FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
GEORGES COSMAS
fremsat den 11. juli 1996 ( *1 )
1.
Med dette søgsmål, der er indgivet i henhold til EF-traktatens artikel 169, har Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at Irland har undladt at opfylde sin forpligtelse til at gennemføre en række direktiver i irsk ret, nemlig:
a)
Rådets direktiv 91/67/EØF af 28. januar 1991 om dyresundhedsmæssige betingelser for afsætning af akvakulturdyr og -produkter ( 1 ), hvis artikel 29 bestemmer:
»1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1993.
2.
...«
b)
Rådets direktiv 91/492/EØF af 15. juli 1991 om sundhedsmæssige betingelser for produktion og afsætning af levende toskallede bløddyr ( 2 ), hvis artikel 15 bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1993. De underretter Kommissionen herom.
...«
c)
Rådets direktiv 91/493/EØF af 22. juli 1991 om sundhedsmæssige betingelser for produktion og afsætning af fiskerivarer ( 3 ), hvis artikel 18 bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1993. De underretter Kommissionen herom.
...«
Og endelig:
d)
Rådets direktiv 92/48/EØF af 16. juni 1992 om fastsættelse af minimumshygiejneregler for fiskerivarer fremstillet om bord på visse fartøjer i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 91/493/EØF ( 4 ), hvis artikel 4 bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 1993. De underretter Kommissionen herom.
...«
2.
Den 12. marts 1993, da de ovennævnte frister var udløbet, tilstillede Kommissionen den irske regering en åbningsskrivelse, hvorved den henledte regeringens opmærksomhed på, at foranstaltninger til gennemførelse af disse direktiver i irsk ret endnu ikke var blevet meddelt Kommissionen, og at den i øvrigt ikke var i besiddelse af andre oplysninger herom; Kommissionen anmodede den irske regering om at fremkomme med sine bemærkninger inden to måneder fra datoen for modtagelsen af skrivelsen.
3.
Irland besvarede åbningsskrivelsen gennem sin faste repræsentant ved De Europæiske Fællesskaber med en skrivelse af 5. juli 1993, hvori det blev oplyst, at gennemførelsen af direktiverne i irsk ret var nært forestående.
4.
Den 4. maj 1994 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse, hvorved den opfordrede Irland til inden to måneder at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktiverne.
5.
Den 16. oktober 1995 anlagde Kommissionen denne sag ved indgivelse af stævningen til Domstolens Justitskontor.
6.
I svarskriftet har Irland ikke benægtet, at der ikke var truffet de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af direktiverne i irsk ret. Det har blot anført, at proceduren med henblik på udstedelsen af ministerielle bekendtgørelser (Ministerial Regulations) på området var iværksat.
7.
Ifølge Domstolens faste praksis kan en medlemsstat ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes ( 5 ).
8.
Da Irland ikke har gennemført direktiverne i sin nationale retsorden inden de fastsatte frister, må det af Kommissionen påberåbte traktatbrud under disse omstændigheder betragtes som godtgjort.
Forslag til afgørelse
9.
Jeg foreslår derfor Domstolen at
»1)
fastslå, at da Irland ikke inden for de fastsatte frister har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre Rådets direktiv 91/67/EØF af 28. januar 1991 om dyresundhedsmæssige betingelser for afsætning af akvakulturdyr og -produkter, Rådets direktiv 91/492/EØF af 15. juli 1991 om sundhedsmæssige betingelser for produktion og afsætning af levende toskallede bløddyr, Rådets direktiv 91/493/EØF af 22. juli 1991 om sundhedsmæssige betingelser for produktion og afsætning af fiskerivarer og Rådets direktiv 92/48/EØF af 16. juli 1992 om fastsættelse af minimumshygiejneregler for fiskerivarer fremstillet om bord på visse fartøjer i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), i direktiv 91/493/EØF, har det tilsidesat de forpligtelser, som påhviler det i henhold til henholdsvis artikel 29, 15, 18 og 4 i de nævnte direktiver
2)
dømme Irland til at betale sagens omkostninger.«
( *1 ) – Originalsprog: græsk.
( 1 ) – EFT L 46, s. 1.
( 2 ) – EFT L 268, s. 1.
( 3 ) – EFT L 268, s. 15.
( 4 ) – EIT L 187. s. 41.
( 5 ) – Jf. f. eks. dom af 2.5.1996, sag C-253/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2423, præmis 12.
Full & Egal Universal Law Academy