FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CARL OTTO LENZ
fremsat den 23. maj 1996 ( *1 )
1.
Kommissionen har under dette i medfør af EF-traktatens artikel 169 indbragte traktatbrudssøgsmål mod Den Hellenske Republik nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten og Rådets direktiv 92/5/EØF af 10. februar 1992 om ændring og ajourføring af direktiv 77/99/EØF om sundhedsmæssige problemer i forbindelse med handel med kødprodukter inden for Fællesskabet og om ændring af direktiv 64/433/EØF ( 1 ), idet den ikke inden for den fastsatte frist har udstedt de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har givet Kommissionen meddelelse ora sådanne bestemmelser.
2.
I henhold til artikel 3 i direktiv 92/5 skulle medlemsstaterne principielt — hvilket således også gælder Den Hellenske Republik — sætte de nødvendige ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser i kraft med henblik på at efterkomme direktivet senest den 1. januar 1993.
3.
Det er ubestridt, at de nødvendige ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser hverken var blevet udstedt den 1. januar 1993 eller på tidspunktet for udløbet af den i den begrundede udtalelse af 3. juni 1994 fastsatte frist på to måneder.
4.
Den græske regering har udtrykkeligt gjort gældende, at der ikke som påstået kan være sket nogen tilsidesættelse af traktatens artikel 5, idet sagsøgte ikke har tilsidesat sin forpligtelse til samarbejde i forbindelse med gennemførelsen af direktivet og den administrative procedure.
5.
Da det er utvivlsomt, at de nødvendige ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser ikke er blevet udstedt rettidigt, således at Den Hellenske Republik dermed har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 92/5, er det ufornødent at undersøge, hvorvidt der derudover er sket en tilsidesættelse af traktatens artikel 5, idet Kommissionen ikke nærmere har gjort gældende, at der ud over en tilsidesættelse af forpligtelserne i henhold til direktivet skulle være sket nogen særlig tilsidesættelse af traktatens artikel 5.
6.
Der må herefter gives Kommissionen medhold i sagen. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger.
7.
Jeg skal herefter foreslå følgende domskonklusion:
»1)
Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har udstedt alle de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme Rådets direktiv 92/5/EØF af 10. februar 1992 om ændring og ajourføring af direktiv 77/99/EØF om sundhedsmæssige problemer i forbindelse med handel med kødprodukter inden for Fællesskabet og om ændring af direktiv 64/433/EØF.
2)
Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.«
( *1 ) – Originalsprog: tysk.
( 1 ) – EFT L 57, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy