EUR-Lex -  61995CC0282 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 26. november 1996. - Guérin automobiles mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - Konkurrence - Klage - Passivitetssøgsmål - Meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63/EØF - Stillingtagen, der afbryder passiviteten - Kontraappel kun vedrørende sagsomkostninger. - Sag C-282/95 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1 Ved dom af 27. juni 1995 i sag T-186/94 (1) (herefter »dommen«) traf Retten i Foerste Instans afgoerelse om den af det franske selskab Guérin automobiles (herefter »appellanten« eller »den klagende part«) anlagte sag, hvorunder der var nedlagt paastand om konstatering af Kommissionens passivitet, subsidiaert annullation af Kommissionens to tidligere skrivelser, for saa vidt som det maatte antages, at de var udtryk for en beslutning om ikke at behandle appellantens klage. I denne dom fastslog Retten for det foerste, at det var ufornoedent at traeffe afgoerelse om passivitetssoegsmaalet, for saa vidt som dettes oprindelige genstand i mellemtiden var bortfaldet, og for det andet, at annullationspaastanden skulle afvises, for saa vidt som de paagaeldende skrivelser ikke udgjorde retsakter, der kunne goeres til genstand for et soegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173. Henset til sagens saerlige omstaendigheder har Retten imidlertid paalagt Kommissionen at betale sagens omkostninger.

Ved den foreliggende appel anmoder appellanten Domstolen om at ophaeve dommen bortset fra den del, der vedroerer sagens omkostninger, og om at give den medhold i den oprindelige paastand. Den samme dom er ligeledes genstand for Kommissionens kontraappel, hvori Rettens dom paastaas ophaevet, for saa vidt som Kommissionen herved paalaegges samtlige sagens omkostninger.

De faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne

2 Ved skrivelse af 3. august 1992 indgav appellanten i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 (2) en klage til Kommissionen med henblik paa at faa fastslaaet, at Volvo Frankrig havde overtraadt traktatens artikel 85, eftersom dette selskab ifoelge appellanten retsstridigt havde opsagt den forhandleraftale, som parterne den 10. september 1987 havde indgaaet paa ubestemt tid. I samme skrivelse paastod appellanten i oevrigt, at adskillige bestemmelser i Volvo Frankrig's selektive og eksklusive forhandleraftaler ikke var omfattet af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 123/85 af 12. december 1984 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af salgs- og serviceaftaler vedroerende motorkoeretoejer (3) (herefter »gruppefritagelsesforordningen«). Ved skrivelse af 29. oktober 1992 meddelte Kommissionens tjenestegrene appellanten, at bl.a. under hensyntagen til den omstaendighed, at problemet vedroerende kontraktophaevelsen var indbragt for Cour d'appel de Paris, var det vanskeligt at se nogen mulighed for at antage, at en saadan sag fremboed en interesse for Faellesskabet, der var tilstraekkelig til at begrunde, at den blev behandlet. Sagen ville foelgelig blive henlagt, medmindre appellanten inden for en frist paa fire uger fremkom med nye oplysninger.

Ved skrivelse af 11. december 1992 gjorde appellanten opmaerksom paa, at Cour d'appel de Paris udelukkende havde udtalt sig om gyldigheden af opsigelsen af forhandlerkontrakten, og at den klage, som appellanten havde indgivet til Kommissionen, vedroerte hele forhandlerkontraktens gyldighed i forhold til gruppefritagelsesforordningen. Som foelge af appellantens praecisering bemaerkede Kommissionens tjenestegrene i skrivelse af 21. januar 1993, at »klagen ikke vedroerer de faktiske omstaendigheder ved Volvo Frankrig's opsigelse af den paagaeldende kontrakt, men at den i realiteten vedroerer det forhold, at Volvo Frankrig naegter for fremtiden at saelge til Guérin automobiles alene med den begrundelse, at Volvo Frankrig har et net af selektive og eksklusive forhandleraftaler, som ifoelge Guérin uden videre er ugyldige, idet de vaesentligt gaar ud over rammerne for fritagelse i forordning (EOEF) nr. 123/85 og heller ikke er omfattet af en individuel fritagelse«. Kommissionen tilfoejede: »Jeg skal hertil oplyse, at det problem, som De har forelagt, og som der i oevrigt er indbragt klage over fra anden side, for tiden behandles af Kommissionen, og at De vil faa meddelelse om resultatet heraf, naar sagsbehandlingen er afsluttet.«

3 Naesten et aar senere, den 6. januar 1994, anmodede appellanten Kommissionen om at meddele resultatet af den sagsbehandling, der blev omtalt i skrivelsen af 21. januar 1993. Da denne skrivelse forblev ubesvaret, fremsendte appellanten den 24. januar under henvisning til traktatens artikel 175 en aabningsskrivelse til Kommissionen. Ved skrivelse af 4. februar 1994 begraensede Kommissionens tjenestegrene sig til at bekraefte over for appellanten, at undersoegelsen af den anden sag stadig paagik, og at den »eventuelt ville danne praecedens for problemer som dem, De har paapeget. Som svar paa Deres aabningsskrivelse kan jeg igen forsikre Dem om, at De straks vil faa meddelelse, naar undersoegelsen har naaet et afgoerende stadium«.

Den 5. maj 1994 indleverede appellanten i medfoer af traktatens artikel 175 en staevning til Retten i Foerste Instans med paastand om, at det fastslaas, at Kommissionen har udvist passivitet, subsidiaert om annullation af skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994, saafremt de er udtryk for en beslutning om at forkaste appellantens klage.

4 Den 13. juni 1994 tilsendte Kommissionens tjenestegrene under henvisning til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (4) appellanten en meddelelse. Skrivelsen har foelgende ordlyd:

»Hr. advokat

Herved bekraeftes modtagelsen af Deres skrivelse af 24. januar 1994 vedroerende Deres klient Guérin automobiles' situation efter dennes klage af 11. december 1992 over Volvo Frankrig's standardforhandleraftale, hvori De goer gaeldende, at der er sket vaesentlige overskridelser i forhold til de rammer for fritagelse, der er fastlagt i forordningen, og modtagelsen af Deres anmodning i henhold til traktatens artikel 175 om, at Kommissionen tager stilling til sagen inden for to maaneder. Denne skrivelse giver mig anledning til at fremsaette nedenstaaende bemaerkninger.

I Deres klage rejses det konkurrenceretlige spoergsmaal, om en aftale om eksklusiv og selektiv forhandling af automobiler som den af Volvo Frankrig anvendte er forenelig med forordning (EOEF) nr. 123/85. Hertil, og idet jeg henholder mig til min skrivelse af 21. januar 1993, hvortil De ligeledes har henvist, kan jeg bekraefte, at et tilfaelde heraf for tiden undersoeges af Kommissionen, for saa vidt angaar spoergsmaalet, om standardkontrakten om forhandling af automobiler fra en anden fabrikant er forenelig med forordningen.

Den paagaeldende sag vedroerer en raekke klausuler og former for praksis, som omhandles af Deres klage. Som det vil vaere Dem bekendt, har Kommissionen paa grund af de begraensede midler, der staar til dens raadighed, ikke et frit valg i prioriteringen. Det er derfor i Faellesskabets interesse at vaelge de mest repraesentative tilfaelde ud, naar der forelaegges Kommissionen flere sammenlignelige sager. Af denne grund maa jeg under henvisning til artikel 6 i forordning (EOEF) nr. 99/63 bekraefte, at under de foreliggende omstaendigheder kan Deres klage ikke for naervaerende goeres til genstand for individuel sagsbehandling.

Endvidere er forordning nr. 123/85 umiddelbart anvendelig ved de nationale retsinstanser. Deres klient kan derfor indbringe sagen samt spoergsmaalet om denne forordnings anvendelighed paa den paagaeldende kontrakt direkte for disse retsinstanser.

De har ret til at fremsaette bemaerkninger til naervaerende skrivelse. Saafremt De oensker at benytte Dem af denne mulighed, skal de vaere mig i haende inden for to maaneder.«

Den 20. juni 1994 fremsatte appellanten bemaerkninger til skrivelsen af 13. juni 1994 over for Kommissionen, hvori den anmodede om yderligere oplysninger vedroerende den anden sag og oenskede oplyst, hvorvidt den havde til hensigt at forene de to sager med henblik paa overholdelse af retten til kontradiktion. Da appellanten hverken fik svar paa denne skrivelse eller paa skrivelserne af 13. og 24. juli, hvori den gentog disse anmodninger, fremsendte den i medfoer af traktatens artikel 175 den 11. august 1994 en ny aabningsskrivelse til Kommissionen.

5 Appellanten har for Retten i replikken for det foerste gjort gaeldende, at Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994 ikke har bragt passiviteten til ophoer. Det begrundes saaledes: a) en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 udgoer ikke en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2; b) skrivelsens indhold bekraefter, at der ikke er tale om en afvisning af klagen; c) skrivelsen er ikke tilstraekkeligt begrundet.

For det andet har appellanten gjort gaeldende, at Kommissionens vage svar skyldes en strategi, der har til formaal at afskaere appellanten fra muligheden for domstolsproevelse. Ved paa den ene side at betegne skrivelserne af 21. januar 1993 og af 4. februar 1994 som blotte henholdende skrivelser undgaar Kommissionen et annullationssoegsmaal; og ved paa den anden side at haevde, at skrivelsen af 13. juni 1993 indeholder en egentlig stillingtagen, undgaar Kommissionen et passivitetssoegsmaal.

Rettens dom

6 Retten har i sin dom konstateret, at »ved sagens anlaeggelse kunne paastanden vedroerende passivitet antages til realitetsbehandling« (praemis 22). Dernaest har den gjort opmaerksom paa, at en retsakt, »der ikke selv kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal, under visse omstaendigheder alligevel kan udgoere en stillingtagen, der bringer passiviteten til ophoer, hvis den er et noedvendigt forberedende led i en procedure, der skal udmunde i en retsakt, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal« (praemis 25), og at det netop er tilfaeldet med en skrivelse fremsendt af Kommissionen til den klagende part i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. Efter fast retspraksis udgoer en meddelelse i henhold til artikel 6 »en stillingtagen i den i traktatens artikel 175 forudsatte betydning, selv om den ikke kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal« (praemis 26).

Ved at klassificere skrivelsen af 13. juni 1994 har Retten foelgelig fundet, at selv om det i denne skrivelse ikke udtrykkeligt anfoeres, at klagen afslaas, »fremgaar det klart af de to henvisninger til artikel 6 i forordning nr. 99/63, af overholdelsen af denne bestemmelses formelle krav, af indholdet af skrivelsen og af den sammenhaeng, den optraeder i, at Kommissionen paa det tidspunkt, hvor den tilsendte sagsoegeren den paagaeldende meddelelse, var af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke gav grundlag for at tage sagsoegerens klage til foelge« (praemis 29). Retten fastslog ligeledes, at selv om det maatte antages, at den paagaeldende skrivelse ikke var tilstraekkeligt begrundet, og at den var udfaerdiget efter en procedure i strid med forskrifterne, er saadanne klagepunkter, »selv om de eventuelt kan vaere relevante under en sag anlagt i medfoer af traktatens artikel 173, ganske uden relevans for spoergsmaalet, om Kommissionen har taget stilling i den i traktatens artikel 175 anvendte betydning« (praemis 33).

Retten har ligeledes afvist appellantens argument om, at saafremt passivitetens ophoer anerkendes, vil det svare til at give Kommissionen mulighed for at unddrage sig enhver domstolskontrol. I denne henseende har Retten fremhaevet, at appellanten som foelge af de bemaerkninger til den meddelelse, der var tilsendt denne i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, »har krav paa at modtage en beslutning fra Kommissionen, hvori den endeligt traeffer afgoerelse om klagen. En saadan beslutning kan, hvis sagsoegeren mener, at der er grundlag derfor, indbringes for Retten under et annullationssoegsmaal« (praemis 34).

7 Appellantens subsidiaere bemaerkninger med henblik paa at opnaa en annullation af skrivelserne af 21. januar 1993 og 4. februar 1994, saafremt de er udtryk for en beslutning om ikke at fremme appellantens klage, blev ikke antaget til realitetsbehandling. Retten fastslog, at der blot er tale om henholdende skrivelser, som derfor ikke er »retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser, men er forberedende retsakter, der som saadanne ikke kan anfaegtes under et soegsmaal« (praemis 40).

8 For saa vidt angaar sagens omkostninger har Retten foerst fastslaaet, at Kommissionen ikke inden for den i traktatens artikel 175 fastsatte frist har besvaret appellantens aabningsskrivelse af 24. januar 1994, paa trods af, at den havde vaeret behoerigt informeret om klagens indhold siden december 1992. Efter saaledes at have fastslaaet, at Kommissionen foerst meddelte appellanten en stillingtagen vedroerende dennes klage efter sagens anlaeg (praemis 45), besluttede Retten, at Kommissionen skulle baere sine egne og betale appellantens omkostninger (praemis 46).

Appellen

9 Appellanten anfaegter ved Domstolen dommens rigtighed, idet det goeres gaeldende, at Rettens opfattelse, hvorefter skrivelsen af 13. juni 1994, selv om den udgoer en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175 og derfor kan bringe passiviteten til ophoer, ikke samtidig er en retsakt, der kan goeres til genstand for soegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173, er behaeftet med en retlig mangel. Appellanten goer til stoette for dette synspunkt gaeldende: a) Retten har undladt at tage den korrespondance i betragtning, der laa efter Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994, hvilket ville have gjort det muligt at foretage en korrekt vurdering af faktum og foelgelig fastslaa, at der stadig forelaa passivitet; b) Retten har i flere henseender anlagt en urigtig retlig vurdering af skrivelsen af 13. juni 1994, som beskrives naermere i det foelgende, med henblik paa at dokumentere, at denne skrivelse ikke udgoer en beslutning om afvisning og foelgelig ikke bringer passiviteten til ophoer; c) Retten fandt, at denne skrivelse ikke havde nogen retlig virkning over for adressaten, hvilket er i strid med det forhold, at skrivelsen fastslog, at sagens genstand var bortfaldet. Dette medfoerte en tilsidesaettelse af adgangen til domstolsproevelse, som netop skyldtes den omstaendighed, at den paagaeldende person saaledes blev afskaaret fra retten til en tilstraekkelig retsbeskyttelse.

Sammenfattende goer appellanten saaledes gaeldende, at passiviteten ikke er bragt til ophoer (foerste og andet anbringende) og, at saafremt det fastslaas, at passiviteten ophoerer, samtidig med at der ikke foreligger nogen retsakt, der kan anfaegtes under et soegsmaal, medfoerer det under alle omstaendigheder en tilsidesaettelse af adgangen til domstolsproevelse (tredje anbringende). Den foreliggende appel giver foelgelig Domstolen mulighed for at uddybe og tydeliggoere klagerens rettigheder paa konkurrenceomraadet, navnlig hvad angaar den retlige beskyttelse (5). Foer de i denne sag paaberaabte anbringender undersoeges, er det saaledes hensigtsmaessigt foerst at naevne, skoent det kun bliver summarisk, de retlige rammer samt den retspraksis, som er relevant for den foreliggende tvist.

Den klagende parts rettigheder i henhold til retspraksis

10 Jeg skal foerst henlede opmaerksomheden paa, at i henhold til artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17 er fysiske eller juridiske personer, som kan godtgoere en berettiget interesse, berettiget til at fremsaette en begaering til Kommissionen med henblik paa at faa fastslaaet en (paastaaet) overtraedelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86. Denne mulighed er imidlertid ikke forbundet med vaesentlige rettigheder. Det fremgaar tydeligt af retspraksis paa omraadet, at klageren ikke kan kraeve, at Kommissionen udsteder en beslutning, hvorved der tages stilling til, om der foreligger den paastaaede overtraedelse eller ej (6), og at Kommissionen ligeledes ikke er forpligtet til at gennemfoere en undersoegelse, da en saadan »kun kan have til formaal at eftersoege beviser for eksistensen eller den manglende eksistens af en overtraedelse, som den ikke er forpligtet til at konstatere« (7).

Dette indebaerer imidlertid ikke, at den klagende part er afskaaret fra enhver beskyttelse. I artikel 6 i forordning nr. 99/63 indroemmes han visse proceduremaessige garantier, idet det bestemmes, at »hvis Kommissionen er af den opfattelse, at de tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage en i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 fremsat begaering til foelge, underretter den ansoegerne om begrundelsen herfor og fastsaetter en frist, inden for hvilken de paagaeldende skriftligt kan fremsaette deres eventuelle bemaerkninger«. Kommissionen har foelgelig mulighed for at afvise begaeringen, enten efter at have undersoegt begaeringens faktiske og retlige elementer eller efter at have foretaget en undersoegelse eller indledt en overtraedelsesprocedure. I hvert af disse tilfaelde er Kommissionen imidlertid forpligtet til at underrette sagsoegeren om de grunde, der har foert til afvisningen af begaeringen og at fastsaette en frist, inden for hvilken der skriftligt kan fremsaettes eventuelle bemaerkninger (8). Det er netop formaalet med den meddelelse, der er fastsat i artikel 6.

11 Domstolen har i oevrigt i Gema-dommen fastslaaet, at »formaalet med den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede underretning er altsaa, som det fremgaar af ordene 'underretter ... ansoegerne om begrundelsen herfor', blot at sikre, at en ansoeger efter artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17/62 underrettes om grundene til, at Kommissionen er naaet til det resultat, at de under undersoegelsen tilvejebragte oplysninger ikke giver grundlag for at tage den fremsatte begaering til foelge. Denne underretning indebaerer, at sagen henlaegges, uden at Kommissionen derfor er afskaaret fra at genoptage den, saafremt den finder det hensigtsmaessigt, navnlig saafremt ansoegeren inden for den frist, der er indroemmet ham i henhold til artikel 6, fremkommer med nye oplysninger af retlig eller faktisk art« (9).

Efter at have gjort rede for en underretnings kendetegn og berettigelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, fremhaevede Domstolen, at en saadan underretning udgoer en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, og at den derfor kan bringe passiviteten til ophoer (10). Domstolen afstod imidlertid i samme dom fra at besvare det under retsforhandlingerne meget omdiskuterede spoergsmaal om muligheden for at anlaegge sag i henhold til traktatens artikel 173 (11) til proevelse af en saadan underretning, samt, mere generelt, spoergsmaalet om, hvorvidt den klagende part kunne anfaegte skrivelsen, hvori klagen afvistes, under et annullationssoegsmaal.

12 I denne henseende skal det ikke desto mindre bemaerkes, at Domstolen allerede i Metro-dommen har bekraeftet, at en eventuel beslutning om at afvise klagen skal kunne anfaegtes under et annullationssoegsmaal, idet den bl.a fremhaevede, at »af hensynet saavel til retssikkerheden som til en korrekt anvendelse af artikel 85 og 86 foelger, at de fysiske eller juridiske personer, som i medfoer af artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17 er befoejede til at fremsaette en begaering til Kommissionen om konstatering af en overtraedelse af naevnte artikel 85 og 86, skal gives en klageadgang til beskyttelse af deres berettigede interesser, saafremt deres begaering helt eller delvis ikke tages til foelge« (12). I den omtalte sag er det korrekt, at den klagende part Metro's sagsanlaeg var rettet imod Kommissionens beslutning om at undtage et distributionssystem i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. De generelle vendinger, som anvendtes i det netop anfoerte, gav imidlertid anledning til at antage, at de samme betragtninger ligeledes maa vaere gyldige for saa vidt angaar en (endelig) beslutning om at henlaegge klagen.

Senere retspraksis paa omraadet bekraefter dette synspunkt, eftersom Domstolen - adskillige gange - har tilladt, at en endelig henlaeggelse kan anfaegtes under et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 (13). Ikke desto mindre staar to spoergsmaal ubesvarede: a) om meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ligeledes kan anfaegtes under et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, eller om denne mulighed er forbeholdt beslutningen om en henlaeggelse, som er truffet paa baggrund af eventuelle bemaerkninger fra den klagende part under anvendelse af samme artikel 6; b) om Kommissionen er forpligtet til, og ikke blot har mulighed for, at traeffe en endelig beslutning om henlaeggelse af klagen (14).

13 Retten har i sin praksis taget stilling til disse to spoergsmaal. I Automec I-dommen (15) har Retten givet en teoretisk forklaring paa de forskellige typer retsakter, som Kommissionen kan vedtage under en procedure i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, idet den har defineret de formelle betingelser, hvorunder disse retsakter kan anfaegtes under et soegsmaal. Helt praecist har Retten i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 6 defineret tre paa hinanden foelgende faser: en foerste fase, som er karakteriseret ved en udveksling af oplysninger og indledende bemaerkninger mellem klageren og Kommissionen; en anden fase, som vedroerer den i artikel 6 indeholdte meddelelse; en tredje fase, hvor Kommissionen faar kendskab til klagerens bemaerkninger og i givet fald traeffer en endelig beslutning. Udelukkende denne sidste beslutning, som Kommissionen imidlertid ikke synes forpligtet til at vedtage, kan ifoelge Retten goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

Det er vigtigt at fremhaeve, at den paagaeldende dom, hvori meddelelsen i henhold til artikel 6 blev defineret som en udelukkende forberedende retsakt, fjernede enhver tvivl angaaende muligheden for at anfaegte denne meddelelse i henhold til traktatens artikel 173. Retten har begrundet denne konklusion ved navnlig at bekraefte, at »et annullationssoegsmaal vedroerende en saadan meddelelse kunne - paa samme maade som et annullationssoegsmaal vedroerende en meddelelse om klagepunkterne - tvinge Domstolen og Retten til at foretage en vurdering af spoergsmaal, som Kommissionen endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om«; hvilket bl.a. ikke er foreneligt »med retsplejehensyn og hensyn til den rette gennemfoerelse af Kommissionens administrative procedure« (16).

14 Paa baggrund af Automec I-dommen har Kommissionen bemaerket, at: »Skrivelser, hvori Kommissionen fremfoerer sine indledende bemaerkninger, skal med andre ord affattes paa en saadan maade, at det for adressaterne klart fremgaar, at der kun er tale om en foerste reaktion fra Kommissionens side paa grundlag af de oplysninger, den ligger inde med. Adressater skal under alle omstaendigheder altid opfordres til at fremkomme med eventuelle supplerende bemaerkninger til Kommissionen inden for en rimelig frist, der udtrykkeligt er fastsat i skrivelsen. Reageres der ikke, anses sagen for henlagt« (17).

Kommissionens senere praksis giver imidlertid ikke anledning til at antage, at disse kriterier er blevet anvendt i snaever forstand; det kan derfor ikke udelukkes, at det paa dette omraade vaesentlige omtvistede om navnlig det retlige klassificeringsspoergsmaal af de retsakter, der er vedtaget i forbindelse med proceduren efter artikel 6 i forordning nr. 99/63, netop delvis skyldes tvetydigheden i de skrivelser, som Kommissionen har fremsendt til de klagende parter.

15 Domstolens praeciseringer i SFEI m.fl.-dommen (18), som direkte angaar klassificeringen af den beslutning, hvorved proceduren i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 bringes til ophoer, fremstaar som vaerende saerlig anvendelig i naervaerende sammenhaeng. Efter at have bemaerket, at »en institution, som er tillagt befoejelser til at fastslaa, om der er begaaet en overtraedelse, og fastsaette sanktioner herfor, og som private kan klage til, som det er tilfaeldet med Kommissionen inden for konkurrenceretten, indstiller en undersoegelse, som den har ivaerksat paa foranledning af klagen, udsteder den i sagens natur dermed en retsakt, som har retsvirkninger« (praemis 27), har Domstolen bekraeftet, at »en skrivelse om, at en sag henlaegges, kan derfor ikke betragtes som en foreloebig stillingtagen eller en forberedende foranstaltning, medmindre Kommissionen klart har tilkendegivet, at sagen henlaegges under forbehold af, at parterne ikke fremsaetter supplerende bemaerkninger, hvilket ikke skete i den foreliggende sag« (praemis 30).

Ifoelge Domstolen udgoer en skrivelse, som indeholder og begrunder Kommissionens hensigt om at henlaegge klagen derfor til stadighed, og under alle omstaendigheder, en beslutning, som kan goeres til genstand for soegsmaal, medmindre den udtrykkeligt henviser til den klagende parts senere bemaerkninger. Som Domstolen forklarer, skyldes dette, at »i modsaetning til en meddelelse, hvis formaal er at give de paagaeldende virksomheder mulighed for at goere deres synspunkter gaeldende vedroerende de af Kommissionen fremsatte klagepunkter, og som ikke endeligt fastlaegger Kommissionens standpunkt ... udgoer en beslutning om henlaeggelse af en klage det sidste stadium af proceduren og foelges ikke op af yderligere en foranstaltning, som kan give anledning til at indgive annullationssoegsmaal« (praemis 28).

16 Den appellerede dom har endelig bibragt den paagaeldende retspraksis et nyt element ved udtrykkeligt at bekraefte, at den klagende part, efter at have fremsat bemaerkninger i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, har krav paa at modtage en endelig beslutning, som kan anfaegtes under et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 (praemis 34). En saadan konklusion, som imidlertid allerede kunne udledes af tidligere retspraksis (19), synes noedvendig: den klagende part er afskaaret fra enhver domstolsbeskyttelse, saafremt Kommissionen ikke, ud over den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 indeholdte meddelelse (som anses for en retsakt, der ikke kan anfaegtes under et soegsmaal), i det mindste var forpligtet til at vedtage en endelig beslutning om at afvise klagen.

Afslutningsvis indebaerer den naevnte retspraksis, at den klagende part indroemmes en ret til fra Kommissionen at faa, eventuelt ved hjaelp af et passivitetssoegsmaal, paa den ene side en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, en retsakt af forberedende karakter, som ikke kan anfaegtes ved et soegsmaal, men som udgoer et noedvendigt element med henblik paa at vedtage den endelige retsakt, og paa den anden side en endelig beslutning om at henlaegge klagen, en beslutning som kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal.

17 Den foreliggende sag understreger de problemer, som den klagende part har i det tilfaelde, hvor han foerst har modtaget en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 efter at have anlagt et passivitetssoegsmaal, og hvor han stadig venter paa en endelig beslutning, som kan anfaegtes under et soegsmaal.

Herefter vil jeg undersoege appellantens anbringender mod den indankede dom.

Passivitetens fortsaettelse (foerste og andet anbringende)

18 Det bemaerkes, at appellanten med de foerste to anbringender goer gaeldende, at Retten fejlagtigt har fundet, at Kommissionen har bragt passiviteten til ophoer. I denne henseende goer appellanten for det foerste gaeldende, at Retten burde have taget den korrespondance, der ligger forud for den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede skrivelse, i betragtning, hvilket ville have gjort det muligt at foretage en korrekt retlig vurdering af de faktiske forhold og ligeledes at fastslaa, at passiviteten fortsat bestod (foerste anbringende).

Appellanten goer endvidere gaeldende, ikke helt entydigt, at Rettens vurdering af skrivelsen af 13. juni 1994 er behaeftet med fejl og mangler (andet anbringende). Appellanten goer gaeldende: a) at selve indholdet af skrivelsen viser, at det kun drejer sig om en henholdende skrivelse; b) at Retten, for at naa en saadan konklusion, ikke burde have baseret sig paa forhold, som Kommissionen paastaar at have indsamlet, og som kunne begrunde beslutningen om at henlaegge klagen, naar disse forhold ikke fremgaar af sagsakterne; c) og afslutningsvis, at det i denne kontekst ikke burde have vaeret muligt for Retten ikke at konstatere en overtraedelse af kontradiktionsprincippet, eftersom (den paastaaede) afvisning var baseret paa en anden klage, om hvilken appellanten aldrig har faaet oplysninger. Ifoelge appellanten bekraeftede undersoegelsen af disse klagepunkter, at den omtvistede skrivelse ikke kunne anses for en beslutning om afvisning, en konstatering, som ligeledes skulle bekraefte, at passiviteten bestod.

19 Jeg finder det hensigtsmaessigt foerst at undersoege dette anbringende, eftersom undersoegelsen af, om den af Retten foretagne vurdering af karakteren af den paagaeldende skrivelse var korrekt kun - logisk set - maa gaa forud for enhver anden undersoegelse. I denne henseende er det ikke overfloedigt at understrege, at appellanten ved det naevnte anbringende ikke anfaegter Rettens konklusion, det vil sige, at den paagaeldende skrivelse udgoer »en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63« (praemis 30). Appellanten har paa dette punkt begraenset sig til at haevde, at under visse omstaendigheder kan den i artikel 6 indeholdte skrivelse ikke betragtes som vaerende egnet til at bringe passiviteten til ophoer, og at det tvaertimod er vigtigt konkret at undersoege indholdet med henblik paa at afgoere, om den indeholder en henlaeggelse af klagen.

Det bemaerkes i denne henseende, at det er korrekt, som det fremgaar af den naevnte SFEI m.fl.-dom (20), at skrivelsens karakter skal vurderes ud fra dens formaal og ikke udelukkende paa grundlag af formelle kriterier. Af samme dom fremgaar imidlertid tydeligt, at »en skrivelse om, at en sag henlaegges, derfor ikke [kan] betragtes som en foreloebig stillingtagen eller en forberedende foranstaltning« (21), medmindre Kommissionen paa den ene side har tilkendegivet, hvorfor den finder, at klagen skal henlaegges, og paa den anden side har fastsat en frist, inden for hvilken de klagende parter kan fremsaette supplerende bemaerkninger.

20 I den foreliggende sag er det imidlertid ubestridt, at Kommissionen har fastsat en frist paa to maaneder, inden for hvilken appellanten kunne fremsaette eventuelle supplerende bemaerkninger. Det staar ligeledes fast, at Kommissionen har tilkendegivet, hvorfor den er naaet til den konklusion, at appellantens klage »ikke for naervaerende goeres til genstand for individuel sagsbehandling«, nemlig at der foreligger en anden klage - vedroerende lignende omstaendigheder - som er mere repraesentativ, samt muligheden, henset til karakteren af den overtraedelse, der er genstand for klagen, for direkte at anlaegge sag ved de nationale retter.

Skrivelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, som anfaegtes i den foreliggende sag, boer foelgelig, i overensstemmelse med den i SFEI m.fl.-dommen anvendte terminologi, betragtes som en »foreloebig stillingtagen eller en forberedende foranstaltning«. En naermere undersoegelse viser, at Retten ikke har afvist en saadan konklusion, som i det mindste delvis er identisk med den af appellanten anfoerte, eftersom Retten i den omtvistede dom har bekraeftet, »at en skrivelse i henhold til artikel 6 ikke endeligt fastlaegger Kommissionens standpunkt« (praemis 31).

21 Under disse omstaendigheder maa det erkendes, at appellantens kritik, hvorefter Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved bedoemmelsen af karakteren af skrivelsen af 13. juni 1994, er aabenbart grundloes, i det mindste for saa vidt som den anfaegter den endelige karakter af beslutningen om at afvise klagen.

Appellantens paastand om, at Retten, hvilket skulle fremgaa af dommens praemis 29, da den kom til den konklusion, at den omtvistede skrivelse indeholder en beslutning om afvisning, fejlagtigt har baseret sig paa de af Kommissionen tilvejebragte oplysninger - som ikke fremgaar af sagsakterne - og som ifoelge Kommissionen begrunder beslutningen om ikke at behandle klagen, er ligeledes aabenbart grundloes. Retten har i dommens praemis 29 udelukkende begraenset sig til at bemaerke, at de noedvendige betingelser for at anse den paagaeldende skrivelse for en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 foreligger.

22 Appellantens paastand, hvorefter Kommissionen ved at basere sit afslag paa eksistensen af en lignende og mere repraesentativ klage skulle have erkendt, at den ikke havde truffet nogen foranstaltninger og ikke havde til hensigt at goere det, hvilket skulle udelukke enhver tvivl med hensyn til fortsaettelsen af passiviteten, kan heller ikke tages til foelge. Eftersom Kommissionen ikke er forpligtet til at foretage en undersoegelse af en klage (22), er det klart, at appellanten naar den goer dette argument gaeldende langt fra bestrider Rettens vurdering af karakteren af skrivelsen af 13. juni 1994, men derimod Kommissionens begrundelser for dens hensigt om ikke at behandle klagen. I saa henseende er det imidlertid tilstraekkeligt at bemaerke, at et klagepunkt af denne karakter, som uden tvivl er relevant i forbindelse med et eventuelt annullationssoegsmaal, ikke er det med henblik paa at fastslaa passivitet.

Den samme konklusion gaelder paastanden om, at Retten skulle have undladt at sanktionere Kommissionens tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet, eftersom afvisningen af klagen var baseret paa, at der forelaa en anden klage vedroerende en lignende sag, om hvilken appellanten ikke havde kunnet faa oplysninger, end ikke under retsforhandlingerne ved Retten. En eventuel tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, som skulle foelge af en saadan adfaerd, er ikke relevant med henblik paa at fastslaa, om der foreligger passivitet.

23 De foregaaende bemaerkninger viser tydeligt, at Retten har vurderet skrivelsen af 13. juni 1994 korrekt, hvorfor det paagaeldende anbringende boer afvises. Men eftersom det netop undersoegte klagepunkt skulle fastslaa, at den omtvistede skrivelse ikke udgjorde en beslutning om afvisning, og at passiviteten derfor ikke var bragt til ophoer, skal det efter min mening undersoeges, om denne skrivelse, som Retten har defineret som en stillingtagen af ikke-endelig karakter, kan anses for at have medfoert, at den oprindelige genstand for appellantens passivitetssoegsmaal er bortfaldet.

En saadan undersoegelse er under alle omstaendigheder noedvendig for at fastslaa, om Retten fejlagtigt har undladt at tage den korrespondance i betragtning, der laa efter skrivelsen af 13. juni 1994 (foerste anbringende). Det er givet, at Rettens forpligtelse til at undersoege denne korrespondance kun har betydning i det omfang, hvor det allerede er fastslaaet, at den omtvistede skrivelse, og mere generelt en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63, ikke i sig selv kan bringe passiviteten til ophoer, eller under alle omstaendigheder kan bevirke, at genstanden for passivitetssoegsmaalet bortfalder.

24 Efter saaledes at have ridset problemet op skal det afgoeres, om en skrivelse der ifoelge Retten selv udgoer en stillingtagen, som ikke er endelig, kan anses for at kunne bringe en passivitet til ophoer og samtidig fjerne sagens genstand. Er det med andre ord korrekt at antage, at en saadan stillingtagen - uanset om den er indledende eller forberedende - desuagtet kan bringe passiviteten til ophoer?

Ifoelge appellanten ville et bekraeftende svar paa et saadant spoergsmaal vaere endnu mindre acceptabelt, hvis man finder, at der ikke, da Retten afsagde sin dom, havde vaeret - og, hvad der er saerdeles vaesentligt paa nuvaerende tidspunkt, endnu ikke foreligger - en endelig beslutning. Det er netop paa denne baggrund, at appellanten, som allerede naevnt, goer gaeldende, at Retten burde have undersoegt den korrespondance, der laa efter skrivelsen af 13. juni 1994.

25 Det skal indledningsvis bemaerkes, at i den omtvistede dom har Retten, selv om den ikke har foretaget en undersoegelse af den korrespondance, der laa efter skrivelsen af 13. juni 1994, dog fastslaaet, at »paa tidspunktet for sagens afgoerelse fremgaar det ikke af sagens akter, at Kommissionen skulle have vedtaget en beslutning i den i traktatens artikel 189 anvendte betydning i anledning af sagsoegerens klage«. Ifoelge appellanten er dette »imidlertid ikke i sig selv tilstraekkeligt til at fastslaa, at der foreligger passivitet fra Kommissionens side, idet en retsakt, der ikke selv kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal, under visse omstaendigheder alligevel kan udgoere en stillingtagen, der bringer passiviteten til ophoer, hvis den er et noedvendigt forberedende led i en procedure, der skal udmunde i en retsakt, der kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal under de i traktatens artikel 173 fastsatte betingelser« (praemis 25).

Med udgangspunkt i denne forudsaetning er Retten saaledes naaet til den konklusion, at en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 udgoer en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175 - og at den foelgelig kan beroeve passivitetssoegsmaalet dets genstand - selv naar det tydeligt fremgaar, at der foreligger handlingsundladelse, og at det netop skyldes, at der er tale om en forberedende retsakt, som udgoer en noedvendig betingelse for at vedtage den endelige beslutning. Foelgelig, og stadig ifoelge Retten, har de forhold, der ligger efter skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, ingen relevans med henblik paa at fastslaa, hvorvidt der foreligger passivitet.

26 En saadan stillingtagen forudsaetter naturligvis for det foerste, at meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 altid er en forberedende retsakt, for det andet, at en retsakt, som er forberedende, paa trods af dens karakter alligevel kan bringe passiviteten til ophoer. Disse to postulater, som i oevrigt ikke er tilstraekkeligt begrundede, medfoerer en vis tvivl og usikkerhed.

For saa vidt angaar det foerstnaevnte aspekt skal jeg erindre, primaert mig selv, om, at i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 er Kommissionen, ud over forpligtelsen til at meddele de klagende parter begrundelserne for at afslaa deres anmodning, forpligtet til at fastsaette »en frist, inden for hvilken de klagende parter kan fremsaette eventuelle bemaerkninger« (23). Denne bestemmelse har saaledes - udtrykkeligt - til hensigt at sikre den klagende part mulighed for at fremsaette bemaerkninger om de til denne af Kommissionen fremsendte begrundelser for afvisningen af klagen.

27 Saafremt det er korrekt, kan jeg ikke se, at man ikke kun kan naa frem til foelgende konklusion: Naar den klagende part ikke goer brug af den naevnte mulighed - enten fordi han finder det unoedvendigt, henset til meddelelsens indhold, eller fordi han ikke kan fremkomme med nye faktiske eller retlige elementer, som kan faa Kommissionen til at aendre holdning - kan meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke anses for en forberedende retsakt, men derimod en endelig retsakt. SFEI-dommen, hvor Domstolen betragtede den paagaeldende meddelelse som en endelig stillingtagen (24), selv om den klagende part i den paagaeldende sag ikke havde haft den efter artikel 6 i forordning nr. 99/63 indeholdte mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger til begrundelsen for at afvise dennes klage, bekraefter i oevrigt dette. Det indebaerer efter min mening, at saafremt der ikke foreligger supplerende bemaerkninger, hvad enten det skyldes Kommissionen eller den klagende part, medfoerer det i alle tilfaelde, at klagen henlaegges endeligt, og at der saaledes er mulighed for at anfaegte den paagaeldende retsakt.

I denne henseende skal det ligeledes naevnes, at Kommissionen i sagen Gema mod Kommissionen forfaegtede et lignende synspunkt. I denne sag bemaerkede sagsoegte, at: »Den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 omhandlede underretning kan betragtes som en beslutning, idet den medfoerer retsvirkninger for ansoegeren. Naar Kommissionen angiver grundene til, at den ikke kan tage begaeringen til foelge, maa det saedvanligvis antages, at der er tale om en endelig stillingtagen. Den omstaendighed, at der i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 skal gives ansoegeren en frist for fremsaettelse af eventuelle skriftlige bemaerkninger, fratager ikke underretningen dens karakter af beslutning. Bestemmelsen stiller ansoegeren frit med hensyn til, om han vil besvare denne underretning. Hans passivitet er ensbetydende med, at han anerkender, at underretningen er endelig« (25).

28 Som allerede vist er det netop denne loesning, der efter min mening svarer bedst til ordlyden af og formaalet med artikel 6 i forordning nr. 99/63. I modsat fald ville den klagende part, der beslutter ikke at goere brug af muligheden for at fremsaette yderligere bemaerkninger, altid og under alle omstaendigheder vaere afskaaret fra muligheden for at anfaegte begrundelserne om at henlaegge klagen (endeligt) ved Faellesskabets retsinstanser, med den foelge, at den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 indeholdte mulighed ville blive til en forpligtelse, i det mindste for de, der ikke oenskede at give afkald paa en domstolsproevelse.

Jeg mener i oevrigt ikke, at denne loesning er i strid med Automec I-dommen (26), og at den begraenser sig til at praecisere den paa visse punkter. Saafremt det er korrekt, at Retten i denne dom har klassificeret meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 som en forberedende retsakt, som ikke kan anfaegtes under et soegsmaal, og som antages at henhoere under den saakaldte »anden fase«, er det i oevrigt korrekt, at Retten end ikke har overvejet det tilfaelde, at denne meddelelse kan udgoere den sidste retsakt i proceduren. Under alle omstaendigheder kan den omstaendighed, at der ikke er nogen saakaldt »tredje fase«, som naevnt i Automec I-dommen, hverken medfoere, at den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 fastsatte procedure slutter med en forberedende retsakt, eller at den paagaeldende retsakt, skoent den ikke er af forberedende karakter, ikke kan anfaegtes under et soegsmaal.

29 Det foregaaende viser klart, at fasen efter fremsendelsen af den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 fastsatte skrivelse kan blive afgoerende allerede med hensyn til klassificeringen af den paagaeldende retsakt, hvilket kan faa alvorlige foelger for den klagende part, i det mindste hvad angaar domstolsbeskyttelsen. Her vil det vaere hensigtsmaessigt at stille spoergsmaalstegn ved, om resten af den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 fastsatte procedure skal tages i betragtning, og i hvilket omfang, naar den klagende part, som appellanten i den foreliggende sag, goer brug af muligheden for at fremsaette supplerende bemaerkninger. Det mest logiske svar er, at i et saadant tilfaelde kan den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 indeholdte meddelelse, under alle omstaendigheder paa grund af dens karakter, ikke betegnes som en endelig retsakt, hvilket bevirker, at det ligeledes maa udelukkes, at det drejer sig om en retsakt, der kan anfaegtes i henhold til traktatens artikel 173.

Man kommer saaledes tilbage til udgangspunktet, i og med at det skal fastslaas, om meddelelsen som forberedende retsakt alligevel kan betragtes som vaerende i stand til at bringe passiviteten til ophoer. Det skal bemaerkes, at Retten besvarede dette spoergsmaal bekraeftende, netop fordi denne retsakt udgjorde den noedvendige forudsaetning for vedtagelsen af den endelige retsakt (27). Hvis man imidlertid antager, at den klagende part anmoder om vedtagelsen af beslutningen og ikke om vedtagelsen af en forberedende retsakt, er det saa muligt at antage, at en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 udgoer en stillingtagen, som er gyldig i henhold til traktatens artikel 175, og som samtidigt reelt fjerner genstanden for soegsmaalet?

30 Det skal i denne henseende foerst bemaerkes, at som Retten i oevrigt har fremhaevet i den paagaeldende dom, har Domstolen allerede besvaret dette spoergsmaal i Gema-dommen. I denne dom har Domstolen efter at have fastslaaet, at en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 »indebaerer, at sagen henlaegges« (28), udtrykkeligt fastslaaet, at den udgoer »en stillingtagen i den i traktatens artikel 175, stk. 2, forudsatte betydning« (29).

Denne antagelse skal imidlertid ses i lyset af den paagaeldende sags saerlige omstaendigheder: a) meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 var fremsendt forud for sagsanlaegget, hvilket bevirkede, at sagen ikke kunne realitetsbehandles; b) den klagende part havde ikke gjort brug af muligheden for at fremsaette supplerende bemaerkninger, hvorfor spoergsmaalet om, hvorvidt en eventuel passivitet bestod, derfor ikke blev rejst; c) det forhold, at den paagaeldende skrivelse i den naevnte dom er blevet defineret som en retsakt, der medfoerte, »at sagen henlaegges«, og at den ikke var af »foreloebig karakter«, faar mig under alle omstaendigheder til at udelukke, at denne skrivelse er en forberedende retsakt, skoent Domstolen ikke har behandlet spoergsmaalet om, hvorvidt den kan anfaegtes under et annullationssoegsmaal (30). Under disse omstaendigheder er det klart, at Gema-dommen paa ingen maade er afgoerende for den foreliggende sag, snarere tvaertimod.

31 Det spoergsmaal, som skal besvares - med udgangspunkt i den opfattelse, at skrivelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke udgoer en endelig retsakt, naar den klagende part goer brug af sin ret til at fremkomme med supplerende bemaerkninger - er, om genstanden for et passivitetssoegsmaal forsvinder, saa snart institutionen tager stilling, ogsaa selv om det sker ved en »forberedende« retsakt, eller om dette udelukkende er tilfaeldet, naar undladelsen af at tage stilling bringes til ophoer ved vedtagelsen af en endelig retsakt.

Dette spoergsmaal blev udtrykkeligt undersoegt i generaladvokatens forslag til afgoerelse i Automec II- og Asia Motor I-sagerne (31), hvori saavel grunden til som foelgerne af de to naevnte alternativer blev analyseret.

32 Antagelsen af, at en forberedende retsakt under ingen omstaendigheder kan bringe passiviteten til ophoer, netop paa grund af den naevnte klassifikation, medfoerer, at »et soegsmaal, der verserer for Retten, naar det én gang er antaget til realitetsbehandling i henhold til artikel 175, ikke [vil] vaere udtoemt, medmindre og indtil den sagsoegte institution har truffet en formel 'afgoerelse'« (32), hvilket bevirker, at soegsmaalet bevarer sin genstand, indtil Kommissionen traeffer en endelig beslutning (33). I dette perspektiv medfoerer skrivelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 en slags udsaettelse i passiviteten, men bringer den ikke til ophoer. Denne loesning har den fordel, »at det forhold, at der fortsat verserede en sag for Retten, der kunne genoplives paa ethvert tidspunkt, ville anspore Kommissionen til at forblive aktiv. Ulempen ville vaere, at en muligt unoedvendig sag ville forblive paa Rettens sagsliste, hvilket ville betyde, at parterne frem for Retten havde raadighed over, hvad der skulle ske med sagen« (34).

I samme forslag til afgoerelse betegnes derimod antagelsen af, at allerede den forberedende retsakt afskaerer passivitetssoegsmaalet fra sin genstand, som »teoretisk mindre tilfredsstillende, da den forudsaetter, at en passivitet - i den forstand, at der foreligger en undladelse af at udstede en anfaegtelig retsakt - kan bringes til ophoer ved en handling, der ikke er en anfaegtelig retsakt. Mens den loesning ville indebaere den fordel at toemme Rettens sagsliste hurtigt, ville den have den tilsvarende ulempe, at klageren maatte rejse en raekke soegsmaal for at opnaa resultater, hvis Kommissionen fortsat viste efterladenhed i behandlingen af sagen« (35). Det er naeppe noedvendigt at naevne, at det er denne ulempe, der er aarsag til den foreliggende sag.

33 Retten synes paa ingen maade at have udelukket, at fortsaettelsen af den i artikel 6 i forordning nr. 99/63 indeholdte procedure, saadan som den forloeb, efter at skrivelsen i medfoer af samme artikel var afsendt, var relevant med henblik paa at fastslaa en eventuel fortsat passivitet. I Asia Motor-sagen (36), hvori sagsoegerne bl.a. havde gjort gaeldende, at skrivelsen i henhold til artikel 6 ikke kunne anses for at fjerne soegsmaalets genstand, fastslog Retten udtrykkeligt, at Kommissionen ikke blot havde opfyldt de proceduremaessige krav, som ifoelge artikel 6 i forordning nr. 99/63 er paalagt den (selv om den foerst gjorde det efter sagsanlaegget), men ligeledes, i mellemtiden og skoent med vaesentlig forsinkelse, havde vedtaget en endelig beslutning om at afvise de af sagsoegerne indgivne klager. Den fastslog, at »soegsmaalet er blevet uden genstand, i hvert fald efter beslutningen af 5. december 1991, og at der herefter ikke laengere er grund til at traeffe afgoerelse i saa henseende« (37). Udtalelsen i samme dom om, at »undladelsen af at udstede en akt, der er blevet udstedt efter sagsanlaegget, men foer domsafsigelsen«, har en saerlig betydning, der medfoerer, at »i det foreliggende tilfaelde kan Kommissionen, som endeligt har forkastet sagsoegernes klage efter at have afsendt meddelelsen efter artikel 6 i forordning nr. 99/63, ikke anses for at have naegtet at handle« (38).

De naevnte betragtninger, som imidlertid ikke goer det muligt at give et klart og entydigt svar paa det i denne sag foreliggende problem (39), foerer mig ikke desto mindre til at antage, at Retten havde til hensigt ligeledes at tage de begivenheder, der laa efter afsendelsen af skrivelsen i medfoer af artikel 6, i betragtning med henblik paa at fastslaa, hvorvidt der forelaa passivitet. Retten, som netop i den appellerede dom skulle udtale sig om dette punkt, afgav derimod udtrykkeligt det modsatte svar.

Den valgte loesning kan imidlertid ikke anses for tilfredsstillende dels, fordi den indebaerer, at passivitetens ophoer, og dermed soegsmaalets genstand, beror paa en retsakt, som udelukkende er forberedende i forhold til vedtagelsen af den (endelige) retsakt, som den klagende part har anmodet om, dels, fordi den kan tvinge denne til at anlaegge et nyt passivitetssoegsmaal for at opnaa et hensigtsmaessigt resultat. Man maa saaledes rejse spoergsmaalet om, hvilke loesninger der skal foreslaas med henblik paa af afhjaelpe disse ulemper, under hensyntagen til det retlige indhold i - og i saerdeleshed - formaalet med artikel 6 i forordning nr. 99/63.

34 En foerste mulighed kunne vaere den, som er foreslaaet i det naevnte forslag til afgoerelse, det vil sige, at sagen ikke beroeves sin genstand, saa laenge der ikke er truffet en endelig beslutning. Selv om denne mulighed har den fordel, at den fjerner de ulemper, som foelger af, at passiviteten anses for at vaere bragt til ophoer, og at sagen derfor er beroevet sin genstand, er denne loesning imidlertid ikke immun for kritik. Den forhindrer saaledes ikke, at Kommissionen fortsaetter med at udvise efterladenhed, selv i laengere perioder, idet klageren i denne situation paa ingen maade kan tvinge Kommissionen til at handle.

En anden mulighed, som i oevrigt er den, jeg foreslaar, bestaar derimod i at paalaegge Kommissionen, som hverken kan eller maa udskyde vedtagelsen af den endelige retsakt paa ubestemt tid, at besvare de af den klagende part fremsatte bemaerkninger inden for en rimelig frist, hvorefter, saafremt den ikke har truffet en beslutning, de noedvendige betingelser for, at Retten kan fastslaa, at der foreligger passivitet, er opfyldt. Jeg skal tilfoeje, at det efter min opfattelse er noedvendigt at fastsaette en rimelig frist - i loebet af hvilken Kommissionen er forpligtet til at bekraefte, hvad den allerede har meddelt i skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63, eller at genaabne sagen, saafremt den finder det hensigtsmaessigt som foelge af klagerens yderligere bemaerkninger - for at sikre retssikkerheden og en tilstraekkelig retsbeskyttelse. Den »rimelige« frist, som »med rimelighed« kunne fastsaettes til mellem tre og seks maaneder, svarer i oevrigt til kravet om en god retspleje, et krav som er yderst noedvendigt inden for omraader som de paagaeldende, hvor kun en indgriben inden for en given frist kan goere det muligt at naa maalet med en klage i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17. Det er naeppe noedvendigt at fremhaeve, at fastsaettelsen af en rimelig frist, som skal sikre de naevnte krav og principper, ikke udgoer noget nyt element i Domstolens retspraksis (40).

35 Sluttelig, og for at sammenfatte de indtil nu anfoerte argumenter, indeholder meddelelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 i sig selv en henlaeggelse af klagen - og den udgoer derfor en endelig retsakt - hver gang klageren ikke benytter sig af muligheden for paa et senere tidspunkt at fremsaette supplerende bemaerkninger. I dette tilfaelde fjerner meddelelsen foelgelig sagens genstand og udgoer samtidig en retsakt, som kan anfaegtes i medfoer af traktatens artikel 173. Naar derimod klageren goer brug af muligheden for at fremsaette sine bemaerkninger, beroeves passivitetssoegsmaalet kun sin genstand, saafremt Kommissionen inden for den af Domstolen fastsatte rimelige frist vedtager den endelige beslutning om at afvise klagen. Saafremt en saadan beslutning ikke vedtages inden for denne frist, medfoerer dette derimod, naar betingelserne herfor er opfyldt, at Domstolen fastslaar, at der foreligger passivitet.

Det er naeppe noedvendigt at fremhaeve, at de beroertes adfaerd i begge tilfaelde, efter at skrivelsen i medfoer af artikel 6 er sendt til dem, foelgelig er afgoerende med henblik paa at fastslaa, om passiviteten stadig bestaar eller er ophoert, og om sagen er beroevet sin genstand eller ej.

36 Heraf foelger, for saa vidt angaar den foreliggende sag, at klagerens foerste anbringende skal laegges til grund, eftersom Retten fandt, at den omstaendighed, at der ved domsafsigelsen endnu ikke forelaa en endelig beslutning om at afvise klagen, var uden relevans.

Retsvirkningerne af skrivelsen i medfoer af artikel 6 i forordning nr. 99/63 og tilsidesaettelsen af retten til effektiv domstolsproevelse (tredje anbringende)

37 Med det tredje anbringende goer appellanten gaeldende, at selv det forhold at antage, at skrivelsen af 13. juni 1994 kan beroeve passivitetssoegsmaalet dets oprindelige genstand, men at den ikke udgoer en retsakt, som kan anfaegtes under et soegsmaal, udgoer en tilsidesaettelse af retten til effektiv domstolsproevelse.

Henset til, at denne ret udgoer et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper (41), goer appellanten gaeldende, at Retten - ved at antage, at den paagaeldende skrivelse ikke havde nogen bindende retsvirkninger for denne, men samtidigt kunne bringe passiviteten til ophoer - har skabt et graat omraade, inden for hvilket klageren ikke faar nogen retlig beskyttelse: han afskaeres fra muligheden for paa den ene side at faa fastslaaet den ulovlige undladelse af at vedtage den begaerede retsakt, og paa den anden side for at anlaegge et annullationssoegsmaal.

38 I virkeligheden maa det konstateres, at den af Retten vedtagne loesning ikke afskaerer appellanten fra enhver beskyttelse. Men ved at paalaegge klageren, i forbindelse med Kommissionens fortsatte passivitet, at anlaegge et andet passivitetssoegsmaal med det ene formaal at opnaa den (endelige) beslutning, der er anmodet om (i det foerste passivitetssoegsmaal), og eventuelt anmode om annullation af denne retsakt i henhold til traktatens artikel 173 (42), goer en saadan loesning det i det mindste svaerere at faa adgang til domstolsproevelse.

Under disse omstaendigheder er det vanskeligt ikke at tilslutte sig den opfattelse, hvorefter »fordoblingen af sagsanlaeg bevirker, at Faellesskabets domstolskontrol aendres til en sand kamp, hvor udholdenhed og modstand bliver sande dyder!« (43), hvilket faar mig til at tvivle paa, at den domstolsbeskyttelse, som klageren saaledes faar, er tilstraekkelig.

Imidlertid finder jeg det, ligeledes i lyset af resultatet af behandlingen af det foerste anbringende, unoedvendigt at behandle det paagaeldende anbringende naermere.

39 Det siger sig selv, at loesningen ville vaere helt anderledes, hvis Domstolen skulle fastslaa, at de af appellanten paaberaabte anbringender med henblik paa at godtgoere, at passiviteten bestaar, er uden grundlag. I dette tilfaelde ville det vaere vanskeligt at godtgoere, at appellanten ikke har begrundet sin paastand, hvorefter selve det forhold, at en meddelelse i henhold til artikel 6 i sig selv kan beroeve passivitetssoegsmaalet dets oprindelige genstand - noedvendigvis - bevirker, at der er tale om en retsakt, som faar retsvirkninger for modtageren, og derfor er en retsakt, der kan anfaegtes under et soegsmaal (44). Heraf foelger, at Retten ved at have anset meddelelsen i henhold til artikel 6 for en retsakt, der ikke kan anfaegtes under et soegsmaal, har tilsidesat appellantens ret til en effektiv domstolsproevelse.

Jeg skal tilfoeje, at det efter min mening ville vaere hensigtsmaessigt at anerkende, at skrivelsen i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 altid og under alle omstaendigheder udgoer en retsakt, som kan anfaegtes under et soegsmaal (45), frem for at anerkende en situation, hvor klageren, med henblik paa at opnaa en endelig beslutning og i givet fald underkaste den Domstolens kontrol, tvinges til at anlaegge to passivitetssoegsmaal (46). I modsat fald ville det nemlig vaere umuligt ikke at fastslaa, at domstolsbeskyttelse af den person, som har indgivet en anmodning efter artikel 3, stk. 2, litra b), i forordning nr. 17, er utilstraekkelig i henseende til effektivitet og hurtighed. Domstolen boer efter min mening ikke tillade dette.

40 Paa baggrund af det anfoerte boer dommen af 27. juni 1995 ophaeves, for saa vidt som den forkaster de anbringender, som jeg netop har undersoegt.

Kommissionens kontraappel

41 Kontraappellen vedroerer den del af dommen, hvori Retten, henset til sagens saerlige omstaendigheder, tilpligtede Kommissionen at betale saavel sine egne som sagsoegerens omkostninger (praemis 44, 45 og 46).

Kommissionen goer til stoette for sin appel gaeldende, at Retten har forvekslet spoergsmaalet om sagens antagelse til realitetsbehandling med selve undersoegelsen af sagens realitet. Ifoelge Kommissionen er en tilpligtelse af sagsomkostningerne kun berettiget, saafremt Retten rent faktisk havde fastslaaet, at der forelaa passivitet eller i det mindste havde foretaget en undersoegelse af realiteten, hvilket ikke skete i den foreliggende sag.

42 Kommissionen er i oevrigt selv fuldt vidende om, at artikel 51, stk. 2, i statutten for Domstolen, hvorefter »appel (ikke) kan ... ivaerksaettes alene til forandring af afgoerelser om sagsomkostninger eller om disses stoerrelse«, kan udgoere en hindring for antageligheden af den appel, som den har ivaerksat. Kommissionen naar imidlertid til den konklusion, at denne bestemmelse ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag, primaert med den begrundelse, at eftersom den har til hensigt at undgaa - ligeledes af procesoekonomiske grunde - at Domstolen kun skal undersoege en sag med henblik paa sagsomkostningerne, har denne bestemmelse ingen relevans i forbindelse med en kontraappel. I dette tilfaelde boer Domstolen under alle omstaendigheder behandle den paagaeldende sag i relation til de i appellen anfoerte anbringender.

Det skal imidlertid indledningsvis bemaerkes, at Domstolen har fortolket artikel 51 saaledes, at den ligeledes finder anvendelse, naar alle oevrige anbringender er blevet afvist - selv om anbringendet om omkostningerne ikke er det eneste anbringende i appellen (47). Det indebaerer naturligvis, at formaalet med en saadan bestemmelse ikke, i modsaetning til Kommissionens paastand, bestaar i at undgaa, at Domstolen skal behandle en sag udelukkende for at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne. Det maa fastslaas, ligeledes med hensyn til den naevnte retspraksis, at formaalet med den paagaeldende bestemmelse snarere er at hindre, at en af Retten afsagt dom udelukkende anfaegtes med hensyn til omkostningerne, uden at det i det paagaeldende tilfaelde er relevant, om anfaegtelsen sker i appellen eller kontraappellen. Paa den anden side kan bestemmelsens generelle formulering kun foere til den konklusion, at den finder anvendelse i begge situationer.

43 For det tilfaelde at Domstolen skulle naa til en anden konklusion, skal jeg indledningsvis bemaerke, at Retten ved at afgoere sagen paa den kritiserede maade begraenser sig til at anvende Domstolens faste praksis, hvorefter den institution, som er anmodet om at tage stilling, paalaegges sagens omkostninger, selv om sagens genstand er bortfaldet, fordi denne institution foerst efter sagsanlaegget har taget stilling (48). Formaalet med en saadan retspraksis er helt tydelig: Det ville mildest talt vaere uretfaerdigt at idoemme sagsoegeren sagens omkostninger, naar et saadant soegsmaal netop blev anlagt paa grund af passivitet fra den institution, som var blevet anmodet om at udtale sig.

I modsaetning til hvad Kommissionen goer gaeldende, betyder dette ikke, at spoergsmaalet om antagelse til realitetsbehandling forveksles med behandlingen af realiteten, men derimod at der tages hensyn til, at sagen beroeves sin genstand paa grund af en adfaerd, udvist af den institution, der skal udtale sig. Jeg skal tilfoeje, at det i den foreliggende sag - ikke kun umiddelbart - vanskeligt kan antages, at passivitetssoegsmaalet ikke er begrundet, selv om det ikke har nogen relevans for fordelingen af omkostningerne. I denne henseende skal det bemaerkes, at Retten for det foerste har fastslaaet, at Kommissionen ikke har viderebehandlet aabningsskrivelsen, som den modtog fra appellanten den 24. januar 1994, »skoent den var bekendt med indholdet af klagen siden slutningen af december 1992«, og for det andet, at det nu er ubestrideligt, at den person, som i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17 indgiver en klage, under alle omstaendigheder har krav paa en beslutning. Under disse betingelser finder jeg, at Kommissionens paastand er aabenbar og naermest grundloes fremstaar som chikanoes.

Den ved Retten anlagte sag

44 Det foelger af statuttens artikel 54, stk. 1, at naar Domstolen ophaever Rettens afgoerelse, kan den selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse. Eftersom behandlingen af den af appellanten anlagte sag i dens nuvaerende form ikke forudsaetter nogen undersoegelse af faktum, finder jeg, at Domstolen kan afgoere denne tvist endeligt.

45 Med det foerste anbringende goer appellanten gaeldende for Retten, at Kommissionens skrivelse af 13. juni 1994 ikke kan anses for at have bragt passiviteten til ophoer, og navnlig at en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ikke udgoer en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2.

Jeg har allerede, ved behandlingen af foerste anbringende, paavist, at i et tilfaelde som det foreliggende, hvor den klagende part har anvendt muligheden for at fremlaegge supplerende oplysninger, kan denne skrivelse ikke anses for at kunne beroeve passivitetssoegsmaalet dets genstand, medmindre Kommissionen vedtager en endelig beslutning inden for en rimelig frist. Eftersom det staar fast, at denne beslutning ikke forelaa, da Retten afsagde sin dom, og at den rimelige frist, som under ingen omstaendigheder maa overskride seks maaneder, i hoej grad var overskredet, skal det blot undersoeges, om Kommissionen ved ikke at tage stilling paa sagsoegerens anmodning rent faktisk har tilsidesat en handlingsforpligtelse.

46 Svaret kan imidlertid kun blive bekraeftende. Selv om det er korrekt, at Kommissionen hverken er forpligtet til at vedtage en beslutning, som fastslaar, at der er tale om en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, eller til at behandle en klage indgivet i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, er den dog, ved en henlaeggelse af sagen, forpligtet til at »begrunde sin beslutning for at saette Retten i stand til at afgoere, om Kommissionen har begaaet faktiske eller retlige fejl eller gjort sig skyldig i magtfordrejning« (49).

Under disse omstaendigheder er Kommissionens henvisning til en udtalelse fra Retten, hvorefter »den omstaendighed, at Kommissionen prioriterer de sager, der verserer for den paa konkurrenceomraadet, forskelligt, er derfor forenelig med dens forpligtelser i henhold til faellesskabsretten« (50), helt uden relevans med henblik paa at godtgoere, at den ikke har overtraadt nogen handlingsforpligtelse. Denne udtalelse medfoerer, at Kommissionen har fuld ret til at afvise en anmodning med hensyn til den prioritering, som Kommissionen selv har givet den, men den kan bestemt ikke goere det paa en saadan maade, at den undgaar domstolskontrol.

47 Kommissionens skoensbefoejelse i forbindelse med, om de klager, der er indgivet til den, skal behandles, kan bestemt ikke anfaegte den ubestridelige ret, som den person, der har indgivet en klage i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, har til at faa en beslutning.

Det skal afslutningsvis tilfoejes, at Kommissionens paastand om, at der ikke har vaeret en rimelig frist mellem tidspunktet for indgivelsen af klagen og tidspunktet for modtagelsen af aabningsskrivelsen, er ubegrundet. I denne henseende er det tilstraekkeligt at bemaerke, at Kommissionen ikke har behandlet sagsoegerens aabningsskrivelse af 24. januar 1994, skoent den siden december 1992 var bekendt med indholdet af klagen.

Forslag til afgoerelse

48 Paa grundlag af det foregaaende foreslaar jeg Domstolen:

- at ophaeve Rettens dom af 27. juni 1995 i sag T-186/94, Guérin automobiles mod Kommissionen

- at afvise Kommissionens kontraappel

- at fastslaa, at Kommissionen, i strid med artikel 3, stk. 2, litra b), i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, og med artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17, har undladt at vedtage en endelig beslutning i forhold til appellanten

- at tilpligte Kommissionen at betale samtlige sagens omkostninger.

(1) - Guérin automobiles mod Kommissionen (Sml. II, s. 1753).

(2) - Forordning af 6.2.1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

(3) - EFT 1985 L 15, s. 16.

(4) - EFT 1963-1964, s. 42.

(5) - Jf. bl.a. Idot: »La situation des victimes de pratiques anticoncurrentielles après les arrêts Asia Motor et Automec II«, i Europe, 1992, s. 1 ff.; Gilliams og Maselis: »Le statut du plaignant en droit communautaire«, i Journal des Tribunaux, 1996, s. 25 ff.; Amadeo: »La posizione del singolo controinteressato dinanzi alla Commissione nell'applicazione delle regole di concorrenza«, i Il Diritto dell'Unione Europea, 1996, s. 405 ff.

(6) - Dom af 18.10.1979, sag 125/78, Gema mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 17 og 18; samt den nylige dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, praemis 46, herefter »Asia Motor III-dommen«. Som Retten har fastslaaet i dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, praemis 75, herefter »Automec II-dommen«, kan der kun vaere tale om en anden loesning, saafremt genstanden for klagen henhoerer under Kommissionens enekompetence.

(7) - Automec II-dommen, naevnt i foregaaende fodnote, praemis 76; dom af 24.1.1995, sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, praemis 81. Jf. i oevrigt dom af 24.1.1995, sag T-5/93, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 185, praemis 61, hvori Retten udtrykkeligt fastslog, at sagsoegeren ikke havde krav paa, at Kommissionen traf en beslutning om den anmeldte overtraedelse, heller ikke selv om Kommissionen maatte have vaeret »overbevist om, at den omhandlede praksis udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 86«. Sidstnaevnte udtalelse, som begrundes med, at Kommissionen, »naar den foerst har fastslaaet en overtraedelse, er forpligtet til at traeffe en beslutning, der paalaegger de beroerte virksomheder at bringe den til ophoer, er i modstrid med selve teksten i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, hvorefter Kommissionen kan vedtage en saadan beslutning« (dom af 18.11.1992, sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417, praemis 98), giver i realiteten anledning til nogen tvivl.

(8) - Dette betyder, at Kommissionen, skoent den hverken er forpligtet til at vedtage en beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af konkurrencereglerne, eller foretage en undersoegelse af en klage, forelagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, ikke desto mindre er forpligtet til »grundigt at undersoege de faktiske og retlige anbringender, der er rejst af klageren, for at bringe paa det rene, om der foreligger en konkurrencestridig adfaerd. Saafremt sagen henlaegges uden videre, har Kommissionen tillige pligt til at begrunde sin beslutning for at saette Retten i stand til at afgoere, om Kommissionen har begaaet faktiske eller retlige fejl eller gjort sig skyldig i magtfordrejning« (dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, praemis 27).

(9) - Den i fodnote 6 naevnte dom, praemis 17, min fremhaevelse.

(10) - A.st., praemis 19 og 20.

(11) - Jf. imidlertid om dette punkt generaladvokat Capotorti's forslag til afgoerelse i denne sag. Efter at vaere naaet til den konklusion, at en manglende vedtagelse af en skrivelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 udgoer en ulovlig undladelse fra Kommissionens side, og at den derfor kan blive genstand for et passivitetssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 175, fastslog sidstnaevnte derefter, at den paagaeldende retsakt »har kunnet anfaegtes ved et rettidigt annullationssoegsmaal, idet de retsakter, der er genstand for Domstolens kontrol efter artikel 173, stk. 1, er beskrevet i tilsvarende vendinger som i artikel 175, stk. 3« (Sml. 1979, s. 3193 og navnlig s. 3200).

(12) - Dom af 25.10.1977, sag 26/76, Sml. s. 1875, praemis 13.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695C0282.1

(13) - Jf. dom af 11.10.1983, sag 210/81, Demo-Studio Schmidt mod Kommissionen, Sml. s. 3045, praemis 14, hvori den klagende parts ret til at anfaegte beslutningen om at henlaegge klagen begrundes paa samme maade som i Metro-dommen (gengivelse af teksten). Jf. i oevrigt dom af 28.3.1985, sag 298/83, CICCE mod Kommissionen, Sml. s. 1105, praemis 18, hvori Domstolen fastslog, at den, i lyset af de faktiske og retlige elementer, som sagsoegeren havde fremlagt, var kompetent til at undersoege, hvorvidt den af Kommissionen trufne beslutning om at henlaegge klagen var lovlig; samt dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, BAT og Reynolds, Sml. s. 4487, praemis 12, hvori Domstolen bemaerkede, at med henblik paa realitetsbehandlingen af et annullationssoegsmaal mod en skrivelse om afvisning af en klage er det tilstraekkeligt, at denne skrivelse har »indhold og virkning som en beslutning i det omfang, hvor (den) afslutter en undersoegelse, rummer en vurdering af de paagaeldende aftaler og afskaerer sagsoegerne fra at begaere en genoptagelse af undersoegelsen, medmindre de paaviser nye omstaendigheder«.

(14) - Kommissionens holdning i denne henseende har laenge vaeret, at den ikke har nogen som helst forpligtelse til at vedtage en formel beslutning om afvisning, og at den derimod kan udvaelge de tilfaelde, hvor den finder det hensigtsmaessigt at traeffe en saadan beslutning. Jf. ligeledes Den Ellevte Beretning om Konkurrencepolitikken, 1981, punkt 118, og Den Femtende Beretning om Konkurrencepolitikken, 1985, punkt 1, hvori Kommissionen bekraefter, at det udelukkende er »i tilfaelde af behov«, at Kommissionen vedtager en endelig afvisningsbeslutning, som kan anfaegtes i et soegsmaal ved Domstolen.

(15) - Dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, praemis 45, 46 og 47, herefter »Automec I-dommen«.

(16) - A.st. praemis 46.

(17) - Tyvende Beretning om Konkurrencepolitikken, 1990, punkt 165, s. 131.

(18) - Dom af 16.6.1994, sag C-39/93 P, Sml. I, s. 2681.

(19) - Jf. f.eks. Automec-II-dommen (naevnt i fodnote 6), praemis 85; samt dom af 24.1.1995, sag T-74/92, Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 115, praemis 60.

(20) - Naevnt i fodnote 18, praemis 28-31.

(21) - A.st., praemis 30.

(22) - Jf. ovenfor, punkt 10.

(23) - Min fremhaevelse.

(24) - Naevnt i fodnote 18.

(25) - Naevnt i fodnote 6, under afsnittet »Sagsfremstilling«, navnlig s. 3182.

(26) - Naevnt i fodnote 15.

(27) - Retten har til stoette for dette synspunkt citeret domme af 12.7.1988, sag 377/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 4017, praemis 7 og 10, og af 27.9.1988, sag 302/87, Parlamentet mod Raadet, Sml. s. 5615, praemis 16. I denne henseende skal det imidlertid bemaerkes, at i den foerste afgoerelse har Domstolen - ved udtrykkeligt at afstaa fra at tage stilling til paastanden om afvisning af passivitetssoegsmaalet, i det omfang det var rettet mod budgetforslaget og foelgelig mod en forberedende retsakt - begraenset sig til at fastslaa, at der ikke var grund til at udtale sig herom, i det omfang den paagaeldende retsakt i mellemtiden var vedtaget. For saa vidt angaar den anden sag, hvor Parlamentets soegsmaalskompetence efter traktatens artikel 173 blev anfaegtet, er det korrekt, at Domstolen fastslog, at: »Europa-Parlamentet [kan], saa laenge Raadet ikke har forelagt et budgetforslag, opnaa dom for, at Raadet har udvist passivitet, medens det udkast, der er en forberedende akt, ikke kan anfaegtes i henhold til traktatens artikel 173«, men ordlyden er mindre klar og er under alle omstaendigheder ikke afgoerende for denne sag. Selv om jeg er enig i, at forberedende retsakter under visse omstaendigheder kan have definitive retsvirkninger i forhold til modtageren, saaledes at manglende vedtagelse heraf kan foere til et passivitetssoegsmaal (hvilket er tilfaeldet, hvis Raadet ikke vedtager budgetforslaget, og ligeledes hvis Kommissionen ikke vedtager et direktivforslag; i disse tilfaelde kan en manglende vedtagelse af disse retsakter medfoere, at henholdsvis Parlamentet og Raadet hindres i at udoeve deres kompetence), kan jeg ikke i denne henseende undlade at bemaerke, at situationen er en helt anden, eller i det mindste burde vaere det, naar det drejer sig om en retsakt som en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63. I dette sidste tilfaelde kan en eventuel vedtagelse af den paagaeldende retsakt, langt fra at besvare appellantens anmodning (fraset en i for denne negativ henseende) udgoere en forberedende stillingtagen , der muliggoer, at passiviteten bestaar. De foelgende bemaerkninger vedroerer i hovedsagen dette synspunkt.

(28) - Naevnt i fodnote 6, praemis 17.

(29) - A.st., praemis 21.

(30) - Det bemaerkes, at Domstolen i Gema-sagen ikke havde lejlighed til at udtale sig om, hvorvidt den paagaeldende skrivelse i medfoer af artikel 6 kunne anfaegtes under et soegsmaal, eftersom de argumenter, som skulle medfoere en annullation, aabenbart ikke kunne antages til realitetsbehandling. Derimod besvarede generaladvokat Capotorti dette spoergsmaal, som var genstand for megen debat under retsforhandlingerne (jf. ovenfor, punkt 11). I oevrigt havde Kommissionen ved at undersoege tre mulige loesninger ikke udelukket muligheden af, at en meddelelse i henhold til artikel 6 altid og under alle omstaendigheder er en retsakt, som kan anfaegtes af de paagaeldende i overensstemmelse med traktatens artikel 173.

(31) - Forslag til afgoerelse af den udpegede generaladvokat, dommer Edward, fremsat den 10.3.1992 (Sml. II, s. 2226, punkt 90-97), i Automec II-dommen, naevnt i fodnote 6, og Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen (dom af 18.9.1992, sag T-28/90, Sml. II, s. 2285, herefter »Asia Motor-I-dommen«).

(32) - A.st., punkt 94.

(33) - I denne forbindelse skal der henvises til den bekraeftelse, hvorefter »en afvisning af at handle, den vaere sig nok saa udtrykkelig, [kan] indbringes for Domstolen i henhold til artikel 175, saafremt passiviteten ikke med afvisningen bringes til ophoer« (dom af 27.9.1988, Parlamentet mod Raadet, naevnt i fodnote 27, praemis 17). Under hensyntagen til denne udtalelses saerlige kontekst samt til senere retspraksis, mener jeg imidlertid ikke, at den kan paaberaabes til stoette for det her anfoerte anbringende.

(34) - Forslag til afgoerelse af 10.3.1992 (naevnt i fodnote 31), punkt 95.

(35) - A.st., punkt 96, min fremhaevelse.

(36) - Naevnt i fodnote 31, praemis 34-37.

(37) - A.st., praemis 35.

(38) - A.st., praemis 37.

(39) - Det er ikke overfloedigt at paapege, at selv i den senere Ladbroke-dom har Retten ikke fjernet tvivlen i denne henseende. Efter at have konstateret, at der var gaaet lang tid mellem indgivelsen af klagen og datoen for modtagelsen af den til Kommissionen rettede aabningsskrivelse, fastslog Retten, at »sagsoegeren imidlertid ... [kunne] goere krav paa, at Kommissionen i alt fald tilstillede selskabet en foreloebig meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 ... eller en saadan beslutning«, det vil sige den endelige beslutning (dom naevnt i fodnote 19, praemis 61, min fremhaevelse).

(40) - Jf. f.eks. dom af 11.12.1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471, praemis 4, hvori Domstolen fastslog, at en frist paa to maaneder udgoer en rimelig frist, i loebet af hvilken Kommissionen er forpligtet til at udtale sig om foreneligheden af de nyprojekterede og forskriftsmaessigt anmeldte stoetteforanstaltninger. Jf. ligeledes, netop vedroerende et passivitetssoegsmaal, dom af 6.7.1971, sag 59/70, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. s. 157, praemis 15, 16, 22 og 23; org.ref.: Rec. s. 639, hvori Domstolen har fastslaaet noedvendigheden af en rimelig frist ud fra »krav til retssikkerheden og til kontinuiteten i Faellesskabets virksomhed«. Selv om det er korrekt, at disse krav er fastsat for at sikre, at »retten til at indbringe sagen for Kommissionen ikke kan udskydes paa ubestemt tid«, foelgelig er til fordel for den indklagede institution, er det ligeledes korrekt, at det er mindst lige saa uretfaerdigt at antage, at disse krav ikke finder anvendelse i det modsatte tilfaelde, nemlig naar det er institutionen, som paa ubestemt tid forsinker vedtagelsen af den begaerede retsakt.

(41) - Jf. bl.a. dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18, og dom af 19.3.1991, sag C-249/88, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 1275, praemis 25.

(42) - Dette fremgaar af en korrekt gennemgang af praemis 34 i den appellerede dom.

(43) - Bolze: »Note sur l'arrêt Guérin«, i Revue trimestrielle de droit européen, 1996, s. 393.

(44) - Denne konklusion bekraeftes i oevrigt af den udtalelse, hvorefter »begrebet retsakt, som kan give anledning til soegsmaal, er identisk i artikel 173 og 175, idet de to bestemmelser henviser til et og samme retsmiddel« (dom af 18.11.1970, sag 15/70, Chevalley mod Kommissionen, Rec. s. 975, praemis 6). En saadan udtalelse medfoerer naturligvis, at det ikke er muligt i medfoer af artikel 175 at faa vedtaget en retsakt, der ikke kan soeges annulleret i medfoer af artikel 173.

(45) - I denne henseende bemaerkes det, at jeg ikke kan dele Rettens opfattelse i Automec I-dommen, hvorefter et soegsmaal, hvor hensigten er at faa annulleret en meddelelse i henhold til artikel 6 »kunne - paa samme maade som et annullationssoegsmaal vedroerende en meddelelse af klagepunkterne - tvinge Domstolen og Retten til at foretage en vurdering af spoergsmaal, som Kommissionen endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig om«, hvilket bl.a. vil vaere uforeneligt med »retsplejehensyn og hensyn til den rette gennemfoerelse af Kommissionens administrative procedure« (dom naevnt i fodnote 15, praemis 46). Det er her tilstraekkeligt at konstatere, for det foerste, at ligheden mellem meddelelsen af klagepunkterne og meddelelsen i henhold til artikel 6, i betragtning af de vaesentlige forskelle, som kendetegner de paagaeldende to retsakter, mildest talt er paataget, og for det andet, at det synspunkt, som jeg netop har foreslaaet, boer overvejes serioest, i det tilfaelde hvor man naar til den konklusion, at skrivelsen i henhold til artikel 6 beroever passivitetssoegsmaalet dets genstand. I oevrigt mener jeg ikke, at denne loesning kan give anledning til stoerre indvendinger, eftersom: a) begrundelsen for at afvise klagen netop fremgaar af denne skrivelse; b) den endelige beslutning, som foelger senere, i de fleste tilfaelde kun er en bekraeftelse af skrivelsen i medfoer af artikel 6; c) det, i det tilfaelde hvor Kommissionen, som foelge af de for den senere fremsatte bemaerkninger, beslutter at indlede en undersoegelse eller en overtraedelsesprocedure, er tilstraekkeligt at fastslaa, at det drejer sig om en ny procedure i henhold til artikel 6. Endelig skal jeg tilfoeje, at den eneste ulempe ved denne loesning er, at klageren er forpligtet til samtidigt at formulere sine bemaerkninger til saavel skrivelsen i henhold til artikel 6 som til annullationssoegsmaalet.

(46) - Paa dette punkt opstaar spontant dette spoergsmaal: Hvor mange passivitetssoegsmaal skal klageren anlaegge i de tilfaelde, hvor vedtagelsen af den beslutning, han anmoder om, forudsaetter vedtagelsen af flere retsakter og ikke kun en?

(47) - I saadanne situationer har Domstolen fastslaaet, at »da samtlige appellantens oevrige anbringender er blevet forkastet, maa anbringendet vedroerende sagsomkostningerne afvises i medfoer af denne bestemmelse [artikel 51]« (dom af 14.9.1995, sag C-396/93 P, Henrichs mod Kommissionen, Sml. I, s. 2611, praemis 66). Jf. i denne henseende ligeledes kendelser af 13.1.1995, sag C-253/94 P, Roujansky mod Raadet, Sml. I, s. 7, praemis 14, og sag C-264/94 P, Bonnamy mod Raadet, Sml. I, s. 15, praemis 14. Det er naeppe noedvendigt at fremhaeve, at denne loesning, for saa vidt angaar det anbringende vedroerende omkostningerne, som er gjort gaeldende i en kontraappel, ligeledes finder anvendelse i det tilfaelde, hvor Domstolen afviser samtlige i appellen anfoerte anbringender. En saadan situation vil vaere helt analog med den, hvor samtlige oevrige appelanbringender afvises.

(48) - Jf. f.eks. dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, praemis 33.

(49) - Dom af 19.10.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen (naevnt i fodnote 8), praemis 27.

(50) - Automec II-dommen (naevnt i fodnote 6), praemis 77.

Full & Egal Universal Law Academy