Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 I den foreliggende sag har Juzgado de lo Social n_ 16 de Barcelona, forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af bestemmelser i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (1) (herefter »direktivet«).
I - Retlig baggrund
A - De faellesskabsretlige bestemmelser
2 Artikel 1 i direktivets afdeling I, som har overskriften »Anvendelse og definitioner«, bestemmer:
»1. Dette direktiv finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion.
2. Dette direktiv gaelder, naar den virksomhed, bedrift eller del af bedrift, som skal overfoeres, er beliggende inden for det omraade, hvor traktaten finder anvendelse.
3. ...«
3 Artikel 2 har foelgende ordlyd:
»I dette direktiv forstaas ved:
a) overdrager: enhver fysisk eller juridisk person, der som foelge af en overfoersel, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, ophoerer med at vaere indehaver af virksomheden, bedriften eller en del af bedriften
b) erhverver: enhver fysisk eller juridisk person, der som foelge af en overfoersel, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, bliver indehaver af virksomheden, bedriften eller en del af bedriften
...«
4 Artikel 3 i direktivets afdeling II, der har overskriften »Varetagelse af arbejdstagernes rettigheder«, bestemmer:
»1. Overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, som bestod paa tidspunktet for overfoerselen i henhold til artikel 1, stk. 1, overgaar som foelge af denne overfoersel til erhververen.
...
2. ...
3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse paa arbejdstagerens ret til ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller til efterladte i henhold til supplerende faglige eller tvaerfaglige forsikringsordninger, der findes ud over medlemsstaternes lovbestemte sociale sikringsordninger.
Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger for at beskytte arbejdstagernes interesser og de personers interesser, som allerede har forladt overdragerens bedrift paa tidspunktet for overfoerselen i henhold til artikel 1, stk. 1, for saa vidt angaar helt eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom, herunder ydelser til efterladte, i henhold til de i foerste afsnit omhandlede supplerende faglige eller tvaerfaglige forsikringsordninger.«
5 I artikel 4, stk. 1, hedder det:
»1. Overfoersel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift giver ikke i sig selv overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, der medfoerer beskaeftigelsesmaessige aendringer.
...«
6 Direktivets artikel 7 bestemmer:
»Dette direktiv begraenser ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indfoere administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.«
7 Direktivets artikel 8 har foelgende ordlyd:
»1. Medlemsstaterne saetter de noedvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden to aar efter dets meddelelse og underretter straks Kommissionen herom.
2. ...«
8 Det foelger af en fortolkning af ovennaevnte bestemmelser under ét, at saafremt en virksomhed overfoeres fra en indehaver af en virksomhed til en anden og af de angivne grunde, at arbejdstagerne i den paagaeldende virksomhed bevarer de rettigheder, der foelger af arbejdsforholdet med den overdragne virksomhed (2), idet overfoerslen af virksomheden dog skal vaere sket paa et tidspunkt, hvor direktivet fuldt ud har faaet retsvirkning i den beroerte medlemsstats interne retsorden. Endvidere kan medlemsstaterne yde arbejdstagerne en mere omfattende beskyttelse end den, der er fastsat i direktivet.
9 Det fremgaar ogsaa af Domstolens faste praksis, at borgerne ikke for de nationale domstole kan paaberaabe sig direktivets bestemmelser, saafremt de relevante omstaendigheder - for saa vidt som de beroerer de paagaeldende borgere - udspillede sig paa tidspunkter, der ligger forud for udloebet af den frist, hvor direktivet skulle gennemfoeres (3).
B - De nationale bestemmelser
10 Kongeligt dekret (Real Decreto) 505/1985 af 6. marts 1985 indeholder bestemmelser om Fondo de Garantía Salarial's (Loenmodtagernes Garantifond) opbygning og virkemaade (4). Fondo de Garantía Salarial er et administrativt, offentligretligt organ, der henhoerer under Ministeriet for Arbejdsforhold og Sociale Anliggender, og den er en af de garantiinstitutioner, der omhandles i direktiv 80/987 med henblik paa betaling af arbejdstagernes loentilgodehavender i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (5).
11 I artikel 2 i kongeligt dekret 505/1985 hedder det bl.a., at institutionen skal udbetale arbejdstagerne godtgoerelser som foelge af afskedigelse eller afbrydelse af arbejdskontrakten, naar saadanne godtgoerelser er fastslaaet ved dom eller ved administrativ afgoerelse, jf. artikel 50 og 51 i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdsforhold) (6).
12 I artikel 19, stk. 1, i det naevnte kongelige dekret er det fastsat, at Fondo de Garantía Salarial skal udbetale de godtgoerelser, der tilkendes som foelge af afbrydelse af arbejdskontrakten af oekonomiske eller teknologiske grunde eller i tilfaelde af force majeure. Godtgoerelsen udgoer 20 dages loen pr. tjenesteaar, idet perioder paa mindre end et aar beregnes pro rata pr. maaned og ikke kan overstige det beloeb, der udbetales pr. tjenesteaar. Ved beregningen af de paagaeldende beloeb laegges de tjenesteaar til grund, som fremgaar af den erklaering, der er udarbejdet af Tesorería General de la Seguridad Social (Generalsekretariatet for Den Sociale Sikring), og som angiver den periode, hvor den afskedigede arbejdstager har arbejdet i den paagaeldende virksomhed, medmindre arbejdstageren beviser, at ansaettelsesforholdet har varet laengere.
13 Endelig hedder det i dekretets artikel 19, stk. 3, at for saa vidt angaar virksomheder, der beskaeftiger mindre end 25 arbejdstagere, udbetaler Fondo de Garantía Salarial 40% af den godtgoerelse, der tilkendes som foelge af afbrydelse af arbejdskontrakten af oekonomiske eller teknologiske grunde eller i tilfaelde af force majeure, som omhandlet i stk. 1, uden at det skal bevises, at der er tale om insolvens, betalingsstandsning, konkurs eller en samlet ordning med hensyn til virksomhedens gaeld.
II - Faktiske omstaendigheder
14 Sagsoegerne i hovedsagen, Pedro Burdalo Trevejo, José Soriano Marco, Miguel Casa Alonso og Vicente Pérez de la Cruz, arbejdede i anpartsselskabet Hiades, som havde mindre end 25 fastansatte medarbejdere.
15 De paagaeldende arbejdstageres ansaettelsesforhold med tekstilvirksomheden, der er grundlagt af Enrique Capellà, gaar tilbage til henholdsvis den 14. juli 1969, den 14. november 1966, den 13. august 1950 og den 3. juni 1957. I mellemtiden har virksomheden skiftet ejer flere gange. Dette skete ogsaa den 19. maj 1978, hvor aktieselskabet »Hijos de Enrique Capellà« blev stiftet. Det blev den 29. juni 1981 til selskabet »Ennoblecimiento Textil« og den 7. januar 1986 til selskabet »Hiades«, uden at disse aendringer paavirkede ansaettelsesforholdet for sagsoegerne, der fortsatte under den nye ejer.
16 Ved afgoerelse af 10. maj 1993 erklaerede Departament de Treball de la Generalitat de Catalunya ansaettelsesforholdet mellem ovennaevnte arbejdstagere og virksomheden Hiades for ophoert.
17 Det paalagdes Fondo de Garantía Salarial at udbetale de i spansk lovgivning fastsatte godtgoerelser til de afskedigede arbejdstagere.
18 Den 24. januar 1994 traf Fondo de Garantía Salarial's afdeling i Barcelona en afgoerelse, der delvis svarede til den, som Departament de Treball havde truffet.
19 Ved beregningen af godtgoerelserne afviste Fondo de Garantía Salarial at tage hensyn til ansaettelsesperioder forud for den 19. maj 1978, hvor virksomheden for foerste gang blev overfoert, idet de paagaeldende perioder ikke fremgik af den erklaering, der var udstedt af den sociale sikringsinstitution, og fonden var af den opfattelse, at den ikke haeftede for den indtraeden i rettigheder for virksomheder, der havde fundet sted inden den 19. maj 1978. Fonden henviste i den forbindelse til afgoerelser fra Tribunal Superior de Justicia de Catalunya og fra Tribunal Supremo.
20 Domstolen har stillet den spanske regering et spoergsmaal, hvori regeringen anmodes om at fremkomme med naermere oplysninger om de afgoerelser fra Tribunal Supremo, der omhandler det problem, der er rejst i den foreliggende sag, og som den forelaeggende ret har henvist til. Det fremgaar baade af den spanske regerings besvarelse og af Tribunal Supremo's domme af 31. oktober 1983 og 17. december 1985, der er vedlagt som bilag, at der i de naevnte afgoerelser sondres mellem begrebet beskaeftigelsesperiode, der omfatter den periode, en arbejdstager faktisk har tilbagelagt i en bestemt virksomhed, og begrebet anciennitet, der omfatter hele den periode, hvor en arbejdstager har udoevet et bestemt erhverv. Sondringen er vigtig, idet beskaeftigelsesperioden er den, der laegges til grund ved beregningen af afskedigelsesgodtgoerelsen, mens ancienniteten laegges til grund ved fastsaettelsen af den referenceperiode, der skal anvendes ved beregningen af loen, tillaeg mv.
21 Ovennaevnte arbejdstagere har anlagt sag til proevelse af den af Fondo de Garantía Salarial trufne afgoerelse. Sagen er anlagt ved Juzgado de lo Social n_ 16 de Barcelona.
III - Det praejudicielle spoergsmaal
22 Den forelaeggende ret fandt, at tvisten rejste spoergsmaal om fortolkning af visse af direktivets bestemmelser, og besluttede derfor at forelaegge foelgende spoergsmaal for Domstolen:
»Kan der i henhold til lovgivningen eller retspraksis i en medlemsstat ske en begraensning af den godtgoerelse, Fondo de Garantía Salarial skal udbetale, ved at der ikke tages hensyn til arbejdstagernes fulde anciennitet, idet visse beskaeftigelsesperioder ikke medregnes, selv om de er tilbagelagt uden afbrydelse i en virksomhed, som er blevet overfoert, uden at bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 herved tilsidesaettes?«
IV - Besvarelse af det praejudicielle spoergsmaal
23 Det fremgaar af de faktiske omstaendigheder, saaledes som de er naermere uddybet i forelaeggelseskendelsen, at det spoergsmaal, der reelt er relevant for den nationale ret med henblik paa afgoerelsen af den tvist, der er indbragt for den, er, om den overfoersel af virksomheden, der skete i 1978, over for arbejdstagerne har affoedt rettigheder, der er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, det vil med andre ord sige, om direktivet finder anvendelse paa den paagaeldende overfoersel.
24 Som den spanske regering har understreget, og hvilket ikke er blevet bestridt, tiltraadte Kongeriget Spanien Faellesskaberne den 1. januar 1986 (7), og fra det tidspunkt var Spanien i princippet bundet af de faellesskabsretlige bestemmelser og dermed ogsaa af direktivets bestemmelser. Den spanske regering har endvidere understreget, at det tidspunkt, hvor den omtvistede overfoersel fandt sted (den 19.5.1978) ikke alene ligger forud for det tidspunkt, hvor Kongeriget Spanien tiltraadte Faellesskaberne, men ogsaa inden udloebet af den frist paa to aar, medlemsstaterne havde til at efterkomme direktivet. Ifoelge den spanske regering kan direktivets bestemmelser derfor ikke paaberaabes med hensyn til en virksomhedsoverfoersel, som har fundet sted foer de paagaeldende tidspunkter (8).
25 Jeg er enig i dette synspunkt. Eftersom Kongeriget Spanien tiltraadte Faellesskaberne den 1. januar 1986, og det fra det tidspunkt i princippet var bundet af de faellesskabsretlige bestemmelser, herunder bestemmelserne i det omtvistede direktiv, er det fra det tidspunkt, at de faellesskabsretlige bestemmelser er blevet inkorporeret i spansk ret og er begyndt at affoede retsvirkninger for Kongeriget Spanien og for borgerne. Arbejdstagere kan foelgelig ikke paaberaabe sig den beskyttelse, direktivet giver, for virksomhedsoverfoersler, der har fundet sted, inden at direktivet fik retsvirkning i den paagaeldende medlemsstat.
26 Da den periode, det praejudicielle spoergsmaal vedroerer, ligger paa et tidspunkt, hvor Kongeriget Spanien ikke var bundet af direktivets bestemmelser, skal spoergsmaalet om beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med den omtvistede overfoersel (i 1978) afgoeres paa grundlag af national ret. Dette er ogsaa baggrunden for, at det er ufornoedent at tage stilling til det spoergsmaal, Kommissionen har rejst, og som drejer sig om, i hvilket omfang de spanske bestemmelser om Fondo de Garantía Salarial har til formaal eller til foelge at ophaeve eller begraense omfanget af de ovenfor naevnte rettigheder for arbejdstagerne. En stillingtagen til dette spoergsmaal ville vaere ensbetydende med en besvarelse af et generelt spoergsmaal, som er irrelevant ved afgoerelsen af den tvist, der er indbragt for den nationale ret (9).
V - Forslag til afgoerelse
27 Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa, at det praejudicielle spoergsmaal besvares som foelger:
»En arbejdstager kan ikke paaberaabe sig den beskyttelse, der er fastsat i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagerne rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, naar virksomhedsoverfoerslen er sket paa et tidspunkt, hvor direktivet endnu ikke var begyndt at affoede retsvirkninger i den beroerte medlemsstats interne retsorden.«
(1) - EFT L 61, s. 26.
(2) - Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at »direktiv 77/187 ... har til formaal at sikre, at arbejdstagernes rettigheder opretholdes, naar virksomheden skifter indehaver, idet arbejdstagerne ifoelge direktivet kan forblive ansat i virksomheden under den nye indehaver paa de vilkaar, der var aftalt med overdrageren. Direktivet maa saaledes finde anvendelse i alle de tilfaelde, hvor der som led i et kontraktforhold sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som paatager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden«; jf. dom af 15.6.1988, sag 101/87, Bork International m.fl., Sml. s. 3057, praemis 13. Se ogsaa dom af 5.5.1988, forenede sager 144/87 og 145/87, Berg og Busschers, Sml. s. 2559, praemis 12, og af 14.11.1996, sag C-305/94, Rotsart de Hertaing, Sml. I, s. 5927, praemis 16-21.
(3) - Jf. f.eks. dom af 3.12.1992, forenede sager C-140/91, C-141/91, C-278/91 og C-279/91, Suffritti m.fl., Sml. I, s. 6337, praemis 11, 12 og 13, og af 3.3.1994, sag C-316/93, Vaneetveld, Sml. I, s. 763, praemis 16.
(4) - Boletín Oficial del Estado (herefter »BOE«) nr. 92 af 17.4.1985, som aendret ved berigtigelser af 27.5.1985 (BOE nr. 126) og af 19.6.1985 (BOE nr. 146).
(5) - Raadets direktiv 80/987/EOEF af 20.10.1980 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23).
(6) - Der er tale om lovbekendtgoerelse (Real Decreto Legislativo) 1/1995 af 24.3.1995, BOE nr. 75 af 29.3.1995.
(7) - Traktaten og akten om tiltraedelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og af Det Europaeiske Atomenergifaellesskab blev undertegnet den 12.6.1985 (EFT L 302); Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Faellesskaberne fik retsvirkning den 1.1.1986.
(8) - Henholdsvis den 1.1.1986 og den 14.2.1979.
(9) - Domstolen har i en raekke afgoerelser understreget, at dens opgave ikke bestaar i at afgive responsa vedroerende generelle eller hypotetiske spoergsmaal, der er uden forbindelse med den tvist, der skal afgoeres, men at bidrage til rettens pleje i medlemsstaterne; se bl.a. dom af 16.12.1981, sag 244/80, Foglia og Novello, Sml. s. 3045, praemis 18, af 3.2.1983, sag 149/82, Robards, Sml. s. 171, praemis 19, og af 15.6.1995, forenede sager C-422/93, C-423/93 og C-242/93, Zabala Erasun m.fl., Sml. I, s. 1567, praemis 29.
Full & Egal Universal Law Academy