmaal mellem aegtefaeller indbyrdes, ... som er opstaaet under aegteskabet eller efter dets oploesning, og som angaar formuerettigheder, naar saadanne rettigheder udspringer af selve det aegteskabelige forhold. De naevnte rettigheder omfatter ogsaa enhver efter loven eller en aegtepagt gaeldende ret til faktisk og retligt at raade over formue, som tilhoerer aegtefaellerne'« (29).

37 Ved gennemfoerelsen efterkom Det Forenede Kongerige desvaerre ikke opfordringen til at angive, hvilke retsforhold der hoerer under reglerne om formueforholdet mellem aegtefaeller, men gengav blot konventionsteksten. Som det forklares nedenfor, udviklede engelsk ret sig imidlertid efterfoelgende paa en maade, der ikke gjorde det muligt at opstille en klar sondring i lovgivningen.

Baggrunden for artikel 5, nr. 2 - underholdspligt

38 Bruxelles-konventionen indeholder ingen definition af begrebet »underholdspligt«. Schlosser anfoerer, at der ikke er store forskelle mellem begrebet underholdspligt i Bruxelles-konventionen og i Haagerkonventionen fra 1973 (30). Haagerkonventionen indeholder heller ikke nogen definition, hvilket i rapporten, afgivet af den saerlige kommission, der udarbejdede konventionen, forklares saaledes:

»Eksperterne erindrede om, at deres kolleger, der i 1956 moedtes under enten Haagerkonferencens eller De Forenede Nationers auspicier, var stoedt paa vanskeligheder i forbindelse med udformningen af en saadan definition, og at de forgaeves havde forsoegt at naa frem til en tilfredsstillende formulering« (31).

39 Af forarbejderne til Haagerkonventionen af 24. oktober 1956 om internationalprivatretlige bestemmelser om underholdspligt over for boern og Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgoerelser om underholdspligt over for boern, som der henvises til i ovennaevnte citat, kan det hoejst udledes, at det var hensigten, at begrebet skulle fortolkes vidt (32).

40 I forbindelse med begrebet underholdspligt i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 2, kan der udledes flere vaerdifulde oplysninger af Schlosser-rapporten.

41 For det foerste er det, som allerede naevnt (33), ikke noedvendigt, for at et krav kan anses for at angaa underhold, at kravet bestaar i periodiske betalinger. Som Schlosser anfoerer:

»Alene den omstaendighed, at domstolene i Det Forenede Kongerige har kompetence til efter et aegteskabs oploesning ved skilsmisse at traeffe afgoerelse ikke blot om periodiske udbetalinger fra den ene aegtefaelle til den anden, men ogsaa om en kontant ydelse en gang for alle, udelukker derfor ikke, at der kan tales om et soegsmaal, hhv. en afgoerelse vedroerende underholdskrav. Selv tinglig sikkerhedsstillelse og overdragelse af formuegenstande, saaledes som det paa kontinentet f.eks. kendes i artikel 8 i den italienske skilsmisselov, kan have underholdsfunktion« (34).

42 For det andet er det vanskeligt at sondre mellem underholdskrav paa den ene side og erstatningskrav samt skiftebehandlingskrav paa den anden side (35). Schlosser forklarer det saaledes:

»Ved udmaalingen af det underholdsbidrag, som en fraskilt skal yde sin tidligere aegtefaelle, spiller motivet om erstatning til den, der uden egen skyld er blevet skilt, for tabet af den gennem aegteskabet opnaaede retsstilling, ogsaa paa det europaeiske kontinent en rolle ...

Retssystemet i UK, som er staerkt praeget af dommerens kompetence til at handle efter eget skoen, og som ikke er saerlig receptivt med hensyn til systematisk regeldannelse, goer imidlertid ikke forskel paa, om de paalagte ydelser skal anses for skadeserstatning eller underhold« (36).

»Erstatning« til den uskyldige part maa imidlertid anses for at have en langt mindre betydning i dag, hvor der i de europaeiske landes skilsmisselovgivning er en udtalt tendens til at forlade skyldbegrebet til fordel for skilsmisse efter gensidig overenskomst, hvilket under en eller anden form er blevet indfoert i OEstrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal og Det Forenede Kongerige fra 1970 til 1978 (37).

43 Endelig kan det underliggende forhold, i tilfaelde af, at der betales et engangsbeloeb aegtefaellerne imellem, godt vaere en formuefordeling eller betaling af erstatning. Specielt kan betaling af et engangsbeloeb i et tilfaelde, hvor begge aegtefaeller har en god indtjening, kun have til formaal at dele aktiverne eller tjene som erstatning for ikke-oekonomisk skade, i hvilke tilfaelde betalingsforpligtelsen ikke har karakter af underhold. Schlosser gentager, at konventionen overhovedet ikke er anvendelig, naar den ydelse, som der rejses krav eller traeffes afgoerelse om, skal henfoeres under bestemmelser, der vedroerer formueforholdet mellem aegtefaeller, og at en eventuel anvendelse af artikel 5, nr. 2, alene afhaenger af, om en betaling af et engangsbeloeb har karakter af en underholdsydelse (38).

Retspraksis

44 Der findes desvaerre kun faa domme, der vedroerer fortolkningen af de relevante bestemmelser i Bruxelles-konventionen, artikel 1 og artikel 5, nr. 2, og de er ikke til megen hjaelp.

45 I De Cavel-sagen (»De Cavel I«) (39) tog Domstolen stilling til raekkevidden af den i artikel 1 indeholdte undtagelse om »formueforholdet mellem aegtefaeller«. Sagen vedroerte fuldbyrdelse i Tyskland af en fransk kendelse, »hvorved der under en skilsmissesag mellem parterne i hovedsagen blev givet tilladelse til, at der, som et sikrende retsmiddel, blev gjort arrest i moebler, effekter og genstande i parternes lejlighed i [Tyskland] samt i indstaevntes formuegoder og konti i to banker sammesteds« (40).

46 Domstolen udtalte:

»Den foreloebige regulering af de formueretlige forhold mellem aegtefaeller er, naar den maa foretages under en skilsmissesag, naert knyttet til skilsmisseaarsagerne og til aegtefaellernes og de i aegteskabet foedte boerns personlige situation, og kan derfor ikke adskilles fra de spoergsmaal om fysiske personers retlige status, som opstaar som foelge af oploesningen af aegteskabet og formueforholdet mellem aegtefaellerne.

Heraf foelger, at begrebet 'formueforholdet mellem aegtefaeller' ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik paa aegteskabet, men ogsaa alle formueretlige forhold, som er en direkte foelge af aegteskabet eller af dettes oploesning.

Retssager, som foeres om aegtefaellers formuegoder, medens der verserer en skilsmissesag, kan derfor efter omstaendighederne vedroere eller vaere naert knyttet til: 1) spoergsmaal om fysiske personers retlige status, 2) formueretlige forhold mellem aegtefaeller som en direkte foelge af aegteskabet eller dettes oploesning, eller 3) formueretlige forhold, som eksisterer mellem aegtefaeller, men som ikke staar i forbindelse med aegteskabet.

selv om sager under den sidstnaevnte kategori er omfattet af konventionens anvendelsesomraade, boer sager under de to foerstnaevnte udelukkes derfra« (41).

47 Disse udtalelser var i overensstemmelse med den opfattelse, som generaladvokat Warner havde givet udtryk for i forslaget til afgoerelse, idet han ville

»... tillaegge begrebet en vid betydning ud fra den antagelse, at i praksis er det kun faa tilfaelde af formueretlige stridigheder mellem aegtefaeller, hvor 'formueforholdet mellem aegtefaeller' ikke vil spille nogen rolle ...

Resultatet er efter min opfattelse, at der bestaar en formodning for, at en dom eller en kendelse, der vedroerer en formueretlig tvist mellem aegtefaeller, falder uden for konventionens anvendelsesomraade, medmindre det af den konkrete dom eller kendelse klart fremgaar, at det ikke forholder sig saaledes« (42).

48 Generaladvokaten forsatte med kort at behandle afgoerelser om underholdspligt, idet han anfoerte, at de »i almindelighed [gaar] ud paa betaling af penge. Dette indebaerer en personlig haeftelse og paavirker ikke ejendomsrettigheder, bortset fra de tilfaelde, hvor der kraeves sikkerhed for kravet, men i det hele taget paavirkes ejendomsrettighederne kun begraenset og specielt« (43).

49 Domstolens argumentation i De Cavel I-dommen er vanskelig at gennemskue. Af en naermere analyse af dommen fremgaar det, saa vidt ses, at Domstolen ansaa det for at vaere afgoerende, at det sikrende retsmiddel kun var af accessorisk karakter. Da saadanne retsmidler »er egnede til at beskytte rettigheder af meget forskellig karakter, er det ikke retsmidlernes art i sig selv, men karakteren af de rettigheder, de skal beskytte, der er afgoerende for, om de er omfattet af konventionens anvendelsesomraade« (44). Det afgoerende moment er derfor tilsyneladende, at da der var tale om accessoriske retsmidler i forbindelse med en sag, der tydeligvis laa uden for konventionens anvendelsesomraade (skilsmisse og den derpaa foelgende oploesning af den formueordning, som var gaeldende for det franske aegteskab), faldt de foreloebige retsmidler saaledes ogsaa uden for konventionens anvendelsesomraade.

50 En senere sag mellem de samme parter, »De Cavel II-sagen« (45), vedroerte bl.a. spoergsmaalet om, hvorvidt en afgoerelse om betaling af en maanedlig kompensationsydelse, som var truffet af en fransk domstol i forbindelse med en skilsmissesag, kunne fuldbyrdes. Ifoelge de relevante bestemmelser i den franske code civil (artikel 270 ff.) er formaalet med betalingen af kompensationsydelsen - saa vidt det er muligt - at udligne den ulighed, der som foelge af aegteskabets oploesning opstaar i parternes levevilkaar, og ydelsen skal fastsaettes efter den modtagende parts behov samt den anden parts midler. Det saerlige problem, der blev forelagt for Domstolen, var, om en retsafgoerelse om underholdspligt, der var truffet i tilknytning til en skilsmissesag, faldt inden for konventionens anvendelsesomraade. Sagen blev forelagt, foer artikel 5, nr. 2, blev aendret i forbindelse med Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks tiltraedelse, i hvilken anledning det blev praeciseret, at afgoerelser om underholdspligt, der er accessoriske til en skilsmissesag, omfattes af konventionen. Det var ikke overraskende, at Domstolen fandt, at ydelsen havde karakter af underhold, og fastslog, at konventionens anvendelsesomraade omfatter »underholdsforpligtelser, som ved lov eller ved dom paalaegges aegtefaeller for tiden efter skilsmissen« (46).

51 I De Cavel II-sagen soegte Domstolen desuden at omformulere den begrundelse, der laa til grund for den tidligere dom. I en tredje sag vedroerende undtagelsen af »formueforholdet mellem aegtefaeller«, W.-sagen (47) (dommen behoever ikke yderligere omtale, da den ikke herudover giver nogen vejledning om indholdet af begrebet), gentog Domstolen det princip, den havde fastlagt i De Cavel I-sagen, uden hensyntagen til de bemaerkninger, den havde fremsat i den mellemliggende sag. Den foerste afgoerelse staar saaledes fortsat ved magt.

52 Over for Domstolens vide fortolkning af »formueforholdet mellem aegtefaeller« kan der fremsaettes den indvending, at begrebet snarere boer fortolkes snaevert, da der er tale om en undtagelse fra de »borgerlige sager, herunder handelssager«, som konventionen omfatter. I Jenard-rapporten oplyses det, at udtrykket »borgerlige sager, herunder handelssager« er meget omfattende, og at en udelukkelse af enkelte retsomraader er blevet foretrukket frem for en udtoemmende positiv angivelse af konventionens anvendelsesomraade for at sikre denne bredde. »Inden for disse rammer skal konventionen fortolkes videst muligt« (48).

53 Det boer maaske ogsaa erindres, at Domstolen i De Cavel I-sagen ikke fokuserede paa afgraensningen mellem »formueforholdet mellem aegtefaeller« og underholdspligt. I tilfaelde, hvor det drejer sig om sondringen mellem disse to begreber, vil en vid fortolkning af »formueforholdet mellem aegtefaeller« uundgaaeligt ske paa bekostning af begrebet underhold. Jeg kan ikke se nogen grund til saaledes at forstyrre balancen mellem to ligevaerdige bestemmelser.

Underholdsydelser i forbindelse med skilsmisser i England og Wales

54 Det, der er spoergsmaalet i denne sag, er, om en afgoerelse truffet af en engelsk domstol i forbindelse med en skilsmisse er undtaget fra Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade i henhold til artikel 1. De regler, der i Det Forenede Kongerige regulerer aegtefaellernes formueforhold, svarer tydeligvis ikke til dem, der gaelder i de kontinentaleuropaeiske stater, der er parter i konventionen. Problemet er derfor, i hvilket omfang de falder uden for undtagelsen. Foer jeg behandler dette spoergsmaal, vil det vaere hensigtsmaessigt foerst at give en kort beskrivelse af de lovgivningsmaessige rammer, der gaelder, naar en engelsk domstol skal traeffe beslutning om underholdsydelser til den anden part i forbindelse med en skilsmisse.

55 Den engelske lovgivning tager udgangspunkt i en formodning for, at der i aegteskabet eksisterer et delt ejerskab (saereje). Dette har vaeret reglen siden Married Women's Property Act (lov om formueforholdene for gifte kvinder) blev vedtaget i 1882. Heri blev det bestemt, at en gift kvinde kunne erhverve, besidde og afhaende formue paa samme maade som en »feme sole« (49). Formodningen for saereje kan naturligvis afkraeftes, saafremt det godtgoeres, at det, udtrykkeligt eller stiltiende, har vaeret aegtefaellernes hensigt, at et bestemt aktiv skal ejes i sameje.

56 De engelske domstole har relativt sent faaet kompetence til at traeffe afgoerelse om betaling af engangsbeloeb samt om overdragelse af aktiver i forbindelse med skilsmisse. Retten til at traeffe afgoerelse om betaling af engangsbeloeb blev indfoert foerste gang i 1963 (kompetencen til at traeffe beslutning om betaling af engangsbeloeb til sikring af underhold kan dog via Matrimonial Causes Act 1950 (lov om aegteskabets retsvirkninger) og Judicature Act 1925 (retsplejeloven) spores tilbage til det 19. aarhundrede). Kompetencen til at traeffe afgoerelse om overdragelse af aktiver foelger af Matrimonial Proceedings and Property Act 1970 (lov om retsplejen i aegteskabssager og om aegtefaellernes formueforhold). Indtil da havde domstolene ikke kompetence til at traeffe afgoerelse om overdragelse af aktiver mellem aegtefaeller i forbindelse med skilsmisse, idet de i forbindelse med afgoerelser om formueforholdene kun havde kompetence til at fastslaa de eksisterende ejerforhold (50). Den stoerste del af 1970-loven kan genfindes i den nuvaerende Matrimonial Causes Act 1973. De bestemmelser, der isaer er relevante for denne sag, er 1973-lovens section 21, 23, 24, 25 og 25A (51). De resulterer i den retstilstand, der er beskrevet i det foelgende.

57 I forbindelse med skilsmisse (eller ved aegteskabets ugyldighed eller ved separation) har de engelske domstole et vidtgaaende skoen til at traeffe afgoerelser om underholdsydelser, herunder beslutninger om periodiske betalinger og betaling af engangsbeloeb mellem aegtefaeller, samt afgoerelser om regulering af formueforholdene, herunder overdragelse af aktiver mellem aegtefaeller. Den skoensmaessige befoejelse til at justere aegtefaellernes formueforhold staar i skarp kontrast til visse »civil law«-systemer, hvor en domstol ikke i forbindelse med skilsmisse har nogen kompetence til at traeffe beslutning om overdragelse af aktiver, idet den er bundet af de gaeldende ejerforhold, som igen normalt fremgaar af en forudgaaende aftale eller af praeceptive lovbestemmelser.

58 De engelske domstole er i deres skoensudoevelse forpligtet til at inddrage alle sagens omstaendigheder, idet de foerst og fremmest, saafremt der i familien er et mindreaarigt barn, skal tilgodese dettes tarv. Naar en domstol udoever sin kompetence til at traeffe afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb eller om regulering af formueforholdene til fordel for den anden aegtefaelle (i modsaetning til familiens barn), er den forpligtet til tage hensyn til hver af aegtefaellernes indtaegt, indtjeningsevne, ejendom og andre oekonomiske ressourcer, aegtefaellernes respektive oekonomiske behov, forpligtelser og ansvar, den levestandard familien havde foer aegteskabets oploesning, den enkelte aegtefaelles alder samt aegteskabets varighed, aegtefaellernes eventuelle fysiske eller psykiske handicaps, den enkelte aegtefaelles bidrag til familiens velfaerd, herunder bidrag i form af pasning af hjem og familie, aegtefaellernes respektive adfaerd, saafremt adfaerden er af en saadan karakter, at det efter domstolens skoen ikke vil vaere rimeligt at se bort herfra, samt vaerdien for hver af aegtefaellerne af et gode, for eksempel en pension, som den paagaeldende aegtefaelle mister muligheden for at opnaa.

59 Ud over disse specifikke retningslinjer paalaegger loven ikke domstolen at tilgodese noget overordnet formaal i forbindelse med afgoerelsen. Forud for en aendring i 1984 foreskrev loven, at domstolen skulle udoeve sin lovbestemte kompetence saaledes, »at parterne, saa vidt det er praktisk muligt og det under hensyntagen til deres adfaerd findes rimeligt, stilles i en oekonomisk situation svarende til den, de ville have vaeret i, saafremt aegteskabet ikke var oploest, og de hver isaer havde opfyldt deres oekonomiske forpligtelser og ansvar i forhold til den anden« (52). Denne bestemmelse blev udeladt, da section 25 blev aendret i 1984. Loven blev samtidig aendret saaledes, at den stiller krav om, at retten i alle de sager, hvori den traeffer afgoerelse til fordel for en af aegtefaellerne i forbindelse med eller efter en skilsmisseafgoerelse eller ved aegteskabets ugyldighed, skal overveje, om det vil vaere hensigtsmaessigt at udoeve sin kompetence paa en saadan maade, »at en aegtefaelles oekonomiske forpligtelser over for den anden afsluttes saa hurtigt efter afgoerelsen, som retten skoenner det ret og rimeligt« (53). Domstolene er med andre ord nu forpligtet til at overveje, om der kan gennemfoeres et fuldstaendigt brud mellem aegtefaellerne (»clean break«).

60 Domstolenes kompetence i henhold til Matrimonial Causes Act 1973 kan ikke tilsidesaettes ved en privatretlig aftale mellem parterne (54). En forudgaaende aftale mellem aegtefaellerne angaaende ejerskabet til deres aktiver er derfor ikke bindende for den ret, der traeffer afgoerelse i forbindelse med deres skilsmisse, selv om det vil vaere en omstaendighed, som retten skal tage hensyn til (55). Dette staar atter i skaerende modsaetning til retstilstanden i visse »civil law«-systemer, hvor retten i tilfaelde af en tvist mellem aegtefaellerne angaaende ejerskabet til deres aktiver er forpligtet til at laegge en aftale mellem aegtefaellerne til grund eller i mangel af aftale at laegge den formueordning, der foelger af lovgivningen til grund.

61 En af de aendringer, som 1970-loven, som var forgaengeren for 1973-loven, afstedkom, var afskaffelsen af den tidligere terminologi, der havde sondret mellem »alimony«, »maintenance« og »periodical payments« (underholdsbidrag, underhold og periodiske betalinger). Disse begreber beskrives nu under ét som »financial provision« (underholdsydelser) og kan have karakter af periodiske betalinger eller betaling af engangsbeloeb. Man oenskede at undgaa at anvende begrebet »maintenance« (o.a.: egl. forsoergelse), idet det antydede, at modtageren indtager en underordnet position (56). Selv om et engangsbeloeb kan vaere ydet til underhold - i forbindelse med et fuldstaendigt brud (»clean break«), som det nu er paalagt retten at gennemfoere, saafremt den anser det for hensigtsmaessigt, vil betaling af et engangsbeloeb nemlig vaere den eneste maade, hvorpaa der kan traeffes afgoerelse om betaling af en underholdsydelse aegtefaellerne imellem - »har dette middel primaert til formaal at opnaa en regulering af parternes formuegoder. Hvis en aegtefaelle f.eks. er indehaver af aktier, kan retten have et oenske om, at en del af disse skal tilkomme hustruen ... retten kan goere dette ved at traeffe beslutning om, at den naevnte del overdrages til hende direkte i form af aktier. Det vil imidlertid vaere langt mere almindeligt at paalaegge manden at betale et engangsbeloeb til hustruen« (57).

62 Som helhed betragtet fremgaar det af de bestemmelser, der refereres ovenfor, at et forsoeg paa at foretage en klar sondring mellem den del af en given afgoerelse, der vedroerer en deling af aktiver ud fra en billighedsvurdering, og den del, der vedroerer underholdspligt, vil vaere vilkaarlig. Heraf fremgaar det ogsaa, at det i nogle tilfaelde kan vaere noedvendigt at undersoege, hvad der er afgoerelsens vaesentligste formaal, hvilket vil vaere i overensstemmelse med Domstolens villighed til at udvikle en selvstaendig fortolkning af de udtryk og begreber, der anvendes i konventionen, saaledes at en ensartet anvendelse heraf sikres (58). Jeg vil straks komme tilbage til dette afgoerende spoergsmaal.

Retningslinjer for den nationale ret

63 Paa baggrund af ovennaevnte vil jeg nu foreslaa nogle retningslinjer, der kan vaere til hjaelp for den nationale ret, naar den skal vurdere, om en afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb, der er truffet af en engelsk retsinstans i forbindelse med en skilsmissesag, vedroerer »formueforholdet mellem aegtefaeller« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i konventionens artikel 1, eller om den vedroerer underholdspligt. I forbindelse med, at jeg udstikker disse retningslinjer, vil jeg samtidig vurdere, hvilken betydning for kvalifikationen af afgoerelsen der kan tillaegges de saerlige forhold, der naevnes af den nationale ret - nemlig kapitaliseringen af et indkomstbehov, den samtidige afgoerelse om overdragelse af aktiver, samt den engelske rets tilsidesaettelse af den indgaaede »civil law«-aegtepagt.

Engelske afgoerelser om skilsmisse og deres retlige kvalifikation i forhold til konventionen: nogle generelle bemaerkninger

64 Jeg skal indledningsvis bemaerke, at det forhold, at der i engelsk ret ikke eksisterer nogen saerskilt regulering af aegtefaellernes formueordning, ikke betyder, at en afgoerelse i forbindelse med skilsmisse, som er truffet af en engelsk ret, altid vil falde uden for undtagelsen i artikel 1, saaledes at den kan fuldbyrdes i henhold til konventionen, som et omraade, der falder ind under »borgerlige sager«, og som ikke udtrykkeligt er undtaget.

65 For det foerste synes det at vaere haevet over enhver tvivl, at det i forbindelse med Det Forenede Kongeriges og Irlands tiltraedelse var hensigten, at begrebet til en vis grad skulle finde anvendelse i disse stater, jf. de bemaerkninger i Schlosser-rapporten, der er citeret ovenfor i punkt 36, herunder opfordringen til disse staters lovgivende forsamlinger om at angive en definition. Det var endvidere denne opfattelse, generaladvokat Warner gav udtryk for i De Cavel I-dommen (59), hvori han anfoerte, at Det Forenede Kongeriges og Irlands tiltraedelse af konventionen ville foroege uensartetheden i de bestemmelser, der regulerer formueforholdene mellem aegtefaeller, og som det var hensigten at undtage fra konventionens anvendelsesomraade ved hjaelp af bestemmelsen i artikel 1 (60).

66 Der findes i hvert fald ingen tvingende grund af begrebsmaessig karakter til, at et »common law«-retssystem - der er karakteriseret ved en formodning for, at der er saereje i aegteskabet, men med en skoensmaessig befoejelse for retten til at justere dette ejerforhold ved aegteskabets oploesning - behandles anderledes end et retssystem, hvori en tilsvarende formueordning i aegteskab opnaas ved hjaelp af lovregler. Dette synspunkt stoettes ogsaa af Schlosser-rapporten, hvori det anfoeres, at selv et af aegtefaellerne valgt fuldstaendigt saereje (hvilket er den deklaratoriske regel i England) er »et saerligt 'formueforhold'« (61).

67 Det kan endvidere tilfoejes, at begrundelsen for at undtage »formueforholdet mellem aegtefaeller« fra Bruxelles-konventionens regler - nemlig hensynet til ordre public samt forskelle i de materielle retsregler og lovvalgsreglerne - lige saa vel gaelder for det engelske retssystem. Hensynet til ordre public gaelder tydeligvis med samme styrke, og baade for saa vidt angaar de materielle retsregler og lovvalgsreglerne vedroerende formueforholdet mellem aegtefaeller er de forskelle, der adskiller »common law«-reglerne fra de tilsvarende »civil law«-regler - i det mindste for saa vidt angaar de materielle regler - stoerre end de forskelle, der goer sig gaeldende mellem de forskellige »civil law«-retssystemer. Isaer for saa vidt angaar lovvalgsreglerne maa man ikke tro, at de regler, der i »common law«-retssystemerne gaelder for rettigheder i forbindelse med aegtefaellernes formueforhold, paa nogen maade er mindre indviklede eller mangeartede end dem, der gaelder i »civil law«-retssystemer, jf. Det Forenede Kongeriges svar paa et spoergeskema - udarbejdet af Haagerkonferencen om international privatret - vedroerende de lovvalgsregler, der gaelder i sager om aegtefaellernes formueforhold (62).

68 Endelig er det vanskeligt at forene den modsatte opfattelse - at de engelske bestemmelser ikke er omfattet af begrebet, fordi de indgaar som en del af den almindeligt gaeldende ret og ikke fremgaar af nogen saerlig lovgivning om formueforholdet mellem aegtefaeller - med den vide fortolkning af begrebet »formueforholdet mellem aegtefaeller«, som Domstolen anlagde i De Cavel I-sagen (63) og isaer med Domstolens udtalelse om, at begrebet »ikke alene omfatter formueordninger, som af visse nationale lovgivninger specielt og udelukkende er udformet med henblik paa aegteskabet, men ogsaa alle formueretlige forhold, som er en direkte foelge af aegteskabet eller af dettes oploesning« (64).

Relevansen af den civilretlige aftale, som aegtefaellerne tidligere havde indgaaet

69 Den forelaeggende ret har rejst spoergsmaalet om, hvilken betydning der kan tillaegges den nederlandske aegtepagt (dvs. den aftale om fuldstaendigt saereje, som aegtefaellerne, der oprindelig havde formuefaellesskab, indgik, mens de var gift) i forbindelse med kvalifikationen af den engelske afgoerelse og dermed i forbindelse med, om den kan fuldbyrdes. Den forelaeggende ret spoerger mere praecist, om det er af relevans, at den engelske domstol udtaler, at den ikke anser aegtepagten for bindende, og at det ikke ud af dommen kan ses, i hvilket omfang denne opfattelse har haft betydning for afgoerelsen.

70 En anmodning om fuldbyrdelse af denne eller en tilsvarende afgoerelse i henhold til Bruxelles-konventionen rejser kun ét spoergsmaal, nemlig om - eller i hvilket omfang - afgoerelsen har karakter af en beslutning om underhold, i hvilket tilfaelde afgoerelsen falder inden for konventionens anvendelsesomraade og kan fuldbyrdes.

71 Jeg har vanskeligt ved at se, hvorledes den engelske domstols udtalelse om, at den ikke anser aegtepagten for at vaere bindende, kan vaere af relevans for kvalifikationen af den endelige afgoerelse. AEgtepagten er ikke i henhold til engelsk ret bindende for domstolen, selv om det er en omstaendighed, der noedvendigvis maa tages i betragtning. Det fremgaar klart af afgoerelsen, at den engelske domstol temmelig indgaaende efterproevede aftalen og dens retsvirkning for de spoergsmaal, der forelaa til paakendelse. Faktisk ser det ud til, at domstolen har anset aegtepagten for at vaere gaeldende, idet dommeren antog, at aegteparrets forskellige aktiver i overensstemmelse med aegtepagten ejedes af aegtefaellerne som saereje. Den engelske domstol var imidlertid ikke indstillet paa at anerkende, at hustruen som foelge af aegtepagten havde fraskrevet sig enhver ret til at faa tillagt yderligere kapitalbeloeb. De grunde, som domstolen angav for at tilsidesaette aegtepagten i det angivne omfang, synes udelukkende at vaere baseret paa betragtninger om, at aegtepagten, under hensyn til de omstaendigheder, hvorunder den var indgaaet, ikke var rimelig.

72 Jeg mener derfor ikke, at den engelske domstols tilsidesaettelse af aegtepagten som foelge af dette aspekt er af relevans for det for Domstolen forelagte problem i denne sag, nemlig spoergsmaalet om, hvorvidt den endelige afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb kan fuldbyrdes ud fra et synspunkt om, at afgoerelsen angaar underhold.

Afgoerelsen af, om engangsbeloebet vedroerer underhold

73 Ved fastlaeggelsen af de kriterier, der er afgoerende for kvalifikationen af bestemte afgoerelser om engangsbeloeb, staar det klart, at i en situation - den ene ende af skalaen - hvor modtageren ikke har nogen indtjeningsevne og denne aegtefaelle tildeles et engangsbeloebet, i stedet for periodiske betalinger, for at opnaa et fuldstaendigt brud (»clean break«), maa i hvert fald en del af dette beloeb have karakter af underhold. Dette anerkendes udtrykkeligt af Schlosser, som endog gaar videre, idet han anfoerer, at en overdragelse af aktiver i forbindelse med skilsmisse under visse omstaendigheder kan have karakter af underhold (65). Kommissionen indtager det samme synspunkt, idet den har anfoert, at en overdragelse af aktiver ikke som saadan automatisk er undtaget fra konventionens anvendelsesomraade, men kun i det omfang overdragelsen ikke er udtryk for en underholdspligt. Kommissionen har henvist til den opfattelse, som den fremfoerte i sit skriftlige indlaeg i De Cavel II-sagen (66), der gik ud paa, at hvis »en ydelse, som tilkendes i tilknytning til skilsmissesagen, skal tjene til underhold for en aegtefaelle, der har behov herfor, er der tale om en underholdspligt i 1968-konventionens forstand« (67). Kommissionen har ganske rigtigt konkluderet, at betaling af et engangsbeloeb eller overdragelse af aktiver har karakter af underhold, saafremt en saadan afgoerelse - uanset afgoerelsens form - har til formaal at fastslaa en underholdspligt. Den oestrigske regering har paa linje hermed anfoert, at et engangsbeloeb maa have karakter af underhold, for saa vidt som aegtefaellernes behov og oekonomiske ressourcer er taget i betragtning ved fastsaettelsen af beloebets stoerrelse. Det maa derfor undersoeges, hvad der er formaalet med den enkelte afgoerelse, og jeg haaber, at de nationale domstole ved formuleringen af afgoerelserne vil holde sig for oeje, at disse formaal boer fremgaa af dommens praemisser.

74 Den nationale ret stiller spoergsmaalet, om det forhold, at indkomstbehovet kapitaliseres, er af relevans. Dette spoergsmaal omfatter reelt to forskellige problemstillinger.

75 For det foerste kan der stilles spoergsmaal om, hvorvidt betaling af et engangsbeloeb overhovedet kan have karakter af underhold. Jeg har allerede anfoert, at dette efter min opfattelse kan vaere tilfaeldet.

76 For det andet kan der stilles det spoergsmaal, om det i forbindelse med denne kvalifikation har betydning, at engangsbeloebet udregnes saaledes, at der kan opnaas et forudbestemt indtaegtsniveau. Dette forhold vil efter min opfattelse, og som ogsaa anfoert af Kommissionen, kunne vaere et sikkert bevis paa, at engangsbeloebet har til formaal at sikre en indtaegt, snarere end at omfordele formuen; dette antyder igen, at afgoerelsen vedroerer underhold paa trods af, at underholdet sikres i form af et engangsbeloeb. Dette viser, at retten soeger at sikre en indtaegt, uden at det sker i form af periodiske betalinger. I denne sag gjorde retten det f.eks. klart, at i relation til beloebet paa 500 000 UKL - en del af det samlede beloeb, der blev tilkendt - var formaalet med at kapitalisere indtaegtsbehovet at sikre, at den tidligere hustru »ikke laengere er afhaengig af hendes tidligere aegtefaelles oekonomiske stoette«.

77 Naar det foerst anerkendes, at et engangsbeloeb, selv om det er kapitaliseret, reelt set kan anses for at vaere ydet til underhold, er det aabenbart, at denne konklusion ikke kan anfaegtes udelukkende med henvisning til det forhold, at domstolen ved fastsaettelsen af et passende beloeb har taget hensyn til de tidligere aegtefaellers formueforhold, eller at domstolen i den afgoerelse, hvori den har truffet beslutning om betaling af et engangsbeloeb, samtidig har truffet afgoerelse om visse justeringer i ejerforholdet mellem de tidligere aegtefaeller. Naar retten skal beregne et passende engangsbeloeb i forbindelse med aegteskabets oploesning, maa den noedvendigvis tage hoejde for disse forhold, for at den kan traeffe en afgoerelse, der er praecis og retfaerdig, og der kan foreligge omstaendigheder, hvor det er mere hensigtsmaessigt at traeffe beslutning om, at der skal ske en direkte overdragelse af aktiver i stedet for - eller samtidig med - en betaling af et engangsbeloeb.

78 Man boer ogsaa huske paa, at en samtidig afgoerelse om overdragelse af aktiver kan - og ganske sikkert ofte vil - foere til betaling af et lavere engangsbeloeb, end det ellers vil vaere tilfaeldet, da det vil give modtageren mulighed for at fremskaffe en del af det samlede kapitaliserede beloeb, som retten anser for passende. Dette forhold illustreres godt af denne sag: Selv om den engelske dommer tog udgangspunkt i et samlet beloeb paa 875 000 UKL, som han fandt, at den tidligere hustru »har behov for i kontanter for at kunne soerge for sit eget underhold«, fik hun tildelt et engangsbeloeb paa 340 000 UKL, idet stoerstedelen af beloebet blev tildelt den tidligere hustru i form af en afgoerelse om, at aktiver, der direkte eller indirekte ejedes af hendes tidligere aegtefaelle, skulle overdrages til hende, saaledes at hun kunne rejse kontanter ved salg af disse.

79 Under hensyn til, at det af den engelske domstols afgoerelse fremgaar, at det samlede beloeb paa 875 000 UKL, som var det beloeb, dommeren fandt, var noedvendigt, for at den tidligere hustru kunne soerge for sit eget underhold, og idet engangsbeloebet paa 340 000 UKL, hvis fuldbyrdelse har givet anledning til denne sag, udgoer en del af dette samlede beloeb, vil det derfor vaere rigtigst, om den ret, der har forelagt sagen for Domstolen, anser afgoerelsen om engangsbeloebet for at vedroere underhold, saaledes at den kan fuldbyrdes i henhold til baade Bruxelles-konventionen og Haagerkonventionen.

Afgoerelsen af, om engangsbeloebet vedroerer en deling af aktiverne

80 I en situation - den anden ende af skalaen - hvor begge parter tjener godt, vil formaalet med en afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb ofte vaere en deling af aktiverne snarere end paa nogen maade at sikre en aegtefaelles underhold. I denne situation vil afgoerelsen efter min opfattelse vedroere »formueforholdet mellem aegtefaeller« og kan saaledes ikke fuldbyrdes i henhold til konventionen.

Blandede afgoerelser

81 Der vil imidlertid uundgaaeligt blive truffet afgoerelser om engangsbeloeb, der ligger et sted midt mellem det yderpunkt, hvor der tydeligvis er tale om underhold, og det yderpunkt, hvor der tydeligvis er tale om en deling af aktiver. Visse afgoerelser om engangsbeloeb kan indeholde begge elementer, saaledes at en del af beloebet har til formaal at sikre underhold, og den resterende del har til formaal at gennemfoere en deling af aegtefaellernes aktiver. Forudsat at afgoerelsen er klar og fyldestgoerende begrundet, vil den ret, der er blevet anmodet om at fuldbyrde afgoerelsen, selv vaere i stand til at konstatere den indbyrdes fordeling. Ud over en klar begrundelse er det paakraevet, at en afgoerelse, der tilsigter at kombinere underhold og en deling af aktiver, ogsaa kan gennemskues rent talmaessigt, saaledes at den ret, der er blevet anmodet om at fuldbyrde afgoerelsen, er i stand til at skille den del, der kan fuldbyrdes, fra den del, der ikke kan fuldbyrdes. Selv i situationer, hvor det ikke umiddelbart af afgoerelsen om betalingen af et engangsbeloeb fremgaar, at afgoerelsen tilsigter at afspejle saavel behovet for underhold som en deling af aktiver, vil det i tilfaelde, hvor det underhold, der anses for passende, allerede er blevet sikret (f.eks. i form af, at et naermere bestemt indkomstniveau sikres af et kapitalbeloeb, der udgoer en del af det samlede engangsbeloeb, der er truffet beslutning om) efter min opfattelse vaere rimeligt, at den fuldbyrdende ret konkluderer, at den resterende del af det samlede beloeb vedroerer formueforholdet mellem aegtefaeller.

82 Hvis en national ret i en bestemt sag skulle finde, at en engelsk afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb dels angaar formueforholdet, og dels angaar underholdspligt, kan retten i medfoer af Bruxelles-konventionens artikel 42, stk. 2, give en fuldbyrdelsespaategning i det omfang, afgoerelsen vedroerer underholdspligt, til trods for at afgoerelsen for den del, der vedroerer formueforholdet, ikke kan fuldbyrdes.

83 Artikel 42 har foelgende ordlyd:

»Saafremt der ved den udenlandske afgoerelse er taget stilling til flere krav, og fuldbyrdelse ikke kan tillades for saa vidt angaar dem alle, skal retten tillade fuldbyrdelse af et eller flere af dem.

Den, som fremsaetter begaeringen, kan begaere delvis fuldbyrdelse.«

84 Artikel 42, stk. 2, tager sigte paa situationer, hvor den dom, der begaeres fuldbyrdet, f.eks. indeholder en afgoerelse om betaling af et beloeb, som efter dommens afsigelse delvis er betalt, hvorimod artikel 42, stk. 1, tilsigter at regulere situationer, hvor dommen omfatter flere af hinanden uafhaengige krav, og hvor beslutningen for saa vidt angaar nogle af disse ikke kan fuldbyrdes (68). Der er efter min opfattelse ikke noget, der kan begrunde, at en delvis fuldbyrdelse ikke ogsaa skulle vaere tilladt i henhold til artikel 42, stk. 2 - ifoelge en analogi af artikel 42, stk. 1 - naar en del af det samlede beloeb vedroerer et forhold, der kan fuldbyrdes i henhold til konventionen, mens det resterende beloeb vedroerer et forhold, hvor konventionen ikke hjemler adgang til fuldbyrdelse. Spoergsmaalet om, hvorvidt den ret, der har modtaget anmodningen om fuldbyrdelse, paa eget initiativ kan give en delvis fuldbyrdelsespaategning, eller om den kan give tilladelse til, at anmodningen aendres, vil afhaenge af de nationale processuelle regler.

85 Sammenfattende maa det antages, at hvor dommen ud fra en samlet betragtning har som sit vaesentligste formaal at tage stilling til spoergsmaalet om underhold, skal den anerkendes og fuldbyrdes i sin helhed. Hvor dommen tydeligvis kan opdeles, skal de dele, der kan antages at tage stilling til spoergsmaalet om underhold, anerkendes og fuldbyrdes under anvendelse af ovennaevnte artikel.

Forslag til afgoerelse

Det spoergsmaal, der er forelagt af Arrondissementsrechtbank, Amsterdam, boer efter min opfattelse foelgelig besvares saaledes:

»En afgoerelse, der traeffes af en domstol i forbindelse med en skilsmissesag, vil - uanset afgoerelsens form - falde inden for Bruxelles-konventionens anvendelsesomraade, saafremt den primaert maa anses at have til formaal at tage stilling til spoergsmaalet om underhold. En afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb vil foelgelig kunne fuldbyrdes, saafremt beloebet primaert har til formaal at sikre en aegtefaelles underhold. Det forhold, at en afgoerelse om betaling af et engangsbeloeb ledsages af en afgoerelse om overdragelse af aktiver mellem aegtefaeller, er ikke i sig selv til hinder for, at afgoerelsen om engangsbeloebet vedroerer underhold.«

(1) - Konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 77) og ved konventionen af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1).

(2) - Jf. rapport fra P. Jenard om konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, EFT 1979 C 59, s. 1 (Jenard-rapporten).

(3) - Domicile and Matrimonial Proceedings Act (lov om retsplejen i domicil- og aegteskabssager) 1973, section 5, stk. 2.

(4) - Jf. endvidere nedenfor, punkt 57 og 58.

(5) - Jf. nedenfor, punkt 8.

(6) - Dommen henviser herved til en i sidste ende resultatloes sag, som hustruen havde foert i et forsoeg paa at opspore en stor provisionsudbetaling, manden angiveligt havde modtaget i 1982. Beloeb svarende til modvaerdien af 237 000 UKL var blevet flyttet fra kontoen en uge foer de schweiziske retter foretog en arrest, som, da den var blevet forkyndt, omfattede den ene nederlandske gylden, der var tilbage paa kontoen.

(7) - Jf. nedenfor, punkt 60.

(8) - Dom af 27.10.1993, sag C-127/92 Enderby, Sml. I, s. 5535, praemis 10.

(9) - Dom af 4.2.1988, sag 145/86, Hoffmann, Sml. s. 645, praemis 26-34.

(10) - Jf. note 1.

(11) - Konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen vedroerende Domstolens fortolkning af denne konvention, EFT L 304, s. 1.

(12) - Ved tiltraedelseskonventionen af 1989 blev der i Bruxelles-konventionen, som artikel 57, stk. 2, indsat en bestemmelse, der er identisk med artikel 25, stk. 2, i tiltraedelseskonventionen af 1978.

(13) - Det kan bemaerkes, at der kan ske en yderligere forenkling af proceduren i henhold til konventionen mellem De Europaeiske Faellesskabers medlemsstater om forenkling af procedurerne for inddrivelse af underholdsbidrag. Denne konvention, der blev undertegnet den 6.11.1990, traeder i kraft 90 dage efter, at den er blevet ratificeret af samtlige 12 davaerende medlemsstater. Til dato er det kun Italien og Irland, der har ratificeret konventionen.

(14) - Udarbejdet af W. Verwilghen og offentliggjort i Actes et documents de la Douzième session - Tome IV - Obligations alimentaires, Haag, Bureau Permanent de la Conférence, 1975, s. 95.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695C0220.1

(15) - Bruxelles-konventionen traadte i kraft den 1.2.1973; den saerlige kommissions rapport blev udarbejdet i juni 1972.

(16) - Rapportens afsnit 117 (o.a.: gengives her i Domstolens oversaettelse).

(17) - Afsnit 118.

(18) - Jf. endvidere Jenard-rapporten, s. 11, rapporten fra professor dr. P. Schlosser om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979 C 59, s. 71, herefter »Schlosser-rapporten«, punkt 45, 46 og 47, og generaladvokat Warner's forslag til afgoerelse i De Cavel-sagen (dom af 27.3.1979, sag 143/78, De Cavel, Sml. s. 1055, paa s. 1073).

(19) - Jf. note 2.

(20) - S. 11.

(21) - Jf. G.A.L. Droz' kommentar til De Cavel-dommen i Revue critique de droit international privé, 1980, s. 621, paa s. 626.

(22) - S. 10.

(23) - Jf. Det Forenede Kongeriges indlaeg i De Cavel-sagen, jf. ovenfor i note 18, s. 1061.

(24) - Jenard-rapporten, s. 44, Hoffmann-dommen, jf. note 9, praemis 21, og dom af 10.10.1996, sag C-78/95, Magenta, Sml. I, s. 4943, praemis 23.

(25) - G.A.L. Droz, Compétence judiciaire et effets des jugements dans le marché commun, Paris, Librairie Dalloz, 1972, afsnit 43 (2), paa s. 34 (o.a.: »saafremt man, simpelt hen ved hjaelp af ordre public, saa bort fra situationer, som den ret, begaeringen rettes til, opfattede som chokerende«).

(26) - Jenard-rapporten, s. 11.

(27) - Jf. P. Beaumont og G. Moir, »Brussels Convention II: A New Private International Law Instrument in Family Matters for the European Union or the European Community?«, European Law Review, 1995, s. 268, og K.D. Kerameus, »The Scope of Application of the Brussels Convention and its Extension to Matrimonial Matters«, La cooperazione giudiziaria nell'Europa dei cittadini situazione esistente prospettive di sviluppo (Speciale documenti giustizia - 1, 1996), kolonne 69-78.

(28) - Jf. note 18.

(29) - Punkt 45-50.

(30) - Schlosser-rapporten, afsnit 92.

(31) - M. Verwilghen's rapport, jf. note 14, afsnit 10, paa s. 99 (o.a.: Domstolens oversaettelse).

(32) - Actes de la Huitième session, Haag, Bureau Permanent de la Conférence, 1957, s. 167.

(33) - Jf. det sidste afsnit af citatet i punkt 36.

(34) - Afsnit 93.

(35) - Afsnit 94.

(36) - Afsnit 95.

(37) - Jf. den komparative undersoegelse D. Dumuse, Le divorce par consentement mutuel dans les législations européennes, Genève, Librairie Droz, 1980.

(38) - Afsnit 96.

(39) - Jf. note 18.

(40) - Praemis 2.

(41) - Praemis 7.

(42) - Forslaget til afgoerelse, s. 1074.

(43) - Forslaget til afgoerelse, s. 1075.

(44) - Praemis 44.

(45) - Dom af 6.3.1980, sag 120/79, Sml. s. 731.

(46) - Praemis 11.

(47) - Dom af 31.3.1982, sag 25/81, Sml. s. 1189.

(48) - Rapporten, s. 9 og 10.

(49) - AEldre fransk udtryk for en ugift kvinde.

(50) - Dommene Pettitt mod Pettitt [1970] AC 777 og Gissing mod Gissing [1971] AC 886.

(51) - Section 25 og 25A er afloest af Matrimonial and Family Proceedings Act 1984 (lov om retsplejen i aegteskabs- og familiesager).

(52) - Section 25.

(53) - Section 25A, stk. 1.

(54) - Sagen Hyman mod Hyman [1929] AC 601.

(55) - Sagen Dean mod Dean [1978] Fam. 161.

(56) - Jf. Law Commission Paper, No. 25: Report on Financial Provision in Matrimonial Proceedings, der foerte til 1970-loven, citeret af s. Cretney, »The Maintenance Quagmire«, i Modern Law Review, 1970, 662.

(57) - P.M. Bromley og N.V. Lowe, Family Law, London, Butterworths, 1992, s. 733.

(58) - Dom af 14.10.1976, sag 29/76, LTU, Sml. s. 1541.

(59) - Jf. note 18.

(60) - Jf. forslaget til afgoerelse, s. 1073.

(61) - Afsnit 45.

(62) - Actes et documents de la Treizième session, Tome II, Matrimonial property regimes, Haag, Bureau Permanent de la Conférence, 1978, s. 65-70. Denne samling af Haagerkonferencen foerte til vedtagelsen af Haagerkonventionen vedroerende internationalprivatretlige bestemmelser om aegtefaellers formueforhold af 14.3.1978. Selv om Det Forende Kongerige deltog i udformningen af konventionen, har det ikke tiltraadt konventionen.

(63) - Jf. note 18.

(64) - Praemis 7.

(65) - Schlosser-rapporten, afsnit 93, som citeret ovenfor, punkt 41.

(66) - Jf. note 45.

(67) - A.st., s. 736.

(68) - Jf. Jenard-rapporten, s. 53. Det kan bemaerkes, at artikel 10 i Haagerkonventionen stort set har det samme indhold som artikel 42, stk. 1.

Full & Egal Universal Law Academy