FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
PHILIPPE LÉGER
fremsat den 12. september 1996 ( *1 )
1.
Kommissionen har i nærværende traktatbrudssag nedlagt påstand om, at det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser ved ikke ved lov eller administrativt at have truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme artikel 3 i de fem nedenfor nævnte direktiver, der er vedtaget med hjemmel i artikel 6 i Rådets direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø ( 1 ):
—
Rådets direktiv 82/176/EØF af 22. marts 1982 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra elektrolyse af alkaliske klorider ( 2 )
—
Rådets direktiv 83/513/EØF af 26. september 1983 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af cadmium ( 3 )
—
Rådets direktiv 84/156/EØF af 8. marts 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra andre sektorer end elektrolyse af alkalichlorider ( 4 )
—
Rådets direktiv 84/491/EØF af 9. oktober 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af hexachlorcyklohexan ( 5 )
—
Rådets direktiv 86/280/EØF af 12. juni 1986 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 74/464/EØF ( 6 ).
2.
Alle de nævnte direktiver indeholder bestemmelser om, at medlemsstaterne inden en vis frist skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktiverne; disse frister udløb
—
for direktiv 82/176 den 1. juli 1983 (artikel 6, stk. 1)
—
for direktiv 83/513 den 28. september 1985 (artikel 6, stk. 1)
—
for direktiv 84/156 den 18. marts 1986 (artikel 7, stk. 1)
—
for direktiv 84/491 den 1. april 1986 (artikel 6, stk. 1)
—
for direktiv 86/280 den 1. januar 1988 (artikel 7, stk. 1).
Imidlertid er det ved artikel 3 i Rådets direktiv 90/656/EØF af 4. december 1990 om overgangsforanstaltninger for Tyskland vedrørende visse fællesskabsbestemmelser på miljøbeskyttelsesområdet ( 7 ) blevet tilladt Forbundsrepublikken Tyskland først at anvende bestemmelserne i de nævnte direktiver fra den 31. december 1995 for industrianlæg beliggende i de nye delstater.
3.
Der henvises vedrørende de faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt parternes indlæg til den refererende dommers rapport.
4.
Sagsøgte har ikke bestridt, at den gennemførelse af de nævnte direktiver, der er sket ved udstedelse af administrative cirkulærer, der ikke er retligt bindende, ikke kan anses for fyldestgørende. Det gøres herved gældende, at en gennemførelse af direktiverne ved lovgivning kan ske ved indsættelse i Wasserhaushaltsgesetz af en bestemmelse, der bemyndiger til vedtagelse af bekendtgørelser. Sagsøgte har tilføjet, at lovændringen formentlig kan ske i foråret 1996.
5.
På baggrund heraf kan jeg alene foreslå Domstolen at fastslå, at Forbundsrepublikken Tyskland ved ikke inden for de fastsatte frister at have vedtaget de nødvendige love og administrative bestemmelser til gennemførelse af Rådets direktiv 82/176/EØF af 22. marts 1982 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra elektrolyse af alkaliske klorider, Rådets direktiv 83/513/E0F af 26. september 1983 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af cadmium, Rådets direktiv 84/156/EØF af 8. marts 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af kviksølv fra andre sektorer end elektrolyse af alkalichlorider, Rådets direktiv 84/491 /EØF af 9. oktober 1984 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af hexachlorcyklohexan og Rådets direktiv 86/280/EØF af 12. juni 1986 om grænseværdier og kvalitetsmålsætninger for udledninger af visse farlige stoffer, der er opført på liste I i bilaget til direktiv 76/464/EØF, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til disse direktiver, samt at pålægge Forbundsrepublikken Tyskland at betale sagens omkostninger.
( *1 ) – Originalsprog: fransk.
( 1 ) – EFT L 129, s. 23.
( 2 ) – EFT L 81, s. 29.
( 3 ) – EFT L 291, s. 1.
( 4 ) – EFT L 74, s. 49.
( 5 ) – EFT L 274, s. 11.
( 6 ) – EFT L 181, s. 16.
( 7 ) – EFT L 353, s. 59.
Full & Egal Universal Law Academy